(billedet er taget af mig i Sydafghanistan i foråret 1976 på vej hjem fra FN-tjeneste i Kashmir)
DR har i serien “Velkommen til Frontlinjen” søgt og opnået kritiske bemærkninger til Forsvarets indsats under “internationale operationer” efter Den Kolde Krig.
Jeg var som leder af Forsvarsakademiets Stabskursus II (den videregående uddannelse af udvalgte officerer fra de tre værn) i begyndelsen af 1990’erne bl.a. ansvarlig for at lære dem at analysere nye opgaver for danske militære styrker. De bedste elever skulle efter kurset kunne til opgave passende organisation samt optræden på alle områder.
Uddannelsen fik af mange årsager ikke nogen virkning, og i den efterfølgende tekst vil jeg kritisk opregne forhold, der klart gik galt.
EX-JUGOSLAVIEN
De danske styrker ankom til UNPROFOR og senere missioner fastlåst af erindringen og fastlåste procedurer fra “fredsbevarende” rutine-FN-indsats foregående årtier i Mellemøsten og på Cypern. Både FN, medlemslande og hærene havde glemt/undertrykt de missioner og perioder (som Congo-missionen i begyndelsen af 1960’erne, ved Suez-kanalen i 1973 og på Cypern i 1974), hvor indsatsen ikke var rutinepræget og politiagtig. De involverede hære, herunder den danske, “tænkte” man og tilpassede ikke, men som dele af FN-bureaukratiet fremskrev man irrelevante/urealistiske rutiner.
Dette bragte tragedier som Srebrenica, hvor de hollandske styrker på forhånd var hjernevasket gennem den “blå” uddannelse i hjemlandet til ikke at kæmpe. Ved afskrækkelsesmissionen i Sydmakedonien blev de første amerikanske styrker uddannet til at bøje sig for eventuelle serbiske krav om at aflevere deres våben. Også danske styrker var, som vi så ved den nylige diskussion som “sneleoparderne” i Bosnien midt i 1970’erne. Alle var splittet mellem traditionelle FN-krav (som også var bekvemme for de udsendende regeringer), og behovet for ved magt at presse modstanderne til kompromis.
Uklare regler for optræden og påtvunget passivitet medførte en stærkt øget risiko for PTSD-tilfælde blev ikke erkendt eller forberedt håndteret. I Danmark syntes myndighederne helt at have glemt risikoen, og man øgede den yderligere ved at fastholde normaladministrativ praksis med at opløse enheder og hjemsende til afspadsering lige efter hjemkomst.
2002-03 AFGHANISTAN OG IRAK
Folkeretsproblemer var alvorlige fra starten, og de knyttede sig til det forhold, at danske regeringer gerne ville sende styrker for at glæde specielt amerikanerne, men at Danmark var mere bundet af ratificerede forpligtelser end Storbritannien og specielt USA.
Hvordan man kunne løse disse forskelle, specielt i forpligtelser over for og behandling af fanger/tilbageholdte, burde selvfølgelig have været forhandlet på plads af juristerne, før de danske militære bidrag blev sendt til missionsområderne. Dette var afgørende, fordi Danmark besluttede fra starten at aflevere fanger/tilbageholdte til allierede (og senere til lokale myndigheder, da ingen ønskede at forblive som besættelsesmagt med dennes forpligtelser). Hvor lidt og dårligt dette område var gennemtænkt og forberedt, blev klart ved Annemette Hommel-forløbet i 2005 og senere kritiserede overdragelse af tilbageholdte til et ikke reformeret irakisk politi.
I 2003 invaderede USA Irak uden tilstrækkelige styrker og uden en realistisk plan for at holde landet stabilt efter erobringen, og efter et kaotisk forløb var landet i åbent oprør et år efter invasionen. Det var ikke pga. af manglende analyser og advarsler. I USA havde State Department og inden for Pentagon hærchefen analyseret forløbet og opstillet behov. Det var også indlysende for allierede som Storbritannien og Danmark, der kunne analysere og konkludere selv (et lille lands sagkyndige analyserer ligeså godt som større og mere delte bureaukratier), og her kunne man over i købet støtte sig til indlysende velunderbyggede amerikanske analyser.
Men her tænkte hverken vi eller Tony Blairs stabe selvstændigt, og vi udnyttede ikke det forhold, at vores deltagelse var væsentligt for vore allierede, til at påvirke et indlysende ideologisk styret projekt mod en mere sund strategi med opbakning af de resurser, som var nødvendige.
Vi gik ind i en krig med hovedet under armen og er derfor medskyldig i den stadig eksisterende krise i landet.
AFGHANISTAN EFTER 2005
Et centralt problem var, at Danmark fortsatte med ikke at tænke selv og kritisere. Som faren havde gjort i 1992 forlod præsident Bush i 2002 Afghanistan til sig selv (for at skifte til Irak). Et klart eksempel på hybris. USA lod efter 2001-02 invasionen Pakistan trække deres allierede Talebans kadrer ud af Afghanistan til de nordpakistanske opråder, hvor de kunne genopbygges til den invasion, der derefter iværksattes fra 2005. Derefter forblev Quetta-provinsen et sikkert baseområde for de Taleban-enheder, der jævnligt blev genopbygget for at vende tilbage til bl.a. Helmandprovinsen for at destabilisere denne og slå danske og allierede NATO-soldater ihjel.
Det forhold, at indsatsen var en oprørsbekæmpelseskampagne (COIN), påvirkede ikke væsentligt den danske hærs indsats. Hvis dette havde været tilfældet, havde indsatsen været præget af konstant og uforudseelig patruljering i hele området under maksimal udnyttelse af det overlegne mørkekampsmateriel. I stedet blev hver seksmånedsholds et for Taleban helt forudseeligt forløb med en første periode, hvor soldaterne blev efteruddannet på materiel, man ikke havde hjemme, derefter en forudseelig patruljeproduktion, så en periode med hjemrejse til orlov, hvor kapaciteten var reduceret. Derefter igen en periode med produktion af patruljer før man blev afløst af næste hold, hvor forløbet blev gentaget.
Man bevarede ikke en føringskadre ud over de seks måneder, der kunne sikre kontinuitet og læring fra hold til hold. En sådan havde ikke været holdt på plads siden FN-indsatsen på Cypern.
Ikke alene var den danske kampgruppes optræden forudseelig, hvilket lettede Talebans bagholds- og mineringsaktiviteter og gav tragiske tab. Man optrådte også geografisk forudseeligt ved at erobre og forsvare stillinger (som Armadillo-forposten).
Da civile myndigheder blev involveret i hjælpeprojekter sikrede man ikke synergi gennem enhedsledelse både på overordnet (allieret plus afghansk) niveau, og på lokalt niveau med danske militære og civile myndigheder. Man opfandt ordet “samtænkning” som en facade for den manglende ansvarlige enhedsledelse.
Kombinationen af den svigtende kontinuitet og derfor kun overfladiske forståelse af de meget komplekse afghanske forhold, betød af NATO-styrker blev udnyttet af lokale kræfter. For en iskold analyse af dette problem og følgerne læs den tidligere britiske sprogofficer og kulturrådgiver Mike Martins An Intimate War. An Oral History of the Helmand Conflict, 1978-2012 fra 2014.
Den halvhjertede og forløjede indsats førte fortjent til det nederlag, der fulgte i eftersommeren 2021.
LIBYEN 2011
Den internationale og herunder danske indgriben i den libyske borgerkrig for at hindre Gaddafis nedslagtning af del af landets befolkning var begrænset til flyindsats, fordi man havde lært ikke at ville andet. Resultatet er en delt, failed, stat.