En historie om spændet mellem den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske virkelighed.
(Fotografiet viser landsdommer Michael Kistrup, som var formand for TET, og som blev underkendt af tre kolleger (arkivfoto Philip Davali/Ritzau Scanpix))
På den ene siden havde man en socialdemokratisk regering med den forsvarsminister Trine Bramsen. Hun var selvfølgelig bevidst om, at regeringens støttepartier ikke delte hendes eget partis sikkerhedspolitiske grundopfattelse, herunder ikke det vitale samarbejde med USAs sikkerhedstjenester mod fælles ydre fjender. Det var dengang før 24. februar 2022, hvor der var uenighed om dansk sikkerhedspolitik. Men det gik jo nok.
Det gik lige indtil en “whistleblower” i uenighed med sin arbejdsplads Forsvarets Efterretningstjeneste klagede til Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).
Whistleblowerens påstand var i hvert fald, at en del af dette samarbejde var mod dansk lovgivning, og det daværende tilsyn under landsdommer Michael Kistrup var tilstrækkelig enig til at sende rapporten til Trine Bramsen med ønske om svar.
Da hun i modsætning til mig åbenbart vidste eller formodede, at fløjtespilleren politisk var på linje med et af regeringens støttepartier, var gode dyr rådne.
Det er min analyse nu, at Forsvarsdepartementet havde undervurderes TET-formandens selvtilstrækkelighed og stædighed, og at det først var nu, at Departementschefen, Thomas Ahrenkiel, erkendte situationens alvor, og at det var nødvendigt at inddrage statsministeriet. Her var man efter den nylige erfaring med krisehåndteringen af Trumps Grønlandskøbstilbud akut opmærksom på forholdet til USA, og reaktionen blev drastisk, også for Ahrenkiel selv pga. hans manglende rettidige omhu.
Regeringen med Bramsen som ansvarlig for udførelsen suspenderede hun de ansvarlige for den påståede ulovlighed, herunder chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen og hans forgænger, Ahrenkiel.
Findsen følte sig stødt på manchetterne og led ikke i stilhed, men snakkede bl.a. med medlemmer af pressen om det påståede ulovlige samarbejde, hvilket han ikke måtte. Det havde man åbenbart forventet, så samtaler blev aflyttet. Snakke gjorde også Bramsens forgænger som forsvarsminister, Klaus Hjorth Frederiksen, hvilket heller ikke han måtte.
Efter at have tænkt sig om, hyrede regeringen andre jurister, tre andre landsdommere, der underkendte tilsynet. Det var skam ikke sket noget, der var i strid med dansk lovgivning. Kistrup fik minksagen at lege med.
Men der var lige de uheldige bivirkninger, Findsen og Frederiksen, som ikke havde holdt kæft med det, som fløjtespilleren havde været uenig i. Derfor var de landsforrædere, og af hensyn til den store samarbejdspartner, måtte en uafhængig domstol afgøre deres sag. Det var ganske vidst.
At det centrale problem var en manglende mulighed for at sikre loyaliteten hos efterretningstjenesternes medarbejdere efter historiens afslutning, blev og er stadig overset af alle, herunder medierne, hvilket ikke imponerer mig specielt meget.
Men ved at danne en flertalsregering over midten efter, at historien overraskende genstartede, klarede man i hvert fald nu problemet ved, at fremtidige uenige fløjtespillere i efterretningstjenesterne ikke kan referere til et støtteparti.
Om det imponerer vores store samarbejdspartnere, kan jeg tvivle mere på. Mine udenlandske kontakter undrer sig over, at nogen kan være så ekstremt naive, som de danske myndigheder var og er.