Man læste i Politikens interview med Søren Gade den 6. oktober, hvilke egenskaber han syntes, at den nye forsvarschef skulle have. Politikerne skulle kunne have tillid til den nye chef, fordi denne kendte og forstod det politiske spil og på grund af, at han kan kommunikere. Man blev desværre her, som tidligere i forløbet, bekræftet i opfattelsen af, at ministeren generelt bliver dårligt rådgivet af Forsvarsdepartementet.
At man skal kunne have tillid til Forsvarschef, er givet. Men det her væsentlige er, hvilke egenskaber der gør, at man kan have tillid til denne formelle leder af landets militære profession. ’Man’ er jo ikke kun regeringen, involverede folketingspolitikere og embedsmændene i Forsvars- og Finansministerierne, men folket, skatteborgerne og ikke mindst de ansatte, som i overmorgen kan befinde sig i Centralasien, i Afrika eller ud for Somalia – og disse ansattes familier.
Man skal ikke kun kunne have tillid til chefen fra politikernes og deres apparats side. Han eller hun skal også fortjene de ansatte og deres familiers loyalitet. Det indebærer evnen og viljen til, om nødvendigt, at kunne vise civilcourage til at sige nej samt stille krav til mandater og bemyndigelse, uddannelsesvilkår og udrustning samt vilkår under og efter udsendelsen, der gør, at de udsendte gives acceptable muligheder for at løse opgaven.
Dette stiller ud over karakteregenskaber som rygrad og ansvarsvilje og -glæde krav om en bred og solid professionel erfaring og indsigt, som er alment kendt og respekteret af kolleger. Det må dybdeforstås, at et karriereforløb vekslende mellem Slotsholmen og Forsvarets centrale stabe – med kun et par år som uddannelsesforvalter i en garnison – kun kan gøre en person til en uniformeret embedsmand, ikke udvikle en tillidsvækkende militær professionalisme.
Forsvarschefen skal kunne fungere som reel og aktiv leder af et stort netværk af militært professionelle rådgivere fra bl.a. den operative kommandoer og Forsvarets Efterretningstjeneste, men nu også energisk inddragende udsendte i missionsområder og allierede hovedkvarterer. Effektiv rådgivning skal hvile på evnen til at forudse udvikling og behov både i eksisterende og under mulige fremtidige operationer. Man skal og kan med sikkerhed kunne forudse juridiske og praktiske problemer i missionsområdet og herhjemme, f.eks. som da man sendte specialstyrkerne eller senere bornholmerne til Afghanistan, flåden på sørøverjagt eller en besættelsesstyrke til Irak. Alvorlige problemer med psykiske kampskader og behov for familiestøtte var på ingen måde uforudseelige, og da slet ikke med organisationens eksisterende ramme for enheds- og personelforvaltning. Først at reagere bagefter viste en alvorligt svigtende professionalisme i rådgivningen, som det er helt uacceptabelt at fortsætte med. Effektiv rådgivning indebærer evnen til at kommunikere til de politiske beslutningstagere, så de lytter, også til de mindre ønskelige råd. Effektiv rådgivning indebærer, at politikerne ved, at hvis de slet ikke lytter, må Forsvarschefen på grund af loyaliteten til sine ansatte i sidste instans trække sig.
For at rådgivningen skal kunne virke, skal også Forsvarsstabschefen have en bred professionel erfaring og profil, gerne en, der kompletterer Forsvarschefens. Han eller hun er leder af den forvaltning, der sikrer effektiv udførelse af de politiske beslutninger. Hvis Forsvarschefen skal kunne have tillid til sin nærmeste hjælper, er det afgørende, at denne ikke mod hans ønske pålignes ham af Forsvarsdepartementet, som det er sket to gange inden for de sidste tre årtier. At noget sådant sker skyldes en desværre ofte udbredt arrogant holdning blandt departementets embedsmænd kombineret med en direkte adgang til ministeren. De ser i folkene i Forsvarskommandoen og værnene som kontrære, ineffektive og lidet lydhøre overfor skiftende politiske ideer og moderetninger i forvaltningen. Holdningen udvikles let hos folk i alle dele af centraladministrationen. De rammes jo aldrig direkte af realiteterne og føler ikke ansvar nedadtil mod virkeligheden.
Ud over at være rådgiver er forsvarschefen også overordnet leder af den forvaltning og alle de aktiviteter, der støtter og udvikler enhederne ude og hjemme. Dette kræver, at han eller hun har en personlig erfaringsbaseret – altid kritisk – holdning til de eksisterende måder, som organisationen er indrettet på og fungerer samt til de moderetninger i forvaltninger, der ikke er forenelige med en deres strukturs opgaver og karakter. Holdningen skal være kombineret med en sej vilje samt evnen til at motivere og lede de ansatte mod reformer og forvaltningsmæssige forenklinger – på trods af at disse fjerner effektivitetsblokerende privilegier – samt vilje til at få handlefrihed til at gøre det nødvendige. Den kommende Forsvarschef skal således have styrke til at gøre det samme ved sin organisation, som Michael Christiansen for nogle år siden gjorde med det Kongelige Teater.
Den kommende Forsvarschef skal udnytte de specielle forhold, der gav ham stillingen, til at vise og tage ansvar.
Trist bekræftelse:
I Berlingskes Magasin den 18. oktober viderebragte Christian Brøndum resultatet af sine samtaler med primært politikere om deres forventninger til den nye Forsvarschef.
Her blev bekræftet, at der overhovedet ikke eksisterer en erkendelse af, at Forsvarschefen skal være andet end et civiliseret, åbent menneske i uniform, der med ro, charme og udstråling kan sælge organisationen selv i Clements talkshow.
Kun Mikkel Vedby Rasmussen demonstrerede en forståelse af, at der er grundlæggende problemer i organisationen. Men han er jo også kun lige sluppet ud efter tre år inden for murene som chef for DIMS, det institut der skal levere solide efterargumenter for, hvad Forsvaret gør.
I øvrigt ses der hos de interviewede ingen erkendelse af, at der kan være struktur og ledelsessvigt bag de senere års meget alvorlige styringsproblemer på økonomi- og materielområderne og den sidste ‘happening’ i samspillet med omverdenen. Ingen erkendelse af, at man bør kunne kræve professionel forudseenhed og klar, om nødvendigt kritisk, tanke og tale af den nye Forsvarschef.
At vi har så svagt forberedte forsvarspolitikere skyldes også, at mediernes interesse og forståelse i militære spørgsmål er overfladisk og tidsbegrænset. Derfor presser de ikke politikerne til at sætte sig så meget ind i sagerne, at de – sammen med medierne – kan tvinge forsvarsledelsen til at være andet end ‘moderne’ ledere i uniform. Det er et pinligt svigt i forhold til vore udsendte soldater og deres familier.