Category Archives: Andre artikler på dansk

Søgning af materiale om den spiondømte Harry Lembourn fra hans efterkommere

Billedet viser kaptajn Harry Lembourn (som premierløjtnant). Han blev i eftersommeren 1928 blev arresteret lige syd for landegrænsen og derefter straffet med fængsel for at være fransk spion. Det skete sandsynligvis, fordi de tyske myndigheder samme sommer af en (ukorrekt) agentrapport var blevet overbevist om, at Danmark var ved at indgå en aftale med Frankrig og Polen om militært og efterretningssamarbejde, og Berlin ønskede at sende en advarsel til København.

Det, som Lembourn blev dømt for, var at undersøge tyske brud på Versailles-fredstraktatens bestemmelser mod tysk genoprustning. I København så man meget alvorligt på den handling, som kaptajnen blev dømt for, og hvor man derfor ikke gennemførte en selvstændig analyse af sagen. Man så sagen som et pinligt ansigtstab over for den store nabo, der var ved at genopbygge sin militære magt, og hvor grupper nu anfægtede 1920-grænsen.

Danmark hævnede sig på Lembourn ved ikke alene at afskedige ham, men også ved at fratage ham hans pension ved lov. Det skete på trods af den ledende juridiske rådgiver, Generalauditør Victor Pürschels, påpegning af, at Lembourns ret til pension var blevet stadfæstet ved Højesteret i en tilsvarende sag omkring 40 år tidligere.

Gang på gang efter sin frigivelse skrev Lembourn til de danske myndigheder om at få ændret beslutningen, herunder til danske statsministre, men selv efter Befrielsen var det forgæves, indtil statsminister H.C. Hansen personligt intervenerede i slutningen af 1950’erne. Lembourn nåede at få omkring ét års pension, før han døde.

Jeg er nu gået i gang med et bogprojekt om den tragiske sag på grundlag af det omfattende materiale fra offentlige arkiver, herunder de mere end 800 sider i Krigsministeriets personsager. Men da det ikke mindst var familien, der reddede Lembourn igennem resten af hans liv, søger jeg efterkommere, der måtte ligge inde med billeder, breve, dagbøger o.a.

Hans fars registerkort.

Hele forløbet viser, hvordan et godt, velbegavet, idealistisk, retlinet – men politisk naivt – menneske bliver ofret i det lille Danmarks skift fra en de facto fransk-engelsk-allieret sikkerheds- og forsvarspolitik til en politik, hvor man efter ganske få år proaktivt vender tilbage til en principløs tilpasningspolitik over for Tyskland.

Da situationen med Tysklands nederlag i 1945 ændres, betyder dette dog ikke, at bureakratiet ændrer opfattelse; for embedsmænd tager ikke fejl og lader jo aldrig deres beslutninger bestemme af politisk opportunisme. Derfor er der ikke behov for at lave beslutninger om.

Næstældste klasse på Hærens Officersskole 1911-13, dvs. uddannelsen til linjeofficer. Her er Lembourn markeret. Han bestod som holdets nummer to. Herudover er markeret den narcissistiske og uduelige Alex Thaarup, der var en af hovedpersonerne i min og Bernadette Preben-Hansens Bondefanget til Borgerkrigen. Det danske korstog til ærkeenglen Michaels by.

What Putin Got and What Trump Gave Up in Yesterday’s Phone Call (analysis by Paul A. Goble, Staunton, 29.1.2017)

In advance of talks with a foreign leader, the sides often employ one of two strategies to ensure that the outcome can be presented in the ways that they want. Thus one side may suggest no real breakthrough is possible thus lowering expectations. Or it may suggest something many oppose could happen in order to get credit when it doesn’t.

Both these tactics were on display in advance of the telephone call between Donald Trump and Vladimir Putin, with the former leaking that sanctions might be lifted when that wasn’t going to happen overnight and the latter signaling via his foreign ministry that any talks with the Americans would be difficult.

That is all in the way of such events, but it has the unfortunate effect of leading some to misread what in fact happened. Thus, in this case, because Trump didn’t end sanctions, many in the US are delighted because what they feared most didn’t happen and even allowing themselves to believe that their opposition to such a step played a role.

In order not to fall into that well-prepared trap, it is important to look at what each leader took away from the talks. If one does that, it becomes clear that not only did Putin get far more that he wants but that Trump received in return promises that aren’t worth the air the Kremlin dictator used in expressing them.

Using the Kremlin readout of the talks on which almost all commentaries east and west currently rely (kremlin.ru/events/president/news/53787), it becomes obvious just how much a victory the phone call was for Putin and how little, all the hoopla notwithstanding, Trump got in return. The consequences of this imbalance tragically will be seen soon enough.

Here is a list of what Putin got:

· An end to his diplomatic isolation that has been in place since his invasion of Ukraine

· Explicit Promises of a summit soon between the two leaders

· Implicit recognition of spheres of influence and of Russia and the US as equal “partners”

· Explicit acceptance of his insistence that the US and Russia should decide things, apparently without the participation of those involved, including Ukraine

· An implicit promise to lift sanctions in the name of improving economic relations between the two countries.

Here is a list of what Trump got:

· A promise that Russia would cooperate in the war on Islamist terror and assurances that Russians like Americans just as Americans like Russians.

Putin’s behavior in Syria shows just how little that promise is worth, although one can be sure that Moscow and its Western supporters will view this as a great breakthrough, just as Putin and apparently Trump as well intend them to.

But the real meaning of yesterday’s conversation between the two leaders is underscored by the reactions of Russian commentators who signaled that their hopes were coming true: One politician, for example, said that as a result of the Putin-Trump talks, NATO is in disarray (politobzor.net/show-121008-pushkov-nato-v-uzhase-ot-rezultatov-razgovora-putina-i-trampa.html).

And others suggested this conversation had been between two “friends” rather than just chiefs of state (politobzor.net/120995-tramp-sdelal-zvonok-drugu.html) or insisted that it was a breakthrough to a new era of good feelings in which Ukraine and other problems of the past could now be put aside (kp.ru/daily/26636.7/3655052/ and svpressa.ru/politic/news/165212/).

The author of these lines has often lamented the unfortunate impact of jet travel and telephonic communication on relations between countries, two technical innovations that have elevated the importance of personal ties among leaders above other things even as they have reduced the role for diplomats and a careful consideration of national interests.

That unfortunate trend has some deep and disturbing precedents: When Nevil Chamberlain returned from Munich, he celebrated what he said was the fact that Hitler really liked him and that such feelings could be the basis for a new era of good feelings between Germany and the United Kingdom.

One can only hope that no Western leader in the rush to boost his ratings will be similarly manipulated by this generation’s counterpart to the Nazi dictator.

What to expect from President Donald Trump

10210238639214917

Col. Sam Gardiner, USAF (ret) sent this after a contact to his “strategic psychiatrist” who has been contacted to help him understand Trump. She had been asked what could be expected next now that the rallies were done and the admiration seems to be diminished.

She suggested that he read about narcissistic rage.

Here is the description:
Narcissism (or Narcissistic Personality Disorder) is a diagnosis given to individuals under the classification of personality disorders. Narcissists are extremely selfish and self-centered people who are capable only of thinking about their own issues regarding power, prestige, and personal adequacy. They have little to no empathy, cannot understand the problems of people around them, and are not aware of other peoples’ feelings. Although they act superior and confident, this actually hides the fact that they have very fragile egos. The slightest disrespect or challenge can quickly lead to the development of a furious rage in them.

“Narcissistic rage” is a term coined by Heinz Kohut in his book The Analysis of the Self when it was published in 1972. It occurs when the narcissist perceives he is being personally “attacked” by someone else. Grandiose self-worth, vanity and entitlement are basic characteristics of this disorder; when these are challenged it often leads to narcissistic rage. Narcissistic rage is a reaction to” narcissistic injury”- a perceived threat to their self-worth or self-esteem. Their rages can be of two types: explosive or passive-aggressive. The explosive rages are just as they sound- explosive, volatile outbursts which may be verbal, physical, or both. The passive-aggressive rages are exhibited as withdrawal into a sulky, silent treatment as the means to punish the offender.

Narcissists need constant admiration, attention and compliments. They live with the illusion that they are perfectionists and that people revere them. That makes them dependent on other people to keep their self-esteem high. Therefore, any challenge, mildly negative remark, or disagreement from another person is considered criticism, rejection and even mockery. They take these personally as an assault or betrayal and lash out at the person who provoked them. Narcissistic rage often results in physical and/or emotional abuse.

Causes of Narcissistic Rage
1. Challenge to their Confidence: People with narcissism often place unrealistic demands on their partner or children. These demands are frequently challenged by the person in the relationship. When challenged, the narcissists’ brittle egos are unable to accept the idea that they were wrong or seen as imperfect. They turn this into a personal attack and respond with rage toward that person to regain their sense of superiority.
2. Injury to Self-Esteem: When a narcissist’s shortcomings are pointed out by someone, they feel an overwhelming sense of shame. The narcissist then lashes out toward the person who pointed out the shortcomings. The rage is executed to seek revenge upon the accuser. The need for revenge results in explosive rage and does not die down until the narcissist feels the person was dealt appropriate punishment.
3. False Sense of Self: The narcissist has a false sense of self. Underlying this false sense of self are feelings that he is not loveable for who he is or what he offers in relationships. When a lover or partner begins to feel doubts about the narcissist, that is when the narcissistic rage surfaces.

Types of Narcissistic Rage
Explosive: Narcissistic individuals have a violent outburst which can be both verbal and physical in nature. [Self-harm: Some narcissists like to manifest their rage by inflicting injury to themselves by cutting, burning, stabbing, etc.]
Passive-aggressive: The other way of expressing rage is passive-aggressive behavior where the narcissists do not harm the victim physically or mentally, but punish him passively (sulking, silent treatment, pretending they are invisible).

Just before New Year, we got the following analysis from a Ministry of Defence HR Director with a background as a Doctor of Psychiatry

Trump, he concluded, is a severe and blatant example of Narcissistic Personality Disorder.

The symptoms of believing oneself to be more entitled, correct and justified, are readily Google-able.

Sufferers have little empathy towards others and the need for constant adulation, which for Trump to date has been little problem.

Soon hitting reality and being frustrated, angered and misunderstood by being thwarted or brought to task by other decision makers and nations, who also have needs and aspirations, and by sheer complexities, will lead to disproportionate anxiety and depression and probably more severe problems.

His evident delusions and inconsistencies indicate he may already have reached there.

Being surrounded by fearful acolytes would mask and complicate matters. Like past authoritarian leaders, he could wind up, discretely, on a cocktail of drugs, making him even more illogical, erratic and difficult to deal with.

He remains if sufficiently praised and encouraged though, a highly predictable and exploitable personality.

PS: Writing ‘Personality Profiles’ is something the Director said, he was successful at, and had been paid for in and out of uniform

Why Russia Cannot be Appeased … and What Then

In order to find a way to co-operate with Russia, one has to understand how the present and coming elite have come to see, reject and counter the West.

9dcfe7660246379c0dceb89b6f499df7

In the present Russian leaders’ understanding the Soviet Union Empire did not only collapse in 1991 as a result of the economic crisis and the leadership’s loss of belief in their project’s future. They believe that it also happened due to deliberate actions of hostile forces in the West, mainly the U.S. They exploited the weak – and thus bad – Soviet leaders and illoyal small nations such as the Baltic peoples and – much worse – the Ukrainian nationalists to achieve their aim of depriving Russia of her rightful place in the World. These hostile forces continued their work until finally found out and confronted by Vladimir Putin, the new strong and thus good Russian leader that joined the former great rulers that pulled a weakened country out of crisis and moved it towards revival such as Ivan Grozny, Peter the Great, Katherine the Great and Josef Stalin.

The present Russian leaders consider a state and its leaders as hypocritical or naïve if not built on power and not exploiting all tools to enhance its position in its region and the world. The idea that human beings or states can work in equal partnership for common good is a false mirage exploited by the stronger, as the U.S. did with Russia in its period of weakness.

560e9418c36188b34b8b457a
In domestic repression this includes employment of such types as the Chechnyan dictator Ramzan Kadyrov and his henchmen

All relationships are built on power between the dominant side and the dependent client. Thus the EU and NATO are just intelligently manipulated fronts of U.S. power employed to weaken Russia and other states that stand up to it. The whole concept of democracy, the liberal civil society and its trimmings of equality of opportunity, justice and a free press is meant to undermine opposition to America gaining world power. The notion of such positive values are employed in a hybrid tandem with open and unilateral use of own or client military power to enhance U.S. power as against Serbia in 1999 and against Iraq in 2003. What happened in Ukraine in 2014 was a successful Russian response to an American attempt to move the Ukraine from the natural, historically rightful Russian client status to that of the U.S. Here the U.S. initially used non-military means in the spectrum of total, hybrid warfare, employing the “front” of Western sponsored NGO.

The whole set of liberal ideas of truth and historical truth is seen as fundamentally naïve and false. The truth is what furthers the aims and power of your country and the internal power of the leader group. The Soviets were basically limited in their propaganda by their commitment to the class struggle where something was just and right – others actions unjust and wrong. Not so the present Russian leaders.

What serves the promotion of relative Russian power and leadership control is justified. This includes suppression of the free press and any political opposition. It also justifies the full exploitation of the media plus any opposition in the naïve Western societies to further division there and undermine the influence of the U.S. establishment and its allies in the rest of the West.

57cfd8f360884344a0f221f7905bade9

Actually the Russians have never fought the I.S. Her actions in first Chechnya and thereafter Syria have nourished and worsened the Islamic problem of especially Europe. In spite of this Putin has been successful in presenting Russia as the natural anti-Islamic and fellow xenophobic ally of right-populist forces such as UKIP, Front Nationale, Alternative für Deutschland, Viktor Orbán’s version of Fidesz and Denmark’s “Dansk Folkeparti“. That Putin actually agrees fully with Islamic groups’ contempt and rejection of our ridiculous, anti-macho, and naïve progressive societies cannot be formally recognised by these allies as this will expose their less than full commitment to the values of their societies.

The Russians consider themselves at war with the West, a total if still not open fighting war that we started as already described. Therefore any means to undermine our already weakened cohesion is legitimate, as it will change the correlation of forces in Russia’s favour. A simple and often effective means is to corrupt our leaders by offering personal economic benefits for acting in support of Russia rather than in the interest of your country. The German ex-Chancellor Gerhard Schröder is a notable example. Others can be found in both Eastern and Western Europe.

3-bild

Since late 2011 Russian-speaking minorities have been targeted in a constant propaganda and disinformation campaign meant to develop and strengthen their inherent pride in Russian resurgence and undermine their loyalty to their state of residence.
Aggressive military body-language and explicit threats to use military force to support Russian interests are routinely employed, including the threat of nuclear weapons. The de facto open use of the Russian military in 1999-2000 in Chechnya, 2008 in Georgia, after 2014 in Crimea and the Donbass and since 2015 in Syria has underlined Russian determination to change the world order in Russia’s favour.

During the last years of Obama’s presidency, the U.S. tried constantly to reset the relationship with Russia in a positive direction, including by deliberately limiting the American support of the Ukraine to further the progress towards a compromise with Russia. However, at the same time as pressing the Ukrainians to compromise, both the U.S., Canada and the EU has worked hard to reform Ukraine into a Western type of country by confronting the rampant corruption and creating transparent economic and government structures.

By strengthened civil society in the Ukraine, the West has emphasised its hostility to Russia, because by spreading the naïve notion of fair, free, just societies, we have been doing just what the Russian leaders want us to stop because it is the continuation of the “hybrid warfare” campaign that rolled back Russian control over its empire from 1988 until 2008.

color_revolution_1020043028

The forward basing of symbolic NATO forces in the Baltics and elsewhere as agreed in Warsaw last summer should not be seen as a hostile military act, even if is presented as such by the Russians to both the always fairness-seeking, anti-military Westerners and the Putin-supporters that apparently long for the adoption at home of his model repression of the liberal and permissive anti-macho societies. The deployment is a hostile act from our Russian perspective because it will reinforce local determination to resist pressure to enter into the traditional, corruption nourished client relationship that Russia considers natural.

In order to deal with Russia in the future, as we have to do to avoid a misunderstanding that can lead to catastrophe, we have to understand that what Russia considers a threat are the liberal institutions and values that we have spent hundreds of years to consolidate. That is what the Russian leaders work so energetically to destroy, because they correctly senses our loss of focus and will. Russia will seek to undermine our remaining defence cooperation in NATO, not to reduce any military threat, but to gain freedom to roll back the civil liberties in the neighbouring states by all required and suitable means and thereby recreate the corrupt and illiberal great power environment that existed before the First World War.

Let us understand that Russia’s objective is to poison liberal democracies to remove the threat they present to his power and his country’s ambitions. Let us face that this is incompatible with our interests. Giving the Russians what they really want, appeasing them by no longer being a visible systemic threat, will require the self-destruction of our democratic political system. Even making the superficially limited concession of allowing them to corrupt and crush the aspirations for freedom and justice of such peoples as the Ukrainians will mean that we have quietly surrendered what we should stand for and created dangerous doubt about whether and when we will be willing to stand-up for anything.

kwbzwsg
(Finnish soldiers)

If we understood and accepted this and gathered the will to act accordingly, we could develop and follow a policy of peaceful coexistence with Russia, formally respecting her as the world power she continued to be. If we found that will, we could base such a policy on a minimum nuclear deterrent and robust defensive conventional military posture with an area denial capability like the Finnish. We would then follow a policy that would include co-operation against common threats in such fields of climate change, nuclear proliferation and real action against Islamic and other terror.

On NATO Burden Sharing to an old Estonian Friend

He suggested that it was understandable that Americans such as Trump were critical of the defence spending of nearly all European Allies. I agree, but also underlined both that the situation had a background in recent history of the Alliance and that a rise it defence spending east of the Atlantic because of that history would not necessarily help in the real requirement, namely of creating capable militaries out of the present inert, over-staffed Potemkin Villages:

From the start of NATO during the Korean War, the U.S. paid the most. The Continental European partners did something else: they committed their full manpower as conscripts and prepared their economies for defence support within the framework of “total defence”. They also took the risk of making their countries available as the main East-West battlefield and thus faced the total destruction.

military-expenditures-gdp

The U.S. also paid more because as now it was a global power that also had the Pacific theatre to worry about.

In NATO the U.S. was “paid” by having the near total power to decide what happened, and it earned money on producing nearly all hardware of the Allies.

When the Cold War ended, the U.S. (and UK) used that dominating influence to declare that history had ended and the maintenance of conscription was both anachronistic and waste of money. T Keeping conscription was incompatible with membership of the Alliance. Total defence preparations were therefore unnecessary and improper in the globalised liberal economies of the future.

Of the new Central and Eastern European NATO Member States only Estonia kept conscription. The background was the Finnish example that influenced the main architect of the defence forces, former Soviet tank Polkovnik, later Estonian General, Ants Laaneots. This strong character professional convinced his friend Andrus Ansip and the rest of Reformerakond, the Liberal Party, that he was right, because history might not have ended after all.

Most European Allies were happy to comply, advised by shallow-thinking civil servants convinced that history was irrelevant in this Post-Modern Era. The Ministries of Finance applauded. Now the important part of Alliance solidarity was a willingness and to send your soldiers into harm’s way on American Campaigns.

This both your and my country did, and in Afghanistan both Estonia and Denmark had a higher percentage of their contingents killed than the rest, because we served in the Helmand Province where the U.S. avoided striking the Taliban bases in the Quetta area not to offend Pakistan.

We both showed the required solidarity in campaigns devoid of sound and realistic U.S. strategies for success. The result of the loss of conscription and the adoption of U.S.-type grotesquely over-officered peace time staffs meant the loss of balance between number of cadre and number of units with practical service experience opportunities, the loss of combined-arm balance as well as capable logistic units and the disappearance of reserve structures. All European members concentrated on learning and applying the latest NATO (ex-U.S.) buzzwords in the running of their forces. They forgot that in military organisations what counts is the output in capable and sustainable war structure forces, not the defence budget percent of GDP.

If you have unsound structures such as the Continental NATO members now, a budget increase does not necessarily lead to more military effect.

Now we realised and are told that history did not end, that Article 5 is relevant after all, and that the U.S. expect us to have the initial defence forces that the U.S. and Brits told us to abolish in the 1990s. Suddenly solidarity is no longer a matter of symbolic presence in American campaigns, it is about a budget contributions. This Burden-Sharing balancing that amateurs in and without uniforms ask for will not give defence or deterrence without a fundamental re-booting of structures developed since the end of the former Cold War.

History Repeated to Threaten Our Future …. Again

franco-hitler
Franco and Hitler, formerly the preferred Allies of populist nationalists in both Europe and America (such as Charles Lindberg) against the perceived main threat. As with Putin now, they could underline that Franco acted in support of the Church and Christian values.

During the Interwar Period, Western liberal democracies were threatened by totalitarian/authoritarian forces from both left and right, but very few were willing confront the double challenge (with the core parts of the Nordic and German Social-Democratic Parties as the notable exceptions).

One example: During the mid-1930s the Danish Social-Democratic led Government asked the State Security Police to report on the threats to the Denmark from both the totalitarian Right (Nazi Germany) and from the International Communist Movement and the Danish Communist Party. The report underlined the different character of the two threats, but saw both as extremely serious.

1935-election-poster
The Social-Democratic Party parliamentary election poster from 1935, the year of the State Security Police two parallel threats report, showing the Prime Minister, Thorvald Stauning. The text reads “Stauning or Chaos. Vote for the Social-Democratic Party”.

Large parts of the Centre-Right forces allied themselves with the totalitarian Right. Communists, and democratic Socialists were grouped together as enemies. In the same way Centre-Left forces allied themselves with the Communists and Popular Front movements against both democratic Conservative and Fascist Forces.

Now we see the same destructive hunt for dangerous simplicity. In their hatred and fear of the destruction of their way of life by Muslims and other Migrants, Centre-Right political forces (both fundamentalist economic Liberals and Conservatives) want to ally themselves with Putin’s Russia, incapable of realising that she is as hostile to their safe future as the Islamists. Actually the Russian view of individual liberty is a mirror of that of the Islamic forces. The urge for simplicity that formerly meant that Communist and democratic Socialists (and Jews) were grouped together means that all Muslims and other migrants and other foreigners are seen and treated as enemies, thereby threatening to make this an unmanageable reality.

Unfortunately the populist Danish People’s Party spokesmen and supporters have now joined Front National, UKIP and the White Power part of Trump’s supporters.

pia-eller-kaos
A later use of the same motive from a “Dansk Folkeparti” election poster, the populist Centre-Right Party that now have joined their fellows in “understanding” and support for Putin.

On other side we see the Left being incapable of seeing and treating Radical Immigrants as a problem and challenge to their future. Thereby they mirror the self-destructive naïvity of the former Popular Fronts.

The only positive sign is that some Social Democrats seem to realise once more that two evils have to be confronted at the same time. However, the Social Democratic movements are far less powerful than 80-90 years back, and the media’s Facebook-reinforced hunt for Red/Left-Blue/Right simplicity undermine the move towards what is now desperately needed.

Om Departementschefsstyret, som opdateret efter to år

For godt 72 år siden valgte politikerne at bryde med den politik, som den tyske besættelsesmagt krævede. Så overtog den dengang lille danske centraladministrative elite forvaltningen af landet og fortsatte inden for de nu snævrere rammer med at varetage den danske befolknings interesser. Departementscheferne skabte en så sikker og stabil bro som mulig til den normale situation, hvor de demokratisk valgte og derfor legitime ledere kunne overtage styret af landet. Den tids ledende embedsmænd var typisk gammeldags jurister og pragmatisk elitære med en karriere inden for deres forvaltningsressortområde. De handlede i landets interesse, ikke i deres egen.

Da tyskerne rejse hjem, kom politikerne tilbage. Det samspil mellem politikerne og embedsmændene, der havde eksisteret siden I.C. Christensens overtagelse af regeringsmagten i 1905, kunne genoptages.

Den typiske ledende politiker fra Venstre og specielt Socialdemokratiet havde dengang en ikke-akademisk baggrund. Det var mennesker med moden livserfaring. Det skabte mulighed for en reel dialog, der udfordrede begge sider. Under dette samspil mellem de ansvarlige, der skulle genvælges, og deres ressorteksperter inden for Centraladministrationen og styrelserne fortsatte den vanskelige økonomiske opbygning og demokratisering af landet. Opbygningen af det moderne Danmark havde taget fart i begyndelsen af 1930’erne og efter de fem års afbrydelse nåede den sit mål i 1960’erne.

Under besættelsen var departementchefsstyret midlertidigt. Det er desværre ikke tilfældet for det nuværende urørlige og permanente departementschefsregime. Det er effektivt forankret og fastgroet med funktionelle tentakler ind i alle dele af landet og alle ressortområder, men med sit ideologiske og magtmæssige center i Finansministeriet. Vi har nu et massivt, lands- og alle områder samt forvaltningsniveauer dækkende netværk af enige forvaltermeningsfæller, der deler uddannelse, menneskesyn og idealer. Dette fælles grundlag gør dem uden af stand til systemkritisk optræden. De er reelt utænkende, fordi de efter egen opfattelse blot raffinerer det ideal, som er beskrevet i blogartiklen om affagliggørelsen af den danske offentlige sektor.

Departementscheferne er den kollektive ledelse af den massive vækst i forvalterdelen af den offentlige sektor, der er sket siden af 1980′erne under overskrifterne “modernisering” og “reformer”.

Ved blot at tale om den offentlige sektor og offentlige ansatte tilslører man, at der er en væsensforskel mellem dem, der yder borgerne en eller anden type af professionelle tjenester og service, og dem, der forvalter denne første del.

Vi glemmer endvidere, at det er kvaliteten i ydelsen, der er det væsentlige for borgerne, hvorfor den aktive del af de offentlige ansatte inden for de afsatte resurser skal frigøres mest muligt for forvaltningsbyrder.

Vi glemmer også, at det kun er de brugende borgere støttet andre professionelle inden for det specialiserede serviceområde, der kan kontrollere kvaliteten af indsatsen. Det kan forvaltningskonsulentfirmaer ikke. De er blot eksterne repræsentanter for forvaltningsideologien.

Den kollektive forvaltningsledelse har fra sit center i Finansministeriet åbenbart med succes gjort det helt utænkeligt at stille spørgsmålet om, hvad der egentligt var så galt med universiteter og gymnasier, sundheds- og socialvæsen, forsvar, politi og retsvæsen, før managementversionen af Orwells “1984″ ramte dem som tsunamibølger. Var de forfærdeligt ineffektive, inden standardiserings- og centraliseringssvulsten blev ondartet for vel 25 år siden?

Eller var deres effektivitet blot ved at sande til under påvirkning af den almindelige danske tro på, at vi havde ret til mere løn for mindre arbejde, fordi det havde vi? Denne tro var forankret i det offentlige arbejdsmarkeds aftalemodel, hvor skatteborgerne hver gang gav mere. Det skete uden modkrav styret af en forståelse af, hvad opretholdelse eller forbedring af kvaliteten af ”service”-ydelsen inden for netop dette område indebar.

Det skete uden reaktion fra den offentlige sektors ledere, nok også fordi forbedringer jo ikke mindst kom topembedsmændene til gode, fordi de sad på begge sider af forhandlingsbordet. Nogle husker fejlagtigt episoden i ”Yes, Prime Minister” som en parodi. Resultatet blev et overenskomst og lønsystem, der var ekstremt vanskeligt og resursekrævende at forvalte. Derfor medførte overenskomsterne en undergravning af effektiviteten, der legitimerede behovet for de centraliseringer af offentlige ikke-forvaltningsfunktioner, der blev benævnt ”reformer”.

Som nævnt kom forvaltningslederne til at danne et altomfattende netværk, der i grundlæggende struktur og åndløst bureaukratiske samfundssyn minder mere om Sovjetsamfundets nomenklatura i Unionens sidste 25 år end noget andet. Det var den periode, der blev benævnt ”Stagnationsperioden”, og som blev kendetegnet af en stadig mere total desillusionering af den almindelige befolkning og dybere korrumpering af de regellammede og uengagerede ”service”-elementer. Situationen dér og dengang minder også om vores, fordi der – igen – ikke er forskel på ”embedsmændenes” og ”politikernes” baggrund samt samfundssyn og rolleopfattelse. Der eksisterer ikke længere en Jens Christian Christensen, Thorvald Stauning, Hans Hedtoft eller H.C. Hansen med et engagement og en erfaring fra liv og arbejde, som selv den bedst teoretisk funderede universitetsuddannede planlægger og forvalter, som dengang Erik Ib Smidt, må respektere og bøje af over for.

Som embedsmanden er den typiske ledende politiker nu cand. polit. eller cand. scient.pol., ung og selv- og usikker samt uden livs- eller arbejdserfaring. Hvis politikeren faktisk afsluttende sin uddannelse, er den blot med lavere resultat end den rutinerede ledende embedsmands.

Politikerens situation her er svagere end i alle de lande, vi normalt sammenligner Danmark med. Dette fordi det er lykkedes de velargumenterende desværre primært selvtjenende ledende embedsmænd her at blokere for ansættelsen af politisk rekrutterede statssekretærer, dvs. viceministre, der ville kunne styrke ministerens position i forhold til embedsværkets ledere og gennem konfliktfyldt dialog anfægte departementschefernes oligarkiske magt.

Forfatteren har selv kun de bedste erfaringer med samarbejdet med norske, svenske og tyske statssekretærer. De fordele med hensyn til kontinuitet og ressortkendskab, som blev resultatet, når statssekretæren kunne afløse ministeren ved en rokade, har været indlysende. De fordele er imidlertid ikke en fordel for embedsmænd, der ikke ønsker for vidende og selvstændige ministre, der kan tage og fastholde ansvaret for deres område. Det var den ekstremt dygtige departmentschef, Michael Christiansens, der i 1989 blot konstaterede, at jeg ville blive den første hærofficer på Grønland, hvis jeg ikke holdt en så landsskadelig idé for mig selv.

Det er næppe generelt med ond hensigt, det vi nu er endt i denne blindgyde. Som i Sovjetnomenklaturaen er man nemlig totalt enige om et fælles magtideologisk grundlag. Det styrende paradigme er igennem de seneste to årtier blevet den apolitiske ”virksomhedsmodel” for statslig aktivitet. Man har omdefineret alle vanskelige politiske valg til afagligt management, til juridisk skolastik, eller til substansfrie ”sager”, benævnt ”business cases”.

Den bevidst usaglige forvaltningsgeneralist har anbragt sig som tolk og filter mellem den politiske ansvarlige og den komplekse virkelighed. I dialogen mellem den pågældende ”serviceydelses” fag- og sagkundskab og politikeren er det kun de standardiserede altid resursemæssigt målbare elementer, der slipper igennem. De økonomiske virkninger og – som speciel støtte til den uerfarne minister – indenrigspolitiske konsekvenser af forskellige muligheder præsenteres som beslutningsgrundlag, fordi generalisten ikke har noget grundlag for at præsentere de servicekvalitetsmæssige virkninger af ”reformen”.

Med dette falske virksomhedsparadigme for offentlig indsats har embedsværket tilnærmet det offentlige til en helt teoretisk model for, hvordan en privat erhvervsvirksomhed fungerer – ignorerende, at virksomheden derude skal overleve på markedsvilkår ved at sælge og stadig udvikle konkurrencedygtige produkter skabt af specialister. I den offentlige model kan man heldigvis ignorere specialisterne. Som i de halvoffentlige foretagender SAS og DONG kan man lege, at man kan lede og udvikle uden sagkundskab, dér om luftfart henholdsvis energi.

Et eksempel på virkningerne er den nu endeligt diskuterede kvalitet af gymnasie- og universitetsuddannelserne. Her næredes modellen med sin satsning på generel managementledelse også af en kombination af socialistisk baseret tro på at alle har lige evner og af den liberales tro på, at en produktionstørrelse, som selv generalisten kan måle, skulle drive udviklingen. Det skabte en malstrøm af faktorer, der sikrede et frit kvalitetsfald.

Frigjort fra markedets risici slipper man smertefrit århundreders udvikling af samfundets professioner og specialiserede funktioner. Alt kan uden risiko reduceres til, hvad den selvsikre hel- eller halvstuderede økonomi- eller statskundskabskandidat kan forstå. Man centraliserer, standardiserer og tvinger professionerne til først at ignorere og derefter glemme deres erfaringer. Det gik og går glimrende, for det ambitiøse medlem af en af professionerne, være hun eller han universitetsansat forsker, officer, gymnasielærer, læge eller sygeplejerske, er altid klar til at lære tom ”new speak”, hvis det er vejen til kors, bånd, stjerner, højere løn og nye privilegier. Dette ikke mindst, hvis det er vejen til positioner fjernt fra den stadig mere ubehagelige virkelighed.

Erhvervslivets ledere uden for den offentlige er tilfredse, for de tror at markedsfornuft implementeres, men bliver snydt af det fælles managementsprog: liberalistisk new-speak som ”professionel ledelse” (lig med ”asaglig” ledelse uden hensyn til saglig professionalisme), ”service” (for dårligere betjening), ”HR” (for mekanistisk forvaltning af medarbejdere).

Det er jo smigrende, når disse offentlige ansatte – grundlæggende set som snyltere af de private virksomhedsledere – kopierer de Kejserens Nye Klæder, som den professionelle virksomhedsleder godt ved ikke er det, der skaber succes. Selv efter at have været på sidste attraktive lederkursus ved de jo godt, at det er noget så trist som ajourført professionel dygtighed, rettidig omhu, smitsomt engagement, reelt dybt kendskab til og sympati for de ansatte, villighed til at delegere til de bedste samt personlig risikovillighed. Men det kan ikke så let sælges til de offentlige ledere.

Som andre oligarkier beriger de sig derefter selv. Her gennem meget store bonushonorarer, givet oven i lønnen for efterlevelse af ansættelseskontrakten, der altid fokuserer på kvantitativ målopfyldelse, fordi man ikke har nogen forudsætninger for at være ansvarlig for noget så irrelevant som professionel kvalitet.

Management-ideologien, den nye liberalistiske marxisme, sikrer et aktivt aprofessionelt magtlag, der effektivt har brudt den direkte og krævende dialog mellem politikeren om hvad han/hun ønsker (ud over personlig magt og sikker karriere) og den fagligt professionelle (forsker-underviser, diplomat, officer, ingeniør), der kan mere end økonomisme og anden nomenklatura-teori fra det aldrig videnskabeligt prøvede eller begrundede ”New Public Management” sniksnak.

Man ignorerer helt, at indsigt og udvikling bedst sikres gennem tvunget og konfliktfyldt kritisk dialog og samspil mellem erfarne folk med væsensforskellig baggrund. Med den grundlæggende ens baggrund i magtlagene opnår man en stadigt selvforstærkende ”group-think”, hvor mulig grundfalsk enighed aldrig vil blive anfægtet, før det er for sent.

Styrelserne, der står for ydelsen af den faglige indsats for befolkningen – så som politi, retsvæsen, sundhedssektor, universiteter, gymnasier, forsvar – afprofessionaliseres i den pseudo- erhversmæssige produktionsmodel, indtil de ikke kan eller ved mere end de ”professionelle ledere”, dvs. ikke kan forudse professionelt, effektivt udføre og udvikle deres fag eller sikkert implementere beslutninger. Så får man ”IC4”-resultater.

Medens det ledende embedsværk nyder magten og dens økonomiske frugter, henvises politikerne til at beskæftige sig med at fodre og underholde medierne som talsmænd og sælgere af magtens produkter. Forstærkning af politikerne med spindoktorer sikrer, at de koncentrerer sig om at sælge og forsvare snarere end at søge at lede landet. Den politiske tomhed har fjernet forskellen mellem rød, blå og grøn, der er et miskmask.

Der opstår nu alvorlige problemer for borgerne, hvilket er en naturlig følge af den demoralisering og afprofessionalisering, som det falske paradigme medfører. Så skal ministeren, selvfølgelig ministeren, tage ansvaret over for medierne, så disse glemmer at tænke og forstå, at der findes en formelt direkte ansvarlig. Der findes en leder af bostedet, kontorchef i kommunen, eller rektor for uddannelsesstedet, der burde være professionel nok til at forudse og engageret nok til at hindre problemerne.

Men det er mere spændende for de journalister, der endnu ikke er blevet spindoktorer, at gå efter ministeren, som reelt ingen indflydelse og magt har, end at undersøge, om den pågældende direkte ansvarlige har den nødvendige delegerede myndighed, de resurser, klare og entydige forvaltningsrammer og den faglige baggrund, der gør, at han eller hun kan være ansvarlig for sit område. Dvs. alt det, som er blevet anfægtet af de seneste tyve års centraladministrative teori og udvikling.

Når problemerne pga. den grundfalske ”virksomhedsmodel” for den offentlige sektor så stadig øges, er det logisk, at departementscheferne – som det lige er sket – får politikerne til at lovgive, så mediernes mulighed for indsigt begrænses.

Mens ingen virkelig erhvervsvirksomhed i længden kan regne med ustraffet får lov til at spinne, lyve og hindre indsigt, tror den offentlige sektors ”erhvervsledere” at bedrag er det normale samspil i erhvervslivet, og hindrer så vidt muligt indsigt i magtforhold og beslutningsforløb. Den offentlige sektors ledere mener, at den ifølge virksomhedsmodellen har ret til en beskyttelse mod ejernes – borgernes – kritiske indsigt i interne sager, der vil være mere vidtgående end hvad det private erhvervsliv kan regne med.

Danske Bank kunne mismanage i midt-0′erne, men den blev derefter ramt af virkeligheden og reddet af skatteborgerne ved en særlig indsats. Departmentscheferne har lettere ved at få finansieret deres regime.

Når det går galt, er det for departementschefernes oligarki klart, at det altid er ministeren eller styrelseschefen, der må bære ansvaret og forsvinde.

Dette blev smukt illustreret, da Forsvarsministeriets departementschef ikke viderebragte Forsvarsstabschefens anbefaling om, at Søren Gade ikke skulle anvende nyheden om ”Jægerbogens” oversættelse til arabisk. Først måtte styrelseschefen, Forsvarschefen, gå. Senere måtte ministeren trække sig. Departmentschefen fortsatte, ganske vist svækket, men ved at love departementchefsstyrets præsteskab i Finansministeriet at reducere forsvarsbudgettet og svække Forsvarsledelsen og de militære faglige synspunkters fremtidige indflydelse afgørende gennem en dygtig misinformationskampagne, overlevede han i sin stilling, og kunne gøre sin sejr og sig selv attraktiv for den ambitiøse kommende minister. Nu er enhver mulighed for politisk og faglig ansvarlig ledelse af Forsvaret blevet totalt undergravet ved reorganisering, der indledte den nuværende forligsperiode.

De problemer, der opstår, når departementschefens rolle og selvforståelse ikke længere er embedsmandens med en gennem årene veludviklet ressortforståelse, ses konstant i Skatteministeriet.

Uden solid ressortforankring bliver departementschefen henvist til, ud over loyalt over for finansministeriet at skære i den sagkyndige del af ressortområdet, –yderst tilfreds – at lege med magten, herunder at støtte ministeren og regeringen i at bevare magten. Efter de senere års begivenheder står hovedproblemet lysende klart: Når embedsmanden spiller magtspil, optræder han som politiker, men uden den legitimitet, risiko og ansvarlighed over for vælgerne, som politikeren må acceptere i et demokrati.

Efter drabet på den samlende fortælling

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

Den offentlige sektors ødelæggelse … og retablering?

Snart ny tid? Desværre ikke
Lige før jul konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde School of Governance i en udtalelse til www.denoffentlige.dk, at en ny undersøgelse af de sidste 30 års ledelsesideologi (“styringstænkning”) er en bombe under denne. Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet lagde angiveligt New Public Management (NPM) i graven med bogen A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government, der blev udgivet i april 2015 på deres universitets forlag.

Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning. Dette skyldes for det første at vi taler om den herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet. Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal. Et sådan pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse, og den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, viser problemets omfang.

Næsten alle politikerne kan ikke forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme“, og de enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag, ikke at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes.

Det er dog ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan få virkning. Problemet er, at virkningen af en generation med NPM-idelogi har svækket eller helt ødelagt alternativet, styring og prioritering på grundlag af faglig-politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.

Karakteren og skadevirkningerne af NPM
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk. Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede misvisende, substansløse ”New-speak”. Jeg mødte betegnelser som ”Moderniseringsstyrelse” (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input), ”Servicecenter” (for konfrontationen med borgerne), ”Human Resources Management” (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerne opfattelsen af ansvar for medarbejderne). Mulige beslutninger blev reduceret til “business-cases“, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante. Det positivt ladede ord ”reform” var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld. I virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt – uden at forstå, hvad dette indebar – at man ville være verdens bedste. At deklarere med hurra-ord afløste realitet.

Medierne
Siden 2005 har jeg iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af reformer, men samtidig nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteter og sundhedssektor. Lidt efter lidt dannede sig det billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb. Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.

Faglighed som beslutningsgrundlag blev fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed. Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.

Men man har nu helt fravalgt faglighed. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres. En hurtigt voksende gruppe af ufaglige omfatter ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater også de titusinder, der efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer, humanistiske akademikere, der af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders afaglige forvaltningssprog. De ufaglige ledere og chefer dominerer nu en for stor gruppe politikere, der enten selv er uddannet til at være anti-professionelle, eller blot er så rodløse at de uselvstændigt følger deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder.

Landet er nu blevet ramt af Dunning-Kruger-effekten, som jo er et resultat af samspillet mellem højt, men tomt, uddannede og derfor inkompetente mennesker, der er blokerede for forståelse uden for deres egen firkantede boks.

Nødvendige rationaliseringer skal vejledes af faglige valg
Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve et konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev arrogant bevidst fravalgt som styringsgrundlag.

Flytningerne af arbejdspladser, hvor den første glemtes
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse køres den offentlige sektor efter to simple fremgangsmåder, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:

For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne udspares. Man gjorde det uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller at der er negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet. At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med New-speak. Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk model, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu – uforudset – hensygnende provinsbyer.

Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen spørger om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.

Standardiseringen
Den anden vej i amatørgørelsen af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til de elementer, det ikke krævede faglighed at forstå. Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundsskabs- og økonomikandidater kunne forstå og en førstegenerationscomputer beregne. Det skete ved reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund var dovne og grådige. Den unge selv-usikre kandidatforvalter forstår ikke, der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker man arbejder for og med. Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere. Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.

Den usunde budgetteringsforenkling
Uvidende forenkling medfører også en groft skadelig indretning af budgetstyringen. Eksempelvis skal ikke alene løsningen af politiets normale opgaver dækkes af standardresurserne og afspadseres, men også ekstraordinær indsats, som nu ved terror og massemigration. I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særlig bevilling og betales, ikke afspadseres. Dette problem erkendes ikke i det nye politiforlig. Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger. For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer
Bortset fra i Politiet, hvor det blev for tydeligt, at man undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling over alt. Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører, forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning. Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden. Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den afaglige forvalter.

Undergravelsen af de professionsskabende voksenuddannelser
Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, presses nu i tid og ramme. Man når til et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som denne ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant. De dårligere uddannede gives et ”professionsbatchelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatørgørelsen bliver således næsten irreversibel.

Politikorpsets rekruttering af modne mennesker fra befolkningen var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de tilsvarende umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

Universitetsuddannelserne
De humanistiske universitetsuddannelser er kastreret i tid og af gold teoretisering, lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

NPM’s satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for. Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område, felt til felt, som den nye tids proletarer. Herunder er der meget lille sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt. Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Den skadelige betaling mellem offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår. Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer. Nogle af disse institutioner er gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler. Det forhold, at en institutionen ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

En institution som Nationalmuseet skal betale skat til kommunen selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men bliver nu presset til indskrænke sit kernevirke. Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen, reformer, m.m.

Når forvaltningsmoder som denne rammer centraladministrationens snøvs, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, der betaler. Det er derfor helt uforståeligt, at folketingspolitikere derude mod syd og vest kan forklare deres vælgere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker disse fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre. Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i dette.

Det ansvarsløse budget-grønthøsteri
Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 % årligt for at udspare penge til andre tiltag. Umiddelbart er det sund fornuft, men som det sker, er det igen både et resultat af amatørgørelsen og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsynsstandardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed på grund af, at en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning. Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er grønthøstet, kan hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale, og beregne hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesanstalterne kan kun reducere ved fortsat at reducere mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt utænkte politiske hovsakrav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden. Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer. Forsvaret er totalt bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af bevidst manglende sammenhæng mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar. Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

De effektivitetsundergravende effektivitetsreorganiseringer
De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, der alle præsenteres som effektiviseringer i tidens ”New-speak”, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral. Vel en snes rablende reorganiseringer har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ufaglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Resultatet, den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter, accelererer nedbygningen af resten.

Det afaglige møderegime
Hver runde af reduktioner udløser en reorganiseringsrunde, og der følger en omgang ”dans om stolene”, hvor mulighederne for at lade processen lede af langsigtet faglighed er undergravet ved, at de fleste af stolene er besat på forhånd. Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret til fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige. Nu undergraver den stadige fagligt substansfrie, krævende konstante mødeaktivitet de resterende professionelle elementer i ledelsen. Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 % det første år og 100 % det femte. Konstant reorganisering under ”reform”- og sparepres sender desorganiseringen i retning af SKATs. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 % ikke langt mere end 2 %.

Reel ændring kræver retablering af ressortansvar og fagligt ledede styrelser
For at muliggøre en genprofessionalisering, og dermed en fornyet evne til at forudse virkninger af forskellige handlingsvalg, og en retablering af fagligt baseret rationel organisering af resten af Danmarks offentlige sektor foreslås, at Finansdepartementet straks udflyttes til Nakskov og ”Moderniserings”-styrelsen til Rudkøbing. Dér vil de tilbageværende medarbejdere kunne få en lille indføring i virkeligheden. Derefter kan ansvaret tilbageføres til fagansvarlige ministre og styrelser.

Hvad NPM har ødelagt
Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem amatørgørelsen af offentlig ledelse igennem tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere. De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at give juridisk støtte. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne styres af faglighed. Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger blive skitseret –ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser. Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med faglighed kan innovation blive andet end endnu en gang reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning. Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner. Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af demensforvirring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne
Ikke mærkeligt, at folket uden for København og Aarhus protesterer, når muligt, og viser despekt for de politiske ledere, som tager ansvaret for udviklingen. Situationen nu svarer til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. Lad de fagligt professionelle komme tilbage ”på broen”, så den offentlige sektor skifter kurs fra et være en ufokuseret, nødlidende byrde.

Vejen frem er derfor en vej tilbage til den tid, hvor man forstod og handlede efter, at offentlig “virksomhed” i hele vejen fra beslutning til udførelse skal være faglig-politisk. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Dress-rehearsing the destruction of NATO?

What is happening now in eastern Ukraine may unfortunately be used by Russia as a model against the Baltic States. Only one of the states needs to be targeted. The most likely one would be Latvia. It is the country with the largest regional differences in economic development and the one with the deepest social inequalities. It has the highest level of political corruption and oligarchic influence on the political system. The national territorial security presence grew out of a nationalist militia, which now requires total reform and to be filled with substantial, locally mobilised forces. A significant part of the population – even in the capital – keeps itself updated via the Russian State television. Latvian nationalist have routinely been named fascists.

It would unfortunately not be difficult to orchestrate troubles similar to what we see now in the larger East Ukrainian cities with the purpose of sabotaging the maintenance of effective rule by Kyiv in that part of the country. Troubles that would make it very difficult to maintain solidarity. No NATO presence in the Baltic States – air policing, naval visits or army exercises – can do much to counter such an activity. It would require a combination of socio-economic changes and Latvian investment in security sector and defence reform, including as already noter the creation of a sizable, well-disciplined and officered national territorial defence structure. This is hardly economically viable without the introduction of Nordic type national service with its emphasis on an intensive, short training of motivated citizens.

NATO Europe is so desperately weak after a series of deep reductions of its operational military forces that these members are only able to supply a Potemkin character trigger. Only Turkey has maintained proper territorial self-defence forces. In Northern Europe only neutral Finland has averted the End of History infection of the brain and balance. Any deployment of the present forces signals weakness and vulnerability rather than robust and stable strength, and this is most likely to lead to self-deterrence if the bluff is called. It is important to remember that of the roughly 700 kilometres Baltic States border with Russia-Belarus, the interesting Latvian part is a couple of hundred kilometres.

The only really potentially effective counter would be immediate highly visible EU regional development projects in the depressed areas in the southeast and east of the country.