Som læsere af denne blog vil have bemærket, har jeg gennem de seneste år søgt at identificere kilderne til (og virkningerne af) det forfald af Forsvarets professionelle fokus, som blev så klart på grund af de ti års fravær fra Danmark fra 1994 til 2004.
I de seneste dage er det blevet klart, at det næppe kunne være anderledes, for de seneste godt 20 år er det blevet en underforstået forudsætning, at det kun ville være i, hvad man kan benævne “valgkrige”, at danske styrker igen vil kunne komme i kamp. Krige lang væk fra Danmark, hvor de tre værn leverede solidaritetsbidrag til vores venners og allieredes interventionsprojekter, hvor de allierede hvor relevant sørgede for sø- og luftherredømme og besluttede, hvornår den altid halvhjertede intervention skulle afsluttes.
Disse tyve år var den første periode i dansk og europæisk militærhistorie, hvor man ikke gennemførte planlægning og andre forberedelser til at kunne forsvare eget land eller allierede mod invasion og andre fjendtlige militære handlinger. Man skulle opretholde militær professionalisme uden den krigsforberedelsesramme, der indtil det tidspunkt aldrig kunne ignoreres.
Indtil det tidspunkt havde hærofficerer en konkret krigsforsvarsopgave, der skulle løses bedst muligt med de altid for få styrker. For danske hærofficerer var det under Den Kolde Krig forsvaret af øerne og specielt Sjælland mod sø- og luftlandsætninger og forsvaret sammen med allierede af den Jyske Halvøs fod ved Den Indre Tyske Grænse til DDR. Både linje- og reserveofficerer arbejdede under en krigsplanlægning, der også omfattede rekognoscering i forsvarsterrænet, kadreinstruktionsøvelser og stabsøvelser med at forberede løsningen af disse opgaver.
Linjeofficerer, der arbejdede i rene fredstidsforvaltningsstillinger, blev inddraget i disse aktiviteter som forberedelse til deres krigsdesigneringsfunktion.
Under disse varierende krigsforberedelser vedligeholdtes en fælles forståelse for, hvorledes de vanskelige kampopgaver kunne løses bedst muligt i det aktuelle terræn med støtte af artilleri, luftværn, ingeniørenheder m.m. Man måtte have planer og forberedelser for løsningen af logistiske og totalforsvarsproblemer i området, herunder for samarbejdet med allierede enheder og de lokale civile myndigheder.
I dag er der ingen hærofficerer tilbage i Forsvarets ledelse, der er blevet professionelt udviklet i denne ramme. Professionelle udfordringer har været knyttet til forberedelse til fulgt af tjeneste i konkrete, begrænsede interventionsmissioner, hvor man altid forudsatte asymmetriske fordele til egen side. I de seneste godt ti år har målet officielt været begrænset til blot at forberede enheder som bidragsværktøj, hvor det ikke var en dansk opgave at tænke over realisme og muligheder over det tekniske og måske laveste taktiske niveau.
Det kan desværre ses på tjenstgørende generalers argumenter, at de ser effektivitet som frigjort fra løsning af konkrete militære opgaver i et konkret terræn i en krig. Der findes ikke længere en krævende ramme, der kan udvikle forståelse for, hvad hærstyrker kan og ikke kan indsat i forsvar af et landområde. Det betyder også, at de har tabt evnen til at rådgive de ansvarlige politikere med hensyn til dimensionering af danske hærstyrker til en konkret opgave.
For flyvevåben- og søofficerer betyder perioden, at man kun har bevaret evnen til at udnytte flyenheder og maritime enheder til at løse forskellige opgaver under fuldt luft- og søherredømme. Både materiel og procedurer forudsætter, at man ikke skal bidrage til en krævende og risikabel kamp for at tilkæmpe sig handlefrihed. Men på grund af disse værns karakter vurderes det mindre tidskrævende her igen at forberede dem til krævende krigsopgaver.
Det er ikke som for hærens vedkommende en hel professionel ramme og kultur, der skal genopbygges fra bunden.