Der har været tre opfattelser bag valget af fremgangsmåder:
FOR DET FØRSTE, at man kunne og skulle leve med sygdommen indtil man på et tidspunkt opnåede flokimmunitet, som man forudsatte ville være så dækkende og vare så lang tid, at senere udbrud ville være begrænsede.
I Sverige valgte man denne vej, idet man dog gennem forholdsvis milde nedlukningsforanstaltninger og henstillinger forsøgte at finde en balance mellem ønsket at holde samfundet i gang og den nødvendige, men nu bremsede smittespredning. Det er en strategi med fokus på makroniveauet.
Man kunne benævne strategien “managed laissez faire-strategi”.
FOR DET ANDET, at man måtte se i øjnene efter de første erfaringer i Kina, at dette ville være samfundsødelæggende.
Derfor skulle man gennem massiv testning, energisk kontaktsporing og beslutsom karantæne/isolation. Denne vej blev efter den første katastrofe valgt af Kina, fastholdes af Sydkorea, bl.a. Singapore, New Zealand og de fleste dele af Australien, og er også valgt af resursestærke lande i Vest fra Tyskland i den ene ende og Norge samt Island i den anden.
Danmark har nu officielt valgt denne strategi, men uden at have gjort sig klart, at man mangler den nødvendige smittesporings- og dedikerede laboratoriekapacitet.
Det er en strategi med fokus på mikroniveauet, for den konstante kraftanstrengelse skal muliggøre den størst mulige åbning af økonomien. Man kunne benævne strategien “offensiv inddæmning”.
FOR DET TREDJE en fremgangsmåde, hvor man søgte at kvæle smitten med generelle tiltag på makroniveauet, som skulle undgå, at sundhedsvæsnet ikke kom i en så dramatisk og pinlig krise som i Wuhan, Lombardiet, Madrid og New York.
Det skulle vare, indtil man opnåede en behandling, vaccine, eller man måske blev hjulpet af den flokimmunitet, som man ikke nævnte direkte.
Man skabte ikke de instrumenter på mikroniveauet, der skulle til at trykke og holde smitten i bund. Man kan egentligt ikke kalde denne vej en strategi, kun “optimistisk taktisk tilpasning”.
Efter at have flirtet med den klare og mandigt beslutsomme første model i et par uger i Storbritannien og flere måneder for USAs og Brasiliens vedkommende, flygtede man som de fleste andre lande til tredje model, som andre lande som Danmark havde valgt så tidligt med det begrænsede mål, at hospitalsvæsnet ikke blev overbelastet.
Den tredje vej har imidlertid det problem, at den ikke har målet og midlerne til at holde smitten nede, og der er hele tiden risiko for, at man må gribe til de generelle og ødelæggende nedlukningsforanstaltninger.
Dette er nu blevet ubehageligt klart ved den nedlukning i august af den australske delstat Victoria med metropolen Melbourne, der blev det nærmeste et demokrati er nået til de drakoniske forsinkede kinesiske skridt i februar.
I Victoria er man imidlertid nået til erkendelsen af, at det tredje vej indebar risikoen for, at det kan gå galt igen, og som andre dele af Australien har man nu valgt målet at holde smitten nede med en konstant indsats på mikroniveauet.
Risikoen for, at det går galt, gælder på samme måde både den første (svenske) og dem tredje vej, “siksak-taktikken”.
Måske reddes vi af en rettidig vaccine fra at måtte lære dette på samme måde som Victoria gjorde.
Det må vi håbe, men jeg tror det desværre ikke. De nye “sak”, der må forventes fra næste uge, bliver næppe de sidste år.
Danmark skal desværre nok igennem en meget ubehagelig læreperiode, fordi vi ikke viste rettidig omhu i foråret, og fordi vi har tabt ungdommens accept, indtil de igen har kedet sig over lukkede undervisningslokaler og fjernundervisning.