HVORFOR DET NUVÆRENDE DANSKE FORSVAR IKKE KAN ANSKAFFE MATERIEL RATIONELT

Billedet viser sydkoreanske K9 Thunder haubitser, som bl.a. Norge, Finland, Estland og Polen har valgt, og som Polen producerer og videreudvikler.

Den første fase i en af en større militær materielgenstand er ren politisk, og uden denne rager man efterfølgende rundt i tågen.

Politikerne skal bestemme hvilke opgaver, som det enkelte værn skal løse, under hvilke vilkår (hvor lang forberedelse) og i hvilket sandsynligt geografisk område.

Forsvarsledelsen undersøger sammen med værnsledelsen/-ledelserne mulighederne for at løse de forskellige opgaver og fastlægger det umiddelbart mest økonomiske og robuste mix af enheder og våbensystemer.

Dette geografiske er af stor betydning, for hvis allierede i området allerede opererer en sådan type materiel i området og er tilfredse, vil det være ret logistisk, operativt og uddannelsesmæssigt dumt ikke at vælge samme type og ikke udnytte vennernes erfaringer maksimalt. Som basis må intet materiel anskaffes, der ikke anvender samme ammunition og brændstof som de allierede.

Den anden fase finder sted i et tæt samspil mellem den centrale forvaltning og specialister (det relevante værns-specialcenter/skole for studie- og uddannelsesvirksomhed). Her fastlægges mulighederne for mulige valg, og man indhenter oplysninger om økonomiske forhold (herunder anslåede “livstidsomkostninger”, logistiske forhold vedrørende vedligeholdelse og ammunition og uddannelseskrav for brugere og mekanikere).

Om muligt skal hver producent enten levere et kopi af materielgenstanden til sammenlignede afprøvning på specialcentret/-skolen, eller også skal hold fra skolen have mulighed for at prøve materiellet over en længere periode i produktionslandet, bedst i en enhed, der i en periode har haft materielle. Ingen kontrakt skal undertegnes før en hård praktisk afprøvning af genstanden og vedligeholdelsen af denne. Et centralt problem i Danmark er, at Hærens våbenskoler for fem år siden blev nedlagt, og så man på mange områder allerede tidligere har fravalgt materieltyper, så man mangler erfaringer med

I denne fase skal det også fastlægges, hvor hurtigt de forskellige mulige producenter kan levere 1) materiel til den første enhed, der kan opnå erfaringer med anvendelsen af det nye materiel og simulator (evt. ved udlån fra producentens militære styrker), og 2) resten.

Hvorfor er der så store problemer nu?

Fordi der ikke findes det politiske grundlag af prioritering af opgaver.

A) Fordi der derfor ikke foreligger forsvars- og værnskoncepter for at løse opgaverne.

B) Fordi de danske forsvarsmyndigheder synes at have været ekstremt arrogante i manglede vilje til at lære af allierede i regionen.

C) Fordi de ansvarlige myndigheder ikke synes at vide, hvordan de opbygger og inddrager den operative og logistiske baggrund for beslutningerne.

D) Fordi studie- og udviklingsvirksomheden og den tilknyttede faglige debat er nedlagt, reduceret og forvitret, så man reelt skal starte fra bunden.

Hvordan det virkede i det nuværende forsvar (på grundlag af åbne kilder)

Man valgte oprindeligt den israelske pjece uden nogen tanker om operativ anvendighed, for der fandtes jo ikke nogen dimensionerende opgave, og vi skulle aldrig i krig, hvor man skød rigtigt tilbage. Opgaven var at tilfredsstille NATO. Det eneste styrende kriterie var, at FMI angiveligt ikke kan lide bæltekøretøjer. Det er rationelt, når man stille forudsætter, at man ikke skal vælge stillinger frit i terrænet hele året rundt.

Men så blev man underkendt i den politiske proces, fordi De Radikale ikke ville acceptere Israel som leverandør. Det blokerede for den beslutning om køb, som man åbenbart allerede havde meddelt, at Elbit kunne regne med.

Uden at gennemføre ny udbudsforretning med nye kriterier anskaffer man i stedet de franske Caesar-haubitser.

Israelerne blev med god grund sure og forberedte et for FMI meget ubehageligt sagsanlæg.

Men da ukrainerne så gerne ville have vores Caesar slap man af med problemet og handelen med israelerne besluttes hurtigt uden seriøst udbud. Sagsanlægget blev droppet, og artilleriregimentet kunne hurtigt gives noget at lege med. Ingen var interesseret i, at Atmos og Puls ikke fandtes i andre NATO-lande.

Man kunne forklare hastværket med, at artilleriregimentet havde været til grin så længe, at brigaden fik kanoner og NATO så havde lidt mindre grund til at brokke sig. Nu skulle man blot have solgt eventyret til politikerne og offentligheden.

Processen har været uskøn på enhver måde pga. at man ikke har fulgt den professionelle model med saglig analyse på grundlag af et prioriteret scenarie.

Det ville med stor sandsynlighed – som i de andre lande – have givet den danske hær K9.

Dette kan ikke udredes af selv den mest kvalificerede civile udredning, for hvorfra skulle et konsulentfirma vide noget om dette.

Måske kan problemerne afdækkes af en kombineret gruppe af udenlandske militære fagfolk fra kvalificerede strukturer.