Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi. Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet eller en vaccine var klar.
I Danmark havde man alligevel ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.
Nøglepersonen her måtte meget naturligt blive Sundheds- og Ældreministeriets kendt stærke departementschef, Per Okkels. Han havde 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.
Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden fra optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise: 1) Hurtighed, 2) lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer, 3) centralisme, 4) fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører, 5) vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet, samt endelig 6) den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.
De to første karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.
Alle de fire første bestemte forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”. Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.
Sundhedsstyrelsen blev uden reel indflydelse opretholdt som magtens nødvendige faglige facade, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.
Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.
Da der jo konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.
I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.
Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.
Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing. Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.
Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af udlande som bl.a. Norge og Island. For en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde, se:https://www.fhi.no/nettpub/coronavirus/testing-og-oppfolging-av-smittede/smittesporing/?term=&h=1
Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til delegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats. Sammen betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.
Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.
At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for kun at jage tilbagevenden til normaliteten.
Medierne har helt svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.
Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise. Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.
Dette står klart, hvis man som jeg oplever den voksende bølge af hadske konspirationsteorier på de danske sociale medier. Elementerne er kendte: Ikke værre end en influenza/de gamle skal jo alligevel dø/vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret/regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme (jeg citerer, hvad jeg derefter blokerede). Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.
Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.