(Forsvarsordførerne og Forsvarsudvalget jf. OLFI. Det nye radikale medlem af udvalget er under udpegning.)
Alle politikere skal til stadighed holdes under kontrol af offentligheden og dens professionelle specialister. Men kritikken skal være fair. Folk der hverken selv ville gide at påtage sig politisk embede skal som minimum sætte sig ind i politikerens virkelighed.
Ellers bliver kritikken så tom og urimelig som den af forsvarspolitikerne i de sidste måneder. Her burde man i stedet erkende, hvor ødelæggende godt 25 års besparelser samt rationaliseringer drevne af her irrelevante civile teorier og reformer har været har været for det danske militære forsvar.
Hvad der skete er allerede behandlet i flere analytiske artikler på denne blog.
Det er da også sandt, at forsvarspolitikerne med ministrene i spidsen er politisk ansvarlige for det bedrøvelige resultat.
Men for det første er politikere i en moderne demokrati som det danske næsten altid generalister, hvis viden om et fagområde kun udvikles, når et akut behov opstår.
For det andet er også politikerne som udgangspunkt selvfølgelig påvirket af både tidsånden og den snakkende og skrivende nationale elites grundopfattelser af ethvert fagligt område.
For det tredje er alle i landet afhængig af den relevante faggruppes dygtig, her den militære. Af den dygtighed, vilje og evne til at holde sig fagligt ajour og energisk og effektivt gøre sine analyser åbent tilgængelige og anvendelige for den snakkende elite, selv når denne ikke ønsker at læse eller høre om emnet.
Det er forhold og problemer på disse tre områder, der har skabt de måske uoverstigelige nuværende danske problemer:
Grundproblemer
Det første og en del af det andet grundproblem er, at danskere i forlængelse af 1864 og 9. april 1940 blev bekræftet i Hørups “Hvad skal det nytte”-opfattelse: Det synes for danskeren uden begrundelse indlysende, at danske militære midler ikke kan bidrage reelt til landets sikring i krig.
Det nødvendige militære må klares af andre, for vi er små og kan åbenbart ikke. Dette uanset, at der i både 1864 og 1940 var gode årsager til forløbet, er dette detaljer i forhold til hovedopfattelsen, at det er de andre, der skal klare de alvorlige militære opgaver.
Den opfattelse fandt jeg i 1980’erne selv hos forsvarspositive politikere som Erhardt Jakobsen.
Danske beslutningstagere er reelt ikke pacifister eller neutralistister, omend den sidste opfattelse har smittet også den danske snakkende intelligentsia som værende etisk overlegen.
Danskere er blot som udgangspunkt, hvad jeg må beskrive som åndeligt dovne, pragmatiske defaitister.
Denne defaitisme har i lange perioder for det første betydet, at forsvarspolitikerne, ja selv forsvarsministeren, naturligvis er fra partiets tredje, maksimalt andet geled. Det er kun, når noget helt ekstraordinært forestår, at partiets ledelse kaster sig ind i forsvarspolitikken, som før 1. Verdenskrig Jens Christian Christensen, Nils Neergaard, Klavs Berntsen og Peter Munch, i begyndelsen af 1930’erne Thorvald Stauning og nu Jakob Ellemann-Jensen.
For det andet har defaitismen efter 1989 betydet, at Forsvaret er blevet udsat for en afprofessionalisering, fordi det jo aldrig skulle anvendes militært, og slet ikke til rigtig krig.
Det centrale mål har derfor uden hørbar protest været at fjerne alt, der lugtede af eller lignede noget specielt militært, anderledes, uforståeligt, “oberst Hackel-lignende”. Mere om den nedenfor.
Det er sket uddannelserne af kadrerne og al forvaltning. Om også Hæren kan genoprettes til en fungerede militær organisation igen er et åbent spørgsmål, for som udgangspunkt skal hele beslutningstagerlaget åbent erkende, at det var en uansvarlig optræden, der hurtigt må føres retur.
Det var ikke i sig selv besparelserne pga. den fra 1991 forsvundne direkte trussel mod landet, der blev hovedproblemet.
Det ødelæggende blev, at hele det apparat og den faglige viden, der kunne genskabe en generel militær kapacitet, blev arrogant kasseret med drevet af den teoretisk snakkende klasse, der førte danskerne mod den endelige fred med nedlæggelsen af resterne af det unødvendige militær.
Det er ikke helt håbløst.
Men uden diagnose er afhjælpende behandling udsigtsløs. Og de eneste, der har myndighed til at stille de spørgsmål og tage de beslutninger, der kan iværksætte målrettede aktiviteter (øvelser og detaljerede krigsforberedelser) og retablere uddannelser og tjenesteforløb, der kan genprofessionelle kadrerne, er nu politikerne.
Det er de politikere, vi har, og som som ses på billedet. De fleste af disse ville gerne kunne løse problemerne, men de føler korrekt, at professionel vejledning og hjælp ikke står og tripper uden for mødelokalet. Og hvad skal man så spørge dem om og bede dem om at gøre?
Dette sidste kan kunne ske gennem aktiv og opsøgende indsats fra medierne.
Men alle skal blot forstå, at Forsvaret og specielt Hæren er som et hospital, der i 25 år kun har haft gang i et hjørne af akutmodtagelsen samt receptionen. Billedet viser svarer til Forsvarets nuværende professionelles ledelses erfaringsbaggrund. Igen skal jeg nok forklare hvorfor om lidt. Forsvaret er også som et hospital, hvor sundhedsfaglig diskussion har været både uønsket og uden tid pga. krævende forvaltningsaktiviteter og -møder. En organisation, hvor de faglige kadreuddannelserne har været rettet mod politologisk akkreditering., ligesom andre steder i Det Offentlige, og i modsætning til på Filmskolen uden at fremkalde oprør over, at uddannelsen blev fagligt irrelevant.
Et sådan hospital kan ikke umiddelbart virke, ikke af ond vilje eller hensigt, men på grund af manglende erfaring med hvordan.
Billedet betyder ikke, at al relevant viden og alle relevante færdigheder i Forsvaret er forsvundet. Der har været lidt gang i “akutten og receptionen”. Søværnet sejler og Flyvevåbnet flyver. Selv Hæren laver andet end garderegimenternes ceremoniel.
I bunden og hjørnerne findes der liv, der kan opdyrkes. Jeg har søgt forbindelse med repræsentanter fra dette overlevende liv på hjemlige tjenestesteder og hos danske officerer i udlandet. Men Forsvaret som helhed er vænnet af med af vide hvordan. Der er dog også med sikkerhed venner i udlandet, der gerne vil hjælpe os for derigennem også at hjælpe sig selv.
Det tidligere
Først lidt om, hvordan det politisk-faglige samspil teoretisk og erfaringsmæssigt skal være, og som det i det store og hele virkede så sent som midt i 1990erne, da general Jørgen Lyng og efter ham admiral Hans Garde var forsvarschefer.
Forsvarets udvikling og aktiviteter blev da i hovedsagen bestemt og prioriteret i en dialog mellem Forsvarschefen (som den personligt ansvarlige leder af den militære fagkundskab) og Forsvarsministeren støttet af Departementet med Departementschefen i spidsen.
Ministeren tolkede ønskerne fra den politiske forligskreds, forsvarschefen bidrog med fagkundskabens bud på, hvad der var muligt at opnå med de også da begrænsede resurser.
Forsvarschefen (Lyngs) baggrund og erfaringer var skabt ved godt tre årtiers stadig mere krævende praktisk hærtjeneste fra alle enhedsniveauer i værnet, undervisning som hovedlærer i landoperationer og værnsfælles stabstjeneste suppleret med faglige studier samt samarbejde med det politiske niveau
Denne ballast gav en nødvendig forståelse for de politisk mulige.
Jeg så selv, hvordan denne direkte dialog fungerede i slutningen af 1980’erne (bl.a. som medlem af Forsvarskommissionen af 1988) mellem Lyng med Garde som forsvarsstabschef, forsvarsministeren Knud Enggaard, Michael Christiansen som departementschef og Hans Hækkerup som socialdemokratisk forsvarsordfører.
Det var selvfølgelig heller ikke perfekt eller friktionsløst dengang, men, som det er dokumenteret i Lyngs detaljerede beretning om sin tjeneste som først Chef for Forsvarsstaben og så Forsvarschef, fungerede samspillet både da og senere under den socialdemokratiske regering.
Samarbejdet fungerede på trods af, at det foregående årti havde været præget af iskold indenrigspolitisk konflikt om alle dele af sikkerhedspolitikken, som også havde forgiftet forsvarspolitikken.
Et element i datidens situation var også, at både politikere og deres civile embedsmænd næsten alle havde haft personlig berøring med Forsvaret, de fleste som værnepligtige, hvoraf nogle som reserveofficerer, andre som undervisere på Forsvarets videregående uddannelser eller/og på Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus.
Situationen dengang lignede mere situationen nutidens Finland end situationen i Danmark nu.
Det tabte, hvorfor, hvordan
Lad mig derefter beskrive, hvad der skete i de sidste 25 år. Det som dramatisk har undergravet det faglige input til de danske politikere, som i den grad savnes nu.
Indtil da var der altid en del af officerskorpset, der dybdestuderede deres profession. De læste om, diskuterede og søgte at forstå, hvad der skete i “rigtige krige”, dvs. i højintensiv og symmetrisk kamp mellem regulære styrker fra stater. Hvad der skete i kamp for at smadre enhederne fra modstanderen på landjorden, til søs og i luften. Enkelte interesserede sig også for mindre krige, men fokus var på den store krig.
Hvad var det, der gjorde, at det gik skidt i nogen situationer og ikke i andre?
Hvad kunne af forskellig type, og hvad kunne de ikke?
Hvordan påvirkedes samfundene, hvad gjorde dem modstandsdygtige?
Hvordan blev samfundet og militære enheder bedst opbygget til at fungere i krig?
Hvordan måtte operationer forberedes, enheder og deres lederes uddannes samt større og mindre enheder ledes for at mindske risikoen for katastrofe for enheden og landet?
Hvordan integrerede man ny teknologi og lærte mest effektivt af forløbet og fjenden?
Hvordan kunne man kritisk lære fra krigsteori og fra andres tidligere erfaringer?
Et specielt element ved Danmark situation under Den Kolde Krig var, at alle værn og våben måtte samarbejde om forsvaret af den Sjællandske Øgruppe. Det gjorde, at dansk forsvar i periodens sidste år lagde ekstraordinært meget vægt på at alle karriereofficerer fik en grundlæggende viden om, hvad også de andre værns enheder kunne og ikke kunne.
Jeg anførte indledningsvis i dette stykke, at denne søgen om at forstå deres profession i dybden kun opfattede en del af officerskorpset. Reelt er det min erfaring, at denne del afhængigt af en officersårgangs kvalitet og motivation, enhedstype og de ældre officerers forventninger kunne variere mellem et par og ti procent.
Langt den største del af en årgang var tilfreds med kun at få konklusionerne og hovedmetoderne. Det var jo ikke dem, da skulle beslutte og tage ansvaret. Men dengang sikrede det forhold, at langt flertallet af officererne havde en funktion i krigsstyrken og periodevis gennemførte faglige efteruddannelseskurser og seminaret, at de løbende fik farlig opdatering med hensyn til konklusioner og aktuelle fremgangsmåder.
For cirka tyve år siden ændredes denne situation sig hurtig. Forsvaret skulle ikke længere forberedes på at kunne indsættes i en “rigtig krig”. Der var således ikke nogen grund til at de bedste spildte deres tid på at studere og forstå denne, og de nye “militære studier”, som nu blev drevet frem af teoretiske politologer, beskæftigede sig med alt andet end netop generel krig og hvad militære enheder kunne eller ikke kunne i en sådan. Dvs. netop de spørgsmål, som er listet ovenfor. Alt det med rigtig krig indgik da ikke som de centrale dele af “militære studier” i Danmark. om overhovedet.
Forsvaret skulle herefter bestå af en “værktøjskasse” af “kapabiliteter”, som i en periode kunne udlånes til store allierede. Det var ikke længere nødvendigt at søge at forstå, hvorledes man kunne opnå en syntese ved valget og indsættelsen af ansættelsen af forskellige enhedstyper i en krig.
Så de bedste officerer skulle herefter snart kun opnå en “light” teoretisk forståelse for alle andre militære emner end det tidligere fundamentale og centrale i professionen, nemlig evnen til at kunne forstå krig og kamp samt opnå indsigt og færdigheder, der kunne sikre overlevelse og resultat i krig. De blev deprofessionaliseret, indtil 2011 dog med undtagelse af den viden og de færdigheder, der var væsentlige under internationale operationer som i Afghanistan, Libyen, m.fl.
Så de bedste officerer, der nu danner den militære ledelse og burde kunne rådgive politikerne og lede Forsvarets opbygning til at kunne kæmpe, er i realiteten meget lig de civile (men fuldt uddannede) akademikere, der nu sidder mellem dem og politikerne.
Samtidig bliver det store flertal af officerskorpset, der tidligere blev opdateret med konklusioner på efteruddannelseskurser og ved tjeneste i deres mobiliserings-/krigstidsfunktion (som nu har været nedlagt i snart tyve år), ikke længere forberedt på at kunne løse opgaver i en krig. Hvad de ved generelt om den sag, er hvad de husker fra tid på officersskolen for mange år siden.
At udviklingen har været parallel i andre vesteuropæiske lande, og at NATO reelt har være passiv i sagen, har ikke hjulpet.
Det forhold at officerskorpset har ladet sig skræmme til at kvæle den faglige debat om deres professions krav, er meget mildt sagt skamfuldt.
At situationen har været bedre i de andre nordiske lande, skyldes nok, at selv nordmænd og svenskere ikke har den samme pragmatisk defaitistiske opfattelse af deres militære muligheder som danskerne.
Men den er udbredt. Det kunne man også se, da den statsligt finansierede historiske undersøgelse af Danmark i Den Kolde Krig, udkom i 2005. Ganske vist var konfrontationen i meget høj grad militær, men i Danmark kunne et sådant arbejde selvfølgelig ske uden nogen erkendelse af behovet for at inddrage militær faglighed.
Med sådan en udvikling er det uholdbart at give de nuværende danske forsvarspolitikere noget centralt ansvar for de nuværende problemer. Relevant rådgivningsmulighed er fravalgt eller forvitret.
Supplement
Ved friske samtaler er det blevet klart for mig, at Forsvarets øverste ledelse intet vil gøre for at hjælpe politikerne ved at anbefale at rulle centrale dele af reformerne tilbage, og søge igen at motivere enhedernes chefer og kadrer ved at delegere myndighed og ansvar til tjenestesteder samt fjerne så irrelevant rapportering.
Man vi i stedet yderligere øge centralisering og kontrol, derigennem grave hullet dybere ned i den sump, man har valgt at placere sig i.