Det centrale problem er, at den danske regering og forsvarsledelse ikke åbent erkendte, at Irak fortsat ville være et voldeligt sted, og at hverken briterne eller den lille danske styrke i Sydirak kunne gøre nogen stor forskel i det store område og den meget store befolkning, der altid havde været udsat for en særdeles hårdhændet befolkning.
Det skulle man åbent have set i øjnene og erkendt, og man skulle have sikret en realistisk forståelse med briterne om den fælles regel, at man skulle gøre mest muligt godt gennem eksemplets magt, da dette var den eneste reelle “magt” man havde. Man kunne jo ikke arrestere og retsforfølge folk de i bedste fald halvt uddannede sikkerhedsstyrker, som jo optrådte som de vidste man gjorde for at opnå respekt. Det var målet hurtigst muligt at overdrage til disse, så man kunne trække sig væk fra synlig tilstedevæelse og derefter hjem.
At man skulle gøre den lille forskel, som var realistisk, skulle have været styrkechefens – både den britiske og den danske – mandat. Inden for den opgave skulle han have handlefrihed, idet ingen hjemme havde fantasi og viden til at give relevante detailrammer. Derudover skulle man blot kræve, at alt blev dokumenteret, og at dokumentation af overgreb blev anvendt både over for de ansvarlige irakiske myndigheder samt i grove gentagelsestilfælde over for den lokale og internationale presse.
På dette realistiske grundlag skulle og kunne de hjemlige politiske og militære myndigheder have givet fuld støtte til den danske chef.
At dette aldrig skete blev pinligt illustreret af Hommelsagen, hvor svigtende professionel forudseenhed og forberedelser blev kombineret med et sammenbrud af loyalitet over for de udsendte, ikke-eksisterende civilcourage i forsvarsledelsen og panikagtig flugt fra ansvaret … en optræden, der desværre senere er gentaget i nye variationer. Heksejagt med frosset hjert og hovedet under armen på dem, som har sat livet på spil for Danmark i situationsfjerne mandatrammer er lettere.
At den udsendte chef forventedes at tage hensyn til urealistiske danske forventninger og om nødvendigt at dække regeringens indenrigspolitiske behov snarere end at yde lidt hjælp til irakerne inden for rammen af mulighederne synes igen illustreret af denne sag.
Pinligt, ikke for de udsendte, men for den politiske og militære ledelse i Danmark, der åbenbart forventede, at officererne i Irak politiserede og om nødvendigt løj for ikke at skabe problemer i København.
De ansvarlige burde skamme sig, men gør det selvfølgelig ikke. I gamle dage kunne man håbe, at de rådnede i Helvedet…