Da hær og professionalisme blev ødelagt

Analysen opsummerer bl.a. bloggens seneste forsvarspolitiske rådgivningsbidrag og analyser af dansk forsvars tragedie. Den er en kritisk rekonstruktionsanalyse af 2004-17-udviklingen fra sidelinjen. Kun med hensyn til forløbet på Forsvarsakademiet i samme periode hviler analysen på observationer på stedet.

Begrebet ”Ungtyrkere” har i mere end hundrede år blandt andet været betegnelsen for en lille gruppe stabsofficerer eller ambitiøse politikere under kabinetniveau (dvs. personer uden formelt ansvar), der sammen søger revolutionære ændringer af deres organisation/parti.

Det indlysende valg
I 2003 opnåede en lille gruppe dygtige og dynamiske karriereofficerer i Forsvarsstaben og Forsvarsdepartementets 1. Afdeling enighed om et klarsyn, der hurtigt kom til at ændre Forsvaret fundamentalt. Det skete under forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Nøglepersonerne var kommandør Torben Ørting Jørgensen (“Thøger“), der var afdelingschef i Forsvarsstabens Planlægningsafdeling, samt oberst Per Ludvigsen, der ganske vist nu var chef for 3. Brigade, men som i de fire sidste år af 1990’erne havde været chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, dvs. policykontoret. De to hovedpersoner tvivlede åbenbart aldrig på, at de havde ret, og det blev også tilfældet med de officerer, som derefter “konverterede” til den smarte ´ide´. Bortset fra Ludvigsen, der stadig havde en nøglerolle indtil sin pensionering ved udgangen af november 2017, blev det konvertitterne, der i årene efter 2010 kom til lede Forsvarets udvikling på deres opfattelse af idéen.

Ideen, der skulle revolutionere forsvaret ved at gøre op med arven efter Den Kolde Krig, havde skriftlig form med navnet ”K-notatet” (for ”Kapacitetsnotatet”). Forløbet er offentligt kendt gennem den dokumentarfilm af sammen navn fra foråret 2004, som fulgte Forsvarschefen tæt igennem det foregående efterår.

Den skitsemæssige rekonstruktion udefra af forløbet bygger på filmen, på korrespondance med kritikere af tidligere rekonstruktioner af forløbet, på i artiklen nævnte samtaler og på den logiske arv fra idéen, som helt op til denne september 2017s forsvarsforligsarbejde har præget Ludvigsens og konvertitternes indsats.

Forsvarschefen, general Jesper Helsø, i dokumentarfilmen om “K-notatet”, der fulgte det interne forløb i Forsvarskommandoen

De officerer fra forløbet, som stadig bestrider eller bestred nøgleposter i Forsvaret, er ud over Per Ludvigsen (der blev chef for Planlægningsstaben efter sin brigadechefstid), er som nævnt alle officerer, der blev overbevist og “konverterede” til idéen og derefter bidrog til at “sælge” og implementere den. Det var den daværende Chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, Bjørn Bisserup, Nils Wang, Chefen for Forsvarsstabens Ledelsessekretariat, og Forsvarskommandoens Kommunikationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen. Uden kontorchef Bisserups støtte til idéen ville den med stor sikkerhed have været dødsdømt.

Nøglepersonerne er ikke længere de innovative ungtyrkere, klogere og mere klartseende end alle andre. De blev magthaverne, der anførte fornægtelsen og skyttegravskrigen mod at erkende, at deres forudsætninger om fremtiden efter et årti viste sig at være uansvarligt opportunistiske og naive. Officererne er som bekendt ud over den nu afgående Viceforsvarschef nu Forsvarschef, Chef for Forsvarsakademiet samt Chef for Hærstaben.

Notatets reelt revolutionære ideer fik central betydning for det politiske forsvarsforlig for perioden 2005-9.

Når så lille en gruppe stabsofficerer fik så stor magt, skyldes det den uklare strategiske situation, som Danmark og Forsvaret stod i efter 2001. Der var helt klart behov for en entydig fokusering af organisationen og dens aktiviteter. Forsvarsminister Jensby understregede under et besøg ved min skole i Tartu, at det skulle ske straks ved et klart skift af fokus væk fra bl.a. Baltikum. Det er mit gæt, at Jensby blot viderebragte statsministerens hensigt, og han var af Torben Ørting Jørgensen blevet orienteret om det igangværende udviklingsarbejde.

Ministerbesøget i Tartu fandt sted en dag i vinteren 2001-02, dvs. kort efter 11. september, og næste morgen skulle ministeren besøge Per Ludvigsen og de elementer af hans 3. Brigade, der var på øvelse i Nordestland.

Forsigtigere, historisk forankrede officerer ville have valgt at acceptere usikkerheden i situationen og derfor satse på at bevare den størst mulige professionelle og strukturmæssige fleksibilitet. Hvordan dette kunne ske, beskrev jeg i artiklen De danske væbnede styrker i fremtiden – en skitse fra sidelinien i Militært Tidsskrift i maj 2003. Men satsning på organisatorisk fleksibilitet viser umandigt vægelsind, ikke politisk beslutsomhed, og fra en samtale, jeg havde med Per Ludvigsen i foråret 2003 om artiklens anbefalinger, kan jeg kun erindre, at han roste idéen om en meget kort værnepligtsuddannelse.

Under en efterfølgende diskussion af artiklen i Det Krigsvidenskabelige Selskab, der fandt sted, før kontreadmiral Jørn Olesen blev afløst af Per Ludvigsen som planlægningsstabschef, tegnede Olesen et billede af planlæggernes grundopfattelser: Der ville aldrig mere blive storkrige mellem stater i Europa, og dermed aldrig igen traditionelle trusler mod Danmark. Forsvaret skulle herefter være en “værktøjskasse” med rene værnselementer, dansk værnsfælles operativt samarbejde var herefter irrelevant.

Jeg ved nu, at den altid sagligt balancerede og klartseende Olesen under diskussionen loyalt repræsenterede ungtyrkernes projekt på trods af sin egen grundlæggende skepsis. Det kan kun skyldes, at som minimum Forsvarsstabschefen siden vinteren 2003, generalløjtnant Jesper Helsø, allerede havde givet sin principielle støtte til K-notatets indhold.

Ved en debat i Dansk Institut for Internationale Studier i februar 2004 klarlagde Torben Ørting Jørgensen, med sine sædvanlige klare meninger og sikre form de opfattelser, der lå bag notatet, herunder specielt at målet var at skabe kapaciteter, der i kvalitet kunne følge amerikanerne “først ind” og “først ud“. Jeg husker, at han dengang bl.a. forklarede, at for at kunne deltage i en sådan ramme ville Hærens 1. Brigade blive udviklet til en stående, offensivegnet panserbrigade.

Værktøjskassen med fravalgt fleksibilitet
“Værktøjskasse” lyder godt og fleksibelt, men i virkeligheden tømte gruppen næsten kassen for at kunne finansiere de tre værns traditionelle prestigeprojekter. Flyvevåbnet ønskede at koncentrere sig helt om flyene og specielt om jagerflyene. Søværnet interesserede sig primært for de store enheder, der kunne få værnet og det danske flådeflag placeret blandt de store. Hæren ville koncentrere sig om sit machoprojekt, den rigtige panserbrigade, man havde ønsket sig siden 1960’erne.

For at kunne skaffe penge til prestigeprojekterne kasserede flyvevåbnet luftforsvaret, der jo aldrig mere ville blive aktuelt, og logisk nok nedprioriterede hæren også sit i forvejen meget svage nærluftforsvar. Søværnet gik endnu mere drastisk til værks under tømningen af værktøjskassen.

De mindre kampenheder, der i tohundrede år havde været en del af flådens styrke bevæbnet med først kanoner, så torpedoer og endelig også langtrækkende sømålsmissiler blev skrottet. Det godt 120 år gamle minevåben, der havde været en dansk hovedkapacitet og internationalt ekspertiseområde i de foregående to årtier, røg ud af kassen. Det samme skete i processen frem loven også med det næsten hundrede år gamle undervandsbådsvåben. Alt, hvad der bandt Søværnet til den lidet glorværdige rolle som “brunvands”-kystmarine var ikke længere en relevant kapacitet på trods af, at fremtidige problemer også i fremtiden primært ville opstå, hvor folk bor, og det er som bekendt på kyster og længere inde i landet, hvor andre end flådestyrker måtte tage sig af sagerne. Alle de kapaciteter, der var designet til operativ indsats i danske farvande og nærområdet i Østersøen, røg ud af kassen. Det er ikke så mærkeligt, at udviklingen efter 2014 er vanskelig at tage til sig.

For at kunne gennemføre sit prestigeprojekt, panserbrigaden, skrottede eller nedprioriterede hæren ikke kun sin mobiliseringsevne, men alle sine lavprestigekapaciteter, herunder en slagkraftig artillerikapacitet, som nævnt nærluftforsvaret (der blev helt lukket i 2010), og derudover som det allermest kritiske den over tredive år møjsommeligt opbyggede kapacitet til at yde kampenhederne feltmæssig logistisk støtte og derigennem deres evne til at løse deres opgaver i konventionel kamp.

Værktøjskassen blev næsten tømt for kapaciteter for at skaffe rigeligt med penge til resten. Men da man ikke kom hurtigt “ud”, som forudsat i planen, gik disse penge i stor udstrækning til at vedligeholde de langvarige internationale operationer, og da besparelserne ramte, efter Afghanistan sluttede, var fregatterne stadig uden de ønskede nye våben, flyvevåbnet stadig uden nye fly og hærens panserbrigade kun en kastereret drøm.

Fremtiden skulle i gruppens reelt naive plan kun bringe deltagelse i korte og effektive interventionsoperationer mod terrorister. Derfor var mental og organisatorisk fleksibilitet, som jeg anbefalede i min samtidige analyses og konklusion, irrelevant som grundlag for det fremtidige forsvar.

Det var lige før, at det i sommeren og efteråret 2004 begyndte at gå kritisk galt i Irak og små to år før, at amerikansk strategisk letsind efter sejren over Taliban i 2002 muliggjorde organisationens nye invasion efter genopbygningen i Pakistan.

Planlæggerne i 2003-4 gjorde jo netop det, Forsvarsministeriet forgæves havde efterlyst lige siden etableringen af Forsvarskommandoen, og som man først havde skabt Forsvarstabens Langtidsplanlægningsgruppe og senere Rådgivnings- og Analysegruppen under Forsvarets Forskningstjeneste for at opnå. Mere om det senere. Nu leverede Forsvarsstaben uden- og indenrigspolitisk relevant nytænkning, der samtidig kunne begrunde besparelser.

Torben Ørting Jørgensens far, den dynamiske senere oberst Per Jacob Jørgensen, havde været en nøgleperson i både Langtidsplanlægningsgruppen og senere været leder i Forsvarministeriets egen lille planlægningsenhed. Det første forsøg på alternativlanlægning, som bl.a. faren og denne forfatter havde bidraget til, kom aldrig til at ende i godkendte forslag. Det lykkedes nu for sønnen.

Idéfolkene og konvertitterne kendte klart fremtiden og så ingen grund til at vise ydmyghed. De satsede personligt korrekt. Bisserup afløste sin afdelingschef, Jørgen Hansen-Nord, og har derefter konstant haft en central rolle i Forsvarets ledelse. Bortset fra en kort periode gør det samme sig gældende for Ludvigsen. Nils Wang kom efter en periode som Chef for Søværnets Operative Kommando til Forsvarsakademiet. Torben Ørting Jørgensens klare meninger og tale passede dog ikke til formen i et NATO-hovedkvarter, så han endte i det private erhvervsliv.

Deres syn på fremtiden var formet af de teorier om ”Nye Krige”, som politologer stadig udbreder i uvidenhed om, at begrænsede krige i ustabile områder altid har præget de kortere eller længere perioder mellem stormagtskrige.

Målet var altid synlighed i Washington (DC)
For vores fremadskuende kolleger og den daværende Anders Fogh Rasmussen-regering stod det som nævnt klart, at Forsvaret i den for dem nye situation skulle indrettes således, at man kunne levere danske styrker til amerikansk ledede, internationale operationer. Danmark skulle indkassere mest mulig good-will i Washington.

Som den daværende chefredaktør ved Information, Erik Seidenfaden, havde konstateret, skulle dansk forsvar blot virke som et hornorkester på Det Hvide Hus’ græsplæne. Nu betød dette åbenbart, at landet uden at tænke dybere over hvert amerikansk projekt skulle stille et synligt bidrag til rådighed på trods af den risiko for tab, der snart blev meget tydelig.

For at opnå maksimal politisk synlighed, skulle de danske styrker følge med amerikanerne ”først ind og først ud”. Dette mål bundede i at man i 2003 troede på, at oprydningen efter internationale militære interventioner kunne overlades til FN og eventuelt NATO, som det var sket efter første fase i Afghanistan i 2002.

Ind kom vi snart, men at komme ud tog mange år
Som det viste sig i Irak og Afghanistan, var det betydeligt lettere at komme ”ind” end ”ud”. De tragiske følger af den automatiske deltagelse i udlandsoperationerne, der var idéindholdet bag de revolutionæres forsvarskoncept, skabte forsvarspolitisk forskrækkelse, frustration og modvilje, der blev grundlaget for det for alle særdeles negative forsvarsforlig for 2013-17, der for Hæren blev ødelæggende.

Folkene bag K-notatet kunne indvende, at problemet blev skabt af de politikere, herunder statsministeren, der ikke sørgede for, at det danske bidrag som forudsat kom hurtigt ud igen. Men da krigen jo ikke var blevet hurtigt vundet, som krige sjældent bliver, ville en hurtig tilbagetrækning indebære faneflugt i vore allieredes øjne.

I 2014 gik forsvarsledelsen i gang med at implementere, hvad man rent logisk set kan opfatte som en sidste konsekvens af notatet, nu med Ludvigsen og Wang som nøglepersonerne: Da man var sikker på, at Forsvaret aldrig igen skulle gøre andet end at sende små bidrag til fjerne krige, var der ingen grund til at officerskorpset skulle beholde sin resterende evne til at kunne gennemføre selvstændig dansk militær analyse og forsvarsplanlægning.

Men her i året efter 2013-forsvarsforliget fulgte de tragiske begivenheder på Krim og i Østukraine, der viste, at notatets historieløse præmisser var grundfalske. Det krævede derfor et brud med K-notatets forudsætninger, men det viste Ludvigsen og konvertitterne ikke villige til at gøre.

Det er åbenbart en dansk Forsvars skæbne, at vi ofte lige har fået et forlig, når situationen drastisk ændrer sig til det værre. Det skete i 1932, hvor Hitler kom til magten året efter, og i 1937, året før Europa i 1938 startede bevægelsen mod storkrig. I dag i 2017 står vi med et forsvar, der dels ikke har relevante militære kapaciteter, dels er ude af stand til at erkende dette endsige rådgive om hvordan det igen gøres relevant.

Dansk forsvarspolitiks tilvalgte DNA
Det er nødvendigt at forstå, at alt må føres tilbage til reaktionerne på 1864-nederlaget. Den umiddelbare reaktion blev, at landets forsvar mod Tyskland stadig kunne være meningsfuldt, men kun med støtte af en interesseret stormagt, og det var klart, at Danmark kun kunne holde ud til hjælpen kom, hvis forsvaret – som ved Dybbøl – kunne støtte sig til en fæstning. I åben kamp var vores soldater og officer indledningsvis stækt underlegne stormagternes rutinerede tropper.

Støttet af befæstninger som ved Dybbøl kunne selv den korttidsuddannede danske hær holde, indtil hjælpen kunne nå frem. Derfor Københavns Befæstning.

Senere forstod man det uholdbare i at indrette forsvaret mod Tyskland og satsede på at gøre en tysk invasion unødvendigt ved at indrette et neutralitetsforsvar, der i måske et par dage også kunne gøre modstand mod anvendelse af dansk territorium mod Tyskland. Men det indebar viljen til at acceptere krigsødelæggelser i Danmark.

Den endelige reaktion på nederlaget blev, i det nye Radikale Venstres Peter Munchs analyse, at Danmark kun var forpligtet til en symbolsk markering ved territoriets lande- og søgrænsen fulgt af en diplomatisk protest, hvis en stormagt invaderede landet. Mere kunne udlandet ikke forlange af et lille land.

Erfaringen fra den 9. april 1940 og Besættelsen betød, at de ledende politikere erkendte, at dette ikke var tilstrækkeligt. Danmark måtte sikre, at der uanset angrebets karakter blev gjort militær modstand, der symbolsk markerede viljen til national overlevelse, ligegyldigt hvor håbløst dette måtte ses at være rent logisk.

Tyske tropper i Horsens den 9. april. Næste gang skulle der gøres modstand som i Norge, uanset hvor logisk set håbløs denne ville være.

Erkendelsen blev fra foråret 1952 forankret i Den Kongelige Forholdsordre om ubetinget modstand samt i den landsdækkende karakter af det forsvar, der blev opbygget omkring 1950. Da vi snart erkendte, at vore NATO-allierede ikke kunne bidrage væsentligt til landets direkte forsvar, blev formålet med dansk forsvar og forsvarsbudgettet kun at bidrage lige netop så meget, at man undgik åben protest fra den amerikanske ambassade og således kunne tro på, at Danmark forblev dækket af den amerikanske kernevåbenparaply.

De danske styrker blev fra 1960 i stadig stigende grad blev integreret i de genopbyggede stærke vesttyske styrker i Østersøen og Slesvig-Holsten. Men dette medførte dog ikke, at selv stærkt forsvarsvenlige politikere som Erhard Jakobsen kunne forstå, at det danske militære bidrag til landets forsvar kunne være andet og mere end symbolsk.

Dette er efter 1864 og 9. april det centrale element i det danske forsvarspolitiske DNA, som ingen logiske argumenter synes at kunne ændre. Det kræver desværre nok en ny traumatisk national militær katastrofe. Når de militære chefer som nu tillader opfattelsen at dominere tjenesten, er der ingen nederste grænse for hvor lavt professionelt niveau, der er acceptabelt.

Kun et entydigt fagligt pres fra USA og et par primære europæiske alliancepartnere kan få danskere til at handle, som om de var blevet overbevist om, at en dansk militær indsats kan være meningsfuld.

I 1960 var den tyske Bundesmarines kampkraft i Østersøen under hurtig opbygning. Her motortorpedobåde af Type 140 Jaguar-klassen.

Længslen efter ”smarte” og billigere alternativer
Som det fremgik af det socialdemokratiske forsvarsforslag fra 1970 og tidens diskussion af national ”krisestyring” ophørte danske militære styrkers opgaver, når krigen kom, for den ville jo straks blive en kernevåbenkrig.

Forsvarspolitikerne søgte fra 1970 at skabe et alternativt tænkende planlægnings- og analyseled i Forsvaret, der kunne udarbejde forslag til en innovativ og billigere organisering for dansk forsvar. Planlægningsenheden skulle bryde med forsvarsledelsens idé om, at man skulle fortsætte med den eksisterende organisation med tre værn, der troede, at de kunne og skulle løse egentlige krigsopgaver, samt hjemmeværnet . I 1970 blev denne opgave givet til en Langtidsplanlægningsgruppe i den nyoprettede Forsvarskommando.

Femten år senere fulgte Forsvarsministeriets Rådgivnings- og Analysegruppe, der nu skulle løse den alternativproducerende opgave. Det skulle ske fra Forsvarets Forskningstjeneste, da en placering under Forsvarsstaben ikke havde givet det ønskede brud med den lukkede, traditionelle tænkning.

I 2005 konkluderede forfatterne til den officielle redegørelse for Danmark under Den Kolde Krig uden at inddrage militær sagkundskab, at den danske forsvarsindsats have været tilstrækkelig til at løse sin tids opgaver. Der var ingen grund til at bebrejde nogen.

På det tidspunkt havde en ny tid som allerede skitseret skabt en helt ny ramme for det tilvalgte syn på danske militære styrkers muligheder.

Udgangspunktet: Hæren i slutningen af 1970’erne
For at forstå, hvad der senere skete, er det væsentligt at gå til situationen før 2003-revolutionen begyndte. Indtil 1980 var linjeofficerens teoretiske uddannelse præget af, at han – og snart i få tilfælde hun – som sergent eller reserveofficer havde demonstreret praktisk evne til at lede og uddanne soldater. Før starten på officersuddannelsen havde sergenten eller løjtnanten en civil uddannelse svarende til en matematisk studentereksamen, som enten var fra den foregående skoletid eller var blevet givet af Forsvarets Gymnasium, fordi Forsvaret fandt befalingsmanden så egnet som officer, at man på den måde investerede i personen.

Ud over de militære fag, der domineredes af klasse- og taktiklæreren, en generalstabsofficersuddannet major på vej til oberstløjtnantsgraden som var rollemodel for klassens kadetter, blev den almene dannelse fra gymnasiet videreudviklet med sproguddannelse i tysk og fransk. Officersuddannelsen var dengang ikke kun var rettet mod den første stilling som ung officer, dvs. som delingsfører eller normalt næstkommanderende i et kompagni. Uddannelsen skulle give en generel forståelse for resten af officerens tjeneste, dvs. at det skulle give grundlaget for tjenesten som premierløjtnant, kaptajn og major, hvor udnævnelsen til næste grad kom efter en fast årrække, hvis officeren var bedømt egnet på grundlag af hans praktiske tjeneste. For de fleste skulle der kun være behov for kortere efteruddannelseskurser, ikke for en tilbagevenden til et formelt uddannelsesforløb.

Selv udnævnelsen til højere grader forudsatte i princippet ikke ekstra uddannelse, men i praksis var udnævnelse til oberstløjtnant og højere forbeholdt officerer med generalstabsuddannelse, ingeniøruddannelse samt for nogle uddannelsen som geodæt eller psykolog. For intendanturofficererne – dvs, Forsvarets specialiserede forvaltningskorps – var der udviklet en særlig stabsuddannelse.

Det forhold, at officersskolen i princippet skulle give kadetten et grundlag for hele karrieren, betød, at han skulle uddannes til at forstå bataljonens indsættelse under våbnenes samvirke i brigaderamme. Man tog herigennem højde for – som andre hære, hvis primære opgave var i rammen af konventionel krig – at forløbet under kamp var uforudsigeligt. Enhver ung officer skulle, hvis en ældre officer viste sig uegnet eller blev dræbt eller såret, umiddelbart kunne overtage hans opgaver i alt fald for en tid. Den brede uddannelse af officeren betød også, at hans tjeneste som uddanner og øvelsestilrettelægger kunne støtte sig på en helhedsforståelse af den ramme, hans enhed skulle virke i.

Officerens egnethed som praktisk fører og leder var det centrale ved enhederne
Dengang var det ikke officersskolens teoretiske uddannelse, der bestemte dem faste officers egnethed. Skolemiljøet er et drivhus, hvor planterne ofte sygner, når de plantes ud. Grundlaget for karrieren var primært officerens demonstrerede praktiske og faglige lederevner, som blev opbygget i de første 10-15 års tjeneste ved enhederne. Disse evner som uddanner, forvalter, hjælper for ældre officerer samt som fører i felten blev udviklet og demonstreret under varierede øvelser. Herunder langvarige og krævende feltøvelser, hvor officeren virkede under vejledning som mentor af både yngre faste officerer af ”A- eller B-linjen” og det store reserveofficerskorps, der assisterede under føringen af reserveenhederne fra mobiliseringsstyrken.

Der var indbygget stadig stigende krav i de bredt anvendelige officerers tjenesteforløb. Efter 5-10 års praktisk tjeneste blev rammen for officerens virksomhed i stigende grad samvirket mellem hans eget våben, typisk infanteriet, og kampvognsenheder, feltartilleri, luftværnsenheder, ingeniørstyrker og logistiske enheder. Uanset om han gjorde tjeneste ved enhederne eller i fredstidstabe, deltog officeren igennem hele sin tjeneste indtil pensionering i større øvelser samt bidrog til rekognoscering af krigsplaner og bearbejdning og diskussion af disse ved instruktionsøvelser og procedurestyrede krigsspil kaldet Taktisk Træner-øvelser.

En del af officerskorpset engagerede sig også i den professionelle debat, der for de flestes vedkommende var knyttet til våbenartens, dvs. specialets fagpresse. Derfor kom en meget betydelig del af den professionelle diskurs til at finde sted ved drøftelse af opgaveløsning inden for den enhed eller stab, hvor man arbejde, eller ved de taktiske og planinstruktionsøvelser, der blev gennemført af brigader, militærregioner og andre myndigheder.


Det centrale i en officers uddannelse er at prøve og øve de teoretisk lærte ting i praksis, fra krigsplanlægning til virket som fører. Simulation kan kun indøve procedurer. Professionen læres gennem krævende øvelser, hvor ikke mindst læren af personlige fejl gror fast og derefter forstås i sammenhæng ved efterfølgende læsning om andres erfaringer

Det er helt afgørende at forstå, at ligesom en anden praktisk funderet profession, nemlig lægens, kommer det centrale element i officersuddannelsen fra praktik, og ikke fra teorier. Den militære profession er dog i forhold til den medicinske handikappet af, at man sjældent kan lære ved at gøre tingene i praksis, men må lære ved at øve – og øve så intensivt og realistisk, at man nærmer sig vilkårene i kamp mest muligt.

Indtil 1980’erne byggede Forsvaret bevidst organisationens professionelle udvikling på de officerer, der havde demonstreret deres egnethed under tjenesten i enhederne og grundlæggende stabsposter i omkring ti år. Således udvalgte Hæren på dette grundlag de bedste 10-15 procent af en officersklasse. De blev så sendt til videreuddannelse enten på generalstabskursus eller på en relevant civilingeniøruddannelse, så de blev forberedt til at lede den videre generelt militærfaglige henholdsvis militærtekniske udvikling af værnet.

Uanset, at rammen for at opretholde hærens professionalisme således både fandtes i den professionelle grunduddannelse og i den praktiske tjeneste, var der selvfølgelig en del af officerskorpset, der ikke tog deres profession alvorlig. For mange troede og satsede på, at kernevåbnene ville sikre, at der ikke blev krig, og så var der jo ikke grund til at tage sin tjeneste så alvorligt, at man arbejdede hårdt og krævede af andre, at de også gjorde det. Som Kjeld Hillingsø konstaterede omkring 1980, opfattede en betydelig del af kollegerne, tjenesten som ”for sjov”. Men flertallet gjorde, hvad de med rimelighed kunne inden for deres evner og muligheder, også inspireret af periodens mange markante og indlysende dygtige, professionelle chefer på oberst- og generalsniveauerne.

Virkningerne af ”P83”-officersreformen i begyndelsen af 1980’erne
Intensiveringen af Den Kolde Krig i begyndelsen af 1980’erne og chefers gode eksempel modvirkede til en vis grad for-sjov-tendensen, men netop i disse år blev der gennemført en reform af officerskorpsets tjeneste- og uddannelsesforløb, der skulle skabe alvorlige problemer for især Hæren.

Med P83-reformen slog man uddannelsen af officer til den tidligere ”A-” og ”B-linje” sammen, og alle fik en samlet uddannelsestid som ”Enhedsofficerer” på 2½ år. Det var reelt uproblematisk, for de militære krav til optagelse var fortsat, at ansøgeren havde demonstreret egnethed som befalingsmand. Men de akademiske adgangskrav blev sænket, hvilket ikke mindst var et problem med hensyn til de sproglige basisforudsætninger, som studentereksamen gav. I begyndelsen af 1990’erne kom dette til at betyde, at de eneste udenlandske tekster, der kunne anvendes i den videregående officersuddannelse, var relativt simple engelske. Selv svenske tekster blev afvist som uforståelige af eleverne på videregående uddannelser.

Den grundlæggende officersuddannelses lavere status kom også til at betyde, at hovedfaget taktik blev reduceret i niveauog ikke længere blev båret af en stabsuddannet officer i karrieren, der derved havde faglig ”overhøjde” og autoritet til at koordinere uddannelsen samtidig med, at han var rollemodel.

Indtil denne officersreform havde også Danmark opretholdt det internationalt og erfaringsbaserede princip om, at en generelt videregående uddannet hærofficer, dvs. en officer med generalstabsuddannelse, skulle gennemføre en to års tilfredsstillende tjeneste som underafdelingschef mellem “første” og “anden” stabstjeneste.

Hvis han som en 36-40-årig major ikke længere viste sig egnet til praktisk tjeneste som chef for sit kompagni, batteri eller sin eskadron, kunne han ikke udnævnes til oberstløjtnant. Ordningen kunne virke irriterende på både enhederne, der skulle skabe plads til afprøvningen, og for officererne indebar det en risiko for, at man ødelagde sin fine karriere blot fordi man ikke længere var praktiker. Langt væsentligere for hæren var imidlertid, at ordningen understregede den centrale betydning af praktikken, og den gav den modne officer en læring i, hvad der var væsentligt. Den fine stabsofficer fik en mulighed for at opbygge ydmyghed i forhold til professionens kompleksitet og krav.

Herefter blev stabsofficererne ikke længere udsat for denne ubehagelige og risikable prøvelse, og man kunne blot uantastet fokusere på policy og forvaltning indtil man afstemplet som stabsofficer i et år eller to rykkede ind på et bataljonschefskontor, hvor det var betydeligt lettere at skjule svigtende chefsegenskaber og praktisk forståelse end det var som underafdelingschef. Det efterfølgende forløb i 1990’erne og senere er langt lettere at forstå i rammen af den her gennemførte nedprioritering betydningen af praktisk chefstjeneste og den læring og ydmyghed, der kunne hentes her. Alle de her nævnte tre nøgleofficerer fra Hæren, Ludvigsen, Bisserup og Mathiesen, var berøvet muligheden for den tidligere tvangslæring.

”Funktionæriseringen”
Et helt afgørende problem med P83-ordningen var dens ”funktionærisering” af officerskorpset. Tidligere havde alle linjeofficerer og efterfølgende A-linjeofficerer været ansat uden øverste arbejdstid. De fik ikke penge for overarbejde, de skulle blot løse de opgaver, deres stilling indebar, uden hensyn til den tid dette krævede. Derudover skulle de selvfølgelig holde sig fagligt ajour i fritiden, når dette var nødvendigt. 7-16-officerer kunne ikke forvente videreuddannelse eller karriere. Enhedsofficeren blev efter 1983 derimod reelt som den tidligere B-officer ansat som funktionær til fast arbejdstid, og overarbejde skulle honoreres med betaling eller afspadseres. Det blev for mange helt utænkeligt at anvende fritiden til faglig ajourføring, hvilket er et centralt element i enhver profession.

Tidligere havde den indledende officersskoleuddannelse som nævnt skullet stå alene, og blev kun efterfulgt af tekniske funktionsuddannelser og relativt korte efteruddannelser. Nu blev officeren i princippet kun uddannet til den umiddelbart forestående tjeneste og til den militære grad, der automatisk fulgte med den beståede uddannelse.

Ville man udnævnes til næsthøjere grad/funktionsniveau, skulle man gennemgå og bestå det næste videregående generelle formelle uddannelse. Der var ingen alternative veje, såsom tidligere for uddannelserne til kaptajn og major blot tilfredsstillende bedømt praktisk tjeneste i nogle år. Uddannelsen blev herefter vejledt af princippet “just enough, just in time“, hvilket teoretisk sparede penge, men som i virkeligheden var så resurse- og tjenestefraværskrævende, at Forsvaret senere konstant har søgt at “rebe sejlene”, dog uden at ville erkende, at systemet i modsætning til det tidligere passer til en praktisk profession.

Blandt de negative virkninger af ansættelsesformen var, at officeren forventede kun at skulle beskæftige sig med faglig opdatering under formel uddannelse, hvilket er en uholdbar forventning i en profession, hvor alt er under en rivende udvikling opgavemæssigt, organisatorisk og teknologisk. Men kernen i P83 var, at andre, og ikke én selv, skulle forberede én på nye stillinger. Det skulle systemet.

Det var og er objektivt forkert at lade som om, at et sikkert professionelt niveau med evnen til at holde sig ajour og udvikle professionen kan holdes med 37 timers indsats om ugen. Det er gældende uanset hvilken profession, man taler om. Men funktionæriseringen af officerskorpset gjorde det nærmest fornærmende og illoyalt over for kollegerne samt problematisk for ens chef, hvis man ikke ”tog sin arbejdstid alvorligt”.

Selv om kvaliteten af officerens tjeneste – og derigennem evnen til at lære fra egen praktisk erfaring- i 1980’erne var afgørende for forfremmelse, fik gennemgangen af de formelle videregående uddannelsestrin kaldet “VUT I og II” stadig større fokus. Måske så meget, at officerer og personelforvaltningen kunne overse, at i en praktisk profession må praktisk faglighed og lederevne være det helt centrale element i den professionelle udvikling.

De formelle rent militære uddannelser blev efter P83 den eneste vej til uddannelse, også fordi man lukkede adgangen til mere end én akademisk uddannelse, dvs. først og fremmest for officerers mulighed for ingeniøruddannelse og for nogle uddannelse til psykolog. Dette skabte dels et pres for at åbne uddannelserne for stadig flere, dels et pres fra den forvaltning, der havde beordret officeren på kursus, for at sænke kravene for adgang og for beståelse. For mange blev optaget og stort set ingen frasorteret, hvilket stod klart for undertegnede, da jeg blev kursusleder for stabskursus i begyndelsen af 1990’erne.

Men uanset ændringerne i det formelle uddannelsessystem kunne officererne som flest stadig få en fuld og varieret uddannelse under praktik. Dette skyldtes, at 1980’erne var præget af et meget højt aktivitetsniveau med hensyn til brigadernes og andre hovedkvarterers krigsplansrekognosceringer og uddannelsesaktiviteter.

Det skal understreges, at både Per Ludvigsen og Bjørn Bisserup var for unge til at få personlige praktiske erfaringer fra 1980’ernes intensive aktiviteter, da disse typisk blev opnået på bataljonschefsniveauet i rammen af brigadernes planlægnings- og øvelsesaktiviteter. Ludvigsen modtog sin stabsuddannelse i den britiske hær og brugte sin fritid på jurastudiet. Bisserup markerede sig efter sin tidlige markant gode regimentstjeneste som en usædvanligt dygtig embedsmand i policystillinger. Ingen af de to markerede sig internt eller i offentligheden som interesserede eller originalt debatbidragende unge, yngre eller modne professionelle.

De første år efter Den Kolde Krig
I det første halve årti efter Den Kolde Krig var specielt Hæren præget af stigende krav fra først FN- og så NATO-indsatsen i Ex-Jugoslavien. Samtidig udnyttede forsvarsminister Hans Hækkerup og forsvarschefen Jørgen Lyng Balkan-operationerne til at bedst muligt at forsvare strukturen mod Finansministeriets ønske om at indkassere ”Fredsdividenden”. Snart blev indsatsen på Balkan suppleret med den militære udviklingshjælp til Baltikum og det voksende militære samarbejde med Polen.

I officerskorpset var udviklingen i første halvdel af 1990’erne en skærpelse af både det gode og det dårlige fra udviklingen i 1980’erne. Kvaliteten af den videregående officersuddannelse forbedredes i forlængelse af skridt, der allerede var taget i de foregående 15 år, herunder ikke mindst i evnen til at gennemføre en analyse af opgaver og strukturbehov på tværs af værnene. Jeg har kommenteret udviklingsforløbet i den videregående officersuddannelse en serie essayartikler på Krigsvidenskab.dk, der er blevet udgivet samlet må www.clemmesen.org, konkluderende med artiklen: Mellem militær professionalisme og civile hattefjer: Danske officersuddannelser gennem tiderne.

Den praktiske tjeneste i Ex-Jugoslavien motiverede og udviklede samtidig en del af de unge og yngre linjeofficerer. Værnepligten blev i 1990’erne i betydelig grad rettet mod at sikre bemandingen af den danske internationale indsats her. Professionelt afgørende viden om praktisk logistik samt om risikoen for psykiske kampskader blev genlært.

Læreprocessen mht. psykiske kampskader fik unødvendigt store omkostninger for mange, unødvendigt, fordi professionel amatørisme eller glemsomhed på dette område gjorde, at personellet blev sendt på afspadsering umiddelbart efter hjemkomst og derfor ikke fik nogle ugers “dekompressionsperiode” med kammeraterne, der kunne have mindsket risikoen for kroniske skader.

Nu begyndte de uheldige virkninger af P83-personelordningen at vise sig. Det kostbare og ufleksible system, der havde fastlåst sammenhængen mellem teoretisk uddannelse og udnævnelse, skabte et kostbart uddannelsesforløb, med flere lange fravær fra praktisk tjeneste og store klasser med mange umotiverede elever. Behovet for besparelser førte dog ikke til et generelt opgør med systemet. Dets fortsættelse blev muliggjort ved, at man efter ca. femten år standsede gennemførelsen af det obligatoriske værnsfælles Stabskursus-I, med ringere gensidig forståelse, samspil og samarbejde værnene imellem til følge.

Udviklingen mod en for dyr uddannelse blev også forstærket af en idiotisk beslutning på budgetteringsområdet. Tidligere havde et kursusbudget primært omfattet poster, som kursuslederen sammen med Forsvarsakademiet selv kunne gøre noget ved, herunder udgifter til eksterne lærere og kursusrejser. Nu kom budgettet også til at omfatte de meget store udgifter, der var forbundet med at sende officeren på kursus. Dette fik en dobbelt skadelig virkning. For det første mistede den myndighed, der sendte elever på kursus, enhver motivation til at begrænse antallet til de egnede. For det andet forsvandt de udgifter, som kursusledelsen og Forsvarsakademiet selv burde holde nede, i et budget, der var domineret af udgifter, de ikke havde indflydelse på. Resultatet blev selvfølgelig, at stabskursus’ rejser kom til at gå til fjerne mål som USA og Kina, de stigende rejseudgifter forsvandt i det oppustede budget.

Forsvaret fik snart et for stort og gennemsnitligt for gammelt officerskorps i forhold til de stadig færre enheder og praktiske opgaver. Da man bl.a. overførte de meget store enhedsstabe, der var nødvendige i missionsområdet, til organisationen hjemme, og tømte de resterende kaserner for værnepligtige, blev der dog kontorer, skriveborde og computere til alle. Det er velbeskrevet, at en organisation altid kan skabe arbejde for sig selv ved tom forvaltning og utallige møder, og dermed sikre fornemmelsen af travlhed hos alle. Samtidig fjernede man i fortsat “rationaliserings-“iver de sidste rester af fredstidsstabenes civile stabsstøttepersonale. Herefter blev officerer fastlåst ved skrivebordet med så tidskrævende indtastning af data til DeMap/DeMars og systemets forgreninger, at de fik og fastlåstes i den opfattelse, at dette var naturligt officersarbejde og ikke en undergravning af det resterende professionelle fokus.

Kun få ældre officerer havde oplevet fordelene ved de tidligere ganske små og fokuserede fredstidsstabe ved alle enheder og myndigheder. Den stadig større tidsmæssige afstand til praktisk tjeneste i enheder hos de fleste officerer forstærkede denne udvikling. Fraværet af Den Kolde Krigs krigsopgaver gjorde, at den meget store andel af det faste officerskorps, der ikke blev knyttet til den internationale indsats, ikke længere blev opdateret professionelt ved instruktionsøvelser o.l. Hvis de ikke selv fulgte med, blev deres professionalisme snart reduceret til blot at tage uniformen på. Det er en situation, der er forværret igennem de efterfølgende tyve år.

Materielmæssigt forbrugte man i årene 1992 til omkring 2000 i det store og hele, hvad man havde arvet fra Den Kolde Krig. Der blev et voksende behov for at skære igennem for at skabe handlefrihed til investeringer, og også dette pres var med til i 2003 at åbne et mulighedernes vindue for de revolutionære reformatorer.

General Hvidts satsning: Forsvaret som en produktionsvirksomhed
For mange officerers tendens til at koncentrere sig om at bære forvaltningsbyrden snarere end om at ajourføre deres militære professionalisme, er, som citatet viser, ældre end New Public Management:
… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
– Sir Michael Howard, “The use and abuse of military history” in R.U.S.I. Journal 1962.

Da general Lyngs afløser som Forsvarschef, admiral Hans Garde, efter kun fire måneder i stillingen i 1996 blev dræbt ved et flystyrt på Færøerne, kom dette til at medføre et afgørende brud med det primært professionelle fokus i Forsvaret.

Gardes afløser, flyverofficeren Hvidt, og dennes stedfortræder mod slutningen af Hvidts forsvarschefsperiode, chefen for Forsvarsstaben og senere Forsvarschef, artilleristen general Jesper Helsø, så begge Forsvaret som “en produktionsvirksomhed“. For både flystyrker og for artilleriet er den rationelle, videnskabelige, centraliserede og standardiserede anvendelse af resurserne, som i en produktionsvirksomhed, et afgørende element i organisationens effektivitet. Det var derfor naturligt for Hvidt og Helsø at opfange og forstærke de ønsker, der fra 1990’erne kom fra Finansministerets ”New Public Management”-reformer.

Offentlige myndigheder skulle ledes ved hjælp af en måling af output, og ledelsen skulle motiveres til stadig effektivisering gennem konstant reorganisering. Som i en produktionsvirksomhed skulle alle processer gøres målbare og standardiserede på tværs af al aktivitet. Eksisterende og nye aktiviteter skulle gives et standardformat med såkaldte ”business-cases“. Virksomheden skulle motiveres og samles gennem ”visioner”, “missioner“, og et ”strategisk mål” skulle sikre at al indsats loyalt – uden offentlig diskussion – rettedes mod samme mål. Dette medførte, at professionalismen, den militære faglighed, ligesom fagligheden i andre dele af den offentlige sektor, kom under et voldsomt pres, da den ikke lod sig måle eller standardisere. Det er heller ikke så sært, at den i forvejen hensygnende faglige debat i Forsvaret forsvandt under general Hvidt. Loyale diskussionsbidrag skulle koncentrere sig om implementeringen af virksomhedens beslutninger og udnytte ledelsens standardiserede ”New-speak“.

General Hvidt søgte i 1990’ernes sidste år at legitimere Forsvaret ved at gå i spidsen for ”reformerne” og demonstrere, at Forsvaret havde udviklet sig til en supereffektiv, moderne, offentlig virksomhed. En embedsmand i Rigsrevisionen konstaterede smilende over for mig i foråret 2008, da jeg beskrev de ødelæggende virkninger og den dramatiske bureaukratisering, der blev følgen, at Forsvaret jo ikke havde gjort nogen modstand mod kravene om standardisering. Det synes ikke at være gået op for nogle af de involverede i og uden for Forsvaret, at den så eftertragtede ”kreativitet” og ”innovationsevne” forudsætter en både dyb og bred faglighed, som gør det muligt at forudse konsekvenser af beslutninger ”uden for kassen”.

Et sådan dyb og bred faglighed havde de officerer fra Hvidt og videre frem, som er hovedpersonerne i den her beskrevne udvikling, aldrig set som relevant at skaffe sig. Det vidste jo, at Forsvaret – eller i hvert fald de selv – aldrig mere skulle i krig. Derefter var de ikke i stand til selv at definere innovationstiltag. Deres karriere fik således karakter AF proaktiv tilpasning til ikke-faglige ideer i rammen af New Public Management. De fik selv høj rang og den synlige del af magten, som embedsmænd med DJØF-baggrund vidste ville eksponere dem selv for meget over for befolkningen. Det ville jo være godt, at det også blev Forsvarschefen, der søgte sin afsked, næste gang departemenschefen skønnede forkert, ligesom under Jægerbog-skandalen.

Officerernes identitetskrise og tab af selvtillid
Allerede i de sidste tyve år af Den Kolde Krig havde udviklingen været i gang. Den generation af officerer, der havde oplevet besættelsen og de først ti år af tiden efter som barn eller teenager var sjældent i tvivl om, hvad en dygtig officer var og hvordan han burde optræde professionelt. Men dette var og blev slet ikke gjort tidligt klart for de senere generationer, der sluttede sig til officerskorpset i 1970’erne og 1980’erne.

Dette syntes specielt og naturligt at være et problem i Hæren, der i modsætning til søofficerer og Flyvevåbnets piloter ikke havde en professionsforankring, der gik ud over Forsvaret. At implementeringen af “P83”-officersordningen for Hærens officer betød, at de ikke blev udsat for en professionel mentor og rollemodel under grunduddannelsen har sandsynligvis øget risikoen for, hvad jeg i titlen beskrev som “fagdemens”, dvs. tabet af forståelsen for, hvad officersgerningen indebar og stolthed over denne. Uden denne viden og følelse blev officeren reduceret til blot at være aktivitetsforvalter i uniform uden noget grundlag for selvtillid eller selvrespekt.

Dette forhold betød, at officererne i størst mulig udstrækning søgte privelegier, skjul og tryghed ved at nærme sig civile normer og rammer.

Man havde omkring 1970 udvidet officersuddannelsens længde og ændret dens indhold med det klare formål at blive optaget i Akademikernes Centralorganisation og derigennem opnå prestige og sikret høj løn. Uanset, at dette undergravede Hærens aldersbalance og effektivitet søgte og opnåede linjeofficerenes fagforening allerede under Den Kolde Krig at få indført en generel 60-års pensionsalder. Det skete på trods af, at de danske officerers aldersgrænser allerede tidligere var høje i international sammenhæng.

Alle reformer af ansættelsesformerne og uddannelsen skete med tilpasning til den laveste civile fællesnævner med hensyn til mindst mulige arbejdsindsats, størst mulige tryghed i ansættelsen og mest mulige prestige.

Fremskridt” på disse områder blev søgt med den uunderbyggede begrundelse, at det ville fremme rekrutteringen til officerskorpset og forbedre fastholdelsesmulighederne. Ingen forsøgte at få personer til at søge officerstjenesten vil at stille høje krav. Det var åbenbart udansk at satse på kvalitet.

Forsvarsledelsens interessevaretagelse
Den militære forsvarsledelse ophørte i realiteten med at være arbejdsgiver og optrådte i stedet som de facto ledere af officerernes interesseorganisation.

Under private overenskomstforhandlinger søges et kompromis mellem på den ene side ledelsens ønsker om øget faglig fokusering af produktionen og mere fleksibilitet i denne og på den anden side de ansatte organisationers ønske om at sikre medlemmerne højere løn, flere privilegier og øget trykhed.

Ud fra denne model skulle forsvarsledelsen og departementets forhandlere have søgt at fremme militærfaglig kvalitet og fleksibilitet i anvendelsen af de ansatte mod at disse fik større fordele. Således skulle forsvarsledelsen have søgt en forenkling og harmonisering i den nu uoverskuelige jungle af løn-, ydelses- og ansættelsesformer. Det skete naturligvis ikke. De forhandlende uniformerede og civile embedsmænd er også arbejdstagere, og de optræder som medansatte snarere end at stræbe mod at give Forsvaret øget professionel kvalitet og virksomhed mod højere løn og mere tryghed.

Jeg glemmer ikke det svar, som den daværende forsvarschef Jesper Helsø gav på et spørgsmål fra mig under et møde i august 2003 med hele generaliteten, forsvarsattachéer og andre udsendte chefer. Spørgsmålet drejede sig om hvor dybt man agtede at beskære antallet af højere grader under de påtænkte styrkereduktioner, så man undgik at få en situation, der mindede om det groteske og latterlige billede, der traditionelt karakteriserede sydamerikanske militære styrker. Helsø gjorte klart, at det ikke var hans hensigt at ændre på antallet af officerer i de højere og højeste grader, da udnævnelserne var privilegier, som motiverede og som derfor skulle bevares.

Helsøs hensigt blev realiseret, og udviklingen senere har vist, hvorledes forsvarsledelsen har valgt at sikre privilegier og tryghed uden modkrav for officerskorpset, men reelt kun for den hjemlige del.

Man bevarede derfor flest mulige officerer på trods af deres stillinger blev militært substansløse. Man fortsatte en linje med flest mulige privilegier og med kun minimale krav med hensyn til at officeren skulle opdyrke, ajourføre og konsolidere sin militære faglighed en identitet, som ledelsen selv lykkeligt havde besluttet var irrelevant i den fremtidige verden.


De helst glemte, vi sendte i krig og derefter svigtede, her repræsenteret af Pilou Asbæk som kompagnichefen i filmen “Krigen”

Men ledelsens omhu og interesse var reelt begrænset til de konstant hjemmetjenstgørende officerer. De unge og yngre hærofficerer, der gjorde den gode, robuste og risikable krigstjeneste for Danmark, mens de ældre sad hjemme og nød privilegierne, fik under operationerne sjældent den loyale støtte og meningsfulde vejledning hjemmefra, de burde have fået.

Og efter 2014 reducerede Forsvaret, som vi skal se, drastisk deres chance for en fremtidig praktisk tjeneste og fjernede deres mulighed for en professionel videregående uddannelse. Derigennem blev det udelukket, at organisationen i fremtiden kunne bygge videre på, udvikle og udnytte de professionelle veteraners motivation og praktiske krigserfaringer.

Ikke klogt eller smukt!

Ansættelsen af skrædderne til K-notatets ”Kejserens nye klær
“People often of masterful intelligence, trained usually in law or economics or perhaps in political science, who have led their governments into disastrous decisions and miscalculations because they have no awareness whatever of the historical background, the cultural universe, of the foreign societies with which they have to deal.”
– Sir Michael Howard, “The Lessons of History

Det 2004-forsvarsforlig, der fulgte K-notatet og implementerede dette, skabte også, hvad der skulle være dets akademiske forankring. Det skete i etableringen af et nyt samfundsvidenskabeligt studiefelt, som man kaldte ”Militære Studier”. Med Mikkel Vedby Rasmussen som første leder blev der først etableret et ”Dansk Institut for Militære Studier” (DIMS) på Forsvarsakademiet, men uafhængigt af dette. Fra 2010 var aktiviteten flyttet til Institut for Statskundskab på Københavns Universitet som ”Center for Militære Studier” (CMS).

Måske skulle forligets beslutning skabe en dansk aktivitet, der svarede til det brede studie af krig og strategi, ”War Studies”, som Sir Michael Howard havde skabt på King’s College, London halvtreds år tidligere. Det var i samme by og periode, hvor de beslægtede ”Strategic Studies” blev udviklet i rammen tænketanken ”The International Institute for Strategic Studies”.

Michael Howard kombinerede sin baggrund som historiker med den direkte og personlige erfaring i krig, som han have opnået som kaptajn i en eliteinfanteribataljon i Italien under 2. Verdenskrig. Hans doktordisputats var et epokegørende studie af den Fransk-Tyske Krig 1870-71, der klart demonstrerede Howards krav om, at krig skulle undersøges historisk i bredde, dybde og sammenhæng, hvis man skulle opnå indsigt fra studiet.

War Studies-virksomheden på King’s College skulle være og blev en dynamisk ramme, hvor krig og konflikt blev studeret på tværs af alle videnskabelige discipliner og med altid bred og åben forståelse af emnet. Den danske hærs grundlæggende officersuddannelses uddannelse i krigshistorie og den videregående officersuddannelse i ”strategi” blev dybt og direkte inspireret af Michael Howards virksomhed og eksempel fra midten af 1960’erne, hvor jeg blev uddannet.

I 2004 gik det med 1968-generationen ved magten og den danske storforskrækkede opfattelse af ordet ”krig” imidlertid ikke at dyrke ”krigsstudier” her i landet. Derfor valgte man i Bisserups 1. Afdeling i Forsvarsministeriet det mere ufarlige og intetsigende begreb ”militære studier”. Navnet var dog ikke den centrale problem i Mikkel Vedby Rasmussens løsning af DIMS’ opgave. Det var, at han arrogant lukkede boksen om studiet på en måde, der var et klart og manipulerende brud med den åbne og empirifunderede videnskabelige tradition fra King’s College.

Den fravalgte evne til operativ og geostrategisk, m.m. analyse
Et seriøst studie af mulige militære konflikter og operationer, af mulighederne for afskrækkelse og af behov for struktur og andre forberedelser, omfatter følgende elementer:

a) At søge en dyb og alsidig forståelse af det problem eller de problemer, som overvejes løst med bl.a. militære midler, af den eller de affødte opgaver samt af både det mulige indsatsområde og af vilkårene i eget land.

b) At opnå en dyb og kritisk indsigt i, hvad de i situationen relevante militære styrker kan og ikke kan med bl.a. en given bemanding og kadrekvalitet, den rådige teknologi og det opnåelige uddannelses- og træningsniveau.

c) At søge et så godt som muligt tilsvarende billede af modstanderen og af eventuelle allierede.

d) At opstille mulige kombinationer af styrker, opgavesæt og bl.a. juridiske rammer og begrænsninger for indsatsen.

e) At identificere mulige kombinationer hos modstanderen og eventuelle allierede.

f) At lade de af modstanderens muligheder, der opfattes farligst og mest ubehagelige for end selv og eventuelt allierede, ”spille” med inddragelse af kritiske ”peers” for at identificere svagheder i egne muligheder, modstanderens muligheder for at reagere effektivt må en måde, der undergraver opgavens løsning og skaber risiko for optrapning ved spredning eller mod mere total konflikt.

g) At lade mulige negative virkninger – herunder ”collateral damage” – identificere med inddragelse af andre end de ansvarlige planlæggere.

h) Herefter at fastlægge ansvarlige anbefalinger til de politiske beslutningstagere.

Intet af dette så de kommende ”militæranalytikere” som specielt relevant, hverken den nødvendige fremgangsmådes militære element eller den systematiske, analytiske fremgangsmåde.

Dette er ikke fordi fremgangsmåden ikke kan læres af ikke-officerer, der gider. Det viste den senere generallæge Erik Darre, da han efter eget valg gennemgik Stabskursus II på Forsvarsakademiet på det tidspunkt, hvor fremgangsmåden var udbygget og konsolideret til en værnsfælles operativ analysemetode. Darre bestod som den bedste i sin klasse.

Det delvise alternativ i Odense
Modsat den britiske og senere internationale War Studies-tradition fravalgte Vedby Rasmussen for det første et historisk grundlag som irrelevant for studiet af krig. Faktisk blev al militær erfaring fravalgt som grundlag for danske militære studier.

I forlængelse af den teoretiserende dominans i det københavnske studie af statskundskab blev emnet ”afmilitariseret”, dvs. at det multi-disciplinære fokus med hensyn til emner og metode fra ”War studies”-traditionen blev bevidst kastreret.

Studier i dybde og sammenhæng var irrelevant, og danske ”militære studier” blev herefter lig med på den ene side studier (ofte isoleret set udmærkede) af teknisk-økonomiske forhold, der dog ikke blev placeret i en helhedsramme bygget på forståelse af militære muligheder og på den anden side ordrige banale betragtninger om den internationale udvikling indpakket i teoretisk-videnskabelige termer. Dette sidste så Vedby Rasmussen som det mest videnskabelige og centrale, fordi dermed forsynede han de betalende med ”nye klær”. Og hverken Forsvarets ledere, der finansierede det teoretiske spindelvæv, eller medierne følte sig kaldet til at optræde som den lille dreng i eventyret om kejseren.

For det andet var det klart, at Mikkel Vedby Rasmussen og hans følge ikke et øjeblik tvivlede på, at historien var slut, og at ”gamle krige” og den tilknyttede gammeldags afskrækkelse og krisehåndtering bygget på militære styrker derfor var irrelevant fortid.

Frigjort fra historien har han som andre politologer let ved at glemme, at politiske beslutninger om krig og fred sjældent bygger på fuld indsigt i konsekvenser og rationalitet. Uanfægtet af menneskelige og organisatoriske erfaringer bliver “boksens” inderside den eneste interessante virkelighed.

Senere fik Danmark rent faktisk oprettet et studie, der mere direkte blev inspireret af de internationale uddannelser i War Studies. Det skete, da Syddansk Universitet oprettede ”Centre for War Studies”, hvor centrets ambition var ”at forstå krigen i sin essens og historiske udvikling, få indblik i nye mønstre indenfor krig og konflikt, og bidrage til samfundets viden om krig og fred og de handlingsmuligheder, vi har foran os. … Krigsstudier er således en pragmatisk akademisk tradition, hvor internationale sikkerhedsstudier, folkeretsstudier og historie og kulturstudier bringes sammen.”

Det var et fremskridt, men også her var der åbenbart ingen interesse i at inddrage militære erfaringer i form af militærhistorie og krigshistorie i studiet, da dette blev tilbudt. Nok også fordi man også i Odense var positivistisk sikker på, at ”gamle krige” var for evigt overstået i Europa. Endvidere blev det ikke SDUs lidt bredere opfattelse, der inspirerede den udvikling af den videregående danske officersuddannelse, ”Master i militære Studier”, der for et par år siden blev resultatet af akkrediteringsforløbet. Det blev den snævrere teorifokuserede københavnske skole.

Militæreksperterne uden interesse for krig
Det ahistoriske tunnelsyn, der kom til at fastlåse de forvaltende tidligere ungtyrkere, der nu er blevet forsvarsledelse, fik således en teoretisk-videnskabelig forankring. Den præger alle de politologer, der får løn for at lade som om, at de er ”militæreksperter” eller ”-analytikere”.

Selv de allerbedste og mest målrettede af disse civile akademikere, som Forsvarsakademiets klare stemme Peter Viggo Jakobsen og CMS’ nuværende leder Henrik Breitenbauch, synes ikke at være klar til at forestille sig, at historien måske ikke er slut, og at den lange europæiske mellemstatslige fredsperiode efter 1945 ikke automatisk er sikret mod en opportunistisk militærstøttet revision, der kan komme helt ud af kontrol. I de første 45 år optrådte man i hvert fald ikke så stråsikkert, som i de seneste to årtier. Selv disse to er ikke parat til at undersøge råddet i NATOs militære muligheder og følgerne af dette.

Vejledningen
I en TV2 Bornholm-udsendelse 24. september 2017 om truslen mod øen kunne seerne nyde godt af, at Jakobsen klart fremlagde sit grundlag og analyse. Derved belyste og bekræftede han det beskrevne danske forsvarspolitiske DNA, som også var hans: Hvis der krævedes mere end symbolsk militær optræden, var opgaven irrelevant for Danmark, og hvis det gik galt skulle man optræde som den 9. april. Befolkningen ønskede ikke at nedprioritere andre områder for at vise solidaritet med allierede. Vi nyder, yder ikke. Operativ og geostrategisk analyse var irrelevant og derfor uinteressant. Rusland ville handle rationelt inden for en vestlig logik. Historisk erfaring var irrelevant.

Direkte citeret fra udsendelsen forklarede Jakobsen: “Vores politikere vil hellere have skattelettelser (…) man vinder ikke valg på at opruste. (…) Ingen lægger mærke til, om man køber flere soldater (…) og det er et vilkår, man er nødt til at operere ud fra. Og det er jo også det vilkår, jeg lægger til grund for min fagmilitære rådgivning og min strategiske rådgivning til politikerne, der er at sige, hvad er det realistisk at få, og hvordan kan vi bedst muligt bruge de penge, og er det så forsvarligt. Ja, det vil jeg jo mene, givet den trusselsvurdering, som jeg anlægger.”

Han synes sig ikke bevidst, at han ikke var ”fagmilitær”, men en statskundskabs-akademiker, der i en årrække efter Den Kolde Krig havde interesseret sig for dansk sikkerhedspolitik og med rette var blevet kendt for sin vilje til at sige klart, hvad han var nået frem til.

Som han gør klart i udsendelsen indebar det ikke, at han skulle sætte sig ind i, hvad militære enheder kunne eller ikke kunne eller hvad geostrategisk eller operativ analyse indebar eller hvordan disse påvirkede situationen. Sådanne var irrelevante og – man forstod – under hans værdighed.

At han med dette reelle fravalg i realiteten ikke kunne rådgive fagligt om strategi, fordi en sådan rådgivning netop drejede sig om at gøre de praktiske – ikke teoretiske – militære muligheder og begrænsninger klart for politikerne, synes Jakobsen ikke bevidst om.

Da De Radikale i efteråret 2017 gjorde klart, at de krævede, at der netop i Forsvarsbudgettet skulle findes meget betydelige ekstra resurser til dansk hjælp til genopbygning af krigszoner, fik idéen straks klar støtte af lederen af Center for Militære Studier, Henrik Ø. Breitenbauch. Han konstaterede, at det var en “fremragende idé“.

Man kan have forskellige opfattelser af mulighederne for at fremme den politiske stabilitet gennem infrastrukturprojekter i krigsområder, hvor der ikke er holdbare tegn på politisk stabilisering. Men det, der her skal noteres, at støtten til de facto-reduktionen af forsvarsudgettet med 118 millioner kroner årligt skete uden, at Breitenbauch overvejede, hvad dette ville betyde i den i forvejen ekstremt vanskelige forligs- og resursesituation.

Breitenbauchs støtte bekræfter reelt også, at de civile sikkerhedspolitiske akademikere fortsat er låst fast i Nye Krige-paradigmet i en situation, hvor fornyet interesse i mulighederne og problemerne ved konventionel og nuklear afskrækkelse umiddelbart set synes logisk.

I kommentarer fra politologerne til enhver truende negativ udenrigspolitik udvikling var og er indholdet altid fortrøstningsfuldt, uanset om der var tale om Nordkorea, NATO, EU, Storbritannien under BREXIT, Det Sydkinesiske Hav eller Ruslands udenrigspolitik: Den ville ende OK, der er nok som i markedet en “usynlig hånd“, der kombineret med aktørernes snusfornuft sikrer, at situationen igen lander på benene, uden at nogen (og da slet ikke Danmark) skulle tænke eller gøre noget selvstændigt. Reelt er substansen i dette argument (som det var i juli 1914), at forløbet plejer at ende godt. ndtil dette ikke længere er tilfældet, får politologerne ret uden at skulle forstå eller argumentere dybere hvorfor.

Det svarer til, at en by på grundlag af de sidste fem års erfaringer med, at alt går godt, opløser brandvæsnet og at dens borgere opsiger deres brandforsikringskontrakter. Logikken er, at hvis det går galt, kan man nok få hjælp af beredskabet i nabobyen, og velfærdssamfundet tillader næppe, at ens familie går til uden tag over hovedet. Og som Jakobsen rigtigt gør klart, er borgerne mere interesseret i flere penge i lommen og mere velfærd.

Selv de bedste og mest åbne er som de tidligere ungtyrkere ikke parat til at erkende, at uforsete politiske jordskælv som i 1989 vil komme igen i en eller anden form, og at det er deres opgave at forberede sig bedst muligt ved at satse på åben erkendelse og strukturel fleksibilitet. At fastlåse beslutningstagernes skyklapper er uansvarligt.

Det største problem med de danske civile statskundskabsbidrag til militære og strategiske studier (på institutter, centrer og efter 2014 i den videregående officersuddannelse) er ikke, at man som grundlæggende positivistisk præmis forudsætter, at mellemstatslige storkrige ikke længere kan ske og erfaringerne fra disse derfor totalt kan ignoreres sammen den konventionelle og nukleare afskrækkelse af disse. Det er, at man ikke åbent fremlægger dette ekstremt begrænsende grundlag for ens forskning, hvilket sådan set er intellektuel uhæderlighed.

Forsvarets virkelighed efter 2004-forliget: Irak og Afghanistan
New Public Management og virksomhedsmodellen slog først fuldt ud igennem efter 2001 i forsvarschef general Jesper Helsøs periode, men den blev forstærket af de revolutionære ungtyrkeres forsvarskonceptkup i 2003, som Helsø valgte at adoptere. Dertil kom virkningerne af, at Danmark i logisk forlængelse af den nye først-ind-i-de-nye-småkrige-koncept endte i to fjerne krige, hvor vi valgte at bidrage uden at have baseret deltagelsesbeslutningen og bidragene på selvstændig faglig analyse.

I perioden fra 2005 til 2013 var Forsvarets ydre virksomhed præget af værnenes indsats i de internationale operationer. Samtidig blev den ”producerende”, hjemlige virksomhed indledningsvis præget af gennemførelsen af ungtyrkernes revolution af organisationen. Arbejdet og arbejdsvilkår på Forsvarets tjenestesteder blev først og fremmest præget af ”New Public Management”-ideologiens fastlåste tro på, at effektivitet blev fremmet af konstant ombrydning af organisation og ansvar (benævnt ”reformer”). Det skete under konstant pres for at skabe målbarhed gennem standardisering af al virksomhed.

Udviklingen var et direkte brud med den veldokumenterede erfaring fra alle organisationer, at reorganisering skaber en periode med dyk i effektiviteten, og at konstant reorganisering hurtigt og drastisk undergraver en organisations effektivitet, fordi den hindrer den nødvendige konsolidering af ansvar, samarbejde og rutineret opgaveløsning. At denne gamle erfaring stadig er gældende, er senest blevet pinligt dokumenteret af SKATs “reform“-drevne, synlige sammenbrud.

Styring ved opretholdelse af organisatorisk lammelse og kaos
Man kan kalde den metode, som fortsat anvendes af Finansministeriet til at presse resurser ud af eksisterende offentlige aktiviteter for at skaffe frihed til nye, pengekrævende politiske initiativer, som styring ved at skabe organisatorisk kaos. Derefter undrer man sig over, at dette kaos – som i SKAT – ikke kan levere faglig kvalitet eller opretholde de ansattes moral.

For Forsvarets vedkommende indebar standardiseringspresset også et direkte angreb på fagligheden, dvs. den militære professionalisme, som skal sikre målretning af aktiviteter med mindst mulig risiko for spild og tab. Et højt fælles niveau i værnene var kun lige og vanskeligt opnået i 1990’erne, i øvrigt med et centralt bidrag af den daværende orlogskaptajn Nils Wang. Det havde bl.a. været vanskeligt, fordi det skulle opnås under bevarelsen af den forskellige organisationskultur, som er central for værnenes effektive opgaveløsning. Angrebet på professionalismen skete ved de afgørende ændringer af den videregående officersuddannelse, som blev præsenteret og ukritisk accepteret som forudsætningen for uddannelsernes civile ”akkreditering”. At ungtyrkerne valgte ikke at se professionsødelæggelsen som et problem, der skulle imødegås, kan forklares af deres sikre syn på fremtiden.

Da det nye aprofessionelle syn på Forsvaret som en først-ind-først-ud produktionsvirksomhed også indebar, at Danmark ikke skulle have et egentligt forsvar, men kun skulle tage rådige ting op af kapacitets-”værktøjskassen” for at opnå amerikansk velvilje, er det naturligt, at man ikke følte behov for selvstændig, national strategisk, også militærfaglig analyse, før man sendte de danske bidrag afsted. Før Irakinvasionen var der fra både det amerikanske udenrigsministerium og den amerikanske hærs side gennemført og offentliggjort indlysende sunde analyser, der gjorde klart, at opgaven ikke ville blive så enkel som Præsident Bush og hans altvidende forsvarsminister Donald Rumsfeld mente. Danmark kunne sammen med vores hovedsamarbejdspartner Storbritannien have læst disse grundige og erfaringsbaserede analyser samt anvendt omtanke og dømmekraft som grundlag for vores bidrag. Ved blot at følge utænkende “først ind” i den dårligt planlagte krigsførelse uden en strategi, blev Danmark medskyldig i den efterfølgende og stadig fortsatte tragedie. Den manglende faglige analyse førte i øvrigt også til bristende juridisk-professionel forberedelse af krigsindsatsen, som man derefter som bekendt forsøgte juridisk at få Forsvarets Auditørkorps til at tørre af på konstabler og på yngre officerer af reserven og senere også linjeofficerer.

Den manglende professionelle forudseenhed på det operativt-folkeretlige område havde allerede skabt problemer i forhold til de danske specialoperationsstyrkers indsats i Afghanistan i 2002. Så fulgte den svigtende evne til at erkende og tilpasse indsatsen i Helmandprovinsen fra 2006 til behovet og situationen. Bl.a. dette kom i kritisk grad til at hæmme effektiviteten af den danske tilstedeværelse. At det ikke gik værre skyldtes kombinationen af simpelt held og Hærens enheders og skolers fortsatte evne til på nogle området at tilpasse sig virkeligheden i missionsområdet, efter man var kommet på plads. Indsatsen i Afghanistan og de betydelige tab gav dog – uanset indsatsens alvorlige professionelle mangler – Danmark stor synlighed i Det Hvide Hus.

Den professionstømte akkrediteringsproces af officersuddannelsen
På trods af, at både Irak og Afghanistan havde understreget betydningen af, at Danmark forberedte sig ligeså godt før vi gik ind i krige, som når vi forberedte fiskeriforhandlinger i EU-regi eller klimapolitiske bidrag i FN, fortsatte de professionsødelæggende virkninger af Hvidts standardiseringsoffensiv op gennem nullerne. Officersuddannelserne skulle som nævnt nu puttes ind i de standardiseringsskabeloner, som skulle gælde for alle civile uddannelser. ECTS-pointsredskabet blev i de civile uddannelser brugt til bl.a. at lette, at studerende kunne tage næste skridt af uddannelsen ved et andet universitet, evt. i udlandet. ECTS blev indført i Forsvaret uanset at det var grundlæggende irrelevant for militære uddannelser. Også det civile krav om faglig akkreditering blev indført ukritisk. Civile uden militær indsigt samt uerfarne politologisk uddannede officerer foretog den faglige ”peer review”-vurdering, der i en ægte fagfællebedømmelse burde have været hentet fra de ledende militære uddannelsesinstitutioner i udlandet. Også på Forsvarsakademiet blev stadig flere ikke-peers fra teoretiske akademiske uddannelser uden faglig militær indsigt sat til at forme officersuddannelserne. Det ville have været indlysende risikabelt, hvis man havde gjort det samme i speciallægeuddannelserne.

På Forsvarsakademiet skete der i begyndelsen af nullerne en organisatorisk dekonstruktion af stabskursus, der dramatisk svækkede dets helhedsudvikling og værdi. Den blev på vegne af Forsvarschefen, Christian Hvidt og hans Chef for Personelstaben, generalmajor Kurt Ebbe Rosgaard, drevet af den daværende kommandørkaptajn Annemette Ruth fra hendes plads som chef for Personeludviklingssektionen i Forsvarskommandoen.

Kursuslederen, der indtil reorganiseringen var en officer med markant professionel profil og højt karrierepotentiale, havde været den helhedsansvarlige chef, der samtidig evnede selv at lede og selv undervise i et af de to hovedfag – strategi eller operationer. Fra 2002 blev kursuslederen reduceret til blot at være koordinerende forvalter af autonome bidrag fra institutterne. Denne organisationsudvikling skabte sammen med den stadig svagere faglige ballast og det stadig lavere professionelle engagement hos den voksende militære lærergruppe, en flok uniformerede, der var så let at vildføre med luftspejlingen af et akademisk diplom, som det var for børnene i Hameln at følge fløjtespilleren.

Hovedkraften i afprofessionaliseringen blev fra 2002 den i København statskundskabsuddannede Ole Kværnø, der som den første ikke-militære leder af stabsuddannelsens strategi-del og i de senere år fra den nye stilling som akademiets “dekan” stod for akkrediteringen, dvs. tilpasningen af officerernes videregående uddannelse til, hvad ufaglærte uddannelsesbureaukrater kunne genkende. Annemette Ruth fik stillingen som Kværnøs kollega som chef for Institut for Ledelse og Organisation, indtil hun i 2005 med udnævnelsen til kommandør blev chef for Policy- og Rådgivningsafdelingen i Forsvarets Personeltjeneste, og herfra kunne retlede akkrediteringsforløbet.

Det var et centralt krav akkrediteringsforløbet, at uddannelsen i fremtiden skulle være forskningsbaseret, dvs. som udgangspunkt, at den eksisterende uddannelse i karakteren af krig, krigsførelse, andre typer operationer, føring og management i krig og krigsforberedelse, nuklear og konventionel afskrækkelse, militær-politisk samarbejde samt professionel operativ og strategisk analyse skulle gives af forskere, dvs. i princippet akademikere med ph.d.-grad.

Problemet var, at sådanne folk fandtes ikke i Danmark, fordi disse emner blandt danske akademikere kun havde interesset en håndfuld historikere, der ikke ønskede at gøre sig relevante ved at søge at generalisere.

Nu kunne cheferne for Forsvarsakademiet i de femten år efter 2002 havde vist rettidig omhu og fastholdt under henvisning til udlandet, at de ovenfor nævnte emner også skulle indgå i den fremtidige videregående officersuddannelse i Danmark.

Derefter kunne man have sikret forskningsbasering ad to parallelle veje: For det første ved at søge kræfterne fra udlandet og for det andet fastholde, at det for rene militære fag ikke var en ph.d., men en kombination af en inspirerende tjeneste som chef, demonstreret analytisk virksomhed og et udenlandsk “War College”-kursus.

Denne rettidige omhu blev ikke vist, og Forsvarsakademiet opgav i stedet professionalismen og søgte taknemmeligt, hvad de danske teoretiske statskundskabsinstitutter kunne levere. Undervisningen blev forskningsbaseret, men militært set irrelevant.

Virkningen af akkrediteringsprocessen blev, at man fra omkring 2010 fjernede uddannelsen i at analysere militære opgaver og problemer med henblik at kunne opnå helhedsforståelse. Dermed forsvandt officerernes evne til at give ansvarlig rådgivning og implementere organisationsudvikling i en militær organisation. Dette skal ses i sammenhæng med, at ingen officerer i mere end tyve år har fået praktisk erfaring med at planlægge større konventionelle forsvarsoperationer over bataljonsniveauet, endsige med at gennemføre forberedelserne til disse. Højere hovedkvarterer har fået for vane styret af inerti og som beskæftigelsesterapi at gennemføre absurde drejebogsstyrede papirøvelser med ikke eksisterende styrker ubundet af virkelighedens terræn, logistik og potentielle modstandere.

Fravalget af officersuddannelsernes vægt på evnen til professionel militær analyse og fra 2013 overgangen til HR-principper og rekruttering, der yderligere nedbygger officerskorpsets evne til at tænke militært, er vanskeligt at forklare. Blandt hovedårsagerne er imidlertid nok K-notatets sikre syn på fremtiden, ifølge hvilket Danmarks hær aldrig mere ville komme rigtigt i krig, og Forsvarets formål jo så er hurtigst muligt at stille de rådige ”kapaciteter” klar til USA’s næste strategiløse projekt. Dertil kommer den beskrevne ”funktionærisering” som P83-personelstrukturen accelererede samt Hvidt-tidens ideal om styringsmæssigt at gøre Forsvaret til en produktionsvirksomhed. De officerer, der som Per Ludvigsen, Nils Wang og Bjørn Bisserup ikke blot tolererede disse udviklinger, men accelererede dem, har formet det Forsvar vi har i dag. Som ledende chefer har de stået og står fortsat som garanter for K-notatets syn på krig i Europa som en anakronistisk umulighed, og afviser derfor i modsætning til vores nabolande, USA og NATO, at Rusland skulle være en trussel, og søger at forhindre, at Danmark og Forsvaret reagerer ligesom de nævnte lande har gjort.

Videreførelse af 2003-logikken, men nu med også politisk bevidst ødelæggelse af hæren
The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
– John F. Guilmartin, ”Technology and Strategy: What are the limits?”, “Two Historians in Technology and War“, U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994.

Torben Ørting Jørgensen er fortsat tilfreds og stolt over det bidrag han og Per Ludvigsen ydede til dansk Forsvar med K-notatet. De havde hermed lagt op til den i situationen rigtige reform, og havde derefter fulgt idéerne til dør under gennemførelsen af 2004-forliget. Det var den efterfølgende anvendelse af Forsvaret, der skabte senere problemer, herunder først og fremmest den store reduktion af forsvarsbudgettet. Det, der nu skete, havde efter Ørting Jørgensens opfattelse intet at gøre med reformatorernes hensigt.

Nu var det imidlertid sådan, at udgangspunkt og startstruktur for, hvad der skete, da Hærens kamptropper kom hjem fra Afghanistan faktisk var 2004-strukturen, hvor grundpræmissen var, at der ikke eksisterede en krigsrisiko i de efterfølgende ti år, hvorfor der ikke var behov for reserveenheder, materiel til disse og uddannelse af værnepligtige til bemanding af dem.

Den ødelæggende ”perfekte storm”
Fire forhold skabte den perfekte storm efter 2010, der ramte denne struktur, da det blev klart, at Afghanistan-operationerne var under afslutning.

For det første kunne Finansministeriet i oktober 2011 endelig komme igennem med implementering af en klar ”fredsdividende”. Besparelser på 15 % blev meddelt og legitimeret af venstre-forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, og gennemført af den efterfølgende socialdemokratiske minister Nick Hækkerup. Ud over at spare penge skulle reformerne åbenbart fjerne alle de elementer, der gjorde Forsvaret irriterende anderledes end andre styrelser.

Besparelsen blev annonceret på et tidspunkt, hvor Forsvarschefen, general Knud Bartels, var på vej væk fra Danmark for at overtage stillingen som Formand for NATOs Militærkomité. Det fik de tre officerer fra 2002-03-forløbet, der stadig sad i Forsvarets nøgleposter, til at mødes for at fastlægge den “reform” af officersuddannelserne, der derefter ramte Forsvaret. Bisserup var Forsvarsstabschef og ville med Bartels formelle afgang 1. januar 2012 blive fungerende Forsvarschef. Ludvigsen var chef for Forsvarstabens Personelstab og Wang var nytiltrådt Chef for Forsvarsakademiet. Ud over den i lang tid diskuterede samling af de tre værns officersuddannelser under Forsvarsakademiet valgte de tre chefer en vej til besparelser, der både drastisk brød med dansk erfaring for grundlæggende officersuddannelse og forringede denne og endeligt afviklede den gennem årtier møjsommeligt udviklede videregående officersuddannelse, der var blevet svækket efter 2002-rekonstruktionen. De tre officers kortslutning af beslutningsforløbet betød, at den langt mere logiske besparelsesvej aldrig kom på bordet. Den ville have været en reduktion af antallet af kadetter, elever og lærere til behovet sammen med en faglig fokusering af uddannelserne. Men en sådan ville jo have forudsat faglig indsigt snarere end den lettere arrogante forkastelse af det ikke forståede eksisterende.

For det andet kulminerede New Public Management-standardiseringen derfor med annullering af Forsvarschefens myndighed og ansvar for Forsvarets aktiviteter. Måske fordi man ikke så grund til at bevare et entydigt ansvar for militære aktiviteter i det altid fredelige Europa, når Danmark så eftertrykkeligt havde brændt fingrene på først-ind ideen i Irak og Afghanistan.

Forsvarschefen blev med reformen i 2013 nu blot en officer, der meldte sig frivilligt til i nogle år at sælge det, som den nu egentlige helhedsansvarlige embedsmand, Departementschefen, bestemmer. Det var herefter ret ligegyldigt, om Forsvarschefen havde en faglig kompetence og erfaring og personlig pondus, der i den tidligere struktur ville have givet ham mulighed for med vægt at rådgive regeringen samt pligt til at give denne rådgivning.

For det tredje havde forsvarspolitikerne lært på den hårde måde, hvad det koster at ville levere mere end symbolsk tilstedeværelse ud over penge:

a) Invalider og psykisk kampskadede, det var vanskeligt at få indpasset i kommunernes socialsystemer.

b) Lokale tolke, der med livet som indsats havde hjulpet danskerne, og som man nu helst ville glemme og overlade til deres skæbne, fordi også de og deres nærmeste var muslimer.

c) Uautoriserede publikationer som i “Jægerbogssagen“, der kostede forsvarschefen stillingen. (Dette på trods af, at det var den daværende departementschef, der på trods af rådgivning fra forsvarsstabschefen Bisserup opmuntrerede ministeren til at dumme sig i Folketinget.)

d) Juridiske skandalesager, der i deres essens var en følge af, at man ikke havde villet være en besættelsesmagt, men gerne ville hjem hurtigst muligt, hvilket betød, at man måtte lade den lokale ordensmagt måtte optræde nogenlunde, som de plejede. Presse, jurister og politikere var enige om at ignorere denne realitet, fordi den både krævede klar tanke og moralsk mod at se i øjnene og forklare befolkningen. I stedet tørrede man problemet af på de udsendte officerer og hjemlige kommandochefer og deres stabsofficerer.

Som en ledende landspolitiker fra Partiet Vestre gjorde klart under anonymitet, ønskede forsvarspolitikerne på baggrund af disse tragiske, uheldige og politisk ubehagelige sager op til 2013-forliget at afslutte deres aktivistiske anvendelse af Hæren. Perioden blev nu lukket med en årlig parade og monumentet i Kastellet.

Men lad os lige se på de fire problemer a) til -d), der rystede og frustrerede politikerne. Alle var reelt fuldt ud forudseelige og ville være blevet erkendt i en systematisk professionel forhåndsanalyse med gennemspilning af mulige forløb. Analysen kunne løbende være blevet opdateret, efter at problemer blev forværret pga. udviklingen i missionsområdet eller hjemme i Danmark.

Problemerne a) og b) krævede kun professionel grundviden henholdsvis den minimale indenrigspolitiske tæft, som forventes af enhver embedsmand i Danmark i ministerier og centrale styrelser.

Problemerne c) og d) kræver derimod en kombination af militær og juridisk viden i både Forsvarsdepartement og Forsvarsstaben. I departementet, der traditionelt har været bemandet med en kombination af jurister og officerer, var den policy- og rådgivningsansvarlige topembedsmand fra 2004 til 2008 Chefen for 1. Afdeling, Bjørn Bisserup. Derefter overtog han som Chef for Forsvarsstaben et tilsvarende ansvar over for Forsvarschefen, hvilket jo også sås i “Jægerbogssagen“. Ansvaret for policyrådgivning og -planlægning i Forsvarsstaben var i perioden fra 2003 placeret i Planlægningsstaben, hvis chef som nævnt var Per Ludvigsen, der i denne forbindelse var velforberedt, da han jo havde kombineret sin militære baggrund med en juridisk embedseksamen. Fra 2005 bevarede han rollen som Forsvarsstabens ledende policyrådgiver, men nu som Chef for Koordinationsstaben.

General Ludvigsens britificeringsprojekt
For forståelse af udviklingen siden 2010 er det afgørende at fokusere på nu viceforsvarschef Per Ludvigsen og det forhold, at han i slutningen af 1980’erne ikke gennemgik den danske videregående officersuddannelse, men derimod den britiske hærs stabskursus. Det var umiddelbart før, at han parallelt med tjenesten som taktiklærer på Forsvarsakademiet gennemførte jurastudiet.

I de seneste år har han bevidst søgt at indføre den britiske model for officersuddannelse i den danske hær. I første omgang ved at afløse P83-ordningens grundlæggende officersuddannelse med rekruttering via praktisk tjeneste og demonstrerede lederevner med den nuværende, hvor en ofte irrelevant teoretisk universitetsgrad er forudsætningen.

I anden omgang, op til 2017-forliget, ved at overlade til enhederne at uddanne de unge premierløjtnanter til kaptajner ved såkaldt “sidemandsoplæring”, som er en fattig dansk erstatning for den britiske læring ved kontant gruppepres fra ældre kolleger og tvungen mentoring fra underofficerskorpset.

Kopieringen ignorerer – bevidst? i uvidenhed? – nogle helt fundamentale forskelle mellem de britiske og danske hære, som gør øvelsen til et bedste fald risikabelt eksperiment.

Den britiske hærs “regimenter” er med deres hjemmegarnisoner stadig bevidst lukkede samfund med personellet – selv familier – indkvarteret på kaserneområdet. Som det vises på diverse TV-serier, er det lukkede samfund, hvis disciplin- og retsforhold bevidst afviger fra det omgivende samfunds.

Det er der en god grund til. Den britiske hær har selv i hjemlandet opgaven at fungere som et gendarmeri og om nødvendigt strejkebrydere. Internt afspejler regimentet stadig en blanding af klasse og paternalistisk kultur, hvor den unge officer formes og uddannes fra to sider.

Det sker for det første gennem pres fra de ældre officerer i korpset af løjtnanter og kaptajner, hvor ansvaret ligger hos den ældre kaptajn, “The Adjudant“, der over for chefen er ansvarlig for at oplære den unge officer til at opføre sig som en sådan.

For det andet “uddannes” officeren i tjenestens praksis af sin delings ofte særdeles erfarne sergent, der bakkes op af den anden af regimentchefens primære hjælpere, den ofte ærefrygtindgydende dygtige “The Regimental Sergeant Major“. Den danske hær har ikke disse vilkår og roller.

For hundrede år siden havde den danske hær et fast underofficerskorps, der kunne sammenlignes med det britiske. Det blev konverteret til “officiantgruppen” i 1923-hærordningen med hjælp fra den tidligere forsvarsminister Peter Munch i et opgør med det daværende danske klassesamfund.

Officiantgruppen blev senere “Specialofficerer”, så “Officer af B-linjen” for med P83 at blive integreret i det nuværende Enhedsofficerskorps. Vi har i 1980’erne igen fået et fast befalingsmandskorps, men i modsætning til den kasernerede amerikanske hær efter Vietnam har Danmark ikke kopieret det britiske system. I rammen af de ledelses- og omgangsformer, der har præget Forsvaret og det øvrige Danmark siden 1970’erne, ville dette også være anakronistisk og uantageligt.

Indtil 1970’erne var de yngre danske officerer indkvarteret på kaserne eller i hvert fald i garnisonen, og herigennem udsat for en mildere form for det opdragende gruppepres, som er en central del af det britiske system. Tre forhold har nu totalt ændret den daværende situation.

For det første betød misundelsen blandt civile embedsmænd over bl.a. officerskorpsets adgang til billige tjeneste- og lejeboliger, at disse efterhånden blev afhændet, senest Rigensgade Kaserne.

For det andet var det i hele tiden efter 2. Verdenskrig et bevidst socialdemokratisk og fra 1973-forliget bredt politisk ønske, at officerskorpset, ja hele Hæren, skulle ud og integreres i samfundet. Man opfattede den tidligere ghetto-lignende situation som usund i et demokrati.

Endelig, for det tredje, betød den hurtige reduktion af garnisonerne sammen med det ændrede familiemønster og mindre mulighed for at flytte til tjenestestedet, at enhedernes personel i dag kommer fra et stadigt større geografisk område.

De vilkår, der lige nu fortsat eksisterer i et britisk regiment for at forme og uddanne unge officerer, forsvandt gradvis fra den danske hær igennem det 20. Århundrede, da den tilpassede sig det omkringliggende samfund under politisk vejledning og mildt pres.

Britificeringen af officersuddannelserne i disse år er fejlplaceret i tid og rum, en mærkelig anakronisme, der dækkes ind under, at der er tale om besparelser.

At der var behov for at reformere P83-ordningen, har som beskrevet været indlysende fra starten. Men besparelserne kunne være opnået uden det brud med de bedste elementer fra den danske fremgangsmåde, der nu er gennemført og forbundet med New Public Management-rammens pligt til at forholde sig positivt uvidende og ukritik til “innovationen”.

Det skal i øvrigt nævnes, at den britiske model er under direkte pres i hjemlandet, fordi Forsvarsministeriet i London nu frasælger garnisonernes kvarterer for at tjene penge.

Ledelsen fra broen
I alle de afgørende år i Irak og Afghanistan, var det de samme to officerer, Ludvigsen og Bisserup, der på Forsvarets “bro” havde ansvaret for at forudse problemer og foreslå “kaptajnen” den kurs, der skulle udstikkes. Men da det efterfølgende havari skete langsomt, blev der ikke gennemført “søforhør” eller pålagt ansvar.

Det er nemlig umoderne og i modstrid med New Public Management at pålægge eller tage fagligt ansvar som embedsmand. Det kan man jo ikke, når faglighed og den medfølgende mulige evne til at forudse virkninger af beslutninger er fravalgt som relevant for ledelse. Hvad der skete, var derfor uforudseeligt for lægmænd, herunder politikere og selv-afprofessionaliserede militære chefer. De kunne dog forstå, at man kunne undgå tilsvarende problemer i fremtiden ved at nær-nedlægge det værn, Hæren, der var skyldigt i den politiske forlegenhed.

Opgaven med at tilpasse Forsvaret efter Afghanistan påtog Bisserup og Ludvigsen sig så som de gode, proaktive embedsmænd de var: Ludvigsen nu som den projektansvarlige i rollen som den ufleksible og politisk blinde Rokos’ afløser som Chef for Hærens Operative Kommando. Her sluttede oberst Hans-Christian Mathiesen sig igen til 2003-gruppen, først som Ludvigsens stabschef og senere som chef for den nye hærstab, da Ludvigsen blev placeret i stillingen som viceforsvarschef.


Annemette Hommel-sagen og Armadillo-dokumentarfilmen satte de ikke gennemtænkte elementer i Irak- og Afghanistanoperationerne på spidsen – og viste derigennem både nogle reelle konsekvenser af “K-notatet” og dets professionelt overfladiske karakter

Det er på dette grundlag af flugt fra ti års indsættelser både logisk og naturligt, at den såkaldte ”Budgetanalyse”, besparelseskataloget op til 2017- forsvarsforliget, foreslår at fjerne den vanskeligt og dyrt opbyggede evne til at imødegå vejsidebomber.

Analysedokumentet er som alle tilsvarende dokumenter fra de sidste tre årtier udarbejdet i rammen af et civilt rationaliseringsfirma, der er helt afhængigt af Forsvarets faglige input for at vejlede resultatet. Vejledningen i dette tilfælde har været at optimere uden hensyn til andet end rene fredstidsforvaltningsbehov. Forsvarsledelsen vidste øjensynlig stadig med sikkerhed, at rigtig militær indsats, dvs. i krig, aldrig mere bliver nødvendig.

Men for Per Ludvigsen er alt dette nu uden relevans, da han efter det gode samarbejde med det afaglige konsulentfirma om at spare endnu en milliard fra Forsvarets allerede nødlidende og demotiverede dele opnåede ansættelse som seniorrådgiver i Struensee & Co ved sin pensionering. Så er han klar til at fortsætte sin virksomhed for Forsvaret eller andre offentlige myndigheder, næret af sin sikre fornemmelse af, at han har ret, og at alle andre er sentimentale og bagstræberiske middelmådigheder.

Ludvigsen følger i øvrigt med hensyn til virksomhedetisk niveau i sporene på den venstre-forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, der i 2010-11 på vegne af den nuværende statsminister og daværende finansminister, nu forsvarsminister, lagde op til dramatiske besparelser på forsvarsbudgettet. Det var besparelser, som derefter blev gennemført af hendes socialdemokratiske efterfølgere sammen med ødelæggelsen af Forsvarets faglige enhedsledelse og officersuddannelserne. Bech lod sig kort tid efter sin ministertid ansætte som lobbyist i kommunikationsfirmaet “Advice” for at påvirke det beslutningsforløb i jagerfly anskaffelsen, hun kendte fra sin ministertid.

Militæret, der er operationsklart til evig fred
At de traumatiske problemer i Irak og Afghanistan synes at være kommet overraskende, kan kun have to forklaringer. Den ene er, at den uniformerede sagkundskab har været så fagligt uvidende, at problemerne ikke blev erkendt på forhånd. Den anden mulighed er, at den politiske forhånds- og beslutningsdialog om problemerne med sagkundskaben var så defekt, at politikerne ikke blev orienteret om problemerne, eventuelt fordi de ikke ville modtage ubehagelige informationer. Det er bl.a. derfor, en grundig kortlægning af det forløb, der førte til de alvorlige tab, egentligt fortjener at blive udført.

Alle disse problemer kan undgås i fremtiden, håber man, hvis danske styrker som i Libyen kun kaster bomber. Og når man aldrig igen skal have landstyrker på jorden, er det logisk yderligere at nedbygge Hærens evne til at bidrage til konventionel krisestyring og konfliktforebyggelse. I 2017 er det besluttet at sælge Stinger-nærluftværnssystemet til Letland. Det var en af de kapaciteter, som man endeligt fravalgte i 2009 i aldrig-mere-krig optimismen, og som har ligget på lager siden. Det var året efter, at Rusland havde invaderet Georgien, men det var langt væk, og det lille land havde jo provokeret sin store nabo.

Med dette salg vil det bliver både vanskeligere, dyrere og mere tidskrævende at genetablere det minimale selvforsvarsluftværn, som er en forudsætning for enhver indsættelse af landstyrker i et område som Baltikum, hvor der eksisterer en trussel fra fly, helikoptere og droner.

Forsvaret har i sikker forventning om, at Hærens enheder aldrig mere kommer i konventionel kamp, som rationalisering afskaffet det radiosystem, der havde en vis mulighed for at overleve på en kampplads. Erfaringer fra Østukraine viser, at det nuværende satellitbaserede signalsystem i den korte periode, det varer, indtil det slås ud, vil være livsfarligt for operatørerne. Derefter vil al forbindelse mellem enhederne i en udsendt dansk hærenhed være afbrudt.

Den politiske vilje til igen at udsende hærenheder til egentlig kamp på fjerne steder, var opbrugt i 2010, og kommer næppe igen i forudsigelige situationer. Hvis luftbombardementer som i Libyen senere skabte problemer med statsopløsning og flygtningestrømme, var det ikke vores ansvar, for hvordan kunne vi dog have forudset det? Selv flådens indsats mod pirater havde skabt problemer, hvis og når piraterne kom ombord på vore skibe.

Tiden efter hjemtagningen af kampenhederne betød, at der efter 2013 blev ro til formelt at gennemføre nedlæggelsen af den gennem 150 år opbyggede videregående professionelle officersuddannelse. Processen havde som nævnt været på vej siden Hvidt-perioden. Da der ikke ville blive krige igen, der krævede professionel viden om virkeligheden og om behov i kamp, var officerers militære faglighed overflødig. Der var ikke længere behov for folk, der kunne rådgive med ansvar, udvikle og uddanne militære styrker og lede operationer på grundlag af systematisk analyse af egne, allierede og modstandernes handlemuligheder over skibs-, fly- eller kompagniniveau. Derfor kunne videregående officersuddannelser sløjfes, forkortes og omdannes til fjernunderviste minikurser i hovedsageligt civile management- og politologteorier.

Erasmus Montanus som rollemodel
Evnen til at gennemføre systematisk analyse på grundlag af faglig indsigt var i øvrigt helt irrelevant i rammen af den civile statsvidenskabelige akkrediteringsproces, der så videnskabelighed som værende lig med kendskab til teorier og evnen til sofistikeret teoretisk eksegese. I forhold til den militære professions behov er teori-eksegese som Erasmus Montanus-optræden under artilleribeskydning. Det, som nu indlæres på Forsvarsakademiets videregående officersuddannelser, er kun lidt mere relevant for løsningen af et komplekst militært problem, end diskussionen af antallet af engle, der kunne sidde på et knappenålshoved, var for at komme i himlen.

Det blev Nils Wang, der som Chef for Forsvarsakademiet fra 2010 kom til at stå som overordnet ansvarlig for afskaffelsen af den nu overflødige konventionelle militære kunnen, men som tidligere beskrevet var udviklingen allerede på vej som følge af den ukritiske omfavnelse af New Public Management, som general Hvidt havde indledt, og som ramte Forsvarsakademiet i begyndelsen af nullerne. Som nævnt og beskrevet blev resultatet af “reformen” af den videregående officersuddannelse, at Danmark brød med al erfaring fra 150 år og skabte en substansløs uddannelse, der fjernede officerskorpsets evne til at udvikle de danske militære styrker ud fra en forståelse af, hvad de skulle kunne, som burde være professionel rådgivning og evnen til at lede militære indsættelser.

Nu forsøger Danmark at sælge sin fagundergravende “danske model“til udlandet.

Lad mig illustrere, hvad man letsindigt fravalgte ved at fjerne Forsvarschefens professionelle tyngde og ansvar i forhold til regeringens ledelse: Det bedste nyere danske eksempel på effektiv politisk-professionel dialog om et akut militært spørgsmål er forsvarschef er general Lyngs rådgivning af regeringen Poul Nyrup Rasmussen under krigen i Bosnien i 1993. Rådgivningen sikrede, at danske styrker ikke blev sendt til Srebrenica-enklaven for at beskytte denne, men til Tuzla-enklaven sammen med svenskerne, og Lyng bidrog til at FNs og civile eksperters modstand mod, at styrken fik rådighed over kampvogne, blev ignoreret. Senere, før man sendte kampvogne til støtte for styrken i Helmand-provinsen, gentog civile eksperter deres teoribaserede modstand med det argumentet, at kampvogne ville optrappe konflikten i missionsområdet. Ingen civile rådgivere er kvalificerede til at gennemføre den analyse, som militær rådgivning forudsatte, og i modsætning til Lyngs kan deres rådgivning aldrig være ansvarlig.


Som følge af general Lyngs professionelle analyse og rådgivning af regeringen, blev det ikke danske styrker, der stod her i Srebrenica, da det gik så galt i 1995

Da den perfekte storm ramte Forsvaret, blev Hæren de facto straffet for den politiske belastning og forlegenhed, den føltes at have forvoldt politikerne i de forløbne ti år. Værnets struktur blev beskåret til niveau, hvor den ikke kunne gøre noget tilsvarende ondt i fremtiden. Det blev reduceret til tre såkaldte ”battle groups”, dvs. bataljonskampgrupper, hvor hver dog reelt er en lille bataljon uden evne til at løse nogen som helst militære opgaver ud over tilstedeværelse en kort tid i et fjendefrit operationsmiljø (et såkaldt “permissive environment“). Styrkens uanvendelighed blev forstærket af de fravalg af ”kapaciteter”, som skete i forlængelse af K-notatet. Man byggede ikke styrkerne op omkring stærke bataljoner, med en alsidig kommunikationsenhed, selvstændig ildstøtte, et efterretningsled, alsidig logistik, sanitetsled, helikoptere, militærpoliti og ingeniørelementer m.m. Den styrke på mindst 2000-2500 soldater, som normalt benævnes en ”battle group”, er i Danmark omkring 960 soldater, hvis og når kampgruppen formeres ved samling af dens forskellige, spredte stumper.

De fleste af de elementer, der skulle gøre kampgruppen egnet til indsættelse, blev fra 2013 centraliseret i værnsfælles elementer, som blev reformeret for at opnå en besparelse. Det skete på bekostning dels af dyrekøbt erfaring, dels af egnetheden til at støtte og samvirke tæt med enhederne fra bataljonen, der udgjorde kampgruppens kerne. Man havde dermed skabt en hærorganisation, der hverken er meningsfuld i en konventionel forsvarssituation, som man havde besluttet ikke kom, eller i en lidt længere varende og lidt krævende interventionsoperation.

I disse år kan man anvende resthæren som en pulje af rådgivere og instruktører. Det er dog kun meningsfuldt så længe, man stadig har folk med erfaring og ekspertise fra indsatsen på Balkan, i Irak, Afghanistan og Mali. Denne ”kapital” af erfarne soldater er af naturlige årsager snart forbrugt, når de forsvinder og afløses af folk, der i den nu stavnsbundne hærrest ikke længere får relevant erfaring.

Indledningen til 2012-forligsforhandlingerne var udgivelsen Center for Militære Studiers ”En analyse af vilkår dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012”. Centrets analyse var en ordrig, tilforladelig, illustreret politologisk skitse uden reel faglig analyse af de scenarier, der blev løst beskrevet.

Forsvarsudvalgets seminar i september 2012
Den løse karakter af analysen betød, at Folketingets Forsvarsudvalg valgte at gennemføre et seminar i september 2012, hvor de tre værn kunne fremlægge deres syn på det fremtidige forsvarsforlig. Også Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, var inviteret, med arrangørernes forventning om, at han ville bruge sin taletid til at kommentere de omfattende reformer af officersuddannelserne, der tegnede sig.

Dette gjorde Wang ikke, han anvendte sin taletid til at forstærke presset for nedbygning af Hæren. Han ignorerede i forlængelse af ungtyrkerprojektet ti år tidligere helt muligheden af, at forsvar og afskrækkelse nogensinde skulle blive relevant igen. Nu var det jævnfør kontreadmiralen allerede således, at bataljonskampgrupper var den største relevante hærenhed, og i fremtiden ville blot kompagnier være tilstrækkeligt. Som hvis det havde været et indlæg fra en af de civile ”eksperter”, var Wangs konstateringer ikke knyttet til klare scenarier. Han undergravede derigennem Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, hvis indlæg overfor politikerne i forvejen var svækket af generalens ringe situationsfornemmelse for at der ikke var opbakning til flere operationer som i Afghanistan. Disse modsætningsforhold og Wangs indlæg uden for sit ansvarsområde opstod på trods af, at alle indlæg angiveligt på forhånd var godkendt at forsvarschefen, Peter Bartram.

Man har ikke længere officerer, der grundigt, alsidigt og på grundlag af en kombination af erfaring og studier kan samarbejde på tværs af værnene om at gennemarbejde et militært problem og prøve mulige løsninger ved simuleringer og spil. Det forhold, at Danmark brændte sig alvorligt på Irak og Afghanistan, betyder, at den herefter næsten udslettede danske hær efter 2015 kun kan levere symbolske, Dannebrogsmarkerede småstyrker og enkeltpersoner og holde vagt ved de kongelige slotte samt hjælpe politiet.

Der var og er ingen erkendelse af, at mange af problemerne før og i Irak- og Afghanistanoperationerne, var fremkaldt af en manglende politisk-militærfaglig dialog, og af den som følge af manglende politisk interesse pinligt overfladiske opgaveanalyse på den militære side. Den ukritiske accept af en indlysende usund amerikansk plan for Irak-operationen er allerede nævnt. Med hensyn til Afghanistan erkendte man ikke, at den danske indsats i Afghanistan set i retrospekt virkede mere som en blanding af på den ene side konventionelle operationer med angreb og forsvar af terræn og på den anden side opfyldelse af produktionsnormen for patruljevirksomhed. Helmand-indsatserne blev en cyklus der gentog sig hvert halve år, og ikke et forsøg på at optræde i overensstemmelse med de gentagne gange bekræftede principper for oprørsbekæmpelse. Det var en optræden, der gjorde den danske indsats så forudseelig, at Talibanstyrkerne i stor udstrækning kunne forberede deres indsats.

Officerernes uddannelse og ansættelse efter 2013
Reformindsatsen rettet mod officersuddannelserne og officerernes ansættelsesform havde fra 2013 åbenbart tre mål:
For det første det meget naturlige mål at spare penge, hvilket var rimeligt, når forsvarsbudgettet blev drastisk reduceret.

Reelt er det dog tvivlsomt om der er sparet noget. Personellet er det samme, blot endnu ældre og spisende en endnu større andel af forsvarsbudgettet.

For det andet skulle reformerne gøre det lettest og billigst muligt at slippe af med officererne i forbindelse med fremtidige besparelser.
Det virker derimod fremragende, idet det yngste og militært set mest kapable og operativt relevante personel forlader forsvaret i stort tal.

For det tredje blev indsatsen for at nedbygge den professionelle videregående uddannelse optimeret, så officeren i dag optjener ECTS-point til et akademisk diplom med en kort og rodet modul-uddannelse, der hverken giver civilt eller militært relevante kompetencer. Den tidligere særlige militære professionsuddannelse i systematisk militær analyse på operativt og strategisk niveau, et centralt element i det nu nedlagte stabskursus, blev fjernet bl.a. fordi den ikke kunne opnå civil akademisk akkreditering, dvs. ikke forstås af amatører. Erstatningen, den overfladiske Master i Militære Studier, er et fjernundervist rodsammen i teorier, som civile universitetsansatte ”militæreksperter” og konsulenter anvender som grundlag for deres analyser og i deres aldrig ansvarstyngede rapporter og anbefalinger.

Officererne havde derudover som beskrevet allerede gennem i de foregående tyve år mistet mulighederne for at opnå praktisk erfaring med forberedelserne til generelle store konventionelle forsvarsoperationer, som man tidligere havde opnået igennem planrekognoscering, øvelser og faglige drøftelser. Et lille mindretal opnåede dog før 2014 praktisk erfaring op til kompagniniveau under indsættelserne i de små fjernkrige. Som ligeledes nævnt var den professionelle debat, der kunne have givet en andenhåndsviden om disse forhold, hensygnet og undertrykt. Endeligt var officererne efter 2013 uden mulighed for at få den værdifulde praktiske uddannelse gennem tjenesten med egne enheder i international ramme, som havde præget tiden efter Den Kolde Krig.


På vej til at lukke døren i Afghanistan for forsvarspolitikernes grimme oplevelser. Missionsuddannelse før udsendelse tidligt i 2014.

Hæren er næsten helt afviklet, og dens hjerne sygnet hen i en kombination af uvidenhed og selvtilfredshed. Selv hos de allerbedste af de yngre officerer er der ingen forståelse for, at de med reelt monopol på militær faglig viden har et medansvar for at sikre, at politikerne ikke beslutter og handler på endnu svagere grundlag end i de foregående tyve år. Men et resultat af P83-personelstrukturen er, at officerer, som de funktionærer, de er gjort til, ikke længere føler noget generelt professionelt ansvar. Ansvaret for Forsvaret formodes at ligge hos folk i højere lønrammer og med en højere grad. Hvor Forsvarets chefer får den nødvendige indsigt, viden og ansvarlighed fra, er uklart. Det meget store flertal af de over 3000 officerer gør tjeneste langt væk fra praktisk militær erfaring, og typisk i grotesk og skadeligt store stabe.

Den forsvarsbetalte civile udlandsefterretningstjeneste
Samtidig er den formelle afprofessionalisering af Forsvarets Efterretningstjeneste sket. Tjenestens hovedopgave var under Den Kolde Krig at varsle om risikoen for krig, for angreb på Danmark samt for at følge udviklingen af de militære styrker i det vestlige Sovjetunionen, Polen og DDR. Dette blev i løbet af 1990’erne hurtigt irrelevant, og fokus blev snart truslen mod de udsendte danske styrker i eksisterende og mulige operationsområder. Efter 2000 måtte der opbygges en ekspertise, der kunne dække indsatsen i Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Den stærke militære bemanding, FE tidligere havde til at analysere truslen og varsle, ansås for irrelevant, og tjenesten blev derefter præget af dens civile akademiske analytikere. Tidligere havde tjenestens civile analysekomponent primært haft til opgave at støtte den militære varsling gennem analyse af den politisk-økonomiske udvikling i Sovjetunionen. I 2010 skete det formelle skift, da tjenesten for første gang fik en civil akademiker, en tidligere diplomat, som chef i stedet for en officer. Senere skiftede fokus snart yderligere væk fra militære forhold til efterretningsvirksomhed i udlandet for at forebygge terror i Danmark samt imødegå cybertruslen mod landet suppleret af politologiske godkøbsbetragtninger om fremtiden.

Selv om man skulle beslutte at genopbygge en militær analyse og varslingskapacitet er dette ikke muligt, for der ikke længere er danske officerer med en baggrund og erfaring, der gør dem i stand til at gennemføre en strategisk analyse af f.eks. situationen i Østersøområdet. Det militære personel, der er efterladt, er typisk tekniske specialister af fra seniorsergent- til majorgrad med en dyb ekspertise på et snævert område.

Men de bredere stabsuddannede analytikere savnes, og ingen kan indplacere udviklingen på hvert af specialfelterne i en bredere militær sammenhæng – taktisk, operativ, strategisk og ikke mindst geostrategisk – ud fra både en generel militær praktisk erfaring, militæranalytisk rutine og vedkommende analyseelements langvarige observation af russisk militær historie, tænkning og kultur. For at bedømme russisk potentiale, tilbøjelighed og risikovillighed må denne analyse – som tidligere i tjenesten – kobles sammen med analysen af den politiske og økonomiske udvikling, men den kan ikke som nu undværes.

Men hvis analysen ledes eller gennemføres af rent statskundskabsuddannede, hvis uddannelse og fantasi ikke rækker til at forestille sig, at fremtiden også kan indeholde andet end “Nye krige”, og som derfor afviser relevansen af også at gennemføre en operativ og geostrategisk analyse, så diskvalificerer man sig til at forstå bl.a. Rusland. En sådan optræden svarer til, at en billist for ikke at blive forvirret af ting, han ikke forstår, vælger at køre med briller, der giver både tunnelsyn og farveblindhed.

Som man kan læse ud af tjenestens besværgende, men uargumenterede offentlige Risikovurdering fra 2016, synes stringent strategisk analyse af Danmarks strategiske situation ikke længere mulig.

Den ovenfor beskrevne afvikling af officerers kombination af grundlæggende uddannelse, relevant praktisk tjeneste og videregående analytisk uddannelse fokuseret på faktiske militære handlemuligheder gør, at det vil tage tid for Efterretningstjenesten at genskabe evnen til realistisk forståelse den regionale militære situations ”balance” og dennes konsekvenser. Dette selv om det usandsynlige skulle ske, at man igen finder og placerer en egnet officer som tjenestens chef.

Forsvaret uden en egentlig militær rolle
Virkningerne af bl.a. de nu gamle ”ungtyrkers” virksomhed og deres fortsatte rolle er, at Danmark hverken kan eller vil bidrage til Østersøområdets sikkerhed. Vi er efter deres opfattelse så små, at vi ikke kan eller vil bidrage, dette på trods af den reelle kombination af befolkning og økonomisk styrke giver landet et militært potentiale som Finland og Norge og langt større end de baltiske landes.

The comic image of the ostrich that hiding its head

På trods af, at Danmark under Den Kolde Krig i meget høj grad nød godt af allieredes hjælp, er vi ikke parat til at give meningsfuld hjælp til de nu udsatte baltiske stater. Med deres sikre viden om fremtiden besluttede disse officerer, at militær professionalisme over arbejdslederniveau var irrelevant. Nu kan hverken de eller andre gennemføre en simpel analyse af behovet.

Vi kan nu blot håbe på miraklet, at tidens negative udvikling vender, så den umiddelbart mest tydelige trussel blot er på IT-sikkerhedsområdet. Hvis ikke, er det desværre nok nødvendigt at søge robust faglighed fra udlandet igen, som man gjorde midt i 1950’erne, da det nye danske flyvevåben opgav selv at skabe en brugbar organisation. Ophobningen af organisatoriske og aktivitetsmæssige tåbeligheder og tomt resurseforbrug gør dog, at den militære re-fokusering vil blive oplevet som ekstrem smertefuld og urimelig, herunder ikke mindst fordi det militære personel efter 35 år på vej den modsatte vej igen skal tilpasses den militære professions vilkår, og ikke længere omvendt.

1940 og 1945 i forhold til nu

Dengang Hæren var både større og mere professionelt motiveret end nu: Element af Beredskabsstyrken i Sønderjylland den 9. april 1940 og ankomsten 5. maj 1945 af brigaden, kernen i den nye danske hær, til Helsingør Havn.

Man havde dengang en veluddannet og i forhold til nu fuldt rådig beredskabsstyrke med veluddannede og stærkt nationalt og professionelt motiverede, veluddannede officerer, hvor mange chefer dog – som nu – var for gamle og manglede mental og fysisk forberedelse til at føre enheder i kamp (som tyskerne konstaterede om den danske hær både under 1. og 2. Verdenskrig). Krigsstyrken var langt fra tilstrækkeligt, men udrustningen var efter de forbedringer fra efteråret 1938 på niveau med eller over gennemsnittet i den tyske hær, der jo var domineret af fodmarcherende og hestetrukne enheder.

Selv den langt mere kritiske situation fem år senere, den 5. maj 1945, hvor hæren havde været opløst i 21 ½ måned, var bedre end den nuværende. Det skyldtes først og fremmest den stærkt motiverede, bredt kampuddannende, stærke og afbalancerede brigade, der landede i Helsingør og sluttede sig til Modstandsbevægelsen og dennes ventegrupper. Sammenlignet med Den Danske Brigade i Sverige er den nuværende danske hær en svag og løs struktur, hvor kun antallet af officerer er markant.

Lidt om ærlighed
Jeg vil afslutte med at provokere mine forsvarsvenlige læsere ved at rose den radikale leder, Danmarks indenrigs-, forsvars- og udenrigsminister Peter Munch. I hele perioden fra foråret 1905 indtil Besættelsen gjorde han klart for alle, der kunne læse indenad og ville acceptere det mærkelige budskab, at han betragtede en anvendelse af den danske hær i en forsvarskamp mod en invasion som en national ulykke. Det var en ulykke, som han ville gøre alt, som han havde i sin magt for at undgå. Det kunne man være uenig i, men man kunne ikke anklage Munch for at skjule noget væsentligt. Som forsvarsminister og senere fra positionen som udenrigsminister arbejdede Munch fra 1913 til 1940 for at nedbygge værnenes styrke og beredskab, så de ikke kunne skade Danmark ved at kæmpe.

En sådan konsistens og åbenhed findes ikke mere …

…. bortset i det parti, hvor Munch for godt 112 år siden definerede den forsvarspolitiske linje. Her markerer partilederen Morten Østergaard i dette 2017-efterår, at man stadigvæk er fast i troen på, at dansk militær i hvert fald ikke skal bidrage til forsvarskamp for Danmark eller allierede.

Militæret må kun have en rolle i vores indsats langt væk mod nød og uret. Når nu flertallet af politikerne, ja selv Forsvarsledelsen, endeligt har erkendt det, som De Radikale hele tiden har sagt, nemlig at dansk militær indsats kun skal være symbolsk, er det da bedre at anvende pengene i “Freds- og Stabiliseringsfonden” end på krudt og kugler. Det er så indlysende rigtigt, at man måske kan hente vælgere tilbage fra “Alternativet“.

Nu har vore 2003-ungtyrkere sammen med Finansministeriets standardiseringsfundamentalister diskret, men efter 2013 bevidst, nedbragt Hæren til et så lavt niveau, at værnets størrelse, sammensætning og professionalisme helt forhindrer det i at løse meningsfulde militære opgaver eller danne basis for en genopbygning.

Nu er Hærens situation – uanset sammenligningsgrundlag – kritisk ringe, og vores formelt ansvarlige chefer taler situationen op med management “New-speak“, der opfattes som en grov fornærmelse for de prøvede folk i de resterende enheder. Hvis der er mangler og disse forværres som følge af den ufinansierede F-35-anskaffelse, opfattes dette åbenbart ret ligegyldigt militært set, for der er jo ikke nogen trusler mod Danmark, uanset hvad andre lande og pensionerede koldkrigere som Clemmesen påstår. Og skulle koldkrigeren alligevel have ret, kan og skal vennerne i NATO nok klare det ganske let uden den danske hærs hjælp.

Det bliver de også nødt til.

Både befolkningen og de politikere, der ikke har forstået det endnu, har som vores allierede fortjent at få at vide, at alliancesolidaritet over for frontlinjestater, der har behov for mere hjælp end den nuværende symbolske tilstedeværelse i en turnustjeneste med andre landes bidrag, ikke skal henvende sig til Danmark.

Vi koncentrerer os stadig om så billigt som muligt, pinligt tryglende at deltage i skønhedskonkurrencen foran Det Hvide Hus, for vi ville få alvorlige abstinenssymptomer, hvis vi forsøger andet. At opfatte Rusland som et problem, ja selv at sikre Bornholm, ville også kunne forstyrre Danmarks Arktis-stormagtsdrøm.

Hårdt presset af NATO er Forsvarets politiske og uniformerede ledelse nu blevet tvunget til at anbefale, at man skaber en “brigade” på 4.000, der også skal kunne indsættes i Baltikum. Da det sker ved at samle de tre kampgrupper og tilsætte resten af den resterende hær, er det en næsten substansløs beslutning.

Selv lille Estland og det indeklemte Litauen erkender det enormt udækkede forsvarsbehov ved den over 1000 km udstrakte truede landgrænse, de lange udsatte kyststrækninger på fastlandet og de estiske øer samt de kupsårbare hovedstæder og har erkendt, at behovet kræver etablering af reserveenheder, i begge disse lande både af uddannede værnepligtige og af frivillige hjemmeværnsfolk, i Letland kun af frivillige.

Kulissebrigaden
Ingen andre europæiske NATO-medlemmer kan uden genskabelse af kvantitet og udholdenhed ved reserveenheder bidrage så troværdigt sikring af alliancens østgrænse, at forsvarsevnen har afskrækkende evne snarere end at invitere til kupangreb pga. svaghed. Det skitserede kommende danske brigade signalerer med sin sammensætning, at den på en god dag kan forsvare et rum ved en grænse på op til 20 kilometer i maksimalt 24 timer.

I den militære virkeligheds verden kan de 4.000 ikke uden videre indsættes i et truet område. Bag “brigaden” må der skabes en logistisk, sanitets- og anden hjælpestyrke på anslået mindst et par tusinde soldater, der både skulle støtte brigaden fra dennes umiddelbare bagland og fra det valgte baseområde ved en egnet havn. Som de juridiske specialister nok denne gang vil huske at understrege, skal vi også forberede egen håndtering af mulige krigsfanger. En “brigade” på 4.000 eksisterer kun på paradepladsen og rapporteringsskemaet, ikke i den militære virkelighed.


Det valgte “center of gravity” for dansk Forsvar, der dog i Påsken anvendes til andre aktiviteter.
Normalt vil det ikke være et problem at få plads til hele den nuværende danske hærs mandskab, hvis de stadig kan opstille i kolonner

Hvis vore professionelle lederes var så ærlige som Peter Munch, havde de klart meddelt, at deres læsning af fremtidens behov og den ”kolde tyrker” i Irak og Afghanistan sammen med den problemløse oplevelse af Libyen havde fået dem til at nedlægge Hæren, anvende resterne til hjælpepoliti, afskaffe den militære profession over arbejdslederniveau samt afspist identitetssøgende officerer med et substanstomt uddannelsesdiplom for at minimere eventuelle negative reaktioner. Så kunne de interesserede borgere og udlandet forholde sig til denne virkelighed.

Samlingen af de resterende rester af Hæren i en “brigade” imponerer ingen andre end nogle af vores civile” militæreksperter” og måske et par af deres udenlandske amatørvenner.

Soldater foran synagogen og ved grænsen

Så fandt politikerne og Forsvarsledelsen endelig en opgave til Hæren, som helt lå inden for begrænsningen af deres forsvarspolitiske DNAs rammer efter Afghanistanforskrækkelsen.

Da man ikke ved bedre eller er ligeglade, behandler man hærenheder som puljer af soldater, ikke enheder, hvis værdi afhænger af konstant krævende, praktisk øvelsesvirksomhed. Den virksomhed, der sikrer samarbejdsevne og kompenserer for en personelrotation, der altid undergraver effektiviteten af kontraktbemandede militære enheder i fredstid.

Behovet opstod, fordi samme politikere sammen med de lyse hoveder i ministerierne og innovatorerne i Politiledelsen nu i en årrække har “reformeret”, bureaukratiseret og demotiveret politiet.

For at holde kontrol over budgettet blev det normale ordens- og kriminalpolitiarbejde reguleret som målbar produktion af tilstedeværelse, opklaring, trafikbøder, m.m.

Men så kom ekstraordinære og stærkt personalekrævende opgaver som bevogtning mod terror, symbolsk tilstedeværelse ved grænserne samt bandekrigen, som var og er en åben udfordring af staten og dens magtmonopol.

Det logiske og hensigtsmæssige ville være at konstatere nødsituationen og stille markant flere resurser til rådighed ved ekstraordinære bevillinger, der kunne gøre det muligt i størst mulig udstrækning at minimere undergravningen af politiets normale opgaveløsning. Det ville nødvendiggøre, at det ekstraordinære overarbejde dels ikke skulle kunne afspadseres, dels blev honoreret med markant bedre satser end normalt, eventuel ved skattefrihed.

Dette ville kræve at både politikerne og Finansministeriet kunne tænke uden for boksen samt måske undersøgte, hvorledes staten tidligere havde finansieret ekstraordinære aktiviteter. Men det var utænkeligt i et system, hvor selv Hærens ekstraudgifter i Afghanistankrigen blev søgt holdt inden for normalbudgettet.

Virkningen af tåbelighederne og den manglende fantasi blev, at politiet fik undergravet mulighederne for at løse deres normale opgaver, blev udsat for kritik for dette, og derefter oplevede, at politikerne og en politiledelse, der konkurrerede med Forsvarsledelsen i distancen fra realiteterne, i panik kastede klumper af penge efter seneste problem. Ikke overraskende får et stigende antal politifolk nok og forlader korpset.

At søge midlertidig hjælp fra Forsvaret, medens man finder en endelig løsning, er nok forståeligt, men ikke, at man her yderligere undergraver restkvaliteten i Hærens små og få kampenheder.

Ansvarsspørgsmålet
Både mine bekendte blandt pensionerede officer og nutidens tjenstgørende kolleger gentager, at ansvaret for udviklingen mod sammenbrud er politikernes. Det må jeg anfægte efter snart fyrre års erfaring med rådgivning og samspil med politikere, i Danmark primært i begyndelsen og slutningen af 1980’erne.

Min dominerende erfaring er, at næsten alle, selv forsvars- og NATO-kritiske landspolitikere, var åbne for gode, saglige argumenter. Man skulle kun som udgangspunkt satte sig ind i deres situation og sikre, at de ikke offentligt tabte ansigt pga. manglende viden.

Hvis man tog dette snusfornuftige hensyn, var langt de fleste parat til at lytte til argumenter, som lå uden for deres verden, og at lære. Det er jo sådan, at demokratiet fungerer eller i hvert fald fungerede, indtil New Public Management undergravede sund fornufts rolle.

Politikernes centrale – meget menneskelige – svaghed har været, at de ikke bevidst har søgt at vælge personer til Forsvarets øverste stillinger, der var indlysende fagligt kompetente, dvs. officerer, der jævnligt kom med rådgivning fra udenfor den kendte og bekvemmelige politiske og bureaukratiske “kasse”.

Det, som skete under Hvidt og i K-notatets sammenhæng, var, at den institutionelle rådgivning nok byggede på en proaktiv erkendelse af de politiske ønsker, men ikke havde et fundament i professionel dybdeforståelse og erfaring. En sådan blev øjensynlig betragtet som irrelevant eller karrieremæssig inopportun.

Derfor ligger hovedskylden hos officerskorpset, der bl.a. tillod og støttede at civile embedsmænd og her teoretiske amatører som Vedby Rasmussen uden forsøg på effektivt fagligt modspil dominerede forløbet: De første med forvaltningsmæssig standardiserings- og centraliserings New Speak, de teoretiske amatører med tom teoretisk varm luft. Officererne havde – i hvert fald i teorien – et fagligt vidensmonopol, som de i opportunisme eller sløvhed ikke udnyttede.

Politikerne har skyld og ansvar, men ikke, når de ikke energisk er forsøgt rådgivet fagligt.

Jeg har personligt været skyld i godtroenhed. Som det kan ses på hjemmesiden og bloggen, har mange tidligere indlæg analyseret og kritiseret centrale elementer af udviklingen. Men jeg har indtil arbejdet med denne artikel naivt troet, at de ansvarlige øverste chefer nok på et tidspunkt ville bryde med selvinteresse samt arrogant og gold udnyttelse og fastholdelse af deres magt.

De måtte da vågne op efter foråret 2014 ligesom det skete i landene omkring os!

Jeg håbede naivt, at vores generals-admiralstroika ville tænke på deres renommé blandt deres kolleger i eftertiden og handle derefter. Men det skete ikke og sker slet ikke med det forslag og i den proces med forsvarspolitikerne, der kendetegner arbejdet med det nye 2018-2023-forsvarsforlig.

Efter det gik galt for 80 år siden, gav befolkningen politikerne skylden for ulykkerne, da det var ubekvemt at erindre, hvem der havde valgt dem.

Hvis det skulle gå galt igen i de kommende år, kan man med rette koncentrere sig om de embedsmænd i civil og uniformer, der rådgav politikerne. De er jo ikke valgt … af andre end de ledende civile embedsmænd, der søgte at forskåne politikerne for at møde militære, der kunne repræsentere deres profession.

Med ødelæggelsen af de videregående officersuddannelser vil denne idiotiske situation vare indtil en ny national katastrofe, der, hvis den ender godt, får Danmark til at begynde igen, hvor vi startede i 1866 med at opbygge en moderne officersuddannelse. Så vil man med rette huske Bisserups, Ludvigsens og Wangs indsats.

OBS!

At politikere er generalister og derfor faglige amatører er en af de rimelige og væsentlige grundlæggende sunde vilkår i et demokrati.

Men når to så rutinerede politikere som den danske statsminister og forsvarsminister præsenterer og forsvarer et forslag, der som det forsvarsforligsudspil, de fremlagde den 11. oktober, er fyldt af spin, fejlopfattelser samt halve sandheder og har væsentlige huller, er der noget galt.

Det er klart ved læsning og analyse af piecen, at problemerne ligger i embedsmændenes udarbejdelse af forslaget og i forberedelsen af specielt forsvarsministeren til de efterfølgende interviews. Problemet bliver ikke mindre af, at man har en klar fornemmelse af, at selv de uniformerede rådgivere ikke vidste bedre.

Forsvarsministeren slap kun nogenlunde sikkert igennem de efterfølgende interviews, dette fordi journalistkorpset på Christiansborg aldrig kunne finde på at nedlade sig til at søge indsigt i andre områder end forholdet internt i og mellem partierne, lidt makroøkonomi samt holdningspolitiske emner.

Da de af deres kolleger, der for tiden er ansat som rådgivere og kommunikationsrådgivere, har samme lave videns- og forståelsesniveau, bliver samspillet mellem politikerne og vælgernes kontrollører fra medierne et tomt, ukritisk og overfladisk spilfægteri.

Denne OBS-blogartikel skal dels bidrage med lidt supplerende oplysninger om nogle af de forhold, der kom frem under præsentationen og de efterfølgende interviews, dels berøre helt centrale emner, som glimrede ved deres fravær.

Fregatternes udrustning og bevæbning
Fregatterne vil blive udrustet med moderne områdeluftforsvarsmissiler, opgraderede radarer samt moderne muligheder for ubådsjagt.

Dette er helt fint og logisk, idet det betyder, at investeringen i bygningen af de nu vellykkede og velfungerende største danske krigsskibe i vores marinehistorie bliver meningsfuld.

Det vil gøre fregatterne anvendelige til at indgå i bl.a. amerikanske hangarskibsgrupper på de store have, og anti-ubådskapaciteten kan også blive relevant i isfrie farvande i omkring Grønland under suverænitetshævdelse og krisetilstedeværelse her.

Fregatterne hører hjemme dér, ikke øst for Bornholm, hvor de ved en eventuel krigsstart ikke vil komme til skud, før de bliver sænket. Det skyldes dels, at NATO ikke vil skyde først og for det andet, at vore skibe som resten af NATOs krigsskibe ikke har effektive selvforsvarsvåben mod de langtrækkende, supersoniske sømålsmissiler, som russerne kan flytte rundt i Kaliningrad.

Heller ikke fregatternes nye anti-ubådsvåben er specielt relevante i Østersøen, dels fordi russerne endnu ikke har prioriteret at opbygge deres ubådsstyrke her, dels fordi fregatterne ikke kan operere i det farvand, før de langtrækkende våben i Kaliningrad er sat ud af kraft. Dette kan i øvrigt lettest og mest rationalt kan ske med langtrækkende feltartilleri fra Litauen og Polen, der med droner finder og følger de russiske kystmissilbatterier. Denne svaghed ved russernes situation i Oblasten kommer jeg senere tilbage til.

Det er en gammel nyhed, som russerne allerede klart har taget afstand fra, at fregatternes opgraderede radarer skal kunne bidrage til NATOs forsvar mod ballistiske missiler. Der er dog ikke tale om truslen fra russiske ballistiske missiler, men først og fremmest iranske, som kun vil udgøre et alvorligt sikkerhedspolitisk problem, hvis de udrustes med kernevåben, og det vil først blive aktuelt, hvis Trump, som det nu desværre tyder på, bryder med den internationale aftale med landet.

Nu hører man under diskussionen om bevæbningen af fregatterne med et moderne områdeluftforsvarsmissilsystem, at dette begrundes med, at man så kan skyde Rusland ballistiske Iskandermissiler fra oblasten ned.

Om det er muligt, er for det første i meget høj grad tvivlsomt, for det andet er det totalt irrelevant, hvis det skulle være realistisk.

Der er hidtil kun et missilforsvarssystem i verden, der har haft rimeligt gode resultater med nedskydning af missiler. Det er Israels højtudviklede forsvarssystem mod Hizbollahs og Hamas’ langtrækkende raketter fra Libanon og Gaza. Truslen her er kun simple raketter af forskellige størrelser, der følger en ren ballistisk bane. De støttes ikke som russiske våben af modmidler.

Selv USA har ikke haft tilsvarende succes under deres forsøg med anti-missilvåben, og selvom det rent faktisk skulle blive muligt at anvende fregatternes luftværnsvåben mod Iskandermissilerne fra Kaliningrad, er dette totalt irrelevant for Danmarks og andre landes sikkerhed.

Rusland kan nå bl.a. Danmark med tusinder af andre kernevåben fra mere langtrækkende ballistiske missiler, flybårne bomber og missiler samt krydsermissiler fra land, overfladeskibe og undervandsbåde. Vi må som under Den Kolde Krig leve med, at den eneste sikkerhed mod russiske kernevåben er de tilsvarende amerikanske. At tro, at vi selv kan sikre os mod dem, er naivt tosseri.

Brigaden med de 4.000 mand
Udkastets forfattere har åbenbart en opfattelse, af hvad en brigade er, der ligger på samme amatørniveau, som vi kan forvente hos en statskundskabsuddannet ”militærekspert”: Det er en stor hob af soldater, der jo kan deres job, hvis de er kontraktansatte. Denne består af delhobe udrustet med forskellige typer af våben.

De synes at tro, at alle andre er ligeså uvidende og derfor ligeså let imponerede som de selv.

Kun gamle professionelle “ex-koldkrigere” som blogforfatteren, ved fra egen erfaring, hvor vanskeligt det er at få ikke alene enhederne – delhobene – til at fungere internt. Hertil kommer det krævende samvirke mellem de forskellige dele. For os er det tragikomisk at konstatere, at pjeceforfatterne synes at tro, at når man har hobene og våbnene, kan man, efter at have trukket soldaterne hjem fra forskellige internationale missioner og grænsevagt m.m., på et halvt år få opbygget enhederne af de forskellige legoklodser og derefter skabe en smuk samling af forskellige legobygninger. Denne pæne legolandsby er så brigaden.

Forudsætningen for at få hobene til at blive en brigade er for det første, at enhedernes officers- og befalingsmandkorps er særdeles veluddannet og rutineret i at kunne gennemføre og lede enheder under ekstremt krævende konventionelle operationer, hvor enhver officer og befalingsmand skal kunne virke på et eller bedst to niveauer over sin indledningsvise stilling.

Et sådant officerskorps findes ikke længere, dels på grund af, at udtagelsen og uddannelsen til stadighed er blevet forringet, dels fordi det høje, krævende og varierende øvelsesaktivitetsniveau i 25-30 % af året, der skaber kadrernes rutine, af mange forskellige årsager ikke finder sted. Officerens virksomhed domineres af organisatoriske nødløsninger, afspadsering af overarbejde samt konstant indtastning af detaljerede forbrugsdata.

Det allerførste og væsentligste skridt i skabelsen af brigaden er at erkende, udtrykke og handle ud fra, at den skal forberedes til at kunne deltage i regulære og længerevarende kamphandlinger i en konventionel krig.

Jeg ved, at dette for danske politikere – samt de fleste af nutidens officerer – er næsten umuligt at nå til. Det skulle have været udtrykt entydigt i præsentationspjecen. Uden at dette sker, er indsatsen spild af penge, idet vi ikke kan overbevise russerne, balterne eller os selv om, at anstrengelsen har nogen værdi.

De afgørende skridt, der derefter skal tages, er for det første, at alle chefer fra brigadechefen og nedefter til kompagnichefer fra starten af og fremover skal være rollemodeller med hensyn professionel viden, færdigheder, professionel innovationsevne og engagement. De tre chefsniveauer i brigaden skal fra top til bund derefter helt frigøres for rutineforvaltningsopgaver, så de kan koncentrere sig om at følge og forny uddannelsen og tilpasningen til de nye opgavekompleks og gennemføre udviklingen af deres stab og underlagte enheder. De skal endvidere havde delegeret ansvar for og myndighed til at flytte personel, der selv efter vejledning og hjælp viser sig uegnet til deres funktion. I princippet bør chefer på alle niveauer ansættes under en form, hvor der ved fast tillæg kompenseres for, at de ikke har nogen højeste arbejdstid.

Disse forhold kan i dansk nuværede Forsvar virke fremmed og mærkeligt, hvilket kun viser én ting, nemlig hvor langt vej vi siden 1992 har bevæget os væk fra militært minimalt effektive arbejdsformer.

For at skabe brigaden af materiellet og delhobene skal kadrerne i øvrigt straks og jævnligt rekognoscere i det område, hvor den forudsættes indsat, herefter ikke mindst i Baltikum. Derefter skal de udarbejde og øvelsesteste skitseplaner for de mulige indsættelser.

Herunder skal der konstant netværkes med de lokale militære og civile myndigheder for at fastlægge underlæggelseforholdet til de derværende kommandomyndigheder, muligheder som samarbejde med lokale enheder samt mulighed for værtslandets støtte (Host Nation Support). Efter danske værtslandserfaringer fra 1980’er skal der udarbejdes formelle samarbejdsaftaler.

Det tager erfaringsmæssigt et par år at få en aftale færdigforhandlet. Den tid tog det i slutningen af 1970’erne under forhandlingerne mellem Østre Landsdelskommando (hæren øst for Storebælt) og de britiske myndigheder om den mulige indsættelse af 1. Britiske Infanteribrigade på Sjælland.

Først efter, at man har opnået et vist kendskab til de mulige indsættelsesområder, kan man gå i gang med at skræddersy og øve brigaden til opgaven. Organiseringen indebærer dels tilpasningen af brigadens enheders udrustning til terræn og klima, men først og fremmest opbygningen af brigadens logistik.

Dette først og fremmest med et logistisk støtteområde tæt bag kampenhederne med en todelt logistikbataljon med militærpoliti, forsyninger af bl.a. ammunition, brændstof og mad til vel en uges intensiv indsættelse, feltmæssige værksteder med materielbjærgningskapacitet og reservedele samt en sanitetsenhed.

Hvis der ikke kan aftales sikringsstøtte fra værtslandet skal der også opstilles danske sikringsdelinger til alle dele bag kampenhederne, dvs. artilleri, kommandostationer og logistik.

Derudover skal der opstilles et logistisk baseområde ved den vestbaltiske havn, som skal være punkt for søforbindelsen hjem. Her skal bl.a. placeres militærpoliti, nogle ekstra ugers forsyninger af alt, som værtslandet ikke leverer, et feltlazaret, ekstra transportkapacitet og en krigsfangelejr. Ja, krigsfanger er folkeretligt et dansk ansvar, her kan vi som bekendt ikke snyde på vægten igen.

Det er godt at huske, at den professionelle militære altid og hele tiden tænker logistik. I pjecen nævnes ordet, men man synes ikke at forstå, at det indebærer for brigadeprojektet, at kadrerne i hele logistikorganisationen skal være etableret af faste officerer og befalingsmænd samt reservefolk med den relevante blanding af civil og militær baggrund.

Et første skridt til at opnå et indtryk af opgavens omfang og løsningsmuligheder ville være at gennemføre en historisk undersøgelse af Fremskudt Forsyningsområde, Vestre Landsdelskommando (FFO/VLK), den logistikorganisation, der under Den Kolde Krig havde ansvaret for at støtte Jyske Division ved Lübeck fra de danske logistiske baseelementer nord for grænsen, herunder i Nordjylland.

Det er i øvrigt helt urealistisk, at andet end kadrerne og militærpolitiet i logistikorganisationen kan holdes inden for loftet på de 4000. Resten må som under Den Kolde Krig skaffes ved uddannelse af værnepligtige enheder og udrustes med udskrevne køretøjer og materiel. For at brigaden skal blive mere end en kulisse, der kun imponerer Christiansborgmedierne, skal opstillingen af logistikelementerne indledes straks, dvs. fra starten af forligsperioden.

Når organisationen er på plads startes en konstant øvelsesaktivitet af brigadens stab og stabskompagni sammen med alle enhedernes føringselementer, øvelser hvor lokale værtlandsofficerer ofte deltager, og hvor også logistikenhederne deltager.

Når dette har været gennemført et par år under jævnlig allieret inspektion, vil den voksende hob af personel og materiel tage form af en brigade. I forløbet vil der vise sig et akut behov for at genskabe en professionel videregående uddannelse af den bedste af hærens yngre officerer. Officerer over 45 år hører ikke hjemme i brigaden.
Se i øvrigt:

Land Force Re-booting Guide for Dummies

Værnepligtige og kontraktlønnet personel
Ordudvekslingen om dette emne, herunder både spørgsmål og svar, var præget af uforbeholden uvidenhed hos både journalister og civile ”eksperter”. Hos politikerne var de også præget af uvidenhed, men samtidig af parti- og den enkeltes grundholdninger til statslig tvang og til krig.

Da jeg lige har behandlet spørgsmålet ud personlige og observerede erfaringer med alle typer af bemanding, henviser jeg her til:

On ways to man an army

De 180 dages varsel
Som allerede beskrevet kan man ikke vente med at skabe “brigaden” af soldaterhoben og materielbunkerne til det tidspunkt, hvad man beslutter, at nu er gode dyr rådne. Det skal ske straks.

Det kan i øvrigt undre, hvor disse 180 dages varsel kommer fra. Hvis vi anvender de gamle begreber “strategisk varsel” (dækkende varsel om krigsrisiko) og “taktisk varsel” (om umiddelbart forestående angreb) må man for det første konstatere, at erfaringerne med Sovjetunionens invasioner af nabolande i 1956, 1968 og 1979, Cubakrisen i 1962 og med Ruslands invasioner i 2008 og 2014 ikke giver noget som helst håb om mere end et par ugers kombination af de to varsler.

Læsningen synes at bygge på opfattelsen af, at Putin vil handle rationelt, og da han ved, at NATO/Vesten er stærkest, og at vi derfor vil vinde anden runde, vil han ikke han ikke handle ufornuftigt. Der er indledningsvis to problemer med denne opfattelse.

For det første er NATOs vesteuropæiske lande som Danmark reelt uden kampklare enheder, og USA har ikke mulighed for at rømme Stillehavet, Korea og Det Sydkinesiske Hav og koncentrere til Europa. Som i 1941 har USA samtidig to krigsskuepladser selv efter man har nedbygget sine styrker til kun at kunne håndtere én, og på grund af de ekstremt høje priser for nyt materiel har man ikke penge til at retablere evnen til at håndtere to.

For det andet er vælges krigsmuligheden i min erindring som historiker så at sige aldrig ud fra en objektivitetsbaseret og rationel analyse. Krig vælges som den mindst ringe mulighed som af Japan i 1941, Storbritannien og Frankrig i 1956, Sovjetunionen i 1979, Irak i 1990 og USA i 2003, fordi man føler sig overbevist om, at lige nu er der en mulighed, et åbent vindue til et hurtigt kup med minimum risiko. Og Putin kan med forberedelse af kernevåben skabe en “firewall” efter første fases fait accompli, der placerer problemet på vores side.

Men lad os nu sige, at læsningen af Putin er korrekt, og at han uanset om USA måtte ville blive bundet af en åben konflikt i Sydøstasien ikke opportunistisk vil udnytte situationen i Europa. I så tilfælde er det ændring, der kan udløse 180-dages overvejelser, være en afløsning af ham med kræfter fra den radikalt nationale opposition til højre for det nuværende styre.

I den situation er det imidlertid min historisk baserede opfattelse, at NATO og medlemslandene vil være ekstremt tilbageholdende med at gøre noget som helst, som det nye styre kan anvende som påskud. Dvs. at det teoretiske varsel ikke vil blive anvendt.

De 180 dage må være forankret i Forsvarets Efterretningstjeneste. Problemet er imidlertid, at tjenesten ikke længere også er en militær efterretningstjeneste. Det er blevet en af forsvarsbudgettet finansieret civil udenrigsefterretningstjeneste, der er blevet rettet mod at varsle om udenlandske terrorkilder. I forhold til Rusland er det den tidligere politisk-økonomiske dimension, der er bevaret. Den militære varslingskapacitet er nedlagt som irrelevant, og nedlæggelse af den militærprofesssionelt analytiske videregående uddannelse på Forsvarsakademiet gør, at den nu tabte kapacitet ikke umiddelbart kan retableres.

Det mest problematiske i situationen er dog, at Forsvarsledelsem og FE’s chef ikke åbent fremlægger de begrænsninger, som den nuværende tjeneste har.

Ikke behandlede forhold: Bornholm
Tjenstestens nu ekspertisemæssige skyklapper viser sig også i den manglede evne til at sætte sig i en russisk, militærvidenskabelig generalstabsofficers verdenssyn og arbejde.

Hvis man forsøgte, ville man forstå, at Kaliningrads udsatte position mellem Polen og Litauen gør det nødvendigt, at Rusland – om dette fortsætter med at være muligt – må gøre denne trussel mod Kaliningrad operativt og geostrategisk irrelevant ved at låne Bornholm som fremskudt sømåls- og luftværnsmissilbase.

Øen er i modsætning til Oblasten ikke sårbar fra naboområder, og vil derfor effektivt kunne lukke mulighederne for at sejle hjælp fra NATOs bagland i Danmark og Nordtyskland til Baltikum.

Hindring af anvendelsen af Bornholm på denne måde vil derfor være det umiddelbart væsentligste danske bidrag til den fremtidige sikrede base-transitrolle, som forligsudkastet ser for dansk forsvar. Målet med bevogtning og forsvar af øen skal være at hindre, at tung materiel som missilenheder kan komme i land på øen efter et kup. De første havne og den første lufthavn, der skal kunne bevogtes og spærres, ligger på Bornholm, og bortset fra sikringen af Rønne Havn vil opgaven kunne løses af værnepligsuddannede sammen med lokale specialister og folk fra søværnet.

Andre ikke behandlede områder
1) Retableringen af et ansvarligt forsvarschefsembede
2) Retablering af en kvalitetsuddannelse for det mindre antal faste officerer, der er behov for i fremtiden, både på det grundlæggende niveau og på det videregående niveau (det ville indebære en analyse af, hvad der var fast officersarbejde, hvad der var fast befalingsmandsarbejde, og hvad der kunne løses af reservekontraktpersonel
3) Diskussion af Cyberforsvar som en central totalforsvarsopgave og denne opgave og organisations logiske placering i Centraladmistrationen

Land Force Re-booting Guide for Dummies


If not learned: Effects of a Russian artillery strike in the Donbas

The military profession is a practical one, and it can only be learned by practising under ever more adverse and thus demanding conditions. By not being exercised seriously for more than twenty years, it has been unlearned in nearly all West-European armies.

This small guide presents the only peace-time path to the rebuilding land-force professionalism. It must start from scratch, shedding the irrelevant procedures and structures like a computer no longer able to function and therefore re-booted.

First phase: Relearning operational war planning
To create a usable framework, the frontline states (the Baltic States, Poland and possibly Finland for the Swedish Army) must identify a handful of very different relevant defence sectors/missions relevant for brigade group size forces (“group” meaning reinforced for independent operations).

They should be high threat areas such as the Narva area, the Lithuanian coastal area bordering Kaliningrad Oblast, and the border zone in Estonia and Latvia along the highway from Pskov to Riga. Depending on terrain, the width of a brigade defence sector would be 10-20 kilometres.

Other relevant missions could be in likely “economy of force” zones such as the north-eastern Lithuania and near the Latvian south-eastern border with Belarus, where the observation and security mission could give sectors of up to 40 kilometres width.

Finally there could be missions defending the capital and other exposed urban centres against coup air or sea landings.

Even if the planning missions would not be the real defence tasks, the collection of missions itself and the Allies’ use of these for their ‘professional reboot’ planning exercises would add to deterrence. Limiting the options in each frontline state to a handful of brigade group missions would ease host-nation support to the planning exercises, as well as increase lateral learning between Allied land forces that have planned for the same option.

When given a task in a Baltic state, an Allied land force will choose a mission from the catalogue. The selected brigade group staff selected for “re-booting” will then create an outline war plan for their mission and sector, involving the commanders and staffs of subordinate and attached battalions and independent sub-units. This outline plan must cover the full spectrum of problems and issues such as logistic, host nation, legal, cooperation with local military and civilian authorities, communications, air defence, indirect fire support, engineer unit missions, information policy, etc.

It is not to recommend that such staffs should remain bloated. Contrary to staffs expanded for peace-keeping, COIN and stability operations, planning and controlling conventional combat requires very few, extremely high quality officers at the core of the operations and logistics staff elements, the remainder being either supporting specialists such as fire support and engineer planners, intelligence specialists, liaison officers and the watch-keeping warrant officers and attached officers.

The traditional British brigade staff core consists of four officers, one major (staff trained) and one assisting captain focused on operations and another major (staff trained) and assisting captain responsible for logistics and administration. The small elite core made decision making fast and focused. It minimises the risks of friction and misunderstanding. The Cold War period Danish brigade staff core was not much larger.

Another problem we all have to address in the way land forces prepare to command and fight: we know that all satellite based command, control, navigation – and thus precision fire systems – will be exposed to a massive and varied cyber, electronic warfare and physical attack at the onset of hostilities. We can not predict the outcome, but we can and must improve resilience by reducing full dependence.

Thereafter the brigade group and subordinate unit staffs will conduct an extended reconnaissance and coordination visit to develop and adjust the outline plan and requirements to match the actual terrain and infrastructure. And it should engage the actual local forces such as the border guard/police, neighbour units, any host nation support and territorial forces involved in rear area security.

Then the corrected plan must be fully tested through a series of focused war games. These seek to expose weaknesses all the way to the combat phase from the planned mobilisation, movement to across borders to the deployment area, establishment of base and forward logistics area, and host nation support.

The gaming should cover both a crisis period and actual combat.

The gaming input and assessment should be completely independent of the sending nation, and be led by a senior retired officer from another army. They must include legal expertise, military historians (alert to likely friction to add that to the play), experts on current Russian doctrine and capabilities (cyber and electronic warfare, indirect fire support, air operations, special operation forces), as well as representatives of the local military and civilian authorities. All games should be recorded to support analysis.

Lessons learned in the gaming phase are to be built into in the exercise operations plan, and shape requirements for cadre training and force development, and must lead to the removal of ineffective officers.

Another full planning cycle from the choice of mission to the formulation of lessons learned should be conducted with the brigade group and subordinate and supporting units in two-three months, to make sure that the commander and staff have started relearning their profession.

Second phase: Relearning command and control in combined arms combat
The lessons learn from the first war planning cycles are to be transformed into brigade group command post exercise (CPX) scenario in the brigade’s own country.

All CPX for the brigade group should last a minimum of four full 24-hour days to ensure the development of sustainable working procedures. The longer the more effective. After 10-14 days, best practice staff procedures become routine. During the whole CPX the commander and staff should be forced to plan for two different tactical tasks in parallel and to conduct a full orders sequence with warning, as well as preliminary and execution orders every day.

To do this should be possible also as the brigade main HQs moves at least twice a day and with the brigade commander absent with his mobile tactical command post. Moving HQs are necessary because of the likely low troops density, high threat and therefore mobile fighting framework of a Baltic conflict scenario. There will exist constant risks of raids by special operations forces patrols, artillery fire and air attack.

Moves interrupts work, but the more moves are practised, the less so.
To regain high mobility, brigade staffs should – as a principle – be reduced to their Cold War size and configuration, which may necessitate a preparation to work without cumbersome and vulnerable digital paraphernalia for jamming-resistant, and emission-free combat proven tools and procedures such as analogue pens and notebooks.

The resilience of the planning and command tools shall constantly be tested against cyber and electronic warfare attacks, so the HQs may use alternative command and control procedures if their favoured tools fail.


A U.S. Armored Brigade Tactical Command Post … Far better, if full air supremacy and no Russian long range artillery systems around:

Third phase: Relearning unit command
After the brigade has been rebooted through its work with the Baltic mission catalogue exercises and CPX activities, the next phase is the professionalization of the reinforced combat battalions.

This can only be done properly in similarly minimum length – four days – highly intensive field training exercises that are inspired by the same scenario, but conducted in a national and later in larger allied training area.

As at the brigade level, the battalion command and control should be forced to plan and operate simultaneously, some of the time while moving, or alternatively with three moves of the headquarters every day and with the commander away from the HQs.

As during the CPX, the field training exercise should deliberately test usually weak and difficult points.

The battalion HQs should be drilled to operate under own force protection, emphasising camouflage and emission discipline under constant pressure from the risk of enemy artillery fire as well as from electronic detection of and attack against its communications. To regain agility, focus and lower their profile, battalion HQs should be reduced to their pre-COIN missions’ size of a handful officers, and the commanders should relearn to command from the tactical command post.


Even this can be significantly improved

Replacement of battalion commanders and key staff due to casualties should be tested regularly.

Their subunits (companies) should likewise remain constantly aware of the risks of artillery and remain dispersed, especially when not moving.

As in the brigade commando post exercises, the battalion field training exercises should be controlled and umpired dynamically to expose weaknesses and mistakes.

Both at brigade and battalion levels, an officer’s lack of practical knowledge, physical and mental stamina or leadership ability should lead to the immediate replacement. Otherwise the reboot will remain a fiction and the land force in question a waste of resources.

In order to regain effectiveness quickly, both the minimum four days brigade command post exercises and similar length battalion field exercises should be conducted twice a year.

Fourth phase: Relearning deployment readiness
All combat readiness objectives will remain unrealised as long as all exercises are pre-announced.

In order to regain readiness, both the brigades and battalions should be exposed to a new readiness regime, where they might be exposed to NATO HQs initiated “Tactical Evaluation” exercises (actually the soft CREVAL regime rebooted) without warning, and the commanders/acting commanders and staff ordered thereafter required to solve a theoretical tactical problem in terrain near their garrison, ending with formal orders, at the same time as the readiness and availability of key equipment and ammunition stocks are inspected.


The armies would have to be inspired by the tactical evaluation inspections of the airforces

Artikel XXI: Om de ødelæggende virkninger af manglende forsvarsopgaver

Som læsere af denne blog vil have bemærket, har jeg gennem de seneste år søgt at identificere kilderne til (og virkningerne af) det forfald af Forsvarets professionelle fokus, som blev så klart på grund af de ti års fravær fra Danmark fra 1994 til 2004.

I de seneste dage er det blevet klart, at det næppe kunne være anderledes, for de seneste godt 20 år er det blevet en underforstået forudsætning, at det kun ville være i, hvad man kan benævne “valgkrige”, at danske styrker igen vil kunne komme i kamp. Krige lang væk fra Danmark, hvor de tre værn leverede solidaritetsbidrag til vores venners og allieredes interventionsprojekter, hvor de allierede hvor relevant sørgede for sø- og luftherredømme og besluttede, hvornår den altid halvhjertede intervention skulle afsluttes.

Disse tyve år var den første periode i dansk og europæisk militærhistorie, hvor man ikke gennemførte planlægning og andre forberedelser til at kunne forsvare eget land eller allierede mod invasion og andre fjendtlige militære handlinger. Man skulle opretholde militær professionalisme uden den krigsforberedelsesramme, der indtil det tidspunkt aldrig kunne ignoreres.

Indtil det tidspunkt havde hærofficerer en konkret krigsforsvarsopgave, der skulle løses bedst muligt med de altid for få styrker. For danske hærofficerer var det under Den Kolde Krig forsvaret af øerne og specielt Sjælland mod sø- og luftlandsætninger og forsvaret sammen med allierede af den Jyske Halvøs fod ved Den Indre Tyske Grænse til DDR. Både linje- og reserveofficerer arbejdede under en krigsplanlægning, der også omfattede rekognoscering i forsvarsterrænet, kadreinstruktionsøvelser og stabsøvelser med at forberede løsningen af disse opgaver.

Linjeofficerer, der arbejdede i rene fredstidsforvaltningsstillinger, blev inddraget i disse aktiviteter som forberedelse til deres krigsdesigneringsfunktion.

Under disse varierende krigsforberedelser vedligeholdtes en fælles forståelse for, hvorledes de vanskelige kampopgaver kunne løses bedst muligt i det aktuelle terræn med støtte af artilleri, luftværn, ingeniørenheder m.m. Man måtte have planer og forberedelser for løsningen af logistiske og totalforsvarsproblemer i området, herunder for samarbejdet med allierede enheder og de lokale civile myndigheder.

I dag er der ingen hærofficerer tilbage i Forsvarets ledelse, der er blevet professionelt udviklet i denne ramme. Professionelle udfordringer har været knyttet til forberedelse til fulgt af tjeneste i konkrete, begrænsede interventionsmissioner, hvor man altid forudsatte asymmetriske fordele til egen side. I de seneste godt ti år har målet officielt været begrænset til blot at forberede enheder som bidragsværktøj, hvor det ikke var en dansk opgave at tænke over realisme og muligheder over det tekniske og måske laveste taktiske niveau.

Det kan desværre ses på tjenstgørende generalers argumenter, at de ser effektivitet som frigjort fra løsning af konkrete militære opgaver i et konkret terræn i en krig. Der findes ikke længere en krævende ramme, der kan udvikle forståelse for, hvad hærstyrker kan og ikke kan indsat i forsvar af et landområde. Det betyder også, at de har tabt evnen til at rådgive de ansvarlige politikere med hensyn til dimensionering af danske hærstyrker til en konkret opgave.

For flyvevåben- og søofficerer betyder perioden, at man kun har bevaret evnen til at udnytte flyenheder og maritime enheder til at løse forskellige opgaver under fuldt luft- og søherredømme. Både materiel og procedurer forudsætter, at man ikke skal bidrage til en krævende og risikabel kamp for at tilkæmpe sig handlefrihed. Men på grund af disse værns karakter vurderes det mindre tidskrævende her igen at forberede dem til krævende krigsopgaver.

Det er ikke som for hærens vedkommende en hel professionel ramme og kultur, der skal genopbygges fra bunden.

Efter, at Finansministeriet deklarerede “Fred i Vor Tid”

Hæren er nu på et niveau betydeligt under, hvad ville være blevet resultatet, hvis De Radikales og Socialdemokratiets afrustningsforslag fra 1919-1930 var blevet gennemført. Den beredskabsstyrke, der mødte tyskerne i Sønderjylland 9. april for 75 år siden var i bemanding, kadrekvalitet og -moral samt relativ teknologisk niveau den nuværende hær langt overlegen. Men Finansministeriet har bestemt, at historien er slut, og det var VK-regeringen der lagde op til nedskæringerne. De eneste prioriterede projekter er de af HMD beskyttede: Blå Vagt og Hesteskorten. Bl.a. pga. ophøret af den 120-årige videregående officersuddannelse vil en genopbygning blive langt vanskeligere end den foregående efter 1945, også fordi den professionelle diskurs er forsvundet under bølgen af New Public Management New-Speak.

Desværre synes officernes chefer at mangle netop de egenskaber, der ville gøre dem anvendelige, når Finansministeret nu viser sig – selv for tungnemme – at have haft uret.

De egenskaber er:
1) Opdateret professionel indsigt som grundlag for ledelsen af den hurtige tilpasning til en ny situation.
2) Ansvarsfølelse over for både befolkningen som helhed og for de soldater, der skal sikres ordentlige muligheder for at løse deres opgaver.
3) Dynamisk og synlig ledelsesstil.
4) Moralsk mod til at påvirke forsvarsbeslutninger med saglig indsigt i muligheder og ricisi.
5) Afledt respekt blandt korpsets yngre medlemmer

Artikel XX: Fra militær profession til pseudovidenskabelig amatørindsats på deltid

En læsning af de romertal-nummererede indlæg her på bloggen kunne få den kritisk tænksomme læser til at spørge, hvordan det kunne gå så galt, hvordan kunne der opstå det henfald i professionalismen, som i de seneste så tyve år har ført til pinlige sager på snart alle områder.

Den aktuelle situation præges af en drastisk reduceret respekt for og hensyntagen til militærfaglige argumenter – når disse overhovedet erkendes og fremføres af de ansvarlige officerer. Virkningerne er bl.a. massivt resursespild gennem ufokuseret udvikling og aktiviteter samt sikkerhed for, at danske militære enheder sendes af sted uden en erfaringsbaseret rimeligt forudseende analyse og rådgivning.

I selvtilfreds blindhed må man så leve med den væsentligt øgede risiko for ineffektivitet, tab og lidelser samt sikkerhed for at folk i bunden af systemet skal lære meget hurtigt for at kompensere for den manglende rettidige interesse og omhu.

Professionens substans
Dybdeerkendelsen af, hvad professionen hviler på og indeholder, må og skal være styrende for rekruttering, grundlæggende uddannelse, vurdering af egnethed til større ansvar samt videregående uddannelse og udvikling.

Den unge officer skal dels være en personligt overbevisende dygtig ”håndværker”, der på en hver måde kan gå i spidsen for hans/hendes pågældende speciales grundlæggende team. Fysisk mod, udholdenhed, psykologisk indsigt, ansvarsglæde, integritet og evnen til at vise, hvordan tingene skal gøres, er imidlertid kun en lille del af kravene. Kendskab til, hvordan andre typer af våben og enheder fungerer, officeren skal samarbejde med, er absolutte krav sammen med dybdeforståelse og accept af de retlige rammer hjemme og ude, procedurer og forvaltningsbestemmelser.

Efter 5-10 år skal denne professionelle grundsubstans gennem krævende og realistisk praktik være så indarbejdet, at officeren kan planlægge, forvalte og lede et antal af disse grundelementer, indledningsvis i en stabsfunktion og derefter som chef. Derudover skal han/hun opnå kendskab til, hvordan andre typer våben, enheder og organisationer tænker og fungerer, både fra helt andre dele af den militære organisation og civile statslige og ikke-statslige bidragydere. Officererne skal forstå opgaver, der kan gå fra støtte til samfundet hjemme over humanitær indsats i katastrofe- og krigsområder til intensiv kampindsats. Uden at kunne ignorere de krav, som bør være integreret under virksomheden som ung officer, bliver det centrale element i professionalismen nu evnen til at forudse virkningerne af forskellige planlægningsmuligheder samt evnen til fleksibelt, men målbevist, at føre de valgte opgaver ud i livet, herunder med mindst muligt resurseforbrug samt med aktiv og helhjertet hensyntagen til de mennesker, som officeren har ansvaret for.

Efter yderligere 5-10 år ændrer kravene karakter, igen uden at officeren kan ignorere den professionelle indsigt og de færdigheder, som prægede de foregående år. Han/hun skal nu som planlægger eller chef kunne håndtere forvaltningen og ledelsen af en grundlæggende selvstændig indsats af et projekt, hvor der kan være en betydelig risiko for, at manglende evne til at forudse kan føre til massivt resursespil og tragedier med tab af menneskeliv – egne, allieredes eller uskyldiges – som følge; eksempelvis som chef for en udsendt fregat, bataljonskampgruppe eller enhed af flyvevåbnet. En akut forståelse af den politiske ramme, opgaverne skal løses i, må og skal afbalanceres af ansvarsaccept, civilcourage (på dansk “rygrad”) og loyalitet over for enhedens eller myndighedens personel. At anvende termen ”Human Resources” her sikrer en forfladigelse og udvanding af det absolutte ansvar og loyalitetskrav, som skal styre den rutinerede militære chef.

Derefter vil officeren på en platform af fortjent succes igennem det foregående par årtiers tjeneste ende i en stilling på generals-/admiralsniveau eller som central hjælper på niveauet. Det miljø, officeren på dette højeste niveau skal virke i, er domineret af meget komplekse krav til planlægnings- og forvaltningsindsatsen, men nu er evnen til ikke mindst at forstå de ansvarlige politikeres både indenrigs- og udenrigspolitiske vilkår og prioriteter afgørende. Dette skyldes, at nu er det, ud over effektiv og fleksibel ledelse af gennemførelse af beslutninger, evnen og viljen til at forudse og forudsige virkninger af mulige udfald blevet det totalt afgørende element i professionen – knyttet evnen til og civilcouragen til at blive hørt. Dette uanset om det, som det drejer sig om, er forskellige muligheder for udviklingen af organisationens struktur og aktiviteter eller landets bidrag til en international indsats.

Svigt med hensyn til at udvikle og trænge igennem med en velfunderet konsekvensanalyse vil med sikkerhed lede til øget risiko for spild, menneskelige tragedier samt henfaldet af egen organisations effektivitet. Det har været normalsituationen for Forsvaret igennem mere end femten år, med kilden til forfaldet ligger meget langt tilbage.

Sygdomshistorien
Sygdommens vej til udbrud startede i begyndelsen af 20. Århundrede. Hærens faste personel omfattede dels linjeofficerskorpset, dels de underofficerer af linjen. I modsætning til i eksempelvis Storbritannien gjorde hærledelsen meget lidt for at sikre officerskorpsets respekt for underofficerskorpset ved at oprette prestige- og indflydelsesrige karrierestillinger for de bedste underofficerer. Den svageste og derfor mest uselvstændige og snobbede del af officerskorpset opførte sin som ”white trash” i de amerikanske sydstater, fordi man måtte have nogen at se ned på. De faste underofficerer var derfor taknemmelige over støtten fra den nye, altid socialt retfærdighedssøgende forsvarsminister, Peter Munch. I 1922 blev de konverteret til ”Officianter”, der i princippet skulle ses som ligestillede med officerer. På trods af passende officerslignende uniformering hjalp navneforandringen ikke meget, og snobberiet og tåbelighederne fortsatte, også efter, at man i 1951 gjorde gruppen til ”Officerer af speciallinjen”. Uanset, at de nu kunne nå majorgraden, var de henvist til samme stillinger som instruktører og forvaltere, som de tidligere havde besat som faste sergenter og officianter, og linjeofficererne søgte snarere fælleskab med tjenestestedets reserveofficer end med specialofficererne, de førstnævnte var jo dannede mennesker fra formuende familier eller adelen, som man gerne ville mænge sig med.

Den næstsidste udviklingsfase var en status som ”Officerer af B-linjen” i 1970’erne, hvor gruppen for første gang fik uddannelse og stillinger som taktiske førere. Der var sine steder dog stadig rester af det tidligere racismelignende snobberi, dette sandsynligvis stadig næret af, at den dårligste del af officerskorpset af ”A-linjen” var truet af det forhold, at man i professionelt niveau var underlegen den bedste del af B-officererne. I begyndelsen af 1980’erne blev de to officerskorps slået sammen i et enhedsofficerskorps.

Dette var i udgangspunktet det eneste rimelige, mulige resultat efter et århundredes tåbelighed, men det bragte imidlertid sygdomsudbruddet. Dette skyldtes, at de tidligere to officerskorps var grundlæggende forskelligt lønnet og derfor professionelt motiveret, uanset, at begge var tjenestemandsansatte. A-linjen var i projektmotiveret og derfor fastlønnet, B-linjen var stadig lønnet efter samme principper som stampersonellet. Deres lønniveau var knyttet til deres tilstedeværelse, dvs., at de var funktionærlønnede og -motiverede. Det anfægtes ikke, at mange af de yngre B-officerer var højt motiverede og professionelle i deres tjeneste, men aflønningsformen påvirker gradvis optræden, motivation og personlige prioriteringer.

Sygdommen brød simpelthen ud, fordi de nye enhedsofficer i ekstrem idioti fra beslutningstagernes side blev defineret som funktionærer, hvis løn afhang af dokumenteret tilstedeværelse. I stedet for at rykke B-officererne det sidste stykke op, trak man A-officererne ned.

Symptomer og personlige reaktioner
Det er først nu, år efter, at de årsager og de fulde virkninger står klart, men bekvemmelighedens og dovenskabets pres på professionen steg konstant, nok intensiveret af hvad man kan kalde kulturrevolutionen i 1968 med dens ukritiske og overfladiske anfægtelse af det eksisterende.

I 1977 blev de daværende A-officerer bedt om at stemme om indførelsen af en generel 60 års aldersgrænse. Indtil det tidspunkt havde pensionsalderen varieret fra 52 år for majorer/orlogskaptajner til 65 år for generaler/admiraler. På mit daværende tjenestested – Østre Landsdelskommando – var der kun to, der stemte imod, jeg selv og en intendantofficer, der allerede havde 60 års aldersgrænse. Argumenter om de indlysende negative virkninger af at fastholde desillusionerede majorer, der derefter blev endnu flere år for gamle til krigstjeneste blev grinende afvist af mine kolleger. Ændringen gav jo personlige fordele, og det var jo alt sammen ”for sjov”, dvs. krigen ville jo aldrig komme, hvilket gjorde de negative virkninger ligegyldige.

Min chef var på det tidspunkt oberstløjtnant T. K. Sørensen, der samtidig var formand for HOA, A-officerernes personelorganisation. Vi diskuterede under tjenesterejser presset for at kunne finde en ramme, der kunne sikre en rimelig anvendelse af B-officererne. Den bedste tredjedel af disse var jo klart bedre og bedre motiverede end den dårligste del af hans medlemmer. Jeg foreslog, at man samtidig med, at man formelt slog grupperne sammen skulle løse problemet let og u-bureaukratisk ved at åbne den obligatoriske efteruddannelse for hærofficerer af A-linjen, ”Føringskursus I”, for de bedst bedømte af B-linjen af samme alder. Efter gennemgang af kursus skulle jævnaldrende officerer konkurrere ligeligt om karrierestillinger. Det var selvfølgelig et direkte angreb på A-officerers ofte ufortjente opfattelse af at være bedre, og jeg blev da også senere involveret i det par dyre og unødvendige omskolingskurser, der blev gennemført i begyndelsen af 1980’erne på Hærens Officersskole. Allerede dengang ignorerede man, at bedømmelsessystemet gav et fuldt tilstrækkeligt og retfærdigt grundlag for at indrangere officerer efter egnethed. Men man insisterede på at spilde penge på unødvendige og dyre, formelle uddannelser, der kunne legitimere, at man anvendte de dygtigste folk efter fortjeneste.

Indtil begyndelsen af 1980’erne var karriereforløbet for de bedste hærofficerer styret af professionens erkendelse af, at det var usundt at gå fra stabsstilling til en anden stabsstilling. Før udnævnelse til oberstløjtnant og senere oberst skulle man derfor ved chefstjeneste som praktisk leder demonstrere, at man forstod og efterlevede, at det centrale i professionen var evnen til at uddanne og føre en enhed, og at denne forståelse også skulle vejlede senere tjeneste som planlægger og forvalter.

Dette system, der selv i dag i mulig udstrækning fastholdes i andre vestlige militære strukturer, blev uden holdbar argumentation droppet. Mange yngre officerer udtrykte tilfredshed med beslutningen, fordi det jo var en risiko ved at skulle demonstrere, at man havde holdt sig professionelt ajour. Jeg og min ven og kollega, daværende major Over Høegh-Guldberg Hoff, besluttede at vi i protest ville melde os ud af vores personelorganisation. Den protestmarkering blev imidlertid stoppet af de respekterede foresatte, Kjeld Hillingsø og Jørgen Lyng, der understregede, at organisationens repræsentant havde vetomulighed i det udvalg, der bedømte egnethed til udnævnelse.

Allerede fra 1984-85, set fra stillingen som chef for en stampersoneleskadron ved Gardehusarregiment, blev virkningerne af officerskorpsets ændrede ansættelsesforhold synlige. Forvaltningen af nu alt personels lønninger og arbejdstid blev hurtigt langt mere styrende for uddannelsesplanlægning end uddannelsesmålene, som nu blev helt uopnåelige på grund af kombinationen af afspadsering af overarbejde, fravær til kontraktbestemt civilundervisning for stampersonellet og hurtig udskiftning af dette. Man manglede helt midler til at betale for den døgntjeneste, som fulgte af brigadernes nødvendige, høje aktivitetsniveau. Det blev efterhånden et problem at sikre samtidig tilstedeværelse af nøglekadrerne.

En stampersonelenhed som den, jeg var chef for, hvis uddannelsesniveau afhang af, at besætningerne var robust samarbejdede små hold, blev efterhånden rene facader. I et nødskrig til Forsvarets ledelse bad jeg min regimentskammerat, major Knud Skafte, der var adjudant for Forsvarschefen, om at demonstrere de ødelæggende virkninger af systemet ved, at han personligt begyndte at arbejde efter reglerne. Han anså selvfølgelig forslaget som absurd, men kort efter fik han som næstkommanderende for Gardehusarregimentet – for sent – syn for sagn.

Det stigende professionelle ansvarssvigt blev tydeliggjort af en episode i samme periode. Da Hoffs og min kampvognseskadroner blev inspiceret i skydning, betød kombinationen af de umulige uddannelsesbetingelser og materiellets nedslidte karakter, at træfningen blev helt utilfredsstillende, dette på trods af, at målene var urealistisk synlige. Den daværende Hærinspektør, generalmajor Harald Boysens, løsningsforslag blev, at vi rykkede skiverne tættere på. Man blev forundret, da vi afviste løsningen som sagligt totalt uacceptabel.

I begyndelsen af 1990’erne ramtes dele af Forsvarsakademiet af de første eksempler på den timebetaltes motivation, da lærerne på hærens højeste uddannelse krævede – som deres kolleger på Hærens Officersskole var begyndt på – søgte betaling for overarbejde. Da man ikke kunne få dette for hjemmearbejde, og da der ikke var tid til at rette elevhjemmeopgaver i arbejdstiden, måtte dette kursus opgive at give de opgaver til eleverne, som indtil da dannede rygraden i undervisningen. Deres optræden var dog stadig en undtagelse. Resten af akademiets lærerkorps var fortsat projektmotiveret – dvs. professionsmotiveret – og dette muliggjorde en dramatisk opstramning og fokusering af det primære kursus, Stabskurset, til situationen efter Den Kolde Krig.

Denne direkte synliggørelse af alternativerne fik mig til at kontakte formanden for den nu samlede personelorganisation for officererne, major Leif Amdisen Møller. Fra vores samarbejde i min tid som ung officer ved Gardehusarregimentet i begyndelsen tyve år tidligere kendte jeg Møller som en dygtig og målrettet kollega. Jeg foreslog på grundlag af erfaringerne fra Forsvarsakademiet, at organisationen skulle søge et system, hvor officeren løbende kunne vælge mellem to ansættelsesformer for det kommende år, enten arbejde inden for arbejdstidsreglerne, hvor Forsvarets økonomiske situation ville sikre, at han fik meget fritid ved afspadsering, eller en form, hvor han fik et tjenestetillæg, der knyttede sig til stillingens kendte arbejdsbelastning, men så ikke havde højeste arbejdstid. Egnetheden til forfremmelse blev kun bedømt i de år, hvor officeren arbejdede uden tidsbegrænsning. Det var udelukkende officeren, ikke arbejdsgiveren, der kunne tage initiativet. Når vedkommende havde små børn, eller hvis partneren var det familiemedlem, der søgte karriere, kunne man vælge første mulighed, hvor officeren i princippet heller ikke kunne flyttes. Ideen blev modtaget som urealistisk hjernespind, som et idiotisk angreb på fastmurede vindmøller.

Da jeg efter godt 10 år i et frugtbart udenlandsk professionelt miljø vendte tilbage som underviser og forsker på Forsvarsakademiet var der gået så meget tid, at funktionærmentaliteten af alle blev opfattet som det helt normale. Nu var arbejde lig med resursestyrings og koordinationsmøder mellem det drastisk voksende antal ansatte, møder hvor indholdet var præget af management-”newspeak” og professionelle indlæg bygget på personlig studie- og undervisningsindsats fraværende.

Samtidig var debatten sygnet hen. Debatindlæg var forsvundet fra de centrale professionelle tidskrifter. Hvad der fortsat var skrevet af officerer var rene referater af aktuelle NATO-doktriner eller managementmoder snarere end bygget på en række år med professionsmotiverede studier og selvstændig tænkning. Den forsvundne debat skal ud over, at professionel opdatering og modning kræver mere end 37 timer ugentligt, også ses i sammenhæng med, at funktionæren ikke forventes at føle ansvar og loyalitet for andet end den ovenfra – af virksomheden – definerede ramme og struktur. Derimod føler et bevidst medlem af en profession ansvar og loyalitet over for denne professions grundlæggende opgave og normer.

Den professionelle er et grundlæggende frit menneske, der dog er forpligtet af den pågældene professions mål og normer. Han/hun søger at realisere sig gennem arbejdet. Funktionæren skal blot levere det af arbejdsgiveren definerede arbejde fleksibelt og effektivt inden for den betalte tid, og må søge at realisere sig i fritiden.

Alle de forklaringer, man hører på den forsvundne debat, er reelt dårlige undskyldninger for dovenskab. Det opfattes som en samfundsskabt virkelighed, at man har ret til at opføre sig som uden ansvar.

I de sidste ti år er de unge officerer ganske vist professionaliseret gennem yderst krævende operationer, men det er mere end tvivlsomt, om det ved medføre andet end frustration og afmagtsfølelse hos dem, så den meningsudveksling, der finder sted i disse år, synes begrænset af Facebook’s karakter: Et netværk for udveksling af meninger og holdninger mellem nogenlunde lige menende, det er ikke en åben eller fokuseret professionel ramme for analyse og argumentation. Resultatet bliver, hvad men kunne benævne holdningsuglegylp. Dette blev for nyligt desværre alt for tydeligt demonstreret, da ca. 350 yngre officerer for få måneder siden kritiserede deres foresatte for professionelt svigt – som beskrevet tidligere her på bloggen med god grund. Da officerernes ”oprør” var et udtryk for holdninger snarere end bygget på en analyse af eksempler, kunne de let pacificeres. De kunne ikke argumentere, fordi de ikke havde skaffet sig et professionelt grundlag for argumentation.

Virkningerne af de ældre dele officerskorpsets nu langvarige svigtende professionelle motivation og indsats dominerer, hvad der sker. Disse officerer er ikke bevidste om deres profession, fordi de jo kun er uniformerede funktionærer. Sådanne studerer kun, når de er på formelt kursus, hvor de jo får penge for at lære. På disse kurser er målet blevet at lære teori snarere end evnen til professionel analyse, forudsigelse og rådgivning. Selv den sovjetiske militærvidenskabeligheds satsning på operative normer havde langt mere relevant substans for den militære professionelle end en manuduktion i forskellige teorier. Situationen nu medfører, at overfladiske, teori- og ordrige, scenariefrigjorte og professionssubstansløse ”analyser” som Mikkel Vedby Rasmussens bliver hængende uimodsagte.

Det manglende kendskab til egen krævende profession giver synlige mindreværdskomplekser over for andre, ikke mindst over for politologer, der jo som økonomers og managementfolks videnskabelighed bygger på en tro på positive og vejledende teorier. Ved undervisning beder stabskursuselever nu blot om teorien, så de kan lære den udenad. De ser grundlaget for udviklingen af teorien som irrelevant. De søger ”hvad”, ikke kritisk ”hvorfor” og ”hvordan”, et sikkert tegn på, at de reelt ikke er egnede til professionel videregående uddannelse.

Den professionelle søger gennem livet – ved studier i rammen, dybden og bredde af professionens altid skiftende emnekreds og vilkår – at blive og forblive generelt kompetent inden for sit område, herunder at have en ajourført helhedsforståelse.

Funktionæren søger snævert at opnå kompetenser, dvs. snæver viden og færdigheder, som han/hun skal anvende for at få formelle kvalifikationer for at søge sit næste job.

Kun den ajourførte professionelle kan give en rimeligt holdbar bedømmelse af, hvad der vil blive resultatet af forskellige strategiske, operative eller materielmæssige valg. Uden professionalisme er det ikke grundlag for rådgivning i ramme af en politisk-professionel dialog. Det gælder for militære professionelle som for læger og ingeniører. Resultatet af svigtende relevant professionel rådgivning kan som beskrevet nu ses med pinlig tydelighed.

Officersuddannelsens nødvendige grundtrin og karakter
Som overskrift er det rimeligt at anvende Baltic Defence Colleges mål for akademiets stabskursus 2002-03, som blev formuleret som en reaktion på det manglede klare fokus i den tilsvarende danske uddannelse, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke vidste, hvor galdt det stod til hjemme: “The course should develop professional, active, hardworking, honest, positively critical, independent minded General Staff officers of the best classical …, international standard.” …”After the course they should be prepared for continuous self-development, using self-study and the experience from command and staff positions.”

Den grundlæggende officersuddannelse skal altid give det spektrum af viden og færdigheder, der er nødvendig for at kunne fungere effektivt i de leder- og operatørstillinger, som han/hun skal bestride i de første 5-10 år. Sammen med de udfordringer og operative krav, som har præget alle tre værns opgaver i de seneste godt ti år, har de danske officersuddannelser demonstreret deres fokus og effektivitet.

Det er i dag ikke her, problemet ligger, fordi de grundlæggende uddannelser er næret af de omfattende professionelle erfaringer, unge officerer har fået under krævende internationale operationer igennem de seneste 10 år. Derimod er der god grund til at rette blikket kritisk mod det nødvendige indhold i de videregående officersuddannelser, som jo burde styres af en forståelse i Forsvarets ledelse af de professionelle krav til officerer på forskellige niveauer, som blev opregnet i artiklens første del.

Senere lederstillinger indebærer som nævnt tidligere ansvar for elementer, som officeren ikke kan have personlig praktisk erfaring med. Således skal en kamptropsofficer fra hæren lære så meget om ildstøtte, føringsstøttesystemer, ingeniørstøtten, logistikvilkår samt om flystøttens muligheder, begrænsninger og mulige negative virkninger, at han/hun kan anvende disse støttemuligheder korrekt. Officeren skal også forstå betydningen af, at opgaverne skal kunne løses inden for meget forskellige operative rammer fra traditionelle operationer til humanitær støtte. Undervisningen i andre elementers muligheder konsolideres mest effektivt ved gensidig uddannelse – erfaringsudveksling mellem elever. Dette opnås kun ved fælles opgaveløsning i en lille gruppe, fulgt af individuelle opgaver, hvor forståelsen kontrolleres, afsluttet med ”krigsspil”, som sikrer forståelsen for, at modstanderen og misforståelser kan ødelægge den bedste plan.

Al videregående officersuddannelse fra det første til højeste niveau skal give færdigheder i anvendelse i de procedurer og den analytiske metode, der knytter sig til det fremtidige funktionsniveau. Men det er ikke tilstrækkeligt. Officeren skal have viden om tidligere erfaringer, så det bliver muligt at vurdere risici og konsekvenser af forskellige muligheder. Dette sker gennem arbejdet med det bredest mulige spektrum af umiddelbart sete realistiske eksempler af stadig stigende kompleksitet. Derefter ”krigs”-spilles så den valgte løsning, som nævnt i to – eller flere – partier med elever i de forskellige roller og med erfaringer vedrørende usikkerhed og friktion indarbejdet i vurderingen/”kamp”-dommervirksomhed af forløbet. Det forhold, at allierede normalt beslutter selvstændigt, og at der ofte er mere end én modstander, gør det ofte nødvendigt at have mere end to spillere.

Spillet skal sammen med undervisningen i forskellige enhedstypers muligheder og begrænsninger og erfaringen med systematisk analyse udvikle officerens evne til professionel forudsigelse på det kommende niveau. Denne ”applikatoriske” metodik har i 150 år demonstreret sig som den klart bedste vej til at videreuddanne officerer, i Danmark siden kaptajn Arnold Kühnel indførte den i 1890erne. I perioder af stigende afstand fra erfaring samt dovenskab hos officerer i lærerrollen er man tidligere, og nu igen, forfaldet til at manuducere i teori, hvilket undergraver officerens evne til at forudse og rådgive i den mangfoldige mulighedsramme, han/hun skal kunne forstå i en policystilling eller som chef.

Det, som gennem dumhed eller arrogance ignoreres, er, at når danske tropper ønskes anvendt i et bredt sæt af operationer, skal danske officerer kunne forstå og analysere alle sådanne operationer i deres helhed, dvs. med stormagtens eller den samlede alliances udgangspunkt. Kun derefter kan professionel rådgivning om risiko og muligheder finde sted, kun derigennem kan man sikre sig mod, at de udsendte indledningsvis fejludddannes, fejludrustes og derefter ofres på symbolpolitikkens alter. Min erfaring er fra 15 års succesrig indsats er, at dette er absolut muligt, hvis man retter bevidst den videregående officersuddannelse mod dette mål. Det forhold, at Danmark er lille og at vi kan være relativt uformelle i vores arbejdsform gør det absolut muligt. Det kræver blot åbne og grundige analyser af situation, kultur og fysiske vilkår i indsatsområdet, af opgaven, af vores allieredes mål og svagheder og af egne muligheder, samt en robust og udiplomatisk kritik af resultater domineret af fyndord og varm luft. Derefter kan muligheder for bidrag, sandsynlige virkninger og risici klarlægges. Men dette er selvfølgelig kun muligt, hvis man bevidst lader uddannelsen dominere af sådanne analyser.

Desværre synes dette totalt ignoreret i den nu skitserede videregående uddannelse for officerer. Valget er mellem på den ene side at opnå professionel udvikling gennem applikatorisk, integreret og erfaringsformidlende undervisning og på den anden teoretisk pseudovidenskabelighed rettet mod at give diplomer som modgift mod fortjent professionelt mindreværdskompleks. I løbet af de seneste 10 år er man målbevidst gået i den forkerte retning.

Som andre praktisk orienterede professioner, der er påvirket af samfundsudviklingen eller den teknologiske udvikling eller begge i samspil, er det langt fra tilstrækkeligt at placere den videregående uddannelse på formelle kurser. Lægeprofessionen er nok den nærmeste parallel her til officerens. Erfaringsmæssigt er den mest effektive vej til at sikre kontinuerlig læring og professionsudvikling at meddele en liste for pligtig læsning og at forvente aktiv deltagelse i den bredere professionelle debat, som chefen, hvis han ikke er doven eller ligeglad, sikrer, at hans tjenestested danner en god ramme for. At noget sådant ligger uden for den funktionærmotiveredes forestillingsramme er desværre blevet alt for klart demonstreret.

Grundlæggende er der ikke forskel på den metodik, der skal anvendes ved de videregående uddannelser, der rettes mod højere eller de højeste officersniveauer. Substansen af elevernes gensidige undervisning og af den erfaring, der bliver relevant, ændrer sig, ligesom niveauet og kompleksiteten af den erfaring, der gives. Forståelsen for både den indenrigspolitiske optik, den retlige og internationale ramme og andre ikke-militære elementer drives af den analyse og de spil med roller, der skal udvikle elevernes evne til at forudse og rådgive. Selv om man kun er fra et lille land skal rådgivningen som allerede argumenteret forstå, hvad de store allierede bør gøre. Kun derigennem har selv det lille land mulighed for at øge koalitionens chance for succes og mindske muligheden for menneskelige tragedier. Dette også selv om de politiske beslutningstagere måtte vælge at ignorere konsekvenserne for at kunne opretholde international synlighed.

Kun Forsvarschefens korte Sikkerhedspolitiske Kursus har på centrale punkter med udgangspunkt i krisestyringsøvelser afspejlet den applikatoriske model, nok uden at kende den. Af Forsvarsakademiets egne aktiviteter er det kun hærens ret autonome operative efteruddannelse, der viderefører andre dele af metoden.

Den forgæves indsats igennem 35 år
Efter 35 års virkningsløse forsøg på at kæmpe mod professionens henfald i Danmark og opfattelsen af, at dette er andres ansvar, skrives dette uden reelt håb om virkning, simpelthen for at kunne sove rimeligt godt om natten efter at have gjort, hvad der er muligt. Disse mange års argumentation tog for det meste karakter af kommentarer og artikler, hvor titlerne på bøger og tidsskriftsartikler – vel halvdelen af det hele – er samlet på www.clemmesen.org.

Fra 1989 til 1994 havde jeg hovedansvaret for ændring af Stabskursus, den primære videregående officersuddannelse, til vilkårene efter Den Kolde Krig. Det var et yderst tilfredsstillende arbejde, fordi det blev muligt i et samarbejde med den daværende orlogskaptajn Nils Wang at fokusere indsatsen fra alle fagområder, så uddannelsen nærmede sig det ideal, som tidligere er blevet beskrevet. Det eneste problem i perioden var dog, at man på trods af, at både Forsvaret og rekrutteringsgrundlaget blev stadig mindre, øgede antallet af elever til mere end det dobbelte af antallet af kvalificerede kandidater. Hvis man påpegede, at det betød, at mange ikke fik noget reelt ud af uddannelsen ud over papegøjeagtigt at sige fine ord, blev det afvist med argumentet, at selv de dummeste fik da nok noget ud af kurset. Man ignorerede det allerede her nævnte, at et centralt element er elevernes gensidige påvirkning, og med faldende elevkvalitet bliver uddannelsen i bedste fald middelmådig.

Senere har jeg som censor på universiteterne i de sidste år erkendt, at Forsvaret ved prioriteringen af produktionskrav over kvalitetskrav varslede, hvad der senere blev set som et ideal, drevet af kombinationen af socialistens erfaringsløse tro på lige evner og den liberale økonoms satsning på masseproduktion. I Forsvaret kunne den dårligere uddannelse kun forstærke og accelerere det professionshenfald, som skiftet til funktionærmotivation allerede havde indledt.

Det, som har været mest frustrerende og sørgeligt for en pensioneret stadig professionel, er at have været den ansvarlige hovedlærer for de årgange af officerer, der i dag leder organisationen. For nogle af dem oven i købet både som lærer på Hærens Officersskole og senere hovedlærer på Forsvarsakademiet. Dette uden nogen synlig virkning på deres professionelle engagement og aktiviteter. Det kan kun skyldes, at disse officerers foresatte selv var for dovne eller uprofessionelle til at stille klare krav og belønne professionel optræden.

Den manglende effekt af mere end tre årtiers indsats i Fædrelandet skal sammenholdes med, hvad det blev muligt at opnå af varige resultater på bar mark i Baltikum gennem overbevisende sagkyndig argumentation. Ganske vist stillede de baltiske undervisningsministerier indledningsvis umiddelbart rimelige, men i substansen tåbelige krav om, at undervisningen på deres fælles forsvarsakademi skulle godkendes af dem. Tåbelige, fordi det ville have været ødelæggende for det da udenlandsk finansierede projekt at lade det fastlægge på grundlag af direktiver fra eks-sovjetiske undervisningsbureaukrater. De havde på grund af det sovjetiske jernskot mellem det civile samfund og militæret en acceptabel undskyldning for ikke kunne forstå eller have viden om, hvordan professionel militær videregående uddannelse skal ske. Dette i modsætning til situationen nu i Danmark, hvor tankedøde krav om standardisering med irrelevante paralleller ikke har en logisk baggrund for sin ødelæggende arrogance.

Grunden til, at Baltic Defence College stadig er et velfungerende og internationalt respekteret uddannelsessted er, at institutionen fra starten blev opbygget i et tæt samspil med de bedste søsterinstitutioner i den engelsksprogede verden, under løbende ”bench-marking”-samarbejde med søsterinstitutioner i Storbritannien, Canada og USA.

Det er typisk for den danske andedamsarrogance, at man aldrig er parat til at lære af dem i udlandet, der har relevant viden. Det ville jo også kræve, at man skulle anvende energi på at studere dem godt nok til kritisk at kunne uddrage de elementer, der var relevante i Danmark. Det er meget lettere at kopiere sagligt irrelevante eller måske skadelige hjemlige modeller.

Jeg kunne godt beskrive, hvordan man under samtidige massive besparelser kunne genskabe en god professionel videregående uddannelse af danske officerer. Men det tjener erfaringsmæssigt intet formål.

Artikel XIX: Er snæversyn, uvidenhed og arrogance et fællestræk hos kun-jurister?

Det er en vel forstået ting, at når et fly eller skib havarerer, bliver sagen undersøgt af en specialiseret havarikommission. Formålet med undersøgelsen er at først og fremmest at lære, så man mindsker risikoen for, at noget tilsvarende sker i fremtiden, ikke at straffe eventuelt skyldige.

Efter eksplosionsulykken i 2002 i Kabul anbefalede lederen af undersøgelseskommissionen, at der blev etableret en tilsvarende struktur for særlige hændelser på land, organisatorisk placeret under Forsvarsstabens daværende Kontrolstab. Det skete aldrig, hvilket må ske som et meget alvorligt professionelt svigt og manglende leven op til ansvar hos den daværende forsvarsledelse. Dette også, fordi der allerede havde været situationer i ex-Jugoslavien, der viste, at man ikke havde en hensigtsmæssig måde at håndtere hændelser, hvor danske soldater blev dræbt, såret eller kom i situationer, hvor de måtte anvende deres våben.

Så kom hæren til Irak, og her var det indlysende, at der var ved at gå noget rivende galt. Jeg husker, at jeg læste en auditørrapport om en tragisk hændelse, hvor både en dansker og irakere blev dræbt, hvor det var klart, hvad der var sket. Den auditørassistent, dvs. en professionel kriminalbetjent, der havde lavet afhøringerne og skrevet rapporten, havde fået alt med. Det var derfor indlysende for en læser med en relevant landmilitær professionel baggrund, hvad der var gået galt, og hvorfor. Men det var selvfølgelig helt uigennemskueligt for person uden denne baggrund, såsom en jurist eller politiuddannet. Hermed var den kobling mellem organisationens læring og undersøgelsen af ansvar, som en kombineret struktur med både militær, juridisk og eventuel lægelig ekspertise, kunne give fortsat uopnåelig.

Auditørkorpset søgte i selvtilstrækkelig isolation fra det sted, hvor den tragiske hændelse fandt sted, og stadig mere terrieragtigt efter nogen, som man kunne rette tiltale mod. Hærens Operative Kommando og de underlagte fagskoler kunne – hvis der ikke blev gennemført undersøgelse eller rejst tiltale, fordi man var heldig, selv om noget gik galt – selv vælge, hvad og hvordan man ville lære.

Resultatet har været en række pinlige klapjagtssager, hvor Auditørkorpset har kunnet ignorere, at vilkårerne for de danske officerer, befalingsmænd og menige soldater i den kampzone, som et flertal i befolkningen har sendt dem ud i, arbejder under så krævende, farlige og tvetydige vilkår, at ligger langt på den anden side af den, som skibs- og flybesætninger opererer under, og hvor de beskyttes af det saglige element i havarikommissionsrammen.

I typisk idiotisk og elitær isolation synes man på trods film og TV-serier ikke at have gjort sig klart, hvordan man har organiseret sig i de både civiliserede og ansvarlige udland, hvor tragedier og fejltagelser også under landmilitær indsats har været en tilbagevendende erfaring. Man har typisk sikret, at de centrale undersøgere har uddannelse både som fagmilitære og jurister.

Nu har den unge danske Forsvarschef taget en meget lille og helt utilstrækkeligt skridt til at afhjælpe tyve års arrogant og usaglig tåbelighed. Dette angribes straks fra juridisk side som en forurening af det saglige. Man kan jo risikere, at man tidligt må opgive potentielle interressante klapjagter, der jo heldigvis for det meste ender i opgivelse af retssag eller frikendelse – efter ødelæggelsen af personer, som landets politikere uden personlig risiko har sendt i krig.

Det er både usagligt og dybt usympatisk – som det sker nu – at insinuere, at danske officers-jurister ikke så godt som kun-jurister vil undersøge tragiske hændelser hæderligt, sandhedssøgende og korrekt.

Men jeg kan godt se, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis reaktionen på tragiske hændelser fjernt fra Danmark også blev vejledt af professionel viden og ikke kun af den snævert danske retspolitiske og rent politiske virkelighed og tilbøjelighed. Så ville de udsendte jo få samme retssikkerhed som medborgere i Danmark, der undersøges som involverede i en færdselsulykke.

Godt nok en forfærdelig, afskyelig, naturstridig tanke for enhver ret- og renttænkende jurist, at saglighed skulle gives indflydelse på deres undersøgelser af de foragtelige mennesker, der fører krig for Danmark!

Artikel XVIII: De utilstrækkelige oberstløjtnanter – justeret og udvidet

Det er kun et års tid siden, at et par snese yngre hærofficerer først rejste sagen om de utilstrækkelige danske chefer, som de havde mødt under de vanskelige operationer i Irak og Afghanistan. Nu er antallet af protesterende blevet ti gange større.

Chefen for Hærens Operative Kommando tager sagen så alvorligt, at den må undersøges nærmere. Godt!, men det kommer der ikke noget reelt ud af, fordi problemerne er af så grundlæggende strukturel og kulturel karakter i dagens danske forsvar, at det ligger langt uden for generalmajor Agnar Rokos’ muligheder at gøre noget ved sagen. Og situationen vil med sikkerhed blive forværret yderligere med den halvering af antallet af hærens operative enheder – og dermed “professionelle praktikpladser” – som bliver resultatet af det kommende forsvarsforlig.

Lad mig forklare grunden til problemerne, som gradvis er blevet endnu værre end tilfældet var ved slutningen af Den Kolde Krig.

Efter ca. 10 års tjeneste ved enhederne som ung hærofficer kommer de bedste 25-30% til videredegående uddannelse på Forsvarsakademiet i små to år.

Først gennemgår de et intensivt hæroperativt kursus, der skal lære den at planlægge og føre komplekse hæroperationer med store enheder i allieret ramme. Det har ikke – og har på grund af sit mål aldrig haft – til formål at supplere officersskolens uddannelse i taktisk fører- og chefsvirke.

Så følger et kursus, hvor kaptajnerne er sammen med deres kolleger fra søværnet og flyvevåbnet, og hvor de forberedes til at virke i de højere danske og internationale værnsfælles skabe. På det kursus drejer uddannelsen i ledelse sig om, hvad der svarer til civil, offentlig virksomhedsledelse, dvs. teori, der absolut intet har med den lederprofil at gøre, som vil kunne give praktiske resultater, mindske tab samt støtte de yngre officerer og fortjene deres respekt. Derudover giver kurset primært teori om strategi – dvs. samspillet mellem politik og militære operationer – og teori om disse operationers doktriner.

Det er naturligt, at de lidt ældre militære læreres stadig mindre praktiske erfaring og den mere specialiserede karakter af denne leder til en formidling af teori og derefter kontrol af, om teorien er forstået.

I modsætning til tidligere er det ikke muligt at bygge undervisningen på officerer, der kombinerer anerkendt, bred varierende praktisk tjeneste på forskellige taktiske niveauer med markant deltagelse i den åbne professionelle debat, dette ikke mindst fordi denne debat har været fraværende i de sidste to årtier. Dette på trods af, at den militære profession – som lægens – primært er praktisk, projektløsende. Den nødvendige kritisk-konstruktive holdning til teori samt evnen til at anvende den til applikatorisk undervisning forudsætter kombinationen af personlige erfaringer og vedvarende studier.

Disse problemer dækkes mere udførligt i tidligere romertalsartikler her på bloggen.

På intet tidspunkt siden den grundlæggende uddannelse på Frederiksberg Slot indføres den nu rutinerede officer i de meget store personlige, moralske, professionelle krav og mht. civil-courage til ham eller hende, som føring af enheder i kamp eller under kamplignende forhold stiller, og nu under vilkår, hvor enheden er for stor og sammensat til at lede direkte. På intet tidspunkt opfordres officeren til at studere historiske eksempler på god og dårlig ledelse i kamp, dette på trods af, at netop her er historiske cases særdeles relevante, fordi menneskers og grupper af menneskers reaktioner under pres ikke påvirkes væsentligt af den teknologiske udvikling.

Efter afsluttet kursus bliver officeren major, og det er ikke sandsynligt, at han/hun får ansvaret for at lede nogetsomhelst i de efterfølgende ca. 10 år.

Tjenesten er nu som planlægger og forvalter, og medens officeren som ung officer ved, at loyaliteten over for de underordnede er altafgørende, er læren under disse år, at karrieren afhænger af kreativ og fleksibel loyalitet opadtil.

Hvis alt går vel, bliver karriereofficeren så oberstløjtnant, og hvis hun eller han er blandt de bedst ansete af de foresatte som analytiker, planlægger og forvalter bliver der tale om en udpegning som midlertidig oberst for en udsendt enhed af bataljonsgruppestørrelse. Ganske vist kommer officerens operative erfaring fra en fundamentalt anden tid godt ti år tidligere – Irak- og Afghanistancheferne havde typisk Balkanerfaring – og ganske vist havde hæren ikke stillet krav om løbende professionelle studier i forskellige operationstyper (sådanne studier bestragtes blandt danske karriereofficerer nu ligesom professionel debatdeltagelse som unødvendig) – men det blev ikke betragtet som af betydning af dem, der sendte danske enheder i krig.

I missionsområdet var det normen, at kontingentchefen “managede” operationerne fra kommandostationen og holdt forbindelse til de allierede og hjemadtil. Det var herunder væsentligt, at de mange besøgende og pressen fik en god behandling. Delinger og kompagnier sendtes i krig og tog alvorlig risiko, obersten styrede bagfra med den logiske, men kamppsygologisk anfægtelige begrundelse, at der jo ikke var tale om operationer over kompagnigruppeniveau. I blogartiklens afslutning skitseres, hvordan situationen burde være.

Derefter kom de sager, startende med Hommelsagen, men senere forsatte med totalt urimelige sager rejst af auditørkorpset, der fundamentalt ignorer, at det er umuligt at undgå også alvorlige fejlskøn, når man under ekstrem risiko og pres leder enheder i kamp.

Hvor er de tidligere udsendte chefers loyalitet over for de unge officerer, som de sendte i krig? Forstår de slet ikke, hvad de sendte de unge officerer ud i? Eller tæller de forstatte karrieremuligheder mere end loyaliteten? De kan jo håbe på, at oberst Lars Møller igen optræder som den lille dreng i kejserens nye klæder.

Hvis der skal ske forbedringer, som kan tilfredsstille de 350 uforstående unge officerer, skal der ske drastiske ændinger på mange områder, herunder i den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet, i kravene til professionelle selvstudier mellem formelle kurser, i en genoplivning af debatkulturen.

Dertid kommer så de skridt til en anden bedømmelse af officeres chefsegenskaber og den efterfølgende anvendelse, som de 350 lægger op til, desværre med en lidt vel begrænset forståelse for den betydning det har for Forsvarets virksomhed, at alle i stabene træffer beslutninger på grundlag af en akut og ajourført operativ interesse og indsigt.

Man kunne også se i øjnene, at det ville øge de udsendte chefers professionelle fokus, hvis de og deres stabe i modsætning til mandskabet var i missionsområdet ét år, så enhederne ikke i så høj grad blev ledet af amatører hele tiden. Det er forståeligt, at kompagnierne uddannes af de chefer, som leder dem i missionen, men den mindre belastning på kontingentcheferne og deres stabe muliggør længere udsendelser, som muligvis også ville hjælpe på deres professionelle fokus og etik.

Det, som er ved at ske, og som de unge officerer reagerer mod, er at deres opfattelse af deres ældre kolleger nærmer sig den karrikatur, som mange kender fra serien, hvor Blackadder er kaptajn på Vestfronten i 1. Verdenskrig. De ville, hvis de vidste dette, nok håbe og forvente, at forholdene mellem yngre og ældre officerer nærmerede sig til idealet i den tyske hær på samme front i samme krig, hvor nøglepersonerne i den øverste hærledelse var unge generalstabskaptajner og -majorer med frisk og fremragende fronttjeneste bag sig – og derfor værdige til frontofficerenes tillid.

Opgaverne i operationer som i Afghanistan løses ganske vist af de yngre officerer, som er delingsførere og i nogle situationer kompagnichefer. Men det burde ikke udelukke, at den højere chef, inklusive til tider bataljonschefen, følger med den indsatte enhed. Ikke for at blande sig, men for solidarisk at løbe samme risiko.

For at lære om virkeligheden ved selvsyn, måske hjælpe til med arrangere flystøtte, hvis noget uventet skulle ske.

For at kunne give sandt vidnesbyrd om forholdene, hvis en af underførerens beslutninger i den stressende og uklare situation, som altid kendetegner kamp, ulykkeligvis skulle lede til tab af egne soldater eller lokale civile.

Så står den unge fører ikke som nu alene og udsat, hvis auditørkorpset hjemme fra fredstids-Danmark vælger at rejse en sag på grundlag af hændelsen.

For derefter at være bedre egnet til at varetage sin efterfølgende tjeneste – muligvis ledende lærertjeneste i officersuddannelsen.

At forlade kommandostationen for selv at følge operationer har altid kendetegnet den professionelle enhedschef i hæren. I modsætning til i Søværnet har han desværre mulighed for at holde sig væk.

Man vil nok nu sige, at denne holdning er anakronistisk. Med det overvågningsmidler man nu har til rådighed – herunder også fra egne rekognosceringsdroner – og den overførsel af situationsbilledet til kommandostationen, som nu er mulig, skal man opholde sig dér.

Det er korrekt, at de tekniske hjælpemidler er bedre nu end før, men det ændrer ikke, at kompani- og bataljonschefen er og skal være taktiske førere af mennesker, ikke teknisk-operative managers. Dette uanset operationens karakter.

Den situation, som delingsføreren er i, når han rykker ind i en afghansk compound i Green Zone, kan ikke videregives elektronisk, og man kan ikke aflaste eller støtte den udsatte unge officer på stor afstand. Derfor er en påstand om, at traditionelle krav til personlig tilstedeværelse nu er forældende, tegn på skadelig afprofessionalisering.

Artikel XVII: Irak-videoen og den egentlige skandale

Det centrale problem er, at den danske regering og forsvarsledelse ikke åbent erkendte, at Irak fortsat ville være et voldeligt sted, og at hverken briterne eller den lille danske styrke i Sydirak kunne gøre nogen stor forskel i det store område og den meget store befolkning, der altid havde været udsat for en særdeles hårdhændet befolkning.

Det skulle man åbent have set i øjnene og erkendt, og man skulle have sikret en realistisk forståelse med briterne om den fælles regel, at man skulle gøre mest muligt godt gennem eksemplets magt, da dette var den eneste reelle “magt” man havde. Man kunne jo ikke arrestere og retsforfølge folk de i bedste fald halvt uddannede sikkerhedsstyrker, som jo optrådte som de vidste man gjorde for at opnå respekt. Det var målet hurtigst muligt at overdrage til disse, så man kunne trække sig væk fra synlig tilstedevæelse og derefter hjem.

At man skulle gøre den lille forskel, som var realistisk, skulle have været styrkechefens – både den britiske og den danske – mandat. Inden for den opgave skulle han have handlefrihed, idet ingen hjemme havde fantasi og viden til at give relevante detailrammer. Derudover skulle man blot kræve, at alt blev dokumenteret, og at dokumentation af overgreb blev anvendt både over for de ansvarlige irakiske myndigheder samt i grove gentagelsestilfælde over for den lokale og internationale presse.

På dette realistiske grundlag skulle og kunne de hjemlige politiske og militære myndigheder have givet fuld støtte til den danske chef.

At dette aldrig skete blev pinligt illustreret af Hommelsagen, hvor svigtende professionel forudseenhed og forberedelser blev kombineret med et sammenbrud af loyalitet over for de udsendte, ikke-eksisterende civilcourage i forsvarsledelsen og panikagtig flugt fra ansvaret … en optræden, der desværre senere er gentaget i nye variationer. Heksejagt med frosset hjert og hovedet under armen på dem, som har sat livet på spil for Danmark i situationsfjerne mandatrammer er lettere.

At den udsendte chef forventedes at tage hensyn til urealistiske danske forventninger og om nødvendigt at dække regeringens indenrigspolitiske behov snarere end at yde lidt hjælp til irakerne inden for rammen af mulighederne synes igen illustreret af denne sag.

Pinligt, ikke for de udsendte, men for den politiske og militære ledelse i Danmark, der åbenbart forventede, at officererne i Irak politiserede og om nødvendigt løj for ikke at skabe problemer i København.

De ansvarlige burde skamme sig, men gør det selvfølgelig ikke. I gamle dage kunne man håbe, at de rådnede i Helvedet…

Artikel XVI: Rødder til værnepligttjenestens afskaffelse – og konsekvenserne

I disse måneder, hvor regeringspartierne har problemer med at finde fælles grundlag på alle andre områder, er man inspireret fra det normale kor af modedrevne eksperter faldet tilbage til den afrustningspolitik, som den daværende regering af samme farve partier forlod for 80 år siden. Da man må afvise konspiration og ved, at både politikere og eksperter er fuldstændig ahistoriske, er det klart at der er tale om tilfældigheder, ikke velovervejet ond hensigt.

Denne korte blogartikel har til formål at blotlægge motiver og konsekvenser med henblik på debat.

Holdningerne til værnepligt – med kommentarer:
Ideologisk bevidste liberale har altid været grundlæggende skeptiske til værnepligten. Der var jo tale om statstvang over for individet. Hertil kommer nu en afvisning af, at en statslig organisation som Forsvaret gives hvad liberale må se som urimelige fordele ved rekrutteringen af sit personel. Alt skal foregå på markedsvilkår. Afskaffelsen af værnepligtstjenesten gør, at unge mennesker ikke længere skal spilde deres tid. Hvis det ikke er muligt at skaffe sig eller fastholde en kvantitet eller kvalitet der gør, at organisationen kan varetage sine opgaver, er det bare trist.

Kommentar: Ignorerer, at staten, fællesskabet, stiller det specielle krav til de ansatte, at de skal sætte liv, mental stabilitet og lemmer på spil for dette fællesskab, loyalt, og uden at stille krav om logik eller forklaringer.

Radikale liberale supplerer de generelle liberale opfattelser med en tradition af skepsis over for til de negative, autoritære, virkninger af tjenesten på individet plus en grundlæggende kritisk holdning til alt militært og nødvendigheden af militære organisationer.

Kommentar: Vel tvivlsomt, om de nuværende medlemmer af Det Radikale Venstre har den historiske bevidsthed, som er den forudsætning for, at dette er et bevidst motiv.

Socialister af alle afskygninger har normalt været uklare i deres holdning til værnepligten. De foretrak den fremfor hvervede styrker, som kunne anvendes i klassekampen af magthaverne, og hvis styrkerne anvendtes entydigt til at støtte fremskridtet, var man absolut ikke modstander af militære styrker eller værnepligten.

Kommentar: Kan vel i dag kun findes i Enhedslisten og hos gamle kustoder i SF. Hos resten er holdningerne nu som hos ideologisk liberale.

Hos militære modstandere af værnepligten er den enkelte soldats effektivitet det centrale snarere end organisationens evne til at kunne løse – og fleksibelt blive ved med at løse – sine opgaver.

Kommentar: Hos britiske officerer mødte man også lettelse, da landet i 1960’erne gik over til rent hvervede styrker. Det er hårdt arbejde, rent ud sagt træls, at uddanne værnepligtsenheder. Det samme gang på gang. At effektivitetskriteriet er svarende til, at man sammenlignede effektiviteten hos et medlem af politiets indsatsstyrke med en ordenspolitibetjent – ignorerende de to delorganisationers fundamentalt forskellige opgaver – overses bekvemt. En hærstyrkes opgave, at kontrollere et geografisk område gennem tilstedeværelse, svarer på mange felter til ordenspolitiets.

Tidens civile ”eksperter” føler grundlæggende ikke, at der er behov for begrundelser eller argumenter. De støtter sig vel, hvis dette overhovedet er bevidst, på den ideologiske liberale opfattelse, som er skitseret ovenfor. Man behøver efter deres opfattelse blot at gentage, hvad de uden argumentation finder indlysende, at værnepligten er ”ikke tidssvarende”, ”umoderne”, afspejler industrisamfundet, massehærenes tid, ignorerer individets behov for at realisere sig selv. Typisk er deres – og desværre også mange professionelle militæres – opfattelse af krig, at det drejer sig om at ramme noget eller nogen præcist, som et computerspil.

Kommentar: ”Eksperterne” ignorerer i deres arrogance og intellektuelle dovenskab, at krig i sin essens drejer sig om konflikter mellem grupper af mennesker og at kunne beskytte eller kontrollere de områder, mennesker lever i – dvs. på nogle områder som en politistyrke. De ved bekvemt ikke, at Danmark aldrig har anvendt værnepligten til at opstille en massehær. De to gange, hvor man har udskrevet alle egnede værnepligtige, har der altid været et andet formål. Første gang var under 1. Verdenskrig. Da gik man på trods af hærordningen til indkaldelse af alle for at få fordelt belastningen af Sikringsstyrken på så mange, og så unge, skuldre som muligt. Anden gang var under de første 25 år af den Kolde Krig. Her var formålet – billigst muligt – at opretholde den umiddelbare forsvarsstyrke (”Dækningsstyrken”), som NATO da så som det korrekte svar på truslen fra Sovjetunionen. At få mest muligt goodwill hos allierede for den lavest mulige udgift har været formålet med Danmarks anvendelse af værnepligten i hele perioden efter 1945.

Det er derfor konklusionen af analysen her, at den aktuelle begrundelse for at afskaffe værnepligtstjenesten – og måske blot bevare ”værneretten” som en vej til at holde udgiften til Forsvarets støtte til Kongehuset nede på et overkommeligt niveau – ikke er de liberale argumenter eller de bekvemme synspunkter, man henter hos civile ”eksperter”. Det uudtalte formål er, uanset hvad konsekvenserne i øvrigt måtte blive – i forskrækkelse over de menneskelige opkostninger og juridiske ubehag ved mødet med virkeligheden – at fjerne mulighederne for at fremtidige regeringer kan involvere Danmark på landjorden i konflikter som i Irak eller Afghanistan.

Kommentar: Det er den fortsatte rekruttering af frivillige soldater gennem værnepligten til korttidskontrakter, der har muliggjort, at Danmark har kunnet bevare en andet end ineffektiv, rent symbolsk, tilstedeværelse i de stadig mere krævende missionsområder i Kroatien, Bosnien, Kosova, Sydirak og Helmandprovinsen. Uden friskningen gennem værnepligtige ville hæren meget hurtigt være brudt sammen under belastningen.

Konsekvenserne:
Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ud over at hjælpe grønlænderne, når isen smelter, så længe de ønsker hjælpen? Indebærer vores interesser ikke længere, at vi skal kunne bidrage meningsfuldt til stabiliseringsoperationer som på Balkan? Er NATO relevant også efter, at vi har mistet generalsekretærposten, herunder så relevant, at vi har interesse i at kunne markere Artikel 5, når eller hvis Rusland føler det relevant at skabe og udnytte en krise i et NATO-naboland, som man gjorde i Georgien?

Det, som det koster af fleksibilitet og muligheder at suspendere værnepligten, er klart. Danmark frasiger sig enhver mulighed for at kunne bidrage meningsfuldt til fredsbevarende operationer sammen med eksempelvis de nordiske lande, og mulighederne for at hjælpe med at vise NATO-solidaritet i alliancens periferilande. Det vil regeringen benægte med spin, men det bliver realiteten.

Forsvaret vil blive endnu mere lukket og afsondret fra samfundet, om muligt endnu mindre præget af fornyelse. Værnepligten sikrer en bred berøringsflade og rekruttering og mulighed for strukturel fornyelse.

I fremtiden vil Danmarks militære muligheder i bedste fald være reduceret til scenarier som i Libyen, hvor vi bidrager til en krig uden reelle muligheder for at følge indsatsen op med andet end krydsede fingre og positive ord. Det er dog mere sandsynligt at modellen bliver den, som nu demonstreres af borgerkrigen i Syrien: Skamfuld gentagelse af de rigtige meninger og hjælpeløshed.

Synd for danskerne og synd for omverdenen.