Category: Andre artikler på dansk

Jeg har brugt et langt liv til at studere, forstå og frygte åbne krige i alle deres afskygninger. Fra beslutningerne om at starte dem til vanskelighederne ved at afslutte. Jeg accepterer deres nødvendighed i nogle situationer, men forstår også deres ofte uforudseelige forløb, med altid tragiske virkninger for de involverede samfund og for menneskeskæbner samt tab af økonomiske muligheder.

Forstår Clausewitz’ som altid akutte indsigt i kriges iboende tilbøjelighed til at blive optrappet mod en total form, kun (måske) tøjlet lidt af praktisk træghed og tøvende politikere. Husker hans erkendelse af, at folkeretlige begrænsninger er noget, som krigens natur gør til at fremmed element, som ofte bliver glemt eller fravalgt under pres fra opinionen.

Jeg forstår, at man var lykkelig, da den daværende kolde krig blev afsluttet for godt 30 år siden, og at man indhøstede “fredsdividenden” af den ikke truende situation. Men det, der skete derefter og stadig sker er i retning af at afvise den tids situation og valg som som unødvendige og evigt irrelevante er dybt dumt og uansvarligt.

Alt for mange, herunder specielt redaktionen af 2005 DIIS-redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig, beskrev truslen fra Sovjetunionen dengang som klart overdrevet og nok en grundfalsk og skadelig fiktion. Vestens anstrengelser under etableringen af afskrækkelses- og forsvarsstyrker var i bedste fald kun overdrevne. Måske var de selve kernen i problemet, fordi de førte til en reaktion, der igen optrappede situationen.

Man må sige nu, at Ruslands invasion af Ukraine og efterfølgende stadig mere totale krigsførelse sætter DIIS-redaktionens opfattelse og konklusioner i pinlig og skarp refleks, for den russiske nuværende ledelse blev formet i Sovjetunionens sikkerhedsstyrker kerne og fører åbent og stolt dens læring videre. Nu i modsætning til dengang uden nogen ideologiske kejserklæder.

Derfor ser jeg det som grotesk og absurd, at man med mediernes fanfarer lige nu nedlægger REGAN VEST som deres markering af, at den tid heldigvis er fjern og anakronistisk historie. Vi er nu i en dybt kritisk situation, der kun i allerbedste fald og med hurtig, beslutsom optræden om nogle år kan huskes som en ny kold krigs indledende fase.

Men hvis vi skal være så heldige, skal vi hurtigt retablere tidstilpassede gentagelser af Vestens daværende koldkrigsoptræden.

I hvert land må der genskabes et “totalforsvar” af befolkningen og af samfundets nu ændrede og mere sårbare funktioner. Dette forsvar må til stadighed opdateres og testes i samspil med dette lands nabolande.

I hvert land må der genskabes et militært forsvar tilpasset til den nu anderledes geostrategiske situation og trussel. Det tilpasses allierede både logistisk og operativt, så den samlede afskrækkelses- og forsvarseffekt både giver synergi og markerer alliancesolidaritet. Dette sidste sker i rammen af en ny geografisk opgavefokuseret kommandostruktur med udpegning af øremærkede forstærkningsstyrker.

NATOs tidligere koordination af medlemmernes militære og totalforsvarsberedskab og styrkeopbygning genskabes og afprøves straks ved krævende øvelser, indtil rutine er på plads igen.

Jo hurtigere koldkrigsrammen retableres, desto større sandsynlighed for, at konflikten ikke bliver det modsatte af kold og derigennem meget let den endelige krig om menneskehedens fremtid.

(Foto fra EuroMaidan Press, Kyiv Post)

Om Vesten og Ukrainekrigen, NATOs sløvhed samt og sjaskede forligsforhandlinger om forsvar og afskrækkelse i Østersøområdet.

“We will continue to support Ukraine to ensure a decisive military victory on the battlefield this year.” (premierminister Rishi Sunak den 8.2.2023 i forbindelse med præsident Volodymyr Zelenskyjs Londonbesøg)

Rusland har valgt en dobbelt nedslidningsstrategi.

I Ukraine sker det ved en Verdun-1916-model, der ikke stiller uoverkommelige kvalitetskrav til det russiske militær eller forsvarsindustrien. Da man i modsætning til modstanderne for godt 100 år siden har sikret sig helt mod fri meningsdannelse, er tabene af menneskeliv intet problem.

Ukraines allierede i Vesten er endnu lettere at håndtere for Rusland, for disse (i Putins øjne naive svæklinge) tror, som Sunak tryglende optimistisk meddeler, at krigen kan vindes hurtigt. Man vil åbenbart ikke se i øjnene, at den eneste, stadig usikre, vej til at undgå nederlaget er, som først Carter og så Reagan gjorde fra 1977 og 1981: Også satse på den lange bane og på Vestens overlegne produktionskapacitet og teknologiske innovationsevne.

Ruslands opgave lettes også dramatisk af NATOs inerti. På trods af begivenhederne i 2014 og den massive invasion af Ukraine sidste år har man ikke lagt organisationens overlevelsesstrategi for dyb fred bag sig. Den betød, at medlemmerne i sin tid i 2002 blev enige om at lege, at man havde til hensigt at opstille en fælles reaktionsstyrke (NRF) på 40.000 mand, der hurtigt kunne blive sendt til fremmede lande for at løse en eller anden slags militære opgaver. Det blev der nogle hyggelige multinationale flagparader og receptioner ud af. Officererne kunne i ro og mag glemme alt om de brutale krav, som kamp i krige mod ligelige modstandere medfører. De kunne glæde de civile embedsmænd med at ikke at huske og fortælle, hvad det ville kræve af ikke-businesslignende logistiske strukturer og enheder at støtte kapable kampenheder, specielt på afstand af de hjemlige kødgryder og værksteder.

Danske officer kunne forklare, at de ikke var som oberst Hackel. Og det var de ved Gud heller ikke længere. De var blevet civile mennesker, der kun var i uniform for at matche den militære grad, de skammede sig lidt over.

Hvis NATO havde tilpasset sig udviklingen siden 2014 og 2022, ville der være blevet retableret internationale ((“subregionale”) hovedkvarterer for hvert af de geografisk veldefinerede forsvarsopgaver, hvor landene (under gensidigt pres og uden venlig overbærenhed over for manglende eller svage bidrag) var ved at udvikle forståelse for, hvad et robust forsvar af et givet område og dermed afskrækkelse ville kræve.

På dette grundlag ville de mest direkte truede medlemslande været gået i gang med en konkurrence om at sikre sig øremærkede hær- og flystyrker til at dække de behov, som de ikke kunne klare selv. Dvs. den proces, som indledtes i 1977 og fortsatte igennem resten af Den Kolde Krig. Den bidrog til en klar professionalisering af forsvarsforberedelserne. Før 1977 havde amerikanerne været fokuseret på Sydøstasien, og hvis der før da var sket noget, ville det blive forsøgt klaret med kernevåben. Derefter ville resten være ret ligegyldigt uanset resultatet.

Hvis NATO havde tilpasset sig udviklingen nu, ville der været blevet genskabt en fælles ramme for rapportering og styring af opbygning af forsvarsevnen ved militær mobilisering, klargøring og fremflytning af militære styrker samt forberedelse af medlemmernes civile samfund til en krise- og krigssituation. Denne ramme ville gennem tilbagevendende øvelser på topniveau blive prøvet og forbedret.

Indtil nu har NATO ikke haft fokus og situationssans til gentage det, som man startede i sommeren 1950 efter invasionen af Sydkorea og færdiggjorde efter 1977, da amerikanerne begyndte at reagere på sovjetiske interventioner i først Afrika og så Afghanistan.

NATOs katastrofale inerti skaber en uanvendelig ramme for de danske forsvarsforligsdrøftelser. De kan foregå helt uden reference til krigen i Ukraine. Krigen blev kun et indenrigspolitisk vækkeur, der nødvendiggjorde, at Danmark bidrog med noget synligt ret hurtigt.

Forudsætningen er, at den krig vinder Ukraine heldigvis hurtigt, så der bliver derfor ingen trussel mod Danmark. Sagen drejer sig således ikke om at kunne løse militære opgaver i en forsvarskrig. De forbliver irelevante. Problemet er udelukkende at tage højde for den politisk stærkt ubehagelige kritik fra NATO og Rigsvisionen af svigtet i at leve op til klart givne løfter pga. ineffektivitet og svigtende resursetildeling.

NATOs inerti og svigt gør, at Forsvars- og Hærledelsen kan holde sig inden for den anakronistiske NRF-Potemkinramme og koncentrere sig om at opfylde en ”tung brigade”, der hverken har materiel, bemanding eller logistik til at løse nogen militær opgave i virkelighedens verden. Hæren var ikke engang i stand til at opretholde en symbolsk, mindre tilstedeværelse i Baltikum i mere end et år.

Da hverken politikere eller Forsvarsledelse ser en relevant trussel, og da de er uden erindring om tiden før 2000 eller interesse for, hvad de nordiske naboer gør, har Forsvarsledelsen kun modvilje mod politikernes ønske om flere og længere uddannede værnepligtige.

Hvis NATO skulle vågne af sin Tornerosesøvn og Danmark derefter opdage dette, ville følgende blive pinligt klart. For det første, at Forsvaret ud over bidrag til sikringen af Rigsfællesskabets nordlige dele ville have tre påtrængende opgaver, hvis løsning for Hærens vedkommende ville være akut afhængige af reservestyrker af hjemsendte værnepligtige og tidligere kontraktansatte.

For det første opgaver i Danmark (minus Bornholm) som base- og transitområde. Det kræver luft- og missilforsvar, løsningen af forsvars- og bevogtningsopgaver med lokale og mobile styrker samt aftalt værtsnationsstøtte til allierede. Der er mange opgaver for værnepligtige.

For det andet et egentligt dansk forstærkningsbidrag til forsvaret af nærområdet i Baltikum. Desværre skal der ske dramatiske ændringer med 1. Brigade, hvis den skal gøres egnet til at løse forsvarsopgaver her. Der er mange opgaver for mobiliserede reserveelementer af tidligere kontraktansatte og værnepligtsuddannede.

For det tredje kupforsvaret mod luft-, helikopter- og sølandsætninger på Bornholm. Kontrol over øen er strategisk afgørende for forsvaret af Baltikum. Opgaven kan ikke løses alene af Søværnets fregatter eller andre skibe, for dels skal de være til rådighed her, og for det andet må det accepteres, at NATO ikke skyder, før skudt på, og en sænket fregat bidrager ikke til noget efterfølgende forsvar. Kupforsvaret af Bornholm må, som tidligere forberedt, indledes med en stående landstyrke og havnespærringshold fra Søværnet, der hurtigt forstærkes af frivillige og værnepligtige reserver.

Strategi for lang Ukrainekrig, re-fokusering af NATO og dansk opvågnen savnes akut.

(Billedet viser norske, sydkoreansk producerede, K9 Vidar haubitser. Tilsvarende også i de finske, estiske og polske hære. I Polen vil pjecen også blive licensproduceret)

Der er krig i Europa. Den optrappes nu. På russisk side er man på vej til at mobilisere økonomien til en krigsøkonomi, man har mobiliseret 300.000 mænd og har nu annonceret en forøgelse af de væbnede styrker med 50 %. Yderligere mobilisering må derfor forventes.

Konflikten opfattes som identitetstruende og dermed eksistenstruende i Rusland, i Ukraine og er det reelt også for Vesten. Derfor er man undervejs med en yderligere optrapning af den militære hjælp til Ukraine, og Danmark bidrager efter en evne, der dog begrænses af de dybe og brede nedskæringer af Forsvaret igennem fyrre år. Specielt de sidste ti år har reelt lammet organisationens evne til at operere og udvikle sig.

Indtil nu har Danmark og resten kun været ramt af forholdsvis uproblematiske cyberangreb, forstyrrelser af GPS-signaler og ukendtes angreb på energiinfrastrukturen. Det er endnu usikkert, om denne krig også kommer til at ramme vores land mere direkte senere i et forløb, hvor ingen nu kan se enden.

Vi håber og satser på, at konflikten afsluttes hurtigt med et for Ukraine tilfredsstillende forløb, men det er desværre langt mest sandsynligt, at krigen vil vare op til flere år længere.

At den ikke spredes, afhænger også af, om Vesten, herunder Danmark, hurtigt genopbygger en overbevisende selvforsvars- og derigennem afskrækkelsesevne. Til dette hører en genopbygget evne til at opretholde samfundets funktioner i en eventuel krig.

Danmark står over for at skabe en ny langtidsordning for Forsvaret. Det sker ved indgåelse af politiske forlig. Det er begrænset hvor meget vi kan beslutte at gøre, før denne ramme findes. Men da situationen kræver en klar markering af regeringens syn på alvoren og behov for klare signaler, meddeler regeringen allerede før forligsforhandlingerne.

1) At forhandlingerne også vil omfatte Beredskabet, dvs. totalforsvaret af samfundets funktioner under katastrofe- og krigsforhold. For at forberede forhandlingerne vil regeringen straks kontakte de andre nordiske lande, der har samme eller beslægtede traditioner og organisation for at løse opgaven. Vi ved, at de er længere end Danmark, og vi vil gerne lære.

2) At den øgede anvendelse af værnepligten, der nok bliver besluttet i forhandlingsforløbet, bliver kønsneutral. Derfor tager Forsvarsministeriet allerede nu kontakt med de relevante myndigheder i Sverige og Norge for at lære af deres erfaringer.

3) At materiel fra Forsvaret, der besluttes overdraget til Ukraine – straks og med overgribning – afløses af tilsvarende materiel af typer, der allerede er operative i partnerlande. Det sker i et tæt samarbejde med disse. For at undgå yderligere demoralisering og kompetencetab i dansk forsvar, anvendes eventuelt leje af materiel for at sikre kontinuitet. Ikke at gøre dette ville jo demonstrere pinlig uduelighed samt og manglende ansvarlighed i Forsvarsledelsen.

Det er afgørende for regeringen, at befolkningen ved sin reaktion viser forståelse for situationens alvor. Dette betyder, at landet igen må forberedes til forsvarskrig for om muligt at hindre, at denne krig bliver en realitet. Danskerne kan dog glæde sig over, at opgaven af bl.a. geografiske årsager på nogle områder er lettere end fra 1949 til 1989. Det meste af landet ligger mindre udsat. Kun Bornholm er truet af andet end bombardement og specialstyrker.

GENERELT

Når Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, får man stadig det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.

Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver.

Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.

Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst meningsfuldt endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger således ikke på en erfaring med, hvordan helheden skal virke.

Den har ikke engang en personelstyrke, der gør det muligt at holde en bataljon udsendt af gangen, ikke engang sammen med resten af hæren. Selv en så simpel opgave vil kræve en samlet styrke i Hæren på vel omkring otte bataljoner (hvilket svarer til en halvt års udsendelse hvert fjerde år. Dvs. at begge brigader hver havde fire store bataljoner.

Rødderne til den nuværende ene meget lille 1. Brigade lå i idéen i K-notatet for godt 15 år siden: Hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs helst USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år.

Da denne brigade skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).

For ca. ti år siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).

Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Øst-Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.

Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.

For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre ens infanterikompagnier.

Den simpleste og billigste måde ville være at samle de tre kompagnier med CV-90-infanterikampkøretøjer i én af de tre bataljoner, de tre kompagnier med med Piranha 5-transportkøretøjer i en anden af bataljonerne, og anskaffe nye CV-90 vogne til den tredje bataljon.

Derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, i dag råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.

I øvrigt afspejler brigaden ikke virkelighed og krav til en indsættelse i Baltikum, hvor den meget lave troppetæthed betyder, at en brigade vil have et meget stort “rum” uden for de sandsynlige angrebsakser om vejene, der bør kunne overvåges og hvor en uventet fjendtlig fremrykning vil kunne sinkes … dag og nat.

Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.

Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte ATMOS-pjecernes rækkevidde. For ikke at tale om PULS-raketkasternes.

Organisationen mangler også de bevæbnede droner, selvmordsdroner samt overvågningsdroner, der herefter må forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation, i særlig høj grad når lav troppetæthed. Det synes afgørende for mulighederne herefter, at brigaden gives rådighed over et kompagni, der sammen med artilleriafdelingen kontrollerer de forskellige typer bevæbnede droner og våbendroner.

EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER

Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i et 35-40 km bredt rum i Baltikum i nordøst-Letland/sydøst-Estland (mellem Aluksne og hovedvejen mod Pskov), og en basen med forbindelsen hjem i den store lettiske havn Liepāja 450 km mod nordvest.

Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret vest for brigaden.

Det for det første er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontraktpersonel.

For at kunne støtte “cirkusset” på den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.

Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.

For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.

I den nok internationale base og dennes fremskudte del mod den godt 400 km længere mod øst indsatte brigade skulle placeres et dansk feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have dansk erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer danske forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, og dansk en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne logistikbataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele NATO-basestrukturen (ud over personelerstatningsenheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.

Brigaden mangler akut forsvar mod fly og bevæbnede og selvmordsdroner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to meget store luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.

Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.

Ud over områderne omkring de sandsynlige angrebsakser ved veje, vil der være et rum på vel 20-30 km, der kun kan overvåges og sikres mod fjendtlig brug, hvis brigaden også råder over en stor opklaringsbataljon med et stort antal delinger udrustet med overvågnings- og selvmordsdroner, lette opklaringskøretøjer (ideelt nok en blanding af den tyske Fennek og et let spejderkøretøj som den israelske Mantis med en kraftig udrustning af panserværnsvåben og mulighed for at trække på ildstøtte fra artilleri og morterer). Denne bataljons størrelse og sammensætning forudsætter fastlæggelsen af en mulig konkret forsvarsopgave, der kan virke dimensionerende for organisationen og styrende for aktiviteterne, som opgaverne under Den Kolde Krig gjorde for Hæren dengang.

OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT

Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.

En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.

Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.

Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.

For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.

Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.

Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.

Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.

Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.

For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.

For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.

Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.

Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.

Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.

Dette indlæg forklarer hvorfor Danmark ikke længere er i stand til at vælge og implementere udrustningen af Hæren med de nødvendige hovedvåben og andet materiel. Det sker ved at beskrive, hvordan dette burde ske (og tidligere skete) for derefter at forklare, hvorfor det nu er en umulig opgave.

Det er væsentligt at forstå, at udgangspunktet for udrustning og hermed bevæbning af en hærenhed for det første er en fastlæggelse og forståelse af den sandsynligvis mest krævende opgave, den skal løse. I hvilket og hvor omfattende terrænsektor og under hvilke klimatiske forhold? Hvor længe? Under hvilken sandsynlig trussel fra angribende styrker på jorden, specialoperationsstyrker, elektroniske og cyberangreb, fra artilleri, fly og droner? Efter hvilken taktisk koncept? Hvilken logistisk støtte? Hvad er enhedens personelsituation kvalitativt, kvantitativt og moralsk? Med hvilke partnere? Hvad betyder den forventelige friktion og usikkerhed i den første kampindsættelse for materielindholdet?

Uden at have søgt disse spørgsmål belyst bedst muligt er materielanskaffelsen selvvalgt blind.

Indlægget er skrevet på mit grundlag af for det første i historisk forskning i, hvordan det skete tidligere, for det andet personlige erfaringer og observationer fra udviklinger 1968 til indgåelsen af det i her i begyndelsen af 2023 gældende forsvarsforlig, samt for det tredje en periode fra 1991 til 1994 med ansvaret for at videreuddanne Forsvarets bedste officerer i at indgå i løsningen af denne opgave.

Der er grundlæggende tre niveauer i den altid rullende udrustning af hærenheder med materiel: Beslutningsnetværket, det militærfaglige vidensnetværk og implementeringsnetværket, hvor alle er forbundne i feed-back-kredsløb.

Det sidste, implementeringsnetværket, Hærens enheder, behandles ikke her, fordi de kun eksisterer som en uafbalanceret, overlevende rest, som kun kan levere lidt tidsbegrænset tilstedeværelse.

BESLUTNINGSNETVÆRKET

Omfatter på den ene side de besluttende politikere, der har myndighed til at opstille ønsker for opgaveløsning samt fastlægge de økonomiske og andre rammer, og på den anden side der de fagligt ansvarlige chefer, hvis rolle er at fastlægge muligheder og implementere de trufne beslutninger angående organisation, beredskab, m.m.

Politikernes valg og beslutninger vil ud over af dialogen med i fagligt ansvarlige chefer også for et NATO-medlem som Danmark blive bestemt af konsultation med alliancens myndigheder og direkte med partnerlande om opgavefordeling, fælles opgaveløsning og andet samarbejde, som også de fagligt ansvarlige chefer må tage udgangspunkt i.

Derudover kan både politikere og faglige chefer blive påvirket at eventuel ekstern dansk og udenlandsk civil ekspertise og nationale interesser, herunder erhvervsinteresser, der ses som relevant.

DET MILITÆRFAGLIGE VIDENSNETVÆRK

De ansvarlige militære chefer skal repræsentere og trække på de forskellige dele af vidensnetværket, der løbende følger og implementerer de stadig ændrede muligheder for den aktuelle organisation (“doktriner”) og i den fremtidige organisation (“koncepter”).

Dette lag er det helt centrale i opretholdelsen af en “agil”, proaktiv og konstant anskaffelse af det bedst egnede materiel, rettidigt. Det skyldes to forhold. For det første skal dets eksistens sikre, at værnets højere officerers faglighed – dem i beslutningsnetværket – ikke forsumper og resten af værnets officerer inspireres og tvinges til at holde sig teknisk og taktisk ajour. For det andet danner laget det direkte fundament for de højere officerers bidrag. Det er derfor trist, at det netop er dette lag, der igennem mange årtier er døet hen eller bevidst kvalt i den danske hær.

Det nok afgørende element i netværket er våben- og specialskolerne med deres studie- og udviklingsvirksomhed, publikationer og kurser samt det forhold, at våbnets/specialets officerer gennem både kurserne og tjeneste på skolerne blev opdateret og inspireret til innovation og effektivisering hjemme ved regimenterne. Der er jo gennem enhedernes aktiviteters udvikling og realisme, at hele personellets erfarings skabes.

En afgørende faktor i formidlingen og udviklingen af den militære viden er kadrernes faglige debat. Når den teknisk-taktiske debat trives finder den i høj grad sted inden for den snævre faggruppe, inden for våbnet/specialet, dvs. i medier direkte eller indirekte knyttet til våbenskolen. Derimod vil den eventuelle debat af mere overordnede spørgsmål normalt finde sted i medier knyttet til værnsniveauet.

Hvor afgørende våbenskolens rolle kan være kan læses i min artikel om Hærens valg, anskaffelse og integration af bl.a. panserværns- og luftværnsvåben samt maskinpistoler fra 1937, herunder Skydeskolen for Haandvaabens rolle (se “9. april var ikke på programmet. Generalerne og skiftet i socialdemokratiets forsvarspolitik”, Fra Krig og Fred 2021).

Et helt nødvendigt element er, at både disse skoler og den materielforvaltende tekniske tjeneste har (og havde i Danmark) nøgleofficerer, der kombinerer erfaring med praktisk tjeneste 5-10 år ved våbnets enheder, med en grundig teknisk videregående uddannelse. I årtierne efter Anden Verdenskrig sikrede man dette ved at et antal egnede officer gennemgik specialiserede ingeniøruddannelser med artilleri-, ingeniørtroppernes, svagstrøms- eller mere generelt våbenteknisk fokus. Dobbeltuddannelse officer-ingeniør skabte grundlaget for, at materielanskaffelser både kunne holdes økonomisk rationelle med hensyn til totalomkostninger gennem hele deres anvendelsestid, og kunne fungere, blive holdt operative og vedligeholdt under krævende krigsforhold med nødvendige lagre af reservedele overalt, hvor der var behov for dette.

Dette er selvfølgelig vanskeligere at opnå ved selv det bedste samarbejde mellem bruger og en rent civilt uddannet og orienteret ingeniør, men det kan nok opnås hos civilingeniører med praktisk reserveofficerstjeneste i våbnenes enheder.

Dobbeltuddannelserne sikrede også muligheden for, at praktiske uddannelseskrav til betjening og vedligeholdelse kunne holdes for øje under hele anskaffelsen og anvendelsen og ikke først skulle identificeres derefter.

Disse dobbeltuddannelser var af naturlige årsager også væsentlige for forberedelse af officerer på chefs- og ledende stabsofficersniveau i den støttende tekniske tjeneste, senere Hærens Materielkommando.

Også den generelle uddannelse af de bedste officerer på førings- eller stabskurser skulle og kunne forberede elevernes deltagelse i materielbeslutninger, dvs. forståelse for taktiske muligheder også uden for eget våben, bruger- og vedligeholdelsesorganisationen, uddannelsesbehov og driftsøkonomiske faktorer, så de forberedes bedst muligt til både at samarbejde med teknikere samt logistikere og danne bro til politikerne.

Under beslutningen om valget af kombinationen af forskellige våbensystemer, der skal virke sammen i løsningen af en opgave, bliver det for kompliceret for selv rutinerede officerer med teknisk indsigt at vælge den optimale løsning. Derfor udviklede det daværende Forsvarets Forskningstjeneste, nærmere bestemt overingeniør Svend Clausen, muligheden for computerbaseret operationsanalyse til støtte af materielbeslutninger og bidrog således til vidensnetværkets kvalitet og muligheder. I min tid i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe for fyrre år siden havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

DET DANSKE FRAVALG GENNEM NOGLE ÅRTIER AF MULIGHEDERNE FOR MILITÆRT RATIONELLE MATERIELBESLUTNINGER

For det første nåede man i sin visdom til, at det var spild at give mere end én akademisk uddannelse (og officerskorpset havde jo i det almindelige akademikersnobberi og sociale klatring mod 1970 opnået accept som akademisk uddannelse i stedet for at være en målrettet professionsuddannelse).

Det kvalte i løbet af nogle år den teknisk kritiske sans og medvirkede sandsynligvis til et par tåbelige materielbeslutninger, som derefter kunne anvendes til at forringe (af-professionalisere) systemet yderligere og nu anvendes anakronistisk af Jørgen Grønnegaard Christensen som argument mod at tilbageføre ansvaret til Forsvarschefen.

For det andet besluttede man for små tyve år siden, at den militære professionalisme kunne begrænses til at levere militært “værktøj” til stormagternes oversøiske operationer. Vi kunne derfor godt glemme den viden, der herefter blev irrelevant. Dette specialiserede værktøj, der ikke på forhånd længere skal passe i en værnskoncept eller -doktrin, benævnes nu en “kapacitet“.

For det tredje havde man allerede for ca. femårtyve år siden adopteret en ledelsesstruktur, hvor professionel kritisk tænkning og debat, der kunne anfægte ledelsens valg på alle råder, blev set som illoyal og blev karriereskadelig. Det kunne ikke gøre andet end at kastrere og kvæle vidensnetværket.

For det fjerde nedlagde man Forsvarets Forskningstjeneste og hermed den kapacitet for operationsanalytisk støtte til materielbeslutninger,

For det femte nedlagde man så de gennem 150 år opbyggede generelle videregående uddannelser med den begrundelse, at de var blevet for dyre. Det var de korrekt blevet, fordi 2-4 fire gange så mange som de klart egnede og motiverede skulle optages, og fordi kurser tabte klart fokus og blev for lange.

Og så endeligt lukkede man, for det sjette, for fem år siden våben- og specialskolerne og dermed de sidste medier for en militærfaglig debat.

At retablere en kvalificeret hær, der også kan vælge og indføre komplicerede pakker af bl.a. nye materieltyper, må man på alle disse områder gå tilbage. Det dog kun et lille hjørne af genopbygningsbehovene.

Den Anden Verdenskrig i Europa blev reelt afgjort i 1944, og den her afgørende begivenhed var ikke invasionen i Normandiet. Den afgjorde kun at der blev et Vesteuropa. Den afgørende begivenhed var ødelæggelsen af den tyske hær i den sovjetiske samtidige sommeroffensiv i Belarus, “Operation Bagration”.

Det jeg her skitserer er et Værste Fald for de næste måneders krig i og om Ukraine.

Den forudsætter, at Rusland gør det maksimale, som er muligt inden for landets militære kultur og traditioners centralistiske og massetænkende begrænsninger, men også udnyttende dets sofistikerede og kyniske politisk-strategiske muligheder.

Man har nu ved deres død eller udrensning fået luget ud i de uduelige troppeførere, og gennem mobilisering af økonomien forudsættes det at blive muligt at udruste et to-tre pansrede arméer på samlet vel 120.000 mand med brugbar udrustning. Det har også været muligt at vende tilbage til traditionel russisk militær tradition, der satser til at opnå gennembrud af fjendens forsvar gennem at koncentrere både artillerivåben og angrebsenheder samt opbygning af et godt efterretningsgrundlag som udgangspunkt.

Den efter mit skøn væsentligste udfordring for den ukrainske forsvarsledelse ville være, hvis Rusland i en periode med hård frost, hvor presset mod den ukrainske infrastruktur og befolkning har være opretholdt fra nu, åbner en ny front.

Russerne angriber herefter eksempelvis samtidig med tre friske arméer fra Belarus mod syd, arméer, som er opbygget af traditionelle russiske pansrede divisioner.

Kun én angriber mod Kyiv for at tvinge Ukraine til at dække hovedstaden igen, mens de to andre arméer angriber med traditionel russisk gennembrudstaktik mod syd i Vest-Ukraine, eksempelvis med én akse mod Kovel og en anden mod Samy. Herfra kan man fortsætte over Lutsk mod Lviv.

Artilleri, hovedkvarterer og logistiske centrer placeres på belarusisk territorium med henblik på at friste til ukrainske angreb, som så bruges til at presse Belarus til aktiv krigsdeltagelse samt satse på afbrydelsen af Ukraines forbindelser vestover.

Det er denne mulighed, der tegner sig nu efter Putins besøg i Minsk, som på billedet blev nået af sovjetiske soldater på den 11. dag af Operation Bagration.

Jeg har forstået, at det er Ukraines position nu, at det skal vi, hvilket jo er forståeligt. Når det har vundet over Rusland skal de nok forsvare Europas østgrænse.

Mit konklusion er imidlertid, at den går ikke. Ikke helt. Der er to grunde til det.

For det første er der det rent geostrategiske argument, at Ukraine kun kan dække NATOs sydøsteuropæiske flanke, dvs. Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, ikke Polen, Baltikum og Norden.

For det andet må vi i Europa se i øjnene, at vi har meget travlt med at genopbygge vores militære styrker og militærindustri, for USA er i bedste fald på vej til Stillehavet for at inddæmme fortsden kinesiske udfordring, i værste fald på vej ud af det internationale spil.

Uanset at vores politikere og diplomater ikke siger eller skriver det klart i dokumenter som Zilmerrapporten, for sådan er virkeligheden, er der tre mulige forløb, der alle gør det nødvendigt at opbygge det selvstændige forsvar i Europa.

I den første og værste fortsætter og forværres den interne politiske og geografiske splittelse i USA og udvikler sig til en åben, lavintensiv borgerkrig og et fortsat skred mod demokratiets sammenbrud. I så tilfælde er vi helt alene.

I den anden vinder den trumpistiske, USA First-linje entydigt valget over de næste godt to år, så vi får et reelt og hurtigt sammenbrud af det amerikanske bidrag til forsvaret af alliancens territorium i Europa. Men i denne mulighed forudsættes det, at man undgår en åben intern konflikt i USA.

I den tredje lykkes det moderate fra Demokraterne og Republikanerne at kontrollere udviklingen, så vi oplever, at USA bevarer sin dominerende sø- og luftmilitære rolle i Vestens forsvar, også af Europa, men dog således at man efter Ukraines sejr eller en anden stabilisering i krigen hurtigt kan få gennemført skiftet til Stillehavet.

Uanset hvilken af de tre muligheder, der bliver virkeligheden, er der behov for en meget hurtig udvikling af forsvarskapacitet.

Det er ikke mere end rimeligt. USA har nu fire gange reddet Europa. Første gang 1917-19, anden gang 1941-45, tredje gang 1950-89 samt fjerde gang fra tidligt 2022.

Dette betyder følgende begrænsninger i den europæiske militære støtte til Ukraine:

1) Udbygningen og udviklingen af våben- og ammunitionsproduktionen accelereres maksimalt, både for at forsyne Ukraine, men også for at kunne udruste eksisterende og nye europæiske enheder med moderne materiel.

2) Alle våben samt al ammunition og udrustning, der ikke er bemandet og nødvendigt i denne opbygning af europæisk forsvar, afleveres straks og derefter løbende til Ukraine.

Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen og i det russisk-amerikansk forhold.

Jeg er i modsætning til andre kommentatorer og militær”analytikere” så gammel, at jeg som jævnaldrende danske hærofficerer blev uddannet i at planlægge anvendelsen af “taktiske kernevåben”, dvs. til støtte for danske og allierede operationer på kamppladsen.

Det skete under uddannelserne på Hærens Officersskole 1965-68 samt på Forsvarsakademiet 1974 og 1978-79. Derudover studerende vi sovjetisk/russisk anvendelse af tilsvarende våben til støtte for deres offensive operationer. Vi ved nu, at deres operationsplaner var stærkt afhængige af massiv anvendelse af kernevåben.

Oprindeligt i min uddannelse var der tale om anvendelse af enkelte våben, men i 1978-79 arbejdedes der med “pakker” af 30-60 våben af forskellig størrelse – så vidt jeg erindrer af 1,5 kiloton til 20 kilotons størrelse. Vi vidste, at de sovjetiske våben typisk var større.

Anvendelsen i slutningen af 1970’erne gik typisk ud på at lægge et “tæppe” af våben for at sikre muligheden for et modangreb. Hvert våben skulle beregnet placeret, så der skete mindst mulig skade på civile og var mindst mulig risiko for egne tropper. Mål var kampenheder, artilleristillinger, logistik og kommandostationer.

Vi vidste fra sovjetiske og østtyske udgivelser, at deres planlagte anvendelse var tilsvarende, men da kilderne var tidlige (1960’erne) var våbnene større og færre.

Vi kender ikke den aktuelle russiske doktrin for anvendelse.

Vi kender kun det omtrentlige antal russiske våben og ved, at de som vestens tidligere våben leveres med artilleri, fly og raketter/missiler.

Vi ved også, at man råder over et fuldt spektrum af våbenstørrelser, herunder meget små. Man må forvente, at våbnene som vores tidligere våben planlægges anvendt med lavtlufteksplosion for at undgå at lave hindrende, forurenede områder (ud over det uundgåelige neutroninducerede cirkelformede område lige under eksplosionen).

Når man omtaler den mulige anvendelse af kernevåben i Ukraine har man omtalt muligheden for at anvende 1-2 mindre våben med formål at signalere beslutsomhed.

Men man skal blot være klar over, at hvis en sådan anvendelse ikke afskrækkes, vil ballet være åbent for anvendelse af “pakker” af våben, som vi planlagde det, dvs. som en “tæppe”-nedkæmpelse af en ukrainsk brigade eller angrebet mod Kherson. Eller for at smadre et hul et en forsvarszone eller ødelægge flyvebaser.

Samt selvfølgelig i terrorangreb mod civile mål.

Så hold for Guds skyld op med at nedvurdere denne risiko, som vi som altid har overladt til den amerikanske præsident at holde under kontrol uden at det lammer Vestens handlemuligheder. Biden har åbenbart nu vurderet det nødvendigt at klargøre sin advarsel til Putin.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mit ansvar at finde et svar, hvis Putin ikke lytter men anvender en pakke kernevåben i Ukraine som vist her på et udsnit af et godt 50 år gammel plankort for at angreb over Den Indre Tyske Grænse ved Lübeck (hver rød plet med cirkel omkring er et kernevåben).

Først lidt om russerne og kampvogne. I modsætning til briter, franskmænd, amerikanere og i begyndelsen tyskerne, så de sovjetiske militærreformatorer i 1930’erne ikke kampvognen som en pansret hest med opgaven at bekæmpe modpartens pansrede heste eller en kørende bunker til hjælp for det angribende infanteri.

Den Røde Hærs ledere erkendte, at kampvognen var en terrænmobil, beskyttet kanon, der kunne løse forskellige opgaver, herunder også de to, som de vestlige traditionalister så som de eneste (og som jeg har oplevet som dominerende blandt kolleger under min aktive tjeneste fra 1964 til 2004).

Kulminationen af den russiske erkendelse blev den 31-32 ton tunge T-34/85 fra 1943, der var ekstremt robust, billig og let at masseproducere og simpel at vedligeholde. Erkendelsen styrede sovjetisk kampvognsudvikling i godt tyve år.

Efter Ukrainekrigens første måneder blev kampvognen som våbensystem endnu engang dømt ud som forældet, som det første gang var sket under Den Spanske Borgerkrig, anden gang efter første fase af Yom Kippurkrigen i 1973 og tredje gang efter historiens afslutning tyve år senere, da de var provokerende under fremtidens fredspolitiopgaver.

Men efter den ukrainske offensiv tidligere i september i år er kampvognen ikke længere dømt ud. Det er indlysende, at de ukrainske kampvogne har bidraget til at gøre offensiven mulig. Det er sket ved at anvende dette våben som kernen i tæt samvirkende små enheder af netop kampvognene, infanteri i pansrede køretøjer, minerydningsmateriel, luft-(og drone-)værn, droner og artilleristøtte. Uden kampvognenes kraftige, direkte og præcist skydende, langtrækkende kanoner ville der mangle et kerneelement.

Men hvorfor fortsætter offensiven så ikke bare? Da man angiveligt ikke har haft væsentlige tab kunne man jo bare hælde diesel på vognene og fortsætte igennem det rådnende russiske forsvar?

For at forstå det, må man erkende og forstå moderne kampvognes problemer og begrænsninger.

En moderne kampvogn er en ekstremt tung og kompleks monstermaskine på næsten to gange den simple T-34/85. Vægten kræver en meget stærk maskine, der presser transmissionen og undervognen, der stadig skal efterses og vedligeholdes af besætningen for at holde vognen kørende uden problemer. Det er ikke som en moderne bil, som man kan regne med kan køre og virke, når man sætter sig ind i den.

De tunge, leddelte stålbælter, der muliggør kørsel igennem mudret terræn, giver yderligere problemer, Dette specielt under kørsel på vej, der reducerer brændstofforbrug og øger fremrykkehastigheden. Her betyder bælterne, at vognen udsættes for kraftige rystelser, der kan mindskes, men ikke fjernes, ved at sætte gummipuder på bælteleddene. Rystelserne belaster både besætningen og alle vognens dele.

I min tid som kampvognsofficer var den mest sårbare del i forhold til rystelserne den tids elektronik, herunder tårnstabilisering og radioerne. Senere er det den skydetekniske kombination af optik og elektronik, der skal kunne sikre præcis skydning på meget store afstande. Rystelserne gør, at den korrekte stilling af det computerstøttede sigte i forhold til kanon og andre våben løbende bør kontrolleres og justeres.

Rystelserne øger træthedsbelastningen på besætningen i høj grad, og dette er også tilfældet for besætningerne i de andre pansrede bæltekøretøjer i det samvirkende taktiske hold, kampvognene indgår i. Min erfaring er, at jo lettere køretøjer, jo værre er rystelserne.

Uanset løbende kontrol og småvedligeholdelse opbygges der hurtigt et behov for en pause til mere omfattende vedligeholdelse og småreparationer, når en pansret enhed og specielt en kampvognsenhed er indsat. Efter en uges krævede brug som under offensiven i Kharhiv Oblast, har de ukrainske pansrede enheder behov for en pause for at kunne genopbygge effektiviteten.

Under offensiven er det også blevet klart, at førere og besætningsmedlemmer bør udskiftes pga. sammenbrud eller demonstrerede svagheder. Der vil derfor være behov for mulighed for efteruddannelse.

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevåben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer på det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil på kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve år senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrådte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkår.

Den fælles forståelse fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregår i et samspil mellem mange forskellige våben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforståelser. Doktrinen bygger på forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og våben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og våben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forståelse af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden på kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt på spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af våbenvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem våbnene i forhold dårlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, på trods af ekstrem træthed på grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med småstyrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnå og fastholde føling efter at været gået i stilling eller efter et mål var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus på kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.