Artiklen bygger på tæt samliv med Forsvarets Efterretningstjeneste under Den Kolde Krig, videregående undervisning af officerer til også at kunne indgå som analytikere i tjenesten samt senere historiske studier i dansk militær efterretningstjenestes etablering og udvikling fra fra ca. 1900 til 1940.
Mit vidensgrundlag om den tidlige udvikling er senere blevet udbygget ved Kristian Bruhns forskningsresultater.
En militær efterretningstjeneste som den danske har haft naturligt fokus på militæret i det/de land(e), der i perioden opfattes som hovedtruslen, her indledningsvis Tyskland samt under Den Kolde Krig Sovjetunionen i Østersøområdet samt Polen og DDR.
En brugbar militær efterretningstjeneste søger at fastlægge et trusselslands militære styrke, planlagte og potentielle opbygning. På dette grundlag opstilles de mest oplagte handlingsmuligheder.
Derudover analyseres deployeringen samt øvelser for at fastlægge de mere sandsynlige angrebsmetoder og -doktriner ved et angreb på egen stat og regionale allierede, og man fastlægger et normalbillede for optræden i fredstid og under øvelser for at kunne erkende økonomiske, politiske og militære krigs- og angrebsforberedelser, så man kan varsle rettidigt.
Forudsætningen for at kunne lave denne analyse og varsle bedst muligt, er et godt militærfagligt grundlag fra egne øvelser, krigsplanlægning og eventuelt operationer samt en god forståelse for modpartens organisationskultur og sproganvendelse. En tidligere FE-chef har over for mig gjort klart, at han måtte kæmpe for at få kvalificerede militære analytikerne. Men dengang blev sådanne officer uddannet. Jeg var selv ansvarlig for dette i mere end fem år.
En sådan tjeneste afviser korrekt at fastlægge sandsynligheder for en bestemt begivenhed, bl.a. fordi dette vil forurene analysen og undergrave det forhold, at reaktionen på udviklingen er et beslutningstagersansvar, som en embedsmand ikke skal påtage sig.
Kun hvis det lykkedes at få adgang til modstanderens beslutninger igennem kodebrydning og overvågning kan man gå videre i varslingen. Det var, hvad amerikanerne gjorde før starten af Ukrainekrigen, hvor man havde opnået sikre efterretninger om de russiske hensigter.
Den opportunistiske forurening af analysen opstår, hvis tjenesten indarbejder egen politiserede opfattelse 1) af egen sides styrke (der selvfølgelig er oppustet ved spin) og 2) forudsætter, at modstanderen er enig med denne opfattelse og handler i vores øjne logisk.
Hvis dette sker, er der en alvorlig risiko for, at det går galt, rigtig galt.
Det var netop, hvad der skete ved månedsskiftet marts-april 1940 med de britiske myndigheders opfattelse af de tyske muligheder for at angribe Norge. Og hvad der skete i den israelske ledelse før Yom Kippur-krigen i 1973 samt med den ukrainske ledelses konklusioner i dagene før 24. februar sidste år.
Hvad der sker, når man politisk-opportunistisk angiver “sandsynligheder”, som den danske afmilitariserede udenrigspolitiske Forsvarets Efterretningstjeneste, blev klart vist i den helt svigtende realisme i Afghanistan i 2021. Den fadæse har åbenbart ikke fået synlige konsekvenser. Man lovede ikke engang at “lære fremadrettet”.
Derfor stoler jeg langt mere på bl.a. den ikke afmilitariserede svenske efterretningstjenestes analyser.
Ja, og ikke kun i Forsvaret og blandt de politisk ansvarlige for sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger. Hvis du ikke som leder sikrer dig evidensbaseret objektiv rådgivning fra medarbejdere, som er kvalificerede til dette og ikke bange for at udtrykke sig på denne baggrund – så går det galt. Om det så er efterretningsarbejde, kræftbehandling, akutmodtagelse, omsorg på plejehjem eller forvaltning af skattelovgivning.
Og når det trækker ud i tid, vil et næsten eksponentielt stigende antal ansvarlige ledere (ikke mindst politikere) og medarbejdere stå med dele af ansvaret, hvorefter det bliver næsten umuligt at rydde op eller forandre. Som f. eks. SKAT