Den væsentlige årsag til at skrive har nu i et årtier kun været ikke at kunne blive medskyldig i den forudseelige katastrofe.
Her vil jeg også ved starten af det sidste år, før jeg bliver 80, dvs. olding, behandle, hvad der skulle og kunne ske, hvis Danmark ved at genopbygge Hæren skulle bidrage til at forebygge det kommende.
Jeg vil starte med at videregive oplysningen om, at Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej med en vurdering af forløbet efter det nu truende ukrainske nederlag, hvor man åbenbart (igen naivt) forestiller sig, at krigen nu er ved blive afsluttet med en aftale, som Rusland vil acceptere som endelig.
Dette på trods af, at landet for to år siden gjorde helt klart, at krigen mod Ukraine kun var et middel til at smadre den internationale ordning i Europa.
På trods af, at aftalen vil få samme virkning, som München-aftalen i efteråret 1938.
Efter denne aftale vurderer FE angiveligt, at det vil vare 3-5 år, før de russiske konventionelle styrker vil være genopbygget til et sådant niveau, at de kan skabe en alvorlig militær trussel mod bl.a. Baltikum.
Men selvfølgelig mener FE ikke, at Rusland vil angribe et eller flere NATO-medlemmer derefter, for som med hensyn til Afghanistan i 2021 og Ukraine et halvt år senere er man sikker på, at alt går godt. Rusland vil uanset, hvad de har meddelt og gjort, ikke angribe igen, for man har jo ikke flere territoriale krav (for at citere Putins rollemodel Hitler).
Ved at vurdere således gør FE (der i modsætning til under Den Kolde Krig aldrig føler eller bliver pålagt ansvar) reelt politikerne ansvarsløse, hvis man som i 2021 og 2022 igen fejlvurderer, og her med katastrofalt resultat for land og befolkning. Dette opfatter jeg som et kriminelt svigt, fordi det ignorerer den indlysende realitet, at politikere selvfølgelig ikke vil tage vanskelige, kostbare og upopulære beslutninger for at imødegår en ubehagelig, kun hypotetisk mulighed.
Den grundlæggende totalt uholdbare præmis i FE’s vurdering af Ruslands optræden om nogle få år er, at man forudsætter, at NATO (i russernes øjne korrekt set som militært lig med USA) forbliver Rusland militært overlegen med en central og troværdig rolle i afskrækningen af trusler mod de europæiske NATO-lande.
Man kan mene, at det at skrive andet ville være fornærmende mod USA, men det gør med den sandsynlige udvikling FEs vurdering både uholdbar og misvisende.
Fremtiden ligger mellem Trumps varslede amerikanske direkte udmeldelse af alliancen til Bidens skift af fokus til Stillehavet og overladelse af forsvaret mod Rusland til de europæiske medlemmer efter Ukrainekrigen.
Men til Hæren, hvor der reelt intet sker, fordi man mangler klare ansvar, er tillært hjælpeløse og ikke bliver udsat for det nødvendige politiske og faglige pres.
Det første, jeg ville gøre, hvis denne snart-olding pludselig fik myndighed og ansvar for hurtigt at klargøre Hæren til at kunne bidrage til en inddæmning af Rusland, ville være at ansætte en projekttroika bestående tre udenlandske, lige pensionerede seniorofficerer på en treårskontrakt, en finsk, en USMC og en ukrainsk (nok krigsinvalideret) oberst-generalmajor. Gruppen skulle gives et lille sekretariat af danske officerer.
Projektgruppens første opgave skulle være at udpege ny dynamisk officer på 35-40 til hvert regiment som chef på en treårskontrakt. Derefter var det gruppens opgave at inspicere, vejlede og eventuelt og have fuld myndighed til gribe ind. Hvert regiment skulle hvert at de næste tre år uddanne en fuld krigsstærk, i princippet værnepligtsbaseret bataljon/afdeling inden for pågældende våben/speciale.
At det er muligt ved fortidens officerer af min generation. Men med den tabte praktiske faglighed vil den være nødvendigt at knytte “best-practice” fagkundskab, ved logistikregimentet finske og ukrainske befalingsmænd fra sanitetsenheder, vedligeholds- og bjærgningselementer, forsyningsenheder og militærpoliti.
De danske tjenesteders instruktører/befalingsmænd må hentes/udvælges blandt egnede frivillige fra stampersonel- og officersgrupperne, alle med en ny kontrakt, hvor lønnen var tilpasset, at arbejdstiden blev bestemt af tilstedeværelsesbehovet.
Kadrerne skal samtidig gives ansvar for at eksperimentere med integrationen af nyt materiel såsom droner.
De nye under tjenestestedschefer må gives totalt helhedsansvar og -myndighed for at kunne løse deres opgave, og alle Forsvarets andre myndigheder var ansvarlige for uden forsinkelse at levere den nødvendige støtte.
Egnede kasernefaciliteter skulle hvor nødvendigt skabes med midlertidige, eksempelvis skibscontainerbaserede, faciliteter. Manglende krigsmaterielmateriel til uddannelsen og simulatorer kunne om nødvendigt lejes, også i udlandet.
Mens uddannelsen af enhederne ved kamptropsregimenterne vil være simpel, vil produktionen ved specielt ingeniør-, logistik- og signalregimenterne senest fra andet år blive bestemt af de valgte opgaver for Hæren og den derefter fastlagte krigsorganisation.
Parallelt med denne uddannelse enheder af skulle reserveofficers- og befalingsmandsuddannelsen accelereres, fokuseret på behovet for at levere kadrer til de nye værnepligtsuddannede enheder.
En ting er enheds-“produktionen”, en anden ting er bevæbningen og ammunitionsproduktionen. Den eneste mulige vil til hurtigt at kunne producere og udvikle moderne ammunition og måske også våbentyper i Danmark ville være at lave en kontrakt med en udenlandsk producent som Bofors/BAE om at etablere produktionslinjer i Danmark med dansk finansieringsgaranti, hvor det blev særdeles lønnende at overstige de aftalte produktionstal.
(fotografiet er fra uddannelsen af den finske hærs beredskabsenheder)