DER PLEJER IKKE AT BLIVE KRIG
Det er normalt, at når man konstaterer en bekymrende politisk eller militær udvikling heldigvis bliver beroliget.
Det sker med konstateringen af, at det med stor sikkerhed ender med, at sund fornuft råder. Der bliver ikke krig, for det plejer der jo ikke, fordi det er indlysende, at det ikke tjener nogen interesser eller noget godt formål.
Det var argumentet i sommeren 1914, efter at sund fornuft havde rådet ved de akutte kriser i 1904, 1905, 1908-09, 1911, 1912 og 1913.
Efterretningstjenester har i disse år konstateret, at Vestens modstandere opbygger militære styrker og indsatsberedskabet ved nogle af Vestens grænser.
Mange hér mener, at vi skal være tilbageholdende med at opbygge egne militære muligheder, for så vil naboerne jo blot føle sig yderligere truede og usikre. At den historiske erfaring ofte viser det modsatte, skal man jo vide, for at kunne indtænke.
DEMOKRATIET ER ROBUST, DET SIGER VOR ENESTE ERFARING
Der er nok fællestræk ved den politiske udvikling i 1930’erne med den nuværende udvikling både i store dele af Vesten og i resten er verden.
Men vi kan berolige os med, at demokratiet er robust. Det plejer det jo at være. Det var det i de robuste demokratier i Nord- og Nordvesteuropa dengang, ja selv under presset fra Verdenskrigen.
Så uanset om den politiske midte visner bort under manglende selvtillid og de antidemokratiske fløjes hadkampagner, populistiske forenklinger og løgne giver gode resultater, skal vi blot være cool.
Problemerne plejer at forsvinde, hvis de mødes med tålmodighed. Nok stjæler stadig flere og stadig mere autokratiske regeringer fra samfundet og presser med international hjælp retssamfundet og den frie presse og hindrer oppositionens adgang til vælgerne. Men vi skal bare tage det roligt og afvente, for så vil problemerne løse sig selv.
Når vores politikere og andre ledere af forskellige grunde ikke reagerer på henfaldet af demokrati og anstændig opførsel er det bedst, at ignorere dette.
Dette bl.a. fordi vi i pinligt omfang er sikkerhedsafhængige af USA og økonomisk afhængige af Kina. Det skal nok senere gå fremad uden at det i mellemtiden går galt.
Uanset, at vi er i en demokratisk og sikkerhedsmæssig tørkeperiode, skal vi fortsat brænde ukrudt med gasbrænder, for huset bliver ikke antændt, bare vi gør, som vi plejer.
Det går jo meget godt alt sammen, hvilket underbygges både i det store og små med en fremskrivning hændelserne i perioden siden det gik galt sidste gang.
DET POLITISK ANSVARLIGHEDSFJERNENDE ORDVALG
Demokratisk valgte politikere har fornuftigvis normalt maksimalt en interessehorisont på få år og et fokus på de umiddelbare udfordringer.
Det er ikke velkomment også at skulle tage hensyn til hypotetiske negative begivenheder, der kun måske finder sted inden for denne horisont og nok først senere.
Indtil vælgerne mobiliserer deres nervøsitet, fordi de som nu i klimaspørgsmålet opfatter muligheden af en katastrofe som sikker, er det forståeligt og naturligt at de ansvarlige politikere at lytter til den rådgivning, der kan opfattes beroligende.
Det er velkomment, hvis embedsmænd konkluderer, at det ”ikke er sandsynligt” at Rusland vil anvende de militære styrker, selv om dette land igennem nu lang tid har forberedt sig til en eventuel krig.
Det er bedst at ignorere muligheden, at Trump bliver genvalgt, og derefter kan nå sine erklærede mål i forhold til NATO-engagementet og kontrollen over Grønland.
Det er bekvemt at overfortolke de positive tegn på modstand mod de halv- og helautoritære regimer i og grænsende til Europa.
Det er hensigtsmæssigt ikke at se på sårbarheden af det danske samfund over for cyberangreb på NETS og Sundhedsplatformen, for der plejer jo ikke at ske noget.
Men når ”Plejer” så alligevel dør, og det ”ikke-sandsynlige” sker med alvorligt negative til katastrofale virkninger på samfundet, er det ingens fejl, for de rådgivende embedsmænd havde jo ingen krystalkugle.
De kunne jo ikke vide bedre, og de ansvarlige politikere har intet alternativ til at viderebringe rådgivernes løfte om, at ”man vil lære fremadrettet”.
Det gjorde embedsmændene også, da de negative virkninger af de rabiate ideologiske centraliserings-, standardiserings- og besparelses-”reformer” i statslige organisationer som SKAT viste sig til stor overraskelse for alle andre end de med konkret indsigt i praktisk skatteligning.
Der plejede heller ikke at være omfattende offentlig svindel eller korruption i Danmark.
Problemet er i meget stor udstrækning, at embedsmændene tillades at anvende et ordvalg, der ikke indebærer ansvar for dem selv. Med sprogligt sløseri sikrer embedsværket, at politikerne ikke skal tænke over sagerne, og dermed ikke får ansvar for at staten konfronterer også ubehagelige, mulige begivenheder.
Rådgiverne burde, på trods af at det ikke er velkomment, i overensstemmelse med sandheden altid gøre det klart, ”at (den negative udvikling) ikke kan udelukkes”.
Men evnen til at forudse negative konsekvenser er stærkere hos de, der har konkret saglig indsigt, en de med generaliserende, teoretiske forvaltningsuddannelser. Og den første kategori er der nu kun få af i toppen af embedsværket.
HISTORIKERES FORSTYRRENDE VIDEN
Hvis jeg havde været samfundsfaglig generalist og teoretiker kunne jeg sove trygt uanset alle tiden problematiske udviklinger. Men jeg blev officer og derefter historiker med fokus på 20. århundrede, hvor det er bruddene i udviklingen, der træder frem. Det uforudsete i det århundrede, var ofte forudseeligt, men varslerne blev oftest bagatelliseret og negligeret som politisk ubekvemme og derfor dømt usandsynlige.
Her står ikke mindst udbrud af krige, flygtninge-migrantbølger, økonomiske kriser samt staters og hidtil velfungerende politiske systemers først træthed og så sammenbrud som klare eksempler.
Det 20. århundrede så antiautoritets generationsoprør i slutningen af 1960’erneog igen nu flere steder i verden, smitsom ideologisk hjernebetændelse som først den munkemarxistiske i 1970’erne, så den fundamentalistisk-liberalistiske virus i 1990’erne og endelig patologisk romantisk nationalegoisme.
Alle disse bevægelser havde og har tydelige forstadier, hvor konstateringen af, at det nok er et kort og uskadelig udvikling, som man kan ignorere og lade rinde ud uden forståelse og engagement.
Som historiker fokuserer man naturligt på bruddene samt deres årsager og konsekvenser, og mindre på mellemperioderne af stabilitet, hvor det normalt kun er på overfladen, at alt fortsætter, som det plejer at gøre.
ANSVARSFORBEREDTE PROFESSIONER
Med hensyn til én profession, ingeniørerne, synes selv politikere og generalistiske forvaltere at forstå, at det nok er bedst, at man lytter til deres forudsigelser.
Det er også meget vanskeligt at slippe for personligt ansvar, hvis man (på skrift) ignorerer dem, og det så går synligt og grueligt galt.
Også prognoserne fra en anden profession, lægerne, er de fleste motiveret til at respektere, i hvert fald på det individuelle plan.
Ved begge professioner er det centrale element ansvarlige anbefalinger bygget på prognoser over alternativer. Og i begge professioner er det de professionelle selv, der – igen under ansvar – skal føre de besluttede løsninger ud i livet.
Derved adskiller de sig normalt fra den generelt samfundsvidenskabeligt funderede forvalter, der ikke selv har konkret viden og færdigheder, der skaber evnen til at lede en praktisk udførelse.
Ingeniører og læger deler i øvrigt vilkår med den professionelle militære planlægger og chef, dvs. officerer, der i hvert tilfælde tidligere kombinerede et professionsrettet uddannelsesforløb med praktisk militær ledelseserfaring.
Sådanne officerer er som både planlæggere og chefer personligt ansvarlige for at udvikle handlemuligheder samt derefter identificere risici på grundlag af prognoser for, hvad modstanderen kan og måske vil gøre. Og som ingeniøren og lægen vil officeren selv eller andre militære være ansvarlige for, at føre den besluttede handling ud i livet.
DET UØNSKEDE KAN SJÆLDENT UDELUKKES
At noget ubehageligt og potentielt katastrofalt ikke plejer at ske betyder normalt samtidig, at ”det ikke kan udelukkes”.
Ved at anvende denne sidste formulering kan man begrunde, at den uønskelige udvikling gennemanalyseres med henblik på at identificere også negative konsekvenser. Derved bringer rådgiveren ansvaret op til politikerne, hvor det naturligt bør ligge. Og dermed får offentligheden og politikere bedre muligheder for at se mulige alvorlige problemer og reagere i tide.
Indtil videre lever ”Plejer” trods det uerkendte stærkt skrøbelige helbred dog i bedste velgående.