Den Anden Verdenskrig i Europa blev reelt afgjort i 1944, og den her afgørende begivenhed var ikke invasionen i Normandiet. Den afgjorde kun at der blev et Vesteuropa. Den afgørende begivenhed var ødelæggelsen af den tyske hær i den sovjetiske samtidige sommeroffensiv i Belarus, “Operation Bagration”.
Det jeg her skitserer er et Værste Fald for de næste måneders krig i og om Ukraine.
Den forudsætter, at Rusland gør det maksimale, som er muligt inden for landets militære kultur og traditioners centralistiske og massetænkende begrænsninger, men også udnyttende dets sofistikerede og kyniske politisk-strategiske muligheder.
Man har nu ved deres død eller udrensning fået luget ud i de uduelige troppeførere, og gennem mobilisering af økonomien forudsættes det at blive muligt at udruste et to-tre pansrede arméer på samlet vel 120.000 mand med brugbar udrustning. Det har også været muligt at vende tilbage til traditionel russisk militær tradition, der satser til at opnå gennembrud af fjendens forsvar gennem at koncentrere både artillerivåben og angrebsenheder samt opbygning af et godt efterretningsgrundlag som udgangspunkt.
Den efter mit skøn væsentligste udfordring for den ukrainske forsvarsledelse ville være, hvis Rusland i en periode med hård frost, hvor presset mod den ukrainske infrastruktur og befolkning har være opretholdt fra nu, åbner en ny front.
Russerne angriber herefter eksempelvis samtidig med tre friske arméer fra Belarus mod syd, arméer, som er opbygget af traditionelle russiske pansrede divisioner.
Kun én angriber mod Kyiv for at tvinge Ukraine til at dække hovedstaden igen, mens de to andre arméer angriber med traditionel russisk gennembrudstaktik mod syd i Vest-Ukraine, eksempelvis med én akse mod Kovel og en anden mod Samy. Herfra kan man fortsætte over Lutsk mod Lviv.
Artilleri, hovedkvarterer og logistiske centrer placeres på belarusisk territorium med henblik på at friste til ukrainske angreb, som så bruges til at presse Belarus til aktiv krigsdeltagelse samt satse på afbrydelsen af Ukraines forbindelser vestover.
Det er denne mulighed, der tegner sig nu efter Putins besøg i Minsk, som på billedet blev nået af sovjetiske soldater på den 11. dag af Operation Bagration.
Du har ret i, at ‘Operation Bagration’ var helt afgørende for Hitlers nederlag. Den knuste så store tyske styrker, at der ingen mulighed var for at erstatte de enorme tab af soldater og materiel. Situationen i Ukrainekrigen synes imidlertid væsentlig anderledes. I modsætning til Den Røde Hær anno 1944 har Putins hær ikke store mængder af moderne udrustning i depoterne. Enorme beløb til nyt militær udrustning er gået tabt i landets enorme koruption ikke mindst inden for de væbnede styrker, hvilket har betydet, at ledelsen næppe har et realistisk billede af, hvad der er til rådeghed. Hans industri har ikke været omstillet til krigsproduktion, og lysten til at kæmpe mod ukrainerne er meget mindre end lysten til at kæmpe mod nazisterne fra 1941-45. Jeg tror ikke, at russerne kan mobilisere den moderne udrustede styrke, som er nødvendig til at gennemføre en ‘Operation Bagration II’, selv om jeg beundrer din enorme viden og indsigt i de militære forhold.
Mange kloge mennesker ser – bekvemt nok – i bagspejlet – mange slag/hændelser, der i den sidste ende knækkede tyskerne på østfronten. Lad mig nævne nogen: Vinteren -41/-42, hvor tyskerne blev banket tilbage, havde store tab og i nogen grad mistede den psykiske overlegenhed. Dernæst tabet af en hel arme ved Stalingrad og så slaget ved Kursk. Så kan det nok være, at tyskerne mistede initiativet. Og uden det går det galt. Så kan det nok være, at Bagration flyttede tyskerne yderligere betragteligt mod vest.
Afgørende for Bagration II´` s mulighed for succes er, om Ukraine er så svækket, at russerne har held med at tage initiativet.
Det, der foruroliger mig, er at Rusland med Surovikins strategi har taget det strategiske initiativ med en indædt luftkrig samtidig med at de nu kortere landfronter er blevet forstærket med meget udstrakte hindre-og feltbefæstede zoner (som ved Kursk), som jeg ikke tror ukrainerne kan bryde igennem uden meget betydelig tilførsel af pansret materiel, der kun kan komme fra de amerikanske reserver, hvilket slet ikke ligger i kortene nu.
Tyskland knækkede, fordi de allierede kunne og ville invadere og besætte landet hele vejen til Berlin. Sådan er det også med Rusland, hvis vi ikke oplever et mirakel uden optrapning til Verdenskrig. Et fald af Putin giver ingen væsentlige ændringer, for der er kun en fungerende højreopposition.