Jeg har forstået, at det er Ukraines position nu, at det skal vi, hvilket jo er forståeligt. Når det har vundet over Rusland skal de nok forsvare Europas østgrænse.
Mit konklusion er imidlertid, at den går ikke. Ikke helt. Der er to grunde til det.
For det første er der det rent geostrategiske argument, at Ukraine kun kan dække NATOs sydøsteuropæiske flanke, dvs. Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, ikke Polen, Baltikum og Norden.
For det andet må vi i Europa se i øjnene, at vi har meget travlt med at genopbygge vores militære styrker og militærindustri, for USA er i bedste fald på vej til Stillehavet for at inddæmme fortsden kinesiske udfordring, i værste fald på vej ud af det internationale spil.
Uanset at vores politikere og diplomater ikke siger eller skriver det klart i dokumenter som Zilmerrapporten, for sådan er virkeligheden, er der tre mulige forløb, der alle gør det nødvendigt at opbygge det selvstændige forsvar i Europa.
I den første og værste fortsætter og forværres den interne politiske og geografiske splittelse i USA og udvikler sig til en åben, lavintensiv borgerkrig og et fortsat skred mod demokratiets sammenbrud. I så tilfælde er vi helt alene.
I den anden vinder den trumpistiske, USA First-linje entydigt valget over de næste godt to år, så vi får et reelt og hurtigt sammenbrud af det amerikanske bidrag til forsvaret af alliancens territorium i Europa. Men i denne mulighed forudsættes det, at man undgår en åben intern konflikt i USA.
I den tredje lykkes det moderate fra Demokraterne og Republikanerne at kontrollere udviklingen, så vi oplever, at USA bevarer sin dominerende sø- og luftmilitære rolle i Vestens forsvar, også af Europa, men dog således at man efter Ukraines sejr eller en anden stabilisering i krigen hurtigt kan få gennemført skiftet til Stillehavet.
Uanset hvilken af de tre muligheder, der bliver virkeligheden, er der behov for en meget hurtig udvikling af forsvarskapacitet.
Det er ikke mere end rimeligt. USA har nu fire gange reddet Europa. Første gang 1917-19, anden gang 1941-45, tredje gang 1950-89 samt fjerde gang fra tidligt 2022.
Dette betyder følgende begrænsninger i den europæiske militære støtte til Ukraine:
1) Udbygningen og udviklingen af våben- og ammunitionsproduktionen accelereres maksimalt, både for at forsyne Ukraine, men også for at kunne udruste eksisterende og nye europæiske enheder med moderne materiel.
2) Alle våben samt al ammunition og udrustning, der ikke er bemandet og nødvendigt i denne opbygning af europæisk forsvar, afleveres straks og derefter løbende til Ukraine.
Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen og i det russisk-amerikansk forhold.
Hvilke våbenproducenter forestiller du dig skal accellere deres produktion og forsyne de europæiske lande?
Hvis man ser på det danske forsvar, er udgangspunktet jo nærmest nul ved vise våbentyper. Der tænker jeg især på jord til luft forsvar for brigaden, Skrydstrup og væsentlig infrastruktur, infanterikampkøretøjer, og flådefartøjer til beskyttelse af indre danske farvande og eventuelt genindførelse af landbaseret kystforsvar. Desuden skal der indføres mobile enheder der (belært af Ukraine) kan beskytte kritisk infrastruktur mod lavteknologiske droneangreb – de skal med andre ord skydes ned kinetisk med maskinkanoner styret af radar eller termisk sigte ala Reihnmetall Oerlikin AA mobile systemer i en eller anden form.
Alle våbensystemer skal fra nu af anskaffes fra lande der ikke er neutrale. Der skal være nul begrænsninger for Danmark ved politisk ønske om at donere materiel og ammunition til tredie part.
Hvilke europæiske lande har politisk vilje til at skalere produktionen op til noget der ligger lige under krigspoduktion for at forsyne andre vesteuropæiske lande som stadigvæk ikke erkender de faktiske problemer og trusler mod verdensfreden?
Jeg tvivler på at Tyskland er der, selv om de lader som om de har tænkt sig at bære fanen. Defaitismen er for indgroet i den tyske mentalitet, Frankrig værner om sig selv og Storbritanien sejler forvilderet rundt og er tæt på opløsning.
Alle typer våben og ammunition med mest mulig standardisering og licensproduktion af de nyeste og mest lovende typer, som den viste tyske kampvogn den svenske 155 mm Archer pjece. Nye produktionslinjer på eksisterende fabrikker og ændring af egnede civile fabrikker til våbenproduktion. De mest lovende typer fsva hærmateriel er fra tyske og svenske fabrikker.
Etablere fælles fast etablerede forsøg konkurrerende nye typer, såsom droner og antidronesystemer.
Danmark er irrelevant, fordi politikerne har besluttet at vi ikke skal bruge de nødvendige penge før tidligst om ti år, og hverken politikere eller medierne er begyndt at diskutere, hvilke nationale og NATO-opgaver, vi skal prioritere at løse.