Problemet er, at det moderne Tyrkiet blev skabt i årene før, under og efter 1. Verdenskrig på ambitionen og fiktionen om en etnisk homogen nationalstat. De gensidige etniske udrensninger af kristne fra Tyrkiet og tyrkere fra Balkan blev intensiveret under 1. og 2. Balkankrig, fortsatte under Verdenskrigen og blev afsluttet under den efterfølgende Græsk-Tyrkiske Krig. Den mest kendte enkeltbegivenhed er massemordet og fordrivelsen af armenierne fra den østlige del af det nuværende Tyrkiet.
Her fandtes nu hovedparten af den del af den kurdiske nation, der boede inden for Tyrkiets grænser, og da tyrkerne ikke kunne forene tilstedeværelsen af en anden nation, der skulle anerkendes og gives fulde politiske rettigheder, med idéen om en-nationsstaten, måtte kurdernes eksistens benægtes og de måtte udsættes for et så stærkt pres ved at nægte dem politiske og kulturelle rettigheder, at de blev assimileret.
I næsten tyve år i slutningen af det foregående århundrede og de første år af dette forsøgte man at nedkæmpe den kurdiske modstand, men forsøget vanskeliggjordes nu af eksistensen af de delvis autonome kurdiske områder i det nordlige Irak efter Golfkrigen i 1991.
Det efter årtusindskiftet stadig mere demokratiske Tyrkiet søgte halvhjertet at give kurderne lige politiske rettigheder, og efter Irakkrigen samarbejdede man økonomisk med de kurdiske ledere i irakisk Kurdistan. Men nogle år efter Erdogans magtovertagelse blev der igen stigende politisk pres på de tyrkiske kurdere og en undergravning af deres politiske rettigheder, og de kurdisk kontrollede områder, der skabtes under den syriske borgerkrig, blev en synlig trussel mod den stadig mere nationalistisk motiverede enhedsstat.
Som den osmanniske sultan i slutningen af 1800-tallet mobiliserede hadet til de kristne for at støtte sit styres legitimitet, anvender Erdogan nu kurderne.
Indtil den tyrkiske stat fuldt ud accepterer det kurdiske mindretal og giver det fulde kulturelle og politiske rettigheder inden for landet, forbliver kurderne et sikkerhedspolitisk problem i regionen og potentielt i de lande, de er immigreret til.
Jo længere det varer, før dette sker, desto bedre argumenter har kurderne for, at deres fremtid kun kan sikres i et hjemland i regionen op mod den type, som sejrherrerne nægtede dem efter 1. Verdenskrig (se kort).
***
Hvad kan vi, dvs. Danmark, så gøre? Reelt kun én ting. Vi kan meddele som vores konklusion (og arbejde for internationalt), at man efter 100 års erfaring med behandling af det kurdiske folk uden sikring af et hjemland må se dette valg som i stigende grad uholdbar.
Derfor bør der gennemføres FN-kontrollerede folkeafstemninger i de grænsedistrikter af Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran, hvor der er større kurdiske befolkningsgrupper, med henblik på at en international grænsekommission fastlægger grænserne for en nye kurdisk stat.
Dette vil selvfølgeligt fremkalde afvisning og særdeles negative politiske reaktioner fra de fire lande, men det eneste, de kan gøre for at imødegå idéen efter den er formuleret, er at gennemføre de politiske reformer, der kan undergrave dennes logik.