Category: Andre artikler på dansk

The gangs and their warfare are creating the equivalent og “liberated areas” in the classical theory of insurgency. They are exploiting the lack of ability of the courts, social support system and police to do more than reacting to the tragic results.

To counter the problem, the Swedish authorities must apply the tools of the classical methods of counter-insurgency presented by Robert Thompson nearly 60 years ago when he extracted the lessons of the succesful campaign i Malaya. Then the central tools were an energetic campaing to generate accurate intelligence for precise intervention combined with pressure against the communities that protected the rebels plus political and economic benefits for both those communities and for the rebels that changed side.

It must be accepted that a more massive police operation even with military support will not help in itself.

These tools are necessary even if very controversial:

Forced move of families (north – Sweden is large) in forced settlement in places and environment that enhance effective survellance and control.

Effective constant and complete surveillance of the rebellious gang clusters must be sought.

Changing juvenile court procedures and decisions to support the control and intelligence effort.

Recruiting agents in the gangs and communities with guarantees of rewards, freedom from procecution and protection.

Achieving full acceptance and support from EU authorities and especially neighbouring states such as Denmark.

The alternative is continued escalation until the remaining unity of Sweden is lost.

Den 1. september, dvs. i går

svarede jeg dårligt i spørgeperioden efter et foredrag om Ukrainekrigen. Spørgsmålet drejede sig om den danske hærs læring af ukrainerne.

Det vil jeg derfor tage op i dette blog-indlæg. Det er indlysende, at vi kan og bør lære af det der er gjort godt og skidt under konflikten. Det er uansvarligt andet. Bl.a. Forsvarsakademiet og dets Hærens Officerskole samt sergentuddannelser, i hærstaben, i brigadestabene samt i regimenterne (og derefter forhåbentligt i genskabte våbenskoler) må man da selvfølgelig være i gang med at samle informationer, analyse, lære og tilpasse sig. Alt andet kan man da slet ikke forestille sig.

Lad mig her berøre nogle af de emner, der ligger lige for.

Hvordan er det lykkedes ukrainerne at føre deres brigader under presset fra konstant overvågning af droner samt elektronisk overvågning. Hvordan ser føringscentrene og deres bemanding ud, dvs. hvor store er de, med hvilke specialister ud over cheferne, med hvilke køretøjer skjult hvordan, eller i bygninger? Hvordan planlægges for kommende indsats? Hvordan kontrollerer man de forskellige enheder? Alt må ske helt anderledes, end vi normalt gør det, meget mere diskret?

Hvordan organiseres sikkerheden i felten mod udslip effektivt i en periode med intensiv droneovervågning og sociale medier?

Hvordan organiseres anvendelsen af forskellige typer af droner med artilleri under angreb og forsvar (at det sker effektivt for overvågningsdroner, kan man se på udsendte videoer)?

(Fotografiet viser angiveligt ødelagte russiske føringskøretøjer fra et kampstade)

Indtil begyndelsen af 1990’erne var næsten hele Hærens virksomhed rettet mod at kunne løse krigsopgaverne bedst muligt med de svage enheder i fredsstyrken og de forberedte mobiliseringsstyrker. Det drejede sig først og fremmest om forsvaret af det dansk-tyske korps, LANDJUT’s, nordlige sektor ved Lübeck, forsvaret af Sjælland med hovedindsatsen mod de østlige kyster samt øforsvaret af Bornholm. Hertil kom baglandsforsvaret af Nørrejylland og Fyn.

Udgangspunktet i denne indsats var de periodiske rekognosceringer i forsvarsterrænet og den efterfølgende planproces, der skulle sikre en tilpasning til erkendte udviklinger i de identificerede sandsynlige fjendtlige enheder fra DDR, Polen og Sovjetunionen samt ændrede egne muligheder. Da de rådige danske hærenheder altid var betydeligt mindre og ikke specielt tilstrækkeligt udrustet, var perioden fra begyndelsen af 1970’erne præget af en stadig søgen efter fremgangsmåder, der kompenserede for manglerne. Herunder ingeniørtroppers bidrag til hindrearbejder og senere integrationen af artilleriets nye clusterammunition i de taktiske fremgangsmåder for våbnenes samvirke.

Denne søgen efter den bedste vej til at løse konkrete opgaver i et givet terræn inspirerede Hærens øvrige aktiviteter, herunder de instruktionsøvelser, der skulle sikre professionel ajourføring af reserveofficerer og de linjeofficerer, der normalt anvendtes i rene fredstidsstillinger, men bemandede stillinger i enheder og taktiske stabe fra mobilisering.

Umiddelbart skabte de operative og logistiske krigsplaner grundlaget for mobiliseringsplanlægningen og forberedelserne til flytningen af de mobiliserede enheder fra mobiliseringsområderne i militærregionerne til de planlagte indsættelsesområder.

Mere generelt skabte den opgavefokuserede krigsplanlægning grundlaget for alle hærens aktiviteter, dvs. logistiske forberedelser, uddannelsen af kadrerne til deres rolle i krig samt scenarierne for den praktiske uddannelse ved øvelser af stabe og enheder fra enhedsniveau og opefter i højere ramme. Ikke mindst stabe fra bataljon/afdeling og opefter blev bevidst presset og stresset af behovet for at kunne løse deres opgaver 27syv i mange dage under jævnlige flytninger og kravet om maksimal sikkerhed i forhold til udstråling, synlighed fra luften og risikoen af overfald af specialstyrker. Realistiske scenarier spillede altid risikoen for at blive ramt artilleri og fly samt periodevis også kemiske våben, og uddømning af nøglepersoner skulle øve enhederne i at fungere på trods af forventelige tab.

Selvfølgelig kan stormagtslandstyrker udvikle effektive enheder og stabe uden at have én dimensionerende terrænlåst krigsopgave, men det forudsætter at styrkerne er fuldt bemandede og man har de meget store resurser, der kan sikre fleksibilitet. Og selv sådanne styrker (som marineinfanteri og luftbårne styrker) lader deres organisation og aktiviteter styrke af et dimensionerende scenarie.

Men den tidligere ikke alene danske, men den generelle terrænbestemte ramme for alle NATOs landmilitære forsvarsforberedelser i Europa, sikrede, at disse forberedelser tog udgangspunkt i den samlede forsvarsopgave. Hele fronten skulle dækkes. Dette krav var forankret i NATOs daværende regionale og subregionale ramme for forsvarsplanlægningen, i Danmark og Nordtyskland Enhedskommandoen for området (BALTAP).

Det er ikke sandsynligt, at en sådan størrelse og forberedt dansk hærstyrke, der kan bidrage til løsningen af NATO-opgaver, kan genskabes uden, at udgangspunktet igen bliver én (eller evt. et par) dimensionerende forsvarsopgave(r).

Det er ikke kun enhederne og deres kadrer, der tabte relevant erfaring og rutine efter begyndelsen af 1990’erne og specielt fra nullerne. De faciliteter i garnisonerne og den rutine her, at sikrede muligheden for at kunne mobilisere og derefter supplere Hærens enheder, blev nedlagt og må i givet fald retableres fra bunden. Det må nok ske med udenlandsk hjælp, hvis det skal kunne ske friktionsløst og hurtigt.

Til sidst er det væsentligt at erindre sig, at forfaldet allerede var startet i 1980’erne. Allerede da var øvelserne blevet drejebogsstyrede med henblik på at indøve en doktrinær opførsel, der reelt var blevet dogmatisk. Man gennemførte ikke længere øvelser, kontrolleret af en øvelsesledelse støttet af en kampdommerorganisation, hvor cheferne fik muligheden af at lære kampens virkelighed gennem egne dumheder. Den sidste kampdommerstøttede øvelse, jeg oplevede, var en 2. Sjællandske Brigade-styret øvelse på Lolland i vinteren 1975-76.

Fra starten af opbygningen under Den Kolde Krig havde Hæren det problem, at man ikke indrettede strukturen til en længerevarende konfrontation og åben konflikt. Man havde ikke reservemateriel, og der eksisterede ikke nogen professionelt indrettet personelerstatningsorganisation i mobiliseringsstyrken. Alt for meget facade, for lidt substans.

Øvelser blev allerede da “afviklet” og var altid en succes, uanset om denne succes var, hvad der senere benævntes “spin”, dvs. en forkromet løgn.

Bold Guard 86 var den sidste øvelse, hvor næsten alle elementer, som her beskrives, blev øvet.

In Afghanistan the West was incapable of developing a strategy that might have brought a less tragic outcome for the Afghan people. That strategy would have had to be founded on the reality that Pakistan should to be forced to stopped supporting the rebellion north of the border line by playing the Indian card.

We failed in our short-lived and half-hearted effert, the Afghans lost.

And we failed to learn that a strategy for conflict must have a solid bridging between a realistic objective and the dedicated means and chosen methods.

So now we are in a hurry and therefore cannot accept the reality that Russia has chosen an extended strategy for what it has convinced its people is a defensive war against the West for its existential right to become (again) a traditional empire and thereby a main world power in defence of etarnal conservative values.

In this Russian struggle all international rules of war and humanity are obviously irrelevant, as only a defeated power can be held responsible.

The initial war theatre is Ukraine. Here Western politicians seem incapable of accepting that any attempts af compromise will only fuel the conflict. We must face the difficult and unwanted future as we did in 1948-49.

However, it seems impossible to accept the reality that the brilliant British analyst Keir Giles has described in his latest two books.

As the West is as always in a hurry it has to assume that Russia will not become able to develop a war economy that can support an extended war. We have to assume that our sanctions will work well enough to keep the Russians from getting what they need. We must ignore what they get by other channels … via “neutral” and neighbour states and from China (that has only limited herself by not supplying finished weapons, at least not openly).

We cherish at any rumour that Russia is running out of enough missiles, shells, tanks, etc. to sustain the war.

Everybody noted that the Russian Army of winter-spring 2022 was corrupt, backward and ineffective and thus over-rated. We noted all stories about badly equipped and disillusioned Russian soldiers, and we ignore the evidence that these stories have become less frequent. This it spite of Ukrainian information that the Russian forces have learned and improved tactics, logistics and command security. We are happy to continue our contempt for the Russian Army performance instead of seeking to understand where it succeeded at improving and where it remains sub-standard.

With deep lack of military professionalism we encouraged the Ukrainians to become convinced that some donated Western army equipment would enable them to break-through the formidable Russian defended obstacles that their engineer troops created in the occupied areas from last autumn.

Because politically we needed and early victory and we had un-learnt the ability to see bad news and moral courage to advice the politicians accordingly.

Right now we do not confront the situation that has been and will be created by the very high Ukrainian casualties that they have little hope of replacing.

As they rarely describe their motivations, I hereby outline the likely steadily growing resistance to continuing the support of the Ukranian side in the struggle. I have the Danish scene in mind, but please correct me if wrong.

The first group are the people that always belonged to the left. The U.S. was and is the main enemy, and everybody fighting the U.S. is basically right. They consider it obviously right when Putin presents the Americans as self-serving hypocrits. Democracy is a sham.

The second group are fundamentalist supporters of various religions, in the West primarily militant Christianity. The woke liberal democracies undermine the core pillars of Western societies with the traditional family at the centre.

Putin is the present main defender of those values and must therefore be supported in his fight against the slide towards immorality. Democracy is irrelevant if it does not stand-up in the defence against the slide. If necessary “strong patriotic MEN” such as Putin, Orban and Erdogan must command the bulwark against the satanic destruction of values.

We at the centre are under siege from both Putin and our own left and right.

Billedet viser sydkoreanske K9 Thunder haubitser, som bl.a. Norge, Finland, Estland og Polen har valgt, og som Polen producerer og videreudvikler.

Den første fase i en af en større militær materielgenstand er ren politisk, og uden denne rager man efterfølgende rundt i tågen.

Politikerne skal bestemme hvilke opgaver, som det enkelte værn skal løse, under hvilke vilkår (hvor lang forberedelse) og i hvilket sandsynligt geografisk område.

Forsvarsledelsen undersøger sammen med værnsledelsen/-ledelserne mulighederne for at løse de forskellige opgaver og fastlægger det umiddelbart mest økonomiske og robuste mix af enheder og våbensystemer.

Dette geografiske er af stor betydning, for hvis allierede i området allerede opererer en sådan type materiel i området og er tilfredse, vil det være ret logistisk, operativt og uddannelsesmæssigt dumt ikke at vælge samme type og ikke udnytte vennernes erfaringer maksimalt. Som basis må intet materiel anskaffes, der ikke anvender samme ammunition og brændstof som de allierede.

Den anden fase finder sted i et tæt samspil mellem den centrale forvaltning og specialister (det relevante værns-specialcenter/skole for studie- og uddannelsesvirksomhed). Her fastlægges mulighederne for mulige valg, og man indhenter oplysninger om økonomiske forhold (herunder anslåede “livstidsomkostninger”, logistiske forhold vedrørende vedligeholdelse og ammunition og uddannelseskrav for brugere og mekanikere).

Om muligt skal hver producent enten levere et kopi af materielgenstanden til sammenlignede afprøvning på specialcentret/-skolen, eller også skal hold fra skolen have mulighed for at prøve materiellet over en længere periode i produktionslandet, bedst i en enhed, der i en periode har haft materielle. Ingen kontrakt skal undertegnes før en hård praktisk afprøvning af genstanden og vedligeholdelsen af denne. Et centralt problem i Danmark er, at Hærens våbenskoler for fem år siden blev nedlagt, og så man på mange områder allerede tidligere har fravalgt materieltyper, så man mangler erfaringer med

I denne fase skal det også fastlægges, hvor hurtigt de forskellige mulige producenter kan levere 1) materiel til den første enhed, der kan opnå erfaringer med anvendelsen af det nye materiel og simulator (evt. ved udlån fra producentens militære styrker), og 2) resten.

Hvorfor er der så store problemer nu?

Fordi der ikke findes det politiske grundlag af prioritering af opgaver.

A) Fordi der derfor ikke foreligger forsvars- og værnskoncepter for at løse opgaverne.

B) Fordi de danske forsvarsmyndigheder synes at have været ekstremt arrogante i manglede vilje til at lære af allierede i regionen.

C) Fordi de ansvarlige myndigheder ikke synes at vide, hvordan de opbygger og inddrager den operative og logistiske baggrund for beslutningerne.

D) Fordi studie- og udviklingsvirksomheden og den tilknyttede faglige debat er nedlagt, reduceret og forvitret, så man reelt skal starte fra bunden.

Hvordan det virkede i det nuværende forsvar (på grundlag af åbne kilder)

Man valgte oprindeligt den israelske pjece uden nogen tanker om operativ anvendighed, for der fandtes jo ikke nogen dimensionerende opgave, og vi skulle aldrig i krig, hvor man skød rigtigt tilbage. Opgaven var at tilfredsstille NATO. Det eneste styrende kriterie var, at FMI angiveligt ikke kan lide bæltekøretøjer. Det er rationelt, når man stille forudsætter, at man ikke skal vælge stillinger frit i terrænet hele året rundt.

Men så blev man underkendt i den politiske proces, fordi De Radikale ikke ville acceptere Israel som leverandør. Det blokerede for den beslutning om køb, som man åbenbart allerede havde meddelt, at Elbit kunne regne med.

Uden at gennemføre ny udbudsforretning med nye kriterier anskaffer man i stedet de franske Caesar-haubitser.

Israelerne blev med god grund sure og forberedte et for FMI meget ubehageligt sagsanlæg.

Men da ukrainerne så gerne ville have vores Caesar slap man af med problemet og handelen med israelerne besluttes hurtigt uden seriøst udbud. Sagsanlægget blev droppet, og artilleriregimentet kunne hurtigt gives noget at lege med. Ingen var interesseret i, at Atmos og Puls ikke fandtes i andre NATO-lande.

Man kunne forklare hastværket med, at artilleriregimentet havde været til grin så længe, at brigaden fik kanoner og NATO så havde lidt mindre grund til at brokke sig. Nu skulle man blot have solgt eventyret til politikerne og offentligheden.

Processen har været uskøn på enhver måde pga. at man ikke har fulgt den professionelle model med saglig analyse på grundlag af et prioriteret scenarie.

Det ville med stor sandsynlighed – som i de andre lande – have givet den danske hær K9.

Dette kan ikke udredes af selv den mest kvalificerede civile udredning, for hvorfra skulle et konsulentfirma vide noget om dette.

Måske kan problemerne afdækkes af en kombineret gruppe af udenlandske militære fagfolk fra kvalificerede strukturer.

Som den finske analyse i satellitoptagelserne af de russiske hindre og befæstningsarbejder viser, har de russiske ingeniørtropper anvendt de sidste mange måneder til at øge forsvarsmulighederne i de besatte dele af Ukraine.

I forvejen var det “Vestlolland”-lignende åbne og flade terræn meget vanskelig at angribe i, når forsvareren konstant har fuldt overblik, har direkte skydende våben med en rækkevidde der kan udnytte det åbne terræn samt mulighed for at skabe artillerioverlegenhed.

De russiske ingeniørtropper bygger på en lang stolt tradition for diskret, men professionel indsats i næsten 170 år og Eduard Totlebens indsats i Krimkrigen i forsvaret af Sevastopol. Man har også den fordel, at der i Sovjettiden blev udviklet og anskaffet maskiner til hurtig gravning af stillinger, udlægning af miner og gravning af pansergrave.

De nye stillinger udnytter terrænets fordele fuldt ud, omfatter velbeskyttede skyttegrave og ildstillinger for tunge våben, samlet i dybe stillinger med flere linjer, og med flere sådanne dybe stillinger bag hinanden.

I modsætning til ved erobringen af Kherson vest for Dnipro kan ukrainerne ikke afskære forsyningerne til stillingerne, som som de kan ikke, som de gjorde dér sidste år, ikke komme ind bag det forreste stillingsområde og “rulle det op” fra siden og bagfra.

Så hvis den russiske hær koldt og velovervejet udnyttede den militærvidenskabelige “forsvarsinfrastruktur”, som dens ingeniørtropper har skabt for dens kamp, vil det skabe en tragedie for ukrainerne.

Men dette synes nu ikke at være tilfældet. Stillingens virkning forudsætter, at man lader de ukrainske angribere trænge ind gennem de første skyttegrave, så man udnytte hovedkamplinjen bag denne og samtidig ramme angriberen i siden.

Men heldigvis synes den russiske hær ikke at have den politiske frihed og professionelle tålmodighed til at kæmpe således. Man reagerer nu på den ukrainske offensiv med hektiske og derfor kostbare modangreb for at generobre de forreste skyttegravsstillinger.

Lad os håbe, at denne optræden fortsætter.

Her vil jeg se kynisk-analytisk tilbage på perioden 1909-1939 og sammenholde den med den lange periode 1951-2023.

I årene 1909 til 1918 opbyggedes Danmarks indtil dette tidspunkt mest robuste hær, der ganske vist ikke levede op til hærledelsens ønsker, men som lige derefter blev set som tilstrækkelig, hvis man kunne forudsætte, at man ikke varigt skulle kæmpe alene. Udgangspunktet var forliget mellem de forsvarsvenlige partier i 1909, realiseringen af det meste af dette forlig fra 1910-1913 samt den efterfølgende opbygning af styrken under Sikringsstyrkens beredskab fra 1914 til 1917 under indtryk af Verdenskrigen.

Noget tilsvarende skete fra 1951 til 1958. Igen var man tilbage til tegnebrættet, og man kunne både udnytte den formelle Allianceramme, den udbredte forsvarsvilje efter Besættelsen i langt de fleste partier og det forhold, at de samme allierede hjalp med opbygningen med våbenhjælp og støtte til infrastrukturopbygning.

I mellemkrigstiden gik det derefter hurtigt tilbage. I 1922-23 inkasserede Venstregeringen fredsdividenden ved at reducere kadrer og indkaldelser samt næsten lukkede for materielinvesteringer. I 1932 opgav politikerne også ambitionen om at kunne forsvare landet og reducerede den samlede organisations størrelse til, hvad den ti år tidligere reducerede kadre kunne klare. Derefter fik man imidlertid det problem, at den internationale situation dramatisk og hurtigt forværredes og indebar en voksende krigsrisiko. Efter stridigheder i den socialdemokratisk-radikale regering blev løsningen, at man fra 1937 gik i gang med at nybevæbne 1932-hæren. Hærledelsen ønskede dog at markere, at styrken var for lille til at løse egentlige forsvarsopgaver, og udarbejdede så i detaljer et forslag til en hærstyrke, der ville kunne opstille et afskrækkende nationalt forsvar af territoriet.

Under Den Kolde Krig gik det langsommere. I 1951 var man begyndt på den første fase af opbygningen af en moderniseret udgave af den nødvendige hærstørrelse, man havde præsenteret i 1938, men allerede efter få år blev målet begrænset til at realisere denne første fase. Men efter få yderligere år blev muligheden af at anvende kernevåben på kamppladsen anvendt som begrundelse for at begrænse ambitionsniveauet til dette, og målet for felthærens størrelse blev derefter reduceret til mindre end den havde været i 1937-39. Men denne mindre styrke på seks brigader var dog tænkt som bedre udrustet end da. Også dette mål viste sig urealistisk, og fra begyndelsen af 1970’erne blev antallet af brigader dels reduceret til fem, og disse blev i stadig højere grad rene skeletter af kadrer. I 1980’erne betød NATOs stigende prioritering af forsvarets reserver og udholdenhed, at man supplerede de fem brigader med rene reserveheder, specialiserede kampgrupper bygget af tidligere lokalforsvarsenheder.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig gik det hurtigt. Antallet af brigader kom snart ned på tre og da man jo ikke havde dimensionerende krigsopgaver, fordi krigsmuligheden og truslen mod Danmark var forsvundet, kunne man lukke reserven helt.

Man nåede oven i købet i 2013 at gentage forløbet fra 1932, hvor man indgik et nyt forsvarsforlig umiddelbart før den internationale situation blev drastisk forværret, denne gang med Rusland anneksion af Krim og den væbnede intervention i Østukraine. Man nåede her dels at afslutte ambitionen om at opbygge en brigade, dels at afbryde 150 års udvikling af en professionelt funderet officersuddannelse. I 2018-forliget retablerede man gangske vist ambitionen om at skabe en brigade, men som nu fortsat uden at have forestilling om, hvilken eller hvilke opgaver, den skal dimensioneres til at kunne løse.

Hvad vi hører fra Forsvarsministeriets tanker om det kommende forligs udvikling af Hæren, må man sige, at det på sigt og i bedste fald bliver som med 1937-ordningen, hvor man uden at ønske at give værnet en meningsfuld opgave vil “opruste” den lille styrke med nyt materiel.

Forskellen fra dengang er, at generalerne denne gang ikke synes at se behovet for selv at gøre deres holdning klart og præsentere denne for regeringen, som generalerne With og Gørtz følte sig forpligtet til i 1938. Er det viljen eller evnen, der mangler?

Artiklen bygger på tæt samliv med Forsvarets Efterretningstjeneste under Den Kolde Krig, videregående undervisning af officerer til også at kunne indgå som analytikere i tjenesten samt senere historiske studier i dansk militær efterretningstjenestes etablering og udvikling fra fra ca. 1900 til 1940.

Mit vidensgrundlag om den tidlige udvikling er senere blevet udbygget ved Kristian Bruhns forskningsresultater.

En militær efterretningstjeneste som den danske har haft naturligt fokus på militæret i det/de land(e), der i perioden opfattes som hovedtruslen, her indledningsvis Tyskland samt under Den Kolde Krig Sovjetunionen i Østersøområdet samt Polen og DDR.

En brugbar militær efterretningstjeneste søger at fastlægge et trusselslands militære styrke, planlagte og potentielle opbygning. På dette grundlag opstilles de mest oplagte handlingsmuligheder.

Derudover analyseres deployeringen samt øvelser for at fastlægge de mere sandsynlige angrebsmetoder og -doktriner ved et angreb på egen stat og regionale allierede, og man fastlægger et normalbillede for optræden i fredstid og under øvelser for at kunne erkende økonomiske, politiske og militære krigs- og angrebsforberedelser, så man kan varsle rettidigt.

Forudsætningen for at kunne lave denne analyse og varsle bedst muligt, er et godt militærfagligt grundlag fra egne øvelser, krigsplanlægning og eventuelt operationer samt en god forståelse for modpartens organisationskultur og sproganvendelse. En tidligere FE-chef har over for mig gjort klart, at han måtte kæmpe for at få kvalificerede militære analytikerne. Men dengang blev sådanne officer uddannet. Jeg var selv ansvarlig for dette i mere end fem år.

En sådan tjeneste afviser korrekt at fastlægge sandsynligheder for en bestemt begivenhed, bl.a. fordi dette vil forurene analysen og undergrave det forhold, at reaktionen på udviklingen er et beslutningstagersansvar, som en embedsmand ikke skal påtage sig.

Kun hvis det lykkedes at få adgang til modstanderens beslutninger igennem kodebrydning og overvågning kan man gå videre i varslingen. Det var, hvad amerikanerne gjorde før starten af Ukrainekrigen, hvor man havde opnået sikre efterretninger om de russiske hensigter.

Den opportunistiske forurening af analysen opstår, hvis tjenesten indarbejder egen politiserede opfattelse 1) af egen sides styrke (der selvfølgelig er oppustet ved spin) og 2) forudsætter, at modstanderen er enig med denne opfattelse og handler i vores øjne logisk.

Hvis dette sker, er der en alvorlig risiko for, at det går galt, rigtig galt.

Det var netop, hvad der skete ved månedsskiftet marts-april 1940 med de britiske myndigheders opfattelse af de tyske muligheder for at angribe Norge. Og hvad der skete i den israelske ledelse før Yom Kippur-krigen i 1973 samt med den ukrainske ledelses konklusioner i dagene før 24. februar sidste år.

Hvad der sker, når man politisk-opportunistisk angiver “sandsynligheder”, som den danske afmilitariserede udenrigspolitiske Forsvarets Efterretningstjeneste, blev klart vist i den helt svigtende realisme i Afghanistan i 2021. Den fadæse har åbenbart ikke fået synlige konsekvenser. Man lovede ikke engang at “lære fremadrettet”.

Derfor stoler jeg langt mere på bl.a. den ikke afmilitariserede svenske efterretningstjenestes analyser.

(Forsvarsordførerne og Forsvarsudvalget jf. OLFI. Det nye radikale medlem af udvalget er under udpegning.)

Alle politikere skal til stadighed holdes under kontrol af offentligheden og dens professionelle specialister. Men kritikken skal være fair. Folk der hverken selv ville gide at påtage sig politisk embede skal som minimum sætte sig ind i politikerens virkelighed.

Ellers bliver kritikken så tom og urimelig som den af forsvarspolitikerne i de sidste måneder. Her burde man i stedet erkende, hvor ødelæggende godt 25 års besparelser samt rationaliseringer drevne af her irrelevante civile teorier og reformer har været har været for det danske militære forsvar.

Hvad der skete er allerede behandlet i flere analytiske artikler på denne blog.

Det er da også sandt, at forsvarspolitikerne med ministrene i spidsen er politisk ansvarlige for det bedrøvelige resultat.

Men for det første er politikere i en moderne demokrati som det danske næsten altid generalister, hvis viden om et fagområde kun udvikles, når et akut behov opstår.

For det andet er også politikerne som udgangspunkt selvfølgelig påvirket af både tidsånden og den snakkende og skrivende nationale elites grundopfattelser af ethvert fagligt område.

For det tredje er alle i landet afhængig af den relevante faggruppes dygtig, her den militære. Af den dygtighed, vilje og evne til at holde sig fagligt ajour og energisk og effektivt gøre sine analyser åbent tilgængelige og anvendelige for den snakkende elite, selv når denne ikke ønsker at læse eller høre om emnet.

Det er forhold og problemer på disse tre områder, der har skabt de måske uoverstigelige nuværende danske problemer:

Grundproblemer

Det første og en del af det andet grundproblem er, at danskere i forlængelse af 1864 og 9. april 1940 blev bekræftet i Hørups “Hvad skal det nytte”-opfattelse: Det synes for danskeren uden begrundelse indlysende, at danske militære midler ikke kan bidrage reelt til landets sikring i krig.

Det nødvendige militære må klares af andre, for vi er små og kan åbenbart ikke. Dette uanset, at der i både 1864 og 1940 var gode årsager til forløbet, er dette detaljer i forhold til hovedopfattelsen, at det er de andre, der skal klare de alvorlige militære opgaver.

Den opfattelse fandt jeg i 1980’erne selv hos forsvarspositive politikere som Erhardt Jakobsen.

Danske beslutningstagere er reelt ikke pacifister eller neutralistister, omend den sidste opfattelse har smittet også den danske snakkende intelligentsia som værende etisk overlegen.

Danskere er blot som udgangspunkt, hvad jeg må beskrive som åndeligt dovne, pragmatiske defaitister.

Denne defaitisme har i lange perioder for det første betydet, at forsvarspolitikerne, ja selv forsvarsministeren, naturligvis er fra partiets tredje, maksimalt andet geled. Det er kun, når noget helt ekstraordinært forestår, at partiets ledelse kaster sig ind i forsvarspolitikken, som før 1. Verdenskrig Jens Christian Christensen, Nils Neergaard, Klavs Berntsen og Peter Munch, i begyndelsen af 1930’erne Thorvald Stauning og nu Jakob Ellemann-Jensen.

For det andet har defaitismen efter 1989 betydet, at Forsvaret er blevet udsat for en afprofessionalisering, fordi det jo aldrig skulle anvendes militært, og slet ikke til rigtig krig.

Det centrale mål har derfor uden hørbar protest været at fjerne alt, der lugtede af eller lignede noget specielt militært, anderledes, uforståeligt, “oberst Hackel-lignende”. Mere om den nedenfor.

Det er sket uddannelserne af kadrerne og al forvaltning. Om også Hæren kan genoprettes til en fungerede militær organisation igen er et åbent spørgsmål, for som udgangspunkt skal hele beslutningstagerlaget åbent erkende, at det var en uansvarlig optræden, der hurtigt må føres retur.

Det var ikke i sig selv besparelserne pga. den fra 1991 forsvundne direkte trussel mod landet, der blev hovedproblemet.

Det ødelæggende blev, at hele det apparat og den faglige viden, der kunne genskabe en generel militær kapacitet, blev arrogant kasseret med drevet af den teoretisk snakkende klasse, der førte danskerne mod den endelige fred med nedlæggelsen af resterne af det unødvendige militær.

Det er ikke helt håbløst.

Men uden diagnose er afhjælpende behandling udsigtsløs. Og de eneste, der har myndighed til at stille de spørgsmål og tage de beslutninger, der kan iværksætte målrettede aktiviteter (øvelser og detaljerede krigsforberedelser) og retablere uddannelser og tjenesteforløb, der kan genprofessionelle kadrerne, er nu politikerne.

Det er de politikere, vi har, og som som ses på billedet. De fleste af disse ville gerne kunne løse problemerne, men de føler korrekt, at professionel vejledning og hjælp ikke står og tripper uden for mødelokalet. Og hvad skal man så spørge dem om og bede dem om at gøre?

Dette sidste kan kunne ske gennem aktiv og opsøgende indsats fra medierne.

Men alle skal blot forstå, at Forsvaret og specielt Hæren er som et hospital, der i 25 år kun har haft gang i et hjørne af akutmodtagelsen samt receptionen. Billedet viser svarer til Forsvarets nuværende professionelles ledelses erfaringsbaggrund. Igen skal jeg nok forklare hvorfor om lidt. Forsvaret er også som et hospital, hvor sundhedsfaglig diskussion har været både uønsket og uden tid pga. krævende forvaltningsaktiviteter og -møder. En organisation, hvor de faglige kadreuddannelserne har været rettet mod politologisk akkreditering., ligesom andre steder i Det Offentlige, og i modsætning til på Filmskolen uden at fremkalde oprør over, at uddannelsen blev fagligt irrelevant.

Et sådan hospital kan ikke umiddelbart virke, ikke af ond vilje eller hensigt, men på grund af manglende erfaring med hvordan.

Billedet betyder ikke, at al relevant viden og alle relevante færdigheder i Forsvaret er forsvundet. Der har været lidt gang i “akutten og receptionen”. Søværnet sejler og Flyvevåbnet flyver. Selv Hæren laver andet end garderegimenternes ceremoniel.

I bunden og hjørnerne findes der liv, der kan opdyrkes. Jeg har søgt forbindelse med repræsentanter fra dette overlevende liv på hjemlige tjenestesteder og hos danske officerer i udlandet. Men Forsvaret som helhed er vænnet af med af vide hvordan. Der er dog også med sikkerhed venner i udlandet, der gerne vil hjælpe os for derigennem også at hjælpe sig selv.

Det tidligere

Først lidt om, hvordan det politisk-faglige samspil teoretisk og erfaringsmæssigt skal være, og som det i det store og hele virkede så sent som midt i 1990erne, da general Jørgen Lyng og efter ham admiral Hans Garde var forsvarschefer.

Forsvarets udvikling og aktiviteter blev da i hovedsagen bestemt og prioriteret i en dialog mellem Forsvarschefen (som den personligt ansvarlige leder af den militære fagkundskab) og Forsvarsministeren støttet af Departementet med Departementschefen i spidsen.

Ministeren tolkede ønskerne fra den politiske forligskreds, forsvarschefen bidrog med fagkundskabens bud på, hvad der var muligt at opnå med de også da begrænsede resurser.

Forsvarschefen (Lyngs) baggrund og erfaringer var skabt ved godt tre årtiers stadig mere krævende praktisk hærtjeneste fra alle enhedsniveauer i værnet, undervisning som hovedlærer i landoperationer og værnsfælles stabstjeneste suppleret med faglige studier samt samarbejde med det politiske niveau

Denne ballast gav en nødvendig forståelse for de politisk mulige.

Jeg så selv, hvordan denne direkte dialog fungerede i slutningen af 1980’erne (bl.a. som medlem af Forsvarskommissionen af 1988) mellem Lyng med Garde som forsvarsstabschef, forsvarsministeren Knud Enggaard, Michael Christiansen som departementschef og Hans Hækkerup som socialdemokratisk forsvarsordfører.

Det var selvfølgelig heller ikke perfekt eller friktionsløst dengang, men, som det er dokumenteret i Lyngs detaljerede beretning om sin tjeneste som først Chef for Forsvarsstaben og så Forsvarschef, fungerede samspillet både da og senere under den socialdemokratiske regering.

Samarbejdet fungerede på trods af, at det foregående årti havde været præget af iskold indenrigspolitisk konflikt om alle dele af sikkerhedspolitikken, som også havde forgiftet forsvarspolitikken.

Et element i datidens situation var også, at både politikere og deres civile embedsmænd næsten alle havde haft personlig berøring med Forsvaret, de fleste som værnepligtige, hvoraf nogle som reserveofficerer, andre som undervisere på Forsvarets videregående uddannelser eller/og på Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus.

Situationen dengang lignede mere situationen nutidens Finland end situationen i Danmark nu.

Det tabte, hvorfor, hvordan

Lad mig derefter beskrive, hvad der skete i de sidste 25 år. Det som dramatisk har undergravet det faglige input til de danske politikere, som i den grad savnes nu.

Indtil da var der altid en del af officerskorpset, der dybdestuderede deres profession. De læste om, diskuterede og søgte at forstå, hvad der skete i “rigtige krige”, dvs. i højintensiv og symmetrisk kamp mellem regulære styrker fra stater. Hvad der skete i kamp for at smadre enhederne fra modstanderen på landjorden, til søs og i luften. Enkelte interesserede sig også for mindre krige, men fokus var på den store krig.

Hvad var det, der gjorde, at det gik skidt i nogen situationer og ikke i andre?

Hvad kunne af forskellig type, og hvad kunne de ikke?

Hvordan påvirkedes samfundene, hvad gjorde dem modstandsdygtige?

Hvordan blev samfundet og militære enheder bedst opbygget til at fungere i krig?

Hvordan måtte operationer forberedes, enheder og deres lederes uddannes samt større og mindre enheder ledes for at mindske risikoen for katastrofe for enheden og landet?

Hvordan integrerede man ny teknologi og lærte mest effektivt af forløbet og fjenden?

Hvordan kunne man kritisk lære fra krigsteori og fra andres tidligere erfaringer?

Et specielt element ved Danmark situation under Den Kolde Krig var, at alle værn og våben måtte samarbejde om forsvaret af den Sjællandske Øgruppe. Det gjorde, at dansk forsvar i periodens sidste år lagde ekstraordinært meget vægt på at alle karriereofficerer fik en grundlæggende viden om, hvad også de andre værns enheder kunne og ikke kunne.

Jeg anførte indledningsvis i dette stykke, at denne søgen om at forstå deres profession i dybden kun opfattede en del af officerskorpset. Reelt er det min erfaring, at denne del afhængigt af en officersårgangs kvalitet og motivation, enhedstype og de ældre officerers forventninger kunne variere mellem et par og ti procent.

Langt den største del af en årgang var tilfreds med kun at få konklusionerne og hovedmetoderne. Det var jo ikke dem, da skulle beslutte og tage ansvaret. Men dengang sikrede det forhold, at langt flertallet af officererne havde en funktion i krigsstyrken og periodevis gennemførte faglige efteruddannelseskurser og seminaret, at de løbende fik farlig opdatering med hensyn til konklusioner og aktuelle fremgangsmåder.

For cirka tyve år siden ændredes denne situation sig hurtig. Forsvaret skulle ikke længere forberedes på at kunne indsættes i en “rigtig krig”. Der var således ikke nogen grund til at de bedste spildte deres tid på at studere og forstå denne, og de nye “militære studier”, som nu blev drevet frem af teoretiske politologer, beskæftigede sig med alt andet end netop generel krig og hvad militære enheder kunne eller ikke kunne i en sådan. Dvs. netop de spørgsmål, som er listet ovenfor. Alt det med rigtig krig indgik da ikke som de centrale dele af “militære studier” i Danmark. om overhovedet.

Forsvaret skulle herefter bestå af en “værktøjskasse” af “kapabiliteter”, som i en periode kunne udlånes til store allierede. Det var ikke længere nødvendigt at søge at forstå, hvorledes man kunne opnå en syntese ved valget og indsættelsen af ansættelsen af forskellige enhedstyper i en krig.

Så de bedste officerer skulle herefter snart kun opnå en “light” teoretisk forståelse for alle andre militære emner end det tidligere fundamentale og centrale i professionen, nemlig evnen til at kunne forstå krig og kamp samt opnå indsigt og færdigheder, der kunne sikre overlevelse og resultat i krig. De blev deprofessionaliseret, indtil 2011 dog med undtagelse af den viden og de færdigheder, der var væsentlige under internationale operationer som i Afghanistan, Libyen, m.fl.

Så de bedste officerer, der nu danner den militære ledelse og burde kunne rådgive politikerne og lede Forsvarets opbygning til at kunne kæmpe, er i realiteten meget lig de civile (men fuldt uddannede) akademikere, der nu sidder mellem dem og politikerne.

Samtidig bliver det store flertal af officerskorpset, der tidligere blev opdateret med konklusioner på efteruddannelseskurser og ved tjeneste i deres mobiliserings-/krigstidsfunktion (som nu har været nedlagt i snart tyve år), ikke længere forberedt på at kunne løse opgaver i en krig. Hvad de ved generelt om den sag, er hvad de husker fra tid på officersskolen for mange år siden.

At udviklingen har været parallel i andre vesteuropæiske lande, og at NATO reelt har være passiv i sagen, har ikke hjulpet.

Det forhold at officerskorpset har ladet sig skræmme til at kvæle den faglige debat om deres professions krav, er meget mildt sagt skamfuldt.

At situationen har været bedre i de andre nordiske lande, skyldes nok, at selv nordmænd og svenskere ikke har den samme pragmatisk defaitistiske opfattelse af deres militære muligheder som danskerne.

Men den er udbredt. Det kunne man også se, da den statsligt finansierede historiske undersøgelse af Danmark i Den Kolde Krig, udkom i 2005. Ganske vist var konfrontationen i meget høj grad militær, men i Danmark kunne et sådant arbejde selvfølgelig ske uden nogen erkendelse af behovet for at inddrage militær faglighed.

Med sådan en udvikling er det uholdbart at give de nuværende danske forsvarspolitikere noget centralt ansvar for de nuværende problemer. Relevant rådgivningsmulighed er fravalgt eller forvitret.

Supplement

Ved friske samtaler er det blevet klart for mig, at Forsvarets øverste ledelse intet vil gøre for at hjælpe politikerne ved at anbefale at rulle centrale dele af reformerne tilbage, og søge igen at motivere enhedernes chefer og kadrer ved at delegere myndighed og ansvar til tjenestesteder samt fjerne så irrelevant rapportering.

Man vi i stedet yderligere øge centralisering og kontrol, derigennem grave hullet dybere ned i den sump, man har valgt at placere sig i.