Problemet startede, da Hæren skulle tilpasse sig kernevåben på kamppladsen.

FRA KRIGSSPIL OG FRI FØRING MED ERFARNES KAMPDØMNING TIL STADIG MERE FORMALISERET DREJEBOGSSTYRING OG “TAKTISK TRÆNING”. FRA FÆLLES IDÉRAMME OVER DOKTRIN TIL DOGMA

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevåben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer på det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil på kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve år senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrådte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkår.

Den fælles forståelse fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregår i et samspil mellem mange forskellige våben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforståelser. Doktrinen bygger på forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og våben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og våben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forståelse af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden på kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt på spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af våbenvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem våbnene i forhold dårlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, på trods af ekstrem træthed på grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med småstyrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnå og fastholde føling efter at været gået i stilling eller efter et mål var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus på kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.

2 thoughts on “FRA KRIGSSPIL OG FRI FØRING MED ERFARNES KAMPDØMNING TIL STADIG MERE FORMALISERET DREJEBOGSSTYRING OG “TAKTISK TRÆNING”. FRA FÆLLES IDÉRAMME OVER DOKTRIN TIL DOGMA”

  1. Hvilken effekt har officerskorpsets deltagelse i de hårde kampe med ikke ubetydelige tab af egne tropper i Afghanistan haft på evnen til og erfaringen i føring af styrker op til og med bataljonskampgruppe haft? Her tænker jeg især på perioden omkring 2007, hvor længere, sammenhængende operationer blev gennemført i månedsvis.

    I min optik har det begrænset effekt på føring på brigade- og højere niveau, men den fysiske og psykiske belastning af en fjende der ikke spiller efter drejebogen, må vel have givet de pågældende officerer erfaring med fri føring.

  2. Desværre lærte Hæren ikke så meget af det, som vi burde.

    For det første begyndte man ført at professionalisere læringen i 2012, dvs. da vi var på vej ud og koncentrerede om at overdrage.

    For det andet var læringen i det store og hele begrænset til de unge officerer, og alt for mange af de fremragende kaptajner flygtede i frustration fra den fredstidshær, de mødte ved hjemkomsten.

    For det tredje var der ikke tale om læring under fri føring, og meget af det, som man gjorde, var reelt gennemførsel/produktion af programmerede patruljer ud fra basen på en måde, der blev helt forudseeligt for Taliban og derfor øgede risikoen for tab.

    Endelig synes de udsendte bataljonschefer ikke at have udnyttet lejligheden til at være tilstede ved engagementerne og hjælpe med at styre de tunge våben. Reelt aflærte bataljonsstabene at virke på en kommandostation, fordi den jo aldrig skulle flytte og virke herunder.

    Min erfaring med at rekonstruere en begivenhed (Musa Qala) gør i øvrigt, at jeg oplevede en total uvilje mod at bevæge sig væk fra den reelt ikke-selvkritiske fortælling, der var trykt lige efter hjemkomsten, eksempelvis da den britiske battlegroup-chefs særdeles overbevisende erindringer blev udgivet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *