With the Leukemia of Lies in the Blood


We are being exposed to classical campaign of misinformation and deliberate lies meant to undermine both national political effectiveness by radicalisation and the ability to cooperate in Europe and with the Americans. Classical in the sense that it mirrors what the Bolsheviks did in the 1920s, the Nazists did in the 1930s, the North Vietnamese did from the later 1960s and what Islamists have done to our Muslim minorities the last quarter century.

Accelerating with Russia’s Crimea coup invasion and her creation of a Ukrainian bleeding ulcer in the Donbass, the West and especially Europe became exposed to a both massive and flexible campaign that uses both the traditional media and the opportunities created by the internet and social media.

The campaign is both supplemented and supported by direct political and when possible economic support to radical nationalists and brother semi-Fascists such France’s Marine le Pen, Hungary’s Viktor Orbán and Greece’s “Golden Dawn“, opportunistic power-seekers as Donald Trump, normal separatists such as the Scottish National Party and anti-American old-leftists as Britain’s Jeremy Corbyn.

The point here is to argue why the campaign is so effective.

The first reason that the Post-Modern part of our academic elite that grew out of the radical left-wing intellectual movement of the 1970s rejected and successfully abolished the national and common Western narratives of The Second World War and the Cold War. The narratives had nourished the development of the EU and kept the Western Alliance together during the extreme stress of the early 1980s. What followed was a loss of a common moral history and an open-minded emphasis that all views and narratives had equal and legitimate value. There were no real fact, positions were academic constructions. There no longer existed a common framework of reference. Putin and Lavrov were probably as right as everybody else, and it is legitimate to agree with them without any seeking an irrelevant and elusive “truth“.

The second reason is derived from the first. History is no longer a warning of what might happen if we act stupidly. Global Warning is seen as certain if we do not act now, but progress and common sense is considered to mean that we have learnt that international war between will never happen again, at least not in Europe. Not only will war not happen, but our leaders agree the only problems we may meet are those of recent years: a temporary collapse of economic growth due to unrestricted greed, some terror that is not likely to hit you personally and masses of migrants. With the loss of history comes the loss of ability and will see and address awkward painful “hypothetical” developments such as the likelihood that the egoistic departure from cooperation in the EU would lead to the erosion of the the obvious benefits all have enjoyed.

As all will be OK no matter how stupidly and uninformed we act, there is no real reason not to keep our open-minded and liberal attitude to lies and misinformation. Aren’t lies and misinformation just words?

Even if the EU erodes, benefits must remain. Surely?

Even if Great Britain exits with Putin’s support, Scotland will remain to enjoy the more free rule from London. Right?

Even if Scotland leaves with Russian encouragement, Rump Britain will somehow remain as a military power, at least until Old Labour takes over with Russian blessing. Certainly?

By a miracle NATO must survive and Russia be prevented from exploiting the regression into the situation of the late 19th Century?

And there can be no regression into something as anachronistic as international war. Definitely?

My only problem is that logics and sense of history makes me unable to see how. So maybe its a good idea to return to a less relativistic concept of truth.


Sorry that I have to worry you even more

Our main problem in Europe is now that some key member states of the alliance are already moving towards political profiles that match what Putin would like to see: de-democratized, countries ruled by ever more corrupt self-interested leaders that would hate “colour-revolutions” as much as he, leaders that rule by opportunistic manipulation of own populations, using regressive nationalistic propaganda.

This is quickly undermining the unity of purpose the drove the NATO and EU expansion of 2004.

Erdogan’s Turkey is quickly becoming an autocratic clone of Russia. The country’s foreign policy under him in relation to Russia is as unstable as it was in relation to the Middle East, where it has now suddenly returned to the traditional alliance with Israel after years of opportunistic confrontation. This development may be considered positive, but the shifts took place within a framework of autocratic-kleptocratic manoeuvring to stay in power like that of Milosovic.

Hungary, Poland and Slovakia are all on the way to follow the tracks of the 1930s away from democracy towards nationalistic “guided” democracies. Fortunately the Balts have not been infected so far.

Both France and Britain are on unpredictable trajections towards selfish isolationism intoxicated by delusions of former grandeur, and Germany is quickly losing the political stability and sense of purpose that has lasted six decades.

After Sander’s last victory we have a very clear impression of the fundamental character of the political crisis in the U.S. Even when Hillary Clinton wins the nomination, she will be tainted by having to move left in an opportunistic attempt attract Sander’s supporters as well as both left and right to address the challenge from Trump. We still lack good analyses of how the basically unfocused, anarchistic popular reaction against the political and economic elite will affect the post-elections’ Congress.

The military intellectual and physical weakness outlined in the previous blog article is mirroring a loss of purpose of the Western world. We are fast self-destructing before Putin’s (and Erdogan’s) eyes.

The West is experiencing a combination of the spring 1914 optimism that a great war would naturally be avoided and the fast collapse of popular and elite belief in modernity and international co-operation we saw in the mid-1930s.
The main problem avoiding an even worse rerun of what happened then is that both politicians and their civilian and uniformed advisors seem to have lost the ability and will to foresee the more likely outcomes of trends and decisions.

That ability used to be the core of strategic decision-making and crisis management preparations. Now all react to events as if they were natural disasters that could not be foreseen or averted. The military have lost the ability to make campaign planning that is not a one-sided procedure driven, linear logic activity, and the civilian advisors are theoretical political scientists, corporate lawyers or economists.

Those few who do react miss the disturbing over-all picture and focus on details such as countering trolls and developing fancy new technologies that may become an answer in a decade if the opposition does not act or react in the meantime.

So we are a-historical sleep-walkers, who have lost the ability to plan and act on the strategic level.

The Path to West-European Military Auto-Emasculation … and now what?

During the last months I participated in an international brain-storming network that was developed to find politically realistic ways of deterring the developing Russian threat to the Baltic States. The other active participants were mainly other Scandinavians and Americans.

After some months of otherwise highly constructive correspondence, I started to wonder why I did not provoke any reactions when I argued that the problem was not only a matter of very low West European defence budgets and new challenges as a result of Russian improved military technology and the aggressive body language of a psychologically unstable chained dog.

Why was it that I only met silence when I noted that far too many West European militaries needed not only “rebooting”, but a new operating system installation as much as a computer used constantly for a decade with an old version of Microsoft Windows?

I have realised that the unhappy situation is due to:
1) the grossly over-officered forces where only a very small fraction could get practical experience in units,
2) the unchallenged adaptation of New Public Management fads,
3) the military unionism that brought and consolidated privileges that undermined the professional ethos and behaviour,
4) the lack of realistic, unscripted exercise activities,
5) the loss of critical professional discourse, and finally
6) the de-professionalization of advanced officer education.

What happened in several places, and especially in Denmark and Sweden, was that civilian academics, and in Denmark especially theoretical political scientist (not of the British War Studies, Military History school) and New Public Managers won the high ground and key advisory positions by an unchallenged, deeply arrogant rejection of the relevance of “unscientific” military professionalism.

The supplementary contributions of civilian expertise can be sound and necessary. Since the 1950s civilian academics gained a key role in the Western political and strategic discourse about nuclear deterrence and the potential use of the weapons. This had been essential, because it added sophistication and risk awareness to the views of the USAF Strategic Command and some U.S. Army nuclear warriors.

However, with the end of the Cold War, the dams of balanced common sense broke; history was implicitly assumed to have ended in the sense that no great inter-state wars would ever happen again, at least and especially not in Europe. The core of military professionalism had previously been all the preparations necessary for intensive warfare, at least initially dominated by conventional weapons. The naval forces had to face a difficult contest in a sea-air environment before a workable level of sea control was established. The air forces would remain involved in a continuous struggle for air superiority.

The land forces prepared to become involved in a combination of attrition and manoeuvre, combine arms and air-land combat to gain or defend key geographical areas.

To prepare professionally required constant terrain reconnaissance and analysis of force requirements as technology, the political framework, own forces and the potential enemy forces developed. The operational defence planning was matched by force development, cadre education and realistic exercises from lowest to highest level. To be able to do so was at the centre of military professionalism, and few civilian defence academics felt qualified to challenge more than minor elements or assumptions of that combination of professional competencies.

All that changed in Europe with the end of the Cold War. When all future wars for the Europeans would be wars of choice, the traditional military profession would be irrelevant. Forces could be reduced to “tools” tailored for a specific mission and adjusted when initially ineffective. No comprehensive professional ability to identify military requirements, advice and develop the forces was necessary or encouraged. The professional world based on 250 years of discourse and practice from the Enlightenment via Clausewitz and Corbett to Michael Howard and John Warden had become irrelevant. The military lost their paradigm, and as a hermit crab losing its snails house, they were vulnerable to both predators and their own insecurity.

As invasive species the predators came immediately in the form of the carriers New Public Manager fads, theoretical political scientists and the heralds of waves of pseudo-strategic buzz-words. The suits and skirts than moved in to direct and be uncritically copied by the uniforms did not aspire to plan, command and take responsibility; they only sought power based on an unsupported feeling of superiority in the post-military-paradigm era of “New Wars”.

They did not consider giving practical advice, beyond not sending tanks to peace keeping missions because they would escalate violence, dropping conscription because it was obsolete, developing or accepting ideas like “smart defence” that was built on the unsupportable assumption of NATO being a supranational organisation.

They could see theoretical problems, but remained unsuited to man Colin Gray’s “Strategy Bridge”. All knew theories, some gained relevant technological insight but outside a team that included relevant military expertise, they remained nice window dressing repeating their impressively sounding theories making finance ministers and uniformed copycats happy.
If the military professionals had had some backbone, very little harm had been done, but unsure of themselves most aped the superficial theories and buzz-words of the shallow challengers, quickly losing their professionalism in the process to gain empty prestige from irrelevant and unusable academic credits in management and strategic spidery-wordery.
Now nobody is around outside the U.S., Poland and maybe Britain and France that can identify and test a military requirement for a real war problem like the one we are now facing in the Baltics.

Advanced officer education was first considered irrelevant for the new era in Sweden and now in Denmark.

However, after the unwanted therefore warning of 2008, the happy era of the irrelevance of military professionalism ended in 2014. Now it is time to crash-train and educate some of the relative youngsters that fought for us without a strategy in Iraq and Afghanistan to replace the useless empty uniforms that in best cases can give mere technical-tactical advice only, dressed-up in the lingo-feathers that the Emperor with little clothes wore.

It is time that we all start to worry about how to return to a cadre-rank “pyramid” and retirement age, that mirrors that the military profession is a practical one, where even directly professionally relevant theoretical education actually is less relevant than proven leadership experience and ability in units with tough realistic training.

It is time that we all start to study and remember what it takes from basic training to general war gaming to create effective military forces. You will find little in political science theory, but much in the analytic military history works of persons such as Michael Howard, Martin van Creveld supplemented by Jörg Muth, early Ed Luttwak, Arden Bucholz and even S.L.A. Marshall.

It is time to address the balance between regular and reserve elements, especially from conscription and part time volunteers, to develop the necessary quantity.

It is time to address what working hour rules and privileges that are compatible with an effective military.

It is time to force the uniformed state employees to become military professionals again.

Artikel XXI: Om de ødelæggende virkninger af manglende forsvarsopgaver

Som læsere af denne blog vil have bemærket, har jeg gennem de seneste år søgt at identificere kilderne til (og virkningerne af) det forfald af Forsvarets professionelle fokus, som blev så klart på grund af de ti års fravær fra Danmark fra 1994 til 2004.

I de seneste dage er det blevet klart, at det næppe kunne være anderledes, for de seneste godt 20 år er det blevet en underforstået forudsætning, at det kun ville være i, hvad man kan benævne “valgkrige”, at danske styrker igen vil kunne komme i kamp. Krige lang væk fra Danmark, hvor de tre værn leverede solidaritetsbidrag til vores venners og allieredes interventionsprojekter, hvor de allierede hvor relevant sørgede for sø- og luftherredømme og besluttede, hvornår den altid halvhjertede intervention skulle afsluttes.

Disse tyve år var den første periode i dansk og europæisk militærhistorie, hvor man ikke gennemførte planlægning og andre forberedelser til at kunne forsvare eget land eller allierede mod invasion og andre fjendtlige militære handlinger. Man skulle opretholde militær professionalisme uden den krigsforberedelsesramme, der indtil det tidspunkt aldrig kunne ignoreres.

Indtil det tidspunkt havde hærofficerer en konkret krigsforsvarsopgave, der skulle løses bedst muligt med de altid for få styrker. For danske hærofficerer var det under Den Kolde Krig forsvaret af øerne og specielt Sjælland mod sø- og luftlandsætninger og forsvaret sammen med allierede af den Jyske Halvøs fod ved Den Indre Tyske Grænse til DDR. Både linje- og reserveofficerer arbejdede under en krigsplanlægning, der også omfattede rekognoscering i forsvarsterrænet, kadreinstruktionsøvelser og stabsøvelser med at forberede løsningen af disse opgaver.

Linjeofficerer, der arbejdede i rene fredstidsforvaltningsstillinger, blev inddraget i disse aktiviteter som forberedelse til deres krigsdesigneringsfunktion.

Under disse varierende krigsforberedelser vedligeholdtes en fælles forståelse for, hvorledes de vanskelige kampopgaver kunne løses bedst muligt i det aktuelle terræn med støtte af artilleri, luftværn, ingeniørenheder m.m. Man måtte have planer og forberedelser for løsningen af logistiske og totalforsvarsproblemer i området, herunder for samarbejdet med allierede enheder og de lokale civile myndigheder.

I dag er der ingen hærofficerer tilbage i Forsvarets ledelse, der er blevet professionelt udviklet i denne ramme. Professionelle udfordringer har været knyttet til forberedelse til fulgt af tjeneste i konkrete, begrænsede interventionsmissioner, hvor man altid forudsatte asymmetriske fordele til egen side. I de seneste godt ti år har målet officielt været begrænset til blot at forberede enheder som bidragsværktøj, hvor det ikke var en dansk opgave at tænke over realisme og muligheder over det tekniske og måske laveste taktiske niveau.

Det kan desværre ses på tjenstgørende generalers argumenter, at de ser effektivitet som frigjort fra løsning af konkrete militære opgaver i et konkret terræn i en krig. Der findes ikke længere en krævende ramme, der kan udvikle forståelse for, hvad hærstyrker kan og ikke kan indsat i forsvar af et landområde. Det betyder også, at de har tabt evnen til at rådgive de ansvarlige politikere med hensyn til dimensionering af danske hærstyrker til en konkret opgave.

For flyvevåben- og søofficerer betyder perioden, at man kun har bevaret evnen til at udnytte flyenheder og maritime enheder til at løse forskellige opgaver under fuldt luft- og søherredømme. Både materiel og procedurer forudsætter, at man ikke skal bidrage til en krævende og risikabel kamp for at tilkæmpe sig handlefrihed. Men på grund af disse værns karakter vurderes det mindre tidskrævende her igen at forberede dem til krævende krigsopgaver.

Det er ikke som for hærens vedkommende en hel professionel ramme og kultur, der skal genopbygges fra bunden.

Om Departementschefsstyret, som opdateret efter to år

For godt 72 år siden valgte politikerne at bryde med den politik, som den tyske besættelsesmagt krævede. Så overtog den dengang lille danske centraladministrative elite forvaltningen af landet og fortsatte inden for de nu snævrere rammer med at varetage den danske befolknings interesser. Departementscheferne skabte en så sikker og stabil bro som mulig til den normale situation, hvor de demokratisk valgte og derfor legitime ledere kunne overtage styret af landet. Den tids ledende embedsmænd var typisk gammeldags jurister og pragmatisk elitære med en karriere inden for deres forvaltningsressortområde. De handlede i landets interesse, ikke i deres egen.

Da tyskerne rejse hjem, kom politikerne tilbage. Det samspil mellem politikerne og embedsmændene, der havde eksisteret siden I.C. Christensens overtagelse af regeringsmagten i 1905, kunne genoptages.

Den typiske ledende politiker fra Venstre og specielt Socialdemokratiet havde dengang en ikke-akademisk baggrund. Det var mennesker med moden livserfaring. Det skabte mulighed for en reel dialog, der udfordrede begge sider. Under dette samspil mellem de ansvarlige, der skulle genvælges, og deres ressorteksperter inden for Centraladministrationen og styrelserne fortsatte den vanskelige økonomiske opbygning og demokratisering af landet. Opbygningen af det moderne Danmark havde taget fart i begyndelsen af 1930’erne og efter de fem års afbrydelse nåede den sit mål i 1960’erne.

Under besættelsen var departementchefsstyret midlertidigt. Det er desværre ikke tilfældet for det nuværende urørlige og permanente departementschefsregime. Det er effektivt forankret og fastgroet med funktionelle tentakler ind i alle dele af landet og alle ressortområder, men med sit ideologiske og magtmæssige center i Finansministeriet. Vi har nu et massivt, lands- og alle områder samt forvaltningsniveauer dækkende netværk af enige forvaltermeningsfæller, der deler uddannelse, menneskesyn og idealer. Dette fælles grundlag gør dem uden af stand til systemkritisk optræden. De er reelt utænkende, fordi de efter egen opfattelse blot raffinerer det ideal, som er beskrevet i blogartiklen om affagliggørelsen af den danske offentlige sektor.

Departementscheferne er den kollektive ledelse af den massive vækst i forvalterdelen af den offentlige sektor, der er sket siden af 1980′erne under overskrifterne “modernisering” og “reformer”.

Ved blot at tale om den offentlige sektor og offentlige ansatte tilslører man, at der er en væsensforskel mellem dem, der yder borgerne en eller anden type af professionelle tjenester og service, og dem, der forvalter denne første del.

Vi glemmer endvidere, at det er kvaliteten i ydelsen, der er det væsentlige for borgerne, hvorfor den aktive del af de offentlige ansatte inden for de afsatte resurser skal frigøres mest muligt for forvaltningsbyrder.

Vi glemmer også, at det kun er de brugende borgere støttet andre professionelle inden for det specialiserede serviceområde, der kan kontrollere kvaliteten af indsatsen. Det kan forvaltningskonsulentfirmaer ikke. De er blot eksterne repræsentanter for forvaltningsideologien.

Den kollektive forvaltningsledelse har fra sit center i Finansministeriet åbenbart med succes gjort det helt utænkeligt at stille spørgsmålet om, hvad der egentligt var så galt med universiteter og gymnasier, sundheds- og socialvæsen, forsvar, politi og retsvæsen, før managementversionen af Orwells “1984″ ramte dem som tsunamibølger. Var de forfærdeligt ineffektive, inden standardiserings- og centraliseringssvulsten blev ondartet for vel 25 år siden?

Eller var deres effektivitet blot ved at sande til under påvirkning af den almindelige danske tro på, at vi havde ret til mere løn for mindre arbejde, fordi det havde vi? Denne tro var forankret i det offentlige arbejdsmarkeds aftalemodel, hvor skatteborgerne hver gang gav mere. Det skete uden modkrav styret af en forståelse af, hvad opretholdelse eller forbedring af kvaliteten af ”service”-ydelsen inden for netop dette område indebar.

Det skete uden reaktion fra den offentlige sektors ledere, nok også fordi forbedringer jo ikke mindst kom topembedsmændene til gode, fordi de sad på begge sider af forhandlingsbordet. Nogle husker fejlagtigt episoden i ”Yes, Prime Minister” som en parodi. Resultatet blev et overenskomst og lønsystem, der var ekstremt vanskeligt og resursekrævende at forvalte. Derfor medførte overenskomsterne en undergravning af effektiviteten, der legitimerede behovet for de centraliseringer af offentlige ikke-forvaltningsfunktioner, der blev benævnt ”reformer”.

Som nævnt kom forvaltningslederne til at danne et altomfattende netværk, der i grundlæggende struktur og åndløst bureaukratiske samfundssyn minder mere om Sovjetsamfundets nomenklatura i Unionens sidste 25 år end noget andet. Det var den periode, der blev benævnt ”Stagnationsperioden”, og som blev kendetegnet af en stadig mere total desillusionering af den almindelige befolkning og dybere korrumpering af de regellammede og uengagerede ”service”-elementer. Situationen dér og dengang minder også om vores, fordi der – igen – ikke er forskel på ”embedsmændenes” og ”politikernes” baggrund samt samfundssyn og rolleopfattelse. Der eksisterer ikke længere en Jens Christian Christensen, Thorvald Stauning, Hans Hedtoft eller H.C. Hansen med et engagement og en erfaring fra liv og arbejde, som selv den bedst teoretisk funderede universitetsuddannede planlægger og forvalter, som dengang Erik Ib Smidt, må respektere og bøje af over for.

Som embedsmanden er den typiske ledende politiker nu cand. polit. eller cand. scient.pol., ung og selv- og usikker samt uden livs- eller arbejdserfaring. Hvis politikeren faktisk afsluttende sin uddannelse, er den blot med lavere resultat end den rutinerede ledende embedsmands.

Politikerens situation her er svagere end i alle de lande, vi normalt sammenligner Danmark med. Dette fordi det er lykkedes de velargumenterende desværre primært selvtjenende ledende embedsmænd her at blokere for ansættelsen af politisk rekrutterede statssekretærer, dvs. viceministre, der ville kunne styrke ministerens position i forhold til embedsværkets ledere og gennem konfliktfyldt dialog anfægte departementschefernes oligarkiske magt.

Forfatteren har selv kun de bedste erfaringer med samarbejdet med norske, svenske og tyske statssekretærer. De fordele med hensyn til kontinuitet og ressortkendskab, som blev resultatet, når statssekretæren kunne afløse ministeren ved en rokade, har været indlysende. De fordele er imidlertid ikke en fordel for embedsmænd, der ikke ønsker for vidende og selvstændige ministre, der kan tage og fastholde ansvaret for deres område. Det var den ekstremt dygtige departmentschef, Michael Christiansens, der i 1989 blot konstaterede, at jeg ville blive den første hærofficer på Grønland, hvis jeg ikke holdt en så landsskadelig idé for mig selv.

Det er næppe generelt med ond hensigt, det vi nu er endt i denne blindgyde. Som i Sovjetnomenklaturaen er man nemlig totalt enige om et fælles magtideologisk grundlag. Det styrende paradigme er igennem de seneste to årtier blevet den apolitiske ”virksomhedsmodel” for statslig aktivitet. Man har omdefineret alle vanskelige politiske valg til afagligt management, til juridisk skolastik, eller til substansfrie ”sager”, benævnt ”business cases”.

Den bevidst usaglige forvaltningsgeneralist har anbragt sig som tolk og filter mellem den politiske ansvarlige og den komplekse virkelighed. I dialogen mellem den pågældende ”serviceydelses” fag- og sagkundskab og politikeren er det kun de standardiserede altid resursemæssigt målbare elementer, der slipper igennem. De økonomiske virkninger og – som speciel støtte til den uerfarne minister – indenrigspolitiske konsekvenser af forskellige muligheder præsenteres som beslutningsgrundlag, fordi generalisten ikke har noget grundlag for at præsentere de servicekvalitetsmæssige virkninger af ”reformen”.

Med dette falske virksomhedsparadigme for offentlig indsats har embedsværket tilnærmet det offentlige til en helt teoretisk model for, hvordan en privat erhvervsvirksomhed fungerer – ignorerende, at virksomheden derude skal overleve på markedsvilkår ved at sælge og stadig udvikle konkurrencedygtige produkter skabt af specialister. I den offentlige model kan man heldigvis ignorere specialisterne. Som i de halvoffentlige foretagender SAS og DONG kan man lege, at man kan lede og udvikle uden sagkundskab, dér om luftfart henholdsvis energi.

Et eksempel på virkningerne er den nu endeligt diskuterede kvalitet af gymnasie- og universitetsuddannelserne. Her næredes modellen med sin satsning på generel managementledelse også af en kombination af socialistisk baseret tro på at alle har lige evner og af den liberales tro på, at en produktionstørrelse, som selv generalisten kan måle, skulle drive udviklingen. Det skabte en malstrøm af faktorer, der sikrede et frit kvalitetsfald.

Frigjort fra markedets risici slipper man smertefrit århundreders udvikling af samfundets professioner og specialiserede funktioner. Alt kan uden risiko reduceres til, hvad den selvsikre hel- eller halvstuderede økonomi- eller statskundskabskandidat kan forstå. Man centraliserer, standardiserer og tvinger professionerne til først at ignorere og derefter glemme deres erfaringer. Det gik og går glimrende, for det ambitiøse medlem af en af professionerne, være hun eller han universitetsansat forsker, officer, gymnasielærer, læge eller sygeplejerske, er altid klar til at lære tom ”new speak”, hvis det er vejen til kors, bånd, stjerner, højere løn og nye privilegier. Dette ikke mindst, hvis det er vejen til positioner fjernt fra den stadig mere ubehagelige virkelighed.

Erhvervslivets ledere uden for den offentlige er tilfredse, for de tror at markedsfornuft implementeres, men bliver snydt af det fælles managementsprog: liberalistisk new-speak som ”professionel ledelse” (lig med ”asaglig” ledelse uden hensyn til saglig professionalisme), ”service” (for dårligere betjening), ”HR” (for mekanistisk forvaltning af medarbejdere).

Det er jo smigrende, når disse offentlige ansatte – grundlæggende set som snyltere af de private virksomhedsledere – kopierer de Kejserens Nye Klæder, som den professionelle virksomhedsleder godt ved ikke er det, der skaber succes. Selv efter at have været på sidste attraktive lederkursus ved de jo godt, at det er noget så trist som ajourført professionel dygtighed, rettidig omhu, smitsomt engagement, reelt dybt kendskab til og sympati for de ansatte, villighed til at delegere til de bedste samt personlig risikovillighed. Men det kan ikke så let sælges til de offentlige ledere.

Som andre oligarkier beriger de sig derefter selv. Her gennem meget store bonushonorarer, givet oven i lønnen for efterlevelse af ansættelseskontrakten, der altid fokuserer på kvantitativ målopfyldelse, fordi man ikke har nogen forudsætninger for at være ansvarlig for noget så irrelevant som professionel kvalitet.

Management-ideologien, den nye liberalistiske marxisme, sikrer et aktivt aprofessionelt magtlag, der effektivt har brudt den direkte og krævende dialog mellem politikeren om hvad han/hun ønsker (ud over personlig magt og sikker karriere) og den fagligt professionelle (forsker-underviser, diplomat, officer, ingeniør), der kan mere end økonomisme og anden nomenklatura-teori fra det aldrig videnskabeligt prøvede eller begrundede ”New Public Management” sniksnak.

Man ignorerer helt, at indsigt og udvikling bedst sikres gennem tvunget og konfliktfyldt kritisk dialog og samspil mellem erfarne folk med væsensforskellig baggrund. Med den grundlæggende ens baggrund i magtlagene opnår man en stadigt selvforstærkende ”group-think”, hvor mulig grundfalsk enighed aldrig vil blive anfægtet, før det er for sent.

Styrelserne, der står for ydelsen af den faglige indsats for befolkningen – så som politi, retsvæsen, sundhedssektor, universiteter, gymnasier, forsvar – afprofessionaliseres i den pseudo- erhversmæssige produktionsmodel, indtil de ikke kan eller ved mere end de ”professionelle ledere”, dvs. ikke kan forudse professionelt, effektivt udføre og udvikle deres fag eller sikkert implementere beslutninger. Så får man ”IC4”-resultater.

Medens det ledende embedsværk nyder magten og dens økonomiske frugter, henvises politikerne til at beskæftige sig med at fodre og underholde medierne som talsmænd og sælgere af magtens produkter. Forstærkning af politikerne med spindoktorer sikrer, at de koncentrerer sig om at sælge og forsvare snarere end at søge at lede landet. Den politiske tomhed har fjernet forskellen mellem rød, blå og grøn, der er et miskmask.

Der opstår nu alvorlige problemer for borgerne, hvilket er en naturlig følge af den demoralisering og afprofessionalisering, som det falske paradigme medfører. Så skal ministeren, selvfølgelig ministeren, tage ansvaret over for medierne, så disse glemmer at tænke og forstå, at der findes en formelt direkte ansvarlig. Der findes en leder af bostedet, kontorchef i kommunen, eller rektor for uddannelsesstedet, der burde være professionel nok til at forudse og engageret nok til at hindre problemerne.

Men det er mere spændende for de journalister, der endnu ikke er blevet spindoktorer, at gå efter ministeren, som reelt ingen indflydelse og magt har, end at undersøge, om den pågældende direkte ansvarlige har den nødvendige delegerede myndighed, de resurser, klare og entydige forvaltningsrammer og den faglige baggrund, der gør, at han eller hun kan være ansvarlig for sit område. Dvs. alt det, som er blevet anfægtet af de seneste tyve års centraladministrative teori og udvikling.

Når problemerne pga. den grundfalske ”virksomhedsmodel” for den offentlige sektor så stadig øges, er det logisk, at departementscheferne – som det lige er sket – får politikerne til at lovgive, så mediernes mulighed for indsigt begrænses.

Mens ingen virkelig erhvervsvirksomhed i længden kan regne med ustraffet får lov til at spinne, lyve og hindre indsigt, tror den offentlige sektors ”erhvervsledere” at bedrag er det normale samspil i erhvervslivet, og hindrer så vidt muligt indsigt i magtforhold og beslutningsforløb. Den offentlige sektors ledere mener, at den ifølge virksomhedsmodellen har ret til en beskyttelse mod ejernes – borgernes – kritiske indsigt i interne sager, der vil være mere vidtgående end hvad det private erhvervsliv kan regne med.

Danske Bank kunne mismanage i midt-0′erne, men den blev derefter ramt af virkeligheden og reddet af skatteborgerne ved en særlig indsats. Departmentscheferne har lettere ved at få finansieret deres regime.

Når det går galt, er det for departementschefernes oligarki klart, at det altid er ministeren eller styrelseschefen, der må bære ansvaret og forsvinde.

Dette blev smukt illustreret, da Forsvarsministeriets departementschef ikke viderebragte Forsvarsstabschefens anbefaling om, at Søren Gade ikke skulle anvende nyheden om ”Jægerbogens” oversættelse til arabisk. Først måtte styrelseschefen, Forsvarschefen, gå. Senere måtte ministeren trække sig. Departmentschefen fortsatte, ganske vist svækket, men ved at love departementchefsstyrets præsteskab i Finansministeriet at reducere forsvarsbudgettet og svække Forsvarsledelsen og de militære faglige synspunkters fremtidige indflydelse afgørende gennem en dygtig misinformationskampagne, overlevede han i sin stilling, og kunne gøre sin sejr og sig selv attraktiv for den ambitiøse kommende minister. Nu er enhver mulighed for politisk og faglig ansvarlig ledelse af Forsvaret blevet totalt undergravet ved reorganisering, der indledte den nuværende forligsperiode.

De problemer, der opstår, når departementschefens rolle og selvforståelse ikke længere er embedsmandens med en gennem årene veludviklet ressortforståelse, ses konstant i Skatteministeriet.

Uden solid ressortforankring bliver departementschefen henvist til, ud over loyalt over for finansministeriet at skære i den sagkyndige del af ressortområdet, –yderst tilfreds – at lege med magten, herunder at støtte ministeren og regeringen i at bevare magten. Efter de senere års begivenheder står hovedproblemet lysende klart: Når embedsmanden spiller magtspil, optræder han som politiker, men uden den legitimitet, risiko og ansvarlighed over for vælgerne, som politikeren må acceptere i et demokrati.

Efter drabet på den samlende fortælling

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

Den offentlige sektors ødelæggelse … og retablering?

Snart ny tid? Desværre ikke
Lige før jul konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde School of Governance i en udtalelse til www.denoffentlige.dk, at en ny undersøgelse af de sidste 30 års ledelsesideologi (“styringstænkning”) er en bombe under denne. Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet lagde angiveligt New Public Management (NPM) i graven med bogen A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government, der blev udgivet i april 2015 på deres universitets forlag.

Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning. Dette skyldes for det første at vi taler om den herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet. Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal. Et sådan pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse, og den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, viser problemets omfang.

Næsten alle politikerne kan ikke forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme“, og de enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag, ikke at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes.

Det er dog ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan få virkning. Problemet er, at virkningen af en generation med NPM-idelogi har svækket eller helt ødelagt alternativet, styring og prioritering på grundlag af faglig-politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.

Karakteren og skadevirkningerne af NPM
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk. Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede misvisende, substansløse ”New-speak”. Jeg mødte betegnelser som ”Moderniseringsstyrelse” (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input), ”Servicecenter” (for konfrontationen med borgerne), ”Human Resources Management” (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerne opfattelsen af ansvar for medarbejderne). Mulige beslutninger blev reduceret til “business-cases“, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante. Det positivt ladede ord ”reform” var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld. I virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt – uden at forstå, hvad dette indebar – at man ville være verdens bedste. At deklarere med hurra-ord afløste realitet.

Siden 2005 har jeg iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af reformer, men samtidig nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteter og sundhedssektor. Lidt efter lidt dannede sig det billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb. Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.

Faglighed som beslutningsgrundlag blev fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed. Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.

Men man har nu helt fravalgt faglighed. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres. En hurtigt voksende gruppe af ufaglige omfatter ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater også de titusinder, der efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer, humanistiske akademikere, der af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders afaglige forvaltningssprog. De ufaglige ledere og chefer dominerer nu en for stor gruppe politikere, der enten selv er uddannet til at være anti-professionelle, eller blot er så rodløse at de uselvstændigt følger deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder.

Landet er nu blevet ramt af Dunning-Kruger-effekten, som jo er et resultat af samspillet mellem højt, men tomt, uddannede og derfor inkompetente mennesker, der er blokerede for forståelse uden for deres egen firkantede boks.

Nødvendige rationaliseringer skal vejledes af faglige valg
Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve et konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev arrogant bevidst fravalgt som styringsgrundlag.

Flytningerne af arbejdspladser, hvor den første glemtes
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse køres den offentlige sektor efter to simple fremgangsmåder, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:

For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne udspares. Man gjorde det uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller at der er negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet. At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med New-speak. Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk model, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu – uforudset – hensygnende provinsbyer.

Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen spørger om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.

Den anden vej i amatørgørelsen af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til de elementer, det ikke krævede faglighed at forstå. Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundsskabs- og økonomikandidater kunne forstå og en førstegenerationscomputer beregne. Det skete ved reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund var dovne og grådige. Den unge selv-usikre kandidatforvalter forstår ikke, der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker man arbejder for og med. Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere. Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.

Den usunde budgetteringsforenkling
Uvidende forenkling medfører også en groft skadelig indretning af budgetstyringen. Eksempelvis skal ikke alene løsningen af politiets normale opgaver dækkes af standardresurserne og afspadseres, men også ekstraordinær indsats, som nu ved terror og massemigration. I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særlig bevilling og betales, ikke afspadseres. Dette problem erkendes ikke i det nye politiforlig. Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger. For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer
Bortset fra i Politiet, hvor det blev for tydeligt, at man undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling over alt. Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører, forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning. Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden. Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den afaglige forvalter.

Undergravelsen af de professionsskabende voksenuddannelser
Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, presses nu i tid og ramme. Man når til et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som denne ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant. De dårligere uddannede gives et ”professionsbatchelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatørgørelsen bliver således næsten irreversibel.

Politikorpsets rekruttering af modne mennesker fra befolkningen var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de tilsvarende umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

De humanistiske universitetsuddannelser er kastreret i tid og af gold teoretisering, lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

NPM’s satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for. Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område, felt til felt, som den nye tids proletarer. Herunder er der meget lille sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt. Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Den skadelige betaling mellem offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår. Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer. Nogle af disse institutioner er gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler. Det forhold, at en institutionen ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

En institution som Nationalmuseet skal betale skat til kommunen selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men bliver nu presset til indskrænke sit kernevirke. Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen, reformer, m.m.

Når forvaltningsmoder som denne rammer centraladministrationens snøvs, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, der betaler. Det er derfor helt uforståeligt, at folketingspolitikere derude mod syd og vest kan forklare deres vælgere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker disse fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre. Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i dette.

Det ansvarsløse budget-grønthøsteri
Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 % årligt for at udspare penge til andre tiltag. Umiddelbart er det sund fornuft, men som det sker, er det igen både et resultat af amatørgørelsen og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsynsstandardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed på grund af, at en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning. Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er grønthøstet, kan hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale, og beregne hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesanstalterne kan kun reducere ved fortsat at reducere mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt utænkte politiske hovsakrav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden. Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer. Forsvaret er totalt bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af bevidst manglende sammenhæng mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar. Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

De effektivitetsundergravende effektivitetsreorganiseringer
De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, der alle præsenteres som effektiviseringer i tidens ”New-speak”, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral. Vel en snes rablende reorganiseringer har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ufaglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Resultatet, den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter, accelererer nedbygningen af resten.

Det afaglige møderegime
Hver runde af reduktioner udløser en reorganiseringsrunde, og der følger en omgang ”dans om stolene”, hvor mulighederne for at lade processen lede af langsigtet faglighed er undergravet ved, at de fleste af stolene er besat på forhånd. Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret til fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige. Nu undergraver den stadige fagligt substansfrie, krævende konstante mødeaktivitet de resterende professionelle elementer i ledelsen. Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 % det første år og 100 % det femte. Konstant reorganisering under ”reform”- og sparepres sender desorganiseringen i retning af SKATs. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 % ikke langt mere end 2 %.

Reel ændring kræver retablering af ressortansvar og fagligt ledede styrelser
For at muliggøre en genprofessionalisering, og dermed en fornyet evne til at forudse virkninger af forskellige handlingsvalg, og en retablering af fagligt baseret rationel organisering af resten af Danmarks offentlige sektor foreslås, at Finansdepartementet straks udflyttes til Nakskov og ”Moderniserings”-styrelsen til Rudkøbing. Dér vil de tilbageværende medarbejdere kunne få en lille indføring i virkeligheden. Derefter kan ansvaret tilbageføres til fagansvarlige ministre og styrelser.

Hvad NPM har ødelagt
Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem amatørgørelsen af offentlig ledelse igennem tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere. De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at give juridisk støtte. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne styres af faglighed. Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger blive skitseret –ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser. Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med faglighed kan innovation blive andet end endnu en gang reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning. Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner. Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af demensforvirring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne
Ikke mærkeligt, at folket uden for København og Aarhus protesterer, når muligt, og viser despekt for de politiske ledere, som tager ansvaret for udviklingen. Situationen nu svarer til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. Lad de fagligt professionelle komme tilbage ”på broen”, så den offentlige sektor skifter kurs fra et være en ufokuseret, nødlidende byrde.

Vejen frem er derfor en vej tilbage til den tid, hvor man forstod og handlede efter, at offentlig “virksomhed” i hele vejen fra beslutning til udførelse skal være faglig-politisk. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Efter, at Finansministeriet deklarerede “Fred i Vor Tid”

Hæren er nu på et niveau betydeligt under, hvad ville være blevet resultatet, hvis De Radikales og Socialdemokratiets afrustningsforslag fra 1919-1930 var blevet gennemført. Den beredskabsstyrke, der mødte tyskerne i Sønderjylland 9. april for 75 år siden var i bemanding, kadrekvalitet og -moral samt relativ teknologisk niveau den nuværende hær langt overlegen. Men Finansministeriet har bestemt, at historien er slut, og det var VK-regeringen der lagde op til nedskæringerne. De eneste prioriterede projekter er de af HMD beskyttede: Blå Vagt og Hesteskorten. Bl.a. pga. ophøret af den 120-årige videregående officersuddannelse vil en genopbygning blive langt vanskeligere end den foregående efter 1945, også fordi den professionelle diskurs er forsvundet under bølgen af New Public Management New-Speak.

Desværre synes officernes chefer at mangle netop de egenskaber, der ville gøre dem anvendelige, når Finansministeret nu viser sig – selv for tungnemme – at have haft uret.

De egenskaber er:
1) Opdateret professionel indsigt som grundlag for ledelsen af den hurtige tilpasning til en ny situation.
2) Ansvarsfølelse over for både befolkningen som helhed og for de soldater, der skal sikres ordentlige muligheder for at løse deres opgaver.
3) Dynamisk og synlig ledelsesstil.
4) Moralsk mod til at påvirke forsvarsbeslutninger med saglig indsigt i muligheder og ricisi.
5) Afledt respekt blandt korpsets yngre medlemmer

To Protect the Baltic States against Russia

I agree with those who have noted that the Baltic States can by defended against both an overt or covert invasion by present Russian forces, but I disagree that the present local and NATO posture can achieve this.

The first key issue is sea control of the Baltic Sea from the island of Bornholm to the Aland Islands. As when the Baltic littoral was defended the last time against a Russian offensive – by Nazi Germany during the last year of the Second World War – everything depends on the ability to defend and use the chosen sea-lines-of communication.

During the Cold War the NATO mission was limited to the far less demanding task of denying the Warsaw Treaty Organisation navies free use of the sea routes in the southern part of the Baltic Sea for the support the offensive operations of the Coastal Front and Soviet Red Flag Baltic Navy. In the hope to defeat the threat, to succeed in this limited mission, the involved NATO states developed large, modern and capable specialised naval and naval air units. They were thereafter scrapped in the later focus on Blue Water capabilities.

The ability to defend sea routes cannot be decided by a simple comparison of available NATO and Russian local naval forces. Both are rather weak. We have to analyse whether NATO can protect the shipping generally or at least high priority convoys. The transport shipping has to be effectively protected from mines, submarine, air and missile attack. The task has always been difficult in the Baltic Sea due to the temperature and salt layered character of the sea, and the development of mine and torpedo technology since 1945 has made task ever more difficult. In 1944-45 the Germans could count on the cover of winter darkness and cloudy weather as well as on the indifferent quality of Soviet Naval Aviation to shield the transports from effective air attack. Now long-range detection systems coupled with full all-weather attack capability by both aircraft and long-range air and surface launched anti-shipping missiles will make the protection of shipping extremely difficult and demanding. The task becomes even more difficult during a crisis period before and the first phases of hostilities where strikes against the potential source of attacks will be ruled-out to avert escalation.

The Baltic States have four capable terminal ports at relatively safe distance from Russian territory: Liepaja, Ventspils, Riga and the port facilities in and east of Tallinn. However, all have approaches vulnerable to the most discreet “hybrid” warfare anti-shipping weapon: the mine. The main Lithuanian port of Klaipeda lies too close to Russian territory to be considered available. As the mine-warfare expertise and capability of the NATO-navies have withered together with the anti-submarine and air-defence capabilities and the general coastal warfare capabilities, it is doubtful whether NATO can muster a credible sea control MCM posture for the Baltic Sea. Any fishing or merchant ship now has the ability to carry out accurate covert mining operations in support of hybrid warfare.

The missile threat is also serious and even if probably only urgent after the start of hostilities. The reduced Russian Baltic Navy light surface units and naval aviation presently in the Baltic area mean that there exists a very significant latent missile threat against shipping everywhere in the Baltic. Nothing can prevent Russia from reinforcing their forces from the other fleets prior to and during a crisis and to start employing harassment of Western shipping and naval units as sometimes during the Cold War.

If NATO tries to establish protected sea lines, the effort will be heavily dependent on general and specialist naval air power. It should be employed in the protection of convoys that use the less directly exposed sea routes (away from the Russian Kaliningrad Oblast) across the central Baltic Sea from Swedish the territorial waters of Gotland to the four safest Baltic harbours listed above. In order to have maximum time in the area the aircraft should operate from East-German, Polish or – far best – central Swedish bases. The credibility of the whole sea control operation to support the defence of the Baltic States may depend on the availability of the Swedish bases that the country secretly planned to make available to the USAF during the Cold War.

The lesser capable alternatives to sea transport are air transport and over-land transport via the narrow Polish-Lithuanian land corridor between the Russian Kaliningrad Oblast and Belorussia. These options will be sufficient for any initial limited deterrent deployment of light reaction forces, but will not have the capability to support the larger NATO-forces of army formations and logistics needed for a minimum defensive deployment.

Of the main airfields, Vilnius Airport and the Palanga Airfield are too close to Belorussia and Kaliningrad Oblast to be safely usable, and support of Lithuania will have to use Karmeleva at Kaunas and the large military airfield Zokniai near Siauliai. Air transport to Latvia depends on the use of Riga Airport with the military airfield at Lielvarde as a reserve, in Estonia Tallinn Airport has Ämari military airfield and the local airfields at Tartu and Pärnu as reserves – the latter a former Soviet air base west of the city centre and harbour. All Baltic airfields are difficult and demanding in troops to guard against Special Forces due to built-up or wooded areas in close proximity. To work effectively as air bases in a hybrid warfare phase they need the deployment of a full set of local defence and security forces and logistics elements. If considered for later defence operation in spite of operating within the range of Russian long-range air defence missile systems, the bases need area and close air defence systems as well as EOD and rapid runway repair elements. None of these capabilities can be supplied by the Baltic Host Nations, and the lack of this operational requirement during the last two decades, few, if any, remains in the European NATO forces.

The main problem, however, is that none of the Baltic States have the forces available to create a minimum cohesive, initial forward territorial defence of their territory, and because of this a symbolic employment of U.S. subunits to the capitals as a “trip-wire” as suggested recently by Zbigniew Brzezinski signal weakness by offering hostages rather than a step that ensures later timely deployment of robust deterrent forces. Such follow-on forces that were previously available no longer exist, as they were irrelevant after “history had ended”.

No exposed forward state was ever capable of creating an effective initial territorial defence and deterrent force posture without the use of conscription, and fortunately the last decades of communications and individual or pair served weapon system development have created equipment far easier to handle than those 40-50 years ago. Only some complex crew served weapons such as tanks and command cadre functions still benefit from a long service regulars’ routine. However, fashion, ideology and lack of personal experience with training and use of national servicemen still seems to block Western peace-time realization of the essential benefits of access to the draft to supplement regulars. It is the only way to generate quantity without real loss of flexibility and quality. Historical cases indicate that local initial defence capabilities are not only essential for gaining time and keeping space for receiving assistance, the demonstrated will to defend themselves and handle hybrid challenges without having to resort to serious suppression eases the political decision among allies to fight for another country.

It was been the a-historical NATO policy to pretend – recently under the “smart defence” buzz-heading – that there exists an immediate and pre-programmed political willingness in all member states to contribute forces to fight for an ally no matter what situation and what the host state contributes. Of course it is dim-witted nonsense. It is time to realize that the bluff has been called and act accordingly.

To protect the Baltic States, NATO needs protected airfields for initial deployment, a local cohesive territorial defence of borders and capitals as well as safe sea-lines-of communication. To meet and deter the Russian challenge takes the development of credible and sizable national defence forces – standing and reserves. Flimsy make-believe diplomatic constructions pretending solidarity by all to all hypothetical but undefined challenges is making Putin’s project simple.

End to the chase for silver bullets

In 1914 the best European military professionalism had failed catastrophically. Staffs knew how their countries could win a major war through centrally planned and controlled movements of field armies and battleship fleets.

Superior scientific management of mobilization and rail transport by own General Staff should ensure superiority on land. One would crush the opponent’s army in a huge meeting battle and get his government to throw in the towel.

At sea the British Grand Fleet would cut-off and defeat the German High Seas Fleet by centralized scientific monitoring and management by radio telegraphy from Admiralty Situation Room. While waiting, the limited economic warfare might bring a weakening and collapse of the German globalized finance and economy, forcing an end to the conflict.

None of this happened. After constant experiments with alternatives through 1915-1918 that cost millions killed and Russia’s collapse, the exhausted Entente powers won the war with American capital and fresh and therefore optimistically aggressive American soldiers.

During the inter-war years new professional models for how to prevail in war were developed. Several thought that the only possible solution was to attack the opponent’s cities with terror bombardments from the air, They would quickly cause rebellion and revolution. Others thought that scientifically designed precision bombardment of enemy industry key functions could get his fragile economy and social structure to collapse – in a way similar to what naïve commentators today think that cyber war will achieve. Again others like the Frenchman Charles de Gaulle and the British Frederick Fuller believed that small elite forces equipped with tanks could manoeuvre their way to victory. In combination all these ideas influenced World War II. However victory in 1945 was due neither to smart weapon nor to simple concepts. It came as a result of mass production, deployment, support and the combined use of “good enough” tanks, trucks, all types of aircraft, landing craft and aircraft carriers, etc. Economic strength and mass gave the Allies made much of everything available so that they could replace the huge losses of material that will always be the result of war against a great power adversary.

The reason to remember this part of world history today is not only that it is 100 years ago that the belligerents tried to get past the 1914 debacles by the employment of massive artillery at the fronts and Zeppelin bombardment of England. Neither is it because it is the 75th anniversary of the reformed German army’s manoeuvre victory over the traditional French in 1940. The reason is that it is now again clear that the West’s military science is once more at a dead end. This time it is not due to belief in scientific management of mass to the battle and superior will to take losses when engaged. This time arrogance has led to an a-historical dependence on extremely expensive high technologies to achieve low vulnerability that result in very small forces. The only good news compared to last time is that we do not have to learn after horrible failures in war.

The problem is not only that we in the West still often focus on types of weapons that brought victory in World War II, but that the specialists of these weapons in a loss of common professional sense have combined with the arms industry to refined the weapons to an absurd degree in an uncontrolled project “management”. This has led to crazy prices and therefore very small number. Focus has slipped from the ability to develop robust relevant units to an unprofessional hunt for technological perfection.

The value of the quantity and such robust structures seems forgotten, and NATO has thus lost the ability to deploy forces large enough to match actual defense missions. We now have new armoured vehicles, autonomous precision weapons and fabulous aircraft, but so few in number that it only makes sense against totally inferior opponents, not against other states. Not even the Americans have the money needed to replace more than a small fraction of the warships and aircraft they inherited from the Cold War – even if they forgot the current ideology and returned to the individual taxation of the Eisenhower Era. The micro high-quality units may be narrowly effective, but within the context of any larger conflict they are militarily as irrelevant as the dazzling battle cavalry of the major powers in 1913.

Most European countries’ defence priority seem to have become the continued employment of under-employed personnel, where few have the age, physique or relevant practical and leadership experience match operational requirements. They have simply made-up their mind – without thinking or asking – that the Americans will supply the appropriate quantity until the eternal peace soon comes. Their own forces have been reduced to the minimum required to send symbolic micro contributions to the various distant wars under public opinion back home forces a withdrawal. The loss of real military capabilities has removed the basis for realistic exercise activity and professional officer training. Cadres spend their time on self-management and hunt for pseudo-academic credits.

The absence of meaningful military capabilities was not necessarily critical if the military challenges would always be limited to missions where the few remaining aircraft could operate from secure bases and drop smart weapons with a minimal risk to the crew. Missions where the only hazards were the “expert” idealistic international lawyer assessments in the domestic media or local Jihadists’ discovery of the names of the deployed aircrew.

The loss of real land force capabilities would not be critical as long as missions where limited to the deployment of ad hoc composite micro army units or instructor teams in today’s parallel to former de-colonization operations. We can easily contribute as long as other, larger countries take responsibility for strategy and for eventual failure.

Some wars before World War I could have warned responsible military and political leaders that an easy victory would be difficult to achieve. The costs of offensive operations and difficulties were made evident in the American Civil War, the Boer War, the Russo-Japanese War, and the First Balkan War in 1912. But top officials are expected to provide the politically desired advice and options. and in 1914 that was options for quick and cheap victories. In 2003 the U.S. Army Chief of Staff, General Eric Shinseki, learnt that essential lesson when he warned against a “light” invasion of Iraq.

The wars in recent years repeat the lesson of a hundred years back that if there is a will to resistance, even a clear qualitative superiority cannot bring a quick result. It became clear in the of Ex-Yugoslavia in the 1990s. It has been confirmed during Israel’s punitive expeditions against Hezbollah in southern Lebanon and Hamas in Gaza. We see it during the civil war in Syria and the present fighting in Eastern Ukraine. These wars are modern parallels to attrition battles during the First World War. As in the attrition battles during World War I the fighting is dominated by artillery weapons and most of both the artillery and other weapons are inherited from mass production of the Cold War.

The key difference from then is that a very significant part of the fighting on one or both sides is carried out by rough militias that do not see themselves constrained by international law. The wars take place in the midst of the civilian population, and as peacetime standards prevail in the Western world, the propaganda have become a central and integral part of the warfare.

It would be possible to “win” with a massive military action by Israel in the Middle East and from Russia in Ukraine, as both countries differ from the West by having maintained large conventional forces. But as Israel Russia probably realize that cost would be high and the resistance is likely to continue as guerrilla or terrorist activity.

However in 2014 Russia’s Putin made clear in speech and action that the risk of international war between industrialized states do not only belong to the past. Hereafter military quantity and robustness becomes at least as relevant again as quality. Western air forces now have neither size or self-defence means to operate in areas covered by the Russian air defence, including the Baltics, because Russia combines updated, rugged cold war systems with new, long-range weapons.

The only real Western advantage in meeting the Soviet Union on land during the Cold War was a decisive technological superiority of its – mainly American – air forces. This superiority depended to on constant development of active and electronic counter measures against Soviet airborne and land based air defence weapons and constant updating of self-defence packets. All based on a constant and focused electronic intelligence effort. In the period since the Cold War the constant and now accelerated Russian updating and complementation of their various air defence systems have not been similarly monitored and countered, and we have not stopped technology transfer to the now assumed friendly partner. Then the scenario foreseen was general war that created freedom for use of offensive air power not only against the massive invading land forces, but also in interdiction campaigns against the enemy lines of communications and in offensive air campaigns against his home bases and command and control systems. No such permissive operational environment is likely to exist in the far less clear scenarios that we now foresee in NATO’s nearly undefended eastern borderland.

In its protection of that borderland against Russia, we have lost the previous advantage of air power by combination of
1) the likely political constrains on the use of air power,
2) the lack of land forces strong enough to contain an offensive,
3) the lack of the long range artillery necessary for the suppression of enemy front line air defence assets formerly assumed,
4) the lack of updated electronic warfare superiority,
5) the lack of quantity necessary to take attrition.

The only country on Russia’s western border that is militarily secure is Finland with its very large conscript-based and hence “obsolete” defense. To maintain the quantity needed to cover their large country the Finnish Defence Forces have maintained “good enough” standards rather than seek “perfect” ones, This applies to all fields except F-18 fighter jets needed for air policing. Moreover the Finnish balance between robustness and quality as well as their decentralization probably makes their forces less vulnerable to cyber-attacks than the centralized and therefore vulnerable command systems those of the West.

The innovation of weapons and tactic from 1915 onwards and during the inter-war period was recreated the possibility of operational victory. West’s post-Cold War focus on extremely expensive, small and therefore vulnerable, over-managed military forces must be seen as a mindless continuation of this trend toward the absurd.

The single-minded focus on quality gave the West the possibility of a virtually risk-free effort in their small wars of choice. But that focus has now become an evolutionary dead end as it rewards revisionist players like Vladimir Putin. It makes the West militarily powerless in international conflicts in which we must continue to take the existence of nuclear weapons into account.

None of the new existing or emerging civilian high technologies will be able to restore the possibility of easy and painless victories. On the contrary, they are likely in any new prolonged confrontation or war to increase threats to all conventional weapon systems, both older from the Cold War and the few precious new ones. It will take place through both targeted development efforts and improvisation, as remotely controlled roadside bombs did in Iraq and Afghanistan. Wars are likely to be ever more attritional rather than decisive making mass rather of the “good enough” than quality more relevant.

We have to end the chase for silver bullets. Time to bite it.