Author: Michael Clemmesen

I det foregående indlæg om Forsvarsakademiets fravalgte evne til at videreuddanne officerer i militære fag, blev de tabte kompetencer beskrevet.

Billedet er af den nye 37 mm fodfolkskanon under reserveofficersaspirant Frode Vesterby i Haderslev tidlig morgen for snart 80 år siden. Det symboliserer bevidst provokerende de mange årtier, før henfaldet hos for mange af fagligt fokus og tjenestemoral startede.

Der har ikke været kommentarer eller spørgsmål til det centrale indhold i min foregående artikel. Der har dog fra ikke-militære været givet udtryk for undren over, hvordan det kunne ske.

Det vil jeg forsøge at beskrive her.

For at lette forståelsen er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i en anden praktisk profession, som læseren af gode grunde følger tættere.

Lægeprofessionens kerne er givet af det lægeløfte, som hvert enkelt medlem af professionen aflægger. Lad mig citere den centrale del.

Lægen lover efter bedste skøn ”… at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, … at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

Den danske officer aflægger i modsætning til kolleger andre steder ikke noget formelt tjenesteløfte. En tjeneste- eller fane-”ed” ville være udansk. Dette hindrer ikke, at også den militære profession herhjemme har været styret af en fællesopfattelse og tjenestekultur svarende til i udlandet.

Også det danske forsvar var indtil et par årtier siden organiseret til at kunne fungere under ekstremt pres i kamp. Derfor måtte professionen præges af en uegennyttighed, demonstreret vilje til at lede ved moralsk og fagligt eksempel samt selvdisciplin.

Den forventede og accepterede hierarkiske og entydige myndigheds- og ansvarsstrukturer og formel disciplin. Det kunne andre opfatte som lidt smålatterlig gammeldags ”oberst Hackel’sk”.

DEN GRUNDLÆGGENE PESSIMISME
Professionen var også her i landet præget af en pessimisme, der indebar en historisk forankret skepsis. Officerer forstod generelt, at mange politikere og folk i almindelighed ønskede at ignorere den hypotetiske mulighed af en fremtidig militær konflikt og dennes krav. Men officererne så det som deres pligt, at forholde sig til risikoen for krig på samme måde, som lægeprofessionen må have øje for, at små og store sundhedskatastrofer forbliver en mulighed.

Officerer der ikke tror krig kan ske, giver sig selv et frikort til et ansvarsfrit behageligt liv og undergraver deres profession. Det blev i årene efter den Kolde Krig stadigt mere almindeligt i officerskorpset, på samme måde som i befolkningen at føle, at en fremtidig storkrig i Europa var utænkelig og idéen indlysende latterlig.

Officerskorpsets top viste deres lydhørhed og innovationsvilje ved at anbefale, at man helt droppede muligheden for at føre konventionel forsvarskrig. Den slags krig er nemlig både dyr og fagligt irrelevant. Det var nok, hvis man blot kunne sende grupper, snart små grupper, af unge soldater til fjerne krige, mens man selv proaktivt tilpassede indholdet i sit behagelige kontorjob til den sidste civile forvaltningsmode.

UDVIKLINGEN AF MEDLEMMER AF EN PRAKTISK PROFESSION
Som også krævet i lægeløftet burde den enkelte officer føle ansvar for kvaliteten og den konstante udvikling af organisationen til fremtidens krav. Som vi kan se flere steder uden for Danmark udelukkes en sådan ansvarsfølelse ikke af den hierarkiske struktur.

Udvikling af professionens fremtidige ledere har grundlæggende følgende elementer:

For det første et krævende både teoretisk og praktisk grunduddannelsesforløb, der også indpoder professionens etiske normer.

For det andet varierende og derigennem krævende praktik.

For det tredje den enkeltes ajourføring af eget professionelle niveau gennem formelle efteruddannelser og ikke mindst egne personlige konstante studier. Forudsætningen for at professionen som helhed udvikles bedst muligt, er at den enkeltes nye erkendelser videregives til de andre medlemmer

For det fjerde en konstant ledelsesvirksomhed for at identificere og videreudvikle de medlemmer af professionen, der er både teoretisk dygtig og i praksis viser overbevisende lederegenskaber, kan føre den videre.

DEN DANSKE MILITÆRE PROFESSION I DE SIDSTE ÅRTIER
Mulighederne for at give den grundlæggende praktiske grunduddannelse til de kommende medlemmer af professionen er blevet forringet. Det skyldes de lavere adgangskrav, afkortningen af uddannelsen samt ikke mindst den snævrere sammensætning af dansk forsvar og dets stadig mere civile forvaltnings- og ”HR”-fokus uden dybdeaccept af professionens karakter.

Det største problem er dog ikke grunduddannelserne. Der er nu langt færre muligheder for at give de yngre officerer en krævende og varieret tjenesteerfaring. Med det meget lille operative forsvar, er det sjældent muligt praktisk at uddanne, teste og udvikle de bedste officerer som chefer og generelt ansvarlige stabsofficerer.

Der er stort set ingen praktisk erfaring i planlægning og forberedelse af forsvarskamp mod en veludrustet modstander tilbage i forsvaret. Knap to årtier uden tæt samarbejde mellem artilleri, krigsmæssig logistik, panserværn, luftværn, ubåde osv., har kostet professionalismen dyrt. Øvelser (undtagen for de få udsendte) stoppede i perioder: Øvelsernes karakter udviklede kun procedurer for korrekt handling ved forudsete begivenheder, ikke evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig eller stærkere modstander.

Jeg har allerede i den foregående artikel nævnt afskaffelsen af videregående professionsuddannelse, der gradvis blev udviklet igennem 150 år på grundlag af udenlandske erfaringer,

I lægeløftet forpligter den enkelte læge sig til at følge med i sin profession igennem egne studier. Så klart er kravet til de danske officerer aldrig blevet defineret. Nogle kender muligvis de canadiske væbnede styrkers koncept og krav om ”continuous kearning”. Enkelte ved muligvis, at det amerikanske marinekorps ajourfører lister over pligtlæsning, hvor der stilles klare krav om studievirksomhed til hver grad inklusive generals-niveau. Hvordan dette virker i praksis beskrives ultraklart i general Jim Mattis erindringsbog ”Call Sign Chaos”.

Så langt er man mig bekendt ikke gået i Danmark. Her har man begrænset sig til anbefalet læsning til støtte af undervisning under de tidligere gennemførte videregående kurser.

Professionens udvikling og ajourføring kræver også, at dens medlemmer bidrager aktivt til den faglige debat på grundlag af egne erkendelser og kritiske analyser af andres opfattelser. Dette fandt da også sted tidligere i Danmark i de forskellige generelle og specialiserede faglige publikationer som “Militært Tidsskrift”, “Tidsskrift for Søvæsen” og eksempelvis Hærens kamptroppers “Kentaur” og “Dansk Artilleri-Tidsskrift”.

Allerede under det sidste årti af Den Kolde Krig viste faldet i antal og selvstændig argumentation i artiklerne til tidsskrifterne en tydelig svækkelse af officerernes engagement i deres profession.

Dengang kunne man med en vis ret undskylde sig med, at en åben debat var umulig, fordi så meget væsentligt var hemmeligt, og at den væsentlige debat foregik i lukkede kvalificerede forsamlinger.

Men det var reelt kun en dårlig undskyldning, for ganske vist foregik en sådan lukket diskussion i de grupper, hvor man udviklede doktriner, men generelle faglige spørgsmål kunne stadig fremlægges åbent.

Derefter var officers bidrag i “Militært Tidsskrift” i alt væsentligt reduceret til ukritiske referater af andres tanker, herunder af de seneste amerikanske slagordsdoktriner.

Denne udvikling blev bl.a. dokumenteret i Jeppe Plenge Trautners artikel “Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer” i den af mig redigerede antologi “Danmark i krig”.
Bogen skulle være udkommet i vinteren 2008-09, men udgivelsen blev i sidste øjeblik vetoet af den daværende chef for Forsvarsakademiet, der i særlig grad var uenig med indholdet i antologiens artikler af militærsociologerne Henning Sørensen og Claus Kold.

KONKLUSIONEN
Den udvikling, der førte til det militærfaglige kompentencetab (og etiske svigt hos for mange), må derfor siges at have to hovedårsager:

For det første et accelererende ledelsesvigt fra midten af 1990’erne, der også har karakter af undertrykkelse af en fri faglig debat.

For det andet et tab af engagement og fagligt fokus i officerskorpset, hvor de, som havde haft engagement i deres første tjenesteår, på ingen måde blev hjulpet og støttet i faglig fordybelse engagementets videreudvikling.

I efteråret 2019 demonstrerede Filmskolens studerende mod en ny studieordning. Den skulle erstatte de hidtil anvendelsesorienterede og internationalt succesfulde uddannelser med teoretiseren uden forankring i filmskabelsens håndværk. Forsøget på at afløse fagligheden på Filmskolen mislykkedes, eleverne vandt, rektor gik og det ministerielle ensretningsregime, der under navnet ”akkreditering” omdanner faglige uddannelser til teoretisk varm luft, fik modstand. Anderledes gik det på de danske officersuddannelser.

Formålet med dette indlæg er at beskrive, hvad danske officerer indtil for nylig lærte, og på en måde, hvor også civile læsere forstår det. Med andre ord: Hvad den militære faglighed er. Derefter forklarer jeg hvordan den militære faglighed i Danmark blev udviklet og raffineret igennem i et godt århundrede, før den blev fravalgt.

100 ÅRS OPBYGNING
1864-krigen understregede behovet for et mere veluddannet officerskorps. I 1868 blev Hærens Officersskole oprettet som en fælles ramme for Hærens uddannelse af fastansatte officerer.

De rent militære fag som taktik (dvs. militære styrkers optræden på kamppladsen), militær forvaltning og retslære blev suppleret med civile fag som matematik, fysik og fremmedsprog.

Officersskolen havde også til opgave at videreuddanne officerer. De dygtigste og højst motiverede blev efter 10-15 års overbevisende dygtig tjeneste udtaget til stabskursus. Uddannelsen på kurset blev i 1890’erne reorganiseret efter inspiration fra udlandet. Man skabte et klart professionelt sprog, og eleverne blev gennem opgaveløsning konstant trænet i at gennemføre systematisk analyse af operative og logistiske problemer under hårdt tidspres og derefter formulere resultatet entydigt og kort. Det skete i betydelig grad i terrænet i forskellige dele af landet. Man øvede metoder for kritisk afprøvning af ideer og planer med dynamiske krigsspil.

Denne del af stabsuddannelsen var det centrale element i militær faglighed. Kombinationen af officerernes forskellige praktiske erfaring og deres konstante kritiske studier i kriges virkelighed i rammen af formaliseret kritisk analyse, var og er det centrale element, som ikke kan civilt akademisk ”akkrediteres”.

Mens hærofficererne blev videreuddannet, udvalgte det i forvejen grundigt teknisk uddannede søofficerskorps de bedste ud fra deres dygtighed til søs og i forskellige forvaltningsstillinger på land. Enkelte af de dygtigste fik på frivillig basis af marinen tilladelse til at deltage i videregående uddannelse på Hærens Officersskole.

I 1908 ønskede I.C. Christensen, Venstres regeringsleder og forsvarsminister, et demokratiseret hærofficerskorps af høj kvalitet. Den derefter brede rekruttering fra hele folket blev sikret ved, at det væsentligste krav for at kunne komme på Hærens Officersskole var, at man var en dygtig befalingsmand. Det skulle man bevise i tjenesten som værnepligtig korporal eller reserveofficersuddannet. Hvis den unge mand ikke levede op til ministerens nye krav om skoleuddannelse – en matematisk-fysisk studentereksamen – fik han uanset tidligere skoleniveau mulighed for at tage denne på officersskolen.

Med mindre justeringer fortsatte i denne grundlæggende officerersuddannelse uændret indtil midt i 1960’erne, og I,C. Christensens kvalitetssikring med studentereksamen som adgangskrav fortsatte helt indtil personelreformen i 1983. Da blev de civile uddannelseskrav til officerer blev sænket. Det ramte ikke mindst kritisk niveauet i fremmedsprog.

I.C.’s krav om, at optagelse på officersuddannelse forudsatte demonstreret praktisk lederevne, blev droppet i 2014.

30 ÅRS FORBEDRING AF DEN VIDEREGÅENDE OFFICERSUDDANNELSE
Fra midt i 1960’erne blev stabsuddannelsen tilføjet flere civile elementer så stabsofficerer bedre kunne bidrage til politiske beslutninger hjemme og i NATO. Med indsigt i nationaløkonomi, national og international politik og krisebeslutninger skulle de bedste officerer med politologen Gregory D. Forsters ordvalg bibringes en dyb forståelse for samfundsforhold (”social literacy”). Fra 1970’erne fik de bedste officerer fra alle tre værn en fælles kursusramme for at fremme værnenes samspil, og senere også en effektiv indføring i offentlig driftsøkonomisk planlægning og forvaltning.

Den sidste positive udvikling af stabsuddannelsen fandt sted omkring 1990, hvor også eleverne i den værnsfælles del af stabsuddannelsen gennemførte individuelle operative analyser. Nu kunne eleverne lære alle værns enhedstypers og våbens muligheder og svagheder under forskellige typer af militære opgaver. De forberedtes til at kritisk at søge vejledning og samarbejde med eksperter i forskellige områder. Det være sig ingeniører, læger, specialiserede forvalter af økonomi, materiel eller personel, efterretningsfolk, eller kolleger fra de andre værn, danske eller udenlandske. Uddannelsen var nu så vellykket, at stabskurset på trods af det danske undervisningssprog tiltrak bl.a. norske, svenske og tyske elever.

HVAD KUN EN VELUDDANNET STABSOFFICER KAN
Den faglige kerne i officerers grunduddannelse, deres udvikling gennem krævende tjeneste og deres stabsuddannelse og konstante personlige faglige studier sikrer, at de bedste stabsuddannede officerer i de sidste 10-15 år af deres tjeneste kan følgende:

1. Vurdere muligheder og risici ved forskellig anvendelse af militære styrker i hele spektret af militære operationer fra fredsbevarende indsats over begrænset interventionskrig til storkrig sammen med allierede. På dette grundlag kan vedkommende dels give ansvarlig militær rådgivning i dialogen med civile beslutningstagere, dels lede de nationale styrkers indsats under de besluttede operationer.

2. Inden for de givne økonomiske og andre rammer opbygge og administrere militære organisationer rationelt, robust og fleksibelt på en måde så disses militære faglighed samt god, uegennyttig embedsmandsetik trives og udvikles.

3. Sikre saglig rekruttering og forfremmelse og relevante og effektive uddannelser og tjenesteforløb, der vedligeholder et fagligt vidende korps af chefer-, førere og specialister, der sikrer balancen og robustheden ved tab i en militær organisation.

3. Udvikle og administrere den dybe og slidstærke logistik- og mobiliseringsstruktur, der er fundamentet under de operative enheder uanset om det er i fjerne stabiliseringsoperationer eller lange storkrige.

4. Sikre at materiel og udrustning er egnet til krigsforhold, dvs. robust, let at vedligeholde under kamp og økonomisk muligt at anskaffe og bruge i fred og krig.
Disse idealer kan i virkelighedens verden selvfølgelig kun tilnærmes, for selv perfekt uddannede og udviklede militære fagfolk er jo kun mennesker. Men uden en indsats for at nå idealet, er et nationalt forsvar spild af penge.

STATUS
Næsten alt ovenstående er nu historie. 1990’erne og nullernes fredsoptimisme gjorde tanker om storkrig i Europa til en indiskutabel absurditet. Forsvarets formål blev fredsoperationer i rammen af FN og snart USA. Mange tusinder af soldater blev udsendt med liv og helbred som indsats, uden at Danmark følte sig kaldet til at tænke selvstændigt om formål og muligheder for succes. Nu er evnen til systematisk militærfaglig analyse fravalgt.

Fra begyndelsen af nullerne var den videregående officersuddannelse med enkelte undtagelser præget af, at lærerne ikke længere vidste hvad de gjorde, og hvorfor, og eleverne ønskede blot at slippe igennem lettest muligt. I 2014 blev resterne af det nu dysfunktionelle værnsfælles stabskursus ”akkrediteret” om til ”Master i Militære Studier”. Her var den militærfaglige kerne droppet som irrelevant for de civile akademikere, der skulle akkreditere uddannelsen.

I modsætning til på Filmskolen valgte elever og lærere på Forsvarsakademiet en fagligt set irrelevant samfundsfagsteoretisk salat af et eksamensdiplom. Forskellen på forløbet på Filmskolen, hvor eleverne kan se frem til et liv i arbejdsløshed og økonomisk armod, hvis de er uddannet til at være ”akkrediteret” inkompetente, er danske officerer sikret et behageligt liv med fast månedlig indkomst og senere måske ”resultatløn”, uanset om de er militært duelige eller ej. Det er nok derfor, at Filmskolens elever forsvarede deres faglighed.

Vi må håbe, at hverken Danmark eller officererne selv får brug for den fravalgte militære faglighed.

En genopretning er umulig uden en tilbageføring af resten af Forsvarets organisation og virksomhed inspireret af situationen for mindst 25-30 år siden. Opretningen vil i øvrigt kræve betydelig udenlandsk hjælp.

Vi kan forklare, hvorfor Vesten, og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande ikke truer Rusland. Det kan bl.a. ske med henvisning til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier bliver enige om at starte en ulovlig aggressionskrig. Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres.

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om det er rimeligt. At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

RUSSERENS VERDENSSYN, DET PESSIMISTISKE PARADIGME
Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden. Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 fik af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,
For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet ses og skal bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter blot i kraft af landets størrelse er naturlig, retfærdig og nødvendig.

Russerens erfaring gennem hele hans historie er, at alle menneskelige og i forlængelse heraf interstatslige relationer bygger på den svages indordning under og afhængighed af den stærke, dvs. et feudalt eller klientbaseret forhold.

Bortset fra måske i familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumpede og helt dominerende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der sker i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.

Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

VERDENSSYNET BEKRÆFTET AF DE SIDSTE 30 ÅRS HISTORIE
Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturlig og katastrofalt.

Det var et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og senfascisme hos småfolk som balterne. Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende inspireret og hjulpet af den ydre.

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland. Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser. Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland.

Amerikanerne brugte uden at tage hensyn til Rusland militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift, og det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forståelige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.
USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland. Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine og stabiliserede situationen.

Men fra sent efterår 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte Ukraine vej mod vest.

I de samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa. Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum. Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

PUTIN
Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler, ikke skabte, denne opfattelse af forløbet. Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Men så fulgte mellem 2004 og 2014 ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over sin indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættelse for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien. Indsatsen her demonstrerede igen som også krigene i Tjetjenien på pinlig måde reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland. Man udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol. Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

MÅL OG MIDLER I RUSLANDS POLITIK NU
Ruslands strategiske mål (ikke specielt Putins) er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Man anvender en buket at ikke-militære midler, herunder kontrollerer og korrumperer man nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser. Man støtter antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps. Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder. Ikke mindst operationerne i Syrien har været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er her med succes uden hensyn til folkerettens blevet anvendt sammen med benægtelser, der har været nok til, at det ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen. Belastningen af egen befolkning er ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Man har været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.
I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer. Nu er denne indsats kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på det meget høje prioritering, man har givet til modernisering og supplement af de russiske kernevåbenstyrker. Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

HVAD VIL RUSLAND SÅ MED EUROPA?
Rusland vil gennem landets politik sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed og derigennem opnå en stigende til ideelt set afgørende indflydelse på landenes politik. Man kan se det som et kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Dette søges opnået ved med de rådige midler at undergrave amerikansk indflydelse i Europa og europæisk samarbejde samt sammenhængen og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land. Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.
Det er sådan set ikke en nyhed. Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.

Kritikere har efter en krig med foragt konstateret, at de tåbelige generaler i begyndelsen havde optrådt, som om de skulle udkæmpe den foregående større konflikt. En sådan optræden er selvklart ikke ideel, hvis der som situationen har været igennem godt 150 år skete væsentlige ændringer på det teknologiske eller samfundsmæssige område i de perioder mellem krigene, hvor optimister forventede, at krige som de foregående var slut.

DE NYE (IKKE-)KRIGE
Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i en bog fra 2005 imidlertid efter sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt som chef for de britiske styrker i Nordirland, at fremtidens krige havde ændret karakter. De ville blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som den han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991. Her var en anderledes general, som tænkte nyt.

Vestens oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev centralt i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere. Man kan se denne skole som liggende i forlængelse af den teoridannelse om begrænsede krige i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted op til i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bog fra 1992 om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig. Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekt, have omtalt sådanne konflikter som liggende uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten. Dvs. interventionskrige som på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra dem, der modsætter sig interventionen. Det ville ske, så nænsomt som muligt for befolkningen omkring de militære mål. Derefter blev indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp der – når nødvendigt – skulle støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet ville fortsætte, indtil situationen blev så rolig, at værtsregeringen kunne overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører rejste hjem.

Der er i disse nye krige ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander med støttefly, bevæbnede helikoptere, elektroniske kampmidler, kampvogne og artilleri.

Ganske vist måtte man forvente, at modstanderen pga. sin svaghed kæmpede beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love. Men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige samfund, der jo ikke opfattede sig som i krig, skulle styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne. Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den ”lawfare”, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendte man moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner.

I det omfang der fortsat var modsætninger mellem stater, ville man forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur gav for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

I det tilfælde, at cyberkrig ikke var tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kunne man vel uden, at dette blev gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen og fremkaldte et resultat, som modstanderne så måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp med FN-dommere.

Teorien bag de ”nye krige” viste sig snart uholdbar. Specielt har de vestlige lande vist sig uegnede til at føre interventionskrige. De var dels alt for utålmodige som besættelsesmagter, dels ude af stand til at sikre effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

De hjemlige fredstidssamfund blev pinligt berørte og havde vanskeligt ved at tage ansvaret for veteraner, der kom hjem som fysiske og specielt psykiske vrag. Andre havde derude under pres i kamp handlet på en uforståelig, uhensigtsmæssig og muligvis strafbar måde, som de hjemlige fredstidsmyndigheder og -politikere naturligvis afviste at tage deres del af ansvaret for.

Dertil kommer at Vesten, som amerikanerne i Vietnam, ikke har været så sofistikerede og beslutsomme, at man har kunnet sikre sig et bedre, stabilt, legitimt regime til afløsning af besættelsen.
Indsatsen i disse krige blev så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der netop skulle være skræddersyet til disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise blev beskåret til et lavere niveau, hvor en meningsfuld indsats var endnu mere urealistisk.

Hvis man fortsat blev bedt om at deltage i sådanne krige, skulle man begrænse sig til helt symbolsk tilstedeværelse, så man ikke kunne gives noget ansvar, hvis eller rettere sagt når det gik galt.

KORREKTIONEN FRA DE SIDSTE TI ÅRS KRIGE I MELLEMØSTEN OG ØSTUKRAINE
På et andet punkt har nykrigs-teorierne vist sig utilstrækkelige. Borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme her og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak og modoffensiverne i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synligt hensyn til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker, hvis handlinger man ikke behøvede at tage ansvar for.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler, fødevare- og vandforsyning dækket af løgnagtig propaganda. Det skete uden, at Vesten har vist nogen vilje til at reagere selv i situationer, hvor de ramte ikke var terroristerne.

Medens man i Vesten efter at man selv havde overladt kampene til andre fortsat diskuterede ”lawfare” rent teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen ser vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015. Denne krig er i stor udstrækning en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien, men har nu også fået karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran. Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme havde vi set under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014. Konflikten her har dels omfattet, hvad Rubert Smith ville karakterisere som den nu utænkelige traditionelle, industrielle krig mellem de to landes regulære hærstyrker. Dels har indsatsen – fra Ruslands side – omfattet skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater, som ikke var synlige og kritisable i hjemlandet.

Mens kampene i Østukraine var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig. Russisk succes blev fra starten sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditionel anvendelse af slagkraftigt feltartilleri samt luftværnssystemer, der holdt ukrainske kampfly væk.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.

STATSLIGE KRIGE OG LAV TROPPETÆTHED
Denne regulære konfliktmulighed, som af nye krigs-teorien afskaffede er åbenbart klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er blevet præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.

De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske og mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves. Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves.

Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent. Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.

Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.

Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.

I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i nullerne.

Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig i endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.

Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme). De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.

Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt. Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig. Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.

Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden, også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.

Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker og meget hurtigt, måske inden for et døgn. Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.

Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentielt fatalt ustabil situation.

Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i Østukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats, en opbygning med disinformationskampagne, cyberkrig på kamppladsen, mod hjemlandet og mod internationale kabler, massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb, angreb på navigations- og kommandosystemer.

En sådan konflikt er på vestlig side hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i general Valerij Gerasimovs russiske generalstab.

Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt med den ene sides accepterede nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, den nullernes teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant. Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.

DER PLEJER IKKE AT BLIVE KRIG
Det er normalt, at når man konstaterer en bekymrende politisk eller militær udvikling heldigvis bliver beroliget.

Det sker med konstateringen af, at det med stor sikkerhed ender med, at sund fornuft råder. Der bliver ikke krig, for det plejer der jo ikke, fordi det er indlysende, at det ikke tjener nogen interesser eller noget godt formål.

Det var argumentet i sommeren 1914, efter at sund fornuft havde rådet ved de akutte kriser i 1904, 1905, 1908-09, 1911, 1912 og 1913.

Efterretningstjenester har i disse år konstateret, at Vestens modstandere opbygger militære styrker og indsatsberedskabet ved nogle af Vestens grænser.

Mange hér mener, at vi skal være tilbageholdende med at opbygge egne militære muligheder, for så vil naboerne jo blot føle sig yderligere truede og usikre. At den historiske erfaring ofte viser det modsatte, skal man jo vide, for at kunne indtænke.

DEMOKRATIET ER ROBUST, DET SIGER VOR ENESTE ERFARING
Der er nok fællestræk ved den politiske udvikling i 1930’erne med den nuværende udvikling både i store dele af Vesten og i resten er verden.

Men vi kan berolige os med, at demokratiet er robust. Det plejer det jo at være. Det var det i de robuste demokratier i Nord- og Nordvesteuropa dengang, ja selv under presset fra Verdenskrigen.

Så uanset om den politiske midte visner bort under manglende selvtillid og de antidemokratiske fløjes hadkampagner, populistiske forenklinger og løgne giver gode resultater, skal vi blot være cool.

Problemerne plejer at forsvinde, hvis de mødes med tålmodighed. Nok stjæler stadig flere og stadig mere autokratiske regeringer fra samfundet og presser med international hjælp retssamfundet og den frie presse og hindrer oppositionens adgang til vælgerne. Men vi skal bare tage det roligt og afvente, for så vil problemerne løse sig selv.

Når vores politikere og andre ledere af forskellige grunde ikke reagerer på henfaldet af demokrati og anstændig opførsel er det bedst, at ignorere dette.

Dette bl.a. fordi vi i pinligt omfang er sikkerhedsafhængige af USA og økonomisk afhængige af Kina. Det skal nok senere gå fremad uden at det i mellemtiden går galt.

Uanset, at vi er i en demokratisk og sikkerhedsmæssig tørkeperiode, skal vi fortsat brænde ukrudt med gasbrænder, for huset bliver ikke antændt, bare vi gør, som vi plejer.

Det går jo meget godt alt sammen, hvilket underbygges både i det store og små med en fremskrivning hændelserne i perioden siden det gik galt sidste gang.

DET POLITISK ANSVARLIGHEDSFJERNENDE ORDVALG
Demokratisk valgte politikere har fornuftigvis normalt maksimalt en interessehorisont på få år og et fokus på de umiddelbare udfordringer.

Det er ikke velkomment også at skulle tage hensyn til hypotetiske negative begivenheder, der kun måske finder sted inden for denne horisont og nok først senere.

Indtil vælgerne mobiliserer deres nervøsitet, fordi de som nu i klimaspørgsmålet opfatter muligheden af en katastrofe som sikker, er det forståeligt og naturligt at de ansvarlige politikere at lytter til den rådgivning, der kan opfattes beroligende.

Det er velkomment, hvis embedsmænd konkluderer, at det ”ikke er sandsynligt” at Rusland vil anvende de militære styrker, selv om dette land igennem nu lang tid har forberedt sig til en eventuel krig.

Det er bedst at ignorere muligheden, at Trump bliver genvalgt, og derefter kan nå sine erklærede mål i forhold til NATO-engagementet og kontrollen over Grønland.

Det er bekvemt at overfortolke de positive tegn på modstand mod de halv- og helautoritære regimer i og grænsende til Europa.

Det er hensigtsmæssigt ikke at se på sårbarheden af det danske samfund over for cyberangreb på NETS og Sundhedsplatformen, for der plejer jo ikke at ske noget.

Men når ”Plejer” så alligevel dør, og det ”ikke-sandsynlige” sker med alvorligt negative til katastrofale virkninger på samfundet, er det ingens fejl, for de rådgivende embedsmænd havde jo ingen krystalkugle.

De kunne jo ikke vide bedre, og de ansvarlige politikere har intet alternativ til at viderebringe rådgivernes løfte om, at ”man vil lære fremadrettet”.

Det gjorde embedsmændene også, da de negative virkninger af de rabiate ideologiske centraliserings-, standardiserings- og besparelses-”reformer” i statslige organisationer som SKAT viste sig til stor overraskelse for alle andre end de med konkret indsigt i praktisk skatteligning.

Der plejede heller ikke at være omfattende offentlig svindel eller korruption i Danmark.

Problemet er i meget stor udstrækning, at embedsmændene tillades at anvende et ordvalg, der ikke indebærer ansvar for dem selv. Med sprogligt sløseri sikrer embedsværket, at politikerne ikke skal tænke over sagerne, og dermed ikke får ansvar for at staten konfronterer også ubehagelige, mulige begivenheder.

Rådgiverne burde, på trods af at det ikke er velkomment, i overensstemmelse med sandheden altid gøre det klart, ”at (den negative udvikling) ikke kan udelukkes”.

Men evnen til at forudse negative konsekvenser er stærkere hos de, der har konkret saglig indsigt, en de med generaliserende, teoretiske forvaltningsuddannelser. Og den første kategori er der nu kun få af i toppen af embedsværket.

HISTORIKERES FORSTYRRENDE VIDEN
Hvis jeg havde været samfundsfaglig generalist og teoretiker kunne jeg sove trygt uanset alle tiden problematiske udviklinger. Men jeg blev officer og derefter historiker med fokus på 20. århundrede, hvor det er bruddene i udviklingen, der træder frem. Det uforudsete i det århundrede, var ofte forudseeligt, men varslerne blev oftest bagatelliseret og negligeret som politisk ubekvemme og derfor dømt usandsynlige.

Her står ikke mindst udbrud af krige, flygtninge-migrantbølger, økonomiske kriser samt staters og hidtil velfungerende politiske systemers først træthed og så sammenbrud som klare eksempler.
Det 20. århundrede så antiautoritets generationsoprør i slutningen af 1960’erneog igen nu flere steder i verden, smitsom ideologisk hjernebetændelse som først den munkemarxistiske i 1970’erne, så den fundamentalistisk-liberalistiske virus i 1990’erne og endelig patologisk romantisk nationalegoisme.

Alle disse bevægelser havde og har tydelige forstadier, hvor konstateringen af, at det nok er et kort og uskadelig udvikling, som man kan ignorere og lade rinde ud uden forståelse og engagement.
Som historiker fokuserer man naturligt på bruddene samt deres årsager og konsekvenser, og mindre på mellemperioderne af stabilitet, hvor det normalt kun er på overfladen, at alt fortsætter, som det plejer at gøre.

ANSVARSFORBEREDTE PROFESSIONER
Med hensyn til én profession, ingeniørerne, synes selv politikere og generalistiske forvaltere at forstå, at det nok er bedst, at man lytter til deres forudsigelser.

Det er også meget vanskeligt at slippe for personligt ansvar, hvis man (på skrift) ignorerer dem, og det så går synligt og grueligt galt.

Også prognoserne fra en anden profession, lægerne, er de fleste motiveret til at respektere, i hvert fald på det individuelle plan.

Ved begge professioner er det centrale element ansvarlige anbefalinger bygget på prognoser over alternativer. Og i begge professioner er det de professionelle selv, der – igen under ansvar – skal føre de besluttede løsninger ud i livet.

Derved adskiller de sig normalt fra den generelt samfundsvidenskabeligt funderede forvalter, der ikke selv har konkret viden og færdigheder, der skaber evnen til at lede en praktisk udførelse.

Ingeniører og læger deler i øvrigt vilkår med den professionelle militære planlægger og chef, dvs. officerer, der i hvert tilfælde tidligere kombinerede et professionsrettet uddannelsesforløb med praktisk militær ledelseserfaring.

Sådanne officerer er som både planlæggere og chefer personligt ansvarlige for at udvikle handlemuligheder samt derefter identificere risici på grundlag af prognoser for, hvad modstanderen kan og måske vil gøre. Og som ingeniøren og lægen vil officeren selv eller andre militære være ansvarlige for, at føre den besluttede handling ud i livet.

DET UØNSKEDE KAN SJÆLDENT UDELUKKES
At noget ubehageligt og potentielt katastrofalt ikke plejer at ske betyder normalt samtidig, at ”det ikke kan udelukkes”.

Ved at anvende denne sidste formulering kan man begrunde, at den uønskelige udvikling gennemanalyseres med henblik på at identificere også negative konsekvenser. Derved bringer rådgiveren ansvaret op til politikerne, hvor det naturligt bør ligge. Og dermed får offentligheden og politikere bedre muligheder for at se mulige alvorlige problemer og reagere i tide.

Indtil videre lever ”Plejer” trods det uerkendte stærkt skrøbelige helbred dog i bedste velgående.

Trumps brutale klarlæggelse af den amerikanske opfattelse af, at europæerne burde forsvare sig selv, så USA kan koncentrere sig om egen sikkerhed og om på selvvalgte tider og steder at dominere verden, har fremkaldt en ny bølge af ufokuserede og lidet dækkende reaktioner i EU-lande, herunder i den her afgørende stat, Forbundsrepublikken Tyskland.

Det er væsentligt at fastslå, at udviklingen ikke forudsættes at indebære et europæisk-amerikansk modsætningsforhold, kun at europæerne er blevet tvunget til at tage konsekvensen af, at man forsvarsmæssigt herefter skal stå på egne ben.

ATLANTPAGTEN BLIVER EFTER USA FORLADER DEN MILITÆRE ORGANISATION SOM I 1949
Det problem, som derfor skal og kan behandles, er, at USA, som Frankrig gjorde i 1966, trækker sig ud af den faste organisation, NATO, der blev skabt som reaktion på invasionen af Sydkorea i 1950. Man skal derfor ikke forholde sig til en situation, hvor USA trækker sig fra sine forpligtelser i Atlantpagten. USA forlader blot NATOs kommandostruktur, m.m. og ophører med at have militære styrker stationeret i Europa.

Dvs. at der i det transatlantiske forhold herefter kun vil blive tale om et ad hoc etableret alliancesamarbejde for klokkeklare Artikel V-situationer (som tilfældet sandsynligvis ville have været efter 1949, når den militære besættelse af Tyskland og Østrig var afsluttet, hvis modsætningsforholdet til Sovjetunionen ikke var blevet drastisk forværret og militariseret som følge af Vestens læsning af invasionen af Sydkorea).

Det, som USA her forudsættes at have gjort, svarer i princippet helt til, hvad De Gaulle gjorde, dvs. at trække sig ud af den militære organisation, men forblive alliancemedlem. Man kan reelt sammenligne Trumps motiv om maksimal national markering som meget lig med den daværende franske præsidents. Den primære forskel er den dramatisk anderledes virkning af USAs exit fra organisationen i forhold til Frankrigs.

De eneste skridt, der altid diskuteres, når et fælles europæisk forsvar er på dagsordenen, er muligheden af samordning af EU-landenes materielindkøb, en opbygning af de europæiske stabsstrukturer og samarbejde om fælles operationer uden for vores ende af det euroasiatiske kontinent. Det er områder, som ikke-militære embedsmænd som EUs er trygge ved. Problemet er, at langt hoveddelen af det, der skaber evnen til robust, territoriedækkende og varig militær indsats og beredskab – og derigennem også troværdig afskrækkelse af aggression – hermed lades ubehandlet. Det bliver militært set som diskussionen af Kejserens nye klær.

ORGANISATIONEN MÅ EUROPÆISERES
Dette lille indlæg vil bevidst kalde spaderne ved deres navne med et professionelt militærfagligt fundament beskrive, hvad der skulle ske, hvis Den Europæiske Union reelt skulle vise enighed, viljestyrke og evne til bl.a. at konvertere NATOs europæiske søjle og sit eget forsvarssamarbejde til en troværdig forsvarsevne, der bl.a. med rimelig stor sikkerhed kunne afskrække Rusland fra amå eller større eventyr selv efter USAs udtræden af organisationen.

Indlægget vil ikke systematisk forholde sig til politisk realisme eller den altid og allestedsnærværende organisatoriske selvinteresse og inerti.

Her skitseres de nødvendige skridt kort på fem områder:

For det første de overordnede politisk-økonomiske strukturer.

For det andet det territoriale selvforsvar af EU-landene, specielt de østlige grænselande, mod Rusland.

For det tredje den fælles nukleare afskrækkelse.

For det fjerde den maritime og eventuelt arktiske dimension og endelig for det femte militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten.

GLEM STORBRITANNIEN, MEN USA DOMINERER FORTSAT HAVET
Storbritannien betragtes ikke som en del af løsningen, og intet bygges på de nuværende britiske styrker, dels fordi de er blevet dramatisk udhulet og svækket igennem de sidste ti år, dels fordi Skotlands fortsættelse i Unionen er usikker.

Derimod indgår Den Irske Republik som en del af det landområde, der skal sikres og kan udnyttes. Det forhold som det enkelte NATO-medlem havde til alliancen, overføres til afløserorganisationen. For ikke-NATO-medlemmer som Irland, Østrig, Sverige og Finland indgår de som EU-medlemmer uden forbehold. Neutralitet i forhold til det europæiske fælles forsvarsbehov forudsættes udelukket.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske, nu ad hoc-samarbejde naturlig først og fremmest ske på havet.

HVORDAN
Til EU’s ledelse vælges herefter af rådet og parlamentet en minister for koordination af det fælles forsvar. Han afløser NATOs Generalsekretær, hvis stilling jo er nedlagt, og han støttes af en tilpasset udgave af generalsekretærens stab.

Det Nordatlantiske Råd slås sammen med EUs Ministerråd, hvor ex-NATO-medlemmer som Norge, der ikke er EU-medlemmer, deltager, når forsvarsemner behandles.

Den overordnede militærfaglige rådgivning påhviler en europæisk forsvarschef, der vælges blandt flere kandidater efter en fokuseret afprøvning af han militærfaglige bredde og dybde. Dette betragtes som nødvendigt for at stillingen gennem faglig respekt bevarer den legitimitet, som tidligere kunne bygges på USAs dominerende militære magt. Han virker samtidig som formand for den europæiske militærkomité og støttes af den herefter ”europæiserede” Internationale Militære Stab.

NATOs operative stabe fra SHAPE og nedefter overtages af europæerne og strukturen tilpasses det nye behov. Den afbureaukratiseres samtidig, og fra besættelse af chefstillinger på forskellige niveauer efter aftale eller rotation sker det herefter ved uafhængig faglig afprøvning af tilbudte, kvalificerede kandidater fra medlemslandene.

Det er indlysende, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

FÆLLES STRATEGISK KULTUR
NATO Defense College, nu European Defence College, må udvides og konverteres til at uddanne tre typer elever på sine nu tre hovedkurser. Formålet er på alle kurser og andre aktiviteter networking og bedømmelse af egnethed, og præstationspresset på kurset skal sikre grundlag for det sidste.

For det første etableres kurser for de få officerer på oberst/kommandørniveau, der er fundet egnede til de øverste nationale militære stillinger, samt generaler/admiraler, landene ønsker at tilbyde til stillingerne i de fælles stabe på højeste niveauer eller som chefer for fælles operationer.

For det andet (ved konvertering af NDCs nuværende primære kursus) gennemføres et kursus, der skal forberede eleverne til stillinger i de fælles stabe.

For det tredje skabes et kursus for de nationale og fælles chefer samt de ledere fra industrien, der skal sikre fælles og standardiserede materielindkøb. En effektiv harmonisering af materieludvikling og -indkøb kan kun sikres gennem en fælles godkendelse fra en fælles EU-materielorganisation, der har agenter placeret i alle medlemslandenes forsvarsministerier. For at sikre bevarelse af habilitet roterer agenterne hurtigt mellem landene.

I øvrigt er det afgørende for omkostningseffektiv udvikling af fremtidige våben og andet materiel, at man altid sikrer åben konkurrence mellem mindst to uafhængige producenter, og at projekterne styres gennem operative og andre krav, ikke gennem fælles projektforvaltning (der erfaringsmæssigt forsinker og fordyrer udviklingen dramatisk).
Centralisering af den begrænsede våbenproduktion efter Den Kolde Krig gør dette til en vanskelig udfordring, som næppe kan løses uden subsidier, der sikrer overlevelse eller retablering af konkurrenter.

TERRITORIALT SELVFORSVAR MOD RUSLAND
Hvordan dette må ske, kan illustreres ved at kombinere inspiration fra to eksempler: Det første er Finlands forsvarsmodel, det andet NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne, hvor Vestmagterne donerede materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og hvor den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret.

Europas lange østgrænse til Rusland (og Hviderusland) fra Barentshavet til Sortehavet kan kun gives en sådan tæthed af styrker, at man afskrækker konventionelle angreb gennem tilstedeværelse og evnen til nogle ugers forsvar, hvis frontlinjestaternes befolkninger motiveres og uddannes som værnepligtige, så de kan mobiliseres i forsvarsenheder på forskelligt kvalitetsniveau og beredskab.

At det er muligt illustreres af den tidligere nordiske og nu specielt finske forsvarsmodel, og anfægtes kun af de akademikere og militære, der ikke fra egen erfaring ved, at en enheds kampværdi i en veldefineret opgave som tilfældet er ved territorialforsvar (eller guerilla) afhænger af kvaliteten af førings- og specialistkadrer samt af mandskabets motivation – ikke af de meniges generelle rutine.

Der er dog tre forhold, der kan nødvendiggøre, at den finske model suppleres med kvindelig værnepligt. For det første den meget store del af de østeuropæiske landes unge, der arbejder i udlandet, For det andet den generelle fedmeepidemi også blandt yngre mænd, der gør dem uegnede i forsvarsopgaver. For det tredje den stigende tendens til kønsskift.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO, at man vidste, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til hærene, flystyrkerne og flåderne. Så ud over at have styrker, der kunne deltage i frontlinjestaternes forsvar eller forstærke dette efter nogle dage eller uger, udrustede og støttede man frontlinjestaterne med fly, skibe og hærmateriel, og hjalp med nyere materiel efter nogle år.

HJÆLPEN TIL GRÆNSESTATER
Et effektivt europæisk territorialforsvar må give materielhjælp til frontlinjestaternes uddannelses- og mobiliseringsstyrker, og baglandsstater må både opstille de kampflystyrker og krævende luftforsvarssystemer, som frontlinjestaterne ikke kan klare økonomisk, samt de supplerende og bl.a. tungere hærstyrker samt ammunition, som skal forstærke frontlinjestaterne sikre deres lokale styrkers evne til fortsat kamp.

Forstærkningsstyrkers evne til at blive klar i tide kan sikres gennem forhåndsoplægning af materiel- og ammunition, som USA gjorde under Den Kolde Krig. Hjælp og forstærkning må afhænge af frontlinjestatens vilje til at etablere en værnepligtsbaseret forsvarsstruktur, da denne er en forudsætning for at sikre tid og rum til forstærkningernes ankomst og deployering.

Opstillingen af styrker af forsvarsrelevant størrelse (dvs. flere komplette og logistisk robuste brigader fra et baglandsland som Danmark), vil også kræve anvendelse af værnepligten her, men ikke den brede og totale anvendelse, som er nødvendig i frontlinjestaterne.

Ud over disse bemærkninger om den overordnede, nødvendige struktur, er det nødvendigt at understrege, at intet kommer til at virke, hvis man ikke “re-booter” hærene, afvikler New Public Management-bureaukrati og genskaber de professionelt fokuserede aktiviteter, med lange, krævende feltøvelser og krigsspil, der klart eksponerer svagheder hos personer og strukturer, så de kan afløses henholdsvis fjernes.

RE-BOOTNING TIL FORSVARSFORBEREDELSER
Stabe på alle niveauer skal reduceres gennem fokusering på opgaver i krise og krig, så faste officerer ikke længere kan forfalde til at blive snævre forvaltningsspecialister (kun tekniske officerer må forblive specialister, men skal sikres generel indsigt).

Alle problemer skal forstås og øves i alle deres aspekter, logistiske, cyberkrigs-, osv. og strukturerne skal gøres robuste ved, at man stadig øver tab af nøglepersonel og materiel, indlægger effektivitetsundergravende kunstig friktion, og uddanner officerer til at kunne virke “et niveau op” og forstå “to niveauer” op.

Kun ved igen at stille brutale videns- og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge. Stigende kompleksitet (hvis den måtte findes) håndteres ikke effektiv ved større egentlige stabe, men ved at give chefer og primære stabsofficerer indblik i denne kompleksitets karakter og rutine i at virke i denne, så de kan refokusere og prioritere stabens virksomhed.

DEN FÆLLES NUKLEARE AFSKRÆKKELSE
Der er reelt kun en mulighed for at opbygge et fælles nukleart afskrækkelses-”tag” på den territoriale selvforsvarsstruktur, så Unionen og landene ikke ligger åben for nuklear afpresning. Det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der erklæringsmæssigt også dækker resten af EUs område.

Det måtte indebære, at Tyskland overtog mindst 50 % finansieringen af driften af de franske atomdrevne undervandsbåde af Triomphant-klassen, at også Tyskland stillede besætninger eller dele af disse, og at antallet af både blev udvidet til nok seks ved afløsningen med næste generation, så antallet af både på konstant patrulje kunne blive øget.

Alt dette for at gøre det mere troværdigt, at også andet end et kernevåbenangreb på selve Frankrig kunne udløse et svarangreb og at også andre dele af Europa var værn mod nuklear afpresning.

For at dække behovet for afskrækkelse af truslen fra russiske præcisionsmissiler med mellemrækkevidden på op til 5.500 km, kunne man satse på krydsermissiler fra torpedorør i andre franske, tyske og eventuelt andre EU-landes undervandsbåde, hvor landet påtog sig rollen og havde de nødvendige franske og tyske officerer ombord, når der var kernevåben i rørene.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene.

DEN MARITIME OG ARKTISKE DIMENSION
Som det demonstreres klart i Hormuz-strædet og i Middelhavet i denne periode er der selv i fredstid behov for maritime styrker til at løse krævende opgaver af forskellig karakter. På grund af mange års samarbejde i NATO- og anden ramme, er evnen til samarbejde høj, og der er derfor på nogle områder ret få problemer her med at få en EU-flådestyrke til at fungere, da det kun er det blå flag, der ændres.

Det vil dog stadig være en udfordring at sikre en rationel bygning af skibe og andre fartøjer, så de har en højere grad af standardisering end nu og der opnås besparelser gennem bygning af et større antal af samme enheder. Det kan også være et problem at bevare en afbalanceret styrke, der udover større skibe til opgaver på det åbne hav også har specialiserede enheder til indsats i kystnære farvande, herunder til minekrigsindsats.

Det vil være vanskeligt – reelt nok umuligt – at gøre styrken materielmæssig uafhængig af USA, fordi amerikanerne på mange områder er førende i Vesten på de maritime våben- og anden maritime nøgleteknologiområder.

På den anden side er denne afhængighed et mindre problem, fordi europæerne netop på havet som understreget i indledningen vil kunne og skulle samarbejde med USA i en krig.

Om EU også skal forholde sig til sikkerhedsproblemer i Arktis vil være afhængigt af norske og dansk-grønlandske beslutninger. Også her vil indsatsen blive domineret af USA.

MILITÆR STABILISERINGSINDSATS I NÆROMRÅDET
Som nu vil den indledningsvise hovedindsats i en fremtid med et EU-forsvar blive båret af ikke-frontlinjestater, hvilket efter tabet af Storbritannien først og fremmest vil sige Frankrig. Andres deltagelse vil som nu i høj grad afhænge af, om FN legitimerer indsatsen og overtager ansvaret for den længerevarende operation.