Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.
Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.
Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.
Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.
Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.
I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.
Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.
Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.
Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.
Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.
Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.
Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.
Ja, før i tiden havde vi Bornholms Værn som en lille del af Hæren.
I dag formår vores samlede hær formentlig mindre end Bornholms Værn i 1991.
Det taler hverken vores politisk eller militære “ledere” højt om. Gad vide hvad vælgerne ville sige hvis de vidste at de betaler milliarder af kroner til en Potemkinkulisse hvert år.
Da en genopbygning af Forsvaret ville kræve en tilbagerulning af nu tyve års “reformer”, hvor ikke engang de ældste tjenstgørende forstår, hvad de ødelagte, er jeg ikke sikker på, at de aner, hvor galt det er.
I en lang analyse af udviklingen, som jeg lavede her til bloggen for vel fem år siden, hvor den stadig findes, konkluderede jeg, at skaden var uoprettelig uden ansættelse af en udenlandsk ledelse af organisationen (en finsk og en USMC generalløjtnant, begge lige pensioneret, der bestemte, når de var enige).
Denne løsning har været nødvendig én gang før, da kun med Flyvevåbnet, som de danske chefer havde kørt i sænk. En RAF-general blev hyret for at løse problemet.
Et troværdigt forsvar af Bornholm er ikke muligt med de tilrådighed værende danske hærenhedet. Det kræver en kampstyrke som har en mandskab-, materiel- og logistikmæssig størrelse, som gør den i stand til at kæmpe selvstændigt i et godt stykke tid. Øens strategiske betydning med dens placering i Østersøen var tyskerne klar over under 2. Verdenskrig, hvor dens betydning blev tydelig under det tyske sammenbrud i øst, hvor tusinder af soldater blev evakueret til øen.
Ikke enig. Det skyldes min erfaring som ansvarlig for kupforsvaret af øen 1986-88 og involveringen i forsvarsplanlægningen i samme periode.
Det afgørende svaghedpunkt er Rønne Havn. Det er ikke et hærproblem, men forudsætningen for øens forsvar er, at havnen gøres ubrugelig ved minering/sprængning, før den kan tages i brug. Det er og var en søværnsopgave at ødelægge havne.
Det tilknyttede landsætningspunkt er Rønne Lufthavn, som jeg havde ansvaret for at lukke med min infanteribataljon. Med en kombination af forberedt sprængning og kraftige våben, eksempelvis et kompagni med infanterikampkøretøjer skjult i den tilgrænsende plantage, er landsætning her selvmord.
Herudover er der følgende mere begrænsede og vanskeligere landgangsmuligheder på Balka, Snogebæk og Raghammer strande samt i de mindre havne.
Her er kun strandene på Sydøstbornholm et problem, og kun, hvis der anvendes specialiserede landgangsfartøjer og de marineinfanterienheder fra Baltyisk, der nu er på krydstogt til Sortehavet. Men landsætningen er så kanaliseret, at det ikke er let at få fodfæste, hvis forsvareren har tunge, langtrækkende våben. Og det har selv den nuværende danske hær stadig.
CAESAR-artilleriafdelingen kan fra et sæt spredte og skjulte stillinger dække hel øen og farvandet omkring den.
De mindre havne kræver lokalmobiliserede styrker og spærringsmateriel. De første var tænkt etableret med nuværende forligs værnepligtsenheder, og her har du ret i, at man mangler noget, som gør, at mere kvalificerede enheder må anvendes.
Logistisk har forsvaret på øen altid været begrænset. Men da kampen vil blive afgjort på et par timer, er dette et overkommeligt problem.
Men indtil man har fået skabt et antal værnepligtsbaserede enheder, vil forsvaret af øen kræve hele 1. Brigade og snarest belejligt den luftværnsenhed, der kun er under overvejelse.
Supplerende, der demonstrerer at den nuværende samlede danske hær l i g e n e t o p kan forsvare Bornholm med Chefen for 1. Brigade som ansvarlig:
Den motoriserede bataljon fra Haderslev samt en anden bataljon med to kompagnier med infanterikampkøretøjer(IKK) og en kampvognseskadron gives opgaven i Rønne Havn og Lufthavn under én chef. Her også en tung mortérdeling og et panseringeniørkompagni.
Under en anden chef med ansvar for forsvaret af sydøst- og sydkysten placeres en bataljon med to kampvognseskadroner og og et IKK-kompagni samt en bataljon med tre Piranha-udrustede kompagnier. Her også to tunge mortérdelinger og to panseringeniørkampagnier.
Artilleriafdelingen placeres i skjul ved meget spredte stillingsområder omkring Almindingen.
Delinger fra de lette opklaringseskadroner gives med ødelæggelseshold fra Hjemmeværnet ansvaret for de mindre havne.
Nu har jeg genlæst hvad du har skrevet her om Bornholm. Som Officer af reserven fra 1965 til 2000 ved Bornholms Værns Telegrafkompagni har jeg et kendskab der gør at jeg som altid er enig med dig. Til den aktuelle situation som vi lige har chattet om. Der er en god mulighed for at genoprette forvaret af Bornholm hvis man vil nu. På Almegårds Kaserne kan de nu stationerede eskadroner fra Gardehusarregimentet suppleres op. Der er ledig kapacitet på kasernen. På selve Store Almegård. COMCENTRET under jorden er blot i mølpose. Og ikke uvæsentligt. Vores elskede officersmesse er der endnu. Samt meget andet. Der kan etableres en Kommandostation der med en dansk brigadegeneral i spidsen. Den kan samvirke med det Polsk Tyske Danske hovedkvarter i Stettin. Og med den nye Kommandostation i Letland. Og på Bornholm har vi jo stadig radarerne på Rytterknægten. Til gengæld bør vi af historiske grunde ikke tilbyde USA at etablere sig der i Danmark. Lad os håbe at midler fra et øget forsvarsbudget havner på Bornholm i den hvide sø.