Europas erfaring med sine krige førte til fire årtiers international indsats fra midten af 1800-tallet for at begrænse lidelserne i fremtidige krige. Efter Første Verdenskrig og ikke mindst efter den Anden Verdenskrigs erfaringer i sin fulde periode fra sin start i Kina 1931 til afslutningen i 1945 var det klart, at de eksisterende traktater måtte skærpes og udbygges. Det var et arbejde der i første omgang blev afsluttet i 1949 i Geneve, men blev fortsat i de efterfølgende årtier for at klargøre regler under interne konflikter og forbyde våben, man vælger at se som specielt og unødvendigt lidelsesskabende.
Derefter gik udviklingen desværre den modsatte vej. Man er nu på en hurtig glidetur mod barbariet.
I første omgang blev denne udvikling drevet af chokket og vreden efter angrebene mod USA den 11. september 2001. I “Krigen mod terror” var fjenden ikke kun bevæbnede repræsentanter for en fjendtlig fremmed stat, der skulle behandles som kombattanter efter konventionerne, og egne statsborgere, der kunne drages til ansvar indenfor eget retsvæsen. Der var tale om internationale forbrydere, som USA valgte at behandle som ikke dækket af de to kategorier, i hvert fald indtil de kunne overdrages til straf i den stat, som vedkommende kom fra, og hvis retsvæsen amerikanerne havde tillid til.
På trods af, at krigsforbrydelserne fandt sted under borgerkrige, var det internationale samfund tilstrækkeligt enigt og stærkt til at reagere efter krigsforbrydelserne under krigene i 1990’erne under opløsningen af Jugoslavien og den etniske borgerkrig i Rwanda, men derefter gik forfaldet hurtigt.
Meget naturligt fik problemerne arnested i området fra Mellemøsten til Centralasien, fra Levanten og Den Arabiske Halvø til Afghanistan, hvor krigsførelsen kunne være dobbelt asymmetrisk. Det var det ofte i den forstand, at den ene side var en militær stormagt, mens den anden side var henvist til guerilla og terror. Derudover kunne nogle af konflikterne også være asymmetriske i den forstand, at kun den ene side kæmpede hæmmet af traktatmæssige begrænsninger.
Denne sidste asymmetri kom i meget høj grad til at styre den vestlige opinions indsats i Irak og Afghanistan såvel om forventningen om lawfare, stramt folkeretligt tilbageholdende krigsindsats, som efter Irakkrigen specielt ramte de vesteuropæiske hærofficerskorps.
Det er centralt at notere sig, at en tilsvarende tilbageholdenhed ikke blev set eller forventet fra den syriske regerings side samt under indsatsen fra russisk, iransk eller Hizbollahs siden under Den Syriske Borgerkrigs mest intensive fase fra 2012 til 2017.
Her anvendes den asymmetriske militære magt fuldt ud for at terrorisere og nedkæmpe modparten. Det skete bl.a. med bevidste terrorangreb på civilbefolkningen og hospitaler.
At der findes eksempler på tilsvarende russiske angreb i Ukraine var forventeligt.
I den pulserende krig ved Israels grænser i de sidste tyve år i sydvest mod Hamas og i nord mod Hizbollah har den centrale tekst for reguleringen af krigen fra “Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Article 28 – Treatment II. Danger zones”:
The presence of a protected person may not be used to render certain points or areas immune from military operations.
Det vil sige, at det er eksplicit forbudt at anvende civilbefolkningen og specielt nævnt hospitaler som en bevidst integreret del af forsvaret.
Dette er helt centralt for at nå målet at undgå, at civilbefolkningen rammes.
Det har imidlertid været en helt central del af Hizbollahs og specielt Hamas strategi netop at indrette forsvaret, så Israel ikke kan undgå at ramme netop den palæstinensiske civilbefolkning hårdt og synligt, for jo flere dræbte, jo mere og mere synlig lidelse, jo bedre.
Det er i dette lys, som konflikten i Gaza skal ske. Hamas har igennem mange år udbygget det nu fuldt dækkende tunnel- og bunkersystem under enklaven med fuld udnyttelse af specielt folkeretsbeskyttede faciliteter som hospitaler. Gennem terrorhandlingerne 7. oktober og disses omfattende og overraskende karakter tvang man Israel til at reagere som det skete.
Ved at tage mange gidsler og anbringe dem i tunnelerne lukkede man israelernes mulighed for at løse problemet forholdsvis diskret ved at oversvømme med vand fra Middelhavet.
Kun bombardement med store bomber med minevirkning kunne tunnelsystemets anvendelse under Hamas kamp begrænses, men da Israel ikke kunne skaffe sig efterretninger om placering, blev præcisionsbombning umulig.
Som nævnt ovenfor forventer den vestlige opinion kun en folkeretlig ren optræden fra egen side, så det blev ikke Hamas usynlige folkeretsbrud, der blev fordømt, for organisationen kunne jo ikke gøre andet, vel?
Det var derfor Israels pavlovske krigsførelse, som reelt generelt er uden praktisk militært alternativ, der mobiliserede opinionen, for Israel kunne jo bare, som Vesten gør hele tiden, opgive og acceptere nederlag, når situationen bliver for vanskelig og upopulær.
Jøderne kunne jo bare opgive Israel-projektet, trække sig ud og forsvinde ud af Mellemøsten og historien, ikke?
Det er mange enige om. Den vestlige opinion er pavlovsk tankeløs. Med de sociale medier som ukritisk accelerator fremmer den samtidig den igangværende ødelæggelse af folkerettens forsøg på at inddæmme fremtidig krigsførelse mest muligt. En ødelæggelse, der allerede var i gang.
Dette viser en kollektivt tabt snøvs.