Clemme's Blog For Critical Insight: latest posts:

”… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
…
”It is not surprising that there has often been a high proportion of failures among senior commanders at the beginning of any war. These unfortunate men may either take too long to adjust themselves to reality, through a lack of hard preliminary thinking about what war would really be like; or they may have had their minds so far shaped by a lifetime of pure administration that they have ceased for all practical purpose to be soldiers.” Michael Howard i artiklen ‘The use and abuse of military history in R.U.S.I. Journal 1962.’

’På den ene side skal Forsvaret løse risikobetonede operative opgaver i overensstemmelse med Forsvarets mission. På den anden side skal Forsvaret drives som enhver anden offentlig virksomhed i Danmark i overensstemmelse med de forvaltningsmæssige rammer, der er gældende i samfundet i almindelighed.’ Forsvarskommandodirektiv UV. 121-5 af 23-3-2008

”The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
John F. Guilmartin, Jr. i artiklen Technology and Strategy: What are the limits? i publikationen Two Historians in Technology and War from U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994. Guilmartin analyserede i artiklen virkningerne af implementeringen af PPBS-systemet i Pentagon.

“I krig er alting meget enkelt, men det enkleste er svært. Vanskelighederne hober sig op, og frembringer en friktion, som ingen rigtig kan se for sig, hvis han ikke har oplevet krig.” Carl von Clausewitz. ’Om krig’, KBH 1986, Bog 1, Kapitel 7 ’Friktion i krig’.

”the entire realm of strategy is pervaded by a paradoxical logic very different from the ordinary ‘liniar’ logic by which we live in all other spheres of life.” Edward N. Luttwak i indledningen til ‘Strategy. The Logic of War and Peace.’

Forsvarets indsats i krig – realiteten for hærens yngre personel, deres familier og dem, som uddanner personellet – er noget fundamentalt andet end blot at være endnu en risikobetinget operativ opgave. Hvornår Forsvarets ledelse har glemt eller fortrængt denne viden, er ikke klart. Men forglemmelsen kan koste menneskeliv og vil med sikkerhed koste ødelagte menneskeliv, fordi Forsvaret derefter må ignorere denne virkelighed i sin strukturudvikling.

Dette indlæg blot for at understrege, at der skal være konsekvenser af, at det for vore unge ikke er ’for sjov’. Forsvarets nye ledelsesdirektiv, det associerede produkt FOKUS samt overgang til et ansøgningssystem ved besættelse af chefsstillinger konsoliderer implicit den opfattelse, at organisationen blot er en normal offentlig produktionsvirksomhed med enkelte lidt mere farlige opgaver for nogle af de yngre. Man understreger ikke klart de specielle krav, som skal karakterisere ledelse af en militær organisation. Der skabes derfor tvivl om, at man forstår og accepterer, at organisationen kun på helt begrænsede, støttende områder kan anvende Copenhagen Business School’s økonomiske, lineære logik, uden at formål og effektivitet undergraves. Man ignorerer, at idealet, en privat erhvervsvirksomhed
( i modsætningen til en normal offentlig organisation) er disciplineret af eksistenstruende konkurrence, og derfor kun forsigtigt og prøvende kan lade sig inspirere af managementmoderetninger. Den behandler i egeninteresse medarbejderne godt, ellers dør virksomheden. Offentlige virksomheder kan lettere kaste sig rundt i skiftende managementmoder, selv om disse skaber risiko for effektivitetsfald samt øget stress, fravær og afgang. De kan lade sig imponere og inspirere, indtil kerneydelsen svækkes til det punkt, hvor brugerne, dvs. borgerne, og deres agenter, politikerne, reagerer.

Forsvaret har endnu større frihed til at eksperimentere end andre offentlige virksomheder, fordi kerneydelsen ikke udsættes for konstant ’brugerrevision’. I fascinationen ved slagord og det overfladisk smarte kan man åbenbart ignorere, at netop en militær organisation slet ikke er en normal offentlig institution. Den afviger for det første fra dem i sit formål, i den type ’konkurrence’, som den må forberede sig på, for det andet i den trussel mod dens medlemmer og aktive dele eksistens, som organisationen må se i øjnene og forberede sig på at håndtere, og endeligt for det tredje i den type af ’instrumentkendskab’ kombineret med tilstedeværende ’fremskudt’ ledelse, som ofte er nødvendig for succes. Krigsførelse ved management fra baglandets administrationsslotte motiverer ikke de indsatte og giver ofte en for sen og uhensigtsmæssig reaktion. Militær operativ og taktisk ledelse må gives en form, et fokus og en robusthed, der afspejler dens vilkår og rolle.

Dele af den militære organisations virksomhed, de støttende funktioner, såsom logistik, kan til en vis grad styres af en normal, rationel, ’liniær’, logik. Selv den lokale logistiske ledelse må dog til tider gives karakter af katastrofehjælp under et vulkanudbrud i en by på skråningen af bjerget. Her er virksomhedsledelsen bag katastrofehjælpen nok management, men den fremskudte indsats er det ikke.

Selvfølgelig skal mennesket føle sig i centrum af organisationens forståelse. Ellers er der ikke megen chance for, at han eller hun forbliver varigt motiveret til at kæmpe for det gode i fjerne lande med risiko for liv, lemmer og familiens fremtid. Men det militære menneske skal føle, at organisationen ærligt, engageret og i dybden opfatter målrettet støtte til operationerne som sit hovedformål. Halvhjertet fokus er troværdighedsødelæggende. Alle aktiviteter – alle andre, ikke udsendtes indsats – skal solidarisk og projektmotiveret rettes mod at hjælpe Forsvarets yngre personels forberedelse til kamp, at sikre dets effektive indsats i missionsområdet samt at give støtte til de udsendtes familier.

Af de tre roller for officeren – krigeren, diplomaten og virksomhedslederen – som organisationen har opstillet er den sidste nu, ret kontraproduktivt, givet en dominerende rolle, ikke den logisk set rimelige, støttende rolle. Dette er – nok ufrivilligt – pinligt blevet markeret gennem Forsvarsledelsen, ’Koncernledelsens’, nu ’Direktionens’ meget uheldige og upassende valg af betegnelse for sig selv og senest i terminologien for aktiviteter, nu benævnt ’business cases’. Man ved ikke, om man skal le eller græde. Den slags ’newspeak’ kan ikke forklares på anden måde end som et bevidst forsøg på at ændre virkelighedsopfattelsen, dvs. yderligere afprofessionalisere officerskorpset.

Man synes at glemme, at officerskorpset netop lige nu ikke burde udsættes for friktion i sin tilpasning til den fjerne krigs krav. Hvem vil man imponere? Det næste er vel, at kampvognsdelingen i Helmand kaldes ’serviceelementet … for direkte støttedrab’ eller en anden eufemisme, som ’risikobetonede operative opgaver’ er blevet det for kamp mod folk, der vil slå dig ihjel. Man må undre sig over, hvorfor Forsvarsledelsen har valgt at iklæde sig disse kejserens nye managementklæder, der kun signalerer, at man ikke forstår, eller vil forstå, hvad der er særegent ved denne organisation. Den skal jo kontinuert på baggrund af militære erfaringer være i stand til at rådgive regeringen om muligheder og begrænsninger for militær magt i enhver opdukkende situation. Den skal derefter så fokuseret som muligt lede den eventuelt besluttede militære magtanvendelse. Det er derfor skadeligt og risikabelt at undergrave officerskorpsets evne til at analysere, kommunikere og handle militært professionelt.

Man fornemmer, at man skammer sig over at være militære, muligvis fordi man ikke forstår eller accepterer – og slet ikke er stolt over – hvad det indebærer. Man søger åbenbart i højere grad ros og trøst fra Copenhagen Business School end tillid og respekt fra de stadig mere professionelle og erfarne premierløjtnanter, kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner, man sender i fjerne krige og andre operationer for danske interesser.

Man fornemmer, at Forsvarets ledelse ikke forstår, at hvis man ikke indretter sig og forvalter til støtte for en militær organisations egenart, misbruger man skatteborgernes penge på grund af manglende professionelt fokus. Man er blevet uniformeret amatør. Man er blevet som en læge, hvis eneste tilbageværende professionelle element er det gamle eksamensbevis og kitlen.

Den højeste officersuddannelse i USA og Storbritannien, dvs. forberedelsen til udnævnelse til general/admiral, søger bevidst at kompensere for, at karriereofficerens tjenesteforløb i stadig mindre grad giver den nødvendige professionelle erfaring. Antallet af operative ’praktikpladser’ til den overalt kun lidt reducerede officerskadre er efter den kolde krig faldet dramatisk. I Danmark har man hverken erkendt eller accepteret behovet for professionel genoptankning og videreudvikling, men fokuserer i stedet alene på støtteprocessen i et managementfokuseret ’Kursus i helhedsledelse’. Her i landet synes man, muligvis i uvidenhed, at overse, at professionel forudseenhed samt evnen målrettet innovation af struktur og aktiviteter er personligt indsats- og engagementskrævende. Militær indsigt og udvikling bygger som i andre professioner på et livslangt og – med avancement – stadigt bredere studium, der dog kun supplerer, at man stadig holder sig opdateret med udviklingen på de tekniske og praktiske niveauer. For den militære er emnet, hvordan man skal kunne løse sine opgaver i krig, hvor ’krig’ ikke længere er en forudseelig indsats i et kendt kampmiljø.

Udviklingen af denne ret enestående danske naivitet i forhold til de professionelle behov har næsten fyrreårige rødder. I slutningen af 1960’erne erkendte man behovet for at justere forsvarets ledelsesstil. En af hærens daværende klareste hjerner og bedste penne, oberst Nils Berg, skrev ’Ledelse og Uddannelse. Militær pædagogik’, som den daværende Hærkommando udgav i 1969. I modsætning til, hvad der fulgte efter, forenede bogen forståelsen af, at mennesket måtte være i centrum, med en grundlæggende indsigt i en militær organisations særlige formål og karakter. Senere udgaver var mindre klare og vellykkede. Kombineret med Søværnets stadig gældende ’Midlertidig instruks for skibschefen’ fra 1943 giver bogen fra 1969 stadig en godt indtryk af, hvilke særlige ledelseskrav og -vilkår, der gælder for en militær organisations hovedfunktion. ’Ledelse og uddannelse’ dannede den oprindelige basis for de ledelsesudviklingsaktiviteter, der fulgte i begyndelsen af 1970’erne, og som efter nedlæggelsen af de særlige pædagogiske og ledelsesmæssige kursuscentrer i 1990’erne blev en integreret aktivitet på Forsvarsakademiet, nu i Institut for Ledelse og Organisation. Snart forlod de officerer, som fortsatte Nils Bergs mission, hans balancerede forståelse for, hvor grænserne for ledelsesreformerne måtte gå. De søgte ikke forståelse for de krav, som i sagens natur måtte følge af en militær organisations formål og blev derfor usofistikerede civiliserende missionærer. De har aldrig interesseret sig for og studeret ledelse af forberedelse og føring af militære styrker i kamp. Det lå åbenbart under deres værdighed. De gik dogmatisk ud fra, at deres militært professionelle kolleger var anakronistiske ledelsesmammutter. Studier af ledelse under kamp blev et stedbarn af disse for militær gammeltænkning befriede, men fortsat uniformerede personer. De søgte og fik bekræftelse hos ligesindede, også selvsikre ledelsesguruer, der heller ikke interesserede sig for de ekstreme forhold under kamp og operationer, men for at opnå forudsigelighed og optimering mod perfektion.

I slutningen af 1980’erne og til midten af 1990’erne sikrede de fire forsvarschefer Lind, Thiede, Lyng og Garde, at udviklingen forblev i balance, men derefter ramtes Forsvaret efter Gardes tragiske død generelt af det skred mod afvisning af militær ledelses særlige karakter, som allerede i et par årtier havde præget Nils Bergs mindre selvkritisk søgende afløsere. Så fulgte to forsvarschefer, der kom fra henholdsvis Flyvevåbnet og hærens artilleri, to organisationer, som ideologisk tror fast på, at militær effektivitet opnås gennem centraliseret, optimeret management af ildvirkning, dvs. at de har en civil, ’liniær’ forståelse af krigsførelse som styret fra baglandet. Af disse lagde den første, Hvidt, i sin videregående uddannelse vægt på sin udvikling som forvalter/manager. Det er ikke et tilfælde, at Forsvaret netop fra Hvidt’s oprykning til Forsvarschef begyndte at se ledelse som management af en erhvervsvirksomhed. Snart begyndtes det aprofessionelle ’newspeak’, som fjernede organisationens fokus stadig mere fra at forstå og søge de elementer i militær effektivitet, som kun er målbare i kamp og skjulte dermed professionens militære substans. Forsvaret var dog ikke alene. Hele den offentlige sektor var ramt af krav om at registrere alt, hvad der kunne og derfor skulle måles, og derefter kontrolleres centralt. Det var en udvikling, som blev accelereret af Nyrup Rasmussens polit-regeringer og kulminerede med politi- og retsreformerne under Fogh-Rasmussens ditto. I Forsvaret var man overbevist om, at det var tilstrækkeligt at blive som de ’militære bogholdere’, som Guilmartin jf. det indledningsvise citat fandt i Pentagon, efter at McNamara i 1960’erne havde tvunget organisationen ind i en managementlogik og –sprogbrug.

Der var og er hos disse mennesker en ukritisk, ideologisk og idealistisk tro på kvalitetsstyring gennem central kontrol og styring baseret på indberetninger om alt målbart, der ikke er set siden den sovjetiske planlægningsoptimisme endte på historiens mødding. Det fascinerende, teoretisk smukke må være sandheden, skal gøres til virkelighed. I krigsteorien troede man også i perioder på, at rationelle managementmodeller var vejen frem. I forlængelse af oplysningstiden lavede Lloyd og von Bülow elegante matematiske modeller for krigsførelsen, som kun overlevede et par timer ved Jena-Auerstedt i 1806. Den slesvig-holstenske hærchef i 1850 var den prøjsiske teoretiker general Willisen, der som sit forbillede Jomini troede på ’videnskabelig’ management på kamppladsen. Hans smukke plan for slaget ved Idsted forblev teori, fordi lav sigtbarhed gjorde hans signalbavner usynlige for enhederne, hvilket førte til, at danskerne vandt det kaotiske slag. De franske og britiske hære prøvede i mellemkrigstiden at opnå effektivitet gennem et slagmanagement, der skulle minimere egne tab. Resultatet blev ødelæggende nederlag i 1940-41 til talmæssigt underlegne tyske styrker, der satsede på delegeret beslutningsmyndighed og medfølgende fleksibilitet. I 1990’erne troede amerikanerne igen at have fundet den ultimative model for centralistisk kampmanagement gennem ’netcentric warfare’. Man havde glemt, at fjenden havde en selvstændig vilje. Det er hårdt at måtte erkende, at jo smukkere og mere enkel teorien er, desto mere menneskefjern, løgnagtig og skadelig er den. Enevælden blev i Danmark som bekendt afløst af noget teoretisk mindre smukt og rationelt for mere end 150 år siden.

Selv definitionen af de ovennævnte tre officersroller en del af problemet. Ordet ’krigeren’ er tænkt og fremstilles næsten manuelt. Det indebærer ikke krav om, at officeren skal udvikle sig til den bredt funderede professionelle, der med helhedsforståelse, sikkerhed og civilcourage kan rådgive sine ikke-militære samarbejdspartnere helt op til og med de nationale og internationale beslutningstagere. Dvs. krav om at kunne forstå og forklare, hvad forskellige militære styrker kan opnå – eller ikke opnå – i forskellige situationer. Professionelle, der er udviklet, uddannet og motiveret til at tage og bære ansvaret for de ofte forfærdelige, uforudseelige beslutninger, der bliver nødvendige i kamp, fordi modstandere (og uafhængige allierede) også har en selvstændig vilje og egne muligheder. Officerens evner og indsats som ’diplomat’ og ’virksomhedsleder’ kan og må kun være skabende af forudsætninger samt støttende i udførelsen af opgaven, intet andet.

Det er trist, at ledelsesdirektivets forfattere synes at have overset, at det er den militære organisations særlige karakter og målet, der må drive organisationens struktur og aktiviteter. Det ved, som nævnt i indledningen, enhver leder af en god erhvervsvirksomhed. At en tilsvarende erkendelse i de senere år ikke altid har domineret udviklingen af den danske offentlige sektor, er trist for den enkelte politibetjent, lærer og sygeplejerske samt ikke mindst borgerne.

I de sidste årtier er den danske militære, professionelle debat sygnet yderligere hen. Det er uklart, i hvilken grad dette er et resultat eller en medvirkende årsag til den bedrøvelige situation, som er emnet for denne artikel. Problemet er dokumenteret af politologen og kaptajnen Jeppe Plenge Trautner, der i tre år var leder af Baltic Defence College’s Institut for Forsvarsforvaltning (i ’Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer’ i den kommende antologi ’Fra kold til varm krig. Om dansk forsvar efter 1989’). Jeg har som lærer på og leder af militære videregående uddannelser i de sidste små 20 år spurgt eleverne, mine yngre danske kolleger, om hvorfor de ikke fremlagde deres erfaringer og analyser af problemer i de faglige tidsskrifter. Jeg har aldrig fået et svar ud over, at det var der nogle andre, der måtte gøre. Situationen i dansk forsvar afviger her dramatisk fra, hvad vi ser i udlandet, og fra, hvad tilfældet tidligere var herhjemme. Normen er ude og var hjemme, at Forsvarets mest lovende og fremmeste skrev om deres fag, og diskuterede med åben pande. Skan blot de britiske og hollandske tidsskrifter fra de seneste 10 år samt bl.a. Militært Tidsskrift samt Tidsskrift for Søvæsen fra 1960’erne og tidligere. Også i Danmark analyserede og diskuterede man vågent og kritisk situationen i udlandet og præsenterede de nødvendige justeringer af det hjemlige. Man viste en personlig interesse og følte åbenbart selv som yngre et professionelt ansvar for sin organisations udvikling. En del af forklaringen på situationen nu er med sikkerhed karakter og fokus i den videregående uddannelse af danske officerer. Den lægger vægt ’læring’ under formelle kurser, der ’stempler ud’ til udnævnelse (ret automatisk, uden den ubehagelige, men indsatsmotiverende frasortering af de desværre mindre egnede). Der lægges overhovedet ikke vægt på den ’kontinuerlige læring’ gennem gennem personlige studier og debatdeltagelse gennem hele livet, som er en nødvendig forudsætning for vedligeholdelse og opdatering af den enkelte og organisationens professionalisme. Samtidig må man dog sige, at Forsvarets ledelse – for at sige det mildt – ikke har forventet, krævet eller belønnet selvstændig, analytisk-kritisk skribentvirksomhed om professionens fremtidige udfordringer.

Tænk, hvor mere udsatte for tidlig invalidering eller død alle danskere ville være, hvis den anden praktisk orienterede profession, lægerne, havde optrådt på en så intellektuelt doven, uansvarlig og uengageret måde. Er det virkelig sådan, at vi i Danmark tror, at opdateret militær professionalisme alene sikres af, at lederen bærer uniform med høj militær grad? At han eller hun ved et mirakel pludselig modtager en tilstrækkelig militær professionel viden ved en åbenbaring efter aldrig at have vist interesse eller forståelse for at opdatere sin profession gennem debatdeltagelse og ’continuous learning’, herunder de konstante selvstudier, der i enhver krævende profession er uomgængeligt nødvendige? Hvad er der gået så galt?

Alle de problemer, Forsvaret har haft i de sidste godt 10 år kan meget vel være affødt af det vel svage professionelle militære element i Forsvarsledelsens selvopfattelse. Det gælder både med hensyn til materielanskaffelser og mindre tilfredsstillende udrustede og bemyndigede enheder. Hvordan dette i givet fald har været tilfældet, kræver en detailanalyse af hvert enkelt tilfælde. Det er dog med sikkerhed et symptom på fortyndet professionel reaktion, når man accepterer strukturer, der ignorerer eller glemmer, at udviklingen af kompetente officerer nok så meget bygger på mesterlære under praktik, som på de teoretiske uddannelsesperioder. Det var aprofessionelt, da man helt standardiserede forvaltningsstrukturerne i de tre værn. Det betød, at man for hærens vedkommende helt fik fjernet det lokale, ansvarlige professionelle miljø, der er en forudsætning for en udvikling af unge hærofficerer. Man kunne i stedet have stillet de nødvendige krav til dette miljøs professionelle ledelses kvalitet. Det virker som om, at man glemte at se ud over grænserne efter alternativer. Hvis man blot havde søgt inspiration hos Danmarks primære samarbejdspartner, Storbritannien, ville man have erkendt, at der her er bevaret en ramme, hvor garnisonerne stadig sikrer dette miljø, ikke med en oberst som regimentschef, da garnisonen jo ikke har mobiliseringsopstillingsansvar, men med en karriereoberstløjtnant med helhedsansvar som chef.

Det er væsentligt at understrege, at der nu findes en forholdsvis smertefri vej ud af blindgyden. Et første skridt kunne være at få Institut for Ledelse og Organisation på Forsvarsakademiet til at forlade miljøets nu snart fyrre års ukritiske og i international sammenhæng enestående tyrkertro på, at en civil virksomhedsledelsesmodel også dækker andet end støtteindsatsen under organisationens forberedelse og indsættelse af enheder i krig eller andre stærkt krævende operationer. Forsvarets nye ledelsesdoktrin skal angiveligt styrke innovation. Jeg skal her undlade at grave i, om det er muligt at gennemføre en relevant innovation uden væsentlige skadevirkninger, hvis man ikke har professionel dybdeindsigt.

Det ville være en virkelig innovation, hvis de her ansvarlige, dvs. Forsvarsledelsen, formelt udvidede forventningerne til instituttet, så det også forskede i, analyserede og underviste i ledelsesproblemer knyttet til krigsførelse på taktisk, operativt og strategisk niveau. Det viser for mig logisk set uforståelig mangel på rettidig omhu, at det ikke er sket for år siden. Det ville med de alvorlige udviklinger til Forsvaret nu og i fremtiden være naturligt at sikre, at den nødvendige nye ekspertise bliver tilført instituttet. Det ville bl.a. være naturligt, at den næste institutchef blev en af de nu ret mange oberstløjtnanter, der har krigserfaring fra Irak eller Afghanistan. Der findes også muligheder for at trække på relevant ekspertise andre steder på Forsvarsakademiet. Inden for samme fakultet findes Institut for Militærpsykologi og i Fakultetet for Strategi og Militære Operationer findes relevant viden i både kurser, institutter og centrer.

Vi har heldigvis nu en fundamentalt ny situation, hvor en stor del af de unge i Forsvaret er stærkt motiverede til at søge en reel professionel udvikling. Det gælder ikke mindst de unge officerer, der er kommet hjem med krigserfaring. En holdbar professionel udvikling bygger på ’continuous learning’, hvori indgår et samspil mellem læsning under kursus og selvstudier, egne praktiske erfaringer, professionel debat samt refleksion under menneskelig modning. Det er indlysende, at vi skal udvikle og støtte denne interesse ved at tilpasse undervisningen i krigshistorie o.l., så den i langt højere grad sammensmeltes med uddannelsen i taktik, operationer og strategi. Den skal også gives en form, der afspejler og forløser de tjenstgørende veteraners interesser. Så skal den kvalificerede debat nok vende til tilbage. Det ser man bl.a. i kaptajn Thomas Larsens ’Dagbog fra Afghanistan’. Det er dog samtidig nødvendigt for Forsvarsledelsen at indse, at det nu er tiden at lægge kursen om i en professionelt mere holdbar og troværdig retning. Der er så god grund i dag til at være stolt af at være en professionel dansk militær, at der ikke er grund til at ’gå’ i tvivlsomme kejserens nye klæder. Efter det nødvendige hjælp til bredere fokus og ekspertisevifte vil Institut for Ledelse og Organisation kunne blive som den lille dreng i eventyret.

Lidt anbefalet litteratur
Carl von Clausewitz: Om krig. København 1986.

Andrew Cockburn: Rumsfeld. His Rise, Fall and Catastrophic Legacy. New York 2007.

Martin van Creveld: Fighting Power: German and U.S. Army Performance, 1939-1945. Westport 1982.

Af samme: Command in War. London 1985.

Elmar Dinter: Hero or Coward. Pressures facing the Soldier in Battle. London 1985

Colin S. Gray: Modern Strategy. Oxford 1999.

Hærkommandoen (Nils Berg): Ledelse og uddannelse. Militær pædagogik. København 1919

John Keegan: The Mask of Command. New York 1987.

Cristopher Kolenda (redaktør): Leadership. The Warriors Art. U.S. Army War College 2001.

Edward N. Luttwak: Strategy. The Logic of War and Peace. Anden udvidede udgave. London 2001.

Williamson Murray og Richard Hart Sinnreich (redaktører): The Past as Prologue. The Importance of History to the Military Profession. Cambridge 2006.

Captain S. W. Roskill, RN: The Art of Leadership. London 1964.

Indledningen – præsentation af rammen

1. Verdenskrig blev skellet mellem:

Det 19. Århundredes sidste års Europa med multinationale imperier under pres domineret af borgerskabets kultur og patriotiske offervilje samt civilisations- og teknologioptimisme, men med klassedelte samfund, hvor industriarbejderne var på vej til politisk indflydelse, med senimperialistisk konkurrence mellem stormagterne drevet af de forfordelte sidstankomne og med navalismen som symptom, med offensiv, moralbaseret, massemobiliseringsdrevet, socialdarvinistisk inspireret militærdoktrin.

Det 20. Århundredes Europa med sammenbrudte multinationale imperier med frustrede, revolutionsramte kernemagter (Rusland, Tyskland og Ungarn) og konkurrerende afløserstater, borgerskabets kultur og normer under pres og præget af frygt for fremtiden med civilisationspessimisme og kyniske med hensyn til den teknologiske udviklings velsignelser, revolutionære, antidemokratiske fraktioner på både højre og venstrefløjene, fundamentalt teknologisk transformerede og professionaliserede landstyrker.

Dette har bl.a. Nils Arne Sørensen overbevisende argumenteret for i indledningen ‘Urkatastrofen’ til ‘Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig.’ København 2005.

I Danmark blev århundredes første årti præget af forsøget på at komme videre efter at Systemskiftet i 1901, herunder at opnå et kompromis om den forsvarssag, der havde leveret ammunitionen til de foregående to årtiers indædte politiske kamp.

Resultatet, 1909-lovenes ordning af et væbnet neutralitetsværn blev umiddelbart set en succes. Gennem en kraftanstrengelse i 1911-13 og igen i det første krigsår var ordningen blevet fyldt op og den havde støttet Danmarks neutralitet. De to værns styrker havde på trods af svagheder været så betydelige, at de på forskellig måde var blevet respekteret af både Tyskland og England.

På trods af, at den militære neutralitetsindsats i begyndelsen af august blev tilpasset Tysklands – da udtrykte – strategiske behov, måtte balancen set i samtiden have været elegant. Sejrsmagterne Frankrig og England, som vi ikke havde kunnet tage hensyn til på grund af vor strategiske situation, gav os Sønderjylland tilbage, og England valgte København som støttepunkt for sin intervention mod Sovjetunionen i Østersøen.

Sønderjyllands hjemkomst fjernede – i Danmark – den hovedkilde til modsætningsforholdet til Tyskland, der havde næret en meget bred tyskfjendtlig opinion, som siden 1864 havde virket undergravende på landets troværdighed som neutral.

Lande som Sverige og Holland havde med tilsvarende succes holdt sig ude af krigen gennem en kombination af diplomatisk balance og åbenbar vilje og evne til at forsvare neutraliteten. For dem blev det naturligt at genopruste i 1930erne og anvende samme midler til at holde sig uden for den krig, der startede 20 år senere. Dette skete på trods af den pacifisme og militærkritiske holdning, der kom til at dominere hele det demokratiske Europa fra Mellemkrigstidens midte. Men i Danmark blev forløbet anderledes. Her kom perioden til at danne et afgørende skel i landets forsvarspolitik. Under den næste konflikt var værnenes rolle – i modsætning til for Sveriges og Hollands vedkommende – reduceret til en symbolsk markering af landets neutralitet og suverænitet.

Et af denne forsknings/dette bogprojekts to formål er at udrede og beskrive, hvordan den forsvarspolitiske situation i Danmark og værnenes forvaltning af 1909-lovene kom til at bidrage til dette skel. Den beskriver, hvorledes de centrale forsvarspolitiske aktører i perioden fra 1909: hærchefen, flådechefen og fra 1913 den nye forsvarsminister på forskellig måde – i konkurrence – arbejdede for realisere deres syn på, hvorledes værnene skulle anvendes for at sikre, at Danmark slap helskindet igennem det gamle Europas sammenbrud, der indledtes i 1912 med Balkan-krigene, og som foreløbigt blev afsluttet 1918-20. Ingen af disse forsvarsopfattelser svarede i øvrigt til den strategiske hovedopfattelse bag 1909-lovene. Det dybe skisma fra forfatningskampen – og hærens officerskorps opfattede placering i denne – spillede sammen med de umiddelbare og senere virkninger af den europæiske erfaring med Verdenskrigen og umuliggjorde reelt en forsvarspolitisk brobygning mellem den radikale og specielt hærens forsvarsopfattelse.
Bogprojektets andet formål er at give en første samlet beskrivelse af dansk forsvar fra 1909 til 1920. Perioden begrænses til 1920, fordi værnenes virksomhed i de næste to år helt koncentrerede sig om, hvad der skulle følge efter. Det afsluttes med forberedelsen af det danske kontingent til den Folkeforbundsstyrke, der skulle overvåge folkeafstemningen i Vilniusområdet i begyndelsen af 1921. Det var en naturlig kvittering for sejrherrernes overvågning af folkeafstemningerne i Nordslesvig i begyndelsen af 1920.

Forsknings- og litteraturoversigt:
De eneste generelle, offentliggjorte beskrivelse af 1909-ordningens implementering og Sikringsperioden findes i bilagene til ‘Beretning fra Kommissionen til Undersøgelse af Hærens og Flaadens fremtidige Ordning’ fra 1922. De er kun samlinger af informationer, og de skal i meget høj grad skal ses i rammen af den samtidige indenrigspolitiske kamp om anvendelsen af den seneste historie og om den fremtidige forsvarspolitik, som var kommissionens foci. Bilagene giver – samlet – i kort beretnings- og skematisk form en stor mængde informationer om værnene i perioden. De afspejler – på en tør, bureaukratisk vis – de forfattende myndigheders aktuelle ledende personers prioriteringer, ønske at præsentere forløbet som logisk, frit for bureaukratiske konflikter såvel som menneskets ønske om at præsentere sig selv og respekterede afdøde eller stadig levende ledende personer i det bedst mulige lys.

Overordnede rammebeskrivelser findes i de relevante dele af Dansk Udenrigspolitiks Histories Bind 3 og 4.

Tilblivelsen af 1909-ordningen er særdeles godt dækket af Jens Ole Christensens ph.d.- afhandling og Camilla Müller Berg Christensens magisterafhandling (begge ikke publicerede). Herudover kildeudgivelser og erindringer samt beskrivelser af enkelte områder – periodemæssigt om minelægningskrisen 1914, temamæssigt om nøglepersoner (Munch, Scavenius og A.P. Tuxen), flåden, de faste befæstningsværker og Tunestillingen samt min egen behandling af Jyllands og Fyns situation.

Dette projekt er ikke mindst inspireret af og indledningsvis bygget på Tage Kaarsteds arbejde i 1960erne og 1970erne med at udgive erindringer, notater og dagbøger fra de ledende regeringspolitikere og søofficerer.

Jeg har selv givet en beskrivelse af en del af hærens historie fra perioden i ‘Jyllands Landforsvar fra 1901 til 1940‘, behandlet et centralt problem i kildeklipsamlingen ‘Nedslidningen‘, beskrevet historien om de danske forberedelser til en international fredsbevarende mission i ‘ “Vilnakommandoet” 1920-21‘. En kort fremlæggelse af forskningsresultater findes i ‘The Danish Armed Forces 1909-1918. Between politicians and strategic reality‘.

Synopsis for bogens centrale del

En præsentation af ‘de danske strategiske fortællinger’ som – i konkurrence – påvirkede udviklingen: de fire hovedopfattelser hos aktører/aktørgrupper:

‘1909-ordningens ‘strategiske fortælling’: Kattegat og specielt Store Bælt som den åbne port og mulige bunkringsplads ved adgangen til Østersøen. Sjælland som landets strategiske hovedområde med fronten i neutralitetsværnet – med hæren samlet bag kysten – ved bæltet og basen ved København. Da det kun var England, der opererede på så stor afstand af sin flådes baser, at man havde behov for fremskudte baseområder, var ordningen – under en opfattelse af flåde-ligevægt – i tysk interesse, dog uden at dette betød, at man ikke ville sætte sig mod en engelsk krænkelse. Esbjerg-problement forstået. Krigen – og hermed sikringsperioden – vil være kort, uger. I stor udstrækning repræsenteres opfattelsen af Tuxen som kommanderende general i Jylland-Fyn, samt af Kofoed-Hansen fra 28/7-4/8 1914, hvor der ikke er noget alternativ endnu. Implicit en vis forståelse for en ‘tærskel’-værdi af forsvaret. Det var – som for kongen, de fleste af begge værns officerer og den dominerende opinion – uacceptabelt at ende som Tysklands de facto-allierede.

Gørtz og Generalstaben: Man videreførte i en fastlåst og forsimplet form den afdøde profet, generalløjtnant Kühnels arv, uden at forstå alle dens nuancer. Tyskland vil for at hindre engelsk adgang til Østersøen være tvunget til at besætte Sjælland. Det vil England forsøge at hindre. Nok var det det internationalt interessante sted Store Bælt, men Tyskland vil søge en afgørelse hurtigt ved at gå direkte mod København, true med bombardement og landsætte en styrke tæt ved byen. Fastholdelse af fæstningen til engelsk hjælp eller blot længst muligt – det er hærens hovedopgave. Kystforsvar er pga. af tysk mulighed for hurtig landsætning urealistisk, og den farligste trussel var i Køge Bugt, fordi den her afskår hærens sammendragning til Fæstningen. Fæstningen er truet af bombardement fra søen, af belejringsartilleri fra Tysklands anskaffelse af luftskibe i 1912 også fra luften. Tanken om at anvende fæstningen som en mulighed for at gennemføre en økonomisk sikring af København med en lille del af hæren – samt ved muligheden for hurtig lokalmobilisering af københavnske værnepligtige – og have hovedstyrken ved sjællands kyster var glemt. Den store krig vil være kort, og den danske fase blot en del af overturen. Sikringsperioden skal hurtigt gå over i mobilisering. I modsætning til Kühnel klar understregning af hærens sidste rolle – eksistensforsvaret af Fæstningen til det sidste. I det store hele stod de konservative grupper bag denne opfattelse.

Kofoed-Hansen: Den marineteknologisk udvikling i de seneste år – i slagskibes størrelse, uddybning af Kielerkanalen, minevåbnet, torpedo- og specielt undervandsbåde – placerede Danmark inden for tysk magtområde, i hvert fald indtil den tyske højsøflåde var nedkæmpet. Det vil sige, at kommissionens balance ikke længere var mulig. Dansk neutralitetsforsvar skulle anvendes til at understrege denne realitet over for briterne. Konflikten – dvs. neutralitetsperioden – kunne evt. blive af længere varighed. Implicit en vis forståelse for en ‘tærskel’-værdi af forsvaret, specielt i forhold til England, hvor de danske styrker ikke skulle stå alene, men kun være briternes første problem. Der var kun en begrænset forståelse for ‘tærskel’-virkningen, og kun i forhold til England på grund af muligheden for tysk hjælp. K-H forstod, at neutralitetens troværdighed afhang af åbenlys vilje til at anvende magt, og han forstod – i modsætning til så at sige alle andre – at begrænset magtanvendelse ved krænkelser ikke gjorde den neutrale til krigsdeltager, men kun understregede neutralitetens troværdighed. Han var hæmmet i sine muligheder for at overbevise politikere ved at understrege, at det var et national æresspørgsmål at forsvare neutraliteten. Medens Kofoed-Hansens understregning af neutralitetsforsvaret ved kysten og kanten af søterritoriet havde støtte i venstregrupperne, var hans konsekvente syn på dansk forsvars internationale rolle og muligheder i modsætning til ikke mindst Neergaards gruppe, men – efter Jens Ole Christensens analyse – også, omend i mindre grad I.C. Christensens.

Munch og andre yngre radikale: Grundlæggende var risikoen under en krig forbundet med idéerne om at forsøge at forsvare sig mod en stormagtsindsats for at sætte sig på Danmark på trods af, at et sådant forsøg ville være udsigtsløst og ødelæggende. Krig blev set som ødelæggende eksistenskamp (dvs. som et spejlbillede af hærledelsens billede), som forkastedes. Hvis Danmark demonstrerede, at landet på ingen måde ville spille med, være militær aktør, at det ville forblive ikke-krigsdeltager, var der en mulighed for, at vi slap igennem uden at blive inddraget og ødelagt. Ikke mindst hærens officerers fjendskab til Tyskland og deres åbne af nationale følelser nærede og drevne ønske om at yde en militær indsats ved et (tysk) stormagtsangreb, kunne øde risikoen for dette angreb. Hvis indsatsen fandt sted ville den kunne medføre en national katastrofe. Forsvarsvilje blev set og benævnt som ‘militarisme’. Militærets – specielt hærens – interne virkemåde med disciplinering af mandskabet blev opfattet som forkastelig, fordi den jo ikke har noget fornuftigt formål. For de støttende socialister blev militæret set som de privilegeredes klassekampsinstrument. Hæren lod sig reelt anvende som sådant under Provisorietiden. Man skulle for at minimere ødelæggelserne optræde passivt, hvis landet blev inddraget som krigsskueplads (holdende resten af landet ‘neutralt’ som Grækenland).

Ingen af ‘fortællerne’ forstod helt den krigsførende stormagts problemer – hvilket er fundamentet for en afskrækkelses-/tærskelmålsætning. Dette er forståeligt, fordi man først med verdenskrigens indsættelse af alle stormagternes militære ressourcer fik et bedre indblik i deres derefter begrænsede handlefrihed. Men det skyldtes nok også, at man primært tog udgangspunkt i den egen svaghed, som var blevet illustreret i 1807 og 1864.

En analyse af stormagternes situation kunne have ført til en forståelse af, at deres indledningsvise strategiske valg af modstandere og krigsskuepladser måtte følges af inerti, medens disse valg prøves. Der ville opstå bindinger i form af politisk og organisatorisk prestige, og der skulle normalt opstå en krise eller en fundamental ny strategisk situation, før en krigsførende stormagt åbnede en ny front, som de tyske forventninger i 1917 om at de vestallierede ville etablere baser i Norge efter USA’s indtræden i krigen. Man havde ikke store ubundne reservestyrker, og dem man havde, blev anvendt for at opnå fremgang på de eksisterende fronter.

En inddragelse af et neutralt land blev betragtet med skepsis af de krigsførendes generalstabe, hvis landet da ikke åbent samarbejdede med modstanderen. Den operativt bekvemme gennemmarch af Belgien var endt som en alvorlig propagandamæssig belastning for Tyskland. Selv her, i det militaristiske Tyskland, skulle der herefter overskrides en betydelig tærskel, før man kunne bekvemme sig på at overfalde endnu et neutralt land. I de krigsførende demokratier var det endnu vanskeligere end i Tyskland at retfærdiggøre et overfald på en neutral magt.

Hvis det var klart, at den neutrale ikke blot ville konstaterede neutralitetsbruddet, men ville modsatte sig krænkelsen med våbenmagt, blev de politiske omkostninger endnu større, og da dette kunne give tid til modstanderens reaktioner og placere det neutrale lands militære ressourcer på modstanderside, skulle der også overvindes en militær tærskel i beslutningsforløbet. Den neutrale havde et betydeligt råderum overfor selv alvorlige krænkelser.

Der var derfor reelt ingen risiko for, at dansk militær magtanvendelse som svar på mindre krænkelser – som angreb mod modparters krigsskibe på dansk territorium – ville andet end at forstærke respekten for landets neutralitetsvilje. De krigsførende havde ikke de nødvendige klargjorte enheder og ledte ikke efter et påskud til at invadere landet. En robust evne kombineret med troværdig og demonstreret vilje til neutralitetsforsvar forebyggede krænkelser og mindskede stormagternes fristelse til at søge fordele ved en mere omfattende anvendelse af dansk territorium. Forskningen her viser, at der hverken hos politikerne eller i officerskorpsene eksisterede en forståelse af, at anvendelse af ikke alene militær tilstedeværelse, men anvendt våbenmagt som et instrument i neutralitetshævdelsen, ikke var krigsdeltagelse og ikke automatisk førte til denne. Dette på trods af, at netop denne juridiske opfattelse havde været fundamentet for 1909-ordningen.

Viceadmiral Kofoed-Hansen var den af de involverede, der havde den bedste indsigt i neutralitetsforsvarets muligheder. Man han syntes ikke at forstå, hvor vanskeligt det var for de neutrale aktører, hans egne officer, at anvende deres militære magtmidler som andet end i et forsvar mod et angreb. Hans manglende indsigt førte til uklare ordrer. Dette skyldtes også, at selv ikke Kofoed-Hansen forudså de neutralitetskrænkelser, der kom til voldsomt at pressede flådens materiel- og personelressourcer i den uforudset meget lange sikringsperiode.

Bind 1 : Frem mod krigen, neutralitetsværnet opbygges og rammes af krise 1909-1915

En kort skitse af Danmark og Tiden:
* Statistik om befolkningen. Troen på fremtiden efter de teknologiske og økonomisk fremskridt. En infrastruktur bygget på et tæt net af jernbaner og på kysttrafik med mindre skibe. Telegraf og telefon. De mange partiaviser som primære medier. De sociale skel på land og i by (reelt Matador første episode). De politiske problemer under krigen: Produktion og eksport – forværret situation fra 1917. Dyrtiden. Island. Grundloven. De Vestindiske Øer. Indenrigspolitisk mistillid og had, ikke mindst mellem venstregrupperne. Monarkiets vanskelige transformation.
* En præsentation af udviklingen af den ydre ramme: Den britiske (de traditionelle og Corbett/Fischers) og den tyske flådes ‘strategiske fortællinger’. De betydelige problemer med sølandsætninger, bl.a. pga. , at jernbaner kan sikre hurtig forstærkning af forsvarere ved landgangsstedet (Mackinder og Cardwell).
* De landmilitære ‘fortællinger’ – krigen må afsluttes hurtigt pga. samfundenes og økonomiernes manglende evne til at støtte det truende alternativ. Moralen, patriotismen, krigens naturlighed og nødvendighed (social-darvinisme).
* De for Danmarks strategiske situation afgørende begivenheder/udviklinger fra 1909:
o Den britisk-russiske tilnærmelse
o Balkankrigene
o Den tyske hærs strategiske primat over flåden fra 1905, der medfører at den operative planlægning mod Danmark indstilles.
o Indsættelsen af det britiske ekspeditionskorps i Frankrig og fastlåsning af Vestfronten i skyttegravskrig (herefter i nogle måneder begrænsede handlefrihed i forhold til maritime eventyr)
o Muligheden – Churchills idé ultimo 1914 indtil Dardanellerne besluttes to uger senere – for britiske operationer mod Slesvig og i Østersøen med inddragelse af Danmark i krigen. Undgås på grund af krisen i Kaukasus.
o Britiske ubåde til Østersøen fører pres på Danmark (og Sverige)
o Tysk strategi på Vest- og Østfronterne 1915-16 og den separate søkrig
o Den højteknologiske landkrig (artilleri, maskingeværer, gas, fly) og Danmarks produktionsmuligheder
o Jyllandslaget som en næsten katastrofe for den tyske Højsøflåde
o Den uindskrænkede tyske ubådskrig og krigsplanlægningen mod Danmark
o Revolutionen i Rusland og disciplinproblemer i krigsførendes hære (mytterierne i Frankrig)
o Tysklands sejr i Øst og handlefriheden indtil disse disponers offensivt på Vestfronten i marts 1918
o De allierede sejre sommer-efterår 1918
o Rammen af allieret intervention i Baltikum efter Tysklands nederlag
o Sønderjylland tilbage og skal sikres

Perioder og temaer: Hovedbehandlingen af hvert tema placeres i pricippet i én af perioderne; den generelle udvikling mellem de fire danske ‘fortællinger’ følges i afslutningen i behandlingen af hvert periodeafsnit.

September 1909-ultimo Juli 1914 – ‘Fred og dog Fare’:
‘… mon der virkelig var Fare for Krig? Verden saa jo saa almindelig ud, i Dag som i Gaar. Han syntes, en saa stor Begivenhed paa en eller anden Maade maatte kaste Skygge forud …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’

* Teknisk forældelse i hovedsystemerne – artilleriskibene, forterne og deres artilleri.
* Udviklingen inden for de ‘fire fortællinger’ – herunder de to værns prioriteringer/valg under forligsimplementering.
* Koncentrationen af Hæren mod Sjælland og forberedelserne på Sjælland
* Rammerne skabes for periferiens – Jyllands, Fyn og Bornholms – forsvar.
* Kofoed-Hansens moderne lette flåde skabes – og afventer udviklingen af Søfronten og kystforterne.
* Forberedelser til opgaverne under en neutralitetsperiode.
* De af hæren prioriterede dele af kystbefæstningerne.
* Krisehåndteringen i vinteren 1912-13: Generalprøven på august 1914 – med andre aktører
* Truslen fra sølandsætninger analyseres – fejlagtigt – med undergravende virkninger for 1909-ordningens logik.

Ultimo Juli 1914 -November 1914 – ‘Torden i Syd’:
‘… der vrimler med Militær, Haverne var opgravede, Soldaterne kamperede paa Græsplænerne, Stakitterne mellem Haverne paa Søsiden er opbrudt, for at der kan gaa Vagtpatruljer om Natten. Pigtraadshegn er der lavet og Løbegrave, bl.a. i Hvidøres Have. 45 Tønder Land Skov er fældet ved Fortunen, Hegn er opkastet af visne Grene, den tyrkiske Villa “Hasa” ved Hvidøre er rømmet ligesom alle de omliggende, den bevogtes af ti Mand, og der er lagt Dynamit i Kælderen for at sprænge den i Luften i Krigstilfælde, da den ligger i Forternes Skudlinie. Samme Skæbne venter Hvidøre, og Eskadren ligger i Linje med Hveen ind til Taarbæk. …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Forventninger og folkets offervilje: Den civile efterretningstjeneste. De frivillige korps og de frivillige bevogtningskorps. Frivillig deltagelse i feltbefæstningsarbejder. Stemningen ved indkaldelserne. Den begrænsede udrustning af den enkelte soldat – til et kort sommerfelttog.
* Sikringsstyrken om Københavns Befæstning.
* Sikringsstyrken på Sjælland og dens umiddelbare stabilisering.
* Kystudkigstjenesten.
* Flådens deployering til forsvaret af København og resten af Sjælland umiddelbart og senere.
* Samvirkeøvelsen inden for Søfronten mod en engelsk flådeindtrængen til bombardement af København.
* Flådens redeployering til støtte for spærringen af Store Bælt med nye opgaver.
* Hæren på Halskov og Knudshoved.
* Indsatsen ved landgrænsen og ved Lille Bælt.
* Bornholms placering under Munchs forsvarsopfattelse.
* Undervandsbådskrigen starter, uden væsentlige virkninger i Danmark.

November 1914-Oktober 1915:
‘… Krigen, der mod al Forventning ikke var blevet afsluttet paa nogle Maaneder, men syntes at være naaet til et Punkt, hvor alle Spaadomme om dens Varighed maatte blive Gætteværk. …: “De har gravet sig ned som Muldvarpe i Jorden, det forhaler Afgørelsen i det uendelige”.’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Erobringen af Antwerpen og virkningerne på hæren.
* Ammunitionskrisen og presset på sikringsstyrken.
* 3. Division og dele af 2. Division på Sjælland udenfor København – mod kystinvasionsforsvar efter sikring af befæstningen?
* Den voksende modstand mod sikringsstyrkens belastning og idégrundlag
* Forberedelser til og sikringen af mobiliseringen på Sjælland, Fyn og Jylland.
* Reduktionen af Sikringsstyrken og forberedelse af Tunestillingen.
* Udviklingen af kystværkerne udenfor København.
* Indsatsen mod britiske krænkelser: Esbjerg, Århus, Frederikshavn.
* Søkrigen omkring stræderne: E-13 og de tyske minespærringer ved Drogden.
* Oprøret mod Hærledelsen og godkendelse af Tunestillingen.

Bind 2: 1915-20: Neutralitetsværnet under pres – som dagligdag – dets nedbygning

November 1915 – November 1917:
‘… den uindskrænkede U-baadskrig blev erklæret til Fare for alle Tilførsler. Skibene, der skulde ud i de øglefyldte Farvande, blev dazzlemalede – camouflerede. Smukke, lyse Skibe blev spættede som Firben, og Sproget fik et nyt Ord. Petroleum og Benzin blev rationerede, Butiksbelysning forbudt, alle Kaféer skulle lukke Klokken ti. …” Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Fra Vestfronten til Tunestillingen.
* Søværnets dagligdag: Hjælp til skibsfarten, minebekæmpelse, stationstjeneste.
* Forsøg på at kompensere for værnenes mangler gennem indenrigs produktion af våben, reorganisering og redeployering af hærens artilleri og marinens ubrugte skyts, inspektionsrejser til krigsfronterne og import.
* Udbygning af Københavns Sydfront som svar på den tyske flådes tilstedeværelse.
* Mosede Kystforsvarsafsnit og Gørtz ledelsesstil.
* Roskildefjordstillingen og Hornsherredstillingen som et udviklingsprojekt.
* Flådens roller ved fæstningsfronterne, i Køge Bugt og i forhold til Roskildefjordstillingen.
* Den tysk-dansk-svenske minespærring af Øresund.
* Undervandsbåde til Storebælt.
* Tanker om fremrykning af fæstningens Nordfront.
* Udviklingen af Københavns og garnisonernes luftforsvar.
* Udviklingen af værnenes flystyrker.
* Fyns situation afklares med forberedt evakuation.
* Sikringsstyrkens pres på fast og tjenstgørende personel og befolkning.
* Pressen, politikerne og sikringsstyrken.
* Munch, Kofoed-Hansen og Gørtz, hvor Gørtz spiller, taber og går af og sikringsstyrken presses af tjenestevilkårerne og reduceres, så personellet presses yderligere af gravearbejdet og vagttjenesten.
* Udviklingen af de tyske krigsforberedelser mod Danmark. De første to faser 1892-97 og 1898-1905. Starten i sommer-efterår 1916. Den efterfølgende udvikling indtil sommer 1918. Forbindelsen til Holland, Norge og Sverige. Det officielle Danmarks reaktioner.

November 1917- November 1918:
‘… begejstringsløst, prosaisk vedblev Myrderiet under Faner, hvis Ideal-Inskriptioner forlængst var ulæselige, og syntes blot at ernære sig af de mørke Sindsmagter, man havde tvivlet paa, men som een Gang vakt truede med at rende alt Kulturens Værk over Ende. …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Udviklingen af det mobile jyske forsvar igennem sikringsperioden.
o Forberedelsen af den mobile styrkes indsættelse fra landegrænsen til Himmerland.
o Himmerlands søflanke og oversvømmelserne
o Signalforbindelser.
* Udviklingen af det jyske bagland som base og tilbagetrækningspunkt:
o Jernbanekommunikationerne.
o Brohovederne.
o Tilbagetrækningspunkter: Vendsyssel – Thy – Thyholm – Mors.
o Hærens Limfjordsflotille og transportmidlerne.
* Syndikalisttruslen og virkningen på Sikringsstyrken
* Sikringstyrken under stadigt voldsommere pres i retning af reel afvikning.

November 1918 – Marts 1921:
‘… Ingen blændende Sejr for nogen; en Forskel i Graden af Forblødning og Sult gjorde Udslaget. … Denne Art Skuespil var for stedse forbi. … hele (soldaternes) … Liv vilde man huske deres Lidelser, og lette dem deres Vej, og for deres og de døde Kammaraters Øjne vilde alle Statsmænd nu holde deres Løfte og befri Verden for de Krigsvaaben, hvis virkelige Rædsel disse fire Aaar havde afdækket.’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Erfaringerne.
* Base for Vestmagternes intervention i Baltikum.
* Overtagelsen af Sønderjylland.
* Offer- og forsvarsviljen samt den automatiske disciplin nedslidt.
* Sønderjylland som motiv for fjendskab og revanche borte.
* Forvirring om den sjællandske hærs status og muligheder – kontinuitet på den jyske halvø.
* På vej mod den første internationale operation i grænsezonen mellem Polen og Litauen.

Afslutning og konkluderende bemærkninger
* To dramatiske skel i 20. århundrede: 1914-20 og 1989-91.
* De ‘blinde pletter’ i den umiddelbare historieskrivning, der blev ført videre til 1938-39:
o Den strategiske sammenknytning af Danmark og Norge
o Dansk neutralitetsforsvarsberedskabs virkninger på de krigsførendes behov og muligheder
o Behovet for i en ny international spændingsperiode at forberede værnene til belastningen gennem udvidelse af kadrerne og en fuld uddannelse af de yngste værnepligtsårgange
o Behovet for – under en ny sikringsperiode – at reducere belastningen gennem et med hensyn til den aktuelle styrke efter situationen ‘pulserende’ vagt- og neutralitetsforsvarsberedskab
* Parallellen til afslutningen af den kolde krig. Belastning af beredskab og omkostninger – på langt sigt – for befolkningen. Hvad nytte var den militære indsats – kunne ikke bevises – derfor var den nok ikke nødvendig (under den kolde krig dog forholdet til garantimagten). I 1920 oven i købet Genforeningen som belønning for neutraliteten. ‘Fredsdividenden’ – de nye opgaver (sikringen af Sønderjylland) – tilpasning til de nye muligheder ved lidt aktivisme i Baltikum, men da krig dér – forsigtigt.
* På vej til en radikal forsvarsordning før Påskekrisen 1920?
* Fremtidige emner for forskning: 1922-ordningen som overgangskompromis. Det faste personels og den indkaldte værnepligtiges vilkår i større dybde. Dansk produktion og import til sikringsstyrken.

‘… i det hele fik jeg under min tjeneste i geleddet i de år … det indtryk, at befalingsmændenes ansvarsfølelse var ringere, end jeg var vant til. Såsnart tjenesten var tilende, havde enhver travlt med at passe sit lille ben og interessen for tjenesten trådte tilbage for interessen for de private forhold.

… navnlig forekom det mig, at stillingen var vanskelig og indskrænket for kompagnicheferne, som foruden bryderiet med mandskabet måtte se deres selvstændighed indskrænket ovenfra. Ved … Regiment(et) (i Ålborg) havde vi i Oberst … tid følelsen af, at der var en fast hånd, som ledede det hele, men lod os arbejde i frihed – men under ansvar. … når vi loyalt gjorde vort bedste for at arbejde i chefens ånd, kunne vi stole på, at vi havde ham i ryggen og at ingen fik lov at genere os.

Men ved … Regiment(et) (i København) var det anderledes, nu skulle hæren gøres populær. … selvfølgelig skal soldaterne behandles godt og tiltales som mennesker, som jeg mener selv at have gjort al min tid, og alle misligheder påtales og eventuelt straffes. Men skal vi have en hær, må vi have mulighed for at uddanne soldater og ikke næsvise og ugidelige skoledrenge.

Mine bataljons- og regimentschefer i de år var for størstedelen folk, der i hovedsagen havde gjort tjeneste ved hoffet og på kontorer, men kun var lidet fortrolige med geledtjenesten og navnlig ude af stand til at ordne tjenestegangen således, at kompagnichefernes selvstændighed blev respekteret. Deres gode menneskelige egenskaber ufortalt, til chefer egnede de sig ikke. Ængstelige, som de var, fik kompagnierne det ene pålæg eller forbud efter det andet, kompagnicheferne skulle altid være personlig ved kompagniet, og der var en evindelig og yderst smålig rettelse af de mest ligegyldige bagateller, så jeg som kompagnichef langt fra havde samme selvstændighed, som jeg havde haft som ganske ung løjtnant. Der var ikke tale om tillid. Hvor pålidelig og pligtopfyldende man end var, var det umuligt at gøre disse folk tilpas.’

Johan Clemmesen, kaptajn i hæren, R.D.: Erindringer 1868-1939. KBH 1985 om tiden i hæren 1907-13

I sommeren 2005 udkom Dansk Institut for Internationale Studiers redegørelse om Danmark under den kolde krig. I efteråret efter udgivelsen kritiserede jeg bl.a. rapporten for uden et grundlag af kildestudier og analyse at konkludere, at Danmark var velforsvaret i afgørende dele af perioden mellem 1949 og 1989. Der måtte gennemføres et arbejde, der kunne underbygge, supplere og evt. justere dette billede på grundlag af arkivstudier og interviews. Hvad jeg da endnu ikke vidste, var, at Statens Arkiver tre måneder tidligere havde beordret kassation, dvs. destruktion, af hovedparten af det kildegrundlag, som var nødvendigt for at gennemføre ikke alene disse studier, men al sammenhængende militærhistorisk eller militærsociologisk forskning i hæren, søværnet og flyvevåbnet efter 1957. Der blev ikke givet begrundelser for ordren om ødelæggelse, der var ikke fremlagt de kriterier, der var lagt til grund for bestemmelserne.

Et står dog klart ved læsning af bestemmelserne, nemlig, at Statens Arkiver finder, at myndigheder, der ikke findes i den fremtidige forsvarsorganisation, skal fjernes fra historien. Det kræver åbenbart ikke argumenter at beslutte, at militærhistorien fra den kolde krig er uden interesse.

For det primære danske bidrag til det fælles NATO-forsvar af den jyske halvø, Jyske Divisions, vedkommende skulle væsentlige dele af arkivalierne kasseres, snarest belejligt. Dette gjaldt bl.a. ingeniørarkivet, divisionens artilleri, signalopklaringsenheden samt hele hærens flyvetjenestes arkiv.

Militærregionernes og alle regimenternes arkiver skal kasseres. Indtil 1960’erne havde militærregionerne og regimenterne været de ansvarlige operative myndigheder. Derefter havde regionerne haft en afgørende rolle i klargøringen af hærens myndigheder til krig, samtidig med at de var ansvarlige for den militære del af totalforsvaret af Danmark. Region IV (Fyn) og specielt Bornholms Region var fortsat samtidig operative hovedkvarterer, der var ansvarlige for forsvaret den pågældende ø. Regimenterne var ansvarlige for den praktiske mobilisering af hæren til krig, men derudover var regimenterne reelt dengang selve hæren, den afgørende ramme for personellets indsats.

For søværnets vedkommende skal bl.a. alt vedrørende eskadrerene kasseres.

I flyvevåbnets arkiv forsvinder eksempelvis alt vedrørende raketluftforsvaret.

Alt om Bornholms forsvar skal ødelægges, det gælder både for det landmilitære og maritime forsvar. For en så historisk selvbevidst gruppe som bornholmerne ville dette være et overgreb, der reelt var en forbrydelse. Befolkningen på øen har og husker andre gode historiske grunde til at føle sig ignoreret af København.

I 1980’erne kom en stadig større del af dansk landforsvar til at hvile på de såkaldte ’kampgrupper’. Det var reelt infanteribrigader, som havde ansvar for mindre krævende, normalt stedbundne, forsvarsopgaver. De fik nøgleroller i landets forsvar. To blev to placeret i kystforsvar i Køge henholdsvis Fakse Bugt, én skulle dække broerne til Lolland-Falster-Møn og den fjerde skulle forsvare øerne syd for Smålandshavet. Disse myndigheders arkiver er beordret kasseret, og det samme er tilfældet for arkivet for ’Jyske Kampgruppe’, der var mobil reserveenhed for hele området vest for Storebælt. Forsvaret ABC-centrals arkiv, der kan anvendes til at rekonstruere Forsvarets forberedelser til at støtte landet, hvis det blev ramt at atomvåben eller gasangreb, skal ’kasseres’. Det samme gælder bl.a. arkivet fra ’Militærdistrikt Storkøbenhavn’, den myndighed, der bl.a. have ansvaret for at sikre de centrale danske statsmyndigheder i Københavnsområdet under krise og krig.

Alt, hvad der ville gøre det muligt at beskrive livet i hæren, søværnet og flyvevåbnet i den sidste halvdel af det tyvende århundrede skal snarest kasseres/ødelægges. Det samme gælder for centrale dele af grundlaget for at give en dækkende beskrivelse af danske forsvarsforberedelser i perioden. Forsvarets historie er efter Statens Arkivers opfattelse åbenbart ikke en del af landets historiske ’kanon’.

I 1980’erne gennemførte jeg et militærhistorisk forskningprojekt, der skulle rekonstruere hærens forsvarsplanlægning i mellemkrigstiden. Det var vanskeligt, fordi hærens myndigheder efter 9. april havde ødelagt alt, de kunne finde, der var ’rettet mod syd’. Regeringen eller hærledelsen havde åbenbart besluttet, at forsvarsforberedelser mod det land, der rent faktisk overfaldt Danmark, var for kontroversielle til at bevare, for ‘uneutrale’. Ved udnyttelse af sekundære kilder, der ikke var ødelagt, lykkedes rekonstruktionen imidlertid til en vis grad både for mig og for en ung historiker, der fortsatte projektet med et nyt geografisk fokus.

April 2005-Direktivet fra Statens Arkiver er langt mere dybtgående end panikudlugningen i 1940. Dets virkning er med bureakratisk, velovervejet grundighed at fjerne enhver mulighed for en dækkende historieskrivning, fordi alle arkivalier fra den pågældende myndighed, også de sekundære, skal ødelægges. Direktivet skaber potentielt en uoprettelig katastrofe. Det beordrer en systematisk ødelæggelse af dansk militærhistorie fra 1957 til 2003. Baggrunden og logikken – ud over applikeret tåbelighed og arrogance – kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på.

Den kongelige Livgarde har nu angiveligt afleveret de planer for to kampgrupper, der fandtes ved regimentet, til Hærens Operative Kommandos arkiv, men her findes de ikke. Planerne for forsvaret af Køge Bugt og fra det nedlagte Danske Livregiment overførte planer for forsvaret af broerne i Smålandsfarvandet er derfor sandsynligvis gået tabt for altid. Jeg håber, at de involverede kan bringes til at skamme sig. Andre myndigheder, der skulle nedlægges eller flyttes i forbindelse med gennemførelsen af det nuværende forsvarsforlig, kan måske bedre undskyldes for at have fulgt direktivet og lavet uoprettelig ødelæggelse af hærens og dansk historie.

Ikke alt, der skulle ødelægges, er destrueret på nuværende tidspunkt. De arkiver, der var nået til Hærens Operative Kommando i Karup eller til Varde, Haderslev, Holstebro og Antvorskov Kaserner synes bevaret, måske oven i købet som resultat af en bevidst beslutning om at ignorere direktivet. De bornholmske hærarkivalier har heldigvis overlevet i et beskyttet hjørne at Almegårdens Kaserne ved Rønne. Det er blevet afklaret i løbet af de seneste otte måneder ved hjælp fra et par andre pensionerede officerer.

Det er derimod ikke klart, hvad der er sket af ødelæggelser i søværnets og flyvevåbnets arkiver i løbet af de sidste tre år.

Nu håber jeg, at det lykkes for vores historisk bevidste forsvarchef at få standset denne uforklarlige og uforklarede historieødelæggelse, om nødvendigt med støtte af ansvarlige politikere, der forhåbentligt vil kræve en hurtig og fyldestgørende forklaring fra de involverede myndigheder. En undskyldning til eftertiden ville heller ikke være af vejen.

Det er ikke kun i Blekingegadebandesagen, at Danmark har et problem med forsvundne nøglearkivalier. Som historiker – og én af de mange titusinder, der under den kolde krig arbejdede under vanskelige forhold på at forberede forsvaret af det danske ansvarsområde i alliancen – må man se det bestemte som landsskadelig virksomhed.

1. Hovedprincippet er ‘GODT NOK’: Vælg en konstruktion, som lever op til de grundlæggende, højest prioriterede krav og som har fungeret for andre forsvar. Driftsikkerhed og evnen til at tilbygge elektronik prioriteres over frontteknologi, idet Forsvaret er og fortsat kan forvente at være i krig og krævende missioner.

2. Samarbejd og lær af de lande, der allerede har det pågældende materiel. Har vi ringere driftsstatus end de, kan forklaringen kun være dysfunktion og manglende fokus hos os.

3. Projektchefens helhedsansvar og -myndighed: Ledelsen af gennemførelses-fasen af et stort bygge- eller materielprojekt skal ske ved en helt entydig udpegning af en projektchef med helhedsansvar og nødvendig fuld myndighed på tværs af linieorganisationen, herunder specielt over de centrale personelforvaltende myndigheder. Kun sådan sikres at hans professionalisme ikke må vige for bureaukratiske hensyn, der uvægerligt kompromitterer projektets gennemførelse, og at han har rådighed over en af ham selvvalgt, fuldt ud engageret og ansvarlig stab i hele projektperioden.

4. Projektchefens arbejde skal moniteres, i Forsvaret af Chefen for Forsvarets Materieltjeneste og Forsvarschefen., for den overordnede projektstyring er også et chefsansvar. Projektchefens senere karriere skal være afhængig ikke af hans iderigdom og igangsætningsevne, men af fuldstændig, succesfuld implementering.

5. Projektpakken skal omfatte alt, dvs. bl.a. reservedele, uddannelse, vedligeholdelses-infrastruktur og supplerende elektronikpakker for de første år. Udelader man dele af pakken fra starten, er det reelt manipulation af det fremtidige investeringsbudget, en uvane det er Forsvarskommandoens ansvar at stoppe.

6. Gennemført offentlighed om processen fra starten (dog undtaget forhandlings-fasen med flere leverandører). Dette skal ske for at beskytte skatteborgerne og fremme ansvarlighed i organisationen. Hvis Forsvarets ledelse kræver offentlighed for at gennemtvinge ansvar, kan hverken embedsmænd eller politikere nægte dette, uanset hvor meget de måtte frygte konsekvenserne af åbenhed.

Ad 1. Ikke som Tårnfalken, DACCIS, IC4, DR koncertsal, EH-101

Ad 2. Er det korrekt, at canadierne opererer EH-101 med 80% flyrådighed? Var det rigtigt, at australske flyselskaber opererer Bombardier Q400 uden fejl i modsætning til SAS?.I givet fald har Forsvaret og SAS ikke et materielproblem.

Ad 3. Både Operaen og Skuespilhuset i København blev bygget inden for tid og budget ud fra en succesrig efterlevelse af dette princip. Ledelsen af et kompliceret projekt er ikke noget, der kan gennemføres succesrigt med rutinearrangementer inden for 37 eller 50 timer om ugen. Der skal et bemyndiget team af engagerede og professionelle mennesker til at holde det på sporet.

Ad. 5. Dvs. ikke at underbudgetteret som Flyvevåbnet og Søværnet så ofte har, og som Hæren angiveligt nu gør det med sit nye Infanterikampkøretøj.

Regeringen har nedsat en ny forsvarskommission. Man søger bred enighed om anskaffelse af nye jagerfly til erstatning for F-16. Intet i de involveredes offentlige udtalelser tyder på, at de vil beskæftige sig med de for Forsvarets fremtid langt mere alvorlige spørgsmål: Hærens hurtige tab af nøglepersonel og problemerne forbundet med rekruttering til krævende international tjeneste. Det er en katastrofal udvikling, der kun kan løses ved væsentlige ændringer af den nuværende forsvarsordning.

Der er gode grunde til at hærens bedste yngre personel forlader tjenesten. Ikke alene er de udsat for alle de organisatoriske og forvaltningsmæssige stressfaktorer, som alle i Forsvaret belastes af på grund af menneskefjern centralisme og bureaukratisme. De har nu i snart fem år også skullet fungere i, hvad der uanset alle juridiske spidsfindigheder er krig, en fra modstandernes side brutal, regelløs krig.

I Afghanistan må vi se i øjnene, at en fiasko vil skabe en omfattende base for øget og farligere terrorisme – gennemført af med god grund opmuntrede terrorister. Det allerede svækkede NATO vil reelt kollapse og trække det gryende europæiske forsvarssamarbejdes med ned. Det rammer selvfølgelig også os. Det er årsagen til, at et politisk flertal hidtil har ignoreret danskernes historiske tilbøjelighed til i skinhellig selvtilfredshed at lade andre tage den fulde byrde af at løse vore sikkerhedspolitiske problemer.

Men samme politiske flertal har ikke forstået at sikre hærens evne til at vedligeholde et robust militært bidrag i udlandet. Inden for deres forståelse af realiteter og muligheder har de politikere og officerer, der reelt føler et ansvar, søgt at gøre det bedst mulige for de udsendte soldater. De har gjort, hvad de kan, men desværre kun indenfor rammen af ´business as usual´. Ved sidste forsvarsforlig reformeredes Forsvarets opgaver og mobiliseringsstrukturen blev sparet væk, men den forsvarspolitiske og organisatoriske kultur, der er mindst ligeså vigtig, er stadig uforandret.

Det betaler vi nu for. Det er derfor, hæren forbløder. Resultatet af den velmenende, men utilstrækkelige indsats er, at hærens pulje af uddannet, operativt personel melder fra, ude af stand til at klare det kombinerede pres fra familien, bureaukratismen og krigen. De yngre forlader os. Der findes en alt for stor og eksplosivt voksende andel af hærens lidt ældre faste ansatte, der ikke har frisk og relevant operativ erfaring. De er henfaldet til at være uniformerede forvaltere. Deres bånd til og interesse for professionens substans blev hurtigt forsvindende, men da de har trygge, faste stillinger i stabene og servicemyndigheder, forlader de os ikke. For hærens vedkommende danner de samtidig en selvsikker blokering for den accelererede udnævnelse af de bedste chefer med relevant, ny missionserfaring, der kunne drive den nødvendige reform af professionel kultur og organisation.
Vi burde øjeblikkeligt lade vores tætteste allierede, der har Europas bedste væbnede styrker, gennemføre en kritisk gennemgang og vurdering af dansk forsvar. Briterne kunne på en professionel måde kulegrave vor struktur, prioriteringer og alle aktiviteter. Mange af problemerne kender briterne hjemmefra, og en dansk storvask med britisk lud kunne inspirere dem til klarhed for senere at kunne opnå tilsvarende forbedringer hjemme.

Desværre har Forsvaret i de seneste mange år lidt af en professionel identitetskrise. Man har anvendt formuer på at lade civile konsulentfirmaer endevende organisationen ud fra den tragiske – tragikomiske – misforståelse, at en militær organisation skal ligne en privat produktionsvirksomhed mest muligt. Resultatet af den indsats blev en tungt, trægt, ansvars- og myndighedsdræbende, konsensussøgende, endeløst mødende organisatorisk sump. Ansatte i andre dele af den offentlige sektor kan nikke genkendende til resultatet af kombinationen af centralisme, detailkontrol af alle målelige faktorer, pseudomedinddragelse, byzantiske overenskomster og arbejdstidsregler. Men unikt er det, at Forsvaret gået hele vejen til den fuldstændige centralistiske rationalisme, der er effektiv i teorien, ligesom Sovjetunionenvar det. Efter den kolde krigs afslutning, blev Forsvaret en demonstrationsmodel for Finansministeriets DJØF-managementspositivister.

Lad os nu antage, at det væsentligste mål for hærens indsats rent faktisk var at give enheder, der skulle udsendes til et konfliktsområde, de bedste vilkår for at kunne løse deres opgaver effektivt, med færrest mulige dræbte, sårede og psykisk skadede. Enhederne skulle så samlet, med alt deres personel og en rigelig reservepulje i de korrekte funktioner, have gennemgået et flere måneder langt realistisk og krævende uddannelsesforløb med rådighed over alt materiel og de nødvendige projektansatte, dvs. ikke timelønnede, instruktører. Det kunne skabe det nødvendige tætte sammenhængende team af kammerater, hvor førere og specialister har velbegrundet tillid til hinanden og til deres materiel. Folk, der ikke passer ind, og som ikke nyder tillid, skulle ved slutningen af uddannelsen være frasorteret. Enheder skal være som vagthold på en storbys brandstation eller et arbejdssjak i en dyb og usikker kulmine.

Ikke kun den militære ramme bør styrkes, men også den kritisk vigtige menneskelige: Enhedernes folk skal i størst mulig udstrækning kende hinandens familier, så disse kan støtte hinanden under udsendelsen. Cheferne bør gives ansvar for og midler til at udbygge et tæt gensidigt støttenetværk. Systemet skal nærme sig det, familierne i flådens faste personel havde i Nyboder, og som familierne fra de lette opklaringseskadroner fra Bornholm i betydelig udstrækning stadig har. Selv om de ansatte nu ikke længere vil eller kan bo tæt fysisk samlet, skal der opbygges andre former for støttende fællesaktiviteter og netværk. Et tæt kammeratskab er en forudsætning for, at enheden kan løse sin opgave med ingen eller få frameldinger før og under udsendelsen. Familiernes gensidige støtte mindsker risikoen for psykiske problemer, og fastholder flere af de soldater, der nu af en frygtsom eller desillusioneret familie presses til at forlade Forsvaret. Det er også Forsvaret, lokalt, der skal sikre, at vores folk får den hjælp fra andre offentlige myndigheder, som de har ret til. Det er enhedens chefs ansvar, og hvis vi ikke har et system, der sikrer dette, må systemet laves om.

Den største skade, der skete ved det nuværende forlig, var, at forvaltningen af hærens personel blev placeret i én central myndighed. Flåden og flyvevåbnet havde allerede tidligere en centraliseret forvaltning af kadrene, og da hærens generaler åbenbart havde glemt, hvorfor værnet havde en delegeret personelforvaltning, blev der ikke argumenteret effektivt mod ensretningen. Hærens alt for mange små tjenestesteder havde på grund af tåbeligt komplicerede overenskomster og arbejdstidsregler opbygget oppustede forvaltninger. Der skulle rationaliseres. Forsvaret overså imidlertid, at søværnets enheders sammenhæng uanset forvaltningsmåde var sikret af skibsførerens myndighed og ansvar samt af det forhold, at besætningen blev fastholdt i enheden af skibsskroget og havet udenfor. Disse vilkår har hæren ikke. Men glemte også, at flyvevåbnets operative indsats ikke medfører samme langvarige pres på alle i enheden, som tilfældet kunne være i hæren. Hærens enheders effektivitet og personellets evne til at udholde langvarig ekstrem belastning afhænger af enhedens interne sammenhængskraft, der hviler på en velbegrundet gensidig tillid opbygget gennem lang tid. Det var derfor, at værnepligtige, der var uddannet sammen, blev holdt sammen de efterfølgende år i mobiliseringsstyrken. Forsvarets valg kastede barnet ud med badevandet. Man skulle i stedet have valgt større tjenestesteder og gennemført en drastisk overenskomstsanering. Det system, vi har nu, svarer til, at der under Beredskabsstyrelsen fandtes en ‘tjeneste’, der sammensatte vagtholdene på alle landets kommunale brandstationer ud fra brandmændenes papirmæssige ‘kompetencer’.

For den enkelte må tjenesten placeres og organiseres, så den i mindre grad end nu belaster familierne med flyttepres. Ansvaret for personellet må straks flyttes tilbage til lokale chefer, som gives omfattende myndighed til individuelt at fastlægge tjenestevilkår, uden snævre begrænsninger og i direkte personlig kontakt. Mennesker er ikke materielgenstande, og må ikke, som nu, centraliseret forvaltes som sådanne. At udsende folk til krig og hjemtage dem på ordentlig menneskelig måde, er ikke foreneligt med produktionsvirksomhedens ´business as usual´. Systemets medmenneskelighed vil mindske behovet for psykologer og psykiatri under og efter udsendelsen. At indrette sig professionelt til den nye tid på alle måder, vil kunne give de fastansatte og deres familier en holdbar grund til at have tillid til Forsvaret. Det har de klart ikke nu.

Desværre er der af mange gode grunde lang vej til en robust stabilitet, der sikres ved en kombination af gulerod (en stor bonussum for deltagelse i de farligste funktioner i de mest risikable missioner) og sele (meget snævre muligheder for at slippe ud af en med enheden indgået kontrakt).

På grund af forsvarspolitikeres vælgerjagt i kredsene i Nord- og Sønderjylland er hæren stadig spredt på alt for mange små garnisoner. Enhederne må derfor i alt for stor udstrækning sammensættes ad hoc før udsendelsen. Der burde ved sidste forlig kun være bevaret en ganisonsgruppe i hver af de to hovedlandsdele. Det kunne være garnisonerne Antvorskov-Ringsted-Vordingborg på Sjælland og Varde-Oksbøl-Holstebro-Skive i Jylland. En løsning som tilgodeser rekrutteringsbehovet og giver minimal flytning for den enkelte fastansatte i hæren, og fremmer opbygningen af de støttende lokale netværk. Større garnisonsgrupper fremmer et højt aktivitetsniveau, der er forudsætningen for opbygningen af et dynamisk professionelt samspil mellem de ansatte. Når sådanne grupper er på plads, vil det være muligt at delegere myndighed og ansvar, så de store, operations- og menneskefjerne, centrale bureaukratier kan nedbygges, og beslutninger tages tæt på enheden. Tillid skabes gennem reel indflydelse, dvs. direkte adgang til en chef med ansvar og myndighed.

Forvaltningsbelastningen bør bevidst og hårdt nedbygges gennem en drastisk omlægning og forenkling af ansættelsesformer og arbejdstid. Det forudsætter et idé-drevet, politisk støttet tæt samarbejde med Forsvarets fagforeninger, som vil være den væsentligste udfordring for den kommende Forsvarsledelse. Kun ved at gøre op med de facto timeansættelsen af alle professionelle militære, ved at lade dem projektansætte som deres kolleger i udenlandske, kvalificerede militære styrker, kan man frigøre resurser fra detailforvaltningen. Det vil give færre og højere aflønnede. Som det er nu, må den lille operative del af hærens personel bære omkostningerne ved den meget store forvaltningsdel, der samtidig gennem drømmen om at skabe effektivitet gennem centralisme hæmmer det daglige arbejde.

Situationen for de udsendte enheder er gennem en medfølende kraftanstrengelse – fra ikke mindst Forsvarsministerens og nøgleofficerers side – blevet stadig bedre i de sidste tre år. Men hæren mister nu sit bedste personel på grund af en struktur og forvaltning, der ikke afspejler, at man med det eksisterende forsvarsforlig ville skabe et ekspeditionskorpsforsvar, og at en del af dette kom i krig.
Inspirér Forsvaret til at bede om britisk professionel rådgivning, og til at følge den, hurtigt, selv om det gør ondt og der senere må ske justeringer, fordi modellen ikke passer helt til danske forhold. Den passer med sikkerhed langt bedre end konsulenternes virksomhedsmodeller. Kopier den pinligt sene, med dog nu indledte afbureaukratiseringsoffensiv i undervisningssektoren.

Den hær, som statsministeren roste i sin nytårstale, mister lige nu sit hjerteblod og sin fremtid, og hvis de ansvarlige ved hvad de skal gøre, giver de ikke udtryk for denne indsigt. Måske ved de, hvad der burde gøres, men tør ikke gennemføre de ændringer, der er nødvendige for at afhjælpe situationen. Hjælp dem med at samle indsigt og beslutsomhed. Samme statsminister krævede ved sidste forsvarsforlig, at hæren skulle kunne holde 1.500 soldater ude i krævende missioner. Hvis han, hans regering og Forsvarskommissionen ikke får taget sig sammen til straks at reformere og fokusere Forsvaret på næsten alle væsentlige områder, vil vi ikke kunne komme op på mere end halvdelen af dette tal. Selv om de udsendtes missionsuddannelse nu er så god, som vilkårene gør det muligt, vil situationen stadig forværres.