Sidste gang, der blev gennemført forsøg for at lære noget nyt, var i begyndelsen af 1970’erne, hvor man holdt forsøg med at uddanne panserinfanterikompagnier på 9 måneder. Det ene kompagni var min nabo på Gardehusarkasernen. Chefen var den daværende kaptajn, senere oberst, Leif Hommel Nielsen.
Erfaringerne fra dengang kan findes i Rigsarkivet, og hvis jeg nu var ansvarlig, ville jeg søge erfaring herfra.
I det efterfølgende forudsætter jeg, at jeg faktisk er ansvarlig.
Det er for at have et grundlag for beregning af behov af udrustning, uddannelsesammunition, o.a., skal der vælges enheder, der kendes fra en nuværende hær, såsom panserinfanterikompagnier, haubitsbatterier, tunge morterdelinger, panseringeniørkompagnier.
Der skal her i første fase ikke vælges logistiske enheder eller stabs-/føringsstøtteenheder, for de kan først færdiguddannes, når de senere kan uddannes i rammen bataljoner/brigader sammen med de grundlæggende “byggeklodser”.
En meget god grund til at starte med kendte enheder er, at man så ved, hvilke våben, køretøjer, m.m., man skal have klar til enheden og kunne betjene og vedligeholde.
Som den første del af forberedelserne, skal det sikres, at faciliteterne er til rådighed og i god stand: indkvartering, idræt, skydebaner, m.m. For at få det til at ske, er det nok en god idé at give de uddannelsesansvarlige chefer pligten til i god tid at inspicere og råde op
Støtte- og instruktørkadrer skal findes, testes og forberedes. Det skal selvfølgelig her også findes kørere til transport under den grundlæggende uddannelse som under den nuværende korte værnepligtsuddannelse.
Men det skal også sikres, at der er kørere til de pansrede og andre specialkøretøjer, der senere indgår i enheden. Ved 9-månederskompagnierne var dette stampersonel lånt fra andre enheder, men når det er værnepligtige, der skal køre disse køretøjer, skal der ved kontrakt (som under Den Kolde Krig) sikres rådighed over kørelærere, der hurtigt kan give nogle egnede værnepligtige lastvognskørekort.
Det er helt afgørende, at holdet af officerer og befalingsmænd/instruktører er højt motiveret og til rådighed for forberedelse og bedømmelse af egnethed og motivation i god tid før uddannelsen starter. Ved at give erfarne overkonstabler ny kontrakt som korporaler, kan man udnytte oparbejdet soldaterrutine. Flest muligt andre bør have erfaring fra de senere års korttidsværnepligt for at kunne forudse, hvilket (hvor hurtigt et) fysisk træningsforløb, der er realistisk.
Man skal tage udgangspunkt i Hærens nuværende materiel- og udrustningssituation, og derfor være klar til at lease hele enhedssæt af alt fra uniformer til pansrede køretøjer fra udlandet (f.eks. et andet nordisk land) for at give de værnepligtige et indtryk af et projekt, der fungerer.
Det vil være en god idé at lade de kamptropstjenestesteder, der har det bedste renommé for god moral og effektivitet, være ansvar for ved forsøg at lære for resten.
Hvis jeg skulle bruge egen erfaring, ville jeg uddanne et motoriseret infanterikompagni i Rønne, et panserinfanterikompagni i Holstebro og et panserinfanterikompagnikompagni ved Den Kongelige Livgarde i Høvelte.