I 1932-33 opfattede det overvældende kombinerede politiske flertal af de tyske politikere demokratiet som en vej til magten, der derefter skulle anvendes til at sikre mod en tilbagevenden til nye ineffektive regeringer. Dette var opfattelsen på både højrefløjen af nationalistiske partier og nazisterne og i det store tyske kommunistparti.
På trods af forskellige udtalelser af den sejrende Donald Trump og hans allierede ved vi ikke, hvad der nu kommer til at ske med USA og Vesten. Vi ved kun fra eksempler som Orbans Ungarn og Erdogans Tyrkiet, at undergravelse af demokratiet i forsvaret af et magtmonomol er en levende mulighed.
Demokratiets fjender, herunder både Rusland og Kina, har for længst gjort klart, at de aldrig har accepteret, at demokratierne var folkestyrer. Valgresultaterne var resultat af ekstern og intern manipulation, og som Rusland i de senere år har demonstreret i Georgien, Moldova og Rumænien, er der gode muligheder for ekstern påvirkning.
Man kan herunder udnytte de fordele, som oppositionen altid har for at påstå, af forhold/lidelser for befolkningen som inflation og sociale problemer og uro er regeringens ansvar og skyld, som den kunne have undgået. Jeg oplevede, hvordan dette forhold skabte en politisk zigzag i Østeuropa i tyve år efter 1990-91 og en tro på, at en “stærk mand” ville kunne løse problemerne.
Nu får manglende historisk viden, en optimistisk grundholdning og svigtende analytisk sans ikke mindst borgerlige kommentatorer til at ignorere mulighederne for, at Trump vil optræde, som han har meddelt og hans støtter søger, nemlig at han udnytter magten til at konsolidere denne, så der ikke bliver risiko for tab af magten ved midvejsvalget i 2026 og senere valg.
Vi ved fra Polen, hvor vanskeligt det er at vælte konsolideret magt.
Man skal forstå, at det jo ikke kun var Trump, der vandt.
Det var den hvide race, der besejrede den demografiske trussel fra den voksende brune befolkning; mænd, der inddæmmede kvinders og minoriteters ambition og frihedstrang og kulturkonservative, som gjorde op med den “wokism”, der ikke var forenelig med bl.a. kristen fundamentalisme.
Selv i DK ser vi det i mindre omfang. Magten konsolideres fx ved, at partimedlemmer, embedsmænd, overlæger, professorer, officerer mfl. presses/ trues til tavshed, hvis de går ind i debatter om kritisable forhold- (også selvom deres deltagelse er faktabaseret og sober )- og dermed opfattes som en trussel mod magten f.eks via risikoen for at skandaler ok. flytter stemmer til oppositionen.
Og selv om grænserne for ytringsfriheden er vide, så er udsigten til ringere karriere, mindre spændende opgaver eller ligefrem fyring jo ofte tilstrækkelig til at pålægge sig selv censur.
Bent, den alvorligste disciplinerende trussel har været muligheden af forflyttelse, der ville smadre familien og den økonomi. For Forsvarets højere grader kombineret med den udstrakte anvendelse af midlertidige grader, der ville gå tabt ved forflyttelse.
Ja, i vore dage, hvor familien ikke kun er faderen med “følge”, men flere medlemmer med et professionelt liv (job, studier mm) ved siden af familielivet, er konsekvenserne af forflyttelser en enorm belastning.
Men uanset omfanget, så er det ikke kun i USA, Ungarn mfl. der skal kæmpes imod.
Nej, det er de ekstremt naivt-optimistiske danske kommentarer med hjernedøde, erfaringsvidensfrie forventninger, der har fået mig til at skrive.