Kopier af to Facebook-indlæg om Trumps angreb på Rigsfællesskabet, den danske reaktion og fremtiden

Det er simpelthen utroligt.

Vores nye statsminister (som ikke kommer fra det parti, jeg har stemt på igennem hele mit liv) klarede en alvorlig Trump-krise med UG med kryds og slange (et niveau, der senere fik karakteren 13), men angribes, fordi hun reagerer med det i denne forbindelse svage, nøjagtigt beskrivende tillægsord “absurd”.

Reaktionen kom på, hvad der er den største udfordring af dansk suverænitet siden tyskerne kom på et længere betalt ophold i sidste århundrede.

For grønlænderne var kernen i sagen risikoen for at skulle opgive ethvert håb om uafhængighed og se muligheden af nationens sproglige og kulturelle udslettelse i øjnene. De havde brug for statsministerens klare markering og fik den.

Udenlandske kommentatorer uden for Trumps ekkokammer ser med forståelse på den danske reaktion, men de Trump-“Verstehern”, der havde vist en sjælden tavshed i de foregående dage, kom ud af deres forskellige huller og angreb Mette Frederiksen for hendes majestætsfornærmende opførsel.

Men man må jo også konstatere, at disse kommentatorer handler på et godt dansk historisk grundlag fra årene mellem 1933 og 1940, hvor nøgterne observationer af karakteren af Tysklands nye leder blev undertrykt med nogenlunde samme motiver og manglende civilcourage, som nu nærer kritikken af statsministeren.

Tak til statsministeren for rettidig og klar indsats.

Men efter denne følger nødvendigheden af en energisk krisehåndtering, der nu heldigvis kan bygge på en nøgtern men klar kommentar til det fælles dansk-grønlandsk-amerikanske problem; den fortsatte tilstedeværelse af en løs tweet-maskinkanon i Det Hvide Hus.

********

Kommentar på grundlag af det rekonstruerede forløb (fra 24.8.2019):

Siden efteråret 2018 er Trump åbenbart blevet udsat for en stadig belæring om, hvordan Arktis er af stigende betydning, bl.a. på grund af den russiske opbygning af baser og evnen til arktisk krigsførelse.

Da alt andet end penge og personlig magtopbygning synes uden for præsidentens fatteevne, skete der intet før han hørte om de store ressourcer, der nok vil blive tilgængelige, når indlandsisen forsvandt fra Grønland og havisen var smeltet bort fra Det Arktiske Hav.

Trump forstod åbenbart mulighederne her til sommer, og han præsenteres så på et tidspunkt for senator Tom Cottons idé om at løse alle problemerne ved at købe øen.

Trump havde sagt ja til at besøge Polen i begyndelsen af september, et land, der bruger de ønskede 2 % på Forsvaret og som har en nationalistisk-autoritær, EU-fjendtlig regering, som svarer til præsidentens verdensopfattelse. Han fik så den brilliante idé at tage til det nærtliggende København for her at fremføre sit generøse tilbud om at befri Danmark for de store udgifter til Grønland. Han inviterede derefter sig selv.

Det skal her anføres, at meningsfulde statsbesøg forberedes gennem omhyggeligt forarbejde om emner og fælles beslutninger. Her blev hverken Danmark eller hans eget embedsmandskorps i Pentagon og State Department orienteret om andet, end at han ville diskutere Arktis, hvilket ikke var overraskende for nogen.

Men hans geniale idé med et køb, der vil løse alle problemer, holdt han for sig selv, da der jo så var ham, der ville løbe med de politiske roser.

Imidlertid lækkede så rygter om planerne til Wall Street Journal, nok fordi enten Trump selv eller hans nærmeste hjælpere var så stolte, at de ikke kunne holde kæft.

Rygtet fik heldigvis Mette Frederiksen til straks at rejse Grønland for at sikre en fælles grønlandsk-dansk front, så Trump ikke fik mulighed for at spille de to samtalepartnere ud mod hinanden.

Afvisningen af Trumps ønske blev gjort så entydigt og endeligt, at han tabte ansigt og heldigvis reagerede forudseeligt som den narcissist, han er, og aflyste det uforberedte besøg, han selv havde inviteret sig til. Som også Berlingskes tegner for et par dage siden mente, må bl.a. Dronningen have reageret med et “PyHa!”. Et gennemført møde ville i bedste fald have været spild at tid af penge og et presset politikorps’ arbejdstid.

Derefter kunne man begynde på de forhandlinger, der skulle være sket tidligere og under forberedelsen af forsøget, og det er bemærkelsesværdigt, mildest talt, at de indledtes med den amerikanske udenrigsministers opringning til den danske samme aften, som Trump afløste besøget. Den derefter gennemførte telefonsamtale mellem den “nasty” Frederiksen og præsidenten er en klar sejr for hendes indsats, uanset at den sandsynligvis kun skulle inddæmme konflikten gennem generelle venligheder og et undskyld for udtrykket “absurd”, så det sårede ego kunne blive helet.

Man må gætte, at det var den danske statsminister, der ringede til Trump, og at det skete på opfordring fra den amerikanske udenrigsminister dagen før.

Det ville have været potentielt dramatisk skadeligt, hvis Trump og hans hjælpere havde holdt displineret kæft, indtil han præsenterede sin fremragende idé for den danske regering eller endnu værre Dronningen under besøget.

I modsætningen til Eisenhowers stille spørgsmål til Frederik 9 i 1950’erne om Grønland var til salg for at markere den amerikanske sikkerhedsinteresse, ville et forslag fra den kolerisk impulsive og selvoptagne Trump måtte opfattes som et ultimatum, der i forfærdelse måtte afvises.

Nu endte det foreløbigt så godt, som det kunne, og der er skabt tid til forhandlinger, om hvad der skal ske for at varetage amerikanske interesser på en balanceret måde.

Der er dog to udfordinger. For det første vil jeg citere afslutningen af en frisk artikel på “townhall.com” om sagen af den ultrakonservative magtfanatiker Pat Buchanan, der var Richard Nixons tro væbner under forsøget på at sabotere Watergateopklaringen:

“While Trump’s diplomacy in the Greenland matter was not as deft as Seward’s in acquiring Alaska, the attitude exhibited would not be unfamiliar to many of the great men in our history.

And the cancellation of Trump’s state visit to Copenhagen aside, this issue of Greenland’s future has been tabled. It is not going away.

After all, China, the aspiring superpower of the 21st century, has exhibited an interest in this largest island on Earth, strategically located between Europe and America, amid the Arctic and Atlantic oceans.

Methinks the Danes are headed for interesting times.”

Den anden udfordring er den igangværende politiske udvikling på Grønland. Presset for at opnå grønlandsk selvstændig er drevet af alt andet end nøgtern analyse, og hvis den pludselig syntes at blive økonomisk realistisk, vil det næppe være tilstrækkeligt at inddæmme presset med kold logik bygget på noget så uønsket og upassende som argumenter om, at de håbefulde statsledere med selvstændighed fra Danmark vil miste, ikke få magt over egen fremtid.

Man kan derfor ikke udelukke, at et grønlandsk befolkningsflertal om nogle få år vil vælge “at flygte fremad”, og jeg betragter det som utænkeligt, at nogen dansk regering vil anvende magt eller økonomisk pression for at bevare Grønland i Rigsfælleskabet.

Derefter behøver amerikanerne ikke at bruge skatteborgerpenge til at opnå fuld de facto-kontrol over denne del af Arktis. Det vil blive set som en nødvendighed – som Buchanan skriver – for at forebygge anden stormagtsindflydelse.

Arktis og Trumps – nu aflyste – besøg

Den 5. august skrev jeg her uden andet end en uinformeret rygmarvsfornemmelse følgende:

“En sidste ting at notere sig før besøget af en præsident, hvis politik desværre er brutalt at sætte snævre amerikanske interesser først, er nok også at forstå, at den fortsatte dansk overhøjhed over den store nord-amerikanske ø, der gør Danmark til en arktisk stat, ikke nødvendigvis automatisk, evigt og i alle situationer er i USAs interesse.”

Efter Trumps groteske købstilbud, afvisningen af dette, hans forventelige umodne fornærmelse med aflysningen af besøget (nok til HMDs utweetede lettelse) og det derefter uafklarede spørgsmål om, hvordan man kommer videre, var det relevant at opdatere denne artikel.

Nordpols-området blev til et centralt strategisk konfrontationsområde efter 2. Verdenskrig som følge af, at tunge bombefly fik “interkontinental” rækkevidde og derfor kunne nå Sovjetunionen fra Nordamerika – og omvendt – med en last af atombomber.

Denne realitet, som illustreres af kortskitsen fra 1949, fik en betydelig rolle det dansk-amerikanske forhold fra 1950erne og de næste godt tyve år frem. Syddanmark var ikke vitalt for amerikansk sikkerhed, det var derimod Grønland som reservebaseområde for atombombeflyene fra Strategic Air Command samt muligheden for at placere radarer, der kunne varsle om sovjetiske bombefly på vej over Polområdet mod Nordamerika.

Grønlands rolle blev mindre, da supermagternes kernevåbenstyrker blev udvidet til også at omfatte langtrækkende ballistiske missiler baseret på land eller placeret på atomdrevne undervandsbåde. Nu blev det først og fremmest den stadig mere kapable varslingsradar i Thules evne til at varsle om sovjetiske missilangreb, der definerede Grønlands fortsatte betydning for forsvaret af det nordamerikanske kontinent.

På den anden side af Polhavet opbyggede Sovjetunionen en kæde af varslingsradarer, luftværnssystemer og jagerflybaser, der skulle imødegå et amerikansk angreb.

Det er nu klart, at betydningen af Grønland for amerikansk sikkerhed er øget hurtigt og dramatisk med udbygningen og modernisering af det gamle sovjetiske basesystemet langs den nordrussiske kyst. Det vil efter det Trump-fremkaldte kaos i de sidste dage være særdeles ønskeligt, om Danmark-Grønland tog kontakt med USA for at fastlægge, hvad amerikanerne ser som nødvendigt for at sikre Thule og derigennem Nordamerika bedre mod angreb fra nord. Umiddelbart set er behovet opbygningen af et områdemissilforsvar af Thule med varslingsradarer, en basering af en robust jagerflystyrke med tankningsfly på en udbygget og modernisereret base i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og etablering af mulighed for at kunne operere amerikanske jagerfly fra andre grønlandske eksisterende og kommende lufthavne. USA må gives det praktiske ansvar for luftforsvaret af Grønland som man tidligere havde påtaget sig ansvaret for Islands luftforsvar.

Vi skulle nødigt komme i den situation, at Trump i en fejllæsning af Danmark handler uden en klar og eksplicit invitation, dvs. en amerikansk “Krim light”, hvor der er en geostrategi-logisk parallel mellem Sevastopol og Sortehavet på den ene side og Thule og Polhavet på den anden. Jeg ville aldrig have troet det relevant at nævne en sådan mulighed, men efter den sidste uge oplevelse af USAs leders optræden ville det være uansvarligt ikke at arbejde aktivt for at mindske den.

***

Da Sovjetunionen som USA havde fået opbygget en styrke af atomdrevne undervandsbåde med langtrækkede missiler, blev de bygget og besætningerne uddannet til at virke fra Polhavet beskyttet af havisen, hvilket på en ny måde understregede havets strategiske betydning. Andre sovjetiske flådestyrker fra Nordflåden og Stillehavsflåden skulle ud over at løse andre opgaver – såsom at angribe NATOs forbindelser over Atlanterhavet – forsvare den “bastion”, som missilundervandsbådene opererede indenfor.

I slutningen af 1970erne var de sovjetiske flådestyrker blevet så stærke, at folk i NATO tvivlede på, om man effektivt kunne sikre sine transporter over Atlanterhavet. Den derefter nyvalgte amerikanske præsident, Ronald Reagan, svarede med at indlede en massiv flådeoprustning, hvor den nye overlegenhed skulle anvendes til dominere adgangsvejene til Polhavet via farvandet mellem Grønland og Island (“The Greenland-Iceland Gap”) samt farvandet mellem Nordnorge, Island og De Britiske Øer (“The Iceland-UK Gap”). Ud over at dominere disse snævringer i Atlanterhavets nordøstlige del, skulle man optræde offensivt ind mod det sovjetiske deployeringsområde for missilundervandsbåde, så man derigennem at bandt landets flådestyrker til forsvar af “bastionen” snarere end at angribe de vestlige forbindelseslinjer på havet.

Som Reagan (som Trump gerne kopierer) satser den nuværende præsident på opbygning af flåden, og da Rusland i disse år giver prioritet til flådens undervandsbådsstyrke, må man forstå, at USAs interesse for Grønland igen også omfatter muligheden for faciliteter på øens østkyst, der kan lette en effektiv overvågning af Polhavet og en fremskudt optræden i dette. Dette indebærer muligvis et et behov for en egentlig base i Østgrønland.

***

Ruslands militære opbygning i nord synes at være drevet af kombinationen af to ønsker: For det første at konsolidere, supplere og modernisere de overlevende militære faciliteter og enheder langs Polhavet, for det andet at forberede de kommende muligheder, som den globale opvarming forventes at ville give i nord. Ikke alene vil Nordøstpassagen nok blive til rådighed for trafik og kommunikationer mellem Europa og Asien, men adgang fra havet må forventes at lette udnyttelsen af de sandsynlige her liggende, urørte olie-gas- og råstofreserver i det nuværende permafrostbælte. Det er her i nord, at Ruslands økonomiske fremtid findes.

I de senere år har der været talt meget om Danmarks rolle som arktisk stat. Herunder er der ikke blevet demonstreret nogen dybere forståelse for, at landets muligheder for at støtte ambitionerne med militær magt ud over det rent symbolske, suverænitetsmarkerende ikke eksisterer.
Hvis suveræniteten eller de dansk-grønlandske krav på territorier eller rettigheder testes eller udfordres og der bliver behov for krisestyring, må musklerne og udholdenheden leveres af USA. Vi har intet ud over et fromt håb om, at Arktisk rent faktisk er og forbliver et lavspændingsområde, hvor den militære tilstedeværelse, som vi ikke kan levere, er irrelevant.

Det blev klart under forløbet i de foregående dage, at Trumps motiv ikke primært var militærstrategisk. Han ønskede gennem købet at sikre USA fri adgang til lækkerierne under isen og at overtage de grønlandske krav på store dele af Polhavet. Det er derfor, at hans ønsker var uforenelige med den grønlandske ambition om selvstændighed baseret på et sundt økonomisk grundlag. Det er godt, at landsstyreformand Kim Kielsen under forløbet så klart har beskrevet det acceptable og ønskelige alternativ, nemlig amerikanske investeringer i erhvervslivet.

Det ville være ønskeligt, om USA viste forståelse for grønlandske økonomiske behov ved straks at give grønlandske firmaer adgang til at støtte Thulebasen. Indtil det sker, demonstrerer USA en arrogant beslutsomhed om at optræde som kolonialister. Det er mildest talt ikke tillidsvækkende.

***

Danmark skal være sig helt bevidst, at udbygningen af Grønland til en fremskudt amerikansk base for kontrol af Polhavet vil lede til forskellige typer af russiske reaktioner, nok også andetsteds geografisk og på andre felter.

Europæisk forsvar: Foreløbige noter om, hvad der umiddelbart set er et politisk Fata Morgana

Trumps brutale klarlæggelse af den amerikanske opfattelse af, at europæerne burde forsvare sig selv, så USA kan koncentrere sig om egen sikkerhed og om på selvvalgte tider og steder at dominere verden, har fremkaldt en ny bølge af ufokuserede og lidet dækkende reaktioner i EU-lande, herunder i den her afgørende stat, Forbundsrepublikken Tyskland.

Det er væsentligt at fastslå, at udviklingen ikke forudsættes at indebære et europæisk-amerikansk modsætningsforhold, kun at europæerne er blevet tvunget til at tage konsekvensen af, at man forsvarsmæssigt herefter skal stå på egne ben.

Det problem, som derfor skal og kan behandles, er, at USA, som Frankrig gjorde i 1966, trækker sig ud af den faste organisation, NATO, der blev skabt som reaktion på invasionen af Sydkorea i 1950. Man skal derfor ikke forholde sig til en situation, at USA trækker sig fra sine forpligtelser i Atlantpagten, kun fra NATOs kommandostruktur, m.m. og fra at have militære styrker stationeret i Europa.

Dvs. at der i det transatlantiske forhold herefter kun vil blive tale om et ad hoc etableret alliancesamarbejde for klokkeklare Artikel V-situationer (som tilfældet sandsynligvis ville have været efter 1949, når den militære besættelse af Tyskland og Østrig var afsluttet, hvis modsætningsforholdet til Sovjetunionen ikke var blevet drastisk forværret og militariseret som følge af Vestens læsning af invasionen af Sydkorea).

Det, som USA her forudsættes at have gjort, svarer i princippet helt til, hvad De Gaulle gjorde, dvs- at trække sig ud af den militære organisation, men forblive alliancemedlem. Man kan reelt sammenligne Trumps motiv om maksimal national markering som meget lig med den daværende franske præsidents. Den primære forskel er den dramatisk anderledes virkning af USAs exit fra organisationen i forhold til Frankrigs.

De eneste skridt, der altid diskuteres, når et fælles europæisk forsvar er på dagsordenen, er muligheden af samordning af EU-landenes materielindkøb, en opbygning af de europæiske stabsstrukturer og samarbejde om fælles operationer uden for vores ende af det euroasiatiske kontinent. Det er områder, som ikke-militære embedsmænd som EUs er trygge ved. Problemet er, at langt hoveddelen af det, der skaber evnen til robust, territoriedækkende og varig militær indsats og beredskab – og derigennem også troværdig afskrækkelse af aggression – hermed lades ubehandlet. Det bliver militært set som diskussionen af Kejserens nye klær.

Denne lille blogartikel vil gennem bevidst kalden spaderne ved deres navne samt med et militærfagligt og -politisk videns-fundament beskrive, hvad der skulle ske, hvis Den Europæiske Union reelt havde enighed, viljestyrke og evne til bl.a. at konvertere NATOs europæiske søjle og sit eget forsvarssamarbejde til en troværdig militær evne, der bl.a. med stor sikkerhed kan afskrække Ruslands magt selv efter USAs udtræden af organisationen.

Indlægget vil ikke systematisk forholde sig til europæisk politisk realisme eller den altid og allestedsnærværende organisatoriske selvinteresse og inerti.

Her diskuteres samt skitseres de nødvendige skridt kort på fem områder: For det første de overordnede politisk-økonomiske strukturer; for det andet det territoriale selvforsvar af EU-landene mod Rusland; for det tredje den fælles nukleare afskrækkelse; for det fjerde den maritime og eventuelt arktiske dimension og endelig for det femte militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten.

Storbritannien betragtes ikke som en del af løsningen, og intet bygges på de nuværende britiske styrker. Derimod indgår Den Irske Republik som en del af det landområde, der skal sikres og kan udnyttes. Det forhold som det enkelte NATO-medlem havde til alliancen, overføres til afløserorganisationen. For ikke-NATO-medlemmer som Irland, Østrig, Sverige og Finland indgår de som EU-medlemmer uden forbehold. Neutralitet i forhold til det europæiske fælles forsvarsbehov forudsættes udelukket.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske, nu ad hoc-samarbejde naturlig først og fremmest ske på havet.

1) De overordnede politisk-økonomiske strukturer:
Til EU’s ledelse vælges herefter af rådet og parlamentet en minister for koordination af det fælles forsvar. Han afløser NATOs Generalsekretær, hvis stilling jo er nedlagt, og han støttes af en tilpasset udgave af generalsekretærens stab.

Det Nordatlantiske Råd slås sammen med EUs Ministerråd, hvor ex-NATO-medlemmer som Norge, der ikke er EU-medlemmer, deltager, når forsvarsemner behandles.

Den overordnede militærfaglige rådgivning påhviler en europæisk forsvarschef, der vælges blandt flere kandidater efter en fokuseret afprøvning af han militærfaglige bredde og dybde. Dette betragtes som nødvendigt for at stillingen gennem faglig respekt bevarer den legitimitet, som tidligere kunne bygges på USAs dominerende militære magt. Han virker samtidig som formand for den europæiske militærkomité og støttes af den herefter ”europæiserede” Internationale Militære Stab.

NATOs operative stabe fra SHAPE og nedefter overtages og strukturen tilpasses det nye behov. Den afbureaukratiseres samtidig, og fra besættelse af chefstillinger på forskellige niveauer efter aftale eller rotation sker det herefter ved uafhængig faglig afprøvning af tilbudte, kvalificerede kandidater fra medlemslandene.

Det er indlysende, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

NATO Defense College, nu European Defence College, udvides og konverteres til at uddanne tre typer elever på sine nu tre hovedkurser. Formålet er på alle kurser og andre aktiviteter networking og bedømmelse af egnethed, og præstationspresset på kurset skal sikre grundlag for det sidste.

For det første etableres kurser for de få officerer på oberst/kommandørniveau, der er fundet egnede til de øverste nationale militære stillinger, samt generaler/admiraler, landene ønsker at tilbyde til stillingerne i de fælles stabe på højeste niveauer eller som chefer for fælles operationer.

For det andet (ved konvertering af NDCs nuværende primære kursus) gennemføres et kursus, der skal forberede eleverne til stillinger i de fælles stabe.

For det tredje skabes et kursus for de nationale og fælles chefer samt de ledere fra industrien, der skal sikre fælles og standardiserede materielindkøb. En effektiv harmonisering af materieludvikling og -indkøb kan kun sikres gennem en fælles godkendelse fra en fælles EU-materielorganisation, der har agenter placeret i alle medlemslandenes forsvarsministerier. For at sikre bevarelse af habilitet roterer agenterne hurtigt mellem landene.

I øvrigt er det afgørende for omkostningseffektiv udvikling af fremtidige våben og andet materiel, at man altid sikrer åben konkurrence mellem mindst to uafhængige producenter, og at projekterne styres gennem operative og andre krav, ikke gennem fælles projektforvaltning (der erfaringsmæssigt forsinker og fordyrer udviklingen dramatisk). Centralisering af den begrænsede våbenproduktion efter Den Kolde Krig gør dette til en vanskelig udfordring, som næppe kan løses uden subsidier, der sikrer overlevelse eller retablering af konkurrenter.

2) Det territoriale selvforsvar af EU-landene mod Rusland:
Hvordan dette kan ske, må illustreres ved at kombinere inspiration fra to eksempler: Det første er Finlands forsvarsmodel, det andet NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne, hvor Vestmagterne donerede materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og hvor den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret.

Europas lange østgrænse til Rusland (og Hviderusland) fra Barentshavet til Sortehavet kan kun gives en sådan troppetæthed, at man afskrækker konventionelle angreb gennem troppetilstedeværelse og evnen til nogle ugers forsvar, hvis frontlinjestaternes befolkninger motiveres og uddannes som værnepligtige, så de kan mobiliseres i forsvarsenheder på forskelligt kvalitetsniveau og beredskab. At det er muligt illustreres af den tidligere nordiske og nu specielt finske forsvarsmodel, og anfægtes kun af de akademikere og militære, der ikke fra egen erfaring ved, at en enheds kampværdi i en veldefineret opgave som tilfældet er ved territorialforsvar (eller guerilla) afhænger af kvaliteten af førings- og specialistkadrer samt af mandskabets motivation – ikke af de meniges generelle rutine.

Der er dog tre forhold, der kan nødvendiggøre, at den finske model suppleres med kvindelig værnepligt. For det første den meget store del af de østeuropæiske landes unge, der arbejder i udlandet, For det andet den generelle fedmeepidemi også blandt yngre mænd, der gør dem uegnede i forsvarsopgaver. For det tredje den stigende tendens til kønsskift.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO, at man vidste, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til hærene, flystyrkerne og flåderne. Så ud over at have styrker, der kunne deltage i frontlinjestaternes forsvar eller forstærke dette efter nogle dage eller uger, udrustede og støttede man frontlinjestaterne med fly, skibe og hærmateriel, og hjalp med nyere materiel efter nogle år.

Et effektivt europæisk territorialforsvar må give materielhjælp til frontlinjestaternes uddannelses- og mobiliseringsstyrker, og baglandsstater må både opstille de kampflystyrker og krævende luftforsvarssystemer, som frontlinjestaterne ikke kan klare økonomisk, samt de supplerende og bl.a. tungere hærstyrker samt ammunition, som skal forstærke frontlinjestaterne sikre deres lokale styrkers evne til fortsat kamp. Forstærkningsstyrkers evne til at blive klar i tide kan sikres gennem forhåndsoplægning af materiel- og ammunition, som USA gjorde under Den Kolde Krig. Hjælp og forstærkning må afhænge af frontlinjestatens vilje til at etablere en værnepligtsbaseret forsvarsstruktur, da denne er en forudsætning for at sikre tid og rum til forstærkningernes ankomst og deployering.

Opstillingen af styrker af forsvarsrelevant størrelse (dvs. flere komplette brigader fra et baglandsland som Danmark), vil også kræve anvendelse af værnepligten her, men ikke den brede og totale anvendelse, som er nødvendig i frontlinjestaterne.

Ud over disse bemærkninger om den overordnede, nødvendige struktur, er det nødvendigt at understrege, at intet kommer til at virke, hvis man ikke “re-booter” hærene, afvikler New Public Management-bureaukrati og genskaber de professionelt fokuserede aktiviteter, med lange, krævende feltøvelser og krigsspil, der klart eksponerer svagheder hos personer og strukturer, så de kan afløses henholdsvis fjernes. Stabe på alle niveauer skal reduceres, så faste officerer ikke længere kan forblive snævre forvaltningsspecialister (kun tekniske officerer må forblive specialister, men skal sikres generel indsigt). Alle problemer skal forstås og øves i alle deres aspekter, logistiske, cyberkrigs-, osv. og strukturerne skal gøres robuste ved, at man stadig øver tab af nøglepersonel og materiel, indlægger effektivitetsundergravende kunstig friktion, og uddanner officerer til at kunne virke “et niveau op” og forstå “to niveauer” op.

Kun ved igen at stille brutale vidensmæssige og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge. Stigende kompleksitet (hvis den måtte findes) håndteres ikke effektiv ved større egentlige stabe, men ved at give chefer og primære stabsofficerer indblik i denne kompleksitets karakter og rutine i at virke i denne, så de kan refokusere og prioritere stabens virksomhed.

3) Den fælles nukleare afskrækkelse:
Der er reelt kun en mulighed for at opbygge et fælles nukleart afskrækkelses-”tag” på den territoriale selvforsvarsstruktur, så Unionen og landene ikke ligger åben for nuklear afpresning. Det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der erklæringsmæssigt også dækker resten af EUs område.
Det måtte indebære, at Tyskland overtog mindst 50 % finansieringen af driften af de franske atomdrevne undervandsbåde af Triomphant-klassen, at også Tyskland stillede besætninger eller dele af disse, og at antallet af både blev udvidet til nok seks ved afløsningen med næste generation, så antallet af både på konstant patrulje kunne blive øget.

Alt dette for at gøre det mere troværdigt, at også andet end et kernevåbenangreb på selve Frankrig kunne udløse et svarangreb og at også andre dele af Europa var værn mod nuklear afpresning.

For at dække behovet for afskrækkelse af truslen fra russiske præcisionsmissiler med mellemrækkevidden på op til 5.500 km, kunne man satse på krydsermissiler fra torpedorør i andre franske, tyske og eventuelt andre EU-landes undervandsbåde, hvor landet påtog sig rollen og havde de nødvendige franske og tyske officerer ombord, når der var kernevåben i rørene.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene.

4)Den maritime og eventuelle arktiske dimension:
Som det demonstreres klart i Hormuz-strædet og i Middelhavet i denne periode er der selv i fredstid behov for maritime styrker til at løse krævende opgaver af forskellig karakter. På grund af mange års samarbejde i NATO- og anden ramme, er evnen til samarbejde høj, og der er derfor på nogle områder ret få problemer her med at få en EU-flådestyrke til at fungere, da det kun er det blå flag, der ændres.

Det vil dog stadig være en udfordring at sikre en rationel bygning af skibe andre fartøjer, så de har en højere grad af standardisering end nu og der opnås besparelser gennem bygning af et større antal af samme enheder. Det kan også være et problem at bevare en afbalanceret styrke, der udover større skibe til opgaver på det åbne hav også har specialiserede enheder til indsats i kystnære farvande, herunder til minekrigsindsats.

Det vil være vanskeligt – reelt nok umuligt – at gøre styrken materielmæssig uafhængig af USA, fordi amerikanerne på mange områder er førende i Vesten på de maritime våben- og anden maritime nøgleteknologiområder.

På den anden side er denne afhængighed et mindre problem, fordi europæerne netop på havet som understreget i indledningen vil kunne og skulle samarbejde med USA i en krig.

Om EU også skal forholde sig til sikkerhedsproblemer i Arktis vil være afhængigt af norske og dansk-grønlandske beslutninger. Også her vil indsatsen blive domineret af USA.

5) Militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten:
Som nu vil den indledningsvise hovedindsats i en fremtid med et EU-forsvar blive båret af ikke-frontlinjestater, hvilket efter tabet af Storbritannien først og fremmest vil sige Frankrig. Andres deltagelse vil som nu i høj grad afhænge af, om FN legitimerer indsatsen og overtager ansvaret for den længerevarende operation.

Hvad laver iranerne nu? … og hvad betyder det for os?

Vi kan ikke vide det første med sikkerhed, men hvis den iranske flåde handler og forbereder sig professionelt, som vi bør forudsætte, er den i gang med ved hjælp af sine undervandsbåde og andre sensorer at skaffe data om de fremmede skibe i området. Det vil bl.a. eksempelvis muliggøre, at man, hvis dette besluttes, kan vælge hvilken skibstype eller skib, som en gruppe hurtigt til denne opgave udlagte bundminer skal udløses af.

At finde områder med under den for disse miner maksimale vanddybde på 60 meter er ikke et problem i det mest af Golfen og store dele af Strædet.

De miner, der i givet fald vil blive anvendte i Golfen under denne konfrontation, vil derfor ikke nødvendigvis være simple forankrede kontaktminer, som tilfældet var under “Tankerkrigen” i 1980’erne.

En minedetonation under et krigsskib af fregat-størrelse må forventes at medføre totalforlis, herunder ikke mindst af en kraftig bundmine. At den 14. april 1988 iransk mineramte fregat USS Samuel B. Roberts nåede i havn var tæt på et mirakel (Billedet viser fregattens revnede dæk. Maskinrummene var oversvømmet og kølen brækket).

Derfor skal den britisk ledede flådestyrke ved Hormuz-strædet også – som den allierede styrke i 1980’erne – råde over et robust og alsidig minerydningsstyrke. Det bliver ikke så let denne gang efter de dybe styrkereduktioner og kapacitetsfravalg i årene siden.

Endnu en lille, mere konkret, ting, at tænke på, før fregatten sejler

Som en del af mit officielle besøg som chef for det baltiske forsvarsakademi til de israelske forsvarsakademier i december 2003 besøgte jeg landets flådebase i Haifa. En del af programmet var et besøg på den store, moderniserede korvet Hanit. Chefen, den unge kommandørkaptajn David Ben-Ba’ashat, fremviste sit imponerende skib og lagde under demonstrationen af operationsrummet speciel vægt på skibets evne til nu at forsvare sig mod sømålsmissiler.

2½ år senere, den 14. juli 2006, under krigen mod det iranskstøttede Hezbollah, var korvetten på patrulje ud for Beirut. Her blev skibet ramt af et kinesisk-konstrueret (nok iransk produceret) C-802-missil på trods af, at Israel i foråret havde fået efterretninger om, at modstanderen kunne råde over iransk-leverede sømålsmissiler. Angiveligt var det automatisk virkende missilforsvar slået fra pga. anvendelse af korvettens helikopter. Med alvorlig skade, hvor skroget revnede fra køl til overbygning (som vist på billedet) og fire dræbte af besætningen nåede skibet i havn. Mens missilforsvaret havde fejlet, havde skibets interne skadekontrol virket godt. Kommandørkaptajnen, der ved angrebet havde været chef i tre år, forlod sin stilling.

Vores fregatters selvforsvarsevne svarer (indtil modtagelsen og indfasningen af SM-2 luftværnsmissilerne) nogenlunde til den israelske korvets, men vi må gå ud fra, at beredskabet holdes på et højere niveau konstant, når indsat.

I det lavvandede område ved Hormuz er truslen dog ikke kun fra iranske missiler. Bundminer med “intelligente”, målrettede brandrør, vil være en anden måde at ramme eskortefartøjerne, en måde, hvor “afsenderen” er lettere at skjule.

Før fregatten sejler

Det helt centrale er den politisk-strategiske ramme, som gør, at missionen er fundamentalt anderledes end alle de andre internationale operationer, vi har deltaget i.

Den europæiske eskortemission præsenteres (hyklerisk) som neutral.

Men husk sidste gang Danmark støttede sin neutrale skibsfart sammen med andre under en stormagtskonflikt for at rederne og staten kunne tjene penge. Da skete det også uden hensyn til helt forskellige virkninger på de to sider i konflikten. Dengang udløste neutralitetsbeskyttelsen som bekendt en af parternes angreb på Danmark og Slaget på Rheden. For englænderne var neutralitetsbeskyttelsen af forsyninger til Frankrig uacceptabel.

Iran er et land, hvis befolkning (som tyrkere, franskmænd, russere og englændere) er et stort, selvbevidst kulturfolk motiveret af erindringen om fortids storhed og føler sig overbevist om, at det har ret til en central rolle i regionen. Som Frankrig efter 1789 og Rusland efter 1917 betyder en revolution, at ambitionen er radikaliseret. Radikaliseringen groede fast, blev militariseret og effektiviseret i den blodige krig, som Irak påførte Iran i 1980 og som varede næsten et årti (som det revolutionære Frankrig oplevede i første koalitionskrig og Sovjetrusland i 1919-21).

Det tog ekstremt vanskelige forhandlinger at få rimeligt inddæmmet den iranske atomvåbenambition i en international inspiceret aftale, som ikke er ideel, men som virkede som forventet.

Det var USAs præsident, der mod alle nøgterne rådgivere opsagde aftalen, som jo var indgået af hans foragtede forgænger. Iran skulle nu tvinges med ødelæggende sanktioner til ikke alene underkaste sig et langt mere effektivt kontrolregime (hvilket må vurderes som opnåeligt), men reelt opgive alle de centrale elementer og ambitioner knyttet til landets regionale magtpolitik. Dvs. at man kræver af Iran, at landet skal overgive sig til USAs regionale allierede Israel og Saudiarabien, der efter, at Irak er blevet gjort tamt, er hovedfjenden. Det er ikke mærkeligt, at den tidligere splittede iranske befolkning nu efter alle rapporter at dømme nu står samlede bag regeringen, på trods af, at det netop er den, der rammes af sanktionerne.

Det, som vi ser, er en parallel til de sanktioner, som USA i 1941 rettede mod Japan for at tvinge landet til at opgive sine ambitioner i Asien. Forståeligt, men som blev demonstreret i begyndelsen af december samme år, også ekstremt farligt.

Mens iranske udspil tyder på, at det nok var muligt at opnå en opstramning af atomaftalen, er det derfor mildest talt usandsynligt at Perserrigets arvinger, hvis antal for længst har passeret antallet af briter, vil opgive deres regionale ambitioner, og jo mere de presses, jo mere desperat må man forvente, at de handler.

De har umiddelbart tre instrumenter ud over demonstrative missilaffyringer. De kan for det første anvende deres særdeles kompentente hjælpehær Hezbollah mod amerikanske og allierede interesser i Levanten, de kan for det andet ramme amerikanske interesser i Irak hårdt, og de kan for det tredje øge presset på verdenssamfundet og herunder ikke mindst Europa (samt Japan og Kina) ved at ramme trafikken igennem Hormuz-strædet.

Ved at gøre som Trump bad om og løse den kun teoretisk set neutrale opgave at eskortere vores skibe og beskytte dem mod iranske angreb sker der det samme, som dengang under Napoleonskrigene skete gennem vores neutralitetskonvojer mod al, dvs. engelsk, indgriben … i fransk interesse.

Dengang fik briterne neutralitetsforbundet til at falde sammen ved at angribe dets svageste led, Danmark, først.

I den kommende europæiske eskortemission i Den Persiske Golf og ved Hormuz, der de facto støtter de amerikanske sanktioner, som også Danmark på det taknemmelige papir er imod, må de europæiske skibe ses som mindre risikable at angribe end enheder fra USNAVY. Dette både fordi deres evne til at besvare angrebet selv er stærkt begrænset, og fordi de netop ikke er amerikanske.

Det ville i hvert fald være betryggende, hvis også japanske og specielt kinesiske fregatter deltog.

Så denne mission må siges at bliver meget forskellig fra alle foregående, og det vil være en god idé ikke blot at være ekstremt opmærksom på risikoen for den danske flådes fremtid, hvis det går galt. Afghanistan fik politikerne til at skabe en så lille hær, at fremtidige regeringer ikke kunne blive fristet til at gentage en sådan udsendelse

Når det er gået godt i en tid pga. dygtighed og held kan man glemme, at hver situation er ny og at krig føres af mindst to uafhængige viljer.

Den offentlige sektors ødelæggelse … og retablering?

Snart ny tid? Desværre ikke
Lige før jul for et par år siden konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde School of Governance i en udtalelse til www.denoffentlige.dk, at en ny undersøgelse af de sidste 30 års ledelsesideologi (“styringstænkning”) er en bombe under denne. Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet lagde angiveligt New Public Management (NPM) i graven med bogen A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government, der blev udgivet i april 2015 på deres universitets forlag.

Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning. Dette skyldes for det første at vi taler om den herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet. Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal. Et sådan pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse, og den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, viser problemets omfang.

Næsten alle politikerne kan ikke forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme“, og de enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag, ikke at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes.

Det er dog ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan få virkning. Problemet er, at virkningen af en generation med NPM-idelogi har svækket eller helt ødelagt alternativet, styring og prioritering på grundlag af faglig-politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.

Karakteren og skadevirkningerne af NPM
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk. Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede misvisende, substansløse ”New-speak”. Jeg mødte betegnelser som ”Moderniseringsstyrelse” (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input), ”Servicecenter” (for konfrontationen med borgerne), ”Human Resources Management” (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerne opfattelsen af ansvar for medarbejderne). Mulige beslutninger blev reduceret til “business-cases“, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante. Det positivt ladede ord ”reform” var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld. I virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt – uden at forstå, hvad dette indebar – at man ville være verdens bedste. At deklarere med hurra-ord afløste realitet.

Medierne
Siden 2005 har jeg iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af reformer, men samtidig nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteter og sundhedssektor. Lidt efter lidt dannede sig det billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb. Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.

Faglighed som beslutningsgrundlag blev fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed. Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.

Men man har nu helt fravalgt faglighed. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres. En hurtigt voksende gruppe af ufaglige omfatter ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater også de titusinder, der efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer, humanistiske akademikere, der af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders afaglige forvaltningssprog. De ufaglige ledere og chefer dominerer nu en for stor gruppe politikere, der enten selv er uddannet til at være anti-professionelle, eller blot er så rodløse at de uselvstændigt følger deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder.

Landet er nu blevet ramt af Dunning-Kruger-effekten, som jo er et resultat af samspillet mellem højt, men tomt, uddannede og derfor inkompetente mennesker, der er blokerede for forståelse uden for deres egen firkantede boks.

Nødvendige rationaliseringer skal vejledes af faglige valg
Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve et konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev arrogant bevidst fravalgt som styringsgrundlag.

Flytningerne af arbejdspladser, hvor den første glemtes
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse køres den offentlige sektor efter to simple fremgangsmåder, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:

For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne udspares. Man gjorde det uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller at der er negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet. At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med New-speak. Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk model, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu – uforudset – hensygnende provinsbyer.

Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen spørger om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.

Standardiseringen
Den anden vej i amatørgørelsen af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til de elementer, det ikke krævede faglighed at forstå. Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundsskabs- og økonomikandidater kunne forstå og en førstegenerationscomputer beregne. Det skete ved reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund var dovne og grådige. Den unge selv-usikre kandidatforvalter forstår ikke, der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker man arbejder for og med. Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere. Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.

Den usunde budgetteringsforenkling
Uvidende forenkling medfører også en groft skadelig indretning af budgetstyringen. Eksempelvis skal ikke alene løsningen af politiets normale opgaver dækkes af standardresurserne og afspadseres, men også ekstraordinær indsats, som nu ved terror og massemigration. I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særlig bevilling og betales, ikke afspadseres. Dette problem erkendes ikke i det nye politiforlig. Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger. For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer
Bortset fra i Politiet, hvor det blev for tydeligt, at man undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling over alt. Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører, forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning. Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden. Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den afaglige forvalter.

Undergravelsen af de professionsskabende voksenuddannelser
Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, presses nu i tid og ramme. Man når til et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som denne ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant. De dårligere uddannede gives et ”professionsbatchelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatørgørelsen bliver således næsten irreversibel.

Politikorpsets rekruttering af modne mennesker fra befolkningen var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de tilsvarende umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

Universitetsuddannelserne
De humanistiske universitetsuddannelser er kastreret i tid og af gold teoretisering, lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

NPM’s satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for. Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område, felt til felt, som den nye tids proletarer. Herunder er der meget lille sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt. Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Den skadelige betaling mellem offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår. Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer. Nogle af disse institutioner er gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler. Det forhold, at en institutionen ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

En institution som Nationalmuseet skal betale skat til kommunen selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men bliver nu presset til indskrænke sit kernevirke. Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen, reformer, m.m.

Når forvaltningsmoder som denne rammer centraladministrationens snøvs, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, der betaler. Det er derfor helt uforståeligt, at folketingspolitikere derude mod syd og vest kan forklare deres vælgere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker disse fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre. Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i dette.

Det ansvarsløse budget-grønthøsteri
Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 % årligt for at udspare penge til andre tiltag. Umiddelbart er det sund fornuft, men som det sker, er det igen både et resultat af amatørgørelsen og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsynsstandardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed på grund af, at en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning. Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er grønthøstet, kan hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale, og beregne hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesanstalterne kan kun reducere ved fortsat at reducere mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt utænkte politiske hovsakrav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden. Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer. Forsvaret er totalt bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af bevidst manglende sammenhæng mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar. Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

De effektivitetsundergravende effektivitetsreorganiseringer
De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, der alle præsenteres som effektiviseringer i tidens ”New-speak”, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral. Vel en snes rablende reorganiseringer har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ufaglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Resultatet, den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter, accelererer nedbygningen af resten.

Det afaglige møderegime
Hver runde af reduktioner udløser en reorganiseringsrunde, og der følger en omgang ”dans om stolene”, hvor mulighederne for at lade processen lede af langsigtet faglighed er undergravet ved, at de fleste af stolene er besat på forhånd. Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret til fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige. Nu undergraver den stadige fagligt substansfrie, krævende konstante mødeaktivitet de resterende professionelle elementer i ledelsen. Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 % det første år og 100 % det femte. Konstant reorganisering under ”reform”- og sparepres sender desorganiseringen i retning af SKATs. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 % ikke langt mere end 2 %.

Reel ændring kræver retablering af ressortansvar og fagligt ledede styrelser
For at muliggøre en genprofessionalisering, og dermed en fornyet evne til at forudse virkninger af forskellige handlingsvalg, og en retablering af fagligt baseret rationel organisering af resten af Danmarks offentlige sektor foreslås, at Finansdepartementet straks udflyttes til Nakskov og ”Moderniserings”-styrelsen til Rudkøbing. Dér vil de tilbageværende medarbejdere kunne få en lille indføring i virkeligheden. Derefter kan ansvaret tilbageføres til fagansvarlige ministre og styrelser.

Hvad NPM har ødelagt
Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem amatørgørelsen af offentlig ledelse igennem tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere. De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at give juridisk støtte. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne styres af faglighed. Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger blive skitseret –ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser. Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med faglighed kan innovation blive andet end endnu en gang reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning. Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner. Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af demensforvirring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne
Ikke mærkeligt, at folket uden for København og Aarhus protesterer, når muligt, og viser despekt for de politiske ledere, som tager ansvaret for udviklingen. Situationen nu svarer til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. Lad de fagligt professionelle komme tilbage ”på broen”, så den offentlige sektor skifter kurs fra et være en ufokuseret, nødlidende byrde.

Vejen frem er derfor en vej tilbage til den tid, hvor man forstod og handlede efter, at offentlig “virksomhed” i hele vejen fra beslutning til udførelse skal være faglig-politisk. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Liberaliseret jernbanedrift og ulykken


Fra før det “moderniserede” rest-DSB

Havarikommissionen vil selvfølgelig, som vi allerede har set hvis muligt afdække, alle de lokale ledelsesfejl, procedurefejl, betjeningsfejl samt fysiske og tekniske forhold, der kan have medvirket til ulykken, og man vil forsøge at lave mere sikre regler for jernbanetrafikken i fremtiden, som de forskellige involverede firmaer og personer skal overholde.

Vi ved endnu ikke, hvad den endelige konklusion vil blive, kun at tekniske problemer med fastlåsningen af traileren sammen med stormen og muligvis passageturbulensen sammen direkte fremkaldte ulykken. Men det må forventes, at konklusioner og anbefalinger ikke går videre og vurderer spørgsmålet om den mest sikre ordning af jernbanedriften blev fremmet af den afprofessionalisering af offentlig ledelse, der er sket i Danmark over det sidste 25 år. Her er det oplagt, for ansvaret lå hos myndigheden, der forvalter og udvikler skinneinfrastrukturen, men problemet er opstået i det rullende materiel, som denne myndighed ikke får daglig erfaring med.

Afprofessionaliseringen reducerede om et biprodukt organisationens øverste ledelses muligheder for at forudse tekniske og andre faglige problemer, det være sig i SKAT, bankdrift eller her i jernbanetrafikken. Ledelse er reduceret til noget med økonomi og medierne. Det er logisk set i sammenhæng med, at den i dag herskende offentlige leder- og politikergeneration ikke selv har oplevet de tidligere forhold og derfor vil have vanskeligt ved at erkende og acceptere muligheden af, at den tids organisering, motivation og moral kunne have stadig relevante fordele, herunder ikke mindst i form af ansvarsfølelse og -glæde helt op i toppen af organisation.

Trailerens “kongetap” var reelt ikke fastlåst i blokvognens “skammel”. Man havde samme hastighedsregler for trafik med godstog med de lette og lidet solide trailere som for tog med tungt og kompakt gods. Man beslutter på grundlag af den gennemsnitlige vindhastighed snarere end vindhastigheden i de vindstød, som kan skabe ulykker (skader på taget i et par af de efterfølgende trailere kan vanskeligt have været fremkaldt af dele af den tabte trailer).

Man vil uanset ansvars- og myndighedsstruktur ikke kunne undgå ulykker i fremtiden, det maksimale man kunne opnå ved et klarere personligt helhedsansvar bygget på fagligt snarere end kun generelt ansvar ville være en mere proaktiv og bedre koordineret indsats for at forudse mulige ulykker og begrænse dem. Fortsat spredning af ansvar blokerer for, at nogen føler og har det samlede ansvar for at imødegå forudseelige problemer som dem, der bidrog til denne ulykke.

Det er ikke at vise manglende respekt for ofrene, hvis borgere, herunder journalister som vi ser nu, søger forståelse af det skete uden at vente på havarikommissionens rapport, der jo først vil komme på et tidspunkt, hvor det skete og viljen at gøre noget grundlæggende for at mindske fremtidige ulykker er forsvundet.

Det er væsentligt at holde for øje, at det skete var ikke en naturkatastrofe selv om nordenstormen sandsynligvis var en medvirkende faktor, og som det vil blive skitseret nedenfor, kunne muligheden af en sådan ulykke have været forudset og risikoen stærkt reduceret, hvis man havde arbejdet med en robust sikkerhedsmargin bygget på anvendt sund fornuft. Anbefalinger af større sikkerhedsmarginer vil efter al sandsynlighed og blive resultatet af kommissionens arbejde.

Den bredere og kritiske vurdering af organisationsforhold må sandsynligvis afvente en analyse af ulykken, som den katastrofeteoretikeren Rasmus Dahlberg har gennemført af bl.a. Sorø-ulykken.

I den nu glemte fortid fandtes en dybt professionel jernbane-“etat“, der arbejdede med noget så gammeldags som helhedsansvar, tilhørende myndighed for både infrastruktur og for kørende materiel og avancement gennem chefsniveauerne på grundlag af demonstreret professionalisme igennem en karriere i DSB. De ansatte fra bund til top var stolte af, at det ofte gammeldags og fejlbehæftede materiel blev holdt kørende og forbedret af deres bedste ingeniører. Der var ikke anden konkurrence end den man havde med kollegaen for at gøre arbejdet bedst muligt og måske få en fortjenstmedalje eller et ridderkors efter nogle årtier, ikke en type motivation, som en civil manager eller liberalt ideologisk tænkende politiker kunne forstå: nemlig grådighed.

Det var før de forskellige funktioner blev adskilt, så ingen længere havde ansvaret for at tænke sig om og beslutte ansvarligt for hele organisationen på grundlag af noget så uvidenskabeligt som sund fornuft bygget på praktiske erfaringer igennem en lang ansættelse.

Hvis den professionelle jernbanegeneraldirektørstilling havde eksisteret i dag, ville hans embede (dvs. han selv med nærmeste tekniske rådgivere) have været ansvarlig for det sikkerhedsmæssige samspil, mellem hvad der under denne ulykke involverede fire forskellige myndigheder: BaneDanmark, Sund og Bælt, BD Cargo og rest-DSB. Nu eksisterer der ikke en sådan myndighed, for den formelt ansvarlige myndighed, BaneDanmark, opnår ikke praktiske erfaringer fra at bruge banerne.

Men er reelt den eneste og mest sandsynlige årsag til ulykken? Lyntogets lokofører havde på grund af den voldsomme vindpåvirkning valgt at holde hastigheden på 120 km/t (fra maximum på 180 km/t) da han kørte op på broen efter Nyborg. Godstoget kørte med 110-120 km/t. Hvis lokoføreren ikke havde taget denne beslutning, ville ulykken kunne have udviklet sig til noget endnu værre.

Her forenden af lyntoget med dele af traileren, der ramte lavere end passagerkabinen. Det tyder på, at traileren allerede var løs som resultat af den kraftige vind, da lokomotiverne passerede hinanden.

Men vindpresset er ikke nødvendigvis den eneste årsag. Alle, der har været på et tog, der passerer et modkørende tog med høj hastighed, har kunnet høre og mærke det sug, som passagen fremkalder. Togene passerede her hinanden med en relativ hastighed på op mod 230-240 km/t. Sammen med stormen fra nord var den kraftige turbulens muligvis den kraft, der kombineret med presset fra den stormstød fra nord fik den beskadigede trailer til at ramme lyntogets første vogn. Stormen og suget ramte også de efterfølgende, lette trailere ved at sønderrive deres presenninger. Risikoen for at noget sådant kunne ske, kunne forudses. Den relative rolle må nu må fastlægges ved de forsøg, som havarikommissionen nu må forventes at gennemføre.


Illustration hvor rødt viser overtrykket og blåt undertrykket – suget – ved to hurtigt passerende tog. Det ramte, som det kan ses, hvor den den første blokvogn befandt sig. (kilde: https://physics.stackexchange.com/questions/259639/slapping-sound-when-trains-pass-each-other)

Det forhold, at opløsningen af DSBs helhedsansvar øgede risikoen for uklarhed i ansvar og for misforståelser – og derigennem for ulykker – er et strukturproblem, som derværre nok ligger uden for haverikommissionens fokus. I USA ville organisationen nok efterfølgende kunne genlære ansvarlighed efter de sagsanlæg og ødelæggende erstatninger, som følger indlysende svigt, men da vi er i Danmark, hvor personlig ansvarlighed undergraver hyggen, vil læringen begrænse sig til, at bestemmelserne fremadrettet vil forbyde, at man kører med så stor hastighed med så lette togvogne, når det blæser voldsomt.

Og så sætter den, der fik en transportkontrakt, her en del af Deutsche Bundesbahn, lette trailere op på fladvogne og kører med 120 km i timen i storm over broen, idet man blot, utænkende og uansvarligt følger bestemmelserne fra de ikke-jernbanedriftprofessionelle, der fik ansvaret for infrastrukturen.


Efter DB-lokomotivet ses den tomme fladvogn, hvorfra den (muligvis tomme) øltrailer fløj over i lyntoget

De, ufaglærte managers, der fik ansvaret for det kørende materiel, udmærkede sig i øvrigt over en årrække ved at handle amatøragtigt, uden ansvarlighed og derfor ustraffet i IC4-sagen. Infrastrukturforvalterne i BaneDanmark fik og har en tilsvarende sag i moderniseringen af signalsystemet.

Faglærte går efter, det der fungerer, amatører går efter det fremtidige, uprøvede, og blander sig derfor med bessermachen i projektet, så man mister muligheden for at gøre producenten ansvarlig for produktfejl og prisskred.

De efterfølgende fladvogne, hvor sidepresenningen og en del af lasten er forsvundet. Endnu er ingen begyndt at kommentere årsagen til ødelæggelserne på dem, på trods af, at et par af dem er så beskadigede, at (ikke mindst løsrevne trailertag), at de vil kunne have forårsaget ulykker på senere tog. Skaderne ser ikke ud til at være sket ved, at vognene blev ramt af dele af den tabte trailer.

Ved dette billede er det rimeligt et citere afslutningen af diskussionen om de fysiske forhold ved to tog, der hurtigt passerer hinanden:

The result is that intermingled high and low pressure air waves are being forced into and between carriages where the cross section of the space also varies rapidly, and this causes peak and trough air pressures which impact less-than-solid sides and the windows and doors which can move in and out.

Det gik, som det ikke kan undgå at gå, når man betragter professionelt helhedsansvar og pligt til at anvende sund fornuft – med entydigt personligt ansvar – på alle niveauer som det styrende princip i organisation og ledelse.

I den tidligere organisation var der ganske vist forskellige chefer for infrastrukturen og togene, men de havde én fælles chef med ansvar for dem begge, en ansvarlig chef med også de tekniske forudsætninger for at forstå, hvad han beskæftigede sig med, ikke en managertype motiveret af den kommende bonus efter opfyldelse af resultatkontrakten.

En måde til at afhjælpe det strukturelle problem, som er opstået med spredningen af ansvar for sikkerhed på jernbanerne til så mange myndigheder, ville være at placere det overordnede ansvar entydigt hos størstebrugeren, dvs. hos rest-DSB, således at sikkerhedsinspektionspligt og -bestemmelser placeres her hos personel med praktisk erfaring og ansvar. Det er næppe tilfældigt, at den eneste i hele forløbet, der optrådte professionelt ansvarligt og med sund fornuft, var DSB-lokomotivføreren.


Alternativet, at placere det hos en styrelse under ministeriet, ser kun pænere ud på papiret.

Kommentarer til Benjamin Carter Hett “The Death of Democracy: Hitler’s Rise to Power and the Downfall of the Weimar Republic”

Historien gentager sig ikke, men man får alligevel en uhyggelig følelse af genkendelse ved læsningen af den ikke for lange, velskrevne historie om Tyskland i slutningen af 1920’erne og begyndelse af 1930’erne. Det er den meget lignende opfattelse af de afgørende politiske problemer og forhold i den stadig større og mere utilfredse, efterladte del af befolkningen, herunder

1) tab af velstand og arbejdspladser både på landet og blandt “blue collar” arbejdere, dvs. den faglærte middelstand, samt den håbløse situation i byproletariatet, nu dramatisk forværret af misbrugskrisen;
2) kulturkløften mellem byeliten (dengang symboliseret ved “Babylon Berlin”) og folket, hvor den brede masser reelt er koblet af som nu irrelevant og politisk ukorrekt;
3) erhvervslivets åbne samt skjulte sabotage og forgiftning af det parlamentariske demokratis forsøg på at begrænse de negative virkninger af kapitalisme (for den nutidige situation se den friske dokumentarfilm “Dark money” fra situationen i delstaten Montana om anvendelse af den amerikanske højesterets nu forstærkede flertal til dette formål);
4) frygten for udviklingen med truende tab af magt, dengang i det tyske protestantiske flertal, nu i den hvide mandlige amerikanske befolkning;
5) rollen som fremmed immigration har og gives, dengang jøder, nu latinoer.

Det er også den direkte sammenlignelige og effektfulde anvendelse af afvisning af “systemets” fakta som uacceptabelt for folket.

Det er den aggressive fremgangsmåde og narcissistiske profil hos den person, som leder oprøret, på et fundament af simple og totalt fastlåste idéer, og det er det propagandistiske talent hos lederen, hvor Trump kombinerer Hitlers evner som taler med Goebbels geniale kommunikationsformel.

Det er endvidere normale, moderate menneskers evne til at parkere samvittighed, selvstændighed og tvivl – og i opportunisme eller blot for ikke at skulle tænke selv – at underordne sig førerens radikale form og politik.

Det er herunder viljen til at se og forklare en stigende voldskurve som modstanderens ansvar. USA i 2019 er ikke Tyskland i 1932, USAs demokrati nu er langt mere solidt end Tysklands i 1932 (i hvert fald, hvis vi undgår eller inddæmmer næste økonomiske sammenbrud), autokraten, den dovne leder, narcissistiske Trump, er anderledes end den dovne og narcissiske Hitler … så forløb og resultat vil blive anderledes … men sandsynligvis ikke godt.

I december 1932 frygtede den tyske ledelse akut borgerkrigen. Den undgik man, ved at Hitler fik magt som agt to måneder senere.

Bogen beskriver, hvordan katolske nationalkonservative i perioden fra Hitlers magtovertagelse til den brutale udrensning i sommeren 1934 fra den vicekanslerens kontor forsøgte at sabotere udviklingen mod Hitlers totale kontrol. Von Papers folk var som de traditionelle republikanere omkring vicepræsident Pence nu en trussel mod lederens systemødelæggende projekt. Men i vores mere milde tid ved vi, at man ikke behøver at slå folk ihjel for at kvæle dem politisk eller anvende massiv undertrykkelse for overvåge, manipulere og kontrollere et folk. Som vi ser i Rusland, Kina og Tyrkiet giver moderne overvågning og medier de muligheder, som Orwell beskrev i “1984”, hvis viljen til at anvende dem er tilstede.

After the wealth emigrated … a renewed publication of a 12 November 2011 article under the impression of the current situation

Flemming Ytzen’s comment to the previous article is important, however it is built on hope that China will behave differently from all other great imperial powers when under pressure of circumstances. The country will start as a mainly economic imperial state – as was England in many parts of the world until mid 19th Century.

Reading China as fundamentally different is not new. In the 1970’s its military behaviour on the borders was diagnosed as fundamentally defensive in character, the use of military force triggered by others and always limited, something that was based on the contemporary analysis of the Korean War 1950-53 and the Indo-Chinese Border War 1962. To put it mildly, the 1979 Chinese invasion of Vietnam undermined this interpretation of the country’s strategic behaviour. So did the new history writing about all aspects of Chinese politics during the Mao years, underlining not only the extreme arrogance and brutality show by the Chinese leadership towards not only the ethnic minorities, but against the Han Chinese. The costs i human lives dwarfed even the efforts of Stalin and Hitler.

I must read very positive evaluations of future Chinese policies as generally naive and ahistorical, most likely founded on a combination of necessary hopeful optimism and the liberal’s bad conscience about Western imperialism and colonialism.

With the ever-growing pressure on the limited ressources of the world from water over energy to minerals and the track record of Chinese actions to employ all necessary means to gain and keep control, I find it hard to see any difference between the actions of the former expanding Western empires and China. Only look at the country’s management of the water from the great Himalayan rivers, in the power play keep exclusive control of off-shore ressources and the policies in Africa and new mineral exploitation possibilities in places like the naively governed Greenland.

The only current limitation is the relative military inferiority that will last only a few years as the collapse of Western power as a result of the lack of economic ability to sustain or replace the forces is fast approaching. In Europe the next few years will bring full disarmament of over-seas expeditionary capabilities.

What will happen all over the West is now well illustrated by the developments in southern Europe. Collapse of production and the earning of foreign currency with an increasing part of the population that depend on government money as pensioners or as white collar public positions. The only parts of the economy that benefit from globalisation are the multinational companies including banks that no longer invest in the West and the agriculture that has been deeply rationalised and mechanised. These sectors can only employ a very small of the national population. Neither are able to form a stable foundation for state revenues. Unwillingness to work in hard or boring jobs themselves, the Western populations have imported workers from low income areas as sailors, farm and domestic jobs and for restaurants and hotels that add to the draining of currency and add little to state income.

Rising energy and mineral prizes as well as import of nearly all finished industrial products means a quickly worsening trade balance. The ever diminishing state income means that they try to cover the expenses with foreign loans, bridging to a post-crisis period that never comes. After some time the lenders get worried and the state bond interest rates rise to an unsustainable level. The states are then forced to cut state expenses, an effort that with further diminish the state revenues. Non-essential expenses such as the maintenance of military forces will be cut early, soon to be followed the all types of public services and subsidies. The ability to maintain infrastructure, import energy and goods will wither away and the populations rather spoiled trough decades will react with social unrest.

In some places the reaction will be to reduce taxes and thereby accelerate the undermining of state functions – without any hope of regaining competitiveness. Others will try heavier taxation to finance the repayment of loans and the maintenance of state activities – only to fail due to the disappearance of money to tax.

That bleak future is a result of Western naivity and ignorance of its own history, including recent history. In delirious hubris at the ‘End of History‘ we adopted raw capitalism as God and Molok, uncritically subordinating any political control and management to the assumed blessings of the ‘Market‘.

We are left without other options than to hope that Flemming Ytzen’s assumed authoritarian but civilized Chinese imperial power will allow us room for rebuilding our societies after the collapse and troubles of the coming decades.

It is now an open question to what extend the results of the progress of Western political civilization – in the Renaissance, during the Enlightenment, in the two decades prior to the First World War and after the Second World War – will survive to the benefit of all humanity: the rights of the invidual, the power balance and social contract between government and citizens of the democracy, the norms and limitations of international war. Both Flemming Ytzen and I know that even if Chinese political culture and norms commits the official to clean and just administration, the current practice is rather arrogant and corrupt, and the rulers only react by sacrificing some of those caught to symbolic execution.