Author: Michael Clemmesen

Analysen er en kritisk rekonstruktionsanalyse af 2004-2022-udviklingen fra sidelinjen. Kun med hensyn til forløbet på Forsvarsakademiet 2004-2016 hviler analysen på observationer på stedet.

Begrebet ”Ungtyrkere” har i mere end hundrede år blandt andet været betegnelsen for en lille gruppe stabsofficerer eller ambitiøse politikere under kabinetniveau (dvs. personer uden formelt ansvar), der sammen søger revolutionære ændringer af deres organisation/parti.

Det indlysende valg
I 2003 opnåede en lille gruppe dygtige og dynamiske karriereofficerer i Forsvarsstaben og Forsvarsdepartementets 1. Afdeling enighed om et klarsyn, der hurtigt kom til at ændre Forsvaret fundamentalt. Det skete under forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Nøglepersonerne var kommandør Torben Ørting Jørgensen (“Thøger“), der var afdelingschef i Forsvarsstabens Planlægningsafdeling, samt oberst Per Ludvigsen, der ganske vist nu var chef for 3. Brigade, men som i de fire sidste år af 1990’erne havde været chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, dvs. policykontoret. De to hovedpersoner tvivlede åbenbart aldrig på, at de havde ret, og det blev også tilfældet med de officerer, som derefter “konverterede” til den smarte ´ide´. Bortset fra Ludvigsen, der stadig havde en nøglerolle indtil sin pensionering ved udgangen af november 2017, blev det konvertitterne, der i årene efter 2010 kom til lede Forsvarets udvikling på deres opfattelse af idéen.

Ideen, der skulle revolutionere forsvaret ved at gøre op med arven efter Den Kolde Krig, havde skriftlig form med navnet ”K-notatet” (for ”Kapacitetsnotatet”). Forløbet er offentligt kendt gennem den dokumentarfilm af sammen navn fra foråret 2004, som fulgte Forsvarschefen tæt igennem det foregående efterår.

Den skitsemæssige rekonstruktion udefra af forløbet bygger på filmen, på korrespondance med kritikere af tidligere rekonstruktioner af forløbet, på i artiklen nævnte samtaler og på den logiske arv fra idéen, som helt op til denne september 2017s forsvarsforligsarbejde har præget Ludvigsens og konvertitternes indsats.

Forsvarschefen, general Jesper Helsø, i dokumentarfilmen om “K-notatet”, der fulgte det interne forløb i Forsvarskommandoen

De officerer fra forløbet, som stadig bestrider eller bestred nøgleposter i Forsvaret, er ud over Per Ludvigsen (der blev chef for Planlægningsstaben efter sin brigadechefstid), er som nævnt alle officerer, der blev overbevist og “konverterede” til idéen og derefter bidrog til at “sælge” og implementere den. Det var den daværende Chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, Bjørn Bisserup, Nils Wang, Chefen for Forsvarsstabens Ledelsessekretariat, og Forsvarskommandoens Kommunikationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen. Uden kontorchef Bisserups støtte til idéen ville den med stor sikkerhed have været dødsdømt.

Nøglepersonerne er ikke længere de innovative ungtyrkere, klogere og mere klartseende end alle andre. De blev magthaverne, der anførte fornægtelsen og skyttegravskrigen mod at erkende, at deres forudsætninger om fremtiden efter et årti viste sig at være uansvarligt opportunistiske og naive. Officererne er som bekendt ud over den nu afgående Viceforsvarschef nu Forsvarschef, Chef for Forsvarsakademiet samt Chef for Hærstaben.

Notatets reelt revolutionære ideer fik central betydning for det politiske forsvarsforlig for perioden 2005-9.

Når så lille en gruppe stabsofficerer fik så stor magt, skyldes det den uklare strategiske situation, som Danmark og Forsvaret stod i efter 2001. Der var helt klart behov for en entydig fokusering af organisationen og dens aktiviteter. Forsvarsminister Jensby understregede under et besøg ved min skole i Tartu, at det skulle ske straks ved et klart skift af fokus væk fra bl.a. Baltikum. Det er mit gæt, at Jensby blot viderebragte statsministerens hensigt, og han var af Torben Ørting Jørgensen blevet orienteret om det igangværende udviklingsarbejde.

Ministerbesøget i Tartu fandt sted en dag i vinteren 2001-02, dvs. kort efter 11. september, og næste morgen skulle ministeren besøge Per Ludvigsen og de elementer af hans 3. Brigade, der var på øvelse i Nordestland.

Forsigtigere, historisk forankrede officerer ville have valgt at acceptere usikkerheden i situationen og derfor satse på at bevare den størst mulige professionelle og strukturmæssige fleksibilitet. Hvordan dette kunne ske, beskrev jeg i artiklen De danske væbnede styrker i fremtiden – en skitse fra sidelinien i Militært Tidsskrift i maj 2003. Men satsning på organisatorisk fleksibilitet viser umandigt vægelsind, ikke politisk beslutsomhed, og fra en samtale, jeg havde med Per Ludvigsen i foråret 2003 om artiklens anbefalinger, kan jeg kun erindre, at han roste idéen om en meget kort værnepligtsuddannelse.

Under en efterfølgende diskussion af artiklen i Det Krigsvidenskabelige Selskab, der fandt sted, før kontreadmiral Jørn Olesen blev afløst af Per Ludvigsen som planlægningsstabschef, tegnede Olesen et billede af planlæggernes grundopfattelser: Der ville aldrig mere blive storkrige mellem stater i Europa, og dermed aldrig igen traditionelle trusler mod Danmark. Forsvaret skulle herefter være en “værktøjskasse” med rene værnselementer, dansk værnsfælles operativt samarbejde var herefter irrelevant.

Jeg ved nu, at den altid sagligt balancerede og klartseende Olesen under diskussionen loyalt repræsenterede ungtyrkernes projekt på trods af sin egen grundlæggende skepsis. Det kan kun skyldes, at som minimum Forsvarsstabschefen siden vinteren 2003, generalløjtnant Jesper Helsø, allerede havde givet sin principielle støtte til K-notatets indhold.

Ved en debat i Dansk Institut for Internationale Studier i februar 2004 klarlagde Torben Ørting Jørgensen, med sine sædvanlige klare meninger og sikre form de opfattelser, der lå bag notatet, herunder specielt at målet var at skabe kapaciteter, der i kvalitet kunne følge amerikanerne “først ind” og “først ud“. Jeg husker, at han dengang bl.a. forklarede, at for at kunne deltage i en sådan ramme ville Hærens 1. Brigade blive udviklet til en stående, offensivegnet panserbrigade.

Værktøjskassen med fravalgt fleksibilitet
“Værktøjskasse” lyder godt og fleksibelt, men i virkeligheden tømte gruppen næsten kassen for at kunne finansiere de tre værns traditionelle prestigeprojekter. Flyvevåbnet ønskede at koncentrere sig helt om flyene og specielt om jagerflyene. Søværnet interesserede sig primært for de store enheder, der kunne få værnet og det danske flådeflag placeret blandt de store. Hæren ville koncentrere sig om sit machoprojekt, den rigtige panserbrigade, man havde ønsket sig siden 1960’erne.

For at kunne skaffe penge til prestigeprojekterne kasserede flyvevåbnet luftforsvaret, der jo aldrig mere ville blive aktuelt, og logisk nok nedprioriterede hæren også sit i forvejen meget svage nærluftforsvar. Søværnet gik endnu mere drastisk til værks under tømningen af værktøjskassen.

De mindre kampenheder, der i tohundrede år havde været en del af flådens styrke bevæbnet med først kanoner, så torpedoer og endelig også langtrækkende sømålsmissiler blev skrottet. Det godt 120 år gamle minevåben, der havde været en dansk hovedkapacitet og internationalt ekspertiseområde i de foregående to årtier, røg ud af kassen. Det samme skete i processen frem loven også med det næsten hundrede år gamle undervandsbådsvåben. Alt, hvad der bandt Søværnet til den lidet glorværdige rolle som “brunvands”-kystmarine var ikke længere en relevant kapacitet på trods af, at fremtidige problemer også i fremtiden primært ville opstå, hvor folk bor, og det er som bekendt på kyster og længere inde i landet, hvor andre end flådestyrker måtte tage sig af sagerne. Alle de kapaciteter, der var designet til operativ indsats i danske farvande og nærområdet i Østersøen, røg ud af kassen. Det er ikke så mærkeligt, at udviklingen efter 2014 er vanskelig at tage til sig.

For at kunne gennemføre sit prestigeprojekt, panserbrigaden, skrottede eller nedprioriterede hæren ikke kun sin mobiliseringsevne, men alle sine lavprestigekapaciteter, herunder en slagkraftig artillerikapacitet, som nævnt nærluftforsvaret (der blev helt lukket i 2010), og derudover som det allermest kritiske den over tredive år møjsommeligt opbyggede kapacitet til at yde kampenhederne feltmæssig logistisk støtte og derigennem deres evne til at løse deres opgaver i konventionel kamp.

Værktøjskassen blev næsten tømt for kapaciteter for at skaffe rigeligt med penge til resten. Men da man ikke kom hurtigt “ud”, som forudsat i planen, gik disse penge i stor udstrækning til at vedligeholde de langvarige internationale operationer, og da besparelserne ramte, efter Afghanistan sluttede, var fregatterne stadig uden de ønskede nye våben, flyvevåbnet stadig uden nye fly og hærens panserbrigade kun en kastereret drøm.

Fremtiden skulle i gruppens reelt naive plan kun bringe deltagelse i korte og effektive interventionsoperationer mod terrorister. Derfor var mental og organisatorisk fleksibilitet, som jeg anbefalede i min samtidige analyses og konklusion, irrelevant som grundlag for det fremtidige forsvar.

Det var lige før, at det i sommeren og efteråret 2004 begyndte at gå kritisk galt i Irak og små to år før, at amerikansk strategisk letsind efter sejren over Taliban i 2002 muliggjorde organisationens nye invasion efter genopbygningen i Pakistan.

Planlæggerne i 2003-4 gjorde jo netop det, Forsvarsministeriet forgæves havde efterlyst lige siden etableringen af Forsvarskommandoen, og som man først havde skabt Forsvarstabens Langtidsplanlægningsgruppe og senere Rådgivnings- og Analysegruppen under Forsvarets Forskningstjeneste for at opnå. Mere om det senere. Nu leverede Forsvarsstaben uden- og indenrigspolitisk relevant nytænkning, der samtidig kunne begrunde besparelser.

Torben Ørting Jørgensens far, den dynamiske senere oberst Per Jacob Jørgensen, havde været en nøgleperson i både Langtidsplanlægningsgruppen og senere været leder i Forsvarministeriets egen lille planlægningsenhed. Det første forsøg på alternativlanlægning, som bl.a. faren og denne forfatter havde bidraget til, kom aldrig til at ende i godkendte forslag. Det lykkedes nu for sønnen.

Idéfolkene og konvertitterne kendte klart fremtiden og så ingen grund til at vise ydmyghed. De satsede personligt korrekt. Bisserup afløste sin afdelingschef, Jørgen Hansen-Nord, og har derefter konstant haft en central rolle i Forsvarets ledelse. Bortset fra en kort periode gør det samme sig gældende for Ludvigsen. Nils Wang kom efter en periode som Chef for Søværnets Operative Kommando til Forsvarsakademiet. Torben Ørting Jørgensens klare meninger og tale passede dog ikke til formen i et NATO-hovedkvarter, så han endte i det private erhvervsliv.

Deres syn på fremtiden var formet af de teorier om ”Nye Krige”, som politologer stadig udbreder i uvidenhed om, at begrænsede krige i ustabile områder altid har præget de kortere eller længere perioder mellem stormagtskrige.

Målet var altid synlighed i Washington (DC)
For vores fremadskuende kolleger og den daværende Anders Fogh Rasmussen-regering stod det som nævnt klart, at Forsvaret i den for dem nye situation skulle indrettes således, at man kunne levere danske styrker til amerikansk ledede, internationale operationer. Danmark skulle indkassere mest mulig good-will i Washington.

Som den daværende chefredaktør ved Information, Erik Seidenfaden, havde konstateret, skulle dansk forsvar blot virke som et hornorkester på Det Hvide Hus’ græsplæne. Nu betød dette åbenbart, at landet uden at tænke dybere over hvert amerikansk projekt skulle stille et synligt bidrag til rådighed på trods af den risiko for tab, der snart blev meget tydelig.

For at opnå maksimal politisk synlighed, skulle de danske styrker følge med amerikanerne ”først ind og først ud”. Dette mål bundede i at man i 2003 troede på, at oprydningen efter internationale militære interventioner kunne overlades til FN og eventuelt NATO, som det var sket efter første fase i Afghanistan i 2002.

Ind kom vi snart, men at komme ud tog mange år
Som det viste sig i Irak og Afghanistan, var det betydeligt lettere at komme ”ind” end ”ud”. De tragiske følger af den automatiske deltagelse i udlandsoperationerne, der var idéindholdet bag de revolutionæres forsvarskoncept, skabte forsvarspolitisk forskrækkelse, frustration og modvilje, der blev grundlaget for det for alle særdeles negative forsvarsforlig for 2013-17, der for Hæren blev ødelæggende.

Folkene bag K-notatet kunne indvende, at problemet blev skabt af de politikere, herunder statsministeren, der ikke sørgede for, at det danske bidrag som forudsat kom hurtigt ud igen. Men da krigen jo ikke var blevet hurtigt vundet, som krige sjældent bliver, ville en hurtig tilbagetrækning indebære faneflugt i vore allieredes øjne.

I 2014 gik forsvarsledelsen i gang med at implementere, hvad man rent logisk set kan opfatte som en sidste konsekvens af notatet, nu med Ludvigsen og Wang som nøglepersonerne: Da man var sikker på, at Forsvaret aldrig igen skulle gøre andet end at sende små bidrag til fjerne krige, var der ingen grund til at officerskorpset skulle beholde sin resterende evne til at kunne gennemføre selvstændig dansk militær analyse og forsvarsplanlægning.

Men her i året efter 2013-forsvarsforliget fulgte de tragiske begivenheder på Krim og i Østukraine, der viste, at notatets historieløse præmisser var grundfalske. Det krævede derfor et brud med K-notatets forudsætninger, men det viste Ludvigsen og konvertitterne ikke villige til at gøre.

Det er åbenbart en dansk Forsvars skæbne, at vi ofte lige har fået et forlig, når situationen drastisk ændrer sig til det værre. Det skete i 1932, hvor Hitler kom til magten året efter, og i 1937, året før Europa i 1938 startede bevægelsen mod storkrig. I  2017 stod vi med et forsvar, der dels ikke havde relevante militære kapaciteter, dels er ude af stand til at erkende dette endsige rådgive om hvordan det igen gøres relevant.

Derefter fik vi et nyt forlig, der ramte Forsvaret yderligere, fordi man skulle udspare penge til anskaffelsen af F-35-fly til Flyvevåbnet. Det betød nedlæggelsen af de special- og våbenskoler, der gradvis var blevet opbygget af værnene over de sidste vel omkring 130 år (siden Hærens Skydeskolen for Håndvåben fik til opgave at sikre en god anvendelse af det nye magasingevær i alle enheder). Nedlæggelsen af disse skoler blokerede reelt for muligheden for, at man kunne opbygge teknisk- og uddannelsesmæssig kvalitet på samme niveau ved flere tjenestesteder og således retablere en mobiliserings-reservestruktur. Det blokerede også for muligheden for at følge udviklingen i udlandet tæt, så man kunne følge med.

Samtidig blev de muligheder for professionelle opdatering af officererne nogle år efter den grundlæggende officersuddannelse, der fandt sted på officersskolerne, Forsvarsakademiet og disse skoler, nedlagt. Det skulle man herefter klare ved makkeruddannelse ved enhederne.

Derudover slog man den operative og forvaltningsmæssige struktur sammen, hvilket med det nuværende tunge, centraliserede administrationspres gør, at cheferne må prioritere dette.

Også disse reformer var resultatet af Per Ludvigsens rationaliseringsidéer.

Dansk forsvarspolitiks tilvalgte DNA
Det er nødvendigt at forstå, at alt må føres tilbage til reaktionerne på 1864-nederlaget. Den umiddelbare reaktion blev, at landets forsvar mod Tyskland stadig kunne være meningsfuldt, men kun med støtte af en interesseret stormagt, og det var klart, at Danmark kun kunne holde ud til hjælpen kom, hvis forsvaret – som ved Dybbøl – kunne støtte sig til en fæstning. I åben kamp som senere på Als var vores soldater og officer indledningsvis stærkt underlegne stormagternes rutinerede tropper, dette specielt, hvis vores styrker også var numerisk underlegne.

Støttet af befæstninger som ved Dybbøl kunne selv den korttidsuddannede danske hær holde, indtil hjælpen kunne nå frem. Derfor Københavns Befæstning.

Senere forstod man det uholdbare i at indrette forsvaret mod Tyskland og satsede på at gøre en tysk invasion unødvendigt ved at indrette et neutralitetsforsvar, der i måske et par dage også kunne gøre modstand mod anvendelse af dansk territorium mod Tyskland. Men det indebar viljen til at acceptere krigsødelæggelser i Danmark.

Den endelige reaktion på nederlaget blev, i det nye Radikale Venstres Peter Munchs analyse, at Danmark kun var forpligtet til en symbolsk markering ved territoriets lande- og søgrænsen fulgt af en diplomatisk protest, hvis en stormagt invaderede landet. Mere kunne udlandet ikke forlange af et lille land.

Erfaringen fra den 9. april 1940 og Besættelsen betød, at de ledende politikere erkendte, at dette ikke var tilstrækkeligt. Danmark måtte sikre, at der uanset angrebets karakter blev gjort militær modstand, der symbolsk markerede viljen til national overlevelse, ligegyldigt hvor håbløst dette måtte ses at være rent logisk.

Tyske tropper i Horsens den 9. april. Næste gang skulle der gøres modstand som i Norge, uanset hvor logisk set håbløs denne ville være.

Erkendelsen blev fra foråret 1952 forankret i Den Kongelige Forholdsordre om ubetinget modstand samt i den landsdækkende karakter af det forsvar, der blev opbygget omkring 1950. Da vi snart erkendte, at vore NATO-allierede ikke kunne bidrage væsentligt til landets direkte forsvar, blev formålet med dansk forsvar og forsvarsbudgettet kun at bidrage lige netop så meget, at man undgik åben protest fra den amerikanske ambassade og således kunne tro på, at Danmark forblev dækket af den amerikanske kernevåbenparaply.

De danske styrker blev fra 1960 i stadig stigende grad blev integreret i de genopbyggede stærke vesttyske styrker i Østersøen og Slesvig-Holsten. Men dette medførte dog ikke, at selv stærkt forsvarsvenlige politikere som Erhard Jakobsen kunne forstå, at det danske militære bidrag til landets forsvar kunne være andet og mere end symbolsk.

Dette er efter 1864 og 9. april det centrale element i det danske forsvarspolitiske DNA, som ingen logiske argumenter synes at kunne ændre. Det kræver desværre nok en ny traumatisk national militær katastrofe. Når de militære chefer som nu tillader opfattelsen at dominere tjenesten, er der ingen nederste grænse for hvor lavt professionelt niveau, der er acceptabelt.

Kun et entydigt fagligt pres fra USA og et par primære europæiske alliancepartnere kan få danskere til at handle, som om de var blevet overbevist om, at en dansk militær indsats kan være meningsfuld.

I 1960 var den tyske Bundesmarines kampkraft i Østersøen under hurtig opbygning. Her motortorpedobåde af Type 140 Jaguar-klassen.

Længslen efter ”smarte” og billigere alternativer
Som det fremgik af det socialdemokratiske forsvarsforslag fra 1970 og tidens diskussion af national ”krisestyring” ophørte danske militære styrkers opgaver, når krigen kom, for den ville jo straks blive en kernevåbenkrig.

Forsvarspolitikerne søgte fra 1970 at skabe et alternativt tænkende planlægnings- og analyseled i Forsvaret, der kunne udarbejde forslag til en innovativ og billigere organisering for dansk forsvar. Planlægningsenheden skulle bryde med forsvarsledelsens idé om, at man skulle fortsætte med den eksisterende organisation med tre værn, der troede, at de kunne og skulle løse egentlige krigsopgaver, samt hjemmeværnet . I 1970 blev denne opgave givet til en Langtidsplanlægningsgruppe i den nyoprettede Forsvarskommando.

Femten år senere fulgte Forsvarsministeriets Rådgivnings- og Analysegruppe, der nu skulle løse den alternativproducerende opgave. Det skulle ske fra Forsvarets Forskningstjeneste, da en placering under Forsvarsstaben ikke havde givet det ønskede brud med den lukkede, traditionelle tænkning.

I 2005 konkluderede forfatterne til den officielle redegørelse for Danmark under Den Kolde Krig uden at inddrage militær sagkundskab, at den danske forsvarsindsats have været tilstrækkelig til at løse sin tids opgaver. Der var ingen grund til at bebrejde nogen.

På det tidspunkt havde en ny tid som allerede skitseret skabt en helt ny ramme for det tilvalgte syn på danske militære styrkers muligheder.

Udgangspunktet: Hæren i slutningen af 1970’erne
For at forstå, hvad der senere skete, er det væsentligt at gå til situationen før 2003-revolutionen begyndte. Indtil 1980 var linjeofficerens teoretiske uddannelse præget af, at han – og snart i få tilfælde hun – som sergent eller reserveofficer havde demonstreret praktisk evne til at lede og uddanne soldater. Før starten på officersuddannelsen havde sergenten eller løjtnanten en civil uddannelse svarende til en matematisk studentereksamen, som enten var fra den foregående skoletid eller var blevet givet af Forsvarets Gymnasium, fordi Forsvaret fandt befalingsmanden så egnet som officer, at man på den måde investerede i personen.

Ud over de militære fag, der domineredes af klasse- og taktiklæreren, en generalstabsofficersuddannet major på vej til oberstløjtnantsgraden som var rollemodel for klassens kadetter, blev den almene dannelse fra gymnasiet videreudviklet med sproguddannelse i tysk og fransk. Officersuddannelsen var dengang ikke kun var rettet mod den første stilling som ung officer, dvs. som delingsfører eller normalt næstkommanderende i et kompagni. Uddannelsen skulle give en generel forståelse for resten af officerens tjeneste, dvs. at det skulle give grundlaget for tjenesten som premierløjtnant, kaptajn og major, hvor udnævnelsen til næste grad kom efter en fast årrække, hvis officeren var bedømt egnet på grundlag af hans praktiske tjeneste. For de fleste skulle der kun være behov for kortere efteruddannelseskurser, ikke for en tilbagevenden til et formelt uddannelsesforløb.

Selv udnævnelsen til højere grader forudsatte i princippet ikke ekstra uddannelse, men i praksis var udnævnelse til oberstløjtnant og højere forbeholdt officerer med generalstabsuddannelse, ingeniøruddannelse samt for nogle uddannelsen som geodæt eller psykolog. For intendanturofficererne – dvs, Forsvarets specialiserede forvaltningskorps – var der udviklet en særlig stabsuddannelse.

Det forhold, at officersskolen i princippet skulle give kadetten et grundlag for hele karrieren, betød, at han skulle uddannes til at forstå bataljonens indsættelse under våbnenes samvirke i brigaderamme. Man tog herigennem højde for – som andre hære, hvis primære opgave var i rammen af konventionel krig – at forløbet under kamp var uforudsigeligt. Enhver ung officer skulle, hvis en ældre officer viste sig uegnet eller blev dræbt eller såret, umiddelbart kunne overtage hans opgaver i alt fald for en tid. Den brede uddannelse af officeren betød også, at hans tjeneste som uddanner og øvelsestilrettelægger kunne støtte sig på en helhedsforståelse af den ramme, hans enhed skulle virke i.

Officerens egnethed som praktisk fører og leder var det centrale ved enhederne
Dengang var det ikke officersskolens teoretiske uddannelse, der bestemte dem faste officers egnethed. Skolemiljøet er et drivhus, hvor planterne ofte sygner, når de plantes ud. Grundlaget for karrieren var primært officerens demonstrerede praktiske og faglige lederevner, som blev opbygget i de første 10-15 års tjeneste ved enhederne. Disse evner som uddanner, forvalter, hjælper for ældre officerer samt som fører i felten blev udviklet og demonstreret under varierede øvelser. Herunder langvarige og krævende feltøvelser, hvor officeren virkede under vejledning som mentor af både yngre faste officerer af ”A- eller B-linjen” og det store reserveofficerskorps, der assisterede under føringen af reserveenhederne fra mobiliseringsstyrken.

Der var indbygget stadig stigende krav i de bredt anvendelige officerers tjenesteforløb. Efter 5-10 års praktisk tjeneste blev rammen for officerens virksomhed i stigende grad samvirket mellem hans eget våben, typisk infanteriet, og kampvognsenheder, feltartilleri, luftværnsenheder, ingeniørstyrker og logistiske enheder. Uanset om han gjorde tjeneste ved enhederne eller i fredstidstabe, deltog officeren igennem hele sin tjeneste indtil pensionering i større øvelser samt bidrog til rekognoscering af krigsplaner og bearbejdning og diskussion af disse ved instruktionsøvelser og procedurestyrede krigsspil kaldet Taktisk Træner-øvelser.

En del af officerskorpset engagerede sig også i den professionelle debat, der for de flestes vedkommende var knyttet til våbenartens, dvs. specialets fagpresse. Derfor kom en meget betydelig del af den professionelle diskurs til at finde sted ved drøftelse af opgaveløsning inden for den enhed eller stab, hvor man arbejde, eller ved de taktiske og planinstruktionsøvelser, der blev gennemført af brigader, militærregioner og andre myndigheder.

Det centrale i en officers uddannelse er at prøve og øve de teoretisk lærte ting i praksis, fra krigsplanlægning til virket som fører. Simulation kan kun indøve procedurer. Professionen læres gennem krævende øvelser, hvor ikke mindst læren af personlige fejl gror fast og derefter forstås i sammenhæng ved efterfølgende læsning om andres erfaringer

Det er helt afgørende at forstå, at ligesom en anden praktisk funderet profession, nemlig lægens, kommer det centrale element i officersuddannelsen fra praktik, og ikke fra teorier. Den militære profession er dog i forhold til den medicinske handikappet af, at man sjældent kan lære ved at gøre tingene i praksis, men må lære ved at øve – og øve så intensivt og realistisk, at man nærmer sig vilkårene i kamp mest muligt.

Indtil 1980’erne byggede Forsvaret bevidst organisationens professionelle udvikling på de officerer, der havde demonstreret deres egnethed under tjenesten i enhederne og grundlæggende stabsposter i omkring ti år. Således udvalgte Hæren på dette grundlag de bedste 10-15 procent af en officersklasse. De blev så sendt til videreuddannelse enten på generalstabskursus eller på en relevant civilingeniøruddannelse, så de blev forberedt til at lede den videre generelt militærfaglige henholdsvis militærtekniske udvikling af værnet.

Uanset, at rammen for at opretholde hærens professionalisme således både fandtes i den professionelle grunduddannelse og i den praktiske tjeneste, var der selvfølgelig en del af officerskorpset, der ikke tog deres profession alvorlig. For mange troede og satsede på, at kernevåbnene ville sikre, at der ikke blev krig, og så var der jo ikke grund til at tage sin tjeneste så alvorligt, at man arbejdede hårdt og krævede af andre, at de også gjorde det. Som Kjeld Hillingsø konstaterede omkring 1980, opfattede en betydelig del af kollegerne, tjenesten som ”for sjov”. Men flertallet gjorde, hvad de med rimelighed kunne inden for deres evner og muligheder, også inspireret af periodens mange markante og indlysende dygtige, professionelle chefer på oberst- og generalsniveauerne.

Virkningerne af ”P83”-officersreformen i begyndelsen af 1980’erne
Intensiveringen af Den Kolde Krig i begyndelsen af 1980’erne og chefers gode eksempel modvirkede til en vis grad for-sjov-tendensen, men netop i disse år blev der gennemført en reform af officerskorpsets tjeneste- og uddannelsesforløb, der skulle skabe alvorlige problemer for især Hæren.

Med P83-reformen slog man uddannelsen af officer til den tidligere ”A-” og ”B-linje” sammen, og alle fik en samlet uddannelsestid som ”Enhedsofficerer” på 2½ år. Det var reelt uproblematisk, for de militære krav til optagelse var fortsat, at ansøgeren havde demonstreret egnethed som befalingsmand. Men de akademiske adgangskrav blev sænket, hvilket ikke mindst var et problem med hensyn til de sproglige basisforudsætninger, som studentereksamen gav. I begyndelsen af 1990’erne kom dette til at betyde, at de eneste udenlandske tekster, der kunne anvendes i den videregående officersuddannelse, var relativt simple engelske. Selv svenske tekster blev afvist som uforståelige af eleverne på videregående uddannelser.

Den grundlæggende officersuddannelses lavere status kom også til at betyde, at hovedfaget taktik blev reduceret i niveauog ikke længere blev båret af en stabsuddannet officer i karrieren, der derved havde faglig ”overhøjde” og autoritet til at koordinere uddannelsen samtidig med, at han var rollemodel.

Indtil denne officersreform havde også Danmark opretholdt det internationalt og erfaringsbaserede princip om, at en generelt videregående uddannet hærofficer, dvs. en officer med generalstabsuddannelse, skulle gennemføre en to års tilfredsstillende tjeneste som underafdelingschef mellem “første” og “anden” stabstjeneste.

Hvis han som en 36-40-årig major ikke længere viste sig egnet til praktisk tjeneste som chef for sit kompagni, batteri eller sin eskadron, kunne han ikke udnævnes til oberstløjtnant. Ordningen kunne virke irriterende på både enhederne, der skulle skabe plads til afprøvningen, og for officererne indebar det en risiko for, at man ødelagde sin fine karriere blot fordi man ikke længere var praktiker. Langt væsentligere for hæren var imidlertid, at ordningen understregede den centrale betydning af praktikken, og den gav den modne officer en læring i, hvad der var væsentligt. Den fine stabsofficer fik en mulighed for at opbygge ydmyghed i forhold til professionens kompleksitet og krav.

Herefter blev stabsofficererne ikke længere udsat for denne ubehagelige og risikable prøvelse, og man kunne blot uantastet fokusere på policy og forvaltning indtil man afstemplet som stabsofficer i et år eller to rykkede ind på et bataljonschefskontor, hvor det var betydeligt lettere at skjule svigtende chefsegenskaber og praktisk forståelse end det var som underafdelingschef. Det efterfølgende forløb i 1990’erne og senere er langt lettere at forstå i rammen af den her gennemførte nedprioritering betydningen af praktisk chefstjeneste og den læring og ydmyghed, der kunne hentes her. Alle de her nævnte tre nøgleofficerer fra Hæren, Ludvigsen, Bisserup og Mathiesen, var berøvet muligheden for den tidligere tvangslæring.

”Funktionæriseringen”
Et helt afgørende problem med P83-ordningen var dens ”funktionærisering” af officerskorpset. Tidligere havde alle linjeofficerer og efterfølgende A-linjeofficerer været ansat uden øverste arbejdstid. De fik ikke penge for overarbejde, de skulle blot løse de opgaver, deres stilling indebar, uden hensyn til den tid dette krævede. Derudover skulle de selvfølgelig holde sig fagligt ajour i fritiden, når dette var nødvendigt. 7-16-officerer kunne ikke forvente videreuddannelse eller karriere. Enhedsofficeren blev efter 1983 derimod reelt som den tidligere B-officer ansat som funktionær til fast arbejdstid, og overarbejde skulle honoreres med betaling eller afspadseres. Det blev for mange helt utænkeligt at anvende fritiden til faglig ajourføring, hvilket er et centralt element i enhver profession.

Tidligere havde den indledende officersskoleuddannelse som nævnt skullet stå alene, og blev kun efterfulgt af tekniske funktionsuddannelser og relativt korte efteruddannelser. Nu blev officeren i princippet kun uddannet til den umiddelbart forestående tjeneste og til den militære grad, der automatisk fulgte med den beståede uddannelse.

Ville man udnævnes til næsthøjere grad/funktionsniveau, skulle man gennemgå og bestå det næste videregående generelle formelle uddannelse. Der var ingen alternative veje, såsom tidligere for uddannelserne til kaptajn og major blot tilfredsstillende bedømt praktisk tjeneste i nogle år. Uddannelsen blev herefter vejledt af princippet “just enough, just in time“, hvilket teoretisk sparede penge, men som i virkeligheden var så resurse- og tjenestefraværskrævende, at Forsvaret senere konstant har søgt at “rebe sejlene”, dog uden at ville erkende, at systemet i modsætning til det tidligere passer til en praktisk profession.

Blandt de negative virkninger af ansættelsesformen var, at officeren forventede kun at skulle beskæftige sig med faglig opdatering under formel uddannelse, hvilket er en uholdbar forventning i en profession, hvor alt er under en rivende udvikling opgavemæssigt, organisatorisk og teknologisk. Men kernen i P83 var, at andre, og ikke én selv, skulle forberede én på nye stillinger. Det skulle systemet.

Det var og er objektivt forkert at lade som om, at et sikkert professionelt niveau med evnen til at holde sig ajour og udvikle professionen kan holdes med 37 timers indsats om ugen. Det er gældende uanset hvilken profession, man taler om. Men funktionæriseringen af officerskorpset gjorde det nærmest fornærmende og illoyalt over for kollegerne samt problematisk for ens chef, hvis man ikke ”tog sin arbejdstid alvorligt”.

Selv om kvaliteten af officerens tjeneste – og derigennem evnen til at lære fra egen praktisk erfaring- i 1980’erne var afgørende for forfremmelse, fik gennemgangen af de formelle videregående uddannelsestrin kaldet “VUT I og II” stadig større fokus. Måske så meget, at officerer og personelforvaltningen kunne overse, at i en praktisk profession må praktisk faglighed og lederevne være det helt centrale element i den professionelle udvikling.

De formelle rent militære uddannelser blev efter P83 den eneste vej til uddannelse, også fordi man lukkede adgangen til mere end én akademisk uddannelse, dvs. først og fremmest for officerers mulighed for ingeniøruddannelse og for nogle uddannelse til psykolog. Dette skabte dels et pres for at åbne uddannelserne for stadig flere, dels et pres fra den forvaltning, der havde beordret officeren på kursus, for at sænke kravene for adgang og for beståelse. For mange blev optaget og stort set ingen frasorteret, hvilket stod klart for undertegnede, da jeg blev kursusleder for stabskursus i begyndelsen af 1990’erne.

Men uanset ændringerne i det formelle uddannelsessystem kunne officererne som flest stadig få en fuld og varieret uddannelse under praktik. Dette skyldtes, at 1980’erne var præget af et meget højt aktivitetsniveau med hensyn til brigadernes og andre hovedkvarterers krigsplansrekognosceringer og uddannelsesaktiviteter.

Det skal understreges, at både Per Ludvigsen og Bjørn Bisserup var for unge til at få personlige praktiske erfaringer fra 1980’ernes intensive aktiviteter, da disse typisk blev opnået på bataljonschefsniveauet i rammen af brigadernes planlægnings- og øvelsesaktiviteter. Ludvigsen modtog sin stabsuddannelse i den britiske hær og brugte sin fritid på jurastudiet. Bisserup markerede sig efter sin tidlige markant gode regimentstjeneste som en usædvanligt dygtig embedsmand i policystillinger. Ingen af de to markerede sig internt eller i offentligheden som interesserede eller originalt debatbidragende unge, yngre eller modne professionelle.

De første år efter Den Kolde Krig
I det første halve årti efter Den Kolde Krig var specielt Hæren præget af stigende krav fra først FN- og så NATO-indsatsen i Ex-Jugoslavien. Samtidig udnyttede forsvarsminister Hans Hækkerup og forsvarschefen Jørgen Lyng Balkan-operationerne til at bedst muligt at forsvare strukturen mod Finansministeriets ønske om at indkassere ”Fredsdividenden”. Snart blev indsatsen på Balkan suppleret med den militære udviklingshjælp til Baltikum og det voksende militære samarbejde med Polen.

I officerskorpset var udviklingen i første halvdel af 1990’erne en skærpelse af både det gode og det dårlige fra udviklingen i 1980’erne. Kvaliteten af den videregående officersuddannelse forbedredes i forlængelse af skridt, der allerede var taget i de foregående 15 år, herunder ikke mindst i evnen til at gennemføre en analyse af opgaver og strukturbehov på tværs af værnene. Jeg har kommenteret udviklingsforløbet i den videregående officersuddannelse en serie essayartikler på Krigsvidenskab.dk, der er blevet udgivet samlet må www.clemmesen.org, konkluderende med artiklen: Mellem militær professionalisme og civile hattefjer: Danske officersuddannelser gennem tiderne.

Den praktiske tjeneste i Ex-Jugoslavien motiverede og udviklede samtidig en del af de unge og yngre linjeofficerer. Værnepligten blev i 1990’erne i betydelig grad rettet mod at sikre bemandingen af den danske internationale indsats her. Professionelt afgørende viden om praktisk logistik samt om risikoen for psykiske kampskader blev genlært.

Læreprocessen mht. psykiske kampskader fik unødvendigt store omkostninger for mange, unødvendigt, fordi professionel amatørisme eller glemsomhed på dette område gjorde, at personellet blev sendt på afspadsering umiddelbart efter hjemkomst og derfor ikke fik nogle ugers “dekompressionsperiode” med kammeraterne, der kunne have mindsket risikoen for kroniske skader.

Nu begyndte de uheldige virkninger af P83-personelordningen at vise sig. Det kostbare og ufleksible system, der havde fastlåst sammenhængen mellem teoretisk uddannelse og udnævnelse, skabte et kostbart uddannelsesforløb, med flere lange fravær fra praktisk tjeneste og store klasser med mange umotiverede elever. Behovet for besparelser førte dog ikke til et generelt opgør med systemet. Dets fortsættelse blev muliggjort ved, at man efter ca. femten år standsede gennemførelsen af det obligatoriske værnsfælles Stabskursus-I, med ringere gensidig forståelse, samspil og samarbejde værnene imellem til følge.

Udviklingen mod en for dyr uddannelse blev også forstærket af en idiotisk beslutning på budgetteringsområdet. Tidligere havde et kursusbudget primært omfattet poster, som kursuslederen sammen med Forsvarsakademiet selv kunne gøre noget ved, herunder udgifter til eksterne lærere og kursusrejser. Nu kom budgettet også til at omfatte de meget store udgifter, der var forbundet med at sende officeren på kursus. Dette fik en dobbelt skadelig virkning. For det første mistede den myndighed, der sendte elever på kursus, enhver motivation til at begrænse antallet til de egnede. For det andet forsvandt de udgifter, som kursusledelsen og Forsvarsakademiet selv burde holde nede, i et budget, der var domineret af udgifter, de ikke havde indflydelse på. Resultatet blev selvfølgelig, at stabskursus’ rejser kom til at gå til fjerne mål som USA og Kina, de stigende rejseudgifter forsvandt i det oppustede budget.

Forsvaret fik snart et for stort og gennemsnitligt for gammelt officerskorps i forhold til de stadig færre enheder og praktiske opgaver. Da man bl.a. overførte de meget store enhedsstabe, der var nødvendige i missionsområdet, til organisationen hjemme, og tømte de resterende kaserner for værnepligtige, blev der dog kontorer, skriveborde og computere til alle. Det er velbeskrevet, at en organisation altid kan skabe arbejde for sig selv ved tom forvaltning og utallige møder, og dermed sikre fornemmelsen af travlhed hos alle. Samtidig fjernede man i fortsat “rationaliserings-“iver de sidste rester af fredstidsstabenes civile stabsstøttepersonale. Herefter blev officerer fastlåst ved skrivebordet med så tidskrævende indtastning af data til DeMap/DeMars og systemets forgreninger, at de fik og fastlåstes i den opfattelse, at dette var naturligt officersarbejde og ikke en undergravning af det resterende professionelle fokus.

Kun få ældre officerer havde oplevet fordelene ved de tidligere ganske små og fokuserede fredstidsstabe ved alle enheder og myndigheder. Den stadig større tidsmæssige afstand til praktisk tjeneste i enheder hos de fleste officerer forstærkede denne udvikling. Fraværet af Den Kolde Krigs krigsopgaver gjorde, at den meget store andel af det faste officerskorps, der ikke blev knyttet til den internationale indsats, ikke længere blev opdateret professionelt ved instruktionsøvelser o.l. Hvis de ikke selv fulgte med, blev deres professionalisme snart reduceret til blot at tage uniformen på. Det er en situation, der er forværret igennem de efterfølgende tyve år.

Materielmæssigt forbrugte man i årene 1992 til omkring 2000 i det store og hele, hvad man havde arvet fra Den Kolde Krig. Der blev et voksende behov for at skære igennem for at skabe handlefrihed til investeringer, og også dette pres var med til i 2003 at åbne et mulighedernes vindue for de revolutionære reformatorer.

General Hvidts satsning: Forsvaret som en produktionsvirksomhed
For mange officerers tendens til at koncentrere sig om at bære forvaltningsbyrden snarere end om at ajourføre deres militære professionalisme, er, som citatet viser, ældre end New Public Management:
”… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
– Sir Michael Howard, “The use and abuse of military history” in R.U.S.I. Journal 1962.

Da general Lyngs afløser som Forsvarschef, admiral Hans Garde, efter kun fire måneder i stillingen i 1996 blev dræbt ved et flystyrt på Færøerne, kom dette til at medføre et afgørende brud med det primært professionelle fokus i Forsvaret.

Gardes afløser, flyverofficeren Hvidt, og dennes stedfortræder mod slutningen af Hvidts forsvarschefsperiode, chefen for Forsvarsstaben og senere Forsvarschef, artilleristen general Jesper Helsø, så begge Forsvaret som “en produktionsvirksomhed“. For både flystyrker og for artilleriet er den rationelle, videnskabelige, centraliserede og standardiserede anvendelse af resurserne, som i en produktionsvirksomhed, et afgørende element i organisationens effektivitet. Det var derfor naturligt for Hvidt og Helsø at opfange og forstærke de ønsker, der fra 1990’erne kom fra Finansministerets ”New Public Management”-reformer.

Offentlige myndigheder skulle ledes ved hjælp af en måling af output, og ledelsen skulle motiveres til stadig effektivisering gennem konstant reorganisering. Som i en produktionsvirksomhed skulle alle processer gøres målbare og standardiserede på tværs af al aktivitet. Eksisterende og nye aktiviteter skulle gives et standardformat med såkaldte ”business-cases“. Virksomheden skulle motiveres og samles gennem ”visioner”, “missioner“, og et ”strategisk mål” skulle sikre at al indsats loyalt – uden offentlig diskussion – rettedes mod samme mål. Dette medførte, at professionalismen, den militære faglighed, ligesom fagligheden i andre dele af den offentlige sektor, kom under et voldsomt pres, da den ikke lod sig måle eller standardisere. Det er heller ikke så sært, at den i forvejen hensygnende faglige debat i Forsvaret forsvandt under general Hvidt. Loyale diskussionsbidrag skulle koncentrere sig om implementeringen af virksomhedens beslutninger og udnytte ledelsens standardiserede ”New-speak“.

General Hvidt søgte i 1990’ernes sidste år at legitimere Forsvaret ved at gå i spidsen for ”reformerne” og demonstrere, at Forsvaret havde udviklet sig til en supereffektiv, moderne, offentlig virksomhed. En embedsmand i Rigsrevisionen konstaterede smilende over for mig i foråret 2008, da jeg beskrev de ødelæggende virkninger og den dramatiske bureaukratisering, der blev følgen, at Forsvaret jo ikke havde gjort nogen modstand mod kravene om standardisering. Det synes ikke at være gået op for nogle af de involverede i og uden for Forsvaret, at den så eftertragtede ”kreativitet” og ”innovationsevne” forudsætter en både dyb og bred faglighed, som gør det muligt at forudse konsekvenser af beslutninger ”uden for kassen”.

Et sådan dyb og bred faglighed havde de officerer fra Hvidt og videre frem, som er hovedpersonerne i den her beskrevne udvikling, aldrig set som relevant at skaffe sig. Det vidste jo, at Forsvaret – eller i hvert fald de selv – aldrig mere skulle i krig. Derefter var de ikke i stand til selv at definere innovationstiltag. Deres karriere fik således karakter AF proaktiv tilpasning til ikke-faglige ideer i rammen af New Public Management. De fik selv høj rang og den synlige del af magten, som embedsmænd med DJØF-baggrund vidste ville eksponere dem selv for meget over for befolkningen. Det ville jo være godt, at det også blev Forsvarschefen, der søgte sin afsked, næste gang departemenschefen skønnede forkert, ligesom under Jægerbog-skandalen.

Officerernes identitetskrise og tab af selvtillid
Allerede i de sidste tyve år af Den Kolde Krig havde udviklingen været i gang. Den generation af officerer, der havde oplevet besættelsen og de først ti år af tiden efter som barn eller teenager var sjældent i tvivl om, hvad en dygtig officer var og hvordan han burde optræde professionelt. Men dette var og blev slet ikke gjort tidligt klart for de senere generationer, der sluttede sig til officerskorpset i 1970’erne og 1980’erne.

Dette syntes specielt og naturligt at være et problem i Hæren, der i modsætning til søofficerer og Flyvevåbnets piloter ikke havde en professionsforankring, der gik ud over Forsvaret. At implementeringen af “P83”-officersordningen for Hærens officer betød, at de ikke blev udsat for en professionel mentor og rollemodel under grunduddannelsen har sandsynligvis øget risikoen for, hvad jeg i titlen beskrev som “fagdemens”, dvs. tabet af forståelsen for, hvad officersgerningen indebar og stolthed over denne. Uden denne viden og følelse blev officeren reduceret til blot at være aktivitetsforvalter i uniform uden noget grundlag for selvtillid eller selvrespekt.

Dette forhold betød, at officererne i størst mulig udstrækning søgte privelegier, skjul og tryghed ved at nærme sig civile normer og rammer.

Man havde omkring 1970 udvidet officersuddannelsens længde og ændret dens indhold med det klare formål at blive optaget i Akademikernes Centralorganisation og derigennem opnå prestige og sikret høj løn. Uanset, at dette undergravede Hærens aldersbalance og effektivitet søgte og opnåede linjeofficerenes fagforening allerede under Den Kolde Krig at få indført en generel 60-års pensionsalder. Det skete på trods af, at de danske officerers aldersgrænser allerede tidligere var høje i international sammenhæng.

Alle reformer af ansættelsesformerne og uddannelsen skete med tilpasning til den laveste civile fællesnævner med hensyn til mindst mulige arbejdsindsats, størst mulige tryghed i ansættelsen og mest mulige prestige.

“Fremskridt” på disse områder blev søgt med den uunderbyggede begrundelse, at det ville fremme rekrutteringen til officerskorpset og forbedre fastholdelsesmulighederne. Ingen forsøgte at få personer til at søge officerstjenesten vil at stille høje krav. Det var åbenbart udansk at satse på kvalitet.

Forsvarsledelsens interessevaretagelse
Den militære forsvarsledelse ophørte i realiteten med at være arbejdsgiver og optrådte i stedet som de facto ledere af officerernes interesseorganisation.

Under private overenskomstforhandlinger søges et kompromis mellem på den ene side ledelsens ønsker om øget faglig fokusering af produktionen og mere fleksibilitet i denne og på den anden side de ansatte organisationers ønske om at sikre medlemmerne højere løn, flere privilegier og øget trykhed.

Ud fra denne model skulle forsvarsledelsen og departementets forhandlere have søgt at fremme militærfaglig kvalitet og fleksibilitet i anvendelsen af de ansatte mod at disse fik større fordele. Således skulle forsvarsledelsen have søgt en forenkling og harmonisering i den nu uoverskuelige jungle af løn-, ydelses- og ansættelsesformer. Det skete naturligvis ikke. De forhandlende uniformerede og civile embedsmænd er også arbejdstagere, og de optræder som medansatte snarere end at stræbe mod at give Forsvaret øget professionel kvalitet og virksomhed mod højere løn og mere tryghed.

Jeg glemmer ikke det svar, som den daværende forsvarschef Jesper Helsø gav på et spørgsmål fra mig under et møde i august 2003 med hele generaliteten, forsvarsattachéer og andre udsendte chefer. Spørgsmålet drejede sig om hvor dybt man agtede at beskære antallet af højere grader under de påtænkte styrkereduktioner, så man undgik at få en situation, der mindede om det groteske og latterlige billede, der traditionelt karakteriserede sydamerikanske militære styrker. Helsø gjorte klart, at det ikke var hans hensigt at ændre på antallet af officerer i de højere og højeste grader, da udnævnelserne var privilegier, som motiverede og som derfor skulle bevares.

Helsøs hensigt blev realiseret, og udviklingen senere har vist, hvorledes forsvarsledelsen har valgt at sikre privilegier og tryghed uden modkrav for officerskorpset, men reelt kun for den hjemlige del.

Man bevarede derfor flest mulige officerer på trods af deres stillinger blev militært substansløse. Man fortsatte en linje med flest mulige privilegier og med kun minimale krav med hensyn til at officeren skulle opdyrke, ajourføre og konsolidere sin militære faglighed en identitet, som ledelsen selv lykkeligt havde besluttet var irrelevant i den fremtidige verden.

De helst glemte, vi sendte i krig og derefter svigtede, her repræsenteret af Pilou Asbæk som kompagnichefen i filmen “Krigen”

Men ledelsens omhu og interesse var reelt begrænset til de konstant hjemmetjenstgørende officerer. De unge og yngre hærofficerer, der gjorde den gode, robuste og risikable krigstjeneste for Danmark, mens de ældre sad hjemme og nød privilegierne, fik under operationerne sjældent den loyale støtte og meningsfulde vejledning hjemmefra, de burde have fået.

Og efter 2014 reducerede Forsvaret, som vi skal se, drastisk deres chance for en fremtidig praktisk tjeneste og fjernede deres mulighed for en professionel videregående uddannelse. Derigennem blev det udelukket, at organisationen i fremtiden kunne bygge videre på, udvikle og udnytte de professionelle veteraners motivation og praktiske krigserfaringer.

Ikke klogt eller smukt!

Ansættelsen af skrædderne til K-notatets ”Kejserens nye klær”
“People often of masterful intelligence, trained usually in law or economics or perhaps in political science, who have led their governments into disastrous decisions and miscalculations because they have no awareness whatever of the historical background, the cultural universe, of the foreign societies with which they have to deal.”
– Sir Michael Howard, “The Lessons of History“

Det 2004-forsvarsforlig, der fulgte K-notatet og implementerede dette, skabte også, hvad der skulle være dets akademiske forankring. Det skete i etableringen af et nyt samfundsvidenskabeligt studiefelt, som man kaldte ”Militære Studier”. Med Mikkel Vedby Rasmussen som første leder blev der først etableret et ”Dansk Institut for Militære Studier” (DIMS) på Forsvarsakademiet, men uafhængigt af dette. Fra 2010 var aktiviteten flyttet til Institut for Statskundskab på Københavns Universitet som ”Center for Militære Studier” (CMS).

Måske skulle forligets beslutning skabe en dansk aktivitet, der svarede til det brede studie af krig og strategi, ”War Studies”, som Sir Michael Howard havde skabt på King’s College, London halvtreds år tidligere. Det var i samme by og periode, hvor de beslægtede ”Strategic Studies” blev udviklet i rammen tænketanken ”The International Institute for Strategic Studies”.

Michael Howard kombinerede sin baggrund som historiker med den direkte og personlige erfaring i krig, som han have opnået som kaptajn i en eliteinfanteribataljon i Italien under 2. Verdenskrig. Hans doktordisputats var et epokegørende studie af den Fransk-Tyske Krig 1870-71, der klart demonstrerede Howards krav om, at krig skulle undersøges historisk i bredde, dybde og sammenhæng, hvis man skulle opnå indsigt fra studiet.

War Studies-virksomheden på King’s College skulle være og blev en dynamisk ramme, hvor krig og konflikt blev studeret på tværs af alle videnskabelige discipliner og med altid bred og åben forståelse af emnet. Den danske hærs grundlæggende officersuddannelses uddannelse i krigshistorie og den videregående officersuddannelse i ”strategi” blev dybt og direkte inspireret af Michael Howards virksomhed og eksempel fra midten af 1960’erne, hvor jeg blev uddannet.

I 2004 gik det med 1968-generationen ved magten og den danske storforskrækkede opfattelse af ordet ”krig” imidlertid ikke at dyrke ”krigsstudier” her i landet. Derfor valgte man i Bisserups 1. Afdeling i Forsvarsministeriet det mere ufarlige og intetsigende begreb ”militære studier”. Navnet var dog ikke den centrale problem i Mikkel Vedby Rasmussens løsning af DIMS’ opgave. Det var, at han arrogant lukkede boksen om studiet på en måde, der var et klart og manipulerende brud med den åbne og empirifunderede videnskabelige tradition fra King’s College.

Den fravalgte evne til operativ og geostrategisk, m.m. analyse
Et seriøst studie af mulige militære konflikter og operationer, af mulighederne for afskrækkelse og af behov for struktur og andre forberedelser, omfatter følgende elementer:

a) At søge en dyb og alsidig forståelse af det problem eller de problemer, som overvejes løst med bl.a. militære midler, af den eller de affødte opgaver samt af både det mulige indsatsområde og af vilkårene i eget land.

b) At opnå en dyb og kritisk indsigt i, hvad de i situationen relevante militære styrker kan og ikke kan med bl.a. en given bemanding og kadrekvalitet, den rådige teknologi og det opnåelige uddannelses- og træningsniveau.

c) At søge et så godt som muligt tilsvarende billede af modstanderen og af eventuelle allierede.

d) At opstille mulige kombinationer af styrker, opgavesæt og bl.a. juridiske rammer og begrænsninger for indsatsen.

e) At identificere mulige kombinationer hos modstanderen og eventuelle allierede.

f) At lade de af modstanderens muligheder, der opfattes farligst og mest ubehagelige for end selv og eventuelt allierede, ”spille” med inddragelse af kritiske ”peers” for at identificere svagheder i egne muligheder, modstanderens muligheder for at reagere effektivt må en måde, der undergraver opgavens løsning og skaber risiko for optrapning ved spredning eller mod mere total konflikt.

g) At lade mulige negative virkninger – herunder ”collateral damage” – identificere med inddragelse af andre end de ansvarlige planlæggere.

h) Herefter at fastlægge ansvarlige anbefalinger til de politiske beslutningstagere.

Intet af dette så de kommende ”militæranalytikere” som specielt relevant, hverken den nødvendige fremgangsmådes militære element eller den systematiske, analytiske fremgangsmåde.

Dette er ikke fordi fremgangsmåden ikke kan læres af ikke-officerer, der gider. Det viste den senere generallæge Erik Darre, da han efter eget valg gennemgik Stabskursus II på Forsvarsakademiet på det tidspunkt, hvor fremgangsmåden var udbygget og konsolideret til en værnsfælles operativ analysemetode. Darre bestod som den bedste i sin klasse.

Det delvise alternativ i Odense
Modsat den britiske og senere internationale War Studies-tradition fravalgte Vedby Rasmussen for det første et historisk grundlag som irrelevant for studiet af krig. Faktisk blev al militær erfaring fravalgt som grundlag for danske militære studier.

I forlængelse af den teoretiserende dominans i det københavnske studie af statskundskab blev emnet ”afmilitariseret”, dvs. at det multi-disciplinære fokus med hensyn til emner og metode fra ”War studies”-traditionen blev bevidst kastreret.

Studier i dybde og sammenhæng var irrelevant, og danske ”militære studier” blev herefter lig med på den ene side studier (ofte isoleret set udmærkede) af teknisk-økonomiske forhold, der dog ikke blev placeret i en helhedsramme bygget på forståelse af militære muligheder og på den anden side ordrige banale betragtninger om den internationale udvikling indpakket i teoretisk-videnskabelige termer. Dette sidste så Vedby Rasmussen som det mest videnskabelige og centrale, fordi dermed forsynede han de betalende med ”nye klær”. Og hverken Forsvarets ledere, der finansierede det teoretiske spindelvæv, eller medierne følte sig kaldet til at optræde som den lille dreng i eventyret om kejseren.

For det andet var det klart, at Mikkel Vedby Rasmussen og hans følge ikke et øjeblik tvivlede på, at historien var slut, og at ”gamle krige” og den tilknyttede gammeldags afskrækkelse og krisehåndtering bygget på militære styrker derfor var irrelevant fortid.

Frigjort fra historien har han som andre politologer let ved at glemme, at politiske beslutninger om krig og fred sjældent bygger på fuld indsigt i konsekvenser og rationalitet. Uanfægtet af menneskelige og organisatoriske erfaringer bliver “boksens” inderside den eneste interessante virkelighed.

Senere fik Danmark rent faktisk oprettet et studie, der mere direkte blev inspireret af de internationale uddannelser i War Studies. Det skete, da Syddansk Universitet oprettede ”Centre for War Studies”, hvor centrets ambition var ”at forstå krigen i sin essens og historiske udvikling, få indblik i nye mønstre indenfor krig og konflikt, og bidrage til samfundets viden om krig og fred og de handlingsmuligheder, vi har foran os. … Krigsstudier er således en pragmatisk akademisk tradition, hvor internationale sikkerhedsstudier, folkeretsstudier og historie og kulturstudier bringes sammen.”

Det var et fremskridt, men også her var der åbenbart ingen interesse i at inddrage militære erfaringer i form af militærhistorie og krigshistorie i studiet, da dette blev tilbudt. Nok også fordi man også i Odense var positivistisk sikker på, at ”gamle krige” var for evigt overstået i Europa. Endvidere blev det ikke SDUs lidt bredere opfattelse, der inspirerede den udvikling af den videregående danske officersuddannelse, ”Master i militære Studier”, der for et par år siden blev resultatet af akkrediteringsforløbet. Det blev den snævrere teorifokuserede københavnske skole.

Militæreksperterne uden interesse for krig
Det ahistoriske tunnelsyn, der kom til at fastlåse de forvaltende tidligere ungtyrkere, der nu er blevet forsvarsledelse, fik således en teoretisk-videnskabelig forankring. Den præger alle de politologer, der får løn for at lade som om, at de er ”militæreksperter” eller ”-analytikere”.

Selv de allerbedste og mest målrettede af disse civile akademikere, som Forsvarsakademiets klare stemme Peter Viggo Jakobsen og CMS’ nuværende leder Henrik Breitenbauch, synes ikke at være klar til at forestille sig, at historien måske ikke er slut, og at den lange europæiske mellemstatslige fredsperiode efter 1945 ikke automatisk er sikret mod en opportunistisk militærstøttet revision, der kan komme helt ud af kontrol. I de første 45 år optrådte man i hvert fald ikke så stråsikkert, som i de seneste to årtier. Selv disse to er ikke parat til at undersøge råddet i NATOs militære muligheder og følgerne af dette.

Vejledningen
I en TV2 Bornholm-udsendelse 24. september 2017 om truslen mod øen kunne seerne nyde godt af, at Jakobsen klart fremlagde sit grundlag og analyse. Derved belyste og bekræftede han det beskrevne danske forsvarspolitiske DNA, som også var hans: Hvis der krævedes mere end symbolsk militær optræden, var opgaven irrelevant for Danmark, og hvis det gik galt skulle man optræde som den 9. april. Befolkningen ønskede ikke at nedprioritere andre områder for at vise solidaritet med allierede. Vi nyder, yder ikke. Operativ og geostrategisk analyse var irrelevant og derfor uinteressant. Rusland ville handle rationelt inden for en vestlig logik. Historisk erfaring var irrelevant.

Direkte citeret fra udsendelsen forklarede Jakobsen: “Vores politikere vil hellere have skattelettelser (…) man vinder ikke valg på at opruste. (…) Ingen lægger mærke til, om man køber flere soldater (…) og det er et vilkår, man er nødt til at operere ud fra. Og det er jo også det vilkår, jeg lægger til grund for min fagmilitære rådgivning og min strategiske rådgivning til politikerne, der er at sige, hvad er det realistisk at få, og hvordan kan vi bedst muligt bruge de penge, og er det så forsvarligt. Ja, det vil jeg jo mene, givet den trusselsvurdering, som jeg anlægger.”

Han synes sig ikke bevidst, at han ikke var ”fagmilitær”, men en statskundskabs-akademiker, der i en årrække efter Den Kolde Krig havde interesseret sig for dansk sikkerhedspolitik og med rette var blevet kendt for sin vilje til at sige klart, hvad han var nået frem til.

Som han gør klart i udsendelsen indebar det ikke, at han skulle sætte sig ind i, hvad militære enheder kunne eller ikke kunne eller hvad geostrategisk eller operativ analyse indebar eller hvordan disse påvirkede situationen. Sådanne var irrelevante og – man forstod – under hans værdighed.

At han med dette reelle fravalg i realiteten ikke kunne rådgive fagligt om strategi, fordi en sådan rådgivning netop drejede sig om at gøre de praktiske – ikke teoretiske – militære muligheder og begrænsninger klart for politikerne, synes Jakobsen ikke bevidst om.

Da De Radikale i efteråret 2017 gjorde klart, at de krævede, at der netop i Forsvarsbudgettet skulle findes meget betydelige ekstra resurser til dansk hjælp til genopbygning af krigszoner, fik idéen straks klar støtte af lederen af Center for Militære Studier, Henrik Ø. Breitenbauch. Han konstaterede, at det var en “fremragende idé“.

Man kan have forskellige opfattelser af mulighederne for at fremme den politiske stabilitet gennem infrastrukturprojekter i krigsområder, hvor der ikke er holdbare tegn på politisk stabilisering. Men det, der her skal noteres, at støtten til de facto-reduktionen af forsvarsudgettet med 118 millioner kroner årligt skete uden, at Breitenbauch overvejede, hvad dette ville betyde i den i forvejen ekstremt vanskelige forligs- og resursesituation.

Breitenbauchs støtte bekræfter reelt også, at de civile sikkerhedspolitiske akademikere fortsat er låst fast i Nye Krige-paradigmet i en situation, hvor fornyet interesse i mulighederne og problemerne ved konventionel og nuklear afskrækkelse umiddelbart set synes logisk.

I kommentarer fra politologerne til enhver truende negativ udenrigspolitik udvikling var og er indholdet altid fortrøstningsfuldt, uanset om der var tale om Nordkorea, NATO, EU, Storbritannien under BREXIT, Det Sydkinesiske Hav eller Ruslands udenrigspolitik: Den ville ende OK, der er nok som i markedet en “usynlig hånd“, der kombineret med aktørernes snusfornuft sikrer, at situationen igen lander på benene, uden at nogen (og da slet ikke Danmark) skulle tænke eller gøre noget selvstændigt. Reelt er substansen i dette argument (som det var i juli 1914), at forløbet plejer at ende godt. ndtil dette ikke længere er tilfældet, får politologerne ret uden at skulle forstå eller argumentere dybere hvorfor.

Det svarer til, at en by på grundlag af de sidste fem års erfaringer med, at alt går godt, opløser brandvæsnet og at dens borgere opsiger deres brandforsikringskontrakter. Logikken er, at hvis det går galt, kan man nok få hjælp af beredskabet i nabobyen, og velfærdssamfundet tillader næppe, at ens familie går til uden tag over hovedet. Og som Jakobsen rigtigt gør klart, er borgerne mere interesseret i flere penge i lommen og mere velfærd.

Selv de bedste og mest åbne er som de tidligere ungtyrkere ikke parat til at erkende, at uforsete politiske jordskælv som i 1989 vil komme igen i en eller anden form, og at det er deres opgave at forberede sig bedst muligt ved at satse på åben erkendelse og strukturel fleksibilitet. At fastlåse beslutningstagernes skyklapper er uansvarligt.

Det største problem med de danske civile statskundskabsbidrag til militære og strategiske studier (på institutter, centrer og efter 2014 i den videregående officersuddannelse) er ikke, at man som grundlæggende positivistisk præmis forudsætter, at mellemstatslige storkrige ikke længere kan ske og erfaringerne fra disse derfor totalt kan ignoreres sammen den konventionelle og nukleare afskrækkelse af disse. Det er, at man ikke åbent fremlægger dette ekstremt begrænsende grundlag for ens forskning, hvilket sådan set er intellektuel uhæderlighed.

Forsvarets virkelighed efter 2004-forliget: Irak og Afghanistan
New Public Management og virksomhedsmodellen slog først fuldt ud igennem efter 2001 i forsvarschef general Jesper Helsøs periode, men den blev forstærket af de revolutionære ungtyrkeres forsvarskonceptkup i 2003, som Helsø valgte at adoptere. Dertil kom virkningerne af, at Danmark i logisk forlængelse af den nye først-ind-i-de-nye-småkrige-koncept endte i to fjerne krige, hvor vi valgte at bidrage uden at have baseret deltagelsesbeslutningen og bidragene på selvstændig faglig analyse.

I perioden fra 2005 til 2013 var Forsvarets ydre virksomhed præget af værnenes indsats i de internationale operationer. Samtidig blev den ”producerende”, hjemlige virksomhed indledningsvis præget af gennemførelsen af ungtyrkernes revolution af organisationen. Arbejdet og arbejdsvilkår på Forsvarets tjenestesteder blev først og fremmest præget af ”New Public Management”-ideologiens fastlåste tro på, at effektivitet blev fremmet af konstant ombrydning af organisation og ansvar (benævnt ”reformer”). Det skete under konstant pres for at skabe målbarhed gennem standardisering af al virksomhed.

Udviklingen var et direkte brud med den veldokumenterede erfaring fra alle organisationer, at reorganisering skaber en periode med dyk i effektiviteten, og at konstant reorganisering hurtigt og drastisk undergraver en organisations effektivitet, fordi den hindrer den nødvendige konsolidering af ansvar, samarbejde og rutineret opgaveløsning. At denne gamle erfaring stadig er gældende, er senest blevet pinligt dokumenteret af SKATs “reform“-drevne, synlige sammenbrud.

Styring ved opretholdelse af organisatorisk lammelse og kaos
Man kan kalde den metode, som fortsat anvendes af Finansministeriet til at presse resurser ud af eksisterende offentlige aktiviteter for at skaffe frihed til nye, pengekrævende politiske initiativer, som styring ved at skabe organisatorisk kaos. Derefter undrer man sig over, at dette kaos – som i SKAT – ikke kan levere faglig kvalitet eller opretholde de ansattes moral.

For Forsvarets vedkommende indebar standardiseringspresset også et direkte angreb på fagligheden, dvs. den militære professionalisme, som skal sikre målretning af aktiviteter med mindst mulig risiko for spild og tab. Et højt fælles niveau i værnene var kun lige og vanskeligt opnået i 1990’erne, i øvrigt med et centralt bidrag af den daværende orlogskaptajn Nils Wang. Det havde bl.a. været vanskeligt, fordi det skulle opnås under bevarelsen af den forskellige organisationskultur, som er central for værnenes effektive opgaveløsning. Angrebet på professionalismen skete ved de afgørende ændringer af den videregående officersuddannelse, som blev præsenteret og ukritisk accepteret som forudsætningen for uddannelsernes civile ”akkreditering”. At ungtyrkerne valgte ikke at se professionsødelæggelsen som et problem, der skulle imødegås, kan forklares af deres sikre syn på fremtiden.

Da det nye aprofessionelle syn på Forsvaret som en først-ind-først-ud produktionsvirksomhed også indebar, at Danmark ikke skulle have et egentligt forsvar, men kun skulle tage rådige ting op af kapacitets-”værktøjskassen” for at opnå amerikansk velvilje, er det naturligt, at man ikke følte behov for selvstændig, national strategisk, også militærfaglig analyse, før man sendte de danske bidrag afsted. Før Irakinvasionen var der fra både det amerikanske udenrigsministerium og den amerikanske hærs side gennemført og offentliggjort indlysende sunde analyser, der gjorde klart, at opgaven ikke ville blive så enkel som Præsident Bush og hans altvidende forsvarsminister Donald Rumsfeld mente. Danmark kunne sammen med vores hovedsamarbejdspartner Storbritannien have læst disse grundige og erfaringsbaserede analyser samt anvendt omtanke og dømmekraft som grundlag for vores bidrag. Ved blot at følge utænkende “først ind” i den dårligt planlagte krigsførelse uden en strategi, blev Danmark medskyldig i den efterfølgende og stadig fortsatte tragedie. Den manglende faglige analyse førte i øvrigt også til bristende juridisk-professionel forberedelse af krigsindsatsen, som man derefter som bekendt forsøgte juridisk at få Forsvarets Auditørkorps til at tørre af på konstabler og på yngre officerer af reserven og senere også linjeofficerer.

Den manglende professionelle forudseenhed på det operativt-folkeretlige område havde allerede skabt problemer i forhold til de danske specialoperationsstyrkers indsats i Afghanistan i 2002. Så fulgte den svigtende evne til at erkende og tilpasse indsatsen i Helmandprovinsen fra 2006 til behovet og situationen. Bl.a. dette kom i kritisk grad til at hæmme effektiviteten af den danske tilstedeværelse. At det ikke gik værre skyldtes kombinationen af simpelt held og Hærens enheders og skolers fortsatte evne til på nogle området at tilpasse sig virkeligheden i missionsområdet, efter man var kommet på plads. Indsatsen i Afghanistan og de betydelige tab gav dog – uanset indsatsens alvorlige professionelle mangler – Danmark stor synlighed i Det Hvide Hus.

Den professionstømte akkrediteringsproces af officersuddannelsen
På trods af, at både Irak og Afghanistan havde understreget betydningen af, at Danmark forberedte sig ligeså godt før vi gik ind i krige, som når vi forberedte fiskeriforhandlinger i EU-regi eller klimapolitiske bidrag i FN, fortsatte de professionsødelæggende virkninger af Hvidts standardiseringsoffensiv op gennem nullerne. Officersuddannelserne skulle som nævnt nu puttes ind i de standardiseringsskabeloner, som skulle gælde for alle civile uddannelser. ECTS-pointsredskabet blev i de civile uddannelser brugt til bl.a. at lette, at studerende kunne tage næste skridt af uddannelsen ved et andet universitet, evt. i udlandet. ECTS blev indført i Forsvaret uanset at det var grundlæggende irrelevant for militære uddannelser. Også det civile krav om faglig akkreditering blev indført ukritisk. Civile uden militær indsigt samt uerfarne politologisk uddannede officerer foretog den faglige ”peer review”-vurdering, der i en ægte fagfællebedømmelse burde have været hentet fra de ledende militære uddannelsesinstitutioner i udlandet. Også på Forsvarsakademiet blev stadig flere ikke-peers fra teoretiske akademiske uddannelser uden faglig militær indsigt sat til at forme officersuddannelserne. Det ville have været indlysende risikabelt, hvis man havde gjort det samme i speciallægeuddannelserne.

På Forsvarsakademiet skete der i begyndelsen af nullerne en organisatorisk dekonstruktion af stabskursus, der dramatisk svækkede dets helhedsudvikling og værdi. Den blev på vegne af Forsvarschefen, Christian Hvidt og hans Chef for Personelstaben, generalmajor Kurt Ebbe Rosgaard, drevet af den daværende kommandørkaptajn Annemette Ruth fra hendes plads som chef for Personeludviklingssektionen i Forsvarskommandoen.

Kursuslederen, der indtil reorganiseringen var en officer med markant professionel profil og højt karrierepotentiale, havde været den helhedsansvarlige chef, der samtidig evnede selv at lede og selv undervise i et af de to hovedfag – strategi eller operationer. Fra 2002 blev kursuslederen reduceret til blot at være koordinerende forvalter af autonome bidrag fra institutterne. Denne organisationsudvikling skabte sammen med den stadig svagere faglige ballast og det stadig lavere professionelle engagement hos den voksende militære lærergruppe, en flok uniformerede, der var så let at vildføre med luftspejlingen af et akademisk diplom, som det var for børnene i Hameln at følge fløjtespilleren.

Hovedkraften i afprofessionaliseringen blev fra 2002 den i København statskundskabsuddannede Ole Kværnø, der som den første ikke-militære leder af stabsuddannelsens strategi-del og i de senere år fra den nye stilling som akademiets “dekan” stod for akkrediteringen, dvs. tilpasningen af officerernes videregående uddannelse til, hvad ufaglærte uddannelsesbureaukrater kunne genkende. Annemette Ruth fik stillingen som Kværnøs kollega som chef for Institut for Ledelse og Organisation, indtil hun i 2005 med udnævnelsen til kommandør blev chef for Policy- og Rådgivningsafdelingen i Forsvarets Personeltjeneste, og herfra kunne retlede akkrediteringsforløbet.

Det var et centralt krav akkrediteringsforløbet, at uddannelsen i fremtiden skulle være forskningsbaseret, dvs. som udgangspunkt, at den eksisterende uddannelse i karakteren af krig, krigsførelse, andre typer operationer, føring og management i krig og krigsforberedelse, nuklear og konventionel afskrækkelse, militær-politisk samarbejde samt professionel operativ og strategisk analyse skulle gives af forskere, dvs. i princippet akademikere med ph.d.-grad.

Problemet var, at sådanne folk fandtes ikke i Danmark, fordi disse emner blandt danske akademikere kun havde interesset en håndfuld historikere, der ikke ønskede at gøre sig relevante ved at søge at generalisere.

Nu kunne cheferne for Forsvarsakademiet i de femten år efter 2002 havde vist rettidig omhu og fastholdt under henvisning til udlandet, at de ovenfor nævnte emner også skulle indgå i den fremtidige videregående officersuddannelse i Danmark.

Derefter kunne man have sikret forskningsbasering ad to parallelle veje: For det første ved at søge kræfterne fra udlandet og for det andet fastholde, at det for rene militære fag ikke var en ph.d., men en kombination af en inspirerende tjeneste som chef, demonstreret analytisk virksomhed og et udenlandsk “War College”-kursus.

Denne rettidige omhu blev ikke vist, og Forsvarsakademiet opgav i stedet professionalismen og søgte taknemmeligt, hvad de danske teoretiske statskundskabsinstitutter kunne levere. Undervisningen blev forskningsbaseret, men militært set irrelevant.

Virkningen af akkrediteringsprocessen blev, at man fra omkring 2010 fjernede uddannelsen i at analysere militære opgaver og problemer med henblik at kunne opnå helhedsforståelse. Dermed forsvandt officerernes evne til at give ansvarlig rådgivning og implementere organisationsudvikling i en militær organisation. Dette skal ses i sammenhæng med, at ingen officerer i mere end tyve år har fået praktisk erfaring med at planlægge større konventionelle forsvarsoperationer over bataljonsniveauet, endsige med at gennemføre forberedelserne til disse. Højere hovedkvarterer har fået for vane styret af inerti og som beskæftigelsesterapi at gennemføre absurde drejebogsstyrede papirøvelser med ikke eksisterende styrker ubundet af virkelighedens terræn, logistik og potentielle modstandere.

Fravalget af officersuddannelsernes vægt på evnen til professionel militær analyse og fra 2013 overgangen til HR-principper og rekruttering, der yderligere nedbygger officerskorpsets evne til at tænke militært, er vanskeligt at forklare. Blandt hovedårsagerne er imidlertid nok K-notatets sikre syn på fremtiden, ifølge hvilket Danmarks hær aldrig mere ville komme rigtigt i krig, og Forsvarets formål jo så er hurtigst muligt at stille de rådige ”kapaciteter” klar til USA’s næste strategiløse projekt. Dertil kommer den beskrevne ”funktionærisering” som P83-personelstrukturen accelererede samt Hvidt-tidens ideal om styringsmæssigt at gøre Forsvaret til en produktionsvirksomhed. De officerer, der som Per Ludvigsen, Nils Wang og Bjørn Bisserup ikke blot tolererede disse udviklinger, men accelererede dem, har formet det Forsvar vi har i dag. Som ledende chefer har de stået og står fortsat som garanter for K-notatets syn på krig i Europa som en anakronistisk umulighed, og afviser derfor i modsætning til vores nabolande, USA og NATO, at Rusland skulle være en trussel, og søger at forhindre, at Danmark og Forsvaret reagerer ligesom de nævnte lande har gjort.

Videreførelse af 2003-logikken, men nu med også politisk bevidst ødelæggelse af hæren
”The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
– John F. Guilmartin, ”Technology and Strategy: What are the limits?”, “Two Historians in Technology and War“, U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994.

Torben Ørting Jørgensen er fortsat tilfreds og stolt over det bidrag han og Per Ludvigsen ydede til dansk Forsvar med K-notatet. De havde hermed lagt op til den i situationen rigtige reform, og havde derefter fulgt idéerne til dør under gennemførelsen af 2004-forliget. Det var den efterfølgende anvendelse af Forsvaret, der skabte senere problemer, herunder først og fremmest den store reduktion af forsvarsbudgettet. Det, der nu skete, havde efter Ørting Jørgensens opfattelse intet at gøre med reformatorernes hensigt.

Nu var det imidlertid sådan, at udgangspunkt og startstruktur for, hvad der skete, da Hærens kamptropper kom hjem fra Afghanistan faktisk var 2004-strukturen, hvor grundpræmissen var, at der ikke eksisterede en krigsrisiko i de efterfølgende ti år, hvorfor der ikke var behov for reserveenheder, materiel til disse og uddannelse af værnepligtige til bemanding af dem.

Den ødelæggende ”perfekte storm”
Fire forhold skabte den perfekte storm efter 2010, der ramte denne struktur, da det blev klart, at Afghanistan-operationerne var under afslutning.

For det første kunne Finansministeriet i oktober 2011 endelig komme igennem med implementering af en klar ”fredsdividende”. Besparelser på 15 % blev meddelt og legitimeret af venstre-forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, og gennemført af den efterfølgende socialdemokratiske minister Nick Hækkerup. Ud over at spare penge skulle reformerne åbenbart fjerne alle de elementer, der gjorde Forsvaret irriterende anderledes end andre styrelser.

Besparelsen blev annonceret på et tidspunkt, hvor Forsvarschefen, general Knud Bartels, var på vej væk fra Danmark for at overtage stillingen som Formand for NATOs Militærkomité. Det fik de tre officerer fra 2002-03-forløbet, der stadig sad i Forsvarets nøgleposter, til at mødes for at fastlægge den “reform” af officersuddannelserne, der derefter ramte Forsvaret. Bisserup var Forsvarsstabschef og ville med Bartels formelle afgang 1. januar 2012 blive fungerende Forsvarschef. Ludvigsen var chef for Forsvarstabens Personelstab og Wang var nytiltrådt Chef for Forsvarsakademiet. Ud over den i lang tid diskuterede samling af de tre værns officersuddannelser under Forsvarsakademiet valgte de tre chefer en vej til besparelser, der både drastisk brød med dansk erfaring for grundlæggende officersuddannelse og forringede denne og endeligt afviklede den gennem årtier møjsommeligt udviklede videregående officersuddannelse, der var blevet svækket efter 2002-rekonstruktionen. De tre officers kortslutning af beslutningsforløbet betød, at den langt mere logiske besparelsesvej aldrig kom på bordet. Den ville have været en reduktion af antallet af kadetter, elever og lærere til behovet sammen med en faglig fokusering af uddannelserne. Men en sådan ville jo have forudsat faglig indsigt snarere end den lettere arrogante forkastelse af det ikke forståede eksisterende.

For det andet kulminerede New Public Management-standardiseringen derfor med annullering af Forsvarschefens myndighed og ansvar for Forsvarets aktiviteter. Måske fordi man ikke så grund til at bevare et entydigt ansvar for militære aktiviteter i det altid fredelige Europa, når Danmark så eftertrykkeligt havde brændt fingrene på først-ind ideen i Irak og Afghanistan.

Forsvarschefen blev med reformen i 2013 nu blot en officer, der meldte sig frivilligt til i nogle år at sælge det, som den nu egentlige helhedsansvarlige embedsmand, Departementschefen, bestemmer. Det var herefter ret ligegyldigt, om Forsvarschefen havde en faglig kompetence og erfaring og personlig pondus, der i den tidligere struktur ville have givet ham mulighed for med vægt at rådgive regeringen samt pligt til at give denne rådgivning.

For det tredje havde forsvarspolitikerne lært på den hårde måde, hvad det koster at ville levere mere end symbolsk tilstedeværelse ud over penge:

a) Invalider og psykisk kampskadede, det var vanskeligt at få indpasset i kommunernes socialsystemer.

b) Lokale tolke, der med livet som indsats havde hjulpet danskerne, og som man nu helst ville glemme og overlade til deres skæbne, fordi også de og deres nærmeste var muslimer.

c) Uautoriserede publikationer som i “Jægerbogssagen“, der kostede forsvarschefen stillingen. (Dette på trods af, at det var den daværende departementschef, der på trods af rådgivning fra forsvarsstabschefen Bisserup opmuntrerede ministeren til at dumme sig i Folketinget.)

d) Juridiske skandalesager, der i deres essens var en følge af, at man ikke havde villet være en besættelsesmagt, men gerne ville hjem hurtigst muligt, hvilket betød, at man måtte lade den lokale ordensmagt måtte optræde nogenlunde, som de plejede. Presse, jurister og politikere var enige om at ignorere denne realitet, fordi den både krævede klar tanke og moralsk mod at se i øjnene og forklare befolkningen. I stedet tørrede man problemet af på de udsendte officerer og hjemlige kommandochefer og deres stabsofficerer.

Som en ledende landspolitiker fra Partiet Vestre gjorde klart under anonymitet, ønskede forsvarspolitikerne på baggrund af disse tragiske, uheldige og politisk ubehagelige sager op til 2013-forliget at afslutte deres aktivistiske anvendelse af Hæren. Perioden blev nu lukket med en årlig parade og monumentet i Kastellet.

Men lad os lige se på de fire problemer a) til -d), der rystede og frustrerede politikerne. Alle var reelt fuldt ud forudseelige og ville være blevet erkendt i en systematisk professionel forhåndsanalyse med gennemspilning af mulige forløb. Analysen kunne løbende være blevet opdateret, efter at problemer blev forværret pga. udviklingen i missionsområdet eller hjemme i Danmark.

Problemerne a) og b) krævede kun professionel grundviden henholdsvis den minimale indenrigspolitiske tæft, som forventes af enhver embedsmand i Danmark i ministerier og centrale styrelser.

Problemerne c) og d) kræver derimod en kombination af militær og juridisk viden i både Forsvarsdepartement og Forsvarsstaben. I departementet, der traditionelt har været bemandet med en kombination af jurister og officerer, var den policy- og rådgivningsansvarlige topembedsmand fra 2004 til 2008 Chefen for 1. Afdeling, Bjørn Bisserup. Derefter overtog han som Chef for Forsvarsstaben et tilsvarende ansvar over for Forsvarschefen, hvilket jo også sås i “Jægerbogssagen“. Ansvaret for policyrådgivning og -planlægning i Forsvarsstaben var i perioden fra 2003 placeret i Planlægningsstaben, hvis chef som nævnt var Per Ludvigsen, der i denne forbindelse var velforberedt, da han jo havde kombineret sin militære baggrund med en juridisk embedseksamen. Fra 2005 bevarede han rollen som Forsvarsstabens ledende policyrådgiver, men nu som Chef for Koordinationsstaben.

General Ludvigsens britificeringsprojekt
For forståelse af udviklingen siden 2010 er det afgørende at fokusere på nu viceforsvarschef Per Ludvigsen og det forhold, at han i slutningen af 1980’erne ikke gennemgik den danske videregående officersuddannelse, men derimod den britiske hærs stabskursus. Det var umiddelbart før, at han parallelt med tjenesten som taktiklærer på Forsvarsakademiet gennemførte jurastudiet.

I de seneste år har han bevidst søgt at indføre den britiske model for officersuddannelse i den danske hær. I første omgang ved at afløse P83-ordningens grundlæggende officersuddannelse med rekruttering via praktisk tjeneste og demonstrerede lederevner med den nuværende, hvor en ofte irrelevant teoretisk universitetsgrad er forudsætningen.

I anden omgang, op til 2017-forliget, ved at overlade til enhederne at uddanne de unge premierløjtnanter til kaptajner ved såkaldt “sidemandsoplæring”, som er en fattig dansk erstatning for den britiske læring ved kontant gruppepres fra ældre kolleger og tvungen mentoring fra underofficerskorpset.

Kopieringen ignorerer – bevidst? i uvidenhed? – nogle helt fundamentale forskelle mellem de britiske og danske hære, som gør øvelsen til et bedste fald risikabelt eksperiment.

Den britiske hærs “regimenter” er med deres hjemmegarnisoner stadig bevidst lukkede samfund med personellet – selv familier – indkvarteret på kaserneområdet. Som det vises på diverse TV-serier, er det lukkede samfund, hvis disciplin- og retsforhold bevidst afviger fra det omgivende samfunds.

Det er der en god grund til. Den britiske hær har selv i hjemlandet opgaven at fungere som et gendarmeri og om nødvendigt strejkebrydere. Internt afspejler regimentet stadig en blanding af klasse og paternalistisk kultur, hvor den unge officer formes og uddannes fra to sider.

Det sker for det første gennem pres fra de ældre officerer i korpset af løjtnanter og kaptajner, hvor ansvaret ligger hos den ældre kaptajn, “The Adjudant“, der over for chefen er ansvarlig for at oplære den unge officer til at opføre sig som en sådan.

For det andet “uddannes” officeren i tjenestens praksis af sin delings ofte særdeles erfarne sergent, der bakkes op af den anden af regimentchefens primære hjælpere, den ofte ærefrygtindgydende dygtige “The Regimental Sergeant Major“. Den danske hær har ikke disse vilkår og roller.

For hundrede år siden havde den danske hær et fast underofficerskorps, der kunne sammenlignes med det britiske. Det blev konverteret til “officiantgruppen” i 1923-hærordningen med hjælp fra den tidligere forsvarsminister Peter Munch i et opgør med det daværende danske klassesamfund.

Officiantgruppen blev senere “Specialofficerer”, så “Officer af B-linjen” for med P83 at blive integreret i det nuværende Enhedsofficerskorps. Vi har i 1980’erne igen fået et fast befalingsmandskorps, men i modsætning til den kasernerede amerikanske hær efter Vietnam har Danmark ikke kopieret det britiske system. I rammen af de ledelses- og omgangsformer, der har præget Forsvaret og det øvrige Danmark siden 1970’erne, ville dette også være anakronistisk og uantageligt.

Indtil 1970’erne var de yngre danske officerer indkvarteret på kaserne eller i hvert fald i garnisonen, og herigennem udsat for en mildere form for det opdragende gruppepres, som er en central del af det britiske system. Tre forhold har nu totalt ændret den daværende situation.

For det første betød misundelsen blandt civile embedsmænd over bl.a. officerskorpsets adgang til billige tjeneste- og lejeboliger, at disse efterhånden blev afhændet, senest Rigensgade Kaserne.

For det andet var det i hele tiden efter 2. Verdenskrig et bevidst socialdemokratisk og fra 1973-forliget bredt politisk ønske, at officerskorpset, ja hele Hæren, skulle ud og integreres i samfundet. Man opfattede den tidligere ghetto-lignende situation som usund i et demokrati.

Endelig, for det tredje, betød den hurtige reduktion af garnisonerne sammen med det ændrede familiemønster og mindre mulighed for at flytte til tjenestestedet, at enhedernes personel i dag kommer fra et stadigt større geografisk område.

De vilkår, der lige nu fortsat eksisterer i et britisk regiment for at forme og uddanne unge officerer, forsvandt gradvis fra den danske hær igennem det 20. Århundrede, da den tilpassede sig det omkringliggende samfund under politisk vejledning og mildt pres.

Britificeringen af officersuddannelserne i disse år er fejlplaceret i tid og rum, en mærkelig anakronisme, der dækkes ind under, at der er tale om besparelser.

At der var behov for at reformere P83-ordningen, har som beskrevet været indlysende fra starten. Men besparelserne kunne være opnået uden det brud med de bedste elementer fra den danske fremgangsmåde, der nu er gennemført og forbundet med New Public Management-rammens pligt til at forholde sig positivt uvidende og ukritik til “innovationen”.

Det skal i øvrigt nævnes, at den britiske model er under direkte pres i hjemlandet, fordi Forsvarsministeriet i London nu frasælger garnisonernes kvarterer for at tjene penge.

Ledelsen fra broen
I alle de afgørende år i Irak og Afghanistan, var det de samme to officerer, Ludvigsen og Bisserup, der på Forsvarets “bro” havde ansvaret for at forudse problemer og foreslå “kaptajnen” den kurs, der skulle udstikkes. Men da det efterfølgende havari skete langsomt, blev der ikke gennemført “søforhør” eller pålagt ansvar.

Det er nemlig umoderne og i modstrid med New Public Management at pålægge eller tage fagligt ansvar som embedsmand. Det kan man jo ikke, når faglighed og den medfølgende mulige evne til at forudse virkninger af beslutninger er fravalgt som relevant for ledelse. Hvad der skete, var derfor uforudseeligt for lægmænd, herunder politikere og selv-afprofessionaliserede militære chefer. De kunne dog forstå, at man kunne undgå tilsvarende problemer i fremtiden ved at nær-nedlægge det værn, Hæren, der var skyldigt i den politiske forlegenhed.

Opgaven med at tilpasse Forsvaret efter Afghanistan påtog Bisserup og Ludvigsen sig så som de gode, proaktive embedsmænd de var: Ludvigsen nu som den projektansvarlige i rollen som den ufleksible og politisk blinde Rokos’ afløser som Chef for Hærens Operative Kommando. Her sluttede oberst Hans-Christian Mathiesen sig igen til 2003-gruppen, først som Ludvigsens stabschef og senere som chef for den nye hærstab, da Ludvigsen blev placeret i stillingen som viceforsvarschef.

Annemette Hommel-sagen og Armadillo-dokumentarfilmen satte de ikke gennemtænkte elementer i Irak- og Afghanistanoperationerne på spidsen – og viste derigennem både nogle reelle konsekvenser af “K-notatet” og dets professionelt overfladiske karakter

Det er på dette grundlag af flugt fra ti års indsættelser både logisk og naturligt, at den såkaldte ”Budgetanalyse”, besparelseskataloget op til 2017- forsvarsforliget, foreslår at fjerne den vanskeligt og dyrt opbyggede evne til at imødegå vejsidebomber.

Analysedokumentet er som alle tilsvarende dokumenter fra de sidste tre årtier udarbejdet i rammen af et civilt rationaliseringsfirma, der er helt afhængigt af Forsvarets faglige input for at vejlede resultatet. Vejledningen i dette tilfælde har været at optimere uden hensyn til andet end rene fredstidsforvaltningsbehov. Forsvarsledelsen vidste øjensynlig stadig med sikkerhed, at rigtig militær indsats, dvs. i krig, aldrig mere bliver nødvendig.

Men for Per Ludvigsen er alt dette nu uden relevans, da han efter det gode samarbejde med det afaglige konsulentfirma om at spare endnu en milliard fra Forsvarets allerede nødlidende og demotiverede dele opnåede ansættelse som seniorrådgiver i Struensee & Co ved sin pensionering. Så er han klar til at fortsætte sin virksomhed for Forsvaret eller andre offentlige myndigheder, næret af sin sikre fornemmelse af, at han har ret, og at alle andre er sentimentale og bagstræberiske middelmådigheder.

Ludvigsen følger i øvrigt med hensyn til virksomhedetisk niveau i sporene på den venstre-forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, der i 2010-11 på vegne af den nuværende statsminister og daværende finansminister, nu forsvarsminister, lagde op til dramatiske besparelser på forsvarsbudgettet. Det var besparelser, som derefter blev gennemført af hendes socialdemokratiske efterfølgere sammen med ødelæggelsen af Forsvarets faglige enhedsledelse og officersuddannelserne. Bech lod sig kort tid efter sin ministertid ansætte som lobbyist i kommunikationsfirmaet “Advice” for at påvirke det beslutningsforløb i jagerfly anskaffelsen, hun kendte fra sin ministertid.

Militæret, der er operationsklart til evig fred
At de traumatiske problemer i Irak og Afghanistan synes at være kommet overraskende, kan kun have to forklaringer. Den ene er, at den uniformerede sagkundskab har været så fagligt uvidende, at problemerne ikke blev erkendt på forhånd. Den anden mulighed er, at den politiske forhånds- og beslutningsdialog om problemerne med sagkundskaben var så defekt, at politikerne ikke blev orienteret om problemerne, eventuelt fordi de ikke ville modtage ubehagelige informationer. Det er bl.a. derfor, en grundig kortlægning af det forløb, der førte til de alvorlige tab, egentligt fortjener at blive udført.

Alle disse problemer kan undgås i fremtiden, håber man, hvis danske styrker som i Libyen kun kaster bomber. Og når man aldrig igen skal have landstyrker på jorden, er det logisk yderligere at nedbygge Hærens evne til at bidrage til konventionel krisestyring og konfliktforebyggelse. I 2017 er det besluttet at sælge Stinger-nærluftværnssystemet til Letland. Det var en af de kapaciteter, som man endeligt fravalgte i 2009 i aldrig-mere-krig optimismen, og som har ligget på lager siden. Det var året efter, at Rusland havde invaderet Georgien, men det var langt væk, og det lille land havde jo provokeret sin store nabo.

Med dette salg vil det bliver både vanskeligere, dyrere og mere tidskrævende at genetablere det minimale selvforsvarsluftværn, som er en forudsætning for enhver indsættelse af landstyrker i et område som Baltikum, hvor der eksisterer en trussel fra fly, helikoptere og droner.

Forsvaret har i sikker forventning om, at Hærens enheder aldrig mere kommer i konventionel kamp, som rationalisering afskaffet det radiosystem, der havde en vis mulighed for at overleve på en kampplads. Erfaringer fra Østukraine viser, at det nuværende satellitbaserede signalsystem i den korte periode, det varer, indtil det slås ud, vil være livsfarligt for operatørerne. Derefter vil al forbindelse mellem enhederne i en udsendt dansk hærenhed være afbrudt.

Den politiske vilje til igen at udsende hærenheder til egentlig kamp på fjerne steder, var opbrugt i 2010, og kommer næppe igen i forudsigelige situationer. Hvis luftbombardementer som i Libyen senere skabte problemer med statsopløsning og flygtningestrømme, var det ikke vores ansvar, for hvordan kunne vi dog have forudset det? Selv flådens indsats mod pirater havde skabt problemer, hvis og når piraterne kom ombord på vore skibe.

Tiden efter hjemtagningen af kampenhederne betød, at der efter 2013 blev ro til formelt at gennemføre nedlæggelsen af den gennem 150 år opbyggede videregående professionelle officersuddannelse. Processen havde som nævnt været på vej siden Hvidt-perioden. Da der ikke ville blive krige igen, der krævede professionel viden om virkeligheden og om behov i kamp, var officerers militære faglighed overflødig. Der var ikke længere behov for folk, der kunne rådgive med ansvar, udvikle og uddanne militære styrker og lede operationer på grundlag af systematisk analyse af egne, allierede og modstandernes handlemuligheder over skibs-, fly- eller kompagniniveau. Derfor kunne videregående officersuddannelser sløjfes, forkortes og omdannes til fjernunderviste minikurser i hovedsageligt civile management- og politologteorier.

Erasmus Montanus som rollemodel
Evnen til at gennemføre systematisk analyse på grundlag af faglig indsigt var i øvrigt helt irrelevant i rammen af den civile statsvidenskabelige akkrediteringsproces, der så videnskabelighed som værende lig med kendskab til teorier og evnen til sofistikeret teoretisk eksegese. I forhold til den militære professions behov er teori-eksegese som Erasmus Montanus-optræden under artilleribeskydning. Det, som nu indlæres på Forsvarsakademiets videregående officersuddannelser, er kun lidt mere relevant for løsningen af et komplekst militært problem, end diskussionen af antallet af engle, der kunne sidde på et knappenålshoved, var for at komme i himlen.

Det blev Nils Wang, der som Chef for Forsvarsakademiet fra 2010 kom til at stå som overordnet ansvarlig for afskaffelsen af den nu overflødige konventionelle militære kunnen, men som tidligere beskrevet var udviklingen allerede på vej som følge af den ukritiske omfavnelse af New Public Management, som general Hvidt havde indledt, og som ramte Forsvarsakademiet i begyndelsen af nullerne. Som nævnt og beskrevet blev resultatet af “reformen” af den videregående officersuddannelse, at Danmark brød med al erfaring fra 150 år og skabte en substansløs uddannelse, der fjernede officerskorpsets evne til at udvikle de danske militære styrker ud fra en forståelse af, hvad de skulle kunne, som burde være professionel rådgivning og evnen til at lede militære indsættelser.

Nu forsøger Danmark at sælge sin fagundergravende “danske model“til udlandet.

Lad mig illustrere, hvad man letsindigt fravalgte ved at fjerne Forsvarschefens professionelle tyngde og ansvar i forhold til regeringens ledelse: Det bedste nyere danske eksempel på effektiv politisk-professionel dialog om et akut militært spørgsmål er forsvarschef er general Lyngs rådgivning af regeringen Poul Nyrup Rasmussen under krigen i Bosnien i 1993. Rådgivningen sikrede, at danske styrker ikke blev sendt til Srebrenica-enklaven for at beskytte denne, men til Tuzla-enklaven sammen med svenskerne, og Lyng bidrog til at FNs og civile eksperters modstand mod, at styrken fik rådighed over kampvogne, blev ignoreret. Senere, før man sendte kampvogne til støtte for styrken i Helmand-provinsen, gentog civile eksperter deres teoribaserede modstand med det argumentet, at kampvogne ville optrappe konflikten i missionsområdet. Ingen civile rådgivere er kvalificerede til at gennemføre den analyse, som militær rådgivning forudsatte, og i modsætning til Lyngs kan deres rådgivning aldrig være ansvarlig.

Som følge af general Lyngs professionelle analyse og rådgivning af regeringen, blev det ikke danske styrker, der stod her i Srebrenica, da det gik så galt i 1995

Da den perfekte storm ramte Forsvaret, blev Hæren de facto straffet for den politiske belastning og forlegenhed, den føltes at have forvoldt politikerne i de forløbne ti år. Værnets struktur blev beskåret til niveau, hvor den ikke kunne gøre noget tilsvarende ondt i fremtiden. Det blev reduceret til tre såkaldte ”battle groups”, dvs. bataljonskampgrupper, hvor hver dog reelt er en lille bataljon uden evne til at løse nogen som helst militære opgaver ud over tilstedeværelse en kort tid i et fjendefrit operationsmiljø (et såkaldt “permissive environment“). Styrkens uanvendelighed blev forstærket af de fravalg af ”kapaciteter”, som skete i forlængelse af K-notatet. Man byggede ikke styrkerne op omkring stærke bataljoner, med en alsidig kommunikationsenhed, selvstændig ildstøtte, et efterretningsled, alsidig logistik, sanitetsled, helikoptere, militærpoliti og ingeniørelementer m.m. Den styrke på mindst 2000-2500 soldater, som normalt benævnes en ”battle group”, er i Danmark omkring 960 soldater, hvis og når kampgruppen formeres ved samling af dens forskellige, spredte stumper.

De fleste af de elementer, der skulle gøre kampgruppen egnet til indsættelse, blev fra 2013 centraliseret i værnsfælles elementer, som blev reformeret for at opnå en besparelse. Det skete på bekostning dels af dyrekøbt erfaring, dels af egnetheden til at støtte og samvirke tæt med enhederne fra bataljonen, der udgjorde kampgruppens kerne. Man havde dermed skabt en hærorganisation, der hverken er meningsfuld i en konventionel forsvarssituation, som man havde besluttet ikke kom, eller i en lidt længere varende og lidt krævende interventionsoperation.

I disse år kan man anvende resthæren som en pulje af rådgivere og instruktører. Det er dog kun meningsfuldt så længe, man stadig har folk med erfaring og ekspertise fra indsatsen på Balkan, i Irak, Afghanistan og Mali. Denne ”kapital” af erfarne soldater er af naturlige årsager snart forbrugt, når de forsvinder og afløses af folk, der i den nu stavnsbundne hærrest ikke længere får relevant erfaring.

Indledningen til 2012-forligsforhandlingerne var udgivelsen Center for Militære Studiers ”En analyse af vilkår dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012”. Centrets analyse var en ordrig, tilforladelig, illustreret politologisk skitse uden reel faglig analyse af de scenarier, der blev løst beskrevet.

Forsvarsudvalgets seminar i september 2012
Den løse karakter af analysen betød, at Folketingets Forsvarsudvalg valgte at gennemføre et seminar i september 2012, hvor de tre værn kunne fremlægge deres syn på det fremtidige forsvarsforlig. Også Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, var inviteret, med arrangørernes forventning om, at han ville bruge sin taletid til at kommentere de omfattende reformer af officersuddannelserne, der tegnede sig.

Dette gjorde Wang ikke, han anvendte sin taletid til at forstærke presset for nedbygning af Hæren. Han ignorerede i forlængelse af ungtyrkerprojektet ti år tidligere helt muligheden af, at forsvar og afskrækkelse nogensinde skulle blive relevant igen. Nu var det jævnfør kontreadmiralen allerede således, at bataljonskampgrupper var den største relevante hærenhed, og i fremtiden ville blot kompagnier være tilstrækkeligt. Som hvis det havde været et indlæg fra en af de civile ”eksperter”, var Wangs konstateringer ikke knyttet til klare scenarier. Han undergravede derigennem Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, hvis indlæg overfor politikerne i forvejen var svækket af generalens ringe situationsfornemmelse for at der ikke var opbakning til flere operationer som i Afghanistan. Disse modsætningsforhold og Wangs indlæg uden for sit ansvarsområde opstod på trods af, at alle indlæg angiveligt på forhånd var godkendt at forsvarschefen, Peter Bartram.

Man har ikke længere officerer, der grundigt, alsidigt og på grundlag af en kombination af erfaring og studier kan samarbejde på tværs af værnene om at gennemarbejde et militært problem og prøve mulige løsninger ved simuleringer og spil. Det forhold, at Danmark brændte sig alvorligt på Irak og Afghanistan, betyder, at den herefter næsten udslettede danske hær efter 2015 kun kan levere symbolske, Dannebrogsmarkerede småstyrker og enkeltpersoner og holde vagt ved de kongelige slotte samt hjælpe politiet.

Der var og er ingen erkendelse af, at mange af problemerne før og i Irak- og Afghanistanoperationerne, var fremkaldt af en manglende politisk-militærfaglig dialog, og af den som følge af manglende politisk interesse pinligt overfladiske opgaveanalyse på den militære side. Den ukritiske accept af en indlysende usund amerikansk plan for Irak-operationen er allerede nævnt. Med hensyn til Afghanistan erkendte man ikke, at den danske indsats i Afghanistan set i retrospekt virkede mere som en blanding af på den ene side konventionelle operationer med angreb og forsvar af terræn og på den anden side opfyldelse af produktionsnormen for patruljevirksomhed. Helmand-indsatserne blev en cyklus der gentog sig hvert halve år, og ikke et forsøg på at optræde i overensstemmelse med de gentagne gange bekræftede principper for oprørsbekæmpelse. Det var en optræden, der gjorde den danske indsats så forudseelig, at Talibanstyrkerne i stor udstrækning kunne forberede deres indsats.

Officerernes uddannelse og ansættelse efter 2013
Reformindsatsen rettet mod officersuddannelserne og officerernes ansættelsesform havde fra 2013 åbenbart tre mål:
For det første det meget naturlige mål at spare penge, hvilket var rimeligt, når forsvarsbudgettet blev drastisk reduceret.

Reelt er det dog tvivlsomt om der er sparet noget. Personellet er det samme, blot endnu ældre og spisende en endnu større andel af forsvarsbudgettet.

For det andet skulle reformerne gøre det lettest og billigst muligt at slippe af med officererne i forbindelse med fremtidige besparelser.
Det virker derimod fremragende, idet det yngste og militært set mest kapable og operativt relevante personel forlader forsvaret i stort tal.

For det tredje blev indsatsen for at nedbygge den professionelle videregående uddannelse optimeret, så officeren i dag optjener ECTS-point til et akademisk diplom med en kort og rodet modul-uddannelse, der hverken giver civilt eller militært relevante kompetencer. Den tidligere særlige militære professionsuddannelse i systematisk militær analyse på operativt og strategisk niveau, et centralt element i det nu nedlagte stabskursus, blev fjernet bl.a. fordi den ikke kunne opnå civil akademisk akkreditering, dvs. ikke forstås af amatører. Erstatningen, den overfladiske Master i Militære Studier, er et fjernundervist rodsammen i teorier, som civile universitetsansatte ”militæreksperter” og konsulenter anvender som grundlag for deres analyser og i deres aldrig ansvarstyngede rapporter og anbefalinger.

Officererne havde derudover som beskrevet allerede gennem i de foregående tyve år mistet mulighederne for at opnå praktisk erfaring med forberedelserne til generelle store konventionelle forsvarsoperationer, som man tidligere havde opnået igennem planrekognoscering, øvelser og faglige drøftelser. Et lille mindretal opnåede dog før 2014 praktisk erfaring op til kompagniniveau under indsættelserne i de små fjernkrige. Som ligeledes nævnt var den professionelle debat, der kunne have givet en andenhåndsviden om disse forhold, hensygnet og undertrykt. Endeligt var officererne efter 2013 uden mulighed for at få den værdifulde praktiske uddannelse gennem tjenesten med egne enheder i international ramme, som havde præget tiden efter Den Kolde Krig.

På vej til at lukke døren i Afghanistan for forsvarspolitikernes grimme oplevelser. Missionsuddannelse før udsendelse tidligt i 2014.

Hæren er næsten helt afviklet, og dens hjerne sygnet hen i en kombination af uvidenhed og selvtilfredshed. Selv hos de allerbedste af de yngre officerer er der ingen forståelse for, at de med reelt monopol på militær faglig viden har et medansvar for at sikre, at politikerne ikke beslutter og handler på endnu svagere grundlag end i de foregående tyve år. Men et resultat af P83-personelstrukturen er, at officerer, som de funktionærer, de er gjort til, ikke længere føler noget generelt professionelt ansvar. Ansvaret for Forsvaret formodes at ligge hos folk i højere lønrammer og med en højere grad. Hvor Forsvarets chefer får den nødvendige indsigt, viden og ansvarlighed fra, er uklart. Det meget store flertal af de over 3000 officerer gør tjeneste langt væk fra praktisk militær erfaring, og typisk i grotesk og skadeligt store stabe.

Den forsvarsbetalte civile udlandsefterretningstjeneste
Samtidig er den formelle afprofessionalisering af Forsvarets Efterretningstjeneste sket. Tjenestens hovedopgave var under Den Kolde Krig at varsle om risikoen for krig, for angreb på Danmark samt for at følge udviklingen af de militære styrker i det vestlige Sovjetunionen, Polen og DDR. Dette blev i løbet af 1990’erne hurtigt irrelevant, og fokus blev snart truslen mod de udsendte danske styrker i eksisterende og mulige operationsområder. Efter 2000 måtte der opbygges en ekspertise, der kunne dække indsatsen i Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Den stærke militære bemanding, FE tidligere havde til at analysere truslen og varsle, ansås for irrelevant, og tjenesten blev derefter præget af dens civile akademiske analytikere. Tidligere havde tjenestens civile analysekomponent primært haft til opgave at støtte den militære varsling gennem analyse af den politisk-økonomiske udvikling i Sovjetunionen. I 2010 skete det formelle skift, da tjenesten for første gang fik en civil akademiker, en tidligere diplomat, som chef i stedet for en officer. Senere skiftede fokus snart yderligere væk fra militære forhold til efterretningsvirksomhed i udlandet for at forebygge terror i Danmark samt imødegå cybertruslen mod landet suppleret af politologiske godkøbsbetragtninger om fremtiden.

Selv om man skulle beslutte at genopbygge en militær analyse og varslingskapacitet er dette ikke muligt, for der ikke længere er danske officerer med en baggrund og erfaring, der gør dem i stand til at gennemføre en strategisk analyse af f.eks. situationen i Østersøområdet. Det militære personel, der er efterladt, er typisk tekniske specialister af fra seniorsergent- til majorgrad med en dyb ekspertise på et snævert område.

Men de bredere stabsuddannede analytikere savnes, og ingen kan indplacere udviklingen på hvert af specialfelterne i en bredere militær sammenhæng – taktisk, operativ, strategisk og ikke mindst geostrategisk – ud fra både en generel militær praktisk erfaring, militæranalytisk rutine og vedkommende analyseelements langvarige observation af russisk militær historie, tænkning og kultur. For at bedømme russisk potentiale, tilbøjelighed og risikovillighed må denne analyse – som tidligere i tjenesten – kobles sammen med analysen af den politiske og økonomiske udvikling, men den kan ikke som nu undværes.

Men hvis analysen ledes eller gennemføres af rent statskundskabsuddannede, hvis uddannelse og fantasi ikke rækker til at forestille sig, at fremtiden også kan indeholde andet end “Nye krige”, og som derfor afviser relevansen af også at gennemføre en operativ og geostrategisk analyse, så diskvalificerer man sig til at forstå bl.a. Rusland. En sådan optræden svarer til, at en billist for ikke at blive forvirret af ting, han ikke forstår, vælger at køre med briller, der giver både tunnelsyn og farveblindhed.

Som man kan læse ud af tjenestens besværgende, men uargumenterede offentlige Risikovurdering fra 2016, synes stringent strategisk analyse af Danmarks strategiske situation ikke længere mulig.

Den ovenfor beskrevne afvikling af officerers kombination af grundlæggende uddannelse, relevant praktisk tjeneste og videregående analytisk uddannelse fokuseret på faktiske militære handlemuligheder gør, at det vil tage tid for Efterretningstjenesten at genskabe evnen til realistisk forståelse den regionale militære situations ”balance” og dennes konsekvenser. Dette selv om det usandsynlige skulle ske, at man igen finder og placerer en egnet officer som tjenestens chef.

Forsvaret uden en egentlig militær rolle
Virkningerne af bl.a. de nu gamle ”ungtyrkers” virksomhed og deres fortsatte rolle er, at Danmark hverken kan eller vil bidrage til Østersøområdets sikkerhed. Vi er efter deres opfattelse så små, at vi ikke kan eller vil bidrage, dette på trods af den reelle kombination af befolkning og økonomisk styrke giver landet et militært potentiale som Finland og Norge og langt større end de baltiske landes.

På trods af, at Danmark under Den Kolde Krig i meget høj grad nød godt af allieredes hjælp, er vi ikke parat til at give meningsfuld hjælp til de nu udsatte baltiske stater. Med deres sikre viden om fremtiden besluttede disse officerer, at militær professionalisme over arbejdslederniveau var irrelevant. Nu kan hverken de eller andre gennemføre en simpel analyse af behovet.

Vi kan nu blot håbe på miraklet, at tidens negative udvikling vender, så den umiddelbart mest tydelige trussel blot er på IT-sikkerhedsområdet. Hvis ikke, er det desværre nok nødvendigt at søge robust faglighed fra udlandet igen, som man gjorde midt i 1950’erne, da det nye danske flyvevåben opgav selv at skabe en brugbar organisation. Ophobningen af organisatoriske og aktivitetsmæssige tåbeligheder og tomt resurseforbrug gør dog, at den militære re-fokusering vil blive oplevet som ekstrem smertefuld og urimelig, herunder ikke mindst fordi det militære personel efter 35 år på vej den modsatte vej igen skal tilpasses den militære professions vilkår, og ikke længere omvendt.

1940 og 1945 i forhold til nu

Dengang Hæren var både større og mere professionelt motiveret end nu: Element af Beredskabsstyrken i Sønderjylland den 9. april 1940 og ankomsten 5. maj 1945 af brigaden, kernen i den nye danske hær, til Helsingør Havn.

Man havde dengang en veluddannet og i forhold til nu fuldt rådig beredskabsstyrke med veluddannede og stærkt nationalt og professionelt motiverede, veluddannede officerer, hvor mange chefer dog – som nu – var for gamle og manglede mental og fysisk forberedelse til at føre enheder i kamp (som tyskerne konstaterede om den danske hær både under 1. og 2. Verdenskrig). Krigsstyrken var langt fra tilstrækkeligt, men udrustningen var efter de forbedringer fra efteråret 1938 på niveau med eller over gennemsnittet i den tyske hær, der jo var domineret af fodmarcherende og hestetrukne enheder.

Selv den langt mere kritiske situation fem år senere, den 5. maj 1945, hvor hæren havde været opløst i 21 ½ måned, var bedre end den nuværende. Det skyldtes først og fremmest den stærkt motiverede, bredt kampuddannende, stærke og afbalancerede brigade, der landede i Helsingør og sluttede sig til Modstandsbevægelsen og dennes ventegrupper. Sammenlignet med Den Danske Brigade i Sverige er den nuværende danske hær en svag og løs struktur, hvor kun antallet af officerer er markant.

Lidt om ærlighed
Jeg vil afslutte med at provokere mine forsvarsvenlige læsere ved at rose den radikale leder, Danmarks indenrigs-, forsvars- og udenrigsminister Peter Munch. I hele perioden fra foråret 1905 indtil Besættelsen gjorde han klart for alle, der kunne læse indenad og ville acceptere det mærkelige budskab, at han betragtede en anvendelse af den danske hær i en forsvarskamp mod en invasion som en national ulykke. Det var en ulykke, som han ville gøre alt, som han havde i sin magt for at undgå. Det kunne man være uenig i, men man kunne ikke anklage Munch for at skjule noget væsentligt. Som forsvarsminister og senere fra positionen som udenrigsminister arbejdede Munch fra 1913 til 1940 for at nedbygge værnenes styrke og beredskab, så de ikke kunne skade Danmark ved at kæmpe.

En sådan konsistens og åbenhed findes ikke mere …

…. bortset i det parti, hvor Munch for godt 112 år siden definerede den forsvarspolitiske linje. Her markerer partilederen Morten Østergaard i dette 2017-efterår, at man stadigvæk er fast i troen på, at dansk militær i hvert fald ikke skal bidrage til forsvarskamp for Danmark eller allierede.

Militæret må kun have en rolle i vores indsats langt væk mod nød og uret. Når nu flertallet af politikerne, ja selv Forsvarsledelsen, endeligt har erkendt det, som De Radikale hele tiden har sagt, nemlig at dansk militær indsats kun skal være symbolsk, er det da bedre at anvende pengene i “Freds- og Stabiliseringsfonden” end på krudt og kugler. Det er så indlysende rigtigt, at man måske kan hente vælgere tilbage fra “Alternativet“.

Nu har vore 2003-ungtyrkere sammen med Finansministeriets standardiseringsfundamentalister diskret, men efter 2013 bevidst, nedbragt Hæren til et så lavt niveau, at værnets størrelse, sammensætning og professionalisme helt forhindrer det i at løse meningsfulde militære opgaver eller danne basis for en genopbygning.

Nu er Hærens situation – uanset sammenligningsgrundlag – kritisk ringe, og vores formelt ansvarlige chefer taler situationen op med management “New-speak“, der opfattes som en grov fornærmelse for de prøvede folk i de resterende enheder. Hvis der er mangler og disse forværres som følge af den ufinansierede F-35-anskaffelse, opfattes dette åbenbart ret ligegyldigt militært set, for der er jo ikke nogen trusler mod Danmark, uanset hvad andre lande og pensionerede koldkrigere som Clemmesen påstår. Og skulle koldkrigeren alligevel have ret, kan og skal vennerne i NATO nok klare det ganske let uden den danske hærs hjælp.

Det bliver de også nødt til.

Både befolkningen og de politikere, der ikke har forstået det endnu, har som vores allierede fortjent at få at vide, at alliancesolidaritet over for frontlinjestater, der har behov for mere hjælp end den nuværende symbolske tilstedeværelse i en turnustjeneste med andre landes bidrag, ikke skal henvende sig til Danmark.

Vi koncentrerer os stadig om så billigt som muligt, pinligt tryglende at deltage i skønhedskonkurrencen foran Det Hvide Hus, for vi ville få alvorlige abstinenssymptomer, hvis vi forsøger andet. At opfatte Rusland som et problem, ja selv at sikre Bornholm, ville også kunne forstyrre Danmarks Arktis-stormagtsdrøm.

Hårdt presset af NATO er Forsvarets politiske og uniformerede ledelse nu blevet tvunget til at anbefale, at man skaber en “brigade” på 4.000, der også skal kunne indsættes i Baltikum. Da det sker ved at samle de tre kampgrupper og tilsætte resten af den resterende hær, er det en næsten substansløs beslutning.

Selv lille Estland og det indeklemte Litauen erkender det enormt udækkede forsvarsbehov ved den over 1000 km udstrakte truede landgrænse, de lange udsatte kyststrækninger på fastlandet og de estiske øer samt de kupsårbare hovedstæder og har erkendt, at behovet kræver etablering af reserveenheder, i begge disse lande både af uddannede værnepligtige og af frivillige hjemmeværnsfolk, i Letland kun af frivillige.

Kulissebrigaden
Ingen andre europæiske NATO-medlemmer kan uden genskabelse af kvantitet og udholdenhed ved reserveenheder bidrage så troværdigt sikring af alliancens østgrænse, at forsvarsevnen har afskrækkende evne snarere end at invitere til kupangreb pga. svaghed. Det skitserede kommende danske brigade signalerer med sin sammensætning, at den på en god dag kan forsvare et rum ved en grænse på op til 20 kilometer i maksimalt 24 timer.

I den militære virkeligheds verden kan de 4.000 ikke uden videre indsættes i et truet område. Bag “brigaden” må der skabes en logistisk, sanitets- og anden hjælpestyrke på anslået mindst et par tusinde soldater, der både skulle støtte brigaden fra dennes umiddelbare bagland og fra det valgte baseområde ved en egnet havn. Som de juridiske specialister nok denne gang vil huske at understrege, skal vi også forberede egen håndtering af mulige krigsfanger. En “brigade” på 4.000 eksisterer kun på paradepladsen og rapporteringsskemaet, ikke i den militære virkelighed.

Det valgte “center of gravity” for dansk Forsvar, der dog i Påsken anvendes til andre aktiviteter.
Normalt vil det ikke være et problem at få plads til hele den nuværende danske hærs mandskab, hvis de stadig kan opstille i kolonner

Hvis vore professionelle lederes var så ærlige som Peter Munch, havde de klart meddelt, at deres læsning af fremtidens behov og den ”kolde tyrker” i Irak og Afghanistan sammen med den problemløse oplevelse af Libyen havde fået dem til at nedlægge Hæren, anvende resterne til hjælpepoliti, afskaffe den militære profession over arbejdslederniveau samt afspist identitetssøgende officerer med et substanstomt uddannelsesdiplom for at minimere eventuelle negative reaktioner. Så kunne de interesserede borgere og udlandet forholde sig til denne virkelighed.

Samlingen af de resterende rester af Hæren i en “brigade” imponerer ingen andre end nogle af vores civile” militæreksperter” og måske et par af deres udenlandske amatørvenner.

Soldater foran synagogen og ved grænsen

Så fandt politikerne og Forsvarsledelsen endelig en opgave til Hæren, som helt lå inden for begrænsningen af deres forsvarspolitiske DNAs rammer efter Afghanistanforskrækkelsen.

Da man ikke ved bedre eller er ligeglade, behandler man hærenheder som puljer af soldater, ikke enheder, hvis værdi afhænger af konstant krævende, praktisk øvelsesvirksomhed. Den virksomhed, der sikrer samarbejdsevne og kompenserer for en personelrotation, der altid undergraver effektiviteten af kontraktbemandede militære enheder i fredstid.

Behovet opstod, fordi samme politikere sammen med de lyse hoveder i ministerierne og innovatorerne i Politiledelsen nu i en årrække har “reformeret”, bureaukratiseret og demotiveret politiet.

For at holde kontrol over budgettet blev det normale ordens- og kriminalpolitiarbejde reguleret som målbar produktion af tilstedeværelse, opklaring, trafikbøder, m.m.

Men så kom ekstraordinære og stærkt personalekrævende opgaver som bevogtning mod terror, symbolsk tilstedeværelse ved grænserne samt bandekrigen, som var og er en åben udfordring af staten og dens magtmonopol.

Det logiske og hensigtsmæssige ville være at konstatere nødsituationen og stille markant flere resurser til rådighed ved ekstraordinære bevillinger, der kunne gøre det muligt i størst mulig udstrækning at minimere undergravningen af politiets normale opgaveløsning. Det ville nødvendiggøre, at det ekstraordinære overarbejde dels ikke skulle kunne afspadseres, dels blev honoreret med markant bedre satser end normalt, eventuel ved skattefrihed.

Dette ville kræve at både politikerne og Finansministeriet kunne tænke uden for boksen samt måske undersøgte, hvorledes staten tidligere havde finansieret ekstraordinære aktiviteter. Men det var utænkeligt i et system, hvor selv Hærens ekstraudgifter i Afghanistankrigen blev søgt holdt inden for normalbudgettet.

Virkningen af tåbelighederne og den manglende fantasi blev, at politiet fik undergravet mulighederne for at løse deres normale opgaver, blev udsat for kritik for dette, og derefter oplevede, at politikerne og en politiledelse, der konkurrerede med Forsvarsledelsen i distancen fra realiteterne, i panik kastede klumper af penge efter seneste problem. Ikke overraskende får et stigende antal politifolk nok og forlader korpset.

At søge midlertidig hjælp fra Forsvaret, medens man finder en endelig løsning, er nok forståeligt, men ikke, at man her yderligere undergraver restkvaliteten i Hærens små og få kampenheder.

Ansvarsspørgsmålet
Både mine bekendte blandt pensionerede officer og nutidens tjenstgørende kolleger gentager, at ansvaret for udviklingen mod sammenbrud er politikernes. Det må jeg anfægte efter snart fyrre års erfaring med rådgivning og samspil med politikere, i Danmark primært i begyndelsen og slutningen af 1980’erne.

Min dominerende erfaring er, at næsten alle, selv forsvars- og NATO-kritiske landspolitikere, var åbne for gode, saglige argumenter. Man skulle kun som udgangspunkt satte sig ind i deres situation og sikre, at de ikke offentligt tabte ansigt pga. manglende viden.

Hvis man tog dette snusfornuftige hensyn, var langt de fleste parat til at lytte til argumenter, som lå uden for deres verden, og at lære. Det er jo sådan, at demokratiet fungerer eller i hvert fald fungerede, indtil New Public Management undergravede sund fornufts rolle.

Politikernes centrale – meget menneskelige – svaghed har været, at de ikke bevidst har søgt at vælge personer til Forsvarets øverste stillinger, der var indlysende fagligt kompetente, dvs. officerer, der jævnligt kom med rådgivning fra udenfor den kendte og bekvemmelige politiske og bureaukratiske “kasse”.

Det, som skete under Hvidt og i K-notatets sammenhæng, var, at den institutionelle rådgivning nok byggede på en proaktiv erkendelse af de politiske ønsker, men ikke havde et fundament i professionel dybdeforståelse og erfaring. En sådan blev øjensynlig betragtet som irrelevant eller karrieremæssig inopportun.

Derfor ligger hovedskylden hos officerskorpset, der bl.a. tillod og støttede at civile embedsmænd og her teoretiske amatører som Vedby Rasmussen uden forsøg på effektivt fagligt modspil dominerede forløbet: De første med forvaltningsmæssig standardiserings- og centraliserings New Speak, de teoretiske amatører med tom teoretisk varm luft. Officererne havde – i hvert fald i teorien – et fagligt vidensmonopol, som de i opportunisme eller sløvhed ikke udnyttede.

Politikerne har skyld og ansvar, men ikke, når de ikke energisk er forsøgt rådgivet fagligt.

Jeg har personligt været skyld i godtroenhed. Som det kan ses på hjemmesiden og bloggen, har mange tidligere indlæg analyseret og kritiseret centrale elementer af udviklingen. Men jeg har indtil arbejdet med denne artikel naivt troet, at de ansvarlige øverste chefer nok på et tidspunkt ville bryde med selvinteresse samt arrogant og gold udnyttelse og fastholdelse af deres magt.

De måtte da vågne op efter foråret 2014 ligesom det skete i landene omkring os!

Jeg håbede naivt, at vores generals-admiralstroika ville tænke på deres renommé blandt deres kolleger i eftertiden og handle derefter. Men det skete ikke og sker slet ikke med det forslag og i den proces med forsvarspolitikerne, der kendetegner arbejdet med det nuværende 2018-2023-forsvarsforlig.

Efter det gik galt i 1940, gav befolkningen politikerne skylden for ulykkerne, da det var ubekvemt at erindre, hvem der havde valgt dem.

Hvis det skulle gå galt igen i de kommende år, kan man med rette koncentrere sig om de embedsmænd i civil og uniformer, der rådgav politikerne og som derefter i opportunisme fravalgte deres professions grundviden og etik for at søge magt. De er jo ikke valgt … af andre end de ledende civile embedsmænd, der søgte at forskåne politikerne for at møde militære, der kunne repræsentere deres profession.

Med ødelæggelsen af de videregående officersuddannelser vil denne idiotiske situation vare indtil en ny katastrofe, der, hvis den ender godt, får Danmark til at begynde igen, hvor vi startede i 1866 med at opbygge en moderne officersuddannelse. Så vil man med rette huske Bisserups, Ludvigsens og Wangs indsats.