Category: Andre artikler på dansk

(a Russian defence scholar) ”… off-handedly raised a theoretical situation in which a country without adequate nuclear capabilities could be forced under threat of seeing one of its cities blasted, to demilitarize even surrender part of its territories, regardless of the strength of its conventional forces. This seemed to me a ludicrously unlikely situation, not least as the aggressor would find itself an international pariah, but the matter-of-fact way he advanced it, and his surprise when I challenged it, spoke volumes about the kind of thinking held at least within his circle. And it is worth noting, he is on-and-off consulted for the Presidential Administration.” (Mark Galeotti, Putin’s Wars. From Chechnya to Ukraine, Osprey Publishing. Oxford 2022, s. 307)

Situationen nu, fordi USA stadig sikrer os

“The strategy in the new warfare consists primarily of intimidation. They want the politicians, the journalists, the diplomats, the military to fear that Russia is ready for a military conflict with NATO, if a third world war is required. The military provocations along NATO’s eastern border should demonstrate Russia’s threatening risk-taking propensity. The daring high-stakes game of exterminating all human life on the planet is a test with a fairly predictable outcome: the West will never be prepared to start a nuclear war. The Kremlin knows that the willingness to sacrifice something for Donetsk is quite low, for example in Germany. The specter of death can go on forever, the democratic countries will have to back down again and again and have to accept whatever the Moscow ulus does. ….In this blackmail game the democracies don’t stand a chance… Fear is a weapon. Fear shackles the victim. In nuclear poker, you can always double the stakes. It is not the strongest who wins, but the one who is prepared to run the rope. That is the unwritten rule in Russian prisons. Now the whole world is forced to live according to this law. …The West is simply not prepared for the new war and is reacting as in the “good” old days, when there were still fixed rules of the game.” (Mikhail Shishkin, My Russia: War or Peace? Quercus Publishing, 2023, p. 143).

NATO indtil 1960

Fra Atlantpagtens underskrivelse og igennem de efterfølgende ti år var kernen i sikkerhedsgarantien til Vesteuropa det amerikanske kernevåbenmonopol og derefter overlegenheden.

Våbnene skulle anvendes mod militære og økonomiske mål Sovjetunionen i en ”kernevåbenmodoffensiv” med fly straks efter et sovjetisk angreb mod Vesteuropa.

Senere undersøgte amerikanerne forgæves veje til at anvende våbnene på kamppladsen for at kompensere for den sovjetiske overlegenhed i landstyrker.

Efter Koreakrigens afslutning søgte man nemlig en billigere løsning end at opbygge store konventionelle forsvarsstyrker.

NATO fra 1962 til 1977

Efter, at Sovjetunionen ved en kraftanstrengelse havde opbygget sine kernevåbenstyrker på alle områder og niveauer, nærmede man sig en situation, hvor den totale ødelæggelse ville kunne blive gensidig, og efter forskrækkelsen ved Cubakrisen i efteråret 1962 indledtes et forhandlingsforløb, der både skulle standse forsøg, kontrollere våbnenes antal og sikre en så stabil og overskuelig situation som mulig.

I slutningen af 1960’erne lykkedes det at inddæmme risikoen for spredning ved at få de fleste af verdens lande til at forpligte sig til ikke at anskaffe kernevåben. Kun et land, Nordkorea, har indtil nu trukket sig ud af traktatforpligtelserne i kernevåbenspredningstraktaten (NPT).

Vesten fra 1977 til 1987

Da Sovjetunionen i en modernisering af ældre mellemdistancemissiler fra 1975 indførte de nye mobile SS-20-missiler, opfattede man i Europa dette som et forsøg på at undergrave forbindelsen til de interkontinentale amerikanske missiler og dermed troværdigheden af NATO-afskrækkelsen.

På trods af en voldsom folkelig modstand, der også blev næret af Sovjetunionen, besluttede NATO-medlemmerne at opstille nye amerikanske missiler (de såkaldte INF-våben) af to typer i forskellige medlemslande, hvis Sovjetunionen ikke opgav SS-20.

Det lykkedes i slutningen af 1987 at blive enige om at begge siders missiler af denne type skulle skrottes efter det politiske skift i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov.

De neutrale europæiske lande, der havde egne kernevåbenprogrammer, herunder Schweiz og Sverige, standsede disse og undertegnede ikke-spredningsaftalen. Man markerede sin satsning på, at den grimme del af historien var slut.

NATO 1992 til 2011

Fra afslutningen af den oprindelige Kolde Krig opfattedes kernevåben derfor som et anakronistisk levn.

I alt væsentligt bevarede de vestlige kernevåbenmagter kun kernevåbenstyrker, der skulle afskrække kernevåbenangreb på hjemlandet. I de efterfølgende år skete der drastiske reduktioner i de endnu kortere rækkende systemer. Frankrig opløste deres enheder med taktiske Hadés-missiler i 1995-96. Storbritannien trak deres kernevåben-flybombe WE-177 tilbage fra enhederne i 1998.

Kun USA bevarede også resterne af de tidligere styrker i form af en håndfuld gamle atomflybomber fordelt på baser i Vesteuropa.

I Vesteuropa var der absolut ingen bevidsthed om, at vore sikkerhed og frie politiske fremtid stadig hvilede på den amerikanske kernevåbenparaply.

2011 til 2021

Som Mark Galeotti gør klart i den indledningsvis citerede 2022-bog om den russiske militære udvikling i de seneste årtier, blev kernevåbenstyrkerne givet den højeste prioritet i reformer og genopbygningen af de russiske væbnede styrker.

I NATO skete der imidlertid ingen genopbygning af kernevåbenstyrker i denne periode, uanset hvad der skete i Rusland og andre, fjendtligsindede lande.

Der var bortset fra i Finland, De Baltiske Lande og Polen ingen vilje til at se, at Rusland åbent fra 2014 havde indledt en ny kold krig mod Vesten, der var åben i Donbass.

Den 17.12.2021 blev der (uden at dette blev taget seriøst) fra Moskva sent et ultimatum til Vesten med krav om:

En juridisk bindende garanti for, at NATO ikke ville optage nye medlemmer, specielt Ukraine og Georgien, og at man ikke ville sende ekstra tropper eller våben til de eksisterende medlemslande.

En revision af ”NATO–Russia Founding Act” fra 1997, som regulerer militære aktiviteter og samarbejde mellem NATO og Rusland, samt en tilbagetrækning af NATOs infrastruktur og styrker fra tidligere sovjetisk område og andre områder optaget efter 1997 (dvs. reelt ophæve resultaterne af Baltikum, Polens og balkanlandes NATO-medlemskab).

En anerkendelse af Ruslands særlige interesser og rolle i at opretholde sikkerhed og stabilitet i det post-sovjetiske rum, og en respekt for dets suverænitet og territoriale integritet, herunder over Krim og Donbass (dvs. anerkendelse af Ruslands særlige interessesfære).

Et forbud mod ny deployering af mellemdistance- og kortere rækkevidde missiler i Europa, kombineret med en dialog om stabilitet og våbenkontrol (dvs. blokere for en ny ”Dobbeltbeslutning”).

En reform af OSCE for at gøre organisationen til et effektivt forum for at håndtere sikkerhedsudfordringer og konflikter i Europa (dvs. give Rusland veto).

Selv dette ultimatum skabte ingen bevidsthed om, at muligheden for at trække på skuldrene af dette helt afhang af de amerikanske kernevåbens afskrækkende virkning.

2021 til 2025

Denne virkning er imidlertid ved at være historie: Den efterfølgende analyse og prognose bygger på den stadig mere sandsynlige forudsætning, at Donald Trump bliver genvalgt i november, og at hans politik i forhold til NATO, Europa og Ukrainekrigen bliver som meddelt gentagne gange og som allerede blev signaleret i hans første præsidentperiode. 

Om blokeringen af formel udmelding af NATO kan finde sted, afhænger af sammensætningen af Senatet fra næste år, men opretholdelsen af den amerikanske vilje til at leve op til Atlantpagtens Artikel 5 afhænger af den siddende præsident.

I 2022 kunne Galeotti som citeret beskrive en russisk militæranalytikers opfattelse som noget eksotisk. Siden har krigen gjort kravene om anvendelse af kernevåben mod Ukraine og Vesten blevet til et fast tema i højtstående russiske politikeres og mediefolks repertoire. Respekt for de amerikanske kernevåbenstyrker (med deres i russiske øjnes overlegne teknologi) har imidlertid indtil nu forhindret, at russerens billede med muligheden for anvendelse af kernevåbentrusler og egentlig våbenbrug reelt var risikofri.

Men det kan nu forventes at ændre sig fundamentalt med et genvalg af Trump. Herefter bliver den russiske analytikers situation en realitet. Man kan uden risiko for andet end forfærdet politisk forargelse anvende kernevåben i Ukraine til at fremtvinge en afgørelse og samtidig signalere den helt nye situation til europæerne, en situation hvor 2021-kravene kan presses igennem.

Der er reelt allerede nu behov for, at de europæiske lande trækker sig ud af kernevåbenspredningstraktaten (NPT), og at kernevåbenmagterne Frankrig og Storbritannien samt Tyskland teknisk hjælper andre lande, herunder Polen, med hurtigt at opbygge en mindre kernevåbenafskrækkelsesstyrke, der kan hjælpe europæiske regeringer i at modstå det snart kommende russiske pres.

Desværre tror jeg ikke på, at de ansvarlige politiske ledere (og deres for kløgtig efterargumentation valgte rådgivere) er i stand til at konfrontere virkeligheden og tage rettidige beslutninger af så drastisk og kontroversiel karakter.

Tilsidst er det rimeligt at citere indledningen af den nye analyse af problemet i William Alberques januar 2024-analyse til den højt anerkendte London-tænketank The Internation Institute for Strategic Studies (IISS): “Russian Military Thought and Doctrine Related to Non-Strategic Nuclear Weapons: Change and Continuity“:

“In June 2023, in the shadow of Russia’s war in Ukraine, Sergei Karaganov, the head of Russia’s Council on Foreign and Defense Policy and one of the more influential
advisers to the Russian political leadership, wrote an article calling for a pre-emptive nuclear strike against an ally of the US in Europe directly supporting Ukraine. He theorised that such a strike would help curb US actions against Russian interests and
allow Russia to prevail in what he sees as a global conflict between the East and West. This view was condemned by some in Russia, but it was also praised by
respected theorists such as Dmitry Trenin of the Russian International Affairs Council. The scope and scale of debate surprised many in the West and further heightened already-growing fears across the globe of Russian NSNW use in its war against Ukraine.”

På grundlag af IISS-analysen konstaterede Mark Trevelyan fra Reuters den 22. januar, at: “The war in Ukraine has dented Russia’s confidence in its conventional forces and increased the importance to Moscow of non-strategic nuclear weapons (NSNWs) as a means of deterring and defeating NATO in a potential future conflict …”

Karaganov eller Trenin kan have været Galeottis anonyme samtalepartner.

Men i fremtiden kan vi forvente en situation, hvor russerne ikke længere skal kunne tage hensyn til USA som allieret af det land, man vil true til tilpasning.

Katastrofen er med stor sandsynlighed på vej

Lige nu, er vi to eller tre dårlige valg fra NATOs endeligt, afslutningen på Den Europæiske Union og måske afslutningen på den liberale verdensorden, som vi kender den (Anna Applebaum, november 2016 (citeret i Weekendavisen 29-12-2023)) Det første valg var netop i 2016, det andet er i 2024. Det tredje bliver ikke nødvendigt.

Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan: »Vores strategi er håb« (overskrift i Information 30-12-2023).

Dette indlæg følger og diskuterer, hvordan vi søvngængeragtigt kom dertil og intet gjorde rettidigt.

Vi forsøgte ikke engang at beskrive og konfrontere problemet, hvilket ville være det lillebitte første skridt i et forsøg på at håndtere det.

At vi blot spinnede Kejserens nye klær, tager ingen ansvaret for.

Pga. total uansvarlig amatørisme har vi nu ikke tid til at gennemføre skridt, der kan afværge eller inddæmme den ødelæggelse, Applebaum forudså.

Jeg vil her undlade at komme ind på det allermest kritiske problem: det nu sandsynlige tab af det i hele NATOs eksistensperiode allermest centrale amerikanske bidrag til Europas sikkerhed: De amerikanske kernevåben.

***

Søvngængeriet

For det går jo nok fortsat fint.

Afghanistan gik fint, indtil det pludselig kollapsede. Helt uforudseeligt!?

Ukraine. Bortset fra nogle gale amerikanske efterretningsfolk var alle for to år siden enige i, at Rusland ikke ville angribe. Alt andet var da uforudseeligt?!

For et år siden var man nervøs for, om Ukraine ville være i stand til at administrere sin snarlige sikre militære sejr klogt. For det var helt sikkert, at forårsoffensiven ville vælte de stakkels uduelige russere. Helt sikkert!?

Nu forventer man, at de nuværende fastlåste fronter vil fortsætte som i 1. Verdenskrig. Alt andet er da helt uforudseeligt og utænkeligt!?

“Fastlåsningen” skal udnyttes til at opnå en forhandlet kompromisfred med Rusland, for uanset, hvad dette land siger og gør, er det da for almindelige mennesker helt utænkeligt og uforudseeligt, at russerne ikke også længes efter fred.

Man ignorerer, at fronterne dengang ikke fortsatte med at være fastlåste, for den ene part vandt – efter logikken i nedslidningskamp – pga. talmæssig og materiel overlegenhed.

Russerne står jo på den anden side af Ukraine over for det NATO, som er overvældende meget stærkere end dem … insisterer man.

Man ignorerer ignorerer imidlertid helt, at NATOs militære styrke og afskrækning af Rusland helt hviler på USAs militær. Vesteuropa har ikke vekslet ret meget af sin økonomiske styrke til militær magt og er slet ikke startet med at gøre sig umage.

I den manglende militære indsats er Danmark absolut førende.

Nu er i første omgang den amerikanske støtte til Ukraine er kollapset på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne.

USAs fortsatte dominerende rolle i Europas sikkerhed er akut og alvorligt truet.

I bedste fald snart vil den hurtigt blive drastisk mindsket for at støtte inddæmningen af Kina. I værste fald vil det ske som en punkteret ballon fra begyndelsen af 2025.

Det ignoreres på strudsevis og som af de tre aber.

Noget sådant anses på trods af en entydig tendens som helt utænkeligt, fordi det, hvis det sker, vil være så forfærdeligt, forfærdeligt krævende på alle tænkelige områder.

Så vores politiske ledere har valgt i nu tyve år at nøjes med en selvtilfreds, uanalytisk og ukritisk sikkerhedspolitisk rådgivning.

De formelt ansvarlige rådgivere finder dette udmærket.

Alternativet er ikke faldet dem ind:

Det som fortsat burde være sket på de sikkerhedspolitiske områder, er, at de relevante statsinstitutioner, herunder efterretningstjenester og relevante ministerier jævnligt havde udviklet prognoser for alle de mulige hovedforløb.

Det skulle som minimum været sket, når et aktuelt eller fremtidig sikkerhedspolitisk problem trængte sig på eller overraskende opstod.

Det skulle så naturligvis ske under inddragelse af specialister med den nødvendige ekspertise (i sikkerhedspolitikken økonomisk, militær, regionalpolitisk og -historisk for pågældende land og region).

Under hvert muligt hovedforløb måtte de sandsynlige konsekvenser for Danmark og allierede skitseres, også det mest uønskede/ubehagelige forløb.

At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dens fremtid. Landets i omfang begrænsede analysebureaukratier gør ikke evnen til at se og konkludere klart mindre …

På dette grundlag måtte de mulige/nødvendige reaktioner på forskellige områder identificeres, der kunne at mindske skader og risici.

Det var gældende for Irak, for Afghanistan og for Ukraine. Man valgte uselvstændigt og ukritisk at lægge sig i halen på en indlysende fejlagtig analyse og afledt dybt strategi, der blev dybt risikabel ved en klart manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Den indenrigspolitiske fordel for de ansvarlige embedsmænd og deres formelt ansvarlige politikere, var, at man kunne fralægge sig ethvert ansvar for nederlaget, uanset at dette i tilfældet Ukraine med stor sikkerhed vil føre til en katastrofe for andre end ukrainerne.

I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav.

At det går den vej er tydeligt for selv de tre aber i det japanske tempel, der regerer som danske sikkerhedspolitiske rådgivere.

Der skulle ikke på forhånd defineres et mere “sandsynligt” forløb, fordi dette vil fjerne opmærksomheden og ansvaret for beslutninger, der ville være nødvendige, hvis forløbet bliver anderledes og eventuelt mere krævende end det bekvemt sandsynlige.

Når det faktiske forløb blev klarere, skulle myndighederne løbende fastlægge, hvilke fejlvurderinger, der var opstået i prognosearbejdet.

Dette skulle ske for at lære, rettidigt.

***

Den sikkerhedspolitisk centale rådgivningsmyndighed var tidligere og er fortsat Forsvarets Efterretningstjeneste.

Indtil tjenesten i 2010 som et brud med efterkrigstidens rolle fik civil chef (Thomas Ahrenkiel fra Udenrigsministeriet) havde den siden sin etablering 60 år tidligere ikke (som derefter) været et hjælpsomt politiserende embedsmandsapparat. At det varede næsten tyve år efter 1990, før råddenskaben satte ind, kan bl.a. have været en funktion af, at tjenesten i perioden skulle varsle om trusler mod udsendte danske soldater. Men det kan også skyldes, at chefen, til slut Finn Hansen, havde officersbaggrund.

Før 1991 havde dens hovedopgave være at varsle om krigsrisiko og om militære trusler mod Danmark.

I 2010 havde man endnu ikke reelt befriet regeringen for ansvaret for at lede og tage vanskelige og upopulære beslutninger rettidigt.

Det skete derefter ved at tjenesten fast konkluderede, at politisk ubehagelige, hypotetiske udviklinger var mindre sandsynlige.

FE var dog selv under Den Kolde Krig selvvalgt delvis blindet af, at man undlod at inddrage egen side i analysen, hvorfor man systematisk “overså” de svagheder, som kunne være centrale for at tolke mulige fjenders angrebsforberedelser.

Ansvaret for denne sammenholdende analyse var Forsvarsledelsens ansvar, og derfor var Forsvarschefen dengang FEs øverste chef.

Men i 2010 var der jo ikke længere farlige militære trusler mod Danmark, som krævede ikke-politiserende, faglig analyse.

(Illustration: De tre aber fra Tōshō-gū helligdommen i Nikkō, Japan, fra flickr.com)

Podcast: https://web.24syv.dk//audio_clips/330930

Den væsentlige årsag til at skrive har nu i et årtier kun været ikke at kunne blive medskyldig i den forudseelige katastrofe.

Her vil jeg også ved starten af det sidste år, før jeg bliver 80, dvs. olding, behandle, hvad der skulle og kunne ske, hvis Danmark ved at genopbygge Hæren skulle bidrage til at forebygge det kommende.

Jeg vil starte med at videregive oplysningen om, at Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej med en vurdering af forløbet efter det nu truende ukrainske nederlag, hvor man åbenbart (igen naivt) forestiller sig, at krigen nu er ved blive afsluttet med en aftale, som Rusland vil acceptere som endelig.

Dette på trods af, at landet for to år siden gjorde helt klart, at krigen mod Ukraine kun var et middel til at smadre den internationale ordning i Europa.

På trods af, at aftalen vil få samme virkning, som München-aftalen i efteråret 1938.

Efter denne aftale vurderer FE angiveligt, at det vil vare 3-5 år, før de russiske konventionelle styrker vil være genopbygget til et sådant niveau, at de kan skabe en alvorlig militær trussel mod bl.a. Baltikum.

Men selvfølgelig mener FE ikke, at Rusland vil angribe et eller flere NATO-medlemmer derefter, for som med hensyn til Afghanistan i 2021 og Ukraine et halvt år senere er man sikker på, at alt går godt. Rusland vil uanset, hvad de har meddelt og gjort, ikke angribe igen, for man har jo ikke flere territoriale krav (for at citere Putins rollemodel Hitler).

Ved at vurdere således gør FE (der i modsætning til under Den Kolde Krig aldrig føler eller bliver pålagt ansvar) reelt politikerne ansvarsløse, hvis man som i 2021 og 2022 igen fejlvurderer, og her med katastrofalt resultat for land og befolkning. Dette opfatter jeg som et kriminelt svigt, fordi det ignorerer den indlysende realitet, at politikere selvfølgelig ikke vil tage vanskelige, kostbare og upopulære beslutninger for at imødegår en ubehagelig, kun hypotetisk mulighed.

Den grundlæggende totalt uholdbare præmis i FE’s vurdering af Ruslands optræden om nogle få år er, at man forudsætter, at NATO (i russernes øjne korrekt set som militært lig med USA) forbliver Rusland militært overlegen med en central og troværdig rolle i afskrækningen af trusler mod de europæiske NATO-lande.

Man kan mene, at det at skrive andet ville være fornærmende mod USA, men det gør med den sandsynlige udvikling FEs vurdering både uholdbar og misvisende.

Fremtiden ligger mellem Trumps varslede amerikanske direkte udmeldelse af alliancen til Bidens skift af fokus til Stillehavet og overladelse af forsvaret mod Rusland til de europæiske medlemmer efter Ukrainekrigen.

Men til Hæren, hvor der reelt intet sker, fordi man mangler klare ansvar, er tillært hjælpeløse og ikke bliver udsat for det nødvendige politiske og faglige pres.

Det første, jeg ville gøre, hvis denne snart-olding pludselig fik myndighed og ansvar for hurtigt at klargøre Hæren til at kunne bidrage til en inddæmning af Rusland, ville være at ansætte en projekttroika bestående tre udenlandske, lige pensionerede seniorofficerer på en treårskontrakt, en finsk, en USMC og en ukrainsk (nok krigsinvalideret) oberst-generalmajor. Gruppen skulle gives et lille sekretariat af danske officerer.

Projektgruppens første opgave skulle være at udpege ny dynamisk officer på 35-40 til hvert regiment som chef på en treårskontrakt. Derefter var det gruppens opgave at inspicere, vejlede og eventuelt og have fuld myndighed til gribe ind. Hvert regiment skulle hvert at de næste tre år uddanne en fuld krigsstærk, i princippet værnepligtsbaseret bataljon/afdeling inden for pågældende våben/speciale.

At det er muligt ved fortidens officerer af min generation. Men med den tabte praktiske faglighed vil den være nødvendigt at knytte “best-practice” fagkundskab, ved logistikregimentet finske og ukrainske befalingsmænd fra sanitetsenheder, vedligeholds- og bjærgningselementer, forsyningsenheder og militærpoliti.

De danske tjenesteders instruktører/befalingsmænd må hentes/udvælges blandt egnede frivillige fra stampersonel- og officersgrupperne, alle med en ny kontrakt, hvor lønnen var tilpasset, at arbejdstiden blev bestemt af tilstedeværelsesbehovet.

Kadrerne skal samtidig gives ansvar for at eksperimentere med integrationen af nyt materiel såsom droner.

De nye under tjenestestedschefer må gives totalt helhedsansvar og -myndighed for at kunne løse deres opgave, og alle Forsvarets andre myndigheder var ansvarlige for uden forsinkelse at levere den nødvendige støtte.

Egnede kasernefaciliteter skulle hvor nødvendigt skabes med midlertidige, eksempelvis skibscontainerbaserede, faciliteter. Manglende krigsmaterielmateriel til uddannelsen og simulatorer kunne om nødvendigt lejes, også i udlandet.

Mens uddannelsen af enhederne ved kamptropsregimenterne vil være simpel, vil produktionen ved specielt ingeniør-, logistik- og signalregimenterne senest fra andet år blive bestemt af de valgte opgaver for Hæren og den derefter fastlagte krigsorganisation.

Parallelt med denne uddannelse enheder af skulle reserveofficers- og befalingsmandsuddannelsen accelereres, fokuseret på behovet for at levere kadrer til de nye værnepligtsuddannede enheder.

En ting er enheds-“produktionen”, en anden ting er bevæbningen og ammunitionsproduktionen. Den eneste mulige vil til hurtigt at kunne producere og udvikle moderne ammunition og måske også våbentyper i Danmark ville være at lave en kontrakt med en udenlandsk producent som Bofors/BAE om at etablere produktionslinjer i Danmark med dansk finansieringsgaranti, hvor det blev særdeles lønnende at overstige de aftalte produktionstal.

(fotografiet er fra uddannelsen af den finske hærs beredskabsenheder)

Europas erfaring med sine krige førte til fire årtiers international indsats fra midten af 1800-tallet for at begrænse lidelserne i fremtidige krige. Efter Første Verdenskrig og ikke mindst efter den Anden Verdenskrigs erfaringer i sin fulde periode fra sin start i Kina 1931 til afslutningen i 1945 var det klart, at de eksisterende traktater måtte skærpes og udbygges. Det var et arbejde der i første omgang blev afsluttet i 1949 i Geneve, men blev fortsat i de efterfølgende årtier for at klargøre regler under interne konflikter og forbyde våben, man vælger at se som specielt og unødvendigt lidelsesskabende.

Derefter gik udviklingen desværre den modsatte vej. Man er nu på en hurtig glidetur mod barbariet.

I første omgang blev denne udvikling drevet af chokket og vreden efter angrebene mod USA den 11. september 2001. I “Krigen mod terror” var fjenden ikke kun bevæbnede repræsentanter for en fjendtlig fremmed stat, der skulle behandles som kombattanter efter konventionerne, og egne statsborgere, der kunne drages til ansvar indenfor eget retsvæsen. Der var tale om internationale forbrydere, som USA valgte at behandle som ikke dækket af de to kategorier, i hvert fald indtil de kunne overdrages til straf i den stat, som vedkommende kom fra, og hvis retsvæsen amerikanerne havde tillid til.

På trods af, at krigsforbrydelserne fandt sted under borgerkrige, var det internationale samfund tilstrækkeligt enigt og stærkt til at reagere efter krigsforbrydelserne under krigene i 1990’erne under opløsningen af Jugoslavien og den etniske borgerkrig i Rwanda, men derefter gik forfaldet hurtigt.

Meget naturligt fik problemerne arnested i området fra Mellemøsten til Centralasien, fra Levanten og Den Arabiske Halvø til Afghanistan, hvor krigsførelsen kunne være dobbelt asymmetrisk. Det var det ofte i den forstand, at den ene side var en militær stormagt, mens den anden side var henvist til guerilla og terror. Derudover kunne nogle af konflikterne også være asymmetriske i den forstand, at kun den ene side kæmpede hæmmet af traktatmæssige begrænsninger.

Denne sidste asymmetri kom i meget høj grad til at styre den vestlige opinions indsats i Irak og Afghanistan såvel om forventningen om lawfare, stramt folkeretligt tilbageholdende krigsindsats, som efter Irakkrigen specielt ramte de vesteuropæiske hærofficerskorps.

Det er centralt at notere sig, at en tilsvarende tilbageholdenhed ikke blev set eller forventet fra den syriske regerings side samt under indsatsen fra russisk, iransk eller Hizbollahs siden under Den Syriske Borgerkrigs mest intensive fase fra 2012 til 2017.

Her anvendes den asymmetriske militære magt fuldt ud for at terrorisere og nedkæmpe modparten. Det skete bl.a. med bevidste terrorangreb på civilbefolkningen og hospitaler.

At der findes eksempler på tilsvarende russiske angreb i Ukraine var forventeligt.

I den pulserende krig ved Israels grænser i de sidste tyve år i sydvest mod Hamas og i nord mod Hizbollah har den centrale tekst for reguleringen af krigen fra “Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Article 28 – Treatment II. Danger zones”:

The presence of a protected person may not be used to render certain points or areas immune from military operations.

Det vil sige, at det er eksplicit forbudt at anvende civilbefolkningen og specielt nævnt hospitaler som en bevidst integreret del af forsvaret.

Dette er helt centralt for at nå målet at undgå, at civilbefolkningen rammes.

Det har imidlertid været en helt central del af Hizbollahs og specielt Hamas strategi netop at indrette forsvaret, så Israel ikke kan undgå at ramme netop den palæstinensiske civilbefolkning hårdt og synligt, for jo flere dræbte, jo mere og mere synlig lidelse, jo bedre.

Det er i dette lys, som konflikten i Gaza skal ske. Hamas har igennem mange år udbygget det nu fuldt dækkende tunnel- og bunkersystem under enklaven med fuld udnyttelse af specielt folkeretsbeskyttede faciliteter som hospitaler. Gennem terrorhandlingerne 7. oktober og disses omfattende og overraskende karakter tvang man Israel til at reagere som det skete.

Ved at tage mange gidsler og anbringe dem i tunnelerne lukkede man israelernes mulighed for at løse problemet forholdsvis diskret ved at oversvømme med vand fra Middelhavet.

Kun bombardement med store bomber med minevirkning kunne tunnelsystemets anvendelse under Hamas kamp begrænses, men da Israel ikke kunne skaffe sig efterretninger om placering, blev præcisionsbombning umulig.

Som nævnt ovenfor forventer den vestlige opinion kun en folkeretlig ren optræden fra egen side, så det blev ikke Hamas usynlige folkeretsbrud, der blev fordømt, for organisationen kunne jo ikke gøre andet, vel?

Det var derfor Israels pavlovske krigsførelse, som reelt generelt er uden praktisk militært alternativ, der mobiliserede opinionen, for Israel kunne jo bare, som Vesten gør hele tiden, opgive og acceptere nederlag, når situationen bliver for vanskelig og upopulær.

Jøderne kunne jo bare opgive Israel-projektet, trække sig ud og forsvinde ud af Mellemøsten og historien, ikke?

Det er mange enige om. Den vestlige opinion er pavlovsk tankeløs. Med de sociale medier som ukritisk accelerator fremmer den samtidig den igangværende ødelæggelse af folkerettens forsøg på at inddæmme fremtidig krigsførelse mest muligt. En ødelæggelse, der allerede var i gang.

Dette viser en kollektivt tabt snøvs.

I går, den 10. december, deltog jeg i Clement Kjærsgaards P1-program “Akkurat”. Mine bidrag knyttede sig primært til situationen i Ukraine, hvor jeg dels understregede dennes alvor og konstaterede, at som Rusland havde gjort klart for to år siden, var en sejr over Ukraine ikke et mål i sig selv. Det var et middel til at opnå en ny strategisk situation, hvor USA var væk og hvert europæisk land var tvunget til at tilpasse sig russisk magt.

Jeg konstaterede ved afslutningen af min deltagelse, at næste fase var indledt, idet Rusland havde stillet krav til Letland om at forbedre landets russiske minoritets status.

Det fik en anden deltager, den tidligere direktør i Udenrigsministeriet, ambassadør Friis Arne Petersen, til at påpege, at Letland som de andre baltiske lande i modsætning til Ukraine var sikret af deres NATO-medlemskab. Alliancens styrke ville effektivt sikre dem.

Han syntes derfor ikke at forstå, at det eneste medlemsland, der har militære styrker, der kan sikre russisk respekt for NATO, er USA. Andre, derunder Danmark, har på alt andet end det symbolske niveau kørt på frihjul i tyve år.

De vesteuropæiske medlemslandes støttemuligheder over for russisk militært pres og et konventionelt angreb er igennem de sidste tre årtier sparet og rådnet væk, og i modsætning i frontlinjestaterne fra Sverige og Finland mod syd, der siden 2014 har forsøgt at lukke de værste huller, er USA’s militær nu endnu mere dominerende end under Den Kolde Krig.

Rusland ser grundlæggende ret, når man opfatter USA som lig med NATO.

At USA nu er på vej til at opgive Ukraine, fordi Trump-støttende Republikanerne blokerer en fortsættelse og samarbejder med Putins agent, Ungarns Viktor Orban, om at sabotere økonomisk støtte fra EU til Ukraine.

Dette undergraver med god grund frontlinjestaternes tillid til USAs og derigennem alliancens muligheder.

Mens ambassadøren forklarede, hvordan USA måtte bede europæerne om at bære mere at eget konventionelt forsvar af Europa, var en anden deltager i udsendelsen, Danmarksdemokraternes Søren Espersen uden argumenter af den sikre opfattelse, at USA ikke ville tillade et ukrainsk nederlag.

Kort sagt viste udsendelsen klart og akkurat, at man slet ikke forstår den dramatiske ændring af Europas situation som er på vej som følge af Vestens amatørisme og svigt i at inddæmme Ruslands offensiv mod vores fremtid.

You should feel proud of the long Western legacy of breaking with a past where we did as earlier empires.

We thereafter sought less suffering, more equality, more freedom and more justice for all or most, even if the situation was often difficult and complex.

But instead you hate your world and its achievements and follow the Pied Piper with no knowledge/understanding driven by unthinking and manipulated emotions in your social media echo chambers.

You deserve what you will get, but I feel sorry for my gransons.

Russia invaded Ukraine starting a war that most in the West saw as a conflict between good and evil. A war between democratic aspirations and autocratic and imperial regression.

However, it soon became clear that the Global South remained neutral and it exploited the situation as much as possible. The Russians had again succeeded in making the former colonies of Western European empires ignore that the only old European empire still there and aggressively active is Russia. The only people remembering this is China, but Beijing wanted Moscow as an ally.

Through 2023 it became ever more clear that the relatively united Western front was fragmenting, as right-wing, populist political forces in both the U.S. and Europe sought a regression from democracy and rule of law. Historically aware people may recognise that this is a replay of what had happened in the Interwar Period.

After the start of the Hamas-Israeli War on 7 October the support for Ukraine has come under serious pressure from three independent forces.

The first one were the right-wing, Ukraine hostile, Trumpist forces in the U.S. It adopted an uncritical pro-Israeli line to further undermine support for Ukraine.

The second were the large – and now clearly not politically integrated – Muslim population groups of the West that fully identified with the Palestinian (in reality Hamas) position in the new conflict. In reality they acted as a radicalised extension of the Global South‘s position of neutrality in the Ukraine War.

The third was what must be called the young and largely Anarchist left that was and is nourished by years of Woke hatred and disgust of the West and their democratic governments. The West – their own countries – had been colonialist exploiters and racist slave owners, and their elites were still considered to be “structurally” racist and supporting inequality.

And their democratic states’ politicians had clearly been ineffective in meeting the main problem of our time, climate collapse. Therefore chaos with human extinction is approaching fast and uncontained.

As their equally tunnel-visioned grand-parents uncritically marched for Vietnamese Communist Party dictatorship in all Vietnam and their parents marched for unilateral Western nuclear disarmament, the young Left activists now march for a Palestine from the Mediterranean Sea to the Jordan River. They feel good doing so, so everything will end all right. Ukraine’s future is clearly a minor issue not relevant to them.

I shall not use text here to consider how it is possible for in principle intelligent, young people that have grown-up and benefitted from the rule of law and attempted social justice in Western Europe to put these unique benefits at risk and at stake by their actions. I do not understand it now as I did not understand it meeting the many fundamentalist Marxists at University and in meetings in the 1970’ties.

However, I do understand that the insecure, but convinced, young now organise outside and in opposition to the party based parliamentary democracy. The echo rooms of social media groups of the like-minded feel much safer.

My focus here is their never aquired or lost knowledge/acceptance of how Western international behaviour has improved in a unique way over the last two and a half century. I do this even if it probably is futile to unlock and defuse the self-disgust of young activists by pointing out that they should be proud of the history of the West and embrace their inheritance.

It is true that the West, at the end mainly Anglo-Saxons and the French, build and exploited immense empires and enslaved other nations.

They behaved the same way that others had done in other periods for thousands of years and some still work hard to continue to do (such as the Russians and Han Chinese on a large scale and many others on a regional or local scale).

What they should be proud rather than ashamed of is that it was their countries of the West that past started roughly 250 years ago during the Enlightenment movement in Europa.

Gradually it became accepted by more and more of the Western elites that past behaviour was morally wrong should end. The elite and state behaviour paradigm morfed gradually into what would be familiar today. The actions necessary to expand and sustain empire became controlled in means and ways to fight until it could be completely abolished. International behaviour should be regulated by a common framework of rules.

The development towards changed behaviour and more international justice certainly did not follow a straigth line.

However, after the disastrous lapse of the extended world conflict 1931 to 1945, the complex of improvement ideas was realised at the creation of the United Nations. As this organisation was created and manned by humans, it was not perfect. However most did their best to solve the unsolvable dilemmas of the time.

One such dilemma was how to create some future for the Jewish nation after decades of intensified Russian progroms in the “Bloodlands” of the Eastern Europe followed by the German led Holocaust.

Note, dear simple-minded critics, that the intentions were the best possible, but as all other settlements and societal enginnering, the implementation brought a continuation of the conflict in the British Mandate of Palestine in the 1930’ties.

Ambitious new Arab neighbouring states actively nourished the hostilities, and the UN 1956 attempt to contain the conflict failed after ten years, bringing half a century of conflict and escalating misery.

The solution now suggested by the critics of the past well-intentioned solution will just continue the Holocaust in a more naïve clothing pretending the certain result to be just.

An indirect result of the blind support of unlimited Palestinian claims against easing the way for the return of the last European empire, the Russian, to Eastern Europe.

Being a veteran of the Alliance at the end of the Cold War that ended roughly thirty years before the present still unnamed intense confrontation with Russia, I am worried, seriously worried because some core functions have been lost. They were functions developed from the early 1950ties to make NATO a credible deterrent.

Here I shall limit myself to two functions that I experienced in my own service then as major and lieutenant-colonel: The common readiness plan and the command structure. Both were exercised in the bi-annual Command Post Exercises that trained procedures.

The readiness plan (cannot remember if it was a SHAPE or NATO HQs document) described all the detailed steps at each readiness level from Peace Time to the war condition. It made it possible to coordinate preparations among all member states as the same steps were mirrored in a more detailed specific form in the national readiness plans. The NATO document also described when the Alliance would pool member resources such as communications, shipping and aviation.

The regional and subregional structure (I experienced the subregional HQs Baltic Approaches and its subordinate land force headquarters), were essential as a framework for bridging the front line and rear area/reinforcing member states. The subordinate headquarters such as the German-Danish Corps LANDJUT and the Danish LANDZEALAND developed defence plans and forces requirements, where at best only the initial part could be met by the front line member states. The NATO command structure could therefore work as a clearing-house for the distribution of the arriving force reinforments from rear including overseas member states, supplementing the national efforts of the frontline states to attract such reinforcements and negotiate the host nation support and other conditions.

Until NATO have recreated such functions for new European member forces and plans and consolidated them through regular exercises, the deterrent effect depends entirely on the visible remaining U.S. armed forces in Europa.

I have read no signs that this has been understood by the successor generation.

The new Israeli-Palestinian War was likely condoned and supported by Iran to break the developing relations between Israel and Arab States. This means that Russia has been informed in advance and has (at least tacitly) approved the Hamas coup attack.

However, as the Iran dominated Hezbollah was not involved from the start, it was probably not a direct Iranian initiative.

But, no matter who has been involved in various ways, the war is the worst news possible for the Ukraine since 24 February last year.

The reason is not only that it attracts world media and political attention at crucial time of fading interest in the Ukrainian cause.

The Israeli-Palestinian Conflict has for decades been a highly devisive issue for Europe with the large Muslim, Palestinian supporting minorities in several states. However, the latest domestic political development in Israel away from the rule of law worries even traditional European supporters of the country.

In the U.S. the issue of support for the Ukrainians now divides the Republicans, but the support for Israel does not. The more Trumpist, the more uncritical support.

Thus the new war threatens to undermine Western unity, so no matter if or how the Kremlin was involved, it is good news for Putin, and the more the new conflict spreads and longer it lasts the better for him.

Israeli support for Ukraine was limited by its security concerns in Syria. Any hope of change is now gone, if the conflicts do not merge after an escalation to a direct Israeli-Iranian conflict.

Erdogan’s Türkiye should be watched as it will try to exploit the new conflict as well.

(Photo AP)

The gangs and their warfare are creating the equivalent og “liberated areas” in the classical theory of insurgency. They are exploiting the lack of ability of the courts, social support system and police to do more than reacting to the tragic results.

To counter the problem, the Swedish authorities must apply the tools of the classical methods of counter-insurgency presented by Robert Thompson nearly 60 years ago when he extracted the lessons of the succesful campaign i Malaya. Then the central tools were an energetic campaing to generate accurate intelligence for precise intervention combined with pressure against the communities that protected the rebels plus political and economic benefits for both those communities and for the rebels that changed side.

It must be accepted that a more massive police operation even with military support will not help in itself.

These tools are necessary even if very controversial:

Forced move of families (north – Sweden is large) in forced settlement in places and environment that enhance effective survellance and control.

Effective constant and complete surveillance of the rebellious gang clusters must be sought.

Changing juvenile court procedures and decisions to support the control and intelligence effort.

Recruiting agents in the gangs and communities with guarantees of rewards, freedom from procecution and protection.

Achieving full acceptance and support from EU authorities and especially neighbouring states such as Denmark.

The alternative is continued escalation until the remaining unity of Sweden is lost.

Den 1. september, dvs. i går

svarede jeg dårligt i spørgeperioden efter et foredrag om Ukrainekrigen. Spørgsmålet drejede sig om den danske hærs læring af ukrainerne.

Det vil jeg derfor tage op i dette blog-indlæg. Det er indlysende, at vi kan og bør lære af det der er gjort godt og skidt under konflikten. Det er uansvarligt andet. Bl.a. Forsvarsakademiet og dets Hærens Officerskole samt sergentuddannelser, i hærstaben, i brigadestabene samt i regimenterne (og derefter forhåbentligt i genskabte våbenskoler) må man da selvfølgelig være i gang med at samle informationer, analyse, lære og tilpasse sig. Alt andet kan man da slet ikke forestille sig.

Lad mig her berøre nogle af de emner, der ligger lige for.

Hvordan er det lykkedes ukrainerne at føre deres brigader under presset fra konstant overvågning af droner samt elektronisk overvågning. Hvordan ser føringscentrene og deres bemanding ud, dvs. hvor store er de, med hvilke specialister ud over cheferne, med hvilke køretøjer skjult hvordan, eller i bygninger? Hvordan planlægges for kommende indsats? Hvordan kontrollerer man de forskellige enheder? Alt må ske helt anderledes, end vi normalt gør det, meget mere diskret?

Hvordan organiseres sikkerheden i felten mod udslip effektivt i en periode med intensiv droneovervågning og sociale medier?

Hvordan organiseres anvendelsen af forskellige typer af droner med artilleri under angreb og forsvar (at det sker effektivt for overvågningsdroner, kan man se på udsendte videoer)?

(Fotografiet viser angiveligt ødelagte russiske føringskøretøjer fra et kampstade)