Author: Michael Clemmesen

Jeg er i modsætning til andre kommentatorer og militær”analytikere” så gammel, at jeg som jævnaldrende danske hærofficerer blev uddannet i at planlægge anvendelsen af “taktiske kernevåben”, dvs. til støtte for danske og allierede operationer på kamppladsen.

Det skete under uddannelserne på Hærens Officersskole 1965-68 samt på Forsvarsakademiet 1974 og 1978-79. Derudover studerende vi sovjetisk/russisk anvendelse af tilsvarende våben til støtte for deres offensive operationer. Vi ved nu, at deres operationsplaner var stærkt afhængige af massiv anvendelse af kernevåben.

Oprindeligt i min uddannelse var der tale om anvendelse af enkelte våben, men i 1978-79 arbejdedes der med “pakker” af 30-60 våben af forskellig størrelse – så vidt jeg erindrer af 1,5 kiloton til 20 kilotons størrelse. Vi vidste, at de sovjetiske våben typisk var større.

Anvendelsen i slutningen af 1970’erne gik typisk ud på at lægge et “tæppe” af våben for at sikre muligheden for et modangreb. Hvert våben skulle beregnet placeret, så der skete mindst mulig skade på civile og var mindst mulig risiko for egne tropper. Mål var kampenheder, artilleristillinger, logistik og kommandostationer.

Vi vidste fra sovjetiske og østtyske udgivelser, at deres planlagte anvendelse var tilsvarende, men da kilderne var tidlige (1960’erne) var våbnene større og færre.

Vi kender ikke den aktuelle russiske doktrin for anvendelse.

Vi kender kun det omtrentlige antal russiske våben og ved, at de som vestens tidligere våben leveres med artilleri, fly og raketter/missiler.

Vi ved også, at man råder over et fuldt spektrum af våbenstørrelser, herunder meget små. Man må forvente, at våbnene som vores tidligere våben planlægges anvendt med lavtlufteksplosion for at undgå at lave hindrende, forurenede områder (ud over det uundgåelige neutroninducerede cirkelformede område lige under eksplosionen).

Når man omtaler den mulige anvendelse af kernevåben i Ukraine har man omtalt muligheden for at anvende 1-2 mindre våben med formål at signalere beslutsomhed.

Men man skal blot være klar over, at hvis en sådan anvendelse ikke afskrækkes, vil ballet være åbent for anvendelse af “pakker” af våben, som vi planlagde det, dvs. som en “tæppe”-nedkæmpelse af en ukrainsk brigade eller angrebet mod Kherson. Eller for at smadre et hul et en forsvarszone eller ødelægge flyvebaser.

Samt selvfølgelig i terrorangreb mod civile mål.

Så hold for Guds skyld op med at nedvurdere denne risiko, som vi som altid har overladt til den amerikanske præsident at holde under kontrol uden at det lammer Vestens handlemuligheder. Biden har åbenbart nu vurderet det nødvendigt at klargøre sin advarsel til Putin.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mit ansvar at finde et svar, hvis Putin ikke lytter men anvender en pakke kernevåben i Ukraine som vist her på et udsnit af et godt 50 år gammel plankort for at angreb over Den Indre Tyske Grænse ved Lübeck (hver rød plet med cirkel omkring er et kernevåben).

Først lidt om russerne og kampvogne. I modsætning til briter, franskmænd, amerikanere og i begyndelsen tyskerne, så de sovjetiske militærreformatorer i 1930’erne ikke kampvognen som en pansret hest med opgaven at bekæmpe modpartens pansrede heste eller en kørende bunker til hjælp for det angribende infanteri.

Den Røde Hærs ledere erkendte, at kampvognen var en terrænmobil, beskyttet kanon, der kunne løse forskellige opgaver, herunder også de to, som de vestlige traditionalister så som de eneste (og som jeg har oplevet som dominerende blandt kolleger under min aktive tjeneste fra 1964 til 2004).

Kulminationen af den russiske erkendelse blev den 31-32 ton tunge T-34/85 fra 1943, der var ekstremt robust, billig og let at masseproducere og simpel at vedligeholde. Erkendelsen styrede sovjetisk kampvognsudvikling i godt tyve år.

Efter Ukrainekrigens første måneder blev kampvognen som våbensystem endnu engang dømt ud som forældet, som det første gang var sket under Den Spanske Borgerkrig, anden gang efter første fase af Yom Kippurkrigen i 1973 og tredje gang efter historiens afslutning tyve år senere, da de var provokerende under fremtidens fredspolitiopgaver.

Men efter den ukrainske offensiv tidligere i september i år er kampvognen ikke længere dømt ud. Det er indlysende, at de ukrainske kampvogne har bidraget til at gøre offensiven mulig. Det er sket ved at anvende dette våben som kernen i tæt samvirkende små enheder af netop kampvognene, infanteri i pansrede køretøjer, minerydningsmateriel, luft-(og drone-)værn, droner og artilleristøtte. Uden kampvognenes kraftige, direkte og præcist skydende, langtrækkende kanoner ville der mangle et kerneelement.

Men hvorfor fortsætter offensiven så ikke bare? Da man angiveligt ikke har haft væsentlige tab kunne man jo bare hælde diesel på vognene og fortsætte igennem det rådnende russiske forsvar?

For at forstå det, må man erkende og forstå moderne kampvognes problemer og begrænsninger.

En moderne kampvogn er en ekstremt tung og kompleks monstermaskine på næsten to gange den simple T-34/85. Vægten kræver en meget stærk maskine, der presser transmissionen og undervognen, der stadig skal efterses og vedligeholdes af besætningen for at holde vognen kørende uden problemer. Det er ikke som en moderne bil, som man kan regne med kan køre og virke, når man sætter sig ind i den.

De tunge, leddelte stålbælter, der muliggør kørsel igennem mudret terræn, giver yderligere problemer, Dette specielt under kørsel på vej, der reducerer brændstofforbrug og øger fremrykkehastigheden. Her betyder bælterne, at vognen udsættes for kraftige rystelser, der kan mindskes, men ikke fjernes, ved at sætte gummipuder på bælteleddene. Rystelserne belaster både besætningen og alle vognens dele.

I min tid som kampvognsofficer var den mest sårbare del i forhold til rystelserne den tids elektronik, herunder tårnstabilisering og radioerne. Senere er det den skydetekniske kombination af optik og elektronik, der skal kunne sikre præcis skydning på meget store afstande. Rystelserne gør, at den korrekte stilling af det computerstøttede sigte i forhold til kanon og andre våben løbende bør kontrolleres og justeres.

Rystelserne øger træthedsbelastningen på besætningen i høj grad, og dette er også tilfældet for besætningerne i de andre pansrede bæltekøretøjer i det samvirkende taktiske hold, kampvognene indgår i. Min erfaring er, at jo lettere køretøjer, jo værre er rystelserne.

Uanset løbende kontrol og småvedligeholdelse opbygges der hurtigt et behov for en pause til mere omfattende vedligeholdelse og småreparationer, når en pansret enhed og specielt en kampvognsenhed er indsat. Efter en uges krævede brug som under offensiven i Kharhiv Oblast, har de ukrainske pansrede enheder behov for en pause for at kunne genopbygge effektiviteten.

Under offensiven er det også blevet klart, at førere og besætningsmedlemmer bør udskiftes pga. sammenbrud eller demonstrerede svagheder. Der vil derfor være behov for mulighed for efteruddannelse.

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevåben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer på det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil på kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve år senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrådte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkår.

Den fælles forståelse fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregår i et samspil mellem mange forskellige våben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforståelser. Doktrinen bygger på forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og våben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og våben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forståelse af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden på kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt på spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af våbenvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem våbnene i forhold dårlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, på trods af ekstrem træthed på grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med småstyrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnå og fastholde føling efter at været gået i stilling eller efter et mål var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus på kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.

Whether an army infantry unit has high fighting power does not depend on the type of manpower recruitment:

The important issues are:

1) If the junior command cadre (from junior NCOs to company commander) clearly know what they are doing and show loyalty and empathy towards their soldiers.

2) If the cadre and best soldier are prepared and motivated by training to take over from a superior failing or killed in combat.

3) If the individual soldier, platoon and company training is realistic and demanding, thereby fostering unit cohesion with the cadre participating so that the formal and informal leadership matches to the maximum degree.

4) If the unit weapons, other equipment and supplies are reasonably sufficient.

5) If most generally agree and accept that the current army mission isn’t fake.

As the Russian contract manned army has failed on all counts where the Finnish mass conscription army matches the requirements, it is not a matter how the soldiers are recruited, it is a matter of the above listed factors.

The Ukrainian Army now is manned with a mix of long service professionals, conscripts at various stages of training as well as reservists from both backgrounds, and it has been beefed-up by a militia of untrained volunteers and draftees that are learning on the job together with similarly untrained junior cadres.

But soon the force matches the requirements, and the higher level command cadres and staffs are clearly far better than the Russian and the Ukrainian Army has a far more sound command paradigm emphasizing delegation rather than centralization of authority.

Verden står med Ruslands invasion af Ukraine og sin erklærede hensigt om at jage USA ud af Europa i sin værste sikkerhedspolitiske krise i tres år. Danmark har reageret ved at udsende Forsvarets resterende meget små og små dele ud til det truede baltiske nærområde og Østersøen som solidaritetsmarkering.

Det sker i det helt urealistiske håb om, at problemerne forsvinder i det næste par måneder, for derefter er mulighederne forbrugt, for alt, hvad der kan krybe og gå, er udsendt. Når de kommer hjem, må der forventes kontraktopsigelser, der vil forringe mulighederne yderlige, for danske hærsoldater tegnede ikke kontrakter for at kede sig i en gammel sovjetlejr med øvelser langt fra familien. Det eneste, der måske stabiliserer situationen, er, at krisen snart nok vil betyde, at den nuværende fulde beskæftigelse kollapser.

Det er indlysende, at der er behov for øjeblikkelig handling, og i lande udenom Danmark som Holland, Tyskland og Litauen boostes forsvarsbudgetterne op, og der skaffes penge til meget store nye materielinvesteringer.

Derimod er Danmark åbenbart sikker på, at intet haster, og vi ikke skal skynde os med noget som helst. Forsvarsbudgettet er jo for at lukke munden på de allierede, og ikke for at skabe danske militære styrker, der kan løse forsvarsopgaver. Det ved alle politikere er nyttesløst. Alliancedeltagelse er for at andre skal forsvare Danmark, og pengene og styrkernes solidaritetsbidrag skal bruges til at gøre dette lidt mere sikkert. Derfor skal vi ikke gøre noget ekstraordinært nu som at øge skatterne, ændre prioriteringerne eller belåne fremtiden. Det vi lovede i 2014, vil vi måske gøre tyve år senere, idet politikerne må antages at forvente, at verden til den tid gør anstrengelsen unødvendig.

Det er Forsvarsledelsen åbenbart helt i overensstemmelse med. I denne krise har vi sælgers marked, og man kan ikke hurtigt indhente konkurrerende tilbud, selv om man havde gjort sig klart, hvad man havde brug for. Man kan heller ikke øge antallet af værnepligtige. Man er blevet forsinket Coronaen, som har betydet, at man ikke har fået holdt sessioner. Man mangler plads på de resterende kaserner, fordi alle de tidligere indkvarteringsstuer nu anvendes til kontorer, hvor der nu sidder to-tre forvaltere med deres computerer, forvaltere, der ikke var opfundet dengang i min militære ungdom, hvor kasernerne havde plads til 1.000-1.200 soldater, deres stabe og materiel hele året.

Men jeg har den mistanke, at den egentlige blokering er i hovedet og mageligheden i officerskorpset, der ikke har personlig erfaring med at uddanne og opstille værnepligtsenheder og sikre, at de har udrustning og materiel til hurtigt at kunne blive klar til krig. De burde på tvungen studierejse til ukrainske værnepligts- og frivillig-enheder, eller hvis dette er for farligt og ubekvemt til Finland og derefter tvinges til at analysere ukrainske erfaringer som en forudsætning for at bevarede deres ansættelse.

Med en vis ret undskylder Forsvarsledelsen sig med, at man jo ikke kender det forsvars- og værnsorganisation, beredskab, bevæbning og bemanding, som politikerne senere måtte beslutte sig til under de kommende forligsforhandlinger.

Men kun en ”vis” ret, fordi på mange centrale områder er der allerede et solidt grundlag, eksempelvis Forsvarets eksisterende infrastruktur, der også skal anvendes i fremtiden, samt værnenes eksisterede beholdning af nyt eller kommende materiel og deraf følgende opgaver. Derudover er kombinationen af dansk geografi og truslen fra Rusland nogenlunde givne størrelser.

Forsvarsledelsen og lavere chefer synes herudefra helt at have mistet evnen til at tage initiativ, og ingen synes at forstå, at de derigennem bliver totalt uduelige i den militære profession, hvor effektivitet helt netop afhænger af, at man altid tænker forud, presser for at få ansvar, og, når mulighed opstår, handler selvstændigt. Det er denne sygdom, som jeg efter inspiration fra en jævnaldrende søofficer benævner tillært hjælpeløshed. Det er nogenlunde dem svaghed i de russiske styrker, som ukrainerne med så stor effekt udnytter.

Efter mine samtaler med tjenstgørende for at forberede denne tekst, er det klar for mig, at ingen dansk politiker, ingen civil embedsmand, få eller ingen højtstående officerer, ja ikke engang majoriteten af andre tjenstgørende officerer forstår dybden af det råd og moraltab, der har ramt styrkerne, og herunder specielt Hæren. Problemet med den sidste gruppe er, at så mange er så unge og/eller så professionelt uinteresserede, at de ikke har den relevante erfaring og heller ikke føler, at det er deres opgave at skaffe den på anden måde.

Rapport fra sygelejet

Dette medfører, at de generelle ændringer, der specielt må ske i Hæren, er voldsomme, både for organisationen og for den enkelte.

En rutineret tjenstgørende hærofficer, som jeg har fuld tillid til, beskriver de generelle problemer (som han oplever i Hæren) således:

” Officersstanden er umyndiggjort og truet til tavshed: Hele organisationen er indenfor alle grader presset i bund, og således har det været de seneste 10-15 år.

Men de seneste 5-7 år har situationen udviklet sig katastrofalt. Alle advarsler, nødråb og indsigelser er i bedste fald blevet mødt med tavshed. I værste fald har det betydet direkte stop eller opbremsning i karrieren for den formastelige og illoyale ansatte i forsvaret.

Der accepteres ikke andre holdninger end den officielle; her i forsvaret, og især Hæren, der går det godt. “Husk, at jo flere opgaver vi kan løse med utilstrækkelige midler, jo større chance er der for at Hæren får større del af kagen næste gang!”
Der er ingen debat eller reel orientering omkring hvor vi skal hen og hvorledes vi kommer der. Alle oplysninger stykkes op i fragmenter, og ingen uden for “den øverste ledelse” modtager nok brugbar information til at kunne sammensætte et korrekt billede af både situationen og de mulige veje frem mod fastsatte, officielle mål.

I det norske og svenske forsvar, som jeg personligt kender godt, forventes det, at officererne er aktivt med til at forme fremtiden for forsvaret; de er jo eksperter indenfor deres fagområde, og hvem andre end de faglige eksperter skulle ellers kunne bidrage effektivt til at sikre det bedste forsvarsforlig for pengene? Samtidigt er det holdningsskabende og korpsåndsstyrkende at engagere et dygtigt officerskorps i forsvarsdebatten, vurderer de nævnte nabolandes øverste politiske og militære ledelse.

Sådan forholder det sig ikke i Danmark, hvilket over tid har afmilitariseret officerskorpset og gjort det håndsky overfor al påvirkning fra et niveau op. I Danmark benyttes midlertidige udnævnelser og “åremålsansættelse” ganske ofte. Det sikrer nemlig “loyalitet ved frygt”. Leverer du ikke varen, eller ytrer dig negativt/stiller spørgsmål ved valgte løsning, så går du ved periodens udløb fra f.eks. Generalmajor tilbage til oberst. Og hvem har lyst til det?!

I en uendeligt lille hær som den danske, så er der ikke plads til fejltagelser; her lever “nulfejlskulturen” i bedste velgående. Derfor er der særdeles få individer som tør påpege fejl og mangler, uanset hvor skrigende tydelige disse er.

Et eksempel er de mange kultur og kreative projekter som forsvarets tjenestesteder påtvinges. I en tid hvor der ikke er ammunition, udrustning, våben eller materiel nok til en eneste brigade i hele landet, så skal komplet ligegyldige projekter til mange millioner gennemføres; uanset hvor tåbeligt alle grader og civilt ansatte finder det.”

Da jeg bad officeren om at uddybe sin beskrivelse, fik jeg følgende tekst:

“Førernes daglige udfordringer ved hærens kamptropper

Dagligdagen ved hærens enheder er præget af mangel på næsten alt fra ammunition til uniformer. Værst af alt, så begynder motivationen til at være soldat at forsvinde. Dette ses tydeligt i omsætningshastigheden på både konstabler og stregbefalingsmænd, selv i de bedste regimenter.   

At give de gode job og uddannelsesmuligheder i det civile liv hele skylden er simpelthen for enkelt, og det er tillige direkte forkert. Hvis Forsvaret havde den rette indstilling og gav hæren det rette værktøj, så vover jeg den påstand, at vi i løbet af kort tid kunne skabe en korrekt dimensioneret stående styrke, støttet af en værnepligtsbaseret dækningsstyrke og et stærkt hjemmeværn.  

Når man spørger de enkelte delingsførere og deres befalingsmænd om hvilke udfordringer som fylder mest i hverdagen, så har de svært ved at pege på én bestemt ting. Det er summen af de mange forsinkelser, fejl og mangler, og irrationelle beslutninger som skaber den perfekte storm. Dagligdags administration er lagt ud til de enkelte officerer og befalingsmænd, da kommandokontorene (det vil sige kompagniets kontor) ikke har egne kontorhjælpere til at gennemføre administrationen ved på dette laveste niveau. Der sidder i stedet en række tastere i regimentsstabenes administrationssektion (S1), som gør deres bedste for at kunne følge med i hyppige ændringer i reglerne, og indviklede metoder til tastning af vagttillæg og timer (½ og hele timer, særlige tillæg, fridage til gode, særlige feriedage, ferieoptjening/afvikling osv).

Igennem de sidste fire år har enhederne kæmpet for at få deres egne kontorhjælpere tilbage, og igen få en decentralisering af de rådige ressourcer.

Derfor er både delingsfører og kompagniledelsen er under konstant pres for at rapportere indenfor administration, logistik, uddannelse, HR, uddannelse, og alt det ‘som lige tager 15 minutter’.

Alle førerne skal også rapportere hvis de ikke kan nå at gennemføre den pligtige/nødvendige uddannelse på den rådige tid, og hvordan de senere vil rette op på manglerne. Dette er en nærmest umulig opgave, da man mangler alt; især mangler der tid til at gennemføre en komplet uddannelse.

Ved HBU og HRU-enhederne (dvs. basisuddannelsen og uddannelse til kontraktansættelse) er der meget kort tid til forberedelse af aktiviteter, bestillinger af genstande og materiel, og administration af arbejdstid. Derfor falder succesraten drastisk. Indlysende forberedelser bliver glemt eller kun delvis gennemført, og kontrolfasen er ofte sporadisk eller helt fraværende. Ledelsen i kompagniet har derfor ofte ikke et retvisende billede af situationen ude ved de enkelte delinger, og delingsføreren har ikke gennemført den fornødne kontrol ved de enkelte grupper. Gruppeførerne er generelt uerfarne, og de satser ofte på at alt er kommet med i felten og virker, i stedet for at gennemføre kontrol ved selvsyn.

Der mangler selv basalt uddannelsesmateriel ved enhederne; f.eks. har en HRU-enhed været i gang i fem måneder uden at fået tildelt de nødvendige radioer til brug under de otte måneders samlet uddannelse.

Det halter ligeledes med føreruddannelsen på alle niveauer. Dette hæmmer uddannelsen i kvalitet, og i kvantitet, da det ofte kun er de vigtigste elementer som gennemføres. Selv de elementer som faktisk gennemføres, bliver kun kontrolleret af førere, som ikke selv føler sig godt nok klædt på til opgaven.

I den rådige tid er der ofte ikke plads til at gennemføre vanskelige sekvenser mere end én gang, og elementer som første gang gik skævt, når ikke at blive gentaget. Derved bliver selv graverende fejl ikke rettet på stedet, og de kommende soldater i stående styrke når simpelthen ikke op på et tilfredsstillende niveau.

Når enheder i stående styrke efterfølgende skal klargøres til udsendelse i internationale operationer, så starter de populært sagt på minus. Disse stående enheder mangler ligeledes alle typer materiel, nok tid til uddannelse, basal udrustning til enkeltmand og gruppen, reservedele, ammunition og meget hurtigt også motivation.

Mangel på motivation skaber misnøje, opsigelser og forflyttelser. Ofte står selv enheder udpeget til udsendelse med mangelfuld bemanding, og hullerne fyldes op med mandskab fra enheder over hele landet (som nu bataljonen til Letland, der er samlet fra hele hæren).

Enheden som udsendes er altså ikke på ens niveau, sammentømret eller motiveret.“

Det nødvendige indgreb

For at forklare, hvordan man må rette op på problemerne, bliver jeg nødt til at anvende den ulækre beskrivelse, at det er som om en kræftsvulst af dårligdom har overtaget det tidligere funktionelle væv.

Derfor er det nødvendigt med et opfattende og dybtgående kirurgisk indgreb, der i et hug fører organisationen tilbage til klare myndigheds- og ansvarsforhold og derigennem dramatisk reducerer den forvaltningsbyrde, der som beskrevet undergraver motivation og effektivitet.

I toppen betyder det, at Forsvarschefen straks og som en forudsætning for al effektivisering igen gives myndighed og ansvar for at lede og udvikle det samlede forsvar. De styrelser, der er nødvendige for at løse opgaven underlægges straks ham. Det gælder ikke mindst al forvaltning af forsvarets personel samt materielanskaffelser og drift.

Men det er kun det første skridt. Myndigheden skal straks delegeres videre til de tre værnschefer, der bl.a. gives ansvaret for at bestemme uddannelsen af deres officers-, sergent- og teknikerkadrer ved direktiv til Forsvarsakademiet for uddannelsernes indhold, længde og elevantal. Det er også værnscheferne, der herefter sikrer, at der ikke skoleuddannes flere officerer, end der er ”praktikpladser” ved tjenestestederne til at sikre praktisk uddannelse for. Forsvarschefen skal kun have ansvaret for at fastlægge videregående værnsfælles uddannelser.

Værnscheferne har derved også fået delegeret ansvaret for at udvikle doktrin igennem studie- og udviklingsvirksomhed og forslag til den sammensætning af værnet, der skal kunne løse de opgaver, politikerne herefter giver det.

Men det er det tredje delegeringsskridt, der er afgørende for at fjerne overforvaltningskræftsvulsten. Forvaltningen af ressourcer føres igen til bunds, til tjenestestedschefen, hvor det også lå, før centraliserings- og standardiseringsidiotien ramte. Således fjernes al ressourceforvaltning igen fra myndigheder som brigader, og deres stabe reduceres igen dramatisk til den kerne, som krigstidsstaben skal opbygges efter. Jeg kommer under behandlingen tilbage til den helt nødvendige ”rebootning” af netop brigadernes fokus på deres krigsopgave.

Der er mange problemer og ricisi ved delegeringen til tjenestestedet. Man kan ikke huske, hvordan man gjorde indtil centraliseringen for mere end tyve år siden. Derfor er det nødvendigt at starte med et forsøg ét sted, f.eks. ved regimentet i Haderslev, og lære af det. Et andet helt afgørende problem er, at kadrerne med meget god grund vil være stærkt skeptiske mod endnu en ændring, uanset, hvordan den bliver solgt. Dette fordi deres erfaring er, at der uanset spin altid er tale om besparelser og forringelser. Derfor er det afgørende, at kadrerne bliver så direkte involveret i forberedelserne og gennemførelsen af forsøget, at de føler ejerforhold pga. afgørende indflydelse.

Medens det for Hærens vedkommende er tjenestestedet, der skal have delegeret ansvaret for at støtte enhederne, så de ikke belastes af forvaltningsopgaver, er det sandsynligt, at delegeringen i Søværnet skal ske til eskadrerne og det er muligt, at det i Flyvevåbnet er den pågældende wing, dvs. afdeling, der er den bedste løsning.
Det er tjenestestedet, der som en base for uddannelse, beredskab og eventuel mobilisering må lede og fordele arbejdet og som er ansvarlig for at støtte de opstillede enheder i fredsstyrken og krigsstyrkens reserve på alle områder, og således at forvaltningsbyrden ved disse enheder igen reduceres til det minimale, så de kan koncentrere sig om kvalitetsuddannelse og opretholdelse af beredskab.

Alle officerer skal i princippet igen gives en meningsfuld krigsfunktion. For at sikre retablering af det professionelle fokus skal alle tjenestesteders chefer og stabe derfor igen også have en operativ opgave. Dette kan ske i rammen af det genetablerede totalforsvar i regionsramme eller mere lokalt.

Officerer i stillinger, der ikke er relevante i krig, som ikke har en krigsfunktion, aflægger uniform og mister militær grad som fastansatte. De kan, hvis de er interesserede og egnede få en funktion i reserven.

En beslutning om at overføre en person til civil ansættelse skal herefter også kunne blive resultatet af manglende niveau i fysisk prøve i egnethed til at varetage en lederfunktion i krigsstyrker. Det skal kunne følge en under værnschefens ansvar oprettet periodisk kontrol af grundlæggende professionel viden og praktiske færdigheder inden for specialet/våbnet.

Det er spild af ressourcer at anvende penge på lønninger til officerer, der ikke kan varetage en krigsfunktion i værnet. Det er nu nødvendigt at markere helt klart, at Forsvaret ikke længere er for sjovt.

Booste den kritiske forsvarsdebat
Et af de helt afgørende områder er meget hurtigt at genetablere en levende og også systemkritisk militærfaglig debat i dansk forsvar. Det er kun et første skridt at bryde med den beskrevne anvendelse af midlertidige grader og åremålsansættelser som undertrykkelsesmiddel. For yngre officerer er det risikoen for familieødelæggende forflyttelse, der kan anvendes som et ”hold kæft”-disciplineringsmiddel.

Der synes kun at være én vej til hurtigt at knuse den nu igennem lang tid udviklede undertrykkelse af fri debat, det er at etablere en militær ombudsmandsfunktion, der gives denne opgave. Det vil være naturligt at tilknytte ham Folketingets Forsvarsudvalg.

Man kunne i øvrigt indføre et punkt i den årlige bedømmelse af den ansatte, hvor bedømmeren skulle karakterisere den pågældendes aktivitet i den interne og eksterne debat for at forbedre enheden og Forsvaret.

I øvrigt er situationen sådan, at jeg har måttet love kommentatorer og bidragydere til denne analyse anonymitet.

Der er i den grad behov for, at man, dvs. politikerne, får Forsvarets ledelse til åbent og direkte at erklære sin støtte til de ansattes selvstændige deltagelse i den militærfaglige og sikkerhedspolitiske debat. Det gjorde generalerne Knud Jørgensen (Flyvevåbnet, forsvarschef 1977-84 under Den Kolde Krigs sidste iskolde periode) og Jørgen Lyng (Hæren, forsvarschef 1989-96 under omstillingen til perioden derefter). Det gjorde de, fordi de mente det. Det nød jeg godt af, bl.a. som freelance kommentator på først Information og så Weekendavisen samtidig med, at jeg var tjenstgørende officer i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, på Hærens Officersskole, ved Gardehusarregimentet samt på Forsvarsakademiet.

På nogle reaktioner vedrørende mit angreb på en systematisk anvendelse af åremålsansættelser, selv fra officerer, må jeg her forklare, hvad for mig er selvindlysende.

En officer, specielt i kamptropperne eller senere som chef for en større enhed med kampopgaver, skal altid være mindst lige så loyal over for de mennesker, som han skal i givet fald skal sende i kamp, som han er over for sine foresatte. Over for sine chefer skal han varetage deres interesser på enhver måde. Hvis officeren ikke gør det og sætter sig ind i de forhold og farer, de vil blive udsat for, fortjener vedkommende kun foragt og afskedigelse.

Dette er normalt indlysende for unge officerer, op til kaptajner, der lever tæt på sit mandskab og sine underførere. Derimod er der en tilbøjelighed til at glemme det senere i tjenesten, når karriereambitionen rammer, og man af hensyn til sig selv bliver akut opmærksom på, at man ikke bliver så “ufleksibel” i sin loyalitet nedadtil, at man ødelægger sine chancer ved at komme i “bad standing” pga. det.

Men når man opnår sin slutgrad, er det lettere at huske, hvorfor man er her, hvis man da ikke undervejs har lagt sin rygrad så lang tid i opportunismens lune vand, så den er blevet som kogt spaghetti. Hvis det er tilfældet, har både personen og de personer, der har forfremmet officeren, fejlet totalt.

Min erfaring er, at de fleste kan bringes til at huske deres loyalitet over for deres ansvarsområde.

Kaserner o.l.
Forsvarets tilbageværende kaserner på tjenestestederne har typisk de fleste tidligere indkvarteringsstuer fyldt op med unge og ældre officerer og befalingsmænd, der er beskæftiget med grundlæggende forvaltning, herunder rapportering, der under den nødvendige delegering til tjenestestedet bliver overflødig.

En ung officer og befalingsmand skal i princippet ikke anvende en computer tjenstligt til andet end direkte forberedelse af uddannelse og øvelser og til opbygning af generel og professionel viden. Så en tilnærmelse af situationen til tidligere tiders delegerede forvaltning med en professionelt bestemt anvendelse af kadrernes tid vil hen ad vejen frigøre lokaler til deres oprindelige formål.

Men hvis Forsvaret glemte sin tillærte hjælpeløshed og viste rettidig omhu, kunne man starte straks, med den uddannelse af værnepligtsenheder, som der, som jeg vil komme tilbage til, er et klart behov for. Straks betyder om uger eller få måneder. Der er krig, og vi er midt i den mest krigstruende sikkerhedspolitiske konfrontation i tres år. Officerer, der ikke kan beslutte og gennemføre hurtigt, er uduelige.

Det drejer sig i første omgang om infanteri, der uddannes som motoriserede, dvs. lastvognstransporterede, infanterikompagnier, om nødvendigt indledningsvis med lejede køretøjer og anden udrustning. Hvis våben og ammunition ikke er til rådighed, kan det lånes/lejes af de nordiske nabolande. Hvorfor ikke tage telefonen?

Mens det i Finland og Estland under deres tjeneste- og fritidsvilkår sker på seks måneder, er det nok nødvendigt at anvende otte måneder i Danmark, selv om de involverede officerer og befalingsmænd overgår fra normal ansættelse til funktionsansættelse i uddannelsesperioden, så de konstant kan følge og motivere de værnepligtige.

Jeg kommer nedenfor ind på kompagniernes anvendelse til forsvarsopgaver i krig.
For at komme i gang straks jeg ville starte uddannelsen i Sønderborg efter en statslig geninddragelse af kasernen, øvelsesområdet og skydebanen igen, og ved samtidig her – indtil videre – gennemføre en kort uddannelse af værnepligtige befalingsmænd (sergenter eller korporaler), der skal kunne fungere som grundlæggende førere i krigsstyrken.

En tilsvarende uddannelse af motoriserede infanterikompagnier kunne ske i Almegårdens Kaserne på Bornholm og andre tjenestesteder, efter at indkvarteringsområder blev frigjort. Dansk forsvar har et meget stort, men ubeskrevet og derfor ukendt behov for grundlæggende uddannede bevogtnings- og lokalforsvarsenheder, så der er ingen grund til at vente.

Der er desværre mange uvidende/intellektuelt dovne officerer, herunder også i dansk forsvar, der som Pavlovske Hunde konstaterer, at vi jo ved, at værnepligtige ikke kan slås. De samme – ikke specielt vidende – ignorerer i første omgang ikke mindst finsk forsvar, men nu også resultaterne i ukrainsk forsvar, hvor kernen i hæren er værnepligtige, og hvor man med succes anvender frivillige uden militær uddannelse, der lærer under kamp ved at overleve. Officerer med en så overfladisk viden, uanset grad, bør stå forrest for aflæggelse af uniformen.

I det efterfølgende vil jeg tage udgangspunkt i de forhold om værnenes organisation og indhold, som vi arver fra det eksisterende forsvarsforlig. For at gå videre end de grundlag, er det nødvendigt at kende planen for udbygning i de næste ti år.

Hæren: Om brigaderne
Det er først, da jeg begyndte at grave som forberedelse at denne artikel, at jeg forstod, hvor galt det stod til. Det var ikke tilfældet, da jeg for nogen tid siden behandlede 1. Brigades situation og behov. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/; OLFI, 11.3.2022: 1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis]
• Det er i en lille hær, som den danske, brigader, der står for den praktiske forberedelse af de væsentligste enheder til krig. For et vise, hvad det betyder for chefen og hans stab, vil jeg blot liste de opgaver, dette indebærer, så det er indlysende, at det er uforeneligt med opgaven som forvaltningsstab. Lad mig her forudsætte, at 1. Brigade gives opgaven at forberede indsættelse i Baltikum og 2. Brigade har opgave at forberede indsættelser i selve Danmark. Hvad indebærer opgaven så)
• Der skal skabes et godt generelt billede af de kampopgaver, der er sandsynlige i de pågældende indsættelsesområder, så man på det grundlag kan tilpasse organisation og fremgangsmåder. Herunder skal man tage udgangspunkt i en stadig ajourført forståelse af den sandsynlige modstanders organisation og metoder, og man skal opbygge og bevare et godt kendskab til lokale samarbejdspartnere. Man skal anvende dette billede til at opstille behov for udvikling af organisation og fremgangsmåde, udvikle og gennemføre øvelser for brigaden og dens enheder samt for om nødvendigt hurtigt kunne udarbejde en indsættelsesplan for brigaden.
• Den skal udvikle og gennemføre en årlig serie af øvelser for brigadens kadrer og forskellige enheder, der belaster disse med førere og logistik maksimalt, så de kan fortsætte med at operere under stadigt forsøg på overvågning af droner, m.m., samt konstante trusler om fysiske og elektroniske angreb. Enhederne skal kunne fungere selv efter betydelige tab af dele eller førere. Opgaverne skal kunne løses i forskellige, mulige indsættelsesområder og sammen med de her aktuelle samarbejdspartnere.
• Endeligt skal brigadens eget stab og stabskompagni udvikles og hårdt uddannes til at kunne virke under bevægelse og under truslen om stadige elektroniske og fysiske angreb.

Det er en mere end fuldtidsbeskæftigelse for en lille, fokuseret stab af vidende og højt motiverede officerer.

Jeg stillede nogle yngre, men erfarne, officerer følgende to spørgsmål, hvor det første var:

“Har du nogensinde deltaget i en øvelse over dit eget ansvarsområde, der ikke var drejebogsstyret, men hvor der var fri føring og udfaldet blev afgjort af kampdømning?” Det mest komplette svar var:

”I de seneste 15 år har jeg ikke deltaget i en øvelse med fri føring og kvalitativ kampdømning.

Indtil 2016 har enkelte bataljoner deltaget i udenlandske øvelser og uddannelsesforløb ved udenlandske øvelsescentre, hvor kvalificeret kampdømning afgjorde udfaldet. Men efter 2016, nej.

Men hvis en dansk enhed faldt igennem under en øvelse/test, så endte slutrapporten med at give et ”tilfredsstillende” resultat. Den ”faktuelle bedømmelse” var klart og utvetydigt ”ikke tilfredsstillende”, men et sådant resultat ville skabe unødvendigt postyr og problemer i større, NATO-sammenhæng. Derfor blev resultatet altid justeret inden det ramte den pågældende enheds hjemland. Således har de senere års tests, kontroller og forløbskontroller i NATO-regi potentielt været forurenet af politiske indgreb og mistet relevans.

I Danmark arbejder Tjenestegrensinspektørerne under samme vilkår. Et tænkt eksempel; hvis en enhed, som skal udsendes til Tapa i Estland på ingen måde opfylder kravene, eller kan nå selv de mest grundlæggende niveauer for enkeltmand, gruppe, deling og underafdeling/kompagni, så udsendes det alligevel.

Rapporterne bliver beordret udvandet indtil at resultatet opfattes som næsten acceptabelt, og der anbefales en opfølgende inspektion/kontrol efter at enheden er ankommet og i gang med opgaveløsningen i indsættelsesområdet. Denne kontrol stemples uanset resultatet ”tilfredsstillende”. Dette er naturligvis et tænkt eksempel, som blot benyttes for at understrege alvoren og dybden i Hærens problemer.”

En læser har til denne kommentar føjet følgende, der understreger, at uansvarligheden ikke er ny: ”Da jeg i 2008 som inspicent dømte spejdereskadronen til hold 8 i Afghanistan for ikke krigsbrugbar blev jeg nærmest truet på livet og den blev udsendt alligevel. Den havde efterfølgende tab, på grund af taktiske uhensigtsmæssigheder der allerede blev påpeget i rapporten.”

Det andet spørgsmål til mine yngre officerskontakter var: “Har du oplevet øvelser, FTX (dvs. feltøvelser med enheder) eller CPX (dvs. stabs- og signaløvelser, med kun chefer/fører med føringsenheder/-led), hvor brigadeniveauet ikke var øvelsesleder, men øvelsestager, og hvor brigadens stabs- og føringselementer var udsat for trusler og pres?” Det mest dækkende svar var:

”Jeg har ikke oplevet denne type øvelser som officer, men har deltaget i de store øvelser i 1980-1990-erne hvor alle dele af den danske krigsorganisation kom under et passende pres.

Det gav effekt, fri føring og initiativ fra selv underordnede førere. Det udviklede alle førere, organisationen og gjorde at synergieffekten fik fuld virkning. Den danske hær flyttede bjerge, med et lille budget og få rådige styrker. Kvaliteten hos de værnepligtige var betragtelig, og ved de professionelle enheder som var godt ført, der trivedes mandskab og officerer. I dag er alt dette glemt, ofte latterliggjort og dømt irrelevant.

De øvelser vi har gennemført i 2013-2020 (FTX og CPX) bød ikke på fri føring og pres på organisationen. CPX var konstant ud fra ”supponeret” organisation, udgangssituation og fiktive enheder på 100%. Førerne og enhederne blev påtvunget et fejlagtigt billede af egen kunnen, organisation og dermed udygtiggjort af egnen foresat myndighed. Det gav sig udtryk i dårlige planer på brigadeniveau, en divisionsplan som i praktikken ville medføre voldsomme tab/det samlede mål sat over styr, og officerer indenfor specialerne som ikke stolede på egne ledere.

Der var ingen respekt for specialerne og deres faglige input, hvilket over tid udvandede al faglig rådgivning. I slutenden skabte alt dette en ledelse med en uskønt og farligt ”over-jeg”, baseret i ”ja-sigerkultur”, russiske tilstande (frygtbaseret ledelse) og total mangel på forståelse for de faktorer ”grøn krig”/Major Combat indebærer. Dette er situationen vi nu står i, hvor Europa er på vej ind i potentiel fuldskala krig med Rusland; en konflikt vi har udsat siden 1946, men som vi inderst inde vidste var uundgåelig. Modsat Sverige, Finland og Norge, så har Danmark pr. d.d. valgt at satse på at andre endnu engang klarer ærterne for os. Deri tager vi grueligt fejl.”

Hvis denne optræden i behandling af rapporter om amatørmæssig optræden er korrekt, hvilket jeg ikke har grund til at betvivle, er der tale om decideret forfalskning og svindel, der blokerer for indsats for afhjælpning. I det tidligere Sovjetunionen anvender man ordet “vranjo” om den samfunds- eller organisationsskabte nødvendige løgn. Det er denne sproglige moral- og effektivitetsødelæggende gift, der der nu er blevet normen i Hæren.

De ansvarlige burde straks suspenderes fra deres stillinger, mens forholdet blev undersøgt. Hvis bekræftet skal vedkommende fjernes permanent, og det samme skulle ske med chef og andre, der var accepterende medvidende.

Tolereret uærlighed og svindel af den beskrevne type er ikke alene kriminelt. Det er gift for mulighederne for at opbygge og opretholde effektive militære styrker og dermed for landets forsvar. Jeg kan ikke finde ord for min dybe foragt.

Hæren: Studie- og udviklingsvirksomhed
Gennem de sidste to forsvarsforlig er hærens tjenestegrensskoler nedlagt og dermed er hærens studie- og udviklingsvirksomhed de facto nedlagt. Det har helt undergravet værnets muligheder for at have et forståelsesgrundlag for udvikling af organisation og fremgangsmåder (doktrin).

Den påstås herefter at ville blive videreført i et umage parløb mellem Forsvarskommandoen og brigader/bataljoner, men da brigaderne er begravet i forvaltning, er det som så meget andet varm luft fra tarmene, og studie- og udviklingsvirksomhed i et forvaltningsmiljø vil altid fokusere snævert på den opgave man har løst eller er i gang med at løse.

Der er ikke længere steder i Hæren, hvor man systematisk studerer relevante krigshistoriske eksempler som nu Ukraine, organisationsudvikling, materieludvikling og doktrin, og bl.a. derfor er der heller ikke længere en målrettet intern og ekstern debat der formulerer de kommende organisatoriske krav, de materielmæssige muligheder og doktrinudvikling på en måde, så danske hærenheder ikke blot kan kæmpe med rimelige muligheder for succes.

Hæren (bl.a.): Kupforsvar af Bornholm
Bornholms geografiske placering gør det indlysende, at hvis Rusland ved et kup fik kontrol med øen og fremskød bl.a. en luftværnsmissilafdeling og sømålsmissilbatterier fra Kaningrad Oblast til øen, ville det være endnu vanskeligere for de allierede at forstærke og støtte Baltikum ad søvejen.

Bornholm er sammen med Suwalki-korridoren et nøgleområde for NATOs muligheder i Østersøen og Baltikum. Hvis Bornholm er sikret, gælder dette dog også for svenske Gotland.

Retablering af et aktivt tjenestested på Bornholm er forligsstof, men dette hindrer ikke, at man nu vælger en kendt energisk og selvstændig oberstløjtnant, gør ham til midlertidig oberst, sender ham til øen sammen med en tilsvarende orlogskaptajn med opgave og myndighed at forberede retableringen af et kupforsvar af øen, idet han indtil videre kan udnytte Bornholms Hjemmeværn, hjemmeværende enheder af Gardehusarregimentets Opklaringsbataljon og værnepligtige under uddannelse på Almegårdens Kaserne.

Hæren; Reservekontrakter som en hurtig vej frem
Som beskrevet i min blogartikel om opbygningen af 1. Brigade, er der både akut behov og mulighed for at opbygge brigadens personelstyrke. Det burde være en af den nye brigadechefs allervigtigste opgaver hurtigt at levere resultater på disse områder, både ved rekruttering via værnepligt og ved at fastholde tilknytningen til kontraktansatte, der opsiger deres kontrakt. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/]

Hæren: Materielforsøg, mens vi venter
Når man ser på de materielsager, der når medierne, synes der at være et alvorligt ”IC-4”-problem i Forsvaret, dvs. at myndighederne helt har overset, at det afgørende for brugeren, soldaten, er at få robust materiel, der virker, hvor der er reservedele med i pakken, og som er let at holde brugbart. Det er vanvittigt og uansvarligt at købe noget, blot fordi det er det nyeste og måske engang kan blive det allerbedste.

Det bør være værnschefen, der under personligt ansvar endeligt godkender køb af materiel og udrustning, der både er kendt som robust og anvendeligt, og som er det rigtige til de stillede opgaver og den af ham godkendte fremgangsmåde (doktrin) for opgavernes løsning. [Fagligt Forsvar, 4.4.2022: Piranha 5: Soldaternes største hovedpine er vedligeholdelse og reservedele; OLFI, 11.4.2022; Mobile værksteder skulle have været med til Baltikum, men samler slud i Aalborg]

Men før vi igen kan gå til større materielindkøb, må vi afvente politikernes beslutning om det kommende forsvar, og deres prioritering af indkøb. Og derefter kommer vi til at vente i køen, før vi kan få materiellet leveret og indfaset.

Det betyder dog ikke, at vi behøver at vente passivt. Der er to typer materiel, som det er indlysende, at Forsvaret skal råde over for at kunne løse sin opgave. Det første er nærluftforsvar til Hæren (og som nedenfor beskrevet også til Flyvevåbnet), det andet er overvågningsdroner og bevæbnede droner. De første er indlysende nødvendige for enhver hærenheds løsning af sin opgave, den bevæbnede drone må ses som et langtrækkende artillerivåben.

Der er intet i vejen for, at Artilleriregimentet straks sættes i gang med at gennemføre intensive forsøg med forskellige typer nærluftforsvarssystemer og med bevæbnede droner samt ”selvmordsdroner” (Loitering Munitions (LM)), og der er heller intet i vejen for, at dette regiment sammen med Efterretningsregimentet begynder forsøg med overvågningsdroner til forskellige formål. Der er allerede firmaer, der tripper for at komme i gang, så det er også her bare at tage telefonen.

Søværnet
Værnet venter på indkøb af ammunition og systemer, hvor man i første omgang venter på beslutning og bevillinger, og derefter på levering.

Hermed en kommentar fra en søofficer:

”Vi har ansættelsesstop i min enhed og har haft det længe for at spare penge. Efter en af vores medarbejdere stoppede har vi ikke måttet ansætte en ny i hans stilling. Vi er derfor underbemandede til at varetage vores opgaver i den nuværende krise.

Problemet bliver værre af, at mere administration og forvaltning er blevet lagt ned på enhedschefens niveau, hvorfor han skal bruge sid tid på at administrere i stedet for operative opgaver.

Jeg ved ikke hvor udbredt ansættelsesstoppet er, men jeg ved at Søværnet har meget store problemer med manglende besætninger til sine skibe. Man må konstant låne og kannibalisere på kryds og på tværs, når en fregat skal udsendes eller lignende.
Om det er ansættelsesstop eller fastholdelsesproblemer ved jeg ikke. Under den nuværende krise har man for at få fulde besætninger måttet trække folk ombord fra administrative sagsbehandlerstillinger, og give dem operative opgaver.

Det er måske fint nok, men ikke noget man har planlagt eller løbende uddannet folk til. Hver en krone vendes og ofte er spørgsmålet ikke hvad der giver mening at gøre, men hvad vi har råd til at gøre. Det gælder alt lige fra uddannelse til tjenesterejser. “

Søværnet har i lang tid været hårdt ramt af for lave personelnormer og den ekstremt centralistiske forvaltning af personellet, der blokerer for antalsmæssig og kvalificeret bemanding af enhederne. Dette sidste kunne der hjælpes på, hvis man som en ekstraordinær foranstaltning blev givet bemyndigelse til lokal rekruttering.

Flyvevåbnet
Flyvevåbnet har i forlængelse af allerede tagne beslutninger opgaverne at operere egne fly og at integrere og efter nærmere aftale støtte amerikanske flystyrker, der som planlagt i 1980’erne igen måtte blive placeret på danske flyvestationer eller civile lufthavne. Også danske fly vil under krig og krise (som nu) kunne blive spredt til civile lufthavne.

For at kunne sikre operationer i krig, skal både flyvestationerne og civile spredningslufthavne kunne forsvares mod kupangreb og specialoperationsstyrker samt med nærluftforsvar, basen skal have rådighed en specialudrustet ingeniør-/entreprenørenhed til hurtig reparation af ødelagt infrastruktur (Rapid Runway Repair) og man skal have rådighed over mobil logistisk støtte og kommandomulighed, specielt for at støtte operationer fra civile pladser.

Dele af disse opgaver, der igen er relevante, blev tidligere løst af ansatte organiseret i ramme af Flyverhjemmeværnet. Men hovedparten må løses af reserveenheder, hvoraf nogle, såsom kupforsvarsstyrken, indtil videre kunne modtage grunduddannelsen som motoriseret infanterikompagni i Hæren.

Civilforsvaret
Med krigstruslen bortdefineret blev det reducerede civilforsvar under navnet ”Beredskabet” flyttet fra Indenrigsministeriet til Forsvarsministeriet.
Sammen med cyberforsvaret og folkesundheden burde områderne nu samles under et ministerium med ansvar for hele totalforsvaret af civilbefolkningen. Forsvarsministeriet bør renses for alle elementer, der kan fjerne fokus fra opgaven at genopbygge det dansk militært forsvar.

Retableringen af Civilforsvaret har den fordel, at man kan trække på Casper Sylvest og Rosanna Farbøls nu afsluttede historiske arbejde om opbygningen af Civilforsvaret efter 2. Verdenskrig. [https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ih/forskning/forskningsprojekter/dacide.]

Er det muligt? Og i givet fald hvordan?
I modsætning til for Civilforsvarets vedkommende findes der ikke et nogenlunde dækkende grundarbejde om den militære forsvar. Viden om, hvad der er fravalgt igennem de sidste 25 måde derfor søges tre forskellige steder, i arkiver, hos pensionister som mig og i det udland, der har relevant erfaring.

For så vidt angår arkiverne har jeg foreslået lederen af Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, militærhistorikeren Niels Bo Poulsen, at instituttet overvejer at hjælpe i mulig udstrækning.

Den tidligere forsvarschef, general Knud Bartels, er dels tilknyttet dette institut, dels har han fra sin tid i nøglestillinger i NATO et omfattende internationalt kontaktnet. Det er derfor logisk at give ham en central rådgiverrolle, også fordi han med sin tjeneste danner bro mellem situationen under Den Kolde Krig og perioden efter.

Angående behovet for udenlands støtte er det mit skøn, at det først og fremmest er Hæren, der ikke kan klare opgaven selv.

Søværnet har dels havet til at blokere for professionelt forfald, dels har officerskorpset til stadighed været involveret i krævende operativ indsats. Det sidste er også tilfældet for Flyvevåbnet. Derimod er det nu ti år siden, at Hæren blev udsat for krævende indsats. Det var under de her ret irrelevante operationer i Afghanistan. Det var kun de unge officerer og opgaven anfægtede ikke den hjemlige udvikling i væsentlig grad. Og det var efter Afghanistan, at de ”reformer” blev iværksat, der endeligt afsporede Hæren.

Under Enevælden var det almindeligt, at Danmark søgte udenlands eksperthjælp. I 1762 blev den franske grev Claude-Louis de Saint-Germain kaldt til Danmark og blev ansat som feltmarskal for at reformere Hæren til at kunne møde den da akutte trussel fra Rusland.

Da den hessiske officer Johann Ewald i 1788 blev hentet til Danmark var det dog kun for som oberstløjtnant at videregive sin viden om let infanteri fra tiden i britisk tjeneste under Den Amerikanske Frihedskrig. På grund af sin tjeneste for Danmark under krigen mod England efter 1807 endte han dog som generalløjtnant.

I ny tid er det eneste eksempel den tjeneste, som den lige pensionerede firestjernede RAF-general Sir Hugh Saunders, ydede Danmark. Han blev i midten af 1950’erne blev hentet til Danmark for som rådgiver at løse Flyvevåbnets meget store begynder- og vækstvanskeligheder.

Under hensyn til sprog, professionel kultur og opgavens karakter, ville det nu være logisk, om vi søgte nordisk støtte og fik en pensioneret svensktalende finsk general på kontrakt med henblik på at rådgive for genopbygningen af Hæren under Knud Bartels vejledning. Finnen skulle herunder formidle direkte støtte fra finske brigader, o.a. til tilsvarende danske enheder.

The first is to decide that such a war must be avoided, because a massive nuclear exchange will most likely destroy civilization and lead to hundreds of millions of follow-on deaths.

This was obvious to my generation that repeatedly saw the tests of ever larger weapons. However, lately ordinary people, politicians and their advisors do not seem to take the risks seriously. Some because they reject the chance that somebody may actually use the weapons and they do not accept the resulting limits to their freedom of action. Others because they do not believe that the weapons can be so horrible in their effect.

Secondly it is necessary to maintain a secure, robust and flexible deterrent adapted to who you want to deter from what,

When that state is a Russia that never fully accepted the Western view of nuclear weapons and when Continental Europe depends on a credible “extended deterrence” with American weapons, the Russians must perceive the American force as clearly as superior to their own. That is no longer the case.

Thirdly it is essential that you are very careful not to bring the opponent, here Russia, to the point where use of nuclear weapons can be seen as the only option to avoid dramatic humiliation.

I am not convinced that this is seen or accepted as a valid point of view now.

Fourthly it is vitally important to keep open communications contacts at both the political and military levels to reduce the risks of catastropic misperceptions.

We hear that the military direct contact has been dropped by Russia.

Geography and terrain
The situation maps totally misrepresent the real conditions in the combat area. This is a low-density conflict with both sides only present and in control of a very limited part of the conflict areas. The Russian forward company positions or platoon posts have open space between them not covered by weapons or even surveillance.

As the Russian Civil War was rail-bound, this is road-bound as the Finnish Winter War north of the isthmus. The Russian invasion took place in the mud season and has therefore been fully tied to the roads by their Cold War generation logistics trucks (mostly the ZIL-131 workhorse).

This factor gives the Ukrainians the possibility to move in the unoccupied spaces against the flanks and rear of the Russians … as the Finns did in the Winter War.

Videos make clear that the terrain is far less open than I expected. Hedgerows, small and larger woods, and trees and bushes in village or suburban gardens makes infiltration and ambush possible for the Ukrainian combat patrols, and they use simple commercial hobby drones to gain superior situation awareness.

Command and Control
Instead of using the well-stablished Russian system of appointing and supplementing the appropriate Military District HQs as the coordinating joint “front” HQs for the operation, the Russian leadership has kept operational-tactical control in Moscow and left it to the four involved Military Districts to command various operational groups.

Whether if it is to make certain that all got a share in the honour or to promote competition, it is certain to slow reactions to friction and local failure.

The situation has been worsened with the deliberate Ukrainian campaign to attack the various operational and tactical commanders to decapitate local command and delay reactions.

On the other side the Ukrainians seem to have delegated tactical leadership to the local commander that leads a tailored mix of regular army elements, National Guard and ad hoc volunteer militia groups.

Logistics
The long road-bound columns hamper logistics and medevac support for the forward battalion task group (BTG), and this has apparently been worsened by a lack of attention to this issue. Reports of BTGs running out of food and fuel and of wounded only reaching hospitals (in Belarus) after gangrene his started indicates how critical the situation is.

On the other hand, the Ukrainians can use a combination of prepared military and civilian “total defence” logistics. The main challenge was an effective distribution of the vital arms from the West. Apparently, the only place where delivery failed was in Kherson.

Pre-war expectations and reality
I had followed the reform initiatives under General Gerasimov to create a more competent army, and after the observations of take-over of Crimea and the two effective interventions in the Donbass fighting in 2014-15 as well as the demonstration of new capabilities in Syria,. However I missed that the in deoth improvement has been limited to the staff prepared coordination of more complex operations and to the airborne landing troops (VDV) and naval infantry.

I did not realise that fact the regular army had not disciplined itself to break with the practice of “Dedovshchina”-discipline by mobbing, Therefore it was impossible to create motivated and well-trained citizen conscripts and later good contract soldiers. The Russian leadership and generals apparently has no real feeling of respect and sympathy for their soldiers.

I noted that the Russian Army had recreated several divisions and armies, and I thought that these would be organised as earlier for echeloned break-through operations in attack formations with the ability to take attrition and thereafter succeed. However, the reality was that the divisions and armies were just pools of weak brigades of BTGs advancing in columns on roads. With the total force including the airborne landing (VDV) and naval infantry limited to the 168 BTGs mentioned last year by the Russian Defence Minister, “general” Sergei Shoigu. Therefore, the maximum sum of ground force infantry was 26.000. The airborne added around 6.000 and naval infantry around 2.000 to that number.

The combat power in Ukraine in countering ambushes and in urban combat was totally dependent on the quality and motivation of these soldiers.

Pre-invasion observations
I therefore noted with wonder that the units concentrated to camps in the vicinity of Ukraine since the autumn were kept basically unemployed an untrained in their tents with their vehicles left to deteriorate in the open in the damp and cold winter weather. The only training that I saw was some basic firing range training.
I also noted that the clear majority of the tanks were of 1970s and 1980s vintage, however modernised with reactive armour and better fire-control. Later it became clear that a number of the T-90 tanks were also deployed. No T-14 Armatas.

The same average age was reported for the deployed Russian aviation.

Actual tactical performance of the combat units
The ground force Battalion Tactical Group’s field performance was worse than anything I have seen in my professional life. The motor-riflemen stayed mounted in their combat vehicles or carriers and became casualties there, when fleeing from the striken vehicles or probably of their wounds later on the long evacuation route.

There was apparently no training in counter-ambush drills. There were no developed routines for the close team cooperation between the BTG tanks, dismounted infantry and combat engineers essential for combat in built-up areas. No sign of close cooperation with direct support mortars or any BTG howitzer batteries.

The airborne assault infantry and naval infantry acted far better. The air-assault infantry was seen seated on top of the BMDs and the naval infantry moved on foot, dismounted from their BTRs. The better performance of the elite infantry is a likely explanation for the better results in the south, but it also led to heavy losses in these units.

Videos of Ukrainian patrols also showed a low level of field-use skills in the improvised volunteer units. No fire-and-movement drill. However, with use of the open space between Russian units that normally acted in a very predictable way meant that this behaviour apparent rarely brought disaster.

Equipment and its performance
The Russian Army average equipment situation was even worse than I noted before the invasion. Some tank units also had only slightly modernised or unmodernised T-72s, and most carriers were MT-LBs, older BTRs and BMP-1s with no added protection. Only the airborne and naval infantry had new vehicles.

Even on T-90s, the Russian reactive armour boxes have proven incapable of defeating the new Western two-step hollow-charge missiles, and even traditional weapons (such as RPGs or old LAW) could penetrate earlier versions.

Russian tanks are still likely to be destroyed be by explosion of the charges of their main ammunition (leaving the turret blow-off next to the burned-out hull).

Air force performance
It was a surprise that the Russian Airforce failed to achieve air supremacy at the start of the invasion. Not being an air force specialist myself, I have read that the operations in Syria had given a too positive picture of Russian air performance. It was now realised that the missions there were conducted with single aircraft or pair, not as large scale and complex missions. It was now noted that the Russian pilots had relatively few flying hours and these were not used for training in hard missions. Therefor the tactical air operation staffs got no or little practice in planning and controlling large scale and complex operations as one required to destroy or disable the Ukrainian Airforce at the start of the invasion.

Final remarks with warning
I know from correspondence with close contacts how hard it is to acknowledge and accept the Russian military weaknesses shown in the conflict so far. It is apparently too hard to accept that the mighty army that you needed and still need as the defining threat had been so thoroughly defeated by a force inferior in materiel.

However, I miss another explanation how and why the invasion stalled if the reason wasn’t massive losses of personnel and main equipment.

The great Russian Army may be mighty in total size because of having to maintain a full base for operations at most areas of the enormous territory. However, the combat echelon was limited in number of units and therefore tactically defeated, even if the General Staff concentrated around 75 % of all these units for the invasion.

On the other side we find too many eager to conclude that hereby the military threat from Russia has proven to be empty. A historian of Russian reaction to former defeats I must characterise this as irresponsible bullshit. Even if the priviledged had to be brutally purged and disciplined, difficult reforms followed awkward humiliations.

What Russia can achieve in an unlimited mobilisation of society was shown twice in the 20th century. Firstly from 1929 to 1942, and secondly after the humiliation of the Cuban Missile Crisis.

That the latter effort broke the economy and the political system just shows the determination the humiliation triggered in an already demoralised society. Russian arms designers produce some excellent solutions that are ready for mass production when the will and money is made available.

What we see now after the initial failed coup and the stalled offensive of the Russian peacetime army is the call-up of regular reserves to man the normally unmanned units of divisions and brigades and equip them with the remaining vehicles and other equipment of the depots. Whether it is possible to improve tactical performance is to be seen, but the next offensives are likely to be far more deliberate and thus have strong artillery preparation.

It seems to be ignored by those without roots in the 1980-ties’ discourse that the main issue related to nuclear weapons from the 1950-ties onwards was how to make the weapons usable for something more than the deterrence of a general nuclear attack.

The U.S, sought to enhance the credibility of NATO’s defensive by arming the existing forces with with a very large number of Tactical Nuclear Weapons. Thereby we hoped to deter a Soviet attack without spending a large amount of money on larger conventional forces.

Likewise the leader of the Soviet Union, Nikita Khrushchev, needed to free funds for the development of the economy and forced the Red Army to replace mass with nuclear weapons, mainly on missiles.

Where NATO realised the problems of assuming an automatic escalation to nuclear weapons as an early response to a Soviet Invasion, the lack of a academic-political-military exchange in Moscow meant that the Soviet General Staff war planners and staff colleges continued regarding nuclear weapons as just a more powerful type of ammunition, and only the Chernobyl disaster in 1986 and the massive follow-on cleaning operation made some realise that this view could not be sustained.

By mid-late 1970-ties the U.S. Carter Administration sought ways to extend its nuclear deterrence to Western Europe by developing a capability for “Limited Nuclear Options” different from the general and self-destructive possiblity of fighting a defensive tactical nuclear war in Europe.

When the Soviet Union modernised its intermediate range nuclear forces by deploying the SS-20 missiles, NATO decided to meet the threat of Western Europe being “de-coupled” from the U.S. strategic deterrent by deploying its own intermediate ballistic and cruise missiles, if the SS-20s were not removed.

The only place in Denmark where officials were educated in understanding nuclear issues was at the Joint Staff Course at the Royal Danish Defence College. I graduated in 1979 and soon became drawn into the hot and divisive public debate on the threat of nuclear war and human extinction that followed. My years 1981 to 1983 were spent serving as a board member of the government created Commission for Security and Disarmament Affairs dealing with nuclear weapons issues in writing, international conferences and in public discourse. After 1989 with its end of the Cold War, I hoped and assumed that I would never have to remember and use the understanding developed from ten years earlier.

However, now I am chocked by the frivolous certainty from people like the former NATO Secretary General, Anders Fogh-Rasmussen, that even in an open war between Russia and the West there is no risk of escalation to use of nuclear weapons. He may have heard the the 2013 Russian Military Doctrine include nuclear weapons’ threat and use to protect gains at a lower level of conflict.

But he ignores the risk and thereby the problem of what to do if mistaken.

With my background in the period where the dominating public consern was nuclear war rather than climate change, I find that the optimistic certainty borders on madness.

As a historian I am certain that nuclear weapons will be used again – early or later – and that it is our duty to confront that risk and do our maximum to minimise that risk by accepting the possibility rather than by arrogant denial.

When an American friend noted that the rot of the Russian Army exposed in Ukraine would mean that Russia would not become a conventionel threat for twenty years, I replied:

The Russian potential is enormous. My Baltic friends have experience with that enormous power and have already been told once since 1991 by arrogant Westerners such as Americans, Brits and Germans to ignore it.

My experience with Russian officers is that they are well trained and their General Staff officer corps is very good and focused.

However, right now they are led by a corrupt, self-serving mediocrat. But I know as historian what they could do when their leader was that extremely brutal hater of inefficiency and corruption, Josif Stalin.

If such a person replaced Putin tomorrow, the Russian nation would hail him.

Hundred years ago Trotsky had taken a broken army to victory in 1 1/2 years by using zarist officers. Only the Poles were just able to beat it because of jealousy between Soviet commanders.

So if nothing happens to counter corruption and kleptocratic behaviour, you are right. And if Russia finally goes West, we shall all be right.

But if a hater of Putin’s thieving regime that is still an ardent nationalist takes over, it will take a very short time to rebuild the army using the Chinese axis to the maximum. Navalny could be that person.

This my Balts, the Poles, the Finns and the Ukrainians know. They are not like Westerners without history to inform them.

I identify the following causes:
1) Bad (echo-chamber) intelligence
2) Unsuitable unit and formation organisation for general mobile warfare, as the basic, conventional elements had been focused exclusively on limited military support of other means of waging open conflict
3) Low quality tactical leadership (no initiative, no hard-exercised combined arms tactical skills, road-bound advance, no integration of drones for reconnaissance and supplementary deep fire support)
4) Inferior training and motivation of soldiers also mirroring the character/lack of dynamic leaderby example
5) Inferior quality materiel (especially personnel carriers, drones, and trucks for the logistics tail, but also protection of tanks)

The problems are apparently much smaller in the Russian Naval Infantry and airborne troops than in the regular army units, so the analysis concentrate on the latter.

Reference 1) The echo-chamber intelligence

As we know from other cases, this problem is hardly unique to Putin’s Russia now. We just have to go back to the situation in Afghanistan last summer or Donald Rumsfeld’s record before the invasion of Iraq in 2003.

As long as Russia have a dictatorial leadership real improvement is unlikely.

Reference 2) The Battalion Task Group building block

The BTG proved far too weak to take the attrition and still operate as the traditional Russian/Soviet break-through and follow-up manoeuvre require. Its effect is also dependents on a quality of delegated command that seems to be beyond the Russian Army to achieve (except at the end of a major war as in 1946-45).

The Russian Army could probably improve its performance by returning til Motor Rifle and Tank Regiment based divisions. However, this would be a move away from the 2013 Military Doctrine focus on grey zone situations, and Russia will find it hard to create the mass required to succeed.

Reference 3) Leadership quality improvement

In order to achieve this the army needs to allow and breed initiative amongst its officers. Their education, training and character of the field exercises should change in a fundamental way away from detailed planned, “scientific” battle management military paradigm. It would require a very significant change of service culture that would probably be easier to develop and accept in the major to colonel ranks than among the junior officers. Apparently such improvement has been easier to develop in the elite naval and airborne infantry as well as spesnaz units than in the regular army.

Reference 4) Soldiers’ training and motivation

It would apparently take a major change of service culture and leadership commitment to change the “dedovshchina” treatment of conscript soldiers and make regular contract service attractive to both the soldier and his family. The war has made clear that this has not yet been anywhere near achieved in the army.

Reference 5) The weapons, etc.

I see this as the most difficult Russian challenge, as it would require not only a massive use of resources, it would have to discipline and clean-up the corruption in a lucrative part of the state sector . As a minimum they have to achieve a standardised modernisation of all main battle tanks with new defensive sensors and automatic active armour to defeat modern anti-tank weapons … in real competition between tha design bureaus. They also had to develop and integrate far better drone systems, to supply thousands of new armoured transport and combat vehicles for their infantry (motor riflemen) and to replace tens of thousands of trucks with vehicles with a far better cross-country capability. Parallel with this the air forces need to produce a large number of new sophisticated replacement aircraft and large stocks of precision munitions.