Friheden efter undertrykkelse er kun begyndelsen til at kunne høste frugterne. Det kan være let eller meget krævende. Det er det efter at være en del af eller blot under Rusland.
Rusland har altid manglet penge i forvaltningen af sit enorme imperium. Det skyldes ikke mindst, at første prioritet var berigelsen af regenterne, fra Zaren til Putin, og at anden-prioriteten gik til at skabe og opretholde en militær magt, der kan skræmme imperiets naboer.
Det lave prioritering af imperiets civilsamfund har ført til, at kontrollen og forvaltningen af imperiets koloniområder er blevet givet en helt speciel karakter.
Det gælder fra Baltikum til Mongoliet og langs hele sydgrænsen fra Kaukasus igennem Centralasien.
Den daglige kontrol blev derfor givet til lokale, som de tysk-baltiske adelige i zartiden og i sovjettiden de lokale kommunistiske ledere. De lokale Moskvaloyale blev givet statusmæssige og økonomiske privilegier, og de opnåede en pseudooptagelse i den russiske elite.
Specielt dygtige og brutale personer fra kolonierne som georgierne Ioseb Besarionos dze Djughashvili (Stalin) og Lavrentij Berija kunne endda manøvrere sig til magten i imperiet. Men de ændrede intet ved det centralistiske og korrumperende system, som nu virkede til deres fordel.
Alle de lokale quislinger blev givet mulighed for økonomisk at udnytte befolkningerne i de russiske kolonier. Deres lokale embedsmænd og politiet blev givet en kun lav løn. De måtte derfor klare sig via korruption samt ved at spille på etniske modsætninger. Begge dele forgiftede og ødelagde civilsamfundene yderligere og skabte via ulighed og uretfærdighed frustration, had og oprørstrang.
Når undertrykkerne i deres korruption slappede af eller når samfundene belastedes yderligere ved krig, udbrød folkelige oprør. De blev derefter slået ned med ekstrem voldsanvendelse.
Når det det undertrykkende og uretfærdige system bryder sammen ved folkelige oprør, slås det ned med ekstremt brutal vold.
Det skete ved de revolutionære oprør mod både system og etniske minoritetseliter i 1905 efter nederlaget i zarens krig for at udvide imperiet i Østasien. Efter 1918-21 skete det i rammen af den borgerkrig, der i alt væsentligt opretholdt imperiet med en ny elite, og det skete igen efter 1991, hvor volden i Kaukasus kulminerede i Tjetjenien, Abkhasien samt Syd-Ossetien og omkring Nagorno-Karabakh. Fra 2015 til nu fulgte invasionen af Ukraine. I Belarus klaredes oprøret af den lokale prokonsul, i Kasakhstan var kun russiske småstyrker nødvendige til at stabilisere situationen.
Det er, når det lykkedes dele af det russiske imperium at opnå frihed fra det russiske styre, som det skete i 1919 og 1991, at dets karakters ødelæggelse af civilsamfundet rammer og skaber voldsomt udfordrende problemer for fremskridt.
Man må nok konstatere, at de store, europæiske, maritime imperier – Englands og Franskrigs – undergravede deres egen overlevelsesmuligheder ved fra slutningen af 18-hundredetallet i modsætning til Rusland også søgte humanistiske mål og selvstændighed blandt de mest udviklede.
Det er ikke de relative småproblemer, som Danmark fik, da vi i maj 1945 genvandt friheden efter fem års relativt mild besættelse. I tidligere russiske kolonier står man med delte og fra top til bund korrumperede og brutaliserede samfund.
Det så jeg i Baltikum i 1990’erne og senere i Ukraine, var samfund forgiftet af den særlige russiske imperiale styreform. I Baltikum var problemerne størst i det hårdt koloniserede Letland, hvor man som i Rusland så en privatisering af statens ejendomme til oligarker fra den tidligere partielite. I Estland overtog projekter med den bedste forretningsplan, i Litauen gik man via folkeaktier. Men i alle tre baltiske lande skabte international hjælp, ”rådgivning” med hårde reformkrav samt muligheden af opnåelse af EU-rammen og NATO-medlemskabet langt bedre muligheder for at overvinde problemerne og konsolidere friheden end i Ukraine.
At de baltiske lande er små, overskuelige projekter, hjalp også. Dette skal vi huske, når vi stadig bebrejder Ukraine, der i europæisk sammenhæng er et stort land, der blot på grund af sin udstrækning og befolkningsstørrelse har langt større udfordringer med at overvinde de meget store hindringer, som er skabt af den russiske koloniserings karakter. At Ukraine i modsætning til balterne ikke kan referere til erindringerne om en frihedsperiode i mellemkrigstiden, skaber også problemer.
Alt dette skal vi tage højde for, når vi diskuterer den russiske trussel mod vores frihed. Anvend disse historiker- og personlige observationer i diskussion med den voksende gruppe af Ruslandsforståere. De vil have træls vanskeligt ved at svare.