I forlængelse af en analytisk levnedsbeskrivelse og kommentar til BJ-JD-sagen – med Bent Jensens reaktion efter læsning af artiklen

Læs “SNU maskepi”:

Synet på modstanderen
Som allerede nævnt var der reelt intet sammenfald mellem Bent Jensens og Jørgen Dragsdahls aktivitets- og interessedimensioner fra 1979 til 1983. Jensen gav imidlertid Dragsdahl skylden for visse socialdemokraters umoralske og skadeligt opportunistiske optræden. Da han ikke kunne ramme forræderne, blev journalisten den voksdukke, som han kunne stikke sine nåle i.

Med landsrettens hjælp lykkedes Bent Jensen personlige hævn på Dragsdahl, der kom til at bære for historikerens afsky for kommunismen og alt dens værk, nyttige idioter, medløbere, osv.

Denne totale fokusering på værdikampsdimensionen under den Kolde Krig, som Jensen stod for, er blevet styrende i Danmark. Det dominerede direktivet til DIIS for den undersøgelse, der kom i 2005, og det affødte den redaktionelt ansvarlige Svend Aage Christensens manipulerende reaktion, da han afviste at levere det ønskede og forventede resultat.

De militære og strategiske dimensioner af den Kolde Krig, domineret af militær opbygning, planlægning og strategier, blev og bliver set som irrelevant af Bent Jensen, Anders Fogh-Rasmussen, m.fl., og er derfor også kun venstrehåndsdækket af DIIS-redegørelsen.

Bent Jensens modrapport til DIIS-udredningen, som Gyldendal publicerer, ligger i øvrigt forventeligt i perfekt forlængelse af den danske sikkerhedspolitiske tradition og forskning, ifølge hvilken militære forhold og militær professionalisme ses som irrelevante. Den tradition er ikke begrænset til den politiske venstrefløj.

I virkeligheden ser man i Bent Jensens korstog en ubehagelig parallel til situationen under og efter en rigtig krig. Frontsoldaten, og fra 1979 til 1983 var jeg – som Uffe Ellemann på sit højere niveau – ”frontsoldat” i direkte kontakt med modstanderen. I den situation må man for at være effektiv kende og respektere den anden side, man må se og forstå dem som mennesker. De mange, der sidder og skjuler sig frustreret, stumvrede og inaktive langt fra fronten, kan lade sig nære af sort-hvid propaganda og had. Hadets fælleskab i ”etapen” var godt, forsøg på at virke gennem dialog var fraternisering og forkastelig.

*******************************************

Bent Jensen svarede ikke på denne blog, men da han dog trods alt efter at have læst artiklen reagerede med en email synes jeg (Clemmesen) det ville være korrekt at blokkopiere denne mail hertil:

Det er morsomt at læse dine fantasier om, hvad jeg sagde på et møde i Videnskabernes Selskabs bygning i 2005, hvor DIIS-udredningen blev diskuteret. Ifølge dine fantasier erklærede jeg nærmest Dragsdahl krig på dette møde.

Rent nonsens! Dragsdahl kom faktisk hen til mig efter mødet for at takke mig for mit indlæg, hvor jeg kritiserede DIIS-udrederne for ikke at skrive klart om Dragsdahl, men lade det blive ved antydninger.

Du har tilsyneladende også en meget dårlig hukommelse vedr. det forhold, som er omtalt i PET-kommissionens beretning: et medlem af SNU, som videregav militærpolitiske oplysninger. Samme dårlige hukommelse plager i øvrigt Dragsdahl. Jeg tror nok, at det af psykologer kaldes fortrængning.

Men din høje opfattelse af dig selv fejler til gengæld ikke noget.

Velbekomme!

Bent Jensen

Jeg overlader trygt til dem, der i modsætning til Bent Jensen kendte eller kender mig, at bedømme mit arbejde: både dengang i SNU, ved enhederne, de konservative og socialdemokratiske politikere, der placerede mig i Forsvarskommissionen af 1988, under ombygningen af Forsvarsakademiets Stabskursus ved den Kolde Krigs afslutning, under de 10½ års indsats i Baltikum eller senere som historiker.

Men lad være at fortælle ham om det. Det er indlysende for sent at forvirre ham med oplysninger der typer på, at verden ikke er endimensional.

4 thoughts on “I forlængelse af en analytisk levnedsbeskrivelse og kommentar til BJ-JD-sagen – med Bent Jensens reaktion efter læsning af artiklen”

  1. Hvori består Bent Jensens hævn over Dragsdahl?

    At Bent Jensen offentliggør sine forskningsresultater – herunder at PET anså Dragsdahl som værende påvirkningsagent for KGB – kan vel dårlig betegnes som hævn.

    Og – jf. Landsrettens dom – ejheller injurier, da Jensen havde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udsagn om Dragsdahl.

    Men i stedet for polemikeren Clemmesens sædvanlige personangreb på Jensen – så kunne det være mere interesant, om historikeren Clemmensen præsenterer sin argumentation – altså hvorfor Jensen tager fejl, når Jensen anfører, at PET anså Dragsdahl – hvor er det Jensen fejltolker kilderne (PET-arkiverne) – som Clemmesen må havde undersøgt grundigt, når Clemmesen kan insistere så kraftfuldt på Bent Jensen tager fuldkommen fejl i udlægningen af PET-arkiverne?

  2. Den omtale af Clemmesen og sammes ageren, som Bent Jensens forsvarsadvokat, i retsagen anlagt af Dragsdahl, fremfører til sin klients forsvar – kan Clemmesen rimeligvis ikke tage Bent Jensen til indtægt for, som Clemmesen gør i ‘SNU Maskepi’ – men alene Karoly Németh.

  3. Byretten konstaterede i sin afgørelse, at der måtte stilles særlige kritiske krav til Bent Jensen som faghistoriker, før han anklagede Dragsdahl for at være agent. Som faghistoriker kan jeg ikke være uenig.

    Landsretten anfægtede dette. Dragsdahl havde været udsat for en politiundersøgelse, og da han dengang var en offentlig person, kunne alle – uanset baggrund – frit anklage ham for at være agent, uden at dette burde bevises. Retten tog ikke stilling til, om Dragsdahl i juridisk forstand var agent, kun til, at det var OK at påstå dette.

    Det er en afgørelse, der i sin grundopfattelse gør klart, at en offentlig eller ex-offentlig person mister sin ære og beskyttelse mod injurier, hvis vedkommende har været udsat for en politiundersøgelse.

    Dette sidste ser jeg ikke som specielt betryggende for retssikkerheden i en tid, hvor mængden af medier og det økonomiske pres på disse ikke kan undgå at undergrave journalistikkens ansvarlighed.

    Det er muligt, at vi kommer til at leve med den situation, men jeg er så gammel og forstokket, at jeg finder, at en civiliseret tilbageholdenhed i angrebet på politiske modstandere er hensigtsmæssigt for demokratiet.

    Som nu salig Mandela ser jeg handlinger drevet af åben hævnlyst som pinlige og destruktive.

    Til Lars Larsen kan jeg kun sige, at jeg opfatter betegnelsen “polemiker” for udtryk for, at han ikke kan – eller ønsker at – imødegå mine argumenter.

    Da jeg ikke kender hans alder kan jeg ikke se, om det er, fordi han er for ung til at have haft mulighed for at argumentere mod Dragsdahl og andre i 1980’erne, eller fordi han som mange medborgerlige dengang fandt åben argumentation mod tidsånden under deres værdighed.

  4. Til Lars Hansen anden kommentar kan jeg kun sige, at Bent Jensen i den oven for kopierede email kun konstaterer, at jeg fortrænger min “maskepi”, dvs. at han er på linje med sin advokat.

Comments are closed.