Category: Andre artikler på dansk

Billedet er fra britisk-polsk militært samarbejde

Det helt afgørende er at forstå og fastholde, at den styrke, der skal indsættes i Ukraine som en del af en fredsaftale ved afslutningen af den igangværende krig, ikke skal være en neutral “fredsbevarende” styrke.

Det skal være en betydelig, umiddelbart kampklar styrke, der forstærker den afskrækkende effekt af Ukraines eget forsvar.

Styrkens placering i Ukraine skal ikke yderligere blotte andre dele af Europa, som trues af Rusland. Direkte truede områder som Baltikum er i forvejen meget svagt forsvaret, hvorfor det er fristende for Rusland at udnytte en yderligere svækkelse til at angribe her.

Disse forhold må bestemme, hvilke deltagerlande, der er mulige, mandat, bevæbning og forholdet til Ukraine.. Angående deltagelse er det klart, at halv- eller helallierede af den russiske aggressor er udelukket. Vedrørende mandatet er det klart, at alt svarende til traditionelle fredsbevarende styrker og al indblanding af FN vil gøre styrken værdiløs og derfor skadelig.

RUSLAND

Rusland kan muligvis bringes til at acceptere en fredstraktat, men har så klare mål med sin “specialoperation”, at man vil gøre alt for at gøre garantier at rest-Ukraines selvstændighed så svage og usikre som muligt. Det vil i første omgang ske ved at afvise garantistyrken og derefter arbejde for, at deltagelse af stater, mandat og kommandostruktur vil sikre “neutralitet” og ineffektivitet. Det vil kunne ske med automatisk støtte fra naive optimister i internationale organisationer og fra den talende klasse i vestlige lande. Diplomater vil arbejde for sådanne “løsninger” for overhovedet at kunne opnå russisk (og kinesisk) accept af en international styrkes tilstedeværelse i Ukraine. At den med sikkerhed bliver ligeså irrelevant som U.N.E.F. i 1967 i Mellemøsten og O.S.C.E.-(SMM)missionen i Donbas fra 2014 til 2022.

USA

Trump har meddelt, at USA ikke vil bidrage med landstyrker til garantistyrken. Dvs. at vi i bedste fald kan regne med fly- og måske luftforsvarsstyrker. Det ville være ønskeligt, om sådanne styrker blev baseret i selve Ukraine og at styrkens øverste chef var amerikaner, men vi kan med Donald Trump som præsident nok i bedste fald forvente et reelt selvstændigt bidrag placeret i Polen og Rumænien.

IKKE-NATO/EU-LANDES BIDRAG

Lande må udelukkes, der ikke åbent støtter Ukraines selvstændighed, er teknisk og professionelt på niveau med NATO-lande, og som overordnet kan anvende engelsk som kommandosprog. Dvs. lande som Australien, Schweiz, Sydkorea og Japan.

EU/EURONATO

Hovedindsatsen må bæres af europæiske medlemmer af NATO og af EU, og ledelsen af styrken må bæres af et større europisk land, bedst af et land, der som Polen er fast forankret i støtten til Ukraine. For at gøre styrken maksimalt afskrækkende skal den militære styrkechef have delegeret operativ kommando over alle styrker og myndighed til at hæve beredskabet, deployere styrkens dele og aktivere samarbejde med de ukrainske forsvarsstyrker uden reference til det politiske niveau.

Årsagen til, at de europæiske lande har så små styrker og derfor ikke kan dække NATOs østgrænse med et robust forsvar, er dels årtiers besparelser, dels at landene har frosset anvendelsen af værnepligten eller helt afskaffet den. Forudsætningen for at opstille og specielt opretholde en afskrækkende konventionel garantistyrke i Ukraine samtidig med at dækningen af Alliancens østgrænse opretholdes er at alle kontinentale europæiske NATO-lande aktiverer værnepligten for hurtigt at opbygge deres styrker.

Hvor stort behovet er for at gøre dette, illustreres af den tyske tøven med at love deltagelse i styrken i en situation, fordi man i sin indøvede hjælpeløshed føler uovervindelige problemer med at etablere den ene lovede brigade til Litauen.

Udholdenhed

Problemet er jo, at der ikke kun skal sendes en landstyrke, der for at understøtte garantien samlet skal være på flere gange ti tusinde soldater i velorganiserede brigade (vel 8-10 pansrede brigader).

Man må forudse, at mandskabet skal afløses hvert halve år (mens chefer og stabene af hensyn til kontinuitet kun afløses hvert andet eller tredje år).

Dvs. at bidragslandene i en periode af nok mere end ti år hvert halve år skal sende en styrke på flere gange ti tusinde soldater.

Forholdet til ukrainerne

Da garantistyrken ikke er en fredsbevarende styrke, men skal forstærke de ukrainske styrkers afskrækkelse af et nyt russisk angreb, skal et samvirke planlægges og nok jævnligt (nok halvårligt) øves ved stabskrigsspil.

Af hensyn til afskrækkelsen er det også afgørende, at hele den ukrainske erfaring med dronekrig, m.m. mod russerne fuldt ud overføres til garantistyrkens dele, og at den videre tekniske og taktiske udvikling sker i tæt samarbejde.

En gammel soldat og militærhistorikers anbefaling af praktiske (men dyre og smertefulde) skridt til at fjerne problemet:
1) Iværksæt lange praktiske øvelser (for Hæren feltøvelser).
2) Lad en stor del af øvelserne indeholde reserveenheder, hvor den praktiske gennemførelse af selve mobiliseringen indledningsvis øves.
3) Lad øvelsen være så lange og krævende, at alle del af logistikken (herunder erstatningen af store personeltab af nøglepersonel) både øves og presses.
4) Lad skiftende nye tekniske muligheder og elementer (herunder offensive og defensive droner konstant) indgå i øvelsen.
5) Lad fjendesiden frit styre sine aktiviteter af målet at afspore og ødelægge egen sides plan ud fra en viden om strukturelle, teknologiske og enkeltpersoners svagheder.
6) Anvend i stor udstrækning ekstern (civil og ekspertise) på begge sider for at fremme innovation og kritisk læring.
7) Anvend også udenlandsk (herunder ukrainsk) faglig ekspertise overalt hvor muligt.
😎 Øvelsesledelsen har primært til opgave af identificere de kvalificerede førere, stabsmedlemmer og andre kadrer, der fungerer optimalt under det hårde realistiske pres og innoverer metoder, så de passer til det skiftende behov … samt de andre, der ikke kan løse opgaverne tilfredsstillende.
9) Forvaltningen skal sikre og støtte en hurtig anvendelse af øvelsesledelsens erkendelser.

SUPPLEMENT

Grundlæggende er alt imidlertid spild af penge, hvis der ikke for alt militært personel aftales en ny (professionsstøttende) ansættelsesform. Denne må være uden øverste arbejdstidsbegrænsning (og speciel overbetaling for andet end vagttjeneste), men med et fast militærtillæg, hvis størrelse afgøres af den tidsbelastning i stillingen, som nu er blevet registreret igennem de seneste årtier. Uden dette kan krigsklare enheder ikke skabes. Men det ved Forsvarschefen selvfølgelig!?

Artiklen skal skitsere den meget betydelige udvikling på land og i luften i Ukrainekrigen. Målgruppen er almindelige læsere uden faglig baggrund.  

Artiklen var gennemredigeret til POV.international, og jeg vidste at ingen andre der kunne skrive den. Men som alle andre danske medier synes også redaktionen på det netmedie, at det hele er for sjovt, at der ikke kommer nogen krig. Jeg lider ikke af denne danske optimisme og valgte derfor at trække mig som bidragyder til mediet.

BAGGRUNDEN FOR FØRSTE DEL.
Rusland invaderede med metoder fra sovjettidens vellykkede strategiske kup i Prag 1968 og Kabul 1979. Her kombinerede man luftlanding af specialstyrker ved hovedstaden med en massiv invasion over grænserne.

Russerne var hæmmet at, at invasionen nu skete med styrker, der efter 2013 var opbygget til andre typer af krigsindsats end generel krig.

Ukrainerne forsvarede sig med stor effekt med felthærsbrigader og lokalforsvarsstyrker.  Infanteriet var hurtigt udrustet med lette vestlige missilvåben mod kampvogne og fly.

Ukraines kadrer var siden 2014 blevet rutineret under krigen i Donbas.

Ukrainerne indsatte med stor virkning straks bevæbnede droner som de, der havde sikret Azerbaijan sejren over Armenien i 2020-krigen.

Denne første fase af krigen sluttede med den ukrainske tilbageerobring af områderne i nord mellem Kyiv og grænsen til Rusland og Belarus.

I denne første periode modtog Ukraine meget tungt materiel fra Vesten.

VESTLIGE METODER OG TEKNIK PRØVES … OG FEJLER
Den næste periode af krigen varede fra sommeren 2022 til foråret 2025.

I sommer-eftersommer 2022 lykkedes de ukrainske modoffensiver vest for Dniprofloden ved Kherson og senere nord for Kharhiv. Kampene var præget af manøvrekrig i bedste vestlige skole. Samtidig udnyttede ukrainerne vestlige præcisionsvåben til at ramme og ødelægge russiske punktmål.

Russerne reagerede på fire områder.

For det første etablerede de russiske ingeniørtroppers store maskinpark omfattende og dybe linjer af kampstillinger og mineringer. De dækkede de erobrede områder i syd og øst.

Disse forsvarslinjer viste sig at være uigennemtrængelige for alle ukrainske forsøg på at opnå gennembrud og igen gennemføre vestlig type manøvrekrig. De kritiske vestlige eksperter glemte, at deres doktrin og organisation havde haft som forudsætning, at man havde herredømmet i luften og udnyttede det.

For det andet udbyggede russerne deres altid veludviklede evne til elektronisk krigsførelse. Specielt de vestlige GPS-styrede præcisionsvåben blev snydt og ineffektive.

For det tredje startede russerne en bombeoffensiv mod den ukrainske civilbefolkning. De anvendte ballistiske missiler, krydsermissiler og droner. Målene var el- og vandinfrastrukturen, og der skete også terrorangreb direkte mod civilbefolkningen.

Denne bombardementsoffensiv blev mødt af en kombination af ukrainske improviserede midler og donerede våben.

Krydsermissilerne kunne nedskydes med egne og vestlige klassiske luftværnsvåben. Men truslen fra de ballistiske missiler krævede anvendelsen af de relativt få, meget kapable, amerikanske PATRIOT anti-missilsystemer.

Endelig, for det fjerde, gennemførte de russiske landstyrker en konstant nedslidningsoffensiv mod den ukrainske hærs forsvarslinjer. De udnyttede ikke mindst den russiske overlegenhed i artilleri og granater. Ukrainerne måtte langsomt trække sig tilbage.

De konstante angreb gav både russerne og ukrainerne store tab, og ukrainerne prioriterede nu bekæmpelsen af russernes artilleri. Selv gik ukrainerne over til at satse på sværme af våbenbærende droner.

I august 2024 angreb ukrainske styrker ind over grænsen til den russiske Kursk Oblast. Det må ses som et forsøg på at mindske presset i øst. Men i marts 2025 havde russerne reelt tilbageerobret det tabte terræn og havde startet erobring af terræn på den ukrainske side, der skulle virke som en buffer for eventuelle fremtidige ukrainske offensiver.

UKRAINSK TILPASNING
Det ukrainske problem ved fronten var dobbelt:

For de første skulle man give russerne så store tab, at angrebene gik i stå, før de nåede de ukrainske stillinger. For det andet skulle man begrænse de ukrainske tab til et så lavt niveau, at de kunne erstattes.

Dette var kun muligt ved at begrænse antallet af soldater i de forreste dele af fæstningssystemet. Men dette gjorde det endnu mere afgørende at standse russiske angreb før de nåede de nu svagt besatte stillinger.

Den ukrainske løsning blev et forsvar, der byggedes på tusinder af droner, der dræbte russiske soldater og ødelagde eventuelle køretøjer. Dronen kastede en granat eller virkede som selvmordsdrone. Russerne skulle ikke nå frem, selv ikke, når de fik udleveret lette motorcykler.

RUSSISK LÆRING OG KONSEKVENSER
Russerne har desværre nu fundet et svar på ukrainernes tiltag.

Ved fronten er dette sket ved at kopiere den ukrainske fremgangsmåde med at anvende droner i masse, men med to anderledes elementer. For det første har mange af de russiske droner nu længere rækkevidde end de ukrainske, angiveligt 20-25 km.

Dette betyder, at ukrainske bevægelser fra og til fronten (af sårede, forsyninger og forstærkninger) angribes. Al tilstedeværelse i denne zone bag fronten er stadig mere risikabel, selv om natten.

Dvs. at ukrainernes mulighed nu konstant mindskes for at hindre og reagere rettidigt på et gennembrud.

For det andet har russerne valgt at holde droneoperatørerne langt tilbage, så de er bedre beskyttede mod ukrainsk bekæmpelse.

Samtidig udbygges angrebene mod det ukrainske bagland stadig til masseangreb med droner, der flyver højere og er vanskeligere at bekæmpe. Samtidig bliver missilangreb mere effektive ved at søge at forholdsbekæmpe de synlige og derfor sårbare PATRIOT-batterier med ballistiske præcisionsmissiler som ISKANDER-M.

KONSEKVENSER I UKRAINE OG FOR EUROPAS FORSVAR
I Ukraine har den russiske indsættelsen af droner området bag fronten skabt den største risiko i tre år for at en sektor af fronten nedslides til sammenbrud.

Der er teoretisk set to muligheder. for at møde truslen.

For det første kunne man, hvis man havde dem, indsætte et meget stort antal anti-drone luftforsvarssystemer på jorden i dækning af hele området bag fronten.

For det andet kan udvikle og indsætte et meget højt antal autonome anti-dronedroner, dvs. jagtdroner. De skulle anvendes direkte mod en erkendt russisk drone eller afpatruljere området bag fronten klar til at nedkæmpe bevæbnede droner og selvmordsdroner på jagt efter ukrainske mål. Indtil nu har man kun den første type.

Jagtdroner er under udvikling, herunder ved et droneprojekt i Danmark (se Jyllandsposten 11/8-25). At ukrainerne har valgt denne vej kan også skyldes, at jagtdroner kan anvendes i forsvaret af det civile bagland mod droneangreb.

Det er dog forudseeligt, at russerne med deres støttende kinesere vil udvikle og producere masser af tilsvarende autonome jagtdroner og indsætte dem til støtte for de russiske angrebsdroner.

I forsvaret af Europa er krisen ved fronten i Ukraine særdeles relevant. Men indtil nu rapporteres ikke om en aktiv udviklings- og øvelsesaktivitet med offensive droner, eksperimentelle jagtdroner samt droneforsvarssystemer på jorden. Dette på trods af, at disse systemer fra nu af er en forudsætning for at overleve og virke ved en eventuel russisk invasion af et NATO-medlem.

Billedet: https://soldiersystems.net/2022/09/08/finn-savotta-to-supply-new-m23-equipment-sets-to-the-finnish-defence-forces/

Nedenfor vil jeg beskrive, hvad en Forsvarschef, der følte sig rigtigt ansvarlig overfor Danmarks fremtid, kunne gøre for organisationen, ting som politikerne ikke kan/ønsker at formulere selv, men sandsynligvis klar til stiltiende at acceptere.

Dette drejer sig dels om at formulere konkrete forudsætninger om truslen og bredskabskrav, dels om at gøre ting for national styrkeopbygning uden at kunne referer direkte til de hemmeligholdte NATO-styrkemål (en hemmeligholdelse som kun er indenrigspolitisk forståelig – for russerne kender dem med stor sikkerhed).

Det nødvendige fælles grundlag for både landets militære forsvar og det civile beredskab ville være, at man bedst muligt fysisk og mentalt skal være forberedt til at være i en åben krigstilstand mod Rusland fra årsskiftet 2026-27 og at risikoen og omfanget at krigstruslen ville øget i de efterfølgende tre-fire år.

For Søværnets og Flyvevåbnets vedkommende skulle to opgaver forberedes parallelt.

For det første indsatsen for at forsvare eget land og værdier mod angreb og sikre NATOs kontrol over den sydlige og centrale del af Østersøen. For de “blå værn” betyder dette et tæt samarbejde med Sverige, herunder også valg af materiel(skibs-)typer.

Også Hæren på Bornholm og i den danske bagland samt Hjemmeværnet og det civile beredskab bør udvikles og lære i samarbejde med svenskerne.

Samarbejdet kan med fordel placeres under svensk ledelse.

For det andet indsatsen i Arktis og Nordatlanten. Her er de “blå værns” naturlige samarbejdspartnere og læremestre Norge, hvilket allerede er blevet markeret ved samarbejdet om brugen af norske maritime patruljefly. Færøerne og Grønland samt Arktisk Kommando hører naturligt hjemme i dette samarbejde.

Samarbejdet kan med fordel placeres under norsk ledelse.

For Hærens vedkommende er der dels den nationale opgave at udbygge evnen til sikring af baglandet. Dette sker mest rationelt med et veludrustet Hjemmeværn (med drone- og droneforsvarsstyrker) bakket op af mobile regionale enheder. Her må også skabes kapaciteter til vil logistisk værtsstøtte til allierede styrker.

Indtil Hærens opgaver i det fælles forsvar af alliancens område bliver mere klar, må forberedelser herudover ske i rammen af 1. Brigades opbygning. Det sker naturligt i samarbejdet med andre frontlinjehære som den finske, de baltiske, den polske og nok den tyske. Her er den centrale opgave nu at integrere stadig mere omfattende og alsidige drone- og droneforsvarsstyrker. Udfordringen er, at russiske dronestyrker i Ukraine nu har udviklet evnen til at afskære kampenhederne ved fronten fra mulighederne for logistisk og anden støtte fra baglandet i et dybt bælte.

Derudover kunne (bør) en forsvarschef og en chef for Hærkommandoen iværksætte uddannelser og andre aktiviteter, der forberedte nøglekadrerne på deres ledelses- og stabsopgaver under krig samt lagde grundlaget for udtagelse af de ret få bedst egnede.

For det første skal man i fredstid have de stående nationale kapaciteter, der muliggør løsning af afvisnings- og andre normale opgaver. Det skal selvfølgeligt ske med fly, der koster mindst muligt i flyvetimer og anden drift.

For det andet skal der i fællesskab skabes de afbalancerede flystyrker, som USAF indtil nu havde, øvede og deployerede til Europas forsvar.

De skal indeholde kampfly med forskellige egenskaber, bevæbning, sensorer og specialiseret uddannelse. Herunder fly, der er specialiseret i elektronisk og fysisk bekæmpelse af fjendtlige radar- og luftforsvarsstyrker. Disse FÆLLES, blandede flystyrker skal kunne støttes af tankningsfly, radarovervågnings- og kommandofly samt fly og andre styrker med evnen til at elektronisk krigsførelse.

Disse fælles styrker, som også vores flyvevåben SOM SIN MEST KRÆVENDE HOVEDOPGAVE må bidrage til, må som USAF løbende gennemføre realistiske fælles øvelser.

Alle disse fælles flyvestyrker må kunne operere fra flest muligt flyvepladser, herunder mobilisable reservefaciliteter skabt ved civile flyvepladser med shelters og anden infrastruktur. Ved hver sådan plads skal der være kommandomoduler, alle typer logistikelementer, en mobilisabel basereparationsenhed samt sikrings- og forsvarselementer mod både luftangreb og angreb med land- og dronestyrker. Store dele af disse mobiliseringsenheder til spredningsbaser må skabes gennem værnepligtige, herunder blandt de mest krævende (såsom flymekanikere) gennem attraktive reservekontrakter.

Da russernes flystyrkers kendte svaghed er den manglende eller utilstrækkelige samvirkeuddannelse, er det for afskrækkelse og relativ forsvarsevne afgørende, at alle dele af de fælles flystyrker stadig øver.

For at sikre en hurtig opbygning af selvforsvarsstyrker er det nødvendigt, at der både sker en acceleration på materielområdet og med hensyn til opbygningen af styrker og disses udholdenhed.

På materielområdet er det nødvendigt at i princippet alle europæiske våbensystemer- og ammunitionsproducenter sikres økonomisk mulighed for at udvide til og opretholde maksimal produktion.

Pga. USAF’s nuværende, men forventeligt midlertidige, dominerende rolle i Europas forsvars situation må denne maksimale produktion også gælde produktionen af Gripen, Rafael og Eurofighter Typhoon, med fjernvåben og avionics, der bedst muligt kompenserer for flyenes manglende stealth-egenskaber.

Der skal i Europa simpelthen opbygges nye flystyrker, der afløser USAF’s. Produktionslandene etablerer internationale skoler, der uddanner/omskoler piloter, vedligeholdelsespersonel, m.m., og alle de europæiske lande vælger, hvilken af de tre jagerflytyper, de vælger som supplement til deres amerikanske (typisk F-35).

Man vil påpege, at det er urationelt at operere mere end én type jagerfly i et lille flyvevåben, som det danske. Man kan konstatere, at det er normalsituationen, og at dette skaber muligheden af at kompensere fly med forskellige egenskaber.

Jeg er klar over, at den største flaskehals er antallet af operative flyvestationer og kvalificeret jordpersonel. Det kræver politisk beslutsomhed at skabe militære dele med nødvendig infrastruktur på civile pladser samt uddanne og anvende værnepligtige og personel med attraktive reservekontrakter til opgaverne. Men den opgave er løst før, så det kan ske igen.

(the photo is from Setomaa, the southeastern Estonian district at the Russian border west of Pskov)

THE THREAT AGAINST THE BORDERS AND KEY AREAS SUCH AS CAPITALS AND MAIN PORTS

The Baltic States’ borders to Russia, Belarus and the Kaliningrad Oblast of Russia are more that 1.200 kms long. However the Peipus and Pskov Lakes between Estonia and Russia means that the most exposed parts are only of roughly 1.000 kms. A significant part of the borders are wooded meaning both that surveillance and effective direct weapon are limited in range and that easy advance of mechanised forces is hampered outside roads.

Of the three capitals Vilnius is placed close to the Belarus Border and thus the far most vulnerable to over-land coup and bombardment (even by field artillery). Tallinn as well as the western Courland Ports of Liépaja and Ventspils are exposed to the risks of coup by both air and sea landings. Riga may be attempted taken by an air landing in the air port.

The east-west extension of the states is limited making the western coast reachable within one-two days of a break-through at the eastern borders. This limitation means that supporting air force elements are best based further away in places such as Sweden.

BACKGROUND OF THE NOTES

The background is first and foremost my practical service as combat troops and staff officer during the Cold War with various defence missions, both coastal/island defence and defending at the northern end of the Inner German Border.

Various tactical courses from battalion to army corps level, especially the lecturing at the army general staff course by Jørgen Lyng, then Lieutenant Colonel, later General. Lyng made certain that we all understood in depth the possibilities and limitations of units.

Service in Baltic States 1994-2004 that included a defence reconnaissance of the border areas and several later visits to the key sectors.

A continuous study of the post-2022 Ukrainian war with Russia to extract lessons relevant for Baltic defence.

THE MISSIONS AND MAXIMUM POTENTIAL OF COMBAT BRIGADES

The notes assumes brigades of 3-4 combat battalions of each 3-4 infantry companies/tank squadrons; a long range 155 mm howitzer battalion; a combat engineer company; a combat drone company large enough to give drone platoons to battalions and keep a powerful central drone pool; an anti-air/anti drone battery; a logistics battalion; a field hospital and ambulance unit.

The maximum occupied frontage of such a brigade (with three combat battalions with each three subunits in front) is approximately 20 kms (with nine subunits in positions), less if closely wooded area, more if an area well prepared with deep fortified positions and obstacles to movement and with few roads crossing the border.

With the actual character of the Baltic States’ eastern and southern borders, it is assumed that it will be sufficient to create a “low troop density” defence with the Ukrainian type of deep drone surveillance and armed drone and artillery attrition of any advancing Russian formation. The brigade combat elements will be concentrated around roads. Areas between brigade sectors and battalion defence positions covered by drone equipped territorial defence forces manning deep fortified and dense obstacle rich positions. Brigades in reserves ready to take-over any such sectors if they comes under attack and taking-over from worn-out forward brigades.

The main problem now is that the number of Baltic States’ own and other brigades remains far from the minimum required to defend the capitals, etc. and creating a minimum defence of the most likely Russian invasion routes.

However, in order to understand the situation, all brigades in a state (national and allied) could be tasked to develop defence plans for all key sectors/defence missions of the country. This could take place in the relevant terrain and on the basis of the NATO Stanag procedure “Estimate of the Situation”.

On the basis of the different brigade plans, a consolidated plan could be developed and tested in war gaming.

HOW TO PREPARE

The first step to take is of course to identify the most likely (worst case) Russian options and border invasion routes to the capitals and onwards to the Courland west coast. The work should be prepared led by the Multinational Corps NE together with the Defence Intelligence Agencies of the three Baltic States.

The next step is to conduct a thorough reconnaissance of the various high priority brigade sectors with battalion and subunit cadres developing a plan down to each platoon position, every fortified position, every obstacle, use of drones and fires.

I know that all is difficult now, but the old simple methods probably taught in all military academies and officer courses are as follows: The brigade commander has given missions to the battalions defining their tasks and main efforts. This is supported by drone imagery. On this basis the COs give his temporary plan to his subunits, artillery as well as engineer advisors and the units’ independent platoons. Thereafter the battalion, subunit cadre, etc. conduct a reconnaissance to develop a final battalion plan that matches the terrain and other identified realitities. The battalion plans are joined into a final brigade plan. This procedure should be done repeatedly to ensure that the full procedure can be completed within a day.

The third step is to war-game the final brigade plan to identify weaknesses to be removed by changes.

The fourth is to conduct logistics, personnel and medical exercises and personnel replacement from brigade back to home country to develop workable structures and procedures.

OTHER DEFENCE ISSUES RELATED TO BALTIC DEFENCE

The only suitable area for air bases from where the Baltic States and South Finland can be given effective air support is South and Central Sweden. During the Cold War bases here were foreseen used by the U.S.A.F. and now the ideal force would be a strong and fully capable, balanced American Tactical Air Force. Now, however, it is up to the Europeans to build-up their air forces’ strength to create a combined tactical air force to be able to accomplish the mission.

The Baltic States and the allied forces reinforcing their defence depend on NATO Sea Lines of Communications to the Baltics and therefore on the defence of Bornholm and Gotland against Russian capture. If the Russians take one and both island, both the states and allied forces will depend on transit through Sweden and sea routes from ports on the Swedish east coast.

The Russian reaction to allied forces defending the Baltic States will be various threats including of missile bombardment and drone attacks. Therefore it is essential for such allies to both maintain an effective all-round air defence and a robust civil defence capability.

FINAL REMARKS

I know that all the observations and notes above are pretty basic. However, I have an impression that they and the proposed activities have been forgotten, ignored or deliberately rejected as unnecessary, because we the are inherently superior – in theory.

Fordi kernevåben kun blev brugt de to gange af USA i august 1945, synes det at være blevet et fastlåst dogme, at det ikke kan ske igen. Det er groft uforsvarligt.

Dette virker mildest talt besynderligt, når man sammenligner opfattelsen med situationen i begyndelsen af 1980’erne: Dengang var dominerede truslen om kernevåbenkrig helt den danske (og resten af Vest-europas) diskurs.

Medvirkende til den helt nu ændrede opfattelse er nok, at risikoen for en gensidig, altødelæggende kernevåbenkrig ganske vist bragte Verden gennem nogle af de mest risikable kriser under Den Kolde Krig, herunder mest kendt Cubakrisen i efteråret 1962. Men der skete jo intet. Klimaforandringer er blevet den afløsende eksistentielle trussel.

Efter krisen i 1962 indledte USA og Sovjetunionen forhandlinger for at nedbygge/regulere våbnenes antal og rolle samt dæmme op for nye kernevåbenmagter.

Men fra midten af 1970’erne til midt i 1980’erne fulgte en ny bølge af kernevåbenoprustning. Herunder opstod der i begyndelsen af 1980’erne en intern krise i Europa, da NATO besluttede af svare på opstillingen af nye sovjetiske mellemdistancemissiler med deployeringen af nogenlunde tilsvarende amerikanske våben i et antal europæiske medlemslande.

Den folkelige danske modstand blev for mig rammen for fem års konstant tæt samliv med kernevåben-problemerne, da jeg påtog mig rollen at forklare og forsvare NATOs beslutning, herunder som medlem af bestyrelsen (”Formandskabet”) af et regeringsudvalg: Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (“SNU”).

Efter denne periode virker nutidens skråsikre opfattelse af, at våbnene ikke igen vil blive anvendt både dum og uansvarlig.

Lige nu drejer en af de igangværende krige om forhåndsforebyggelse af en iransk kernevåbentrussel mod Israel. Det er en trussel, der også omfatter Europa, hvilket har fremkaldt deployering af kontroversielle amerikanske antimissilbatterier til Rumænien og Polen.

Nutidens optimister bygger deres opfattelse på to observationer.

Den første er opfattelsen, at alle ved at alle ved, med teorien om Mutual Assured Destruction (forkortet MAD), at én parts kernevåbenbrug vil udløse en fuld gengældelse, der vil ødelægge modparten og verden. Man overser den afgørende forudsætning, at begge parter har betydelige sikre ”andenslagsstyrker”, med langtrækkende missiler, der befinder sig på neddykkede kernevåbendrevne ubåde – på konstant patrulje.

Den anden er en teori om, at spredning af kernevåden til nye lande er en fordel, fordi den vil skabe nye ”terrorbalancer” og fremme tilbageholdenhed. ”Beviset” for denne teori er forløbet af de sidste årtiers konflikter mellem arvefjenderne Indien og Pakistan.

Endelig eksisterer en tro på, at verdensopinionen samt (og specielt) Kina bliver så varigt vred/sur, at det kan virke afskrækkende. Det må jeg som gammel. kynisk historier afvise som mildest talt usandsynligt.

Den optimistiske opfattelse bliver så overført til det forhold, at Nordkorea har skaffet sig en stærk kernevåbenstyrke og har udviklet så langtrækkende missiler, at man kan true USA, samt nu Irans indsats for at skaffe sig kernevåben til landets missiler, der både kan række Israel og Europa.

Der er flere gode grunde til at afvise optimismen som letsindig. For det første de overskuelige konsekvenser af de sidste årtiers fremskridt i udviklingen af både forsvaret mod missilangreb og i udviklingen af våben, der kan gennemtrænge dette forsvar.

Eksempler er hypersoniske og manøvrerende missiler og våben samt langtrækkende kernevåbenbærende undervandsdroner til ødelæggelse af storbyer ved havet. Et mindre land som Israel (eller Danmark) vil blive ødelagt at blot ét termonukleart våben (en ”brintbombe”), der slipper gennem forsvaret, som i disse dage i Ukraine og Israel, at nogle russiske oh iranske missiler gør.

Den automatiske, viden- og analysefrie optimisme ignorerer ud over de senere årtiers våbenkapløb mellem forsvars- og angrebssystemer følgende afgørende forhold.

For det første at afbalanceringen af Rusland kernevåben for det meste af Europa helt har været afhængig af amerikanske kernevåben, dvs. af den russiske tro på, at der er en risiko for, at den siddende amerikanske præsident vil ofre sin og USA’s fremtid for Europa. Tilsvarende gælder for Sydkorea og Japan i Østasien i forhold til Nordkorea. Den russiske opfattelse af risikoen er i bedste fald under nedbygning.
Vi skal fokusere på, at den eneste hidtidige kernevåbenbrug skete i en situation, hvor den for det første blev opfattet som den eneste vej til at afslutte krigen, da man ikke bedømte, at de forventede tab ved en invasion af Japan var acceptable. For det andet – og ikke mindst – var en anvendelse af kernevåbnene helt risikofri. På grund af Trump er denne situation nu igen ved at eksistere både i Europa og Asien.

Endelig bygger tesen om, at kernevåbenmagter bliver mere forsigtige og fornuftige på et meget spinkelt at atypisk eksempelgrundlag, hvor ingen af de involverede så landets og egen overlevelse afhængig af kernevåbenbrug.

Det var både tilfældet under Den Kolde Krig i forholdet USA-USSR og Indien-Pakistan.

Jeg finder ikke, at denne tilbageholdenhed er sikret i forhold til Kim Jong Un ved en konflikt med et Sydkorea, som USA har rømmet; hos et Ayatollah-regime afskyet af egen befolkning; eller hos en Benyamin Netanyahu, der ser en målrettet forhåndsslags-kernevåbenanvendelse som Israels (og egen) eneste vej til overlevelse.

Jeg vil indledningsvis meddele, at jeg er for langt væk fra Hærens dagligdag til at vide, hvad og hvor meget af dette, der sker.

For det første skal der iværksættes krævende feltøvelser med så store enheder som muligt, gerne en hel brigade suppleret med reservepersonel. Øvelserne skal være så lange og intensive, at alt personel udmattes og begynder at lave fejl og materiellet bryder sammen. Der skal samtidig sikres et spil, der belaster alle dele af logistikken og sanitetstjenesten belastes kraftigt.

For det andet skal det være fremmede, udlændinge, helst ukrainske veteraner, der fastlægger øvelsens drejebog og fører “fjende”-partiet, og momenter og fjendeparti skal (med udgangspunkt i, hvordan russerne opererer) med droner, elektronisk krigsførelse samt andre midler søge at undergrave den danske styrkes planlægning og operationer. Al indsats af begge sider skal dokumenteres ved elektronisk monitering og droneoptagelser.

Med læring fra optagelserne og eventuelt afløsning af klart uegnede kadrer og operatører gentages øvelsen efter nogle uger.

Optagelserne udnyttes til korte kurser og generelle uddannelser ved enheder, Hærens Officerskursus og Forsvarsakademiet.

Læsere er velkomne til at bekræfte, korrigere og supplere mine erindringer.

Billedet er fra en mobiliseringsøvelse ved det svenske panserregiment P4 i Halland.

Konstante foranstaltninger
På vegne af landsdelskommandoerne opretholdt de opstillende regimenter lister over alt personel i hver underafdeling (kompagni, eskadron, batteri), der ajourførte den enkeltes civile baggrund og militære funktionsuddannelser. Ved mønstringer eller mobilisering indkaldtes for at eneden skulle starte som fuldtallig 10 % ekstra (benævnt ”dekrementet”).

Den enkelte soldat havde udleveret en ”indkaldelsesordre”, der angav, hvor han skulle ved mønstring eller mobilisering (som kunne være generel med meddelelse i medierne eller under delvis mobilisering ved indkaldelse med specielt brev).

Det opstillende regiment opretholdt et mobiliseringsdepot for hver enhed (bataljon/afdeling eller underafdeling) klargjort til direkte udlevering til hver enkelt mand med uniform, standardudrustning og funktionsudrustning inklusive våben.

Dette blev konstant forberedt af tjenestestedets bemanding af depotarbejdere, der ved mønstring/mobilisering stod for udlevering. Depotet indeholdt også de ”stam”-køretøjer, som hæren rådede over.

Resten af køretøjerne var ”udskrevne” civile køretøjer, der var godkendt som egnede af en motorteknisk

kommission fra regimentet. Ved mobilisering skulle ejeren aflevere køretøjet om modtog betaling for det. Derefter blev det malet og klargjort til enhedens brug med installation af bl.a. radio.

Der var udarbejdet en ”mobiliseringsplan” (M-plan) for hver enhed. Heri var angivet var angivet et mobiliseringsområde (MSO), hvortil enheden rykkede til for at fortætte klargøringen efter at have forladt mobiliseringsdepotet. Her modtog man enhedens ”kupammunition”, der var oplagt separat på et af regimentets ammunitionsmagasiner.

Planerne blev øvet ved ”mønstinger”. Der var to typer: ”Alarmeringsmønstinger”, der prøvede/øvede mobiliseringsplanen, og ”uddannelsesmønstinger”, der skulle sikre evnen til at anvende nyt materiel/ny udrustning.

Mobiliseringsenhedernes chefer og andre nøglepersoner (personel af reserven eller fast personel i funktioner, der ikke var planlagt bemandet i krig) blev forberedt på forskellig måde. De lærte deres kolleger og foresatte at kende ved deltagelse i aktiviteter som planrekognosceringer, instruktionsøvelser samt stabs- og signaløvelser. De blev anvendt som kampdommere.
De forventedes at holde sig professionelt forberedt til deres mobiliseringsfunktion.

Da jeg var chef for en mobiliseringsbataljon (VI. Panserjagerbataljon, Jyske Dragonregiment) gennemførtes et par instruktionsøvelser årligt med alt personel, der var tjenstgørende eller på rådighedskontrakt, og bataljonen deltog i 3. Jyske Brigades stabs- og signaløvelser. Vi havde fået en krigsopgave i denne brigade i Holsten.

Forløbet ved mobilisering
Den indkaldte mødte ved det beordrede mødested. Hvis dette ikke var enhedens mobiliseringsdepot, blev han transporteret hertil og fik udleveret sin udrustning.

Herefter overtog enhedens officerer og befalingsmænd kommandoen, og man blev flyttet til enhedens MSO.
Her kunne gennemføres supplerende uddannelse, modtagelse af kupammunitionen, evt. skydning, overtagelse af udskrevne køretøjer.

Når enheden var meldt klar, overførtes kommandoen fra opstillende regiment til operativ enhed som eksempel en brigade.

Bemærkning:

Det er min vurdering, at den største udfordring ved retablering af danske mobiliseringshær er genskabelsen af bemandede mobiliseringsdepoter, med udrustning pakket til hver enkelt soldat i enheden, så den meget sårbare udlevering som dengang kan afsluttes på 1-2 timer.

Det kræver, at al udrustning findes, at depotarbejderne er motiverede, og alt alt jævnligt øves.

Bemærkning om dronetruslen

Dengang var truslen fra mobiliseringen, der forudsattes gennemført før krigsudbrud, truet af danske illoyale og måske spesnaz (dvs. jægerpatruljer). Derfor skulle mobiliseringen sikres af den forstærkede kasernevagt og udenfor hegnet af Hjemmeværnet.

Nu må denne sikring også omfatte droneværn. I øvrigt betyder den nye trussel, 1) at spredningen af depoter er endnu mere væsentligt, 2) at det er endnu mere væsentligt, at mobiliseringen sker hurtigt, samt 3) at den mobiliserede enhed allerede i mobiliseringsområdet skal have deployeret det droneværn, som alle underafdelinger (kompagnier) i fremtiden må have.