VESTEN SOM SET FRA MOSKVA

Vi kan forklare, hvorfor Vesten, og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande ikke truer Rusland. Det kan bl.a. ske med henvisning til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier bliver enige om at starte en ulovlig aggressionskrig. Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres.

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om det er rimeligt. At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

RUSSERENS VERDENSSYN, DET PESSIMISTISKE PARADIGME
Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden. Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 fik af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,
For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet ses og skal bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter blot i kraft af landets størrelse er naturlig, retfærdig og nødvendig.

Russerens erfaring gennem hele hans historie er, at alle menneskelige og i forlængelse heraf interstatslige relationer bygger på den svages indordning under og afhængighed af den stærke, dvs. et feudalt eller klientbaseret forhold.

Bortset fra måske i familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumpede og helt dominerende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der sker i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.

Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

VERDENSSYNET BEKRÆFTET AF DE SIDSTE 30 ÅRS HISTORIE
Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturlig og katastrofalt.

Det var et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og senfascisme hos småfolk som balterne. Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende inspireret og hjulpet af den ydre.

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland. Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser. Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland.

Amerikanerne brugte uden at tage hensyn til Rusland militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift, og det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forståelige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.
USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland. Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine og stabiliserede situationen.

Men fra sent efterår 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte Ukraine vej mod vest.

I de samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa. Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum. Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

PUTIN
Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler, ikke skabte, denne opfattelse af forløbet. Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Men så fulgte mellem 2004 og 2014 ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over sin indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættelse for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien. Indsatsen her demonstrerede igen som også krigene i Tjetjenien på pinlig måde reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland. Man udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol. Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

MÅL OG MIDLER I RUSLANDS POLITIK NU
Ruslands strategiske mål (ikke specielt Putins) er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Man anvender en buket at ikke-militære midler, herunder kontrollerer og korrumperer man nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser. Man støtter antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps. Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder. Ikke mindst operationerne i Syrien har været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er her med succes uden hensyn til folkerettens blevet anvendt sammen med benægtelser, der har været nok til, at det ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen. Belastningen af egen befolkning er ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Man har været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.
I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer. Nu er denne indsats kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på det meget høje prioritering, man har givet til modernisering og supplement af de russiske kernevåbenstyrker. Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

HVAD VIL RUSLAND SÅ MED EUROPA?
Rusland vil gennem landets politik sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed og derigennem opnå en stigende til ideelt set afgørende indflydelse på landenes politik. Man kan se det som et kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Dette søges opnået ved med de rådige midler at undergrave amerikansk indflydelse i Europa og europæisk samarbejde samt sammenhængen og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land. Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.
Det er sådan set ikke en nyhed. Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.

2 thoughts on “VESTEN SOM SET FRA MOSKVA”

  1. Din beskrivelse af russernes pessimistiske verdenssyn og dets historiske forudsætninger er meget overbevisende. Det er næppe sandsynligt at den russiske folkesjæl vil ændre sig i den umiddelbare fremtid, og man kan overveje i hvilken grad Vestens politik i forhold til Rusland siden Sovjetunionens opløsning har tjent til at bekræfte russerne i deres syn på verden. Mere konkret:
    1. Er det forståeligt at Rusland måtte opfatte NATOs udvidelse med 3 lande i 1999 og yderligere 7 i 2004, helt frem til den russiske grænse, som et udtryk for at Vesten stadigvæk opfattede Rusland som en fjende, der skulle inddæmmes?
    2. Rusland har aldrig godtaget NATOs forsikring om at opstilling af missilskjold i Polen og Rumænien alene var et værn mod Iran og Nordkorea, men har set det som et skridt der på sigt ville eliminere afskrækkelsespotentialet i de russiske kernevåben. Har der fra Vestens side været gjort forsøg på at imødegå disse bekymringer?
    3. En associeringsaftale mellem EU og Ukraine ville betyde en toldgrænse gennem Donbas området, der i over 100 år har været økonomisk og kulturelt integreret. Med tanke på hvilke anfægtelser en tilsvarende toldgrænse mellem Eire og Nordirland giver anledning til, er der så fra EUs side gjort forsøg på at tage hensyn til russiske bekymringer, og søge en løsning der kunne tilfredsstille alle parter?
    4. Var det forståeligt hvis Rusland, berettiget eller uberettiget, så begivenhederne i Ukraine i 2014 som første skridt i en proces, der på langt sigt kunne føre til at Ukraine blev fuldt medlem af såvel EU som NATO? Og kunne man i det lys se annekteringen af Krim som en defensiv handling, der skulle eliminere risikoen for en fremtidig meget skrøbelig strategisk position i Sortehavet (tab af flådebasen i Sevastopol).
    5. Du skriver at Rusland i dag har samme mål og anvender samme midler som Sovjetunionen under den kolde krig, og at det nye er at det atlantiske bånd er svækket. Er det helt afgørende nye ikke at Rusland, i modsætning til Sovjetunionen, ikke har noget ønske om at udbrede en bestemt ideologi til resten af verden?
    6. Er der generelt blandt vestlige beslutningstagere en tilstrækkelig forståelse for at verden ser forskellig ud set forskellige steder fra? Og er der forståelse for at det, uanset om man måtte opfatte modpartens måde at se tingene på som forkert, er noget man må tage højde for hvis man skal sameksistere fredeligt?

  2. Spørgsmål 1: Er det forståeligt at Rusland måtte opfatte NATOs udvidelse med 3 lande i 1999 og yderligere 7 i 2004, helt frem til den russiske grænse, som et udtryk for at Vesten stadigvæk opfattede Rusland som en fjende, der skulle inddæmmes?

    Svar: Det var en konsekvens af sovjetisk (russisk) optræden fra september 1939 og i de efterfølgende mange år, der gjorde det politisk umuligt for Vesten helt at nægte de tidligere undertrykte folk en vis sikkerhedsgaranti. Men det skete og sker stadig tøvende og halvhjertet. Derigennem søgte man at tage hensyn til Ruslands erklærede sikkerhedsopfattelse NATOs her centrale lande, USA og Tyskland, begrænsede i første omgang indholdet i de nye medlemmers medlemskab til ikke at have et reelt militært indhold. Det var let pga. at tidligere regionale NATO-kommandostruktur var nedlagt.

    Spørgsmål 2: Rusland har aldrig godtaget NATOs forsikring om at opstilling af missilskjold i Polen og Rumænien alene var et værn mod Iran og Nordkorea, men har set det som et skridt der på sigt ville eliminere afskrækkelsespotentialet i de russiske kernevåben. Har der fra Vestens side været gjort forsøg på at imødegå disse bekymringer?

    Svar: Kun ved for det første til stadighed at understrege det indlysende, at de pågældende lande ligger på storcirklen mellem Iran henholdsvis Nordkorea og Europa, ved for det andet at påpege, at størrelsen af styrkerne gør deres kapacitet irrelevant i relation til de russiske raketstyrker og kun teknisk relevante, hvis russiske missiler anvendes mod mål i Europa, samt for det tredje at tilbyde teknisk samarbejde.

    Spørgsmål 3: En associeringsaftale mellem EU og Ukraine ville betyde en toldgrænse gennem Donbas området, der i over 100 år har været økonomisk og kulturelt integreret. Med tanke på hvilke anfægtelser en tilsvarende toldgrænse mellem Eire og Nordirland giver anledning til, er der så fra EUs side gjort forsøg på at tage hensyn til russiske bekymringer, og søge en løsning der kunne tilfredsstille alle parter?

    Svar: Det er en opfattelse, jeg ikke har set fra andet end din side. For Rusland var det efter min læsning ikke sådanne tekniske forhold, der var centrale, men den farlige, symbolske bevægelse af Ukraine mod Vesten, der var problemet.

    Spørgsmål 4: Var det forståeligt hvis Rusland, berettiget eller uberettiget, så begivenhederne i Ukraine i 2014 som første skridt i en proces, der på langt sigt kunne føre til at Ukraine blev fuldt medlem af såvel EU som NATO? Og kunne man i det lys se annekteringen af Krim som en defensiv handling, der skulle eliminere risikoen for en fremtidig meget skrøbelig strategisk position i Sortehavet (tab af flådebasen i Sevastopol).

    Svar: Den russiske ledelse var helt opmærksom på holdningen i EU og NATO til yderligere udvidelse (efter forskrækkelsen i Georgien i 2008). Traktaten med Ukraine om Sevastopol var fast og ikke udfordret, også fordi Ukraine også på grund af den tætte militære alliance mellem Hviderusland og Rusland altid helt optræder i Ruslands militære skygge. Men som al udenrigspolitik er den også indenrigspolitisk i sine motiver, og den nys genvalgte Putin havde behov for at vise styrke efter den alvorlige indenrigspolitiske krise i 2011-13. Det var uden risiko, men virkede, som da den indtil da krisesvækkede Margaret Thatcher generobrede Falklandsøerne.

    Spørgsmål 5: Du skriver at Rusland i dag har samme mål og anvender samme midler som Sovjetunionen under den kolde krig, og at det nye er at det atlantiske bånd er svækket. Er det helt afgørende nye ikke at Rusland, i modsætning til Sovjetunionen, ikke har noget ønske om at udbrede en bestemt ideologi til resten af verden?

    Svar: Kan man diskutere om er sandt. Moskva arbejder stadig – nu allieret med den amerikanske præsident – for at nedbryde verdensordenen af samarbejdende liberale demokratier som det danske. At målet er samfund og en verdensorden som før Første Verdenskrig bygget på accepten og beskyttelsen af rå magt og korrumperede ledere beskyttet af kirken finder ganske vist ikke sted i rammen af en moderne, “progressiv” ideologi, men tænk lige på, hvorfor så mange nationalkonservative fra gruppens højrefløj er så glad for Putin. Det forhold, at russerne så intelligent udnytter de liberale demokratiers svagheder mod dem selv, viser, at nøglekræfter i ledelsen godt kender tingenes tilstand, nemlig, at der ikke er nogen trussel. På den anden side kan nøglepersoner i ledelsen ikke udelukke, at Vestens styrke og enighed regenereres, og så er det bedst at den potentielle modstanders udgangspunkt er så svagt som muligt.

    Spørgsmål 6: Er der generelt blandt vestlige beslutningstagere en tilstrækkelig forståelse for at verden ser forskellig ud set forskellige steder fra? Og er der forståelse for at det, uanset om man måtte opfatte modpartens måde at se tingene på som forkert, er noget man må tage højde for hvis man skal sameksistere fredeligt?

    Svar: Nej, desværre ikke. Det forudsætter bl.a., at man som en central del af uddannelsen af de centrale sikkerhedspolitiske rådgivere (som tidligere i en vis grad) udnyttede situationsspil, hvor de, som spillede en anden part blev indført i denne sides historiske baggrund og affødte strategiske kultur. Så ville alle lære, både dem, som spiller modparten, og dem, der spiller egen side.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *