Category: Andre artikler på dansk

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

What is happening now in eastern Ukraine may unfortunately be used by Russia as a model against the Baltic States. Only one of the states needs to be targeted. The most likely one would be Latvia. It is the country with the largest regional differences in economic development and the one with the deepest social inequalities. It has the highest level of political corruption and oligarchic influence on the political system. The national territorial security presence grew out of a nationalist militia, which now requires total reform and to be filled with substantial, locally mobilised forces. A significant part of the population – even in the capital – keeps itself updated via the Russian State television. Latvian nationalist have routinely been named fascists.

It would unfortunately not be difficult to orchestrate troubles similar to what we see now in the larger East Ukrainian cities with the purpose of sabotaging the maintenance of effective rule by Kyiv in that part of the country. Troubles that would make it very difficult to maintain solidarity. No NATO presence in the Baltic States – air policing, naval visits or army exercises – can do much to counter such an activity. It would require a combination of socio-economic changes and Latvian investment in security sector and defence reform, including as already noter the creation of a sizable, well-disciplined and officered national territorial defence structure. This is hardly economically viable without the introduction of Nordic type national service with its emphasis on an intensive, short training of motivated citizens.

NATO Europe is so desperately weak after a series of deep reductions of its operational military forces that these members are only able to supply a Potemkin character trigger. Only Turkey has maintained proper territorial self-defence forces. In Northern Europe only neutral Finland has averted the End of History infection of the brain and balance. Any deployment of the present forces signals weakness and vulnerability rather than robust and stable strength, and this is most likely to lead to self-deterrence if the bluff is called. It is important to remember that of the roughly 700 kilometres Baltic States border with Russia-Belarus, the interesting Latvian part is a couple of hundred kilometres.

The only really potentially effective counter would be immediate highly visible EU regional development projects in the depressed areas in the southeast and east of the country.

Læs “SNU maskepi”:

Synet på modstanderen
Som allerede nævnt var der reelt intet sammenfald mellem Bent Jensens og Jørgen Dragsdahls aktivitets- og interessedimensioner fra 1979 til 1983. Jensen gav imidlertid Dragsdahl skylden for visse socialdemokraters umoralske og skadeligt opportunistiske optræden. Da han ikke kunne ramme forræderne, blev journalisten den voksdukke, som han kunne stikke sine nåle i.

Med landsrettens hjælp lykkedes Bent Jensen personlige hævn på Dragsdahl, der kom til at bære for historikerens afsky for kommunismen og alt dens værk, nyttige idioter, medløbere, osv.

Denne totale fokusering på værdikampsdimensionen under den Kolde Krig, som Jensen stod for, er blevet styrende i Danmark. Det dominerede direktivet til DIIS for den undersøgelse, der kom i 2005, og det affødte den redaktionelt ansvarlige Svend Aage Christensens manipulerende reaktion, da han afviste at levere det ønskede og forventede resultat.

De militære og strategiske dimensioner af den Kolde Krig, domineret af militær opbygning, planlægning og strategier, blev og bliver set som irrelevant af Bent Jensen, Anders Fogh-Rasmussen, m.fl., og er derfor også kun venstrehåndsdækket af DIIS-redegørelsen.

Bent Jensens modrapport til DIIS-udredningen, som Gyldendal publicerer, ligger i øvrigt forventeligt i perfekt forlængelse af den danske sikkerhedspolitiske tradition og forskning, ifølge hvilken militære forhold og militær professionalisme ses som irrelevante. Den tradition er ikke begrænset til den politiske venstrefløj.

I virkeligheden ser man i Bent Jensens korstog en ubehagelig parallel til situationen under og efter en rigtig krig. Frontsoldaten, og fra 1979 til 1983 var jeg – som Uffe Ellemann på sit højere niveau – ”frontsoldat” i direkte kontakt med modstanderen. I den situation må man for at være effektiv kende og respektere den anden side, man må se og forstå dem som mennesker. De mange, der sidder og skjuler sig frustreret, stumvrede og inaktive langt fra fronten, kan lade sig nære af sort-hvid propaganda og had. Hadets fælleskab i ”etapen” var godt, forsøg på at virke gennem dialog var fraternisering og forkastelig.

*******************************************

Bent Jensen svarede ikke på denne blog, men da han dog trods alt efter at have læst artiklen reagerede med en email synes jeg (Clemmesen) det ville være korrekt at blokkopiere denne mail hertil:

Det er morsomt at læse dine fantasier om, hvad jeg sagde på et møde i Videnskabernes Selskabs bygning i 2005, hvor DIIS-udredningen blev diskuteret. Ifølge dine fantasier erklærede jeg nærmest Dragsdahl krig på dette møde.

Rent nonsens! Dragsdahl kom faktisk hen til mig efter mødet for at takke mig for mit indlæg, hvor jeg kritiserede DIIS-udrederne for ikke at skrive klart om Dragsdahl, men lade det blive ved antydninger.

Du har tilsyneladende også en meget dårlig hukommelse vedr. det forhold, som er omtalt i PET-kommissionens beretning: et medlem af SNU, som videregav militærpolitiske oplysninger. Samme dårlige hukommelse plager i øvrigt Dragsdahl. Jeg tror nok, at det af psykologer kaldes fortrængning.

Men din høje opfattelse af dig selv fejler til gengæld ikke noget.

Velbekomme!

Bent Jensen

Jeg overlader trygt til dem, der i modsætning til Bent Jensen kendte eller kender mig, at bedømme mit arbejde: både dengang i SNU, ved enhederne, de konservative og socialdemokratiske politikere, der placerede mig i Forsvarskommissionen af 1988, under ombygningen af Forsvarsakademiets Stabskursus ved den Kolde Krigs afslutning, under de 10½ års indsats i Baltikum eller senere som historiker.

Men lad være at fortælle ham om det. Det er indlysende for sent at forvirre ham med oplysninger der typer på, at verden ikke er endimensional.

”Danske embedsmænd betjener loyalt den til enhver tid siddende regering”

Det lyder og er korrekt og hensigtsmæssigt, hvis betjeningen holder sig inden for klare rammer, og ikke bliver til politisering til støtte for minister og regering uden risiko for at miste jobbet. Dvs. uden den risiko, der ville eksistere, hvis der som i andre lande var tale om for statssekretærer/viceministre og om en gruppe af politisk rekrutterede assistenter og rådgivere.

På grund af, at hans argumentation blev støttet af hans eget eksempel, overbeviste departementschef Michael Christiansen Clemmesen dengang i 1989 om, at han havde ret. Den danske model var den bedste for Danmark.

Men udviklingen siden har fået mig til skifte mening. Der er sket ændringer i Centraladministrationens arbejdsmåder, som har undergravet anvendeligheden af modellen. Men lad os først kort gennemtænke, hvad loyal ministerbetjening indebærer, og hvad der må ses som uansvarlig politisering.

Loyal ministerbetjening
De danske ministeriers embedsmænd er placeret som formidlere og brobyggere mellem ministeren og de i princippet fagprofessionelle i styrelserne. Dette er det centrale forhold i det danske system, der med ministrenes ressortansvarlighed ikke har formelt kabinetstyre.

Men selv her virker ministeriets ledende embedsmænd og specielt departementschefen også som en bro til de andre dele af centraladministrationen, herunder ikke mindst til statsministeriet på generelle policy-områder, justitsministeriet med hensyn til lovgivnings- og andre juridiske forhold samt finansministeriet med hensyn til resurseforbrug.

Den loyale betjening af ministeren indebærer, at man inden for de juridiske og andre rammer og det besluttede budget hjælper ministeren til at få vedkommendes politiske hensigt udkrystalliseret i formel lovgivning og andre formelle beslutninger og derefter implementeret. Dette må ske under fuld inddragelse og hensyntagen til den professionelle fagkundskab inden for ministeriets ressortområder, dvs. fra styrelserne.

Systemforgiftende politisering
Den loyale betjening bliver til uacceptabel politisering, hvis embedsmanden arbejder direkte for at fremme ministerens kamp om indflydelse i sit parti, hvis man søger at hjælpe politikeren med at få sin politik gennemført ved at bidrage til ikke-sagligt funderet indsats mod oppositionen, eller hvis man simpelthen af hensyn til, hvad man opfatter som ministeriets “projekt” anbefaler tvivlsomme fremgangsmåder.

Det samme gælder for aktivitet for at manipulere den politiske beslutningsproces ved bevidst at under- eller misinformere oppositionen og resten af lovgiverne.

En sådan kun forsvares i situationer, hvor væsentlige internationale interesser og forpligtelser står på spil, og selv i sådanne tilfælde kun midlertidigt.

Ikke mindst forløbet i Justitsministeriet op til Tamilsagen og for i Skatteministeriet i Thornings sag demonstrerede, at disse grænser for loyal betjening af ministeren synes mildest talt vanskelige at fastholde, og med den nye offentlighedslov mindskes offentlighedens mulighed for at holde embedsmændene fra grundlæggende systemundergravende politisering. Jeg skal i afslutningen kommentere kroniske og friskere sager.

Fra en centraladministration ledet af jurister til en drevet og domineret af politologer
Den væsentligste ændring siden slutningen af 1980’erne er i den uddannelsesmæssige baggrund af den typiske embedsmand i forvaltningen. Bortset fra i stillinger, hvis indhold primært var økonomisk planlægning og kontrol (og hvor der derfor var ansat cand.polit.’er) var den typiske embedsmand jurist.

Med en meget grov forenkling er en dansk uddannet jurist som forvalter grundlæggende pragmatisk. Den eneste ideologisk-teoretiske profil må siges at være, at de i deres opfattelse af juristens mission som gruppe er liberalt-progressive. De er som nævnt som forvaltere pragmatiske, og som representanter for en gammel profession er man gode brobyggere til de professionelle fra andre områder i styrelserne.

Der er endvidere blandt jurister en accept af, at man specialiserer inden for det ressortområde, man er ansat i, hvilket forstærker muligheden for brobygning. Den rolle, som præcedens har for jurister, skaber en naturlig interesse for, hvordan ting tidligere var og fungerede.

I løbet af de seneste 25 år er Centraladministrationen hurtigt blevet domineret af politologer. Cand. scient.pol.-studiet har siden de første år i Aarhus i stigende grad sigtet på at opnå et teoretisk grundlag (økonomisk og andet) for hurtig forståelse og reformer. Fortiden dannede ganske vist grundlaget for den teoretiske forståelse, men den eksisterende og tidligere situation skabte ikke som for juristen præcedens for noget som helst. Den var blot en trist uvidenskabeligt organiseret situation, der kunne danne baggrund for reformer.

Trautner, der gennemgik cand.scient.pol.-uddannelsen i Aarhus i 1990erne og senere fulgte den op med en ph.d. i politisk videnskab i Aalborg, konstaterer nu, at den danske politolog fra hans studietid er opdraget til at repræsentere tre kerneværdier:

For det første er man “problemknuser”. I kraft af den sublime indsigt i politiske processer, økonomi og forvaltning er man forpligtet til straks at løse erkendte problemer.

Den anden er en mekanistisk opfattelse af rationalitet, der dels reducerer mennesker til nyttemaksimerende maskiner, dels antager at regler og strukturer bestemmer adfærd. Der er derfor to redskaber i politologens værktøjskasse, nemlig økonomisk stok og gulerod samt detaljerede regler, herunder om rapportering af målelige effekter.

Den tredje kerneværdi er en respektløs tro på generalistens forrang. Professioner og deres erfaring regnes for intet; politologen er som generalist nemlig bedst egnet til rationelt og med regler at styre og integrere alle overordnede processer, mens professionernes laverestående udøvere stilles frit til “bare” at løse de praktiske opgaver.

Politologen lærer på studiet på baggrund af en teori at opstille en model der skaber overblik over et problem fra virkeligheden, og fremskaffe data der belyser problemet. Så langt så godt. Kæden hopper derefter af, fordi modellen aldrig kræves trykprøvet hos de berørte og erfarne specialister, der forstår deres fags dybere grundlag. De ses kun som kilde til informationer, deres erfaringsbaserede forståelse af sammenhænge erkendes og anerkendes ikke. Tværtimod øves politologen i på strengt logisk, dvs. uden brug af ekspertise og erfaring, selv at udvælge den objektivt bedste løsning modellen tilbyder. Og voila, så skal der implementeres. Fra teori til reform på 3 sekunder!

Tilbage i røgen fra de brændte dæk står de professionelle med vejkortet i hånden, der er ikke plads til dem i den politologiske racerbil, der så kører i virkelighedens grøfter. Sammen med de demoraliserede professionelle står befolkningen tilbage, igen præsenteret og betalende for kejserende nye klær.

I forhold til den traditionelle juristdominerede Centraladministration blev ændringen revolutionær, man kan vel sammenligne den som en invasion af en invasiv art, som dræbersnegle. Men invasionen har været som en fra rummet, for angiveligt er juristers krop taget i besiddelse, så også de er blevet inspireret til at gå alt for langt i ministerbetjeningen.

Der blev også en afledt virkning på det danske politiske system. De politologiske embedsmænd var motiveret som samfundsentreprenører, ikke samfundsbevarere. I modsætning til, hvad der var tilfældet for juristerne, var der ligeså lidt sandsynlighed for, at politologerne politisk og holdningsmæssigt var konservative, som tilfældet var for Stalins planlæggere og aktivistkadrer i 1930’erne. Politologer må naturligt have enten socialistisk eller liberalistisk ramme og inspiration for deres aktivistiske “can do” mission.

Konservatismens grundlag blev derefter undergravet ved det centraliseringsangreb på landets fungerede strukturer, “det gamle skidt”, som derefter fulgte.

Politologer havde efter deres egen opfattelse ”ret”, og dette umuliggjorde, at deres forhold til de professionelle i styrelserne kunne forblive en brobygning mellem dem og ministeren. Styrelsernes fokus og organisation var problemer, skadeligt bundet til en irrelevant fortidig situation. De skulle ”reformeres”, indtil de professionelles kerneydelser til befolkningen blev standardiseret til politologens rationalisme. Det skete bl.a. med “virksomhedsmodellen”.

De politologuddannede embedsmænd ankommer – nok uden at dette er fuldt bevidst – med egen agenda, både over for ministeren og over for de professionelle i styrelserne. De sidste skal som beskrevet presses ind i generalistskabelonen – dvs. afprofessionaliseres – og blot levere data til generalistens styring.

Det er indlysende, at det er langt vanskeligere for en energisk og højt begavet politologisk problemknuser at holde sin betjening af ministeren inden for rammen af ”loyal ministerbetjening”, end det er for den embedsmand, der har juristbaggrund, og som er vokset op som forvalter i et ressortdepartement.

Der er et andet alvorligt problem med skiftet fra jurister til politologer som centraladministrationens rygrad. For en politolog er personlig og professionel erfaring ret irrelevant, da man grundlæggende som kandidat ”fødes” med den rigtige forståelse af, hvad der skal ske. Dette fører til stadig yngre, mere dynamisk arrogante departementschefer, der er stadig mere villige til politisk reform – og anden – aktivisme i ministerbetjeningen.

Sammen med, at ministrene selv gennemsnitligt bliver stadig yngre og besidder stadig mindre livserfaring, betyder dette, at ledelsen af Danmark helt ophører med at være repræsentativ for befolkningen, der med en højere gennemsnitlig levealder afspejler den for politologerne irrelevante fortid.

Det aktuelle eksempel er SKAT, hvor man både har gennemført massive reduktioner, flyttet og løbende flere gange har reformeret organisationen. Både centrale og underlagte embedsmænd politiserer åbenbart rutinemæssigt og viser derigennem det slettest mulige ledelseseksempel for de reformpressede ansatte. At de ansatte derefter forledes til magtmisbrug og overfladisk arbejde kan kun undre en politolog og hans politiske “kejser”, der er blevet forvænt med reformklæderne.

Selvfølgelig kan man groft overbetone betydningen af embedsmandens uddannelsesbaggrund. Men lad os her opstille den tese, at hvis departementet – hvilket jo sker – bliver belemret/velsignet med en minister uden alt for mange egne idéer, intelligens eller dynamik, vil juristen i sin ministerbetjening sørge for, at forvaltningen kører sikkert og solidt videre, som Sir Humphrey Appleby i “Yes, Minister“. Derimod vil dette sandsynligvis blive set som dårlig politikerbetjening af en ambitiøs politolog. Der må være behov for effektivitetsforbedrende centraliseringsreformer, som kan sikre ministeren en højere profil og undgå, at man spilder tiden med ren forvaltning af det eksisterende.

Trautners profil af kollegaerne
En betydende andel af de centralt placerede embedsmænd med politologisk baggrund, synes ikke at være modnet af erfaring. De holder fast i deres uddannelses værdisæt af respektløst, proaktivt problemknuseri baseret på en umoden opfattelse af rationalitet og foragt for erfaring og professioner, som nu er det fundament hvorpå offentlig styring og ledelse nu bygger. Politiske valg gøres dermed til spørgsmål om regler og teknik, og politologen til politiker. Disse falske værdier præger i stigende grad andre faggrupper, herunder professionernes udøvere. I tyve år er de offentlige udgifter bl.a. derfor steget en procent om året, mens produktiviteten er faldet i en tilsvarende takt.

Om de aktuelle sager
For det første den kroniske sag med SKATs fejlagtige ejendomsvurderinger, hvor embedsmænd i loyalitet, dvs. egen karriereforvaltning, åbenbart har undladt at understrege det grundlæggende sagligt uholdbare i en situation, hvor beskatningen af borgerne overlades til tilfældigheder. Man kan have en stærk mistanke om, at berøringsangsten hænger sammen med, at den ødelæggelse af den lokale forankring af skattevæsnet, som de løbende “reformer” har medført, er den direkte årsag til, at dette problem blev uløseligt.

For det andet Udenrigsministeriets misbetjening af Udviklingsministeren i GGGI-sagen, der medførte, at han fejlinformerede Folketinget og måtte gå af. Her har “projektet” åbenbart været slippe af med nogle af de mange udviklingsmillioner på en måde, der ikke belaster ministeriets gennem-“reformerede”, dvs. reducerede, korps af embedsmænd. Den helt grundlæggende og grundige sagsbehandling, der i hundrede år har karakteriseret dette embedsmandskorps, der traditionelt har været domineret af elitejuristers normer, er blevet undergravet.

For det tredje det forløb, der førte til Justitsministerens afgang. Igen var der åbenbart tale om embedsmænd med Chefen for Politiets Efterretningstjeneste i spidsen, der dyrkede politisk management for at undgå ekstra belastning af resurserne. Man anvendte en grundlæggende intetsigende trusselsvurdering til at kontrollere en svag, naiv og grundlæggende embedsmandsloyal minister i sin manipulation af Folketinget.

For det fjerde hjælpen til Socialministeren i hendes utålmodighed med grundlæggende forvaltningsregler. Her er der – uanset de pågældende embedsmænds akademiske baggrund – klart tale om netop den lyst til politisk “problemknuseri”, der jævnfør Trautner karakteriserer hans generation af politologer.

I Berlingske-kronikken “Kurs mod konservative værdier” fra 6. januar kom Lars Barfoed reelt til at demonstrere, at han kun på få punkter kunne fremlægge, hvordan værdierne skulle udmyntes i politik.

Et centralt problem ligger i hans tankeløse – undskyld, ukritiske – anvendelse af ordet “reformer“. Lyder varm og positivt, gør automatisk ændringer til noget godt, uden omkostninger. Så at sige alle de “reformer”, der er blevet gennemført på de offentlige områder i de seneste tyve år har været drevet enten af liberalistisk fundamentalistisk ideologi eller managementteori. Ændringerne er uden forsøg og analyse af de totale virkninger blevet presset ned over sektorer, hvor de smarteste og mest overfladiske har lært det sprog, der som kejserens nye klæder får lytteren til at glemme sagens faglige substans. Det, der normalt har været tale om, er centraliseringer og standardiseringer, der har medført uhæmmet vækst af ufaglige bureaukratier og for de enøjede reformatorer uventede og utilsigtede virkninger, som derefter ses som fremkaldte af “naturlove” som globaliseringen, den moderne informationsteknologi eller behov for effektiviseringer og centralt styrede besparelser.

En konservativ taler om ændringer, der viser sig nødvendige, men som afprøves ved forsøg og mod erfaringer. Han nedbygger simpelthed forventningerne til et holdbart niveau ved at tale om “ændringer“.

Danske konservative havde selvfølgelig ikke magt til at blokere for det fundamentalistiske liberalistiske digebrud på erfaring, som under betegnelsen globalisering frigjorde kapitalen og kapitalismen fra staters modererende virkninger, men det ville have været smukt, om de mere tænksomme havde set og fremlagt de mulige og sikre negative virkninger, herunder at de frigjorte kapitalister ville opføre sig som griske svin på speed, uden den selvkontrol, det samfundssind og den dannelse, som partiet gerne skulle stå for. Skeptisk, erfaringsbaseret tale kunne have fået andre til at tænke sig om, før det var for sent. Nu må vi håbe på, at overnationale elementer som EU får magt til at gøre det for os.

De Konservative skulle med deres vægtning af ansvarlig og dannet optræden burde have været de første til at fordømme de erhversledere, der groft og i grisk egoisme har handlet skadeligt for både deres virksomhed og deres land – som ludo-kleptomaner. Konservative bør kunne fordømme klart, i modsætning til fundamentalistiske liberalister, hvor en vis beundring kan ligge lige under overfladen.

Barfod skriver om den centrale i at ændre folkeskolen. Fint nok. Men det synes som om, at han ikke ser og forstår, at det ikke var en specielt konservativt at acceptere ødelæggelsen af de danske højere uddannelser gennem en kombination af managementfis, overbureaukratisering, produktionspres og en mildest talt uheldig karakterskala”reform“, der endeligt helt forlader de klassiske Østedske idéer uden at overtage en kendt og velprøvet udenlandsk model. Problemet med både i den tidligere og den nuværende skala at have karakteren “7” – med grundlæggende forskellige niveaukrav – er en af de centrale fadæser.

Det er en ukonservativ flugt fra virkelighed og erfaring at tro, at masseproduktion af batchelors, masters og ph.d.-er, muliggjort af sænkede kvalitetskrav, kan gøre Danmark konkurrencedygtigt. Med den (forhåbentligt bevidst) sænkede kvalitet i de højere uddannelser kan man ikke forbedre niveauet noget sted i uddannelsessystement. Umiddelbart set skulle det være en konservativ sag at stille kvalitetskrav. Hvor er Per Stig Møller i denne sag?

Som Barfod skriver søger hans parti et medieforlig, der kan sikre den trykte presses overlevelse. Prisværdigt at man her vil gøre modstand mod en udvikling, der af mange – som globaliseringen – ses som en naturlov. Det ville være smukt, hvis man samtidig ville gøre op med den indtil nu uimodsagte fundamentalistiske liberalisme på bogmarkedet. Hvis dansk kultur og sprog skal overleve, skal dansk bogproduktion være lønnende, også for andet end danske kriminalromaner og halvdårlige oversættelser af udenlandske do. Når andre lande kan leve uden moms på bøger, kan det nok også administreres af det oversofistikerede danske skattevæsen. Det er muligvis en liberalistisk grundholdning, at alt skal kunne købes i massive indkøbscentrer, men er det konservativ politik at bidrage til ødelæggelsen af provinsbyernes kerne?

Den “reform“-bølge af centraliseringer, der er gennemført i løbet af det sidste par årtier, har bidraget til at undergrave og fjerne provinsbyernes elite. Skete det bare, eller var det bevidst? Var det konservativ politik?

På grund af, at man ikke forstod og kunne udtrykke, at man i modsætning til Venstre og De Radikale ikke er fundamentalistiske liberalister, at man var grundlæggende anderledes, er partiet nu reduceret til ingenting. Det har dog en fordel. Resterne er erfarne mennesker, ikke unge mennesker drevet af slagkraftige forenklinger. Ligesom befolkningens flertal. Det burde da kunne gøres til en styrke?

Rødderne til problemet er lange. Det konservative Folkeparti, der blev dannet under 1. Verdenskrig omfattede ud over den gamle landoverklasses repræsentanter også De Frikonservative, der som det britiske konservative parti var placeret i midten af det politiske spektrum.

Denne anden del af det nye parti var typisk repræsentanter for byernes elite og erhvervsliv, der som de radikale venstrefolk så sociale reformer som nødvendige for at hindre revolutionære tilstande, men i modsætning til disse – som højrefolkene – var Forsvarsvenner og uden ideologisk baserede visioner for fremtiden.

Idealisme var OK, men ideologi det ikke. Man var pragmatiske, hverken socialister eller liberalister. Forandring skulle ske som tilpasning, styret at sund fornuft og bygget på erfaringer.

Herudover stod de frikonservative og deres arvtagere for, hvad man kan kalde borgerlig anstændighed, retfærdighedssans og fairness. Den pragmatiske tilgang til politik var en god basis for den succes, partiet fik i lokalpolitik og forvaltning i flere dele af landet helt op til nu.

I landspolitikken kom de frikonservative og partiets pragmatikerne til at dominere det meste af de første 90 år, hvor man dog med Knud Bro som initiativtager og pionér adopterede bevarelse af miljøet som en del af partiets politik, en linje der kulminerede med Connie Hedegaards indsats i først dansk og senere EU-politik.

Problemerne startede i 1980’erne med Margaret Thatchers erobring af det britiske konservative parti og ændring af dette til fra et pragmatisk, social-konservativt parti til et ideologisk liberalistisk højreparti, der reelt overtog den højreplads i landets politik, som i begyndelsen af århundredet havde været fyldt af det traditionelle liberale parti. Det var før det parti, som nu kaldes liberalt sammen med Arbejderpartiets højrefløj gik samme vej som de danske radikale.

Thatchers linje blev og bliver efterabet af det danske konservative partis højrefløj, der ikke fattede og fatter, at det at være konservativ var at være cool og kritisk i forhold til ideologisk baserede – og derfor altid groft forsimplede – løsninger. Løsninger, der bliver alt andet end pragmatiske og hvor det afvises at afvente erfaringer.

For en ideologisk styret politiker, rådgivet af en teoretisk funderet “generalist”, dvs. en akademiker uden saglig eller praktisk indsigt i andet end økonomiske teoretiske faktorer og managementteori, er der ingen grund til forsigtighed eller forsøg … løsningens succes er jo selvindlysende.

Kopieringen af det ”konservative” britiske parti har nu også fået højredelen af partiet til at adoptere storebroderens nationalkonservative anti-EU-utopisme.

Problemerne fortsatte fra slutningen af 1990’erne, hvor Dansk Folkeparti fik lov til at erobre placeringen som forsvarere af Gud, Fædreland, Monarki – og her slutteligt også af Forsvarssagen. At dette parti i øvrigt valgte en fleksibel, opportunistisk taktisk linje og søgte en indvandrerpolitik, der placerede sig på linje med den konservative højrefløj, bedst markeret af Erik Ninn-Hansen – men i konflikt med en borgerlig anstændig linje – gjorde ikke situationen lettere.

Det konservative partis problem er ikke kun, at det siden den pragmatisk-brutale Hans Engell ramte betonklodsen har været uden effektiv ledelse. Sagen er, at store dele af landspartiet ikke forstår, at der er rigeligt med fundamentalistiske liberale partier i Danmark.

Der er derimod akut behov for politikere, som er aideologiske, reformskeptiske, erfaringssøgende, styrede af moden sund fornuft. Mennesker, der afviser centralistiske løsninger og som er villige til at delegere myndighed og ansvar til lokale embedsmænd og derefter effektivt forsvare deres valg overfor medierne.

Et sådant parti kunne modvirke den udvikling, der nu i næsten tyve år er blevet drevet af kombinationen af socialistisk planøkonomisk tænkning, embedsværkets teoretisk ideale og reelt ikke-prøvede management-idéer, og den liberale mistro til at offentlige ansatte kan motiveres positivt.

Et ikke-ideologisk, dvs. reelt konservativt, pragmatisk skeptisk parti – kritisk over for ideologisk og teoretisk motiverede reformer uden forsøg – kunne måske skabe sig en fremtid i dansk politik. Det ville i hvert fald udfylde et landspolitisk hul og tiltrække vælgere med livserfaring.

Det gør det nuværende historie- og hovedløse parti ikke.

Det synes nødvendigt efter præsentationen af Statens Forsvarshistoriske Museums nye afskedigelsesbaserede udviklingsplanspin “P16. Forsvarlig Fornyelse” at stille det grundlæggende spørgmål: Hvad er en sådan skatteborgerbetalt institutions opgave?

Bør den som en Public Service Fjernsyns- eller Radiokanal altid kunne demonstrere, at den vil sikre en solid og altid opdateret videregivelse af den sidste viden? En viden, hvoraf noget skabes gennem egen opsøgende virksomhed.

Eller skal institutionen blot søge af få det højest mulige antal kunder gennem aktiverende cirkusvirksomhed?

Er formålet med et meget bredt spektrum af formidlingstilbud og metoder at skabe oplysning og indsigt på museets faglige område hos besøgende fra alle aldre og befolkningslag?

Eller er målet – igen – blot at få det størst mulige antal kunder, fordi det er et målbart succeskriterium for en økonom, og så dækker en større del af udgifterne?

Museets ledelse har med sin plan valgt at konkurrere med Tivoli og Bakken – og pakke kastraktionen af alle andre områder ind i tidens værste management-ordgylle. Det lugter ikke rart for folk med kritisk og lugtesans.

Efter at have anvendt 10 år af mit liv med at presse og trække tidligere ex-sovjetmennesker til at vægte substans og kvalitet i stedet for Potemkin-facade og kvantitet – og til at se igennem løgnen og udtrykke den selv brutale sandhed i stedet for altid at spinne luftkasteller – er de skadelige virkninger af managementforgyldning kun alt for klar. “P16” er et luftkastel fyldt af varm luft, et forsøg at fylde reduktioner og manglende strategi med hensyn til indhold af forskning med positivt lydende tekst. En plan skal anvise en realistisk vej til at nå de opstillede mål og visioner. Denne mangler helt her, muligvis fordi forfatterne ikke havde forudsætningerne for at gøre dette.

Når den efterfølgende krise og organisationssammenbruddet senere følger, vil også disse begivenheder blive pakket ind i positive termer, og ingen vil tage ansvaret for alle de hvide eller grumsede løgne, uhæderlig optræden over for medarbejdere og fejlanvendelse af offentlige og donerede midler.

Jeg foreslår, at de ansvarlige, om de findes, besøger Armémuseet i Stockholm og ser, hvordan man dér på kvalificeret måde betjener skatteborgerne – med tankevækkede, stadig kritisk opdateret oplysning om krige og militære styrker.

Kustoder, der som illustrationen på planen laver flik-flak i 1700-talsuniformer, ville måske være passende en sommeraften under en Holberg-komedie i Grønnegårdsteatret, men ikke som logoet for en statsmyndigheds indsats med formål at skabe forståelse for et så alvorligt og tragisk forhold som krig og krigsførelse. Planens sprog og ordvalg har samme forhold til virkelighed og muligheder som George Orwells “Newspeak” i “1984“.

Jeg er glad for, at Skibsrederen, der ud fra nationalt sindelag donerede de mange millioner til den nye faste udstilling, ikke oplevede dette eksempel på svigtende rettidig omhu og substansløs propaganda.

Supplement
I TV2 News under stregede museumsdirektøren 1. maj, at det der skete og skulle ske var et policyskift fra forskning til formidling.

Lyder sådan set tilforladeligt, men er det ikke, uanset hvad direktøren selv måtte tro.

I de sidste år har museet med succes netop satset på formidling. På udstillingssiden er det sket først med Piratudstillingen og senest med den største publikumsucces hidtil, den krævende udstilling om det danske engagement i krigen i Afghanistan, der blev ledsaget af en dobbelt bogudgivelse på dansk og engelsk. Med hensyn til andre typer formidling er det sket med den omfattende internetplacerede dokumentation om Københavns Fæstnings historie. Denne blev 26. april fulgt op af en i betydelig udstrækning ny forskningsbaseret bog om fæstningen.

Det interessante set i lyset af direktørens fremtidsplaner er hele denne ambitiøse formidlingsindsats, der netop havde det både nye og forskningsbaserede fokus på faglig folkeoplysning, som burde være et statsligt museums mål. Disse aktiviteter glemmes som var de forældede og irrelevante. Hans planer virker som en hovedløs flugt fremad, der ignorere det nye fundament, han kunne bygge på. Indsatsen blev først og fremmest båret af en lille gruppe af unge historikere, hvis ledende og netværkende repræsentant på formidlingsområdet var Morten Tinning.

Det er i gruppen af museets unge historikere, at museet kunne have hentet mennesker til at bære de næste års udvikling. De havde inspireret af andre museers gode eksempel og egne erfaringer lært og derefter med succes demonstreret evnen til moderne formidlings- og oplysningsarbejde. I modsætning til rene kommunikationsspecialister ville de have været i stand til både kritisk at forstå det, der skulle formidles, herunder de seneste forskningsresultater, og derefter udvikle vejen til, hvor formidlingen bedst kunne ske. En ren formidler bør aldrig gives andet end en teknisk støtterolle. Han kan aldrig have andet forhold til substansen af det formidlede end et nyt forstærkersystem i en kirke eller på en markedsplads kan have til budskabets kvalitet og indhold.

Tinning er allerede forsvundet i en tidligere fase ved manglende kontraktforlængelse, og hovedparten af dem, hvis projektansættelse i denne runde ikke forlænges, er netop resten af dem, der kunne have sikret en fremtidig indholdsbaseres formidling.

Den formidling, som direktøren nu åbenbart har valgt at satse på for at virke moderne, må og skal gennemføres af oplevelsesspecialister, der ikke hæmmes af faglig viden om museets område. Folk, der må forudsætte, at al relevant viden jo findes, og kun skal gives videre på en medrivende form.

Det er simpelthen utroligt, at ansvarlige kulturpersoner kan tro og fastholde, at man kan formidle troværdigt uden viden. Det ved selv gode gøglere og stand-upkomikere er en fiktion.

Det er ligeså arrogant og skadeligt som at frigøre ledelse fra faglig indsigt.

Selv illusionskunstnere må tage udgangspunkt i substans.

Supplement 2
I et forsøg på at imødegå kritikken af de skete afskedigelser understreger museeumsdirektøren, at museet ganske vist skal leve af fortiden, men man må leve i nutiden.

Det er både korrekt og en totalt banal konstatering af alle menneskelige aktiviteter, men for et museum betyder det ikke nødvendigvis, at man i formidling skal satse på bevidst ahistoriske processpecialister – i modsætning til og med afvikling af de unge historikere, der har skabt den seneste publikumsfremgang. Fordi overfladisk og substanssvag, reklameagtig kommunikation – ligesom kokainmisbrug – er blevet in, er det ikke nødvendigvis en god idé at ignorere sund fornuft og erfaringer og tabe hovedet i grøften.

Det er grundlæggende nonsens at præsentere alternativerne som et valg mellem forskning og formidling, mellem fortid og nutid. Museets seneste formidlingssuccesser var ikke resultatet af museumsintern forskning, men af unge historikeres professionsfunderede, over nogle år gradvis forbedrede evne til kritisk at videregive andres, herunder mine, historiske forskningsresultater. Ad hoc-projektansættelse stadig nye, lavtlønnede, helt unge historikere, til projekter som den skitserede 1864-udstilling, kommer til at betyde, at man hver gang skal starte fra bunden. Dette ikke mindst, når der ikke findes et fast ansat minimum af respekterede fagfæller.

At indarbejde opportunistisk ad hoc organisering som vision og ledelsesstil er ikke en holdbar vej til at sikre kvalitet og robust fleksibilitet.

Som andre har understreget i det sidste par ugers debat, har den forskning, der bør ske på museet, fordi den bedst kan finde sted dér, et andet formål. Den skal – som den altid har gjort det – sikre museets og derigennem Danmarks – altid lille, men fortsatte placering i den internationale, våbenhistoriske forskning, som vore andre museer gør på deres områder.

Det er da glimrende, hvis museet kan tjene penge ved at udleje lokaler som ramme for bryllupper o.l.. Det har været muligt i årevis, så hvorfor får man først den idé nu?

Problemernes grundlæggende ens karakter

Den ’sagkyndige’ og politiske debat om begge de to alvorlige problemer er – for at sige det meget venligt – amatøragtig, overfladisk og uden vilje til at erkende udfordringernes alvor og behov for de opgør med normale arbejdsmetoder og andet, som det vil kræve at undgå en sikker fiasko.

Denne artikel bygger på erkendelsen af, at både rocker- og indvandrerbandernes drivkraft er et oprør mod den legitime statsmagts autoritet.Man har dannet og udbygger stadig en autonom loyalitet og disciplin, vender i foragt ryggen til det omgivende samfund. Hvis vi lader stå til og nægter at indse dette, bliver det umuligt at håndtere problemet uden at optrappe og gribe til indgreb og magtmidler, der nok anvendes andre steder i verden, men som i Danmark kun er blevet blev anvendt af Besættelsesmagten fra efteråret 1944. En sådan udvikling vil ødelægge mit Danmark – derfor overskriften.

Der er ikke på noget grundlæggende område forskel på motiverne bag – på denne ene side – en pashtustammes tilslutning til Taliban-netværkets oprør mod den afghanske eller pakistanske centralmagt og – på den anden – bag bandeaktivisternes aktiviteter herhjemme og i vore nabolande.

Begge steder er der tale om, at kriminalitet både motiverer og betaler udgifterne ved oprøret. Begge steder er hovedindtægtsområdet nu narkotikakriminalitet, hvilket i betydelig grad påvirker og skaber risiko for at afspore den oprørsundergravende indsats.
Begge steder har oprøret fokus og mål mod en område og de mennesker, oprørerne bevæger sig blandt og er afhængige af. De dominerer et lille eller større område, således af beboerne her af sympati, frygt eller opportunisme støtter oprøret mod statsmagten, således at denne i første omgang unddrages de oplysninger, der giver mulighed for at arrestere og straffe de centrale oprørere/bandemedlemmer. Man tvinger modstandere ud ved pres og terror, som det er sket ved bølleindsats mod en sognepræst for nylig. Herigennem etableres ’no-go’-områder, dvs. mindre ’befriede’ områder. Noget senere følger ’stikker’-likvideringer. Senere igen indkræver oprørerne beskyttelse, dvs. alternativ skat. Indtjeningen betyder, at de – som Hamas og Hezbollah i dele af Levanten – kan opbygge alternativer til de legitime statslige sikkerhedsstrukturer, retshåndhævelsen, socialvæsnet og undervisningen.

Det forhold, at de statslige og andre offentlige myndigheder mister nøjagtige og rettidige efterretninger, betyder at bekæmpelsesindsats har en meget stor risiko for at ramme forkert og så indlysende uretfærdigt, at men derigennem yderligere undergraver statens autoritet og fremmer oprørernes.

Begge steder vanskeliggøres indsatsen af, at der er tale om et netværk af lokale ’oprørs’-grupper, der er i indbyrdes åben konflikt om kriminelle markeder og indflydelse. Der er ikke tale om en centralledelse, som var ved kommunistiske oprørsbevægelser, hvor man kunne rette efterretningstjenesten og anden bekæmpelsesindsats mod denne. Som det også gælder for oprørene i Pakistan og Afghanistan, indgår både indvandrer- og rocker-grupperne i internationale netværk, der næres og forstærkes af de kriminelle aktiviteter.

Modforanstaltningernes ligeledes fælles karakter

Den fortvivlende ’Pavlovske’ reaktion på begge type oprør er at koncentrere sig om at bekæmpe de aktive symptomer på problemet. Dette gælder uanset om vi taler om Helmand eller de danske bandeghettoer. Det gælder både de personer, der burde være sagkyndige, og pressen og politikere: Soldaterne skal finde og helst dræbe flest muligt Talibanerne Helmand. Banderne må bekæmpes ved, at politiet fanger fest muligt af deres medlemmer , der så dømmes og sendes til fængslerne til videreuddannelse.
Det skal ikke her anfægtes, at indsats mod oprørerne både her og der er nødvendig for at inddæmme oprøret og de negative virkninger af dette, men det bør samtidig understreges, at det ville være både dumt og skadeligt at tro, at en effektiv inddæmning af oprøret er mulig på denne måde, dette specielt, når vi må optræde inden for de rammer, som vort samfundssystem sætter. Vi kan jo ikke anvende de effektive modterrormetoder, som den tyske besættelsesmagt så effektivt anvendte til at ødelægge den danske modstandsbevægelse i den sidste krigsvinter.

Der findes også blandt folk en hjernedød opfattelse af, at bandekrigen grundlæggende ikke er et problem, hvis de blot begrænser sig til at skyde hinanden. Man sympatiserer måske oven i købet med Taliban-bekæmpende krigsherrer i Afghanistan og Rockerbanders indsats mod indvandrerbanderne i Danmark. Det ses ikke, at dette – som anvendelsen af dødspatruljer mod oprørere i Latinamerika – blot bidrager til at forværre situationen, fordi det reelt ikke drejer sig om at slå oprørere ihjel.

Opgaven er at bygge eller genetablere støtten til statens autoritet og respekten for denne. Det må ske ved oprørsundergravende virksomhed i det plagede område. Her skal folk overbevises om, at dette er forudsætningen for, at de og deres børn kan få en tryg og god fremtid.

Uanset, hvilket oprør, det drejer sig om, er det helt afgørende, at man meget hurtigt sikrer sig, hvad man kan kalde sig en robust efterretningsoverlegenhed. Det forudsætter, at man, uanset om dette er ubekvemt eller farligt, etablerer en overbevisende varig tilstedeværelse i området, som man nu har gjort det i den ’Grønne Zone’ i Helmand.

Man skal imidlertid ikke blot være i området eller ghettoen ved her at opretholde en lokalpolitistation. Der skal sikres en konstant, voksende både synlig og usynlig tilstedeværelse. Den konstante tilstedeværelse kan naturligt omfatte civile politifolk, der gives betalt bolig i området. Tilstedeværelse må omfatte en indsats, hvor man ved agenter, amnesti og køb af tidligere bandemedlemmer, elektronisk overvågning samt tæt uformelt eller formelt samarbejde med folk, der fortjener at nyde lokal tillid. Sådanne lokale kontakter må derefter beskyttes effektivt. Der skal sikres en holdbar lokal tillid til, at når der foretages operationer eller gennemføres arrestationer, rammer disse kun folk, som fortjener dette i lokalbefolkningens øjne. Det er trist for laissé-faire liberalister at måtte se i øjnene, at en situation kan være så vanskelig, at den ikke løser sig selv.

Det kan nok også være hårdt at skulle se i øjnene, at man, selvfølgelig kun midlertidigt, så skride til forbud mod foreninger, som man har sikker viden om repræsenterer og finansieres ved organiseret kriminalitet. Dette uanset, om der er tale om motorcykelforeninger eller indvandrerklubber. Medlemskab kan næppe straffes, men forbud gøre det muligt at presse, monitere og hæmme foreningernes operationer yderligere.

Oprørsundergravende virksomhed koster penge, der ikke kun skal gå til at sikre efterretningsindsats, aktiv bekæmpelse, retsmæssig behandling og sikring/fængsling af de tilbageholdte. Som man har erkendt i Helmand skal der anvendes betydelige summer til effektivt at få illustreret for befolkningen i området, hvad kun statsmagten kan levere på holdbar måde. Det er trods alt begrænset, hvilke fælles infrastruktur- og lignende goder, der betales af narkotika- eller beskyttelsespenge.

Målet er en genopbygning af tilliden til staten i det oprørsinficerede område og befolkningsgruppe. Al erfaring viser, at de forskellige dele af indsatsen ikke alene skal koordineres. Der skal etableres en ansvarlig enhedsledelse med fuld bemyndigelse fra regeringen. Den af regeringen bemyndigede og ansvarlige person har bestemmende indflydelse på al efterretningsindsats, al magtanvendelse og al fysisk og menneskelig genopbygning (herunder uddannelse og støtte til lokale magtstrukturer som i Afghanistan politiet). Begrebet ’samtænkning’, som man i Danmark har opfundet, fordi man ikke vel tvinge dele af organisationen ind under enhedsledelse af en person fra en anden myndighed, viser hvor halvhjertet og amatøragtig landet indtil nu har grebet indsatsen i Helmand an. Det er et svigt, der med sikkerhed vil lede til unødvendige lidelser, tab og stærkt mindskede chancer for succes. Man kan ikke undskylde sig med, at kravet om ansvarlig enhedsledelse gælder hele den fælles afghansk-allierede indsats, for det danske bidrag kan kun anvendes effektivt i den fælles ramme, hvis man har delegeret myndighed til én national repræsentant. Kun derigennem kan man påvirke andre lande. Vi er begunstiget af, at vor primære, større samarbejdspartner, Storbritannien, er klar over dette krav.

Samme absolutte krav om enhedsledelse gælder også den oprørsundergravende indsats herhjemme. Ledelsen af den afgørende efterretningsindsats, eventuel nødvendig magtanvendelse og den sociale og opbygningsmæssige indsats må gives til én bemyndiget og over for regeringen ansvarlig person. Kravet om enhedsledelse og koordination gælder både for den nationale indsats og for arbejdet i et ramt område. Enhedsledelsen skal i øvrigt ikke kun dække statens resurser og aktiviteter. Kommuners og boligselskabers indsats må og skal finde sted i samme ramme, hvis man både skal undgå en forværring af situationen og inden for en overskuelig periode genskabe mere normale tilstande.

Den ansvarlige og bemyndigede enhedsleder skal ikke være en pæn, skridsikker forvaltertype, men en karismatisk kvindelig eller mandlig ildsjæl, der i hele den periode, indsatsen varer, kan lede sin meget meget heterogene organisation gennem inspiration og åbent sind.

Det er ikke alene lederen, der skal være noget andet end en normal offentlig managertype. Grundlæggende er det både i Helmand og på Nørrebro nødvendigt at sætte rutinemæssige arbejdstidsregler, rotationsforløb og lignende effektivitetsundergravende rutineoptræden ud af kraft. Alle nøglefolk i et sådant projekt skal være projektansatte og – motiverede. I Afghanistan er al indsats, herunder den danske, på ledelsesniveau, halvhjertet og uprofessionel, fordi den erfaring og forståelse samt de personlige netværk, der etableres i løbet af månederne derude, er ret irrelevante, når fordi selv de egnede og motiverede derefter tager hjem. De rutinemæssige tjenesteforløbs coitus interruptus betyder, at der aldrig kommer holdbare resultater af anstrengelserne.

Både i Helmand og på Nørrebro vil fastholdelse af bekvemme normalprocedurer med sikkerhed betyde en smertefuld fiasko.

Når man samlet ser på Bent Jensens kildeudslip i hans anklager mod Jørgen Dragsdahl og PET-kommissionens arbejde må man sammenfatte, at problemet med at anvende PET’s arkivalier fra begyndelsen af 1980’erne knytter sig til tre sammenhængende forhold:

For det første den generelle forståelse i tjenesten af institutionens opgave og de holdninger, ethos, der i Ole Stig Andersens tid prægede samspillet mellem tjenestens ansatte på arbejdsniveau. Sådanne holdninger ville være kendt af de ansatte i kriminalpolitiet, hvorfra tjenesten skulle rekruttere sine nye medarbejdere og influere, hvem der søgte.

For det andet det heraf medfølgende kvalitets- og holdningsproblem blandt tjenestens kriminalbetjente, som klart er dokumenteret i de få direkte offentliggjorte arkivalier. Den ideelle kriminalbetjent i kontraefterretningsarbejde er et modent, kritisk, selvstændigt, intelligent menneske, der fra sin tidligere tjeneste er rutineret i efterforsknings- og overvågningsopgaver. Hvis ledelsen har et politisk tunnelsyn, er det også afgørende, at medarbejderen er i besiddelse af et betydelig moralsk mod (civil-courage). En organisation som politiet vil sjældent være overrendt af sådanne dygtige professionelle, så de generelle forventninger om tjenesten i sikkerhedstjenesten vil altid være bestemmende for, om den på gulvniveau præges og domineres af denne type eller af fastlåste middelmådigheder.

For det tredje er det klart, at alle notater og referater i PET blev skrevet i den sikre forventning, at de aldrig ville blive udsat for offentliggørelsens krav om ansvarlighed. Dette ville med stor sikkerhed også have haft indflydelse på PET’s ledende, juridiske medarbejderes håndterings- og påtegningspraksis. Der var ingen grund til at skabe dårlig stemning på den lille, danske, arbejdsplads ved på skrift at korrigere ideologiserede medarbejderes skriftlige arbejder, og dette da slet ikke, hvis man ikke havde opbakning fra tjenestens chef.

Samspillet af disse tre forhold har sammen med resurseknaphed ikke kunnet undgå at påvirke tendens og faktuel værdi i PET’s dokumentmasse fra perioden. Dette var et problem, som PET-kommissionen eksplicit burde have konfronteret, uanset at det nok i meget stor udstrækning ville have begrænset, hvad man kunne skrive, hvis man skulle holde sig inden for salig, dansk historisk kildekritiks fader, Kristian Erslevs ramme.

Tilbageholdenhed med påstande og konklusioner ville ikke mindst have været passende, når man omtalte fortsat levende personer, som ikke blev givet adgang til at forklare sammenhænge.

Hvis man havde villet tage problemet med kildernes tendens- og udsagnskraft så alvorligt, som en god historiker og samvittighedsfuld jurist ville have gjort, kunne man have anvendt forskellige metoder. For det første kunne man – for at klarlægge den grundlæggende tendens i kildemassen fra tiden – have sammenlignet tjenestens daværende opfattelse med senere, ad anden vej, velbeskrevne forhold og begivenheder.

Man kunne have kompletteret arbejdet med de skriftlige kilder med interviews med fortsat levende personer, uanset disse i visse tilfælde skulle ske under sigtedes rettigheder. Som oftest ville det kunne være sket gennem anmodning om skriftlige kommentarer til omtalen af personen i kilderne (som i nødvendig udstrækning kunne være blevet afklassificeret med dette formål). Så ville omtalte personer ikke som jeg blive overrasket af en perfid anklage, der ukritisk fra tendentiøse PET-dokumenter i halvanonymiseret form blev viderebragt af kommissionen for til slut, triumferende, at blive offentliggjort af Jyllandsposten med navns nævnelse.

Ikke mindst i betragtning af, at en af kommissionens ledende historikere, Ditlev Tamm, er vores store historiker om retsopgøret efter 2. Verdenskrig, burde denne have optrådt lidt mere ansvarligt og professionelt. Kommissionen havde i modsætning til de daværende PET-medarbejdere både medarbejderkvalitet, tid og resurser til dette.

Men middelmådigheder støttes åbenbart til alle tider.

Michael H. Clemmesen

Email modtaget 4/8 2009

Kære Michael Clemmesen

Jeg har forgæves forsøgt at træffe dig i dag telefonisk, så jeg håber at komme i kontakt med dig via denne mail.

Baggrunden er, at jeg mener at kunne identificere dig som den person, som PET-kommissionen i bind 13 omtaler som Jørgen Dragsdahls kilde, der havde adgang til militærpolitiske oplysninger og gav ham fortrolige oplysninger, og som ikke blev genudpeget til en ny periode i SNU, da Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1983 skulle sætte det nye hold.

Jeg vil gerne tale med dig om disse oplysninger og have din kommentar til kommissionens måde at anonymisere på.

Du kan fange mig på xx xx xx xx eller på yy yy yy yy.

med venlig hilsen

Morten Pihl
(Journalist på Jyllandsposten)

Svar fra samme dag:

Kære Morten Pihl

Det er korrekt, at jeg allerede kendte Jørgen dengang. Jeg var i 1981-83 medlem af SNUs (‘Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg‘s) formandskab og anvendte en betydelig del af min tid på at imødegå hans og andres argumenter på skrift (i hans avis Information) og på møder både i Danmark og i udlandet.

Herunder rapporterede jeg løbende, hvis udsat for spørgsmål om klassificerede militære ting fra hans eller anden side (herunder KGB-folk o.l. under internationale møder) til min FE-kontakt, dvs. regionssikkerhedsofficeren (i overensstemmelse med reglerne i 25’ Hefte om Militær Sikkerhed). Som militært ansat havde jeg ikke noget at gøre med PET.

Den borgerlige regerings motiv for at ændre sammensætningen af SNU’s formandsskab kender jeg ikke, men jeg fik ikke indtryk af, at man var utilfreds med mit bidrag til dette første formandsskabs hovedprojekt, rapporten om ‘Norden som kernevåbenfri zone‘. Som Palle Simonsen udtalte i udvalget med et smil til mig, landede den jo overraskende nok ‘på benene‘. Om Uffe Ellemanns og hans ministeriums motiver og holdninger, kan du jo spørge ham.

Jeg har ikke erindring om, at Jørgen interesserede sig for fortrolige eller hemmelige forhold fra min tjeneste. I øvrigt havde jeg fra midten af 1982 overhovedet ikke adgang til aktuelle højtklassificerede sager. Jeg underviste efter eget ønske i krigshistorie på Hærens Officersskole (jeg var i 1981 blevet færdig med min hovedfagseksamen i historie på Københavns Universitet og ønskede at anvende denne uddannelse). Undervisningen omhandlede primært de Slesvigske Krige og 2. Verdenskrig, så de eneste ‘farlige‘ ting jeg beskæftigede mig med, var general Rye’s plan for udfaldet fra Fredericia og lignende.

Før den tid var jeg i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, hvor jeg ikke arbejdede med de ting, som Jørgen interesserede sig for (primært kernevåbenstrategiske spørgsmål), men kun generelle militære strukturforhold. Gruppen arbejdede direkte for Forsvarsstabschefen, generalløjtnant G. K. Christensen med bl.a. ‘perspektivplanlægning‘.

Fra 1984 var jeg kampvognseskadronschef ved Gardehusarregimentet i Næstved for at blive praktisk prøvet som chef før udnævnelsen til oberstløjtnant. Derefter var jeg som ung oberstløjtnant chef for ‘Kampgruppen‘ på Bornholm. I sommeren 1988 udpegede den borgerlige regering (efter konservativt og socialdemokratisk ønske) mig som medlem af ‘Forsvarskommissionen af 1988′, som arbejdede til udgangen af 1989.

Men jeg talte, diskuterede og kæmpede med Jørgen i begyndelsen af 1980’erne, i modsætning til alle de borgerlige politikere og kolleger, der gemte sig surmulende og umælende i højre skyttegrav. I et demokrati vinder man i debatten med argumenter, og det var jeg god til, som du kan få afklaret ved kontakt med mine daværende modstandere.

Hvis Jørgen via embedsmænd skulle søge informationer til det, han interesserede sig for, skulle han have disse fra Udenrigsministeriet, NATO-delegationen, Forsvarsministeriets 1. eller 7. kontor, eller måske sektionen ‘OP1‘ i Forsvarskommandoen.

Det er dog min næsten sikre fornemmelse fra de mange timers samtale og debat med Jørgen Dragsdahl (og dem han ’underviste’ og overbeviste), at den omfattende sagsviden, der gjorde ham så effektiv, var, hvad han frit hentede i det amerikanske demokratiske partis venstrefløj publikationer (som den nye amerikanske ambassadør dengang tilhørte) og i direkte kontakter med sine bekendte fra opholdet i USA.

Hvis jeg rent faktisk skulle have givet højtklassificerede informationer til Dragsdahl, ville jeg groft have overtrådt militær straffelov, og hvis PET havde en viden om dette, skulle/ville de have meddelt det til FE (som straks ville informere den militære personelforvaltning).

Selv en mistanke ville have været nok til at hindre den udnævnelse til oberstløjtnant og senere højere grader, som bekendt skete. Så jeg kan godt forstå, at PET-kommissionen anonymiserer nogle PET-ansattes løse opfattelser af, hvad der skete, dengang jeg i frontforsvaret af dansk sikkerhedspolitisk linje mod bl.a. Jørgens argumenter var sammen med ham. Hvis der havde været noget, som mine foresatte sikkerhedsansvarlige (efter mine løbende kontaktrapporter) opfattede som seriøst, ville jeg nok have hørt noget om disses PET-ansattes opfattelser før gennem din email.

At sikkerhedsfolk samler mistanker og rygter er naturligt. PET-betjente er jo blot kriminalbetjente, der nu er ude på Herrens store, mærkelige, politiserede mark, hvor meget lidt er sort-hvidt. De gør et nødvendigt, vanskeligt arbejde, hver efter sin bedste evne.

At kommissionen skrev anonymt er som sagt forståeligt, for en påstand med navns nævnelse ville have krævet forklaring på, hvorfor man dengang ikke fandt mistanken troværdig. Med anonymitet kunne man da skrive lidt, sådan antydende, uden at skulle underbygge under ansvarlighed….

Fra 1988 til 1994 havde jeg på FAK ansvaret for den videregående uddannelse af Forsvarets fremtidige chefer. Fra 1994 til slutningen af 2004 arbejdede jeg fra poster i Baltikum med at hjælpe balterne ind i NATO – med succes.

I modsætning til de fleste fra skyttegravsholdet har jeg ingen grund til at skamme mig over mine sidste 25 års personlige, aktive akademiker- og officerstjeneste for Danmark og Vesten. Fra 1980 til 2004 gjorde jeg frivilligt og aktivt udsat ‘fronttjeneste‘. Se det var mistænkeligt!

Din

Michael H. Clemmesen

Email senere 4/8:

Kære Michael Clemmesen

Tak for dit svar,…..

Jeg har måske ikke formuleret mig klart nok i relation til anonymiseringsmetoden: Synes du, det er i orden, at kommissionen beskriver personen, der – ifølge kommissionen – har videregivet fortrolige oplysninger, på en sådan måde, at vedkommende/du kan identificeres?

med venlig hilsen

Morten Pihl

(senere emailkorrespondance er ikke medtaget, fordi Pihl havde den opfattelse, at jeg ovenfor har svinet ham! til)

Svar aften 4/8 på email:

Jeg besvarer faktisk dit spørgsmål med:

At kommissionen skrev anonymt er som sagt forståeligt, for en påstand med navns nævnelse ville have krævet forklaring på, hvorfor man dengang ikke fandt mistanken troværdig. Med anonymitet kunne man da skrive lidt, sådan antydende, uden at skulle underbygge under ansvarlighed….

Det er ikke OK, det er dybt uansvarligt, … Det må siges af en kritisk tredjepart udfra principielle holdninger til retssikkerhed.

Jeg er faghistoriker, og både her og mht. DIIS’ koldkrigsredegørelse, der også drejede sig om samtidshistorie, finder jeg det forkasteligt, at fortsat levende direkte eller anonymt nævnte aktører ikke er blevet forsøgt interviewet, både for at komplettere billedet og for at mindske fejlkilder. PET-kommissionen har i hvert fald ikke manglet tid og resurser.

Med hensyn til PET-kommissionen (og Bent Jensens anvendelse af PET-materiale), finder jeg det helt utroligt, at man ikke anvender grundlæggende kildekritisk metode for at fastlægge kildens generelle og specielle udsagnskraft ud fra skribentens rolle og den generelle tilblivelsessituation. PET skulle samle løse rygter, som sandsynligvis ikke var noget som helst, for det kunne jo være, at der ved den brede observation pludseligt dukkede noget substantielt op.

Problemet er, hvis man som sikkerhedstjenestehistoriker ikke tager sit udgangspunkt i en dybdeforståelse af dette forhold. Jeg vidste godt, at jeg ved min løbende konfrontation med mine sikkerhedspolitiske modstandere fra fredsbevægelsen, kom under observation. Det betød, at jeg var meget omhyggelig med at rapportere til regionssikkerhedsofficeren. På et tidspunkt troede FE’s sikkerhedstjeneste, at der var et uforklarligt hul i min rapportering (jeg tror i 1984 eller 1985) og tog kontakt for at få sagen afklaret. Det beroligede mig reelt, men er åbenbart enten ikke rapporteret tilbage til PET eller ikke set af kommissionen.

Din Michael Clemmesen

Supplement efter Morten Pihl offentliggør PET’s teori i Jyllandsposten 6/8 2009 med overskriften: ‘Officer videregav fortrolige oplysninger. En officer i forsvaret røg ud af det sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg efter at være blevet aflyttet af PET. Ifølge PET-kommissionen videregav officeren fortrolige oplysninger til journalist Jørgen Dragsdahl.’

Kære Morten Pihl

Jeg skal helt undlade at kommentere den konstatering af fakta, som ligger i overskriften, da jeg som tidligere pressemedarbejder må gå ud fra, at du ikke har haft indflydelse på den. Påstanden er groft æreskrænkende og meget tæt på at give anledning til en formel klage til pressenævnet. Det ville være klædeligt, hvis du turde at tage afstand fra den, men det tør du vel næppe.

Jeg opfordrede dig til at kontakte Uffe Ellemann-Jensen om påstanden, som jeg orienterede ham om. Hvis du havde gjort dette, ville du have fået samme svar som jeg og derigennem fået undergravet PET’s teoretiske kobling mellem muligheden af, at jeg skulle være en af Dragsdahl’s kilder, og afløsningen i SNU – og derigennem din egen historie i dagens Jyllandspost. ….

Udenrigsministeriet havde intet at gøre med, at jeg ikke blev forlænget til næste formandskab. Hverken det ministerium eller statsministeriets kommitterede, Henning Gottlieb, havde noget at erindre mod karakteren af min indsats.

Da jeg ved fra samtale med den nu afdøde daværende forsvarsstabschef, admiral Sven Egil Thiede, at Forsvarskommandoen heller ikke havde noget at gøre med min afløsning, kan det med meget stor sikkerhed fastlægges, at beslutningen blev taget i mit eget ministerium, Forsvarsministeriet.

Den langt mest sandsynlige, men lidet sexede, årsag til afløsningen var derfor den simple, at det ikke var passende at have en ung major siddende i det fine udvalgs formandsskab som Forsvarets repræsentant. Da slet ikke, da jeg ikke optrådte som ‘repræsentant’, men både i udvalget og offentligt optrådte som uafhængig ekspert for den samlede militære ekspertise, hvilket må have irriteret de ansvarlige i Forsvarsdepartementet. Det var da også en ældre officer med passende foregående tjeneste, der blev min afløser.

Din Michael Clemmesen

Email fra Morten Pihl sent formiddag 6/8:

Kære Michael Clemmesen

Jeg har, som du opfordrede til, kontaktet Uffe Ellemann-Jensen, der var dybt inde i de islandske fjelde og derfor ikke havde mulighed for at se din blog. Han sendte en mail med det indhold, der er gengivet i avisen.

mvh

Morten Pihl

Svar senere den 6/8:

Du spurgte ikke Uffe, om han eller hans ministerium havde været involveret i udskiftningen af mig i SNU’s formandskab. Så ville du også have fået et klart nej, det spørgsmål blandede man sig ikke i. Koblingen er hovedpåstanden i din artikel, og den var fejlagtig. Den bygger på datidens rygter i PET, der blev videregivet af kommissionen, og senest ligeså ukritisk af dig.

Du viderebringer blot lagrede fejl, som ikke byggede på indsigt i datiden eller nyere selvstændig research i, hvordan ting fungerede i de i denne sag involverede organisationer. Hvis du gravede lidt dybere, ville du nok kunne levere en lidt tragikomisk fortælling om ethos og analytisk kvalitet i PET, dengang landets bedste kriminalbetjente ikke stod i kø for at arbejde i tjenesten. En fortælling, der ukritisk blev viderebragt til eftertiden af PET-kommissionen, fordi dennes historikere ikke lagde en viden om dette forhold til grund for deres anvendelse af kildematerialet fra tjenesten.

Din

Michael Clemmesen

Eftertanke efter dagen 6/8:

Det virker besynderligt, at hverken den tids PET-betjente eller deres chefer, historikerne i PET-kommissionen eller en journalist ved et stort dagblad nu har stillet sig de to indlysende spørgsmål i denne sag:

1) For det første, om betjentene overhovedet var i stand til at sagligt bedømme, hvad der var fortrolige militære oplysninger.
2) For det andet, hvorfor Forsvarets Efterretningstjeneste ikke fandt sagen så alvorlig, at man der reagerede med at mindske min adgang til meget højtklassificeret materiale. Det skete ikke på trods af, at det var og er den automatiske reaktion, hvis en militærperson blev erkendt som en mulig sikkerhedsrisiko, medens man undersøger sagen. Dette selv ikke efter, at PET (hvilket man man må have gjort), præsenterede de militære kontraefterretningsfolk for resultatet af den angiveligt iværksatte særlige undersøgelse af min person, for beviserne for overgivelse af fortrolige oplysninger. Det eneste, der skete, var den oven for nævnte afklarende samtale, der fandt sted på restauranten ved Østerport Station, efter nærmere omtale sandsynligvis i foråret 1984.

Er det fordi, man ikke kan tænke kritisk, eller fordi man ikke har interesse i at kende sandheden, fordi man så bliver tvunget til at skrive den?

Hen på aftenen den 6/8:

Kære Michael Clemmesen

Du har stadig ikke lagt mine senere to mails til dig ud på din blog – men tilføjet endnu en af dine betragtninger.

Det, synes jeg, er ikke fair.

mvh

Morten Pihl

Svar:

Morten

Hvis du ønskede, kunne du skrive din kommentar til min blog. Efter min ’blogetik’ redigerer jeg ikke substansen i kommentarer. Men lad mig give et mere fyldigt svar:

Lad os analysere overskriften: ’Officer videregav fortrolige oplysninger. En officer i forsvaret røg ud af det sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg efter at være blevet aflyttet af PET…’

Den første konstaterer som en kendsgerning, at jeg videregav ’fortrolige oplysninger’. Dette på trods af, at handlingen – som beskrevet af mig til dig mere end 24 timer før deadline – af en eller anden mærkelig grund ikke fik virkninger. Du stillede dig ikke det naturlige spørgsmål: Hvorfor ikke? Kunne det mon være, at der intet var i PET’s materiale fra aflysningen af Dragsdahl og den senere særlige overvågning af mig, der overviste den militære sagkundskab om, at der i samtalerne var givet ’fortrolige’ oplysninger? Eller kunne der være en anden forklaring? Du undlad at stille dette indlysende spørgsmål, men videregav det saglig tvivlsomme ukritisk.

Den anden sætning sammenknytter to forhold, aflytningen og afløsningen i SNU, så man får den sikre forståelse, at der var en direkte sammenhæng. Du undlod at gøre opmærksom på, at det blot var en teoretisk sammenknytning, der aldrig var blevet underbygget, men blot viderebragt fra også på andre område fejlramte og tendentiøse formuleringer i PET-notater. Ikke underbygget, fordi der ikke var den gættede sammenhæng. På grund af intellektuel sløvhed hos PET-medarbejderne, der aldrig i deres vildeste fantasi forestillede sig, at de ville blive ansvarliggjort gennem offentliggørelse af deres produkter, blev teoriens holdbarhed aldrig prøvet. Svigtende selvstændig kritisk sans hos kommissionens historikere på et så ligegyldigt område som en loyal officers renomé førte til at påstanden aldrig blev undersøgt, men blot videreført i en halvanonymiseret form. Derefter gentaget med navns nævnelse af Jyllandsposten som sandheden, offentligheden havde krav på. Det havde min familie, som har lidt under 25 års ubrudt tjenstligt engagement, til din orientering ikke brug for. Men det solgte vel aviser?

Jeg har i modsætning til de umælende, frustrerede i højre skyttegrav ikke videreført lagret had til mine daværende modstandere, som Jørgen Dragsdahl, ligesom Bent Jensen og hans politiske støtter så tydeligt har det. Det er selvfølgelig skammeligt. Her har jeg, som en anden aktiv deltager på systemets side i ’fredskampen’, nu pensioneret generalmajor Karsten J. Møller, noget til fælles med parternes frontkæmperveteraner fra andre konflikter. De er altid dårligere til at fortsætte hadet end baglandsheltene. Det er stødende på de tidligere umælende hadere, der mener, at det selv i et demokrati er bedre at afsky på afstand end at prøve at overbevise gennem samtale. Det at samtale var halvt forræderi og måtte (selvfølgelig) overvåges.

Jeg synes, at det er trist, at en god journalist, som jeg tror du er, på grund af svigtende rettidig kritisk omhu er endt som pennefører i den sag.

Som historiker er jeg ofte i den situation, at jeg må acceptere, at selv den mest logiske sammenhæng ærgerligt nok må beskrives som teori. Jeg anbefaler, at du på trods af den reducerede slagkraft og læselighed gør det samme i fremtiden, når alternativet er et forsøgt karaktermord, hvis du ikke søger ansættelse ved Ekstrabladet eller Se og hør.

Michael