OM CORONA-STRATEGIERNE OG VORES ERFARINGER HER I STARTEN AF ANDEN BØLGE

Der har været tre opfattelser bag valget af fremgangsmåder:

FOR DET FØRSTE, at man kunne og skulle leve med sygdommen indtil man på et tidspunkt opnåede flokimmunitet, som man forudsatte ville være så dækkende og vare så lang tid, at senere udbrud ville være begrænsede.

I Sverige valgte man denne vej, idet man dog gennem forholdsvis milde nedlukningsforanstaltninger og henstillinger forsøgte at finde en balance mellem ønsket at holde samfundet i gang og den nødvendige, men nu bremsede smittespredning. Det er en strategi med fokus på makroniveauet.

Man kunne benævne strategien “managed laissez faire-strategi”.

FOR DET ANDET, at man måtte se i øjnene efter de første erfaringer i Kina, at dette ville være samfundsødelæggende.

Derfor skulle man gennem massiv testning, energisk kontaktsporing og beslutsom karantæne/isolation. Denne vej blev efter den første katastrofe valgt af Kina, fastholdes af Sydkorea, bl.a. Singapore, New Zealand og de fleste dele af Australien, og er også valgt af resursestærke lande i Vest fra Tyskland i den ene ende og Norge samt Island i den anden.

Danmark har nu officielt valgt denne strategi, men uden at have gjort sig klart, at man mangler den nødvendige smittesporings- og dedikerede laboratoriekapacitet.

Det er en strategi med fokus på mikroniveauet, for den konstante kraftanstrengelse skal muliggøre den størst mulige åbning af økonomien. Man kunne benævne strategien “offensiv inddæmning”.

FOR DET TREDJE en fremgangsmåde, hvor man søgte at kvæle smitten med generelle tiltag på makroniveauet, som skulle undgå, at sundhedsvæsnet ikke kom i en så dramatisk og pinlig krise som i Wuhan, Lombardiet, Madrid og New York.

Det skulle vare, indtil man opnåede en behandling, vaccine, eller man måske blev hjulpet af den flokimmunitet, som man ikke nævnte direkte.

Man skabte ikke de instrumenter på mikroniveauet, der skulle til at trykke og holde smitten i bund. Man kan egentligt ikke kalde denne vej en strategi, kun “optimistisk taktisk tilpasning”.

Efter at have flirtet med den klare og mandigt beslutsomme første model i et par uger i Storbritannien og flere måneder for USAs og Brasiliens vedkommende, flygtede man som de fleste andre lande til tredje model, som andre lande som Danmark havde valgt så tidligt med det begrænsede mål, at hospitalsvæsnet ikke blev overbelastet.

Den tredje vej har imidlertid det problem, at den ikke har målet og midlerne til at holde smitten nede, og der er hele tiden risiko for, at man må gribe til de generelle og ødelæggende nedlukningsforanstaltninger.

Dette er nu blevet ubehageligt klart ved den nedlukning i august af den australske delstat Victoria med metropolen Melbourne, der blev det nærmeste et demokrati er nået til de drakoniske forsinkede kinesiske skridt i februar.

I Victoria er man imidlertid nået til erkendelsen af, at det tredje vej indebar risikoen for, at det kan gå galt igen, og som andre dele af Australien har man nu valgt målet at holde smitten nede med en konstant indsats på mikroniveauet.

Risikoen for, at det går galt, gælder på samme måde både den første (svenske) og dem tredje vej, “siksak-taktikken”.

Måske reddes vi af en rettidig vaccine fra at måtte lære dette på samme måde som Victoria gjorde.

Det må vi håbe, men jeg tror det desværre ikke. De nye “sak”, der må forventes fra næste uge, bliver næppe de sidste år.

Danmark skal desværre nok igennem en meget ubehagelig læreperiode, fordi vi ikke viste rettidig omhu i foråret, og fordi vi har tabt ungdommens accept, indtil de igen har kedet sig over lukkede undervisningslokaler og fjernundervisning.

DE NYE CIVILE OPSTANDE

Af og til kan man være uforskammet heldig. Jeg var begyndt at skrive om den pandemi af alt fra unges afvisning af Coronabegrænsninger af deres opførsel til omfattende åbne oprør mod regeringer og autoriteter. Og så interviewede Flemming Rose den gamle CIA-analytiker Martin Gurri i den seneste Weekendavisartikel “Mørkets fyrste”. Gurri argumenterede i forlængelse af sin 2014-bog “The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millenium”. Som følge af digitaliseringen var der var sket en eksplosion af information i de seneste tyve år. Det var en følge af digitaliseringen og havde undergravet respekten for alle typer autoritet og hierarkisk baseret myndighed.

En af min generation, der har oplevet 1968, vil formulere det som et nu folkeligt ungdomsoprør på speed. Dengang havde det blot været den intellektuelle elites angreb på konservative idéer og privilegier.

Og nu videre til spektret af nye opstande. Internettet og nu de sociale medier er hovedkommunikations- og mobiliseringsrammen, og derfor har overdrivelser, rygter og konspirationsteorier mindst lige så stor rolle som en “saglig”, logisk, erfaringsbaseret argumentation.

Der er indledningsvis ikke nogen ledere. Det er mere behov som symbolske Jeanne d’Arc-typer som Greta Thunberg da organisationsprocessen er flad- Opstanden kan uden problemer rumme grupper med vidt forskellige og endda modsat rettede mål. I det seneste par år har vi set De Gule Vestes aktion i Frankrig, Hongkong-opstanden mod Beijings undertrykkelse af friheden, BLM-demonstrationerne samt de igangværende oprør i Beirut og Belarus. Men man bør også medregne den store Berlin-demonstration mod de tyske Corona-epidemiforanstaltninger.

Man kan sige, at de første eksempler på denne type civile oprør var de amerikanske højre- og venstrereaktioner på 2008-finanskrisen; Tea Party Movement i 2009 henholdsvis Occupy Wall Street Movement i 2011. Mens den sidstnævnte tabte dampen og endte uden effekt, blev den første finansieret og overtaget af højrefløjen i Det Republikanske Parti og dannede et forstade til Donald Trumps gøgeungeovertagelse af sagen og partiet. I fornyet form lever opstanden videre i QAnon-konspirationsnetværket.

Fra slutningen af 2010 fulgte de civile opstande i Det Arabiske Forår, der endte i den syriske tragedie.

I øvrigt har den flade eller manglende formelle organisationsstruktur og ledelse betydet, at det har været umuligt at få en egentlig forhandling med henblik at nå til et politisk forlig. Det har hidtil ført til, at den franske præsident måtte søge at tage luften ud af De Gule Vestes protester gennem en modkampagne, der skulle fjerne eller mindske nogle af de påpegede uretfærdigheder. Klimabevægelsen er adopteret og søg tæmmet af politiske partier. Det samme kan siges om Det Demokratiske Partis udnyttelse af nogle af BLM-bevægelsens krav i den igangværende valgkamp.

Beijings reaktion på Hongkongoprøret var derimod at opgive den tidligere britiske kronkolonis særstatus af frit vindue til Vesten, for det Kinesiske Kommunistiske Parti kan ikke slippe kontrollen og bevare magten.

Hvordan det går i Beirut og Minsk er det stadig vanskeligt at sige, fordi det er de eksisterende politiske systemer i Libanon og Belarus, der på forskellig måde har umuliggjort en politisk organisering med legitime ledelsesstrukturer i oppositionen.

I Belarus har den flade struktur med kun symbolsk ledelse sammen med fastholdelse af ikke-voldsstrategien dog åbenbart blottet og undergravet Lukasjenkos magt og frataget Putin mulighederne for at intervenere med det russiske folks støtte.

Begge steder betyder den udenrigspolitiske realitet også, at oprørernes ønsker vanskeligt kan opfyldes i det lidt længere perspektiv. I Libanon pga. Iran, Syrien og Ruslands interesser i landet, I Belarus på grund af, at Putin må undergrave, at endnu et folk i Ruslands interesseområde ikke alene får held til at vælte en autokratisk leder og derigennem skaber et uønskeligt eksempel, men at det derefter også får held til at skabe et stabilt demokratisk styre.

Den hurtige og delvis lukkede meningsdannelse på de sociale medier af modstandere af selv legitimt valgte, demokratiske magthavere, vil med sikkerhed fortsætte, og som hidtil vil konspirationsteorier og svigtende vægt på fakta-forankring meget let kunne komme til at præge aktivismen, som det også var klart ved Corona-demonstrationen i Berlin den 1. august.

Det nye er, at spredningen og den medfølgende mulige mobilisering af en amorft opstand sker stadig – og med lysets hast. Man kan forstå hvorfor det kinesiske regime må kontrollere sit folk så tæt.

Alle regeringer herefter sidder på et fundament, der er så ustabilt som den lagrede ammoniumnitratgødning i Pakhus 12 Beiruts havn.

(Foto: Fra Det Arabiske Forår i Cairo, Neill-Cochran House Museum)

DYGTIGT, MEN KUN HALVHJERTET. DANMARKS LIV MED VIRUSSEN TIL NU.

Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi. Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet eller en vaccine var klar.

I Danmark havde man alligevel ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.

Nøglepersonen her måtte meget naturligt blive Sundheds- og Ældreministeriets kendt stærke departementschef, Per Okkels. Han havde 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.

Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden fra optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise: 1) Hurtighed, 2) lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer, 3) centralisme, 4) fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører, 5) vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet, samt endelig 6) den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.

De to første karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.

Alle de fire første bestemte forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”. Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.

Sundhedsstyrelsen blev uden reel indflydelse opretholdt som magtens nødvendige faglige facade, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.

Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.

Da der jo konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.

I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.

Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.

Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing. Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.

Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af udlande som bl.a. Norge og Island. For en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde, se:https://www.fhi.no/nettpub/coronavirus/testing-og-oppfolging-av-smittede/smittesporing/?term=&h=1

Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til delegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats. Sammen betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.

Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for kun at jage tilbagevenden til normaliteten.
Medierne har helt svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise. Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.

Dette står klart, hvis man som jeg oplever den voksende bølge af hadske konspirationsteorier på de danske sociale medier. Elementerne er kendte: Ikke værre end en influenza/de gamle skal jo alligevel dø/vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret/regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme (jeg citerer, hvad jeg derefter blokerede). Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.

Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.

LAD OS DOG OFRE DE DÅRLIGE LIV OG KOMME VIDERE! IKKE?

Nu bliver krisens omkostninger i form af pludseligt tab af mange års privilegeret livsstil stadig mere klare. Det er foreløbigt slut med lette oplevelser ude og hjemme og med vores frihed til at fokusere på resterende småmangler i vores samfund. Hvad man i det meste af verden ville betragte som navlebeskuelse kommer muligvis aldrig tilbage. I frustration leder man efter alternativer til at nedlukke de liv, vi havde. Reaktionerne er præget af frustration og tunnelsyn.

1) Den forudsætning, som bl.a. har styret myndighederne under krisen, er, at vi bare skal igennem denne kritiske fase. Så kan vi igen nå en stabil situation (flokimmuniteten, men det siges ikke åbent) og genoptage vores liv og økonomi næsten som intet var hændt. Denne forudsætning bliver stadig mere uholdbar, men den er rammen for social-darwinistiske idé om at ofre gamle og svage for helheden.

For det første må man konstatere, at det nu synes mere og mere klart, at den opnåede immunitet bliver kortvarig og/eller begrænset, og at vi skal leve med sygdommens tilbagevenden i bølger indtil vi (hvis muligt) får en bredt virkende vaccine.

For det andet ignorer forventningen de problemer og svagheder, som prægede verdensøkonomien før pandemien. Den har blot blotlagt og forstærket disse. Selv med ofringen hviler økonomien på kviksand.

2) En anden forudsætning er, at man ved at lukke øjnene og stålsætte sit sind uanset død og hospitalssammenbrud kunne redde økonomien. Det ignorerer forskning i tidligere epidemier. Den viser, at de, der midlertidigt lukkede ned, endte med at få mindre skade på økonomien end de, der ignorerede smitten.

Et lille aktuelt eksempel på hvorfor, at det er sådan, er det forløb, som vi så og ser i Sioux Falls i South Dakota. Her forsøgte det massive Smithfield-slagteri blot at køre videre uden hensyn til epidemien. Men uanset, at de tætsiddende, hårdtarbejdende arbejdere havde desperat behov for deres løn, voksede smitten så eksplosivt, at de ikke turde at komme på arbejde. Produktionen standsede og alle blev afskediget.

Da andre dele af den amerikanske slagteriindustri har samme arbejdsmiljø- og smitteproblemer, trues fødevareforsyningen i USA nu af kollaps. Regeringens reaktion har været blot at accelerere produktionen under nedprioritering af fødevaresikkerheden, hvilket ikke reducerer risikoen for sammenbrud.

3) Synspunktet, at man blot kan køre videre, når det kun er gamle og syge, der går til, ignorerer, at ingen regering uanset politisk system kan forsvare blot at stå til og ignorere de grimme billeder. Dette gælder Kina, det gælder Rusland, det gælder Iran. Selv dér må statsmagten ses at gøre det maksimale for at hjælpe befolkningen, hvis den skal bevare et minimum af legitimitet. Man må nøjes med at lægge røgslør over det antal af ekstra døde, der var et resultat af manglende rettidig omhu.

Dette sidste kan ikke ske i et åbent demokrati, uanset at Trump halvdelen af tiden stadig tror det. Her har billeder som fra Bergamos, Madrids, New Yorks og Londons hospitaler direkte virkning på den politiske handlefrihed. Det får arbejdsløshedstallene også, men forløbet på Smithfield-slagteriet gør det sandsynligt, at eksplosionen i arbejdsløshedstallene ville være kommet under alle omstændigheder.

4) Endeligt viser diskussionen om prisen for at holde de nytteløse gamle i live en svigtende forståelse for, at mens vi kan redde menneskeliv gennem danske foranstaltninger, bliver de økonomiske virkninger i overvejende grad bestemt af, hvad der sker i udlandet.

Det er tiden, hvor vi skal genlære ydmyghed, at være glade for de små ting, tålmodighed og solidaritet. Det bliver en “Kold Tyrker” og måske fem onde år. Men jo før vi forstår, at verdenen aldrig kommer helt tilbage, som den var i februar 2020, desto bedre for alle.

EFTER SVIGTET

En informeret og ansvarlig politik kan kun udvikles og føres i en direkte dialog mellem den bedste rådige fagkundskab og de ansvarlige politikere.

I godt tyve år har “generalister” uden fagkundskab med succes præsenteret sig som den nødvendige buffer og mellemlag i denne dialog, så politikeren ikke skulle forholde sig til komplicerede faglige argumenter, men kun til, hvad fagmandens område kostede, og det var klart alt for mange penge.

I overvældende grad reagerede medlemmer af fagkundskaben ved at acceptere den nye virkelighed og søge trøst i de nicher af fagligheden, der overlevede. De ambitiøse fagfolk søgte dog indflydelse ved at lære generalisternes sprog og logik, uanset at dette hurtigt først medførte tab af faglighed og så af kollegernes respekt.

Der var enkelte, der var så engagerede, at de udnyttede den luksus, vi har i Danmark med en fri presse, og luftede deres frustration til medierne. Men de fleste, der fløjtede, ventede til de var blevet pensioneret.

Disse medier søgte aldrig i dybden, for tabet af fagligheden i sundhedsvæsen, SKAT, undervisningen eller Forsvaret var jo ikke noget, der betød nogen for danskerne … indtil det så gjorde det alligevel. Medierne bad i rygmarvspresseetisk rutine bare om den anden sides kommentarer. Generalisterne, konsulenterne, de “civiliserede” tidligere fagfolk i ledelsen fik så hurtigt kvalt den irrelevante og forældende fløjten.

Det var jo logisk, at den viden, de funktioner og den produktion, der var så dyr i Danmark, ville blive leveret fra udlandet. Sådan var verden jo nu. Det sagde alle de “eksperter”, man gad lytte til.

Så stod vi og vores regering her i marts da det begyndte at gåk galt med en fagligt synligt svag ledelse med gode kommunikationsevner (Sundhedsstyrelsen) henholdsvis en dogmatisk holdning til vejen frem (SSI), men uden rutine i ansvarlig vejledning af politikerne.

Generalisterne blev pludselig helt usynlige (for de kan jo bekvemt for dem ikke tage ansvar uden faglig viden), og man kan jo ikke skifte de formelt ansvarlige fagfolk ud i begyndelsen af en krise, også fordi man i mere end tyve år ikke har udviklet alternativer. [Jeg anbefaler at søge en nordmand med en svenskfinsk deputy]

Alle er skyldige i misæren; De arrogante generalister og deres konsulenter; generationer af dovne og “unysgerrige” ressort-politikere; selvtjenende, ambitiøse fagfolk og en presse, der kun prioriterede salgstal.

OM TESTNING

Det er muligt, at jeg overser noget. Men hvilken idé styrer anvendelsen af den nu heldigvis øgede tekstkapacitet? Det er afgørende for os alle, for det må jo være disse tests, der er “efterretningstjenesten”, der skal vejlede hele den sygdomsbekæmpende og inddæmmende indsats og give grundlaget for genoplukningen af økonomien.

Da testene stadig er unøjagtige, kan man kun stole på dem, hvis de testedes symptomer eller kontakthistorie sandsynliggør smitte.

Selvfølgelig er myndighederne testplan (efter man officielt har opgivet flokimmunitetsrammen) og har opbygget kapaciteten, følgende (det må den være, for vi kan ikke tro, at myndighederne ikke handler ud fra et klart formål, vel?):

1) At fortsætte med at teste ved visitationen af nye patienter [% af total?].

2) Men nu samtidig i forlængelse af 1) ved test kortlægge smitten i den familie og andre kontakter, som den smittede har haft kontakt med i det sidste par uger. Dette sidste med det formål at iværksætte isolation af smittede og karantæne af familien m.m. (karakter er isolation og karantæne bestemmes af viljen til at downloade den nye app – uden app fysisk tvangsisolation, -karantæne) [% af total?]

3) At man med faste mellemrum, evt. hver uge, tester alt plejepersonale.[% af total?]

4) At man lader regioner sammen med kommuner etablere mobile testhold (transporteret af Hjemmeværn og andre frivillige), der tester folk, der selv melder tidlige symptomer til deres læge. Hvis smitte konstateres følger isolation hhv. karantæne som beskrevet i 2). [% af total?]

Ud over testningen er det logisk, at kommunerne – for at minimere risikoen for smitte af gamle og andre sårbare – sammen med lokale supermarkedskæder etablerer udbringning af dagligvarer bestilt online eller pr. telefon.

***

Problemet med, at man tankeløst måler succes på tal er ikke ny. Det startede alt sammen i Pentagon. Da USA gik ind i Vietnamkrigen på landjorden i 1965, havde Robert McNamara være forsvarsminister i en årrække, og han havde fået den amerikanske hær tvunget til at forstå, at effektivitet skulle være målbar. Han kom fra Ford Motors, den amerikanske pionér med hensyn til samlebåndsproduktion, og det planlægnings- og forvaltningssystem (“PPBS”). Ministerens hjælpere, “Whiz Kids”, gennemtvang den prioritering af målbare mål over for disse uforståelige faglige synspunkter.

Dette betød, at det amerikanske succeskriterium i Vietnam blev det antal døde vietnamesere, man kunne tælle. Da hovedparten af disse så endte med at være uskyldige civile, havde amerikanerne lidt vanskeligt ved at fastholde den sydvietnamesiske befolknings vilje til at stå sammen mod det nordvietnamesiske pres.

Senere forstod de bedst begavede amerikanske analytikere af forløbet (herunder Jim Mattis, hvis I husker ham), at et effektiv bekæmpelse af et oprør bl.a. kræver, at de militære styrker anvendes målrettet, styret af en energisk efterretningsvirksomhed, så kun de aktive oprørere rammes.

PPBS-moden fra dengang for mange årtier siden genopstod i en muteret form som New Public Management for omkring tyve år siden. Dens fokus på resurseforbrug og målbart output som også forgængerens var nødvendigt og sundt, men kun så længe metodens agenter accepterede, at organisationernes faglighed ikke blev undertrykt, så man igen blev reduceret til at tælle.

Som i alt menneskeligt gik det ikke ideelt, for de, der lærte NPM-‘”lingoet” og lærte at formulere “business cases” uden faglig substans og fokusere på det målbare, var mest populære i centraladministrationen som chefer. Finansministeriet kunne tale med dem. De rene tal var lettere at forklare den politiske chef og for ham at give videre til medierne.

***

Ved hver eneste briefing under Coronakrisen i Danmark får vi stolt rapporter om de stigende tal. Man meddeler glad, at man nu har kompenseret for den tidligere manglende rettidige omhu. Man gør nu, som WHO siger. Men med hvilket formål?

IT IS ALSO POLITICAL, STUPID!

Som alle alvorlige kriser blev epidemien straks en direkte udfordring af landenes centrale ledelse. Når den som den kinesiske manglede demokratisk legitimitet, reagerede man resolut på det oprør på de sociale medier, der tegnede sig med den døde øjenlæge som martyr.

Selv om krisen er ikke overstået har regimet behov for at tegne den robuste indgriben som en sejr, hvilket også er nødvendig for den forstærkning af belejringstilstanden, der bliver nødvendig under den kommende økonomiske krise, som direkte anfægter det kinesiske kommunistpartis centrale legitimitetsgrundlag, lig med evnen til at kunne levere fortsat økonomisk vækst.

Krisen gør, at alle autokrater vejrer morgenluft, fordi krisen kan retfærdiggøre et direkte angreb på oppositionens muligheder. Det sker i demokratisk umodne samfund som Rusland, Polen og Ungarn. Dette vil dog kunne skabe problemer for regimerne allerede på kort sigt, fordi oppositionen så ikke længere kan gives medansvar for kriseforanstaltninger, der mislykkes.

Den stik modsatte linje er blevet valgt af et land som Sverige. Her satses på, at den snævre fagligt ansvarlige myndigheds chef, Anders Tegnells, stædige fastholdelse af en kriseplan uden vilje til læring kan leder til succes. Dette resultat kan så smitte af på landets svage regering og give den en popularitet og legitimitet, som ellers er udfordret.

I øvrigt er situationen som ved tidligere pestsituationer: Magten bevæger sig ned til det politiske niveau, der demonstrerer evne til effektiv handling. Det er i Europa indtil videre staterne, hvor de klogeste regeringer er villige til at delegere resurser og myndighed til regioner og byer. I Tyskland er det pga. den føderale struktur naturligt og rutine.

I USA fejlede den føderale magt så klart, at autoritet er ved at blive overtaget af guvernører og borgmestre. Dette kommer til at betyde, at valgene til november kommer til af afhænge af, hvem der efter de næste måneders dramatiske, multimedieovervågede menneskelige og økonomiske katastrofe er i stand til at få de lokale lederes erklærede støtte .

Lad mig derefter drage en parallel med en tidligere katastrofe, fordi menneskelig optræden før og under katastrofer er sammenlignelig, uanset kalamitetens karakter. Det vil ske på trods af, at den kan støde flere af læserne.

Myndigheders optræden før og under denne epidemi minder for meget om datidens militære og politiske lederes op til og under Første Verdenskrig til, at det bør ignoreres.

Man var i begge situationer uprofessionel i de logistiske forberedelser, hvilket førte til manglede effektivitet og unødvendige tab blandt nøglepersonel i de første faser. Dengang manglede ammunition, nu respiratorer, værnemidler og manglende reservehospitalskapacitet.

I nogle lande søgte kredse af intellektuelle et svar på epidemien, der var oplyst og styrket af, at man har set den enkle sandhed og måtte kæmpe for denne med næsten religiøst fokus. Bortset fra i Sverige er disse typer gradvist blevet fortrængt pga. den politiske virkning af den stadig mere dramatiske krise på landenes hospitaler.

Disse intellektuelle svarer til den store gruppe ligeledes intellektuelle med støttende politikere, der i 1930’erne også i de nordiske lande søgte at fremme racehygiejne (eugenik). Den tilsvarende idé nu er at søge flokimmunitet uanset omkostninger.

Man kan som nævnt sammenligne denne beslutsomme, dogmatiske søgen efter flokimmunitet, som dengang generalerne fra 1914-18 ligeledes dogmatisk forfulgte frontale offensiver uden taktisk fleksibilitet på trods af voksende tab, lidelser og traumatiske politiske eftervirkninger. Man lukkede hjertet og bed tænderne sammen, mens man nedsled fjendens hær, samfund og økonomi. Sammenbrud og revolution ville ske hos modstanderen, så der var ingen grund til læring og tilpasning.

Det er stadig uklart, om Sveriges Anders Tegnell ender som Douglas Haig, der som bekendt fik ret til sidst … men ikke det bedste eftermæle, som Erich von Falkenhayn, der blev flyttet til andet arbejde, eller måske som Erich Ludendorff, hvis stædighed udløste sit lands politiske systems sammenbrud. Der vil tiden vise, nok snart.

Vi lever i interessante tider.

TABET AF FORSVARETS KERNEKOMPETENCE OG MORAL

I det foregående indlæg om Forsvarsakademiets fravalgte evne til at videreuddanne officerer i militære fag, blev de tabte kompetencer beskrevet.

Billedet er af den nye 37 mm fodfolkskanon under reserveofficersaspirant Frode Vesterby i Haderslev tidlig morgen for snart 80 år siden. Det symboliserer bevidst provokerende de mange årtier, før henfaldet hos for mange af fagligt fokus og tjenestemoral startede.

Der har ikke været kommentarer eller spørgsmål til det centrale indhold i min foregående artikel. Der har dog fra ikke-militære været givet udtryk for undren over, hvordan det kunne ske.

Det vil jeg forsøge at beskrive her.

For at lette forståelsen er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i en anden praktisk profession, som læseren af gode grunde følger tættere.

Lægeprofessionens kerne er givet af det lægeløfte, som hvert enkelt medlem af professionen aflægger. Lad mig citere den centrale del.

Lægen lover efter bedste skøn ”… at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, … at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

Den danske officer aflægger i modsætning til kolleger andre steder ikke noget formelt tjenesteløfte. En tjeneste- eller fane-”ed” ville være udansk. Dette hindrer ikke, at også den militære profession herhjemme har været styret af en fællesopfattelse og tjenestekultur svarende til i udlandet.

Også det danske forsvar var indtil et par årtier siden organiseret til at kunne fungere under ekstremt pres i kamp. Derfor måtte professionen præges af en uegennyttighed, demonstreret vilje til at lede ved moralsk og fagligt eksempel samt selvdisciplin.

Den forventede og accepterede hierarkiske og entydige myndigheds- og ansvarsstrukturer og formel disciplin. Det kunne andre opfatte som lidt smålatterlig gammeldags ”oberst Hackel’sk”.

DEN GRUNDLÆGGENE PESSIMISME
Professionen var også her i landet præget af en pessimisme, der indebar en historisk forankret skepsis. Officerer forstod generelt, at mange politikere og folk i almindelighed ønskede at ignorere den hypotetiske mulighed af en fremtidig militær konflikt og dennes krav. Men officererne så det som deres pligt, at forholde sig til risikoen for krig på samme måde, som lægeprofessionen må have øje for, at små og store sundhedskatastrofer forbliver en mulighed.

Officerer der ikke tror krig kan ske, giver sig selv et frikort til et ansvarsfrit behageligt liv og undergraver deres profession. Det blev i årene efter den Kolde Krig stadigt mere almindeligt i officerskorpset, på samme måde som i befolkningen at føle, at en fremtidig storkrig i Europa var utænkelig og idéen indlysende latterlig.

Officerskorpsets top viste deres lydhørhed og innovationsvilje ved at anbefale, at man helt droppede muligheden for at føre konventionel forsvarskrig. Den slags krig er nemlig både dyr og fagligt irrelevant. Det var nok, hvis man blot kunne sende grupper, snart små grupper, af unge soldater til fjerne krige, mens man selv proaktivt tilpassede indholdet i sit behagelige kontorjob til den sidste civile forvaltningsmode.

UDVIKLINGEN AF MEDLEMMER AF EN PRAKTISK PROFESSION
Som også krævet i lægeløftet burde den enkelte officer føle ansvar for kvaliteten og den konstante udvikling af organisationen til fremtidens krav. Som vi kan se flere steder uden for Danmark udelukkes en sådan ansvarsfølelse ikke af den hierarkiske struktur.

Udvikling af professionens fremtidige ledere har grundlæggende følgende elementer:

For det første et krævende både teoretisk og praktisk grunduddannelsesforløb, der også indpoder professionens etiske normer.

For det andet varierende og derigennem krævende praktik.

For det tredje den enkeltes ajourføring af eget professionelle niveau gennem formelle efteruddannelser og ikke mindst egne personlige konstante studier. Forudsætningen for at professionen som helhed udvikles bedst muligt, er at den enkeltes nye erkendelser videregives til de andre medlemmer

For det fjerde en konstant ledelsesvirksomhed for at identificere og videreudvikle de medlemmer af professionen, der er både teoretisk dygtig og i praksis viser overbevisende lederegenskaber, kan føre den videre.

DEN DANSKE MILITÆRE PROFESSION I DE SIDSTE ÅRTIER
Mulighederne for at give den grundlæggende praktiske grunduddannelse til de kommende medlemmer af professionen er blevet forringet. Det skyldes de lavere adgangskrav, afkortningen af uddannelsen samt ikke mindst den snævrere sammensætning af dansk forsvar og dets stadig mere civile forvaltnings- og ”HR”-fokus uden dybdeaccept af professionens karakter.

Det største problem er dog ikke grunduddannelserne. Der er nu langt færre muligheder for at give de yngre officerer en krævende og varieret tjenesteerfaring. Med det meget lille operative forsvar, er det sjældent muligt praktisk at uddanne, teste og udvikle de bedste officerer som chefer og generelt ansvarlige stabsofficerer.

Der er stort set ingen praktisk erfaring i planlægning og forberedelse af forsvarskamp mod en veludrustet modstander tilbage i forsvaret. Knap to årtier uden tæt samarbejde mellem artilleri, krigsmæssig logistik, panserværn, luftværn, ubåde osv., har kostet professionalismen dyrt. Øvelser (undtagen for de få udsendte) stoppede i perioder: Øvelsernes karakter udviklede kun procedurer for korrekt handling ved forudsete begivenheder, ikke evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig eller stærkere modstander.

Jeg har allerede i den foregående artikel nævnt afskaffelsen af videregående professionsuddannelse, der gradvis blev udviklet igennem 150 år på grundlag af udenlandske erfaringer,

I lægeløftet forpligter den enkelte læge sig til at følge med i sin profession igennem egne studier. Så klart er kravet til de danske officerer aldrig blevet defineret. Nogle kender muligvis de canadiske væbnede styrkers koncept og krav om ”continuous kearning”. Enkelte ved muligvis, at det amerikanske marinekorps ajourfører lister over pligtlæsning, hvor der stilles klare krav om studievirksomhed til hver grad inklusive generals-niveau. Hvordan dette virker i praksis beskrives ultraklart i general Jim Mattis erindringsbog ”Call Sign Chaos”.

Så langt er man mig bekendt ikke gået i Danmark. Her har man begrænset sig til anbefalet læsning til støtte af undervisning under de tidligere gennemførte videregående kurser.

Professionens udvikling og ajourføring kræver også, at dens medlemmer bidrager aktivt til den faglige debat på grundlag af egne erkendelser og kritiske analyser af andres opfattelser. Dette fandt da også sted tidligere i Danmark i de forskellige generelle og specialiserede faglige publikationer som “Militært Tidsskrift”, “Tidsskrift for Søvæsen” og eksempelvis Hærens kamptroppers “Kentaur” og “Dansk Artilleri-Tidsskrift”.

Allerede under det sidste årti af Den Kolde Krig viste faldet i antal og selvstændig argumentation i artiklerne til tidsskrifterne en tydelig svækkelse af officerernes engagement i deres profession.

Dengang kunne man med en vis ret undskylde sig med, at en åben debat var umulig, fordi så meget væsentligt var hemmeligt, og at den væsentlige debat foregik i lukkede kvalificerede forsamlinger.

Men det var reelt kun en dårlig undskyldning, for ganske vist foregik en sådan lukket diskussion i de grupper, hvor man udviklede doktriner, men generelle faglige spørgsmål kunne stadig fremlægges åbent.

Derefter var officers bidrag i “Militært Tidsskrift” i alt væsentligt reduceret til ukritiske referater af andres tanker, herunder af de seneste amerikanske slagordsdoktriner.

Denne udvikling blev bl.a. dokumenteret i Jeppe Plenge Trautners artikel “Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer” i den af mig redigerede antologi “Danmark i krig”.
Bogen skulle være udkommet i vinteren 2008-09, men udgivelsen blev i sidste øjeblik vetoet af den daværende chef for Forsvarsakademiet, der i særlig grad var uenig med indholdet i antologiens artikler af militærsociologerne Henning Sørensen og Claus Kold.

KONKLUSIONEN
Den udvikling, der førte til det militærfaglige kompentencetab (og etiske svigt hos for mange), må derfor siges at have to hovedårsager:

For det første et accelererende ledelsesvigt fra midten af 1990’erne, der også har karakter af undertrykkelse af en fri faglig debat.

For det andet et tab af engagement og fagligt fokus i officerskorpset, hvor de, som havde haft engagement i deres første tjenesteår, på ingen måde blev hjulpet og støttet i faglig fordybelse engagementets videreudvikling.

FORSVARSAKADEMIETS ELEVER VAR LIGEGLADE … I MODSÆTNING TIL PÅ FILMSKOLEN

I efteråret 2019 demonstrerede Filmskolens studerende mod en ny studieordning. Den skulle erstatte de hidtil anvendelsesorienterede og internationalt succesfulde uddannelser med teoretiseren uden forankring i filmskabelsens håndværk. Forsøget på at afløse fagligheden på Filmskolen mislykkedes, eleverne vandt, rektor gik og det ministerielle ensretningsregime, der under navnet ”akkreditering” omdanner faglige uddannelser til teoretisk varm luft, fik modstand. Anderledes gik det på de danske officersuddannelser.

Formålet med dette indlæg er at beskrive, hvad danske officerer indtil for nylig lærte, og på en måde, hvor også civile læsere forstår det. Med andre ord: Hvad den militære faglighed er. Derefter forklarer jeg hvordan den militære faglighed i Danmark blev udviklet og raffineret igennem i et godt århundrede, før den blev fravalgt.

100 ÅRS OPBYGNING
1864-krigen understregede behovet for et mere veluddannet officerskorps. I 1868 blev Hærens Officersskole oprettet som en fælles ramme for Hærens uddannelse af fastansatte officerer.

De rent militære fag som taktik (dvs. militære styrkers optræden på kamppladsen), militær forvaltning og retslære blev suppleret med civile fag som matematik, fysik og fremmedsprog.

Officersskolen havde også til opgave at videreuddanne officerer. De dygtigste og højst motiverede blev efter 10-15 års overbevisende dygtig tjeneste udtaget til stabskursus. Uddannelsen på kurset blev i 1890’erne reorganiseret efter inspiration fra udlandet. Man skabte et klart professionelt sprog, og eleverne blev gennem opgaveløsning konstant trænet i at gennemføre systematisk analyse af operative og logistiske problemer under hårdt tidspres og derefter formulere resultatet entydigt og kort. Det skete i betydelig grad i terrænet i forskellige dele af landet. Man øvede metoder for kritisk afprøvning af ideer og planer med dynamiske krigsspil.

Denne del af stabsuddannelsen var det centrale element i militær faglighed. Kombinationen af officerernes forskellige praktiske erfaring og deres konstante kritiske studier i kriges virkelighed i rammen af formaliseret kritisk analyse, var og er det centrale element, som ikke kan civilt akademisk ”akkrediteres”.

Mens hærofficererne blev videreuddannet, udvalgte det i forvejen grundigt teknisk uddannede søofficerskorps de bedste ud fra deres dygtighed til søs og i forskellige forvaltningsstillinger på land. Enkelte af de dygtigste fik på frivillig basis af marinen tilladelse til at deltage i videregående uddannelse på Hærens Officersskole.

I 1908 ønskede I.C. Christensen, Venstres regeringsleder og forsvarsminister, et demokratiseret hærofficerskorps af høj kvalitet. Den derefter brede rekruttering fra hele folket blev sikret ved, at det væsentligste krav for at kunne komme på Hærens Officersskole var, at man var en dygtig befalingsmand. Det skulle man bevise i tjenesten som værnepligtig korporal eller reserveofficersuddannet. Hvis den unge mand ikke levede op til ministerens nye krav om skoleuddannelse – en matematisk-fysisk studentereksamen – fik han uanset tidligere skoleniveau mulighed for at tage denne på officersskolen.

Med mindre justeringer fortsatte i denne grundlæggende officerersuddannelse uændret indtil midt i 1960’erne, og I,C. Christensens kvalitetssikring med studentereksamen som adgangskrav fortsatte helt indtil personelreformen i 1983. Da blev de civile uddannelseskrav til officerer blev sænket. Det ramte ikke mindst kritisk niveauet i fremmedsprog.

I.C.’s krav om, at optagelse på officersuddannelse forudsatte demonstreret praktisk lederevne, blev droppet i 2014.

30 ÅRS FORBEDRING AF DEN VIDEREGÅENDE OFFICERSUDDANNELSE
Fra midt i 1960’erne blev stabsuddannelsen tilføjet flere civile elementer så stabsofficerer bedre kunne bidrage til politiske beslutninger hjemme og i NATO. Med indsigt i nationaløkonomi, national og international politik og krisebeslutninger skulle de bedste officerer med politologen Gregory D. Forsters ordvalg bibringes en dyb forståelse for samfundsforhold (”social literacy”). Fra 1970’erne fik de bedste officerer fra alle tre værn en fælles kursusramme for at fremme værnenes samspil, og senere også en effektiv indføring i offentlig driftsøkonomisk planlægning og forvaltning.

Den sidste positive udvikling af stabsuddannelsen fandt sted omkring 1990, hvor også eleverne i den værnsfælles del af stabsuddannelsen gennemførte individuelle operative analyser. Nu kunne eleverne lære alle værns enhedstypers og våbens muligheder og svagheder under forskellige typer af militære opgaver. De forberedtes til at kritisk at søge vejledning og samarbejde med eksperter i forskellige områder. Det være sig ingeniører, læger, specialiserede forvalter af økonomi, materiel eller personel, efterretningsfolk, eller kolleger fra de andre værn, danske eller udenlandske. Uddannelsen var nu så vellykket, at stabskurset på trods af det danske undervisningssprog tiltrak bl.a. norske, svenske og tyske elever.

HVAD KUN EN VELUDDANNET STABSOFFICER KAN
Den faglige kerne i officerers grunduddannelse, deres udvikling gennem krævende tjeneste og deres stabsuddannelse og konstante personlige faglige studier sikrer, at de bedste stabsuddannede officerer i de sidste 10-15 år af deres tjeneste kan følgende:

1. Vurdere muligheder og risici ved forskellig anvendelse af militære styrker i hele spektret af militære operationer fra fredsbevarende indsats over begrænset interventionskrig til storkrig sammen med allierede. På dette grundlag kan vedkommende dels give ansvarlig militær rådgivning i dialogen med civile beslutningstagere, dels lede de nationale styrkers indsats under de besluttede operationer.

2. Inden for de givne økonomiske og andre rammer opbygge og administrere militære organisationer rationelt, robust og fleksibelt på en måde så disses militære faglighed samt god, uegennyttig embedsmandsetik trives og udvikles.

3. Sikre saglig rekruttering og forfremmelse og relevante og effektive uddannelser og tjenesteforløb, der vedligeholder et fagligt vidende korps af chefer-, førere og specialister, der sikrer balancen og robustheden ved tab i en militær organisation.

3. Udvikle og administrere den dybe og slidstærke logistik- og mobiliseringsstruktur, der er fundamentet under de operative enheder uanset om det er i fjerne stabiliseringsoperationer eller lange storkrige.

4. Sikre at materiel og udrustning er egnet til krigsforhold, dvs. robust, let at vedligeholde under kamp og økonomisk muligt at anskaffe og bruge i fred og krig.
Disse idealer kan i virkelighedens verden selvfølgelig kun tilnærmes, for selv perfekt uddannede og udviklede militære fagfolk er jo kun mennesker. Men uden en indsats for at nå idealet, er et nationalt forsvar spild af penge.

STATUS
Næsten alt ovenstående er nu historie. 1990’erne og nullernes fredsoptimisme gjorde tanker om storkrig i Europa til en indiskutabel absurditet. Forsvarets formål blev fredsoperationer i rammen af FN og snart USA. Mange tusinder af soldater blev udsendt med liv og helbred som indsats, uden at Danmark følte sig kaldet til at tænke selvstændigt om formål og muligheder for succes. Nu er evnen til systematisk militærfaglig analyse fravalgt.

Fra begyndelsen af nullerne var den videregående officersuddannelse med enkelte undtagelser præget af, at lærerne ikke længere vidste hvad de gjorde, og hvorfor, og eleverne ønskede blot at slippe igennem lettest muligt. I 2014 blev resterne af det nu dysfunktionelle værnsfælles stabskursus ”akkrediteret” om til ”Master i Militære Studier”. Her var den militærfaglige kerne droppet som irrelevant for de civile akademikere, der skulle akkreditere uddannelsen.

I modsætning til på Filmskolen valgte elever og lærere på Forsvarsakademiet en fagligt set irrelevant samfundsfagsteoretisk salat af et eksamensdiplom. Forskellen på forløbet på Filmskolen, hvor eleverne kan se frem til et liv i arbejdsløshed og økonomisk armod, hvis de er uddannet til at være ”akkrediteret” inkompetente, er danske officerer sikret et behageligt liv med fast månedlig indkomst og senere måske ”resultatløn”, uanset om de er militært duelige eller ej. Det er nok derfor, at Filmskolens elever forsvarede deres faglighed.

Vi må håbe, at hverken Danmark eller officererne selv får brug for den fravalgte militære faglighed.

En genopretning er umulig uden en tilbageføring af resten af Forsvarets organisation og virksomhed inspireret af situationen for mindst 25-30 år siden. Opretningen vil i øvrigt kræve betydelig udenlandsk hjælp.

On ways to man an army… the full discussion

The comment is based on personal experience, observations and reading through more than half a century. The personal experience is from the Danish “Home Guard” and army from 1962 to 1994.

It will not address political-ideological issues such as whether conscription is a disgusting interference into the freedom of man, a good way to discipline and harden the youth or just natural “national service”.

***

I am not surprised that theoretical academics such as Professor Mikkel Vedby Rasmussen, who periodically wears the “emperor’s new military expert’s garb“, rejects conscription as obsolete irrespective of personal and historical experience and context. I am only ashamed that my professional colleagues and the media let him get away with the arrogance, as the point of view is not and cannot be based on critical use of experience.

Likewise I am not surprised when I hear that the leader of the contract soldiers’ union lobby against conscription using superficial and partly faulty arguments. I am just unhappy if it means that Denmark will get a less balanced military than would otherwise be possible.

But I am both embarrassed and depressed when I hear from the politicians now involved in the negotiations about our Denmark’s future military defence that the Chief of Defence, General Bjørn Bisserup, reacts to any idea of a partial return to the pragmatic mixed manning system that includes some conscription based reserve elements with blind dogmatism and an inability to argue on the basis of mission context and experience.

***

In Norway, the use of conscripts has finally become truly “universal” as the future Swedish version.

Four paths to force manning will be discussed in the vain hope of enlightening our CHOD and others with influence.

Firstly manning by contract employment and the creation of any reserves through service contracts with ex-contract soldiers.

The option is often misnamed “professional”. Misnamed because the term imply a life or career long commitment to the knowledge, practice and ethics of a focused expert group.

Most private contract soldiers do not even commit themselves or stay long enough to learn a specialist soldier’s craft such as an all-round, expert tank soldier or infantry soldier capable of doing all jobs in an infantry section/squad. Either will take 3 to 4 years with varied practical peace-time activities or more than one half-year tour on the job in a demanding mission area.

Secondly manning by conscription to create reserve forces for mobilisation. However with intensive basic training beyond six months possibly also to create units with specialised combat readiness.

Thirdly manning by a mix of the conscription and contract employment, possibly both in the standing force and for the manning of reserve units.

Fourthly manning of reserves by civilian volunteers (named National Guard, Territorials and Home Guard to highlight the local main mission), motivated by a combination of nationalism and “hobbyism”, herafter named the “Volunteer Forces”.

Each option will be discussed to identify the strengths and problems, and the end of piece will outline the connections of the option to the situation of the state.

1. Contract soldiers
The option creates a pool of armed state employees with the costs depending on market conditions and the chosen requirements for general and special skills. It does form a good framework for selecting and developing NCOs. The gradually accumulated pool of competencies will give flexibility in use of individuals and small elements in both domestic security and various international missions; however my Danish experience is that unit culture is far too hampered by a “trade union” attitude to demanding service, military discipline and risks, to make the force effective. This is natural as the situation mirrors the civilian society around the soldiers where most soldiers live with their families. In other armies that are kept more separate from their society in military accommodation.


Danish Army contract soldiers

However even for a Danish unit deployed to a mission area there seems to exist the risk known from other contract manned armies of combat units being infected by political extremism and macho culture. No matter which army, this can only be countered by visible and direct leadership and a formal and enforced military discipline.

If the force is intensively and broadly exercised and employed, it will create a framework for the professional education, training and personal development of its officers. However, the presently often limited force size and thus very few leadership positions means that only a small fraction of the officer corps will benefit, and the remainder will soon relapse into being uniformed administrators, not updated in their profession.

In my experience and from my observations the main problems related to a small state contract soldier army are the following: Where the individual soldiers may have gained a significant routine through various service, the subunits only have a relatively low level of combat readiness. They need 4-6 weeks of intensive and focused preparatory training before any deployment.

The reasons are that

1) the rotation between positions is high (and filling of positions now hampered and delayed by centralised “HR” management),

2) the subunits (companies) are not kept fully manned due to absence for various reasons such as professional and civilian courses and lack of funds to maintain full manning and

3) due to the Danish working hours limited employment and missing funds for overtime payment, soldiers are absent for compensation leave.

Before any deployment the company will have to be developed from something resembling a partly structured ad hoc pool of soldiers to one with fully developed unit cohesion and teams or crews of cooperating soldiers fully trained in their functions.

A second damaging problem for a small state army of contract soldiers is that there will never be funds for a complete and fully deployable combat service support (logistic) organisation and rarely for a sufficient combat support (fire support and engineer) structure that will give a resilience in a mission and make the contract force capable of more than symbolic action.

Thus the small state contract manned army is actually a “Potemkin Village“, unfortunately with too many of its officers in denial of this fact due to loss of professional eyesight or moral courage.

2. The conscripts
The first advantage of the conscript-mobilisation army is the high production of units for a given sum of money.

Another advantage is the focused training sequence from general individual soldier development over small unit and individual soldier specialist training to the creation of cohesive functional units – for immediate employment or for the reserve.

That the training activity is directed at the production of subunits rather than individual soldiers means that if the unit is kept together in the reserve and receive regular refresher training under its war time cadre and if that cadre is constantly monitored and tested to weed out incompentents, the unit can be employed quickly and be combat ready right after mobilisation for the mission it has been trained for.

A third advantage is that conscription gives direct access to the civilian society and its specialists such as doctors, nurses, engineers, mechanics, and various craftsmen. That makes it feasible for even a small state to balance the army’s combat elements with a full and resilient logistic organisation that is linked directly to the similar civilian functions.

The access to the most capable civilian human resources also means that the regular officer corps can be reduced to the number necessary to command and administer the peace-time army as it can develop a robust reserve officer corps of capable and highly motivated civilians and add them and whatever competencies they have developed to the war time officer corps.


Finnish conscript military policemen during training

However, the drawbacks of the pure conscript system can be significant. Its continued acceptance by the voters/taxpayers depends on the conscripts being given a positive and meaningful impression of their basic training. The conscripts must be inspired by dynamic and highly competent NCO-instructors and officers, who end up being seen as role models. The equipment they are trained on must be updated and relevant, and the intensity of the training sequence must be balanced both to avoid the impression of wasting time or accelerating too quickly. Thus the demands on the officers and NCO-instructors are very high.

At the same time repeated work as instructors for a several conscript classes will undermine the development of cadre professionalism because they never get beyond the basic level where they learn themselves by being tested and learning the humility required for successful tactical leadership. This is especially the case in the present short up to 6 months basic conscription training that ends before any realistic subunit and higher exercises that can give and test the cadre’s ability to lead in the field.

Due to the short basic training, the quality of the conscript system depends on reserve unit refresher training. Then the conscripts are older and likely to be even more critical and intolerant of any leadership folly and waste of time. Unfortunately the extended and demanding field manoeuvres where the mature conscripts could exercise together with their cadre became very rare in the Danish Army after the mid-1960s.

These older conscripts are likely to be especially critical of any officer or NCO who ignores that they are now mature persons that cannot be treated and motivated as they were in basic training. This means that they will look for the professional leadership qualities that are likely to be lost in cadres mainly employed as basic training administrators and instructors, leaderships that asks for and employ what the conscripts have learnt from live and work.

A final potential problem for this manning option is that it may be considered politically unacceptable that general conscription also means giving military training and expertise to groups of young people of potentially limited loyalty to the state. One such special case was the British decision not to introduce conscription to Ireland in 1916. Others, such as Estonia, has deliberately used the conscript service to strengthen the ties to the state of citizens of other ethnic and language background.

3. The mix
The mix of a conscription and a contract employed serving and reserve personnel was used and developed in various forms in the Danish Army from the 1950s until 2004. It was developed pragmatically with changing demands and gained experience, with the zenit reached at the end for the Cold War with the period’s framework of intensive unit and formation exercises. The motives were to get most for the money and to increase unit combat readiness.

The first steps were taken when reduction of the conscript service period undermined a rational conscript manning of tank crews and other demanding functions with drafted personnel. Later contract soldiers were used as armoured personnel carrier drivers for otherwise conscript manned armoured infantry companies to enhance training efficiency by making the drivers available from the moment three months into the training where the armoured infantry training started.


The first contract service soldiers of the Danish Army manned the Centurion tank squadrons. Here one of these squadrons at the parade in 1991 marking mothballing of the remaining Centurions. I commanded the sister squadron in 1984-86. In the Centurion Tank squadron in Vordingborg 30 kms to the south, one of the troop leaders was the young first lieutenant Bjørn Bisserup.

To keep key reserve officers updated and available during reserve unit refresher training, they were given “standing” reserve contracts committing them to serving some weeks every year. From the late 1980s such reserve contracts were given to NCOs and privates with key roles in supporting unit commanders and their staff, such as the core command teams. In this way it became more realistic to maintain reserve element and unit combat readiness at the very high level required by the Alliance. It also made it possible for logistics and other support unit command cadre and staff to participate in co-operation exercises with the brigades, the Jutland Division and the two regional army corps.

The mixed manning system also made it possible to rotate officers and NCOs away from repetitive service such as instructor at conscript basic training. Thereby this pragmatically developed system reduced the limitations of the conscript system at a very limited cost.

4. Volunteer soldiers
This manning option does not really compete with the other possibilities during peace-time. Then it just supplements the other options by harnessing the various attitudes and interests of the citizens at a very low cost.

The voluntary part-time soldiers join with very different backgrounds and willingness to commit their time and resources. The majority cannot be expected to reach a training level beyond participation in simple rear area guard duties unless they have a background as former contract soldiers or the earlier full conscript service.


Danish Homeguard volunteers during the Cold War

At the other end of the spectrum the system may see volunteers committing themselves to seek and achieve the expertise and training levels of special operations forces or to seek relevant formal qualification (in the Danish Naval Home Guard e.g. as captain of a search and rescue vessel).

If regular mobilisation unit standards are applied in the fields of physical and age requirements, cadre education and quality, equipment norms as well as formal military discipline, volunteer manned units can be trained and prepared for high intensity conventional warfare. This took place with the British Territorial Army units and the U.S. Army National Guard in both world wars and British Territorial Army battalions were planned deployed to Germany for rear area tasks during the Cold War.


Soldiers from the 30 U.S. Infantry Division during the Second World War. It was formed from volunteer Army National Guard units and was judged to be the best American regular infantry formation involved in the fighting in Western Europe 1944-45.

However, converting the Homeguard/National Guard to a competent and disciplined combat force is extremely hard to achieve if the people or its volunteers either see the organisation as a modern version of “Dad’s Army” or a nationalist party militia.


If not selected, trained, officered and disciplined for a regular conventional combat role, the volunteer force can only be employed in rear area guard and police support duties as Dad’s Army

Through the volunteer manning option, the forces can get access to civilian expertise otherwise only reachable through conscription. One problem with the option is that the organisation has to be even more alert to the risk of the development of clusters of political extremist and macho culture than is the case in the easier disciplined regular contract manned units.

The national situation and the choice
With Finland’s 1918-45 history, long border with Russia and large geographical area well suited for light forces fighting with strong artillery support and operating under the constrains of the 1947 Paris Peace Treaty, her choice of manning option was obvious: Full use of the maximum peace-time strength to create the largest possible post-mobilisation army supplemented by the paramilitary border guard under the Interior Ministry.


The Finnish Army combat doctrine was built on massive use of artillery fires in support of the infantry. Old pieces had to remain in service with the reserve units to achieve this. Here a 150 mm howitzer from 1940 during a 1987 exercise in Lapland.

That meant a short training-focused conscription period and combat readiness plus deterrence built on the ability to mobilise quickly combined with the Finnish reputation for fighting well in spite of odds.

As logical as the Finnish choice was both the British return to conscription as “National Service” in 1939 that mirrored the expectations of another continental war and the learning from 1916 to 1920 and the return to a contract soldiers army in 1920 and again in 1960 as the main mission in 1920 returned to stabilisation of the Empire and in 1960, when the step could be justified by the expected decisive role of nuclear weapons.

Denmark’s post-Second World War way was as logical. As the equipment was donated by allies and the NATO emphasis was on the largest possible forces in high readiness, the choice soon became an army created through 16 months conscription service with the last 12 months in readiness. As conscript unhappiness with the long boring months of readiness forces grew, and as money had to be found to replace the donated equipment, the army was reduced and ended with the mixed system described above and with the mission to stop the first Warsaw Treaty Organisation attack wave giving time and space for the arrival of reinforcements and crisis management to stop the war before nuclear holocaust happened.

The British 1920 logic can be seen as mirrored by the decisions of Europeans after 2001, when the history not only had ended dramatically on 9-11, but the threat had been replaced by something not easily countered by territorial defence forces.

However, as the U.S. Army knows from its overseas commitments: Every time a conventional war becomes extended, some type of conscription must be introduced to sustain the engaged forces. It the situation in Korea spins out of control and fighting starts, this will be clear again.