Her vil jeg se kynisk-analytisk tilbage på perioden 1909-1939 og sammenholde den med den lange periode 1951-2023.
I årene 1909 til 1918 opbyggedes Danmarks indtil dette tidspunkt mest robuste hær, der ganske vist ikke levede op til hærledelsens ønsker, men som lige derefter blev set som tilstrækkelig, hvis man kunne forudsætte, at man ikke varigt skulle kæmpe alene. Udgangspunktet var forliget mellem de forsvarsvenlige partier i 1909, realiseringen af det meste af dette forlig fra 1910-1913 samt den efterfølgende opbygning af styrken under Sikringsstyrkens beredskab fra 1914 til 1917 under indtryk af Verdenskrigen.
Noget tilsvarende skete fra 1951 til 1958. Igen var man tilbage til tegnebrættet, og man kunne både udnytte den formelle Allianceramme, den udbredte forsvarsvilje efter Besættelsen i langt de fleste partier og det forhold, at de samme allierede hjalp med opbygningen med våbenhjælp og støtte til infrastrukturopbygning.
I mellemkrigstiden gik det derefter hurtigt tilbage. I 1922-23 inkasserede Venstregeringen fredsdividenden ved at reducere kadrer og indkaldelser samt næsten lukkede for materielinvesteringer. I 1932 opgav politikerne også ambitionen om at kunne forsvare landet og reducerede den samlede organisations størrelse til, hvad den ti år tidligere reducerede kadre kunne klare. Derefter fik man imidlertid det problem, at den internationale situation dramatisk og hurtigt forværredes og indebar en voksende krigsrisiko. Efter stridigheder i den socialdemokratisk-radikale regering blev løsningen, at man fra 1937 gik i gang med at nybevæbne 1932-hæren. Hærledelsen ønskede dog at markere, at styrken var for lille til at løse egentlige forsvarsopgaver, og udarbejdede så i detaljer et forslag til en hærstyrke, der ville kunne opstille et afskrækkende nationalt forsvar af territoriet.
Under Den Kolde Krig gik det langsommere. I 1951 var man begyndt på den første fase af opbygningen af en moderniseret udgave af den nødvendige hærstørrelse, man havde præsenteret i 1938, men allerede efter få år blev målet begrænset til at realisere denne første fase. Men efter få yderligere år blev muligheden af at anvende kernevåben på kamppladsen anvendt som begrundelse for at begrænse ambitionsniveauet til dette, og målet for felthærens størrelse blev derefter reduceret til mindre end den havde været i 1937-39. Men denne mindre styrke på seks brigader var dog tænkt som bedre udrustet end da. Også dette mål viste sig urealistisk, og fra begyndelsen af 1970’erne blev antallet af brigader dels reduceret til fem, og disse blev i stadig højere grad rene skeletter af kadrer. I 1980’erne betød NATOs stigende prioritering af forsvarets reserver og udholdenhed, at man supplerede de fem brigader med rene reserveheder, specialiserede kampgrupper bygget af tidligere lokalforsvarsenheder.
Efter afslutningen af Den Kolde Krig gik det hurtigt. Antallet af brigader kom snart ned på tre og da man jo ikke havde dimensionerende krigsopgaver, fordi krigsmuligheden og truslen mod Danmark var forsvundet, kunne man lukke reserven helt.
Man nåede oven i købet i 2013 at gentage forløbet fra 1932, hvor man indgik et nyt forsvarsforlig umiddelbart før den internationale situation blev drastisk forværret, denne gang med Rusland anneksion af Krim og den væbnede intervention i Østukraine. Man nåede her dels at afslutte ambitionen om at opbygge en brigade, dels at afbryde 150 års udvikling af en professionelt funderet officersuddannelse. I 2018-forliget retablerede man gangske vist ambitionen om at skabe en brigade, men som nu fortsat uden at have forestilling om, hvilken eller hvilke opgaver, den skal dimensioneres til at kunne løse.
Hvad vi hører fra Forsvarsministeriets tanker om det kommende forligs udvikling af Hæren, må man sige, at det på sigt og i bedste fald bliver som med 1937-ordningen, hvor man uden at ønske at give værnet en meningsfuld opgave vil “opruste” den lille styrke med nyt materiel.
Forskellen fra dengang er, at generalerne denne gang ikke synes at se behovet for selv at gøre deres holdning klart og præsentere denne for regeringen, som generalerne With og Gørtz følte sig forpligtet til i 1938. Er det viljen eller evnen, der mangler?