Om Departementschefsstyret, som opdateret efter to år

For godt 72 år siden valgte politikerne at bryde med den politik, som den tyske besættelsesmagt krævede. Så overtog den dengang lille danske centraladministrative elite forvaltningen af landet og fortsatte inden for de nu snævrere rammer med at varetage den danske befolknings interesser. Departementscheferne skabte en så sikker og stabil bro som mulig til den normale situation, hvor de demokratisk valgte og derfor legitime ledere kunne overtage styret af landet. Den tids ledende embedsmænd var typisk gammeldags jurister og pragmatisk elitære med en karriere inden for deres forvaltningsressortområde. De handlede i landets interesse, ikke i deres egen.

Da tyskerne rejse hjem, kom politikerne tilbage. Det samspil mellem politikerne og embedsmændene, der havde eksisteret siden I.C. Christensens overtagelse af regeringsmagten i 1905, kunne genoptages.

Den typiske ledende politiker fra Venstre og specielt Socialdemokratiet havde dengang en ikke-akademisk baggrund. Det var mennesker med moden livserfaring. Det skabte mulighed for en reel dialog, der udfordrede begge sider. Under dette samspil mellem de ansvarlige, der skulle genvælges, og deres ressorteksperter inden for Centraladministrationen og styrelserne fortsatte den vanskelige økonomiske opbygning og demokratisering af landet. Opbygningen af det moderne Danmark havde taget fart i begyndelsen af 1930’erne og efter de fem års afbrydelse nåede den sit mål i 1960’erne.

Under besættelsen var departementchefsstyret midlertidigt. Det er desværre ikke tilfældet for det nuværende urørlige og permanente departementschefsregime. Det er effektivt forankret og fastgroet med funktionelle tentakler ind i alle dele af landet og alle ressortområder, men med sit ideologiske og magtmæssige center i Finansministeriet. Vi har nu et massivt, lands- og alle områder samt forvaltningsniveauer dækkende netværk af enige forvaltermeningsfæller, der deler uddannelse, menneskesyn og idealer. Dette fælles grundlag gør dem uden af stand til systemkritisk optræden. De er reelt utænkende, fordi de efter egen opfattelse blot raffinerer det ideal, som er beskrevet i blogartiklen om affagliggørelsen af den danske offentlige sektor.

Departementscheferne er den kollektive ledelse af den massive vækst i forvalterdelen af den offentlige sektor, der er sket siden af 1980′erne under overskrifterne “modernisering” og “reformer”.

Ved blot at tale om den offentlige sektor og offentlige ansatte tilslører man, at der er en væsensforskel mellem dem, der yder borgerne en eller anden type af professionelle tjenester og service, og dem, der forvalter denne første del.

Vi glemmer endvidere, at det er kvaliteten i ydelsen, der er det væsentlige for borgerne, hvorfor den aktive del af de offentlige ansatte inden for de afsatte resurser skal frigøres mest muligt for forvaltningsbyrder.

Vi glemmer også, at det kun er de brugende borgere støttet andre professionelle inden for det specialiserede serviceområde, der kan kontrollere kvaliteten af indsatsen. Det kan forvaltningskonsulentfirmaer ikke. De er blot eksterne repræsentanter for forvaltningsideologien.

Den kollektive forvaltningsledelse har fra sit center i Finansministeriet åbenbart med succes gjort det helt utænkeligt at stille spørgsmålet om, hvad der egentligt var så galt med universiteter og gymnasier, sundheds- og socialvæsen, forsvar, politi og retsvæsen, før managementversionen af Orwells “1984″ ramte dem som tsunamibølger. Var de forfærdeligt ineffektive, inden standardiserings- og centraliseringssvulsten blev ondartet for vel 25 år siden?

Eller var deres effektivitet blot ved at sande til under påvirkning af den almindelige danske tro på, at vi havde ret til mere løn for mindre arbejde, fordi det havde vi? Denne tro var forankret i det offentlige arbejdsmarkeds aftalemodel, hvor skatteborgerne hver gang gav mere. Det skete uden modkrav styret af en forståelse af, hvad opretholdelse eller forbedring af kvaliteten af ”service”-ydelsen inden for netop dette område indebar.

Det skete uden reaktion fra den offentlige sektors ledere, nok også fordi forbedringer jo ikke mindst kom topembedsmændene til gode, fordi de sad på begge sider af forhandlingsbordet. Nogle husker fejlagtigt episoden i ”Yes, Prime Minister” som en parodi. Resultatet blev et overenskomst og lønsystem, der var ekstremt vanskeligt og resursekrævende at forvalte. Derfor medførte overenskomsterne en undergravning af effektiviteten, der legitimerede behovet for de centraliseringer af offentlige ikke-forvaltningsfunktioner, der blev benævnt ”reformer”.

Som nævnt kom forvaltningslederne til at danne et altomfattende netværk, der i grundlæggende struktur og åndløst bureaukratiske samfundssyn minder mere om Sovjetsamfundets nomenklatura i Unionens sidste 25 år end noget andet. Det var den periode, der blev benævnt ”Stagnationsperioden”, og som blev kendetegnet af en stadig mere total desillusionering af den almindelige befolkning og dybere korrumpering af de regellammede og uengagerede ”service”-elementer. Situationen dér og dengang minder også om vores, fordi der – igen – ikke er forskel på ”embedsmændenes” og ”politikernes” baggrund samt samfundssyn og rolleopfattelse. Der eksisterer ikke længere en Jens Christian Christensen, Thorvald Stauning, Hans Hedtoft eller H.C. Hansen med et engagement og en erfaring fra liv og arbejde, som selv den bedst teoretisk funderede universitetsuddannede planlægger og forvalter, som dengang Erik Ib Smidt, må respektere og bøje af over for.

Som embedsmanden er den typiske ledende politiker nu cand. polit. eller cand. scient.pol., ung og selv- og usikker samt uden livs- eller arbejdserfaring. Hvis politikeren faktisk afsluttende sin uddannelse, er den blot med lavere resultat end den rutinerede ledende embedsmands.

Politikerens situation her er svagere end i alle de lande, vi normalt sammenligner Danmark med. Dette fordi det er lykkedes de velargumenterende desværre primært selvtjenende ledende embedsmænd her at blokere for ansættelsen af politisk rekrutterede statssekretærer, dvs. viceministre, der ville kunne styrke ministerens position i forhold til embedsværkets ledere og gennem konfliktfyldt dialog anfægte departementschefernes oligarkiske magt.

Forfatteren har selv kun de bedste erfaringer med samarbejdet med norske, svenske og tyske statssekretærer. De fordele med hensyn til kontinuitet og ressortkendskab, som blev resultatet, når statssekretæren kunne afløse ministeren ved en rokade, har været indlysende. De fordele er imidlertid ikke en fordel for embedsmænd, der ikke ønsker for vidende og selvstændige ministre, der kan tage og fastholde ansvaret for deres område. Det var den ekstremt dygtige departmentschef, Michael Christiansens, der i 1989 blot konstaterede, at jeg ville blive den første hærofficer på Grønland, hvis jeg ikke holdt en så landsskadelig idé for mig selv.

Det er næppe generelt med ond hensigt, det vi nu er endt i denne blindgyde. Som i Sovjetnomenklaturaen er man nemlig totalt enige om et fælles magtideologisk grundlag. Det styrende paradigme er igennem de seneste to årtier blevet den apolitiske ”virksomhedsmodel” for statslig aktivitet. Man har omdefineret alle vanskelige politiske valg til afagligt management, til juridisk skolastik, eller til substansfrie ”sager”, benævnt ”business cases”.

Den bevidst usaglige forvaltningsgeneralist har anbragt sig som tolk og filter mellem den politiske ansvarlige og den komplekse virkelighed. I dialogen mellem den pågældende ”serviceydelses” fag- og sagkundskab og politikeren er det kun de standardiserede altid resursemæssigt målbare elementer, der slipper igennem. De økonomiske virkninger og – som speciel støtte til den uerfarne minister – indenrigspolitiske konsekvenser af forskellige muligheder præsenteres som beslutningsgrundlag, fordi generalisten ikke har noget grundlag for at præsentere de servicekvalitetsmæssige virkninger af ”reformen”.

Med dette falske virksomhedsparadigme for offentlig indsats har embedsværket tilnærmet det offentlige til en helt teoretisk model for, hvordan en privat erhvervsvirksomhed fungerer – ignorerende, at virksomheden derude skal overleve på markedsvilkår ved at sælge og stadig udvikle konkurrencedygtige produkter skabt af specialister. I den offentlige model kan man heldigvis ignorere specialisterne. Som i de halvoffentlige foretagender SAS og DONG kan man lege, at man kan lede og udvikle uden sagkundskab, dér om luftfart henholdsvis energi.

Et eksempel på virkningerne er den nu endeligt diskuterede kvalitet af gymnasie- og universitetsuddannelserne. Her næredes modellen med sin satsning på generel managementledelse også af en kombination af socialistisk baseret tro på at alle har lige evner og af den liberales tro på, at en produktionstørrelse, som selv generalisten kan måle, skulle drive udviklingen. Det skabte en malstrøm af faktorer, der sikrede et frit kvalitetsfald.

Frigjort fra markedets risici slipper man smertefrit århundreders udvikling af samfundets professioner og specialiserede funktioner. Alt kan uden risiko reduceres til, hvad den selvsikre hel- eller halvstuderede økonomi- eller statskundskabskandidat kan forstå. Man centraliserer, standardiserer og tvinger professionerne til først at ignorere og derefter glemme deres erfaringer. Det gik og går glimrende, for det ambitiøse medlem af en af professionerne, være hun eller han universitetsansat forsker, officer, gymnasielærer, læge eller sygeplejerske, er altid klar til at lære tom ”new speak”, hvis det er vejen til kors, bånd, stjerner, højere løn og nye privilegier. Dette ikke mindst, hvis det er vejen til positioner fjernt fra den stadig mere ubehagelige virkelighed.

Erhvervslivets ledere uden for den offentlige er tilfredse, for de tror at markedsfornuft implementeres, men bliver snydt af det fælles managementsprog: liberalistisk new-speak som ”professionel ledelse” (lig med ”asaglig” ledelse uden hensyn til saglig professionalisme), ”service” (for dårligere betjening), ”HR” (for mekanistisk forvaltning af medarbejdere).

Det er jo smigrende, når disse offentlige ansatte – grundlæggende set som snyltere af de private virksomhedsledere – kopierer de Kejserens Nye Klæder, som den professionelle virksomhedsleder godt ved ikke er det, der skaber succes. Selv efter at have været på sidste attraktive lederkursus ved de jo godt, at det er noget så trist som ajourført professionel dygtighed, rettidig omhu, smitsomt engagement, reelt dybt kendskab til og sympati for de ansatte, villighed til at delegere til de bedste samt personlig risikovillighed. Men det kan ikke så let sælges til de offentlige ledere.

Som andre oligarkier beriger de sig derefter selv. Her gennem meget store bonushonorarer, givet oven i lønnen for efterlevelse af ansættelseskontrakten, der altid fokuserer på kvantitativ målopfyldelse, fordi man ikke har nogen forudsætninger for at være ansvarlig for noget så irrelevant som professionel kvalitet.

Management-ideologien, den nye liberalistiske marxisme, sikrer et aktivt aprofessionelt magtlag, der effektivt har brudt den direkte og krævende dialog mellem politikeren om hvad han/hun ønsker (ud over personlig magt og sikker karriere) og den fagligt professionelle (forsker-underviser, diplomat, officer, ingeniør), der kan mere end økonomisme og anden nomenklatura-teori fra det aldrig videnskabeligt prøvede eller begrundede ”New Public Management” sniksnak.

Man ignorerer helt, at indsigt og udvikling bedst sikres gennem tvunget og konfliktfyldt kritisk dialog og samspil mellem erfarne folk med væsensforskellig baggrund. Med den grundlæggende ens baggrund i magtlagene opnår man en stadigt selvforstærkende ”group-think”, hvor mulig grundfalsk enighed aldrig vil blive anfægtet, før det er for sent.

Styrelserne, der står for ydelsen af den faglige indsats for befolkningen – så som politi, retsvæsen, sundhedssektor, universiteter, gymnasier, forsvar – afprofessionaliseres i den pseudo- erhversmæssige produktionsmodel, indtil de ikke kan eller ved mere end de ”professionelle ledere”, dvs. ikke kan forudse professionelt, effektivt udføre og udvikle deres fag eller sikkert implementere beslutninger. Så får man ”IC4”-resultater.

Medens det ledende embedsværk nyder magten og dens økonomiske frugter, henvises politikerne til at beskæftige sig med at fodre og underholde medierne som talsmænd og sælgere af magtens produkter. Forstærkning af politikerne med spindoktorer sikrer, at de koncentrerer sig om at sælge og forsvare snarere end at søge at lede landet. Den politiske tomhed har fjernet forskellen mellem rød, blå og grøn, der er et miskmask.

Der opstår nu alvorlige problemer for borgerne, hvilket er en naturlig følge af den demoralisering og afprofessionalisering, som det falske paradigme medfører. Så skal ministeren, selvfølgelig ministeren, tage ansvaret over for medierne, så disse glemmer at tænke og forstå, at der findes en formelt direkte ansvarlig. Der findes en leder af bostedet, kontorchef i kommunen, eller rektor for uddannelsesstedet, der burde være professionel nok til at forudse og engageret nok til at hindre problemerne.

Men det er mere spændende for de journalister, der endnu ikke er blevet spindoktorer, at gå efter ministeren, som reelt ingen indflydelse og magt har, end at undersøge, om den pågældende direkte ansvarlige har den nødvendige delegerede myndighed, de resurser, klare og entydige forvaltningsrammer og den faglige baggrund, der gør, at han eller hun kan være ansvarlig for sit område. Dvs. alt det, som er blevet anfægtet af de seneste tyve års centraladministrative teori og udvikling.

Når problemerne pga. den grundfalske ”virksomhedsmodel” for den offentlige sektor så stadig øges, er det logisk, at departementscheferne – som det lige er sket – får politikerne til at lovgive, så mediernes mulighed for indsigt begrænses.

Mens ingen virkelig erhvervsvirksomhed i længden kan regne med ustraffet får lov til at spinne, lyve og hindre indsigt, tror den offentlige sektors ”erhvervsledere” at bedrag er det normale samspil i erhvervslivet, og hindrer så vidt muligt indsigt i magtforhold og beslutningsforløb. Den offentlige sektors ledere mener, at den ifølge virksomhedsmodellen har ret til en beskyttelse mod ejernes – borgernes – kritiske indsigt i interne sager, der vil være mere vidtgående end hvad det private erhvervsliv kan regne med.

Danske Bank kunne mismanage i midt-0′erne, men den blev derefter ramt af virkeligheden og reddet af skatteborgerne ved en særlig indsats. Departmentscheferne har lettere ved at få finansieret deres regime.

Når det går galt, er det for departementschefernes oligarki klart, at det altid er ministeren eller styrelseschefen, der må bære ansvaret og forsvinde.

Dette blev smukt illustreret, da Forsvarsministeriets departementschef ikke viderebragte Forsvarsstabschefens anbefaling om, at Søren Gade ikke skulle anvende nyheden om ”Jægerbogens” oversættelse til arabisk. Først måtte styrelseschefen, Forsvarschefen, gå. Senere måtte ministeren trække sig. Departmentschefen fortsatte, ganske vist svækket, men ved at love departementchefsstyrets præsteskab i Finansministeriet at reducere forsvarsbudgettet og svække Forsvarsledelsen og de militære faglige synspunkters fremtidige indflydelse afgørende gennem en dygtig misinformationskampagne, overlevede han i sin stilling, og kunne gøre sin sejr og sig selv attraktiv for den ambitiøse kommende minister. Nu er enhver mulighed for politisk og faglig ansvarlig ledelse af Forsvaret blevet totalt undergravet ved reorganisering, der indledte den nuværende forligsperiode.

De problemer, der opstår, når departementschefens rolle og selvforståelse ikke længere er embedsmandens med en gennem årene veludviklet ressortforståelse, ses konstant i Skatteministeriet.

Uden solid ressortforankring bliver departementschefen henvist til, ud over loyalt over for finansministeriet at skære i den sagkyndige del af ressortområdet, –yderst tilfreds – at lege med magten, herunder at støtte ministeren og regeringen i at bevare magten. Efter de senere års begivenheder står hovedproblemet lysende klart: Når embedsmanden spiller magtspil, optræder han som politiker, men uden den legitimitet, risiko og ansvarlighed over for vælgerne, som politikeren må acceptere i et demokrati.

Efter drabet på den samlende fortælling

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

Efter, at Finansministeriet deklarerede “Fred i Vor Tid”

Hæren er nu på et niveau betydeligt under, hvad ville være blevet resultatet, hvis De Radikales og Socialdemokratiets afrustningsforslag fra 1919-1930 var blevet gennemført. Den beredskabsstyrke, der mødte tyskerne i Sønderjylland 9. april for 75 år siden var i bemanding, kadrekvalitet og -moral samt relativ teknologisk niveau den nuværende hær langt overlegen. Men Finansministeriet har bestemt, at historien er slut, og det var VK-regeringen der lagde op til nedskæringerne. De eneste prioriterede projekter er de af HMD beskyttede: Blå Vagt og Hesteskorten. Bl.a. pga. ophøret af den 120-årige videregående officersuddannelse vil en genopbygning blive langt vanskeligere end den foregående efter 1945, også fordi den professionelle diskurs er forsvundet under bølgen af New Public Management New-Speak.

Desværre synes officernes chefer at mangle netop de egenskaber, der ville gøre dem anvendelige, når Finansministeret nu viser sig – selv for tungnemme – at have haft uret.

De egenskaber er:
1) Opdateret professionel indsigt som grundlag for ledelsen af den hurtige tilpasning til en ny situation.
2) Ansvarsfølelse over for både befolkningen som helhed og for de soldater, der skal sikres ordentlige muligheder for at løse deres opgaver.
3) Dynamisk og synlig ledelsesstil.
4) Moralsk mod til at påvirke forsvarsbeslutninger med saglig indsigt i muligheder og ricisi.
5) Afledt respekt blandt korpsets yngre medlemmer

To Protect the Baltic States against Russia

I agree with those who have noted that the Baltic States can by defended against both an overt or covert invasion by present Russian forces, but I disagree that the present local and NATO posture can achieve this.

The first key issue is sea control of the Baltic Sea from the island of Bornholm to the Aland Islands. As when the Baltic littoral was defended the last time against a Russian offensive – by Nazi Germany during the last year of the Second World War – everything depends on the ability to defend and use the chosen sea-lines-of communication.

During the Cold War the NATO mission was limited to the far less demanding task of denying the Warsaw Treaty Organisation navies free use of the sea routes in the southern part of the Baltic Sea for the support the offensive operations of the Coastal Front and Soviet Red Flag Baltic Navy. In the hope to defeat the threat, to succeed in this limited mission, the involved NATO states developed large, modern and capable specialised naval and naval air units. They were thereafter scrapped in the later focus on Blue Water capabilities.

The ability to defend sea routes cannot be decided by a simple comparison of available NATO and Russian local naval forces. Both are rather weak. We have to analyse whether NATO can protect the shipping generally or at least high priority convoys. The transport shipping has to be effectively protected from mines, submarine, air and missile attack. The task has always been difficult in the Baltic Sea due to the temperature and salt layered character of the sea, and the development of mine and torpedo technology since 1945 has made task ever more difficult. In 1944-45 the Germans could count on the cover of winter darkness and cloudy weather as well as on the indifferent quality of Soviet Naval Aviation to shield the transports from effective air attack. Now long-range detection systems coupled with full all-weather attack capability by both aircraft and long-range air and surface launched anti-shipping missiles will make the protection of shipping extremely difficult and demanding. The task becomes even more difficult during a crisis period before and the first phases of hostilities where strikes against the potential source of attacks will be ruled-out to avert escalation.

The Baltic States have four capable terminal ports at relatively safe distance from Russian territory: Liepaja, Ventspils, Riga and the port facilities in and east of Tallinn. However, all have approaches vulnerable to the most discreet “hybrid” warfare anti-shipping weapon: the mine. The main Lithuanian port of Klaipeda lies too close to Russian territory to be considered available. As the mine-warfare expertise and capability of the NATO-navies have withered together with the anti-submarine and air-defence capabilities and the general coastal warfare capabilities, it is doubtful whether NATO can muster a credible sea control MCM posture for the Baltic Sea. Any fishing or merchant ship now has the ability to carry out accurate covert mining operations in support of hybrid warfare.

The missile threat is also serious and even if probably only urgent after the start of hostilities. The reduced Russian Baltic Navy light surface units and naval aviation presently in the Baltic area mean that there exists a very significant latent missile threat against shipping everywhere in the Baltic. Nothing can prevent Russia from reinforcing their forces from the other fleets prior to and during a crisis and to start employing harassment of Western shipping and naval units as sometimes during the Cold War.

If NATO tries to establish protected sea lines, the effort will be heavily dependent on general and specialist naval air power. It should be employed in the protection of convoys that use the less directly exposed sea routes (away from the Russian Kaliningrad Oblast) across the central Baltic Sea from Swedish the territorial waters of Gotland to the four safest Baltic harbours listed above. In order to have maximum time in the area the aircraft should operate from East-German, Polish or – far best – central Swedish bases. The credibility of the whole sea control operation to support the defence of the Baltic States may depend on the availability of the Swedish bases that the country secretly planned to make available to the USAF during the Cold War.

The lesser capable alternatives to sea transport are air transport and over-land transport via the narrow Polish-Lithuanian land corridor between the Russian Kaliningrad Oblast and Belorussia. These options will be sufficient for any initial limited deterrent deployment of light reaction forces, but will not have the capability to support the larger NATO-forces of army formations and logistics needed for a minimum defensive deployment.

Of the main airfields, Vilnius Airport and the Palanga Airfield are too close to Belorussia and Kaliningrad Oblast to be safely usable, and support of Lithuania will have to use Karmeleva at Kaunas and the large military airfield Zokniai near Siauliai. Air transport to Latvia depends on the use of Riga Airport with the military airfield at Lielvarde as a reserve, in Estonia Tallinn Airport has Ämari military airfield and the local airfields at Tartu and Pärnu as reserves – the latter a former Soviet air base west of the city centre and harbour. All Baltic airfields are difficult and demanding in troops to guard against Special Forces due to built-up or wooded areas in close proximity. To work effectively as air bases in a hybrid warfare phase they need the deployment of a full set of local defence and security forces and logistics elements. If considered for later defence operation in spite of operating within the range of Russian long-range air defence missile systems, the bases need area and close air defence systems as well as EOD and rapid runway repair elements. None of these capabilities can be supplied by the Baltic Host Nations, and the lack of this operational requirement during the last two decades, few, if any, remains in the European NATO forces.

The main problem, however, is that none of the Baltic States have the forces available to create a minimum cohesive, initial forward territorial defence of their territory, and because of this a symbolic employment of U.S. subunits to the capitals as a “trip-wire” as suggested recently by Zbigniew Brzezinski signal weakness by offering hostages rather than a step that ensures later timely deployment of robust deterrent forces. Such follow-on forces that were previously available no longer exist, as they were irrelevant after “history had ended”.

No exposed forward state was ever capable of creating an effective initial territorial defence and deterrent force posture without the use of conscription, and fortunately the last decades of communications and individual or pair served weapon system development have created equipment far easier to handle than those 40-50 years ago. Only some complex crew served weapons such as tanks and command cadre functions still benefit from a long service regulars’ routine. However, fashion, ideology and lack of personal experience with training and use of national servicemen still seems to block Western peace-time realization of the essential benefits of access to the draft to supplement regulars. It is the only way to generate quantity without real loss of flexibility and quality. Historical cases indicate that local initial defence capabilities are not only essential for gaining time and keeping space for receiving assistance, the demonstrated will to defend themselves and handle hybrid challenges without having to resort to serious suppression eases the political decision among allies to fight for another country.

It was been the a-historical NATO policy to pretend – recently under the “smart defence” buzz-heading – that there exists an immediate and pre-programmed political willingness in all member states to contribute forces to fight for an ally no matter what situation and what the host state contributes. Of course it is dim-witted nonsense. It is time to realize that the bluff has been called and act accordingly.

To protect the Baltic States, NATO needs protected airfields for initial deployment, a local cohesive territorial defence of borders and capitals as well as safe sea-lines-of communication. To meet and deter the Russian challenge takes the development of credible and sizable national defence forces – standing and reserves. Flimsy make-believe diplomatic constructions pretending solidarity by all to all hypothetical but undefined challenges is making Putin’s project simple.

End to the chase for silver bullets

In 1914 the best European military professionalism had failed catastrophically. Staffs knew how their countries could win a major war through centrally planned and controlled movements of field armies and battleship fleets.

Superior scientific management of mobilization and rail transport by own General Staff should ensure superiority on land. One would crush the opponent’s army in a huge meeting battle and get his government to throw in the towel.

At sea the British Grand Fleet would cut-off and defeat the German High Seas Fleet by centralized scientific monitoring and management by radio telegraphy from Admiralty Situation Room. While waiting, the limited economic warfare might bring a weakening and collapse of the German globalized finance and economy, forcing an end to the conflict.

None of this happened. After constant experiments with alternatives through 1915-1918 that cost millions killed and Russia’s collapse, the exhausted Entente powers won the war with American capital and fresh and therefore optimistically aggressive American soldiers.

During the inter-war years new professional models for how to prevail in war were developed. Several thought that the only possible solution was to attack the opponent’s cities with terror bombardments from the air, They would quickly cause rebellion and revolution. Others thought that scientifically designed precision bombardment of enemy industry key functions could get his fragile economy and social structure to collapse – in a way similar to what naïve commentators today think that cyber war will achieve. Again others like the Frenchman Charles de Gaulle and the British Frederick Fuller believed that small elite forces equipped with tanks could manoeuvre their way to victory. In combination all these ideas influenced World War II. However victory in 1945 was due neither to smart weapon nor to simple concepts. It came as a result of mass production, deployment, support and the combined use of “good enough” tanks, trucks, all types of aircraft, landing craft and aircraft carriers, etc. Economic strength and mass gave the Allies made much of everything available so that they could replace the huge losses of material that will always be the result of war against a great power adversary.

The reason to remember this part of world history today is not only that it is 100 years ago that the belligerents tried to get past the 1914 debacles by the employment of massive artillery at the fronts and Zeppelin bombardment of England. Neither is it because it is the 75th anniversary of the reformed German army’s manoeuvre victory over the traditional French in 1940. The reason is that it is now again clear that the West’s military science is once more at a dead end. This time it is not due to belief in scientific management of mass to the battle and superior will to take losses when engaged. This time arrogance has led to an a-historical dependence on extremely expensive high technologies to achieve low vulnerability that result in very small forces. The only good news compared to last time is that we do not have to learn after horrible failures in war.

The problem is not only that we in the West still often focus on types of weapons that brought victory in World War II, but that the specialists of these weapons in a loss of common professional sense have combined with the arms industry to refined the weapons to an absurd degree in an uncontrolled project “management”. This has led to crazy prices and therefore very small number. Focus has slipped from the ability to develop robust relevant units to an unprofessional hunt for technological perfection.

The value of the quantity and such robust structures seems forgotten, and NATO has thus lost the ability to deploy forces large enough to match actual defense missions. We now have new armoured vehicles, autonomous precision weapons and fabulous aircraft, but so few in number that it only makes sense against totally inferior opponents, not against other states. Not even the Americans have the money needed to replace more than a small fraction of the warships and aircraft they inherited from the Cold War – even if they forgot the current ideology and returned to the individual taxation of the Eisenhower Era. The micro high-quality units may be narrowly effective, but within the context of any larger conflict they are militarily as irrelevant as the dazzling battle cavalry of the major powers in 1913.

Most European countries’ defence priority seem to have become the continued employment of under-employed personnel, where few have the age, physique or relevant practical and leadership experience match operational requirements. They have simply made-up their mind – without thinking or asking – that the Americans will supply the appropriate quantity until the eternal peace soon comes. Their own forces have been reduced to the minimum required to send symbolic micro contributions to the various distant wars under public opinion back home forces a withdrawal. The loss of real military capabilities has removed the basis for realistic exercise activity and professional officer training. Cadres spend their time on self-management and hunt for pseudo-academic credits.

The absence of meaningful military capabilities was not necessarily critical if the military challenges would always be limited to missions where the few remaining aircraft could operate from secure bases and drop smart weapons with a minimal risk to the crew. Missions where the only hazards were the “expert” idealistic international lawyer assessments in the domestic media or local Jihadists’ discovery of the names of the deployed aircrew.

The loss of real land force capabilities would not be critical as long as missions where limited to the deployment of ad hoc composite micro army units or instructor teams in today’s parallel to former de-colonization operations. We can easily contribute as long as other, larger countries take responsibility for strategy and for eventual failure.

Some wars before World War I could have warned responsible military and political leaders that an easy victory would be difficult to achieve. The costs of offensive operations and difficulties were made evident in the American Civil War, the Boer War, the Russo-Japanese War, and the First Balkan War in 1912. But top officials are expected to provide the politically desired advice and options. and in 1914 that was options for quick and cheap victories. In 2003 the U.S. Army Chief of Staff, General Eric Shinseki, learnt that essential lesson when he warned against a “light” invasion of Iraq.

The wars in recent years repeat the lesson of a hundred years back that if there is a will to resistance, even a clear qualitative superiority cannot bring a quick result. It became clear in the of Ex-Yugoslavia in the 1990s. It has been confirmed during Israel’s punitive expeditions against Hezbollah in southern Lebanon and Hamas in Gaza. We see it during the civil war in Syria and the present fighting in Eastern Ukraine. These wars are modern parallels to attrition battles during the First World War. As in the attrition battles during World War I the fighting is dominated by artillery weapons and most of both the artillery and other weapons are inherited from mass production of the Cold War.

The key difference from then is that a very significant part of the fighting on one or both sides is carried out by rough militias that do not see themselves constrained by international law. The wars take place in the midst of the civilian population, and as peacetime standards prevail in the Western world, the propaganda have become a central and integral part of the warfare.

It would be possible to “win” with a massive military action by Israel in the Middle East and from Russia in Ukraine, as both countries differ from the West by having maintained large conventional forces. But as Israel Russia probably realize that cost would be high and the resistance is likely to continue as guerrilla or terrorist activity.

However in 2014 Russia’s Putin made clear in speech and action that the risk of international war between industrialized states do not only belong to the past. Hereafter military quantity and robustness becomes at least as relevant again as quality. Western air forces now have neither size or self-defence means to operate in areas covered by the Russian air defence, including the Baltics, because Russia combines updated, rugged cold war systems with new, long-range weapons.

The only real Western advantage in meeting the Soviet Union on land during the Cold War was a decisive technological superiority of its – mainly American – air forces. This superiority depended to on constant development of active and electronic counter measures against Soviet airborne and land based air defence weapons and constant updating of self-defence packets. All based on a constant and focused electronic intelligence effort. In the period since the Cold War the constant and now accelerated Russian updating and complementation of their various air defence systems have not been similarly monitored and countered, and we have not stopped technology transfer to the now assumed friendly partner. Then the scenario foreseen was general war that created freedom for use of offensive air power not only against the massive invading land forces, but also in interdiction campaigns against the enemy lines of communications and in offensive air campaigns against his home bases and command and control systems. No such permissive operational environment is likely to exist in the far less clear scenarios that we now foresee in NATO’s nearly undefended eastern borderland.

In its protection of that borderland against Russia, we have lost the previous advantage of air power by combination of
1) the likely political constrains on the use of air power,
2) the lack of land forces strong enough to contain an offensive,
3) the lack of the long range artillery necessary for the suppression of enemy front line air defence assets formerly assumed,
4) the lack of updated electronic warfare superiority,
5) the lack of quantity necessary to take attrition.

The only country on Russia’s western border that is militarily secure is Finland with its very large conscript-based and hence “obsolete” defense. To maintain the quantity needed to cover their large country the Finnish Defence Forces have maintained “good enough” standards rather than seek “perfect” ones, This applies to all fields except F-18 fighter jets needed for air policing. Moreover the Finnish balance between robustness and quality as well as their decentralization probably makes their forces less vulnerable to cyber-attacks than the centralized and therefore vulnerable command systems those of the West.

The innovation of weapons and tactic from 1915 onwards and during the inter-war period was recreated the possibility of operational victory. West’s post-Cold War focus on extremely expensive, small and therefore vulnerable, over-managed military forces must be seen as a mindless continuation of this trend toward the absurd.

The single-minded focus on quality gave the West the possibility of a virtually risk-free effort in their small wars of choice. But that focus has now become an evolutionary dead end as it rewards revisionist players like Vladimir Putin. It makes the West militarily powerless in international conflicts in which we must continue to take the existence of nuclear weapons into account.

None of the new existing or emerging civilian high technologies will be able to restore the possibility of easy and painless victories. On the contrary, they are likely in any new prolonged confrontation or war to increase threats to all conventional weapon systems, both older from the Cold War and the few precious new ones. It will take place through both targeted development efforts and improvisation, as remotely controlled roadside bombs did in Iraq and Afghanistan. Wars are likely to be ever more attritional rather than decisive making mass rather of the “good enough” than quality more relevant.

We have to end the chase for silver bullets. Time to bite it.

After another Islamist Act of Terror: Paris 7-1-2015

I find it strange, very strange that we do not quietly but clearly ask:

From our Muslim fellow citizens that they prove by action what the leaders have claimed constantly, namely that these acts are contrary and unacceptable to their religion. They should immediate create formal organisation that isolated the radicals completely and reported constantly to our police and security services on any propaganda and behaviour and acts by clericals that was contrary to the laws and spirit of their chosen homelands.

In this we have to distinguish between three, not only two, types of Muslims. The first group is the majority that only seek freedom to practice their religion as others active religious citizens. Otherwise they simply want to be treated as other citizens of their Western country. The third group consist of the radical Islamist that are willing to use any type of violence against their enemies, namely both moderate Muslims and the Western supporters of the right to remain an unpolitical believer. The interesting group is the second. Here we find the different fractions believers in Political Islam. They hide behind the moderate, unpolitical Muslims, but they share the objectives of the Radicals, and they supply the “water” where the terrorist recruit and operate. Political Islam as Fascism and Communist reject liberal and democratic political systems like an invasive species. Political Islam is not just another religion, it is a threat and should be deprived of any public subsidies and rights, closely monitored and contained as any other political groups that work to undermine democracy. If we do not see a deliberately seperation between the moderate Muslims from the Islamists in the way that the Social-Democrats broke with the Communists a century ago to fight the radical leftist together with other Democratic forces, we will slide into tragedy.

Muslims should feel wellcome, Political Islam should not, because it is our enemy whether violent or not.

The Acute Worries of a 20th Century Historian

I fear that we have very limited time.

The Russians have clearly convinced themselves of the truth of their own “Stab-in-the-Back” myth with Gorbachev, Jeltsin, the Democrats and the Balts in the role that the German frustrated nationalists gave to the Jews and Socialists. We have passed the two decades that it took last time for the myth to drive action.

As then aggressive nationalism is married to a deep and arrogant conviction of the weakness of the opponents due to their decadence. As then the opponents of the West have hostility to its modernity common. In their mind we have proven by our actions that the Russians have a window of opportunity. They get open encouragement from like-minded forces among us such as the regressive and increasingly repressive Hungarian leadership that we have failed in reacting to, totally ignoring what we say we stand for. Putin’s view of our weak, liberal, humanistic, individualistic, tolerant, violence-rejecting societies mirrors that of the Islamic State – and that of Hitler and his henchmen.

As then success develops a momentum and expectations. You may consider Georgia: the Rhineland, Crimea: like Austria and Eastern Ukraine: the Sudetenland. We are now seeing the warm-up to the equivalents of the early 1939 events with the West giving guarantees unsupported by real power. Events accelerate now as they did then, driven by the domestic policy needs of Putin under economic pressure.

By mental and practical preparations Putin has gained escalation dominance. The West is now diverted to the Middle East as Britain was to the Far East then.

In his eyes the fact that London allowed the Scottish referendum to proceed proves his point. If “Yes” to independence next week it will undermine the main political bridge in the Atlantic Alliance and create another small internationally immature, neutralist, appeasing Nordic country in a key strategic position search of an alternative position in the world. The Scottish National Party has already promised that an independent Scotland will never do anything that might irritate its Muslim minority.

A key politician of another such small Nordic nation, the Faroe Islanders, has just used the fact the Islands is a part of Denmark outside the EU to bypass sanctions to increase their export to Russia. The islanders’ economy and welfare is heavily sponsored from Denmark, but the Ukraine is a large “country far away about which they know so little“. It is a long Nordic tradition to let others do what it takes to safeguard their independence and future while benefiting as much as possible economically from the suffering of others. Most Swedes deeply believe that this elevates them to a superior moral position. It is a widespread decease that nations feel unhappy without the ability to be superior to others in at least one field.

As then the West believes that regaining strength from the results of economic recession must be given first priority, because our history-deprived leaders, mostly political scientists or jurists. They believe that no political development not outlined in current (economic) theories can be predicted if not an extension of known, progressive trends. Therefore one must wait to act until the future has become an urgent “breaking news” present.

Putin is now digging into his country’s pension saving to sustain his populist and popular action. How long time can he do that? How long time could Japan of 1941 run on oil reserves.

The main difference now is nuclear weapons. But remembering the 1980s’ discourse: are they usable for us, the reacting side? Especially if we have to improvise as now with no visible forward deployment highlighting the risk?

Hope that somebody can convince me that I am wrong that I am just an old paranoiac and pessimist.

I know that history does not repeat itself, but I also see all too clearly that a combination of human frailties such as narrow-mindedness, opportunism, self-delusion, opportunism, egoism, bucket-passing and avoidance of responsibility etc. is a basic condition.

Dress-rehearsing the destruction of NATO?

What is happening now in eastern Ukraine may unfortunately be used by Russia as a model against the Baltic States. Only one of the states needs to be targeted. The most likely one would be Latvia. It is the country with the largest regional differences in economic development and the one with the deepest social inequalities. It has the highest level of political corruption and oligarchic influence on the political system. The national territorial security presence grew out of a nationalist militia, which now requires total reform and to be filled with substantial, locally mobilised forces. A significant part of the population – even in the capital – keeps itself updated via the Russian State television. Latvian nationalist have routinely been named fascists.

It would unfortunately not be difficult to orchestrate troubles similar to what we see now in the larger East Ukrainian cities with the purpose of sabotaging the maintenance of effective rule by Kyiv in that part of the country. Troubles that would make it very difficult to maintain solidarity. No NATO presence in the Baltic States – air policing, naval visits or army exercises – can do much to counter such an activity. It would require a combination of socio-economic changes and Latvian investment in security sector and defence reform, including as already noter the creation of a sizable, well-disciplined and officered national territorial defence structure. This is hardly economically viable without the introduction of Nordic type national service with its emphasis on an intensive, short training of motivated citizens.

NATO Europe is so desperately weak after a series of deep reductions of its operational military forces that these members are only able to supply a Potemkin character trigger. Only Turkey has maintained proper territorial self-defence forces. In Northern Europe only neutral Finland has averted the End of History infection of the brain and balance. Any deployment of the present forces signals weakness and vulnerability rather than robust and stable strength, and this is most likely to lead to self-deterrence if the bluff is called. It is important to remember that of the roughly 700 kilometres Baltic States border with Russia-Belarus, the interesting Latvian part is a couple of hundred kilometres.

The only really potentially effective counter would be immediate highly visible EU regional development projects in the depressed areas in the southeast and east of the country.

I forlængelse af en analytisk levnedsbeskrivelse og kommentar til BJ-JD-sagen – med Bent Jensens reaktion efter læsning af artiklen

Læs “SNU maskepi”:

Synet på modstanderen
Som allerede nævnt var der reelt intet sammenfald mellem Bent Jensens og Jørgen Dragsdahls aktivitets- og interessedimensioner fra 1979 til 1983. Jensen gav imidlertid Dragsdahl skylden for visse socialdemokraters umoralske og skadeligt opportunistiske optræden. Da han ikke kunne ramme forræderne, blev journalisten den voksdukke, som han kunne stikke sine nåle i.

Med landsrettens hjælp lykkedes Bent Jensen personlige hævn på Dragsdahl, der kom til at bære for historikerens afsky for kommunismen og alt dens værk, nyttige idioter, medløbere, osv.

Denne totale fokusering på værdikampsdimensionen under den Kolde Krig, som Jensen stod for, er blevet styrende i Danmark. Det dominerede direktivet til DIIS for den undersøgelse, der kom i 2005, og det affødte den redaktionelt ansvarlige Svend Aage Christensens manipulerende reaktion, da han afviste at levere det ønskede og forventede resultat.

De militære og strategiske dimensioner af den Kolde Krig, domineret af militær opbygning, planlægning og strategier, blev og bliver set som irrelevant af Bent Jensen, Anders Fogh-Rasmussen, m.fl., og er derfor også kun venstrehåndsdækket af DIIS-redegørelsen.

Bent Jensens modrapport til DIIS-udredningen, som Gyldendal publicerer, ligger i øvrigt forventeligt i perfekt forlængelse af den danske sikkerhedspolitiske tradition og forskning, ifølge hvilken militære forhold og militær professionalisme ses som irrelevante. Den tradition er ikke begrænset til den politiske venstrefløj.

I virkeligheden ser man i Bent Jensens korstog en ubehagelig parallel til situationen under og efter en rigtig krig. Frontsoldaten, og fra 1979 til 1983 var jeg – som Uffe Ellemann på sit højere niveau – ”frontsoldat” i direkte kontakt med modstanderen. I den situation må man for at være effektiv kende og respektere den anden side, man må se og forstå dem som mennesker. De mange, der sidder og skjuler sig frustreret, stumvrede og inaktive langt fra fronten, kan lade sig nære af sort-hvid propaganda og had. Hadets fælleskab i ”etapen” var godt, forsøg på at virke gennem dialog var fraternisering og forkastelig.

*******************************************

Bent Jensen svarede ikke på denne blog, men da han dog trods alt efter at have læst artiklen reagerede med en email synes jeg (Clemmesen) det ville være korrekt at blokkopiere denne mail hertil:

Det er morsomt at læse dine fantasier om, hvad jeg sagde på et møde i Videnskabernes Selskabs bygning i 2005, hvor DIIS-udredningen blev diskuteret. Ifølge dine fantasier erklærede jeg nærmest Dragsdahl krig på dette møde.

Rent nonsens! Dragsdahl kom faktisk hen til mig efter mødet for at takke mig for mit indlæg, hvor jeg kritiserede DIIS-udrederne for ikke at skrive klart om Dragsdahl, men lade det blive ved antydninger.

Du har tilsyneladende også en meget dårlig hukommelse vedr. det forhold, som er omtalt i PET-kommissionens beretning: et medlem af SNU, som videregav militærpolitiske oplysninger. Samme dårlige hukommelse plager i øvrigt Dragsdahl. Jeg tror nok, at det af psykologer kaldes fortrængning.

Men din høje opfattelse af dig selv fejler til gengæld ikke noget.

Velbekomme!

Bent Jensen

Jeg overlader trygt til dem, der i modsætning til Bent Jensen kendte eller kender mig, at bedømme mit arbejde: både dengang i SNU, ved enhederne, de konservative og socialdemokratiske politikere, der placerede mig i Forsvarskommissionen af 1988, under ombygningen af Forsvarsakademiets Stabskursus ved den Kolde Krigs afslutning, under de 10½ års indsats i Baltikum eller senere som historiker.

Men lad være at fortælle ham om det. Det er indlysende for sent at forvirre ham med oplysninger der typer på, at verden ikke er endimensional.

Om den arrogante afvikling af god forvaltningsevne og -etik

”Danske embedsmænd betjener loyalt den til enhver tid siddende regering”

Det lyder og er korrekt og hensigtsmæssigt, hvis betjeningen holder sig inden for klare rammer, og ikke bliver til politisering til støtte for minister og regering uden risiko for at miste jobbet. Dvs. uden den risiko, der ville eksistere, hvis der som i andre lande var tale om for statssekretærer/viceministre og om en gruppe af politisk rekrutterede assistenter og rådgivere.

På grund af, at hans argumentation blev støttet af hans eget eksempel, overbeviste departementschef Michael Christiansen Clemmesen dengang i 1989 om, at han havde ret. Den danske model var den bedste for Danmark.

Men udviklingen siden har fået mig til skifte mening. Der er sket ændringer i Centraladministrationens arbejdsmåder, som har undergravet anvendeligheden af modellen. Men lad os først kort gennemtænke, hvad loyal ministerbetjening indebærer, og hvad der må ses som uansvarlig politisering.

Loyal ministerbetjening
De danske ministeriers embedsmænd er placeret som formidlere og brobyggere mellem ministeren og de i princippet fagprofessionelle i styrelserne. Dette er det centrale forhold i det danske system, der med ministrenes ressortansvarlighed ikke har formelt kabinetstyre.

Men selv her virker ministeriets ledende embedsmænd og specielt departementschefen også som en bro til de andre dele af centraladministrationen, herunder ikke mindst til statsministeriet på generelle policy-områder, justitsministeriet med hensyn til lovgivnings- og andre juridiske forhold samt finansministeriet med hensyn til resurseforbrug.

Den loyale betjening af ministeren indebærer, at man inden for de juridiske og andre rammer og det besluttede budget hjælper ministeren til at få vedkommendes politiske hensigt udkrystalliseret i formel lovgivning og andre formelle beslutninger og derefter implementeret. Dette må ske under fuld inddragelse og hensyntagen til den professionelle fagkundskab inden for ministeriets ressortområder, dvs. fra styrelserne.

Systemforgiftende politisering
Den loyale betjening bliver til uacceptabel politisering, hvis embedsmanden arbejder direkte for at fremme ministerens kamp om indflydelse i sit parti, hvis man søger at hjælpe politikeren med at få sin politik gennemført ved at bidrage til ikke-sagligt funderet indsats mod oppositionen, eller hvis man simpelthen af hensyn til, hvad man opfatter som ministeriets “projekt” anbefaler tvivlsomme fremgangsmåder.

Det samme gælder for aktivitet for at manipulere den politiske beslutningsproces ved bevidst at under- eller misinformere oppositionen og resten af lovgiverne.

En sådan kun forsvares i situationer, hvor væsentlige internationale interesser og forpligtelser står på spil, og selv i sådanne tilfælde kun midlertidigt.

Ikke mindst forløbet i Justitsministeriet op til Tamilsagen og for i Skatteministeriet i Thornings sag demonstrerede, at disse grænser for loyal betjening af ministeren synes mildest talt vanskelige at fastholde, og med den nye offentlighedslov mindskes offentlighedens mulighed for at holde embedsmændene fra grundlæggende systemundergravende politisering. Jeg skal i afslutningen kommentere kroniske og friskere sager.

Fra en centraladministration ledet af jurister til en drevet og domineret af politologer
Den væsentligste ændring siden slutningen af 1980’erne er i den uddannelsesmæssige baggrund af den typiske embedsmand i forvaltningen. Bortset fra i stillinger, hvis indhold primært var økonomisk planlægning og kontrol (og hvor der derfor var ansat cand.polit.’er) var den typiske embedsmand jurist.

Med en meget grov forenkling er en dansk uddannet jurist som forvalter grundlæggende pragmatisk. Den eneste ideologisk-teoretiske profil må siges at være, at de i deres opfattelse af juristens mission som gruppe er liberalt-progressive. De er som nævnt som forvaltere pragmatiske, og som representanter for en gammel profession er man gode brobyggere til de professionelle fra andre områder i styrelserne.

Der er endvidere blandt jurister en accept af, at man specialiserer inden for det ressortområde, man er ansat i, hvilket forstærker muligheden for brobygning. Den rolle, som præcedens har for jurister, skaber en naturlig interesse for, hvordan ting tidligere var og fungerede.

I løbet af de seneste 25 år er Centraladministrationen hurtigt blevet domineret af politologer. Cand. scient.pol.-studiet har siden de første år i Aarhus i stigende grad sigtet på at opnå et teoretisk grundlag (økonomisk og andet) for hurtig forståelse og reformer. Fortiden dannede ganske vist grundlaget for den teoretiske forståelse, men den eksisterende og tidligere situation skabte ikke som for juristen præcedens for noget som helst. Den var blot en trist uvidenskabeligt organiseret situation, der kunne danne baggrund for reformer.

Trautner, der gennemgik cand.scient.pol.-uddannelsen i Aarhus i 1990erne og senere fulgte den op med en ph.d. i politisk videnskab i Aalborg, konstaterer nu, at den danske politolog fra hans studietid er opdraget til at repræsentere tre kerneværdier:

For det første er man “problemknuser”. I kraft af den sublime indsigt i politiske processer, økonomi og forvaltning er man forpligtet til straks at løse erkendte problemer.

Den anden er en mekanistisk opfattelse af rationalitet, der dels reducerer mennesker til nyttemaksimerende maskiner, dels antager at regler og strukturer bestemmer adfærd. Der er derfor to redskaber i politologens værktøjskasse, nemlig økonomisk stok og gulerod samt detaljerede regler, herunder om rapportering af målelige effekter.

Den tredje kerneværdi er en respektløs tro på generalistens forrang. Professioner og deres erfaring regnes for intet; politologen er som generalist nemlig bedst egnet til rationelt og med regler at styre og integrere alle overordnede processer, mens professionernes laverestående udøvere stilles frit til “bare” at løse de praktiske opgaver.

Politologen lærer på studiet på baggrund af en teori at opstille en model der skaber overblik over et problem fra virkeligheden, og fremskaffe data der belyser problemet. Så langt så godt. Kæden hopper derefter af, fordi modellen aldrig kræves trykprøvet hos de berørte og erfarne specialister, der forstår deres fags dybere grundlag. De ses kun som kilde til informationer, deres erfaringsbaserede forståelse af sammenhænge erkendes og anerkendes ikke. Tværtimod øves politologen i på strengt logisk, dvs. uden brug af ekspertise og erfaring, selv at udvælge den objektivt bedste løsning modellen tilbyder. Og voila, så skal der implementeres. Fra teori til reform på 3 sekunder!

Tilbage i røgen fra de brændte dæk står de professionelle med vejkortet i hånden, der er ikke plads til dem i den politologiske racerbil, der så kører i virkelighedens grøfter. Sammen med de demoraliserede professionelle står befolkningen tilbage, igen præsenteret og betalende for kejserende nye klær.

I forhold til den traditionelle juristdominerede Centraladministration blev ændringen revolutionær, man kan vel sammenligne den som en invasion af en invasiv art, som dræbersnegle. Men invasionen har været som en fra rummet, for angiveligt er juristers krop taget i besiddelse, så også de er blevet inspireret til at gå alt for langt i ministerbetjeningen.

Der blev også en afledt virkning på det danske politiske system. De politologiske embedsmænd var motiveret som samfundsentreprenører, ikke samfundsbevarere. I modsætning til, hvad der var tilfældet for juristerne, var der ligeså lidt sandsynlighed for, at politologerne politisk og holdningsmæssigt var konservative, som tilfældet var for Stalins planlæggere og aktivistkadrer i 1930’erne. Politologer må naturligt have enten socialistisk eller liberalistisk ramme og inspiration for deres aktivistiske “can do” mission.

Konservatismens grundlag blev derefter undergravet ved det centraliseringsangreb på landets fungerede strukturer, “det gamle skidt”, som derefter fulgte.

Politologer havde efter deres egen opfattelse ”ret”, og dette umuliggjorde, at deres forhold til de professionelle i styrelserne kunne forblive en brobygning mellem dem og ministeren. Styrelsernes fokus og organisation var problemer, skadeligt bundet til en irrelevant fortidig situation. De skulle ”reformeres”, indtil de professionelles kerneydelser til befolkningen blev standardiseret til politologens rationalisme. Det skete bl.a. med “virksomhedsmodellen”.

De politologuddannede embedsmænd ankommer – nok uden at dette er fuldt bevidst – med egen agenda, både over for ministeren og over for de professionelle i styrelserne. De sidste skal som beskrevet presses ind i generalistskabelonen – dvs. afprofessionaliseres – og blot levere data til generalistens styring.

Det er indlysende, at det er langt vanskeligere for en energisk og højt begavet politologisk problemknuser at holde sin betjening af ministeren inden for rammen af ”loyal ministerbetjening”, end det er for den embedsmand, der har juristbaggrund, og som er vokset op som forvalter i et ressortdepartement.

Der er et andet alvorligt problem med skiftet fra jurister til politologer som centraladministrationens rygrad. For en politolog er personlig og professionel erfaring ret irrelevant, da man grundlæggende som kandidat ”fødes” med den rigtige forståelse af, hvad der skal ske. Dette fører til stadig yngre, mere dynamisk arrogante departementschefer, der er stadig mere villige til politisk reform – og anden – aktivisme i ministerbetjeningen.

Sammen med, at ministrene selv gennemsnitligt bliver stadig yngre og besidder stadig mindre livserfaring, betyder dette, at ledelsen af Danmark helt ophører med at være repræsentativ for befolkningen, der med en højere gennemsnitlig levealder afspejler den for politologerne irrelevante fortid.

Det aktuelle eksempel er SKAT, hvor man både har gennemført massive reduktioner, flyttet og løbende flere gange har reformeret organisationen. Både centrale og underlagte embedsmænd politiserer åbenbart rutinemæssigt og viser derigennem det slettest mulige ledelseseksempel for de reformpressede ansatte. At de ansatte derefter forledes til magtmisbrug og overfladisk arbejde kan kun undre en politolog og hans politiske “kejser”, der er blevet forvænt med reformklæderne.

Selvfølgelig kan man groft overbetone betydningen af embedsmandens uddannelsesbaggrund. Men lad os her opstille den tese, at hvis departementet – hvilket jo sker – bliver belemret/velsignet med en minister uden alt for mange egne idéer, intelligens eller dynamik, vil juristen i sin ministerbetjening sørge for, at forvaltningen kører sikkert og solidt videre, som Sir Humphrey Appleby i “Yes, Minister“. Derimod vil dette sandsynligvis blive set som dårlig politikerbetjening af en ambitiøs politolog. Der må være behov for effektivitetsforbedrende centraliseringsreformer, som kan sikre ministeren en højere profil og undgå, at man spilder tiden med ren forvaltning af det eksisterende.

Trautners profil af kollegaerne
En betydende andel af de centralt placerede embedsmænd med politologisk baggrund, synes ikke at være modnet af erfaring. De holder fast i deres uddannelses værdisæt af respektløst, proaktivt problemknuseri baseret på en umoden opfattelse af rationalitet og foragt for erfaring og professioner, som nu er det fundament hvorpå offentlig styring og ledelse nu bygger. Politiske valg gøres dermed til spørgsmål om regler og teknik, og politologen til politiker. Disse falske værdier præger i stigende grad andre faggrupper, herunder professionernes udøvere. I tyve år er de offentlige udgifter bl.a. derfor steget en procent om året, mens produktiviteten er faldet i en tilsvarende takt.

Om de aktuelle sager
For det første den kroniske sag med SKATs fejlagtige ejendomsvurderinger, hvor embedsmænd i loyalitet, dvs. egen karriereforvaltning, åbenbart har undladt at understrege det grundlæggende sagligt uholdbare i en situation, hvor beskatningen af borgerne overlades til tilfældigheder. Man kan have en stærk mistanke om, at berøringsangsten hænger sammen med, at den ødelæggelse af den lokale forankring af skattevæsnet, som de løbende “reformer” har medført, er den direkte årsag til, at dette problem blev uløseligt.

For det andet Udenrigsministeriets misbetjening af Udviklingsministeren i GGGI-sagen, der medførte, at han fejlinformerede Folketinget og måtte gå af. Her har “projektet” åbenbart været slippe af med nogle af de mange udviklingsmillioner på en måde, der ikke belaster ministeriets gennem-“reformerede”, dvs. reducerede, korps af embedsmænd. Den helt grundlæggende og grundige sagsbehandling, der i hundrede år har karakteriseret dette embedsmandskorps, der traditionelt har været domineret af elitejuristers normer, er blevet undergravet.

For det tredje det forløb, der førte til Justitsministerens afgang. Igen var der åbenbart tale om embedsmænd med Chefen for Politiets Efterretningstjeneste i spidsen, der dyrkede politisk management for at undgå ekstra belastning af resurserne. Man anvendte en grundlæggende intetsigende trusselsvurdering til at kontrollere en svag, naiv og grundlæggende embedsmandsloyal minister i sin manipulation af Folketinget.

For det fjerde hjælpen til Socialministeren i hendes utålmodighed med grundlæggende forvaltningsregler. Her er der – uanset de pågældende embedsmænds akademiske baggrund – klart tale om netop den lyst til politisk “problemknuseri”, der jævnfør Trautner karakteriserer hans generation af politologer.