‘Hvad skulle det nytte’ – opdateret

Indledningen – præsentation af rammen

1. Verdenskrig blev skellet mellem:

Det 19. Århundredes sidste års Europa med multinationale imperier under pres domineret af borgerskabets kultur og patriotiske offervilje samt civilisations- og teknologioptimisme, men med klassedelte samfund, hvor industriarbejderne var på vej til politisk indflydelse, med senimperialistisk konkurrence mellem stormagterne drevet af de forfordelte sidstankomne og med navalismen som symptom, med offensiv, moralbaseret, massemobiliseringsdrevet, socialdarvinistisk inspireret militærdoktrin.

Det 20. Århundredes Europa med sammenbrudte multinationale imperier med frustrede, revolutionsramte kernemagter (Rusland, Tyskland og Ungarn) og konkurrerende afløserstater, borgerskabets kultur og normer under pres og præget af frygt for fremtiden med civilisationspessimisme og kyniske med hensyn til den teknologiske udviklings velsignelser, revolutionære, antidemokratiske fraktioner på både højre og venstrefløjene, fundamentalt teknologisk transformerede og professionaliserede landstyrker.

Peter Munch i 1915

Dette har bl.a. Nils Arne Sørensen overbevisende argumenteret for i indledningen ‘Urkatastrofen’ til ‘Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig.’ København 2005.

I Danmark blev århundredes første årti præget af forsøget på at komme videre efter at Systemskiftet i 1901, herunder at opnå et kompromis om den forsvarssag, der havde leveret ammunitionen til de foregående to årtiers indædte politiske kamp.

Resultatet, 1909-lovenes ordning af et væbnet neutralitetsværn blev umiddelbart set en succes. Gennem en kraftanstrengelse i 1911-13 og igen i det første krigsår var ordningen blevet fyldt op og den havde støttet Danmarks neutralitet. De to værns styrker havde på trods af svagheder været så betydelige, at de på forskellig måde var blevet respekteret af både Tyskland og England.

På trods af, at den militære neutralitetsindsats i begyndelsen af august blev tilpasset Tysklands – da udtrykte – strategiske behov, måtte balancen set i samtiden have været elegant. Sejrsmagterne Frankrig og England, som vi ikke havde kunnet tage hensyn til på grund af vor strategiske situation, gav os Sønderjylland tilbage, og England valgte København som støttepunkt for sin intervention mod Sovjetunionen i Østersøen.

Sønderjyllands hjemkomst fjernede – i Danmark – den hovedkilde til modsætningsforholdet til Tyskland, der havde næret en meget bred tyskfjendtlig opinion, som siden 1864 havde virket undergravende på landets troværdighed som neutral.

Lande som Sverige og Holland havde med tilsvarende succes holdt sig ude af krigen gennem en kombination af diplomatisk balance og åbenbar vilje og evne til at forsvare neutraliteten. For dem blev det naturligt at genopruste i 1930erne og anvende samme midler til at holde sig uden for den krig, der startede 20 år senere. Dette skete på trods af den pacifisme og militærkritiske holdning, der kom til at dominere hele det demokratiske Europa fra Mellemkrigstidens midte. Men i Danmark blev forløbet anderledes. Her kom perioden til at danne et afgørende skel i landets forsvarspolitik. Under den næste konflikt var værnenes rolle – i modsætning til for Sveriges og Hollands vedkommende – reduceret til en symbolsk markering af landets neutralitet og suverænitet.

Et af denne forsknings/dette bogprojekts to formål er at udrede og beskrive, hvordan den forsvarspolitiske situation i Danmark og værnenes forvaltning af 1909-lovene kom til at bidrage til dette skel. Den beskriver, hvorledes de centrale forsvarspolitiske aktører i perioden fra 1909: hærchefen, flådechefen og fra 1913 den nye forsvarsminister på forskellig måde – i konkurrence – arbejdede for realisere deres syn på, hvorledes værnene skulle anvendes for at sikre, at Danmark slap helskindet igennem det gamle Europas sammenbrud, der indledtes i 1912 med Balkan-krigene, og som foreløbigt blev afsluttet 1918-20. Ingen af disse forsvarsopfattelser svarede i øvrigt til den strategiske hovedopfattelse bag 1909-lovene. Det dybe skisma fra forfatningskampen – og hærens officerskorps opfattede placering i denne – spillede sammen med de umiddelbare og senere virkninger af den europæiske erfaring med Verdenskrigen og umuliggjorde reelt en forsvarspolitisk brobygning mellem den radikale og specielt hærens forsvarsopfattelse.
Bogprojektets andet formål er at give en første samlet beskrivelse af dansk forsvar fra 1909 til 1920. Perioden begrænses til 1920, fordi værnenes virksomhed i de næste to år helt koncentrerede sig om, hvad der skulle følge efter. Det afsluttes med forberedelsen af det danske kontingent til den Folkeforbundsstyrke, der skulle overvåge folkeafstemningen i Vilniusområdet i begyndelsen af 1921. Det var en naturlig kvittering for sejrherrernes overvågning af folkeafstemningerne i Nordslesvig i begyndelsen af 1920.

Forsknings- og litteraturoversigt:
De eneste generelle, offentliggjorte beskrivelse af 1909-ordningens implementering og Sikringsperioden findes i bilagene til ‘Beretning fra Kommissionen til Undersøgelse af Hærens og Flaadens fremtidige Ordning’ fra 1922. De er kun samlinger af informationer, og de skal i meget høj grad skal ses i rammen af den samtidige indenrigspolitiske kamp om anvendelsen af den seneste historie og om den fremtidige forsvarspolitik, som var kommissionens foci. Bilagene giver – samlet – i kort beretnings- og skematisk form en stor mængde informationer om værnene i perioden. De afspejler – på en tør, bureaukratisk vis – de forfattende myndigheders aktuelle ledende personers prioriteringer, ønske at præsentere forløbet som logisk, frit for bureaukratiske konflikter såvel som menneskets ønske om at præsentere sig selv og respekterede afdøde eller stadig levende ledende personer i det bedst mulige lys.

Overordnede rammebeskrivelser findes i de relevante dele af Dansk Udenrigspolitiks Histories Bind 3 og 4.

Tilblivelsen af 1909-ordningen er særdeles godt dækket af Jens Ole Christensens ph.d.- afhandling og Camilla Müller Berg Christensens magisterafhandling (begge ikke publicerede). Herudover kildeudgivelser og erindringer samt beskrivelser af enkelte områder – periodemæssigt om minelægningskrisen 1914, temamæssigt om nøglepersoner (Munch, Scavenius og A.P. Tuxen), flåden, de faste befæstningsværker og Tunestillingen samt min egen behandling af Jyllands og Fyns situation.

Dette projekt er ikke mindst inspireret af og indledningsvis bygget på Tage Kaarsteds arbejde i 1960erne og 1970erne med at udgive erindringer, notater og dagbøger fra de ledende regeringspolitikere og søofficerer.

Jeg har selv givet en beskrivelse af en del af hærens historie fra perioden i ‘Jyllands Landforsvar fra 1901 til 1940‘, behandlet et centralt problem i kildeklipsamlingen ‘Nedslidningen‘, beskrevet historien om de danske forberedelser til en international fredsbevarende mission i ‘ “Vilnakommandoet” 1920-21‘. En kort fremlæggelse af forskningsresultater findes i ‘The Danish Armed Forces 1909-1918. Between politicians and strategic reality‘.

Synopsis for bogens centrale del

En præsentation af ‘de danske strategiske fortællinger’ som – i konkurrence – påvirkede udviklingen: de fire hovedopfattelser hos aktører/aktørgrupper:

‘1909-ordningens ‘strategiske fortælling’: Kattegat og specielt Store Bælt som den åbne port og mulige bunkringsplads ved adgangen til Østersøen. Sjælland som landets strategiske hovedområde med fronten i neutralitetsværnet – med hæren samlet bag kysten – ved bæltet og basen ved København. Da det kun var England, der opererede på så stor afstand af sin flådes baser, at man havde behov for fremskudte baseområder, var ordningen – under en opfattelse af flåde-ligevægt – i tysk interesse, dog uden at dette betød, at man ikke ville sætte sig mod en engelsk krænkelse. Esbjerg-problement forstået. Krigen – og hermed sikringsperioden – vil være kort, uger. I stor udstrækning repræsenteres opfattelsen af Tuxen som kommanderende general i Jylland-Fyn, samt af Kofoed-Hansen fra 28/7-4/8 1914, hvor der ikke er noget alternativ endnu. Implicit en vis forståelse for en ‘tærskel’-værdi af forsvaret. Det var – som for kongen, de fleste af begge værns officerer og den dominerende opinion – uacceptabelt at ende som Tysklands de facto-allierede.

Gørtz og Generalstaben: Man videreførte i en fastlåst og forsimplet form den afdøde profet, generalløjtnant Kühnels arv, uden at forstå alle dens nuancer. Tyskland vil for at hindre engelsk adgang til Østersøen være tvunget til at besætte Sjælland. Det vil England forsøge at hindre. Nok var det det internationalt interessante sted Store Bælt, men Tyskland vil søge en afgørelse hurtigt ved at gå direkte mod København, true med bombardement og landsætte en styrke tæt ved byen. Fastholdelse af fæstningen til engelsk hjælp eller blot længst muligt – det er hærens hovedopgave. Kystforsvar er pga. af tysk mulighed for hurtig landsætning urealistisk, og den farligste trussel var i Køge Bugt, fordi den her afskår hærens sammendragning til Fæstningen. Fæstningen er truet af bombardement fra søen, af belejringsartilleri fra Tysklands anskaffelse af luftskibe i 1912 også fra luften. Tanken om at anvende fæstningen som en mulighed for at gennemføre en økonomisk sikring af København med en lille del af hæren – samt ved muligheden for hurtig lokalmobilisering af københavnske værnepligtige – og have hovedstyrken ved sjællands kyster var glemt. Den store krig vil være kort, og den danske fase blot en del af overturen. Sikringsperioden skal hurtigt gå over i mobilisering. I modsætning til Kühnel klar understregning af hærens sidste rolle – eksistensforsvaret af Fæstningen til det sidste. I det store hele stod de konservative grupper bag denne opfattelse.

Kofoed-Hansen: Den marineteknologisk udvikling i de seneste år – i slagskibes størrelse, uddybning af Kielerkanalen, minevåbnet, torpedo- og specielt undervandsbåde – placerede Danmark inden for tysk magtområde, i hvert fald indtil den tyske højsøflåde var nedkæmpet. Det vil sige, at kommissionens balance ikke længere var mulig. Dansk neutralitetsforsvar skulle anvendes til at understrege denne realitet over for briterne. Konflikten – dvs. neutralitetsperioden – kunne evt. blive af længere varighed. Implicit en vis forståelse for en ‘tærskel’-værdi af forsvaret, specielt i forhold til England, hvor de danske styrker ikke skulle stå alene, men kun være briternes første problem. Der var kun en begrænset forståelse for ‘tærskel’-virkningen, og kun i forhold til England på grund af muligheden for tysk hjælp. K-H forstod, at neutralitetens troværdighed afhang af åbenlys vilje til at anvende magt, og han forstod – i modsætning til så at sige alle andre – at begrænset magtanvendelse ved krænkelser ikke gjorde den neutrale til krigsdeltager, men kun understregede neutralitetens troværdighed. Han var hæmmet i sine muligheder for at overbevise politikere ved at understrege, at det var et national æresspørgsmål at forsvare neutraliteten. Medens Kofoed-Hansens understregning af neutralitetsforsvaret ved kysten og kanten af søterritoriet havde støtte i venstregrupperne, var hans konsekvente syn på dansk forsvars internationale rolle og muligheder i modsætning til ikke mindst Neergaards gruppe, men – efter Jens Ole Christensens analyse – også, omend i mindre grad I.C. Christensens.

Munch og andre yngre radikale: Grundlæggende var risikoen under en krig forbundet med idéerne om at forsøge at forsvare sig mod en stormagtsindsats for at sætte sig på Danmark på trods af, at et sådant forsøg ville være udsigtsløst og ødelæggende. Krig blev set som ødelæggende eksistenskamp (dvs. som et spejlbillede af hærledelsens billede), som forkastedes. Hvis Danmark demonstrerede, at landet på ingen måde ville spille med, være militær aktør, at det ville forblive ikke-krigsdeltager, var der en mulighed for, at vi slap igennem uden at blive inddraget og ødelagt. Ikke mindst hærens officerers fjendskab til Tyskland og deres åbne af nationale følelser nærede og drevne ønske om at yde en militær indsats ved et (tysk) stormagtsangreb, kunne øde risikoen for dette angreb. Hvis indsatsen fandt sted ville den kunne medføre en national katastrofe. Forsvarsvilje blev set og benævnt som ‘militarisme’. Militærets – specielt hærens – interne virkemåde med disciplinering af mandskabet blev opfattet som forkastelig, fordi den jo ikke har noget fornuftigt formål. For de støttende socialister blev militæret set som de privilegeredes klassekampsinstrument. Hæren lod sig reelt anvende som sådant under Provisorietiden. Man skulle for at minimere ødelæggelserne optræde passivt, hvis landet blev inddraget som krigsskueplads (holdende resten af landet ‘neutralt’ som Grækenland).

Ingen af ‘fortællerne’ forstod helt den krigsførende stormagts problemer – hvilket er fundamentet for en afskrækkelses-/tærskelmålsætning. Dette er forståeligt, fordi man først med verdenskrigens indsættelse af alle stormagternes militære ressourcer fik et bedre indblik i deres derefter begrænsede handlefrihed. Men det skyldtes nok også, at man primært tog udgangspunkt i den egen svaghed, som var blevet illustreret i 1807 og 1864.

En analyse af stormagternes situation kunne have ført til en forståelse af, at deres indledningsvise strategiske valg af modstandere og krigsskuepladser måtte følges af inerti, medens disse valg prøves. Der ville opstå bindinger i form af politisk og organisatorisk prestige, og der skulle normalt opstå en krise eller en fundamental ny strategisk situation, før en krigsførende stormagt åbnede en ny front, som de tyske forventninger i 1917 om at de vestallierede ville etablere baser i Norge efter USA’s indtræden i krigen. Man havde ikke store ubundne reservestyrker, og dem man havde, blev anvendt for at opnå fremgang på de eksisterende fronter.

En inddragelse af et neutralt land blev betragtet med skepsis af de krigsførendes generalstabe, hvis landet da ikke åbent samarbejdede med modstanderen. Den operativt bekvemme gennemmarch af Belgien var endt som en alvorlig propagandamæssig belastning for Tyskland. Selv her, i det militaristiske Tyskland, skulle der herefter overskrides en betydelig tærskel, før man kunne bekvemme sig på at overfalde endnu et neutralt land. I de krigsførende demokratier var det endnu vanskeligere end i Tyskland at retfærdiggøre et overfald på en neutral magt.

Hvis det var klart, at den neutrale ikke blot ville konstaterede neutralitetsbruddet, men ville modsatte sig krænkelsen med våbenmagt, blev de politiske omkostninger endnu større, og da dette kunne give tid til modstanderens reaktioner og placere det neutrale lands militære ressourcer på modstanderside, skulle der også overvindes en militær tærskel i beslutningsforløbet. Den neutrale havde et betydeligt råderum overfor selv alvorlige krænkelser.

Der var derfor reelt ingen risiko for, at dansk militær magtanvendelse som svar på mindre krænkelser – som angreb mod modparters krigsskibe på dansk territorium – ville andet end at forstærke respekten for landets neutralitetsvilje. De krigsførende havde ikke de nødvendige klargjorte enheder og ledte ikke efter et påskud til at invadere landet. En robust evne kombineret med troværdig og demonstreret vilje til neutralitetsforsvar forebyggede krænkelser og mindskede stormagternes fristelse til at søge fordele ved en mere omfattende anvendelse af dansk territorium. Forskningen her viser, at der hverken hos politikerne eller i officerskorpsene eksisterede en forståelse af, at anvendelse af ikke alene militær tilstedeværelse, men anvendt våbenmagt som et instrument i neutralitetshævdelsen, ikke var krigsdeltagelse og ikke automatisk førte til denne. Dette på trods af, at netop denne juridiske opfattelse havde været fundamentet for 1909-ordningen.

Viceadmiral Kofoed-Hansen var den af de involverede, der havde den bedste indsigt i neutralitetsforsvarets muligheder. Man han syntes ikke at forstå, hvor vanskeligt det var for de neutrale aktører, hans egne officer, at anvende deres militære magtmidler som andet end i et forsvar mod et angreb. Hans manglende indsigt førte til uklare ordrer. Dette skyldtes også, at selv ikke Kofoed-Hansen forudså de neutralitetskrænkelser, der kom til voldsomt at pressede flådens materiel- og personelressourcer i den uforudset meget lange sikringsperiode.


Bind 1 : Frem mod krigen, neutralitetsværnet opbygges og rammes af krise 1909-1915

En kort skitse af Danmark og Tiden:
* Statistik om befolkningen. Troen på fremtiden efter de teknologiske og økonomisk fremskridt. En infrastruktur bygget på et tæt net af jernbaner og på kysttrafik med mindre skibe. Telegraf og telefon. De mange partiaviser som primære medier. De sociale skel på land og i by (reelt Matador første episode). De politiske problemer under krigen: Produktion og eksport – forværret situation fra 1917. Dyrtiden. Island. Grundloven. De Vestindiske Øer. Indenrigspolitisk mistillid og had, ikke mindst mellem venstregrupperne. Monarkiets vanskelige transformation.
* En præsentation af udviklingen af den ydre ramme: Den britiske (de traditionelle og Corbett/Fischers) og den tyske flådes ‘strategiske fortællinger’. De betydelige problemer med sølandsætninger, bl.a. pga. , at jernbaner kan sikre hurtig forstærkning af forsvarere ved landgangsstedet (Mackinder og Cardwell).
* De landmilitære ‘fortællinger’ – krigen må afsluttes hurtigt pga. samfundenes og økonomiernes manglende evne til at støtte det truende alternativ. Moralen, patriotismen, krigens naturlighed og nødvendighed (social-darvinisme).
* De for Danmarks strategiske situation afgørende begivenheder/udviklinger fra 1909:
o Den britisk-russiske tilnærmelse
o Balkankrigene
o Den tyske hærs strategiske primat over flåden fra 1905, der medfører at den operative planlægning mod Danmark indstilles.
o Indsættelsen af det britiske ekspeditionskorps i Frankrig og fastlåsning af Vestfronten i skyttegravskrig (herefter i nogle måneder begrænsede handlefrihed i forhold til maritime eventyr)
o Muligheden – Churchills idé ultimo 1914 indtil Dardanellerne besluttes to uger senere – for britiske operationer mod Slesvig og i Østersøen med inddragelse af Danmark i krigen. Undgås på grund af krisen i Kaukasus.
o Britiske ubåde til Østersøen fører pres på Danmark (og Sverige)
o Tysk strategi på Vest- og Østfronterne 1915-16 og den separate søkrig
o Den højteknologiske landkrig (artilleri, maskingeværer, gas, fly) og Danmarks produktionsmuligheder
o Jyllandslaget som en næsten katastrofe for den tyske Højsøflåde
o Den uindskrænkede tyske ubådskrig og krigsplanlægningen mod Danmark
o Revolutionen i Rusland og disciplinproblemer i krigsførendes hære (mytterierne i Frankrig)
o Tysklands sejr i Øst og handlefriheden indtil disse disponers offensivt på Vestfronten i marts 1918
o De allierede sejre sommer-efterår 1918
o Rammen af allieret intervention i Baltikum efter Tysklands nederlag
o Sønderjylland tilbage og skal sikres

Perioder og temaer: Hovedbehandlingen af hvert tema placeres i pricippet i én af perioderne; den generelle udvikling mellem de fire danske ‘fortællinger’ følges i afslutningen i behandlingen af hvert periodeafsnit.


September 1909-ultimo Juli 1914 – ‘Fred og dog Fare’:
‘… mon der virkelig var Fare for Krig? Verden saa jo saa almindelig ud, i Dag som i Gaar. Han syntes, en saa stor Begivenhed paa en eller anden Maade maatte kaste Skygge forud …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’

* Teknisk forældelse i hovedsystemerne – artilleriskibene, forterne og deres artilleri.
* Udviklingen inden for de ‘fire fortællinger’ – herunder de to værns prioriteringer/valg under forligsimplementering.
* Koncentrationen af Hæren mod Sjælland og forberedelserne på Sjælland
* Rammerne skabes for periferiens – Jyllands, Fyn og Bornholms – forsvar.
* Kofoed-Hansens moderne lette flåde skabes – og afventer udviklingen af Søfronten og kystforterne.
* Forberedelser til opgaverne under en neutralitetsperiode.
* De af hæren prioriterede dele af kystbefæstningerne.
* Krisehåndteringen i vinteren 1912-13: Generalprøven på august 1914 – med andre aktører
* Truslen fra sølandsætninger analyseres – fejlagtigt – med undergravende virkninger for 1909-ordningens logik.

Ultimo Juli 1914 -November 1914 – ‘Torden i Syd’:
‘… der vrimler med Militær, Haverne var opgravede, Soldaterne kamperede paa Græsplænerne, Stakitterne mellem Haverne paa Søsiden er opbrudt, for at der kan gaa Vagtpatruljer om Natten. Pigtraadshegn er der lavet og Løbegrave, bl.a. i Hvidøres Have. 45 Tønder Land Skov er fældet ved Fortunen, Hegn er opkastet af visne Grene, den tyrkiske Villa “Hasa” ved Hvidøre er rømmet ligesom alle de omliggende, den bevogtes af ti Mand, og der er lagt Dynamit i Kælderen for at sprænge den i Luften i Krigstilfælde, da den ligger i Forternes Skudlinie. Samme Skæbne venter Hvidøre, og Eskadren ligger i Linje med Hveen ind til Taarbæk. …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’

* Forventninger og folkets offervilje: Den civile efterretningstjeneste. De frivillige korps og de frivillige bevogtningskorps. Frivillig deltagelse i feltbefæstningsarbejder. Stemningen ved indkaldelserne. Den begrænsede udrustning af den enkelte soldat – til et kort sommerfelttog.
* Sikringsstyrken om Københavns Befæstning.
* Sikringsstyrken på Sjælland og dens umiddelbare stabilisering.
* Kystudkigstjenesten.
* Flådens deployering til forsvaret af København og resten af Sjælland umiddelbart og senere.
* Samvirkeøvelsen inden for Søfronten mod en engelsk flådeindtrængen til bombardement af København.
* Flådens redeployering til støtte for spærringen af Store Bælt med nye opgaver.
* Hæren på Halskov og Knudshoved.
* Indsatsen ved landgrænsen og ved Lille Bælt.
* Bornholms placering under Munchs forsvarsopfattelse.
* Undervandsbådskrigen starter, uden væsentlige virkninger i Danmark.

November 1914-Oktober 1915:
‘… Krigen, der mod al Forventning ikke var blevet afsluttet paa nogle Maaneder, men syntes at være naaet til et Punkt, hvor alle Spaadomme om dens Varighed maatte blive Gætteværk. …: “De har gravet sig ned som Muldvarpe i Jorden, det forhaler Afgørelsen i det uendelige”.’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Erobringen af Antwerpen og virkningerne på hæren.
* Ammunitionskrisen og presset på sikringsstyrken.
* 3. Division og dele af 2. Division på Sjælland udenfor København – mod kystinvasionsforsvar efter sikring af befæstningen?
* Den voksende modstand mod sikringsstyrkens belastning og idégrundlag
* Forberedelser til og sikringen af mobiliseringen på Sjælland, Fyn og Jylland.
* Reduktionen af Sikringsstyrken og forberedelse af Tunestillingen.
* Udviklingen af kystværkerne udenfor København.
* Indsatsen mod britiske krænkelser: Esbjerg, Århus, Frederikshavn.
* Søkrigen omkring stræderne: E-13 og de tyske minespærringer ved Drogden.
* Oprøret mod Hærledelsen og godkendelse af Tunestillingen.

Bind 2: 1915-20: Neutralitetsværnet under pres – som dagligdag – dets nedbygning

November 1915 – November 1917:
‘… den uindskrænkede U-baadskrig blev erklæret til Fare for alle Tilførsler. Skibene, der skulde ud i de øglefyldte Farvande, blev dazzlemalede – camouflerede. Smukke, lyse Skibe blev spættede som Firben, og Sproget fik et nyt Ord. Petroleum og Benzin blev rationerede, Butiksbelysning forbudt, alle Kaféer skulle lukke Klokken ti. …” Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Fra Vestfronten til Tunestillingen.
* Søværnets dagligdag: Hjælp til skibsfarten, minebekæmpelse, stationstjeneste.
* Forsøg på at kompensere for værnenes mangler gennem indenrigs produktion af våben, reorganisering og redeployering af hærens artilleri og marinens ubrugte skyts, inspektionsrejser til krigsfronterne og import.
* Udbygning af Københavns Sydfront som svar på den tyske flådes tilstedeværelse.
* Mosede Kystforsvarsafsnit og Gørtz ledelsesstil.
* Roskildefjordstillingen og Hornsherredstillingen som et udviklingsprojekt.
* Flådens roller ved fæstningsfronterne, i Køge Bugt og i forhold til Roskildefjordstillingen.
* Den tysk-dansk-svenske minespærring af Øresund.
* Undervandsbåde til Storebælt.
* Tanker om fremrykning af fæstningens Nordfront.
* Udviklingen af Københavns og garnisonernes luftforsvar.
* Udviklingen af værnenes flystyrker.
* Fyns situation afklares med forberedt evakuation.
* Sikringsstyrkens pres på fast og tjenstgørende personel og befolkning.
* Pressen, politikerne og sikringsstyrken.
* Munch, Kofoed-Hansen og Gørtz, hvor Gørtz spiller, taber og går af og sikringsstyrken presses af tjenestevilkårerne og reduceres, så personellet presses yderligere af gravearbejdet og vagttjenesten.
* Udviklingen af de tyske krigsforberedelser mod Danmark. De første to faser 1892-97 og 1898-1905. Starten i sommer-efterår 1916. Den efterfølgende udvikling indtil sommer 1918. Forbindelsen til Holland, Norge og Sverige. Det officielle Danmarks reaktioner.

November 1917- November 1918:
‘… begejstringsløst, prosaisk vedblev Myrderiet under Faner, hvis Ideal-Inskriptioner forlængst var ulæselige, og syntes blot at ernære sig af de mørke Sindsmagter, man havde tvivlet paa, men som een Gang vakt truede med at rende alt Kulturens Værk over Ende. …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Udviklingen af det mobile jyske forsvar igennem sikringsperioden.
o Forberedelsen af den mobile styrkes indsættelse fra landegrænsen til Himmerland.
o Himmerlands søflanke og oversvømmelserne
o Signalforbindelser.
* Udviklingen af det jyske bagland som base og tilbagetrækningspunkt:
o Jernbanekommunikationerne.
o Brohovederne.
o Tilbagetrækningspunkter: Vendsyssel – Thy – Thyholm – Mors.
o Hærens Limfjordsflotille og transportmidlerne.
* Syndikalisttruslen og virkningen på Sikringsstyrken
* Sikringstyrken under stadigt voldsommere pres i retning af reel afvikning.

November 1918 – Marts 1921:
‘… Ingen blændende Sejr for nogen; en Forskel i Graden af Forblødning og Sult gjorde Udslaget. … Denne Art Skuespil var for stedse forbi. … hele (soldaternes) … Liv vilde man huske deres Lidelser, og lette dem deres Vej, og for deres og de døde Kammaraters Øjne vilde alle Statsmænd nu holde deres Løfte og befri Verden for de Krigsvaaben, hvis virkelige Rædsel disse fire Aaar havde afdækket.’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Erfaringerne.
* Base for Vestmagternes intervention i Baltikum.
* Overtagelsen af Sønderjylland.
* Offer- og forsvarsviljen samt den automatiske disciplin nedslidt.
* Sønderjylland som motiv for fjendskab og revanche borte.
* Forvirring om den sjællandske hærs status og muligheder – kontinuitet på den jyske halvø.
* På vej mod den første internationale operation i grænsezonen mellem Polen og Litauen.

Afslutning og konkluderende bemærkninger
* To dramatiske skel i 20. århundrede: 1914-20 og 1989-91.
* De ‘blinde pletter’ i den umiddelbare historieskrivning, der blev ført videre til 1938-39:
o Den strategiske sammenknytning af Danmark og Norge
o Dansk neutralitetsforsvarsberedskabs virkninger på de krigsførendes behov og muligheder
o Behovet for i en ny international spændingsperiode at forberede værnene til belastningen gennem udvidelse af kadrerne og en fuld uddannelse af de yngste værnepligtsårgange
o Behovet for – under en ny sikringsperiode – at reducere belastningen gennem et med hensyn til den aktuelle styrke efter situationen ‘pulserende’ vagt- og neutralitetsforsvarsberedskab
* Parallellen til afslutningen af den kolde krig. Belastning af beredskab og omkostninger – på langt sigt – for befolkningen. Hvad nytte var den militære indsats – kunne ikke bevises – derfor var den nok ikke nødvendig (under den kolde krig dog forholdet til garantimagten). I 1920 oven i købet Genforeningen som belønning for neutraliteten. ‘Fredsdividenden’ – de nye opgaver (sikringen af Sønderjylland) – tilpasning til de nye muligheder ved lidt aktivisme i Baltikum, men da krig dér – forsigtigt.
* På vej til en radikal forsvarsordning før Påskekrisen 1920?
* Fremtidige emner for forskning: 1922-ordningen som overgangskompromis. Det faste personels og den indkaldte værnepligtiges vilkår i større dybde. Dansk produktion og import til sikringsstyrken.

Vi skal kunne skrive historien om andet end hensigten

Denne sammenfattende kommentar er politisk i den forstand, at det i sidste instans må være et politisk ansvar at sikre, at anvendelsen af resurser bedst muligt sikrer opnåelsen af Arkivlovens formål.

Rigsarkivarens reaktion siden mit artikel den 19. marts, der advarede mod virkningen af Statens Arkivers bestemmelser for kassation af værnenes myndigheders arkiver, har været positiv i den forstand, at bestemmelserne prioriterings- og vidensgrundlag herefter står klart. Det er blevet synliggjort, at der har været alvorlige brist i hans rådgiveres viden om Forsvaret under den kolde krig. For en historiker, der kombinerer personlige erfaringer som krigsplanlægger på forskellige niveauer under den kolde krig med forskning i alle perioder af det 20. Århundredes danske militærhistorie, står mange af bestemmelsernes valg som uforståelige.

Bestemmelsernes opfattelse af virkeligheden afspejler situationen før NATO-medlemskabet, dvs. at den på nogle områder er anakronistisk. Dengang havde de øverste myndigheder direkte indflydelse på og ansvar for alt, hvorfor det var rimeligt at prioritere bevarelsen af de øverste myndighedsniveauers arkiver langt højere end resten. Efter 1949 blev de centrale danske myndigheders primære opgaver hurtigt koncentreret om at opstille, klargøre og derefter kun støtte de tre værns enheder. Fra 1960 gav forsvars- og værnsledelserne kun de politiske og helt overordnede rammer for styrkernes anvendelse. De operative krigsplaner, der bestemte myndigheders og enheders forskellige forsvarsforberedelser, fandtes ikke her, men blev udviklet i et netværk af myndigheder og enheder . Den dominerende kraft i netværket blev i stigende grad påvirkningen fra de tætteste og dominerende allierede, USA, Tyskland og England, en påvirkning, som de danske myndigheder og enheder herefter tilpassede til de begrænsede nationale muligheder. NATO-kommandoerne kommanderede ikke i fredstid, de dannede samarbejdets ramme. Det er derfor først og fremmest i de lavere myndigheders og enheders arkiver, man kan følge udviklingen af fremgangsmåder og planer.

Mulighederne for at rekonstruerede udviklingen ud fra de højeste myndigheders arkiver – som bestemmelserne forudsætter – bliver også undergravet af, at arbejdet i den centrale myndighed – Forsvarstaben – i mange år bl.a. på grund af arbejds- og papirpres samt løbende reorganiseringer, var præget af dårlige arkivprocedurer og tilsvarende arkivdisciplin. Betydelige mængder nøglearkivalier blev. Det såkaldte Henlagte Arkivs indhold blev tilfældigt og hæmmet af resurse- og pladsmangel. Det betyder, at en rekonstruktion af de centrale forløb, når overhovedet mulig, stiller krav om rådighed over intakte arkiver fra alle samarbejdende myndigheder.

Rådigheden over et bredt spektrum af arkiver er også nødvendigt på grund af en anden forskel i forhold til tidligere. Dengang bevarede man også som standard myndighedens og dens stabselementers ’indkommende sager’, dvs. skrivelse fra andre myndigheder, ofte med stabens marginnotater. Sammen med myndighedens egne skrivelser gjorde de ’indkomne sager’ det muligt kan danne sig et første billede af myndighedens rolle på grundlag af dens eget arkiv. Nu bevarer man i princippet kun egne skrivelser, hvilket gør, at selv den indledningsvise rekonstruktion må ske under inddragelse af alle centrale samspilspartneres arkiver.

Rigsarkivarens fokus på de højeste myndigheders arkiver nedtoner, at det centrale i historien ikke er hensigten, planerne, men hvad reelt skete, dvs. om og hvordan planer og hensigt blev ført ud i livet ved regimenter, raketeskadriller, flyvestationer, undervandsbådseskadren, specialskoler, flyvetjenesterne, parkområder, m.m., alle de myndigheder, hvis arkiver er dømt til kassation. Inspektionsrapporter i høje nationale og NATO-myndigheders arkiver giver kun et meget begrænset og stikprøvevist billede af realiterne, også fordi deres formål ikke kun var at beskrive disse.
Rådgivningen af Rigsarkivaren har ikke alene været mangelfuld ved ikke at afspejle periodens ansvarsfordeling og demonstrere utilstrækkelig indsigt i, hvordan militære operationer og logistik er blevet organiseret i de seneste mange årtier. Den synes generelt præget af historiske perioder, hvor danske militære styrker, som eksempelvis vore flådestyrker indtil NATO-perioden, blev indsat samlet, støttet fra én veldefineret base, uden væsentligt samspil med befolkningen, da den jo ikke bor på havet. Under den kolde krig blev styrkerne som oftest forberedt indsat spredt, med vidt forskellige opgaver, i tæt koordination med allierede i NATO-ramme og, når i Danmark, selv med flådestyrker i et tæt samspil med totalforsvarets øvrige elementer i det regionale forsvar. Bestemmelserne bygger eksempelvis på den misforståelse, at man kan rekonstruere hærens logistik ved anvendelse Hærens Materielkommandos arkiv, og Søværnets uden at inddrage flådestationernes. Hærens logistiske indsats kan reelt kun rekonstrueres med fuld inddragelse af materielkommandoens parkområders arkiver, der var dømt til kassation.

Det forhold, at Statens Arkivers bestemmelser som et hovedprincip kasserer arkiver fra myndigheder, der er blevet nedlagt, betyder, at man lader sig styre mere af arkivernes forvaltningsmæssige og retlige end af deres historiske værdi. Ellers var arkiver fra myndigheder som undervandsbådseskadren, missilluftforsvaret samt hærens og søværnets flyvetjenester blevet bestemt til bevarelse.

Vi har endnu kun en pletvis, helt utilstrækkelig viden om den faktiske situation med hensyn til kassationsforløbet. Der er behov for et øjeblikkeligt stop, medens man med udgangspunkt i ny rådgivning efter Nikolaj Petersens forslag justerer bestemmelserne på et mere korrekt og komplet grundlag af viden. Vi skal kassere langt hovedparten af de mængder papir, der blev skabt mellem 1957 og 1989, men ikke på det eksisterende bestemmelsesgrundlag.

Rigsarkivarens foreløbige reaktion – fra Statens Arkivers hjemmeside

26. marts 2008
Foreløbige oplysninger om bevaring og kassation i Forsvarets arkiver

Fremkomsten af fhv. (den korrekte betegnelse er ‘pensioneret’ det er ikke usædvanligt at anvende en forsøgt elegant derogativ, når man bliver kritiseret, DIIS-udrederne gjorde det samme, da jeg kritiserede dem) brigadegeneral Michael H. Clemmesens kritik i Weekendavisen har bevirket, at Statens Arkiver nu skriver en særskilt redegørelse for kassationer i Forsvarets arkiver. (som naturligvis må medføre en tænkepause)

Det sker med henblik på orientering af kulturministeren og offentligheden. Det er vores synspunkt, at debat om bevaring og kassation er et gode, og vi bidrager gerne til diskussionen. Når redegørelsen er færdig, er det vores agt at offentliggøre den på hjemmesiden her. I første omgang meddeler vi derfor blot nogle få foreløbige oplysninger.

Efter Statens Arkivers vurdering bevares der et meget fyldigt materiale til Forsvarets historie under den kolde krig. Det er uden for al tvivl, at det vigtigste materiale er bevaret i de centrale myndigheders arkiver. Dette gælder selvfølgelig også, når det drejer sig om de enkelte dele af landet, herunder Bornholm. Det bemærkes i den forbindelse, at da ingen enheder kom i kamp under den kolde krig, er deres egenartede historie af mindre interesse, fordi uddannelse, indsatsplanlægning og øvelsesaktivitet udgik fra centrale beslutninger.

(Opfattelsen, at det må være krigshistorien, der er den afgørende del af militærhistorien, er i det internationale, moderne historikermiljø forsvundet for 30-40 år siden. Den svarer da også til at skrive en patienthistorie på grundlag af obduktionsrapporten. Hvem er kilden til Rigsarkivarens mildest talt specielle opfattelse?

Hvem har endvidere givet Rigsarkivaren det indtryk, at man man kan skrive dansk militærhistorie under den kolde krig alene på grundlag af den centrale, nationale hensigt. Både doktrin, procedurer og forsvarsforberedelsee fandt sted i et dynamisk netværk mellem niveauerne, hvor allieredes indflydelse konkurrerede med den nationale, og den nationale styring ofte havde en meget generel karakter. Dette var ikke mindst tilfældet i hæren, uanset der var tale om indsats i Danmark, i regionernes totalforsvarsramme, eller i Holsten.)

Hvis Rigsarkivet har modtaget militærhistorisk rådgivning, synes dets opfattelse at gøre det klart:
1) At den er snæver marinehistorisk (på grund af den afledte ringe interesse for det lokale forsvar og totalforsvaret (hæren og flyvevåbnet opererer i eller fra samfundet), og på grund af troen på, at logistik er noget, der er samlet på hjembasen)
2) At den marinehistorisk har sin rod i en tidligere tid, hvor flåderne blev forudsat indsat samlet, hvor Danmark ikke var allianceintegreret og hvor arkivbestemmelserne – i modsætning til nu – tillod, at man bevarede sager fra de underlagte myndigheder.

Hvis man kun skulle rekonstruere flådens forhold under eksempelvis 1. Verdenskrig (hvilket er en del af mit igangværede forskningsprojekt), ville Rigsarkivets opfattelse være forståelig og rimelig. I forhold til Forsvarets samlede historie efter 2. Verdenskrig er den anakronistisk.

Michael H. Clemmesen har ikke omtalt, at der er udstedt bestemmelse om bevaring af størstedelen af arkiverne fra

* Forsvarsministeriet (ministeriets primære rolle var at etablere rammerne for strukturens størrelse og kvalitet, eller i det hele taget at danne broen til de nationale politiske beslutningstagere)
* Forsvarskommandoen (hovedrollen var i beredskabsopbygningen, overdragelsen af den operative kommandomyndighed til NATO-hovedkvarterer samt derefter støtte danske militære enheder logistisk)
* Hærens Operative Kommando (irrelevant for den kolde krig, hvor kommandoen ikke eksisterede, de to korpshovedkvarterer, ‘Østre’ og ‘Vestre Landsselskommando’ havde deres meget forskellige hovedroller, heldigvis skal de bevares)
* Søværnets Operative Kommando (havde kun den centrale rolle under beredskabsopbygningen og minelægningen)
* Flyvertaktisk Kommando (havde sin rolle i beredskabsopbygningen og specielt med hensyn til ren luftforsvarsindsats)
* Forsvarets Materieltjeneste (med forgængerinstitutioner) (for hærens vedkommende havde ikke Hærens Materielkommando, men parkområderne den centrale rolle)
* Forsvarets repræsentanter ved internationale organisationer (herunder NATO)
* Danske enheder i internationale operationer (dog ikke de danske ældste officerers/chefers arkiver)

Det er rigtigt, at der er udstedt bestemmelser om kassation af underordnede myndigheders arkiver, herunder regimenternes. Det er besluttet efter undersøgelser, som har vist, at indholdet her som hovedregel ikke retfærdiggør bevaringsomkostningerne. Det skyldes (1) Forsvarets tradition for arkivdannelse, (2) Forsvarets destruktion af klassificeret materiale efter særskilte bestemmelser herom og (3) Forsvarets opgavefordeling mellem centrale og lokale myndigheder.

(Det er en meget væsentlig misforståelse, at man kan skrive holdbar historie ud fra de direktiver og hensigter, som er de centrale myndigheders opgave sammen med tildelingen af resurser fra centrale puljer – lokale resurser kom fra det lokale forsvar. Der er – og var – en meget betydelig vej fra hensigt til realitet. Det, som faktisk skete, hvad der blev udført, er det centrale element i historien)

Der er ikke desto mindre bevaret arkiver fra flere underordnede myndigheder. Michael H. Clemmesen beklager tabet af arkivalier fra Jyske Division, Den Kongelige Livgarde, Danske Livregiment og Bornholms Værn. Det kan imidlertid konstateres, at brigadegeneralens oplysninger herom er falske. I Rigsarkivets samlinger indgår et omfattende materiale fra alle de nævnte enheder, fra Bornholms Værn dog kun til 1969.

(Hvis Rigsarkivaren – eller de hjælpere, der skulle formulere præmisserne for hans forudmeddelte dom – havde gjort sig selv den tjeneste at læse artiklen, i stedet for at have reageret rent Pavlovsk, ville de have set, at den skelnede mellem, hvad der var bestemt for kassation, hvilke af disse arkiver, som med meget stor sikkerhed var gået tabt, samt, hvad der under vores eftersøgning allerede nu var konstateret intakt – i modstrid med bestemmelserne.)

De fleste dele af Rigsarkivets samlinger kan slås op i databasen Daisy, som tilgås fra www.sa.dk.

(Det må også jeg anbefale. Her vil man se, at ingen centrale dele af de myndighedsarkiver, der skulle kasseres og blev vurderet sandsynligvis tabtgået, findes i Rigsarkivet.)

Bevarings- og kassationsbestemmelser for Forsvarets arkivalier kan ses på: http://oldwww.sa.dk/statslige_myndigheder/stat/bkbestem/alfindex.htm.

Johan Peter Noack
Rigsarkivar

Artikel IX: Et tilbageblik.

‘… i det hele fik jeg under min tjeneste i geleddet i de år … det indtryk, at befalingsmændenes ansvarsfølelse var ringere, end jeg var vant til. Såsnart tjenesten var tilende, havde enhver travlt med at passe sit lille ben og interessen for tjenesten trådte tilbage for interessen for de private forhold.

… navnlig forekom det mig, at stillingen var vanskelig og indskrænket for kompagnicheferne, som foruden bryderiet med mandskabet måtte se deres selvstændighed indskrænket ovenfra. Ved … Regiment(et) (i Ålborg) havde vi i Oberst … tid følelsen af, at der var en fast hånd, som ledede det hele, men lod os arbejde i frihed – men under ansvar. … når vi loyalt gjorde vort bedste for at arbejde i chefens ånd, kunne vi stole på, at vi havde ham i ryggen og at ingen fik lov at genere os.

Men ved … Regiment(et) (i København) var det anderledes, nu skulle hæren gøres populær. … selvfølgelig skal soldaterne behandles godt og tiltales som mennesker, som jeg mener selv at have gjort al min tid, og alle misligheder påtales og eventuelt straffes. Men skal vi have en hær, må vi have mulighed for at uddanne soldater og ikke næsvise og ugidelige skoledrenge.

Mine bataljons- og regimentschefer i de år var for størstedelen folk, der i hovedsagen havde gjort tjeneste ved hoffet og på kontorer, men kun var lidet fortrolige med geledtjenesten og navnlig ude af stand til at ordne tjenestegangen således, at kompagnichefernes selvstændighed blev respekteret. Deres gode menneskelige egenskaber ufortalt, til chefer egnede de sig ikke. Ængstelige, som de var, fik kompagnierne det ene pålæg eller forbud efter det andet, kompagnicheferne skulle altid være personlig ved kompagniet, og der var en evindelig og yderst smålig rettelse af de mest ligegyldige bagateller, så jeg som kompagnichef langt fra havde samme selvstændighed, som jeg havde haft som ganske ung løjtnant. Der var ikke tale om tillid. Hvor pålidelig og pligtopfyldende man end var, var det umuligt at gøre disse folk tilpas.’

Johan Clemmesen, kaptajn i hæren, R.D.: Erindringer 1868-1939. KBH 1985 om tiden i hæren 1907-13

Arkivlovens formål og dens undergravning i Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser for Hærens myndigheder

Mine indledningsvise bemærkninger:
Hermed kan læseren selv bedømme substansen i Rigsarkivarens emails konstatering til sin afdelings efterfølgende argumentation – uden noget fagligt grundlag – at min artikel var misvisende.

Arkivloven af 2002, Kapitel 2, §4 – og tolkning af bestemmelsernes logik:

§ 4. Statens Arkiver har til formål

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov,

3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål,

4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

5) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

Som det fremgår er det førstnævnte formål i 1) at sikre arkivalier af historisk værdi – dvs. sikre grundlaget for forskning, i 3) at støtte myndigheders og borgeres forskning samt i 5) selv at gennemføre forskning.

Den høje prioritering af forskning i loven er imidlertid ikke afspejlet i bestemmelserne. At man først og fremmest bevarer arkiver fra myndigheder, der fortsat findes i Forsvarets organisation, understreger, at man ser bestemmelsernes primære formål som det også i 1) nævnte at sikre ‘dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder’. Dette bekræftes af, at netop kun retlige og forvaltningsmæssige formål i bestemmelsernes generelle del angives som legitim grund til midlertidigt at bevare arkivalier, som jf. bilaget skal kasseres.

Bestemmelserne for Hærens myndigheder:

1. Stamkort m.v.
Stamkort for al personel og personelbedømmelser for alle officerer bevares.

2. Arkivalier før 1957
Alle arkivalier bevares.

3. Arkivalier efter 1957

Hærens Operative Kommando 5010 B
Vestre Landsdelskommando 0201-058 B
Hærprovsten 0201-126 B
Landsdelssignalofficer 0250-017 B
Hærens Flyvetjeneste 0280-173 K
Østre Landkommando 0201-057 B
Signalopklaringskompagn/ELK 0201-013 K
Områdetelegrafkompagni/Hæren 0201-019 K
Garnisonskommandanten i Ringsted 0201-027 K
Garnisonskommandanten i Roskilde 0201-028 K
Østre Landsdelskommando 0201-063 B (delvis afleveret til Rigsarkivet, delvis ved HOK)
6. Division (af 1951) 0201-067 B
Kasernearkiv Ringsted Kaserne 0201-084 K
1. Sjællandske Brigade 0201-094 B (de væsentlige dele synes bevaret i Antvorskov)
Området/GKMP/hæren 0250-019 K
Militærregion I 0201-105 K (sandsynligvis destrueret)
Militærregion II 0201-106 K (sandsynligvis destrueret)
Militærregion IV 0201-108 K (sandsynligvis destrueret)
Militærregion VI 0201-110 K (er aflevet til Rigsarkivet, destrueres det her?)
Hærens Artilleriskole 0290-069 K
Militærdistrikt Storkøbenhavn 0201-115 K (sandsynligvis destrueret)
Bornholms Værn/Lokalforsvarsregion Bornholms Værn 0201-064 K (centrale dele reddet på Almegårdens Kaserne)
Militærregion Sydjylland og Fyn 0201-130 K
Danske Division 0201-201 B
Jyske Division 0201-065 B (de centrale dele bevaret)
Divisionsingeniørofficeren/JDIV/DI0 0240-040 K
1. Jyske Brigade 0201-091 B (de centrale dele ved HOK)
3. Jyske Brigade 0201-093 B (de centrale dele på Haderslev Kaserne)
Divisionssignalofficeren/DSO 0250-018 K

Den Kongelige Livgarde 0210-029 B
I/Den Kongelige Livgarde 0210-030 K
1. Sjællandske Kampgruppe (LG) 0201-121 K (LG meldt – men ikke dokumenteret – aflevering til HOK, hvor der ikke er fundet spor af det)
Kommandantskabet Høvelte Telegrafkaserne 0280-063 K
3. Sjællandske Kampgruppe 0201-123 K (afleveret af Vordingborg til LG, der har meldt aflevering – men ikke dokumenteret – aflevering til HOK, hvor der ikke er fundet spor af det)
Gardehusarregimentet 0220-023 B
Militærregion V 0201-109 K (på Antvorskov Kaserne)
2. Sjællandske Kampgruppe 0201-122 K (på Antvorskov Kaserne)
4. Sjællandske Kampgruppe 0201-124 K
(på Antvorskov Kaserne)
Sjællandske Livregiment 0210-048 B
I/Sjællandske Livregiment 0210-049 K
II/Sjællandske Livregiment 0210-050 K
III/Sjællandske Livregiment 0210-051 K
Uddannelsesbataljonen 0210-054 K
4. Stabskompagni/Brigade 0210-056 K
Stabskompagni/Region V 0210-152 K
2. Vedligeholdelseskompagni/ELK 0270-040 K
Garnisonskommandanten i Slagelse 0280-030 K
Kommandantskabet Antvorskov Kaserne 0280-045 K
Prinsens Livregiment/MILRGN II 0210-045 K (sandsynligvis destrueret)
Dronningens Livregiment 0210-072 K
Garnisonskommandanten i Haderslev 0280-016 K
Kommandantskabet Haderslev Kaserne 0280-059 K
Aalborg Kaserne, Kommandantskabet 0280-101 K
Kommandantskabet i Hevringlejren 0280-205 K
Aalborg Kaserne, Kaserneeelement 0280-213 K
Jydske Dragonregiment 0220-013 K
Jyske Kampgruppe (JDR) 0201-120 K (på Holstebro Kaserne)
III/Jydske Dragonregiment 0220-016 K
IV/Jydske Dragonregiment 0220-017 K
Uddannelsesbataljonen 0220-018 K
1. Opklaringseskadron/JDR 0220-019 K
2. Opklaringseskadron/JDR 0220-020 K
3. Opklaringseskadron/JDR 0220-021 K
Garnisonseskadron/JDR 0220-022 K
Gamisonskommandanten i Holstebro 0280-020 K
Kommandantskabet Holstebro Kaserne 0280-049 K
Kongens Artilleriregiment 0230-006 K
16. Artilleriafdeling 0230-029 K
Sjællandske Landsdelsartilleri 0230-007 K
1. Vedligeholdelseskompagni/ELK 0270-039 K
Garnisonskommandanten Høvelte/Sandholm/Sjælsmark Kaserner
0280-022 K
Dronningens Artilleriregiment 0230-213 K
2. Jyske Brigade 0201-092 B (afleveret til Rigsarkivet)
Militærdistrikt Vestjylland 0201-125 K (på Varde Kaserne)
STKMP/2. Jyske Brigade 0210-158 K
Nørrejyske Artilleriregiment 0230-010 K
Jyske DIV-artilleri 0230-011 K
Sønderjyske Artilleriregiment 0230-013 K
3. Artilleriafdeling 0230-018 K
6. Artilleriafdeling 0230-021 K
10. Artilleriafdeling 0230-025 K
11. Artilleriafdeling 0230-026 K
24. Artilleriafdeling 0230-033 K
Uddannelsesafdelingen 0230-037 K
14. Luftværnsafdeling 0230-040 K
Kommandantskabet på Skive Kaserne 0280-088 K
Ingeniørregimentet 0240-045 K
Forsvarets ABC-Central 0180-028 K
Militærdistrikt Nordsjælland 0201-113 K
(sandsynligvis destrueret)
Jyske Ingeniørregiment 0240-035 K
Landsdelsingeniørofficer 0240-039 K
Sjællandske Ingeniørregiment 0240-041 K
Landsdelsingeniørofficer/ELK 0240-044 K
Garnisonskommandanten i Farum 0280-014 K
Garnisonskommandanten i Randers 0280-026 K
Kommandantskabet Farum Kaserne 0280-050 K
Forsvarets Sløringsudvalg 1055-072 K
Forsvarets udvalg vedr. dækningsmateriel/sløring 1055-073 K
Telegrafregimentet 0250-002 K
Militærregion III 0201-107 K (på Haderslev Kaserne)
Slesvigske Fodregiment 0210-041 K
Jyske Telegrafregiment 0250-001 K
Sjællandske Telegrafregiment 0250-008 K
2. Telegrafbataljon 0250-003 K
1. Telegrafbataljon 0250-009 K
Elektronisk Krigsføringskompagni/JDIV 0250-020 K
Garnisonskommandanten i Tønder 0280-032 K
Slesvigske Fodregiments Musikkorps 1060-003 B
Trænregimentet 0260-010 K
Jyske Trænregiment 0260-001 K
Sjællandske Trænregiment 0260-011 K
Logistik Støttegruppen 0260-019 K
Hærens Logistikskole 0290-074 K
Den Danske Internationale Brigade 0201-127 B
Det Danske Internationale Logistik Center 0210-039 K
2. Sjællandske Brigade 0201-095 B (fordelt mellem Antvorskov og Vordingborg Kaserner)
Militærdistrikt Vordingborg 0201-116 K
Danske Livregiment 0210-034 B
I/Danske Livregiment 0210-035 K
II/Danske Livregiment 0210-036 K
Uddannelsesbataljonen, Danske Livregiment 0210-040 K
Falsterske Fodregiment 0210-057 B
I/Falsterske Fodregiment 0210-058 K
II/Falsterske Fodregiment 0210-059 K
III/Falsterske Fodregiment 0210-060 K
United Nations Force in Cyprus (DANCON/UNFICYP) 0280-167 B
United Nations Transition Assistance Group (DANCON/
UNTAG)
0280-209 B
Task Force Fox (TFF) 0280-229 B
International Security Assistance Force (ISAF) 0280-230 B
Task Group Ferret (TG FERRET) 0280-231 B
United Nations Missions to Ethiopia and Eritrea (UNMEE) 0280-232 B
DANCON/UNICOM 0280-210 B
DANCON/UNPROFOR 0280-212 B
FN-Afdelingen 0280-161 B
Ældste Danske Officer/UNMOGIP 0280-214 K
Ældste Danske Officer/UNTSO 0280-215 K
Ældste Danske Officer/UNIKOM 0280-216 K
Ældste Danske Repræsentant/UNOMIG 0280-217 K
Ældste Danske Repræsentant/UNMOP 0280-218 K
Ældste Danske Repræsentant/UNAMSIL 0280-219 K
Ældste Danske Repræsentant/UNTAEK 0280-220 K
Ældste Danske Repræsentant/UNMIK (Kosovo) 0280-221 K
Ældste Danske Repræsentant/MONUC (Congo) 0280-222 K
Ældste Danske Officer/EUMN EC-Monitoring Mission 0280-223 K
Ældste Danske Officer/HQ SFOR (Sarajevo) 0280-224 K
Ældste Danske Officer/HQ MNB-N/KFOR (Kosovo) 0280-225 K
Ældste Danske Officer/HQ KFOR (Kosovo) 0280-226 K
Chefen for DANBN/MNB-N/KFOR 0280-227 K
Chefen for DANCON/NPBG/SFOR (Bosnien-Hercegovina) 0280-228 K
DANCON/IRAK 0280-233 B
Hærens Materielkommando 5009 B
Nordjyske Parkområde 0270-007 K
Sydjyske Parkområde 0270-008 K

Jyske Parkområde 0270-009 K
Sjællandske Parkområde 5011 K
Garnisonskommandanten i Hjørring 0280-018 K
Hærens Forsyningstjeneste 0270-048 K
Hærens Hovedværksted 0270-049 K
Hærens Parkområde 0270-050 K
Hærens Tekniske Tjeneste 0270-047 K
Ammunitionsarsenalet 0270-032 K
Hærens Ammunitionsarsenal 0270-015 K
Garnisonskommandanten i Odense 0280-025 K
Fynske Livregiment 0210-063 K
I/Fynske Livregiment 0210-064 K
II/Fynske Livregiment 0210-065 K
III/Fynske Livregiment 0210-066 K
Kommandantskabet Odense Kaserne 0280-080 K
Garnisonskommandanten i Vordingborg 0280-036 K
Kommandantskabet i Kastellet 0280-065 K
Kommandantskabet Vordingborg Kaserne 0280-098 K
Borrislejren 0280-106 K
Jægersprislejren 0280-115 K
Kommandantskabet i Melbylejren 0280-119 K
Oksbøllejren 0280-121 K
Jægerkorpset 0280-160 B
Hærens Officersskole 5022 B
Hærens Officersskole, Elevopgaver 5022 B
Hærens Sergentskole 0290-023 K
Gamisonskommandanten i Sønderborg 0280-031 K
Søgårdlejren 0280-126 K
Sergentskolen på Fyn 0290-072 K
Hærens Kampskole 0290-024 K
Panserskolen 0290-027 K

Hærens Ingeniør- og ABC-skole 0290-032 K
Militær Geografisk Tegningsarkiv 1080-016 K
Hærens Artilleriskole 0290-069 K
Hærens Signalskole 0290-034 K

Kommandantskabet i Avedørelejren 0280-103 K
HMAK skole 0290-039 K
Hærens Materiel- og Færdselsskole 0290-042 K
Hærens Træn- og Militærpolitiskole 0290-071 K
Det Kongelige Garnisonsbibliotek 0280-174 K
… (oplysninger om, hvad altid skal kasseres, selv fra myndigheder, der bevares).

Artikel VIII: Den beordrede ødelæggelse af centrale arkivalier til dansk koldkrigsmilitærhistorie (version 26_03_08).

I sommeren 2005 udkom Dansk Institut for Internationale Studiers redegørelse om Danmark under den kolde krig. I efteråret efter udgivelsen kritiserede jeg bl.a. rapporten for uden et grundlag af kildestudier og analyse at konkludere, at Danmark var velforsvaret i afgørende dele af perioden mellem 1949 og 1989. Der måtte gennemføres et arbejde, der kunne underbygge, supplere og evt. justere dette billede på grundlag af arkivstudier og interviews. Hvad jeg da endnu ikke vidste, var, at Statens Arkiver tre måneder tidligere havde beordret kassation, dvs. destruktion, af hovedparten af det kildegrundlag, som var nødvendigt for at gennemføre ikke alene disse studier, men al sammenhængende militærhistorisk eller militærsociologisk forskning i hæren, søværnet og flyvevåbnet efter 1957. Der blev ikke givet begrundelser for ordren om ødelæggelse, der var ikke fremlagt de kriterier, der var lagt til grund for bestemmelserne.

Et står dog klart ved læsning af bestemmelserne, nemlig, at Statens Arkiver finder, at myndigheder, der ikke findes i den fremtidige forsvarsorganisation, skal fjernes fra historien. Det kræver åbenbart ikke argumenter at beslutte, at militærhistorien fra den kolde krig er uden interesse.

For det primære danske bidrag til det fælles NATO-forsvar af den jyske halvø, Jyske Divisions, vedkommende skulle væsentlige dele af arkivalierne kasseres, snarest belejligt. Dette gjaldt bl.a. ingeniørarkivet, divisionens artilleri, signalopklaringsenheden samt hele hærens flyvetjenestes arkiv.

Militærregionernes og alle regimenternes arkiver skal kasseres. Indtil 1960’erne havde militærregionerne og regimenterne været de ansvarlige operative myndigheder. Derefter havde regionerne haft en afgørende rolle i klargøringen af hærens myndigheder til krig, samtidig med at de var ansvarlige for den militære del af totalforsvaret af Danmark. Region IV (Fyn) og specielt Bornholms Region var fortsat samtidig operative hovedkvarterer, der var ansvarlige for forsvaret den pågældende ø. Regimenterne var ansvarlige for den praktiske mobilisering af hæren til krig, men derudover var regimenterne reelt dengang selve hæren, den afgørende ramme for personellets indsats.

For søværnets vedkommende skal bl.a. alt vedrørende eskadrerene kasseres.

I flyvevåbnets arkiv forsvinder eksempelvis alt vedrørende raketluftforsvaret.

Alt om Bornholms forsvar skal ødelægges, det gælder både for det landmilitære og maritime forsvar. For en så historisk selvbevidst gruppe som bornholmerne ville dette være et overgreb, der reelt var en forbrydelse. Befolkningen på øen har og husker andre gode historiske grunde til at føle sig ignoreret af København.

I 1980’erne kom en stadig større del af dansk landforsvar til at hvile på de såkaldte ’kampgrupper’. Det var reelt infanteribrigader, som havde ansvar for mindre krævende, normalt stedbundne, forsvarsopgaver. De fik nøgleroller i landets forsvar. To blev to placeret i kystforsvar i Køge henholdsvis Fakse Bugt, én skulle dække broerne til Lolland-Falster-Møn og den fjerde skulle forsvare øerne syd for Smålandshavet. Disse myndigheders arkiver er beordret kasseret, og det samme er tilfældet for arkivet for ’Jyske Kampgruppe’, der var mobil reserveenhed for hele området vest for Storebælt. Forsvaret ABC-centrals arkiv, der kan anvendes til at rekonstruere Forsvarets forberedelser til at støtte landet, hvis det blev ramt at atomvåben eller gasangreb, skal ’kasseres’. Det samme gælder bl.a. arkivet fra ’Militærdistrikt Storkøbenhavn’, den myndighed, der bl.a. have ansvaret for at sikre de centrale danske statsmyndigheder i Københavnsområdet under krise og krig.

Alt, hvad der ville gøre det muligt at beskrive livet i hæren, søværnet og flyvevåbnet i den sidste halvdel af det tyvende århundrede skal snarest kasseres/ødelægges. Det samme gælder for centrale dele af grundlaget for at give en dækkende beskrivelse af danske forsvarsforberedelser i perioden. Forsvarets historie er efter Statens Arkivers opfattelse åbenbart ikke en del af landets historiske ’kanon’.

I 1980’erne gennemførte jeg et militærhistorisk forskningprojekt, der skulle rekonstruere hærens forsvarsplanlægning i mellemkrigstiden. Det var vanskeligt, fordi hærens myndigheder efter 9. april havde ødelagt alt, de kunne finde, der var ’rettet mod syd’. Regeringen eller hærledelsen havde åbenbart besluttet, at forsvarsforberedelser mod det land, der rent faktisk overfaldt Danmark, var for kontroversielle til at bevare, for ‘uneutrale’. Ved udnyttelse af sekundære kilder, der ikke var ødelagt, lykkedes rekonstruktionen imidlertid til en vis grad både for mig og for en ung historiker, der fortsatte projektet med et nyt geografisk fokus.

April 2005-Direktivet fra Statens Arkiver er langt mere dybtgående end panikudlugningen i 1940. Dets virkning er med bureakratisk, velovervejet grundighed at fjerne enhver mulighed for en dækkende historieskrivning, fordi alle arkivalier fra den pågældende myndighed, også de sekundære, skal ødelægges. Direktivet skaber potentielt en uoprettelig katastrofe. Det beordrer en systematisk ødelæggelse af dansk militærhistorie fra 1957 til 2003. Baggrunden og logikken – ud over applikeret tåbelighed og arrogance – kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på.

Den kongelige Livgarde har nu angiveligt afleveret de planer for to kampgrupper, der fandtes ved regimentet, til Hærens Operative Kommandos arkiv, men her findes de ikke. Planerne for forsvaret af Køge Bugt og fra det nedlagte Danske Livregiment overførte planer for forsvaret af broerne i Smålandsfarvandet er derfor sandsynligvis gået tabt for altid. Jeg håber, at de involverede kan bringes til at skamme sig. Andre myndigheder, der skulle nedlægges eller flyttes i forbindelse med gennemførelsen af det nuværende forsvarsforlig, kan måske bedre undskyldes for at have fulgt direktivet og lavet uoprettelig ødelæggelse af hærens og dansk historie.

Ikke alt, der skulle ødelægges, er destrueret på nuværende tidspunkt. De arkiver, der var nået til Hærens Operative Kommando i Karup eller til Varde, Haderslev, Holstebro og Antvorskov Kaserner synes bevaret, måske oven i købet som resultat af en bevidst beslutning om at ignorere direktivet. De bornholmske hærarkivalier har heldigvis overlevet i et beskyttet hjørne at Almegårdens Kaserne ved Rønne. Det er blevet afklaret i løbet af de seneste otte måneder ved hjælp fra et par andre pensionerede officerer.

Det er derimod ikke klart, hvad der er sket af ødelæggelser i søværnets og flyvevåbnets arkiver i løbet af de sidste tre år.

Nu håber jeg, at det lykkes for vores historisk bevidste forsvarchef at få standset denne uforklarlige og uforklarede historieødelæggelse, om nødvendigt med støtte af ansvarlige politikere, der forhåbentligt vil kræve en hurtig og fyldestgørende forklaring fra de involverede myndigheder. En undskyldning til eftertiden ville heller ikke være af vejen.

Det er ikke kun i Blekingegadebandesagen, at Danmark har et problem med forsvundne nøglearkivalier. Som historiker – og én af de mange titusinder, der under den kolde krig arbejdede under vanskelige forhold på at forberede forsvaret af det danske ansvarsområde i alliancen – må man se det bestemte som landsskadelig virksomhed.

Artikel VII: Projektkontrollens seks bud

1. Hovedprincippet er ‘GODT NOK’: Vælg en konstruktion, som lever op til de grundlæggende, højest prioriterede krav og som har fungeret for andre forsvar. Driftsikkerhed og evnen til at tilbygge elektronik prioriteres over frontteknologi, idet Forsvaret er og fortsat kan forvente at være i krig og krævende missioner.

2. Samarbejd og lær af de lande, der allerede har det pågældende materiel. Har vi ringere driftsstatus end de, kan forklaringen kun være dysfunktion og manglende fokus hos os.

3. Projektchefens helhedsansvar og -myndighed: Ledelsen af gennemførelses-fasen af et stort bygge- eller materielprojekt skal ske ved en helt entydig udpegning af en projektchef med helhedsansvar og nødvendig fuld myndighed på tværs af linieorganisationen, herunder specielt over de centrale personelforvaltende myndigheder. Kun sådan sikres at hans professionalisme ikke må vige for bureaukratiske hensyn, der uvægerligt kompromitterer projektets gennemførelse, og at han har rådighed over en af ham selvvalgt, fuldt ud engageret og ansvarlig stab i hele projektperioden.

4. Projektchefens arbejde skal moniteres, i Forsvaret af Chefen for Forsvarets Materieltjeneste og Forsvarschefen., for den overordnede projektstyring er også et chefsansvar. Projektchefens senere karriere skal være afhængig ikke af hans iderigdom og igangsætningsevne, men af fuldstændig, succesfuld implementering.

5. Projektpakken skal omfatte alt, dvs. bl.a. reservedele, uddannelse, vedligeholdelses-infrastruktur og supplerende elektronikpakker for de første år. Udelader man dele af pakken fra starten, er det reelt manipulation af det fremtidige investeringsbudget, en uvane det er Forsvarskommandoens ansvar at stoppe.

6. Gennemført offentlighed om processen fra starten (dog undtaget forhandlings-fasen med flere leverandører). Dette skal ske for at beskytte skatteborgerne og fremme ansvarlighed i organisationen. Hvis Forsvarets ledelse kræver offentlighed for at gennemtvinge ansvar, kan hverken embedsmænd eller politikere nægte dette, uanset hvor meget de måtte frygte konsekvenserne af åbenhed.

Ad 1. Ikke som Tårnfalken, DACCIS, IC4, DR koncertsal, EH-101

Ad 2. Er det korrekt, at canadierne opererer EH-101 med 80% flyrådighed? Var det rigtigt, at australske flyselskaber opererer Bombardier Q400 uden fejl i modsætning til SAS?.I givet fald har Forsvaret og SAS ikke et materielproblem.

Ad 3. Både Operaen og Skuespilhuset i København blev bygget inden for tid og budget ud fra en succesrig efterlevelse af dette princip. Ledelsen af et kompliceret projekt er ikke noget, der kan gennemføres succesrigt med rutinearrangementer inden for 37 eller 50 timer om ugen. Der skal et bemyndiget team af engagerede og professionelle mennesker til at holde det på sporet.

Ad. 5. Dvs. ikke at underbudgetteret som Flyvevåbnet og Søværnet så ofte har, og som Hæren angiveligt nu gør det med sit nye Infanterikampkøretøj.

Artikel VI: Tænk, hvis Forsvarskommissionen følte ansvar.

Regeringen har nedsat en ny forsvarskommission. Man søger bred enighed om anskaffelse af nye jagerfly til erstatning for F-16. Intet i de involveredes offentlige udtalelser tyder på, at de vil beskæftige sig med de for Forsvarets fremtid langt mere alvorlige spørgsmål: Hærens hurtige tab af nøglepersonel og problemerne forbundet med rekruttering til krævende international tjeneste. Det er en katastrofal udvikling, der kun kan løses ved væsentlige ændringer af den nuværende forsvarsordning.

Der er gode grunde til at hærens bedste yngre personel forlader tjenesten. Ikke alene er de udsat for alle de organisatoriske og forvaltningsmæssige stressfaktorer, som alle i Forsvaret belastes af på grund af menneskefjern centralisme og bureaukratisme. De har nu i snart fem år også skullet fungere i, hvad der uanset alle juridiske spidsfindigheder er krig, en fra modstandernes side brutal, regelløs krig.

I Afghanistan må vi se i øjnene, at en fiasko vil skabe en omfattende base for øget og farligere terrorisme – gennemført af med god grund opmuntrede terrorister. Det allerede svækkede NATO vil reelt kollapse og trække det gryende europæiske forsvarssamarbejdes med ned. Det rammer selvfølgelig også os. Det er årsagen til, at et politisk flertal hidtil har ignoreret danskernes historiske tilbøjelighed til i skinhellig selvtilfredshed at lade andre tage den fulde byrde af at løse vore sikkerhedspolitiske problemer.

Men samme politiske flertal har ikke forstået at sikre hærens evne til at vedligeholde et robust militært bidrag i udlandet. Inden for deres forståelse af realiteter og muligheder har de politikere og officerer, der reelt føler et ansvar, søgt at gøre det bedst mulige for de udsendte soldater. De har gjort, hvad de kan, men desværre kun indenfor rammen af ´business as usual´. Ved sidste forsvarsforlig reformeredes Forsvarets opgaver og mobiliseringsstrukturen blev sparet væk, men den forsvarspolitiske og organisatoriske kultur, der er mindst ligeså vigtig, er stadig uforandret.

Det betaler vi nu for. Det er derfor, hæren forbløder. Resultatet af den velmenende, men utilstrækkelige indsats er, at hærens pulje af uddannet, operativt personel melder fra, ude af stand til at klare det kombinerede pres fra familien, bureaukratismen og krigen. De yngre forlader os. Der findes en alt for stor og eksplosivt voksende andel af hærens lidt ældre faste ansatte, der ikke har frisk og relevant operativ erfaring. De er henfaldet til at være uniformerede forvaltere. Deres bånd til og interesse for professionens substans blev hurtigt forsvindende, men da de har trygge, faste stillinger i stabene og servicemyndigheder, forlader de os ikke. For hærens vedkommende danner de samtidig en selvsikker blokering for den accelererede udnævnelse af de bedste chefer med relevant, ny missionserfaring, der kunne drive den nødvendige reform af professionel kultur og organisation.
Vi burde øjeblikkeligt lade vores tætteste allierede, der har Europas bedste væbnede styrker, gennemføre en kritisk gennemgang og vurdering af dansk forsvar. Briterne kunne på en professionel måde kulegrave vor struktur, prioriteringer og alle aktiviteter. Mange af problemerne kender briterne hjemmefra, og en dansk storvask med britisk lud kunne inspirere dem til klarhed for senere at kunne opnå tilsvarende forbedringer hjemme.

Desværre har Forsvaret i de seneste mange år lidt af en professionel identitetskrise. Man har anvendt formuer på at lade civile konsulentfirmaer endevende organisationen ud fra den tragiske – tragikomiske – misforståelse, at en militær organisation skal ligne en privat produktionsvirksomhed mest muligt. Resultatet af den indsats blev en tungt, trægt, ansvars- og myndighedsdræbende, konsensussøgende, endeløst mødende organisatorisk sump. Ansatte i andre dele af den offentlige sektor kan nikke genkendende til resultatet af kombinationen af centralisme, detailkontrol af alle målelige faktorer, pseudomedinddragelse, byzantiske overenskomster og arbejdstidsregler. Men unikt er det, at Forsvaret gået hele vejen til den fuldstændige centralistiske rationalisme, der er effektiv i teorien, ligesom Sovjetunionenvar det. Efter den kolde krigs afslutning, blev Forsvaret en demonstrationsmodel for Finansministeriets DJØF-managementspositivister.

Lad os nu antage, at det væsentligste mål for hærens indsats rent faktisk var at give enheder, der skulle udsendes til et konfliktsområde, de bedste vilkår for at kunne løse deres opgaver effektivt, med færrest mulige dræbte, sårede og psykisk skadede. Enhederne skulle så samlet, med alt deres personel og en rigelig reservepulje i de korrekte funktioner, have gennemgået et flere måneder langt realistisk og krævende uddannelsesforløb med rådighed over alt materiel og de nødvendige projektansatte, dvs. ikke timelønnede, instruktører. Det kunne skabe det nødvendige tætte sammenhængende team af kammerater, hvor førere og specialister har velbegrundet tillid til hinanden og til deres materiel. Folk, der ikke passer ind, og som ikke nyder tillid, skulle ved slutningen af uddannelsen være frasorteret. Enheder skal være som vagthold på en storbys brandstation eller et arbejdssjak i en dyb og usikker kulmine.

Ikke kun den militære ramme bør styrkes, men også den kritisk vigtige menneskelige: Enhedernes folk skal i størst mulig udstrækning kende hinandens familier, så disse kan støtte hinanden under udsendelsen. Cheferne bør gives ansvar for og midler til at udbygge et tæt gensidigt støttenetværk. Systemet skal nærme sig det, familierne i flådens faste personel havde i Nyboder, og som familierne fra de lette opklaringseskadroner fra Bornholm i betydelig udstrækning stadig har. Selv om de ansatte nu ikke længere vil eller kan bo tæt fysisk samlet, skal der opbygges andre former for støttende fællesaktiviteter og netværk. Et tæt kammeratskab er en forudsætning for, at enheden kan løse sin opgave med ingen eller få frameldinger før og under udsendelsen. Familiernes gensidige støtte mindsker risikoen for psykiske problemer, og fastholder flere af de soldater, der nu af en frygtsom eller desillusioneret familie presses til at forlade Forsvaret. Det er også Forsvaret, lokalt, der skal sikre, at vores folk får den hjælp fra andre offentlige myndigheder, som de har ret til. Det er enhedens chefs ansvar, og hvis vi ikke har et system, der sikrer dette, må systemet laves om.

Den største skade, der skete ved det nuværende forlig, var, at forvaltningen af hærens personel blev placeret i én central myndighed. Flåden og flyvevåbnet havde allerede tidligere en centraliseret forvaltning af kadrene, og da hærens generaler åbenbart havde glemt, hvorfor værnet havde en delegeret personelforvaltning, blev der ikke argumenteret effektivt mod ensretningen. Hærens alt for mange små tjenestesteder havde på grund af tåbeligt komplicerede overenskomster og arbejdstidsregler opbygget oppustede forvaltninger. Der skulle rationaliseres. Forsvaret overså imidlertid, at søværnets enheders sammenhæng uanset forvaltningsmåde var sikret af skibsførerens myndighed og ansvar samt af det forhold, at besætningen blev fastholdt i enheden af skibsskroget og havet udenfor. Disse vilkår har hæren ikke. Men glemte også, at flyvevåbnets operative indsats ikke medfører samme langvarige pres på alle i enheden, som tilfældet kunne være i hæren. Hærens enheders effektivitet og personellets evne til at udholde langvarig ekstrem belastning afhænger af enhedens interne sammenhængskraft, der hviler på en velbegrundet gensidig tillid opbygget gennem lang tid. Det var derfor, at værnepligtige, der var uddannet sammen, blev holdt sammen de efterfølgende år i mobiliseringsstyrken. Forsvarets valg kastede barnet ud med badevandet. Man skulle i stedet have valgt større tjenestesteder og gennemført en drastisk overenskomstsanering. Det system, vi har nu, svarer til, at der under Beredskabsstyrelsen fandtes en ‘tjeneste’, der sammensatte vagtholdene på alle landets kommunale brandstationer ud fra brandmændenes papirmæssige ‘kompetencer’.

For den enkelte må tjenesten placeres og organiseres, så den i mindre grad end nu belaster familierne med flyttepres. Ansvaret for personellet må straks flyttes tilbage til lokale chefer, som gives omfattende myndighed til individuelt at fastlægge tjenestevilkår, uden snævre begrænsninger og i direkte personlig kontakt. Mennesker er ikke materielgenstande, og må ikke, som nu, centraliseret forvaltes som sådanne. At udsende folk til krig og hjemtage dem på ordentlig menneskelig måde, er ikke foreneligt med produktionsvirksomhedens ´business as usual´. Systemets medmenneskelighed vil mindske behovet for psykologer og psykiatri under og efter udsendelsen. At indrette sig professionelt til den nye tid på alle måder, vil kunne give de fastansatte og deres familier en holdbar grund til at have tillid til Forsvaret. Det har de klart ikke nu.

Desværre er der af mange gode grunde lang vej til en robust stabilitet, der sikres ved en kombination af gulerod (en stor bonussum for deltagelse i de farligste funktioner i de mest risikable missioner) og sele (meget snævre muligheder for at slippe ud af en med enheden indgået kontrakt).

På grund af forsvarspolitikeres vælgerjagt i kredsene i Nord- og Sønderjylland er hæren stadig spredt på alt for mange små garnisoner. Enhederne må derfor i alt for stor udstrækning sammensættes ad hoc før udsendelsen. Der burde ved sidste forlig kun være bevaret en ganisonsgruppe i hver af de to hovedlandsdele. Det kunne være garnisonerne Antvorskov-Ringsted-Vordingborg på Sjælland og Varde-Oksbøl-Holstebro-Skive i Jylland. En løsning som tilgodeser rekrutteringsbehovet og giver minimal flytning for den enkelte fastansatte i hæren, og fremmer opbygningen af de støttende lokale netværk. Større garnisonsgrupper fremmer et højt aktivitetsniveau, der er forudsætningen for opbygningen af et dynamisk professionelt samspil mellem de ansatte. Når sådanne grupper er på plads, vil det være muligt at delegere myndighed og ansvar, så de store, operations- og menneskefjerne, centrale bureaukratier kan nedbygges, og beslutninger tages tæt på enheden. Tillid skabes gennem reel indflydelse, dvs. direkte adgang til en chef med ansvar og myndighed.

Forvaltningsbelastningen bør bevidst og hårdt nedbygges gennem en drastisk omlægning og forenkling af ansættelsesformer og arbejdstid. Det forudsætter et idé-drevet, politisk støttet tæt samarbejde med Forsvarets fagforeninger, som vil være den væsentligste udfordring for den kommende Forsvarsledelse. Kun ved at gøre op med de facto timeansættelsen af alle professionelle militære, ved at lade dem projektansætte som deres kolleger i udenlandske, kvalificerede militære styrker, kan man frigøre resurser fra detailforvaltningen. Det vil give færre og højere aflønnede. Som det er nu, må den lille operative del af hærens personel bære omkostningerne ved den meget store forvaltningsdel, der samtidig gennem drømmen om at skabe effektivitet gennem centralisme hæmmer det daglige arbejde.

Situationen for de udsendte enheder er gennem en medfølende kraftanstrengelse – fra ikke mindst Forsvarsministerens og nøgleofficerers side – blevet stadig bedre i de sidste tre år. Men hæren mister nu sit bedste personel på grund af en struktur og forvaltning, der ikke afspejler, at man med det eksisterende forsvarsforlig ville skabe et ekspeditionskorpsforsvar, og at en del af dette kom i krig.
Inspirér Forsvaret til at bede om britisk professionel rådgivning, og til at følge den, hurtigt, selv om det gør ondt og der senere må ske justeringer, fordi modellen ikke passer helt til danske forhold. Den passer med sikkerhed langt bedre end konsulenternes virksomhedsmodeller. Kopier den pinligt sene, med dog nu indledte afbureaukratiseringsoffensiv i undervisningssektoren.

Den hær, som statsministeren roste i sin nytårstale, mister lige nu sit hjerteblod og sin fremtid, og hvis de ansvarlige ved hvad de skal gøre, giver de ikke udtryk for denne indsigt. Måske ved de, hvad der burde gøres, men tør ikke gennemføre de ændringer, der er nødvendige for at afhjælpe situationen. Hjælp dem med at samle indsigt og beslutsomhed. Samme statsminister krævede ved sidste forsvarsforlig, at hæren skulle kunne holde 1.500 soldater ude i krævende missioner. Hvis han, hans regering og Forsvarskommissionen ikke får taget sig sammen til straks at reformere og fokusere Forsvaret på næsten alle væsentlige områder, vil vi ikke kunne komme op på mere end halvdelen af dette tal. Selv om de udsendtes missionsuddannelse nu er så god, som vilkårene gør det muligt, vil situationen stadig forværres.

11/6/07: Putin’s Russia: The Regressed Cuckoo in the European Nest

“We have been taken up with the Americans on the war on terror while rather glibly assuming that postcold war settlement in eastern Europe remained in place. We have rather forgotten that Russia has never accepted that settlement.” Jonathan Eyal, director of studies at the British Royal United Services Institute to TIMESONLINE 10/6/07

Putin’s Russia is creating maximum mischief and damage to the surrounding liberal-democratic world. Our world that arrogantly believed that history had ended and that we only had to deal with the remaining problems and issues like islamic terrorism, global warming and African misgovernment and poverty on the way to general human race happiness. It is done to feel good and prop-up the wounded national ego by rolling-back history, and get the ‘respect‘ demanded by a mafia boss. In order to reinvent an identity, Russia has chosen to regress to the good time-spirit and international style of the autocratic Aleksandr III, the last really successful Russian leader. The later most successful leader of Russian expansion – the Georgian Stalin – is treated again with proper respect.

We should remember that the Russians have tried to use any window of internal Western trouble to advance their positions or do dirty work in own backyard. World-views that aren’t based on geo-strategic ‘reality’ are naïve and dangerous nonsense to the Russian leadership. As the Russians know from repeated experience that their instruments are crude as well as the likely detrimental effects of failure, their opportunism is normally deliberate, limiting risks. If met by similarly actions that ‘speak their language’, they reconsider their actions.

From summer 1939 to summer 1940 they used the inter-European war and French defeat to move the geo-strategic borders in the West to those of the Russian Empire. Only Finland spoke their language by a determined defence – that had to be repeated in 1944.

In 1956 Western trouble in the Middle-East covered the disciplining of Hungary. Later general generational confrontation in the West and the domestic results of the Tet-offensive in the U.S. sheltered similar actions in Czechoslovakia in 1968.

American doubts and soul-searching after the Vietnam defeat and immature Western European fascination with a ‘third way’ utopia created a rather un-Russian optimistic strategic grab for world power to feed the inherent national inferiority complex. When the Americans reacted with a revitalised challenge, the Soviet system had to reform to meet that challenge. The attempts removed the supports of the rotten system, and it collapsed. The Russian Empire in Europe, lost during the defeat to Germany in 1918 and the ‘Revolution’, but partly regained during the Civil War and fully in 1940-45, disappeared again. In a final attempt to keep the Empire, the Russians used the cover of the Gulf War in 1991 in a half-hearted and clumsy attempt to discipline the Lithuanians and Latvians.

The cover of the ‘War on Terror’ after September 2001 has been used to remove Western criticism of a barbaric 19th Century type colonial campaign to keep control of North Caucasus, a part of the empire that had resisted the Russian presence from its start.

Thereafter the situation has created an ever widening gap of opportunity for deliberate Russian geo-strategic engineering. We are only beginning to see the political and military effects of the American unnecessary defeat in Iraq. It is doubtful if a soul-searching U.S. will use the future military freedom of action to follow the British example and ‘surge’ in Afghanistan, thereby enhancing NATO’s diminishing chances of success in its half-hearted ‘too little – too late’ state building and counter-insurgency campaign.

At the same time the Putin Clique has advanced quickly in a campaign to get control over Russia by means that totally reject all elements of the liberal democratic project – that is presented as alien to the simple Russian Soul.

In parallel campaigns the media have been disciplined and the decisive energy sector harnessed to state control. Assassination of independent journalists has been allowed – to reach quick results. Critical Western journalists are denied visa.

The Institute for Military History of the Ministry of Defence has been given two missions. Firstly to create the material used in the nationalistic education and brainwashing of Russian school children. Secondly to write historical misinformation to be used to smear critical neighbour states (the information is from a recent briefing by the leader of the institute during a visit to Denmark).

Nearly 60% of Putin’s present leadership cadre has its background in the claustrophobic and tunnel vision world view of the Soviet military. From reforming to meet terrorist threats, the Russian military is now again focusing on fighting or confronting states, NATO-states.

Critical voices among the Russian community abroad are silenced by pressure, if necessary by allowing assassination, legitimate under new Russian legislation.

The confusion and naivety of the West is used to the maximum. The ‘informed‘ West European public opinion is always without any historical perspective, always ‘understanding’ the other side – it must be tough to loose an empire – of course you have to find your national identity in your own way. In Western Europe you always trust the other side to be basically a well-meaning liberal wishing ‘peace in our time’.

All means of influence are used by the Russian leadership to bully and influence the former parts of the empire: By ‘sponsoring’ corrupt members of the elite, by mobilising the Russian speaking ethnic groups using the fact that they only watch Russian state controlled TV, by Russian state controlled investment in strategic economic areas of the neighbours like energy, by vilifying the neighbours and confusing the historically illiterate West European public opinion, by applying the energy and trade weapons, by using military threats in attempted coercion.

Ukraine is probably lost and Georgia is under siege. The Baltic State’s future full independence and security is presently depending on a self-serving divided EU and a NATO mired in Afghanistan. Thank God for Angela Merkel’s understanding of the issues.

Arms Control instruments that are basically anachronistic in their substance are used to tease and split a Western strategic community only capable of analysing with its vintage memory. The Russian use of the venerable CFE-treaty deliberately ignores the most important development: NATO has forced all new members to drastically reduce their self-defence forces to a level where they cannot defend themselves against even the weakest intimidation or attack. The members bordering Russia, Belarus and Ukraine had to concentrate on small expeditionary forces to become members, and most West European states have followed or are on the same path.

It might be a good idea for NATO to conduct all the future combined training for Afghanistan in Eastern Europe, thus discretely marking the continued relevance of Article V of the Washington Treaty. It would be seen as comforting by the East Europeans, it might awaken some West Europeans to the continuation of history, and it will be registered by the closely observing Russians. The Russian military knows that ready, deployable forces created for overseas operations are also capable of crisis management deterrent deployment to a front-line sector, especially if that deployment is exercised regularly.

The problem will not disappear next year. The Russians agree that the next president should be Putin’s controlled puppet, probably Ivanov, and that the master puppeteer should return to the center stage in 2012 for another two terms.

29/4/07: The real roots of the Tallinn mayhem

The Monument next to the Tallinn ‘Freedom Square’ and the City Hall would equal having a memorial close to the entrance to Tivoli in Copenhagen with a mourning Wehrmacht soldier to highlight the German sacrifices for ‘Neuropa‘ during the occupation of Denmark.

To move the bronze monument to the armed forces’ cemetary now instead of having it blown up in 1991 immediately after the end of the Soviet occupation was and is a sign of political maturity and real consideration for those who fought bravely for Stalin against Hitler, those who sacrificed themselves to replace one evil empire with a different, more robust, evil empire.

In most of Continental Europe, the Second World War became a civil war, where small and large nations were drafted, enticed or forced by lack of other options to fight for both totalitarian systems. No matter how courageously they fought for their comrades, their effort must be remembered as deeply tragic, as the Estonian have wisely chosen to do at the bloody ‘Blue Hills’ 1944 battlefield West of Narva.

Fighting for a totalitarian system must not be celebrated, but mourned.

Unfortunately the Russian leadership is far from realising or accepting this.

We in Western Europe could be grateful for the sacrifices made by the Russians fighting on the Eastern Front. They made it possible for the U.S. and Great Britain to invade the continent and liberate a space where we would get time to further develop liberal democracy. The Estonians and other East Europeans had nothing to be grateful for. They had to wait until the surviving rotting carcass of Stalin’s evil empire collapsed under the weight of its self-serving corrupt bureaucracy. They had their societies and individuals polluted for 50 years.

***********************************************************************************

Europe is facing several problems, all of these related to the tendency to ignore those problems and thereafter reacting with a combination of civilized optimistic patience and appeasement.

The development in Russia the last 10 years is one such problem, a serious one for our common European future.

Instead of using the decade to move and develop into the 21st Century, picking up the Western political civilization of the post Second World War period, the Russian political leadership has chosen to regress 100 years to the ways of the pre First World War period.

The attitude of Russia to the World and especially to its neighbours is presently close to that of the general great power attitudes of that earlier period. It is built on a demand for ‘respect‘ for the country because of its size. Is it rooted in the geo-strategic and geopolitical attitudes tainted with Social-Darwinism that dominated the conservative elites of all other major European states of the period.

During the period 1905-14 the Russian elite separated itself from the European main stream by being more concerned with domestic reform than external matters and prestige. However, today’s Russia seems to try to compensate for the ‘failing‘ of that otherwise distant period.

The concern for its position in Kosovo is a pure regression into romantic Pan-Slavism. The Finnish role in that process ensures that any logical and legitimate Russian concerns are addressed.

The respect demanded from the small – and thus contemptible and ridiculous – states on the borders is similar in type to that demanded by a mafia ‘capo‘. Presently the focus is Georgia and Estonia.

As then everywhere, the writing of history in Russia today does not seek to present a balanced truth. Russian official history under Putin and Ivanov is written to reinforce the ‘Potemkin‘ image of greatness, to enhance the ego and self-confidence of Russians.

If necessary that is done by deliberate rejection or distortion of known truth and used as a tool of disinformation and propaganda domestically, among Russians in the near and far abroad and to confuse or misguide the increasingly historically illiterate European leaders and populations.

A necessary element in this is a total rejection of the fact that Communism and especially Stalinism was a criminal political and cultural disease similar in most ways to Nazism. Stalin must now be seen and respected as one of the Great Russian leaders. The massive crimes against his own people as well as the – in Russian eyes – second rate nations like Poles and the ridiculously small Baltic nations are seen and presented as justified and necessary.

The facts in relation to Estonia, partly or fully distorted by Russian as previously Soviet historians are fairly straightforward.

The Soviets:
* got freedom of action through the Molotov-Ribbentrop deal
* used the framework of the deal to force the Estonians to accept massive Soviet controlled bases in the North and West of the country in the autumn of 1939
* used the newly established air bases (in formally neutral Estonia) in their air campaign – including the terror bombardment of Helsinki – during the unprovoked invasion of Finland in the Winter War, the act worsened by the Finns being the brother nation of Estonians
* used the strategic clarity created by the German victories in the West to invade and fully occupy Estonia in the late spring of 1940
* organised a fully Soviet controlled and rigged election to create a ‘popular wish’ to be able to justify annexation
* removed the leadership of the Estonian nation by deportation and physical destruction of the political, official and cultural elites – a process that drastically culminated in the massive, well-planned deportations just prior to the surprise German invasion of the Soviet Union
* carried out of a massive forced draft of young Estonian men in Northern Estonia for the Soviet Army and thereafter forced the mostly reluctant conscripts to fight, when they had no chance to desert from their hostage takers
* employed these Estonians at the end of the campaign in Estonia in 1944 to fight against, get killed by and kill other Estonians that had joined the German forces (the Waffen SS was the only organisation open to foreigners) during the previous year to defend against a renewed Soviet invasion – visit the soldiers’ cemetaries from the final fighting on the Sõrve peninsular on the island of Saaremaa (Ösel)
* carried out an extended campaign of terror and massive deportations to destroy the remaining resistance of the ‘Forrest Brothers’ and destroy the Estonian rural society by collectivisation
* colonised Estonia from other parts of the Union thus changing the ethnic balance of the country and especially the urban areas of the North

It took a few decades for Germany to move into the future by facing the ugly past. Japan and Turkey are finally in the process of moving. In Russia, the leadership has deliberately chosen a full return to ‘the big lie‘ and to a totally anachronistic view of the world.

Russia is no longer like an Upper Volta with nuclear weapons – and surplus natural resources. She has now regressed to become an early 20th Century spotwise economically developing authoritarian state with nuclear weapons and the surplus natural resources.

The states bordering Russia realise all too well what they see and are justly concerned. In Western Europe we are just worried about the energy supply and ready to appease and ignore to have a loaded promise and a share of the growing Russian marked.

Depressing and challenging.

Nationalistic self-brainwashing based on historical disinformation was the source of tragedies in Ireland, former Yugoslavia and the Caucasus.

When does this irresponsible nonsense stop?