Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.
Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.
Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.
For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.
Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.
Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.
Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.
Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.
Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.
Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.
Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.
Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.
De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.
Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.
Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.
Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.
Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.
Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.