(Illustrationen illustrerer, at russerne følger med i dansk forsvars tilstand)
Hvis regeringen for to år siden havde nedsat en forsvarskommission efter modellen fra 1988 (eller snarere inspireret af 1946-situationen, hvor man stod tæt ved nul) ville det første emne have været en overordnet diskussion af dansk forsvars opgaver.
Der er sådan, at politikernes umiddelbare opfattelse selvfølgelig er, at Danmark og danske interesser skal forsvares af Forsvaret.
Det faglige svar på det krav/ønske vil være, at dette ikke er muligt, selv ikke med en israelsk-type almindelig værnepligt for alle med tre års første tjeneste og et par årtier i reserven plus anskaffelsen af kernevåben.
Danmark er og forbliver en småstat, hvis sikkerhed er afhængig af hjælp fra andre. Det lærte vi på den hårde måde ved Besættelsen, hvilket førte til indtræden i Atlantpagten i 1949 og til amerikanske baser på Grønland.
Når denne erkendelse hurtigt accepteres af forsvarspolitikerne, starter den normalt smertefulde diskussion af:
1) hvad der skal forsøges gjort med de resurser, der findes og kan opbygges,
2) hvor,
3) i hvilken afhængighed af/samarbejde med allierede,
4) med hvilket varsel,
5) i hvilken prioritet.
Hvad politikerne i sidste instans vælger efter den politisk-faglige dialog og efter forhandlinger med allierede, er klart et politisk ansvar, men valget bygger på faglige vurderinger.
Denne proces kontinuerlig, men akut nu på grund af den internationale situation og opgaven at genopbygge Forsvaret.
Resultatet giver rammerne for alt andet: bevæbning, bemandingstype, kontrakter for ansatte, uddannelser, infrastruktur, karakter af samarbejdet med allierede, logistik.
Det ville ikke være simpelt:
1) Fordi den geostrategiske sammenhæng er blevet fundamentalt ændret siden Forsvarskommissionen af 1988, hvor jeg var juniormedlem, løste denne opgave.
2) Fordi Danmark som småstat i alliance med andre stater må løse de fleste opgaver i samarbejde med disse, og hvor hverken NATOs centrale organer eller mange af medlemmerne, herunder de største, har gjort mål eller bidrag klart. Det gælder også og ikke mindst de største medlemslande i Vesteuropa.
3) Fordi det både hos de mange medlemslande, der som Danmark ikke er placeret geografisk ved den truede grænse til Rusland og Belarus eller bag det kæmpende Ukraine samt Moldova, ikke en meget vanskeligt at forstå og tage konsekvenserne af, at vi ikke alene er i en genopstået Kold Krig, men i en mindre forudseelig og mere delt, svækket og derfor farligere situation, end tilfældet var i hovedparten af perioden 1950-1990.
I forhold til trusler fra Rusland er der følgende klare opgaver, der må analyseres, prioriteres og lede til vejlede danske militære beslutninger angående struktur, kadrer, logistik og beredskab:
Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm), der (i hvert tilfælde så længe USA stiller større militære styrker til rådighed for Europas forsvar) er et væsentligt transit- og baseområde for operationer i Østersøen, Baltikum og Polen. Forsvaret af dette område er indlysende en dansk hovedopgave. Dog betyder Sveriges NATO-medlemskab, at Danmark i disse roller er mindre afgørende. Beliggenheden i NATOs europæiske bagland betyder, at truslen mod området indledningsvis er konventionelt (og nukleart) bombardement.
Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne. Også sikringen af denne ø er naturligt et nationalt dansk ansvar.
Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen mod angreb.
Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront, primært i det tyndt forsvarede Baltikum. Hidtil har Danmark i perioder bidraget til “air policing”, med hærstyrker til NATOs solidariske styrkede fremskudte tilstedværelse og med ledelsen et divisionshovedkvarter i Letland.
Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele, først og fremmest Grønland, og hermed til kontrollen med det afgørende havområde i det nordøstlige Atlanten mellem Grønland, Norge, Island og Storbritannien.
Et meget vigtig område er forsvar af kritisk infrastruktur i Danmark, herunder danske territoriale farvande.
Ja, derfor nævnte jeg opgaven. Det er dog reelt en umulig opgave at beskytte kabler og rørledninger. De er for sårbare og for omfattende. Det maksimale, der kan gøres, er sammen med allierede at patruljere over og under havoverfladen samt anvende sensorer til at overvåge og derigennem øge risikoen.
Derudover er den holdbare fremgangsmåde at skabe “back-up” og mindske afhængigheden af alle dele af netværket. Som med al anden totalforsvarsberedskabsindsats.
Og så er det en god idé at lære af ukrainerne at kunne leve med ødelæggelser og forstyrrelser.