En gruppe italienske faldskærmsjægere med pansret køretøj som vagter foran det skæve tårn i Pisa 14.8.2017
Det umiddelbart indlysende
Politiet er blevet presset af ekstra opgaver såsom politisk krav om midlertidig grænsebevogtning, vagt ved terrormål og af en åben bandekrig, som hverken korpset selv eller politikerne har noget svar på. Samtidig er Politiet hæmmet af enhver organisations og personelorganisationers vanskelighed ved at tænke uden for boksen og gøre noget nyt (jævnfør min tidligere blogartikel).
For vores politikere er det indlysende fornuftigt at anvende Forsvarets personel – læs Hærens menige og sergentgruppe – til at hjælpe politiet med at løse vagtopgaver, der ikke kræver politimæssig sagkundskab eller rutine.
Hæren (bortset fra Den Kongelige Livgardes vagt ved de kongelige slotte) har jo ikke noget fornuftigt at lave, da man jo ikke længere kunne finde på at sende enheder til fjerne lande, og da enhver ved, at NATO er så stærk, at i hvert fald Danmark ikke er truet i de få år indtil den evige fred indtræffer. Mange andre lande gør jo det samme med deres landstyrker. Store dele af de franske og belgiske hære er på terrorvagt – som de italienske elitestyrker ovenfor.
Det nedbrydende og reelt farlige. Først det nedbrydende
Anvendelsen har imidlertid den omkostning, at landenes hære hurtigt bliver ubrugelige til deres opgave. For at forstå hvorfor, er det hensigtmæssigt både at se en hær som sammenligneligt med både et stort orkester og med en stor kompleks virksomhed som eksempelvis et hospital.
Kvaliteten i en hær afhænger for det første af den fælles grundlæggende uddannelse af den enkelte soldat. Det er her, at man bl.a. lærer de færdigheder, der anvendes under simpel vagttjeneste. Men denne uddannelse skaber ikke andet end en jævn hob af vagter, ikke en anvendelig organisation.
Landmilitær effektivitet forudsætter for det første, at soldaten derudover uddannes i mindst én specialiseret funktion, her sammenligneligt med musikerens instrument, og som for musikeren kræver soldatens effektivitet konstant og mere øvelse, hvor denne aktivitet skal foregå i varierende stadig mere krævende situationer som musikerens i forskellige musikstykker.
Som musikeren i orkestret skal soldaten ikke alene mestre sit instrument, han skal kunne gøre det i et tæt samarbejde med de andre i sin enhed. Samarbejdet/samspillet skal blive så rutineret, tillidsfuldt og tæt, at det foregår, uden at man behøver at tænke på det (også som på et godt, sammenspillet fodboldhold).
For at de mindste hærenheder kan virke effektivt og uden risiko for kammerater og andre, skal såvel grunduddannelsen, specialuddannelserne og samarbejdet bringes op og holdes på et højt niveau. Dette nødvendige niveau kan kun holdes, hvis enheden er fuldt bemandet og at bemandingen er stabil. Det er den samtidige og jævnt fremadskridende uddannelse af en hel enheds soldater sammen, der gør, at en værnepligtenhed kan nå et så højt efter et lille års tid, at dette er meget vanskeligt at opnå for en enhed af kontraktsoldater, hvor en del hele tiden udskiftes.
Som også for hospitalet, skal det grundlæggende delelement i en hær både kunne arbejde gnidningsløst sammen med andre tilsvarende elementer (på hospitalerne afdelingernes vagthold) og med andre specialafdelinger og støtteelementer. Dette samarbejde mellem forskellige funktioner kræver for hæren vedkommende større, langvarige og krævende feltøvelser o.l., hvor ikke mindst lederne lærer deres funktion i praksis med de problemer, som aldrig opstår i teorien. Der skal her være tale om feltøvelser, der også øver indsættelse i ekstremt belastende og komplicerede kampsituationer.
Uanset hvilken hær, vi taler om, vil anvendelsen til løsningen af ikke-militære opgaver hurtigt nedbygge alt andet end den grundlæggende færdighed, som opgaven kræver. Folk, der afgives til disse opgaver, vil være fraværende, så enheden hurtigt taber kvaliteten som et orkester, hvor et stort antal musikere anvendes som dørmænd eller billetsælgere for at hjælpe på koncertsalens budget.
Men for en hære som den nuværende meget lille danske, vil yderligere fravær fra enheden hurtigt blive kritisk undergravende. Her er det allerede i forvejen umuligt for enhederne at nå mere end et middelmådigt uddannelsesniveau, bortset fra i situationer, hvor uddannelsesrammen er forberedelsen til en konkret mission:
* Her, hvor stram økonomi sammen en ineffektiv og ufagligt baseret personelforvaltningsfunktion både giver store “huller” i enhederne og manglende frihed til at kompensere lokalt.
* Her, hvor alle fra general til menig er ansat med fast timetal uanset funktionens behov og med pligt til at afspadsere alt overarbejde
* Her, hvor man i forvejen og i fremtiden i stigende grad ikke alene er fraværende fra sin enhed med henblik på faglig efteruddannelse, med også væk til civilt kompetencegivende kurser.
Fra dansk feltøvelse, der både rutinerer soldaten i de grundlæggende færdigheder og hans/hendes speciale under vanskelige vilkår i samspil med kammeraterne, med også gør det under samarbejde med andre funktioner
Men det er også farligt
Det virker måske afskrækkende for amatør-terrorister, at der foran synagogen eller menneskemængden ved rockkoncerten står et par soldater foran deres pansrede køretøj med beskyttelsesvest og automatiske stormgeværer, som på billedet ovenfor fra indgangen til Pisa-tårnet.
Men som vi ved fra begivenhederne den 30. januar 1972 i Nordirland, kan det hurtigt ændre sig til en katastrofe, hvis soldaterne bliver beskudt eller tror sig beskudt. På “Bloody Sunday” var det ikke italienske, men britiske faldskærmssoldater, der så sig under angreb og besvarede ilden. Dengang døde fjorten og tolv blev kvæstet, på trods af at den tids håndvåben var langt mindre effektive end moderne stormgeværer.
Med normale unge, primært kampuddannede soldater på terrorvagt vil det være langt lettere for målbevidste terrorister at fremprovokere en tragedie, end det vil være med modne politifolk, uanset disses bevæbning. Det er et helt naturligt resultat af deres forskellige uddannelse. Det hjalp ikke i Nordirland, at der var tale om veluddannede elitesoldater. Som 4. maj 1970, hvor det var frivillige deltidssoldater fra Ohio National Guard på Kent State University, kom situationen ud af kontrol og endte i en tragedie.
Fra Kent State University i maj 1970, hvor fire blev dræbt og ni sårede.
Som terrorvagt kan heller ikke bandebekæmpelse være en militær opgave. Kun tankeløst uansvarlige kan tro andet.
Fra tragedien i Nordirland i 1972.
Men hvad så ved grænsen.
Politiet har et behov for assistance, så noget skal ske. Løsningen ligger lige for. Der er ikke behov for at ødelægge resten af hæren ved at sende dens soldater til grænsen. En langt bedre mulighed findes i Hjemmeværnets Politikompagnier. Det er i forvejen et hjælpepoliti, der siden Den Kolde Krig har haft politifolk som chefer og befalingsmænd.
Antallet af disse kompagnier kunne forøges i området nord for grænsen. Politiet kunne tage styrken mere alvorligt, vise det ansvar for kompagnierne, de har, og med inspiration fra Marinehjemmeværnet kunne de og SKAT påtage sig at give egnede medlemmer målrettet uddannelse til grænsetjenesten. Marinehjemmeværnet løser i stor udstrækning løser Søværnets opgaver i hjemlige farvande med frivillige, som har skaffet sig de nødvendige civile uddannelser som navigatører, kommunikatører og teknikere. Med voksne politifolk fra grænselandet som befalingsmænd og med disse politihjemmeværnsfolk fra samme region som rygrad, ville man kunne skaffe sig en langt mere lokalforbundet, målrettet og fleksibel hjælpepolitistyrke end de kommende politikadetter, der grundlæggende starter på den rekrutuddannede soldats niveau.
Politiet burde tage deres ansvar for politikompagnierne alvorligt, udbygge, uddanne og udruste dem til grænsevagtsopgaven
Men hvad så som vagter ved terrormål.
Hjælpen bør ske igennem militærpolitiet.
Forsvaret har en uddannet ordenspolitistyrke, der sådan set er egnet til at hjælpe, men militærpolitiet er alt for lille til at hjælpe på et meningsfuldt niveau. Det vil være spild at anvende personellet fra Jæger- og Frømandskorps til vagtopgaver, det bør anvendes til direkte støtte til Politiets Aktionsstyrke i løsningen af langt mere krævende opgaver.
Terrorvagtopgaven bør løses på anden måde, og Danmark er så heldig, at vi råder over en meget stor pulje af grunduddannet og velegnet personel.
Livgardens uddannelse til vagttjenesten ved de kongelige slotte skaber robuste, tålmodige og disciplinerede soldater. Den forbereder til tjeneste i direkte kontakt med befolkningen, hvilket væsentligt mindsker risikoen for tragedier. Der uddannes hvert år et stort antal værnepligtige til vagtkompagniet, og fra styrken af tidligere soldater i kompagniet kunne der rekrutteres det nødvendige antal egnede til en militærpolitireservepulje. De skulle for en årlig kontraktsum samt løn under anvendelse forpligtede sig til eksempelvis seks ugers vagttjeneste årligt i eksempelvis fire år. De egnede kunne forberedes på et 3-4 måneders kursus, der blev gennemført af Forsvarets Militærpoliti og Politiskolen. Herefter kunne de, som bestod og fik kontrakt, blive udnævnt til militærpolitikorporaler.
Tidligere soldater fra Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni – som disse to gardere – bør anvendes til hurtigt at opbygge militærpolitiet med en stor, landsdækkende reservestyrke af folk på rådighedskontrakter.
De overordnede konklusioner kan man rimeligvis kun tilslutte sig, men eksemplet med Bloody Sunday synes ikke helt velanbragt – da her var tale om riot control i et miljø af lavintens borgerkrig, hvor britiske soldater skulle opløse en demonstration og anholde voldelige demonstranter iblandt ikke-voldelige demonstranter, ikke bevogtning af potentielle terrormål eller grænsekontrol – førstnævnte løste danske soldater forøvrigt på umærkede vis i Kosovo.
At britiske soldater, hvis kammerater var faldet i kamp med IRA, endte med at skyde indiskriminerende mod demonstranter – kan rimeligvis ikke anvendes som et generelt argument mod at militære styrker nyttegøres som støtte til eller aflastning af politiet, men må nærmere ses som et helt konkret eksempel på overdreven og uprofessionel magtanvendelse, der lige så vel kunne være sket med politistyrker, der var indsat i borgerkrigsligende tilstande, hvor deres kollegaer var blevet dræbt – det er ikke vanskeligt, at finde eksempler, hvor politistyrker har bruget overdreven magt eller skudt mod demonstranter.
(Forskellen mellem det daværende britiske GV L1A1 og vores nuværende GV M/10 er i et sådant scenarie omtrent irrelevant – omend jeg selv klart ville foretrække, at blive ramt af 5.56 mm end 7.62 mm ild – hvis jeg som fredelig demonstrant eller sagesløs selv kunne vælge)
Løsningen?
Udelukkende at rekruttere tidligere værnepligtige fra VTKMP til en militærpolitireservepulje efter 3-4 mdr. supplerende uddannelse – forekommer at være en alt for lille gruppe, at rekruttere fra (ca. 240 pr. anno) – jeg vil påstå, at Danmark i de kommende år vil få brug for et væsentligt mere robust og skalerbart nationalt beredskab, der kan indsættes i et bredt spektrum af ordens- og sikkerhedsopgaver i fred, krise eller krigstid.
Så man kan lige så godt anvende lejligheden – at politiet er presset af bl.a. det øget terrorberedskab og -bevogtning, en større tilstedeværelse ved grænsen og mandskabstunge indsatser mod rocker-bande-miljøet samt det at politikerne synes bevidste herom – til en radikal nyordning; et paramilitært gendarmeri baseret på værnepligt og en stor reserve.
Gendarmeriet skal primært skal bestå af værnepligtige med en relativ kort uddannelse – HBU plus en målrettet ordens- og sikkerhedsudddannelse – på otte måneder fulgt af fire måneders gavnstjeneste, hvorefter de i tolv år indgår i regionale mobiliseringsenheder med et måneds planlagt genindkaldelse om året fordelt på to gange fjorten dage til vedligeholdende uddannelse og øvelsesvirksomhed samt gavnstjeneste – hertil kommer eventuelt mobilisering i tilfælde af krise eller konflikt – altså en fireogtyve måneders værnepligt fordelt over tretten år.
I fredstid skal gendarmeriet indsættes i vagttjeneste ved Forsvarets etablissementer og bistår politiet, herunder med ordens- og sikkerhedsopgaver.
I krigstid skal gendarmeriet indsættes i overvågnings- og bevogtningsopgaver samt støtte politiet med at opretholde den interne sikkerhed.
Jeg forestiller mig en krigsstyrke på omkring 12.000 mand med en friskning på omkring 1.000 mand om året – altså skal der indkaldes omkring 1.000 værnepligtige til gendarmeriet om året til aftjening af 24 mdr. værnepligt fordelt på 12 mdr. førstegangstjeneste efterfulgt af 2 x 14 døgns genindkaldelse om året de følgende 12 år – det giver i fredstid en disponibel styrke på omkring 500 værnepligtige årsværk i gavnstjeneste, hvortil kommer fast personel og indkommanderet reservepersonel svarende til omkring 100 årsværk.
Støtten til politiet bliver det reelle fokus for styrken, og politiet skal bistå ved uddannelse og føringen af styrken, men de militære opgaver gør, at udgifterne til styrken kan afholdes af forsvarsbudgettet, der hæves tilsvarende, og dermed bidrage til Danmark nærmer sig de i NATO aftalte to procent af BNP afsættes til forsvarsområdet – endvidere vil gendarmeriet øge den folkelige bevidsthed om sammenhængen mellem forsvarsbudgettets størrelse og sikkerhed og trygheden i samfundet – Forsvaret vil altså producere noget, der efterspørges af den gennemsnitlige velfærdsdansker, hvad gerne skulle have en afsmittende virkning for den folkelige, og dermed politiske, vilje til at afsætte midler til forsvarsområdet generelt.
“Bloody Sunday” blev af mig anvendt som eksempel på, hvordan en krisesituation eskalerer, muligvis fremkaldt af en bevidst provokation, fordi soldaterne var pressede og nervøse. Dette selv om der var tale om professionelle elitesoldater under kommando. De store tab blandt sikkerhedstyrkerne ved bomber og snigskytter kom efter de tragiske begivenheder her.
Det er korrekt, at konfrontationerne på Mitrovicabroen i Kosovo – efter den første lidt usikre optræden – viste danske soldaters disciplinerede opførsel under kontrol af demonstrationer. Men dels var styrken under kommando, det var ikke et par selvstændige vagter uden opbakning, dels blev soldaterne ikke udsat for beskydning (eller troede sig under beskydning, som de nervøse britiske faldskærmssoldater i Nordirland).
Hvis der skal skabes et Gendarmeri i Danmark, skal dette ikke være underlagt Forsvaret, men Politiet. Forsvaret kan yde militær hjælp under Politiets direkte kommando og ansvar, men læs om de politiske følgevirkninger, som det tidligere har haft, når soldater er blevet anvendt som en del af statens magtapparat. Sidste gang, hvor det blev overvejet, var under Besættelsen.
Du synes i øvrigt at bygge på den arrogante og historieløse præmis, at der aldrig mere bliver militære opgaver for dansk Forsvar, der kræver militær professionalisme og egentlige militære styrker ud over symbolsk kanonføde “på det Hvide Hus’ græsplæne”. I modsætning til dig kender jeg ikke fremtiden og finder ikke udviklingen i vores nærområde specielt beroligende.
Det er ikke alene balterne og polakkerne – som vi bekendt er allierede med og forventes at yde meningsfuld støtte til, som vi selv blev støttet under den Kolde Krig – der er uenige. Det er også svenskerne og finnerne. Der er rigeligt at anvende penge og energi på, uden at skulle snyde yderligere på vægten i forhold til forsvarsudgifterne. Vi kunne jo starte med at genopbygge en hær, indledningsvis til sikring af Bornholm.
Jeg kan i øvrigt ikke se behovet for et så massivt hjælpepoliti, som du beskriver. Hvis man i en afgrænset periode havde behov for flere betjente på gaden, ville den letteste vej være at gennemføre en lov, der muliggjorde, at politiet under en defineret nødsituation ved folketingsbeslutning satte arbejdstidsreglerne ud af kraft og gennemførte en fuldstændig og fuld, skattefri økonomisk kompensation af en sådan tjeneste, der således ikke skulle afspadseres. Nødsituationer skal naturligvis ikke kunne klares indenfor den planlagte budgetramme.
Med al respekt vil jeg fastholde, at de ulykkelige begivenheder ved Bloody Sunday ikke i sig selv kan henføres til det forhold, at soldater var indsat i politiarbejde – at vi kan finde talrige eksempler, hvor politistyrker har brugt overdreven magt i forbindelse med demonstrationer og optøjer – problemet med at indsætte danske soldater til støtte for politiet er ikke, at danske soldater i højere grad end dansk politi vil skyde sagesløse civile, men som det på udmærket vis anføres, at det vil nedbryde vores militære enheder – sat på spidsen, når vores kamppiloter ikke flyver, men holder vagt ved den jødiske slagter – det er en nedbrydelse af vores militære evner, men udgør altså ikke en fare mod sagesløse civile.
Når jeg vil have gendarmeriet under forsvarsministeriets ressortområde skyldes det dels, at vi så kan bogføre udgifterne under forsvarsbudgettet – der skal hæves tilsvarende – og dermed komme nærmere de i NATO aftalte 2% af BNP, hvad bør være et selvstændigt politisk mål, dels at vi så kan anvende værnepligt, og dermed opbygge og opretholde styrken mere økonomisk, og dels at vi så får skabt en forbindelse mellem befolkningens sikkerhed og tryghed i hverdagen og forsvarsbudgettet, hvad kan øge den folkelige forståelse for nødvendigheden af forsvarsområdet tilføres flere ressourcer.
Hvad angår Forsvarets øvrige indretning – så er jeg fortaler for dansk forsvar bør være fleksibelt, robust og balanceret – Forsvaret bør for de afsatte samfundsressourcer, udover de strengt nødvendige og kendte opgaver, så omkostningseffektivt som muligt kunne løse så bredt et spektrum af opgaver som muligt i et så bredt spektrum af scenarier som muligt med særlig vægt på de mest kritiske – i så tæt et samarbejde og samordnet med vores nærmeste og vigtigste alliancepartnere som politisk muligt – i erkendelse af fremtiden er uvis, hvorfor forsøg på meget præcist, at skræddersy dansk forsvar til et meget bestemt og afgrænset scenarie vil medføre for høj en risiko for Danmark så vil stå med et irrelevant forsvar i 2020, 2025 eller 2030 – i erkendelse af det forsvar vi bygger i dag er det forsvar vi har om 5, 10 eller 15 år – og den sikkerhedspolitiske situation kan ændre sig radikalt hurtigere end vi kan tilpasse et specialiseret nicheforsvar til ændringerne.
Jeg er fortaler for et værnepligtsbaseret mobiliseringsforsvar med Israel, Finland og Schweiz som forbilleder – hvor Danmark råder over et forsvar målrettet krig generelt, ikke en bestemt type af konflikt – og der afsættes 3% af BNP til forsvars- og civilforsvarsområdet.
Det er ikke unikt at forsøge at placere indenrigsudgifter under forsvarsbudgettet for at gøre det så stort som muligt. Letland gjorde sig i min tid derovre latterligt ved at gøre dette med grænsevagten og sikkerhedstjenesten og andre placerer pensionsudgifter under forsvarsbudgettet af samme årsag. Vi har allerede placeret det resterende civilforsvar og statens cyberforsvar her, hvilket ikke nødvendigvis er sagligt eller placeringsmæssigt hensigtsmæssigt.
Sådant snyd eller halvsnyd opnår man ikke anseelse for. Vores allierede er ikke dumme, og vi har som sagt rigeligt brug for de 2%, uanset om vi strammer voldsomt op på unødvendige personeludgifter, og de udsatte allierede har akut behov for at vi og andre kan sende egentlige styrker, afbalancerede og relevant størrelse med rimelige lagrer af ammunition og reservedele.
Fleksibilitet er et fint buzzword, når man undlader systematisk at analysere, hvad det reelt indebærer: Det sikres først og fremmest i hovederne på mennesker, dvs. gennem den bedst mulige og varierende uddannelse af kadrer og enheder, sekundært i materiel/udrustning og for det tredje i organisationen. Jeg skitserede i en artikel i Militært Tidsskrift 2003, hvordan et fleksibelt dansk forsvar kunne etableres dengang på det daværende forsvarsbudgetniveau (se http://www.clemmesen.org/cvpublications.php: De danske væbnede styrker i fremtiden – en skitse fra sidelinien, 8.5.2003). I det store og hele er den stadig gældende.
Dengang kunne det ske ved en relativt simpel justering af strukturen. Nu går det ikke så let. Der er et omfattende behov for genopbygning efter den nedbygning af både fleksibilitet, udholdenhed uddannelsernes kvalitet, som er sket fra 2004. I denne profession lærer man ved at gøre og øve realistisk, hvilket man ikke har gjort på centrale områder i omkring tyve år. Det eneste miljø vi nu er sikre i, er New Public Management-terminologi og arbejdstidsregler og -planlægning. Det skaber desværre ingen opgavemæssig fleksibilitet.