Military Balance Guide for Dummies

To conclude on the basis of numbers only is easy, and the result is equally easy to present convincingly with the support of graphs. However, anybody who bothers to include just a fraction of the relevant strategic and military history soon realise that purely quantitative analysis is meaningless and dangerous as a basis for political decisions on security policy. In order to establish a more solid basis for policy and strategy, one has to use and apply the knowledge and insight of relevant professionals, even if this calls for both hard work learning new stuff and for rare humility.

The current West European view of present Russian revisionist military resurgence still has a relaxed and facile head-in-the-clouds-or-sand character. It is dangerously anachronistic in its views of Russian backwardness and remains based on the amateurish view that comparisons of official budget input and status in the form of basic bean counting of equipment numbers are both relevant and sufficient in the estimate of military power and related options. It seems to be considered an unchallengeable reality and is constantly promoted by shallow political scientists, busy journalists, empty heads on uniforms and parroting politicians.

bkxnpkwimaaafhq-png-large

Their amateur comments and advice quickly worsen an already dangerous situation by reinforcing decision-maker and popular trust in what in reality is a Potemkin Village that is fully transparent to even semi-professional observers from the outside. They will be tempted to test what they rightly see as our intellectually unchallenged combination of self-delusion and bluff.

The guide is for those who are willing to face the complex and unpleasant reality. This small guide will not and cannot present any exact result. It can just offer an approach to gain the essential deeper insight.

The first step is to define the geographical focus (such as the Baltic-Nordic Region within the general European “theatre” of potential conflict) and to accept that military power unfortunately has very little to do with the amount of money spent.

Large amounts of money as well as sorely needed intellectual energy is wasted on:
1) running small and large base complexes for reasons rather unrelated to military power
2) paying salaries for a large number of officers without any relevant knowledge of or interest in their profession or even their branch speciality
3) paying salaries to a large number of other ranks as well as civilians with no operational or relevant operational support role, many too old to contribute anything, people with no wish to learn or subordinate themselves to the military profession
4) paying salaries to underemployed full-time personnel in positions where a contract or even drafted reservist would be the better choice
5) supporting education systems that actually undermine military professionalism
6) supporting expensive employment and working hour contract systems that are incompatible with maintaining effective forces
7) implementing New Public Management and similar civilian fads that undermine the essential clear link between authority and responsibility for advice and implementation
8) living up to the agreed environmental standards of the state that add nothing to military effectiveness
9) maintaining elements of force structures only or mainly relevant for national prestige, anti-terrorism, ceremony or peace time work (such as fishery inspection, gendarme work, etc.)
10) covering pensions for retired military personnel
11) covering the cost of the veteran support system
12) cost of outsourcing driven by liberal ideology that create dependence on support structures without any military potential
13) deliberate derailing of professional focus to chase such fringe mirages as application of “lawfare” to contain destruction and human suffering in remaining conflicts, gender framework for the application of fire and manoeuvre and the pursuit of “green warfare” … those responsible arrogantly assuming eternal peace from large scale war

There may be perfectly good political reasons for all these budgeting choices, but most are irrelevant in a military balance analysis and some even detract from the military effect of the money spent.

On the other side some states such as Russia and China fund large and capable para-military forces with war-time combat or security roles outside the defence budget.

Basically the budgets should be ignored in the analysis of relative power, because the total input necessary to produce the same military effect may be several times larger in one state than in another.

The second step is to accept that simple “bean counting” of the two sides’ number of combat aircraft, tanks, submarines, artillery weapons, etc. is nearly as irrelevant, because it ignores:
1) the availability (with fully trained operating crews, available and trained support crews, spare parts, ample stocks of key weapons such as precision munition, etc.)
2) whether fully modernised/updated (if not, it has very limited general use and cannot be counted in a comparison)

The third step is to understand whether all forces of a country would be available in the potential theatre of confrontation/war (U.S. forces meant for the Pacific and in East Asia cannot be counted as NATO forces for European operations)

Numbers are not irrelevant if all things are equal: the equipment similar, crew standards were comparable, leadership and doctrine at same quality level and the situation symmetrical, however that is hardly ever the case, especially before extended fighting enhances harmonisation.

The initial part of the fourth and decisive step is to identify the number and availability of the force elements that should be counted as the main building stones of military power:
1) On land the relevant output to be counted is the number of basic army formations (brigades)
2) At sea the relevant output is the exercised potential for creating mixed naval task groups that are clearly balanced in composition for the analysed deployment area (with robust command-and-control systems, long range surveillance and warning, mine counter-measures, anti-submarine, long range anti-ship as well as appropriate air and missile defence systems)
3) The relevant air power element to be counted is the number of fully capable composite air combat wings that can be organised from the national air forces (with command-and-control, long range air-to-air, effective electronic and other means for suppressing enemy air defences and a mix of precision and area weapons against ground targets)

Your have to accept that the key to any sound analysis is to concentrate on the comparison of output in the form of fundamentally similar force elements available in the relevant potential theatre of conflict.

However, such a counting and comparison of the number of such force packages is not sufficient. The follow-on analysis is at least as essential and includes e.g. answering the questions that requires the professional insight that is ignored for very good reasons by “experts” that can’t have it:
1) Is the force element well-balanced for the mission? Does it have the necessary combat elements, flexible and robust command and control elements, indirect, long range fire systems with integrated reconnaissance elements (if surface forces), robust area and point air defence systems, engineer support (if land or air units), full and flexible logistic systems, and with resilience and redundancy created by personnel and equipment replacement systems. If not balanced, the force is only a facade usable for bluff.
2) Has the command cadre and the full units been exposed to a realistic and demanding, free-play training and exercise regime and the cadre thereafter been trimmed deliberately on the basis of practical performance to enhance quality? This may be quantified by counting the frequency, length and peace-time limitations of exercises ranging from fully scripted, one type, generic scenario, command post, computer supported exercises at one end of the spectre to unscripted, free-play troop exercises within changing mission scenarios and with deliberate elements bringing disruption of plans to increase friction and realism. Only the latter type of exercises can add significantly to force combat readiness.
3) Does the command philosophy encourage flexibility in execution?
4) Are one side’s forces deliberately handicapped in relation to availability of means (such as cluster ammunition, anti-personnel mines, thermobaric weapons)?
5) Are one side’s forces handicapped in the level of integration and range of indirect fire weapons?
6) Are one side’s forces handicapped by inferiority in key technical fields such as cyber warfare or electronic warfare (e.g. in the air defence/offensive air operations field)?

Even forces such as mechanised brigades that are more or less similar in manning, equipment and technological level can be fundamentally different in de facto capabilities. If one brigade has been through a rigorous, realistic two-year exercise programme and have weeded out inefficient leaders and other cadre and the other brigade has just maintained a peace-time activity level, the second formation simply does not have a military capability. It is just another waste of state funds.

It is important to accept that some forces cannot be directly included in the force comparison for a specific part of the potential conflict theatre such as large oceanic surface and submarine naval warfare units in the Baltic Sea, Black Sea and East European operational context. The same applies to the general nuclear forces of Britain, France, Russia and the U.S.

In the force comparison it is essential to accept that multinational land forces with mix at brigade or lower levels are as militarily ineffective as they may be effective as a symbol of political solidarity. Due to language, equipment and training differences and diplomatic politeness they must be considered military Potemkin Villages if the bluff is called.

One final element: In relation to land forces it is essential to underline the fundamental operational handicap of the defender.

Normally we think that a defending unit can defeat an attacking force 2-3 times as large. This, however, assumes that the attacker must attack frontally, that no side has a clear artillery advantage, and that neighbouring units are in place to prevent the defender being bypassed. If the Russians had to assume that NATO would and could act offensively, they would have no advantage, but Western Alliance political cohesion requires a defensive posture.

Mobile (mechanised) land combat forces do not have the mobility of air and naval forces to concentrate and engage the enemy where and when he emerges. With a couple of thousand kilometres of threatened sectors on the European eastern border, the side with the freedom to choose the time and places of invasion needs far fewer forces than the defender that have to screen all possible sectors and therefore will have significant forces deployed in sectors that prove to be irrelevant. A brigade or battalion can only screen a limited sector of threatened border and defend even less.

A platoon to company detachment blocking a road will be destroyed by artillery in minutes and only the quality of any obstacles will create delay. A well-equipped and led battalion with engineer elements, robust air defence and long range artillery support can hold a frontage of around five kilometres with one major road for some hours. If no neighbours, it will thereafter be forced to withdraw or be bypassed and destroyed. A brigade can cover 2-3 times that frontage and two major roads.

Even a two to one superiority in land forces will not ensure success for the reactive side on the eastern border. When part of these forces can be freed and arrive at the actual invasion, the invader is most likely to have the tactical defence advantage, meaning that the late arriving force of the defender will need a three-to-one superiority to succeed.

Martin van Creveld: Pussycats. Why the Rest Keeps Beating the West—and What Can Be Done About It

Martin van Creveld is with good reasons deeply worried that the West has let its ability to defend itself against land aggression deteriorate into deep rot.

cat-sees-lion-mirror

In this new book he brings together arguments from his extended academic production. The main focus is on the U.S. armed forces and especially the U.S. Army. From the 1982 Fighting Power: German and US Army performance, 1939-1945’ observation that he the number of combat stress syndrome cases depends on both the organisational culture and training and personnel administration system of the service and the attitudes and norms of the surrounding society. He both repeats and add nuances to his 2001 conclusions in Men, Women, and War, that an uncritical, formalistic-fundamentalist and ideologically driven gender equality policy in the organisation and manning of land combat forces will undermine the units’ ability to fight. Creveld also describes the effects of modern Western societies’ pampering the youth and protecting them from gaining protecting young people from learning. The toughness and quality of military forces is undermined due to incomprehension and rejection of their special character, which will make them ever less attractive to the most suitable young men. Finally he notes that “European and American societies, each in its own way, have come to give rights near-absolute priority over duty”. The combined result of all these choices, trends and time spirit elements is to change what used to be teams of “Wildcats” into loose groups of “Pussycats” that were without claws because of lack of funds.

What worries the reviewer is that Creveld’s analysis matches and may reinforce that of the current Russian leadership that has deliberately taken steps to reverse any similar, liberal development in the Russian society and armed forces and the view that NATO’s forces are Potemkin Villages populated by undertrained Pussycats without claws creates a fundamentally unstable situation in Europe.

What Creveld describes was to be expected. It happens every time a country and its army can believe that it does not have to defend the existence of its state.

This may be the case when somebody else promises to do the job, as was the case during the first decades of the Cold War, when we were told that air power plus nuclear deterrence would do the job without armies having to fight seriously.

It may also be the case if the army is allowed to believe that it is obvious common sense that historical experience has become irrelevant because peace in our time has broken out in our part of the world. This has been the case since the 1990s and has created the freedom to let the rot spread freely.
We could not count on the professional leaders to contain the development. Human beings are opportunistic, arrogant, ambitions plus intellectually superficial and lazy. Organizations are self-serving and conservative by nature.

During the Cold War army leaders quickly learnt the lingo from McNamara’s Whizz-boys that enhanced promotion chances, and in Vietnam success was measured in bodies. In our time we learnt the New Management Newspeak and removed professional substance from business plans.

Never happy with their profession because it is so unimpressively practical with little predictive theory, army leaders quickly change to any new fashion of the Emperor. This happened repeated in the always engineer, scientific-minded U.S. Army.

We only had three short period of intellectual dynamism in that service. Firstly then 1950s when the airborne generals James Gavin and Maxwell Taylor developed the air mobility and limited war options to become relevant under existential threat from the USAF. Gavin’s option was later revived by Robert Scales and Eric Shinseki in the 1990s when the USAF arrogance in the post-Gulf War decade a similar existential threat situation. Secondly around 1976-82 in the post-Vietnam War Revival when the army had to prepare for large scale intensive, non-nuclear battle for the first time since the Korean War. Finally under the threat of a humiliating defeat in 2005 in Iraq another airborne general, David Petraeus, developed Taylor’s late 1950s option.

Otherwise the U.S. Army has been opportunistic appeasement to fashions and buzzword-shitting. As Creveld notes, the USMC is always better. It is always under siege from the army.

With no risk of real land warfare, the service leadership become totally opportunistic, adopt the lingo of the time and of civilian academics, develop privileges, and let the army swim opportunistically in the fast shifting the domestic political fashion swamp, no matter the consequences for combat readiness.
In spite of the short time available, something similar even happened to the great Interwar Period French Army, and in 1939 the French and British Armies only had a few months to prepare for continental war, with the predictable results.

Creveld and the reviewer are military historians and therefore irrelevant until too late. The Western armies and their political masters will only learn in serious defeat that the armies should not be a disciplined testbeds for gender development of society, for lawyer power seeking, management fads or for political-science nonsense.

We can only be happy that this does not stop Martin van Creveld’s politically incorrect provocations.

With the Leukemia of Lies in the Blood

index

We are being exposed to classical campaign of misinformation and deliberate lies meant to undermine both national political effectiveness by radicalisation and the ability to cooperate in Europe and with the Americans. Classical in the sense that it mirrors what the Bolsheviks did in the 1920s, the Nazists did in the 1930s, the North Vietnamese did from the later 1960s and what Islamists have done to our Muslim minorities the last quarter century.

Accelerating with Russia’s Crimea coup invasion and her creation of a Ukrainian bleeding ulcer in the Donbass, the West and especially Europe became exposed to a both massive and flexible campaign that uses both the traditional media and the opportunities created by the internet and social media.

The campaign is both supplemented and supported by direct political and when possible economic support to radical nationalists and brother semi-Fascists such France’s Marine le Pen, Hungary’s Viktor Orbán and Greece’s “Golden Dawn“, opportunistic power-seekers as Donald Trump, normal separatists such as the Scottish National Party and anti-American old-leftists as Britain’s Jeremy Corbyn.

The point here is to argue why the campaign is so effective.

The first reason that the Post-Modern part of our academic elite that grew out of the radical left-wing intellectual movement of the 1970s rejected and successfully abolished the national and common Western narratives of The Second World War and the Cold War. The narratives had nourished the development of the EU and kept the Western Alliance together during the extreme stress of the early 1980s. What followed was a loss of a common moral history and an open-minded emphasis that all views and narratives had equal and legitimate value. There were no real fact, positions were academic constructions. There no longer existed a common framework of reference. Putin and Lavrov were probably as right as everybody else, and it is legitimate to agree with them without any seeking an irrelevant and elusive “truth“.

The second reason is derived from the first. History is no longer a warning of what might happen if we act stupidly. Global Warning is seen as certain if we do not act now, but progress and common sense is considered to mean that we have learnt that international war between will never happen again, at least not in Europe. Not only will war not happen, but our leaders agree the only problems we may meet are those of recent years: a temporary collapse of economic growth due to unrestricted greed, some terror that is not likely to hit you personally and masses of migrants. With the loss of history comes the loss of ability and will see and address awkward painful “hypothetical” developments such as the likelihood that the egoistic departure from cooperation in the EU would lead to the erosion of the the obvious benefits all have enjoyed.

As all will be OK no matter how stupidly and uninformed we act, there is no real reason not to keep our open-minded and liberal attitude to lies and misinformation. Aren’t lies and misinformation just words?

Even if the EU erodes, benefits must remain. Surely?

Even if Great Britain exits with Putin’s support, Scotland will remain to enjoy the more free rule from London. Right?

Even if Scotland leaves with Russian encouragement, Rump Britain will somehow remain as a military power, at least until Old Labour takes over with Russian blessing. Certainly?

By a miracle NATO must survive and Russia be prevented from exploiting the regression into the situation of the late 19th Century?

And there can be no regression into something as anachronistic as international war. Definitely?

My only problem is that logics and sense of history makes me unable to see how. So maybe its a good idea to return to a less relativistic concept of truth.

ostrich

Sorry that I have to worry you even more

Our main problem in Europe is now that some key member states of the alliance are already moving towards political profiles that match what Putin would like to see: de-democratized, countries ruled by ever more corrupt self-interested leaders that would hate “colour-revolutions” as much as he, leaders that rule by opportunistic manipulation of own populations, using regressive nationalistic propaganda.

This is quickly undermining the unity of purpose the drove the NATO and EU expansion of 2004.

Erdogan’s Turkey is quickly becoming an autocratic clone of Russia. The country’s foreign policy under him in relation to Russia is as unstable as it was in relation to the Middle East, where it has now suddenly returned to the traditional alliance with Israel after years of opportunistic confrontation. This development may be considered positive, but the shifts took place within a framework of autocratic-kleptocratic manoeuvring to stay in power like that of Milosovic.

Hungary, Poland and Slovakia are all on the way to follow the tracks of the 1930s away from democracy towards nationalistic “guided” democracies. Fortunately the Balts have not been infected so far.

Both France and Britain are on unpredictable trajections towards selfish isolationism intoxicated by delusions of former grandeur, and Germany is quickly losing the political stability and sense of purpose that has lasted six decades.

After Sander’s last victory we have a very clear impression of the fundamental character of the political crisis in the U.S. Even when Hillary Clinton wins the nomination, she will be tainted by having to move left in an opportunistic attempt attract Sander’s supporters as well as both left and right to address the challenge from Trump. We still lack good analyses of how the basically unfocused, anarchistic popular reaction against the political and economic elite will affect the post-elections’ Congress.

The military intellectual and physical weakness outlined in the previous blog article is mirroring a loss of purpose of the Western world. We are fast self-destructing before Putin’s (and Erdogan’s) eyes.

The West is experiencing a combination of the spring 1914 optimism that a great war would naturally be avoided and the fast collapse of popular and elite belief in modernity and international co-operation we saw in the mid-1930s.
The main problem avoiding an even worse rerun of what happened then is that both politicians and their civilian and uniformed advisors seem to have lost the ability and will to foresee the more likely outcomes of trends and decisions.

That ability used to be the core of strategic decision-making and crisis management preparations. Now all react to events as if they were natural disasters that could not be foreseen or averted. The military have lost the ability to make campaign planning that is not a one-sided procedure driven, linear logic activity, and the civilian advisors are theoretical political scientists, corporate lawyers or economists.

Those few who do react miss the disturbing over-all picture and focus on details such as countering trolls and developing fancy new technologies that may become an answer in a decade if the opposition does not act or react in the meantime.

So we are a-historical sleep-walkers, who have lost the ability to plan and act on the strategic level.

The Path to West-European Military Auto-Emasculation … and now what?

During the last months I participated in an international brain-storming network that was developed to find politically realistic ways of deterring the developing Russian threat to the Baltic States. The other active participants were mainly other Scandinavians and Americans.

After some months of otherwise highly constructive correspondence, I started to wonder why I did not provoke any reactions when I argued that the problem was not only a matter of very low West European defence budgets and new challenges as a result of Russian improved military technology and the aggressive body language of a psychologically unstable chained dog.

Why was it that I only met silence when I noted that far too many West European militaries needed not only “rebooting”, but a new operating system installation as much as a computer used constantly for a decade with an old version of Microsoft Windows?

I have realised that the unhappy situation is due to:
1) the grossly over-officered forces where only a very small fraction could get practical experience in units,
2) the unchallenged adaptation of New Public Management fads,
3) the military unionism that brought and consolidated privileges that undermined the professional ethos and behaviour,
4) the lack of realistic, unscripted exercise activities,
5) the loss of critical professional discourse, and finally
6) the de-professionalization of advanced officer education.

What happened in several places, and especially in Denmark and Sweden, was that civilian academics, and in Denmark especially theoretical political scientist (not of the British War Studies, Military History school) and New Public Managers won the high ground and key advisory positions by an unchallenged, deeply arrogant rejection of the relevance of “unscientific” military professionalism.

The supplementary contributions of civilian expertise can be sound and necessary. Since the 1950s civilian academics gained a key role in the Western political and strategic discourse about nuclear deterrence and the potential use of the weapons. This had been essential, because it added sophistication and risk awareness to the views of the USAF Strategic Command and some U.S. Army nuclear warriors.

However, with the end of the Cold War, the dams of balanced common sense broke; history was implicitly assumed to have ended in the sense that no great inter-state wars would ever happen again, at least and especially not in Europe. The core of military professionalism had previously been all the preparations necessary for intensive warfare, at least initially dominated by conventional weapons. The naval forces had to face a difficult contest in a sea-air environment before a workable level of sea control was established. The air forces would remain involved in a continuous struggle for air superiority.

The land forces prepared to become involved in a combination of attrition and manoeuvre, combine arms and air-land combat to gain or defend key geographical areas.

To prepare professionally required constant terrain reconnaissance and analysis of force requirements as technology, the political framework, own forces and the potential enemy forces developed. The operational defence planning was matched by force development, cadre education and realistic exercises from lowest to highest level. To be able to do so was at the centre of military professionalism, and few civilian defence academics felt qualified to challenge more than minor elements or assumptions of that combination of professional competencies.

All that changed in Europe with the end of the Cold War. When all future wars for the Europeans would be wars of choice, the traditional military profession would be irrelevant. Forces could be reduced to “tools” tailored for a specific mission and adjusted when initially ineffective. No comprehensive professional ability to identify military requirements, advice and develop the forces was necessary or encouraged. The professional world based on 250 years of discourse and practice from the Enlightenment via Clausewitz and Corbett to Michael Howard and John Warden had become irrelevant. The military lost their paradigm, and as a hermit crab losing its snails house, they were vulnerable to both predators and their own insecurity.

As invasive species the predators came immediately in the form of the carriers New Public Manager fads, theoretical political scientists and the heralds of waves of pseudo-strategic buzz-words. The suits and skirts than moved in to direct and be uncritically copied by the uniforms did not aspire to plan, command and take responsibility; they only sought power based on an unsupported feeling of superiority in the post-military-paradigm era of “New Wars”.

They did not consider giving practical advice, beyond not sending tanks to peace keeping missions because they would escalate violence, dropping conscription because it was obsolete, developing or accepting ideas like “smart defence” that was built on the unsupportable assumption of NATO being a supranational organisation.

They could see theoretical problems, but remained unsuited to man Colin Gray’s “Strategy Bridge”. All knew theories, some gained relevant technological insight but outside a team that included relevant military expertise, they remained nice window dressing repeating their impressively sounding theories making finance ministers and uniformed copycats happy.
If the military professionals had had some backbone, very little harm had been done, but unsure of themselves most aped the superficial theories and buzz-words of the shallow challengers, quickly losing their professionalism in the process to gain empty prestige from irrelevant and unusable academic credits in management and strategic spidery-wordery.
Now nobody is around outside the U.S., Poland and maybe Britain and France that can identify and test a military requirement for a real war problem like the one we are now facing in the Baltics.

Advanced officer education was first considered irrelevant for the new era in Sweden and now in Denmark.

However, after the unwanted therefore warning of 2008, the happy era of the irrelevance of military professionalism ended in 2014. Now it is time to crash-train and educate some of the relative youngsters that fought for us without a strategy in Iraq and Afghanistan to replace the useless empty uniforms that in best cases can give mere technical-tactical advice only, dressed-up in the lingo-feathers that the Emperor with little clothes wore.

It is time that we all start to worry about how to return to a cadre-rank “pyramid” and retirement age, that mirrors that the military profession is a practical one, where even directly professionally relevant theoretical education actually is less relevant than proven leadership experience and ability in units with tough realistic training.

It is time that we all start to study and remember what it takes from basic training to general war gaming to create effective military forces. You will find little in political science theory, but much in the analytic military history works of persons such as Michael Howard, Martin van Creveld supplemented by Jörg Muth, early Ed Luttwak, Arden Bucholz and even S.L.A. Marshall.

It is time to address the balance between regular and reserve elements, especially from conscription and part time volunteers, to develop the necessary quantity.

It is time to address what working hour rules and privileges that are compatible with an effective military.

It is time to force the uniformed state employees to become military professionals again.

Artikel XXI: Om de ødelæggende virkninger af manglende forsvarsopgaver

Som læsere af denne blog vil have bemærket, har jeg gennem de seneste år søgt at identificere kilderne til (og virkningerne af) det forfald af Forsvarets professionelle fokus, som blev så klart på grund af de ti års fravær fra Danmark fra 1994 til 2004.

I de seneste dage er det blevet klart, at det næppe kunne være anderledes, for de seneste godt 20 år er det blevet en underforstået forudsætning, at det kun ville være i, hvad man kan benævne “valgkrige”, at danske styrker igen vil kunne komme i kamp. Krige lang væk fra Danmark, hvor de tre værn leverede solidaritetsbidrag til vores venners og allieredes interventionsprojekter, hvor de allierede hvor relevant sørgede for sø- og luftherredømme og besluttede, hvornår den altid halvhjertede intervention skulle afsluttes.

Disse tyve år var den første periode i dansk og europæisk militærhistorie, hvor man ikke gennemførte planlægning og andre forberedelser til at kunne forsvare eget land eller allierede mod invasion og andre fjendtlige militære handlinger. Man skulle opretholde militær professionalisme uden den krigsforberedelsesramme, der indtil det tidspunkt aldrig kunne ignoreres.

Indtil det tidspunkt havde hærofficerer en konkret krigsforsvarsopgave, der skulle løses bedst muligt med de altid for få styrker. For danske hærofficerer var det under Den Kolde Krig forsvaret af øerne og specielt Sjælland mod sø- og luftlandsætninger og forsvaret sammen med allierede af den Jyske Halvøs fod ved Den Indre Tyske Grænse til DDR. Både linje- og reserveofficerer arbejdede under en krigsplanlægning, der også omfattede rekognoscering i forsvarsterrænet, kadreinstruktionsøvelser og stabsøvelser med at forberede løsningen af disse opgaver.

Linjeofficerer, der arbejdede i rene fredstidsforvaltningsstillinger, blev inddraget i disse aktiviteter som forberedelse til deres krigsdesigneringsfunktion.

Under disse varierende krigsforberedelser vedligeholdtes en fælles forståelse for, hvorledes de vanskelige kampopgaver kunne løses bedst muligt i det aktuelle terræn med støtte af artilleri, luftværn, ingeniørenheder m.m. Man måtte have planer og forberedelser for løsningen af logistiske og totalforsvarsproblemer i området, herunder for samarbejdet med allierede enheder og de lokale civile myndigheder.

I dag er der ingen hærofficerer tilbage i Forsvarets ledelse, der er blevet professionelt udviklet i denne ramme. Professionelle udfordringer har været knyttet til forberedelse til fulgt af tjeneste i konkrete, begrænsede interventionsmissioner, hvor man altid forudsatte asymmetriske fordele til egen side. I de seneste godt ti år har målet officielt været begrænset til blot at forberede enheder som bidragsværktøj, hvor det ikke var en dansk opgave at tænke over realisme og muligheder over det tekniske og måske laveste taktiske niveau.

Det kan desværre ses på tjenstgørende generalers argumenter, at de ser effektivitet som frigjort fra løsning af konkrete militære opgaver i et konkret terræn i en krig. Der findes ikke længere en krævende ramme, der kan udvikle forståelse for, hvad hærstyrker kan og ikke kan indsat i forsvar af et landområde. Det betyder også, at de har tabt evnen til at rådgive de ansvarlige politikere med hensyn til dimensionering af danske hærstyrker til en konkret opgave.

For flyvevåben- og søofficerer betyder perioden, at man kun har bevaret evnen til at udnytte flyenheder og maritime enheder til at løse forskellige opgaver under fuldt luft- og søherredømme. Både materiel og procedurer forudsætter, at man ikke skal bidrage til en krævende og risikabel kamp for at tilkæmpe sig handlefrihed. Men på grund af disse værns karakter vurderes det mindre tidskrævende her igen at forberede dem til krævende krigsopgaver.

Det er ikke som for hærens vedkommende en hel professionel ramme og kultur, der skal genopbygges fra bunden.

Om Departementschefsstyret, som opdateret efter to år

For godt 72 år siden valgte politikerne at bryde med den politik, som den tyske besættelsesmagt krævede. Så overtog den dengang lille danske centraladministrative elite forvaltningen af landet og fortsatte inden for de nu snævrere rammer med at varetage den danske befolknings interesser. Departementscheferne skabte en så sikker og stabil bro som mulig til den normale situation, hvor de demokratisk valgte og derfor legitime ledere kunne overtage styret af landet. Den tids ledende embedsmænd var typisk gammeldags jurister og pragmatisk elitære med en karriere inden for deres forvaltningsressortområde. De handlede i landets interesse, ikke i deres egen.

Da tyskerne rejse hjem, kom politikerne tilbage. Det samspil mellem politikerne og embedsmændene, der havde eksisteret siden I.C. Christensens overtagelse af regeringsmagten i 1905, kunne genoptages.

Den typiske ledende politiker fra Venstre og specielt Socialdemokratiet havde dengang en ikke-akademisk baggrund. Det var mennesker med moden livserfaring. Det skabte mulighed for en reel dialog, der udfordrede begge sider. Under dette samspil mellem de ansvarlige, der skulle genvælges, og deres ressorteksperter inden for Centraladministrationen og styrelserne fortsatte den vanskelige økonomiske opbygning og demokratisering af landet. Opbygningen af det moderne Danmark havde taget fart i begyndelsen af 1930’erne og efter de fem års afbrydelse nåede den sit mål i 1960’erne.

Under besættelsen var departementchefsstyret midlertidigt. Det er desværre ikke tilfældet for det nuværende urørlige og permanente departementschefsregime. Det er effektivt forankret og fastgroet med funktionelle tentakler ind i alle dele af landet og alle ressortområder, men med sit ideologiske og magtmæssige center i Finansministeriet. Vi har nu et massivt, lands- og alle områder samt forvaltningsniveauer dækkende netværk af enige forvaltermeningsfæller, der deler uddannelse, menneskesyn og idealer. Dette fælles grundlag gør dem uden af stand til systemkritisk optræden. De er reelt utænkende, fordi de efter egen opfattelse blot raffinerer det ideal, som er beskrevet i blogartiklen om affagliggørelsen af den danske offentlige sektor.

Departementscheferne er den kollektive ledelse af den massive vækst i forvalterdelen af den offentlige sektor, der er sket siden af 1980′erne under overskrifterne “modernisering” og “reformer”.

Ved blot at tale om den offentlige sektor og offentlige ansatte tilslører man, at der er en væsensforskel mellem dem, der yder borgerne en eller anden type af professionelle tjenester og service, og dem, der forvalter denne første del.

Vi glemmer endvidere, at det er kvaliteten i ydelsen, der er det væsentlige for borgerne, hvorfor den aktive del af de offentlige ansatte inden for de afsatte resurser skal frigøres mest muligt for forvaltningsbyrder.

Vi glemmer også, at det kun er de brugende borgere støttet andre professionelle inden for det specialiserede serviceområde, der kan kontrollere kvaliteten af indsatsen. Det kan forvaltningskonsulentfirmaer ikke. De er blot eksterne repræsentanter for forvaltningsideologien.

Den kollektive forvaltningsledelse har fra sit center i Finansministeriet åbenbart med succes gjort det helt utænkeligt at stille spørgsmålet om, hvad der egentligt var så galt med universiteter og gymnasier, sundheds- og socialvæsen, forsvar, politi og retsvæsen, før managementversionen af Orwells “1984″ ramte dem som tsunamibølger. Var de forfærdeligt ineffektive, inden standardiserings- og centraliseringssvulsten blev ondartet for vel 25 år siden?

Eller var deres effektivitet blot ved at sande til under påvirkning af den almindelige danske tro på, at vi havde ret til mere løn for mindre arbejde, fordi det havde vi? Denne tro var forankret i det offentlige arbejdsmarkeds aftalemodel, hvor skatteborgerne hver gang gav mere. Det skete uden modkrav styret af en forståelse af, hvad opretholdelse eller forbedring af kvaliteten af ”service”-ydelsen inden for netop dette område indebar.

Det skete uden reaktion fra den offentlige sektors ledere, nok også fordi forbedringer jo ikke mindst kom topembedsmændene til gode, fordi de sad på begge sider af forhandlingsbordet. Nogle husker fejlagtigt episoden i ”Yes, Prime Minister” som en parodi. Resultatet blev et overenskomst og lønsystem, der var ekstremt vanskeligt og resursekrævende at forvalte. Derfor medførte overenskomsterne en undergravning af effektiviteten, der legitimerede behovet for de centraliseringer af offentlige ikke-forvaltningsfunktioner, der blev benævnt ”reformer”.

Som nævnt kom forvaltningslederne til at danne et altomfattende netværk, der i grundlæggende struktur og åndløst bureaukratiske samfundssyn minder mere om Sovjetsamfundets nomenklatura i Unionens sidste 25 år end noget andet. Det var den periode, der blev benævnt ”Stagnationsperioden”, og som blev kendetegnet af en stadig mere total desillusionering af den almindelige befolkning og dybere korrumpering af de regellammede og uengagerede ”service”-elementer. Situationen dér og dengang minder også om vores, fordi der – igen – ikke er forskel på ”embedsmændenes” og ”politikernes” baggrund samt samfundssyn og rolleopfattelse. Der eksisterer ikke længere en Jens Christian Christensen, Thorvald Stauning, Hans Hedtoft eller H.C. Hansen med et engagement og en erfaring fra liv og arbejde, som selv den bedst teoretisk funderede universitetsuddannede planlægger og forvalter, som dengang Erik Ib Smidt, må respektere og bøje af over for.

Som embedsmanden er den typiske ledende politiker nu cand. polit. eller cand. scient.pol., ung og selv- og usikker samt uden livs- eller arbejdserfaring. Hvis politikeren faktisk afsluttende sin uddannelse, er den blot med lavere resultat end den rutinerede ledende embedsmands.

Politikerens situation her er svagere end i alle de lande, vi normalt sammenligner Danmark med. Dette fordi det er lykkedes de velargumenterende desværre primært selvtjenende ledende embedsmænd her at blokere for ansættelsen af politisk rekrutterede statssekretærer, dvs. viceministre, der ville kunne styrke ministerens position i forhold til embedsværkets ledere og gennem konfliktfyldt dialog anfægte departementschefernes oligarkiske magt.

Forfatteren har selv kun de bedste erfaringer med samarbejdet med norske, svenske og tyske statssekretærer. De fordele med hensyn til kontinuitet og ressortkendskab, som blev resultatet, når statssekretæren kunne afløse ministeren ved en rokade, har været indlysende. De fordele er imidlertid ikke en fordel for embedsmænd, der ikke ønsker for vidende og selvstændige ministre, der kan tage og fastholde ansvaret for deres område. Det var den ekstremt dygtige departmentschef, Michael Christiansens, der i 1989 blot konstaterede, at jeg ville blive den første hærofficer på Grønland, hvis jeg ikke holdt en så landsskadelig idé for mig selv.

Det er næppe generelt med ond hensigt, det vi nu er endt i denne blindgyde. Som i Sovjetnomenklaturaen er man nemlig totalt enige om et fælles magtideologisk grundlag. Det styrende paradigme er igennem de seneste to årtier blevet den apolitiske ”virksomhedsmodel” for statslig aktivitet. Man har omdefineret alle vanskelige politiske valg til afagligt management, til juridisk skolastik, eller til substansfrie ”sager”, benævnt ”business cases”.

Den bevidst usaglige forvaltningsgeneralist har anbragt sig som tolk og filter mellem den politiske ansvarlige og den komplekse virkelighed. I dialogen mellem den pågældende ”serviceydelses” fag- og sagkundskab og politikeren er det kun de standardiserede altid resursemæssigt målbare elementer, der slipper igennem. De økonomiske virkninger og – som speciel støtte til den uerfarne minister – indenrigspolitiske konsekvenser af forskellige muligheder præsenteres som beslutningsgrundlag, fordi generalisten ikke har noget grundlag for at præsentere de servicekvalitetsmæssige virkninger af ”reformen”.

Med dette falske virksomhedsparadigme for offentlig indsats har embedsværket tilnærmet det offentlige til en helt teoretisk model for, hvordan en privat erhvervsvirksomhed fungerer – ignorerende, at virksomheden derude skal overleve på markedsvilkår ved at sælge og stadig udvikle konkurrencedygtige produkter skabt af specialister. I den offentlige model kan man heldigvis ignorere specialisterne. Som i de halvoffentlige foretagender SAS og DONG kan man lege, at man kan lede og udvikle uden sagkundskab, dér om luftfart henholdsvis energi.

Et eksempel på virkningerne er den nu endeligt diskuterede kvalitet af gymnasie- og universitetsuddannelserne. Her næredes modellen med sin satsning på generel managementledelse også af en kombination af socialistisk baseret tro på at alle har lige evner og af den liberales tro på, at en produktionstørrelse, som selv generalisten kan måle, skulle drive udviklingen. Det skabte en malstrøm af faktorer, der sikrede et frit kvalitetsfald.

Frigjort fra markedets risici slipper man smertefrit århundreders udvikling af samfundets professioner og specialiserede funktioner. Alt kan uden risiko reduceres til, hvad den selvsikre hel- eller halvstuderede økonomi- eller statskundskabskandidat kan forstå. Man centraliserer, standardiserer og tvinger professionerne til først at ignorere og derefter glemme deres erfaringer. Det gik og går glimrende, for det ambitiøse medlem af en af professionerne, være hun eller han universitetsansat forsker, officer, gymnasielærer, læge eller sygeplejerske, er altid klar til at lære tom ”new speak”, hvis det er vejen til kors, bånd, stjerner, højere løn og nye privilegier. Dette ikke mindst, hvis det er vejen til positioner fjernt fra den stadig mere ubehagelige virkelighed.

Erhvervslivets ledere uden for den offentlige er tilfredse, for de tror at markedsfornuft implementeres, men bliver snydt af det fælles managementsprog: liberalistisk new-speak som ”professionel ledelse” (lig med ”asaglig” ledelse uden hensyn til saglig professionalisme), ”service” (for dårligere betjening), ”HR” (for mekanistisk forvaltning af medarbejdere).

Det er jo smigrende, når disse offentlige ansatte – grundlæggende set som snyltere af de private virksomhedsledere – kopierer de Kejserens Nye Klæder, som den professionelle virksomhedsleder godt ved ikke er det, der skaber succes. Selv efter at have været på sidste attraktive lederkursus ved de jo godt, at det er noget så trist som ajourført professionel dygtighed, rettidig omhu, smitsomt engagement, reelt dybt kendskab til og sympati for de ansatte, villighed til at delegere til de bedste samt personlig risikovillighed. Men det kan ikke så let sælges til de offentlige ledere.

Som andre oligarkier beriger de sig derefter selv. Her gennem meget store bonushonorarer, givet oven i lønnen for efterlevelse af ansættelseskontrakten, der altid fokuserer på kvantitativ målopfyldelse, fordi man ikke har nogen forudsætninger for at være ansvarlig for noget så irrelevant som professionel kvalitet.

Management-ideologien, den nye liberalistiske marxisme, sikrer et aktivt aprofessionelt magtlag, der effektivt har brudt den direkte og krævende dialog mellem politikeren om hvad han/hun ønsker (ud over personlig magt og sikker karriere) og den fagligt professionelle (forsker-underviser, diplomat, officer, ingeniør), der kan mere end økonomisme og anden nomenklatura-teori fra det aldrig videnskabeligt prøvede eller begrundede ”New Public Management” sniksnak.

Man ignorerer helt, at indsigt og udvikling bedst sikres gennem tvunget og konfliktfyldt kritisk dialog og samspil mellem erfarne folk med væsensforskellig baggrund. Med den grundlæggende ens baggrund i magtlagene opnår man en stadigt selvforstærkende ”group-think”, hvor mulig grundfalsk enighed aldrig vil blive anfægtet, før det er for sent.

Styrelserne, der står for ydelsen af den faglige indsats for befolkningen – så som politi, retsvæsen, sundhedssektor, universiteter, gymnasier, forsvar – afprofessionaliseres i den pseudo- erhversmæssige produktionsmodel, indtil de ikke kan eller ved mere end de ”professionelle ledere”, dvs. ikke kan forudse professionelt, effektivt udføre og udvikle deres fag eller sikkert implementere beslutninger. Så får man ”IC4”-resultater.

Medens det ledende embedsværk nyder magten og dens økonomiske frugter, henvises politikerne til at beskæftige sig med at fodre og underholde medierne som talsmænd og sælgere af magtens produkter. Forstærkning af politikerne med spindoktorer sikrer, at de koncentrerer sig om at sælge og forsvare snarere end at søge at lede landet. Den politiske tomhed har fjernet forskellen mellem rød, blå og grøn, der er et miskmask.

Der opstår nu alvorlige problemer for borgerne, hvilket er en naturlig følge af den demoralisering og afprofessionalisering, som det falske paradigme medfører. Så skal ministeren, selvfølgelig ministeren, tage ansvaret over for medierne, så disse glemmer at tænke og forstå, at der findes en formelt direkte ansvarlig. Der findes en leder af bostedet, kontorchef i kommunen, eller rektor for uddannelsesstedet, der burde være professionel nok til at forudse og engageret nok til at hindre problemerne.

Men det er mere spændende for de journalister, der endnu ikke er blevet spindoktorer, at gå efter ministeren, som reelt ingen indflydelse og magt har, end at undersøge, om den pågældende direkte ansvarlige har den nødvendige delegerede myndighed, de resurser, klare og entydige forvaltningsrammer og den faglige baggrund, der gør, at han eller hun kan være ansvarlig for sit område. Dvs. alt det, som er blevet anfægtet af de seneste tyve års centraladministrative teori og udvikling.

Når problemerne pga. den grundfalske ”virksomhedsmodel” for den offentlige sektor så stadig øges, er det logisk, at departementscheferne – som det lige er sket – får politikerne til at lovgive, så mediernes mulighed for indsigt begrænses.

Mens ingen virkelig erhvervsvirksomhed i længden kan regne med ustraffet får lov til at spinne, lyve og hindre indsigt, tror den offentlige sektors ”erhvervsledere” at bedrag er det normale samspil i erhvervslivet, og hindrer så vidt muligt indsigt i magtforhold og beslutningsforløb. Den offentlige sektors ledere mener, at den ifølge virksomhedsmodellen har ret til en beskyttelse mod ejernes – borgernes – kritiske indsigt i interne sager, der vil være mere vidtgående end hvad det private erhvervsliv kan regne med.

Danske Bank kunne mismanage i midt-0′erne, men den blev derefter ramt af virkeligheden og reddet af skatteborgerne ved en særlig indsats. Departmentscheferne har lettere ved at få finansieret deres regime.

Når det går galt, er det for departementschefernes oligarki klart, at det altid er ministeren eller styrelseschefen, der må bære ansvaret og forsvinde.

Dette blev smukt illustreret, da Forsvarsministeriets departementschef ikke viderebragte Forsvarsstabschefens anbefaling om, at Søren Gade ikke skulle anvende nyheden om ”Jægerbogens” oversættelse til arabisk. Først måtte styrelseschefen, Forsvarschefen, gå. Senere måtte ministeren trække sig. Departmentschefen fortsatte, ganske vist svækket, men ved at love departementchefsstyrets præsteskab i Finansministeriet at reducere forsvarsbudgettet og svække Forsvarsledelsen og de militære faglige synspunkters fremtidige indflydelse afgørende gennem en dygtig misinformationskampagne, overlevede han i sin stilling, og kunne gøre sin sejr og sig selv attraktiv for den ambitiøse kommende minister. Nu er enhver mulighed for politisk og faglig ansvarlig ledelse af Forsvaret blevet totalt undergravet ved reorganisering, der indledte den nuværende forligsperiode.

De problemer, der opstår, når departementschefens rolle og selvforståelse ikke længere er embedsmandens med en gennem årene veludviklet ressortforståelse, ses konstant i Skatteministeriet.

Uden solid ressortforankring bliver departementschefen henvist til, ud over loyalt over for finansministeriet at skære i den sagkyndige del af ressortområdet, –yderst tilfreds – at lege med magten, herunder at støtte ministeren og regeringen i at bevare magten. Efter de senere års begivenheder står hovedproblemet lysende klart: Når embedsmanden spiller magtspil, optræder han som politiker, men uden den legitimitet, risiko og ansvarlighed over for vælgerne, som politikeren må acceptere i et demokrati.

Efter drabet på den samlende fortælling

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

Den offentlige sektors ødelæggelse … og retablering?

Snart ny tid? Desværre ikke
Lige før jul konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde School of Governance i en udtalelse til www.denoffentlige.dk, at en ny undersøgelse af de sidste 30 års ledelsesideologi (“styringstænkning”) er en bombe under denne. Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet lagde angiveligt New Public Management (NPM) i graven med bogen A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government, der blev udgivet i april 2015 på deres universitets forlag.

Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning. Dette skyldes for det første at vi taler om den herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet. Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal. Et sådan pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse, og den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, viser problemets omfang.

Næsten alle politikerne kan ikke forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme“, og de enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag, ikke at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes.

Det er dog ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan få virkning. Problemet er, at virkningen af en generation med NPM-idelogi har svækket eller helt ødelagt alternativet, styring og prioritering på grundlag af faglig-politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.

Karakteren og skadevirkningerne af NPM
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk. Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede misvisende, substansløse ”New-speak”. Jeg mødte betegnelser som ”Moderniseringsstyrelse” (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input), ”Servicecenter” (for konfrontationen med borgerne), ”Human Resources Management” (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerne opfattelsen af ansvar for medarbejderne). Mulige beslutninger blev reduceret til “business-cases“, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante. Det positivt ladede ord ”reform” var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld. I virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt – uden at forstå, hvad dette indebar – at man ville være verdens bedste. At deklarere med hurra-ord afløste realitet.

Medierne
Siden 2005 har jeg iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af reformer, men samtidig nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteter og sundhedssektor. Lidt efter lidt dannede sig det billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb. Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.

Faglighed som beslutningsgrundlag blev fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed. Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.

Men man har nu helt fravalgt faglighed. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres. En hurtigt voksende gruppe af ufaglige omfatter ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater også de titusinder, der efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer, humanistiske akademikere, der af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders afaglige forvaltningssprog. De ufaglige ledere og chefer dominerer nu en for stor gruppe politikere, der enten selv er uddannet til at være anti-professionelle, eller blot er så rodløse at de uselvstændigt følger deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder.

Landet er nu blevet ramt af Dunning-Kruger-effekten, som jo er et resultat af samspillet mellem højt, men tomt, uddannede og derfor inkompetente mennesker, der er blokerede for forståelse uden for deres egen firkantede boks.

Nødvendige rationaliseringer skal vejledes af faglige valg
Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve et konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev arrogant bevidst fravalgt som styringsgrundlag.

Flytningerne af arbejdspladser, hvor den første glemtes
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse køres den offentlige sektor efter to simple fremgangsmåder, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:

For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne udspares. Man gjorde det uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller at der er negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet. At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med New-speak. Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk model, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu – uforudset – hensygnende provinsbyer.

Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen spørger om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.

Standardiseringen
Den anden vej i amatørgørelsen af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til de elementer, det ikke krævede faglighed at forstå. Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundsskabs- og økonomikandidater kunne forstå og en førstegenerationscomputer beregne. Det skete ved reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund var dovne og grådige. Den unge selv-usikre kandidatforvalter forstår ikke, der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker man arbejder for og med. Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere. Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.

Den usunde budgetteringsforenkling
Uvidende forenkling medfører også en groft skadelig indretning af budgetstyringen. Eksempelvis skal ikke alene løsningen af politiets normale opgaver dækkes af standardresurserne og afspadseres, men også ekstraordinær indsats, som nu ved terror og massemigration. I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særlig bevilling og betales, ikke afspadseres. Dette problem erkendes ikke i det nye politiforlig. Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger. For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer
Bortset fra i Politiet, hvor det blev for tydeligt, at man undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling over alt. Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører, forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning. Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden. Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den afaglige forvalter.

Undergravelsen af de professionsskabende voksenuddannelser
Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, presses nu i tid og ramme. Man når til et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som denne ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant. De dårligere uddannede gives et ”professionsbatchelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatørgørelsen bliver således næsten irreversibel.

Politikorpsets rekruttering af modne mennesker fra befolkningen var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de tilsvarende umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

Universitetsuddannelserne
De humanistiske universitetsuddannelser er kastreret i tid og af gold teoretisering, lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

NPM’s satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for. Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område, felt til felt, som den nye tids proletarer. Herunder er der meget lille sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt. Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Den skadelige betaling mellem offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår. Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer. Nogle af disse institutioner er gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler. Det forhold, at en institutionen ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

En institution som Nationalmuseet skal betale skat til kommunen selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men bliver nu presset til indskrænke sit kernevirke. Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen, reformer, m.m.

Når forvaltningsmoder som denne rammer centraladministrationens snøvs, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, der betaler. Det er derfor helt uforståeligt, at folketingspolitikere derude mod syd og vest kan forklare deres vælgere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker disse fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre. Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i dette.

Det ansvarsløse budget-grønthøsteri
Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 % årligt for at udspare penge til andre tiltag. Umiddelbart er det sund fornuft, men som det sker, er det igen både et resultat af amatørgørelsen og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsynsstandardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed på grund af, at en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning. Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er grønthøstet, kan hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale, og beregne hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesanstalterne kan kun reducere ved fortsat at reducere mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt utænkte politiske hovsakrav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden. Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer. Forsvaret er totalt bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af bevidst manglende sammenhæng mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar. Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

De effektivitetsundergravende effektivitetsreorganiseringer
De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, der alle præsenteres som effektiviseringer i tidens ”New-speak”, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral. Vel en snes rablende reorganiseringer har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ufaglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Resultatet, den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter, accelererer nedbygningen af resten.

Det afaglige møderegime
Hver runde af reduktioner udløser en reorganiseringsrunde, og der følger en omgang ”dans om stolene”, hvor mulighederne for at lade processen lede af langsigtet faglighed er undergravet ved, at de fleste af stolene er besat på forhånd. Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret til fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige. Nu undergraver den stadige fagligt substansfrie, krævende konstante mødeaktivitet de resterende professionelle elementer i ledelsen. Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 % det første år og 100 % det femte. Konstant reorganisering under ”reform”- og sparepres sender desorganiseringen i retning af SKATs. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 % ikke langt mere end 2 %.

Reel ændring kræver retablering af ressortansvar og fagligt ledede styrelser
For at muliggøre en genprofessionalisering, og dermed en fornyet evne til at forudse virkninger af forskellige handlingsvalg, og en retablering af fagligt baseret rationel organisering af resten af Danmarks offentlige sektor foreslås, at Finansdepartementet straks udflyttes til Nakskov og ”Moderniserings”-styrelsen til Rudkøbing. Dér vil de tilbageværende medarbejdere kunne få en lille indføring i virkeligheden. Derefter kan ansvaret tilbageføres til fagansvarlige ministre og styrelser.

Hvad NPM har ødelagt
Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem amatørgørelsen af offentlig ledelse igennem tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere. De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at give juridisk støtte. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne styres af faglighed. Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger blive skitseret –ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser. Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med faglighed kan innovation blive andet end endnu en gang reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning. Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner. Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af demensforvirring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne
Ikke mærkeligt, at folket uden for København og Aarhus protesterer, når muligt, og viser despekt for de politiske ledere, som tager ansvaret for udviklingen. Situationen nu svarer til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. Lad de fagligt professionelle komme tilbage ”på broen”, så den offentlige sektor skifter kurs fra et være en ufokuseret, nødlidende byrde.

Vejen frem er derfor en vej tilbage til den tid, hvor man forstod og handlede efter, at offentlig “virksomhed” i hele vejen fra beslutning til udførelse skal være faglig-politisk. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Efter, at Finansministeriet deklarerede “Fred i Vor Tid”

Hæren er nu på et niveau betydeligt under, hvad ville være blevet resultatet, hvis De Radikales og Socialdemokratiets afrustningsforslag fra 1919-1930 var blevet gennemført. Den beredskabsstyrke, der mødte tyskerne i Sønderjylland 9. april for 75 år siden var i bemanding, kadrekvalitet og -moral samt relativ teknologisk niveau den nuværende hær langt overlegen. Men Finansministeriet har bestemt, at historien er slut, og det var VK-regeringen der lagde op til nedskæringerne. De eneste prioriterede projekter er de af HMD beskyttede: Blå Vagt og Hesteskorten. Bl.a. pga. ophøret af den 120-årige videregående officersuddannelse vil en genopbygning blive langt vanskeligere end den foregående efter 1945, også fordi den professionelle diskurs er forsvundet under bølgen af New Public Management New-Speak.

Desværre synes officernes chefer at mangle netop de egenskaber, der ville gøre dem anvendelige, når Finansministeret nu viser sig – selv for tungnemme – at have haft uret.

De egenskaber er:
1) Opdateret professionel indsigt som grundlag for ledelsen af den hurtige tilpasning til en ny situation.
2) Ansvarsfølelse over for både befolkningen som helhed og for de soldater, der skal sikres ordentlige muligheder for at løse deres opgaver.
3) Dynamisk og synlig ledelsesstil.
4) Moralsk mod til at påvirke forsvarsbeslutninger med saglig indsigt i muligheder og ricisi.
5) Afledt respekt blandt korpsets yngre medlemmer