I Berlingske-kronikken “Kurs mod konservative værdier” fra 6. januar kom Lars Barfoed reelt til at demonstrere, at han kun på få punkter kunne fremlægge, hvordan værdierne skulle udmyntes i politik.
Et centralt problem ligger i hans tankeløse – undskyld, ukritiske – anvendelse af ordet “reformer“. Lyder varm og positivt, gør automatisk ændringer til noget godt, uden omkostninger. Så at sige alle de “reformer”, der er blevet gennemført på de offentlige områder i de seneste tyve år har været drevet enten af liberalistisk fundamentalistisk ideologi eller managementteori. Ændringerne er uden forsøg og analyse af de totale virkninger blevet presset ned over sektorer, hvor de smarteste og mest overfladiske har lært det sprog, der som kejserens nye klæder får lytteren til at glemme sagens faglige substans. Det, der normalt har været tale om, er centraliseringer og standardiseringer, der har medført uhæmmet vækst af ufaglige bureaukratier og for de enøjede reformatorer uventede og utilsigtede virkninger, som derefter ses som fremkaldte af “naturlove” som globaliseringen, den moderne informationsteknologi eller behov for effektiviseringer og centralt styrede besparelser.
En konservativ taler om ændringer, der viser sig nødvendige, men som afprøves ved forsøg og mod erfaringer. Han nedbygger simpelthed forventningerne til et holdbart niveau ved at tale om “ændringer“.
Danske konservative havde selvfølgelig ikke magt til at blokere for det fundamentalistiske liberalistiske digebrud på erfaring, som under betegnelsen globalisering frigjorde kapitalen og kapitalismen fra staters modererende virkninger, men det ville have været smukt, om de mere tænksomme havde set og fremlagt de mulige og sikre negative virkninger, herunder at de frigjorte kapitalister ville opføre sig som griske svin på speed, uden den selvkontrol, det samfundssind og den dannelse, som partiet gerne skulle stå for. Skeptisk, erfaringsbaseret tale kunne have fået andre til at tænke sig om, før det var for sent. Nu må vi håbe på, at overnationale elementer som EU får magt til at gøre det for os.
De Konservative skulle med deres vægtning af ansvarlig og dannet optræden burde have været de første til at fordømme de erhversledere, der groft og i grisk egoisme har handlet skadeligt for både deres virksomhed og deres land – som ludo-kleptomaner. Konservative bør kunne fordømme klart, i modsætning til fundamentalistiske liberalister, hvor en vis beundring kan ligge lige under overfladen.
Barfod skriver om den centrale i at ændre folkeskolen. Fint nok. Men det synes som om, at han ikke ser og forstår, at det ikke var en specielt konservativt at acceptere ødelæggelsen af de danske højere uddannelser gennem en kombination af managementfis, overbureaukratisering, produktionspres og en mildest talt uheldig karakterskala”reform“, der endeligt helt forlader de klassiske Østedske idéer uden at overtage en kendt og velprøvet udenlandsk model. Problemet med både i den tidligere og den nuværende skala at have karakteren “7” – med grundlæggende forskellige niveaukrav – er en af de centrale fadæser.
Det er en ukonservativ flugt fra virkelighed og erfaring at tro, at masseproduktion af batchelors, masters og ph.d.-er, muliggjort af sænkede kvalitetskrav, kan gøre Danmark konkurrencedygtigt. Med den (forhåbentligt bevidst) sænkede kvalitet i de højere uddannelser kan man ikke forbedre niveauet noget sted i uddannelsessystement. Umiddelbart set skulle det være en konservativ sag at stille kvalitetskrav. Hvor er Per Stig Møller i denne sag?
Som Barfod skriver søger hans parti et medieforlig, der kan sikre den trykte presses overlevelse. Prisværdigt at man her vil gøre modstand mod en udvikling, der af mange – som globaliseringen – ses som en naturlov. Det ville være smukt, hvis man samtidig ville gøre op med den indtil nu uimodsagte fundamentalistiske liberalisme på bogmarkedet. Hvis dansk kultur og sprog skal overleve, skal dansk bogproduktion være lønnende, også for andet end danske kriminalromaner og halvdårlige oversættelser af udenlandske do. Når andre lande kan leve uden moms på bøger, kan det nok også administreres af det oversofistikerede danske skattevæsen. Det er muligvis en liberalistisk grundholdning, at alt skal kunne købes i massive indkøbscentrer, men er det konservativ politik at bidrage til ødelæggelsen af provinsbyernes kerne?
Den “reform“-bølge af centraliseringer, der er gennemført i løbet af det sidste par årtier, har bidraget til at undergrave og fjerne provinsbyernes elite. Skete det bare, eller var det bevidst? Var det konservativ politik?
På grund af, at man ikke forstod og kunne udtrykke, at man i modsætning til Venstre og De Radikale ikke er fundamentalistiske liberalister, at man var grundlæggende anderledes, er partiet nu reduceret til ingenting. Det har dog en fordel. Resterne er erfarne mennesker, ikke unge mennesker drevet af slagkraftige forenklinger. Ligesom befolkningens flertal. Det burde da kunne gøres til en styrke?