KRIGE I FREMTIDEN

Kritikere har efter en krig med foragt konstateret, at de tåbelige generaler i begyndelsen havde optrådt, som om de skulle udkæmpe den foregående større konflikt. En sådan optræden er selvklart ikke ideel, hvis der som situationen har været igennem godt 150 år skete væsentlige ændringer på det teknologiske eller samfundsmæssige område i de perioder mellem krigene, hvor optimister forventede, at krige som de foregående var slut.

DE NYE (IKKE-)KRIGE
Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i en bog fra 2005 imidlertid efter sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt som chef for de britiske styrker i Nordirland, at fremtidens krige havde ændret karakter. De ville blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som den han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991. Her var en anderledes general, som tænkte nyt.

Vestens oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev centralt i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere. Man kan se denne skole som liggende i forlængelse af den teoridannelse om begrænsede krige i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted op til i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bog fra 1992 om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig. Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekt, have omtalt sådanne konflikter som liggende uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten. Dvs. interventionskrige som på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra dem, der modsætter sig interventionen. Det ville ske, så nænsomt som muligt for befolkningen omkring de militære mål. Derefter blev indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp der – når nødvendigt – skulle støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet ville fortsætte, indtil situationen blev så rolig, at værtsregeringen kunne overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører rejste hjem.

Der er i disse nye krige ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander med støttefly, bevæbnede helikoptere, elektroniske kampmidler, kampvogne og artilleri.

Ganske vist måtte man forvente, at modstanderen pga. sin svaghed kæmpede beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love. Men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige samfund, der jo ikke opfattede sig som i krig, skulle styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne. Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den ”lawfare”, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendte man moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner.

I det omfang der fortsat var modsætninger mellem stater, ville man forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur gav for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

I det tilfælde, at cyberkrig ikke var tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kunne man vel uden, at dette blev gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen og fremkaldte et resultat, som modstanderne så måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp med FN-dommere.

Teorien bag de ”nye krige” viste sig snart uholdbar. Specielt har de vestlige lande vist sig uegnede til at føre interventionskrige. De var dels alt for utålmodige som besættelsesmagter, dels ude af stand til at sikre effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

De hjemlige fredstidssamfund blev pinligt berørte og havde vanskeligt ved at tage ansvaret for veteraner, der kom hjem som fysiske og specielt psykiske vrag. Andre havde derude under pres i kamp handlet på en uforståelig, uhensigtsmæssig og muligvis strafbar måde, som de hjemlige fredstidsmyndigheder og -politikere naturligvis afviste at tage deres del af ansvaret for.

Dertil kommer at Vesten, som amerikanerne i Vietnam, ikke har været så sofistikerede og beslutsomme, at man har kunnet sikre sig et bedre, stabilt, legitimt regime til afløsning af besættelsen.
Indsatsen i disse krige blev så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der netop skulle være skræddersyet til disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise blev beskåret til et lavere niveau, hvor en meningsfuld indsats var endnu mere urealistisk.

Hvis man fortsat blev bedt om at deltage i sådanne krige, skulle man begrænse sig til helt symbolsk tilstedeværelse, så man ikke kunne gives noget ansvar, hvis eller rettere sagt når det gik galt.

KORREKTIONEN FRA DE SIDSTE TI ÅRS KRIGE I MELLEMØSTEN OG ØSTUKRAINE
På et andet punkt har nykrigs-teorierne vist sig utilstrækkelige. Borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme her og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak og modoffensiverne i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synligt hensyn til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker, hvis handlinger man ikke behøvede at tage ansvar for.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler, fødevare- og vandforsyning dækket af løgnagtig propaganda. Det skete uden, at Vesten har vist nogen vilje til at reagere selv i situationer, hvor de ramte ikke var terroristerne.

Medens man i Vesten efter at man selv havde overladt kampene til andre fortsat diskuterede ”lawfare” rent teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen ser vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015. Denne krig er i stor udstrækning en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien, men har nu også fået karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran. Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme havde vi set under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014. Konflikten her har dels omfattet, hvad Rubert Smith ville karakterisere som den nu utænkelige traditionelle, industrielle krig mellem de to landes regulære hærstyrker. Dels har indsatsen – fra Ruslands side – omfattet skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater, som ikke var synlige og kritisable i hjemlandet.

Mens kampene i Østukraine var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig. Russisk succes blev fra starten sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditionel anvendelse af slagkraftigt feltartilleri samt luftværnssystemer, der holdt ukrainske kampfly væk.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.

STATSLIGE KRIGE OG LAV TROPPETÆTHED
Denne regulære konfliktmulighed, som af nye krigs-teorien afskaffede er åbenbart klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er blevet præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.

De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske og mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves. Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves.

Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent. Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.

Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.

Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.

I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i nullerne.

Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig i endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.

Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme). De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.

Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt. Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig. Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.

Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden, også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.

Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker og meget hurtigt, måske inden for et døgn. Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.

Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentielt fatalt ustabil situation.

Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i Østukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats, en opbygning med disinformationskampagne, cyberkrig på kamppladsen, mod hjemlandet og mod internationale kabler, massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb, angreb på navigations- og kommandosystemer.

En sådan konflikt er på vestlig side hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i general Valerij Gerasimovs russiske generalstab.

Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt med den ene sides accepterede nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, den nullernes teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant. Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.