Author: Michael Clemmesen

Man glemmer i sin ophidselse at understrege, at besættelsen af basen var sket på britisk direktiv tidligere, og at beslutningen om rømningen var en følge af det ændrede koncept for oprørsbekæmpelse, som var inspireret af amerikanerne. Da der – som jeg har beskrevet i min kronik i Politiken (læs på www.clemmesen.org) – ikke forventes eller eksisterer en strategisk politisk-militær dialog om faglige spørgsmål i Danmark, bestemmes alle militære dispositioner i missionsområderne af andre, normalt indenrigspolitiske, forhold.

Operationerne i Afghanistan var ikke drevet af indsigt eller forståelse af, hvad situationen nødvendiggjorde. Det forventede og forventer danske regeringspolitikere – og slet ikke Forsvarsministeriet – normalt ikke, at landets sagkyndige forsvarsledelse skal kunne tage ansvarlig stilling til. Man er – eventuelt – klar til at lytte til andre landes militære sagkundskab, dog nok specielt, hvis det ubekvemme skulle ske, at offentligheden får kendskab til dens rådgivning.

Det overordnede udenrigspolitiske formål er altid at sikre en høj profil, dvs. af behovet for at kunne opretholde “tilstedeværelsen foran det Hvide Hus“. Hvis rømningen af Armadillo kunne true den indenlandske støtte til at blive her, var der ikke grund til hurtigt at reagere på modeskiftet i anglo-amerikansk oprørsbekæmpelsestaktik, i hvert tilfælde ikke før, man havde haft mulighed for at forklare dette for befolkningen. Hvis forsinkelsen medførte tab var dette i denne forbindelse – ud fra det danske formål med tilstedeværelsen – acceptabelt.

Forsvarsministeriet fastholdt på tilsvarende måde beslutningen om at deployere at militær radar til Afghanistan på trods af, at både NATO og Forsvarschefen i dette tilfælde fandt deployeringen sagligt irrelevant i forhold til situationen i Afghanistan.

Forløbet viser, at den nuværende regerings reaktion over for Armadillobeslutningen enten er kynisk indenrigspolitik eller blot demonstrerer samme svigtende evne til kritisk tænkning, som Politiken demonstrerer i sin behandling af sagen. I den situation var det et rent dansk forsvarspolitisk – dvs. indenrigspolitisk – behov om at anvende radaren, der blev bestemmende. Nu havde vi købt og klargjort denne radarenhed, og så skulle den også til Afghanistan. Det er betegnende, at selv den nuværende regering af forskellige rent danske grunde støtter denne Forsvarsministerielle beslutning.

Grundproblemet var og er det grundlæggende arrogante syn på ansvarligt dansk militærsagligt input, der i årevis har præget ministerens nærmeste rådgivere i Forsvarsministeriet, og som har har vænnet forsvarsledelsen af med at kunne generere en sådan. De manglende krav om ansvarlighed og sagkundskab medførte, som blev beskrevet i Politiken-kronikken, at den danske forsvarsledelse havde glemt kravet om professionel ajourføring (så man ikke forstod englændernes strategiskift og de efterfølgende ønsker fra de udsendte) og det forhold, at generaler i småkrige ikke mindst skal være loyale mod de udsendte og lytte til dem.

Det seneste og langt alvorligere eksempel på denne virkelighed er det ordmæssigt rige, men reelt substanstomme præmispapir, som uden om de ansvarlige eksperter i Udenrigsministerium og den professionelle forsvarsledelse er blevet produceret af ordrige teoretikere som præmispapir for den kommende ordning af forsvaret.

Regeringen arbejder diskret på i afgørende grad at ændre, reelt bevidst kastrere, Danmarks militære muligheder. Den har travlt, og ønsker at nå til et nyt forlig allerede til sommer. Man har ikke tid til at vente på forligsperiodens udløb. På trods af den dramatiske karakter af de ønskede ændringer og reduktioner ønsker man ikke at gå via diskussionerne i en bred forsvarskommission – eller andre ikke-kontrollede diskussioner.

Regeringen finder åbenbart, at man skal have en sikkerhedspolitisk ’indgangsbøn’ til de ønskede begrænsninger og ændringer, og had derfor bedt det forsvarsbudgetbetalte ’Center for Militære Studier’ på Københavns Universitet om at lave dette papir. Analysen skal præsenteres i overmorgen, fredag 20. april, ved en konference på universitetet.

Forsvarsministeriet annoncerede i går konferencen således: ’Op til afholdelsen af konferencen har Center for Militære Studier (CMS), Københavns Universitet, udarbejdet en analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik. Analysen er udarbejdet på centrets ansvar, som en forskningsinstitutions frie og uafhængige betjening af forsvarsforligskredsen (min fremhævning) i overensstemmelse med den overordnede rammeaftale om CMS indgået mellem Forsvarsministeriet og Københavns Universitet i 2010.’

Jeg skal i denne korte blognotits ikke komme ind i en analyse af centrets arbejde. Det er jeg bundet til at vente med til efter fremlæggelsen fredag.

Her skal blot konstateres, at der overhovedet ikke er tale om et uafhængigt arbejde, som man påstår i den citerede meddelelse.

Regeringen er allerede – uden reelt at inddrage forligspartierne – dybt inde i struktureringen af det fremtidige forsvar.

Forsvarsministeriet har under ’konsultationer’ med centret, der jo netop blev flyttet fra placeringen på Forsvarsakademiet for at sikre dets selvstændighed, sikret sig, at analysen kom til at støtte de allerede tagne strukturbeslutninger.

Dette gør, at den påståede uafhængige analyse bliver en ren efterargumentation for de allerede iværksatte strukturvalg, en argumentation, der med ahistorisk substanssvagt politologisk frasefyld skal manipulere opinion og de politikere, der er skeptiske eller kritiske over for den vej, regeringen vil presse Forsvaret gennem reduktionerne.

“He (Obama) must prepare the US and the world for the fact that the present level of US, allied, Afghan, and Pakistani casualties will almost certainly double and probably more than tripled before something approaching victory is won. He must be honest about the long-term financial cost of both the fight and the aftermath. The US and its allies will need to provide aid and advisors years after the peak periods of combat are over – if we win.” (Anthony Cordesman, 1/11/2009: http://csis.org/publication/afghan-decision).

Vestens indsats i Afghanistan er nået til den ’kulminations’-fase, som Hitlertyskland oplevede på Østfronten i 1942-43. I begge tilfælde var og er problemet en urealistisk og svigtende strategisk ledelse af krigsførelsen, men hvor Tyskland og landets allierede fra 1943 reelt manglede resurserne til at sejre, har kilden til kalamiteterne for Vesten været amerikansk tåbelighed og en europæisk indsats, der svingede mellem halvhjertet og symbolsk.

Resultatet ser nu ud til at blive, at vi om få år oplever kombinationsvirkningerne af en islamistisk sejrseufori i islamiske lande samt hjemme hos os selv og et støvende kollaps af den endeligt svækkede, korruptionsforgiftede statsmagt i det atombevæbnede Pakistan.

I Pakistan kommer det sandsynligvis ikke til at vare længe, før den nuværende offensiv i Waziristan viser sig frugtesløs og kontraproduktiv. Hærens bedste kampenheder (Frontier Force- og Baloch-regimenterne) er rekrutteret i de oprørsramte nordvestlige grænseprovinser og Baluchistan. De af dens officerer, som nu er bataljons- og brigadechefer, og hvoraf mange kommer fra samme områder, blev som yngre under tidligere hærchefer bevidst islamistisk radikaliseret for kampen mod Indien. De bliver kun fastholdt i tvivlsom loyalitet af de privilegier, de nyder på befolkningens bekostning. Den for enhver hær afgørende kaptajnsgruppe, som udfører disse chefers ordrer, må vurderes som labil og vred.

En af vor tids bedste og mest produktive skribenter om krig, briten Colin S. Gray, skrev for nogle år siden, at strategi (forstået som ’broen’ mellem den politiske hensigt og de militære styrker) har et betydeligt antal ’dimensioner’, som må tillægges forskellig vægt i forskellige konflikter. En dimension er dog altid af central betydning, det er ’Tiden’. Det er særdeles vanskeligt eller umuligt at kompensere for mistet tid.

Det er imidlertid netop den mistede tids situation, som trojkaen Bush-Cheney-Rumsfeld bragte Vesten i efter den lette sejr i Afghanistan i 2002. De mere eller mindre overlod landet til sig selv for at afskaffe Saddam Hussein, et i øvrigt prisværdigt projekt, som de derefter, inkompetente, også tabte på gulvet, så det næsten ikke kunne reddes. I Afghanistan var den resterende amerikanske militære tilstedeværelse og den helt utilstrækkelige anden vestlige militære og økonomiske indsats ikke nok til at sikre et nyt folkeligt støttegrundlag til en medbragt, tam pasthun, som den krigs- og Taliban-trætte afghanske befolkning valgte til præsident i 2004. Hamid Khazai var henvist til at sikre sin magt gennem traditionelle økonomisk-politiske ydelser (dvs. korruption, her baseret på opiumeksport) samt samarbejde med de krigsherrer, som i de foregående år havde medvirket til at ødelægge landet.

Danmark var med tidligt, først med specialstyrker, hvor regeringen måtte ignorere de folkeretlige forpligtelser knyttet til muligheden af at tage fanger (noget man gentog ved Irak-styrken og som førte til forsøget på symbolofring af Annemette Hommel og andre). Vi bidrog dernæst ved forsøget på at sikre Khazai’s hovedstad med en international styrke, som amerikanerne følte hævet sig over at deltage i.

Da moden for halvhjertet opbygningsindsats efter 2003 ændrede sig til at være centreret om kombineret militær-civile genopbygningshold i den afghanske provins, bidrog vi så mange steder som muligt. Vi førte symbolsk venskabspolitik over for vore gamle og nye samarbejdspartnere ved at bidrage til de svenske, tyske og litauiske hold.

Der synes selv ikke på dette tidspunkt fra dansk side at være gennemført en selvstændig analyse af situationen i Afghanistan og nabolandet Pakistan, der kunne danne grundlag for beslutningen om at landet bidrog med militære og andre midler i konflikten. Man fordelte blot de småbidrag, som man havde til rådighed på de militære fredstidsrutinehylder, efter ønsket om politisk synlighed. Det eneste, som sandsynligvis konstant skete, var at Forsvarets Efterretningstjeneste nøgternt vurderede det akutte risikoniveau.

Denne optræden var ikke blevet væsentligt ændret, da Vesten i 2006 erkendte, at man var tvunget til at hjælpe Khazai med at fratage Taliban kontrollen over de sydlige provinser Kandahar og Helmand. Man fandt så en missionsgarvet let bornholmsk opklaringseskadron på hylden og sendte den af sted med et anakronistisk mandat. Dette skete på trods af, at briterne, i hvis styrke enheden skulle indgå, havde erkendt, at opgaven ville blive traditionel, krævende oprørsbekæmpelse. Der fandtes på det tidspunkt endnu ikke nogen forståelse af oprørskrigens vilkår og behov i dansk forsvar, nok fordi en sådan ville have krævet løbende professionelle dybdestudier, noget som ikke havde været forventet af danske officerer i de foregående 15 år. Kun kombinationen af bornholmernes rutine og dygtighed, rådigheden over mørkekampsmateriel samt svineheld hindrede, at det endte i en katastrofe (læs Lars Uslev Johannesen: De danske tigre fra sidste år, hvis du er i tvivl).

De vestlige regeringer erkendte selv ikke efter de meget hårde kampe i 2006 og 2007, hvad sagen drejede sig om. Styrkerne i Afghanistan gennemførte både målrettede og andre ’seach-and-destroy’-operationer, og anvendte så meget ildkraft, at man med sikkerhed bidrog mere til fremtidig modstand, end man undergravede denne.

Fredstidsrutineforvaltning af personel og enheder fortsatte for de europæiske landes vedkommende, på trods af den uprofessionelle idioti, som dette repræsenterede. Nøglepersonel i militære stabe blev kun udsendt i 6 måneder. Når de endeligt var ved at forstå forholdene, blev selv de officerer hjemsendt, som var åbne og begavede nok til at lære og forstå, hvad sagen drejede sig om. De nyankomne chefer og stabsofficerer var amatører i krig, endnu mere i oprørsundergravende indsats, og havde kun overfladisk forberedelse i afghanske forhold. Medens de udsendte enheder løbende blev stadigt bedre udrustet og forberedte, hindrede den hurtige rotation af nøglepersonellet, at operationens ledelse kunne blive professionel og opbygge det netværk af lokale kontakter, der er helt afgørende i indsatsen mod et oprør.

Indsats i krig kan i øvrigt kun bringes over amatørstadiet, hvis organisationen anvender situationen til at fjerne de officerer og befalingsmænd, der viser sig mindre egnede, og kun, og hurtigt, udnævne dem, som i praksis viser, at de forstår og kan deres profession.

Dette sker selvfølgelig ikke for de danske enheders vedkommende. Medens vore soldater slås og dør, betragter politikerne, forsvarsledelsen og pressen sig som i fred, hvor man hos en forsvarschef primært lægger vægt på hans evne til at klare et Klement Kjærsgaard talkshow. Forsvarschefen evne til professionel rådgivning er ligegyldig. Forsvaret er jo kun prestige- og indenrigspolitik.

Hjemvendte fra krigen må nikke genkendende til bemærkningen David H. Ucko’s kritiske analyse i ‘The New Counterinsurgency Era. Transforming the U.S. Military for Modern Wars‘ fra i år, hvor han konstaterer med citat (p. 87), at “frequent complaints (made) off the record, by officers home from Iraq, that visiting the Pentagon can be like visiting a distant planet where the war is just a speck in the sky“.

De nationale problemer med at hæve sig over fredstidsoptræden forstærkes af, at forholdet mellem NATO-landene helt domineres af normal diplomatisk, effektivitetsundergravende høflighed og hensyntagen. Chefer og stabsofficerer, der viser sig som dumme, uprofessionelle eller uden samarbejdsevne får i normalitetens og konfliktskyhedens navn lov til at fortsætte. Det er jo – i stabene – blot for sjov, det varer kun et par måneder, før vi slipper af med det trælse kvaj. (læs Thomas Larsen: Dagbog fra Afghanistan fra sidste år for eksempler). Fejltagelser går jo kun ud over soldaterne og civile Afghanere og fremmer mulighederne for nederlag.

Den effektivitetsødelæggende høflighed gælder også den helt afgørende civile genopbygningsindsats. Et af de allerstørste problemer er kombinationen af proletarisering, korruption og uduelighed i det afghanske politi. Det har været klart fra starten, at tyskerne, der havde påtaget sig opbygningsopgaven på dette område, kun gennemførte aktiviteter, som med venlighed kunne siges at være relevante for langtidsopbygningen af en demokratisk politiledelse i en større østtysk provinsby. Det skulle være stoppet straks, og relevant indsats startet.

På trods af, at det lokale politi er helt afgørende for missionens succes, og, som det ved drabet på de fem britiske soldater tragisk blev demonstreret, er der ikke tegn på, at de internationale styrker binder dem til sig ved at betale deres løn og gøre dette efter demonstreret effektivitet og på et niveau, så de frigøres fra afhængighed af lokale magtforhold og korruption.

Selv i forhold til genopbygningshjælpen fra eget land er man helt uvillig til at sikre koordination af al indsats ved at oprette en civil-militær enhedsledelse i form af én bemyndiget repræsentant for den danske stat, der kunne samarbejde med tilsvarende fra totalbemyndigede personer fra allierede og de afghanske myndigheder. For ikke at opleve en ubehagelig placering under en embedsmand fra en anden del af statsmagten har man opfundet begrebet ’samtænkning’, en eufemisme for halvhjertet og ansvarsløst samvirke.

Så meddelte et par af forsvarets personelorganisationer, at de gerne vil hjem fra Afghanistan. Det er både forståeligt, pinligt og irrelevant. Krigstjeneste er ikke frivillig ekstremidræt, men en opgave som de ansatte i Forsvaret har valgt som profession, og hvor de må gå ud fra, at den konkrete indsats er besluttet på et solidt grundlag af landets demokratisk baserede regering.

De pressefolk og politikere, der synes, at udtalelserne er interessante, burde for længe siden have sikret, at den hjemlige håndtering af Vestens indsats og Danmarks bidrag blev bygget på en grundig og åben analyse af situationen, muligheder, behov og virkninger af alternativer og af et nederlag.

De ansvarlige burde og bør sikre, at landet ikke sætter vor tids danske soldaters og andre udsendtes liv på spil i noget, der er som deres bedstefædres indsats var den 9. april 1940 og 29. august 1943: Blot en bekvem symbolsk statsning af nogle – andre – landsmænds liv, fordi man var og er for halvhjertet til at gøre det nødvendige, og derefter fortsat optræder som en struds, der med hovedet i busken afventer et ufortjent mirakel.

De første nationale skridt i et sidste forsøg på padle væk fra vandfaldet ville være:
1) Udpegning af en statslig befuldmægtiget for al – civil og militær – dansk indsats i Afghanistan med placering i Kabul og en stedfortræder i Kandahar. Den pågældende refererer direkte til stats-,udenrigs- og forsvarsministerierne.
2) To års tjeneste for alt militært og civilt nøglepersonel (chefer of stabsmedlemmer) i missionerne. ½ års overgribning. Tilfredsstillende tjeneste i missionen forudsætning for udnævnelse til næste grad for majorer og højere grader. I det hele taget skal tilfredsstillende tjeneste belønnes med fordobling at anciennitetet, dvs. at et halvt års tjeneste skal betyde, at officeren eller befalingsmanden placeres 6 måneder før personer uden udsendelse mhp. udvælgelse til udnævnelse og adgang til attraktive kurser o.l.
3) Invitation af allierede til at kritisere dansk personels effektivitet og optræden – samtidig med at vi meddeler vore allierede og afghanerne, at vi forbeholder os samme ret og pligt over for dem (den bedste ramme for en effektiv kritik er sandsynligvis en international monitørgruppe sammensat af personer med anerkendt fremragende tjeneste i missionen).
4) Direkte og omfattende engagement i udviklingen af det lokale politi i Helmand, noget der skal knyttes sammen med en betydelig udvikling af den danske styrkes efterretningskapacitet. Også her to års tjeneste med ½ års overgribning.

Dette blot som en start – straks.

Nu foreslås så, at man skal koncentrere de for få styrker om de større byer. Formålet skal være at skaffe tid til at opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker. Koncepten er drevet af samme logik som Hitlers frontforkortninger på Østfronten under 2. Verdenskrig (meget naturligt, når man som ovenfor nævnt har passeret et tilsvarende kulminationspunkt). Den afspejler også den sovjetiske optræden i Afghanistan før den endelige tilbagetrækning. Man vil skabe tid til et eller andet mirakel kan komme til at virke, uden at man selv behøver at ændre optræden.

Forudsætningerne for, at denne løsning ikke – som for Hitler og Sovjet – blot bliver en smertefuld lidt længere vej til det sikre nederlag, er blandt andet:
1) At der i disse byer bliver mulighed for at optage og beskytte den befolkning, der flytter med for at unddrage sig oprørernes hævn for samarbejde med regeringsstyrkerne og deres allierede. Hvis hovedparten af befolkningen bliver i de rømmede områder og ser skolerne blive sprunget i luften og pigerne sendt tilbage til middelalderen, er dette et tegn på, at strategien er forkert. Hvis de følger med som interne flygtninge, hvilket på én måde er en positiv reaktion på vor indsats, leder dette til andre problemer.
2) At disse bycentrer herefter bliver mere effektivt sikret mod Taliban-infiltration. Med erfaringerne med terroristangreb i Kabul og Peshawar syd for grænsen kan man alt andet lige stille spørgsmålstegn ved, om dette er muligt. Hvordan skal man i øvrigt sikre forsyningen til byerne, hvis vejene er for usikre? – med luftbro? Byerne og udviklingsprojekter er afhængige af el fra vandkraftsværker langt fra de tæt befolkede områder. Dette gælder som muligvis bekendt også Helmand. Hvordan vil man løse det problem?
3) At rømningen ikke bliver opfattet som et nederlag og vestligt prestigetab i den Afghanske befolkning som afgørende forgifter dens tro på regeringens sejrsmuligheder.
4) At strategien ikke undergraver mulighederne for den nødvendige yderligere rekruttering til hæren og politiet. At den ikke skaber risiko for at undergrave moral og fremtidstro i de eksisterende enheder samt fastholdelsen af den egnede del af personellet.
5) At skridtet ikke forværrer mulighederne for oprørsbekæmpelse syd for grænsen i Pakistan ved at frigive landområder nord for grænsen, der kan anvendes som baser for ‘pakistansk Taliban’s krig mod den svage pakistanske regering. Da der er tale om beslægtede pashtu-stammer nord og syd for grænselinjen, er det nødvendigt at se på hele området under et.

Der synes klart, at Vesten er ved at opgive at gøre det, som er nødvendigt, og koncentrerer sig om at gøre det utilstrækkelige, som man kan blive enige om – for derefter at sidde i rundkreds med hovedet i busken og krydsede fingre under håbefuld og positiv samtænkning.

Man læste i Politikens interview med Søren Gade den 6. oktober, hvilke egenskaber han syntes, at den nye forsvarschef skulle have. Politikerne skulle kunne have tillid til den nye chef, fordi denne kendte og forstod det politiske spil og på grund af, at han kan kommunikere. Man blev desværre her, som tidligere i forløbet, bekræftet i opfattelsen af, at ministeren generelt bliver dårligt rådgivet af Forsvarsdepartementet.

At man skal kunne have tillid til Forsvarschef, er givet. Men det her væsentlige er, hvilke egenskaber der gør, at man kan have tillid til denne formelle leder af landets militære profession. ’Man’ er jo ikke kun regeringen, involverede folketingspolitikere og embedsmændene i Forsvars- og Finansministerierne, men folket, skatteborgerne og ikke mindst de ansatte, som i overmorgen kan befinde sig i Centralasien, i Afrika eller ud for Somalia – og disse ansattes familier.

Man skal ikke kun kunne have tillid til chefen fra politikernes og deres apparats side. Han eller hun skal også fortjene de ansatte og deres familiers loyalitet. Det indebærer evnen og viljen til, om nødvendigt, at kunne vise civilcourage til at sige nej samt stille krav til mandater og bemyndigelse, uddannelsesvilkår og udrustning samt vilkår under og efter udsendelsen, der gør, at de udsendte gives acceptable muligheder for at løse opgaven.

Dette stiller ud over karakteregenskaber som rygrad og ansvarsvilje og -glæde krav om en bred og solid professionel erfaring og indsigt, som er alment kendt og respekteret af kolleger. Det må dybdeforstås, at et karriereforløb vekslende mellem Slotsholmen og Forsvarets centrale stabe – med kun et par år som uddannelsesforvalter i en garnison – kun kan gøre en person til en uniformeret embedsmand, ikke udvikle en tillidsvækkende militær professionalisme.

Forsvarschefen skal kunne fungere som reel og aktiv leder af et stort netværk af militært professionelle rådgivere fra bl.a. den operative kommandoer og Forsvarets Efterretningstjeneste, men nu også energisk inddragende udsendte i missionsområder og allierede hovedkvarterer. Effektiv rådgivning skal hvile på evnen til at forudse udvikling og behov både i eksisterende og under mulige fremtidige operationer. Man skal og kan med sikkerhed kunne forudse juridiske og praktiske problemer i missionsområdet og herhjemme, f.eks. som da man sendte specialstyrkerne eller senere bornholmerne til Afghanistan, flåden på sørøverjagt eller en besættelsesstyrke til Irak. Alvorlige problemer med psykiske kampskader og behov for familiestøtte var på ingen måde uforudseelige, og da slet ikke med organisationens eksisterende ramme for enheds- og personelforvaltning. Først at reagere bagefter viste en alvorligt svigtende professionalisme i rådgivningen, som det er helt uacceptabelt at fortsætte med. Effektiv rådgivning indebærer evnen til at kommunikere til de politiske beslutningstagere, så de lytter, også til de mindre ønskelige råd. Effektiv rådgivning indebærer, at politikerne ved, at hvis de slet ikke lytter, må Forsvarschefen på grund af loyaliteten til sine ansatte i sidste instans trække sig.

For at rådgivningen skal kunne virke, skal også Forsvarsstabschefen have en bred professionel erfaring og profil, gerne en, der kompletterer Forsvarschefens. Han eller hun er leder af den forvaltning, der sikrer effektiv udførelse af de politiske beslutninger. Hvis Forsvarschefen skal kunne have tillid til sin nærmeste hjælper, er det afgørende, at denne ikke mod hans ønske pålignes ham af Forsvarsdepartementet, som det er sket to gange inden for de sidste tre årtier. At noget sådant sker skyldes en desværre ofte udbredt arrogant holdning blandt departementets embedsmænd kombineret med en direkte adgang til ministeren. De ser i folkene i Forsvarskommandoen og værnene som kontrære, ineffektive og lidet lydhøre overfor skiftende politiske ideer og moderetninger i forvaltningen. Holdningen udvikles let hos folk i alle dele af centraladministrationen. De rammes jo aldrig direkte af realiteterne og føler ikke ansvar nedadtil mod virkeligheden.

Ud over at være rådgiver er forsvarschefen også overordnet leder af den forvaltning og alle de aktiviteter, der støtter og udvikler enhederne ude og hjemme. Dette kræver, at han eller hun har en personlig erfaringsbaseret – altid kritisk – holdning til de eksisterende måder, som organisationen er indrettet på og fungerer samt til de moderetninger i forvaltninger, der ikke er forenelige med en deres strukturs opgaver og karakter. Holdningen skal være kombineret med en sej vilje samt evnen til at motivere og lede de ansatte mod reformer og forvaltningsmæssige forenklinger – på trods af at disse fjerner effektivitetsblokerende privilegier – samt vilje til at få handlefrihed til at gøre det nødvendige. Den kommende Forsvarschef skal således have styrke til at gøre det samme ved sin organisation, som Michael Christiansen for nogle år siden gjorde med det Kongelige Teater.

Den kommende Forsvarschef skal udnytte de specielle forhold, der gav ham stillingen, til at vise og tage ansvar.

Trist bekræftelse:
I Berlingskes Magasin den 18. oktober viderebragte Christian Brøndum resultatet af sine samtaler med primært politikere om deres forventninger til den nye Forsvarschef.

Her blev bekræftet, at der overhovedet ikke eksisterer en erkendelse af, at Forsvarschefen skal være andet end et civiliseret, åbent menneske i uniform, der med ro, charme og udstråling kan sælge organisationen selv i Clements talkshow.

Kun Mikkel Vedby Rasmussen demonstrerede en forståelse af, at der er grundlæggende problemer i organisationen. Men han er jo også kun lige sluppet ud efter tre år inden for murene som chef for DIMS, det institut der skal levere solide efterargumenter for, hvad Forsvaret gør.

I øvrigt ses der hos de interviewede ingen erkendelse af, at der kan være struktur og ledelsessvigt bag de senere års meget alvorlige styringsproblemer på økonomi- og materielområderne og den sidste ‘happening’ i samspillet med omverdenen. Ingen erkendelse af, at man bør kunne kræve professionel forudseenhed og klar, om nødvendigt kritisk, tanke og tale af den nye Forsvarschef.

At vi har så svagt forberedte forsvarspolitikere skyldes også, at mediernes interesse og forståelse i militære spørgsmål er overfladisk og tidsbegrænset. Derfor presser de ikke politikerne til at sætte sig så meget ind i sagerne, at de – sammen med medierne – kan tvinge forsvarsledelsen til at være andet end ‘moderne’ ledere i uniform. Det er et pinligt svigt i forhold til vore udsendte soldater og deres familier.

Det har gjort ondt, været frustrende, og fremkaldt hjælpeløs harme at følge ’Jægerbogssagen’ og den her demonstrerede totalt svigtende evne til at vise professionel, fremsynet, ansvarlig og etisk forsvarlig ledelse af vore militære styrker.

Efter i et langt liv at have arbejdet og tænkt hårdt for at blive, og ikke mindst forblive, en alsidig militært professionel så jeg kunne inspirere og videreuddanne netop de officerer, der nu er på oberst/kommandør- og generalmajor/kontreadmiralsniveauerne, er det ikke mindre trist, fordi virkningen af indsatsen åbenbart blev så begrænset.

Samtidig med, at de unge er blevet sendt i en næsten umulig krig, opfører deres hjemlige chefer sig som hovedløse amatører. Hvad må de udsendte ikke tænke?

Effekten og værdien af dyb og bred, ajourført professionalisme er for det første en evne til at forudse og derefter forberede og for det andet kompetensen at tilpasse sin optræden effektivt og hensigtsmæssigt, når det uforudsete alligevel sker. Dvs., hvad der så åbenlyst og pinligt har manglet i denne sag.

Krigsdeltagerne skriver selvfølgeligt bøger om deres oplevelser. Folk på Bornholm med kendskab til forløbet ved udsendelsen af det første hold til Helmand ved, at allerede dette på grund af svigtende politisk og professionel forudseenhed var præget af fejl og mangler. Men Lars Ulslev Johannesen, forfatteren til bogen ’De danske tigre’ om de efterfølgende ugers dramatiske forløb ved Musa Qala søgte kontakt til Forsvarskommandoen og fik den daværende forsvarschef til at skrive bogens forord. Det er ikke klart, om det var forfatterens selvkritik eller rettidig rådgivning fra kommandomyndighederne, der sikrede, at de hjemligt skabte problemer og uhensigtsmæssigheder før ankomsten til Afghanistan ikke blev beskrevet i bogen. Dette på trods af, at disse problemer ikke kunne siges at være hemmelige, kun pinlige for de involverede. At de blev udeladt var måske netop, fordi der her var tale om renoméforsvar.

At også en soldat fra specialstyrkerne på et eller andet tidspunkt ville skrive en bog om sine oplevelser i Afghanistan burde ikke være kommet som en overraskelse, og en minimal militær professionalisme burde have medført, at man har gjort sine procedurer klar for håndtering af sagen, idet udgangspunktet altid måtte være, at borgerne har et krav om at få mest muligt at vide om soldaternes vilkår og indsats i krigsområdet.

Der var som minimum tre skadeskriterier, som man burde have anvendt i bedømmelsen af et manuskript fra et medlem af specialstyrkerne:
• Det første var knyttet til enhedens egne og egne danske styrkers operationer: Blev der offentliggjort detaljer om fremgangsmåder og personer, som ville give fjenden fordele og derigennem øge risikoen for vore soldater.
• Det andet var affødt af, at specialstyrkerne også samarbejder med dele af politiet, og at den gensidige tillid i dette samarbejde må bygges på, at begge parter overholder aftaler om diskretion. Hvis sådanne forhold blev dækket af bogen, skulle politiet inddrages som rådgiver mht. formuleringer.
• Det tredje er et resultat af, at danske specialstyrker gennem et langvarigt, stadigt mere åbent og dybt samarbejde med allierede søsterstyrker opnår adgang til en operativ og efterretningsmæssig viden, som man som lille land ikke selv kan skaffe sig. Dette samarbejde bidrager til de danske styrkers effektivitet og mindsker risikoen for både specialstyrkerne og andre danske soldater i fremtiden. Det er et samarbejde, der som efterretningssamarbejde og følsomme diplomatiske drøftelser bygger på en tillid til, at alle parter vil opretholde og sikre diskretion.

Med hensyn til de to første kriterier kræves en tæt tekstanalyse for at vurdere, om manuskriptet kommer med skadelige oplysninger. Disse kunne bl.a. have karakter af at bekræfte informationer, som fjendens taktiske efterretningstjeneste har fra andre kilder. Med hensyn til det tredje er selve omtalen af allierede specialstyrker et tillidsbrud, som kan få alvorlige virkninger for vore muligheder i fremtiden. Kun hvis jægerforfatteren og de som viderebragte tillidsbruddet, som Frank Grevil, kommer til at betale for indiskretion med fængselsstraf er det muligt, at den skade kan minimeres, der kunne have været undgået ved professionel rettidig omhu.

Hvis Forsvarsledelsens repræsentanter havde anvendt disse ret indlysende, professionelt baserede argumenter under kravet om fogedforbud og over for pressens repræsentanter, ville det måske selv i Tøger Seidenfadens nuværende olympiske selvtilfredshed været muligt at fremkalde lidt eftertanke. Det ville have været endnu lettere, hvis man på forhånd, med forvaltnings- og pressejuridisk bistand, havde udarbejdet og publiceret et regel- og proceduresæt, som den ansatte havde underskrevet.

Det ville have været endnu bedre, hvis Forsvarschefen havde meddelt Forsvarsministeren, at da afvejningen af hensynene til offentligheden og til vore allierede i krigen er et rent politisk område, måtte det være ham, der forklarede spørgsmålet over for pressen (efter at han var blevet forsynet med de nødvendige overbevisende argumenter).

Det efterfølgende forløb i Forsvarskommandoen er blot det seneste resultat af, at man for godt et årti siden lokkede et Forsvar, der var identitetsforvirret efter afslutningen af den Kolde Krig, til at opfatte sig selv som en stor normal, dvs. civil, produktionsvirksomhed. Derigennem fik man hurtigt undertrykt eller blot glemt, at alt i organisationen burde afspejle, at den skal virke som et stramt struktureret, professionelt rådgivende, fleksibelt magtinstrument for den legitime politiske ledelse af landet. Man glemte også organisationen skulle virke i krig, hvor integritet, åbenhed, personlig eksemplarisk opførsel (som vor ministers) er afgørende for at kunne kræve loyalitet og respekt.

Virksomhedsidéen og den afledte kultur har medført, at personer i Forsvarsledelsen hurtigt glemte, at Forsvaret derfor i modsætning til en stor privat virksomhed ikke må dække sig bag et slør af manipulation, spin, reklame og propaganda. Man må ikke vildlede offentligheden, pressen og politikerne. Det forstod man ikke.

Den første forsvarschef, der opfattede sig som enhver anden smart virksomhedsleder, var general Christian Hvidt. Han fik forgiftet forholdet til pressen og politikerne ved på skrømt at foreslå nedlæggelsen af Flyvestation Værløse, og blive fanget i manipulationsforsøget. Han endte med at have et næsten paranoidt forhold til medierne, fordi han ikke forstod og accepterede, at deres kritiske interesse var normaltilstanden i et demokrati, og at tillid skulle fortjenes gennem en opførsel, der ikke gav anledning til kritik. Han og efterfølgerne forsøgte at dække sig bag en talrig hird af egne mediemedarbejdere, der kunne producere et røgslør af spin.

Under den næste forsvarschef, Jesper Helsø oplevede vi, at den daværende kommunikationschef forsøgte at harmonisere Forsvarschefens vidneudsagn i Hommel-sagen gennem interviewteknisk træning. Det fik ingen negative konsekvenser for den pågældende dygtige officer, og medierne og politikerne forstod ikke, hvordan forsøget afspejlede en syg virksomhedsopfattelse og kultur.

Under den nuværende forsvarsledelse (hvis man overhovedet kan tale om ledelse fra nøglechefernes side), har kommunikationschefen, hvis der da findes et logisk motiv, forsøgt ved falsk vidnesbyrd at demonstrere den farlighed ved bogen, som han ikke var professionel nok til at forklare.

Supplement:
Et par timer efter, at dette blev skrevet, meldte Forsvarschefen, at han trak sig. Det er en beslutning, der viser admiralens fine personlige kvaliteter samt, at han erkendte, at der nu skulle ske en udrensning fulgt af en dybtgående reform af virksomheds- og ansvarskulturen i Forsvaret. Han forstod, at han ikke kunne blive accepteret som lederen af denne vanskelige proces.

Der kræves et fundamentalt opgør med den grundfalske og -skadelige organisationsmodel, som general Christian Hvidt alt for let fik ‘solgt‘ til et – på det intellektuelt-professionelle område – overfladisk og dovent officerskorps. Det var den generation, der blev udnævnt til høje grader mellem afslutningen af Den kolde Krig og det tidspunkt, hvor officerer blev sendt med deres enheder i krig.

Det er den struktur og kultur, som er blevet analyseret og kritiseret i tidligere blogartikler her (dem med romertal).

Desværre er der i Forsvarskommandoen og de såkaldte funktionelle tjenester ingen blandt de nuværende officerer af generals-admiralsgraderne, der har den nødvendige legitimitet i den operative struktur, der skal til at løfte opgaven. Det er også nødvendigt, at accepten blandt de yngre kollegaer i krig må kombineres med en dynamik, en systemkritisk holdning samt en relevant, bred og dyb professionsforståelse.

De nye ledere må findes i den anden halvdel af generals-admiralsgruppen, den, som fortsat har troværdighed i de ansattes øjne. Man må håbe, at ministeren viser sund fornuft og gør det ved beordring af de bedst egnede, og ikke fortsat foregøgler at militæret er en normal virksomhed. Det er ikke tiden at gøre Departementschefen i Forsvarsministeriet og de andre aprofessionelle DJØF’fere i Finansministeriet glade ved at bede om ansøgninger. Hvis da vi ikke slår stillingen op i udlandet, er det kun et uansvarligt managespil ikke at beordre den bedst egnede officer i stillingen. Vi er i krig, får slået vores unge ihjel, så det ville være en god idé at standse de managementlege, der er grundårsagen til denne tragiske misære.

En virksomhedskulturrevolution, tak!

Andet supplement:
I dag meldte Forsvarsstabschefen, Bjørn Bisserup, at han ikke ønskede at blive forsvarschef nu. Det var godt og prisværdigt, men begrundelsen, at han jo kun havde været kort tid i stillingen, var det ikke. Den ignorerer desværre, at det professionelle ledelsessvigt, der direkte førte til sagen og til, at Forsvarschefen måtte gå, var Bisserups. Det var ham, der skulle have sikret et informationsniveau og en virksomhedskultur i chefgruppen i Forsvarsstaben, der kunne have forebygget så uhensigtsmæssige handlinger. Også ledelse i en militær organisation indebærer – som beskrevet – bred professionsbaseret forudseenhed og viden- og holdningspævirkning af sine medarbejdere. Det er Bisserup, der over for Forsvarschefen var og er ansvarlig for stabens arbejde og for dens svigt. Det forhold, at begge de to involverede officerer arbejdede direkte for ham, og ikke dybere nede i organisationen, understreger hans meget væsentlige ansvar for svigtet. Det ville være ønskeligt, om han offentligt erkendte dette.

Det er naturligt, at Bisserup fortsætter i nogle måneder for at sikre kontinuitet i forvaltningen og støtte til den nye Forsvarschef, men det må bedømmes som sikrest for genskabelsen af tilliden til forsvarsledelsen, hvis også han derefter afløses. Den nye Forsvarschef står over for en meget betydelig udfordring. For at kunne leve op til sit ansvar for genopretningen, skal han kunne vælge en Forsvarsstabschef, der ikke er involveret og har ansvar i denne sag. Det må være hans frie valg, idet dog den valgte ikke må være fra samme værn som ham selv.

Et skift vil også gøre muligt, at den meget dygtige embedsmand Bjørn Bisserup bl.a. opnår den internationale missionserfaring, som han hidtil ikke har haft mulighed for at opnå. Han vil også tættere på ‘gulvet’ opleve, hvor uhensigtsmæssigt forsvarets nuværende ansvars- og myndighedsstruktur virker på flere områder, noget som man meget let kan overse på Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens niveauer.

Den anden nyhed i den triste blanding af en græsk tragedie og en sæbeopera var meddelelsen om, at Forsvarskommandoens kommunikationschef i fremtiden ikke skal være en journalist. Som om det var uprofessionalisme på kommunikationsområdet, og ikke på de militære og etiske områder, der havde været problemet. Det er en typisk DJØF-reaktion, at reagere på det umiddelbare synlige, uden overvejelse af, hvorfor Forsvarschefen i sin tid under general O. K. Lind måtte ansætte en informationschef. Det var behov for en person med så god og bred militærfaglig indsigt, at han under samspillet med medierne uden reference til Forsvarschefen kunne forklare forsvarsledelsens vurderinger. Det vil en journalistuddannet ikke kunne gøre.

Det ville være langt mere relevant end at ansætte endnu en journalist at foretage en revurdering og nedbygning af den massive, nok selvtjenende, propagandaorganisation, som er blevet opbygget siden Christian Hvidts forsvarschefstid. Det synes helt overset, at det er de ansvarlige politikere, der skal være i stand til at kunne forklare den besluttede forsvarspolitik og den aktuelle krigsdeltagelse over for forsvarets ansatte, deres familier og resten af befolkningen. Heldigvis har vi en Forsvarsminister, der kan dette. Politikken skal ikke ‘sælges’ af forsvaret som sæbepulver. Forsvaret skal derimod altid være åben og totalt ærlig for også kritisk søgen efter politisk ubekvemme informationer.

Hvis man skulle vælge en anden type kommunikationschef ville det være langt mere hensigtsmæssigt at vælge en god, moden oberst eller kommandør med en solid missionserfaring, og som var en fri person, fordi han/hun vidste, at graden var en slutgrad.