Category: Andre artikler på dansk

Nu skal forligsforhandlingerne i gang på det klart nye grundlag, som Ruslands invasion af Ukraine og åbne militære trussel mod Europa har skabt.

Mange af artiklerne her på bloggen er direkte rettet mod dette behov, og det eneste, jeg her vil tilføje som nyt forslag er at inddrage eksterne, erfarne sagkyndige i en rådgivende støttegruppe:

Både nordisk-talende fagfolk (man kunne tænke sig et par finlandssvensktalende finske generaler/admiraler)

Og respekterede danske pensionerede officerer, der er så gamle, at de har personlig erfaring med beredskabs-, mobiliserings- samt operativ og logistisk krigsplanlægning og har studeret symmetrisk forsvarskrig og afskrækkelse og har personlig erfaring fra helhedsforsvarsledelse (man kunne tænke på admiral Tim Slott Jørgensen, general Knud Bartels og kontreadmiral Jørn Olesen).

Dette opslag er for at andre kan bidrage med analyser, kommentarer og forslag.

Det er af forløbet allerede nu klart, at der straks skal findes og anvendes betydelige ekstra midler.

For at gøre deres anvendelse rimeligt rationel, skal helhedsmyndighed- og ansvar straks tilbageføres til Forsvarschefsembedet.

Der skal straks ske en forsøgsordning med uddannelse af værnepligtsenheder til Hærens reserve i konkurrence mellem tjenesteder.

Der skal ske en intensiv rekruttering af gode tidligere stampersonel, både til at fylde op i eksisterende enheder og til tjeneste som kadrer i værnepligtsuddannelsen. det

Hjemmeværnet skal udvides gennem offensiv rekruttering og lære af det ukrainske eksempel vedrørende bevæbning og uddannelse i bykamp.

De ekstra penge til materiel skal anvendes til:

1) at bygge brigadens bataljoner op til meningsfuld styrke med tre infanterikompagnier

2) at anskaffe det manglende materiel, våben og ammunition til alle tre værn, for Hæren specielt bevæbnede droner, artilleriets målopklaringsevne, og både områdeluftforsvar (en Patriot-afdeling) og nærluftforsvar til enhederne (Stinger-afløser)

Det var ikke af venlighed, at den russiske ambassadør gjorde os opmærksom på betydningen af Bornholm.

Det er ikke noget nyt, at Bornholm er militært vigtig, når langtrækkende våben stationeret på øen kan begrænse mulighederne for at sejle forbi.

Det var også tilfældet, da det amerikanske atlas, som jeg har klippet fra, blev udgivet i 1930.

I 1930 havde Sovjetunionen indledt en voldsom oprustning som forberedelse til en krig mod bl.a. Polen, Rumænien og De Baltiske Lande. Den oprustning betaltes ved eksport af korn, der blev presset ud af især ukrainske bønder, hvilket snart skabte en omfattende hungerdød i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Forholdet til Storbritannien var blevet iskoldt, og sovjetledelsen forventede, at den britiske flåde ligesom efter 1. Verdenskrig ville støtte balterne og Polen. Det ville ske i rammen af Folkeforbundet, den tids FN, der her ville operere som forsvarsalliance, og Danmark måtte som Forbundsmedlem støtte.

I den situation blev Bornholm luft- og sømilitært vigtig for både de allierede og Sovjet.

Det var på grund af disse muligheder for at lukke for sejlads forbi Bornholm, at den nyankomne tyske besættelsesmagt i 1940 begyndte at anlægge de fire stillinger for tunge, langtrækkende kanoner ved Dueodde.

Netop i 1930 betød beliggenheden, at den danske marinestab under sin midlertidige chef, orlogskaptajn Paul Ipsen, og hans hjælper, den senere Chef for Søværnet, Aage Vedel, gennemarbejdede truslen mod øen og forsvaret af den i et krigsspil. Marinestaben så risikoen for en international konflikt i Østersøen, hvor Folkeforbundet reagerede ved at sende en flåde ind for at støtte landene her mod Sovjetunionen. Sovjetunionen landsatte i krigsspillet 2.000 mand samt en flystyrke ved Nexø for at etablere en fremskudt flybase på øen, der kunne virke mod de internationale flådestyrker, der blev sendt ind for at hjælpe Sovjetunionens modstandere. Øen blev forsvaret af 1.000 mand fra Bornholms Værn samt nogle få rekognosceringsfly og jagerfly fra det danske søværn. Den danske flådes indsats skulle muliggøre en forstærkning af styrken på øen med yderligere 2.000 mand.

Det bornholmske forsvar, Bornholms Væbning, var ganske vist blevet nedlagt ved hærordningen af 1922. Men som jeg beskrev i min 2009-artikel til Bornholmske Samlinger, lykkedes det den da nyudnævnte, energiske kommandant, oberst O.B Schousboe, at få hærledelsen og Venstre-regeringen til at acceptere etableringen af Bornholms Værn, der skulle afløse den nedlagte ”væbning” og efter mobilisering sikre et forsvar med en forstærket bataljon af øen, dvs. krigsspillets 1.000 mand.

Efter oberstens forsvarsplan var styrken fordelt med et kompagni til forsvar af hver af øens havne, herunder Nexø.

I 1920’erne havde Schousboe og hans efterfølgere søgt at få Søværnet til at se på Bornholm som en mulig fremskudt base, og de opnåede, at marinen undersøgte de bornholmske havnes muligheder og fandt mulige flyvepladser.

At det lykkedes at skabe interesse, blev bekræftet, da Marinestaben allerede i vinteren 1925 gennemførte et første krigsspil med inddragelse af Bornholm. Her havde formålet været at undersøge mulighederne for at forsvare øen med hjælp fra Sjælland, og med dette formål overførte Hæren 2.000 mand og Søværnet et par undervandsbåde, en division (dvs. tre) torpedobåde samt fly til øens forsvar. Forstærkning var også en mulighed, der blev overvejet under Den Kolde Krig, hvor der eksisterede en plan for at overføre en brigade fra Sjælland til Bornholm.

Situationen i dag – med Bornholm som svenske Gotland liggende som afgørende for mulighederne for allieret støtte til Baltikums og Polens forsvar – er blot et ekko af den tidligere situation. I øvrigt mente marineflyverne i 1930, at øen lå for langt væk fra den sovjetiske Østersøbase ved Leningrad (nu igen St Petersborg) til at være en ideel ”mellembase”. Det argument er nu irrelevant med den russiske rådighed over Kaliningrad Oblast, den nordlige del at atlassets Østprøjsen.

Den væsentlige ændring fra 1930’erne til nu er, at man ikke skal se på Bornholm som en fremskudt flybase, men en fremskudt placering af de langtrækkende luftværns- og sømålsmissiler, der med langt færre muligheder står i Kaliningrad. Det er en våbenteknisk udvikling, der gør, at et robust kupforsvar ikke alene er interessant, men afgørende vigtigt for vores allierede og nordiske venner i Østersøen. For hvis Bornholm ikke holdes, hjælper svenskernes forsvar af Gotland ikke andre end dem selv.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker, chef for Bornholms Værns kampgruppe og I. Bataljon 1986-88.

(artiklen er også bragt i Bornholms Tidende)

It is both stupid and dangerous to show bullies respect, whether they are Foreign Ministers or just the local ambassador.

Open threats, rude language ignoring the standards of diplomatic communications, should bring immediate reactions.

When Russian notes threatened the recipient OSCE c-member states, they should be published immediately with the remark that the character of the communication meant that it could not be recieved or processed.

When the Russian Ambassadors to first Denmark and then Sweden openly threatened their host states in totally inappropiate form, they should be deprived of access to the local contacts, until they apologized (which would not happen, meaning that contacts dropped to lower level).

When the treatment of Macron or Liz Truss totally broke decent diplomatic standards, their continued presence was both futile and harmful to their states and the chances of promoting their cause, and they should break the meeting and leave.

Even Hitler’s diplomats knew better.

So interrupt the bullying and break. That is is only way to make Putin re-realize that he needs normal diplomacy.

Freeze contacts with the brutes and use other channels for bypass. Plenty available nowadays.

Forleden dag reagerede Forsvarsministeren (den tidligere) på oppositionens krav om at starte forhandlinger om det fremtidige forsvarsforlig allerede nu.

En sådan fremrykning afviste hun. Hun kunne ikke trække Forsvarets top væk fra “operationsrummet”, hvor de angiveligt sad og overvejede Danmarks reaktioner på den internationale krise.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad hun og hendes rådgivere forstår, hvor latterlig hendes udtalelse var. Men lad os for at kunne forklare hvorfor og hvordan det var sort tale gå 35 år tilbage og se på, hvad forsvarsledelsen dengang drøftede i en alvorlig international krise.

Dengang ville grundlaget i en betydelig udstrækning blive givet af Forsvarets Efterretningstjenestes militærfaglige analyse af ændringer af “normalbilledet” i Østersøområdet.

Det kan man ikke længere, for FE skal ikke kunne varsle om krig og militært angreb. Hvis analysen af udviklingen i Afghanistan sidste sommer er udtryk for kvaliteten af den resterende, faglige analyse, er den bedste anvendelse af tiden ikke at lytte til Tjenesten, men tænke selv.

Dengang i sidste halvdel af 1980’erne ville Hærens chefer diskutere forberedelsen og gennemførelsen af de dengang mange niveauer af forstærkning af fredsstyrken fra indkaldelsen af “supplementet” til enhedernes lille fredsstyrke til den fulde mobilisering af hele Hæren til dennes fulde styrke på (efter min erindring) ca. 70.000 mand med “udskrivning” af civile køretøjer. Man skulle også diskutere afsendelsen af Jyske Division og resten af den danske del af LANDJUT til Holsten for at danne det fælles fremskudte forsvar af Nordtyskland-Danmark. For Sjælland skulle man overveje forberedelsen af invasionsforsvaret af østkysten ved minelægning på strandene og rydning af boligkvarterer for at kunne anlægge stillinger for de mobiliserede “kampgrupper” her. De store broer mellem øerne skulle forberedes forsvaret og klargøres ødelagt ved sprængning. Man skulle også mobilisere og klargøre de “Værtsstøtteenheder”, som Danmark skulle have klar til øremærkede allierede hærforstærkninger.

Al dette er nedlagt og glemt, og der er ingen grund til for dagens generaler at diskutere mulighederne. Hærens reserveenheder er nedlagt og materiellet væk. Ingen har erfaring i den praktiske gennemførelse af indkaldelser og klargøring af enheder.

Også Søværnet ville dengang have behov for at mobilisere og klargøre nogle ekstra enheder og give dem fuld bemanding. Derudover skulle marinestationerne kunne forsvares i samarbejde med de andre værn. Undervandsbådene skulle sendes til deres operationsområde ved Bornholm, og de store lagre af søminer skulle klargøres og senere besluttes transporteret til havne og udlagte i forskellige felter. Dette i tæt koordination med Den Tyske Forbundsmarine.

Undervandsbådene og minerne er væk, og mig bekendt har heller ikke Søværnet i dag en krigsopgave og mobiliseringsstruktur.

Flyvevåbnet skulle indkalde mobiliseringsenheder og -elementer, så flyvestationer, radarstationer og HAWK-luftværnsraketeskadriller kunne forsvares mod kup og luftangreb, og således at der var enheder, der kunne reparere flyvestationer efter angreb. Også Flyvevåbnet skulle forberede ankomsten af allierede flyforstærkninger til Danmark.

Det eneste, Flyvevåbnet stadig har tilbage fra den tid, er F-16-flyene.

Evnen til at styre denne styrkeopbygning og samtidig opbygge de ikke-militære dele af Totalforsvaret blev løbende øvet mellem de forskellige myndigheder på regionalt og statsligt niveau. Det skete under anvendelse af de forskellige “Beredskabsplaner”. Hvert andet år fra 1968 til 1989 blev også Danmarks opbygning af beredskabet øvet på tværs af NATO i rammen af de såkaldte vinterøvelser (WINTEX).

Men hele dette grundlag og den rutine er væk.

Så hvad de sidder og laver i operationsrummet nu er uklart. Ideelt sidder de og diskuterer, hvordan de skulle kunne genopbygge det tabte koordinations- og styringssystem, dvs. beredskabsplanerne.

Men for at kunne optræde logisk og økonomisk ansvarligt skulle Danmark indledningsvi opstille og prioritere de opgaver, som dansk forsvar naturligt har i forsvaret af Danmark ved Østersøens vestlige del og Rigsfælleskabets territorier i Nordatlanten og Arktis. Herudover skulle man fastlægge bidrag til det fælles NATO-forsvar i Østersøen på og fra Bornholm samt nu fremskudt i Baltikum og Polen.

Det sidste må ses som en fortsættelse af det tidligere forsvar i LANDJUT-området. Hovedkvarteret blev senere som det polsk-tysk-danske MNCNE flyttet til Szczecin i Polen.

En sådan opstilling af Forsvarets opgaver i et samarbejde mellem forsvarspolitikerne og fagkundskaben skete senest i 1988-89 under den daværende forsvarskommissions arbejde. Også nye formuleringer skal naturligt både dække opgaver i fredstid, i krisetid og under krig.

Det sidste efter den så igen planlagte opbygning af fredsstyrken, da danske enheder nu ikke er organiseret til at kunne løse opgaver i en symmetrisk konfrontation og krig.

Først når disse opgaver er opstillet og prioriteret kan man gå til for det første at diskutere mulighederne for at løse dem og for det andet valgt den myndigheds- og ansvarsorganisation, der skal lede opbygningen. Først derefter er der for det tredje en mulighed for at styre anvendelsen af ekstra penge rationelt.

Vi kan som nævnt håbe, at det er, hvad de mødende generaler og admiraler nu diskuterer, så de er forberedte til at kunne diskuterer emnerne med forsvarspolitikerne.

Hvorfor tror jeg ikke på, at det er tilfældet?

Når politikere vil anlægge en ny bydel eller et enkeltbyggeri som et stort hospital sker planlægningen og gennemførelsen i tæt samspil med byplanlæggere, ofte arkitekter, der så inddrager den for dette projekt nødvendige ingeniør- og anden ekspertise.

Hvis der skal være en rimelig mulighed for, at anlægsprojektet ikke bliver ramt af sædvanlige skandaler med forsinkelser, fordyrelser og dårlig kvalitet, skal byplanlæggeres og støttede ingeniørers og andre eksperters bidrag være forankret i både ajourførte studier i tilsvarende projekter andetsteds og i egne praktiske erfaringer og rutiner erhvervet gennem tidligere nogenlunde lignende anlægsprojekter.

Sådan var det indtil for vel 25 år siden med hensyn til udviklingen og styringen af Forsvaret i Danmark. Beslutninger blev taget på grundlag af en dialog mellem forsvarspolitikerne, de formelt ansvarlige ledende fagmilitære og de juridisk og økonomisk uddannede embedsmænd i Centraladministrationen.

De fagmilitæres bidrag var dels bygget på, at de var ansat til at forstå, hvad krig og kamp ville betyde og kræve af strukturen, hvis det rædselsfulde skulle ske, at denne hypotetiske mulighed skulle blive en realitet. Dels byggede den på disse fagfolks praktiske erfaringer fra deres klargøring af de militære styrker til krig gennem øvelser og andre forberedelser.

Da politikerne også mødte væsentlige allieredes militære fagfolk, der tænkte på samme mærkelige måde, var det nyttigt at have sine egne særlinge at øve sig på.

Men fra midten af 1990erne begyndte situationen hurtigt at ændre sig. Alle blev nu enige om, at en sådan rigtig krig aldrig mere ville kunne ske, og selv de fagmilitære ophørte med at opføre sig mærkeligt og referere til de nu irrelevante hypotetiske muligheder og krav. På trods af uniformen talte de nu om ting, som alle kunne forstå, som produktion, rationalisering, økonomi.

I de efterfølgende år blev officerernes praktiske erfaringsgrundlag stadig tyndere og i det omfang, der havde været “praktikpladser” til dem, dvs. positioner for unger og yngre officerer ved enhederne, var denne erfaring kun knyttet til deres første år. Snart ophørte de med at studere og forstå de krav, som krig og kamp ville stille, og den militærfaglige debat i Danmark døde ud.

Dette selv om officererne blev udsendt til international tjeneste i krigsområder. For når de kom hjem, var det indlysende for dem, at sådanne erfaringer overordnet set var irrelevante for tjeneste og karriere hjemme.

For små tyve år siden synes forsvarspolitikerne at være kommet til den konklusion, at da officererne var holdt op at tale om de mærkelige og ubehagelige ting, kunne man lige så godt udfase dem som forsvarsrådgivere og lade dem afløse af den slags teoretiske statskundskabsakademikere, der alligevel var ved at overtage Centraladministrationen under den igangværende “New Public Management”-reform-tsunami.

Dette skete så både på Forsvarsakademiet og på det indledningsvis her placerede Center for Militære Studier. ‘Militære Studier’ blev herefter den danske betegnelse for teoretiske studier i udvalgte sikkerhedspolitiske sager ud fra civile perspektiver.

Jeg var som lige pensioneret ansvarlig for på kontrakt at etablere centret som uafhængigt element på akademiet, og jeg var selv som 60-årig så naiv, at jeg foreslog at man som leder ansatte en pensioneret, men yngre, udenlandsk general, der havde dokumenteret evnen til selvstændig tænkning. Ak ja!

‘Militære Studier’. Ikke ‘War Studies’, dvs. Krigsstudier, der på grundlag af historiske dybdestudier af eksempler fra også storkrige, der i udlandet beriger den videregående faglige uddannelse af officerer. Det emne har ikke længere nogen fast rolle i Forsvarets officersuddannelser.

Dette på trods af den inspiration denne britiske disciplin oprindeligt – for godt 50 år siden – gav til den danske stabsofficersuddannelse. Hvis og når ‘War Studies’ bruges herhjemme (som på Syddansk Universitet), har fokus været på de juridiske og teoretiske elementer.

De civile statskundskabsfolk, der herefter blev ansat for at akademisere (forskningsbasere) uddannelsen, havde ikke forsket i krig eller søgt at uddrage militærfaglig erfaring, så dette måtte præge den efterfølgende uddannelse.

De interesserede sig fortsat ikke for de nu afskaffede store krige og for de ekstreme vilkår, som kamp mod en ligeværdig eller overlegen modstander giver for den militære professions uddannelse af kadrer og enheder og for kravene til delegeret myndighed i opgaveløsning og robust logistik.

De interesserede sig ikke for at uddrage de dyrekøbte praktiske erfaringer, som man tidligere søgte at uddrage af studier af krige og af realistiske øvelser og krigsspil.

Det var ikke alene politikerne, der havde det godt ved, at disse sære “oberst Hackel”-typer, som Lars Reinhardt Møller, forsvandt som andet end anakronistisk underholdning og blev afløst af uniformerede forvaltere og civile akademikere som Mikkel Vedby Rasmussen, der blev den første leder af Center for Militære Studier. Møller overtog i øvrigt og videreudviklede den uddannelse, som jeg beskriver om lidt.

Det var dog i den grad også medierne, der blev lettet af afprofessionaliseringen, for de skulle ikke længere have nogen specielle forudsætninger for at skrive eller tale om udviklingen i Danmarks Forsvar.

Virkningen blev, som hvis politikere under byudvikling fravalgte arkitekt- og ingeniørfirmaer med praktisk erfaring.

Der var en god grund til, at jeg ikke syntes at dette var specielt morsomt. Det skyldes at jeg som leder af den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet fra 1989 og to år frem var ansvarlig for konsolidering og formalisering af uddannelsen af de bedste officerer i at forstå og planlægge operationer i krig med både danske og andre landes enheder af alle værn. Det skulle forbedre mulighederne for at forudse behov under forsvarsplanlægning og i udviklingen af Forsvarets sammensætning.

I det omfang, eleverne selv havde relevante erfaringer fra deres foregående 10-15 års tjeneste i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet, gav de denne viden videre under uddannelsens (“Stabskursus II”s) grundlæggende del. Hærens folk kunne få de andre værns elever til at forstå, hvad en brigade og dennes forskellige dele kunne eller ikke kunne løse af opgaver, hvor lang tid handlinger tog, hvad der kunne gå galt. Søofficererne orienterede om vilkår og muligheder for minekrig, undervandsbåde og de forskellige typer overfladeenheder, som man havde haft tjeneste på. Flyvevåbnet officerer bidrog med mulighederne for operationer med de danske flytyper og med HAWK-luftværnsraketeskadrillerne.

Lærerne supplerede med styrke og svagheder for enhedstyper, Danmark ikke rådede over, herunder hangarskibe og Warszawapagtens enheder, og supplerede med erfaringer fra den tjeneste, herunder overordnet logistik, som eleverne endnu ikke havde haft erfaring med.

På grundlag af denne grundlæggende undervisning blev eleverne først i gruppe og derefter alene sat til metodisk at gennemanalysere forskellige scenarier med opgave- og konfliktforløb, da de fik en dybdeforståelse for dansk forsvars muligheder og kunne være forberedt til at virke i en højere dansk eller international stab som planlægger og rådgiver.

Da jeg i 1994 forlod akademiet for at oprette stillingen som Forsvarsattache i De Baltiske Lande, var denne uddannelse konsolideret under min afløser. Den begyndte at falde fra hinanden i begyndelsen af nullerne som alt andet, der var bygget på kravet om at forstå også en symmetrisk, international konflikt.

For små ti år siden nåede man så et afgørende skridt videre i afprofessionaliseringen. Da blev resterne af det kvalitetsmæssigt hendøende Stabskursus II-tilstedværelsesuddannelse afløst af en “Master i Militære Studier”-studier, der var domineret af fjernundervisning for at spare penge.

Den nye uddannelse kunne i sin kerne kan beskrives som et Statskundskabskursus Light, der kunne give de akademisk mindreværdsbelastede officerer et meget luftigt akademisk stempel.

Den gennem mere end 150 år udviklede militærfaglige stolthed, indsigt og evne til professionel analyse og ansvarlig rådgivning var blevet kasseret som irrelevant. Desværre kan den ikke længere hurtigt genopbygges, og det fravalgte fokus på forståelse af krigens behov og forankret militærerfaring er desværre ikke længere uden mening .

Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.

Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.

Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.

Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.

Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.

I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.

Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.

Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.

Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.

Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.

Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.

Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.

Vesten har med undtagelse af Reagans første præsidentperiode konstant vist ekstremt hensyn til Ruslands sikkerhedspolitiske paranoia, dette uanset at beslutningstagere godt har været klar over, at et centralt formål med trusselsbilledet har været at opretholde en belejringsmentalitet i fredstid, der holdt befolkningen under kontrol og forklarede afsavn.

Hensynet har ikke mindst været markant i de nordiske lande, hvor Norge og Danmark naturligt var præget af Ruslands nærhed efter 1945 samt det forhold, at Anden Verdenskrig var blevet afsluttet med russiske styrker i Nordnorge og Bornholm, styrker der ved deres tilbagetrækning blev afløst af norske og danske enheder.

De to lande blokerede under Den Kolde Krig for andre NATO-landes tilstedeværelse i disse landsdele, og dette blev tilfældet selv da Alliancen i slutningen af 1960’erne så det som mindst usandsynligt, at en sovjetisk aggression ville tage karakter af
besættelse af sådanne udsatte landområder, så man endte i en ny krisestyringssituation (som i Berlin- og Cubakriserne).

Allerede før dette tidspunkt havde de to nordiske NATO-medlemmer formelt afvist fast basering af både kernevåben og andre landes militære styrker på deres territorium, hvilket for Danmarks vedkommende for kernevåben dog kun var gældende for selve landet ved Østersøudløbet.

I 1990 lovede Vesten Gorbatjov ikke at stationere ikke-tyske styrker i Østtyskland og holdt derefter løftet.

I de efterfølgende år efter, at de Baltiske Lande opnåede selvstændighed, markerede Jeltsins regering ønsket om, at Ruslands “Nære Udland”, dvs. bl.a. Baltikum, skulle underkaste sig, hvad Rusland så som deres interesser. Dette afviste Vesten, men man viste på andre måder den yderste tilbageholdenhed. Det blev ikke doneret våben til de baltiske militære styrker, og den assistance, der derefter blev givet både før og efter NATO- og EU-medlemskabet i 2004, var knyttet til deltagelse i internationale operationer samt rydning af gamle søminer. Da balterne opnåede medlemskab blev den eneste ændring, at NATO-partnerne måtte tage konsekvensen af, at de tre lande var blevet frarådet at anvende penge på at skabe et jagerflyvevåben, og de roterede så et par fly til den litauiske flyvestation ved Siauliai, der opretholdt en basal “air policing” af baltisk luftrum.

Derudover deployerede den amerikanske flåde i 2016 et anti-ballistisk-missilbatteri med radar i Rumænien et tilsvarende skulle blive klar i Polen næste år. De er deployeret som et europæisk svar på den stigende missiltrussel fra Iran. Men på trods af deres meget begrænsede kapacitet præsenterer Rusland deployeringen som være rettet mod sine kernevåbenstyrkers muligheder. I forhold til Rusland er der først og fremmest tale om en synlig amerikansk tilstedeværelsen, ikke ved Ruslands, men i Belarus’ og Ukraines nabolande, dvs. op til det “nære udland”.

Det er først efter den russiske anneksion af Krim og indledningen af krigen i Østukraine i 2014, at det lykkedes balterne og Polen at få udstationeret andet de roterende luftpolitihold. Derefter blev fire, nationalt blandede bataljons grupper udstationeret i området. Samtidig indledtes for første gang operativ forsvarsplanlægning. Styrkerne er imidlertid så små, at de må opfattes som en rent symbolske bekræftelse af NATO-medlemskabet, ikke som et militært relevant bidrag til landenes invasionsforsvar. Og det er slet ikke styrker, der kan påvirke russisk territorial sikkerhed.

Det, som de ligesom de to missilforsvarsenheder markerer, er at dele af det “nære udland” ikke er underlagt russisk diktat.

“Russian military leaders describe the prevailing strategy as ‘active defense,’ a strategic concept integrating preemptive measures to anticipate and prevent conflict, wartime concepts of operations that seek to deny an opponent decisive victory in the initial period of war, degrading and disorganizing their effort, while setting the conditions to attain war termination on acceptable terms.” (CNA Research Memorandum: Michael Kofman et al.: Russian Military Strategy: Core Tenets and Operational Concepts. October 2021, Abstract)

Min baggrund og erfaring er dobbelt. Som generalstabsofficer fra 1977 til 2004 var mit arbejde som både planlægger og lærer at søge at forudse de krav, som en mulig fremtidig krig sandsynligvis ville stille til militære strukturer, aktiviteter og ledelse.

Som fagmilitærhistoriker fra 2006 til nu gjorde tilfældigheder, at min forskning og historieformidling i meget stor udstrækning fik fokus på 1. Verdenskrig og årene op mod denne. Det blev herunder klart, at denne krig i meget stor udstrækning fik sin karakter pga. problemer med at forstå virkningerne af den meget brede og hurtige teknologiske udvikling, der var sket igennem den lange foregående fredsperiode og som accelererede under konflikten. Samtidig fortsatte jeg med at analysere og kritisk kommentere den sikkerhedspolitiske udvikling og udviklingen af de danske militære styrker.

Virkningerne af den hurtige udvikling på mange områder blev ikke forstået i de ansvarlige dele af de militære, maritime og politiske eliter. Opinionen og de fleste politikere forventede, at man ville undgå krigen, fordi den truede med at blive systemødelæggende. Fagfolkene kunne ikke erkende virkningen af samspillet mellem de forskellige nye og kommende teknologier, nogle fordi man ikke kunne øve sig med dem realistisk. Man forventede derefter, at den kommende krig kunne afgøres hurtigt med anvendelse af moderniseringen af kendte fremgangsmåde.

Det gik som bekendt ikke. De fremgangsmåder og den teknologi, der bragte afgørelsen i 1918, måtte udvikles, efter de tidligere metoder havde fejlet katastrofalt.

TEKNOLOGISTORMEN
Den nuværende situation er som i årene før 1914. Dette både i den offentlige og politiske tro på, at politiske modsætninger ikke vil kunne ende i storkrig og i den naturlige militærprofessionelle usikkerhed om, hvad den samlede virkning ville blive i en sådan konflikt. Det er nok en betydelig del af forklaringen af, at man nu i modsætning til dengang ikke ser en faglig og offentlig debat om de militærpolitiske virkninger af den mangesidige teknisk-videnskabelige udvikling.

Men som det illustreres af det indledende citat, søger bl.a. Rusland at finde svar på, hvorledes man skal håndtere krigsrisikoen under den aktuelle situation med dens lynhurtige udvikling, der finder sted i samme ramme af muligheden af en gensidig civilisationsødelæggende kernevåbenkrig, som også prægede den foregående Kolde Krigs over tredive års konfrontation.

Dette bidrag vil have tre dele. Indledningsvis vil jeg berøre virkningerne af de forskellige områder for teknologisk udvikling. Her vil jeg argumentere, at disse reelt gør det umuligt af forudse, hvorledes den indledende og specielt de eventuelle senere faser i en storkonflikt vil forløbe.

Derefter vil to afsnit behandle udviklingen i de europæiske og asiatiske områder, der nu bliver stadig tættere sammenknyttet, som de også var fra det igennem Aksemagternes samtidige operationer fra 1941 til 1945.

Afslutningen vil derefter berøre konsekvenserne af, at situationen nu ikke kun har fællestræk med årene før 1914, men at den også gennem intern politisk ustabilitet i afgørende lande har fællestræk med situationen i Mellemkrigstiden.

Jeg vil ikke her resumere de forhold, der før og i 1914 gjorde det så vanskeligt at forudse den teknologiske udvikling og ikke mindst for de professionelle militære at acceptere dens virkninger på krigen. På landjorden var udfordringen ikke mindst den dramatiske udvikling i forskellige våbens ildkraft. Med hensyn til det maritime område, hvor det som nu var samspillet mellem mange nye og potentielle teknologier, der skabte forudsigelsesproblemet, har jeg selv forsøgt at analysere dette.

Det er i disse år i øvrigt væsentligt at gøre sig klart, at den våbenteknologiske udvikling i alt væsentligt finder sted i to parallelle konkurrenceforløb: Rusland mod USA og Kina mod USA, Her er en betydelig del af den russiske indsats motiveret af den ydmygende teknologiske underlegenhed, som Sovjetunionen opleverede i 1980’erne, og hvor Kina indtil for nyligt var afhængig af russiske fremskridt.

Centralt er de overskuelige problemer med at bedømme virkningerne af teknologi, som måske kun er teoretisk, måske er potentiel, måske er i enhederne under forsøg, måske er fuldt operativ.
Man kan umiddelbart nævne:
1. Muligheden for at nedskyde de kommunikations-, navigations- og rekognosceringssatellitter, der både bærer militær kapacitet og civile nøgleaktiviteter.
2. Muligheden at forstyrre satellitbårne navigationssystemer lokalt ved jamming.
3. Kommunikationssystemers modstandskraft mod nye typer elektronisk angreb, herunder mod cyberangreb.
4. Muligheden for at overskære internetkabler på havbunden, der skal ses som parallelt til ødelæggelse af kommunikationssatellitter.
5. Nye radar- og luftværnssystemers muligheder mod bemandede og ubemandede stealth-fly.
6. Balancen mellem mulighederne af sværme af delvis bevæbnede droner og våbnene mod dem.
7. Hypersoniske missilsystemer med kernevåben eller med konventionelle våben mod højværdisystemer som hangarskibe.
8. Ballistiske, manøvrerende og målsøgende systemer (eks. mod hangarskibe – Kina og Iran)
9. Kapaciteten og begrænsninger af nye meget langtrækkende feltartilleri- og jord-til-jordmissilsystemer.
10. At dette i samspil og med uklarhed om, hvad anvendelsen af kunstig intelligens i sensorer, våben og ledelsessystemer vil komme til at betyde.

Som før 1. Verdenskrig giver mindre konflikter et vist grundlag for at bedømme nye teknologiske muligheder. Man har nu konflikterne i Donbass og Nagorno-Karabakh, der kan give et vist indblik i mulighederne, som man dengang havde Den Russisk-Japanske Krig i 1904-5 og Første Balkankrig 1912-13. De giver nogle indikationer, men det er helt umuligt at opnå en rimeligt sikker forståelse for de nye midler. Dette selv om der søges klarhed ved realistiske (lange og krævende) praktiske øvelser, og selv om der spilles mellem egne enheder og modstandere og delvis ukendte egenskaber hos modstanderen, kan man kun opnå en sikker forståelse af egenskaber og øve i det omfang, man har sikre oplysninger og fjendens teknik og procedurer – hvilket altid er utopi.

Da man før 1914 forsøgte at lære betydningen af den ekstremt hurtige teknologiske udvikling, fejlede man i alt væsentligt. Fejlopfattelserne kom til at betyde, at man først forstod de nye grundvilkår efter godt to års katastrofal krig.

Man kunne derfor konkludere, at rammen for afskrækkelse nu er en “perfekt storm” af nye teknologier, hvis virkninger er uklare eller helt uprøvede. Men det bør også erkendes, at Rusland og Kina har søgt veje til at muliggøre militær handling på trods af disse grundvilkår af usikkerhed.

RUSLAND
Når man læser resultatet af den russiske analyse af situationen og muligheder i militærdoktrinen fra 2013 (som skitseret af generalstabschefen general Valerij Gerasimov) og både sammenholder opfattelserne i denne skitse med operationerne mod Ukraine i 2014 (samt med interventionen i Georgien i 2008) og ikke mindst de tilbagevendende store samlede øvelser, tegner der sig et klart billede af, at den russiske generalstab forstår og accepterer de begrænsninger i de skitserede mulighederne for at forudse en kommende storkrigs forløb.
Russernes har endvidere i deres materiel- og taktikudvikling taget højde for erfaringerne fra 1980’ernes ydmygelser og det forhold, at Ruslands vilkår og ressourcer er fundamentalt forskellige fra Sovjetunionens, dvs. langt mindre. Dengang viste Sovjetunionens militær sig dramatisk underlegent på afgørende områder. Man havde bl.a. pga. svage computere ikke teknisk niveau til at kopiere Vestens voksende evne til at se og ramme mål langt inde i modstanderes bagland. Den sovjetiske økonomi og tekniske niveau kunne ikke kopiere det amerikanske missilforsvarssystem. Endelig havde det centralistiske og bureaukratiske sovjetiske ledelsessystem ikke evnen til hurtigt og fleksibelt at koordinere indsættelsen af et mix af forskellige militære styrker.

Rusland har også måttet indrette sig på, at landet ikke som Sovjetunionen både kan satse på totalmobilisering af enorme økonomiske og militære resurser og kunne basere sin magt på en universalistisk ideologi. Rusland har ganske vist bevaret værnepligten og derigennem massemobiliserings-muligheden, men de begrænsede aktive militære styrker, der er til rådighed, er bemandet med fast og kontraktansat personel.
Med nationalismen som den centrale ideologi har man ikke som tidligere en forholdsvis let vej til at kontrollere besatte områder med ideologiske meningsfæller, der støtter sikkerhedsstyrkernes indsats som efter 1944 i Østeuropa.

Dette forhold lægger aktuelt begrænsninger på Ruslands muligheder over for Ukraine. Rusland har uden tvivl militære styrker til at tilføje de ukrainske et hurtigt nederlag i en luft-landmilitær lynoperation og erobre landet. Men det ville være en meget betydelig politisk og militær belastning derefter at kontrollere landet ved en besættelse under befolkningens modstand.

Min analyse af de sidste års russiske operationer, styrkeopbygning og krigsforberedelser er som følgende:
1. Man lægger maksimal vægt på ikke at anvende militære midler åbent og aktivt, men arbejde med hvad vi har givet betegnelsen ”hybride” midler.
2. Når militære midler alligevel anvendes, søger man at begrænse indsættelsen i omfang og tid og kompensere gennem dramatisk effekt. Man anvender overlegen styrke og ildkraft til at smadre modpartens militære magt og derigennem ydmyge ham og vise det nytteløse af yderligere modstand. Derefter kan man som i Georgien 2008 og Donbas i 2014 trække sine styrker ud. Man udsætter sig derigennem ikke for risikoen ved en besættelse med egen direkte kontrol af en fjendtlig befolkning. Sådanne begrænsede indsættelser ved og over grænserne med forskellige styrkekombinationer øves ved stadig mere fleksibilitetskrævende øvelser. Begrænsede indsættelser vil også have til formål at lamme modstanderen ved at ramme rekognoscerings-, navigations- og kommunikationsmuligheder ved cyberoperationer samt fysiske angreb på satellitter og kabler.
3. Man søger at kunne afskrække en fortsættelse af den konflikt ad to veje. For det første gennemfører man den genopbygning af mobiliseringsevne og national baglandslogistik (såsom militære jernbanetransportenheder og feltmæssige reparationsenheder), som ville være nødvendig i en fortsat krig. For det andet lægges ekstrem vægt at skabe kernevåbenstyrker, der på overbevisende vis kan afskrække en fortsættelse af konflikt og modoffensiver, der skal berøve Rusland de indledende gevinster. Denne sidste indsats omfatter skabelsen af våben med en endnu klarere dommedagsprofil end de traditionelle gengældelseskernevåben.

Man kunne kalde det samlede russiske svar på situationen en”skakmat-strategi” med entydig vægt på konfliktens indledende fase..

KINA
En konflikt mellem USA (plus allierede) og Kina er defineret af, at den ikke vil finde sted som en landkrig i Kina. Den er henvist til at finde sted og blive afgjort på havet, i luften, i rummet, i cyber-space, missilangreb mod hjemlandene med mulige sammenstød i Korea og på Syd- og Østasiatiske øer.

I modsætning til for Ruslands vedkommende, kan man fsva. Kina ikke bygge sin rekonstruktion af landets planer på åbne oplysninger om formel doktrin og øvelser. Man er henvist til en vurdering af den militære kapacitet, som hurtigt skabes af landets intensive oprustning.

Ud over en fortsat modernisering af hæren er det tydeligt, at den kinesiske styrkeopbygning har tre retninger.
For det første skal styrkerne med en meget stor styrke af mindre, moderne, missilbærende overfladekampenheder og meget stille ubåde i flåden samt nye stealth-beskyttede fly og ikke mindst ballistiske og hyperhastighedsmissiler kunne totaldominere De Syd- og Østkinesiske Hav-områder og nok også Det Japanske Hav, således at det er mere end sandsynligt, at amerikanske, der søger at gribe ind her, vil blive ødelagt med konventionelle våben. En regionalt begrænset krig her vil sandsynligvis blive støttet af angreb på amerikanske satellitter samt med cyberangreb, der hæmmer eller lammer den amerikanske reaktion.
For det andet udbygger de kinesiske kernevåbenstyrker på alle områder, så de har stor sikkerhed for at kunne afskrække en amerikansk optrapning. Kina stræber ikke længere som Storbritannien og Frankrig kun efter at opretholde en minimalafskrækkelsesstyrke.
Endeligt er den kinesiske flåde hurtigt i gang med at opbygge en oceangående stormagtsflåde, der på sigt kan støtte landets interesser og indflydelse i verden over for USA.

Som Rusland viser også Kinas krigsforberedelser en koncentration om en konflikts første fase, hvis forløb nogenlunde kan forudses, og søger en ”kernevåben”-firewall mod Vestens reaktionsmuligheder og en langvarig og totalt uforudseelig krig.
AKSEMAGTSSAMSPILLET
Det må nu betragtes som usandsynligt efter etablering af den sikkerhedspolitiske og militære akse mellem Rusland og Kina, at en konflikt i Europa eller Asien ikke vil blive fuldt udnyttet af magten i den anden ende af aksen.
Det oprindelige samarbejde mellem de to magter var præget af kinesisk kopiering af sovjetisk og senere russisk militærteknologi. Efter Sovjetunionens sammenbrud har der i stigende grad været tale om et magtpolitisk samarbejde for at modarbejde amerikansk dominans og indblanding i andre landes indre anliggender. I de seneste år er der sket en udvidelse og uddybning, og på det våbenteknologiske område med en markant og stigende overlegenhed både pga. de langt større kinesiske ressourcer og pga. teknologiske fremskridt. Det sikkerhedspolitiske samarbejde er blevet udbygget med symbolsk militært samarbejde med deltagelse i hinandens øvelser.
Man må sammenligne det nuværende samspil med den japansk-tyske aksesamarbejde, hvor man uden fuld alliance opportunistisk udnyttede partnerens svækkelse af de fælles fjender. Da begge sider er opportunistisk-revisionistiske vil de indirekte støtte hinanden.

VESTEN
I Vesten er der to reaktioner på den beskrevne udvikling. I NATO og alliancens europæiske lande vil man ikke være i stand til at gennemtænke og diskutere virkningerne af den hurtige teknologiske udvikling og den russiske løsning på sit problem,
> fordi der ikke har været nogen systematisk analyse af mulige forløb af en storkrig siden begyndelsen af 1990’erne,
> fordi en diskussion af kernevåbenproblemet og affødte behov har været politisk gift siden 1980’erne, hvor resultatet senest markeres af, at to-tredjedele af briterne ønsker, at NATO formelt skal fraskrive sig førstebrugsmuligheden, og
> fordi alliancens medlemmer af forskellige årsager fornægter behovet for både at opretholde et betydeligt stående styrkeberedskab og (som Finland stadig gør) planlægge og forberede en totalforsvarsmobilisering af samfundet.
Alliancen er ikke i stand til at definere et svar på kortvarslede og kortvarige russiske operationer, hvis mål er at skabe politiske kursændringer i udvalgte medlemslande som de baltiske snarere end at invadere for besættelse. Derfor øver alliancen angiveligt (nu efter en lang pause) reaktionen på klassiske invasioner uden reference til erklæret og demonstreret russisk tilbøjelighed og uden at diskutere, hvad der derefter kan følge militært og politisk.

For USAs vedkommende er reaktionen indtil videre drevet af en naiv teknologioptimistisk tro på at man igen kan sikre sig overlegenhed på væsentlige områder, så man kan vinde den første fase af en konflikt. Hvad der derefter sker, er der mindre tradition eller tilbøjelighed til at anvende kræfter på.

De overvejelser, der finder sted i USA om den kommende krig, koncentrere sig for flådens vedkommende naturligt om den indledende fase i en konflikt med Kina i landets havområder og munder ud i behovet for at modernisere og udbygge flåden. For hærens (og marinekorpsets) vedkommende ser man en søgen efter en rolle i en konflikt mod Kina, hvilket er hæmmet af, at en indsættelse i selve Kina er utænkelig. For flyvevåbnets vedkommende analyserer man de teknisk-taktiske muligheder for at kunne operere i Europa mod Rusland på trods af nye russiske luftværnssystemer.

USIKKERHEDEN EFTER 2024
Et element, der må ind i afslutningen, er mulighederne af et demokratisk sammenbrud i USA fra 2024. Dette næsten uanset om det også indebærer Trump’s eller blot hans Republikanske Partis tilbagevenden til magten, hvilket på nuværende tidspunkt må ses som overvejende sandsynligt på grund af Biden-Harris-holdets svagheder samt den øgede inflation og disse forholds forventelige indflydelse på Midtvejsvalget og den efterfølgende politiske lammelse.

Et demokratisk sammenbrud i Amerika vil åbne et vindue for antivestlig aktion fra Kina og Rusland, der vil være akut farlig, både fordi ingen andre endnu vil kunne handle effektivt uden USA, og fordi amerikanske beslutningstageres handlinger vil være helt uforudseelige på andre områder end en fortsat konfrontation over for Kina.

For at gennemtænke dette, er det nødvendigt stringent at gennemtænke en situation, hvor USA i løbet af uger til et par måneder forsvandt som magtpolitisk faktor i sit eget nærområde. Som USA gjorde i Mellemkrigstiden. Først forvirringen og derefter panikreaktionerne og opportunismen.

Jeg læser opfattelsen hos de mange klimaaktivister som reelt modstandere af en demokratisk proces (i det omfang de tænker over og føler sig ansvarlige for at anvise en konkret vej til målet):

Det er åbenbart Vesten, der igennem den økonomiske og politiske udvikling, der bragte dem foran alle de mere langsomt kørende dele af Verden, er skyldig og nu skal banke sig selv tilbage til … meget langt tilbage. Så langt, at der er plads til at de mindre heldige også får plads til at svine lidt mere med den stadig stigende befolkning (som er OK).

Målet er åbenbart ikke kun at redde Verden fra ødelæggende klimaforandringer, men at straffe Vesten for at skabe hurtig vækst gennem unfair udbytning af resten af Verden. Hvis nu bevidstheden i de Vestlige befolkninger er så umoden, at et flertal tøver med at hoppe ud fra klinten, må det rettroende tage de revolutionære og totalitære midler i brug, som kan skaffe resultater (som da problemet fra for hundrede år siden var klassekampen).

Vesten skal ikke snyde ved at indføre mere kernekraft, for det er man enige om er noget skidt. Løsningen er at sikre konstant jævn, hård vind … og solskin. Det er det kættersk at foreslå anden end vind, sol og (underforstået) en tilbagevenden til 1800-tallets forbrugsniveau, dog kun som veganere.

Vestens livsform har båret dramatiske fremskridt, som hele menneskeheden har haft gavn af. Men som alle andre civilisationer har også dele af den meget skiftende kraft igennem fem hundrede år på områder og i perioder været drevet manglende overblik, balance, individuel og kollektiv griskhed, kujoneri og direkte ondskab.

Det er både uhistorisk og uhensigtsmæssigt, hvis vi søger en løsning her klokken 1155 at forvente, at Vesten skal påtage sig en så stor del af byrden, at vi opnår socialt og politisk sammenbrud, som vi så med de Gule Veste og med trumpismen. Denne udvikling er allerede nu truende pga. de ulige virkende store prisstigninger på energi. For så er ødelæggende reaktion fra landenes befolkninger og national sabotage af resultatet en sikkerhed.

Vi må også forstå og forholde os til, at befolkningstallet har hele tiden været erkendt som en kritisk og afgørende faktor, men har været undertrykt af to årsager. For det første pga. de store religioners dogmers magt. For det andet på grund af den nævnte opfattelse af, at det udelukkende er Vesten, der skal løse problemet, fordi det er den, der er skyld i alt ondt i Verden.

Det kunne være en fordel, hvis alle nu koncentrerede sig om at gøre alt, ALT, for at bremse den globale opvarmning, og glemme den totalitær-revolutionære agenda. Også massiv investering i kernekraft og italesætning af befolkningsfaktoren, hvor denne er væsentlig for en løsning. Samt netop at give klar prioritet til klimatiltag over andre grønne og lokale hensyn, når dette måtte være nødvendigt.

For nogle af os vil også gerne bevare menneskehedens landvindinger, hvoraf en pæn del som beskrevet blev nået i Vesten.

Dette ikke for at udelukke aktivisme, der kan tilfredsstille behovet for at markere behovet for handling nu. Herunder vil en naturlig vej være at søge at ramme specielt klimaskadende firmaer og lande økonomisk med boycott, når dette kan ske uden en destabilisering af samfund, der kan udløse reaktion og sabotage.

Jeg beskriver mit rygskadeforløb, fordi en af mine gamle venner ikke rigtig kunne forstå, at der havde været tale om en gradvis udviklende situation, ikke en ulykke/et uheld.

Jeg havde i løbet af Coronaåret haft smerter i begge ben, der efter henvisning til MR-skanning på Privathospitalet CAPIO i oktober 2020 blev diagnosticeret som en diskusprolaps i begge sider. Symptomerne blev forværret med de øvelser, min første fysioterapeut anviste, men nye øvelser anvist af rygklinikken på Frederiksberg Hospital skabte hurtig en bedring, og ved en afsluttende konsultation mandag den 16. august blev jeg raskmeldt.

På dette tidspunkt havde jeg imidlertid fået smerter i venstre hofte, som jeg troede skyldtes begyndende slidgigt. I løbet af uge 33 blev smerterne hurtigt værre, og jeg bestilte fredag 20. august et par krykker over nettet. De ankom allerede næste morgen med avisbudet/DAO, og de var nødvendige, da smerterne efter nogle fejlbevægelser nu var så alvorlige, at jeg ikke kunne støtte på venstre ben. Om lørdagen den 21. august kørte vi til København for at være i Region Hovedstaden.

I uge 34 var situationen blevet så alvorlig, at vore praktiserende læge fik indlagt mig akut på Bispebjerg. De tilbød mig indlæggelse med henblik på at lære at bevæge mig med støtte af smertebehandling. Denne mulighed blev støtte af vores læge, men mine symptomer var så alvorlige, at jeg afviste muligheden, da jeg var at oprette yderligere skade. Jeg blev derfor henvist til undersøgelse på Frederiksbergs Hospitals Rygklinik. Den fandt sted den 30. august. Jeg var på det tidspunkt klar over, at jeg ikke turde indlede behandling før, der eksisterede en ny MR-skanning som grundlag.

Da jeg fik en dato midt i oktober som dato for skanningen i Frederiksberg Hospital, henvendte jeg mig til Privathospitalet Aleris-Hamlet. Her blev jeg skannet den 9. september. Det kostede 2.500 kr. Resultatet viste diskusprolaps og ødelagt brusk imellem to lave hvirvler i lænden og svarede nøje til oplevelsen af skadeforløbet den 21. august og symptomerne derefter.

Det lykkedes at få Hamlet-skanningen sendt til Region Hovedstaden, så den var til rådigheden for konsultationen på Frederiksberg Hospitals Rygklinik den 17. september. Her blev besluttede min læge, Adam Høgsbro Laursen, at henvise mig til operation. Hermed indledtes så løsningen af mit problem. Laursen tog senere, 18. oktober, kontakt for at høre, hvordan det gik, og jeg havde her den ublandede glæde at at kunne fortælle ham, at jeg var blevet opereret en uge før.

Forundersøgelsen på Rigshospitalet i Glostrup gennemførtes at kirurgen Linda Jørgensen den 29. september. Det lykkedes hende derefter at få mig placeret til operation om morgenen den 13. oktober på et afbud. Da var smerterne øget så meget, at jeg var tæt ved at søge akut indlæggelse.

Jeg deltog den 7. oktober i det obligatoriske operationsseminar på hospitalet.

Operationen fandt sted som planlagt, og jeg blev udskrevet dagen efter, den 14. om eftermiddagen. Jeg er nu ved at begynde at vænne mig til at anvende venstre ben igen. Som jeg blev advaret om ved forundersøgelsen som en mulighed, er der fortsat nogle smerter i venstre ben/fod, som er fortsat efter operationen.

Mine oplevelser fra de 1½ døgn på Glostrup er videregivet til interesserede. Jeg er dybt taknemmelig.