A Simple Model for National Strategy Discourse

Just for information my latest fully “Clausewizian” version of a total strategy model … as a framework for understanding what has been missing in Western strategy making in a quarter century.

The original – more naïve – version below was used in my strategy and military doctrine development lecturing for many years. It had been developed three decades back from Général André Beaufre’s classical total strategy model.

Why Russia Cannot be Appeased … and What Then

In order to find a way to co-operate with Russia, one has to understand how the present and coming elite have come to see, reject and counter the West.


In the present Russian leaders’ understanding the Soviet Union Empire did not only collapse in 1991 as a result of the economic crisis and the leadership’s loss of belief in their project’s future. They believe that it also happened due to deliberate actions of hostile forces in the West, mainly the U.S. They exploited the weak – and thus bad – Soviet leaders and illoyal small nations such as the Baltic peoples and – much worse – the Ukrainian nationalists to achieve their aim of depriving Russia of her rightful place in the World. These hostile forces continued their work until finally found out and confronted by Vladimir Putin, the new strong and thus good Russian leader that joined the former great rulers that pulled a weakened country out of crisis and moved it towards revival such as Ivan Grozny, Peter the Great, Katherine the Great and Josef Stalin.

The present Russian leaders consider a state and its leaders as hypocritical or naïve if not built on power and not exploiting all tools to enhance its position in its region and the world. The idea that human beings or states can work in equal partnership for common good is a false mirage exploited by the stronger, as the U.S. did with Russia in its period of weakness.

In domestic repression this includes employment of such types as the Chechnyan dictator Ramzan Kadyrov and his henchmen

All relationships are built on power between the dominant side and the dependent client. Thus the EU and NATO are just intelligently manipulated fronts of U.S. power employed to weaken Russia and other states that stand up to it. The whole concept of democracy, the liberal civil society and its trimmings of equality of opportunity, justice and a free press is meant to undermine opposition to America gaining world power. The notion of such positive values are employed in a hybrid tandem with open and unilateral use of own or client military power to enhance U.S. power as against Serbia in 1999 and against Iraq in 2003. What happened in Ukraine in 2014 was a successful Russian response to an American attempt to move the Ukraine from the natural, historically rightful Russian client status to that of the U.S. Here the U.S. initially used non-military means in the spectrum of total, hybrid warfare, employing the “front” of Western sponsored NGO.

The whole set of liberal ideas of truth and historical truth is seen as fundamentally naïve and false. The truth is what furthers the aims and power of your country and the internal power of the leader group. The Soviets were basically limited in their propaganda by their commitment to the class struggle where something was just and right – others actions unjust and wrong. Not so the present Russian leaders.

What serves the promotion of relative Russian power and leadership control is justified. This includes suppression of the free press and any political opposition. It also justifies the full exploitation of the media plus any opposition in the naïve Western societies to further division there and undermine the influence of the U.S. establishment and its allies in the rest of the West.


Actually the Russians have never fought the I.S. Her actions in first Chechnya and thereafter Syria have nourished and worsened the Islamic problem of especially Europe. In spite of this Putin has been successful in presenting Russia as the natural anti-Islamic and fellow xenophobic ally of right-populist forces such as UKIP, Front Nationale, Alternative für Deutschland, Viktor Orbán’s version of Fidesz and Denmark’s “Dansk Folkeparti“. That Putin actually agrees fully with Islamic groups’ contempt and rejection of our ridiculous, anti-macho, and naïve progressive societies cannot be formally recognised by these allies as this will expose their less than full commitment to the values of their societies.

The Russians consider themselves at war with the West, a total if still not open fighting war that we started as already described. Therefore any means to undermine our already weakened cohesion is legitimate, as it will change the correlation of forces in Russia’s favour. A simple and often effective means is to corrupt our leaders by offering personal economic benefits for acting in support of Russia rather than in the interest of your country. The German ex-Chancellor Gerhard Schröder is a notable example. Others can be found in both Eastern and Western Europe.


Since late 2011 Russian-speaking minorities have been targeted in a constant propaganda and disinformation campaign meant to develop and strengthen their inherent pride in Russian resurgence and undermine their loyalty to their state of residence.
Aggressive military body-language and explicit threats to use military force to support Russian interests are routinely employed, including the threat of nuclear weapons. The de facto open use of the Russian military in 1999-2000 in Chechnya, 2008 in Georgia, after 2014 in Crimea and the Donbass and since 2015 in Syria has underlined Russian determination to change the world order in Russia’s favour.

During the last years of Obama’s presidency, the U.S. tried constantly to reset the relationship with Russia in a positive direction, including by deliberately limiting the American support of the Ukraine to further the progress towards a compromise with Russia. However, at the same time as pressing the Ukrainians to compromise, both the U.S., Canada and the EU has worked hard to reform Ukraine into a Western type of country by confronting the rampant corruption and creating transparent economic and government structures.

By strengthened civil society in the Ukraine, the West has emphasised its hostility to Russia, because by spreading the naïve notion of fair, free, just societies, we have been doing just what the Russian leaders want us to stop because it is the continuation of the “hybrid warfare” campaign that rolled back Russian control over its empire from 1988 until 2008.


The forward basing of symbolic NATO forces in the Baltics and elsewhere as agreed at the Warsaw Summit should not be seen as a hostile military act, even if is presented as such by the Russians to both the always fairness-seeking, anti-military Westerners and the Putin-supporters that apparently long for the adoption at home of his model repression of the liberal and permissive anti-macho societies. The deployment is a hostile act from our Russian perspective because it will reinforce local determination to resist pressure to enter into the traditional, corruption nourished client relationship that Russia considers natural.

In order to deal with Russia in the future, as we have to do to avoid a misunderstanding that can lead to catastrophe, we have to understand that what Russia considers a threat are the liberal institutions and values that we have spent hundreds of years to consolidate. That is what the Russian leaders work so energetically to destroy, because they correctly senses our loss of focus and will. Russia will seek to undermine our remaining defence cooperation in NATO, not to reduce any military threat, but to gain freedom to roll back the civil liberties in the neighbouring states by all required and suitable means and thereby recreate the corrupt and illiberal great power environment that existed before the First World War.

Let us understand that Russia’s objective is to poison liberal democracies to remove the threat they present to his power and Putin’s country’s ambitions. Let us face that this is incompatible with our interests. Giving the Russians what they really want, appeasing them by no longer being a visible systemic threat, will require the self-destruction of our democratic political system. Even making the superficially limited concession of allowing them to corrupt and crush the aspirations for freedom and justice of such peoples as the Ukrainians will mean that we have quietly surrendered what we should stand for and created dangerous doubt about whether and when we will be willing to stand-up for anything.

(Finnish soldiers)

If we understood and accepted this and gathered the will to act accordingly, then we could develop and follow a policy of peaceful coexistence with Russia, formally respecting her as the world power she continued to be.

If we found that will, we could base such a policy on a minimum nuclear deterrent and robust defensive conventional military posture with an area denial capability like the Finnish. We would then follow a policy that would include co-operation against common threats in such fields of climate change, nuclear proliferation and common real action against Islamic and other terror.

On NATO Burden Sharing to an old Estonian Friend

He suggested that it was understandable that Americans such as Trump were critical of the defence spending of nearly all European Allies. I agree, but also underlined both that the situation had a background in recent history of the Alliance and that a rise it defence spending east of the Atlantic because of that history would not necessarily help in the real requirement, namely of creating capable militaries out of the present inert, over-staffed Potemkin Villages:

From the start of NATO during the Korean War, the U.S. paid the most. The Continental European partners did something else: they committed their full manpower as conscripts and prepared their economies for defence support within the framework of “total defence”. They also took the risk of making their countries available as the main East-West battlefield and thus faced the total destruction.


The U.S. also paid more because as now it was a global power that also had the Pacific theatre to worry about.

In NATO the U.S. was “paid” by having the near total power to decide what happened, and it earned money on producing nearly all hardware of the Allies.

When the Cold War ended, the U.S. (and UK) used that dominating influence to declare that history had ended and the maintenance of conscription was both anachronistic and waste of money. T Keeping conscription was incompatible with membership of the Alliance. Total defence preparations were therefore unnecessary and improper in the globalised liberal economies of the future.

Of the new Central and Eastern European NATO Member States only Estonia kept conscription. The background was the Finnish example that influenced the main architect of the defence forces, former Soviet tank Polkovnik, later Estonian General, Ants Laaneots. This strong character professional convinced his friend Andrus Ansip and the rest of Reformerakond, the Liberal Party, that he was right, because history might not have ended after all.

Most European Allies were happy to comply, advised by shallow-thinking civil servants convinced that history was irrelevant in this Post-Modern Era. The Ministries of Finance applauded. Now the important part of Alliance solidarity was a willingness and to send your soldiers into harm’s way on American Campaigns.

This both your and my country did, and in Afghanistan both Estonia and Denmark had a higher percentage of their contingents killed than the rest, because we served in the Helmand Province where the U.S. avoided striking the Taliban bases in the Quetta area not to offend Pakistan.

We both showed the required solidarity in campaigns devoid of sound and realistic U.S. strategies for success. The result of the loss of conscription and the adoption of U.S.-type grotesquely over-officered peace time staffs meant the loss of balance between number of cadre and number of units with practical service experience opportunities, the loss of combined-arm balance as well as capable logistic units and the disappearance of reserve structures. All European members concentrated on learning and applying the latest NATO (ex-U.S.) buzzwords in the running of their forces. They forgot that in military organisations what counts is the output in capable and sustainable war structure forces, not the defence budget percent of GDP.

If you have unsound structures such as the Continental NATO members now, a budget increase does not necessarily lead to more military effect.

Now we realised and are told that history did not end, that Article 5 is relevant after all, and that the U.S. expect us to have the initial defence forces that the U.S. and Brits told us to abolish in the 1990s. Suddenly solidarity is no longer a matter of symbolic presence in American campaigns, it is about a budget contributions. This Burden-Sharing balancing that amateurs in and without uniforms ask for will not give defence or deterrence without a fundamental re-booting of structures developed since the end of the former Cold War.

History Repeated to Threaten Our Future …. Again

Franco and Hitler, formerly the preferred Allies of populist nationalists in both Europe and America (such as Charles Lindberg) against the perceived main threat. As with Putin now, they could underline that Franco acted in support of the Church and Christian values.

During the Interwar Period, Western liberal democracies were threatened by totalitarian/authoritarian forces from both left and right, but very few were willing confront the double challenge (with the core parts of the Nordic and German Social-Democratic Parties as the notable exceptions).

One example: During the mid-1930s the Danish Social-Democratic led Government asked the State Security Police to report on the threats to the Denmark from both the totalitarian Right (Nazi Germany) and from the International Communist Movement and the Danish Communist Party. The report underlined the different character of the two threats, but saw both as extremely serious.

The Social-Democratic Party parliamentary election poster from 1935, the year of the State Security Police two parallel threats report, showing the Prime Minister, Thorvald Stauning. The text reads “Stauning or Chaos. Vote for the Social-Democratic Party”.

Large parts of the Centre-Right forces allied themselves with the totalitarian Right. Communists, and democratic Socialists were grouped together as enemies. In the same way Centre-Left forces allied themselves with the Communists and Popular Front movements against both democratic Conservative and Fascist Forces.

Now we see the same destructive hunt for dangerous simplicity. In their hatred and fear of the destruction of their way of life by Muslims and other Migrants, Centre-Right political forces (both fundamentalist economic Liberals and Conservatives) want to ally themselves with Putin’s Russia, incapable of realising that she is as hostile to their safe future as the Islamists. Actually the Russian view of individual liberty is a mirror of that of the Islamic forces. The urge for simplicity that formerly meant that Communist and democratic Socialists (and Jews) were grouped together means that all Muslims and other migrants and other foreigners are seen and treated as enemies, thereby threatening to make this an unmanageable reality.

Unfortunately the populist Danish People’s Party spokesmen and supporters have now joined Front National, UKIP and the White Power part of Trump’s supporters.

A later use of the same motive from a “Dansk Folkeparti” election poster, the populist Centre-Right Party that now have joined their fellows in “understanding” and support for Putin.

On other side we see the Left being incapable of seeing and treating Radical Immigrants as a problem and challenge to their future. Thereby they mirror the self-destructive naïvity of the former Popular Fronts.

The only positive sign is that some Social Democrats seem to realise once more that two evils have to be confronted at the same time. However, the Social Democratic movements are far less powerful than 80-90 years back, and the media’s Facebook-reinforced hunt for Red/Left-Blue/Right simplicity undermine the move towards what is now desperately needed.

Om Departementschefsstyret, som opdateret efter to år

For godt 72 år siden valgte politikerne at bryde med den politik, som den tyske besættelsesmagt krævede. Så overtog den dengang lille danske centraladministrative elite forvaltningen af landet og fortsatte inden for de nu snævrere rammer med at varetage den danske befolknings interesser. Departementscheferne skabte en så sikker og stabil bro som mulig til den normale situation, hvor de demokratisk valgte og derfor legitime ledere kunne overtage styret af landet. Den tids ledende embedsmænd var typisk gammeldags jurister og pragmatisk elitære med en karriere inden for deres forvaltningsressortområde. De handlede i landets interesse, ikke i deres egen.

Da tyskerne rejse hjem, kom politikerne tilbage. Det samspil mellem politikerne og embedsmændene, der havde eksisteret siden I.C. Christensens overtagelse af regeringsmagten i 1905, kunne genoptages.

Den typiske ledende politiker fra Venstre og specielt Socialdemokratiet havde dengang en ikke-akademisk baggrund. Det var mennesker med moden livserfaring. Det skabte mulighed for en reel dialog, der udfordrede begge sider. Under dette samspil mellem de ansvarlige, der skulle genvælges, og deres ressorteksperter inden for Centraladministrationen og styrelserne fortsatte den vanskelige økonomiske opbygning og demokratisering af landet. Opbygningen af det moderne Danmark havde taget fart i begyndelsen af 1930’erne og efter de fem års afbrydelse nåede den sit mål i 1960’erne.

Under besættelsen var departementchefsstyret midlertidigt. Det er desværre ikke tilfældet for det nuværende urørlige og permanente departementschefsregime. Det er effektivt forankret og fastgroet med funktionelle tentakler ind i alle dele af landet og alle ressortområder, men med sit ideologiske og magtmæssige center i Finansministeriet. Vi har nu et massivt, lands- og alle områder samt forvaltningsniveauer dækkende netværk af enige forvaltermeningsfæller, der deler uddannelse, menneskesyn og idealer. Dette fælles grundlag gør dem uden af stand til systemkritisk optræden. De er reelt utænkende, fordi de efter egen opfattelse blot raffinerer det ideal, som er beskrevet i blogartiklen om affagliggørelsen af den danske offentlige sektor.

Departementscheferne er den kollektive ledelse af den massive vækst i forvalterdelen af den offentlige sektor, der er sket siden af 1980′erne under overskrifterne “modernisering” og “reformer”.

Ved blot at tale om den offentlige sektor og offentlige ansatte tilslører man, at der er en væsensforskel mellem dem, der yder borgerne en eller anden type af professionelle tjenester og service, og dem, der forvalter denne første del.

Vi glemmer endvidere, at det er kvaliteten i ydelsen, der er det væsentlige for borgerne, hvorfor den aktive del af de offentlige ansatte inden for de afsatte resurser skal frigøres mest muligt for forvaltningsbyrder.

Vi glemmer også, at det kun er de brugende borgere støttet andre professionelle inden for det specialiserede serviceområde, der kan kontrollere kvaliteten af indsatsen. Det kan forvaltningskonsulentfirmaer ikke. De er blot eksterne repræsentanter for forvaltningsideologien.

Den kollektive forvaltningsledelse har fra sit center i Finansministeriet åbenbart med succes gjort det helt utænkeligt at stille spørgsmålet om, hvad der egentligt var så galt med universiteter og gymnasier, sundheds- og socialvæsen, forsvar, politi og retsvæsen, før managementversionen af Orwells “1984″ ramte dem som tsunamibølger. Var de forfærdeligt ineffektive, inden standardiserings- og centraliseringssvulsten blev ondartet for vel 25 år siden?

Eller var deres effektivitet blot ved at sande til under påvirkning af den almindelige danske tro på, at vi havde ret til mere løn for mindre arbejde, fordi det havde vi? Denne tro var forankret i det offentlige arbejdsmarkeds aftalemodel, hvor skatteborgerne hver gang gav mere. Det skete uden modkrav styret af en forståelse af, hvad opretholdelse eller forbedring af kvaliteten af ”service”-ydelsen inden for netop dette område indebar.

Det skete uden reaktion fra den offentlige sektors ledere, nok også fordi forbedringer jo ikke mindst kom topembedsmændene til gode, fordi de sad på begge sider af forhandlingsbordet. Nogle husker fejlagtigt episoden i ”Yes, Prime Minister” som en parodi. Resultatet blev et overenskomst og lønsystem, der var ekstremt vanskeligt og resursekrævende at forvalte. Derfor medførte overenskomsterne en undergravning af effektiviteten, der legitimerede behovet for de centraliseringer af offentlige ikke-forvaltningsfunktioner, der blev benævnt ”reformer”.

Som nævnt kom forvaltningslederne til at danne et altomfattende netværk, der i grundlæggende struktur og åndløst bureaukratiske samfundssyn minder mere om Sovjetsamfundets nomenklatura i Unionens sidste 25 år end noget andet. Det var den periode, der blev benævnt ”Stagnationsperioden”, og som blev kendetegnet af en stadig mere total desillusionering af den almindelige befolkning og dybere korrumpering af de regellammede og uengagerede ”service”-elementer. Situationen dér og dengang minder også om vores, fordi der – igen – ikke er forskel på ”embedsmændenes” og ”politikernes” baggrund samt samfundssyn og rolleopfattelse. Der eksisterer ikke længere en Jens Christian Christensen, Thorvald Stauning, Hans Hedtoft eller H.C. Hansen med et engagement og en erfaring fra liv og arbejde, som selv den bedst teoretisk funderede universitetsuddannede planlægger og forvalter, som dengang Erik Ib Smidt, må respektere og bøje af over for.

Som embedsmanden er den typiske ledende politiker nu cand. polit. eller cand. scient.pol., ung og selv- og usikker samt uden livs- eller arbejdserfaring. Hvis politikeren faktisk afsluttende sin uddannelse, er den blot med lavere resultat end den rutinerede ledende embedsmands.

Politikerens situation her er svagere end i alle de lande, vi normalt sammenligner Danmark med. Dette fordi det er lykkedes de velargumenterende desværre primært selvtjenende ledende embedsmænd her at blokere for ansættelsen af politisk rekrutterede statssekretærer, dvs. viceministre, der ville kunne styrke ministerens position i forhold til embedsværkets ledere og gennem konfliktfyldt dialog anfægte departementschefernes oligarkiske magt.

Forfatteren har selv kun de bedste erfaringer med samarbejdet med norske, svenske og tyske statssekretærer. De fordele med hensyn til kontinuitet og ressortkendskab, som blev resultatet, når statssekretæren kunne afløse ministeren ved en rokade, har været indlysende. De fordele er imidlertid ikke en fordel for embedsmænd, der ikke ønsker for vidende og selvstændige ministre, der kan tage og fastholde ansvaret for deres område. Det var den ekstremt dygtige departmentschef, Michael Christiansens, der i 1989 blot konstaterede, at jeg ville blive den første hærofficer på Grønland, hvis jeg ikke holdt en så landsskadelig idé for mig selv.

Det er næppe generelt med ond hensigt, det vi nu er endt i denne blindgyde. Som i Sovjetnomenklaturaen er man nemlig totalt enige om et fælles magtideologisk grundlag. Det styrende paradigme er igennem de seneste to årtier blevet den apolitiske ”virksomhedsmodel” for statslig aktivitet. Man har omdefineret alle vanskelige politiske valg til afagligt management, til juridisk skolastik, eller til substansfrie ”sager”, benævnt ”business cases”.

Den bevidst usaglige forvaltningsgeneralist har anbragt sig som tolk og filter mellem den politiske ansvarlige og den komplekse virkelighed. I dialogen mellem den pågældende ”serviceydelses” fag- og sagkundskab og politikeren er det kun de standardiserede altid resursemæssigt målbare elementer, der slipper igennem. De økonomiske virkninger og – som speciel støtte til den uerfarne minister – indenrigspolitiske konsekvenser af forskellige muligheder præsenteres som beslutningsgrundlag, fordi generalisten ikke har noget grundlag for at præsentere de servicekvalitetsmæssige virkninger af ”reformen”.

Med dette falske virksomhedsparadigme for offentlig indsats har embedsværket tilnærmet det offentlige til en helt teoretisk model for, hvordan en privat erhvervsvirksomhed fungerer – ignorerende, at virksomheden derude skal overleve på markedsvilkår ved at sælge og stadig udvikle konkurrencedygtige produkter skabt af specialister. I den offentlige model kan man heldigvis ignorere specialisterne. Som i de halvoffentlige foretagender SAS og DONG kan man lege, at man kan lede og udvikle uden sagkundskab, dér om luftfart henholdsvis energi.

Et eksempel på virkningerne er den nu endeligt diskuterede kvalitet af gymnasie- og universitetsuddannelserne. Her næredes modellen med sin satsning på generel managementledelse også af en kombination af socialistisk baseret tro på at alle har lige evner og af den liberales tro på, at en produktionstørrelse, som selv generalisten kan måle, skulle drive udviklingen. Det skabte en malstrøm af faktorer, der sikrede et frit kvalitetsfald.

Frigjort fra markedets risici slipper man smertefrit århundreders udvikling af samfundets professioner og specialiserede funktioner. Alt kan uden risiko reduceres til, hvad den selvsikre hel- eller halvstuderede økonomi- eller statskundskabskandidat kan forstå. Man centraliserer, standardiserer og tvinger professionerne til først at ignorere og derefter glemme deres erfaringer. Det gik og går glimrende, for det ambitiøse medlem af en af professionerne, være hun eller han universitetsansat forsker, officer, gymnasielærer, læge eller sygeplejerske, er altid klar til at lære tom ”new speak”, hvis det er vejen til kors, bånd, stjerner, højere løn og nye privilegier. Dette ikke mindst, hvis det er vejen til positioner fjernt fra den stadig mere ubehagelige virkelighed.

Erhvervslivets ledere uden for den offentlige er tilfredse, for de tror at markedsfornuft implementeres, men bliver snydt af det fælles managementsprog: liberalistisk new-speak som ”professionel ledelse” (lig med ”asaglig” ledelse uden hensyn til saglig professionalisme), ”service” (for dårligere betjening), ”HR” (for mekanistisk forvaltning af medarbejdere).

Det er jo smigrende, når disse offentlige ansatte – grundlæggende set som snyltere af de private virksomhedsledere – kopierer de Kejserens Nye Klæder, som den professionelle virksomhedsleder godt ved ikke er det, der skaber succes. Selv efter at have været på sidste attraktive lederkursus ved de jo godt, at det er noget så trist som ajourført professionel dygtighed, rettidig omhu, smitsomt engagement, reelt dybt kendskab til og sympati for de ansatte, villighed til at delegere til de bedste samt personlig risikovillighed. Men det kan ikke så let sælges til de offentlige ledere.

Som andre oligarkier beriger de sig derefter selv. Her gennem meget store bonushonorarer, givet oven i lønnen for efterlevelse af ansættelseskontrakten, der altid fokuserer på kvantitativ målopfyldelse, fordi man ikke har nogen forudsætninger for at være ansvarlig for noget så irrelevant som professionel kvalitet.

Management-ideologien, den nye liberalistiske marxisme, sikrer et aktivt aprofessionelt magtlag, der effektivt har brudt den direkte og krævende dialog mellem politikeren om hvad han/hun ønsker (ud over personlig magt og sikker karriere) og den fagligt professionelle (forsker-underviser, diplomat, officer, ingeniør), der kan mere end økonomisme og anden nomenklatura-teori fra det aldrig videnskabeligt prøvede eller begrundede ”New Public Management” sniksnak.

Man ignorerer helt, at indsigt og udvikling bedst sikres gennem tvunget og konfliktfyldt kritisk dialog og samspil mellem erfarne folk med væsensforskellig baggrund. Med den grundlæggende ens baggrund i magtlagene opnår man en stadigt selvforstærkende ”group-think”, hvor mulig grundfalsk enighed aldrig vil blive anfægtet, før det er for sent.

Styrelserne, der står for ydelsen af den faglige indsats for befolkningen – så som politi, retsvæsen, sundhedssektor, universiteter, gymnasier, forsvar – afprofessionaliseres i den pseudo- erhversmæssige produktionsmodel, indtil de ikke kan eller ved mere end de ”professionelle ledere”, dvs. ikke kan forudse professionelt, effektivt udføre og udvikle deres fag eller sikkert implementere beslutninger. Så får man ”IC4”-resultater.

Medens det ledende embedsværk nyder magten og dens økonomiske frugter, henvises politikerne til at beskæftige sig med at fodre og underholde medierne som talsmænd og sælgere af magtens produkter. Forstærkning af politikerne med spindoktorer sikrer, at de koncentrerer sig om at sælge og forsvare snarere end at søge at lede landet. Den politiske tomhed har fjernet forskellen mellem rød, blå og grøn, der er et miskmask.

Der opstår nu alvorlige problemer for borgerne, hvilket er en naturlig følge af den demoralisering og afprofessionalisering, som det falske paradigme medfører. Så skal ministeren, selvfølgelig ministeren, tage ansvaret over for medierne, så disse glemmer at tænke og forstå, at der findes en formelt direkte ansvarlig. Der findes en leder af bostedet, kontorchef i kommunen, eller rektor for uddannelsesstedet, der burde være professionel nok til at forudse og engageret nok til at hindre problemerne.

Men det er mere spændende for de journalister, der endnu ikke er blevet spindoktorer, at gå efter ministeren, som reelt ingen indflydelse og magt har, end at undersøge, om den pågældende direkte ansvarlige har den nødvendige delegerede myndighed, de resurser, klare og entydige forvaltningsrammer og den faglige baggrund, der gør, at han eller hun kan være ansvarlig for sit område. Dvs. alt det, som er blevet anfægtet af de seneste tyve års centraladministrative teori og udvikling.

Når problemerne pga. den grundfalske ”virksomhedsmodel” for den offentlige sektor så stadig øges, er det logisk, at departementscheferne – som det lige er sket – får politikerne til at lovgive, så mediernes mulighed for indsigt begrænses.

Mens ingen virkelig erhvervsvirksomhed i længden kan regne med ustraffet får lov til at spinne, lyve og hindre indsigt, tror den offentlige sektors ”erhvervsledere” at bedrag er det normale samspil i erhvervslivet, og hindrer så vidt muligt indsigt i magtforhold og beslutningsforløb. Den offentlige sektors ledere mener, at den ifølge virksomhedsmodellen har ret til en beskyttelse mod ejernes – borgernes – kritiske indsigt i interne sager, der vil være mere vidtgående end hvad det private erhvervsliv kan regne med.

Danske Bank kunne mismanage i midt-0′erne, men den blev derefter ramt af virkeligheden og reddet af skatteborgerne ved en særlig indsats. Departmentscheferne har lettere ved at få finansieret deres regime.

Når det går galt, er det for departementschefernes oligarki klart, at det altid er ministeren eller styrelseschefen, der må bære ansvaret og forsvinde.

Dette blev smukt illustreret, da Forsvarsministeriets departementschef ikke viderebragte Forsvarsstabschefens anbefaling om, at Søren Gade ikke skulle anvende nyheden om ”Jægerbogens” oversættelse til arabisk. Først måtte styrelseschefen, Forsvarschefen, gå. Senere måtte ministeren trække sig. Departmentschefen fortsatte, ganske vist svækket, men ved at love departementchefsstyrets præsteskab i Finansministeriet at reducere forsvarsbudgettet og svække Forsvarsledelsen og de militære faglige synspunkters fremtidige indflydelse afgørende gennem en dygtig misinformationskampagne, overlevede han i sin stilling, og kunne gøre sin sejr og sig selv attraktiv for den ambitiøse kommende minister. Nu er enhver mulighed for politisk og faglig ansvarlig ledelse af Forsvaret blevet totalt undergravet ved reorganisering, der indledte den nuværende forligsperiode.

De problemer, der opstår, når departementschefens rolle og selvforståelse ikke længere er embedsmandens med en gennem årene veludviklet ressortforståelse, ses konstant i Skatteministeriet.

Uden solid ressortforankring bliver departementschefen henvist til, ud over loyalt over for finansministeriet at skære i den sagkyndige del af ressortområdet, –yderst tilfreds – at lege med magten, herunder at støtte ministeren og regeringen i at bevare magten. Efter de senere års begivenheder står hovedproblemet lysende klart: Når embedsmanden spiller magtspil, optræder han som politiker, men uden den legitimitet, risiko og ansvarlighed over for vælgerne, som politikeren må acceptere i et demokrati.

Efter drabet på den samlende fortælling

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

Dress-rehearsing the destruction of NATO?

What is happening now in eastern Ukraine may unfortunately be used by Russia as a model against the Baltic States. Only one of the states needs to be targeted. The most likely one would be Latvia. It is the country with the largest regional differences in economic development and the one with the deepest social inequalities. It has the highest level of political corruption and oligarchic influence on the political system. The national territorial security presence grew out of a nationalist militia, which now requires total reform and to be filled with substantial, locally mobilised forces. A significant part of the population – even in the capital – keeps itself updated via the Russian State television. Latvian nationalist have routinely been named fascists.

It would unfortunately not be difficult to orchestrate troubles similar to what we see now in the larger East Ukrainian cities with the purpose of sabotaging the maintenance of effective rule by Kyiv in that part of the country. Troubles that would make it very difficult to maintain solidarity. No NATO presence in the Baltic States – air policing, naval visits or army exercises – can do much to counter such an activity. It would require a combination of socio-economic changes and Latvian investment in security sector and defence reform, including as already noter the creation of a sizable, well-disciplined and officered national territorial defence structure. This is hardly economically viable without the introduction of Nordic type national service with its emphasis on an intensive, short training of motivated citizens.

NATO Europe is so desperately weak after a series of deep reductions of its operational military forces that these members are only able to supply a Potemkin character trigger. Only Turkey has maintained proper territorial self-defence forces. In Northern Europe only neutral Finland has averted the End of History infection of the brain and balance. Any deployment of the present forces signals weakness and vulnerability rather than robust and stable strength, and this is most likely to lead to self-deterrence if the bluff is called. It is important to remember that of the roughly 700 kilometres Baltic States border with Russia-Belarus, the interesting Latvian part is a couple of hundred kilometres.

The only really potentially effective counter would be immediate highly visible EU regional development projects in the depressed areas in the southeast and east of the country.

I forlængelse af en analytisk levnedsbeskrivelse og kommentar til BJ-JD-sagen – med Bent Jensens reaktion efter læsning af artiklen

Læs “SNU maskepi”:

Synet på modstanderen
Som allerede nævnt var der reelt intet sammenfald mellem Bent Jensens og Jørgen Dragsdahls aktivitets- og interessedimensioner fra 1979 til 1983. Jensen gav imidlertid Dragsdahl skylden for visse socialdemokraters umoralske og skadeligt opportunistiske optræden. Da han ikke kunne ramme forræderne, blev journalisten den voksdukke, som han kunne stikke sine nåle i.

Med landsrettens hjælp lykkedes Bent Jensen personlige hævn på Dragsdahl, der kom til at bære for historikerens afsky for kommunismen og alt dens værk, nyttige idioter, medløbere, osv.

Denne totale fokusering på værdikampsdimensionen under den Kolde Krig, som Jensen stod for, er blevet styrende i Danmark. Det dominerede direktivet til DIIS for den undersøgelse, der kom i 2005, og det affødte den redaktionelt ansvarlige Svend Aage Christensens manipulerende reaktion, da han afviste at levere det ønskede og forventede resultat.

De militære og strategiske dimensioner af den Kolde Krig, domineret af militær opbygning, planlægning og strategier, blev og bliver set som irrelevant af Bent Jensen, Anders Fogh-Rasmussen, m.fl., og er derfor også kun venstrehåndsdækket af DIIS-redegørelsen.

Bent Jensens modrapport til DIIS-udredningen, som Gyldendal publicerer, ligger i øvrigt forventeligt i perfekt forlængelse af den danske sikkerhedspolitiske tradition og forskning, ifølge hvilken militære forhold og militær professionalisme ses som irrelevante. Den tradition er ikke begrænset til den politiske venstrefløj.

I virkeligheden ser man i Bent Jensens korstog en ubehagelig parallel til situationen under og efter en rigtig krig. Frontsoldaten, og fra 1979 til 1983 var jeg – som Uffe Ellemann på sit højere niveau – ”frontsoldat” i direkte kontakt med modstanderen. I den situation må man for at være effektiv kende og respektere den anden side, man må se og forstå dem som mennesker. De mange, der sidder og skjuler sig frustreret, stumvrede og inaktive langt fra fronten, kan lade sig nære af sort-hvid propaganda og had. Hadets fælleskab i ”etapen” var godt, forsøg på at virke gennem dialog var fraternisering og forkastelig.


Bent Jensen svarede ikke på denne blog, men da han dog trods alt efter at have læst artiklen reagerede med en email synes jeg (Clemmesen) det ville være korrekt at blokkopiere denne mail hertil:

Det er morsomt at læse dine fantasier om, hvad jeg sagde på et møde i Videnskabernes Selskabs bygning i 2005, hvor DIIS-udredningen blev diskuteret. Ifølge dine fantasier erklærede jeg nærmest Dragsdahl krig på dette møde.

Rent nonsens! Dragsdahl kom faktisk hen til mig efter mødet for at takke mig for mit indlæg, hvor jeg kritiserede DIIS-udrederne for ikke at skrive klart om Dragsdahl, men lade det blive ved antydninger.

Du har tilsyneladende også en meget dårlig hukommelse vedr. det forhold, som er omtalt i PET-kommissionens beretning: et medlem af SNU, som videregav militærpolitiske oplysninger. Samme dårlige hukommelse plager i øvrigt Dragsdahl. Jeg tror nok, at det af psykologer kaldes fortrængning.

Men din høje opfattelse af dig selv fejler til gengæld ikke noget.


Bent Jensen

Jeg overlader trygt til dem, der i modsætning til Bent Jensen kendte eller kender mig, at bedømme mit arbejde: både dengang i SNU, ved enhederne, de konservative og socialdemokratiske politikere, der placerede mig i Forsvarskommissionen af 1988, under ombygningen af Forsvarsakademiets Stabskursus ved den Kolde Krigs afslutning, under de 10½ års indsats i Baltikum eller senere som historiker.

Men lad være at fortælle ham om det. Det er indlysende for sent at forvirre ham med oplysninger der typer på, at verden ikke er endimensional.

Om den arrogante afvikling af god forvaltningsevne og -etik

”Danske embedsmænd betjener loyalt den til enhver tid siddende regering”

Det lyder og er korrekt og hensigtsmæssigt, hvis betjeningen holder sig inden for klare rammer, og ikke bliver til politisering til støtte for minister og regering uden risiko for at miste jobbet. Dvs. uden den risiko, der ville eksistere, hvis der som i andre lande var tale om for statssekretærer/viceministre og om en gruppe af politisk rekrutterede assistenter og rådgivere.

På grund af, at hans argumentation blev støttet af hans eget eksempel, overbeviste departementschef Michael Christiansen Clemmesen dengang i 1989 om, at han havde ret. Den danske model var den bedste for Danmark.

Men udviklingen siden har fået mig til skifte mening. Der er sket ændringer i Centraladministrationens arbejdsmåder, som har undergravet anvendeligheden af modellen. Men lad os først kort gennemtænke, hvad loyal ministerbetjening indebærer, og hvad der må ses som uansvarlig politisering.

Loyal ministerbetjening
De danske ministeriers embedsmænd er placeret som formidlere og brobyggere mellem ministeren og de i princippet fagprofessionelle i styrelserne. Dette er det centrale forhold i det danske system, der med ministrenes ressortansvarlighed ikke har formelt kabinetstyre.

Men selv her virker ministeriets ledende embedsmænd og specielt departementschefen også som en bro til de andre dele af centraladministrationen, herunder ikke mindst til statsministeriet på generelle policy-områder, justitsministeriet med hensyn til lovgivnings- og andre juridiske forhold samt finansministeriet med hensyn til resurseforbrug.

Den loyale betjening af ministeren indebærer, at man inden for de juridiske og andre rammer og det besluttede budget hjælper ministeren til at få vedkommendes politiske hensigt udkrystalliseret i formel lovgivning og andre formelle beslutninger og derefter implementeret. Dette må ske under fuld inddragelse og hensyntagen til den professionelle fagkundskab inden for ministeriets ressortområder, dvs. fra styrelserne.

Systemforgiftende politisering
Den loyale betjening bliver til uacceptabel politisering, hvis embedsmanden arbejder direkte for at fremme ministerens kamp om indflydelse i sit parti, hvis man søger at hjælpe politikeren med at få sin politik gennemført ved at bidrage til ikke-sagligt funderet indsats mod oppositionen, eller hvis man simpelthen af hensyn til, hvad man opfatter som ministeriets “projekt” anbefaler tvivlsomme fremgangsmåder.

Det samme gælder for aktivitet for at manipulere den politiske beslutningsproces ved bevidst at under- eller misinformere oppositionen og resten af lovgiverne.

En sådan kun forsvares i situationer, hvor væsentlige internationale interesser og forpligtelser står på spil, og selv i sådanne tilfælde kun midlertidigt.

Ikke mindst forløbet i Justitsministeriet op til Tamilsagen og for i Skatteministeriet i Thornings sag demonstrerede, at disse grænser for loyal betjening af ministeren synes mildest talt vanskelige at fastholde, og med den nye offentlighedslov mindskes offentlighedens mulighed for at holde embedsmændene fra grundlæggende systemundergravende politisering. Jeg skal i afslutningen kommentere kroniske og friskere sager.

Fra en centraladministration ledet af jurister til en drevet og domineret af politologer
Den væsentligste ændring siden slutningen af 1980’erne er i den uddannelsesmæssige baggrund af den typiske embedsmand i forvaltningen. Bortset fra i stillinger, hvis indhold primært var økonomisk planlægning og kontrol (og hvor der derfor var ansat cand.polit.’er) var den typiske embedsmand jurist.

Med en meget grov forenkling er en dansk uddannet jurist som forvalter grundlæggende pragmatisk. Den eneste ideologisk-teoretiske profil må siges at være, at de i deres opfattelse af juristens mission som gruppe er liberalt-progressive. De er som nævnt som forvaltere pragmatiske, og som representanter for en gammel profession er man gode brobyggere til de professionelle fra andre områder i styrelserne.

Der er endvidere blandt jurister en accept af, at man specialiserer inden for det ressortområde, man er ansat i, hvilket forstærker muligheden for brobygning. Den rolle, som præcedens har for jurister, skaber en naturlig interesse for, hvordan ting tidligere var og fungerede.

I løbet af de seneste 25 år er Centraladministrationen hurtigt blevet domineret af politologer. Cand. scient.pol.-studiet har siden de første år i Aarhus i stigende grad sigtet på at opnå et teoretisk grundlag (økonomisk og andet) for hurtig forståelse og reformer. Fortiden dannede ganske vist grundlaget for den teoretiske forståelse, men den eksisterende og tidligere situation skabte ikke som for juristen præcedens for noget som helst. Den var blot en trist uvidenskabeligt organiseret situation, der kunne danne baggrund for reformer.

Trautner, der gennemgik cand.scient.pol.-uddannelsen i Aarhus i 1990erne og senere fulgte den op med en ph.d. i politisk videnskab i Aalborg, konstaterer nu, at den danske politolog fra hans studietid er opdraget til at repræsentere tre kerneværdier:

For det første er man “problemknuser”. I kraft af den sublime indsigt i politiske processer, økonomi og forvaltning er man forpligtet til straks at løse erkendte problemer.

Den anden er en mekanistisk opfattelse af rationalitet, der dels reducerer mennesker til nyttemaksimerende maskiner, dels antager at regler og strukturer bestemmer adfærd. Der er derfor to redskaber i politologens værktøjskasse, nemlig økonomisk stok og gulerod samt detaljerede regler, herunder om rapportering af målelige effekter.

Den tredje kerneværdi er en respektløs tro på generalistens forrang. Professioner og deres erfaring regnes for intet; politologen er som generalist nemlig bedst egnet til rationelt og med regler at styre og integrere alle overordnede processer, mens professionernes laverestående udøvere stilles frit til “bare” at løse de praktiske opgaver.

Politologen lærer på studiet på baggrund af en teori at opstille en model der skaber overblik over et problem fra virkeligheden, og fremskaffe data der belyser problemet. Så langt så godt. Kæden hopper derefter af, fordi modellen aldrig kræves trykprøvet hos de berørte og erfarne specialister, der forstår deres fags dybere grundlag. De ses kun som kilde til informationer, deres erfaringsbaserede forståelse af sammenhænge erkendes og anerkendes ikke. Tværtimod øves politologen i på strengt logisk, dvs. uden brug af ekspertise og erfaring, selv at udvælge den objektivt bedste løsning modellen tilbyder. Og voila, så skal der implementeres. Fra teori til reform på 3 sekunder!

Tilbage i røgen fra de brændte dæk står de professionelle med vejkortet i hånden, der er ikke plads til dem i den politologiske racerbil, der så kører i virkelighedens grøfter. Sammen med de demoraliserede professionelle står befolkningen tilbage, igen præsenteret og betalende for kejserende nye klær.

I forhold til den traditionelle juristdominerede Centraladministration blev ændringen revolutionær, man kan vel sammenligne den som en invasion af en invasiv art, som dræbersnegle. Men invasionen har været som en fra rummet, for angiveligt er juristers krop taget i besiddelse, så også de er blevet inspireret til at gå alt for langt i ministerbetjeningen.

Der blev også en afledt virkning på det danske politiske system. De politologiske embedsmænd var motiveret som samfundsentreprenører, ikke samfundsbevarere. I modsætning til, hvad der var tilfældet for juristerne, var der ligeså lidt sandsynlighed for, at politologerne politisk og holdningsmæssigt var konservative, som tilfældet var for Stalins planlæggere og aktivistkadrer i 1930’erne. Politologer må naturligt have enten socialistisk eller liberalistisk ramme og inspiration for deres aktivistiske “can do” mission.

Konservatismens grundlag blev derefter undergravet ved det centraliseringsangreb på landets fungerede strukturer, “det gamle skidt”, som derefter fulgte.

Politologer havde efter deres egen opfattelse ”ret”, og dette umuliggjorde, at deres forhold til de professionelle i styrelserne kunne forblive en brobygning mellem dem og ministeren. Styrelsernes fokus og organisation var problemer, skadeligt bundet til en irrelevant fortidig situation. De skulle ”reformeres”, indtil de professionelles kerneydelser til befolkningen blev standardiseret til politologens rationalisme. Det skete bl.a. med “virksomhedsmodellen”.

De politologuddannede embedsmænd ankommer – nok uden at dette er fuldt bevidst – med egen agenda, både over for ministeren og over for de professionelle i styrelserne. De sidste skal som beskrevet presses ind i generalistskabelonen – dvs. afprofessionaliseres – og blot levere data til generalistens styring.

Det er indlysende, at det er langt vanskeligere for en energisk og højt begavet politologisk problemknuser at holde sin betjening af ministeren inden for rammen af ”loyal ministerbetjening”, end det er for den embedsmand, der har juristbaggrund, og som er vokset op som forvalter i et ressortdepartement.

Der er et andet alvorligt problem med skiftet fra jurister til politologer som centraladministrationens rygrad. For en politolog er personlig og professionel erfaring ret irrelevant, da man grundlæggende som kandidat ”fødes” med den rigtige forståelse af, hvad der skal ske. Dette fører til stadig yngre, mere dynamisk arrogante departementschefer, der er stadig mere villige til politisk reform – og anden – aktivisme i ministerbetjeningen.

Sammen med, at ministrene selv gennemsnitligt bliver stadig yngre og besidder stadig mindre livserfaring, betyder dette, at ledelsen af Danmark helt ophører med at være repræsentativ for befolkningen, der med en højere gennemsnitlig levealder afspejler den for politologerne irrelevante fortid.

Det aktuelle eksempel er SKAT, hvor man både har gennemført massive reduktioner, flyttet og løbende flere gange har reformeret organisationen. Både centrale og underlagte embedsmænd politiserer åbenbart rutinemæssigt og viser derigennem det slettest mulige ledelseseksempel for de reformpressede ansatte. At de ansatte derefter forledes til magtmisbrug og overfladisk arbejde kan kun undre en politolog og hans politiske “kejser”, der er blevet forvænt med reformklæderne.

Selvfølgelig kan man groft overbetone betydningen af embedsmandens uddannelsesbaggrund. Men lad os her opstille den tese, at hvis departementet – hvilket jo sker – bliver belemret/velsignet med en minister uden alt for mange egne idéer, intelligens eller dynamik, vil juristen i sin ministerbetjening sørge for, at forvaltningen kører sikkert og solidt videre, som Sir Humphrey Appleby i “Yes, Minister“. Derimod vil dette sandsynligvis blive set som dårlig politikerbetjening af en ambitiøs politolog. Der må være behov for effektivitetsforbedrende centraliseringsreformer, som kan sikre ministeren en højere profil og undgå, at man spilder tiden med ren forvaltning af det eksisterende.

Trautners profil af kollegaerne
En betydende andel af de centralt placerede embedsmænd med politologisk baggrund, synes ikke at være modnet af erfaring. De holder fast i deres uddannelses værdisæt af respektløst, proaktivt problemknuseri baseret på en umoden opfattelse af rationalitet og foragt for erfaring og professioner, som nu er det fundament hvorpå offentlig styring og ledelse nu bygger. Politiske valg gøres dermed til spørgsmål om regler og teknik, og politologen til politiker. Disse falske værdier præger i stigende grad andre faggrupper, herunder professionernes udøvere. I tyve år er de offentlige udgifter bl.a. derfor steget en procent om året, mens produktiviteten er faldet i en tilsvarende takt.

Om de aktuelle sager
For det første den kroniske sag med SKATs fejlagtige ejendomsvurderinger, hvor embedsmænd i loyalitet, dvs. egen karriereforvaltning, åbenbart har undladt at understrege det grundlæggende sagligt uholdbare i en situation, hvor beskatningen af borgerne overlades til tilfældigheder. Man kan have en stærk mistanke om, at berøringsangsten hænger sammen med, at den ødelæggelse af den lokale forankring af skattevæsnet, som de løbende “reformer” har medført, er den direkte årsag til, at dette problem blev uløseligt.

For det andet Udenrigsministeriets misbetjening af Udviklingsministeren i GGGI-sagen, der medførte, at han fejlinformerede Folketinget og måtte gå af. Her har “projektet” åbenbart været slippe af med nogle af de mange udviklingsmillioner på en måde, der ikke belaster ministeriets gennem-“reformerede”, dvs. reducerede, korps af embedsmænd. Den helt grundlæggende og grundige sagsbehandling, der i hundrede år har karakteriseret dette embedsmandskorps, der traditionelt har været domineret af elitejuristers normer, er blevet undergravet.

For det tredje det forløb, der førte til Justitsministerens afgang. Igen var der åbenbart tale om embedsmænd med Chefen for Politiets Efterretningstjeneste i spidsen, der dyrkede politisk management for at undgå ekstra belastning af resurserne. Man anvendte en grundlæggende intetsigende trusselsvurdering til at kontrollere en svag, naiv og grundlæggende embedsmandsloyal minister i sin manipulation af Folketinget.

For det fjerde hjælpen til Socialministeren i hendes utålmodighed med grundlæggende forvaltningsregler. Her er der – uanset de pågældende embedsmænds akademiske baggrund – klart tale om netop den lyst til politisk “problemknuseri”, der jævnfør Trautner karakteriserer hans generation af politologer.