A CENTURY OF RUSSIAN EUROPEAN WARS AGAINST FREEDOM – AND THE ROLE OF EXTERNAL ASSISTANCE

In 1918 the Finns fought and achieved independence. The German assistance proved effective.

At the end of 1918 the Baltic peoples started their fight for independence led by the Estonians. The German invasion in February 1918 had made this possible. Russian Bolsheviks invaded in December to crush the attempt as they had in Finland. However, a surge of will to fight similar to what we now see in Ukraine was nourished by the arrival of the Royal Navy off Reval (Tallinn) with moral support and weapons. Finland helped their brothers. In 1919 first a more energetic British and thereafter a determined French support chased both the Russian army and then the German mercenaries out of the emerging new Baltic Republics.

Thereafter the fight for freedom against Russian rule moved south, and with the help of French assistance the Poles broke the Soviet Russian counter-offensive at Warsaw in late summer 1920. The defeat of the Russians also meant that Western Ukraine remained part of Europe until late summer 1939 with the Molotov-Ribbentrop Pact in autumn 1939. By June 1940 it also led to the end of the first Baltic years of independence.

When Stalin invaded Finland after a “false flag”-incident later in 1939, Western public opinion reacted as now to events in Ukraine. France and Britain – already in the “Phoney War” with Germany – sent arms assistance and prepared to exploit the situation by sending an expeditionary corps to North Scandinavia and reach the Finns. The threat of that intervention stopped the massive resumed Soviet offensive against Finland and thus saved Finland for the future.

After the Second World War Russian powed had brought control of Eastern Europe, and in 1956 the Hungarians rebelled to regain their freedom.

They were followed in 1968 by the Czechoslovakians and thereafter soon by the Poles in several waves.

We now know that in 1956 the American nuclear weapons dominance had been so total that a determined threat of war would have been likely to have forced a compromise that would probably have ended in a neutral status of Hungary similar to that of Austria.

However, in 1968 that clear dominance had ended. It was also the case in 1982, and the U.S. President, Ronald Reagan, choose a strategy of long term support for the Polish aspirations by denying the legitimacy of Soviet rule.

In 1994 and 1999 in Chechnya, in 2008 in Georgia and 2014 in Ukraine the response was indifference, denial and appeasement. Ukrainians now pay for that.

Here in 2022, Westerns states’ naïvity and unilateral disarmament, (including American in the nuclear weapons field), have removed key check pieces from the board and turned the 1956 advantage on its head.

The West has therefore been left self-emasculated and the Ukranians have joined the far too long list of heroes in the struggle against Russian imperialism.

CAN THE BALTIC STATES BE DEFENDED AGAINST RUSSIA?

This was developed as notes for an interview with Ole Nyeng for an article in Weekendavisen. However, the editor choose not to use any of the arguments below. Instead the article ended-up being focused on Putin-loyal citizens of Narva that hoped that they would be liberated next after the end of the “operation” against the Ukrainian “Nazis“.

1) The Bad News
• Very long borders to Russia and Belarus
• The limited “depth” of the territory from the border to the sea
• The geostrategic significance and vulnerability of Lithuania: Vilnius’ location close to the border to Belarus; Kaliningrad treatening both the coast north and the Suwalki Gap
• The very small total size of the Latvian forces in relation to the area to be defended and threat from the east and up the coast
• The full dependence on external air support
• The experience of Ukraine regarding the totalitarian warfare of the Russians

2) The Good News
• Geography’s somewhat better support for defensive operations than in Ukraine (but clearly worse than in Finland)
• That the population will act as the Ukrainian, including the clear majority of the Russian-speaking population
• Skilled and highly motivated officers in the armed forces
• The experience of Ukraine regarding the weaknesses of the Russian forces (small size and low fighting value of most infantry; low level of air force tactical and coordination skills)

3) Can they be defended now? Unfortunately only a very short time due to problems:
• The vulnerable sea lines in the southern part of the sea (Kaliningrad and potential Russian capture and use of Bornholm and/or Gotland)
• The uncertain air situation: Lack of well-located NATO bases. This gives Russian artillery the same free and dominant role as we see in Ukraine
• The lack of enough effective weapons for the forces of all three countries (especially air defence; anti-tank; numerous very long range artillery systems including long range sensors; armed drones)
• Lack of powerful Allied presence, especially American

4) What might be done quickly to improve the situation?
• Massive weapons aid to the Baltics (as to Ukraine) in exchange for them quickly developing the size of their forces (in line with the Military Assistance model from the early 1950s)
• Building American and German presence to a substantial level, meaning brigade frameworks, mainly at the Suwalki Gap
• Securing Bornholm against a coup capture (as the Swedes have secured Gotland)
• Preparation of air bases for support of Baltic Defence (best and easiest if Swedish bases were available)
• A rapid American build-up of nuclear deterrence in Europe to deter Russian coercion and limited use
• The creation of a Joint NATO Regional Baltic Sea Command under SHAPE

RUSSIA DESERVED ON THE WAY TO THE SCRAPYARD OF HISTORY WHERE NAZI GERMANY ENDED

In 1939-40 and again i summer 1944 Finnish bravery in defence on the Karelian Istmus held in spite of massive Soviet Russian artillery bombardment. Today they would have failed.

In this winter of 2022 the cowardly president of the formerly great Russian Nation realised that the bravery of the Ukranian Nation was beyond what his ineffective soldiers could manage.

However, now the right weapon to counter raw courage was available.

A weapon that destroy the courage by killing everything alive immediately within at least a square kilometer. Like the effects of a small nuclear warhead. All killed with a combination of destroyed lungs and third degree burns.

The West experimented with the “thermobaric”/”fuel-air explosive”/”vacuum” ammunition, and I remember that it was considered a possible solution to clearing mine fields.

But the Russians developed field artillery systems for the weopon.

For the Russian corrupt cowards it was good to have this tool to counter first Chechnyan and now Ukrainian courage and raw will to resist.

The Russians used to be the carrier of a great culture. Now be they have let themselves be reduced to a mix of criminals and accomplises with only the brave few that stand up.

Let that nation freeze in isolation until it learns, regrets and compensates for the crimes against humanity they have now been responsible for in more than a century.

TIL DE KOMMENDE FORSVARSFORLIGS-FORHANDLINGER RETTET EFTER KRIGSUDBRUD OG TYSK BESLUTNING OM GENOPRUSTNING

Nu skal forligsforhandlingerne i gang på det klart nye grundlag, som Ruslands invasion af Ukraine og åbne militære trussel mod Europa har skabt.

Mange af artiklerne her på bloggen er direkte rettet mod dette behov, og det eneste, jeg her vil tilføje som nyt forslag er at inddrage eksterne, erfarne sagkyndige i en rådgivende støttegruppe:

Både nordisk-talende fagfolk (man kunne tænke sig et par finlandssvensktalende finske generaler/admiraler)

Og respekterede danske pensionerede officerer, der er så gamle, at de har personlig erfaring med beredskabs-, mobiliserings- samt operativ og logistisk krigsplanlægning og har studeret symmetrisk forsvarskrig og afskrækkelse og har personlig erfaring fra helhedsforsvarsledelse (man kunne tænke på admiral Tim Slott Jørgensen, general Knud Bartels og kontreadmiral Jørn Olesen).

Dette opslag er for at andre kan bidrage med analyser, kommentarer og forslag.

Det er af forløbet allerede nu klart, at der straks skal findes og anvendes betydelige ekstra midler.

For at gøre deres anvendelse rimeligt rationel, skal helhedsmyndighed- og ansvar straks tilbageføres til Forsvarschefsembedet.

Der skal straks ske en forsøgsordning med uddannelse af værnepligtsenheder til Hærens reserve i konkurrence mellem tjenesteder.

Der skal ske en intensiv rekruttering af gode tidligere stampersonel, både til at fylde op i eksisterende enheder og til tjeneste som kadrer i værnepligtsuddannelsen. det

Hjemmeværnet skal udvides gennem offensiv rekruttering og lære af det ukrainske eksempel vedrørende bevæbning og uddannelse i bykamp.

De ekstra penge til materiel skal anvendes til:

1) at bygge brigadens bataljoner op til meningsfuld styrke med tre infanterikompagnier

2) at anskaffe det manglende materiel, våben og ammunition til alle tre værn, for Hæren specielt bevæbnede droner, artilleriets målopklaringsevne, og både områdeluftforsvar (en Patriot-afdeling) og nærluftforsvar til enhederne (Stinger-afløser)

KONSEKVENSERNE AF BORNHOLMS BELIGGENHED

Det var ikke af venlighed, at den russiske ambassadør gjorde os opmærksom på betydningen af Bornholm.

Det er ikke noget nyt, at Bornholm er militært vigtig, når langtrækkende våben stationeret på øen kan begrænse mulighederne for at sejle forbi.

Det var også tilfældet, da det amerikanske atlas, som jeg har klippet fra, blev udgivet i 1930.

I 1930 havde Sovjetunionen indledt en voldsom oprustning som forberedelse til en krig mod bl.a. Polen, Rumænien og De Baltiske Lande. Den oprustning betaltes ved eksport af korn, der blev presset ud af især ukrainske bønder, hvilket snart skabte en omfattende hungerdød i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Forholdet til Storbritannien var blevet iskoldt, og sovjetledelsen forventede, at den britiske flåde ligesom efter 1. Verdenskrig ville støtte balterne og Polen. Det ville ske i rammen af Folkeforbundet, den tids FN, der her ville operere som forsvarsalliance, og Danmark måtte som Forbundsmedlem støtte.

I den situation blev Bornholm luft- og sømilitært vigtig for både de allierede og Sovjet.

Det var på grund af disse muligheder for at lukke for sejlads forbi Bornholm, at den nyankomne tyske besættelsesmagt i 1940 begyndte at anlægge de fire stillinger for tunge, langtrækkende kanoner ved Dueodde.

Netop i 1930 betød beliggenheden, at den danske marinestab under sin midlertidige chef, orlogskaptajn Paul Ipsen, og hans hjælper, den senere Chef for Søværnet, Aage Vedel, gennemarbejdede truslen mod øen og forsvaret af den i et krigsspil. Marinestaben så risikoen for en international konflikt i Østersøen, hvor Folkeforbundet reagerede ved at sende en flåde ind for at støtte landene her mod Sovjetunionen. Sovjetunionen landsatte i krigsspillet 2.000 mand samt en flystyrke ved Nexø for at etablere en fremskudt flybase på øen, der kunne virke mod de internationale flådestyrker, der blev sendt ind for at hjælpe Sovjetunionens modstandere. Øen blev forsvaret af 1.000 mand fra Bornholms Værn samt nogle få rekognosceringsfly og jagerfly fra det danske søværn. Den danske flådes indsats skulle muliggøre en forstærkning af styrken på øen med yderligere 2.000 mand.

Det bornholmske forsvar, Bornholms Væbning, var ganske vist blevet nedlagt ved hærordningen af 1922. Men som jeg beskrev i min 2009-artikel til Bornholmske Samlinger, lykkedes det den da nyudnævnte, energiske kommandant, oberst O.B Schousboe, at få hærledelsen og Venstre-regeringen til at acceptere etableringen af Bornholms Værn, der skulle afløse den nedlagte ”væbning” og efter mobilisering sikre et forsvar med en forstærket bataljon af øen, dvs. krigsspillets 1.000 mand.

Efter oberstens forsvarsplan var styrken fordelt med et kompagni til forsvar af hver af øens havne, herunder Nexø.

I 1920’erne havde Schousboe og hans efterfølgere søgt at få Søværnet til at se på Bornholm som en mulig fremskudt base, og de opnåede, at marinen undersøgte de bornholmske havnes muligheder og fandt mulige flyvepladser.

At det lykkedes at skabe interesse, blev bekræftet, da Marinestaben allerede i vinteren 1925 gennemførte et første krigsspil med inddragelse af Bornholm. Her havde formålet været at undersøge mulighederne for at forsvare øen med hjælp fra Sjælland, og med dette formål overførte Hæren 2.000 mand og Søværnet et par undervandsbåde, en division (dvs. tre) torpedobåde samt fly til øens forsvar. Forstærkning var også en mulighed, der blev overvejet under Den Kolde Krig, hvor der eksisterede en plan for at overføre en brigade fra Sjælland til Bornholm.

Situationen i dag – med Bornholm som svenske Gotland liggende som afgørende for mulighederne for allieret støtte til Baltikums og Polens forsvar – er blot et ekko af den tidligere situation. I øvrigt mente marineflyverne i 1930, at øen lå for langt væk fra den sovjetiske Østersøbase ved Leningrad (nu igen St Petersborg) til at være en ideel ”mellembase”. Det argument er nu irrelevant med den russiske rådighed over Kaliningrad Oblast, den nordlige del at atlassets Østprøjsen.

Den væsentlige ændring fra 1930’erne til nu er, at man ikke skal se på Bornholm som en fremskudt flybase, men en fremskudt placering af de langtrækkende luftværns- og sømålsmissiler, der med langt færre muligheder står i Kaliningrad. Det er en våbenteknisk udvikling, der gør, at et robust kupforsvar ikke alene er interessant, men afgørende vigtigt for vores allierede og nordiske venner i Østersøen. For hvis Bornholm ikke holdes, hjælper svenskernes forsvar af Gotland ikke andre end dem selv.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker, chef for Bornholms Værns kampgruppe og I. Bataljon 1986-88.

(artiklen er også bragt i Bornholms Tidende)

WHEN DIPLOMATS START TO ACT LIKE GANGSTERS, THEY SHOULD BE IGNORED FOR YOUR OWN GOOD AND THEIRS.

It is both stupid and dangerous to show bullies respect, whether they are Foreign Ministers or just the local ambassador.

Open threats, rude language ignoring the standards of diplomatic communications, should bring immediate reactions.

When Russian notes threatened the recipient OSCE c-member states, they should be published immediately with the remark that the character of the communication meant that it could not be recieved or processed.

When the Russian Ambassadors to first Denmark and then Sweden openly threatened their host states in totally inappropiate form, they should be deprived of access to the local contacts, until they apologized (which would not happen, meaning that contacts dropped to lower level).

When the treatment of Macron or Liz Truss totally broke decent diplomatic standards, their continued presence was both futile and harmful to their states and the chances of promoting their cause, and they should break the meeting and leave.

Even Hitler’s diplomats knew better.

So interrupt the bullying and break. That is is only way to make Putin re-realize that he needs normal diplomacy.

Freeze contacts with the brutes and use other channels for bypass. Plenty available nowadays.

FORSVARSMINISTEREN, DANMARKS MILITÆRE STYRKER I DAG OG DEN SVÆRE OG UNÆVNELIGE VEJ FREMAD TILBAGE. IKKE “DANMARKS FORSVAR”, FOR DET ER IKKE LÆNGERE OPGAVEN.

Forleden dag reagerede Forsvarsministeren (den tidligere) på oppositionens krav om at starte forhandlinger om det fremtidige forsvarsforlig allerede nu.

En sådan fremrykning afviste hun. Hun kunne ikke trække Forsvarets top væk fra “operationsrummet”, hvor de angiveligt sad og overvejede Danmarks reaktioner på den internationale krise.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad hun og hendes rådgivere forstår, hvor latterlig hendes udtalelse var. Men lad os for at kunne forklare hvorfor og hvordan det var sort tale gå 35 år tilbage og se på, hvad forsvarsledelsen dengang drøftede i en alvorlig international krise.

Dengang ville grundlaget i en betydelig udstrækning blive givet af Forsvarets Efterretningstjenestes militærfaglige analyse af ændringer af “normalbilledet” i Østersøområdet.

Det kan man ikke længere, for FE skal ikke kunne varsle om krig og militært angreb. Hvis analysen af udviklingen i Afghanistan sidste sommer er udtryk for kvaliteten af den resterende, faglige analyse, er den bedste anvendelse af tiden ikke at lytte til Tjenesten, men tænke selv.

Dengang i sidste halvdel af 1980’erne ville Hærens chefer diskutere forberedelsen og gennemførelsen af de dengang mange niveauer af forstærkning af fredsstyrken fra indkaldelsen af “supplementet” til enhedernes lille fredsstyrke til den fulde mobilisering af hele Hæren til dennes fulde styrke på (efter min erindring) ca. 70.000 mand med “udskrivning” af civile køretøjer. Man skulle også diskutere afsendelsen af Jyske Division og resten af den danske del af LANDJUT til Holsten for at danne det fælles fremskudte forsvar af Nordtyskland-Danmark. For Sjælland skulle man overveje forberedelsen af invasionsforsvaret af østkysten ved minelægning på strandene og rydning af boligkvarterer for at kunne anlægge stillinger for de mobiliserede “kampgrupper” her. De store broer mellem øerne skulle forberedes forsvaret og klargøres ødelagt ved sprængning. Man skulle også mobilisere og klargøre de “Værtsstøtteenheder”, som Danmark skulle have klar til øremærkede allierede hærforstærkninger.

Al dette er nedlagt og glemt, og der er ingen grund til for dagens generaler at diskutere mulighederne. Hærens reserveenheder er nedlagt og materiellet væk. Ingen har erfaring i den praktiske gennemførelse af indkaldelser og klargøring af enheder.

Også Søværnet ville dengang have behov for at mobilisere og klargøre nogle ekstra enheder og give dem fuld bemanding. Derudover skulle marinestationerne kunne forsvares i samarbejde med de andre værn. Undervandsbådene skulle sendes til deres operationsområde ved Bornholm, og de store lagre af søminer skulle klargøres og senere besluttes transporteret til havne og udlagte i forskellige felter. Dette i tæt koordination med Den Tyske Forbundsmarine.

Undervandsbådene og minerne er væk, og mig bekendt har heller ikke Søværnet i dag en krigsopgave og mobiliseringsstruktur.

Flyvevåbnet skulle indkalde mobiliseringsenheder og -elementer, så flyvestationer, radarstationer og HAWK-luftværnsraketeskadriller kunne forsvares mod kup og luftangreb, og således at der var enheder, der kunne reparere flyvestationer efter angreb. Også Flyvevåbnet skulle forberede ankomsten af allierede flyforstærkninger til Danmark.

Det eneste, Flyvevåbnet stadig har tilbage fra den tid, er F-16-flyene.

Evnen til at styre denne styrkeopbygning og samtidig opbygge de ikke-militære dele af Totalforsvaret blev løbende øvet mellem de forskellige myndigheder på regionalt og statsligt niveau. Det skete under anvendelse af de forskellige “Beredskabsplaner”. Hvert andet år fra 1968 til 1989 blev også Danmarks opbygning af beredskabet øvet på tværs af NATO i rammen af de såkaldte vinterøvelser (WINTEX).

Men hele dette grundlag og den rutine er væk.

Så hvad de sidder og laver i operationsrummet nu er uklart. Ideelt sidder de og diskuterer, hvordan de skulle kunne genopbygge det tabte koordinations- og styringssystem, dvs. beredskabsplanerne.

Men for at kunne optræde logisk og økonomisk ansvarligt skulle Danmark indledningsvi opstille og prioritere de opgaver, som dansk forsvar naturligt har i forsvaret af Danmark ved Østersøens vestlige del og Rigsfælleskabets territorier i Nordatlanten og Arktis. Herudover skulle man fastlægge bidrag til det fælles NATO-forsvar i Østersøen på og fra Bornholm samt nu fremskudt i Baltikum og Polen.

Det sidste må ses som en fortsættelse af det tidligere forsvar i LANDJUT-området. Hovedkvarteret blev senere som det polsk-tysk-danske MNCNE flyttet til Szczecin i Polen.

En sådan opstilling af Forsvarets opgaver i et samarbejde mellem forsvarspolitikerne og fagkundskaben skete senest i 1988-89 under den daværende forsvarskommissions arbejde. Også nye formuleringer skal naturligt både dække opgaver i fredstid, i krisetid og under krig.

Det sidste efter den så igen planlagte opbygning af fredsstyrken, da danske enheder nu ikke er organiseret til at kunne løse opgaver i en symmetrisk konfrontation og krig.

Først når disse opgaver er opstillet og prioriteret kan man gå til for det første at diskutere mulighederne for at løse dem og for det andet valgt den myndigheds- og ansvarsorganisation, der skal lede opbygningen. Først derefter er der for det tredje en mulighed for at styre anvendelsen af ekstra penge rationelt.

Vi kan som nævnt håbe, at det er, hvad de mødende generaler og admiraler nu diskuterer, så de er forberedte til at kunne diskuterer emnerne med forsvarspolitikerne.

Hvorfor tror jeg ikke på, at det er tilfældet?

OM DE FAGLØSE EKSPERTER PÅ FORSVARSOMRÅDET – OG OM DEN FRAVALGTE SUBSTANS

Når politikere vil anlægge en ny bydel eller et enkeltbyggeri som et stort hospital sker planlægningen og gennemførelsen i tæt samspil med byplanlæggere, ofte arkitekter, der så inddrager den for dette projekt nødvendige ingeniør- og anden ekspertise.

Hvis der skal være en rimelig mulighed for, at anlægsprojektet ikke bliver ramt af sædvanlige skandaler med forsinkelser, fordyrelser og dårlig kvalitet, skal byplanlæggeres og støttede ingeniørers og andre eksperters bidrag være forankret i både ajourførte studier i tilsvarende projekter andetsteds og i egne praktiske erfaringer og rutiner erhvervet gennem tidligere nogenlunde lignende anlægsprojekter.

Sådan var det indtil for vel 25 år siden med hensyn til udviklingen og styringen af Forsvaret i Danmark. Beslutninger blev taget på grundlag af en dialog mellem forsvarspolitikerne, de formelt ansvarlige ledende fagmilitære og de juridisk og økonomisk uddannede embedsmænd i Centraladministrationen.

De fagmilitæres bidrag var dels bygget på, at de var ansat til at forstå, hvad krig og kamp ville betyde og kræve af strukturen, hvis det rædselsfulde skulle ske, at denne hypotetiske mulighed skulle blive en realitet. Dels byggede den på disse fagfolks praktiske erfaringer fra deres klargøring af de militære styrker til krig gennem øvelser og andre forberedelser.

Da politikerne også mødte væsentlige allieredes militære fagfolk, der tænkte på samme mærkelige måde, var det nyttigt at have sine egne særlinge at øve sig på.

Men fra midten af 1990erne begyndte situationen hurtigt at ændre sig. Alle blev nu enige om, at en sådan rigtig krig aldrig mere ville kunne ske, og selv de fagmilitære ophørte med at opføre sig mærkeligt og referere til de nu irrelevante hypotetiske muligheder og krav. På trods af uniformen talte de nu om ting, som alle kunne forstå, som produktion, rationalisering, økonomi.

I de efterfølgende år blev officerernes praktiske erfaringsgrundlag stadig tyndere og i det omfang, der havde været “praktikpladser” til dem, dvs. positioner for unger og yngre officerer ved enhederne, var denne erfaring kun knyttet til deres første år. Snart ophørte de med at studere og forstå de krav, som krig og kamp ville stille, og den militærfaglige debat i Danmark døde ud.

Dette selv om officererne blev udsendt til international tjeneste i krigsområder. For når de kom hjem, var det indlysende for dem, at sådanne erfaringer overordnet set var irrelevante for tjeneste og karriere hjemme.

For små tyve år siden synes forsvarspolitikerne at være kommet til den konklusion, at da officererne var holdt op at tale om de mærkelige og ubehagelige ting, kunne man lige så godt udfase dem som forsvarsrådgivere og lade dem afløse af den slags teoretiske statskundskabsakademikere, der alligevel var ved at overtage Centraladministrationen under den igangværende “New Public Management”-reform-tsunami.

Dette skete så både på Forsvarsakademiet og på det indledningsvis her placerede Center for Militære Studier. ‘Militære Studier’ blev herefter den danske betegnelse for teoretiske studier i udvalgte sikkerhedspolitiske sager ud fra civile perspektiver.

Jeg var som lige pensioneret ansvarlig for på kontrakt at etablere centret som uafhængigt element på akademiet, og jeg var selv som 60-årig så naiv, at jeg foreslog at man som leder ansatte en pensioneret, men yngre, udenlandsk general, der havde dokumenteret evnen til selvstændig tænkning. Ak ja!

‘Militære Studier’. Ikke ‘War Studies’, dvs. Krigsstudier, der på grundlag af historiske dybdestudier af eksempler fra også storkrige, der i udlandet beriger den videregående faglige uddannelse af officerer. Det emne har ikke længere nogen fast rolle i Forsvarets officersuddannelser.

Dette på trods af den inspiration denne britiske disciplin oprindeligt – for godt 50 år siden – gav til den danske stabsofficersuddannelse. Hvis og når ‘War Studies’ bruges herhjemme (som på Syddansk Universitet), har fokus været på de juridiske og teoretiske elementer.

De civile statskundskabsfolk, der herefter blev ansat for at akademisere (forskningsbasere) uddannelsen, havde ikke forsket i krig eller søgt at uddrage militærfaglig erfaring, så dette måtte præge den efterfølgende uddannelse.

De interesserede sig fortsat ikke for de nu afskaffede store krige og for de ekstreme vilkår, som kamp mod en ligeværdig eller overlegen modstander giver for den militære professions uddannelse af kadrer og enheder og for kravene til delegeret myndighed i opgaveløsning og robust logistik.

De interesserede sig ikke for at uddrage de dyrekøbte praktiske erfaringer, som man tidligere søgte at uddrage af studier af krige og af realistiske øvelser og krigsspil.

Det var ikke alene politikerne, der havde det godt ved, at disse sære “oberst Hackel”-typer, som Lars Reinhardt Møller, forsvandt som andet end anakronistisk underholdning og blev afløst af uniformerede forvaltere og civile akademikere som Mikkel Vedby Rasmussen, der blev den første leder af Center for Militære Studier. Møller overtog i øvrigt og videreudviklede den uddannelse, som jeg beskriver om lidt.

Det var dog i den grad også medierne, der blev lettet af afprofessionaliseringen, for de skulle ikke længere have nogen specielle forudsætninger for at skrive eller tale om udviklingen i Danmarks Forsvar.

Virkningen blev, som hvis politikere under byudvikling fravalgte arkitekt- og ingeniørfirmaer med praktisk erfaring.

Der var en god grund til, at jeg ikke syntes at dette var specielt morsomt. Det skyldes at jeg som leder af den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet fra 1989 og to år frem var ansvarlig for konsolidering og formalisering af uddannelsen af de bedste officerer i at forstå og planlægge operationer i krig med både danske og andre landes enheder af alle værn. Det skulle forbedre mulighederne for at forudse behov under forsvarsplanlægning og i udviklingen af Forsvarets sammensætning.

I det omfang, eleverne selv havde relevante erfaringer fra deres foregående 10-15 års tjeneste i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet, gav de denne viden videre under uddannelsens (“Stabskursus II”s) grundlæggende del. Hærens folk kunne få de andre værns elever til at forstå, hvad en brigade og dennes forskellige dele kunne eller ikke kunne løse af opgaver, hvor lang tid handlinger tog, hvad der kunne gå galt. Søofficererne orienterede om vilkår og muligheder for minekrig, undervandsbåde og de forskellige typer overfladeenheder, som man havde haft tjeneste på. Flyvevåbnet officerer bidrog med mulighederne for operationer med de danske flytyper og med HAWK-luftværnsraketeskadrillerne.

Lærerne supplerede med styrke og svagheder for enhedstyper, Danmark ikke rådede over, herunder hangarskibe og Warszawapagtens enheder, og supplerede med erfaringer fra den tjeneste, herunder overordnet logistik, som eleverne endnu ikke havde haft erfaring med.

På grundlag af denne grundlæggende undervisning blev eleverne først i gruppe og derefter alene sat til metodisk at gennemanalysere forskellige scenarier med opgave- og konfliktforløb, da de fik en dybdeforståelse for dansk forsvars muligheder og kunne være forberedt til at virke i en højere dansk eller international stab som planlægger og rådgiver.

Da jeg i 1994 forlod akademiet for at oprette stillingen som Forsvarsattache i De Baltiske Lande, var denne uddannelse konsolideret under min afløser. Den begyndte at falde fra hinanden i begyndelsen af nullerne som alt andet, der var bygget på kravet om at forstå også en symmetrisk, international konflikt.

For små ti år siden nåede man så et afgørende skridt videre i afprofessionaliseringen. Da blev resterne af det kvalitetsmæssigt hendøende Stabskursus II-tilstedværelsesuddannelse afløst af en “Master i Militære Studier”-studier, der var domineret af fjernundervisning for at spare penge.

Den nye uddannelse kunne i sin kerne kan beskrives som et Statskundskabskursus Light, der kunne give de akademisk mindreværdsbelastede officerer et meget luftigt akademisk stempel.

Den gennem mere end 150 år udviklede militærfaglige stolthed, indsigt og evne til professionel analyse og ansvarlig rådgivning var blevet kasseret som irrelevant. Desværre kan den ikke længere hurtigt genopbygges, og det fravalgte fokus på forståelse af krigens behov og forankret militærerfaring er desværre ikke længere uden mening .

BORNHOLM SOM KRAVLEGÅRD VED GENOPBYGNING AF FORSVARET

Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.

Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.

Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.

Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.

Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.

I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.

Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.

Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.

Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.

Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.

Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.

Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.

MILITARY BALANCE GUIDE FOR DUMMIES (2017, updated 2023)

To conclude on the basis of numbers only is easy, and the result is equally easy to present convincingly with the support of graphs.

However, anybody who humbly bothers to include just a fraction of the relevant strategic and military history soon realise that purely quantitative analysis is meaningless and dangerous as a basis for political decisions on security policy.

In order to establish a more solid basis for policy and strategy, one has to use and apply the knowledge and insight of relevant professionals, even if this calls for both hard work learning new stuff. And it takes humility.

The current West European view of present Russian warfare still has a relaxed and facile head-in-the-clouds-or-sand character. It is dangerous in its easy observations of Russian backwardness and crudeness of tactics.

It apparenty remains based on the amateurish view that comparisons of official budget input and status in the form of basic bean counting of equipment numbers are both relevant and sufficient in the estimate of military power and related options.

It assumes that we have learn and assimilated the lessons of the present war as well as the Ukrainians and that the Russians cannot learn anything.

Russian strategic resilience may be limited, but a good strategy is not based on optimistic hope

All this seem to be considered unchallengeable realities and is constantly promoted by shallow political scientists, busy journalists, “military analysts” uncritically echoing each other as well as parroting politicians.

This guide is for those who are willing to face the complex and unpleasant reality. It will not and cannot present any exact result. It can just offer an approach to gain the essential deeper insight.

The first step is to define the geographical focus (such as the Baltic-Nordic Region or Ukraine/South-Western Russia within the general European “theatre” of potential conflict) and to accept that military power unfortunately has very little to do with the amount of money spent.

Large amounts of money as well as sorely needed intellectual energy is wasted on:
1) running small and large base complexes for reasons rather unrelated to military power
2) paying salaries for a large number of officers without any recent practical experience and relevant knowledge of or interest in their profession or even their branch speciality
3) paying salaries to a large number of other ranks as well as civilians with no operational or relevant operational support role, many too old to contribute anything, people with no wish to learn or subordinate themselves to the military profession
4) paying salaries to underemployed full-time personnel in positions where a contract or even drafted reservist would be the better choice
5) supporting education systems that actually undermine military professionalism by seeking empty theoretical academic credits
6) supporting expensive employment and working hour contract systems that are incompatible with maintaining effective forces
7) implementing New Public Management and similar civilian fads that undermine the essential clear link between authority and responsibility for advice and implementation
8) maintaining elements of force structures only or mainly relevant for national prestige, anti-terrorism, ceremony or peace time work (such as fishery inspection, gendarme work, etc.)
9) covering pensions for retired military personnel without any reserve function in the armed forces’ budget
10) covering the cost of the veteran support system in the armed forces’ budget
11) covering costs of outsourcing driven by liberal ideology that create dependence on support structures without any military potential (because they are not deployable reserve structures)
12) covering costs of a general state rescue service rather than only the extra civil defence capabilities relevant in war
13) covering costs of the general state cyber defence organisation rather than only cyber defence and offence capabilities needed in joint and combined arms operations.

There may be perfectly good political reasons for all these budgeting choices, but most are irrelevant in a military balance analysis and some even detract from the military effect of the money spent. Military capability can only be measured with a focus on the combination of quantity and quality of the output. Focus on the ressource input breeds waste and loss of professionalism.

On the other side some states such as Russia and China fund large and capable para-military forces with war-time security roles outside the defence budget.

Basically the budgets should be ignored in the analysis of relative power, because the total input necessary to produce the same military effect may be several times larger in one state than in another.

This is not easy to achieve when the U.S. has focused on the fellow NATO member states’ commitment to spend 2 % of the GDP on defence (that has led to a creative industry to transfer other budget post to defence).

The second step is to accept that simple “bean counting” of the two sides’ number of combat aircraft, tanks, submarines, artillery weapons, etc. is nearly as irrelevant, because it ignores:
1) the availability (with fully trained operating crews, available and trained support crews, spare parts, ample stocks of key weapons such as precision munition, etc.)
2) whether fully modernised/updated (if not, it has very limited general use and cannot be counted in a comparison)

The third step is to understand whether all forces of a country would be available in the potential theatre of confrontation/war (U.S. forces committed to the now highest priority Pacific-East Asia Region cannot be counted as NATO forces for European operations as China and North Korea are likely to use any crisis in Europe to move positions forward … or worse)

Numbers are not irrelevant if all things are equal: the equipment similar, crew standards were comparable, leadership and doctrine at same quality level and the situation symmetrical (including a disputed control of the air space), however that is hardly ever the case, especially before extended fighting enhances harmonisation.

The initial part of the fourth and decisive step is to identify the numbers and availability of the force elements that should be counted as the main building stones of military power:
1) On land the relevant output to be counted is the number of basic army formations (brigades)
2) At sea the relevant output is the exercised potential for creating mixed naval task groups that are clearly balanced in composition for the analysed deployment area (with robust command-and-control systems, long range surveillance and warning, mine counter-measures, anti-submarine, long range anti-ship as well as appropriate air and missile defence systems)
3) The relevant air power element to be counted is the number of fully capable composite air combat wings that can be organised from the national air forces (with command-and-control, long range air-to-air, effective electronic and other means for suppressing enemy air defences and a mix of precision and area weapons against ground targets)

Your have to accept that the key to any sound analysis is to concentrate on the comparison of output in the form of fundamentally similar force elements available in the relevant potential theatre of conflict.

However, such a counting and comparison of the number of such force packages is not sufficient. The follow-on analysis is at least as essential and includes e.g. answering the questions that requires the professional insight that is ignored for very good reasons by “experts” that can’t have it:
1) Is the force element well-balanced for the mission? Does it have the necessary combat elements, flexible and robust command and control elements, indirect, long range fire systems with integrated reconnaissance elements (if surface forces), robust area and point air defence systems including against drones, engineer support (if land or air units), full and flexible logistic systems, and with resilience and redundancy created by personnel and equipment replacement systems. If not balanced, the force is only a facade usable for bluff.
2) Has the command cadre and the full units been exposed to a realistic and demanding, free-play training and exercise regime and the cadre thereafter been trimmed deliberately on the basis of practical performance to enhance quality? This may be quantified by counting the frequency, length and peace-time limitations of exercises ranging from fully scripted, one type, generic scenario, command post, computer supported exercises at one end of the spectre to unscripted, free-play troop exercises within changing mission scenarios and with deliberate elements bringing disruption of plans to increase friction and realism. Only the latter type of exercises can add significantly to force combat readiness.
3) Does the command philosophy encourage flexibility in execution?
4) Are one side’s forces deliberately handicapped in relation to availability of means (such as cluster ammunition, anti-personnel mines, thermobaric weapons)?
5) Are one side’s forces handicapped in the level of integration and range of indirect fire weapons?
6) Are one side’s forces handicapped by inferiority in key technical fields such as cyber warfare or electronic warfare (e.g. in the air defence/offensive air operations field)?

Even forces such as mechanised brigades that are more or less similar in manning, equipment and technological level can be fundamentally different in de facto capabilities. If one brigade has been through a rigorous, realistic two-year exercise programme and have weeded out inefficient leaders and other cadre and the other brigade has just maintained a peace-time activity level, the second formation simply does not have a military capability. It is just another waste of state funds.

It is important to accept that some forces cannot be directly included in the force comparison for a specific part of the potential conflict theatre such as large oceanic surface and submarine naval warfare units in the Baltic Sea, Black Sea and East European operational context. The same applies to the general nuclear forces of Britain, France, Russia and the U.S.

In the force comparison it is essential to accept that multinational land forces with mix at brigade or lower levels are as militarily ineffective as they may be effective as a symbol of political solidarity.

Due to language, equipment and training differences and diplomatic politeness they must be considered military Potemkin Villages if the bluff is called.

One final element: In relation to land forces it is essential to underline the fundamental operational handicap of the defender. It can only be balanced by preparations such as deep systems of obstacles to movement and concrete reinforced defence positions such as those now created by both the Ukrainians and Russians in the current war.

Normally we think that a defending unit can defeat an attacking force 2-3 times as large. This, however, assumes that the attacker must attack frontally, that no side has a clear artillery advantage, and that neighbouring units are in place to prevent the defender being bypassed. With fully developed defences and obstacles, the defending force can defeat a far larger force than one double or trippel its strength.

However, if there is no deep preparation of the terrain for defence such as in the Kharhiv Oblast last September, a mobile force inferior in size can defeat a numerically superior defending force. Land combat forces do not have the mobility of air and naval forces to concentrate and engage the enemy where and when he emerges.

With a couple of thousand kilometres of threatened sectors on the European eastern border, the side with the freedom to choose the time and places of invasion needs far fewer forces than the defender that have to screen all possible sectors and therefore will have significant forces deployed in sectors that prove to be irrelevant. A brigade or battalion can only screen a limited sector of threatened border and defend even less.

When I read text comparing forces, I see a strong tendency to ignore the fact of geographical dispersal and the requirement to chose where to deploy. It is as if the commentator believes that the two sides will be forced to commit their forces to meet the opposite number in a direct, frontal fight as if in the stricts confines of a medieval tournament. This is of course rubbish. Both sides will seek to outmanouver the opponent and the side in offensive has by far the best chances to achieve this.

A platoon to company detachment blocking a road will be destroyed by artillery in minutes and only the quality of any obstacles will create delay. A well-equipped and led battalion with engineer elements, robust air defence and long range artillery support can hold a frontage of around five kilometres with one major road for some hours. If no neighbours, it will thereafter be forced to withdraw or be bypassed and destroyed. A brigade can cover 2-3 times that frontage and two major roads.