Category: Artikler om Forsvaret

Baggrund for blogartiklen

Baggrunden er Center for Militære Studiers ”analyse” fra 20.4.2012, der kunne være skrevet af nutidig Erasmus Montanus. Den vil ikke blive gennemgået eller kommenteret direkte. Den er jo blot et ordrigt bestillingsarbejde, der sprog- og tankemæssigt upræcist forsøger at levere det, som de betalende i Forsvarsministeriet ønsker.

Da forfatterne er ahistoriske og uden den nødvendige kritiske militære indsigt, skrives uden systematisk inddragelse af operative og eller organisatoriske erfaringer og kendskab til, hvordan Forsvaret har arbejdet og planlagt i de seneste mange årtier. Andre svagheder vil indirekte fremgå af det efterfølgende.

Blogartiklen bygger på en løbende interesse for dansk militærpolitisk internationalt engagement siden begyndelsen af 1990’erne, fra militær støtte til baltisk integration i Vesten over FN-operationer til indsatsen i Afghanistan, over Libyen og i Indiske Ocean.

Artiklen skal også ses i forlængelse af de tidligere ”Romertal-artikler” her på bloggen med analyser af Forsvarets problemer.

Præmisser: Erfaringer fra dansk forsvars og danske politikeres ageren siden den Kolde Krig

En generel erfaring gælder for så at sige alle operationerne: Man kan ikke løse problemerne med anvendelse af militære midler – alene – og da slet ikke hurtigt. Indsatsen skal – uanset om det er organisatorisk og nationalt ubekvemt – effektivt koordineres af én ansvarlig myndighed på internationalt niveau, så efterretningsmidler, genopbygning, økonomisk hjælp, politiindsats og -opbygning, militær indsats og opbygning styres effektivt, og der skal være tid – mange års indsats – til, at man opnår målet, der aldrig kan være ”sejr”, men kun en eksternt acceptabel, lokalt bæredygtig udvikling. Dette indebærer for det første, at man – den intervenerende koalition – arbejder ud fra en realistisk helhedstrategi (eksempler: forståelsen af, at Albanien, Kosova, Serbien og Makedonien måtte håndteres parallelt/at effektiv piratbekæmpelse i rammen af international lov ikke kun kan ske på havet/at Afghanistan ikke kan stabiliseres, så længe man ikke tvinger Pakistan til at standse sin intervention). For det andet, at forudsætningen for succes er viljen til at sikre sig, at den nye politiske ledelse i ”værtslandet” er både internt effektiv og acceptabel i de intervenerende lande (som det med nogen succes er lykkedes på Balkan, men næppe i Irak og næppe i Libyen). Hvis disse krav ikke opfyldes, laver den militære indsats mere skade end gavn. Den er kun en symbolsk handling, drevet af en overfladisk døgnflueopinion i Vesten, som i bedste situation er hasardspil med fremtiden, hvor man ofrer menneskeliv i håb om en bedre fremtid.

Alle de internationale operationer, Danmark deltog i, drejede sig grundlæggende om at bidrage til opbygning af mere acceptable statsstrukturer i forskellige lande. Det har i nogle situationer (bl.a. Jugoslavien, Afghanistan, Libyen og nu – forsigtigt – Syrien) forudsat et indledningsvis regimeskifte) og i andre (som anti-pirat operationerne) kun medført bygning af luftkasteller for en stabil stat, men dette var det reelle mål, uanset om hvilken politisk korrekt modebetegnelse (så som Fredsoperationer og Stabilitetsoperationer), man gav indsatsen.

Uanset de problemer, som militær statsbygningsstøtte indebar og indebærer, måtte og må den finde sted det sted, hvor mennesker bor og skaber problemer, dvs. på landjorden, ikke på havet og i luften. Indsatsen i de seneste tyve år gør også klart, at det ikke er holdbart at regne med, at man kan agere effektivt i sådanne operationer med alene lette, bløde, humanitære enheder. De er til grin i de machosamfund, der skal lære bedre. Effektivitet indebærer ikke, at man skal have mindre evne til at forsvare sig selv eller lægge pres på lokale bander, men at man skal have betydeligt forstærkede resurser på ingeniørområder (konstruktion og minerydning) samt på signalområdet.

Danmark er en småstat, der i bedste fald – en lille smule – kan påvirke, hvad der sker og dette, kun hvis vi både kan tilbyde, hvad de større ser som en værdifuldt bidrag, og hvis vi så på grundlag af selvstændig analyse af muligheder og behov stiller betingelser for vores deltagelse. Det sidste har vi ikke gjort, også fordi normalt ikke forsøgte at gennemføre en selvstændig analyse. Danmark kan som småstat ikke have en generelt anvendelig ”militærstrategi”, det er varm luft fra managementkurser. I begyndelsen af 2000-tallet besluttede dansk politisk-militær ledelse, at Forsvaret skulle opbygges som en værktøjskasse med et antal moduler, som kunne komme med ”først ind og først ud”. Der var intet krav om selvstændig analyse af den mulige mission og betingelser for deltagelse. Man leverede derfor kun kanonføde, og missionerne blev udstrakte, fordi statsbygning og genopbygning altid tager tid.

Udviklingen har været hårdt ramt af afprofessionaliseringen af ikke mindst hærens officerskorps siden den intensive praktiske kadreuddannelse i enhedsramme, der fandt sted under den Kolde Krig. I stedet for at udvikle sin professionalisme, så den passede til den nye situations krav, og derefter kunne give relevant professionel rådgivning til den politiske ledelse, fokuserede man på at lære og agere efter ”New Public Managements” pseudosprog, og man lærte fra de militære embedsmænd i Forsvarsministeriet helt ned til oberstløjtnantsniveau i Afghanistan først og fremmest at tænke politisk, dvs. forhåndsindarbejde politiske ønsker, før de blev udtrykt. Fordi, man ikke havde fulgt og forstået den amerikanske-britiske doktrinudvikling siden 2006, kom man i baghånd i Armadillo-sagen. Denne sag viser – som debatten om antal tilbageholdte – i øvrigt i pinlig grad officerskorpsets tilbøjelighed til at forhåndspolitisere. Hvor langt man er kommet ud på dette skråplan, og hvor uacceptabel denne udvikling er, demonstreres af de 52 unge officers mistillidserklæring til deres militære foresatte, men Hommelsagen demonstrerede tidligt forsvarsledelsens totalt manglende forståelse af ansvarlighed over for de udsendte.

Det er imidlertid følgende uudtalte erfaring fra de sidste ti år, der ud over presset fra finansministeriet om at spare og effektivisere driver den nuværende forsvarsudvikling. Man – dvs. politikerne bredt fordelt over det politiske spektrum – er blevet dybt chokeret over omkostningerne over operationerne i Afghanistan, herunder først og fremmest de dræbte, invaliderne, de psykisk kampskadede og risikoen for lokale dræbte og skandaler med indenrigspolitiske virkninger. Man ved eller forstår ikke, at nogle af disse problemer blev forværret af det forhold, at hæren ikke var og er organiseret og udrustet til at gennemføre og fortsætte så krævende og langvarige operationer, og at den nævnte udvandede professionalisme øgede problemerne. Derfor valgte man fra regeringens side her i vinter at lægge op til en så dramatisk reduktion af hæren, at det ikke skal være muligt at deltage i sådanne operationer i fremtiden. Det er baggrunden for de diffust indpakkede anbefalinger i Center for Militære Studiers analysepapir. Man ignorerer herved, at den internationale indsats har haft og fortsat vil have til formål at levere et relevant bidrag til de operationer, som vore store partnere finder relevant. Det er næsten sikkert, at den eneste virkning bliver, at de resterende dele af hæren bliver endnu mere belastet, dvs. at de bliver straffet for deres indsats for Danmark i de sidste ti år gennem ekstra belastning af færre. Danmark kan som nævnt som småstat med markeringsønske ikke gardere sig ved at lave en national ”Militærstrategi”.

Udfordingerne

Lad os se på udfordringerne kompasset rundt:

Mod vest tillader USA økonomiske situation ikke, at landet opretholder sin massive interventionskapacitet. Dette uanset om Demokraterne eller Republikanerne vinder valget. Det er allerede klart, at Demokraterne med de resterende styrker vil koncentrere sig i Stillehavet i et forsøg støtte allierede her mod eventuelle pressionsforsøg fra de hurtigt voksende kinesiske styrker.

Mod nord betyder den sandsynlige bortsmeltning af polarisen, at der bliver behov for at hævde dansk suverænitet og resurseinteresser indtil det tidspunkt, hvor grønlænderne måtte vælge en anden beskyttelsesmagt.

Det russiske politiske system er indtil videre ikke på vej i en retning der gør, at man kan udelukke, at intern magtkamp igen – som i 2008 over for Georgien – kan føre til militært tryk på et naboland fra det tidligere Sovjetunionen, hvis dette gennem en fremprovokeret krise i nabolandet kan ske uden risiko for optrapning. Det er stadig populært at fremkalde ”respekt” og ydmyghed (forstået som i mafiasammenhæng) i små nabolande, der i den russiske befolknings flertal geostrategisk hører sammen med Rusland. Det er ikke tilfældigt, at et pragmatisk og modent naboland som Finland – med rødder i forståelse naboen, der er langt større og dybere end bl.a. vores – opretholder et stærkt territorialforsvar bygget på værnepligt. Bortset fra Finland er Ruslands vestlige naboer medlemmer af NATO.

Umiddelbart mod sydøst og syd betyder den dynamik, der er fulgt af det arabiske forår og magthavernes modstand, at det eneste, der er sikkert, er, at alvorlige sikkerhedspolitiske og visuelt og humanistisk set ubehagelige udfordringer af enhver type er mulige nu er mere sandsynlige. De kan variere fra begrænsede grænsekrige, herunder eventuelt med inddragelse af NATO-medlemmet Tyrkiet, over politisk-ideologiske borgerkrige til territorial- og resursekonflikter mellem de nye stater, der opstår ved sammenbruddet af stater som Libyen og Syrien, som det har været og er tilfældet i Sudan. Syd for Sahara synes konflikter nu først og fremmest at være drevet af muslimske befolkningsgrupper forsøg på at presse Sharia-lovgivning over hele eller dele af stater. Alle konflikter mod syd øger immigrant- og flygningepresset mod Europa og de interne konflikter, der følger heraf.

Nationale interesser og affødte opgaver

De eneste opgaver, som Danmark kan løse med egne militære midler, er suverænitetshævdelsen og forsvaret af det syddanske område, og det skyldes alene, at der ikke eksisterer reelle trusler om militær invasion eller fjernangreb mod territoriet i en overskuelig fremtid.

Mod nord kan vi opbygge en kapacitet til at konstatere krænkelse af grønlandsk territorium og økonomiske interesser, og vi kan og bør opretholde dem, så længe grønlænderne ønsker det, og indtil der opstår en reel udfordring fra et større konkurrende land. Hvis det sidste sker, betyder det forhold, at vi er en småstat, at vi eller grønlænderne selv må søge støtte fra en stormagts magtmidler.

Som europæisk småstat er det en potentielt vital interesse, at ikke alene det praktiske samarbejde i NATO fortsætter, men at Atlantpagtens Artikel V fortsætter med at give en troværdig dækning af alliancens periferilande i øst og sydøst. Dette er mindst nødvendigt, fordi alliancen i sin satsning på interventionsstyrker har presset de små østeuropæiske lande til at nedlægge de små territorialforsvar, de havde. Hvis deres territorium først er krænket militært udefra, er det for sent at håndtere situationen. Det er derfor af central interesse, at andre NATO-landes styrker gennem rutinemæssig øvelsestilstedeværelse og organisatoriske tilknytningsforhold (som mellem danske og baltiske landmilitære hovedkvarterer), understreger Artikel V’s troværdighed. På nuværende tidspunkt er det ikke mindst USA, der sikrer denne markering, men det er langt fra sikkert, at dette vil fortsætte, og de affødte problemer er først og fremmest europæiske.

I de sidste tyve år har Danmark lagt vægt på at kunne bidrage meningsfuldt til næsten alle de internationale operationer, som vores primære store allierede USA og Storbritannien har ønsket vores bidrag til, og Danmark har – uanset regeringens farve – lagt vægt på ikke at trække sig ud tidligt, selv om deltagelsen gjorde ondt. Det gjorde ofte meget ondt, fordi vore styrker hverken indledningsvis havde den nødvendige uddannelse, og fordi de aldrig fik en størrelse, der kunne støtte opretholdelsen af engagementet uden at skævvride strukturen gennem konstante nødløsninger og improvisationer. At det overhovedet har været muligt under massiv kontraktopsigelse skyldtes den hurtige ”friskning” har hæren, der var en følge af de mange soldater, der tegnede korttidskontrakter i forbindelse med værnepligtstjeneste.

***************************************************
At fjerne muligheden for effektivt – dvs. også over længere tid – at bidrage til at stabilisere sammenbrudte stater, som har været den centrale opgave i dansk militær indsats i tyve år, kan man godt kalde et ændring af dansk militærstrategi. Så skal man imidlertid gøre dette klart for befolkningen og vores allierede, at det er, hvad vi har valgt i forskrækkelse over omkostningerne i de sidste ti år. Vi vil fortsat kunne støtte ved at luftbombe og gennemføre politiindsats på havet, men vi kan ikke sikkert og effektivt hjælpe inde på land, og muligheden for at støtte troværdigheden af Atlantpagtens Artikel V vil samtidig blive meget væsentligt svækket.

Dette sådan uden Erasmus Montanussprog.

Man glemmer i sin ophidselse at understrege, at besættelsen af basen var sket på britisk direktiv tidligere, og at beslutningen om rømningen var en følge af det ændrede koncept for oprørsbekæmpelse, som var inspireret af amerikanerne. Da der – som jeg har beskrevet i min kronik i Politiken (læs på www.clemmesen.org) – ikke forventes eller eksisterer en strategisk politisk-militær dialog om faglige spørgsmål i Danmark, bestemmes alle militære dispositioner i missionsområderne af andre, normalt indenrigspolitiske, forhold.

Operationerne i Afghanistan var ikke drevet af indsigt eller forståelse af, hvad situationen nødvendiggjorde. Det forventede og forventer danske regeringspolitikere – og slet ikke Forsvarsministeriet – normalt ikke, at landets sagkyndige forsvarsledelse skal kunne tage ansvarlig stilling til. Man er – eventuelt – klar til at lytte til andre landes militære sagkundskab, dog nok specielt, hvis det ubekvemme skulle ske, at offentligheden får kendskab til dens rådgivning.

Det overordnede udenrigspolitiske formål er altid at sikre en høj profil, dvs. af behovet for at kunne opretholde “tilstedeværelsen foran det Hvide Hus“. Hvis rømningen af Armadillo kunne true den indenlandske støtte til at blive her, var der ikke grund til hurtigt at reagere på modeskiftet i anglo-amerikansk oprørsbekæmpelsestaktik, i hvert tilfælde ikke før, man havde haft mulighed for at forklare dette for befolkningen. Hvis forsinkelsen medførte tab var dette i denne forbindelse – ud fra det danske formål med tilstedeværelsen – acceptabelt.

Forsvarsministeriet fastholdt på tilsvarende måde beslutningen om at deployere at militær radar til Afghanistan på trods af, at både NATO og Forsvarschefen i dette tilfælde fandt deployeringen sagligt irrelevant i forhold til situationen i Afghanistan.

Forløbet viser, at den nuværende regerings reaktion over for Armadillobeslutningen enten er kynisk indenrigspolitik eller blot demonstrerer samme svigtende evne til kritisk tænkning, som Politiken demonstrerer i sin behandling af sagen. I den situation var det et rent dansk forsvarspolitisk – dvs. indenrigspolitisk – behov om at anvende radaren, der blev bestemmende. Nu havde vi købt og klargjort denne radarenhed, og så skulle den også til Afghanistan. Det er betegnende, at selv den nuværende regering af forskellige rent danske grunde støtter denne Forsvarsministerielle beslutning.

Grundproblemet var og er det grundlæggende arrogante syn på ansvarligt dansk militærsagligt input, der i årevis har præget ministerens nærmeste rådgivere i Forsvarsministeriet, og som har har vænnet forsvarsledelsen af med at kunne generere en sådan. De manglende krav om ansvarlighed og sagkundskab medførte, som blev beskrevet i Politiken-kronikken, at den danske forsvarsledelse havde glemt kravet om professionel ajourføring (så man ikke forstod englændernes strategiskift og de efterfølgende ønsker fra de udsendte) og det forhold, at generaler i småkrige ikke mindst skal være loyale mod de udsendte og lytte til dem.

Det seneste og langt alvorligere eksempel på denne virkelighed er det ordmæssigt rige, men reelt substanstomme præmispapir, som uden om de ansvarlige eksperter i Udenrigsministerium og den professionelle forsvarsledelse er blevet produceret af ordrige teoretikere som præmispapir for den kommende ordning af forsvaret.

Regeringen arbejder diskret på i afgørende grad at ændre, reelt bevidst kastrere, Danmarks militære muligheder. Den har travlt, og ønsker at nå til et nyt forlig allerede til sommer. Man har ikke tid til at vente på forligsperiodens udløb. På trods af den dramatiske karakter af de ønskede ændringer og reduktioner ønsker man ikke at gå via diskussionerne i en bred forsvarskommission – eller andre ikke-kontrollede diskussioner.

Regeringen finder åbenbart, at man skal have en sikkerhedspolitisk ’indgangsbøn’ til de ønskede begrænsninger og ændringer, og had derfor bedt det forsvarsbudgetbetalte ’Center for Militære Studier’ på Københavns Universitet om at lave dette papir. Analysen skal præsenteres i overmorgen, fredag 20. april, ved en konference på universitetet.

Forsvarsministeriet annoncerede i går konferencen således: ’Op til afholdelsen af konferencen har Center for Militære Studier (CMS), Københavns Universitet, udarbejdet en analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik. Analysen er udarbejdet på centrets ansvar, som en forskningsinstitutions frie og uafhængige betjening af forsvarsforligskredsen (min fremhævning) i overensstemmelse med den overordnede rammeaftale om CMS indgået mellem Forsvarsministeriet og Københavns Universitet i 2010.’

Jeg skal i denne korte blognotits ikke komme ind i en analyse af centrets arbejde. Det er jeg bundet til at vente med til efter fremlæggelsen fredag.

Her skal blot konstateres, at der overhovedet ikke er tale om et uafhængigt arbejde, som man påstår i den citerede meddelelse.

Regeringen er allerede – uden reelt at inddrage forligspartierne – dybt inde i struktureringen af det fremtidige forsvar.

Forsvarsministeriet har under ’konsultationer’ med centret, der jo netop blev flyttet fra placeringen på Forsvarsakademiet for at sikre dets selvstændighed, sikret sig, at analysen kom til at støtte de allerede tagne strukturbeslutninger.

Dette gør, at den påståede uafhængige analyse bliver en ren efterargumentation for de allerede iværksatte strukturvalg, en argumentation, der med ahistorisk substanssvagt politologisk frasefyld skal manipulere opinion og de politikere, der er skeptiske eller kritiske over for den vej, regeringen vil presse Forsvaret gennem reduktionerne.

“He (Obama) must prepare the US and the world for the fact that the present level of US, allied, Afghan, and Pakistani casualties will almost certainly double and probably more than tripled before something approaching victory is won. He must be honest about the long-term financial cost of both the fight and the aftermath. The US and its allies will need to provide aid and advisors years after the peak periods of combat are over – if we win.” (Anthony Cordesman, 1/11/2009: http://csis.org/publication/afghan-decision).

Vestens indsats i Afghanistan er nået til den ’kulminations’-fase, som Hitlertyskland oplevede på Østfronten i 1942-43. I begge tilfælde var og er problemet en urealistisk og svigtende strategisk ledelse af krigsførelsen, men hvor Tyskland og landets allierede fra 1943 reelt manglede resurserne til at sejre, har kilden til kalamiteterne for Vesten været amerikansk tåbelighed og en europæisk indsats, der svingede mellem halvhjertet og symbolsk.

Resultatet ser nu ud til at blive, at vi om få år oplever kombinationsvirkningerne af en islamistisk sejrseufori i islamiske lande samt hjemme hos os selv og et støvende kollaps af den endeligt svækkede, korruptionsforgiftede statsmagt i det atombevæbnede Pakistan.

I Pakistan kommer det sandsynligvis ikke til at vare længe, før den nuværende offensiv i Waziristan viser sig frugtesløs og kontraproduktiv. Hærens bedste kampenheder (Frontier Force- og Baloch-regimenterne) er rekrutteret i de oprørsramte nordvestlige grænseprovinser og Baluchistan. De af dens officerer, som nu er bataljons- og brigadechefer, og hvoraf mange kommer fra samme områder, blev som yngre under tidligere hærchefer bevidst islamistisk radikaliseret for kampen mod Indien. De bliver kun fastholdt i tvivlsom loyalitet af de privilegier, de nyder på befolkningens bekostning. Den for enhver hær afgørende kaptajnsgruppe, som udfører disse chefers ordrer, må vurderes som labil og vred.

En af vor tids bedste og mest produktive skribenter om krig, briten Colin S. Gray, skrev for nogle år siden, at strategi (forstået som ’broen’ mellem den politiske hensigt og de militære styrker) har et betydeligt antal ’dimensioner’, som må tillægges forskellig vægt i forskellige konflikter. En dimension er dog altid af central betydning, det er ’Tiden’. Det er særdeles vanskeligt eller umuligt at kompensere for mistet tid.

Det er imidlertid netop den mistede tids situation, som trojkaen Bush-Cheney-Rumsfeld bragte Vesten i efter den lette sejr i Afghanistan i 2002. De mere eller mindre overlod landet til sig selv for at afskaffe Saddam Hussein, et i øvrigt prisværdigt projekt, som de derefter, inkompetente, også tabte på gulvet, så det næsten ikke kunne reddes. I Afghanistan var den resterende amerikanske militære tilstedeværelse og den helt utilstrækkelige anden vestlige militære og økonomiske indsats ikke nok til at sikre et nyt folkeligt støttegrundlag til en medbragt, tam pasthun, som den krigs- og Taliban-trætte afghanske befolkning valgte til præsident i 2004. Hamid Khazai var henvist til at sikre sin magt gennem traditionelle økonomisk-politiske ydelser (dvs. korruption, her baseret på opiumeksport) samt samarbejde med de krigsherrer, som i de foregående år havde medvirket til at ødelægge landet.

Danmark var med tidligt, først med specialstyrker, hvor regeringen måtte ignorere de folkeretlige forpligtelser knyttet til muligheden af at tage fanger (noget man gentog ved Irak-styrken og som førte til forsøget på symbolofring af Annemette Hommel og andre). Vi bidrog dernæst ved forsøget på at sikre Khazai’s hovedstad med en international styrke, som amerikanerne følte hævet sig over at deltage i.

Da moden for halvhjertet opbygningsindsats efter 2003 ændrede sig til at være centreret om kombineret militær-civile genopbygningshold i den afghanske provins, bidrog vi så mange steder som muligt. Vi førte symbolsk venskabspolitik over for vore gamle og nye samarbejdspartnere ved at bidrage til de svenske, tyske og litauiske hold.

Der synes selv ikke på dette tidspunkt fra dansk side at være gennemført en selvstændig analyse af situationen i Afghanistan og nabolandet Pakistan, der kunne danne grundlag for beslutningen om at landet bidrog med militære og andre midler i konflikten. Man fordelte blot de småbidrag, som man havde til rådighed på de militære fredstidsrutinehylder, efter ønsket om politisk synlighed. Det eneste, som sandsynligvis konstant skete, var at Forsvarets Efterretningstjeneste nøgternt vurderede det akutte risikoniveau.

Denne optræden var ikke blevet væsentligt ændret, da Vesten i 2006 erkendte, at man var tvunget til at hjælpe Khazai med at fratage Taliban kontrollen over de sydlige provinser Kandahar og Helmand. Man fandt så en missionsgarvet let bornholmsk opklaringseskadron på hylden og sendte den af sted med et anakronistisk mandat. Dette skete på trods af, at briterne, i hvis styrke enheden skulle indgå, havde erkendt, at opgaven ville blive traditionel, krævende oprørsbekæmpelse. Der fandtes på det tidspunkt endnu ikke nogen forståelse af oprørskrigens vilkår og behov i dansk forsvar, nok fordi en sådan ville have krævet løbende professionelle dybdestudier, noget som ikke havde været forventet af danske officerer i de foregående 15 år. Kun kombinationen af bornholmernes rutine og dygtighed, rådigheden over mørkekampsmateriel samt svineheld hindrede, at det endte i en katastrofe (læs Lars Uslev Johannesen: De danske tigre fra sidste år, hvis du er i tvivl).

De vestlige regeringer erkendte selv ikke efter de meget hårde kampe i 2006 og 2007, hvad sagen drejede sig om. Styrkerne i Afghanistan gennemførte både målrettede og andre ’seach-and-destroy’-operationer, og anvendte så meget ildkraft, at man med sikkerhed bidrog mere til fremtidig modstand, end man undergravede denne.

Fredstidsrutineforvaltning af personel og enheder fortsatte for de europæiske landes vedkommende, på trods af den uprofessionelle idioti, som dette repræsenterede. Nøglepersonel i militære stabe blev kun udsendt i 6 måneder. Når de endeligt var ved at forstå forholdene, blev selv de officerer hjemsendt, som var åbne og begavede nok til at lære og forstå, hvad sagen drejede sig om. De nyankomne chefer og stabsofficerer var amatører i krig, endnu mere i oprørsundergravende indsats, og havde kun overfladisk forberedelse i afghanske forhold. Medens de udsendte enheder løbende blev stadigt bedre udrustet og forberedte, hindrede den hurtige rotation af nøglepersonellet, at operationens ledelse kunne blive professionel og opbygge det netværk af lokale kontakter, der er helt afgørende i indsatsen mod et oprør.

Indsats i krig kan i øvrigt kun bringes over amatørstadiet, hvis organisationen anvender situationen til at fjerne de officerer og befalingsmænd, der viser sig mindre egnede, og kun, og hurtigt, udnævne dem, som i praksis viser, at de forstår og kan deres profession.

Dette sker selvfølgelig ikke for de danske enheders vedkommende. Medens vore soldater slås og dør, betragter politikerne, forsvarsledelsen og pressen sig som i fred, hvor man hos en forsvarschef primært lægger vægt på hans evne til at klare et Klement Kjærsgaard talkshow. Forsvarschefen evne til professionel rådgivning er ligegyldig. Forsvaret er jo kun prestige- og indenrigspolitik.

Hjemvendte fra krigen må nikke genkendende til bemærkningen David H. Ucko’s kritiske analyse i ‘The New Counterinsurgency Era. Transforming the U.S. Military for Modern Wars‘ fra i år, hvor han konstaterer med citat (p. 87), at “frequent complaints (made) off the record, by officers home from Iraq, that visiting the Pentagon can be like visiting a distant planet where the war is just a speck in the sky“.

De nationale problemer med at hæve sig over fredstidsoptræden forstærkes af, at forholdet mellem NATO-landene helt domineres af normal diplomatisk, effektivitetsundergravende høflighed og hensyntagen. Chefer og stabsofficerer, der viser sig som dumme, uprofessionelle eller uden samarbejdsevne får i normalitetens og konfliktskyhedens navn lov til at fortsætte. Det er jo – i stabene – blot for sjov, det varer kun et par måneder, før vi slipper af med det trælse kvaj. (læs Thomas Larsen: Dagbog fra Afghanistan fra sidste år for eksempler). Fejltagelser går jo kun ud over soldaterne og civile Afghanere og fremmer mulighederne for nederlag.

Den effektivitetsødelæggende høflighed gælder også den helt afgørende civile genopbygningsindsats. Et af de allerstørste problemer er kombinationen af proletarisering, korruption og uduelighed i det afghanske politi. Det har været klart fra starten, at tyskerne, der havde påtaget sig opbygningsopgaven på dette område, kun gennemførte aktiviteter, som med venlighed kunne siges at være relevante for langtidsopbygningen af en demokratisk politiledelse i en større østtysk provinsby. Det skulle være stoppet straks, og relevant indsats startet.

På trods af, at det lokale politi er helt afgørende for missionens succes, og, som det ved drabet på de fem britiske soldater tragisk blev demonstreret, er der ikke tegn på, at de internationale styrker binder dem til sig ved at betale deres løn og gøre dette efter demonstreret effektivitet og på et niveau, så de frigøres fra afhængighed af lokale magtforhold og korruption.

Selv i forhold til genopbygningshjælpen fra eget land er man helt uvillig til at sikre koordination af al indsats ved at oprette en civil-militær enhedsledelse i form af én bemyndiget repræsentant for den danske stat, der kunne samarbejde med tilsvarende fra totalbemyndigede personer fra allierede og de afghanske myndigheder. For ikke at opleve en ubehagelig placering under en embedsmand fra en anden del af statsmagten har man opfundet begrebet ’samtænkning’, en eufemisme for halvhjertet og ansvarsløst samvirke.

Så meddelte et par af forsvarets personelorganisationer, at de gerne vil hjem fra Afghanistan. Det er både forståeligt, pinligt og irrelevant. Krigstjeneste er ikke frivillig ekstremidræt, men en opgave som de ansatte i Forsvaret har valgt som profession, og hvor de må gå ud fra, at den konkrete indsats er besluttet på et solidt grundlag af landets demokratisk baserede regering.

De pressefolk og politikere, der synes, at udtalelserne er interessante, burde for længe siden have sikret, at den hjemlige håndtering af Vestens indsats og Danmarks bidrag blev bygget på en grundig og åben analyse af situationen, muligheder, behov og virkninger af alternativer og af et nederlag.

De ansvarlige burde og bør sikre, at landet ikke sætter vor tids danske soldaters og andre udsendtes liv på spil i noget, der er som deres bedstefædres indsats var den 9. april 1940 og 29. august 1943: Blot en bekvem symbolsk statsning af nogle – andre – landsmænds liv, fordi man var og er for halvhjertet til at gøre det nødvendige, og derefter fortsat optræder som en struds, der med hovedet i busken afventer et ufortjent mirakel.

De første nationale skridt i et sidste forsøg på padle væk fra vandfaldet ville være:
1) Udpegning af en statslig befuldmægtiget for al – civil og militær – dansk indsats i Afghanistan med placering i Kabul og en stedfortræder i Kandahar. Den pågældende refererer direkte til stats-,udenrigs- og forsvarsministerierne.
2) To års tjeneste for alt militært og civilt nøglepersonel (chefer of stabsmedlemmer) i missionerne. ½ års overgribning. Tilfredsstillende tjeneste i missionen forudsætning for udnævnelse til næste grad for majorer og højere grader. I det hele taget skal tilfredsstillende tjeneste belønnes med fordobling at anciennitetet, dvs. at et halvt års tjeneste skal betyde, at officeren eller befalingsmanden placeres 6 måneder før personer uden udsendelse mhp. udvælgelse til udnævnelse og adgang til attraktive kurser o.l.
3) Invitation af allierede til at kritisere dansk personels effektivitet og optræden – samtidig med at vi meddeler vore allierede og afghanerne, at vi forbeholder os samme ret og pligt over for dem (den bedste ramme for en effektiv kritik er sandsynligvis en international monitørgruppe sammensat af personer med anerkendt fremragende tjeneste i missionen).
4) Direkte og omfattende engagement i udviklingen af det lokale politi i Helmand, noget der skal knyttes sammen med en betydelig udvikling af den danske styrkes efterretningskapacitet. Også her to års tjeneste med ½ års overgribning.

Dette blot som en start – straks.

Nu foreslås så, at man skal koncentrere de for få styrker om de større byer. Formålet skal være at skaffe tid til at opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker. Koncepten er drevet af samme logik som Hitlers frontforkortninger på Østfronten under 2. Verdenskrig (meget naturligt, når man som ovenfor nævnt har passeret et tilsvarende kulminationspunkt). Den afspejler også den sovjetiske optræden i Afghanistan før den endelige tilbagetrækning. Man vil skabe tid til et eller andet mirakel kan komme til at virke, uden at man selv behøver at ændre optræden.

Forudsætningerne for, at denne løsning ikke – som for Hitler og Sovjet – blot bliver en smertefuld lidt længere vej til det sikre nederlag, er blandt andet:
1) At der i disse byer bliver mulighed for at optage og beskytte den befolkning, der flytter med for at unddrage sig oprørernes hævn for samarbejde med regeringsstyrkerne og deres allierede. Hvis hovedparten af befolkningen bliver i de rømmede områder og ser skolerne blive sprunget i luften og pigerne sendt tilbage til middelalderen, er dette et tegn på, at strategien er forkert. Hvis de følger med som interne flygtninge, hvilket på én måde er en positiv reaktion på vor indsats, leder dette til andre problemer.
2) At disse bycentrer herefter bliver mere effektivt sikret mod Taliban-infiltration. Med erfaringerne med terroristangreb i Kabul og Peshawar syd for grænsen kan man alt andet lige stille spørgsmålstegn ved, om dette er muligt. Hvordan skal man i øvrigt sikre forsyningen til byerne, hvis vejene er for usikre? – med luftbro? Byerne og udviklingsprojekter er afhængige af el fra vandkraftsværker langt fra de tæt befolkede områder. Dette gælder som muligvis bekendt også Helmand. Hvordan vil man løse det problem?
3) At rømningen ikke bliver opfattet som et nederlag og vestligt prestigetab i den Afghanske befolkning som afgørende forgifter dens tro på regeringens sejrsmuligheder.
4) At strategien ikke undergraver mulighederne for den nødvendige yderligere rekruttering til hæren og politiet. At den ikke skaber risiko for at undergrave moral og fremtidstro i de eksisterende enheder samt fastholdelsen af den egnede del af personellet.
5) At skridtet ikke forværrer mulighederne for oprørsbekæmpelse syd for grænsen i Pakistan ved at frigive landområder nord for grænsen, der kan anvendes som baser for ‘pakistansk Taliban’s krig mod den svage pakistanske regering. Da der er tale om beslægtede pashtu-stammer nord og syd for grænselinjen, er det nødvendigt at se på hele området under et.

Der synes klart, at Vesten er ved at opgive at gøre det, som er nødvendigt, og koncentrerer sig om at gøre det utilstrækkelige, som man kan blive enige om – for derefter at sidde i rundkreds med hovedet i busken og krydsede fingre under håbefuld og positiv samtænkning.

Man læste i Politikens interview med Søren Gade den 6. oktober, hvilke egenskaber han syntes, at den nye forsvarschef skulle have. Politikerne skulle kunne have tillid til den nye chef, fordi denne kendte og forstod det politiske spil og på grund af, at han kan kommunikere. Man blev desværre her, som tidligere i forløbet, bekræftet i opfattelsen af, at ministeren generelt bliver dårligt rådgivet af Forsvarsdepartementet.

At man skal kunne have tillid til Forsvarschef, er givet. Men det her væsentlige er, hvilke egenskaber der gør, at man kan have tillid til denne formelle leder af landets militære profession. ’Man’ er jo ikke kun regeringen, involverede folketingspolitikere og embedsmændene i Forsvars- og Finansministerierne, men folket, skatteborgerne og ikke mindst de ansatte, som i overmorgen kan befinde sig i Centralasien, i Afrika eller ud for Somalia – og disse ansattes familier.

Man skal ikke kun kunne have tillid til chefen fra politikernes og deres apparats side. Han eller hun skal også fortjene de ansatte og deres familiers loyalitet. Det indebærer evnen og viljen til, om nødvendigt, at kunne vise civilcourage til at sige nej samt stille krav til mandater og bemyndigelse, uddannelsesvilkår og udrustning samt vilkår under og efter udsendelsen, der gør, at de udsendte gives acceptable muligheder for at løse opgaven.

Dette stiller ud over karakteregenskaber som rygrad og ansvarsvilje og -glæde krav om en bred og solid professionel erfaring og indsigt, som er alment kendt og respekteret af kolleger. Det må dybdeforstås, at et karriereforløb vekslende mellem Slotsholmen og Forsvarets centrale stabe – med kun et par år som uddannelsesforvalter i en garnison – kun kan gøre en person til en uniformeret embedsmand, ikke udvikle en tillidsvækkende militær professionalisme.

Forsvarschefen skal kunne fungere som reel og aktiv leder af et stort netværk af militært professionelle rådgivere fra bl.a. den operative kommandoer og Forsvarets Efterretningstjeneste, men nu også energisk inddragende udsendte i missionsområder og allierede hovedkvarterer. Effektiv rådgivning skal hvile på evnen til at forudse udvikling og behov både i eksisterende og under mulige fremtidige operationer. Man skal og kan med sikkerhed kunne forudse juridiske og praktiske problemer i missionsområdet og herhjemme, f.eks. som da man sendte specialstyrkerne eller senere bornholmerne til Afghanistan, flåden på sørøverjagt eller en besættelsesstyrke til Irak. Alvorlige problemer med psykiske kampskader og behov for familiestøtte var på ingen måde uforudseelige, og da slet ikke med organisationens eksisterende ramme for enheds- og personelforvaltning. Først at reagere bagefter viste en alvorligt svigtende professionalisme i rådgivningen, som det er helt uacceptabelt at fortsætte med. Effektiv rådgivning indebærer evnen til at kommunikere til de politiske beslutningstagere, så de lytter, også til de mindre ønskelige råd. Effektiv rådgivning indebærer, at politikerne ved, at hvis de slet ikke lytter, må Forsvarschefen på grund af loyaliteten til sine ansatte i sidste instans trække sig.

For at rådgivningen skal kunne virke, skal også Forsvarsstabschefen have en bred professionel erfaring og profil, gerne en, der kompletterer Forsvarschefens. Han eller hun er leder af den forvaltning, der sikrer effektiv udførelse af de politiske beslutninger. Hvis Forsvarschefen skal kunne have tillid til sin nærmeste hjælper, er det afgørende, at denne ikke mod hans ønske pålignes ham af Forsvarsdepartementet, som det er sket to gange inden for de sidste tre årtier. At noget sådant sker skyldes en desværre ofte udbredt arrogant holdning blandt departementets embedsmænd kombineret med en direkte adgang til ministeren. De ser i folkene i Forsvarskommandoen og værnene som kontrære, ineffektive og lidet lydhøre overfor skiftende politiske ideer og moderetninger i forvaltningen. Holdningen udvikles let hos folk i alle dele af centraladministrationen. De rammes jo aldrig direkte af realiteterne og føler ikke ansvar nedadtil mod virkeligheden.

Ud over at være rådgiver er forsvarschefen også overordnet leder af den forvaltning og alle de aktiviteter, der støtter og udvikler enhederne ude og hjemme. Dette kræver, at han eller hun har en personlig erfaringsbaseret – altid kritisk – holdning til de eksisterende måder, som organisationen er indrettet på og fungerer samt til de moderetninger i forvaltninger, der ikke er forenelige med en deres strukturs opgaver og karakter. Holdningen skal være kombineret med en sej vilje samt evnen til at motivere og lede de ansatte mod reformer og forvaltningsmæssige forenklinger – på trods af at disse fjerner effektivitetsblokerende privilegier – samt vilje til at få handlefrihed til at gøre det nødvendige. Den kommende Forsvarschef skal således have styrke til at gøre det samme ved sin organisation, som Michael Christiansen for nogle år siden gjorde med det Kongelige Teater.

Den kommende Forsvarschef skal udnytte de specielle forhold, der gav ham stillingen, til at vise og tage ansvar.

Trist bekræftelse:
I Berlingskes Magasin den 18. oktober viderebragte Christian Brøndum resultatet af sine samtaler med primært politikere om deres forventninger til den nye Forsvarschef.

Her blev bekræftet, at der overhovedet ikke eksisterer en erkendelse af, at Forsvarschefen skal være andet end et civiliseret, åbent menneske i uniform, der med ro, charme og udstråling kan sælge organisationen selv i Clements talkshow.

Kun Mikkel Vedby Rasmussen demonstrerede en forståelse af, at der er grundlæggende problemer i organisationen. Men han er jo også kun lige sluppet ud efter tre år inden for murene som chef for DIMS, det institut der skal levere solide efterargumenter for, hvad Forsvaret gør.

I øvrigt ses der hos de interviewede ingen erkendelse af, at der kan være struktur og ledelsessvigt bag de senere års meget alvorlige styringsproblemer på økonomi- og materielområderne og den sidste ‘happening’ i samspillet med omverdenen. Ingen erkendelse af, at man bør kunne kræve professionel forudseenhed og klar, om nødvendigt kritisk, tanke og tale af den nye Forsvarschef.

At vi har så svagt forberedte forsvarspolitikere skyldes også, at mediernes interesse og forståelse i militære spørgsmål er overfladisk og tidsbegrænset. Derfor presser de ikke politikerne til at sætte sig så meget ind i sagerne, at de – sammen med medierne – kan tvinge forsvarsledelsen til at være andet end ‘moderne’ ledere i uniform. Det er et pinligt svigt i forhold til vore udsendte soldater og deres familier.

Det har gjort ondt, været frustrende, og fremkaldt hjælpeløs harme at følge ’Jægerbogssagen’ og den her demonstrerede totalt svigtende evne til at vise professionel, fremsynet, ansvarlig og etisk forsvarlig ledelse af vore militære styrker.

Efter i et langt liv at have arbejdet og tænkt hårdt for at blive, og ikke mindst forblive, en alsidig militært professionel så jeg kunne inspirere og videreuddanne netop de officerer, der nu er på oberst/kommandør- og generalmajor/kontreadmiralsniveauerne, er det ikke mindre trist, fordi virkningen af indsatsen åbenbart blev så begrænset.

Samtidig med, at de unge er blevet sendt i en næsten umulig krig, opfører deres hjemlige chefer sig som hovedløse amatører. Hvad må de udsendte ikke tænke?

Effekten og værdien af dyb og bred, ajourført professionalisme er for det første en evne til at forudse og derefter forberede og for det andet kompetensen at tilpasse sin optræden effektivt og hensigtsmæssigt, når det uforudsete alligevel sker. Dvs., hvad der så åbenlyst og pinligt har manglet i denne sag.

Krigsdeltagerne skriver selvfølgeligt bøger om deres oplevelser. Folk på Bornholm med kendskab til forløbet ved udsendelsen af det første hold til Helmand ved, at allerede dette på grund af svigtende politisk og professionel forudseenhed var præget af fejl og mangler. Men Lars Ulslev Johannesen, forfatteren til bogen ’De danske tigre’ om de efterfølgende ugers dramatiske forløb ved Musa Qala søgte kontakt til Forsvarskommandoen og fik den daværende forsvarschef til at skrive bogens forord. Det er ikke klart, om det var forfatterens selvkritik eller rettidig rådgivning fra kommandomyndighederne, der sikrede, at de hjemligt skabte problemer og uhensigtsmæssigheder før ankomsten til Afghanistan ikke blev beskrevet i bogen. Dette på trods af, at disse problemer ikke kunne siges at være hemmelige, kun pinlige for de involverede. At de blev udeladt var måske netop, fordi der her var tale om renoméforsvar.

At også en soldat fra specialstyrkerne på et eller andet tidspunkt ville skrive en bog om sine oplevelser i Afghanistan burde ikke være kommet som en overraskelse, og en minimal militær professionalisme burde have medført, at man har gjort sine procedurer klar for håndtering af sagen, idet udgangspunktet altid måtte være, at borgerne har et krav om at få mest muligt at vide om soldaternes vilkår og indsats i krigsområdet.

Der var som minimum tre skadeskriterier, som man burde have anvendt i bedømmelsen af et manuskript fra et medlem af specialstyrkerne:
• Det første var knyttet til enhedens egne og egne danske styrkers operationer: Blev der offentliggjort detaljer om fremgangsmåder og personer, som ville give fjenden fordele og derigennem øge risikoen for vore soldater.
• Det andet var affødt af, at specialstyrkerne også samarbejder med dele af politiet, og at den gensidige tillid i dette samarbejde må bygges på, at begge parter overholder aftaler om diskretion. Hvis sådanne forhold blev dækket af bogen, skulle politiet inddrages som rådgiver mht. formuleringer.
• Det tredje er et resultat af, at danske specialstyrker gennem et langvarigt, stadigt mere åbent og dybt samarbejde med allierede søsterstyrker opnår adgang til en operativ og efterretningsmæssig viden, som man som lille land ikke selv kan skaffe sig. Dette samarbejde bidrager til de danske styrkers effektivitet og mindsker risikoen for både specialstyrkerne og andre danske soldater i fremtiden. Det er et samarbejde, der som efterretningssamarbejde og følsomme diplomatiske drøftelser bygger på en tillid til, at alle parter vil opretholde og sikre diskretion.

Med hensyn til de to første kriterier kræves en tæt tekstanalyse for at vurdere, om manuskriptet kommer med skadelige oplysninger. Disse kunne bl.a. have karakter af at bekræfte informationer, som fjendens taktiske efterretningstjeneste har fra andre kilder. Med hensyn til det tredje er selve omtalen af allierede specialstyrker et tillidsbrud, som kan få alvorlige virkninger for vore muligheder i fremtiden. Kun hvis jægerforfatteren og de som viderebragte tillidsbruddet, som Frank Grevil, kommer til at betale for indiskretion med fængselsstraf er det muligt, at den skade kan minimeres, der kunne have været undgået ved professionel rettidig omhu.

Hvis Forsvarsledelsens repræsentanter havde anvendt disse ret indlysende, professionelt baserede argumenter under kravet om fogedforbud og over for pressens repræsentanter, ville det måske selv i Tøger Seidenfadens nuværende olympiske selvtilfredshed været muligt at fremkalde lidt eftertanke. Det ville have været endnu lettere, hvis man på forhånd, med forvaltnings- og pressejuridisk bistand, havde udarbejdet og publiceret et regel- og proceduresæt, som den ansatte havde underskrevet.

Det ville have været endnu bedre, hvis Forsvarschefen havde meddelt Forsvarsministeren, at da afvejningen af hensynene til offentligheden og til vore allierede i krigen er et rent politisk område, måtte det være ham, der forklarede spørgsmålet over for pressen (efter at han var blevet forsynet med de nødvendige overbevisende argumenter).

Det efterfølgende forløb i Forsvarskommandoen er blot det seneste resultat af, at man for godt et årti siden lokkede et Forsvar, der var identitetsforvirret efter afslutningen af den Kolde Krig, til at opfatte sig selv som en stor normal, dvs. civil, produktionsvirksomhed. Derigennem fik man hurtigt undertrykt eller blot glemt, at alt i organisationen burde afspejle, at den skal virke som et stramt struktureret, professionelt rådgivende, fleksibelt magtinstrument for den legitime politiske ledelse af landet. Man glemte også organisationen skulle virke i krig, hvor integritet, åbenhed, personlig eksemplarisk opførsel (som vor ministers) er afgørende for at kunne kræve loyalitet og respekt.

Virksomhedsidéen og den afledte kultur har medført, at personer i Forsvarsledelsen hurtigt glemte, at Forsvaret derfor i modsætning til en stor privat virksomhed ikke må dække sig bag et slør af manipulation, spin, reklame og propaganda. Man må ikke vildlede offentligheden, pressen og politikerne. Det forstod man ikke.

Den første forsvarschef, der opfattede sig som enhver anden smart virksomhedsleder, var general Christian Hvidt. Han fik forgiftet forholdet til pressen og politikerne ved på skrømt at foreslå nedlæggelsen af Flyvestation Værløse, og blive fanget i manipulationsforsøget. Han endte med at have et næsten paranoidt forhold til medierne, fordi han ikke forstod og accepterede, at deres kritiske interesse var normaltilstanden i et demokrati, og at tillid skulle fortjenes gennem en opførsel, der ikke gav anledning til kritik. Han og efterfølgerne forsøgte at dække sig bag en talrig hird af egne mediemedarbejdere, der kunne producere et røgslør af spin.

Under den næste forsvarschef, Jesper Helsø oplevede vi, at den daværende kommunikationschef forsøgte at harmonisere Forsvarschefens vidneudsagn i Hommel-sagen gennem interviewteknisk træning. Det fik ingen negative konsekvenser for den pågældende dygtige officer, og medierne og politikerne forstod ikke, hvordan forsøget afspejlede en syg virksomhedsopfattelse og kultur.

Under den nuværende forsvarsledelse (hvis man overhovedet kan tale om ledelse fra nøglechefernes side), har kommunikationschefen, hvis der da findes et logisk motiv, forsøgt ved falsk vidnesbyrd at demonstrere den farlighed ved bogen, som han ikke var professionel nok til at forklare.

Supplement:
Et par timer efter, at dette blev skrevet, meldte Forsvarschefen, at han trak sig. Det er en beslutning, der viser admiralens fine personlige kvaliteter samt, at han erkendte, at der nu skulle ske en udrensning fulgt af en dybtgående reform af virksomheds- og ansvarskulturen i Forsvaret. Han forstod, at han ikke kunne blive accepteret som lederen af denne vanskelige proces.

Der kræves et fundamentalt opgør med den grundfalske og -skadelige organisationsmodel, som general Christian Hvidt alt for let fik ‘solgt‘ til et – på det intellektuelt-professionelle område – overfladisk og dovent officerskorps. Det var den generation, der blev udnævnt til høje grader mellem afslutningen af Den kolde Krig og det tidspunkt, hvor officerer blev sendt med deres enheder i krig.

Det er den struktur og kultur, som er blevet analyseret og kritiseret i tidligere blogartikler her (dem med romertal).

Desværre er der i Forsvarskommandoen og de såkaldte funktionelle tjenester ingen blandt de nuværende officerer af generals-admiralsgraderne, der har den nødvendige legitimitet i den operative struktur, der skal til at løfte opgaven. Det er også nødvendigt, at accepten blandt de yngre kollegaer i krig må kombineres med en dynamik, en systemkritisk holdning samt en relevant, bred og dyb professionsforståelse.

De nye ledere må findes i den anden halvdel af generals-admiralsgruppen, den, som fortsat har troværdighed i de ansattes øjne. Man må håbe, at ministeren viser sund fornuft og gør det ved beordring af de bedst egnede, og ikke fortsat foregøgler at militæret er en normal virksomhed. Det er ikke tiden at gøre Departementschefen i Forsvarsministeriet og de andre aprofessionelle DJØF’fere i Finansministeriet glade ved at bede om ansøgninger. Hvis da vi ikke slår stillingen op i udlandet, er det kun et uansvarligt managespil ikke at beordre den bedst egnede officer i stillingen. Vi er i krig, får slået vores unge ihjel, så det ville være en god idé at standse de managementlege, der er grundårsagen til denne tragiske misære.

En virksomhedskulturrevolution, tak!

Andet supplement:
I dag meldte Forsvarsstabschefen, Bjørn Bisserup, at han ikke ønskede at blive forsvarschef nu. Det var godt og prisværdigt, men begrundelsen, at han jo kun havde været kort tid i stillingen, var det ikke. Den ignorerer desværre, at det professionelle ledelsessvigt, der direkte førte til sagen og til, at Forsvarschefen måtte gå, var Bisserups. Det var ham, der skulle have sikret et informationsniveau og en virksomhedskultur i chefgruppen i Forsvarsstaben, der kunne have forebygget så uhensigtsmæssige handlinger. Også ledelse i en militær organisation indebærer – som beskrevet – bred professionsbaseret forudseenhed og viden- og holdningspævirkning af sine medarbejdere. Det er Bisserup, der over for Forsvarschefen var og er ansvarlig for stabens arbejde og for dens svigt. Det forhold, at begge de to involverede officerer arbejdede direkte for ham, og ikke dybere nede i organisationen, understreger hans meget væsentlige ansvar for svigtet. Det ville være ønskeligt, om han offentligt erkendte dette.

Det er naturligt, at Bisserup fortsætter i nogle måneder for at sikre kontinuitet i forvaltningen og støtte til den nye Forsvarschef, men det må bedømmes som sikrest for genskabelsen af tilliden til forsvarsledelsen, hvis også han derefter afløses. Den nye Forsvarschef står over for en meget betydelig udfordring. For at kunne leve op til sit ansvar for genopretningen, skal han kunne vælge en Forsvarsstabschef, der ikke er involveret og har ansvar i denne sag. Det må være hans frie valg, idet dog den valgte ikke må være fra samme værn som ham selv.

Et skift vil også gøre muligt, at den meget dygtige embedsmand Bjørn Bisserup bl.a. opnår den internationale missionserfaring, som han hidtil ikke har haft mulighed for at opnå. Han vil også tættere på ‘gulvet’ opleve, hvor uhensigtsmæssigt forsvarets nuværende ansvars- og myndighedsstruktur virker på flere områder, noget som man meget let kan overse på Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens niveauer.

Den anden nyhed i den triste blanding af en græsk tragedie og en sæbeopera var meddelelsen om, at Forsvarskommandoens kommunikationschef i fremtiden ikke skal være en journalist. Som om det var uprofessionalisme på kommunikationsområdet, og ikke på de militære og etiske områder, der havde været problemet. Det er en typisk DJØF-reaktion, at reagere på det umiddelbare synlige, uden overvejelse af, hvorfor Forsvarschefen i sin tid under general O. K. Lind måtte ansætte en informationschef. Det var behov for en person med så god og bred militærfaglig indsigt, at han under samspillet med medierne uden reference til Forsvarschefen kunne forklare forsvarsledelsens vurderinger. Det vil en journalistuddannet ikke kunne gøre.

Det ville være langt mere relevant end at ansætte endnu en journalist at foretage en revurdering og nedbygning af den massive, nok selvtjenende, propagandaorganisation, som er blevet opbygget siden Christian Hvidts forsvarschefstid. Det synes helt overset, at det er de ansvarlige politikere, der skal være i stand til at kunne forklare den besluttede forsvarspolitik og den aktuelle krigsdeltagelse over for forsvarets ansatte, deres familier og resten af befolkningen. Heldigvis har vi en Forsvarsminister, der kan dette. Politikken skal ikke ‘sælges’ af forsvaret som sæbepulver. Forsvaret skal derimod altid være åben og totalt ærlig for også kritisk søgen efter politisk ubekvemme informationer.

Hvis man skulle vælge en anden type kommunikationschef ville det være langt mere hensigtsmæssigt at vælge en god, moden oberst eller kommandør med en solid missionserfaring, og som var en fri person, fordi han/hun vidste, at graden var en slutgrad.

”… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
…
”It is not surprising that there has often been a high proportion of failures among senior commanders at the beginning of any war. These unfortunate men may either take too long to adjust themselves to reality, through a lack of hard preliminary thinking about what war would really be like; or they may have had their minds so far shaped by a lifetime of pure administration that they have ceased for all practical purpose to be soldiers.” Michael Howard i artiklen ‘The use and abuse of military history in R.U.S.I. Journal 1962.’

’På den ene side skal Forsvaret løse risikobetonede operative opgaver i overensstemmelse med Forsvarets mission. På den anden side skal Forsvaret drives som enhver anden offentlig virksomhed i Danmark i overensstemmelse med de forvaltningsmæssige rammer, der er gældende i samfundet i almindelighed.’ Forsvarskommandodirektiv UV. 121-5 af 23-3-2008

”The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
John F. Guilmartin, Jr. i artiklen Technology and Strategy: What are the limits? i publikationen Two Historians in Technology and War from U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994. Guilmartin analyserede i artiklen virkningerne af implementeringen af PPBS-systemet i Pentagon.

“I krig er alting meget enkelt, men det enkleste er svært. Vanskelighederne hober sig op, og frembringer en friktion, som ingen rigtig kan se for sig, hvis han ikke har oplevet krig.” Carl von Clausewitz. ’Om krig’, KBH 1986, Bog 1, Kapitel 7 ’Friktion i krig’.

”the entire realm of strategy is pervaded by a paradoxical logic very different from the ordinary ‘liniar’ logic by which we live in all other spheres of life.” Edward N. Luttwak i indledningen til ‘Strategy. The Logic of War and Peace.’

Forsvarets indsats i krig – realiteten for hærens yngre personel, deres familier og dem, som uddanner personellet – er noget fundamentalt andet end blot at være endnu en risikobetinget operativ opgave. Hvornår Forsvarets ledelse har glemt eller fortrængt denne viden, er ikke klart. Men forglemmelsen kan koste menneskeliv og vil med sikkerhed koste ødelagte menneskeliv, fordi Forsvaret derefter må ignorere denne virkelighed i sin strukturudvikling.

Dette indlæg blot for at understrege, at der skal være konsekvenser af, at det for vore unge ikke er ’for sjov’. Forsvarets nye ledelsesdirektiv, det associerede produkt FOKUS samt overgang til et ansøgningssystem ved besættelse af chefsstillinger konsoliderer implicit den opfattelse, at organisationen blot er en normal offentlig produktionsvirksomhed med enkelte lidt mere farlige opgaver for nogle af de yngre. Man understreger ikke klart de specielle krav, som skal karakterisere ledelse af en militær organisation. Der skabes derfor tvivl om, at man forstår og accepterer, at organisationen kun på helt begrænsede, støttende områder kan anvende Copenhagen Business School’s økonomiske, lineære logik, uden at formål og effektivitet undergraves. Man ignorerer, at idealet, en privat erhvervsvirksomhed
( i modsætningen til en normal offentlig organisation) er disciplineret af eksistenstruende konkurrence, og derfor kun forsigtigt og prøvende kan lade sig inspirere af managementmoderetninger. Den behandler i egeninteresse medarbejderne godt, ellers dør virksomheden. Offentlige virksomheder kan lettere kaste sig rundt i skiftende managementmoder, selv om disse skaber risiko for effektivitetsfald samt øget stress, fravær og afgang. De kan lade sig imponere og inspirere, indtil kerneydelsen svækkes til det punkt, hvor brugerne, dvs. borgerne, og deres agenter, politikerne, reagerer.

Forsvaret har endnu større frihed til at eksperimentere end andre offentlige virksomheder, fordi kerneydelsen ikke udsættes for konstant ’brugerrevision’. I fascinationen ved slagord og det overfladisk smarte kan man åbenbart ignorere, at netop en militær organisation slet ikke er en normal offentlig institution. Den afviger for det første fra dem i sit formål, i den type ’konkurrence’, som den må forberede sig på, for det andet i den trussel mod dens medlemmer og aktive dele eksistens, som organisationen må se i øjnene og forberede sig på at håndtere, og endeligt for det tredje i den type af ’instrumentkendskab’ kombineret med tilstedeværende ’fremskudt’ ledelse, som ofte er nødvendig for succes. Krigsførelse ved management fra baglandets administrationsslotte motiverer ikke de indsatte og giver ofte en for sen og uhensigtsmæssig reaktion. Militær operativ og taktisk ledelse må gives en form, et fokus og en robusthed, der afspejler dens vilkår og rolle.

Dele af den militære organisations virksomhed, de støttende funktioner, såsom logistik, kan til en vis grad styres af en normal, rationel, ’liniær’, logik. Selv den lokale logistiske ledelse må dog til tider gives karakter af katastrofehjælp under et vulkanudbrud i en by på skråningen af bjerget. Her er virksomhedsledelsen bag katastrofehjælpen nok management, men den fremskudte indsats er det ikke.

Selvfølgelig skal mennesket føle sig i centrum af organisationens forståelse. Ellers er der ikke megen chance for, at han eller hun forbliver varigt motiveret til at kæmpe for det gode i fjerne lande med risiko for liv, lemmer og familiens fremtid. Men det militære menneske skal føle, at organisationen ærligt, engageret og i dybden opfatter målrettet støtte til operationerne som sit hovedformål. Halvhjertet fokus er troværdighedsødelæggende. Alle aktiviteter – alle andre, ikke udsendtes indsats – skal solidarisk og projektmotiveret rettes mod at hjælpe Forsvarets yngre personels forberedelse til kamp, at sikre dets effektive indsats i missionsområdet samt at give støtte til de udsendtes familier.

Af de tre roller for officeren – krigeren, diplomaten og virksomhedslederen – som organisationen har opstillet er den sidste nu, ret kontraproduktivt, givet en dominerende rolle, ikke den logisk set rimelige, støttende rolle. Dette er – nok ufrivilligt – pinligt blevet markeret gennem Forsvarsledelsen, ’Koncernledelsens’, nu ’Direktionens’ meget uheldige og upassende valg af betegnelse for sig selv og senest i terminologien for aktiviteter, nu benævnt ’business cases’. Man ved ikke, om man skal le eller græde. Den slags ’newspeak’ kan ikke forklares på anden måde end som et bevidst forsøg på at ændre virkelighedsopfattelsen, dvs. yderligere afprofessionalisere officerskorpset.

Man synes at glemme, at officerskorpset netop lige nu ikke burde udsættes for friktion i sin tilpasning til den fjerne krigs krav. Hvem vil man imponere? Det næste er vel, at kampvognsdelingen i Helmand kaldes ’serviceelementet … for direkte støttedrab’ eller en anden eufemisme, som ’risikobetonede operative opgaver’ er blevet det for kamp mod folk, der vil slå dig ihjel. Man må undre sig over, hvorfor Forsvarsledelsen har valgt at iklæde sig disse kejserens nye managementklæder, der kun signalerer, at man ikke forstår, eller vil forstå, hvad der er særegent ved denne organisation. Den skal jo kontinuert på baggrund af militære erfaringer være i stand til at rådgive regeringen om muligheder og begrænsninger for militær magt i enhver opdukkende situation. Den skal derefter så fokuseret som muligt lede den eventuelt besluttede militære magtanvendelse. Det er derfor skadeligt og risikabelt at undergrave officerskorpsets evne til at analysere, kommunikere og handle militært professionelt.

Man fornemmer, at man skammer sig over at være militære, muligvis fordi man ikke forstår eller accepterer – og slet ikke er stolt over – hvad det indebærer. Man søger åbenbart i højere grad ros og trøst fra Copenhagen Business School end tillid og respekt fra de stadig mere professionelle og erfarne premierløjtnanter, kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner, man sender i fjerne krige og andre operationer for danske interesser.

Man fornemmer, at Forsvarets ledelse ikke forstår, at hvis man ikke indretter sig og forvalter til støtte for en militær organisations egenart, misbruger man skatteborgernes penge på grund af manglende professionelt fokus. Man er blevet uniformeret amatør. Man er blevet som en læge, hvis eneste tilbageværende professionelle element er det gamle eksamensbevis og kitlen.

Den højeste officersuddannelse i USA og Storbritannien, dvs. forberedelsen til udnævnelse til general/admiral, søger bevidst at kompensere for, at karriereofficerens tjenesteforløb i stadig mindre grad giver den nødvendige professionelle erfaring. Antallet af operative ’praktikpladser’ til den overalt kun lidt reducerede officerskadre er efter den kolde krig faldet dramatisk. I Danmark har man hverken erkendt eller accepteret behovet for professionel genoptankning og videreudvikling, men fokuserer i stedet alene på støtteprocessen i et managementfokuseret ’Kursus i helhedsledelse’. Her i landet synes man, muligvis i uvidenhed, at overse, at professionel forudseenhed samt evnen målrettet innovation af struktur og aktiviteter er personligt indsats- og engagementskrævende. Militær indsigt og udvikling bygger som i andre professioner på et livslangt og – med avancement – stadigt bredere studium, der dog kun supplerer, at man stadig holder sig opdateret med udviklingen på de tekniske og praktiske niveauer. For den militære er emnet, hvordan man skal kunne løse sine opgaver i krig, hvor ’krig’ ikke længere er en forudseelig indsats i et kendt kampmiljø.

Udviklingen af denne ret enestående danske naivitet i forhold til de professionelle behov har næsten fyrreårige rødder. I slutningen af 1960’erne erkendte man behovet for at justere forsvarets ledelsesstil. En af hærens daværende klareste hjerner og bedste penne, oberst Nils Berg, skrev ’Ledelse og Uddannelse. Militær pædagogik’, som den daværende Hærkommando udgav i 1969. I modsætning til, hvad der fulgte efter, forenede bogen forståelsen af, at mennesket måtte være i centrum, med en grundlæggende indsigt i en militær organisations særlige formål og karakter. Senere udgaver var mindre klare og vellykkede. Kombineret med Søværnets stadig gældende ’Midlertidig instruks for skibschefen’ fra 1943 giver bogen fra 1969 stadig en godt indtryk af, hvilke særlige ledelseskrav og -vilkår, der gælder for en militær organisations hovedfunktion. ’Ledelse og uddannelse’ dannede den oprindelige basis for de ledelsesudviklingsaktiviteter, der fulgte i begyndelsen af 1970’erne, og som efter nedlæggelsen af de særlige pædagogiske og ledelsesmæssige kursuscentrer i 1990’erne blev en integreret aktivitet på Forsvarsakademiet, nu i Institut for Ledelse og Organisation. Snart forlod de officerer, som fortsatte Nils Bergs mission, hans balancerede forståelse for, hvor grænserne for ledelsesreformerne måtte gå. De søgte ikke forståelse for de krav, som i sagens natur måtte følge af en militær organisations formål og blev derfor usofistikerede civiliserende missionærer. De har aldrig interesseret sig for og studeret ledelse af forberedelse og føring af militære styrker i kamp. Det lå åbenbart under deres værdighed. De gik dogmatisk ud fra, at deres militært professionelle kolleger var anakronistiske ledelsesmammutter. Studier af ledelse under kamp blev et stedbarn af disse for militær gammeltænkning befriede, men fortsat uniformerede personer. De søgte og fik bekræftelse hos ligesindede, også selvsikre ledelsesguruer, der heller ikke interesserede sig for de ekstreme forhold under kamp og operationer, men for at opnå forudsigelighed og optimering mod perfektion.

I slutningen af 1980’erne og til midten af 1990’erne sikrede de fire forsvarschefer Lind, Thiede, Lyng og Garde, at udviklingen forblev i balance, men derefter ramtes Forsvaret efter Gardes tragiske død generelt af det skred mod afvisning af militær ledelses særlige karakter, som allerede i et par årtier havde præget Nils Bergs mindre selvkritisk søgende afløsere. Så fulgte to forsvarschefer, der kom fra henholdsvis Flyvevåbnet og hærens artilleri, to organisationer, som ideologisk tror fast på, at militær effektivitet opnås gennem centraliseret, optimeret management af ildvirkning, dvs. at de har en civil, ’liniær’ forståelse af krigsførelse som styret fra baglandet. Af disse lagde den første, Hvidt, i sin videregående uddannelse vægt på sin udvikling som forvalter/manager. Det er ikke et tilfælde, at Forsvaret netop fra Hvidt’s oprykning til Forsvarschef begyndte at se ledelse som management af en erhvervsvirksomhed. Snart begyndtes det aprofessionelle ’newspeak’, som fjernede organisationens fokus stadig mere fra at forstå og søge de elementer i militær effektivitet, som kun er målbare i kamp og skjulte dermed professionens militære substans. Forsvaret var dog ikke alene. Hele den offentlige sektor var ramt af krav om at registrere alt, hvad der kunne og derfor skulle måles, og derefter kontrolleres centralt. Det var en udvikling, som blev accelereret af Nyrup Rasmussens polit-regeringer og kulminerede med politi- og retsreformerne under Fogh-Rasmussens ditto. I Forsvaret var man overbevist om, at det var tilstrækkeligt at blive som de ’militære bogholdere’, som Guilmartin jf. det indledningsvise citat fandt i Pentagon, efter at McNamara i 1960’erne havde tvunget organisationen ind i en managementlogik og –sprogbrug.

Der var og er hos disse mennesker en ukritisk, ideologisk og idealistisk tro på kvalitetsstyring gennem central kontrol og styring baseret på indberetninger om alt målbart, der ikke er set siden den sovjetiske planlægningsoptimisme endte på historiens mødding. Det fascinerende, teoretisk smukke må være sandheden, skal gøres til virkelighed. I krigsteorien troede man også i perioder på, at rationelle managementmodeller var vejen frem. I forlængelse af oplysningstiden lavede Lloyd og von Bülow elegante matematiske modeller for krigsførelsen, som kun overlevede et par timer ved Jena-Auerstedt i 1806. Den slesvig-holstenske hærchef i 1850 var den prøjsiske teoretiker general Willisen, der som sit forbillede Jomini troede på ’videnskabelig’ management på kamppladsen. Hans smukke plan for slaget ved Idsted forblev teori, fordi lav sigtbarhed gjorde hans signalbavner usynlige for enhederne, hvilket førte til, at danskerne vandt det kaotiske slag. De franske og britiske hære prøvede i mellemkrigstiden at opnå effektivitet gennem et slagmanagement, der skulle minimere egne tab. Resultatet blev ødelæggende nederlag i 1940-41 til talmæssigt underlegne tyske styrker, der satsede på delegeret beslutningsmyndighed og medfølgende fleksibilitet. I 1990’erne troede amerikanerne igen at have fundet den ultimative model for centralistisk kampmanagement gennem ’netcentric warfare’. Man havde glemt, at fjenden havde en selvstændig vilje. Det er hårdt at måtte erkende, at jo smukkere og mere enkel teorien er, desto mere menneskefjern, løgnagtig og skadelig er den. Enevælden blev i Danmark som bekendt afløst af noget teoretisk mindre smukt og rationelt for mere end 150 år siden.

Selv definitionen af de ovennævnte tre officersroller en del af problemet. Ordet ’krigeren’ er tænkt og fremstilles næsten manuelt. Det indebærer ikke krav om, at officeren skal udvikle sig til den bredt funderede professionelle, der med helhedsforståelse, sikkerhed og civilcourage kan rådgive sine ikke-militære samarbejdspartnere helt op til og med de nationale og internationale beslutningstagere. Dvs. krav om at kunne forstå og forklare, hvad forskellige militære styrker kan opnå – eller ikke opnå – i forskellige situationer. Professionelle, der er udviklet, uddannet og motiveret til at tage og bære ansvaret for de ofte forfærdelige, uforudseelige beslutninger, der bliver nødvendige i kamp, fordi modstandere (og uafhængige allierede) også har en selvstændig vilje og egne muligheder. Officerens evner og indsats som ’diplomat’ og ’virksomhedsleder’ kan og må kun være skabende af forudsætninger samt støttende i udførelsen af opgaven, intet andet.

Det er trist, at ledelsesdirektivets forfattere synes at have overset, at det er den militære organisations særlige karakter og målet, der må drive organisationens struktur og aktiviteter. Det ved, som nævnt i indledningen, enhver leder af en god erhvervsvirksomhed. At en tilsvarende erkendelse i de senere år ikke altid har domineret udviklingen af den danske offentlige sektor, er trist for den enkelte politibetjent, lærer og sygeplejerske samt ikke mindst borgerne.

I de sidste årtier er den danske militære, professionelle debat sygnet yderligere hen. Det er uklart, i hvilken grad dette er et resultat eller en medvirkende årsag til den bedrøvelige situation, som er emnet for denne artikel. Problemet er dokumenteret af politologen og kaptajnen Jeppe Plenge Trautner, der i tre år var leder af Baltic Defence College’s Institut for Forsvarsforvaltning (i ’Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer’ i den kommende antologi ’Fra kold til varm krig. Om dansk forsvar efter 1989’). Jeg har som lærer på og leder af militære videregående uddannelser i de sidste små 20 år spurgt eleverne, mine yngre danske kolleger, om hvorfor de ikke fremlagde deres erfaringer og analyser af problemer i de faglige tidsskrifter. Jeg har aldrig fået et svar ud over, at det var der nogle andre, der måtte gøre. Situationen i dansk forsvar afviger her dramatisk fra, hvad vi ser i udlandet, og fra, hvad tilfældet tidligere var herhjemme. Normen er ude og var hjemme, at Forsvarets mest lovende og fremmeste skrev om deres fag, og diskuterede med åben pande. Skan blot de britiske og hollandske tidsskrifter fra de seneste 10 år samt bl.a. Militært Tidsskrift samt Tidsskrift for Søvæsen fra 1960’erne og tidligere. Også i Danmark analyserede og diskuterede man vågent og kritisk situationen i udlandet og præsenterede de nødvendige justeringer af det hjemlige. Man viste en personlig interesse og følte åbenbart selv som yngre et professionelt ansvar for sin organisations udvikling. En del af forklaringen på situationen nu er med sikkerhed karakter og fokus i den videregående uddannelse af danske officerer. Den lægger vægt ’læring’ under formelle kurser, der ’stempler ud’ til udnævnelse (ret automatisk, uden den ubehagelige, men indsatsmotiverende frasortering af de desværre mindre egnede). Der lægges overhovedet ikke vægt på den ’kontinuerlige læring’ gennem gennem personlige studier og debatdeltagelse gennem hele livet, som er en nødvendig forudsætning for vedligeholdelse og opdatering af den enkelte og organisationens professionalisme. Samtidig må man dog sige, at Forsvarets ledelse – for at sige det mildt – ikke har forventet, krævet eller belønnet selvstændig, analytisk-kritisk skribentvirksomhed om professionens fremtidige udfordringer.

Tænk, hvor mere udsatte for tidlig invalidering eller død alle danskere ville være, hvis den anden praktisk orienterede profession, lægerne, havde optrådt på en så intellektuelt doven, uansvarlig og uengageret måde. Er det virkelig sådan, at vi i Danmark tror, at opdateret militær professionalisme alene sikres af, at lederen bærer uniform med høj militær grad? At han eller hun ved et mirakel pludselig modtager en tilstrækkelig militær professionel viden ved en åbenbaring efter aldrig at have vist interesse eller forståelse for at opdatere sin profession gennem debatdeltagelse og ’continuous learning’, herunder de konstante selvstudier, der i enhver krævende profession er uomgængeligt nødvendige? Hvad er der gået så galt?

Alle de problemer, Forsvaret har haft i de sidste godt 10 år kan meget vel være affødt af det vel svage professionelle militære element i Forsvarsledelsens selvopfattelse. Det gælder både med hensyn til materielanskaffelser og mindre tilfredsstillende udrustede og bemyndigede enheder. Hvordan dette i givet fald har været tilfældet, kræver en detailanalyse af hvert enkelt tilfælde. Det er dog med sikkerhed et symptom på fortyndet professionel reaktion, når man accepterer strukturer, der ignorerer eller glemmer, at udviklingen af kompetente officerer nok så meget bygger på mesterlære under praktik, som på de teoretiske uddannelsesperioder. Det var aprofessionelt, da man helt standardiserede forvaltningsstrukturerne i de tre værn. Det betød, at man for hærens vedkommende helt fik fjernet det lokale, ansvarlige professionelle miljø, der er en forudsætning for en udvikling af unge hærofficerer. Man kunne i stedet have stillet de nødvendige krav til dette miljøs professionelle ledelses kvalitet. Det virker som om, at man glemte at se ud over grænserne efter alternativer. Hvis man blot havde søgt inspiration hos Danmarks primære samarbejdspartner, Storbritannien, ville man have erkendt, at der her er bevaret en ramme, hvor garnisonerne stadig sikrer dette miljø, ikke med en oberst som regimentschef, da garnisonen jo ikke har mobiliseringsopstillingsansvar, men med en karriereoberstløjtnant med helhedsansvar som chef.

Det er væsentligt at understrege, at der nu findes en forholdsvis smertefri vej ud af blindgyden. Et første skridt kunne være at få Institut for Ledelse og Organisation på Forsvarsakademiet til at forlade miljøets nu snart fyrre års ukritiske og i international sammenhæng enestående tyrkertro på, at en civil virksomhedsledelsesmodel også dækker andet end støtteindsatsen under organisationens forberedelse og indsættelse af enheder i krig eller andre stærkt krævende operationer. Forsvarets nye ledelsesdoktrin skal angiveligt styrke innovation. Jeg skal her undlade at grave i, om det er muligt at gennemføre en relevant innovation uden væsentlige skadevirkninger, hvis man ikke har professionel dybdeindsigt.

Det ville være en virkelig innovation, hvis de her ansvarlige, dvs. Forsvarsledelsen, formelt udvidede forventningerne til instituttet, så det også forskede i, analyserede og underviste i ledelsesproblemer knyttet til krigsførelse på taktisk, operativt og strategisk niveau. Det viser for mig logisk set uforståelig mangel på rettidig omhu, at det ikke er sket for år siden. Det ville med de alvorlige udviklinger til Forsvaret nu og i fremtiden være naturligt at sikre, at den nødvendige nye ekspertise bliver tilført instituttet. Det ville bl.a. være naturligt, at den næste institutchef blev en af de nu ret mange oberstløjtnanter, der har krigserfaring fra Irak eller Afghanistan. Der findes også muligheder for at trække på relevant ekspertise andre steder på Forsvarsakademiet. Inden for samme fakultet findes Institut for Militærpsykologi og i Fakultetet for Strategi og Militære Operationer findes relevant viden i både kurser, institutter og centrer.

Vi har heldigvis nu en fundamentalt ny situation, hvor en stor del af de unge i Forsvaret er stærkt motiverede til at søge en reel professionel udvikling. Det gælder ikke mindst de unge officerer, der er kommet hjem med krigserfaring. En holdbar professionel udvikling bygger på ’continuous learning’, hvori indgår et samspil mellem læsning under kursus og selvstudier, egne praktiske erfaringer, professionel debat samt refleksion under menneskelig modning. Det er indlysende, at vi skal udvikle og støtte denne interesse ved at tilpasse undervisningen i krigshistorie o.l., så den i langt højere grad sammensmeltes med uddannelsen i taktik, operationer og strategi. Den skal også gives en form, der afspejler og forløser de tjenstgørende veteraners interesser. Så skal den kvalificerede debat nok vende til tilbage. Det ser man bl.a. i kaptajn Thomas Larsens ’Dagbog fra Afghanistan’. Det er dog samtidig nødvendigt for Forsvarsledelsen at indse, at det nu er tiden at lægge kursen om i en professionelt mere holdbar og troværdig retning. Der er så god grund i dag til at være stolt af at være en professionel dansk militær, at der ikke er grund til at ’gå’ i tvivlsomme kejserens nye klæder. Efter det nødvendige hjælp til bredere fokus og ekspertisevifte vil Institut for Ledelse og Organisation kunne blive som den lille dreng i eventyret.

Lidt anbefalet litteratur
Carl von Clausewitz: Om krig. København 1986.

Andrew Cockburn: Rumsfeld. His Rise, Fall and Catastrophic Legacy. New York 2007.

Martin van Creveld: Fighting Power: German and U.S. Army Performance, 1939-1945. Westport 1982.

Af samme: Command in War. London 1985.

Elmar Dinter: Hero or Coward. Pressures facing the Soldier in Battle. London 1985

Colin S. Gray: Modern Strategy. Oxford 1999.

Hærkommandoen (Nils Berg): Ledelse og uddannelse. Militær pædagogik. København 1919

John Keegan: The Mask of Command. New York 1987.

Cristopher Kolenda (redaktør): Leadership. The Warriors Art. U.S. Army War College 2001.

Edward N. Luttwak: Strategy. The Logic of War and Peace. Anden udvidede udgave. London 2001.

Williamson Murray og Richard Hart Sinnreich (redaktører): The Past as Prologue. The Importance of History to the Military Profession. Cambridge 2006.

Captain S. W. Roskill, RN: The Art of Leadership. London 1964.

Indledningen – præsentation af rammen

1. Verdenskrig blev skellet mellem:

Det 19. Århundredes sidste års Europa med multinationale imperier under pres domineret af borgerskabets kultur og patriotiske offervilje samt civilisations- og teknologioptimisme, men med klassedelte samfund, hvor industriarbejderne var på vej til politisk indflydelse, med senimperialistisk konkurrence mellem stormagterne drevet af de forfordelte sidstankomne og med navalismen som symptom, med offensiv, moralbaseret, massemobiliseringsdrevet, socialdarvinistisk inspireret militærdoktrin.

Det 20. Århundredes Europa med sammenbrudte multinationale imperier med frustrede, revolutionsramte kernemagter (Rusland, Tyskland og Ungarn) og konkurrerende afløserstater, borgerskabets kultur og normer under pres og præget af frygt for fremtiden med civilisationspessimisme og kyniske med hensyn til den teknologiske udviklings velsignelser, revolutionære, antidemokratiske fraktioner på både højre og venstrefløjene, fundamentalt teknologisk transformerede og professionaliserede landstyrker.

Dette har bl.a. Nils Arne Sørensen overbevisende argumenteret for i indledningen ‘Urkatastrofen’ til ‘Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig.’ København 2005.

I Danmark blev århundredes første årti præget af forsøget på at komme videre efter at Systemskiftet i 1901, herunder at opnå et kompromis om den forsvarssag, der havde leveret ammunitionen til de foregående to årtiers indædte politiske kamp.

Resultatet, 1909-lovenes ordning af et væbnet neutralitetsværn blev umiddelbart set en succes. Gennem en kraftanstrengelse i 1911-13 og igen i det første krigsår var ordningen blevet fyldt op og den havde støttet Danmarks neutralitet. De to værns styrker havde på trods af svagheder været så betydelige, at de på forskellig måde var blevet respekteret af både Tyskland og England.

På trods af, at den militære neutralitetsindsats i begyndelsen af august blev tilpasset Tysklands – da udtrykte – strategiske behov, måtte balancen set i samtiden have været elegant. Sejrsmagterne Frankrig og England, som vi ikke havde kunnet tage hensyn til på grund af vor strategiske situation, gav os Sønderjylland tilbage, og England valgte København som støttepunkt for sin intervention mod Sovjetunionen i Østersøen.

Sønderjyllands hjemkomst fjernede – i Danmark – den hovedkilde til modsætningsforholdet til Tyskland, der havde næret en meget bred tyskfjendtlig opinion, som siden 1864 havde virket undergravende på landets troværdighed som neutral.

Lande som Sverige og Holland havde med tilsvarende succes holdt sig ude af krigen gennem en kombination af diplomatisk balance og åbenbar vilje og evne til at forsvare neutraliteten. For dem blev det naturligt at genopruste i 1930erne og anvende samme midler til at holde sig uden for den krig, der startede 20 år senere. Dette skete på trods af den pacifisme og militærkritiske holdning, der kom til at dominere hele det demokratiske Europa fra Mellemkrigstidens midte. Men i Danmark blev forløbet anderledes. Her kom perioden til at danne et afgørende skel i landets forsvarspolitik. Under den næste konflikt var værnenes rolle – i modsætning til for Sveriges og Hollands vedkommende – reduceret til en symbolsk markering af landets neutralitet og suverænitet.

Et af denne forsknings/dette bogprojekts to formål er at udrede og beskrive, hvordan den forsvarspolitiske situation i Danmark og værnenes forvaltning af 1909-lovene kom til at bidrage til dette skel. Den beskriver, hvorledes de centrale forsvarspolitiske aktører i perioden fra 1909: hærchefen, flådechefen og fra 1913 den nye forsvarsminister på forskellig måde – i konkurrence – arbejdede for realisere deres syn på, hvorledes værnene skulle anvendes for at sikre, at Danmark slap helskindet igennem det gamle Europas sammenbrud, der indledtes i 1912 med Balkan-krigene, og som foreløbigt blev afsluttet 1918-20. Ingen af disse forsvarsopfattelser svarede i øvrigt til den strategiske hovedopfattelse bag 1909-lovene. Det dybe skisma fra forfatningskampen – og hærens officerskorps opfattede placering i denne – spillede sammen med de umiddelbare og senere virkninger af den europæiske erfaring med Verdenskrigen og umuliggjorde reelt en forsvarspolitisk brobygning mellem den radikale og specielt hærens forsvarsopfattelse.
Bogprojektets andet formål er at give en første samlet beskrivelse af dansk forsvar fra 1909 til 1920. Perioden begrænses til 1920, fordi værnenes virksomhed i de næste to år helt koncentrerede sig om, hvad der skulle følge efter. Det afsluttes med forberedelsen af det danske kontingent til den Folkeforbundsstyrke, der skulle overvåge folkeafstemningen i Vilniusområdet i begyndelsen af 1921. Det var en naturlig kvittering for sejrherrernes overvågning af folkeafstemningerne i Nordslesvig i begyndelsen af 1920.

Forsknings- og litteraturoversigt:
De eneste generelle, offentliggjorte beskrivelse af 1909-ordningens implementering og Sikringsperioden findes i bilagene til ‘Beretning fra Kommissionen til Undersøgelse af Hærens og Flaadens fremtidige Ordning’ fra 1922. De er kun samlinger af informationer, og de skal i meget høj grad skal ses i rammen af den samtidige indenrigspolitiske kamp om anvendelsen af den seneste historie og om den fremtidige forsvarspolitik, som var kommissionens foci. Bilagene giver – samlet – i kort beretnings- og skematisk form en stor mængde informationer om værnene i perioden. De afspejler – på en tør, bureaukratisk vis – de forfattende myndigheders aktuelle ledende personers prioriteringer, ønske at præsentere forløbet som logisk, frit for bureaukratiske konflikter såvel som menneskets ønske om at præsentere sig selv og respekterede afdøde eller stadig levende ledende personer i det bedst mulige lys.

Overordnede rammebeskrivelser findes i de relevante dele af Dansk Udenrigspolitiks Histories Bind 3 og 4.

Tilblivelsen af 1909-ordningen er særdeles godt dækket af Jens Ole Christensens ph.d.- afhandling og Camilla Müller Berg Christensens magisterafhandling (begge ikke publicerede). Herudover kildeudgivelser og erindringer samt beskrivelser af enkelte områder – periodemæssigt om minelægningskrisen 1914, temamæssigt om nøglepersoner (Munch, Scavenius og A.P. Tuxen), flåden, de faste befæstningsværker og Tunestillingen samt min egen behandling af Jyllands og Fyns situation.

Dette projekt er ikke mindst inspireret af og indledningsvis bygget på Tage Kaarsteds arbejde i 1960erne og 1970erne med at udgive erindringer, notater og dagbøger fra de ledende regeringspolitikere og søofficerer.

Jeg har selv givet en beskrivelse af en del af hærens historie fra perioden i ‘Jyllands Landforsvar fra 1901 til 1940‘, behandlet et centralt problem i kildeklipsamlingen ‘Nedslidningen‘, beskrevet historien om de danske forberedelser til en international fredsbevarende mission i ‘ “Vilnakommandoet” 1920-21‘. En kort fremlæggelse af forskningsresultater findes i ‘The Danish Armed Forces 1909-1918. Between politicians and strategic reality‘.

Synopsis for bogens centrale del

En præsentation af ‘de danske strategiske fortællinger’ som – i konkurrence – påvirkede udviklingen: de fire hovedopfattelser hos aktører/aktørgrupper:

‘1909-ordningens ‘strategiske fortælling’: Kattegat og specielt Store Bælt som den åbne port og mulige bunkringsplads ved adgangen til Østersøen. Sjælland som landets strategiske hovedområde med fronten i neutralitetsværnet – med hæren samlet bag kysten – ved bæltet og basen ved København. Da det kun var England, der opererede på så stor afstand af sin flådes baser, at man havde behov for fremskudte baseområder, var ordningen – under en opfattelse af flåde-ligevægt – i tysk interesse, dog uden at dette betød, at man ikke ville sætte sig mod en engelsk krænkelse. Esbjerg-problement forstået. Krigen – og hermed sikringsperioden – vil være kort, uger. I stor udstrækning repræsenteres opfattelsen af Tuxen som kommanderende general i Jylland-Fyn, samt af Kofoed-Hansen fra 28/7-4/8 1914, hvor der ikke er noget alternativ endnu. Implicit en vis forståelse for en ‘tærskel’-værdi af forsvaret. Det var – som for kongen, de fleste af begge værns officerer og den dominerende opinion – uacceptabelt at ende som Tysklands de facto-allierede.

Gørtz og Generalstaben: Man videreførte i en fastlåst og forsimplet form den afdøde profet, generalløjtnant Kühnels arv, uden at forstå alle dens nuancer. Tyskland vil for at hindre engelsk adgang til Østersøen være tvunget til at besætte Sjælland. Det vil England forsøge at hindre. Nok var det det internationalt interessante sted Store Bælt, men Tyskland vil søge en afgørelse hurtigt ved at gå direkte mod København, true med bombardement og landsætte en styrke tæt ved byen. Fastholdelse af fæstningen til engelsk hjælp eller blot længst muligt – det er hærens hovedopgave. Kystforsvar er pga. af tysk mulighed for hurtig landsætning urealistisk, og den farligste trussel var i Køge Bugt, fordi den her afskår hærens sammendragning til Fæstningen. Fæstningen er truet af bombardement fra søen, af belejringsartilleri fra Tysklands anskaffelse af luftskibe i 1912 også fra luften. Tanken om at anvende fæstningen som en mulighed for at gennemføre en økonomisk sikring af København med en lille del af hæren – samt ved muligheden for hurtig lokalmobilisering af københavnske værnepligtige – og have hovedstyrken ved sjællands kyster var glemt. Den store krig vil være kort, og den danske fase blot en del af overturen. Sikringsperioden skal hurtigt gå over i mobilisering. I modsætning til Kühnel klar understregning af hærens sidste rolle – eksistensforsvaret af Fæstningen til det sidste. I det store hele stod de konservative grupper bag denne opfattelse.

Kofoed-Hansen: Den marineteknologisk udvikling i de seneste år – i slagskibes størrelse, uddybning af Kielerkanalen, minevåbnet, torpedo- og specielt undervandsbåde – placerede Danmark inden for tysk magtområde, i hvert fald indtil den tyske højsøflåde var nedkæmpet. Det vil sige, at kommissionens balance ikke længere var mulig. Dansk neutralitetsforsvar skulle anvendes til at understrege denne realitet over for briterne. Konflikten – dvs. neutralitetsperioden – kunne evt. blive af længere varighed. Implicit en vis forståelse for en ‘tærskel’-værdi af forsvaret, specielt i forhold til England, hvor de danske styrker ikke skulle stå alene, men kun være briternes første problem. Der var kun en begrænset forståelse for ‘tærskel’-virkningen, og kun i forhold til England på grund af muligheden for tysk hjælp. K-H forstod, at neutralitetens troværdighed afhang af åbenlys vilje til at anvende magt, og han forstod – i modsætning til så at sige alle andre – at begrænset magtanvendelse ved krænkelser ikke gjorde den neutrale til krigsdeltager, men kun understregede neutralitetens troværdighed. Han var hæmmet i sine muligheder for at overbevise politikere ved at understrege, at det var et national æresspørgsmål at forsvare neutraliteten. Medens Kofoed-Hansens understregning af neutralitetsforsvaret ved kysten og kanten af søterritoriet havde støtte i venstregrupperne, var hans konsekvente syn på dansk forsvars internationale rolle og muligheder i modsætning til ikke mindst Neergaards gruppe, men – efter Jens Ole Christensens analyse – også, omend i mindre grad I.C. Christensens.

Munch og andre yngre radikale: Grundlæggende var risikoen under en krig forbundet med idéerne om at forsøge at forsvare sig mod en stormagtsindsats for at sætte sig på Danmark på trods af, at et sådant forsøg ville være udsigtsløst og ødelæggende. Krig blev set som ødelæggende eksistenskamp (dvs. som et spejlbillede af hærledelsens billede), som forkastedes. Hvis Danmark demonstrerede, at landet på ingen måde ville spille med, være militær aktør, at det ville forblive ikke-krigsdeltager, var der en mulighed for, at vi slap igennem uden at blive inddraget og ødelagt. Ikke mindst hærens officerers fjendskab til Tyskland og deres åbne af nationale følelser nærede og drevne ønske om at yde en militær indsats ved et (tysk) stormagtsangreb, kunne øde risikoen for dette angreb. Hvis indsatsen fandt sted ville den kunne medføre en national katastrofe. Forsvarsvilje blev set og benævnt som ‘militarisme’. Militærets – specielt hærens – interne virkemåde med disciplinering af mandskabet blev opfattet som forkastelig, fordi den jo ikke har noget fornuftigt formål. For de støttende socialister blev militæret set som de privilegeredes klassekampsinstrument. Hæren lod sig reelt anvende som sådant under Provisorietiden. Man skulle for at minimere ødelæggelserne optræde passivt, hvis landet blev inddraget som krigsskueplads (holdende resten af landet ‘neutralt’ som Grækenland).

Ingen af ‘fortællerne’ forstod helt den krigsførende stormagts problemer – hvilket er fundamentet for en afskrækkelses-/tærskelmålsætning. Dette er forståeligt, fordi man først med verdenskrigens indsættelse af alle stormagternes militære ressourcer fik et bedre indblik i deres derefter begrænsede handlefrihed. Men det skyldtes nok også, at man primært tog udgangspunkt i den egen svaghed, som var blevet illustreret i 1807 og 1864.

En analyse af stormagternes situation kunne have ført til en forståelse af, at deres indledningsvise strategiske valg af modstandere og krigsskuepladser måtte følges af inerti, medens disse valg prøves. Der ville opstå bindinger i form af politisk og organisatorisk prestige, og der skulle normalt opstå en krise eller en fundamental ny strategisk situation, før en krigsførende stormagt åbnede en ny front, som de tyske forventninger i 1917 om at de vestallierede ville etablere baser i Norge efter USA’s indtræden i krigen. Man havde ikke store ubundne reservestyrker, og dem man havde, blev anvendt for at opnå fremgang på de eksisterende fronter.

En inddragelse af et neutralt land blev betragtet med skepsis af de krigsførendes generalstabe, hvis landet da ikke åbent samarbejdede med modstanderen. Den operativt bekvemme gennemmarch af Belgien var endt som en alvorlig propagandamæssig belastning for Tyskland. Selv her, i det militaristiske Tyskland, skulle der herefter overskrides en betydelig tærskel, før man kunne bekvemme sig på at overfalde endnu et neutralt land. I de krigsførende demokratier var det endnu vanskeligere end i Tyskland at retfærdiggøre et overfald på en neutral magt.

Hvis det var klart, at den neutrale ikke blot ville konstaterede neutralitetsbruddet, men ville modsatte sig krænkelsen med våbenmagt, blev de politiske omkostninger endnu større, og da dette kunne give tid til modstanderens reaktioner og placere det neutrale lands militære ressourcer på modstanderside, skulle der også overvindes en militær tærskel i beslutningsforløbet. Den neutrale havde et betydeligt råderum overfor selv alvorlige krænkelser.

Der var derfor reelt ingen risiko for, at dansk militær magtanvendelse som svar på mindre krænkelser – som angreb mod modparters krigsskibe på dansk territorium – ville andet end at forstærke respekten for landets neutralitetsvilje. De krigsførende havde ikke de nødvendige klargjorte enheder og ledte ikke efter et påskud til at invadere landet. En robust evne kombineret med troværdig og demonstreret vilje til neutralitetsforsvar forebyggede krænkelser og mindskede stormagternes fristelse til at søge fordele ved en mere omfattende anvendelse af dansk territorium. Forskningen her viser, at der hverken hos politikerne eller i officerskorpsene eksisterede en forståelse af, at anvendelse af ikke alene militær tilstedeværelse, men anvendt våbenmagt som et instrument i neutralitetshævdelsen, ikke var krigsdeltagelse og ikke automatisk førte til denne. Dette på trods af, at netop denne juridiske opfattelse havde været fundamentet for 1909-ordningen.

Viceadmiral Kofoed-Hansen var den af de involverede, der havde den bedste indsigt i neutralitetsforsvarets muligheder. Man han syntes ikke at forstå, hvor vanskeligt det var for de neutrale aktører, hans egne officer, at anvende deres militære magtmidler som andet end i et forsvar mod et angreb. Hans manglende indsigt førte til uklare ordrer. Dette skyldtes også, at selv ikke Kofoed-Hansen forudså de neutralitetskrænkelser, der kom til voldsomt at pressede flådens materiel- og personelressourcer i den uforudset meget lange sikringsperiode.

Bind 1 : Frem mod krigen, neutralitetsværnet opbygges og rammes af krise 1909-1915

En kort skitse af Danmark og Tiden:
* Statistik om befolkningen. Troen på fremtiden efter de teknologiske og økonomisk fremskridt. En infrastruktur bygget på et tæt net af jernbaner og på kysttrafik med mindre skibe. Telegraf og telefon. De mange partiaviser som primære medier. De sociale skel på land og i by (reelt Matador første episode). De politiske problemer under krigen: Produktion og eksport – forværret situation fra 1917. Dyrtiden. Island. Grundloven. De Vestindiske Øer. Indenrigspolitisk mistillid og had, ikke mindst mellem venstregrupperne. Monarkiets vanskelige transformation.
* En præsentation af udviklingen af den ydre ramme: Den britiske (de traditionelle og Corbett/Fischers) og den tyske flådes ‘strategiske fortællinger’. De betydelige problemer med sølandsætninger, bl.a. pga. , at jernbaner kan sikre hurtig forstærkning af forsvarere ved landgangsstedet (Mackinder og Cardwell).
* De landmilitære ‘fortællinger’ – krigen må afsluttes hurtigt pga. samfundenes og økonomiernes manglende evne til at støtte det truende alternativ. Moralen, patriotismen, krigens naturlighed og nødvendighed (social-darvinisme).
* De for Danmarks strategiske situation afgørende begivenheder/udviklinger fra 1909:
o Den britisk-russiske tilnærmelse
o Balkankrigene
o Den tyske hærs strategiske primat over flåden fra 1905, der medfører at den operative planlægning mod Danmark indstilles.
o Indsættelsen af det britiske ekspeditionskorps i Frankrig og fastlåsning af Vestfronten i skyttegravskrig (herefter i nogle måneder begrænsede handlefrihed i forhold til maritime eventyr)
o Muligheden – Churchills idé ultimo 1914 indtil Dardanellerne besluttes to uger senere – for britiske operationer mod Slesvig og i Østersøen med inddragelse af Danmark i krigen. Undgås på grund af krisen i Kaukasus.
o Britiske ubåde til Østersøen fører pres på Danmark (og Sverige)
o Tysk strategi på Vest- og Østfronterne 1915-16 og den separate søkrig
o Den højteknologiske landkrig (artilleri, maskingeværer, gas, fly) og Danmarks produktionsmuligheder
o Jyllandslaget som en næsten katastrofe for den tyske Højsøflåde
o Den uindskrænkede tyske ubådskrig og krigsplanlægningen mod Danmark
o Revolutionen i Rusland og disciplinproblemer i krigsførendes hære (mytterierne i Frankrig)
o Tysklands sejr i Øst og handlefriheden indtil disse disponers offensivt på Vestfronten i marts 1918
o De allierede sejre sommer-efterår 1918
o Rammen af allieret intervention i Baltikum efter Tysklands nederlag
o Sønderjylland tilbage og skal sikres

Perioder og temaer: Hovedbehandlingen af hvert tema placeres i pricippet i én af perioderne; den generelle udvikling mellem de fire danske ‘fortællinger’ følges i afslutningen i behandlingen af hvert periodeafsnit.

September 1909-ultimo Juli 1914 – ‘Fred og dog Fare’:
‘… mon der virkelig var Fare for Krig? Verden saa jo saa almindelig ud, i Dag som i Gaar. Han syntes, en saa stor Begivenhed paa en eller anden Maade maatte kaste Skygge forud …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’

* Teknisk forældelse i hovedsystemerne – artilleriskibene, forterne og deres artilleri.
* Udviklingen inden for de ‘fire fortællinger’ – herunder de to værns prioriteringer/valg under forligsimplementering.
* Koncentrationen af Hæren mod Sjælland og forberedelserne på Sjælland
* Rammerne skabes for periferiens – Jyllands, Fyn og Bornholms – forsvar.
* Kofoed-Hansens moderne lette flåde skabes – og afventer udviklingen af Søfronten og kystforterne.
* Forberedelser til opgaverne under en neutralitetsperiode.
* De af hæren prioriterede dele af kystbefæstningerne.
* Krisehåndteringen i vinteren 1912-13: Generalprøven på august 1914 – med andre aktører
* Truslen fra sølandsætninger analyseres – fejlagtigt – med undergravende virkninger for 1909-ordningens logik.

Ultimo Juli 1914 -November 1914 – ‘Torden i Syd’:
‘… der vrimler med Militær, Haverne var opgravede, Soldaterne kamperede paa Græsplænerne, Stakitterne mellem Haverne paa Søsiden er opbrudt, for at der kan gaa Vagtpatruljer om Natten. Pigtraadshegn er der lavet og Løbegrave, bl.a. i Hvidøres Have. 45 Tønder Land Skov er fældet ved Fortunen, Hegn er opkastet af visne Grene, den tyrkiske Villa “Hasa” ved Hvidøre er rømmet ligesom alle de omliggende, den bevogtes af ti Mand, og der er lagt Dynamit i Kælderen for at sprænge den i Luften i Krigstilfælde, da den ligger i Forternes Skudlinie. Samme Skæbne venter Hvidøre, og Eskadren ligger i Linje med Hveen ind til Taarbæk. …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Forventninger og folkets offervilje: Den civile efterretningstjeneste. De frivillige korps og de frivillige bevogtningskorps. Frivillig deltagelse i feltbefæstningsarbejder. Stemningen ved indkaldelserne. Den begrænsede udrustning af den enkelte soldat – til et kort sommerfelttog.
* Sikringsstyrken om Københavns Befæstning.
* Sikringsstyrken på Sjælland og dens umiddelbare stabilisering.
* Kystudkigstjenesten.
* Flådens deployering til forsvaret af København og resten af Sjælland umiddelbart og senere.
* Samvirkeøvelsen inden for Søfronten mod en engelsk flådeindtrængen til bombardement af København.
* Flådens redeployering til støtte for spærringen af Store Bælt med nye opgaver.
* Hæren på Halskov og Knudshoved.
* Indsatsen ved landgrænsen og ved Lille Bælt.
* Bornholms placering under Munchs forsvarsopfattelse.
* Undervandsbådskrigen starter, uden væsentlige virkninger i Danmark.

November 1914-Oktober 1915:
‘… Krigen, der mod al Forventning ikke var blevet afsluttet paa nogle Maaneder, men syntes at være naaet til et Punkt, hvor alle Spaadomme om dens Varighed maatte blive Gætteværk. …: “De har gravet sig ned som Muldvarpe i Jorden, det forhaler Afgørelsen i det uendelige”.’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Erobringen af Antwerpen og virkningerne på hæren.
* Ammunitionskrisen og presset på sikringsstyrken.
* 3. Division og dele af 2. Division på Sjælland udenfor København – mod kystinvasionsforsvar efter sikring af befæstningen?
* Den voksende modstand mod sikringsstyrkens belastning og idégrundlag
* Forberedelser til og sikringen af mobiliseringen på Sjælland, Fyn og Jylland.
* Reduktionen af Sikringsstyrken og forberedelse af Tunestillingen.
* Udviklingen af kystværkerne udenfor København.
* Indsatsen mod britiske krænkelser: Esbjerg, Århus, Frederikshavn.
* Søkrigen omkring stræderne: E-13 og de tyske minespærringer ved Drogden.
* Oprøret mod Hærledelsen og godkendelse af Tunestillingen.

Bind 2: 1915-20: Neutralitetsværnet under pres – som dagligdag – dets nedbygning

November 1915 – November 1917:
‘… den uindskrænkede U-baadskrig blev erklæret til Fare for alle Tilførsler. Skibene, der skulde ud i de øglefyldte Farvande, blev dazzlemalede – camouflerede. Smukke, lyse Skibe blev spættede som Firben, og Sproget fik et nyt Ord. Petroleum og Benzin blev rationerede, Butiksbelysning forbudt, alle Kaféer skulle lukke Klokken ti. …” Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Fra Vestfronten til Tunestillingen.
* Søværnets dagligdag: Hjælp til skibsfarten, minebekæmpelse, stationstjeneste.
* Forsøg på at kompensere for værnenes mangler gennem indenrigs produktion af våben, reorganisering og redeployering af hærens artilleri og marinens ubrugte skyts, inspektionsrejser til krigsfronterne og import.
* Udbygning af Københavns Sydfront som svar på den tyske flådes tilstedeværelse.
* Mosede Kystforsvarsafsnit og Gørtz ledelsesstil.
* Roskildefjordstillingen og Hornsherredstillingen som et udviklingsprojekt.
* Flådens roller ved fæstningsfronterne, i Køge Bugt og i forhold til Roskildefjordstillingen.
* Den tysk-dansk-svenske minespærring af Øresund.
* Undervandsbåde til Storebælt.
* Tanker om fremrykning af fæstningens Nordfront.
* Udviklingen af Københavns og garnisonernes luftforsvar.
* Udviklingen af værnenes flystyrker.
* Fyns situation afklares med forberedt evakuation.
* Sikringsstyrkens pres på fast og tjenstgørende personel og befolkning.
* Pressen, politikerne og sikringsstyrken.
* Munch, Kofoed-Hansen og Gørtz, hvor Gørtz spiller, taber og går af og sikringsstyrken presses af tjenestevilkårerne og reduceres, så personellet presses yderligere af gravearbejdet og vagttjenesten.
* Udviklingen af de tyske krigsforberedelser mod Danmark. De første to faser 1892-97 og 1898-1905. Starten i sommer-efterår 1916. Den efterfølgende udvikling indtil sommer 1918. Forbindelsen til Holland, Norge og Sverige. Det officielle Danmarks reaktioner.

November 1917- November 1918:
‘… begejstringsløst, prosaisk vedblev Myrderiet under Faner, hvis Ideal-Inskriptioner forlængst var ulæselige, og syntes blot at ernære sig af de mørke Sindsmagter, man havde tvivlet paa, men som een Gang vakt truede med at rende alt Kulturens Værk over Ende. …’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Udviklingen af det mobile jyske forsvar igennem sikringsperioden.
o Forberedelsen af den mobile styrkes indsættelse fra landegrænsen til Himmerland.
o Himmerlands søflanke og oversvømmelserne
o Signalforbindelser.
* Udviklingen af det jyske bagland som base og tilbagetrækningspunkt:
o Jernbanekommunikationerne.
o Brohovederne.
o Tilbagetrækningspunkter: Vendsyssel – Thy – Thyholm – Mors.
o Hærens Limfjordsflotille og transportmidlerne.
* Syndikalisttruslen og virkningen på Sikringsstyrken
* Sikringstyrken under stadigt voldsommere pres i retning af reel afvikning.

November 1918 – Marts 1921:
‘… Ingen blændende Sejr for nogen; en Forskel i Graden af Forblødning og Sult gjorde Udslaget. … Denne Art Skuespil var for stedse forbi. … hele (soldaternes) … Liv vilde man huske deres Lidelser, og lette dem deres Vej, og for deres og de døde Kammaraters Øjne vilde alle Statsmænd nu holde deres Løfte og befri Verden for de Krigsvaaben, hvis virkelige Rædsel disse fire Aaar havde afdækket.’ Jacob Paludan: ‘Jørgen Stein’
* Erfaringerne.
* Base for Vestmagternes intervention i Baltikum.
* Overtagelsen af Sønderjylland.
* Offer- og forsvarsviljen samt den automatiske disciplin nedslidt.
* Sønderjylland som motiv for fjendskab og revanche borte.
* Forvirring om den sjællandske hærs status og muligheder – kontinuitet på den jyske halvø.
* På vej mod den første internationale operation i grænsezonen mellem Polen og Litauen.

Afslutning og konkluderende bemærkninger
* To dramatiske skel i 20. århundrede: 1914-20 og 1989-91.
* De ‘blinde pletter’ i den umiddelbare historieskrivning, der blev ført videre til 1938-39:
o Den strategiske sammenknytning af Danmark og Norge
o Dansk neutralitetsforsvarsberedskabs virkninger på de krigsførendes behov og muligheder
o Behovet for i en ny international spændingsperiode at forberede værnene til belastningen gennem udvidelse af kadrerne og en fuld uddannelse af de yngste værnepligtsårgange
o Behovet for – under en ny sikringsperiode – at reducere belastningen gennem et med hensyn til den aktuelle styrke efter situationen ‘pulserende’ vagt- og neutralitetsforsvarsberedskab
* Parallellen til afslutningen af den kolde krig. Belastning af beredskab og omkostninger – på langt sigt – for befolkningen. Hvad nytte var den militære indsats – kunne ikke bevises – derfor var den nok ikke nødvendig (under den kolde krig dog forholdet til garantimagten). I 1920 oven i købet Genforeningen som belønning for neutraliteten. ‘Fredsdividenden’ – de nye opgaver (sikringen af Sønderjylland) – tilpasning til de nye muligheder ved lidt aktivisme i Baltikum, men da krig dér – forsigtigt.
* På vej til en radikal forsvarsordning før Påskekrisen 1920?
* Fremtidige emner for forskning: 1922-ordningen som overgangskompromis. Det faste personels og den indkaldte værnepligtiges vilkår i større dybde. Dansk produktion og import til sikringsstyrken.

‘… i det hele fik jeg under min tjeneste i geleddet i de år … det indtryk, at befalingsmændenes ansvarsfølelse var ringere, end jeg var vant til. Såsnart tjenesten var tilende, havde enhver travlt med at passe sit lille ben og interessen for tjenesten trådte tilbage for interessen for de private forhold.

… navnlig forekom det mig, at stillingen var vanskelig og indskrænket for kompagnicheferne, som foruden bryderiet med mandskabet måtte se deres selvstændighed indskrænket ovenfra. Ved … Regiment(et) (i Ålborg) havde vi i Oberst … tid følelsen af, at der var en fast hånd, som ledede det hele, men lod os arbejde i frihed – men under ansvar. … når vi loyalt gjorde vort bedste for at arbejde i chefens ånd, kunne vi stole på, at vi havde ham i ryggen og at ingen fik lov at genere os.

Men ved … Regiment(et) (i København) var det anderledes, nu skulle hæren gøres populær. … selvfølgelig skal soldaterne behandles godt og tiltales som mennesker, som jeg mener selv at have gjort al min tid, og alle misligheder påtales og eventuelt straffes. Men skal vi have en hær, må vi have mulighed for at uddanne soldater og ikke næsvise og ugidelige skoledrenge.

Mine bataljons- og regimentschefer i de år var for størstedelen folk, der i hovedsagen havde gjort tjeneste ved hoffet og på kontorer, men kun var lidet fortrolige med geledtjenesten og navnlig ude af stand til at ordne tjenestegangen således, at kompagnichefernes selvstændighed blev respekteret. Deres gode menneskelige egenskaber ufortalt, til chefer egnede de sig ikke. Ængstelige, som de var, fik kompagnierne det ene pålæg eller forbud efter det andet, kompagnicheferne skulle altid være personlig ved kompagniet, og der var en evindelig og yderst smålig rettelse af de mest ligegyldige bagateller, så jeg som kompagnichef langt fra havde samme selvstændighed, som jeg havde haft som ganske ung løjtnant. Der var ikke tale om tillid. Hvor pålidelig og pligtopfyldende man end var, var det umuligt at gøre disse folk tilpas.’

Johan Clemmesen, kaptajn i hæren, R.D.: Erindringer 1868-1939. KBH 1985 om tiden i hæren 1907-13

I sommeren 2005 udkom Dansk Institut for Internationale Studiers redegørelse om Danmark under den kolde krig. I efteråret efter udgivelsen kritiserede jeg bl.a. rapporten for uden et grundlag af kildestudier og analyse at konkludere, at Danmark var velforsvaret i afgørende dele af perioden mellem 1949 og 1989. Der måtte gennemføres et arbejde, der kunne underbygge, supplere og evt. justere dette billede på grundlag af arkivstudier og interviews. Hvad jeg da endnu ikke vidste, var, at Statens Arkiver tre måneder tidligere havde beordret kassation, dvs. destruktion, af hovedparten af det kildegrundlag, som var nødvendigt for at gennemføre ikke alene disse studier, men al sammenhængende militærhistorisk eller militærsociologisk forskning i hæren, søværnet og flyvevåbnet efter 1957. Der blev ikke givet begrundelser for ordren om ødelæggelse, der var ikke fremlagt de kriterier, der var lagt til grund for bestemmelserne.

Et står dog klart ved læsning af bestemmelserne, nemlig, at Statens Arkiver finder, at myndigheder, der ikke findes i den fremtidige forsvarsorganisation, skal fjernes fra historien. Det kræver åbenbart ikke argumenter at beslutte, at militærhistorien fra den kolde krig er uden interesse.

For det primære danske bidrag til det fælles NATO-forsvar af den jyske halvø, Jyske Divisions, vedkommende skulle væsentlige dele af arkivalierne kasseres, snarest belejligt. Dette gjaldt bl.a. ingeniørarkivet, divisionens artilleri, signalopklaringsenheden samt hele hærens flyvetjenestes arkiv.

Militærregionernes og alle regimenternes arkiver skal kasseres. Indtil 1960’erne havde militærregionerne og regimenterne været de ansvarlige operative myndigheder. Derefter havde regionerne haft en afgørende rolle i klargøringen af hærens myndigheder til krig, samtidig med at de var ansvarlige for den militære del af totalforsvaret af Danmark. Region IV (Fyn) og specielt Bornholms Region var fortsat samtidig operative hovedkvarterer, der var ansvarlige for forsvaret den pågældende ø. Regimenterne var ansvarlige for den praktiske mobilisering af hæren til krig, men derudover var regimenterne reelt dengang selve hæren, den afgørende ramme for personellets indsats.

For søværnets vedkommende skal bl.a. alt vedrørende eskadrerene kasseres.

I flyvevåbnets arkiv forsvinder eksempelvis alt vedrørende raketluftforsvaret.

Alt om Bornholms forsvar skal ødelægges, det gælder både for det landmilitære og maritime forsvar. For en så historisk selvbevidst gruppe som bornholmerne ville dette være et overgreb, der reelt var en forbrydelse. Befolkningen på øen har og husker andre gode historiske grunde til at føle sig ignoreret af København.

I 1980’erne kom en stadig større del af dansk landforsvar til at hvile på de såkaldte ’kampgrupper’. Det var reelt infanteribrigader, som havde ansvar for mindre krævende, normalt stedbundne, forsvarsopgaver. De fik nøgleroller i landets forsvar. To blev to placeret i kystforsvar i Køge henholdsvis Fakse Bugt, én skulle dække broerne til Lolland-Falster-Møn og den fjerde skulle forsvare øerne syd for Smålandshavet. Disse myndigheders arkiver er beordret kasseret, og det samme er tilfældet for arkivet for ’Jyske Kampgruppe’, der var mobil reserveenhed for hele området vest for Storebælt. Forsvaret ABC-centrals arkiv, der kan anvendes til at rekonstruere Forsvarets forberedelser til at støtte landet, hvis det blev ramt at atomvåben eller gasangreb, skal ’kasseres’. Det samme gælder bl.a. arkivet fra ’Militærdistrikt Storkøbenhavn’, den myndighed, der bl.a. have ansvaret for at sikre de centrale danske statsmyndigheder i Københavnsområdet under krise og krig.

Alt, hvad der ville gøre det muligt at beskrive livet i hæren, søværnet og flyvevåbnet i den sidste halvdel af det tyvende århundrede skal snarest kasseres/ødelægges. Det samme gælder for centrale dele af grundlaget for at give en dækkende beskrivelse af danske forsvarsforberedelser i perioden. Forsvarets historie er efter Statens Arkivers opfattelse åbenbart ikke en del af landets historiske ’kanon’.

I 1980’erne gennemførte jeg et militærhistorisk forskningprojekt, der skulle rekonstruere hærens forsvarsplanlægning i mellemkrigstiden. Det var vanskeligt, fordi hærens myndigheder efter 9. april havde ødelagt alt, de kunne finde, der var ’rettet mod syd’. Regeringen eller hærledelsen havde åbenbart besluttet, at forsvarsforberedelser mod det land, der rent faktisk overfaldt Danmark, var for kontroversielle til at bevare, for ‘uneutrale’. Ved udnyttelse af sekundære kilder, der ikke var ødelagt, lykkedes rekonstruktionen imidlertid til en vis grad både for mig og for en ung historiker, der fortsatte projektet med et nyt geografisk fokus.

April 2005-Direktivet fra Statens Arkiver er langt mere dybtgående end panikudlugningen i 1940. Dets virkning er med bureakratisk, velovervejet grundighed at fjerne enhver mulighed for en dækkende historieskrivning, fordi alle arkivalier fra den pågældende myndighed, også de sekundære, skal ødelægges. Direktivet skaber potentielt en uoprettelig katastrofe. Det beordrer en systematisk ødelæggelse af dansk militærhistorie fra 1957 til 2003. Baggrunden og logikken – ud over applikeret tåbelighed og arrogance – kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på.

Den kongelige Livgarde har nu angiveligt afleveret de planer for to kampgrupper, der fandtes ved regimentet, til Hærens Operative Kommandos arkiv, men her findes de ikke. Planerne for forsvaret af Køge Bugt og fra det nedlagte Danske Livregiment overførte planer for forsvaret af broerne i Smålandsfarvandet er derfor sandsynligvis gået tabt for altid. Jeg håber, at de involverede kan bringes til at skamme sig. Andre myndigheder, der skulle nedlægges eller flyttes i forbindelse med gennemførelsen af det nuværende forsvarsforlig, kan måske bedre undskyldes for at have fulgt direktivet og lavet uoprettelig ødelæggelse af hærens og dansk historie.

Ikke alt, der skulle ødelægges, er destrueret på nuværende tidspunkt. De arkiver, der var nået til Hærens Operative Kommando i Karup eller til Varde, Haderslev, Holstebro og Antvorskov Kaserner synes bevaret, måske oven i købet som resultat af en bevidst beslutning om at ignorere direktivet. De bornholmske hærarkivalier har heldigvis overlevet i et beskyttet hjørne at Almegårdens Kaserne ved Rønne. Det er blevet afklaret i løbet af de seneste otte måneder ved hjælp fra et par andre pensionerede officerer.

Det er derimod ikke klart, hvad der er sket af ødelæggelser i søværnets og flyvevåbnets arkiver i løbet af de sidste tre år.

Nu håber jeg, at det lykkes for vores historisk bevidste forsvarchef at få standset denne uforklarlige og uforklarede historieødelæggelse, om nødvendigt med støtte af ansvarlige politikere, der forhåbentligt vil kræve en hurtig og fyldestgørende forklaring fra de involverede myndigheder. En undskyldning til eftertiden ville heller ikke være af vejen.

Det er ikke kun i Blekingegadebandesagen, at Danmark har et problem med forsvundne nøglearkivalier. Som historiker – og én af de mange titusinder, der under den kolde krig arbejdede under vanskelige forhold på at forberede forsvaret af det danske ansvarsområde i alliancen – må man se det bestemte som landsskadelig virksomhed.