Fra værdier til sund konservativ politik

I Berlingske-kronikken “Kurs mod konservative værdier” fra 6. januar kom Lars Barfoed reelt til at demonstrere, at han kun på få punkter kunne fremlægge, hvordan værdierne skulle udmyntes i politik.

Et centralt problem ligger i hans tankeløse – undskyld, ukritiske – anvendelse af ordet “reformer“. Lyder varm og positivt, gør automatisk ændringer til noget godt, uden omkostninger. Så at sige alle de “reformer”, der er blevet gennemført på de offentlige områder i de seneste tyve år har været drevet enten af liberalistisk fundamentalistisk ideologi eller managementteori. Ændringerne er uden forsøg og analyse af de totale virkninger blevet presset ned over sektorer, hvor de smarteste og mest overfladiske har lært det sprog, der som kejserens nye klæder får lytteren til at glemme sagens faglige substans. Det, der normalt har været tale om, er centraliseringer og standardiseringer, der har medført uhæmmet vækst af ufaglige bureaukratier og for de enøjede reformatorer uventede og utilsigtede virkninger, som derefter ses som fremkaldte af “naturlove” som globaliseringen, den moderne informationsteknologi eller behov for effektiviseringer og centralt styrede besparelser.

En konservativ taler om ændringer, der viser sig nødvendige, men som afprøves ved forsøg og mod erfaringer. Han nedbygger simpelthed forventningerne til et holdbart niveau ved at tale om “ændringer“.

Danske konservative havde selvfølgelig ikke magt til at blokere for det fundamentalistiske liberalistiske digebrud på erfaring, som under betegnelsen globalisering frigjorde kapitalen og kapitalismen fra staters modererende virkninger, men det ville have været smukt, om de mere tænksomme havde set og fremlagt de mulige og sikre negative virkninger, herunder at de frigjorte kapitalister ville opføre sig som griske svin på speed, uden den selvkontrol, det samfundssind og den dannelse, som partiet gerne skulle stå for. Skeptisk, erfaringsbaseret tale kunne have fået andre til at tænke sig om, før det var for sent. Nu må vi håbe på, at overnationale elementer som EU får magt til at gøre det for os.

De Konservative skulle med deres vægtning af ansvarlig og dannet optræden burde have været de første til at fordømme de erhversledere, der groft og i grisk egoisme har handlet skadeligt for både deres virksomhed og deres land – som ludo-kleptomaner. Konservative bør kunne fordømme klart, i modsætning til fundamentalistiske liberalister, hvor en vis beundring kan ligge lige under overfladen.

Barfod skriver om den centrale i at ændre folkeskolen. Fint nok. Men det synes som om, at han ikke ser og forstår, at det ikke var en specielt konservativt at acceptere ødelæggelsen af de danske højere uddannelser gennem en kombination af managementfis, overbureaukratisering, produktionspres og en mildest talt uheldig karakterskala”reform“, der endeligt helt forlader de klassiske Østedske idéer uden at overtage en kendt og velprøvet udenlandsk model. Problemet med både i den tidligere og den nuværende skala at have karakteren “7” – med grundlæggende forskellige niveaukrav – er en af de centrale fadæser.

Det er en ukonservativ flugt fra virkelighed og erfaring at tro, at masseproduktion af batchelors, masters og ph.d.-er, muliggjort af sænkede kvalitetskrav, kan gøre Danmark konkurrencedygtigt. Med den (forhåbentligt bevidst) sænkede kvalitet i de højere uddannelser kan man ikke forbedre niveauet noget sted i uddannelsessystement. Umiddelbart set skulle det være en konservativ sag at stille kvalitetskrav. Hvor er Per Stig Møller i denne sag?

Som Barfod skriver søger hans parti et medieforlig, der kan sikre den trykte presses overlevelse. Prisværdigt at man her vil gøre modstand mod en udvikling, der af mange – som globaliseringen – ses som en naturlov. Det ville være smukt, hvis man samtidig ville gøre op med den indtil nu uimodsagte fundamentalistiske liberalisme på bogmarkedet. Hvis dansk kultur og sprog skal overleve, skal dansk bogproduktion være lønnende, også for andet end danske kriminalromaner og halvdårlige oversættelser af udenlandske do. Når andre lande kan leve uden moms på bøger, kan det nok også administreres af det oversofistikerede danske skattevæsen. Det er muligvis en liberalistisk grundholdning, at alt skal kunne købes i massive indkøbscentrer, men er det konservativ politik at bidrage til ødelæggelsen af provinsbyernes kerne?

Den “reform“-bølge af centraliseringer, der er gennemført i løbet af det sidste par årtier, har bidraget til at undergrave og fjerne provinsbyernes elite. Skete det bare, eller var det bevidst? Var det konservativ politik?

På grund af, at man ikke forstod og kunne udtrykke, at man i modsætning til Venstre og De Radikale ikke er fundamentalistiske liberalister, at man var grundlæggende anderledes, er partiet nu reduceret til ingenting. Det har dog en fordel. Resterne er erfarne mennesker, ikke unge mennesker drevet af slagkraftige forenklinger. Ligesom befolkningens flertal. Det burde da kunne gøres til en styrke?

Dansk konservatismes intellektuelle anæmi, landets problem

Rødderne til problemet er lange. Det konservative Folkeparti, der blev dannet under 1. Verdenskrig omfattede ud over den gamle landoverklasses repræsentanter også De Frikonservative, der som det britiske konservative parti var placeret i midten af det politiske spektrum.

Denne anden del af det nye parti var typisk repræsentanter for byernes elite og erhvervsliv, der som de radikale venstrefolk så sociale reformer som nødvendige for at hindre revolutionære tilstande, men i modsætning til disse – som højrefolkene – var Forsvarsvenner og uden ideologisk baserede visioner for fremtiden.

Idealisme var OK, men ideologi det ikke. Man var pragmatiske, hverken socialister eller liberalister. Forandring skulle ske som tilpasning, styret at sund fornuft og bygget på erfaringer.

Herudover stod de frikonservative og deres arvtagere for, hvad man kan kalde borgerlig anstændighed, retfærdighedssans og fairness. Den pragmatiske tilgang til politik var en god basis for den succes, partiet fik i lokalpolitik og forvaltning i flere dele af landet helt op til nu.

I landspolitikken kom de frikonservative og partiets pragmatikerne til at dominere det meste af de første 90 år, hvor man dog med Knud Bro som initiativtager og pionér adopterede bevarelse af miljøet som en del af partiets politik, en linje der kulminerede med Connie Hedegaards indsats i først dansk og senere EU-politik.

Problemerne startede i 1980’erne med Margaret Thatchers erobring af det britiske konservative parti og ændring af dette til fra et pragmatisk, social-konservativt parti til et ideologisk liberalistisk højreparti, der reelt overtog den højreplads i landets politik, som i begyndelsen af århundredet havde været fyldt af det traditionelle liberale parti. Det var før det parti, som nu kaldes liberalt sammen med Arbejderpartiets højrefløj gik samme vej som de danske radikale.

Thatchers linje blev og bliver efterabet af det danske konservative partis højrefløj, der ikke fattede og fatter, at det at være konservativ var at være cool og kritisk i forhold til ideologisk baserede – og derfor altid groft forsimplede – løsninger. Løsninger, der bliver alt andet end pragmatiske og hvor det afvises at afvente erfaringer.

For en ideologisk styret politiker, rådgivet af en teoretisk funderet “generalist”, dvs. en akademiker uden saglig eller praktisk indsigt i andet end økonomiske teoretiske faktorer og managementteori, er der ingen grund til forsigtighed eller forsøg … løsningens succes er jo selvindlysende.

Kopieringen af det ”konservative” britiske parti har nu også fået højredelen af partiet til at adoptere storebroderens nationalkonservative anti-EU-utopisme.

Problemerne fortsatte fra slutningen af 1990’erne, hvor Dansk Folkeparti fik lov til at erobre placeringen som forsvarere af Gud, Fædreland, Monarki – og her slutteligt også af Forsvarssagen. At dette parti i øvrigt valgte en fleksibel, opportunistisk taktisk linje og søgte en indvandrerpolitik, der placerede sig på linje med den konservative højrefløj, bedst markeret af Erik Ninn-Hansen – men i konflikt med en borgerlig anstændig linje – gjorde ikke situationen lettere.

Det konservative partis problem er ikke kun, at det siden den pragmatisk-brutale Hans Engell ramte betonklodsen har været uden effektiv ledelse. Sagen er, at store dele af landspartiet ikke forstår, at der er rigeligt med fundamentalistiske liberale partier i Danmark.

Der er derimod akut behov for politikere, som er aideologiske, reformskeptiske, erfaringssøgende, styrede af moden sund fornuft. Mennesker, der afviser centralistiske løsninger og som er villige til at delegere myndighed og ansvar til lokale embedsmænd og derefter effektivt forsvare deres valg overfor medierne.

Et sådant parti kunne modvirke den udvikling, der nu i næsten tyve år er blevet drevet af kombinationen af socialistisk planøkonomisk tænkning, embedsværkets teoretisk ideale og reelt ikke-prøvede management-idéer, og den liberale mistro til at offentlige ansatte kan motiveres positivt.

Et ikke-ideologisk, dvs. reelt konservativt, pragmatisk skeptisk parti – kritisk over for ideologisk og teoretisk motiverede reformer uden forsøg – kunne måske skabe sig en fremtid i dansk politik. Det ville i hvert fald udfylde et landspolitisk hul og tiltrække vælgere med livserfaring.

Det gør det nuværende historie- og hovedløse parti ikke.

Artikel XVIII: De utilstrækkelige oberstløjtnanter – justeret og udvidet

Det er kun et års tid siden, at et par snese yngre hærofficerer først rejste sagen om de utilstrækkelige danske chefer, som de havde mødt under de vanskelige operationer i Irak og Afghanistan. Nu er antallet af protesterende blevet ti gange større.

Chefen for Hærens Operative Kommando tager sagen så alvorligt, at den må undersøges nærmere. Godt!, men det kommer der ikke noget reelt ud af, fordi problemerne er af så grundlæggende strukturel og kulturel karakter i dagens danske forsvar, at det ligger langt uden for generalmajor Agnar Rokos’ muligheder at gøre noget ved sagen. Og situationen vil med sikkerhed blive forværret yderligere med den halvering af antallet af hærens operative enheder – og dermed “professionelle praktikpladser” – som bliver resultatet af det kommende forsvarsforlig.

Lad mig forklare grunden til problemerne, som gradvis er blevet endnu værre end tilfældet var ved slutningen af Den Kolde Krig.

Efter ca. 10 års tjeneste ved enhederne som ung hærofficer kommer de bedste 25-30% til videredegående uddannelse på Forsvarsakademiet i små to år.

Først gennemgår de et intensivt hæroperativt kursus, der skal lære den at planlægge og føre komplekse hæroperationer med store enheder i allieret ramme. Det har ikke – og har på grund af sit mål aldrig haft – til formål at supplere officersskolens uddannelse i taktisk fører- og chefsvirke.

Så følger et kursus, hvor kaptajnerne er sammen med deres kolleger fra søværnet og flyvevåbnet, og hvor de forberedes til at virke i de højere danske og internationale værnsfælles skabe. På det kursus drejer uddannelsen i ledelse sig om, hvad der svarer til civil, offentlig virksomhedsledelse, dvs. teori, der absolut intet har med den lederprofil at gøre, som vil kunne give praktiske resultater, mindske tab samt støtte de yngre officerer og fortjene deres respekt. Derudover giver kurset primært teori om strategi – dvs. samspillet mellem politik og militære operationer – og teori om disse operationers doktriner.

Det er naturligt, at de lidt ældre militære læreres stadig mindre praktiske erfaring og den mere specialiserede karakter af denne leder til en formidling af teori og derefter kontrol af, om teorien er forstået.

I modsætning til tidligere er det ikke muligt at bygge undervisningen på officerer, der kombinerer anerkendt, bred varierende praktisk tjeneste på forskellige taktiske niveauer med markant deltagelse i den åbne professionelle debat, dette ikke mindst fordi denne debat har været fraværende i de sidste to årtier. Dette på trods af, at den militære profession – som lægens – primært er praktisk, projektløsende. Den nødvendige kritisk-konstruktive holdning til teori samt evnen til at anvende den til applikatorisk undervisning forudsætter kombinationen af personlige erfaringer og vedvarende studier.

Disse problemer dækkes mere udførligt i tidligere romertalsartikler her på bloggen.

På intet tidspunkt siden den grundlæggende uddannelse på Frederiksberg Slot indføres den nu rutinerede officer i de meget store personlige, moralske, professionelle krav og mht. civil-courage til ham eller hende, som føring af enheder i kamp eller under kamplignende forhold stiller, og nu under vilkår, hvor enheden er for stor og sammensat til at lede direkte. På intet tidspunkt opfordres officeren til at studere historiske eksempler på god og dårlig ledelse i kamp, dette på trods af, at netop her er historiske cases særdeles relevante, fordi menneskers og grupper af menneskers reaktioner under pres ikke påvirkes væsentligt af den teknologiske udvikling.

Efter afsluttet kursus bliver officeren major, og det er ikke sandsynligt, at han/hun får ansvaret for at lede nogetsomhelst i de efterfølgende ca. 10 år.

Tjenesten er nu som planlægger og forvalter, og medens officeren som ung officer ved, at loyaliteten over for de underordnede er altafgørende, er læren under disse år, at karrieren afhænger af kreativ og fleksibel loyalitet opadtil.

Hvis alt går vel, bliver karriereofficeren så oberstløjtnant, og hvis hun eller han er blandt de bedst ansete af de foresatte som analytiker, planlægger og forvalter bliver der tale om en udpegning som midlertidig oberst for en udsendt enhed af bataljonsgruppestørrelse. Ganske vist kommer officerens operative erfaring fra en fundamentalt anden tid godt ti år tidligere – Irak- og Afghanistancheferne havde typisk Balkanerfaring – og ganske vist havde hæren ikke stillet krav om løbende professionelle studier i forskellige operationstyper (sådanne studier bestragtes blandt danske karriereofficerer nu ligesom professionel debatdeltagelse som unødvendig) – men det blev ikke betragtet som af betydning af dem, der sendte danske enheder i krig.

I missionsområdet var det normen, at kontingentchefen “managede” operationerne fra kommandostationen og holdt forbindelse til de allierede og hjemadtil. Det var herunder væsentligt, at de mange besøgende og pressen fik en god behandling. Delinger og kompagnier sendtes i krig og tog alvorlig risiko, obersten styrede bagfra med den logiske, men kamppsygologisk anfægtelige begrundelse, at der jo ikke var tale om operationer over kompagnigruppeniveau. I blogartiklens afslutning skitseres, hvordan situationen burde være.

Derefter kom de sager, startende med Hommelsagen, men senere forsatte med totalt urimelige sager rejst af auditørkorpset, der fundamentalt ignorer, at det er umuligt at undgå også alvorlige fejlskøn, når man under ekstrem risiko og pres leder enheder i kamp.

Hvor er de tidligere udsendte chefers loyalitet over for de unge officerer, som de sendte i krig? Forstår de slet ikke, hvad de sendte de unge officerer ud i? Eller tæller de forstatte karrieremuligheder mere end loyaliteten? De kan jo håbe på, at oberst Lars Møller igen optræder som den lille dreng i kejserens nye klæder.

Hvis der skal ske forbedringer, som kan tilfredsstille de 350 uforstående unge officerer, skal der ske drastiske ændinger på mange områder, herunder i den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet, i kravene til professionelle selvstudier mellem formelle kurser, i en genoplivning af debatkulturen.

Dertid kommer så de skridt til en anden bedømmelse af officeres chefsegenskaber og den efterfølgende anvendelse, som de 350 lægger op til, desværre med en lidt vel begrænset forståelse for den betydning det har for Forsvarets virksomhed, at alle i stabene træffer beslutninger på grundlag af en akut og ajourført operativ interesse og indsigt.

Man kunne også se i øjnene, at det ville øge de udsendte chefers professionelle fokus, hvis de og deres stabe i modsætning til mandskabet var i missionsområdet ét år, så enhederne ikke i så høj grad blev ledet af amatører hele tiden. Det er forståeligt, at kompagnierne uddannes af de chefer, som leder dem i missionen, men den mindre belastning på kontingentcheferne og deres stabe muliggør længere udsendelser, som muligvis også ville hjælpe på deres professionelle fokus og etik.

Det, som er ved at ske, og som de unge officerer reagerer mod, er at deres opfattelse af deres ældre kolleger nærmer sig den karrikatur, som mange kender fra serien, hvor Blackadder er kaptajn på Vestfronten i 1. Verdenskrig. De ville, hvis de vidste dette, nok håbe og forvente, at forholdene mellem yngre og ældre officerer nærmerede sig til idealet i den tyske hær på samme front i samme krig, hvor nøglepersonerne i den øverste hærledelse var unge generalstabskaptajner og -majorer med frisk og fremragende fronttjeneste bag sig – og derfor værdige til frontofficerenes tillid.

Opgaverne i operationer som i Afghanistan løses ganske vist af de yngre officerer, som er delingsførere og i nogle situationer kompagnichefer. Men det burde ikke udelukke, at den højere chef, inklusive til tider bataljonschefen, følger med den indsatte enhed. Ikke for at blande sig, men for solidarisk at løbe samme risiko.

For at lære om virkeligheden ved selvsyn, måske hjælpe til med arrangere flystøtte, hvis noget uventet skulle ske.

For at kunne give sandt vidnesbyrd om forholdene, hvis en af underførerens beslutninger i den stressende og uklare situation, som altid kendetegner kamp, ulykkeligvis skulle lede til tab af egne soldater eller lokale civile.

Så står den unge fører ikke som nu alene og udsat, hvis auditørkorpset hjemme fra fredstids-Danmark vælger at rejse en sag på grundlag af hændelsen.

For derefter at være bedre egnet til at varetage sin efterfølgende tjeneste – muligvis ledende lærertjeneste i officersuddannelsen.

At forlade kommandostationen for selv at følge operationer har altid kendetegnet den professionelle enhedschef i hæren. I modsætning til i Søværnet har han desværre mulighed for at holde sig væk.

Man vil nok nu sige, at denne holdning er anakronistisk. Med det overvågningsmidler man nu har til rådighed – herunder også fra egne rekognosceringsdroner – og den overførsel af situationsbilledet til kommandostationen, som nu er mulig, skal man opholde sig dér.

Det er korrekt, at de tekniske hjælpemidler er bedre nu end før, men det ændrer ikke, at kompani- og bataljonschefen er og skal være taktiske førere af mennesker, ikke teknisk-operative managers. Dette uanset operationens karakter.

Den situation, som delingsføreren er i, når han rykker ind i en afghansk compound i Green Zone, kan ikke videregives elektronisk, og man kan ikke aflaste eller støtte den udsatte unge officer på stor afstand. Derfor er en påstand om, at traditionelle krav til personlig tilstedeværelse nu er forældende, tegn på skadelig afprofessionalisering.

Artikel XVII: Irak-videoen og den egentlige skandale

Det centrale problem er, at den danske regering og forsvarsledelse ikke åbent erkendte, at Irak fortsat ville være et voldeligt sted, og at hverken briterne eller den lille danske styrke i Sydirak kunne gøre nogen stor forskel i det store område og den meget store befolkning, der altid havde været udsat for en særdeles hårdhændet befolkning.

Det skulle man åbent have set i øjnene og erkendt, og man skulle have sikret en realistisk forståelse med briterne om den fælles regel, at man skulle gøre mest muligt godt gennem eksemplets magt, da dette var den eneste reelle “magt” man havde. Man kunne jo ikke arrestere og retsforfølge folk de i bedste fald halvt uddannede sikkerhedsstyrker, som jo optrådte som de vidste man gjorde for at opnå respekt. Det var målet hurtigst muligt at overdrage til disse, så man kunne trække sig væk fra synlig tilstedevæelse og derefter hjem.

At man skulle gøre den lille forskel, som var realistisk, skulle have været styrkechefens – både den britiske og den danske – mandat. Inden for den opgave skulle han have handlefrihed, idet ingen hjemme havde fantasi og viden til at give relevante detailrammer. Derudover skulle man blot kræve, at alt blev dokumenteret, og at dokumentation af overgreb blev anvendt både over for de ansvarlige irakiske myndigheder samt i grove gentagelsestilfælde over for den lokale og internationale presse.

På dette realistiske grundlag skulle og kunne de hjemlige politiske og militære myndigheder have givet fuld støtte til den danske chef.

At dette aldrig skete blev pinligt illustreret af Hommelsagen, hvor svigtende professionel forudseenhed og forberedelser blev kombineret med et sammenbrud af loyalitet over for de udsendte, ikke-eksisterende civilcourage i forsvarsledelsen og panikagtig flugt fra ansvaret … en optræden, der desværre senere er gentaget i nye variationer. Heksejagt med frosset hjert og hovedet under armen på dem, som har sat livet på spil for Danmark i situationsfjerne mandatrammer er lettere.

At den udsendte chef forventedes at tage hensyn til urealistiske danske forventninger og om nødvendigt at dække regeringens indenrigspolitiske behov snarere end at yde lidt hjælp til irakerne inden for rammen af mulighederne synes igen illustreret af denne sag.

Pinligt, ikke for de udsendte, men for den politiske og militære ledelse i Danmark, der åbenbart forventede, at officererne i Irak politiserede og om nødvendigt løj for ikke at skabe problemer i København.

De ansvarlige burde skamme sig, men gør det selvfølgelig ikke. I gamle dage kunne man håbe, at de rådnede i Helvedet…

Artikel XVI: Rødder til værnepligttjenestens afskaffelse – og konsekvenserne

I disse måneder, hvor regeringspartierne har problemer med at finde fælles grundlag på alle andre områder, er man inspireret fra det normale kor af modedrevne eksperter faldet tilbage til den afrustningspolitik, som den daværende regering af samme farve partier forlod for 80 år siden. Da man må afvise konspiration og ved, at både politikere og eksperter er fuldstændig ahistoriske, er det klart at der er tale om tilfældigheder, ikke velovervejet ond hensigt.

Denne korte blogartikel har til formål at blotlægge motiver og konsekvenser med henblik på debat.

Holdningerne til værnepligt – med kommentarer:
Ideologisk bevidste liberale har altid været grundlæggende skeptiske til værnepligten. Der var jo tale om statstvang over for individet. Hertil kommer nu en afvisning af, at en statslig organisation som Forsvaret gives hvad liberale må se som urimelige fordele ved rekrutteringen af sit personel. Alt skal foregå på markedsvilkår. Afskaffelsen af værnepligtstjenesten gør, at unge mennesker ikke længere skal spilde deres tid. Hvis det ikke er muligt at skaffe sig eller fastholde en kvantitet eller kvalitet der gør, at organisationen kan varetage sine opgaver, er det bare trist.

Kommentar: Ignorerer, at staten, fællesskabet, stiller det specielle krav til de ansatte, at de skal sætte liv, mental stabilitet og lemmer på spil for dette fællesskab, loyalt, og uden at stille krav om logik eller forklaringer.

Radikale liberale supplerer de generelle liberale opfattelser med en tradition af skepsis over for til de negative, autoritære, virkninger af tjenesten på individet plus en grundlæggende kritisk holdning til alt militært og nødvendigheden af militære organisationer.

Kommentar: Vel tvivlsomt, om de nuværende medlemmer af Det Radikale Venstre har den historiske bevidsthed, som er den forudsætning for, at dette er et bevidst motiv.

Socialister af alle afskygninger har normalt været uklare i deres holdning til værnepligten. De foretrak den fremfor hvervede styrker, som kunne anvendes i klassekampen af magthaverne, og hvis styrkerne anvendtes entydigt til at støtte fremskridtet, var man absolut ikke modstander af militære styrker eller værnepligten.

Kommentar: Kan vel i dag kun findes i Enhedslisten og hos gamle kustoder i SF. Hos resten er holdningerne nu som hos ideologisk liberale.

Hos militære modstandere af værnepligten er den enkelte soldats effektivitet det centrale snarere end organisationens evne til at kunne løse – og fleksibelt blive ved med at løse – sine opgaver.

Kommentar: Hos britiske officerer mødte man også lettelse, da landet i 1960’erne gik over til rent hvervede styrker. Det er hårdt arbejde, rent ud sagt træls, at uddanne værnepligtsenheder. Det samme gang på gang. At effektivitetskriteriet er svarende til, at man sammenlignede effektiviteten hos et medlem af politiets indsatsstyrke med en ordenspolitibetjent – ignorerende de to delorganisationers fundamentalt forskellige opgaver – overses bekvemt. En hærstyrkes opgave, at kontrollere et geografisk område gennem tilstedeværelse, svarer på mange felter til ordenspolitiets.

Tidens civile ”eksperter” føler grundlæggende ikke, at der er behov for begrundelser eller argumenter. De støtter sig vel, hvis dette overhovedet er bevidst, på den ideologiske liberale opfattelse, som er skitseret ovenfor. Man behøver efter deres opfattelse blot at gentage, hvad de uden argumentation finder indlysende, at værnepligten er ”ikke tidssvarende”, ”umoderne”, afspejler industrisamfundet, massehærenes tid, ignorerer individets behov for at realisere sig selv. Typisk er deres – og desværre også mange professionelle militæres – opfattelse af krig, at det drejer sig om at ramme noget eller nogen præcist, som et computerspil.

Kommentar: ”Eksperterne” ignorerer i deres arrogance og intellektuelle dovenskab, at krig i sin essens drejer sig om konflikter mellem grupper af mennesker og at kunne beskytte eller kontrollere de områder, mennesker lever i – dvs. på nogle områder som en politistyrke. De ved bekvemt ikke, at Danmark aldrig har anvendt værnepligten til at opstille en massehær. De to gange, hvor man har udskrevet alle egnede værnepligtige, har der altid været et andet formål. Første gang var under 1. Verdenskrig. Da gik man på trods af hærordningen til indkaldelse af alle for at få fordelt belastningen af Sikringsstyrken på så mange, og så unge, skuldre som muligt. Anden gang var under de første 25 år af den Kolde Krig. Her var formålet – billigst muligt – at opretholde den umiddelbare forsvarsstyrke (”Dækningsstyrken”), som NATO da så som det korrekte svar på truslen fra Sovjetunionen. At få mest muligt goodwill hos allierede for den lavest mulige udgift har været formålet med Danmarks anvendelse af værnepligten i hele perioden efter 1945.

Det er derfor konklusionen af analysen her, at den aktuelle begrundelse for at afskaffe værnepligtstjenesten – og måske blot bevare ”værneretten” som en vej til at holde udgiften til Forsvarets støtte til Kongehuset nede på et overkommeligt niveau – ikke er de liberale argumenter eller de bekvemme synspunkter, man henter hos civile ”eksperter”. Det uudtalte formål er, uanset hvad konsekvenserne i øvrigt måtte blive – i forskrækkelse over de menneskelige opkostninger og juridiske ubehag ved mødet med virkeligheden – at fjerne mulighederne for at fremtidige regeringer kan involvere Danmark på landjorden i konflikter som i Irak eller Afghanistan.

Kommentar: Det er den fortsatte rekruttering af frivillige soldater gennem værnepligten til korttidskontrakter, der har muliggjort, at Danmark har kunnet bevare en andet end ineffektiv, rent symbolsk, tilstedeværelse i de stadig mere krævende missionsområder i Kroatien, Bosnien, Kosova, Sydirak og Helmandprovinsen. Uden friskningen gennem værnepligtige ville hæren meget hurtigt være brudt sammen under belastningen.

Konsekvenserne:
Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ud over at hjælpe grønlænderne, når isen smelter, så længe de ønsker hjælpen? Indebærer vores interesser ikke længere, at vi skal kunne bidrage meningsfuldt til stabiliseringsoperationer som på Balkan? Er NATO relevant også efter, at vi har mistet generalsekretærposten, herunder så relevant, at vi har interesse i at kunne markere Artikel 5, når eller hvis Rusland føler det relevant at skabe og udnytte en krise i et NATO-naboland, som man gjorde i Georgien?

Det, som det koster af fleksibilitet og muligheder at suspendere værnepligten, er klart. Danmark frasiger sig enhver mulighed for at kunne bidrage meningsfuldt til fredsbevarende operationer sammen med eksempelvis de nordiske lande, og mulighederne for at hjælpe med at vise NATO-solidaritet i alliancens periferilande. Det vil regeringen benægte med spin, men det bliver realiteten.

Forsvaret vil blive endnu mere lukket og afsondret fra samfundet, om muligt endnu mindre præget af fornyelse. Værnepligten sikrer en bred berøringsflade og rekruttering og mulighed for strukturel fornyelse.

I fremtiden vil Danmarks militære muligheder i bedste fald være reduceret til scenarier som i Libyen, hvor vi bidrager til en krig uden reelle muligheder for at følge indsatsen op med andet end krydsede fingre og positive ord. Det er dog mere sandsynligt at modellen bliver den, som nu demonstreres af borgerkrigen i Syrien: Skamfuld gentagelse af de rigtige meninger og hjælpeløshed.

Synd for danskerne og synd for omverdenen.

Statens Forsvarshistoriske Museums fremtid: Kritisk, forskningsbaseret folkeoplysning eller konkurrent til oplevelser i Lalandia

Det synes nødvendigt efter præsentationen af Statens Forsvarshistoriske Museums nye afskedigelsesbaserede udviklingsplanspin “P16. Forsvarlig Fornyelse” at stille det grundlæggende spørgmål: Hvad er en sådan skatteborgerbetalt institutions opgave?

Bør den som en Public Service Fjernsyns- eller Radiokanal altid kunne demonstrere, at den vil sikre en solid og altid opdateret videregivelse af den sidste viden? En viden, hvoraf noget skabes gennem egen opsøgende virksomhed.

Eller skal institutionen blot søge af få det højest mulige antal kunder gennem aktiverende cirkusvirksomhed?

Er formålet med et meget bredt spektrum af formidlingstilbud og metoder at skabe oplysning og indsigt på museets faglige område hos besøgende fra alle aldre og befolkningslag?

Eller er målet – igen – blot at få det størst mulige antal kunder, fordi det er et målbart succeskriterium for en økonom, og så dækker en større del af udgifterne?

Museets ledelse har med sin plan valgt at konkurrere med Tivoli og Bakken – og pakke kastraktionen af alle andre områder ind i tidens værste management-ordgylle. Det lugter ikke rart for folk med kritisk og lugtesans.

Efter at have anvendt 10 år af mit liv med at presse og trække tidligere ex-sovjetmennesker til at vægte substans og kvalitet i stedet for Potemkin-facade og kvantitet – og til at se igennem løgnen og udtrykke den selv brutale sandhed i stedet for altid at spinne luftkasteller – er de skadelige virkninger af managementforgyldning kun alt for klar. “P16” er et luftkastel fyldt af varm luft, et forsøg at fylde reduktioner og manglende strategi med hensyn til indhold af forskning med positivt lydende tekst. En plan skal anvise en realistisk vej til at nå de opstillede mål og visioner. Denne mangler helt her, muligvis fordi forfatterne ikke havde forudsætningerne for at gøre dette.

Når den efterfølgende krise og organisationssammenbruddet senere følger, vil også disse begivenheder blive pakket ind i positive termer, og ingen vil tage ansvaret for alle de hvide eller grumsede løgne, uhæderlig optræden over for medarbejdere og fejlanvendelse af offentlige og donerede midler.

Jeg foreslår, at de ansvarlige, om de findes, besøger Armémuseet i Stockholm og ser, hvordan man dér på kvalificeret måde betjener skatteborgerne – med tankevækkede, stadig kritisk opdateret oplysning om krige og militære styrker.

Kustoder, der som illustrationen på planen laver flik-flak i 1700-talsuniformer, ville måske være passende en sommeraften under en Holberg-komedie i Grønnegårdsteatret, men ikke som logoet for en statsmyndigheds indsats med formål at skabe forståelse for et så alvorligt og tragisk forhold som krig og krigsførelse. Planens sprog og ordvalg har samme forhold til virkelighed og muligheder som George Orwells “Newspeak” i “1984“.

Jeg er glad for, at Skibsrederen, der ud fra nationalt sindelag donerede de mange millioner til den nye faste udstilling, ikke oplevede dette eksempel på svigtende rettidig omhu og substansløs propaganda.

Supplement
I TV2 News under stregede museumsdirektøren 1. maj, at det der skete og skulle ske var et policyskift fra forskning til formidling.

Lyder sådan set tilforladeligt, men er det ikke, uanset hvad direktøren selv måtte tro.

I de sidste år har museet med succes netop satset på formidling. På udstillingssiden er det sket først med Piratudstillingen og senest med den største publikumsucces hidtil, den krævende udstilling om det danske engagement i krigen i Afghanistan, der blev ledsaget af en dobbelt bogudgivelse på dansk og engelsk. Med hensyn til andre typer formidling er det sket med den omfattende internetplacerede dokumentation om Københavns Fæstnings historie. Denne blev 26. april fulgt op af en i betydelig udstrækning ny forskningsbaseret bog om fæstningen.

Det interessante set i lyset af direktørens fremtidsplaner er hele denne ambitiøse formidlingsindsats, der netop havde det både nye og forskningsbaserede fokus på faglig folkeoplysning, som burde være et statsligt museums mål. Disse aktiviteter glemmes som var de forældede og irrelevante. Hans planer virker som en hovedløs flugt fremad, der ignorere det nye fundament, han kunne bygge på. Indsatsen blev først og fremmest båret af en lille gruppe af unge historikere, hvis ledende og netværkende repræsentant på formidlingsområdet var Morten Tinning.

Det er i gruppen af museets unge historikere, at museet kunne have hentet mennesker til at bære de næste års udvikling. De havde inspireret af andre museers gode eksempel og egne erfaringer lært og derefter med succes demonstreret evnen til moderne formidlings- og oplysningsarbejde. I modsætning til rene kommunikationsspecialister ville de have været i stand til både kritisk at forstå det, der skulle formidles, herunder de seneste forskningsresultater, og derefter udvikle vejen til, hvor formidlingen bedst kunne ske. En ren formidler bør aldrig gives andet end en teknisk støtterolle. Han kan aldrig have andet forhold til substansen af det formidlede end et nyt forstærkersystem i en kirke eller på en markedsplads kan have til budskabets kvalitet og indhold.

Tinning er allerede forsvundet i en tidligere fase ved manglende kontraktforlængelse, og hovedparten af dem, hvis projektansættelse i denne runde ikke forlænges, er netop resten af dem, der kunne have sikret en fremtidig indholdsbaseres formidling.

Den formidling, som direktøren nu åbenbart har valgt at satse på for at virke moderne, må og skal gennemføres af oplevelsesspecialister, der ikke hæmmes af faglig viden om museets område. Folk, der må forudsætte, at al relevant viden jo findes, og kun skal gives videre på en medrivende form.

Det er simpelthen utroligt, at ansvarlige kulturpersoner kan tro og fastholde, at man kan formidle troværdigt uden viden. Det ved selv gode gøglere og stand-upkomikere er en fiktion.

Det er ligeså arrogant og skadeligt som at frigøre ledelse fra faglig indsigt.

Selv illusionskunstnere må tage udgangspunkt i substans.

Supplement 2
I et forsøg på at imødegå kritikken af de skete afskedigelser understreger museeumsdirektøren, at museet ganske vist skal leve af fortiden, men man må leve i nutiden.

Det er både korrekt og en totalt banal konstatering af alle menneskelige aktiviteter, men for et museum betyder det ikke nødvendigvis, at man i formidling skal satse på bevidst ahistoriske processpecialister – i modsætning til og med afvikling af de unge historikere, der har skabt den seneste publikumsfremgang. Fordi overfladisk og substanssvag, reklameagtig kommunikation – ligesom kokainmisbrug – er blevet in, er det ikke nødvendigvis en god idé at ignorere sund fornuft og erfaringer og tabe hovedet i grøften.

Det er grundlæggende nonsens at præsentere alternativerne som et valg mellem forskning og formidling, mellem fortid og nutid. Museets seneste formidlingssuccesser var ikke resultatet af museumsintern forskning, men af unge historikeres professionsfunderede, over nogle år gradvis forbedrede evne til kritisk at videregive andres, herunder mine, historiske forskningsresultater. Ad hoc-projektansættelse stadig nye, lavtlønnede, helt unge historikere, til projekter som den skitserede 1864-udstilling, kommer til at betyde, at man hver gang skal starte fra bunden. Dette ikke mindst, når der ikke findes et fast ansat minimum af respekterede fagfæller.

At indarbejde opportunistisk ad hoc organisering som vision og ledelsesstil er ikke en holdbar vej til at sikre kvalitet og robust fleksibilitet.

Som andre har understreget i det sidste par ugers debat, har den forskning, der bør ske på museet, fordi den bedst kan finde sted dér, et andet formål. Den skal – som den altid har gjort det – sikre museets og derigennem Danmarks – altid lille, men fortsatte placering i den internationale, våbenhistoriske forskning, som vore andre museer gør på deres områder.

Det er da glimrende, hvis museet kan tjene penge ved at udleje lokaler som ramme for bryllupper o.l.. Det har været muligt i årevis, så hvorfor får man først den idé nu?

Artikel XV: Lidt ”uvidenskabeligt” om danske interesser og valg vedrørende landets militære styrkers fremtid

Baggrund for blogartiklen

Baggrunden er Center for Militære Studiers ”analyse” fra 20.4.2012, der kunne være skrevet af nutidig Erasmus Montanus. Den vil ikke blive gennemgået eller kommenteret direkte. Den er jo blot et ordrigt bestillingsarbejde, der sprog- og tankemæssigt upræcist forsøger at levere det, som de betalende i Forsvarsministeriet ønsker.

Da forfatterne er ahistoriske og uden den nødvendige kritiske militære indsigt, skrives uden systematisk inddragelse af operative og eller organisatoriske erfaringer og kendskab til, hvordan Forsvaret har arbejdet og planlagt i de seneste mange årtier. Andre svagheder vil indirekte fremgå af det efterfølgende.

Blogartiklen bygger på en løbende interesse for dansk militærpolitisk internationalt engagement siden begyndelsen af 1990’erne, fra militær støtte til baltisk integration i Vesten over FN-operationer til indsatsen i Afghanistan, over Libyen og i Indiske Ocean.

Artiklen skal også ses i forlængelse af de tidligere ”Romertal-artikler” her på bloggen med analyser af Forsvarets problemer.

Præmisser: Erfaringer fra dansk forsvars og danske politikeres ageren siden den Kolde Krig

En generel erfaring gælder for så at sige alle operationerne: Man kan ikke løse problemerne med anvendelse af militære midler – alene – og da slet ikke hurtigt. Indsatsen skal – uanset om det er organisatorisk og nationalt ubekvemt – effektivt koordineres af én ansvarlig myndighed på internationalt niveau, så efterretningsmidler, genopbygning, økonomisk hjælp, politiindsats og -opbygning, militær indsats og opbygning styres effektivt, og der skal være tid – mange års indsats – til, at man opnår målet, der aldrig kan være ”sejr”, men kun en eksternt acceptabel, lokalt bæredygtig udvikling. Dette indebærer for det første, at man – den intervenerende koalition – arbejder ud fra en realistisk helhedstrategi (eksempler: forståelsen af, at Albanien, Kosova, Serbien og Makedonien måtte håndteres parallelt/at effektiv piratbekæmpelse i rammen af international lov ikke kun kan ske på havet/at Afghanistan ikke kan stabiliseres, så længe man ikke tvinger Pakistan til at standse sin intervention). For det andet, at forudsætningen for succes er viljen til at sikre sig, at den nye politiske ledelse i ”værtslandet” er både internt effektiv og acceptabel i de intervenerende lande (som det med nogen succes er lykkedes på Balkan, men næppe i Irak og næppe i Libyen). Hvis disse krav ikke opfyldes, laver den militære indsats mere skade end gavn. Den er kun en symbolsk handling, drevet af en overfladisk døgnflueopinion i Vesten, som i bedste situation er hasardspil med fremtiden, hvor man ofrer menneskeliv i håb om en bedre fremtid.

Alle de internationale operationer, Danmark deltog i, drejede sig grundlæggende om at bidrage til opbygning af mere acceptable statsstrukturer i forskellige lande. Det har i nogle situationer (bl.a. Jugoslavien, Afghanistan, Libyen og nu – forsigtigt – Syrien) forudsat et indledningsvis regimeskifte) og i andre (som anti-pirat operationerne) kun medført bygning af luftkasteller for en stabil stat, men dette var det reelle mål, uanset om hvilken politisk korrekt modebetegnelse (så som Fredsoperationer og Stabilitetsoperationer), man gav indsatsen.

Uanset de problemer, som militær statsbygningsstøtte indebar og indebærer, måtte og må den finde sted det sted, hvor mennesker bor og skaber problemer, dvs. på landjorden, ikke på havet og i luften. Indsatsen i de seneste tyve år gør også klart, at det ikke er holdbart at regne med, at man kan agere effektivt i sådanne operationer med alene lette, bløde, humanitære enheder. De er til grin i de machosamfund, der skal lære bedre. Effektivitet indebærer ikke, at man skal have mindre evne til at forsvare sig selv eller lægge pres på lokale bander, men at man skal have betydeligt forstærkede resurser på ingeniørområder (konstruktion og minerydning) samt på signalområdet.

Danmark er en småstat, der i bedste fald – en lille smule – kan påvirke, hvad der sker og dette, kun hvis vi både kan tilbyde, hvad de større ser som en værdifuldt bidrag, og hvis vi så på grundlag af selvstændig analyse af muligheder og behov stiller betingelser for vores deltagelse. Det sidste har vi ikke gjort, også fordi normalt ikke forsøgte at gennemføre en selvstændig analyse. Danmark kan som småstat ikke have en generelt anvendelig ”militærstrategi”, det er varm luft fra managementkurser. I begyndelsen af 2000-tallet besluttede dansk politisk-militær ledelse, at Forsvaret skulle opbygges som en værktøjskasse med et antal moduler, som kunne komme med ”først ind og først ud”. Der var intet krav om selvstændig analyse af den mulige mission og betingelser for deltagelse. Man leverede derfor kun kanonføde, og missionerne blev udstrakte, fordi statsbygning og genopbygning altid tager tid.

Udviklingen har været hårdt ramt af afprofessionaliseringen af ikke mindst hærens officerskorps siden den intensive praktiske kadreuddannelse i enhedsramme, der fandt sted under den Kolde Krig. I stedet for at udvikle sin professionalisme, så den passede til den nye situations krav, og derefter kunne give relevant professionel rådgivning til den politiske ledelse, fokuserede man på at lære og agere efter ”New Public Managements” pseudosprog, og man lærte fra de militære embedsmænd i Forsvarsministeriet helt ned til oberstløjtnantsniveau i Afghanistan først og fremmest at tænke politisk, dvs. forhåndsindarbejde politiske ønsker, før de blev udtrykt. Fordi, man ikke havde fulgt og forstået den amerikanske-britiske doktrinudvikling siden 2006, kom man i baghånd i Armadillo-sagen. Denne sag viser – som debatten om antal tilbageholdte – i øvrigt i pinlig grad officerskorpsets tilbøjelighed til at forhåndspolitisere. Hvor langt man er kommet ud på dette skråplan, og hvor uacceptabel denne udvikling er, demonstreres af de 52 unge officers mistillidserklæring til deres militære foresatte, men Hommelsagen demonstrerede tidligt forsvarsledelsens totalt manglende forståelse af ansvarlighed over for de udsendte.

Det er imidlertid følgende uudtalte erfaring fra de sidste ti år, der ud over presset fra finansministeriet om at spare og effektivisere driver den nuværende forsvarsudvikling. Man – dvs. politikerne bredt fordelt over det politiske spektrum – er blevet dybt chokeret over omkostningerne over operationerne i Afghanistan, herunder først og fremmest de dræbte, invaliderne, de psykisk kampskadede og risikoen for lokale dræbte og skandaler med indenrigspolitiske virkninger. Man ved eller forstår ikke, at nogle af disse problemer blev forværret af det forhold, at hæren ikke var og er organiseret og udrustet til at gennemføre og fortsætte så krævende og langvarige operationer, og at den nævnte udvandede professionalisme øgede problemerne. Derfor valgte man fra regeringens side her i vinter at lægge op til en så dramatisk reduktion af hæren, at det ikke skal være muligt at deltage i sådanne operationer i fremtiden. Det er baggrunden for de diffust indpakkede anbefalinger i Center for Militære Studiers analysepapir. Man ignorerer herved, at den internationale indsats har haft og fortsat vil have til formål at levere et relevant bidrag til de operationer, som vore store partnere finder relevant. Det er næsten sikkert, at den eneste virkning bliver, at de resterende dele af hæren bliver endnu mere belastet, dvs. at de bliver straffet for deres indsats for Danmark i de sidste ti år gennem ekstra belastning af færre. Danmark kan som nævnt som småstat med markeringsønske ikke gardere sig ved at lave en national ”Militærstrategi”.

Udfordingerne

Lad os se på udfordringerne kompasset rundt:

Mod vest tillader USA økonomiske situation ikke, at landet opretholder sin massive interventionskapacitet. Dette uanset om Demokraterne eller Republikanerne vinder valget. Det er allerede klart, at Demokraterne med de resterende styrker vil koncentrere sig i Stillehavet i et forsøg støtte allierede her mod eventuelle pressionsforsøg fra de hurtigt voksende kinesiske styrker.

Mod nord betyder den sandsynlige bortsmeltning af polarisen, at der bliver behov for at hævde dansk suverænitet og resurseinteresser indtil det tidspunkt, hvor grønlænderne måtte vælge en anden beskyttelsesmagt.

Det russiske politiske system er indtil videre ikke på vej i en retning der gør, at man kan udelukke, at intern magtkamp igen – som i 2008 over for Georgien – kan føre til militært tryk på et naboland fra det tidligere Sovjetunionen, hvis dette gennem en fremprovokeret krise i nabolandet kan ske uden risiko for optrapning. Det er stadig populært at fremkalde ”respekt” og ydmyghed (forstået som i mafiasammenhæng) i små nabolande, der i den russiske befolknings flertal geostrategisk hører sammen med Rusland. Det er ikke tilfældigt, at et pragmatisk og modent naboland som Finland – med rødder i forståelse naboen, der er langt større og dybere end bl.a. vores – opretholder et stærkt territorialforsvar bygget på værnepligt. Bortset fra Finland er Ruslands vestlige naboer medlemmer af NATO.

Umiddelbart mod sydøst og syd betyder den dynamik, der er fulgt af det arabiske forår og magthavernes modstand, at det eneste, der er sikkert, er, at alvorlige sikkerhedspolitiske og visuelt og humanistisk set ubehagelige udfordringer af enhver type er mulige nu er mere sandsynlige. De kan variere fra begrænsede grænsekrige, herunder eventuelt med inddragelse af NATO-medlemmet Tyrkiet, over politisk-ideologiske borgerkrige til territorial- og resursekonflikter mellem de nye stater, der opstår ved sammenbruddet af stater som Libyen og Syrien, som det har været og er tilfældet i Sudan. Syd for Sahara synes konflikter nu først og fremmest at være drevet af muslimske befolkningsgrupper forsøg på at presse Sharia-lovgivning over hele eller dele af stater. Alle konflikter mod syd øger immigrant- og flygningepresset mod Europa og de interne konflikter, der følger heraf.

Nationale interesser og affødte opgaver

De eneste opgaver, som Danmark kan løse med egne militære midler, er suverænitetshævdelsen og forsvaret af det syddanske område, og det skyldes alene, at der ikke eksisterer reelle trusler om militær invasion eller fjernangreb mod territoriet i en overskuelig fremtid.

Mod nord kan vi opbygge en kapacitet til at konstatere krænkelse af grønlandsk territorium og økonomiske interesser, og vi kan og bør opretholde dem, så længe grønlænderne ønsker det, og indtil der opstår en reel udfordring fra et større konkurrende land. Hvis det sidste sker, betyder det forhold, at vi er en småstat, at vi eller grønlænderne selv må søge støtte fra en stormagts magtmidler.

Som europæisk småstat er det en potentielt vital interesse, at ikke alene det praktiske samarbejde i NATO fortsætter, men at Atlantpagtens Artikel V fortsætter med at give en troværdig dækning af alliancens periferilande i øst og sydøst. Dette er mindst nødvendigt, fordi alliancen i sin satsning på interventionsstyrker har presset de små østeuropæiske lande til at nedlægge de små territorialforsvar, de havde. Hvis deres territorium først er krænket militært udefra, er det for sent at håndtere situationen. Det er derfor af central interesse, at andre NATO-landes styrker gennem rutinemæssig øvelsestilstedeværelse og organisatoriske tilknytningsforhold (som mellem danske og baltiske landmilitære hovedkvarterer), understreger Artikel V’s troværdighed. På nuværende tidspunkt er det ikke mindst USA, der sikrer denne markering, men det er langt fra sikkert, at dette vil fortsætte, og de affødte problemer er først og fremmest europæiske.

I de sidste tyve år har Danmark lagt vægt på at kunne bidrage meningsfuldt til næsten alle de internationale operationer, som vores primære store allierede USA og Storbritannien har ønsket vores bidrag til, og Danmark har – uanset regeringens farve – lagt vægt på ikke at trække sig ud tidligt, selv om deltagelsen gjorde ondt. Det gjorde ofte meget ondt, fordi vore styrker hverken indledningsvis havde den nødvendige uddannelse, og fordi de aldrig fik en størrelse, der kunne støtte opretholdelsen af engagementet uden at skævvride strukturen gennem konstante nødløsninger og improvisationer. At det overhovedet har været muligt under massiv kontraktopsigelse skyldtes den hurtige ”friskning” har hæren, der var en følge af de mange soldater, der tegnede korttidskontrakter i forbindelse med værnepligtstjeneste.

***************************************************
At fjerne muligheden for effektivt – dvs. også over længere tid – at bidrage til at stabilisere sammenbrudte stater, som har været den centrale opgave i dansk militær indsats i tyve år, kan man godt kalde et ændring af dansk militærstrategi. Så skal man imidlertid gøre dette klart for befolkningen og vores allierede, at det er, hvad vi har valgt i forskrækkelse over omkostningerne i de sidste ti år. Vi vil fortsat kunne støtte ved at luftbombe og gennemføre politiindsats på havet, men vi kan ikke sikkert og effektivt hjælpe inde på land, og muligheden for at støtte troværdigheden af Atlantpagtens Artikel V vil samtidig blive meget væsentligt svækket.

Dette sådan uden Erasmus Montanussprog.

Artikel XIV: Sagen om den forsinkede rømning af Armadillo: Endnu et eksempel på politisk-departemental-militær dialogforvrængning.

Man glemmer i sin ophidselse at understrege, at besættelsen af basen var sket på britisk direktiv tidligere, og at beslutningen om rømningen var en følge af det ændrede koncept for oprørsbekæmpelse, som var inspireret af amerikanerne. Da der – som jeg har beskrevet i min kronik i Politiken (læs på www.clemmesen.org) – ikke forventes eller eksisterer en strategisk politisk-militær dialog om faglige spørgsmål i Danmark, bestemmes alle militære dispositioner i missionsområderne af andre, normalt indenrigspolitiske, forhold.

Operationerne i Afghanistan var ikke drevet af indsigt eller forståelse af, hvad situationen nødvendiggjorde. Det forventede og forventer danske regeringspolitikere – og slet ikke Forsvarsministeriet – normalt ikke, at landets sagkyndige forsvarsledelse skal kunne tage ansvarlig stilling til. Man er – eventuelt – klar til at lytte til andre landes militære sagkundskab, dog nok specielt, hvis det ubekvemme skulle ske, at offentligheden får kendskab til dens rådgivning.

Det overordnede udenrigspolitiske formål er altid at sikre en høj profil, dvs. af behovet for at kunne opretholde “tilstedeværelsen foran det Hvide Hus“. Hvis rømningen af Armadillo kunne true den indenlandske støtte til at blive her, var der ikke grund til hurtigt at reagere på modeskiftet i anglo-amerikansk oprørsbekæmpelsestaktik, i hvert tilfælde ikke før, man havde haft mulighed for at forklare dette for befolkningen. Hvis forsinkelsen medførte tab var dette i denne forbindelse – ud fra det danske formål med tilstedeværelsen – acceptabelt.

Forsvarsministeriet fastholdt på tilsvarende måde beslutningen om at deployere at militær radar til Afghanistan på trods af, at både NATO og Forsvarschefen i dette tilfælde fandt deployeringen sagligt irrelevant i forhold til situationen i Afghanistan.

Forløbet viser, at den nuværende regerings reaktion over for Armadillobeslutningen enten er kynisk indenrigspolitik eller blot demonstrerer samme svigtende evne til kritisk tænkning, som Politiken demonstrerer i sin behandling af sagen. I den situation var det et rent dansk forsvarspolitisk – dvs. indenrigspolitisk – behov om at anvende radaren, der blev bestemmende. Nu havde vi købt og klargjort denne radarenhed, og så skulle den også til Afghanistan. Det er betegnende, at selv den nuværende regering af forskellige rent danske grunde støtter denne Forsvarsministerielle beslutning.

Grundproblemet var og er det grundlæggende arrogante syn på ansvarligt dansk militærsagligt input, der i årevis har præget ministerens nærmeste rådgivere i Forsvarsministeriet, og som har har vænnet forsvarsledelsen af med at kunne generere en sådan. De manglende krav om ansvarlighed og sagkundskab medførte, som blev beskrevet i Politiken-kronikken, at den danske forsvarsledelse havde glemt kravet om professionel ajourføring (så man ikke forstod englændernes strategiskift og de efterfølgende ønsker fra de udsendte) og det forhold, at generaler i småkrige ikke mindst skal være loyale mod de udsendte og lytte til dem.

Det seneste og langt alvorligere eksempel på denne virkelighed er det ordmæssigt rige, men reelt substanstomme præmispapir, som uden om de ansvarlige eksperter i Udenrigsministerium og den professionelle forsvarsledelse er blevet produceret af ordrige teoretikere som præmispapir for den kommende ordning af forsvaret.

Regeringens manipulation af grundlaget for dansk forsvarsudvikling

Regeringen arbejder diskret på i afgørende grad at ændre, reelt bevidst kastrere, Danmarks militære muligheder. Den har travlt, og ønsker at nå til et nyt forlig allerede til sommer. Man har ikke tid til at vente på forligsperiodens udløb. På trods af den dramatiske karakter af de ønskede ændringer og reduktioner ønsker man ikke at gå via diskussionerne i en bred forsvarskommission – eller andre ikke-kontrollede diskussioner.

Regeringen finder åbenbart, at man skal have en sikkerhedspolitisk ’indgangsbøn’ til de ønskede begrænsninger og ændringer, og had derfor bedt det forsvarsbudgetbetalte ’Center for Militære Studier’ på Københavns Universitet om at lave dette papir. Analysen skal præsenteres i overmorgen, fredag 20. april, ved en konference på universitetet.

Forsvarsministeriet annoncerede i går konferencen således: ’Op til afholdelsen af konferencen har Center for Militære Studier (CMS), Københavns Universitet, udarbejdet en analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik. Analysen er udarbejdet på centrets ansvar, som en forskningsinstitutions frie og uafhængige betjening af forsvarsforligskredsen (min fremhævning) i overensstemmelse med den overordnede rammeaftale om CMS indgået mellem Forsvarsministeriet og Københavns Universitet i 2010.’

Jeg skal i denne korte blognotits ikke komme ind i en analyse af centrets arbejde. Det er jeg bundet til at vente med til efter fremlæggelsen fredag.

Her skal blot konstateres, at der overhovedet ikke er tale om et uafhængigt arbejde, som man påstår i den citerede meddelelse.

Regeringen er allerede – uden reelt at inddrage forligspartierne – dybt inde i struktureringen af det fremtidige forsvar.

Forsvarsministeriet har under ’konsultationer’ med centret, der jo netop blev flyttet fra placeringen på Forsvarsakademiet for at sikre dets selvstændighed, sikret sig, at analysen kom til at støtte de allerede tagne strukturbeslutninger.

Dette gør, at den påståede uafhængige analyse bliver en ren efterargumentation for de allerede iværksatte strukturvalg, en argumentation, der med ahistorisk substanssvagt politologisk frasefyld skal manipulere opinion og de politikere, der er skeptiske eller kritiske over for den vej, regeringen vil presse Forsvaret gennem reduktionerne.

Made blind and stupid by a fundamentalist belief in the market … re-published after seven years

I have failed to generate any discussion in Denmark about the bleak vision of the two previous articles.

Ostrich-like we prefer to hope for the miracle. As I have explained to Azar Gat it seems natural to a nation that was saved three times in a century by the efforts of others: in 1918, 1945 and 1989.

Another matter is that until recently the discussion about what will happen beyond the next couple of years has been limited to climate change. Only now it is now being joined by an intensified discussion of competition and potential conflict over limited resources.

Even if that debate is now starting, the main political and economic horizons seem deliberately limited to the next 2-4 years, as well as castrated by a framework created by the words recession and depression – meaning economic crises limited in time – and the frantic search for renewed growth.

There is little willingness to face that the real challenge is to manage future decades of constant economic contraction to a far lower level without the collapse of the societies and political culture that the West has spent 250 years creating.

No Western politicians seems willing or able to face that by handing over full power to the market has undermined their own possibilities to serve their constituencies far more effectively than any federal agency or European Commission ambition or plot would have been able to achieve. They are unwilling to admit their ideological naïvity.

In Denmark we may have a little time before the slide starts in earnest, and in some ways the politicians are using the delay in a prudent way, by investing in renewable energy infrastructure that will reduce the requirement for fossil fuels import. There are, however, serious limits to what can be achieved because of the nearly full replacement of muscle power by machines in all activities during the latest decades, from households to major construction work.

This country may also gain time because a large part of the remaining Danish production industry is depending on the neighbouring European markets in Germany and Sweden, even if the competitiveness in these markets was seriously weakened by the irresponsible opportunistic policies of the liberal government of Anders Fogh-Rasmussen some years back. If the country succeeds to regain a productivity level similar to the neighbours, we may slide downwards with them.

However, such a delay is not certain. A significant part of the currency earnings come from the large merchant fleet which is already under pressure from the initial reduction of the volume of world trade. The Danish Ship owning companies are really multinational like an increasing part of the rest of the Danish industry, trading and service companies. In order to serve their share-holders they do not invest in high-cost production in Denmark or other parts of EU, but in the expanding markets in other continents. In an ever worsening economic situation the companies and their Danish owners will escape from the increasingly more demanding national and European taxmen to more beneficial environments.

Realising that the production jobs were fast disappearing, the politicians and the tunnel-vision advisors have tried to push an increasing part of the youth through high schools and thereafter academic education. It is a desperate idea as a significant part of the increased number are neither suited nor motivated for such education. The attemp is as vain as futile as an earlier attempt to create ‘the Soviet Man‘.

In order to make mass academic education economically feasible, the higher production of university graduates has been achieved by a rather drastic reduction in the study length and quality requirements. An additional and poisonous cost has been demoralization of an academic staff which is unconvinced that the principles of sausage production should apply to their work.

The result of two decades of similar academic over-production is all too visible in southern Europe: in Greece the academic masses were employed at the cost of accelerating the collapse of the state, in Spain the youth are left unemployed, semi-revolutionary and without constructive ideas or hope, but with the state in a somewhat better financial situation.

The over-production ignores that mediocre academics are most unlikely to generate innovation and growth. Through Western history the typical innovator was either a fundamentally practical man with little or irrelevant schooling or a brilliant scientist that was allowed to inspire and drive a team effort.

An invention or innovation is only resulting in income where funds for capital investment, practical implementers and an affordable production can be established.

It is implicitly assumed firstly that Denmark and the rest of Europe could develop attractive ‘creative class’ islands/valleys, secondly that the inventors would choose to stay rather the move to the place of production, and thirdly that the income from the intellectual property generated here would be paid by the producers of the invention to be taxed here to sustain the cost of the state functions. All this is most unlikely, and even if it were realistic, the vast majority of population would be left without meaningful occupation.

How are Danes, other Europeans and North Americans to generate the funds required for the import of energy, imported food, chemicals needed for own food production, reinvestment in machines, and all the other industrial products no longer made within their borders? How are they to collect the money necessary for infrastructure maintenance and investment, hospitals and support for those in desperate need, etc.? It is evident that this unfortunately requires a deliberately managed drastic reduction in welfare and salary levels to regain competiveness while sustaining innovation. Any kind of loan-financing will have to be extremely constrained. This development will take place even if last minute attempts were made to harness the ‘blessed‘ Free Capital Market Molok.

The situation remains – where realized – a taboo in the political discussion. Any such pessimism is considered dangerous as it will hamper a surge in consumer confidence needed to avoid recession from developing into a depression. Please ignore the Siberian blizzard and wet your trousers to keep warm!

Realising that something is wrong one side of the political spectrum try to energize the national economy by spending some money to keep more occupied until the end of the ‘recession‘. By so doing it worsens the situation in two ways. Firstly by ignoring that the free capital market has established an open and uncontrolled drain from the public budget deficit to international finance and secondly and directly because all extra economic activity means extra import. The other side of the spectrum realises the need for reduced public spending, but with the aim of increasing private consumption to minimize the effects of the ‘recession‘, the result will be the same, and its unlimited faith in the market makes it incapable of seing its destructive effects.