Author: Michael Clemmesen

En læsning af de romertal-nummererede indlæg her på bloggen kunne få den kritisk tænksomme læser til at spørge, hvordan det kunne gå så galt, hvordan kunne der opstå det henfald i professionalismen, som i de seneste så tyve år har ført til pinlige sager på snart alle områder.

Den aktuelle situation præges af en drastisk reduceret respekt for og hensyntagen til militærfaglige argumenter – når disse overhovedet erkendes og fremføres af de ansvarlige officerer. Virkningerne er bl.a. massivt resursespild gennem ufokuseret udvikling og aktiviteter samt sikkerhed for, at danske militære enheder sendes af sted uden en erfaringsbaseret rimeligt forudseende analyse og rådgivning.

I selvtilfreds blindhed må man så leve med den væsentligt øgede risiko for ineffektivitet, tab og lidelser samt sikkerhed for at folk i bunden af systemet skal lære meget hurtigt for at kompensere for den manglende rettidige interesse og omhu.

Professionens substans
Dybdeerkendelsen af, hvad professionen hviler på og indeholder, må og skal være styrende for rekruttering, grundlæggende uddannelse, vurdering af egnethed til større ansvar samt videregående uddannelse og udvikling.

Den unge officer skal dels være en personligt overbevisende dygtig ”håndværker”, der på en hver måde kan gå i spidsen for hans/hendes pågældende speciales grundlæggende team. Fysisk mod, udholdenhed, psykologisk indsigt, ansvarsglæde, integritet og evnen til at vise, hvordan tingene skal gøres, er imidlertid kun en lille del af kravene. Kendskab til, hvordan andre typer af våben og enheder fungerer, officeren skal samarbejde med, er absolutte krav sammen med dybdeforståelse og accept af de retlige rammer hjemme og ude, procedurer og forvaltningsbestemmelser.

Efter 5-10 år skal denne professionelle grundsubstans gennem krævende og realistisk praktik være så indarbejdet, at officeren kan planlægge, forvalte og lede et antal af disse grundelementer, indledningsvis i en stabsfunktion og derefter som chef. Derudover skal han/hun opnå kendskab til, hvordan andre typer våben, enheder og organisationer tænker og fungerer, både fra helt andre dele af den militære organisation og civile statslige og ikke-statslige bidragydere. Officererne skal forstå opgaver, der kan gå fra støtte til samfundet hjemme over humanitær indsats i katastrofe- og krigsområder til intensiv kampindsats. Uden at kunne ignorere de krav, som bør være integreret under virksomheden som ung officer, bliver det centrale element i professionalismen nu evnen til at forudse virkningerne af forskellige planlægningsmuligheder samt evnen til fleksibelt, men målbevist, at føre de valgte opgaver ud i livet, herunder med mindst muligt resurseforbrug samt med aktiv og helhjertet hensyntagen til de mennesker, som officeren har ansvaret for.

Efter yderligere 5-10 år ændrer kravene karakter, igen uden at officeren kan ignorere den professionelle indsigt og de færdigheder, som prægede de foregående år. Han/hun skal nu som planlægger eller chef kunne håndtere forvaltningen og ledelsen af en grundlæggende selvstændig indsats af et projekt, hvor der kan være en betydelig risiko for, at manglende evne til at forudse kan føre til massivt resursespil og tragedier med tab af menneskeliv – egne, allieredes eller uskyldiges – som følge; eksempelvis som chef for en udsendt fregat, bataljonskampgruppe eller enhed af flyvevåbnet. En akut forståelse af den politiske ramme, opgaverne skal løses i, må og skal afbalanceres af ansvarsaccept, civilcourage (på dansk “rygrad”) og loyalitet over for enhedens eller myndighedens personel. At anvende termen ”Human Resources” her sikrer en forfladigelse og udvanding af det absolutte ansvar og loyalitetskrav, som skal styre den rutinerede militære chef.

Derefter vil officeren på en platform af fortjent succes igennem det foregående par årtiers tjeneste ende i en stilling på generals-/admiralsniveau eller som central hjælper på niveauet. Det miljø, officeren på dette højeste niveau skal virke i, er domineret af meget komplekse krav til planlægnings- og forvaltningsindsatsen, men nu er evnen til ikke mindst at forstå de ansvarlige politikeres både indenrigs- og udenrigspolitiske vilkår og prioriteter afgørende. Dette skyldes, at nu er det, ud over effektiv og fleksibel ledelse af gennemførelse af beslutninger, evnen og viljen til at forudse og forudsige virkninger af mulige udfald blevet det totalt afgørende element i professionen – knyttet evnen til og civilcouragen til at blive hørt. Dette uanset om det, som det drejer sig om, er forskellige muligheder for udviklingen af organisationens struktur og aktiviteter eller landets bidrag til en international indsats.

Svigt med hensyn til at udvikle og trænge igennem med en velfunderet konsekvensanalyse vil med sikkerhed lede til øget risiko for spild, menneskelige tragedier samt henfaldet af egen organisations effektivitet. Det har været normalsituationen for Forsvaret igennem mere end femten år, med kilden til forfaldet ligger meget langt tilbage.

Sygdomshistorien
Sygdommens vej til udbrud startede i begyndelsen af 20. Århundrede. Hærens faste personel omfattede dels linjeofficerskorpset, dels de underofficerer af linjen. I modsætning til i eksempelvis Storbritannien gjorde hærledelsen meget lidt for at sikre officerskorpsets respekt for underofficerskorpset ved at oprette prestige- og indflydelsesrige karrierestillinger for de bedste underofficerer. Den svageste og derfor mest uselvstændige og snobbede del af officerskorpset opførte sin som ”white trash” i de amerikanske sydstater, fordi man måtte have nogen at se ned på. De faste underofficerer var derfor taknemmelige over støtten fra den nye, altid socialt retfærdighedssøgende forsvarsminister, Peter Munch. I 1922 blev de konverteret til ”Officianter”, der i princippet skulle ses som ligestillede med officerer. På trods af passende officerslignende uniformering hjalp navneforandringen ikke meget, og snobberiet og tåbelighederne fortsatte, også efter, at man i 1951 gjorde gruppen til ”Officerer af speciallinjen”. Uanset, at de nu kunne nå majorgraden, var de henvist til samme stillinger som instruktører og forvaltere, som de tidligere havde besat som faste sergenter og officianter, og linjeofficererne søgte snarere fælleskab med tjenestestedets reserveofficer end med specialofficererne, de førstnævnte var jo dannede mennesker fra formuende familier eller adelen, som man gerne ville mænge sig med.

Den næstsidste udviklingsfase var en status som ”Officerer af B-linjen” i 1970’erne, hvor gruppen for første gang fik uddannelse og stillinger som taktiske førere. Der var sine steder dog stadig rester af det tidligere racismelignende snobberi, dette sandsynligvis stadig næret af, at den dårligste del af officerskorpset af ”A-linjen” var truet af det forhold, at man i professionelt niveau var underlegen den bedste del af B-officererne. I begyndelsen af 1980’erne blev de to officerskorps slået sammen i et enhedsofficerskorps.

Dette var i udgangspunktet det eneste rimelige, mulige resultat efter et århundredes tåbelighed, men det bragte imidlertid sygdomsudbruddet. Dette skyldtes, at de tidligere to officerskorps var grundlæggende forskelligt lønnet og derfor professionelt motiveret, uanset, at begge var tjenestemandsansatte. A-linjen var i projektmotiveret og derfor fastlønnet, B-linjen var stadig lønnet efter samme principper som stampersonellet. Deres lønniveau var knyttet til deres tilstedeværelse, dvs., at de var funktionærlønnede og -motiverede. Det anfægtes ikke, at mange af de yngre B-officerer var højt motiverede og professionelle i deres tjeneste, men aflønningsformen påvirker gradvis optræden, motivation og personlige prioriteringer.

Sygdommen brød simpelthen ud, fordi de nye enhedsofficer i ekstrem idioti fra beslutningstagernes side blev defineret som funktionærer, hvis løn afhang af dokumenteret tilstedeværelse. I stedet for at rykke B-officererne det sidste stykke op, trak man A-officererne ned.

Symptomer og personlige reaktioner
Det er først nu, år efter, at de årsager og de fulde virkninger står klart, men bekvemmelighedens og dovenskabets pres på professionen steg konstant, nok intensiveret af hvad man kan kalde kulturrevolutionen i 1968 med dens ukritiske og overfladiske anfægtelse af det eksisterende.

I 1977 blev de daværende A-officerer bedt om at stemme om indførelsen af en generel 60 års aldersgrænse. Indtil det tidspunkt havde pensionsalderen varieret fra 52 år for majorer/orlogskaptajner til 65 år for generaler/admiraler. På mit daværende tjenestested – Østre Landsdelskommando – var der kun to, der stemte imod, jeg selv og en intendantofficer, der allerede havde 60 års aldersgrænse. Argumenter om de indlysende negative virkninger af at fastholde desillusionerede majorer, der derefter blev endnu flere år for gamle til krigstjeneste blev grinende afvist af mine kolleger. Ændringen gav jo personlige fordele, og det var jo alt sammen ”for sjov”, dvs. krigen ville jo aldrig komme, hvilket gjorde de negative virkninger ligegyldige.

Min chef var på det tidspunkt oberstløjtnant T. K. Sørensen, der samtidig var formand for HOA, A-officerernes personelorganisation. Vi diskuterede under tjenesterejser presset for at kunne finde en ramme, der kunne sikre en rimelig anvendelse af B-officererne. Den bedste tredjedel af disse var jo klart bedre og bedre motiverede end den dårligste del af hans medlemmer. Jeg foreslog, at man samtidig med, at man formelt slog grupperne sammen skulle løse problemet let og u-bureaukratisk ved at åbne den obligatoriske efteruddannelse for hærofficerer af A-linjen, ”Føringskursus I”, for de bedst bedømte af B-linjen af samme alder. Efter gennemgang af kursus skulle jævnaldrende officerer konkurrere ligeligt om karrierestillinger. Det var selvfølgelig et direkte angreb på A-officerers ofte ufortjente opfattelse af at være bedre, og jeg blev da også senere involveret i det par dyre og unødvendige omskolingskurser, der blev gennemført i begyndelsen af 1980’erne på Hærens Officersskole. Allerede dengang ignorerede man, at bedømmelsessystemet gav et fuldt tilstrækkeligt og retfærdigt grundlag for at indrangere officerer efter egnethed. Men man insisterede på at spilde penge på unødvendige og dyre, formelle uddannelser, der kunne legitimere, at man anvendte de dygtigste folk efter fortjeneste.

Indtil begyndelsen af 1980’erne var karriereforløbet for de bedste hærofficerer styret af professionens erkendelse af, at det var usundt at gå fra stabsstilling til en anden stabsstilling. Før udnævnelse til oberstløjtnant og senere oberst skulle man derfor ved chefstjeneste som praktisk leder demonstrere, at man forstod og efterlevede, at det centrale i professionen var evnen til at uddanne og føre en enhed, og at denne forståelse også skulle vejlede senere tjeneste som planlægger og forvalter.

Dette system, der selv i dag i mulig udstrækning fastholdes i andre vestlige militære strukturer, blev uden holdbar argumentation droppet. Mange yngre officerer udtrykte tilfredshed med beslutningen, fordi det jo var en risiko ved at skulle demonstrere, at man havde holdt sig professionelt ajour. Jeg og min ven og kollega, daværende major Over Høegh-Guldberg Hoff, besluttede at vi i protest ville melde os ud af vores personelorganisation. Den protestmarkering blev imidlertid stoppet af de respekterede foresatte, Kjeld Hillingsø og Jørgen Lyng, der understregede, at organisationens repræsentant havde vetomulighed i det udvalg, der bedømte egnethed til udnævnelse.

Allerede fra 1984-85, set fra stillingen som chef for en stampersoneleskadron ved Gardehusarregiment, blev virkningerne af officerskorpsets ændrede ansættelsesforhold synlige. Forvaltningen af nu alt personels lønninger og arbejdstid blev hurtigt langt mere styrende for uddannelsesplanlægning end uddannelsesmålene, som nu blev helt uopnåelige på grund af kombinationen af afspadsering af overarbejde, fravær til kontraktbestemt civilundervisning for stampersonellet og hurtig udskiftning af dette. Man manglede helt midler til at betale for den døgntjeneste, som fulgte af brigadernes nødvendige, høje aktivitetsniveau. Det blev efterhånden et problem at sikre samtidig tilstedeværelse af nøglekadrerne.

En stampersonelenhed som den, jeg var chef for, hvis uddannelsesniveau afhang af, at besætningerne var robust samarbejdede små hold, blev efterhånden rene facader. I et nødskrig til Forsvarets ledelse bad jeg min regimentskammerat, major Knud Skafte, der var adjudant for Forsvarschefen, om at demonstrere de ødelæggende virkninger af systemet ved, at han personligt begyndte at arbejde efter reglerne. Han anså selvfølgelig forslaget som absurd, men kort efter fik han som næstkommanderende for Gardehusarregimentet – for sent – syn for sagn.

Det stigende professionelle ansvarssvigt blev tydeliggjort af en episode i samme periode. Da Hoffs og min kampvognseskadroner blev inspiceret i skydning, betød kombinationen af de umulige uddannelsesbetingelser og materiellets nedslidte karakter, at træfningen blev helt utilfredsstillende, dette på trods af, at målene var urealistisk synlige. Den daværende Hærinspektør, generalmajor Harald Boysens, løsningsforslag blev, at vi rykkede skiverne tættere på. Man blev forundret, da vi afviste løsningen som sagligt totalt uacceptabel.

I begyndelsen af 1990’erne ramtes dele af Forsvarsakademiet af de første eksempler på den timebetaltes motivation, da lærerne på hærens højeste uddannelse krævede – som deres kolleger på Hærens Officersskole var begyndt på – søgte betaling for overarbejde. Da man ikke kunne få dette for hjemmearbejde, og da der ikke var tid til at rette elevhjemmeopgaver i arbejdstiden, måtte dette kursus opgive at give de opgaver til eleverne, som indtil da dannede rygraden i undervisningen. Deres optræden var dog stadig en undtagelse. Resten af akademiets lærerkorps var fortsat projektmotiveret – dvs. professionsmotiveret – og dette muliggjorde en dramatisk opstramning og fokusering af det primære kursus, Stabskurset, til situationen efter Den Kolde Krig.

Denne direkte synliggørelse af alternativerne fik mig til at kontakte formanden for den nu samlede personelorganisation for officererne, major Leif Amdisen Møller. Fra vores samarbejde i min tid som ung officer ved Gardehusarregimentet i begyndelsen tyve år tidligere kendte jeg Møller som en dygtig og målrettet kollega. Jeg foreslog på grundlag af erfaringerne fra Forsvarsakademiet, at organisationen skulle søge et system, hvor officeren løbende kunne vælge mellem to ansættelsesformer for det kommende år, enten arbejde inden for arbejdstidsreglerne, hvor Forsvarets økonomiske situation ville sikre, at han fik meget fritid ved afspadsering, eller en form, hvor han fik et tjenestetillæg, der knyttede sig til stillingens kendte arbejdsbelastning, men så ikke havde højeste arbejdstid. Egnetheden til forfremmelse blev kun bedømt i de år, hvor officeren arbejdede uden tidsbegrænsning. Det var udelukkende officeren, ikke arbejdsgiveren, der kunne tage initiativet. Når vedkommende havde små børn, eller hvis partneren var det familiemedlem, der søgte karriere, kunne man vælge første mulighed, hvor officeren i princippet heller ikke kunne flyttes. Ideen blev modtaget som urealistisk hjernespind, som et idiotisk angreb på fastmurede vindmøller.

Da jeg efter godt 10 år i et frugtbart udenlandsk professionelt miljø vendte tilbage som underviser og forsker på Forsvarsakademiet var der gået så meget tid, at funktionærmentaliteten af alle blev opfattet som det helt normale. Nu var arbejde lig med resursestyrings og koordinationsmøder mellem det drastisk voksende antal ansatte, møder hvor indholdet var præget af management-”newspeak” og professionelle indlæg bygget på personlig studie- og undervisningsindsats fraværende.

Samtidig var debatten sygnet hen. Debatindlæg var forsvundet fra de centrale professionelle tidskrifter. Hvad der fortsat var skrevet af officerer var rene referater af aktuelle NATO-doktriner eller managementmoder snarere end bygget på en række år med professionsmotiverede studier og selvstændig tænkning. Den forsvundne debat skal ud over, at professionel opdatering og modning kræver mere end 37 timer ugentligt, også ses i sammenhæng med, at funktionæren ikke forventes at føle ansvar og loyalitet for andet end den ovenfra – af virksomheden – definerede ramme og struktur. Derimod føler et bevidst medlem af en profession ansvar og loyalitet over for denne professions grundlæggende opgave og normer.

Den professionelle er et grundlæggende frit menneske, der dog er forpligtet af den pågældene professions mål og normer. Han/hun søger at realisere sig gennem arbejdet. Funktionæren skal blot levere det af arbejdsgiveren definerede arbejde fleksibelt og effektivt inden for den betalte tid, og må søge at realisere sig i fritiden.

Alle de forklaringer, man hører på den forsvundne debat, er reelt dårlige undskyldninger for dovenskab. Det opfattes som en samfundsskabt virkelighed, at man har ret til at opføre sig som uden ansvar.

I de sidste ti år er de unge officerer ganske vist professionaliseret gennem yderst krævende operationer, men det er mere end tvivlsomt, om det ved medføre andet end frustration og afmagtsfølelse hos dem, så den meningsudveksling, der finder sted i disse år, synes begrænset af Facebook’s karakter: Et netværk for udveksling af meninger og holdninger mellem nogenlunde lige menende, det er ikke en åben eller fokuseret professionel ramme for analyse og argumentation. Resultatet bliver, hvad men kunne benævne holdningsuglegylp. Dette blev for nyligt desværre alt for tydeligt demonstreret, da ca. 350 yngre officerer for få måneder siden kritiserede deres foresatte for professionelt svigt – som beskrevet tidligere her på bloggen med god grund. Da officerernes ”oprør” var et udtryk for holdninger snarere end bygget på en analyse af eksempler, kunne de let pacificeres. De kunne ikke argumentere, fordi de ikke havde skaffet sig et professionelt grundlag for argumentation.

Virkningerne af de ældre dele officerskorpsets nu langvarige svigtende professionelle motivation og indsats dominerer, hvad der sker. Disse officerer er ikke bevidste om deres profession, fordi de jo kun er uniformerede funktionærer. Sådanne studerer kun, når de er på formelt kursus, hvor de jo får penge for at lære. På disse kurser er målet blevet at lære teori snarere end evnen til professionel analyse, forudsigelse og rådgivning. Selv den sovjetiske militærvidenskabeligheds satsning på operative normer havde langt mere relevant substans for den militære professionelle end en manuduktion i forskellige teorier. Situationen nu medfører, at overfladiske, teori- og ordrige, scenariefrigjorte og professionssubstansløse ”analyser” som Mikkel Vedby Rasmussens bliver hængende uimodsagte.

Det manglende kendskab til egen krævende profession giver synlige mindreværdskomplekser over for andre, ikke mindst over for politologer, der jo som økonomers og managementfolks videnskabelighed bygger på en tro på positive og vejledende teorier. Ved undervisning beder stabskursuselever nu blot om teorien, så de kan lære den udenad. De ser grundlaget for udviklingen af teorien som irrelevant. De søger ”hvad”, ikke kritisk ”hvorfor” og ”hvordan”, et sikkert tegn på, at de reelt ikke er egnede til professionel videregående uddannelse.

Den professionelle søger gennem livet – ved studier i rammen, dybden og bredde af professionens altid skiftende emnekreds og vilkår – at blive og forblive generelt kompetent inden for sit område, herunder at have en ajourført helhedsforståelse.

Funktionæren søger snævert at opnå kompetenser, dvs. snæver viden og færdigheder, som han/hun skal anvende for at få formelle kvalifikationer for at søge sit næste job.

Kun den ajourførte professionelle kan give en rimeligt holdbar bedømmelse af, hvad der vil blive resultatet af forskellige strategiske, operative eller materielmæssige valg. Uden professionalisme er det ikke grundlag for rådgivning i ramme af en politisk-professionel dialog. Det gælder for militære professionelle som for læger og ingeniører. Resultatet af svigtende relevant professionel rådgivning kan som beskrevet nu ses med pinlig tydelighed.

Officersuddannelsens nødvendige grundtrin og karakter
Som overskrift er det rimeligt at anvende Baltic Defence Colleges mål for akademiets stabskursus 2002-03, som blev formuleret som en reaktion på det manglede klare fokus i den tilsvarende danske uddannelse, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke vidste, hvor galdt det stod til hjemme: “The course should develop professional, active, hardworking, honest, positively critical, independent minded General Staff officers of the best classical …, international standard.” …”After the course they should be prepared for continuous self-development, using self-study and the experience from command and staff positions.”

Den grundlæggende officersuddannelse skal altid give det spektrum af viden og færdigheder, der er nødvendig for at kunne fungere effektivt i de leder- og operatørstillinger, som han/hun skal bestride i de første 5-10 år. Sammen med de udfordringer og operative krav, som har præget alle tre værns opgaver i de seneste godt ti år, har de danske officersuddannelser demonstreret deres fokus og effektivitet.

Det er i dag ikke her, problemet ligger, fordi de grundlæggende uddannelser er næret af de omfattende professionelle erfaringer, unge officerer har fået under krævende internationale operationer igennem de seneste 10 år. Derimod er der god grund til at rette blikket kritisk mod det nødvendige indhold i de videregående officersuddannelser, som jo burde styres af en forståelse i Forsvarets ledelse af de professionelle krav til officerer på forskellige niveauer, som blev opregnet i artiklens første del.

Senere lederstillinger indebærer som nævnt tidligere ansvar for elementer, som officeren ikke kan have personlig praktisk erfaring med. Således skal en kamptropsofficer fra hæren lære så meget om ildstøtte, føringsstøttesystemer, ingeniørstøtten, logistikvilkår samt om flystøttens muligheder, begrænsninger og mulige negative virkninger, at han/hun kan anvende disse støttemuligheder korrekt. Officeren skal også forstå betydningen af, at opgaverne skal kunne løses inden for meget forskellige operative rammer fra traditionelle operationer til humanitær støtte. Undervisningen i andre elementers muligheder konsolideres mest effektivt ved gensidig uddannelse – erfaringsudveksling mellem elever. Dette opnås kun ved fælles opgaveløsning i en lille gruppe, fulgt af individuelle opgaver, hvor forståelsen kontrolleres, afsluttet med ”krigsspil”, som sikrer forståelsen for, at modstanderen og misforståelser kan ødelægge den bedste plan.

Al videregående officersuddannelse fra det første til højeste niveau skal give færdigheder i anvendelse i de procedurer og den analytiske metode, der knytter sig til det fremtidige funktionsniveau. Men det er ikke tilstrækkeligt. Officeren skal have viden om tidligere erfaringer, så det bliver muligt at vurdere risici og konsekvenser af forskellige muligheder. Dette sker gennem arbejdet med det bredest mulige spektrum af umiddelbart sete realistiske eksempler af stadig stigende kompleksitet. Derefter ”krigs”-spilles så den valgte løsning, som nævnt i to – eller flere – partier med elever i de forskellige roller og med erfaringer vedrørende usikkerhed og friktion indarbejdet i vurderingen/”kamp”-dommervirksomhed af forløbet. Det forhold, at allierede normalt beslutter selvstændigt, og at der ofte er mere end én modstander, gør det ofte nødvendigt at have mere end to spillere.

Spillet skal sammen med undervisningen i forskellige enhedstypers muligheder og begrænsninger og erfaringen med systematisk analyse udvikle officerens evne til professionel forudsigelse på det kommende niveau. Denne ”applikatoriske” metodik har i 150 år demonstreret sig som den klart bedste vej til at videreuddanne officerer, i Danmark siden kaptajn Arnold Kühnel indførte den i 1890erne. I perioder af stigende afstand fra erfaring samt dovenskab hos officerer i lærerrollen er man tidligere, og nu igen, forfaldet til at manuducere i teori, hvilket undergraver officerens evne til at forudse og rådgive i den mangfoldige mulighedsramme, han/hun skal kunne forstå i en policystilling eller som chef.

Det, som gennem dumhed eller arrogance ignoreres, er, at når danske tropper ønskes anvendt i et bredt sæt af operationer, skal danske officerer kunne forstå og analysere alle sådanne operationer i deres helhed, dvs. med stormagtens eller den samlede alliances udgangspunkt. Kun derefter kan professionel rådgivning om risiko og muligheder finde sted, kun derigennem kan man sikre sig mod, at de udsendte indledningsvis fejludddannes, fejludrustes og derefter ofres på symbolpolitikkens alter. Min erfaring er fra 15 års succesrig indsats er, at dette er absolut muligt, hvis man retter bevidst den videregående officersuddannelse mod dette mål. Det forhold, at Danmark er lille og at vi kan være relativt uformelle i vores arbejdsform gør det absolut muligt. Det kræver blot åbne og grundige analyser af situation, kultur og fysiske vilkår i indsatsområdet, af opgaven, af vores allieredes mål og svagheder og af egne muligheder, samt en robust og udiplomatisk kritik af resultater domineret af fyndord og varm luft. Derefter kan muligheder for bidrag, sandsynlige virkninger og risici klarlægges. Men dette er selvfølgelig kun muligt, hvis man bevidst lader uddannelsen dominere af sådanne analyser.

Desværre synes dette totalt ignoreret i den nu skitserede videregående uddannelse for officerer. Valget er mellem på den ene side at opnå professionel udvikling gennem applikatorisk, integreret og erfaringsformidlende undervisning og på den anden teoretisk pseudovidenskabelighed rettet mod at give diplomer som modgift mod fortjent professionelt mindreværdskompleks. I løbet af de seneste 10 år er man målbevidst gået i den forkerte retning.

Som andre praktisk orienterede professioner, der er påvirket af samfundsudviklingen eller den teknologiske udvikling eller begge i samspil, er det langt fra tilstrækkeligt at placere den videregående uddannelse på formelle kurser. Lægeprofessionen er nok den nærmeste parallel her til officerens. Erfaringsmæssigt er den mest effektive vej til at sikre kontinuerlig læring og professionsudvikling at meddele en liste for pligtig læsning og at forvente aktiv deltagelse i den bredere professionelle debat, som chefen, hvis han ikke er doven eller ligeglad, sikrer, at hans tjenestested danner en god ramme for. At noget sådant ligger uden for den funktionærmotiveredes forestillingsramme er desværre blevet alt for klart demonstreret.

Grundlæggende er der ikke forskel på den metodik, der skal anvendes ved de videregående uddannelser, der rettes mod højere eller de højeste officersniveauer. Substansen af elevernes gensidige undervisning og af den erfaring, der bliver relevant, ændrer sig, ligesom niveauet og kompleksiteten af den erfaring, der gives. Forståelsen for både den indenrigspolitiske optik, den retlige og internationale ramme og andre ikke-militære elementer drives af den analyse og de spil med roller, der skal udvikle elevernes evne til at forudse og rådgive. Selv om man kun er fra et lille land skal rådgivningen som allerede argumenteret forstå, hvad de store allierede bør gøre. Kun derigennem har selv det lille land mulighed for at øge koalitionens chance for succes og mindske muligheden for menneskelige tragedier. Dette også selv om de politiske beslutningstagere måtte vælge at ignorere konsekvenserne for at kunne opretholde international synlighed.

Kun Forsvarschefens korte Sikkerhedspolitiske Kursus har på centrale punkter med udgangspunkt i krisestyringsøvelser afspejlet den applikatoriske model, nok uden at kende den. Af Forsvarsakademiets egne aktiviteter er det kun hærens ret autonome operative efteruddannelse, der viderefører andre dele af metoden.

Den forgæves indsats igennem 35 år
Efter 35 års virkningsløse forsøg på at kæmpe mod professionens henfald i Danmark og opfattelsen af, at dette er andres ansvar, skrives dette uden reelt håb om virkning, simpelthen for at kunne sove rimeligt godt om natten efter at have gjort, hvad der er muligt. Disse mange års argumentation tog for det meste karakter af kommentarer og artikler, hvor titlerne på bøger og tidsskriftsartikler – vel halvdelen af det hele – er samlet på www.clemmesen.org.

Fra 1989 til 1994 havde jeg hovedansvaret for ændring af Stabskursus, den primære videregående officersuddannelse, til vilkårene efter Den Kolde Krig. Det var et yderst tilfredsstillende arbejde, fordi det blev muligt i et samarbejde med den daværende orlogskaptajn Nils Wang at fokusere indsatsen fra alle fagområder, så uddannelsen nærmede sig det ideal, som tidligere er blevet beskrevet. Det eneste problem i perioden var dog, at man på trods af, at både Forsvaret og rekrutteringsgrundlaget blev stadig mindre, øgede antallet af elever til mere end det dobbelte af antallet af kvalificerede kandidater. Hvis man påpegede, at det betød, at mange ikke fik noget reelt ud af uddannelsen ud over papegøjeagtigt at sige fine ord, blev det afvist med argumentet, at selv de dummeste fik da nok noget ud af kurset. Man ignorerede det allerede her nævnte, at et centralt element er elevernes gensidige påvirkning, og med faldende elevkvalitet bliver uddannelsen i bedste fald middelmådig.

Senere har jeg som censor på universiteterne i de sidste år erkendt, at Forsvaret ved prioriteringen af produktionskrav over kvalitetskrav varslede, hvad der senere blev set som et ideal, drevet af kombinationen af socialistens erfaringsløse tro på lige evner og den liberale økonoms satsning på masseproduktion. I Forsvaret kunne den dårligere uddannelse kun forstærke og accelerere det professionshenfald, som skiftet til funktionærmotivation allerede havde indledt.

Det, som har været mest frustrerende og sørgeligt for en pensioneret stadig professionel, er at have været den ansvarlige hovedlærer for de årgange af officerer, der i dag leder organisationen. For nogle af dem oven i købet både som lærer på Hærens Officersskole og senere hovedlærer på Forsvarsakademiet. Dette uden nogen synlig virkning på deres professionelle engagement og aktiviteter. Det kan kun skyldes, at disse officerers foresatte selv var for dovne eller uprofessionelle til at stille klare krav og belønne professionel optræden.

Den manglende effekt af mere end tre årtiers indsats i Fædrelandet skal sammenholdes med, hvad det blev muligt at opnå af varige resultater på bar mark i Baltikum gennem overbevisende sagkyndig argumentation. Ganske vist stillede de baltiske undervisningsministerier indledningsvis umiddelbart rimelige, men i substansen tåbelige krav om, at undervisningen på deres fælles forsvarsakademi skulle godkendes af dem. Tåbelige, fordi det ville have været ødelæggende for det da udenlandsk finansierede projekt at lade det fastlægge på grundlag af direktiver fra eks-sovjetiske undervisningsbureaukrater. De havde på grund af det sovjetiske jernskot mellem det civile samfund og militæret en acceptabel undskyldning for ikke kunne forstå eller have viden om, hvordan professionel militær videregående uddannelse skal ske. Dette i modsætning til situationen nu i Danmark, hvor tankedøde krav om standardisering med irrelevante paralleller ikke har en logisk baggrund for sin ødelæggende arrogance.

Grunden til, at Baltic Defence College stadig er et velfungerende og internationalt respekteret uddannelsessted er, at institutionen fra starten blev opbygget i et tæt samspil med de bedste søsterinstitutioner i den engelsksprogede verden, under løbende ”bench-marking”-samarbejde med søsterinstitutioner i Storbritannien, Canada og USA.

Det er typisk for den danske andedamsarrogance, at man aldrig er parat til at lære af dem i udlandet, der har relevant viden. Det ville jo også kræve, at man skulle anvende energi på at studere dem godt nok til kritisk at kunne uddrage de elementer, der var relevante i Danmark. Det er meget lettere at kopiere sagligt irrelevante eller måske skadelige hjemlige modeller.

Jeg kunne godt beskrive, hvordan man under samtidige massive besparelser kunne genskabe en god professionel videregående uddannelse af danske officerer. Men det tjener erfaringsmæssigt intet formål.

Det er en vel forstået ting, at når et fly eller skib havarerer, bliver sagen undersøgt af en specialiseret havarikommission. Formålet med undersøgelsen er at først og fremmest at lære, så man mindsker risikoen for, at noget tilsvarende sker i fremtiden, ikke at straffe eventuelt skyldige.

Efter eksplosionsulykken i 2002 i Kabul anbefalede lederen af undersøgelseskommissionen, at der blev etableret en tilsvarende struktur for særlige hændelser på land, organisatorisk placeret under Forsvarsstabens daværende Kontrolstab. Det skete aldrig, hvilket må ske som et meget alvorligt professionelt svigt og manglende leven op til ansvar hos den daværende forsvarsledelse. Dette også, fordi der allerede havde været situationer i ex-Jugoslavien, der viste, at man ikke havde en hensigtsmæssig måde at håndtere hændelser, hvor danske soldater blev dræbt, såret eller kom i situationer, hvor de måtte anvende deres våben.

Så kom hæren til Irak, og her var det indlysende, at der var ved at gå noget rivende galt. Jeg husker, at jeg læste en auditørrapport om en tragisk hændelse, hvor både en dansker og irakere blev dræbt, hvor det var klart, hvad der var sket. Den auditørassistent, dvs. en professionel kriminalbetjent, der havde lavet afhøringerne og skrevet rapporten, havde fået alt med. Det var derfor indlysende for en læser med en relevant landmilitær professionel baggrund, hvad der var gået galt, og hvorfor. Men det var selvfølgelig helt uigennemskueligt for person uden denne baggrund, såsom en jurist eller politiuddannet. Hermed var den kobling mellem organisationens læring og undersøgelsen af ansvar, som en kombineret struktur med både militær, juridisk og eventuel lægelig ekspertise, kunne give fortsat uopnåelig.

Auditørkorpset søgte i selvtilstrækkelig isolation fra det sted, hvor den tragiske hændelse fandt sted, og stadig mere terrieragtigt efter nogen, som man kunne rette tiltale mod. Hærens Operative Kommando og de underlagte fagskoler kunne – hvis der ikke blev gennemført undersøgelse eller rejst tiltale, fordi man var heldig, selv om noget gik galt – selv vælge, hvad og hvordan man ville lære.

Resultatet har været en række pinlige klapjagtssager, hvor Auditørkorpset har kunnet ignorere, at vilkårerne for de danske officerer, befalingsmænd og menige soldater i den kampzone, som et flertal i befolkningen har sendt dem ud i, arbejder under så krævende, farlige og tvetydige vilkår, at ligger langt på den anden side af den, som skibs- og flybesætninger opererer under, og hvor de beskyttes af det saglige element i havarikommissionsrammen.

I typisk idiotisk og elitær isolation synes man på trods film og TV-serier ikke at have gjort sig klart, hvordan man har organiseret sig i de både civiliserede og ansvarlige udland, hvor tragedier og fejltagelser også under landmilitær indsats har været en tilbagevendende erfaring. Man har typisk sikret, at de centrale undersøgere har uddannelse både som fagmilitære og jurister.

Nu har den unge danske Forsvarschef taget en meget lille og helt utilstrækkeligt skridt til at afhjælpe tyve års arrogant og usaglig tåbelighed. Dette angribes straks fra juridisk side som en forurening af det saglige. Man kan jo risikere, at man tidligt må opgive potentielle interressante klapjagter, der jo heldigvis for det meste ender i opgivelse af retssag eller frikendelse – efter ødelæggelsen af personer, som landets politikere uden personlig risiko har sendt i krig.

Det er både usagligt og dybt usympatisk – som det sker nu – at insinuere, at danske officers-jurister ikke så godt som kun-jurister vil undersøge tragiske hændelser hæderligt, sandhedssøgende og korrekt.

Men jeg kan godt se, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis reaktionen på tragiske hændelser fjernt fra Danmark også blev vejledt af professionel viden og ikke kun af den snævert danske retspolitiske og rent politiske virkelighed og tilbøjelighed. Så ville de udsendte jo få samme retssikkerhed som medborgere i Danmark, der undersøges som involverede i en færdselsulykke.

Godt nok en forfærdelig, afskyelig, naturstridig tanke for enhver ret- og renttænkende jurist, at saglighed skulle gives indflydelse på deres undersøgelser af de foragtelige mennesker, der fører krig for Danmark!

Det er kun et års tid siden, at et par snese yngre hærofficerer først rejste sagen om de utilstrækkelige danske chefer, som de havde mødt under de vanskelige operationer i Irak og Afghanistan. Nu er antallet af protesterende blevet ti gange større.

Chefen for Hærens Operative Kommando tager sagen så alvorligt, at den må undersøges nærmere. Godt!, men det kommer der ikke noget reelt ud af, fordi problemerne er af så grundlæggende strukturel og kulturel karakter i dagens danske forsvar, at det ligger langt uden for generalmajor Agnar Rokos’ muligheder at gøre noget ved sagen. Og situationen vil med sikkerhed blive forværret yderligere med den halvering af antallet af hærens operative enheder – og dermed “professionelle praktikpladser” – som bliver resultatet af det kommende forsvarsforlig.

Lad mig forklare grunden til problemerne, som gradvis er blevet endnu værre end tilfældet var ved slutningen af Den Kolde Krig.

Efter ca. 10 års tjeneste ved enhederne som ung hærofficer kommer de bedste 25-30% til videredegående uddannelse på Forsvarsakademiet i små to år.

Først gennemgår de et intensivt hæroperativt kursus, der skal lære den at planlægge og føre komplekse hæroperationer med store enheder i allieret ramme. Det har ikke – og har på grund af sit mål aldrig haft – til formål at supplere officersskolens uddannelse i taktisk fører- og chefsvirke.

Så følger et kursus, hvor kaptajnerne er sammen med deres kolleger fra søværnet og flyvevåbnet, og hvor de forberedes til at virke i de højere danske og internationale værnsfælles skabe. På det kursus drejer uddannelsen i ledelse sig om, hvad der svarer til civil, offentlig virksomhedsledelse, dvs. teori, der absolut intet har med den lederprofil at gøre, som vil kunne give praktiske resultater, mindske tab samt støtte de yngre officerer og fortjene deres respekt. Derudover giver kurset primært teori om strategi – dvs. samspillet mellem politik og militære operationer – og teori om disse operationers doktriner.

Det er naturligt, at de lidt ældre militære læreres stadig mindre praktiske erfaring og den mere specialiserede karakter af denne leder til en formidling af teori og derefter kontrol af, om teorien er forstået.

I modsætning til tidligere er det ikke muligt at bygge undervisningen på officerer, der kombinerer anerkendt, bred varierende praktisk tjeneste på forskellige taktiske niveauer med markant deltagelse i den åbne professionelle debat, dette ikke mindst fordi denne debat har været fraværende i de sidste to årtier. Dette på trods af, at den militære profession – som lægens – primært er praktisk, projektløsende. Den nødvendige kritisk-konstruktive holdning til teori samt evnen til at anvende den til applikatorisk undervisning forudsætter kombinationen af personlige erfaringer og vedvarende studier.

Disse problemer dækkes mere udførligt i tidligere romertalsartikler her på bloggen.

På intet tidspunkt siden den grundlæggende uddannelse på Frederiksberg Slot indføres den nu rutinerede officer i de meget store personlige, moralske, professionelle krav og mht. civil-courage til ham eller hende, som føring af enheder i kamp eller under kamplignende forhold stiller, og nu under vilkår, hvor enheden er for stor og sammensat til at lede direkte. På intet tidspunkt opfordres officeren til at studere historiske eksempler på god og dårlig ledelse i kamp, dette på trods af, at netop her er historiske cases særdeles relevante, fordi menneskers og grupper af menneskers reaktioner under pres ikke påvirkes væsentligt af den teknologiske udvikling.

Efter afsluttet kursus bliver officeren major, og det er ikke sandsynligt, at han/hun får ansvaret for at lede nogetsomhelst i de efterfølgende ca. 10 år.

Tjenesten er nu som planlægger og forvalter, og medens officeren som ung officer ved, at loyaliteten over for de underordnede er altafgørende, er læren under disse år, at karrieren afhænger af kreativ og fleksibel loyalitet opadtil.

Hvis alt går vel, bliver karriereofficeren så oberstløjtnant, og hvis hun eller han er blandt de bedst ansete af de foresatte som analytiker, planlægger og forvalter bliver der tale om en udpegning som midlertidig oberst for en udsendt enhed af bataljonsgruppestørrelse. Ganske vist kommer officerens operative erfaring fra en fundamentalt anden tid godt ti år tidligere – Irak- og Afghanistancheferne havde typisk Balkanerfaring – og ganske vist havde hæren ikke stillet krav om løbende professionelle studier i forskellige operationstyper (sådanne studier bestragtes blandt danske karriereofficerer nu ligesom professionel debatdeltagelse som unødvendig) – men det blev ikke betragtet som af betydning af dem, der sendte danske enheder i krig.

I missionsområdet var det normen, at kontingentchefen “managede” operationerne fra kommandostationen og holdt forbindelse til de allierede og hjemadtil. Det var herunder væsentligt, at de mange besøgende og pressen fik en god behandling. Delinger og kompagnier sendtes i krig og tog alvorlig risiko, obersten styrede bagfra med den logiske, men kamppsygologisk anfægtelige begrundelse, at der jo ikke var tale om operationer over kompagnigruppeniveau. I blogartiklens afslutning skitseres, hvordan situationen burde være.

Derefter kom de sager, startende med Hommelsagen, men senere forsatte med totalt urimelige sager rejst af auditørkorpset, der fundamentalt ignorer, at det er umuligt at undgå også alvorlige fejlskøn, når man under ekstrem risiko og pres leder enheder i kamp.

Hvor er de tidligere udsendte chefers loyalitet over for de unge officerer, som de sendte i krig? Forstår de slet ikke, hvad de sendte de unge officerer ud i? Eller tæller de forstatte karrieremuligheder mere end loyaliteten? De kan jo håbe på, at oberst Lars Møller igen optræder som den lille dreng i kejserens nye klæder.

Hvis der skal ske forbedringer, som kan tilfredsstille de 350 uforstående unge officerer, skal der ske drastiske ændinger på mange områder, herunder i den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet, i kravene til professionelle selvstudier mellem formelle kurser, i en genoplivning af debatkulturen.

Dertid kommer så de skridt til en anden bedømmelse af officeres chefsegenskaber og den efterfølgende anvendelse, som de 350 lægger op til, desværre med en lidt vel begrænset forståelse for den betydning det har for Forsvarets virksomhed, at alle i stabene træffer beslutninger på grundlag af en akut og ajourført operativ interesse og indsigt.

Man kunne også se i øjnene, at det ville øge de udsendte chefers professionelle fokus, hvis de og deres stabe i modsætning til mandskabet var i missionsområdet ét år, så enhederne ikke i så høj grad blev ledet af amatører hele tiden. Det er forståeligt, at kompagnierne uddannes af de chefer, som leder dem i missionen, men den mindre belastning på kontingentcheferne og deres stabe muliggør længere udsendelser, som muligvis også ville hjælpe på deres professionelle fokus og etik.

Det, som er ved at ske, og som de unge officerer reagerer mod, er at deres opfattelse af deres ældre kolleger nærmer sig den karrikatur, som mange kender fra serien, hvor Blackadder er kaptajn på Vestfronten i 1. Verdenskrig. De ville, hvis de vidste dette, nok håbe og forvente, at forholdene mellem yngre og ældre officerer nærmerede sig til idealet i den tyske hær på samme front i samme krig, hvor nøglepersonerne i den øverste hærledelse var unge generalstabskaptajner og -majorer med frisk og fremragende fronttjeneste bag sig – og derfor værdige til frontofficerenes tillid.

Opgaverne i operationer som i Afghanistan løses ganske vist af de yngre officerer, som er delingsførere og i nogle situationer kompagnichefer. Men det burde ikke udelukke, at den højere chef, inklusive til tider bataljonschefen, følger med den indsatte enhed. Ikke for at blande sig, men for solidarisk at løbe samme risiko.

For at lære om virkeligheden ved selvsyn, måske hjælpe til med arrangere flystøtte, hvis noget uventet skulle ske.

For at kunne give sandt vidnesbyrd om forholdene, hvis en af underførerens beslutninger i den stressende og uklare situation, som altid kendetegner kamp, ulykkeligvis skulle lede til tab af egne soldater eller lokale civile.

Så står den unge fører ikke som nu alene og udsat, hvis auditørkorpset hjemme fra fredstids-Danmark vælger at rejse en sag på grundlag af hændelsen.

For derefter at være bedre egnet til at varetage sin efterfølgende tjeneste – muligvis ledende lærertjeneste i officersuddannelsen.

At forlade kommandostationen for selv at følge operationer har altid kendetegnet den professionelle enhedschef i hæren. I modsætning til i Søværnet har han desværre mulighed for at holde sig væk.

Man vil nok nu sige, at denne holdning er anakronistisk. Med det overvågningsmidler man nu har til rådighed – herunder også fra egne rekognosceringsdroner – og den overførsel af situationsbilledet til kommandostationen, som nu er mulig, skal man opholde sig dér.

Det er korrekt, at de tekniske hjælpemidler er bedre nu end før, men det ændrer ikke, at kompani- og bataljonschefen er og skal være taktiske førere af mennesker, ikke teknisk-operative managers. Dette uanset operationens karakter.

Den situation, som delingsføreren er i, når han rykker ind i en afghansk compound i Green Zone, kan ikke videregives elektronisk, og man kan ikke aflaste eller støtte den udsatte unge officer på stor afstand. Derfor er en påstand om, at traditionelle krav til personlig tilstedeværelse nu er forældende, tegn på skadelig afprofessionalisering.

Det centrale problem er, at den danske regering og forsvarsledelse ikke åbent erkendte, at Irak fortsat ville være et voldeligt sted, og at hverken briterne eller den lille danske styrke i Sydirak kunne gøre nogen stor forskel i det store område og den meget store befolkning, der altid havde været udsat for en særdeles hårdhændet befolkning.

Det skulle man åbent have set i øjnene og erkendt, og man skulle have sikret en realistisk forståelse med briterne om den fælles regel, at man skulle gøre mest muligt godt gennem eksemplets magt, da dette var den eneste reelle “magt” man havde. Man kunne jo ikke arrestere og retsforfølge folk de i bedste fald halvt uddannede sikkerhedsstyrker, som jo optrådte som de vidste man gjorde for at opnå respekt. Det var målet hurtigst muligt at overdrage til disse, så man kunne trække sig væk fra synlig tilstedevæelse og derefter hjem.

At man skulle gøre den lille forskel, som var realistisk, skulle have været styrkechefens – både den britiske og den danske – mandat. Inden for den opgave skulle han have handlefrihed, idet ingen hjemme havde fantasi og viden til at give relevante detailrammer. Derudover skulle man blot kræve, at alt blev dokumenteret, og at dokumentation af overgreb blev anvendt både over for de ansvarlige irakiske myndigheder samt i grove gentagelsestilfælde over for den lokale og internationale presse.

På dette realistiske grundlag skulle og kunne de hjemlige politiske og militære myndigheder have givet fuld støtte til den danske chef.

At dette aldrig skete blev pinligt illustreret af Hommelsagen, hvor svigtende professionel forudseenhed og forberedelser blev kombineret med et sammenbrud af loyalitet over for de udsendte, ikke-eksisterende civilcourage i forsvarsledelsen og panikagtig flugt fra ansvaret … en optræden, der desværre senere er gentaget i nye variationer. Heksejagt med frosset hjert og hovedet under armen på dem, som har sat livet på spil for Danmark i situationsfjerne mandatrammer er lettere.

At den udsendte chef forventedes at tage hensyn til urealistiske danske forventninger og om nødvendigt at dække regeringens indenrigspolitiske behov snarere end at yde lidt hjælp til irakerne inden for rammen af mulighederne synes igen illustreret af denne sag.

Pinligt, ikke for de udsendte, men for den politiske og militære ledelse i Danmark, der åbenbart forventede, at officererne i Irak politiserede og om nødvendigt løj for ikke at skabe problemer i København.

De ansvarlige burde skamme sig, men gør det selvfølgelig ikke. I gamle dage kunne man håbe, at de rådnede i Helvedet…

I disse måneder, hvor regeringspartierne har problemer med at finde fælles grundlag på alle andre områder, er man inspireret fra det normale kor af modedrevne eksperter faldet tilbage til den afrustningspolitik, som den daværende regering af samme farve partier forlod for 80 år siden. Da man må afvise konspiration og ved, at både politikere og eksperter er fuldstændig ahistoriske, er det klart at der er tale om tilfældigheder, ikke velovervejet ond hensigt.

Denne korte blogartikel har til formål at blotlægge motiver og konsekvenser med henblik på debat.

Holdningerne til værnepligt – med kommentarer:
Ideologisk bevidste liberale har altid været grundlæggende skeptiske til værnepligten. Der var jo tale om statstvang over for individet. Hertil kommer nu en afvisning af, at en statslig organisation som Forsvaret gives hvad liberale må se som urimelige fordele ved rekrutteringen af sit personel. Alt skal foregå på markedsvilkår. Afskaffelsen af værnepligtstjenesten gør, at unge mennesker ikke længere skal spilde deres tid. Hvis det ikke er muligt at skaffe sig eller fastholde en kvantitet eller kvalitet der gør, at organisationen kan varetage sine opgaver, er det bare trist.

Kommentar: Ignorerer, at staten, fællesskabet, stiller det specielle krav til de ansatte, at de skal sætte liv, mental stabilitet og lemmer på spil for dette fællesskab, loyalt, og uden at stille krav om logik eller forklaringer.

Radikale liberale supplerer de generelle liberale opfattelser med en tradition af skepsis over for til de negative, autoritære, virkninger af tjenesten på individet plus en grundlæggende kritisk holdning til alt militært og nødvendigheden af militære organisationer.

Kommentar: Vel tvivlsomt, om de nuværende medlemmer af Det Radikale Venstre har den historiske bevidsthed, som er den forudsætning for, at dette er et bevidst motiv.

Socialister af alle afskygninger har normalt været uklare i deres holdning til værnepligten. De foretrak den fremfor hvervede styrker, som kunne anvendes i klassekampen af magthaverne, og hvis styrkerne anvendtes entydigt til at støtte fremskridtet, var man absolut ikke modstander af militære styrker eller værnepligten.

Kommentar: Kan vel i dag kun findes i Enhedslisten og hos gamle kustoder i SF. Hos resten er holdningerne nu som hos ideologisk liberale.

Hos militære modstandere af værnepligten er den enkelte soldats effektivitet det centrale snarere end organisationens evne til at kunne løse – og fleksibelt blive ved med at løse – sine opgaver.

Kommentar: Hos britiske officerer mødte man også lettelse, da landet i 1960’erne gik over til rent hvervede styrker. Det er hårdt arbejde, rent ud sagt træls, at uddanne værnepligtsenheder. Det samme gang på gang. At effektivitetskriteriet er svarende til, at man sammenlignede effektiviteten hos et medlem af politiets indsatsstyrke med en ordenspolitibetjent – ignorerende de to delorganisationers fundamentalt forskellige opgaver – overses bekvemt. En hærstyrkes opgave, at kontrollere et geografisk område gennem tilstedeværelse, svarer på mange felter til ordenspolitiets.

Tidens civile ”eksperter” føler grundlæggende ikke, at der er behov for begrundelser eller argumenter. De støtter sig vel, hvis dette overhovedet er bevidst, på den ideologiske liberale opfattelse, som er skitseret ovenfor. Man behøver efter deres opfattelse blot at gentage, hvad de uden argumentation finder indlysende, at værnepligten er ”ikke tidssvarende”, ”umoderne”, afspejler industrisamfundet, massehærenes tid, ignorerer individets behov for at realisere sig selv. Typisk er deres – og desværre også mange professionelle militæres – opfattelse af krig, at det drejer sig om at ramme noget eller nogen præcist, som et computerspil.

Kommentar: ”Eksperterne” ignorerer i deres arrogance og intellektuelle dovenskab, at krig i sin essens drejer sig om konflikter mellem grupper af mennesker og at kunne beskytte eller kontrollere de områder, mennesker lever i – dvs. på nogle områder som en politistyrke. De ved bekvemt ikke, at Danmark aldrig har anvendt værnepligten til at opstille en massehær. De to gange, hvor man har udskrevet alle egnede værnepligtige, har der altid været et andet formål. Første gang var under 1. Verdenskrig. Da gik man på trods af hærordningen til indkaldelse af alle for at få fordelt belastningen af Sikringsstyrken på så mange, og så unge, skuldre som muligt. Anden gang var under de første 25 år af den Kolde Krig. Her var formålet – billigst muligt – at opretholde den umiddelbare forsvarsstyrke (”Dækningsstyrken”), som NATO da så som det korrekte svar på truslen fra Sovjetunionen. At få mest muligt goodwill hos allierede for den lavest mulige udgift har været formålet med Danmarks anvendelse af værnepligten i hele perioden efter 1945.

Det er derfor konklusionen af analysen her, at den aktuelle begrundelse for at afskaffe værnepligtstjenesten – og måske blot bevare ”værneretten” som en vej til at holde udgiften til Forsvarets støtte til Kongehuset nede på et overkommeligt niveau – ikke er de liberale argumenter eller de bekvemme synspunkter, man henter hos civile ”eksperter”. Det uudtalte formål er, uanset hvad konsekvenserne i øvrigt måtte blive – i forskrækkelse over de menneskelige opkostninger og juridiske ubehag ved mødet med virkeligheden – at fjerne mulighederne for at fremtidige regeringer kan involvere Danmark på landjorden i konflikter som i Irak eller Afghanistan.

Kommentar: Det er den fortsatte rekruttering af frivillige soldater gennem værnepligten til korttidskontrakter, der har muliggjort, at Danmark har kunnet bevare en andet end ineffektiv, rent symbolsk, tilstedeværelse i de stadig mere krævende missionsområder i Kroatien, Bosnien, Kosova, Sydirak og Helmandprovinsen. Uden friskningen gennem værnepligtige ville hæren meget hurtigt være brudt sammen under belastningen.

Konsekvenserne:
Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ud over at hjælpe grønlænderne, når isen smelter, så længe de ønsker hjælpen? Indebærer vores interesser ikke længere, at vi skal kunne bidrage meningsfuldt til stabiliseringsoperationer som på Balkan? Er NATO relevant også efter, at vi har mistet generalsekretærposten, herunder så relevant, at vi har interesse i at kunne markere Artikel 5, når eller hvis Rusland føler det relevant at skabe og udnytte en krise i et NATO-naboland, som man gjorde i Georgien?

Det, som det koster af fleksibilitet og muligheder at suspendere værnepligten, er klart. Danmark frasiger sig enhver mulighed for at kunne bidrage meningsfuldt til fredsbevarende operationer sammen med eksempelvis de nordiske lande, og mulighederne for at hjælpe med at vise NATO-solidaritet i alliancens periferilande. Det vil regeringen benægte med spin, men det bliver realiteten.

Forsvaret vil blive endnu mere lukket og afsondret fra samfundet, om muligt endnu mindre præget af fornyelse. Værnepligten sikrer en bred berøringsflade og rekruttering og mulighed for strukturel fornyelse.

I fremtiden vil Danmarks militære muligheder i bedste fald være reduceret til scenarier som i Libyen, hvor vi bidrager til en krig uden reelle muligheder for at følge indsatsen op med andet end krydsede fingre og positive ord. Det er dog mere sandsynligt at modellen bliver den, som nu demonstreres af borgerkrigen i Syrien: Skamfuld gentagelse af de rigtige meninger og hjælpeløshed.

Synd for danskerne og synd for omverdenen.

Baggrund for blogartiklen

Baggrunden er Center for Militære Studiers ”analyse” fra 20.4.2012, der kunne være skrevet af nutidig Erasmus Montanus. Den vil ikke blive gennemgået eller kommenteret direkte. Den er jo blot et ordrigt bestillingsarbejde, der sprog- og tankemæssigt upræcist forsøger at levere det, som de betalende i Forsvarsministeriet ønsker.

Da forfatterne er ahistoriske og uden den nødvendige kritiske militære indsigt, skrives uden systematisk inddragelse af operative og eller organisatoriske erfaringer og kendskab til, hvordan Forsvaret har arbejdet og planlagt i de seneste mange årtier. Andre svagheder vil indirekte fremgå af det efterfølgende.

Blogartiklen bygger på en løbende interesse for dansk militærpolitisk internationalt engagement siden begyndelsen af 1990’erne, fra militær støtte til baltisk integration i Vesten over FN-operationer til indsatsen i Afghanistan, over Libyen og i Indiske Ocean.

Artiklen skal også ses i forlængelse af de tidligere ”Romertal-artikler” her på bloggen med analyser af Forsvarets problemer.

Præmisser: Erfaringer fra dansk forsvars og danske politikeres ageren siden den Kolde Krig

En generel erfaring gælder for så at sige alle operationerne: Man kan ikke løse problemerne med anvendelse af militære midler – alene – og da slet ikke hurtigt. Indsatsen skal – uanset om det er organisatorisk og nationalt ubekvemt – effektivt koordineres af én ansvarlig myndighed på internationalt niveau, så efterretningsmidler, genopbygning, økonomisk hjælp, politiindsats og -opbygning, militær indsats og opbygning styres effektivt, og der skal være tid – mange års indsats – til, at man opnår målet, der aldrig kan være ”sejr”, men kun en eksternt acceptabel, lokalt bæredygtig udvikling. Dette indebærer for det første, at man – den intervenerende koalition – arbejder ud fra en realistisk helhedstrategi (eksempler: forståelsen af, at Albanien, Kosova, Serbien og Makedonien måtte håndteres parallelt/at effektiv piratbekæmpelse i rammen af international lov ikke kun kan ske på havet/at Afghanistan ikke kan stabiliseres, så længe man ikke tvinger Pakistan til at standse sin intervention). For det andet, at forudsætningen for succes er viljen til at sikre sig, at den nye politiske ledelse i ”værtslandet” er både internt effektiv og acceptabel i de intervenerende lande (som det med nogen succes er lykkedes på Balkan, men næppe i Irak og næppe i Libyen). Hvis disse krav ikke opfyldes, laver den militære indsats mere skade end gavn. Den er kun en symbolsk handling, drevet af en overfladisk døgnflueopinion i Vesten, som i bedste situation er hasardspil med fremtiden, hvor man ofrer menneskeliv i håb om en bedre fremtid.

Alle de internationale operationer, Danmark deltog i, drejede sig grundlæggende om at bidrage til opbygning af mere acceptable statsstrukturer i forskellige lande. Det har i nogle situationer (bl.a. Jugoslavien, Afghanistan, Libyen og nu – forsigtigt – Syrien) forudsat et indledningsvis regimeskifte) og i andre (som anti-pirat operationerne) kun medført bygning af luftkasteller for en stabil stat, men dette var det reelle mål, uanset om hvilken politisk korrekt modebetegnelse (så som Fredsoperationer og Stabilitetsoperationer), man gav indsatsen.

Uanset de problemer, som militær statsbygningsstøtte indebar og indebærer, måtte og må den finde sted det sted, hvor mennesker bor og skaber problemer, dvs. på landjorden, ikke på havet og i luften. Indsatsen i de seneste tyve år gør også klart, at det ikke er holdbart at regne med, at man kan agere effektivt i sådanne operationer med alene lette, bløde, humanitære enheder. De er til grin i de machosamfund, der skal lære bedre. Effektivitet indebærer ikke, at man skal have mindre evne til at forsvare sig selv eller lægge pres på lokale bander, men at man skal have betydeligt forstærkede resurser på ingeniørområder (konstruktion og minerydning) samt på signalområdet.

Danmark er en småstat, der i bedste fald – en lille smule – kan påvirke, hvad der sker og dette, kun hvis vi både kan tilbyde, hvad de større ser som en værdifuldt bidrag, og hvis vi så på grundlag af selvstændig analyse af muligheder og behov stiller betingelser for vores deltagelse. Det sidste har vi ikke gjort, også fordi normalt ikke forsøgte at gennemføre en selvstændig analyse. Danmark kan som småstat ikke have en generelt anvendelig ”militærstrategi”, det er varm luft fra managementkurser. I begyndelsen af 2000-tallet besluttede dansk politisk-militær ledelse, at Forsvaret skulle opbygges som en værktøjskasse med et antal moduler, som kunne komme med ”først ind og først ud”. Der var intet krav om selvstændig analyse af den mulige mission og betingelser for deltagelse. Man leverede derfor kun kanonføde, og missionerne blev udstrakte, fordi statsbygning og genopbygning altid tager tid.

Udviklingen har været hårdt ramt af afprofessionaliseringen af ikke mindst hærens officerskorps siden den intensive praktiske kadreuddannelse i enhedsramme, der fandt sted under den Kolde Krig. I stedet for at udvikle sin professionalisme, så den passede til den nye situations krav, og derefter kunne give relevant professionel rådgivning til den politiske ledelse, fokuserede man på at lære og agere efter ”New Public Managements” pseudosprog, og man lærte fra de militære embedsmænd i Forsvarsministeriet helt ned til oberstløjtnantsniveau i Afghanistan først og fremmest at tænke politisk, dvs. forhåndsindarbejde politiske ønsker, før de blev udtrykt. Fordi, man ikke havde fulgt og forstået den amerikanske-britiske doktrinudvikling siden 2006, kom man i baghånd i Armadillo-sagen. Denne sag viser – som debatten om antal tilbageholdte – i øvrigt i pinlig grad officerskorpsets tilbøjelighed til at forhåndspolitisere. Hvor langt man er kommet ud på dette skråplan, og hvor uacceptabel denne udvikling er, demonstreres af de 52 unge officers mistillidserklæring til deres militære foresatte, men Hommelsagen demonstrerede tidligt forsvarsledelsens totalt manglende forståelse af ansvarlighed over for de udsendte.

Det er imidlertid følgende uudtalte erfaring fra de sidste ti år, der ud over presset fra finansministeriet om at spare og effektivisere driver den nuværende forsvarsudvikling. Man – dvs. politikerne bredt fordelt over det politiske spektrum – er blevet dybt chokeret over omkostningerne over operationerne i Afghanistan, herunder først og fremmest de dræbte, invaliderne, de psykisk kampskadede og risikoen for lokale dræbte og skandaler med indenrigspolitiske virkninger. Man ved eller forstår ikke, at nogle af disse problemer blev forværret af det forhold, at hæren ikke var og er organiseret og udrustet til at gennemføre og fortsætte så krævende og langvarige operationer, og at den nævnte udvandede professionalisme øgede problemerne. Derfor valgte man fra regeringens side her i vinter at lægge op til en så dramatisk reduktion af hæren, at det ikke skal være muligt at deltage i sådanne operationer i fremtiden. Det er baggrunden for de diffust indpakkede anbefalinger i Center for Militære Studiers analysepapir. Man ignorerer herved, at den internationale indsats har haft og fortsat vil have til formål at levere et relevant bidrag til de operationer, som vore store partnere finder relevant. Det er næsten sikkert, at den eneste virkning bliver, at de resterende dele af hæren bliver endnu mere belastet, dvs. at de bliver straffet for deres indsats for Danmark i de sidste ti år gennem ekstra belastning af færre. Danmark kan som nævnt som småstat med markeringsønske ikke gardere sig ved at lave en national ”Militærstrategi”.

Udfordingerne

Lad os se på udfordringerne kompasset rundt:

Mod vest tillader USA økonomiske situation ikke, at landet opretholder sin massive interventionskapacitet. Dette uanset om Demokraterne eller Republikanerne vinder valget. Det er allerede klart, at Demokraterne med de resterende styrker vil koncentrere sig i Stillehavet i et forsøg støtte allierede her mod eventuelle pressionsforsøg fra de hurtigt voksende kinesiske styrker.

Mod nord betyder den sandsynlige bortsmeltning af polarisen, at der bliver behov for at hævde dansk suverænitet og resurseinteresser indtil det tidspunkt, hvor grønlænderne måtte vælge en anden beskyttelsesmagt.

Det russiske politiske system er indtil videre ikke på vej i en retning der gør, at man kan udelukke, at intern magtkamp igen – som i 2008 over for Georgien – kan føre til militært tryk på et naboland fra det tidligere Sovjetunionen, hvis dette gennem en fremprovokeret krise i nabolandet kan ske uden risiko for optrapning. Det er stadig populært at fremkalde ”respekt” og ydmyghed (forstået som i mafiasammenhæng) i små nabolande, der i den russiske befolknings flertal geostrategisk hører sammen med Rusland. Det er ikke tilfældigt, at et pragmatisk og modent naboland som Finland – med rødder i forståelse naboen, der er langt større og dybere end bl.a. vores – opretholder et stærkt territorialforsvar bygget på værnepligt. Bortset fra Finland er Ruslands vestlige naboer medlemmer af NATO.

Umiddelbart mod sydøst og syd betyder den dynamik, der er fulgt af det arabiske forår og magthavernes modstand, at det eneste, der er sikkert, er, at alvorlige sikkerhedspolitiske og visuelt og humanistisk set ubehagelige udfordringer af enhver type er mulige nu er mere sandsynlige. De kan variere fra begrænsede grænsekrige, herunder eventuelt med inddragelse af NATO-medlemmet Tyrkiet, over politisk-ideologiske borgerkrige til territorial- og resursekonflikter mellem de nye stater, der opstår ved sammenbruddet af stater som Libyen og Syrien, som det har været og er tilfældet i Sudan. Syd for Sahara synes konflikter nu først og fremmest at være drevet af muslimske befolkningsgrupper forsøg på at presse Sharia-lovgivning over hele eller dele af stater. Alle konflikter mod syd øger immigrant- og flygningepresset mod Europa og de interne konflikter, der følger heraf.

Nationale interesser og affødte opgaver

De eneste opgaver, som Danmark kan løse med egne militære midler, er suverænitetshævdelsen og forsvaret af det syddanske område, og det skyldes alene, at der ikke eksisterer reelle trusler om militær invasion eller fjernangreb mod territoriet i en overskuelig fremtid.

Mod nord kan vi opbygge en kapacitet til at konstatere krænkelse af grønlandsk territorium og økonomiske interesser, og vi kan og bør opretholde dem, så længe grønlænderne ønsker det, og indtil der opstår en reel udfordring fra et større konkurrende land. Hvis det sidste sker, betyder det forhold, at vi er en småstat, at vi eller grønlænderne selv må søge støtte fra en stormagts magtmidler.

Som europæisk småstat er det en potentielt vital interesse, at ikke alene det praktiske samarbejde i NATO fortsætter, men at Atlantpagtens Artikel V fortsætter med at give en troværdig dækning af alliancens periferilande i øst og sydøst. Dette er mindst nødvendigt, fordi alliancen i sin satsning på interventionsstyrker har presset de små østeuropæiske lande til at nedlægge de små territorialforsvar, de havde. Hvis deres territorium først er krænket militært udefra, er det for sent at håndtere situationen. Det er derfor af central interesse, at andre NATO-landes styrker gennem rutinemæssig øvelsestilstedeværelse og organisatoriske tilknytningsforhold (som mellem danske og baltiske landmilitære hovedkvarterer), understreger Artikel V’s troværdighed. På nuværende tidspunkt er det ikke mindst USA, der sikrer denne markering, men det er langt fra sikkert, at dette vil fortsætte, og de affødte problemer er først og fremmest europæiske.

I de sidste tyve år har Danmark lagt vægt på at kunne bidrage meningsfuldt til næsten alle de internationale operationer, som vores primære store allierede USA og Storbritannien har ønsket vores bidrag til, og Danmark har – uanset regeringens farve – lagt vægt på ikke at trække sig ud tidligt, selv om deltagelsen gjorde ondt. Det gjorde ofte meget ondt, fordi vore styrker hverken indledningsvis havde den nødvendige uddannelse, og fordi de aldrig fik en størrelse, der kunne støtte opretholdelsen af engagementet uden at skævvride strukturen gennem konstante nødløsninger og improvisationer. At det overhovedet har været muligt under massiv kontraktopsigelse skyldtes den hurtige ”friskning” har hæren, der var en følge af de mange soldater, der tegnede korttidskontrakter i forbindelse med værnepligtstjeneste.

***************************************************
At fjerne muligheden for effektivt – dvs. også over længere tid – at bidrage til at stabilisere sammenbrudte stater, som har været den centrale opgave i dansk militær indsats i tyve år, kan man godt kalde et ændring af dansk militærstrategi. Så skal man imidlertid gøre dette klart for befolkningen og vores allierede, at det er, hvad vi har valgt i forskrækkelse over omkostningerne i de sidste ti år. Vi vil fortsat kunne støtte ved at luftbombe og gennemføre politiindsats på havet, men vi kan ikke sikkert og effektivt hjælpe inde på land, og muligheden for at støtte troværdigheden af Atlantpagtens Artikel V vil samtidig blive meget væsentligt svækket.

Dette sådan uden Erasmus Montanussprog.